Søgeresultater på "lers"
Dato: august 26, 2022
Nordslesvig – under Første Verdenskrig (2)
Kødløse dage. Kobbertaget blev taget af kirken. Brød og fred. Dårlig høst. Et kort gav ikke så meget. En sygdom forsvandt. Tyfus og kønssygdomme. Præsten samlede sammen til koks. Krigskoner tiggede og bad. Hestene ville dø. Man forsøgte at snyde. Kålrabi og vælling. En attest var nødvendig. Masser af smuglere. En liste over ens tøjbesiddelse skulle afleveres. Ikke alle i Nordslesvig var lige lykkelige.
Kødløse dage
I september 1915 blev der truet med et års fængsel, hvis man solgte fløde. Grænsen til Danmark var stærkt bevogtet. Der skulle meget alvorlige grunde til at få tilladelse til at rejse dertil.
Der blev nu indført kødløse dage – mandag og torsdag. Disse dage måtte man kun få kogt kød og fisk. Ja tirsdag og fredag var også kødløse dage. Da måtte der hverken spises eller sælges nogen form for kød. Det gjaldt selvfølgelig også for restauranter.
Kobbertaget blev taget af kirken
Allerede i november 1915 tog de kobbertaget af kirken. Men også de kobberdele, der fandtes på taget af Folkehjem og Folkebanken. Kobberet måtte afleveres.
Brød og Fred
I de store byer gør nøden sig gældende. ”Brød og Fred” råbes der af demonstranterne. Pengene er blevet mindre værd. Nu skulle der 145 Mark til 100 Kroner. Det regnede med nye forordninger. Der var fængsel indtil 6 måneder og pengebøder op til 1.500 mark.
Man talte kun om krigen og om mad. Og om hvordan man lavede kartoffelmel, hvordan man bedst lavede sirup af roer og på landet, hvordan man koger sæbe., hvordan man blot kunne få fat i vandglas.
Der var intet foreningsliv. Folk trængte til at tale om tingene. De brugte enhver lejlighed til det selv til en begravelse. Der var ingen udsigt til kaffe, sukker og fred.
Dårlig høst
Officielt sagde man at høsten i 1916 var god, men det var den ikke i Nordslesvig. I Rigsdagen drøftede man ernæringen med stor bekymring. Kartoffelhøsten gav kun en tredjedel eller halvdelen af høsten sidste år.
Der blev brugt kartofler til spiritusbrænding til hæren og til ammunition. Man havde stillet 100 millioner Mark til rådighed til at fabrikere spiritus af træ.for at spare på kartoflerne.
Et kort gav ikke meget
I november 1916 havde man kort der gav ret til følgende:
En sygdom forsvandt
I skolerne måtte lærerinderne undersøge børnene hår med en griffel.
Krigssæben gjorde vandet mørkt og leret. Det havde ikke meget til fælles med sæbe. Det var ikke godt med vask og renlighed. Alt hvad der hed salver og børnepudder blev efterhånden så kemisk fri for fedtstof og ofte tilsat petroleum.
Det var en kunst at holde spædbørns hud hel. Man måtte bruge gamle husråd som hvedeklid for at hele. På apotekerne stod de forskellige afføringsmidler som ikke kunne sælges.
Den grove kost holdt maverne i orden. En sygdom som sukkersyge forsvandt.
Tyfus og kønssygdomme
Men der kom tyfusepidemier. Af fangerne i Løgumkloster døde 73 fanger af plettyfus. Krigen bragte også kønssygdomme til Nordslesvig. Det var ikke kendt i den udstrækning før.
Efterhånden slap der varer op. Således var sødmælk kun at få til børn under seks år eller syge personer. En liter mælk kom til at koste 3 Mark. I Julen 1916 kostede en skinke 3-400 Mark. En and eller gås til juleaften kostede 4 – 5 mark pundet.
Præsten samlede koks sammen
I begyndelsen af 1917 skulle al lys slukkes i butikkerne. Og lys på en trappe efter klokken 9 var strafbart Gaderne lå hen i bælgmørke.
Kulmanglen blev værre år efter år. Folk måtte krybe sammen i en stue og være glade for, hvis det kunne give varme. Skolerne lukkede på grund af kulmangel. Kirkerne kunne ikke mere opvarmes. Præsterne bad om kul til de konfirmationsdage i marts.
Lys og gas var rationeret. Folk hentede de gamle lygter ned fra loftet. Kaffen blev opbevaret i termoflasker. Flere gange om dagen blev gassen lukket ned.
Krigskoner tiggede og bad
Konerne belejrede myndighederne. Man kaldte dem for ”Krigskoner”. De truede og bønfaldede om at få manden hjem på orlov. De skriver og ansøger underdanigst. De rejser til fjerne byer og bor under usle forhold for at være sammen med deres mænd.
Hvis den stedlige kommuneforstander skriver ”Dansk agitator” er der mindre chance for at manden kommer hjem på orlov. Tegn et krigslån, aflever smykker – ja så er chancerne større.
Seks hustruer hvis mænd var landstormsmænd rejste over til kejseren i Berlin. De fik udvirket, at deres mænd kom hjem.
Hestene ville dø
Nej det var bestemt ikke let for bondekonerne. Skulle forordningerne overholdes ville hestene dø. Folkene ville da hurtigt søge en ny plads. Nu var det sådan, at dem der var sat til at passe på ikke havde meget begreb på sagerne.
Man forsøgte at snyde
Hvor der var en mølle, blev den straks forseglet. Kun mølleren måtte male korn. Når svinene blev talt, sagde de dristige koner:
Sådan slap et svin hist og her for at blive talt med og kunne slagtes i smug ved lejlighed. Eller man begravede et par svin i halm, når der kom uventet kontrol. Og dem der havde lidt skov eller krat kunne lade ungkreaturerne gå der og kunne så slagte et af dem. Koner og piger måtte i mange tilfælde slagte selv.
Hvad der var af korn ud over det tilladte skjultes på utrolige måder under tjørnehække. Det kunne være begravet under et træ eller i hast køres ud på marken og dækkes med hegnspæle og pigtråd, hvis der pludselig kom kontrol.
Det er også historien om pigen, der bliver lagt i sengen. Under hende bliver skubbet flæskesider. Gendarmen kigger til hende alt imens gårdkonen siger:
Man forsøgte at finde alternative ting
Gummien er taget af cyklerne. Dem, der havde lyst til at cykle måtte gøre det på reb. Mange brændte rug til kaffe. Men det var strafbart, Og hele gaden kunne lugte, når man gjorde det.
Man forsøgte på mange kreative måder at lave alternative ting. Det var bestemt ikke alt, der var lige vellykket. Man kunne få et kort, der hed ”Levnedsmiddelkort”. I Aabenraa var det mest nudler, og nudel – budding, som man spiste.
Kom folk sammen til kaffe om aftenen gav det sirupskage, kartoffelkage, når det var fint eller havregrynskage.
Nu var nøden i Nordslesvig ikke så stor som i industriegnene.
Kålrabi og vælling
Til middag fik man suppe med gryn eller grøntsager. Og så var det kartofler til, En sjælden gang var det med kød. Om aftenen var det igen kartofler og så måske med kålrabi, en enkelt gang en skive leverpølse eller blodpølse og et stykke brød med marmelade og te eller vælling kogt på vandmed resten af den skummende mælk i.
En attest var nødvendig
For stadig at kunne skaffe uniformer, skjorter, strømper og støvler til militæret måtte civilbefolkningen tvinges til at spare til det yderste. Varer af uld, bomuld og læderfodtøj kunne kun købes med en attest i hånden.
Køerne var underernæret, De gav kun lidt mælk. Har man lov til at slagte svin, ja så slagter man ofte to. Der blev budt 1.000 mark for et svin. Ofte blev der anmeldt tyverier af svin og får, slagtet på marken. I mange tilfælde er det ejeren, der har slagtet dem selv.
På en lægeattest kunne de svageste få lidt ekstra mælk og et rigtigt hvedebrød i modsætning til krigsbrød. Men manglen på fedtstof kunne middelstanden og arbejderen ikke afhjælpe.
Masser af smuglere
I foråret 1918 kunne man købe smuglervarer, hvis man ellers havde råd. 20 – 30 mark for 1 pund kaffe. 15 – 18 mark for tobak. 6 – 7 mark 1 pund sukker.
Smugleriet nåede sit højdepunkt. Under den Internationale Kommission blev der alene fra Haderslev Amt udvist 600 professionelle smuglere. De var taget hertil fra tyske storbyer.
En liste over ens tøjbesiddelse skulle afleveres
Man gjorde nu en ekstra kraftanstrengelse for at skaffe tøj. De mænd, der havde mere end et sæt tøj, skulle aflevere det til Hærforvaltningen inden 15. juli. I august skulle alle mænd udfylde en liste, hvad de ejede af klæder, undertøj og fodtøj. Hvis man angav urigtige oplysninger. kostede det en bøde på 10.000 mark.
Ikke alle i Nordslesvig var lykkelige
Sammenbruddet kom. Men ikke alle i Nordslesvig var lykkelige. Det var tungt for dem, der var blevet ene og se andres lykke.
Mindehøjen på Broager er rejst over 193 faldne fra Broager Sogn, To familier havde hver mistet 4 sønner. Aabenraa havde mistet 275.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: august 26, 2022
Nordslesvig under Første Verdenskrig
Myndighederne startede med at anholde 300 dansksindede. Masser af rygter. Vi besøger et vagtmandskab i Rise. Livlig spionjagt. Man tog afsked i Flensborg. Masser af pakker og breve til fronten. Koner og piger måtte i gang på landet. Nu skulle 17 – årige også til fronten. Uha, man opdagede englændere i Storebælt. Kornnød. Ingen store hvedebrød. Spis sukker – så tjener i Fædrelandet. Inge foder til dyrene. Krigs – understøttelse. Børnebespisning i skolerne. Indsamling fra hele Danmark. En ny morgen – hilsen. Krigsfanger kom og hjalp i landbruget. ”Der var ikke et ordentligt mandfolk i syv miles omkreds”. En dårlig kartoffelhøst. Vagtmandskab fik 10 mark og 3 ugers orlov, hvis de pågreb en grænseoverløber. Sprogforbud. Flugt – mistænkt, så måtte man ikke komme hjem på orlov.
Myndighederne startede med at anholde 300 dansksindede
Dette er en artikel, som vi har delt i to, hvor vi kigger på dagligdagen under Første Verdenskrig.
Der var masser af lidelser under Første Verdenskrig. Og det var ikke kun ved fronten. For den nordslesvigske befolkning såvel tysk som dansk var krigens udbrud og de mange indkaldelser en fælles ulykke. De tyske myndigheder startede med at anholde 300 kendte danske nordslesvigere.
Det var hårdt at skulle anholdes uden grund, mens sønnerne måske skulle til fronten. Det var heldigt for nogle, at de kunne blive på Sønderborg Slot, så kunne de få lidt kontakt til familien.
Andre blev ført til Flensborg og nogle til Rügen Ja selv Hansigne Lorentzen fra Ballum måtte afsted.
Masser af rygter
Der blev udspredt en masse rygter om giftige brønde og bomber m.m. Og så kom der forbud mod danske aviser. I den tyske krigserklæring nævntes at der var kastet bomber over tyske byer. Dette var også løgn. Menigmand havde ikke noget udestående med Belgien eller Frankrig. Men der skulle skabes noget lidenskab,
Man talte om, at der kom biler med guld. Der blev udstillet vagtposter ved alle veje. Og alle biler blev visiteret. Man sagde at guldtyvene var udklædte som tyske officerer. Ved Nørreport i Aabenraa var der rejst pæle med plakater og bomme tværs over vejen.
Et vagtmandskab i Rise
I Rise beordrede amtsforstanderen et stort antal civilpersoner i vagttjeneste. De fik et gevær og tre skarpe patroner. De visiterede enhver, der passerede vejen. Der var bl.a. to gamle aftægtsmænd over 70 år, der havde vagt.
Så kom der en cyklist. Han viste et papir. Jeg kan ikke forstå det, sagde den ene. Det er tysk. Og den anden sagde, at han havde glemt sine briller. De blev dog enige om at lade cyklisten passere.
Livlig spionjagt
Landråden fra Aabenraa var en nat omkring i ”automobil” for at søge efter franskmanden med guldet. Længere syd på blev der skudt på fredelige ”automobilister” Det var fordi de overhørte tilråbene og standsede ikke straks.
Det blev en livlig spionjagt. Aabenraaerne husker spioncentralen på Hotel Danmark. Jo og så var det de forgiftede brønde. Folk havde set kendte mennesker fylde gift i brønde. Og man sagde om dem, at nogle var blevet skudt. Andre var lænket sammen to og to og ført gennem Flensborg.
Det var uhyggelige dage, hvor rygterne fik lov til at gå sin gang. Der var ingen aviser, der kunne kommentere disse.
Man tog afsked i Flensborg
Alle værnepligtige mellem 20 og 45 år var blevet indkaldt i de første dage. Man skulle tage afsked og kunne man tage et tog til Flensborg, så var det der man tog ned for at sige farvel.
I de første dage var mange Landsstormsformænd indkvarteret i Flensborg. Den 4. august rykkede garnisonen ud fra Flensborg. Afsted mod Frankrig.
Masser af pakker og breve til fronten
Livet gik videre. Nu skulle der skrives og sendes pakker afsted. Soldaterne blev overvældet med levnedsmidler og strikkede sager. I de første krigsår var det rigeligt at sende af men så kneb det ellers.
I 1915 kunne man typisk sende cigarer, pebermynte, marmelade, sild, leverpostej, honning, rom, chokolade, kage, skrivepapir, underbukser, fodlapper, tobak, saft m.m.
Koner og piger måtte i gang
Det var som om alt i byerne gik i stå. I den første krigstid var det ikke arbejde at få til de mænd, der blev tilbage. Men på landet var det nok at se til. Kornet stod modent. Det var årets travleste tid.
Men det var ikke alle steder at der var mænd til rådighed ud på landet så måtte koner og piger i gang. Høsten kom godt i hus rundt omkring. Karlene, der var indkaldt, lod klædeskabet stå. De troede, at de kom tilbage til deres gamle job.
Der var jo også en del, der var uegnet til krigstjeneste.
Nu skulle 17 – årige også til fronten
I krigens løb blev også de 17-årige indkaldt og i den anden ende blev værnepligten forhøjet til 50 år. Og Landstormens mænd skulle også møde. Nu begyndte bankerne at rationere rede penge. Butikkerne stod nu tomme til hen mod vinteren. Nu steg priserne og folk begyndte at hamstre.
Hustruerne i byerne måtte passe mandens forretning.
Man opdagede englændere i Storebælt
I slutningen af oktober blev man opskræmt i Aabenraa. Det blev forbudt at brænde lys i vinduer der vendte ud mod fjorden. Man havde set englændere i Storebælt. Den lokale Hauptmann Olsen, der til daglig var civildommer i Nibøl, bad om forstærkning i Rødekro og fik lovning på 50 karabiner. Men det var ikke nok. Nu fik han også tilsagn fra Æ Feuerwehr og Skyttelavet.
Med deres antikke skydevåben tog de opstilling ved havnen. Da de købte ammunition sagde købmanden, at det ikke gik med disse patroner for, det var jo ”Dum – Dum kugler”.
Kornnød
Omkring november steg priserne. Kornet blev dyrt og bønderne måtte indskrænke kreaturholdet. En 4-5 ugers gris kostede ikke mere end en høne. Petroleum blev knap. Hamstringen begyndte for alvor.
I januar 1915 tales der om ”kornnød”. Der kommer nye forordninger. Kornet på gårdene beslaglægges. Brødkorn må ikke fodres op. Rugbrødet skal laves af rugmel og kartofler. Man kan ikke mere købe rent hvedemel.
Ingen store hvedebrød
I februar 1915 revideres melbeholdningerne. Man må i en husholdning kun have 50 pund. mel. Et hvedebrød må ikke veje over 75 gr., heller ikke når man bager selv. Hvis nogen så et stort hvedebrød i køkkenet, kunne man blive meldt.
Spis sukker, så tjener i Fædrelandet
Folk bagte tvebakker med smør i, for at have noget, når man sultede. De blev spist og fornyet mange gange. Rundt omkring var der slået plakater op:
Der var gårde, der i april 1916 fik udleveret indtil 1.500 pund sukker til deres heste, dejligt brunt råsukker. De måtte skriver under på, at de ikke ville spise det selv. Men folk gemte det.
Senere blev myndighederne klogere og blandede sukkeret med sand. Men husmødrene var blevet opfindsomme. De hældte vand på og filtrede det. Meget af det gik trods alt i kaffen.
Ingen foder til dyrene
Man opfordrede folk til at slagte. I det andet krigsår blev der i løbet af få måneder slået over 6 millioner svin ned i Tyskland. Man manglede foder. I byerne blev en masse ødelagt fordi de ikke havde begreb om at salte, røge eller opbevare kødet.
Møllerne må ikke sælge mel ud over deres egen kreds. Hestene måtte kun få 2 ½ pund havre om dagen. Hver dag kom nye forordninger. Endnu blev de fleste overholdt. Den 1. marts indførtes så brødkortet, 4 pund brød eller det tilsvarende mel pr. hoved pr. uge.
Krigs – understøttelse
De indkaldtes hustruer fik ”Krigs-understøttelse” hvis deres indtægt var under 2.000 Mark. Landbruget fik deres produkter godt betalt. I byen kneb det med at få råd til føden. Og på landet kneb det med at få arbejdet gjort.
Straks efter krigens udbrud deltog både danske og tyske kvinder i sygeplejekursus. Sygehusets diakonisser blev indkaldt til lazarettjeneste.
Børnebespisning i skolerne
I vinteren 1915 – 1916 var nøden stor. I Aabenraa blev der indført børnebespisning tre gange om ugen. De skulle selv betale 5 penning for det. Borgerne gav frivillige bidrag. Kredskassen gav resten. En gang om ugen uddeltes skummet mælk – en liter pr. barn. Fælleslandbo-foreningen gav gryn.
Indsamling fra hele Danmark
I Vejle blev der taget initiativ til en indsamling til de nødlidende nordslesvigere. I danske byer blev der efterhånden oprettet komiteer, der sendte hjælp ned til de nordslesvigske kvindeforeninger. Landsmænd i Amerika sendte også penge.
Fra tysk side blev der lagt pres på folk for at tage børn fra Kiel på et tre måneders ophold. Kvinderne fra Aabenraa havde samme ide, men nu kom tyskerne kvinderne i forkøbet.
I 1918 sendtes brugt tøj fra Danmark til Nordslesvig. Og rundt omkring rykkede kvinderne ind på arbejdspladser som mændene efterlod. Nu var portøren på jernbanen en kvinde. Og postbuddet var en kvinde.
Kom der en vogn fra landet var det med en kvinde som kusk. Gik man over markedspladsen, var der kvinder og gamle mænd, der handlede med kreaturer mens børn hjalp til.
En ny morgen-hilsen
Når børnene kom i skole om morgenen hed det ikke mere:
Nu hed det i stedet:
Krigsfanger hjælper i landbruget
I foråret 1915 komme krigsfangerne til hjælp i landbruget. Og de var meget gode til deres arbejde. Konerne lærte at omgås dem. ”Madam” rettede de sig efter. Værre var det når manden kom hjem i tysk uniform. Konerne vidste, at når de pludselig sagde:
Så havde de fået dårlige efterretninger hjemmefra. Om aftenen sad de og sang vemodige sange.
Der var ikke et ordentligt mandfolk i syv miles omkreds
Den røde indkaldelsesordre kom i alle hjem. I sommeren 1915 var det kommet så vidt, at unge piger sagde:
I Aabenraa blev der uddannet tropper. Der lå også her gamle Landstormsmænd. De gik rundt ikke helt iklædte. En mangler soldaterbukser, en frakken. Det var et lidt broget selskab, når de trak af – gamle og slatne.
Men major Knudsgaard var fredsommelig. Han var gårdmand fra Løjt. Han kunne ikke lide, at markerne led nogen overlast. Han sagde altid:
En dårlig kartoffelhøst
I Aabenraa så man masser af underofficerer med en pige under armen. De andre piger eller koner i Aabenraa blev misundelige. De måtte nøjes med at skrive.
En kvinde fra Sundeved havde skrevet, at fangerne i Tinglev blev dårlig behandlet. Hun fik 6 måneders fængsel. I Aabenraa sad der alene seks personer, der censurerede privatbreve. Hvis en landmandskone skrev:
Ja så endte brevet i papirkurven.
Vagtmandskabet fik 10 mark og 3 ugers orlov
I juli 1915 begyndte man at tale om, at soldaterne deserterede. En ung mand, såret to gange med Jernkorset på brystet cyklede lige forbi vagten, der gjorde honnør for korset og over grænsen.
Vagtmandskabet fik nu 10 mark og 3 ugers orlov for hver desertør, som de pågreb. Det var ikke blot nordslesvigere, der deserterede men også folk syd fra. Det var også historien om slagteren fra Christiansfeld. Han var underofficer og samlede 5-6 stykker, der gerne ville med. Med høje kommandoråb og taktfaste skridt nærmede de sig grænsen om natten. Vagten troede, at det var afløsning og sådan marcherer de så ind i Danmark.
Sprogforbud
Danske soldater havde været plaget med sprogforbud. Man måtte heller ikke tale dansk uden for tjenesten. 6 ugers arrest var straffen. Og så måtte man mange steder ikke skrive på dansk, når man skrev hjem.
Flugt – mistænkt
Men hvad der var endnu værre, var at man ikke måtte komme hjem på orlov Og det var på grund af ”Fluchtverdacht”. De blev stoppet i Flensborg og måtte tilbringe deres orlov der. Så måtte kvinderne rejse derned og holde orlov med kæresten eller manden.
Dato: august 24, 2022
Da arbejderne i Sønderborg kæmpede
Sammenlign forholdene. I Tønder skete der lovbrud. Kampen om retfærdighed i Sønderborg. Initiativerne kom fra Flensborg. Aktiviteter blev nøje overvåget. Dybbøl – Posten var skeptisk. Socialistloven bremsede aktiviteter Al mødeaktivitet skulle varsles. Det hjalp med en jernbaneforbindelse. Samarbejde til Rigsdagsvalg. Richard Hempel vendte tilbage. Revolutionen i Sønderborg. Sønderjysk Arbejderforening. Vigtigst at forblive Socialdemokrat. Uforsonlig tone fra Dybbøl – Posten. Fælles 1. maj fest. Overdragelse til det danske Socialdemokrati. En bagersvend fra København blev folketingskandidat. En borgmesterpost til Socialdemokratiet i 1922.
Sammenlign forholdene
Egentlig er det spændende at sammenligne forholdene for arbejderne i København, Tønder og Sønderborg.
I København var det Pio, Gjerluff og Brix som var de toneangivende. De udgav de socialistiske blade. De blev arresteret og fik hårde straffe. Mere eller mindre frivillig blev de sendt til udlandet med store arbejdsgivere som sponsorer. Politiet havde placeret spioner for at overvåge arbejderne.
Men ak og ve disse frontkæmpere blev glemt af deres egne
I Tønder skete der lovbrud
I Tønder skete der ting og sager efter revolutionen. Arbejderne havde nedlagt arbejdet. Borgerskabet forlangte at politiet greb ind. Men de nægtede. De ville ikke gribe ind i en faglig kamp. Men det ville militæret gerne. Og så fik man ellers ekspederet lederne ud af landet uden domsafsigelser.
Og i Tønder kæmpede to Socialdemokratiske lister i mange år. Dette var medvirkende til, at Tønder først i 1937 fik en dansk borgmester. For dem, der har lyst til at bore i sammenligningerne, har vi i slutningen af artiklen lavet en kildehenvisning.
Men se i Sønderborg var der Socialdemokratisk borgmester uafbrudt fra 1922 til 1998.
Kampen for retfærdighed i Sønderborg
Kampen for retfærdighed var bestemt heller ikke let i Sønderborg.
Udviklingen i Sønderborg gik ikke så stærkt efter 1870. men en del anlægs – og byggeprojekter betød dog at landarbejdere fik arbejde i byen. Samtidig begyndte også arbejdere og håndværkere syd fra at komme til byen. Ja også fra Danmark kom de.
Den første socialdemokratiske forening ADAV var stiftet i Tyskland i 1863. En ”Ortsgruppe” i Flensborg blev etableret og i 1872 var man gået i gang med at agitere i Nordslesvig.
Initiativerne kom fra Flensborg
I Sønderborg fandt det første socialdemokratiske møde sted i oktober 1872. Det resulterede i oprettelsen af en lokalafdeling med nær tilknytning til foreningen i Flensborg. Inden begyndelsen af 1900 – tallet var der en direkte ”rød” forbindelse mellem Sønderborg og Flensborg. Initiativerne til oprettelsen af fagforeninger og socialdemokratiske afdelinger kom fra Flensborg.
Aktiviteterne blev nøje overvåget
I perioden 1870 – 78 stiftede arbejderne i Sønderborg den første arbejderforening, der eksisterede frem til 1875, hvor ADAV overalt i Tyskland blev opløst og afløst af Sozialistischer Arbeiterpartei Deutschlands SAPD. Allerede i 1875 tog Flensborg – afdelingen initiativ til oprettelse af en lokalafdeling i Sønderborg.
De socialdemokratiske aktiviteter blev nøje overvåget af Sønderborgs politiforvaltning, pressen og de borgerlige tyske spidser. Da valg til Rigsdagen var et offentligt anliggende, kunne myndighederne kontrollere, hvem der blev stemt på.
Det var også en let opgave at kontrollere, hvem der afgav de 32 stemmer, som i 1878 faldt på den socialdemokratiske rigsdagskandidat, og politiet holdt herefter et vågent øje med de pågældende.
Dybbøl-Posten var skeptisk
Den danske avis Dybbøl – Posten var også skeptisk over for arbejdernes socialdemokratiske aktiviteter. Det var ikke så meget at modvilje mod arbejderstanden. Det var mere af bekymring for, at danske arbejdere skulle flytte deres stemmer fra den danske borgerlige kandidat til den tyske socialdemokrat. Denne frygt var velbegrundet, da arbejderne i Flensborg, også de dansksindede, i stigende omfang valgte at stemme Socialdemokratisk.
Socialistloven bremsede aktiviteter
I perioden 1878 – 1890 var Socialistloven gældende. Dette betød at Socialdemokraterne havde forbud mod at holde møder samt udgive tryksager og blade. Forbuddet bevirkede at Socialdemokratiske aktiviteter i Sønderborg reelt ikke eksisterede, heller ikke selv om partiet havde ret til at opstille til Rigsdagsvalget.
Efter at Socialistloven var ophævet spirede arbejderbevægelsen frem i Sønderborg. Men alle aktiviteter blev mødt af modstand, chikane og overvågning fra politiet og pressen.
I august 1892 blev der dannet en socialdemokratisk arbejderforening i Sønderborg som en afdeling af SPD – Flensborg.
Al mødeaktivitet skulle varsles
Al mødeaktivitet skulle varsles over for politimyndighederne. Det var derfor en let sag for politiet at føre kontrol ved møder. Efterfølgende lavede man så indberetninger til borgmester/politimester og landråd.
Det var ikke ualmindeligt at arbejdere blev fyret på grund af deres politiske aktivitet.
Fagforeningerne kom også for alvor i gang i perioden 1890 – 1900. Skrædderne dannede en fagforening. I 1892 var datidens HK’ ere. Smede – og maskinarbejdere i 1894, arbejdsmændene i 1895 og murerne i 1896.
Majfesterne, som siden 1890 var et tilløbsstykke i Flensborg, starter i år 1900 i det små som en fest på stranden.
Det hjalp med jernbaneforbindelse
Den nyetablerede jernbaneforbindelse mellem Sønderborg og Flensborg, som blev indviet i 1901, satte for alvor skub i tingene. Stadig flere arbejdere og håndværkere sydfra kom til byen for at deltage i de store anlægs – og byggearbejder, der blev fordoblet fra 1905 med anlæggelse af den store marinestation.
Samarbejde til Rigsdagsvalg
Ved Rigsdagsvalgene i starten af 1900 – tallet opstod der et vist samarbejde mellem socialdemokraterne og de dansksindede sønderborgere. På grund af de tyske myndigheders chikane over for begge parter udviklede samarbejdet sig hurtigt. Arbejderne fik – til stor irritation for myndighederne og det tyske borgerskab – lov til at benytte det danske forsamlingshus i Bismarckstrasse til deres møder.
I 1905 tog Gewerkschaftskartellet initiativ til to meget aktiviteter for arbejderne i Sønderborg: 1 maj – festerne og opførelsen af arbejdernes eget hus – Central – herberge – i daglig tale kaldet Gewerkschaftshaus. Dette hus kom til at ligge i Bergstrasse 7. De næste 70 år fik det en uvurderlig betydning for arbejderbevægelsen i Sønderborg.
Richard Hempel vendte tilbage
På et tidspunkt havde Richard Hempel, der kom fra Sachsen stor betydning for arbejderbevægelsen i Sønderborg. Det lykkedes for ham i 1913 at komme ind i borgerrepræsentationen. Dette skabte stor bekymring i det tyske borgerskab.
Efter at Første Verdenskrig var brudt ud mistede såvel fagforeningerne som SPD -medlemmer. Reelt var det kun ældre Socialdemokrater tilbage, mens alle andre var i felten.
I 1918 var Hempel tilbage. I løbet af få måneder var medlemstallet på 400.
Revolutionen i Sønderborg
Revolutionen i Sønderborg som vi har skrevet to artikler om forløb helt uden blodsudgydelser. I Kiel kostede dette 8 menneskeliv og mange sårede. I flere sammenhænge er marinesoldaten og skrædderen Bruno Topff udråbt som en lidt komisk person. Men det var han bestemt ikke. Han varen god organisator
Sønderjysk Arbejderforening
Den dansk orienterede Sønderjysk Arbejderforening var blevet dannet i 1911 havde kun få hundrede medlemmer. I 1919 gennemførte de en flot hvervekampagne. De indså, at det var vigtigt at få indflydelse på deres sociale og økonomiske fremtid. I løbet af et år fik SAF 12.000 medlemmer i Nordslesvig.
Vigtigst at forblive Socialdemokrat
Arbejderlederen i Sønderborg Hempel havde håbet at de danske arbejdere ville skrue ned for kravet om en folkeafstemning. Han var overbevist om at danskerne ville blive glade for det ny Tyskland. Han måtte dog opgive sin strategi da han i marts 1919 var klar over, at der ville komme en afstemning og at Nordslesvig antagelig ville blive dansk.
Han var dog ikke opgivende. For ham var det vigtigst at arbejderne ville fortsætte med at være Socialdemokrater.
Uforsonlig tone fra Dybbøl-Posten
Da Anders Grau blev redaktør for Dybbøl – Posten den 1. januar kom der en uforsonlig tone mellem ham og de to arbejdsledere Hempel og Preuss. Og det selv om der var blevet udviklet et vist samarbejde mellem danske SAF og tyske SPD. Det var de fælles problemer i dagligdagen, der var afgørende. Og det var mangel på levnedsmidler. Samarbejdet fortsatte frem til afstemningen den 10. februar 1920.
Fælles 1. maj fest
Det er ingen tvivl om, at de dansksindede arbejdere stemte dansk og tysksindede arbejdere, stemte tysk ved folkeafstemningen. De tyske arbejdere var kede af at skulle forlade den ny republik, hvor de nu var kommet af med kejseren. De brød sig ikke om det danske monarki. Da slaget var tabt var de alligevel fortrøstningsfuld:
Der var ikke forskel på danske og tyske arbejders problemer, derfor besluttede SAF at deltage i den årlige 1. maj fest sammen med SPD og fagforeningerne. I utilfredshed med dette meldte redaktør Grau sig ud af SAF.
Overdragelse til det danske Socialdemokrati
SAF havde egentlig besluttet sig for at lave en fællesliste med SPD til byrådsvalget i 1920. men efter en heftig diskussion opstillede SAF sin egen liste. Arbejderbevægelsen var nu igen nationalt. Det fik mange til at melde sig ud af SAF og ind i Socialdemokratiet. Den hidtidige leder Richard Hempel måtte tage til takke med 3. pladsen.
Der var en del skærmydsler i forbindelse med overdragelsen af medlemmer fra SPD til Socialdemokratisk Forbund. Sønderborgs Socialdemokrater ville ikke deltage i et fællesmøde i Aabenraa, hvor de Socialdemokratiske partiforeninger skulle ”overdrages” til den danske arbejderbevægelses førstemand, Thorvald Stauning. Men alligevel forløb dette dog uden større problemer. Det var ikke helt det samme i de tre andre sønderjyske købstæder.
Egentlig kan man undre sig. For blot få år før meddelte Stauning over for tyske kollegaer at Socialdemokratiet i Danmark tog afstand fra de dansksindedes aktiviteter i Nordslesvig.
En bagersvend fra København blev folketingskandidat
Medlemmer meldte sig i sommeren og efteråret 1920 i stort tal ind i Socialdemokratisk Forening. De tyske fagforeninger tilsluttede sig uden større problemer de danske fagforeninger i Sønderborg og medlemmerne valgte den dygtigste og mest markante til formand uden at tænke på om vedkommende var dansk eller tysk. Helt så let gik det ikke i de andre nordslesvigske/sønderjyske købstæder.
De tilbageværende SAF- medlemmer ville ikke støtte deres egne kandidater. De opfordrede til at stemme på Socialdemokratiets kandidat, den københavnske bagersvend J.P. Nielsen. Og det var til Folketingsvalget i september 1920
Til byrådsvalget havde Socialdemokratiet fået fem og SAF to byrådsmedlemmer.
Og den mangeårige arbejderfører Hempel sang på sidste vers. For at undgå stemmetab på grund af nationale holdninger havde Stauning ikke ønsket den tyskorienterede Hempel som Socialdemokratisk folketingskandidat.
En borgmesterpost til Socialdemokratiet i 1922
Til byrådsvalget og til valg af borgmesterposten den 5. marts 1922 fik Socialdemokratiet hjælp fra uventet kant – nemlig redaktør Andreas Grau. At han beskyldte den socialdemokratiske liste for at være tyskorienteret, kunne ikke overraske ud fra hans tidligere kritik. Men at han i uforsonlige vendinger kritiserede den borgerlige tyske liste, det var overraskende. Og egentlig var det jo taktisk dumt. For uden opbakning fra denne liste ville det være umuligt for de danske borgerlige at beholde borgmesterposten.
Sønderjyllands første Socialdemokratiske borgmester var en realitet. I Tønder måtte man vente meget længe på dette.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
I forbindelse med overstående artikel
Dato: august 22, 2022
Et slot i Sønderborg
Til kamp mod Venderne. Masser af udvidelser. Konge sad til fange i 17 år. Moderne renæssanceslot. Efter Martin Luthers anvisning. Hertug Hans den Yngre var en hensynsløs ”bondeplager” Kongen døde efter festen. Far til 23 børn. Kongen døde efter festen. Hertugdømmet konkurs. Et forfaldent slot blev renoveret. I 1764 blev slottet overtaget af hertugen af Augustenborg. Slottet blev brugt som lagerrum. Infanterikasserne 1864 – 1919. Mistænkelige personer interneret. Husvildboliger. Hertugen solgte slottet til den danske stat. Igen brugt til interneringslejr. Omfattende restaurering tilendebragt 1973. Nu et stort museum.
Til kamp mod Venderne
I Vikingetiden udgjorde Venderne ikke en umiddelbar fare for Danmark. Disse Vendere var folkestammer østfra, der gennem Polen og Nordtyskland var trængt til Østersøens kyster. Men efterhånden som Vikingernes magt ebbede ud, så steg antallet af vendiske plyndringstogter mod Danmark. Især i første halvdel af 1100 – tallet var der masser af plyndringstogter
Det lykkedes for Valdemar den Store i 1152 sammen med Absalon og Esbern Snare at få organiseret en fast modstand mod Venderne. I årene 1150 – 1200 blev der anlagt en kæde af befæstninger ved kysterne for eksempel Sprogø, Tårnborg, Vordingborg, København, Kalundborg og Sønderborg.
Sønderborg Slot var således et forsvarsværk. Det nøjagtige tidspunkt for etableringen kendes ikke.
Masser af udvidelser
Det ældste Sønderborg blev rejst på en lille sandholm i den sydlige indsejling til Alssund. På den lille ø rejstes efter 1200 et firkantet tårn af teglsten, som har været med til at forsvare hele den sydlige indsejling til Alssund. Kilder mener, at dette tårn allerede blev rejst i 1160. Fra sidste halvdel af 1200-tallet og frem til 1400 – tallet sker der talrige udvidelser af borgen.
I pinsen 1340 blev junker Valdemar, den senere Valdemar Atterdag, på slottet gift med hertug Valdemar af Sønderjyllands søster prinsesse Hedvig. Det var et vigtigt led i hans udnævnelse til konge senere samme år.
Den lille naturlige sandholm bliver ved opfyldning hele tiden gjort større og muliggjorde derved en udvidelse af borgen. Efter ombygningerne og udvidelserne var borgen i Sønderborg blevet til et solidt ringmurskastel bestående af kraftige ringmure og flankeringstårne.
Hele forsvarsværket blev afsluttet med anlæggelse af et stort forsvarsanlæg i årene 1523 – 30. Efter dette tidspunkt står Sønderborg som en af landets stærkeste borge.
Kongen sad til fange i 17 år
Har sad Christian den Anden som fange i 17 år. Det har vi skrevet en artikel om. I 1549 blev han overført til Kalundborg, hvor han sad yderligere ti år i fangenskab til han dør – 78 år gammel.
Myten går på at den rastløse konge sled en rille i et rundt stenbord er nu stærkt overdrevet. Han levede under fyrstelige vilkår og havde et godt synk. Han havde ret så frie vilkår.
Moderne renæssanceslot
Over to årtier forvandlede arkitekten Hercules von Oberberg ringmur- kastellet til et moderne firfløjet renæssanceslot med svungne gavle og spir.
Da kongen var væk startede man en ombygning af slottet. Christian den tredje nåede ikke at se udvidelsen. Hans enke Dronning Dorothea synes dog at have fortsat byggeriet.
Ved arvedelingen efter Christian den Tredjes død tilfaldt Sønderborg den yngste søn, Hans. Hele nordfløjen blev indrettet som fyrstebolig for Hans og Elisabeth af Braunschweig-Grubenhagen, som han havde ægtet i 1568.
Efter Martin Luthers anvisning
Selve boligen til fyrsten og hans familie blev placeret på første sal. På anden sal blev der indrettet en fornem riddersal, en dansesal i 34 meters længde.
En kirke blev indrettet. Den blev siden kaldt for ”Dorotheas Kapel”. Det er i dag det ældst bevarede europæiske lutheranske fyrstekapel.
Slotskirken var indrettet efter Martin Luthers forskrifter for protestantiske fyrstekapeller med et galleri i første sals højde langs alle fire vægge og udeladelse af helgenalter.
Hertug Hans den Yngre – en hensynsløs ”bondeplager”
Da enkedronning Dorothea døde i 1571 overtog Hans slottet. Han fik titel af hertug. Han begyndte straks at udvide sit gods. Han samlede sig et udstrakt jordegods som han drev hensynsløst. Han blev kendt som en hensynsløs ”bondeplager”.
Det blev efterhånden nødvendig at inddrage flere værelser til den voksende familie. Uden for hovedbygningen oprettedes en række værksteder og forsyningsrum. Hertugens hustru Elisabeth døde i 1586. Og der blev indrettet et gravkapel lige øst for kirken.
Kongen døde efter festen
I 1588 ægtede Hertug Hans fyrstinde Agnes Hedvig af Anhalt. Da brylluppet blev fejret, deltog hertugens ældste bror, Frederik den Anden som gæst. Selv om kongen var svagelig gik han i spidsen for det glade lag. På hjemvejen blev han syg og var nødt til at gå til sengs på Antvorskov Slot. Hans mavetilfælde forværredes hastigt og han døde.
Den medgift som Agnes Hedvig havde medbragt, blev af Hertug Hans brugt til godskøb og udbygning af hertugdømmets økonomiske forhold.
Far til 23 børn
I de to ægteskaber blev hertugen efterhånden fader til 23 børn. 10 af børnene døde i hertugens levetid. Forsørgelsen af de overlevende børn blev noget af et problem. Da hertug Hans den Yngre døde den 9. oktober 1622 efterlader han et hertugdømme i store økonomiske vanskeligheder.
Efter faderens død overtog den næstældste af sønnerne, Alexander, hertugdømmets hovedsæde. Arbejdet med at få orden i finanserne fik første prioritet, men det var yderst vanskeligt.
Efter Alexanders død i 1627 blev de økonomiske forhold i det lille hertugdømme forværret. En af grundene var de mange krige, der fandt sted i årene frem til 1660.
Hertugdømmet gik konkurs
Endelig i 1662 kunne den unge hertug Christian Adolf overtage sit hertugdømme uden fremmede tropper. Den 13. august 1666 blev hele hertugdømmet taget under konkursbegæring. 11. marts 1668 var det slut med hertugdømmet Sønderborg, da byen aflagde troskabsed til den danske konge, Frederik den tredje.
Herefter blev slottet styret af den kongelig amtmand. Det var ofte en af hertugerne fra Augustenborg.
Frem til begyndelsen af 1700 – tallet forfaldt slottet. Store dele af taget manglede og havde ved deres fald revet etageadskillelserne med sig. Vinduer og døre var rådne eller manglede.
Et forfaldent slot blev renoveret
Det ville have været nærliggende at sløjfe en så ødelagt og forfalden ruin, der tilmed ikke var nødvendig, hverken som fyrstebolig eller som forsvarsanlæg. Slottets placering gjorde det imidlertid velegnet at bruge som overnatningssted under de kongelige rejser.
Da der i 1716 kom en ny amtmand, W. F. von Platen, til Sønderborg, anbefalede han at bevare bygningerne. Det blev derfor besluttet at sætte det faldefærdige slot i stand.
Amtmanden forestod i årene fra 1718 – 26 genopbygningen af slottet. Ved denne genopbygning ændredes hele slottes ydre. Renæssancepræget forsvandt og man fik en sluttet fast barokanlæg.
De mange forskelligartede vinduer, der helt uregelmæssigt var spredt ud over facaderne erstattedes af vinduesrækker i fast takt i lange vandrette linjer tre og tre over hinanden.
Også indvendig skete der store forandringer. Rummene blev gjort store og lyse og lagt i en lang række med døre lige over for hinanden, så man måtte passere alle rum, når man ville fra den ene ende til den anden.
I 1755 blev Blåtårn revet ned.
I 1764 blev slottet overladt til Hertugen af Gråsten
Sønderborg Slot blev dog derefter aldrig kongelig residens eller som overnatningssted. I 1764 opgav Frederik den Femte endeligt at udnytte slottet og overlod det til hertug Frederik Christian den Ældre på Augustenborg. Kongen gjorde det som tak for at hertugen havde afstået for sine arvekrav på hertugdømmerne Plön og Glücksborg.
Heller ikke Augustenborgerne boede på slottet, der fortrinsvis var beboet af husfogeden og enkelte hertugelige embedsmænd. Indtil 1852 var Sønderborg i de augustenborgske hertugers eje. Efter treårskrigen købte den danske stat Sønderborg Slot af den landsfordrevne hertug, og det var atter et kongeligt slot indtil 1864, hvor det blev overtaget af Preussen.
Slottet brugt til Lagerrum
Et langsomt og stille forfald satte ind på ny. I den økonomiske opgangstid i sidste halvdel af 1700 – tallet udlejedes lokalerne på slottet som lagerrum for byens købmænd og håndværkere. Kun kirken blev det værnet om. Under krigene 1813 – 1814, 1848 – 1850 og 1864 blev slottet benyttet som lazaret.
Infanterikaserne
Efter krigen 1864, hvor Slesvig sammen med Holsten og Lauenburg gik tabt, blev det på slottet indrettet preussisk infanterikaserne., som fungerede til 1919.
For at skabe det nødvendige antal belægningsstuer blev der opsat pudsede træskillevægge mange steder i slottets store rum. Samtidig blev de gamle murede vægge hugget igennem, så det blev plads til lange brede vægge ind imod gården.
Mistænkelige personer interneret
I Første Verdenskrig arresterede preusserne ”mistænkelige politiske personer” og danske ”tysk – militærnægtere”. Personer, der direkte var mistænkt for spionage, blev interneret i fangekælderen på Sønderborg Slot. Senere blev alle krigsrelaterede fanger overført til Sønderborg Slot., dog ikke i fangekælderen.
Husvildboliger
I overgangsperioden 1919 – 20 blev de mange rum på slottet blandt andet brugt til husvilde – boliger. Hvem skulle tro at et slot kunne bruges til dette?
Efter 1920 rykkede en række institutioner ind på det gamle slot, blandt andet toldkammer, teknisk skole og Røde Kors.
Hertugen solgte slottet til den danske stat
Lige efter ”genforeningen” havde Historisk Samfund for Als og Sundeved, som blev oprettet i 1908 indgået en aftale med slottets ejer, hertug Ernst Günther om at få overladt nogle lokaler på slottet til Samfundets historiske samlinger.
Da hertugen solgte slottet til den danske stat i 1921 godkendte staten denne aftale og de historiske samlinger rykkede ind i slottets vest – fløj under navnet ”Museet på Sønderborg Slot.
Igen brugt som interneringslejr
Efter af slutning af Anden Verdenskrig internerede de danske myndigheder danske nazister, medlemmer af det danske mindretal samt frontsoldater. Senere blev nogle af disse overført til Fårhuslejren.
De øvrige institutioner på slottet er i dag rykket ud, mens museet til gengæld er vokset så stærkt, at det nu optager alle fire fløje.
Man talte om en restaurering. De første undersøgelser blev gennemført i 1939. Men en krig satte en stopper for det.
Omfattende restaurering
I 1963 var økonomien på plads. Man var enige om at slottet skulle tilbage i von Platens barokanlæg. I 1964 gik man så i gang. Hele den omfattende restaurering blev afsluttet i sommeren 1973. Så gik man ellers i gang med ny – opstillinger af de righoldige samlinger.
Museet er også hovedmuseum for Hertugdømmet Slesvig. Museet rummer store samlinger der belyser de to Slesvigske krige, Første Verdenskrig og begivenhederne i 1920. Desuden finder man også omfattende lokalhistoriske samlinger og en kunstsamling med værker af især danske kunstnere, der har en tilknytning til Sønderjylland.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: august 19, 2022
Frederiksberg – for mange år siden
Hvordan så Frederiksberg ud omkring 1900? Man skulle bare give tegn med stok. Det var et chok at se jernbanen. Man måtte ikke grine under bønnen. Der var ikke mange møbler. Datidens klosetter. Stakkels aviskone. En flaske snaps for 45 øre. Knægtene tog til Valby for at slås. Man så de kongelige. En tur forbi Alleenberg og Sommerlyst. Mange adspredelsesmuligheder, også for ungdommen Gymnastiksko var gratis i en lockoutsituation.
Tegn med sin stok
Det var stort dengang, man så den første sporvogn uden heste. Det var de to – etagers. Endestationen var Fuglebakken. Det smarte dengang var, at man kunne få sådan en sporvogn til at holde, hvor man ville. Gav man tegn med en stok eller sin paraply så stoppede sporvognen.
Denne linje kørte ad Aaboulevarden.
Det var et chok at se jernbanen
Her lå Ladegården. Børnene vinkede op til lemmerne. der arbejdede i nogle værksteder. De lå på øverste etage. De begyndte ret tidsligt at feje veje med deres lange riskoste.
Ude på Vesterfælledvej var der endnu store marker, hvor der gik køer.
Men det var et chok at se den første jernbane. Det var på vej til Frederiksberg Have. Pludselig henne ved Frederiksberg Jernbanestation oplever familien et meget kraftigt lys, der voksede nærmest i rasende fart. Det blev til en vogn i to etager med en masse lys tændt både foroven og forneden. Der stod en mand med hånden på et eller andet. Lyset skar familien i øjnene, vognen larmede endnu mere, da uhyret kom helt tæt på.
Den lille datter skyndte sig skrigende væk.
Man måtte ikke grine under bønnen
Jo så det var i Clausens Privatskole på Frederiksberg. Det var så smart, at Clausen kunne åbne en skydedør mellem to klasseværelser. Så kunne han høre to klasser på en gang. Men han begyndte altid med en bøn. Og selv om det så sjov ud, når han missede med sine små øjne, så var det en helligbrøde at grine under bønnen.
Så kunne man være sikker på at få en bønnebog i hovedet og tildelt et antal lussinger.
Man havde ikke mange møbler
Selv på Frederiksberg kunne man blive sat på gaden af fogedens folk, når man skylder i skat. Man havde ikke flere møbler ens at der kunne ligge på en fladvogn. Så var der ellers betjenten, der skulle holde vagt end til far havde fundet et nyt logi.
Lige som på Nørrebro var også her på Frederiksberg ledige lejligheder. Havde lejligheden stået ledig i længere tid kunne man få den helt uden udbetaling. Men så fik man også lus, møl, kakkerlakker, mus og væggetøj med i prisen.
Datidens klosetter
Nu kunne man sandelig flere steder på Frederiksberg få klosetter, der bestod af en spand med et bræt over. På et tidspunkt kom renovationsarbejdere så og tømte det lækre indhold. Og en skøn duft bredte sig i hele lejligheden.
To gange om året var der flyttedag. Så fik man lov til at smide kasserede ting ned på gaden blandt andet halm, som man dengang brugte i stedet for madrassen. Det gjorde arbejderne i hvert fald.
Stakkels aviskone
Det var heller ikke altid lige populært at abonnere Socialdemokraten. Det fandt beboerne ud af. Så en dag fik aviskonen natpottens indhold ned over sig. Det betød så en overgang at avisen udeblev. Men så blev det aftalt, at hun bare skulle levere avisen gennem tremmerne til kælderen.
I øvrigt var sønnen Grundtvigianer og kom meget i Grundtvigskirken. En dame ved kaffebordet spurgte, hvad der var bedst – National Tidende eller Berlingske Tidende? Sønnen argumenterede for Socialdemokraten. Men der blev nu kigget meget skævt til den unge mand.
En flaske snaps for 45 øre
Men hvordan var priserne dengang (1887 – ca. 1900):
Knægtene tog til Valby og slås med dem
Knægtene kunne finde på at tage til Valby og slås med dem. Så gik man gennem Søndermarken og fik så fat i nogle kæppe på vejen.
Det var også på Frederiksberg at bryggeriet Stjernen startede. De overtog både Rideskolen og Ceres grund.
Man så de kongelige
Når man om søndagen gik hen ad Allegade mod Frederiksberghave kunne det ske, at man blev overhalet af et par charabancer med mænd i flotte røde frakker og fjerbusk i hatten på bukken og trinbrættet bag og så nogle almindelig klædte damer og herrer på begge sider inde i væggen. Det var de kongelige. Og dem skulle man hilse på.
Med en madpakke kunne man sagtens tilbringe en eftermiddag i Frederiksberg Have. Foran slottet var der mange diske og her var også en ruchebane. Det var en pakke sukkermad og en flaske mælk, som man tog med.
En tur forbi Allenberg og Sommerlyst
På vej hjem fra Frederiksberg Have eller Søndermarken kunne man jo lige tage en afstikker til Aleenberg og Sommerlyst, hvor der var musik og gynger og karruseller. Så kunne mændene bare gå i Bjørnekælderen og få en fadøl for 15 øre.
Man kunne da også vælge Vodruflund. Har skulle man dog lige betale entre.
Søndermarken var til Grundlovsdag lavet helt om. Her var boder, lykkehjul, karrusel m.m.
På hjørnet af Østre Fasanvej som det hed dengang lå ”Store Godthaab”. Men her blev jorden solgt fra og Frederiksberg Hospital blev bygget. Her lå nogle skønne valnøddetræer.
Mange adspredelsesmuligheder
Gik man lidt længere ud af Godthåbsvej, ja så var man hurtigt på landet. Eller gik man endnu længere kom man til Lille Bellahøj men det udbrændt og senere genopbygget. Ad markstier kunne man så også gå Til Brønshøj Tivoli.
Man kunne også gå til Damhussøen. Dertil gik en landevej med gårde og marker. Det svarer nærmest til Ålekistevej i dag.
Det var også sjovt for børnene at kigge på rebslageren ved Glentevej. Han gik frem og tilbage og snoede sine reb.
Også muligheder for ungdommen
Når børnene så blev lidt ældre kunne de måske gå den lange tur til Husum Møllekro og danse. Og så vende hjemad hen på de lyse timer.
Og så kunne man jo også gå i biografen for mellem 35 og 75 øre. Et tilløbsstykke var også slikmutter, der holdt med hendes vogn ved Frederiksberg Runddel. En sukker-stang kostede således 2 øre.
Gymnastiksko var gratis i en lockout – situation
Dengang i 1898 da masser af arbejdere blev lockoutet, da kunne børn af lockoutede fædre søge om fri gymnastiksko. Ja på Frederiksberg var alle skoler og bøger gratis. Der var en langt friere tone imellem lærerne og eleverne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: august 12, 2022
Da Herremanden jagtede Bette Søren
Ved Højer Havn. Dansk lovgivning på nordspidsen af Sild. En fornem rytter indfandt sig i Højer. Det hjalp ikke at han var ”Rigsgreve” han glemte at fortælle, at han var ”Bondeplager” han forstyrrede tusinder af havfugle” ”Fuglekongen” nærmede sig. Herremanden/Rigsgreven trak sin sabel. Herremandens senere skæbne. Bitte – Søren mødte Fuglekongens søde datter. Søren blev kaptajn. Sørens blod levede videre på Sild. Løvenholm – 100 år i Rantzaus eje. Lillebror dømt for mord i 1726.
Ved Højer Havn
Dette er en sandfærdig historie som foregik i 1705. En jysk bondeknøs gik med raske skridt ned til det gamle udskibningssted ved Højer Havn. I sidste øjeblik nåede han ombord på færgen til Sild.
Skuden havde allerede hejst sejlet. Det var nu ikke noget usædvanligt dengang, at unge jyder tog til de frisiske egne for at gøre tjeneste på gårde, hvor mændene var til søs. Mange blev dernede. Jo der er jyde – blod i befolkningen.
Dansk lovgivning på nordspidsen af Sild
Nu var det ikke så mange, der lagde mærke til den unge bondeknøs, der syntes at have stort hastværk Til at komme til List. Det var i det bysamfund længst mod nord, hvor man i alle dage havde talt dansk.
Her rådede også dansk lovgivning. Beboerne hørte ind under amtmanden på Riberhus. Et udstrakt klitlandskab adskilte List fra den øvrige bebyggelse. Man fik hurtig forklaringen på den jyske tjenestekarls hastværk. Han var nemlig på flugt. Forfølgeren mentes at være i hælene på ham.
En fornem rytter indfandt sig
Samme dag eller måske næste dag skete der noget mærkeligt i Højer. En fornem rytter indfandt sig i den stillestående og afsides beliggende by.
På en stortalende og udfordrende måde vakte han ved sit væsen opstandelse for ikke at sige forargelse blandt bedsteborgerne på stedet. Han befalede, at der straks skulle stilles et fartøj til hans rådighed, for at han kunne fortsætte forfølgelsen af en af sine stavnsbundne bondesønner. Han havde fulgt hans spor hertil.
Det hjalp ikke at han var ”Rigsgreve”
Nu er de gode mennesker i Højer lige så lidt, som de er det nu, af den slags folk, der ikke lod sig skræmme af sådanne folk. Hans henvendelse blev derfor ikke imødekommet. Han modtog den besked at båden var sejlet, så han blev nødt til at vente til næste afgang.
Det hjalp ikke stort, at han forklarede, at han var selve tysk Rigsgreve Christian Ditlev Rantzau af den berømte slægt og herre til godset Løvenholm i Nørrejylland (nord for Kongeåen). Han var hædret som Hvid Ridder med mere. For så vidt var hans oplysninger rigtige.
Han glemte at fortælle at han var ”bondeplager”
Men han fortalte ikke, at han var almindelig forhadt som bondeplager. Han ønskede efter gammel tysk skik at indføre fremmede livegenskab på sine gårde. Derfor skete det også at bønderne ligefrem gjorde oprør, og adskillige flygtede fra egnen og søgte andre steder hen.
Ved sin optræden vandt Rigsgreven ingen venner i Højer. Men omsider lykkedes det ham at finde en sølle skomager. Denne var villig til at sejle herremanden over til øen. De nåede uden uheld til strandbredden ved List. Her lovede skomageren at vente, indtil den fremmede havde udført sit ærinde.
Han forstyrrede tusinder af havfugle
Det var henimod aften. Rigsgreven gik ind over øen. Der er intet menneske at se. Der er klitter til alle sider. Tusinder af måger og havfugle fløj skrigende til vejrs. Der var masser af reder med dejlige æg. Han var sulten eftersejlturen så han slog hul på et par æg og drak deres indhold.
Pludselig så herremanden en sværlemmet, skulderbred men lavstammet skikkelse komme imod ham. Han havde en svær knippel i hånden. Det var selveste Fuglekongen eller Æggekongen, som befolkningen havde døbt ham. Han gik også under navnet Lille Per. Han holdt vagt mod al fremmed indblanding i dette fredede landskab.
Fuglekongen nærmede sig
Herremanden standsede og stirrede på fænomenet men så fattede han sig og spurgte om vedkommende ikke havde set hans bortrømte stavnsbundne bondedreng ved navn Søren Nielsen kaldet ”Bitte Søren” fra Løvenholm.
Da Fuglekongen nu havde fået at vide, hvad Herremandens ærinde var og havde set ham skabe uro opfordrede han ufortøvet Herremanden til at forlade egn og ø og rejse tilbage til der, hvor han kom fra.
Herremanden/Rigsgreven trak sin sabel
Ved denne tiltale steg blodet til hovedet hos Herremanden/Rigsgreven. Han trak sin sabel af skeden for at skabe respekt for sin person. Men han fik ikke brug for den, for inden han havde set sig om, havde Lille Per med sin knippel slået våbnet ud af hånden på ham. Den fløj ud i klittens sand.
Lille Per sagde:
Herremandens senere skæbne
Herremanden eller Rigsgreven, der ellers var vant til at befale følte at han havde tabt slaget. Han vendte sig brat og søgte ned mod stranden. Skomageren satte nu kursen tilbage til Højer Havn. Herremanden hentede hurtigt sin hest i herberget. Skyndsomst red han ud af Højer.
Hans senere skæbne vedkommer ikke denne historie. Men den skal dog lige nævnes. Han gjorde sig skyldig i en forseelse, der medførte, at den danske konge fratog ham gården. Ja sådan fortælles det. I slutningen af artiklen er der en lidt anden forklaring. Den preussiske konge Frederik Wilhelm idømte ham et års fængsel i Spandau.
Han endte sit eventyrlige liv for en snigskyttes kugle. Morderen tilstod før henrettelsen at herremandens bror havde tilskyndet ham dertil.
Bitte Søren mødte Fuglekongens skønne datter
Men hvordan gik det så Bitte Søren? Da han gik i land fra færgen, tog han vejen mod nord op til List. Måske var det på grund af det danske sprog. Det første menneske han mødte, var en jævnaldrende ungmø. Det var Fuglekongens smukke datter Karen.
Hun tog den unge jyde med hjem. De to blev gode venner. Lille Per, der var en kendt mand på Sild hjalp ham til søs sammen med unge frisere fra øen.
Søren blev kaptajn
Efter at have været ude i den store Verden kom han tilbage som helbefaren. Han fik adgang til skipperskolen i Morsum, hvor han modtog certifikat som styrmand Søren Nielsen fra Løvenholm.
Nu havde han råd til at hjemføre sin brud. Han fik snart selv skib. Han sejlede i mange år som kaptajn på et stolt koffardiskib for et af de store handelshuse i Flensborg.
Sørens blod lever videre på Sild
I 1779 døde kaptajn Søren Nielsen gammel og mæt af dage i en alder af 91 år. Hans navn har fået en smuk plads i øen Silds historie. I 1875 levede på Sild 150 af dette pars efterkommere. Hvad mon tallet er i dag?
Løvenholm – 100 år i Rantzaus eje
Og hvad med Løvenholm? Ja godset hed tidligere Gjesingholm. Gårdens nuværende navn stammer fra adelsslægten Rantzaus våbenskjold, der viser en løve. Gården kendes tilbage til 1400 – tallet, hvor den var ejet af Skt. Hans Kloster i Viborg. Godset ligger i Djursland – så egentlig har det været en lang tur for vores Herremand og Rigsgreve.
Gjesingholm forblev i slægten Rantzaus eje i mere end 100 år, men udgjorde blot en brøkdel af den velhavende slægts samlede besiddelser. Familiens interesse koncentrerede sig om hertugdømmerne, og de synes ikke at have været synderligt optaget af Gjesingholm.
I 1663 arvede Ditlev Rantzau Gjesingholm og han oprettede i 1674 grevskabet Løvenholm. Det var åbenbart en stærk forsømt hovedbygning, som var det nye grevskabs hovedsæde. Ved et bygningssyn i 1680 manglede bl.a. 124 vinduer, 364 ruder og 1.800 teglsten.
Lillebror dømt for mord i 1726
Grevskabet Løvenholm bestod blot frem til 1726. Ditlev Rantzaus ældste søn, Christian som er med i vores historie, blev skudt under en jagt i 1721, ja sådan er den officielle historie. Det var den yngste søn, der i 1726 blev dømt for mordet, hvorefter grevskabet hjemfaldt til kronen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dæmningen syd for Højer
Øerne syd for Højer
Dato: august 11, 2022
Gadevold i 1930’erne
Mange episoder mellem 1930 og 1939. Opfordring fra Hartvig Frisch. Undervisning i kampsport og at vælte politiheste. I begyndelsen kampe mellem kommunister og socialdemokrater. Frits Clausen opfattet som vulgær, ubegavet og ekstrem. Forsigtig dansk politik. KU kaprede arbejderungdommen. Tove Ditlevsen oplevede kampen på Blågårds Plads. Andre end KU var uniformeret. Militarisering og brutalisering. Ung DSU’ er død efter overfald. Arbejdsløse i tvangslejre. Skud mod minister DNSAP arrangerede protestmøder. Uniformsforbud. Konservative og Kommunister imod. Det hæmmede KU’ s agitationsvirksomhed. Christmas Møller satte fod ned. KU ville frigøre sig DSU i spejderuniform. Utilfredshed kulminerede i 1934. Socialdemokraternes blå gendarmer. Tyske soldater kæmpede på DNSAP’ s side.
Mange episoder mellem 1930 og 1939
Noget tyder på, at gadevolden i 1930’erne var mere omfattende end det vi hidtil har kendt til. Måske kommer der på et tidspunkt en afhandling om dette. Folkestyrets fundamentale spilleregler var ved at gå op i sømmene. Den militante aktivisme og voldsparatheden var langt mere udbredt, end vi ellers har troet.
Situationen var den at i februar 1933 var 50 pct. af de 18 – 25-årige uden arbejde.
Der meldes om 145 aktioner mellem 1930 og 1939. Men det er sandsynligvis mange flere, som blot ikke er registreret af politi og medier.
Opfordring fra Hartvig Frisch
Var det ikke Hartvig Frisch, der opfordrede til at demokratiet skulle gå aktivt, fysisk om nødvendigt, ind i bekæmpelsen af yderfløjene. Før det blev for sent.
Undervisning i kampsport og vælte politiheste
Allerede i 1929 oprettedes den kommunistiske organisation Arbejderværnet. Formålet var angiveligt at bekæmpe den gryende fascisme, Medlemmerne trænede kampsport og øvede sig i at vælte politiheste.
I begyndelsen kampe mellem socialdemokrater og kommunister
Snart oprettede ung-kommunisterne i DKU- organisationer som Rødt Frontkæmper-forbund og Antifa. Oprettelsen af de militante kommunistiske korps var dels inspireret af den tyske venstrefløjs kamp mod nationalsocialismen.
Langt de fleste sammenstød i begyndelsen af 1930’erne var mellem socialdemokrater og kommunister.
Frits Clausen opfattet som vulgær, ubegavet og ekstrem
Tænk engang fra 1939 til 1945 var der hele 29 partier i Danmark. Nogle få eksisterede gennem mange år – flertallet havde kort levetid
DNSAP opnåede ved det bedste valg 43.000 stemmer. Men nazi – føreren Frits Clausen og hans følgesvende blev opfattet som vulgære, ubegavede eller ekstreme. Ret hurtigt fandt tyskerne ud af, at det parti ønskede man ikke at samarbejde med.
Forsigtig dansk politik
Hitlers og nazisternes magtovertagelse i Tyskland i 1933 var et betydeligt nederlag i de unge europæiske demokratiers overlevelseskamp. Det var også en trussel mod Danmark.
Højrefløjsregimer afløste de fleste af de nye Central – og Østeuropæiske demokratier. Og Hitlers regime begyndte med at slå den socialistiske arbejderbevægelse ned. Derefter forfulgte han med stadig større ildhu den jødiske befolkning ud fra sin særlige udlægning af racelære.
Socialister, jøder og intellektuelle flygtede fra Tyskland, en del af dem til eller gennem Danmark. Det officielle Danmark så dem som en trussel for de statslige udgifter og for de politiske flygtninges vedkommende også som en mulig belastning af forholdet til Tyskland.
KU kaprede arbejderungdommen
Det tyske Mindretal bakkede op om nazismen. De kaldte sig NSDAP – N i Sønderjylland. Ikke særlig lang fra deres leder Jens Møller boede lederen af DNSAP, Frits Clausen. Først i 1939 lykkedes det at få tre mandater i Folketinget.
Højrefløjsstrømningerne havde medvind i Det Konservative Folkeparti. Navnlig for Konservativ Ungdom begyndte i begyndelsen af 1930’erne at rekruttere byernes kriseplagede arbejderungdom.
KU opretter ligefrem deres egne stormtropper, der til forveksling ligner nazister i brune uniformer med skjorte og skrårem, plusfours eller ridebukser og lange støvler.
Måske havde KU lyttet til Joseph Goebbels. Han sagde:
Tove Ditlevsen oplevede kampen på Blågårds Plads
På den anden ydrefront, venstrefløjen er det DKU og DSU som også er stærke i begyndelsen af 1930erne. Også de trækker i al mulige uniformer.
Den 15 – årige Tove Ditlevsen kommer uforvarende med i et af slagene, da hun følges med hendes 16 – årige DSU – kæreste Erling:
DSU’ erne går i blå skjorter med røde tørklæder og DKU’ erne i brune skjorter – en beskeden uniformering i forhold til KU’ s stormtropper. Snart havde DSU også fået ridestøvler og skrårem. I 1931 blev korpset Ordensværnet oprettet. Den umiddelbare anledning var forsvaret mod kommunisterne, men Ordensværnet fik hurtigt et udtalt antifascistisk sigte.
Andre end KU var uniformeret
Konservativ Ungdom nåede op på 30.000 medlemmer – en slagkraftig organisation. Her rasede man mod parlamentarismen og brugte ”gammel nordisk hilsen”. Ledende medlemmer tog på studietur til Dachau. De syntes, at de indsatte fik en fin behandling.
Samtidig begyndte trotskistiske smågrupper den antifascistiske sag at infiltrere DSU. Resultatet blev at DSU i 1934 udrensede de mest militante elementer, der så fortsatte i DKU eller stiftede små smågrupper, der fortsatte klammerierne med KU og fascisterne.
Der var også lige Antifascistisk kampforbund der havde ”lange, sorte støvler, sorte spidsbenklæder, sort skjorte og sort kasket”. Man hilste ofte med knyttede næver og opfordring til vold. En del af den antifascistiske bevægelse brugte tre pile som logo. Det er et logo, der også i dag anvendes i organisationen.
Militarisering og brutalisering
Mest opsigt vakte det uniformerede ung-konservative korps med skrårem og spidsstøvler. De kom ofte i håndgemæng med både almindelige forbipasserende og de ligeledes uniformerede ordensværn af kommunistiske og venstrefløjs-socialdemokratiske unge.
Der var ofte ballade i gaderne mellem aktivistiske kræfter på venstre og højre yderfløj.
En militarisering og brutalisering foregik. Grupperne havde både eksercits og terrænøvelser. Der var også ligefrem uniformerede arbejderværn, hvor medlemmerne blev skolet i kommando og kamptræning. Den militæriske praktik gav udtryk for en voldsvilje, der pegede i antidemokratisk retning.
Ung DSU’ er døde efter overfald
Den 8. november 1932 døde den unge socialdemokrat og DSU’ er Werner Nielsen af et kraniebrud. Bruddet var forårsaget af et kraftigt slag med et kosteskaft under et sammenstød med kommunister i forbindelse med en plakatophængning forud for folketingsvalget den 16. november 1932.
Jeg kan se, at nogle forfattere kalder kampene dengang som ”værtshusslagsmål”. Men det var hvis mere alvorlige mange af de ting, der foregik.
DSU var generelt de systembevarende, mens DKU og KU opfattede sig selv som fanebærer for et mere autentisk folkestyre, frigjort for parlamentarismens snærende begrænsninger.
Arbejdsløse i tvangslejre
De arbejdsløse dengang følte sig direkte forfulgt. Der blev oprettet arbejdslejre efter tysk forbillede til dem. Her skulle de lave gratis tvangsarbejde for godsejere og storbønder. Der var også hegn og vagter. Det var en nedværdigende oplevelse for de involverede.
Skud mod minister
En anden meget udemokratisk oplevelse fandt sted i 1930. Her forsøgte Charles Nielsen at dræbe den socialdemokratiske socialminister Steincke i Folketinget. Fra Folketingets tilhørerloge skød Nielsen efter Steincke med en pistol, men han blev hurtigt overmandet af rigsbetjente og Steincke undslap uskadt.
Gerningsmanden var medlem af DAO (De Arbejdsløses Organisation). Der var ingen pardon fra politiets side, når denne organisation demonstrerede. De blev massivt angrebet af politiet.
DNSAP arrangerede protestmøder
DNSAP arrangerede protestmøder mod den demokratiske styreform og regeringens håndtering af landbrugskrisen. De politiske spændinger blev forstærket og det tyske Mindretals nazificering var årsag til nationalsocialistiske propagandaaktioner på begge sider af den dansk – tyske grænse.
Uniformsforbud
Lov om forbud mod at bære uniform m.v. trådte i kraft den 12. april 1933. Det var tale om en tidsbegrænset lov, som forbød personer at bære ensartet beklædning eller beklædningsdele, der tilkendegav et politisk tilhørsforhold. Dette lovindgreb var et af flere lovindgreb, der skulle sikre den offentlige ro og orden og hindre, at tilløb til en voldsbetonet politisk praksis bredte sig i Danmark. Regeringen forsøgte at dæmme op for de antidemokratiske strømninger.
Det var en af metoderne med ensartet og militærpræget beklædning. Uniformeringen blev efterhånden anvendt af de danske nationalsocialister, unge kommunister og flere politiske ungdomsbevægelser.
Konservative og kommunister imod
Regeringspartierne – Socialdemokratiet og radikale Venstre – tilsluttede sig sammen med Venstre et uniformsforbud, hvorimod Det Konservative Folkeparti og Danmarks Kommunistiske Parti stemte imod lovforslaget. KU ’s antræk var inspireret af fascistiske og nazistiske korps.
Kommunisterne mente, at lovforslaget havde til formål at stække den revolutionære arbejderklasse. Samtidig forsvarede de brugen af udenomsparlamentariske midler i kampen mod fascismen. Til forskel herfra betvivlede De Konservative, at ungdommens uniformer fremprovokerede til samtidens politiske uro.
Det hæmmede KU’ s agitationsvirksomhed
Partiets formand, John Christmas Møller fremførte til gengæld den personlige frihed til at give sin politiske mening til kende. Internt i Det Konservative Folkeparti var der ganske vist større uenighed om forslaget. Partiet fastholdt dog deres modstand mod uniformsforbuddet, da loven blev genforhandlet i 1934. Partiets stillingtagen til uniformsspørgsmålet skal sikkert ses i lyset af, at det hæmmede KU’ s agitationsvirksomhed.
Christmas Møller satte en fod ned
Denne lov blev fulgt op af urolovene fra 1934. Den indbefattede en skærpet våbenlov. Det var lovligt at tilkendegive demokrati – kritiske holdninger, men det var ulovligt at bruge anti-demokratiske metoder.
Forbuddet mod visse sammenslutninger var vidtrækkende. Godt nok var frivillige korps i tilknytning til hæren undtaget fra loven. De frivillige korps blev imidlertid forbudt med en revidering af hærloven i maj 1937.
Efterhånden havde Christmas Møller fået nok. Han satte foden ned over for de radikale elementer i KU. De mest aktive ung-kommunister rejste til Spanien for at kæmpe i Borgerkrigen.
KU ville frigøre sig
I 1938 opstod der en diskussion om KU skulle løsrive sig fra moderpartiet. Man ville omdanne organisationen til en højreradikal og selvstændig forening. Men det lykkedes dog formanden Axel Møller at bevare KU som tilknytning til moderpartiet. Men nu var det slut med KU som en militær højre-bevægelse.
DSU i spejderuniform
I 1939 ses unge socialdemokrater i nærmest spejderuniformer som ikke er forbudt. Nu er Anden verdenskrig så tæt på, at det ikke længere handler om at slås med unge konservative og kommunister – eller politiet. Men nu demonstrerer man om de store linjer i europæisk politik.
Spørgsmålet er om kommunisterne og revolutionære arbejdede for en demokratisk samfundsudvikling, som det hævdes i nogle af de kilder, som vi har brugt. Mon ikke de lod sig styre af Moskva.
Mon ikke også at Den radikale og socialdemokratiske regering dengang var bange for en revolution. Arbejderklassen så med stigende mistillid til Socialdemokratiet. Det var uro i fagbevægelsen. Man talte om generalstrejke og kommunisterne vandt frem over alt.
Som vi tidligere har nævnt arbejdede Københavns Politi sammen med Gestapo allerede i 1930erne.
I 1933 kom der med Kanslergade-forliget en række indrømmelser til arbejderklassen.
Utilfredsheden kulminerede i 1934
Men i foråret og sommeren 1934 eksploderede utilfredsheden alligevel i befolkningen. Esbjerg, Aalborg og København så militante generalstrejker og voldsomme gadekampe mellem arbejdere og politiet. Kommunisterne spillede en ledende rolle under opgøret. Men grundet Kanslergade – forliget kunne man ikke få mobiliseret hele fagbevægelsen.
Socialdemokratiets blå gendarmer
Måske var det angsten, der fik Danmark til at oprette Rigspolitiet i 1938. Hermed var det muligt at gribe ind over for større uroligheder uden at inddrage militæret. Men nu var det ikke alle partier, der var tilfredse med dette, således kaldte Venstres Svenning Rytter Rigspolitiet for:
Tyske soldater kæmper på DNSAP’ s side
I sommeren 1940 kom det til regulære gadekampe i Roskilde mellem danske nazister og politiet. I Haderslev var det berømte Spadeslag mellem DNSAP – folk og politiet. Ja tyske værnemagtssoldater kæmpede på nazisternes side.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: august 5, 2022
Da Fårhuslejren kunne sætte gang i den (3)
Uden selvransagelse og kritik. Fangerne sultede, sagde de. Velansete og respekterede folk skrev om forfærdelige forhold. Det skulle være bøger til ungdommen. Der var konstant sult. Man undrede sig over danskernes mentalitet. Alnor var læge i Fårhuslejren. Dyb depression blandt de indsatte. Politikerne ønskede en anden skæringsdato. Politikerne fik også noget. Tjeneste i Waffen SS gjaldt indtil krigen var slut. Juraen var egentlig sekundær under retsopgøret, siger historiker. Tysk historiker: Nazificeringen af Det tyske Mindretal var frivillig. Alnor: Tiden var inde til en undskyldning fra den danske regering. Amtsborgmester beskyldt for ”Medfødt dumhed” Stedet bliver plettet. Der bliver ”gravet grøfter”. Svensson: Det var Nazi – Tyskland selv, der var skyld i det. Urimelig påstand fra Mindretals avis: Det var alderen, der var skyld i de mange dødsfald i KZ – lejrene. Det tyske Mindretal: Danmark var for eftergivende over for tyskerne. Udstillingen om Fårhuslejren blev etableret.
I denne serie skildrer vi det dansk – tyske forhold i grænselandet. Du finder den første artikel i serien under Besættelsestiden på vores hjemmeside. Anden del har vi lagt under ”Grænsen er overskredet”. Og det er bevist. I vores bog, der udkom i 2017, beskriver også det dansk – tyske forhold.
Se også listen over vores kilder. Under Første del kan du se en omfattende liste over artikler, der relaterer til, hvad vi her skriver om.
I anledning af 50 – året for slutningen af Anden verdenskrig mindedes BdN de faldne ved et arrangement på Knivsbjerg. Her beklagede formanden, dem der var blevet gjort uret af mindretallet. Han gav også udtryk for respekt for de danske medborgere, der havde kæmpet for friheden.
Men samtidig gjorde formanden også opmærksom på at mange mindretalsmedlemmer blev alt for hårdt og uretfærdigt straffet under retsopgøret. Det gjaldt især for de frontfrivillige. Men formanden sagde også at selv om retsopgøret var uretfærdigt, så blev man sparet for fordrivelse.
Uden selvransagelse og kritik
Formanden slog fast, at Mindretallet stadig synes at retsopgøret var uretfærdigt. Ofrenes beretninger og overleveringer forstærker denne opfattelse. Men selv om disse erindringer tillægges stor betydning så behøver de nødvendigvis ikke at fortælle hele sandheden.
I 1954 udkom Gottfried Horstmann med ”Zwei Jahre meines lebens. Errinerungen an Faarhus. Horstmann var tysk frimenighedspræst i Gråsten. Han havde mistet tre af sine sønner ved fronten og siddet to år i Fårhuslejren.
Bogen indeholder sarkasme og uden selvransagelse og kritik. Han spidder syrligt ”Frihedskæmperne”. De fremstilles som en flok ”elendige amatører” De danske embedsmænd var som hovedregel ”ubehøvlede”
Fangerne sultede
Fængselsbetjentene blev benævnt ”Fængsels – Knechtene”. De var som regel ”Emsige og småstupide”. De var også lette at gøre til grin. Man gav dem øgenavne, der var inspireret af deres fysiske og mentale udstråling.
Tonen er skarp og ”elegant” i bogen. Vi følger det daglige fangeliv og fangernes indbyrdes forhold. Der var kammeratskab på tværs af sociale skel. Men man var sammen om at kæmpe mod autoriteterne i lejren.
Vi får en gennemgang af lejren. Men vi får ikke en forklaring på, hvorfor lejren er bygget. Serveringen af maden var uhumsk. Maden var ensformig og utilstrækkelig. De unge blandt fangerne sultede.
Horstmann har ikke selv oplevet mishandlinger. Men han har hørt om ”adskillige” tilfælde fra fangekammerater. Blandt medfangerne var Jens Møller – Mindretallets tidligere fører. Han roses som værende ”et rigtigt mandfolk”.
Velansat og respekteret
Som ikke – dansk statsborger blev Horstmann efter sit ophold i Fårhus udvist til Tyskland. Her kom han til den tidligere KZ – lejr Neuengamme, som nu tjente som gennemgangs – og interneringslejr for tidligere SSere og nazister.
Jo Horstmann var det der hedder en stærk fange og velanset fange. Hans bog havde stor udbredelse i Mindretallet.
Bøger til ungdommen
I 1987 udkom Hanns Christian Jessen med en antologi Faarhus 1945 – 1949 Straflager für die deutsche Minderheit in Dänemark. Erlebnisse, Berichte und Dokumente.
I forordet får vi at vide at bogen er rettet mod ungdommen. Man får at vide at Mindretallet blev sat i KZ – lejr, blev indespærret af politiske årsager, sat bag pigtråd grundet sindelag. De var blevet straffet for troskab mod folk og fædreland. Og det vel at mærke med tilbagevirkende kraft.
Konstant sult
Han fortæller at de levede i en konstant sult. Han betegner maj – juni 1945 som lejrens ”Hungerperiode” De blev behandlet som storforbrydere. Igen får vi at vagterne var stupide. Vagter chikanerede og udøvede vold og de sultede.
Det er ingen tvivl om, at der især i de første måneder har været udøvet vold. En læderbrevskribent, hvis far havde siddet i9 Fårhuslejren skrev, at der hver morgen ifølge faderen ved solopgang blev råbt navne op på personer, som blev slæbt ur og skudt.
Danskernes mentalitet
Allerede i 1949 kunne man I Deutscher Volkskalender Nordschleswig høre om lidelserne:
På den tyske efterskole i Tinglev mente lederen, at disse erindringsbøger fra Fårhuslejren skulle indgå som undervisningsbøger i de tyske privatskoler.
Alnor var læge i Fårhuslejren
I 2003 udkom Peter Christian Alnors bog: In Schleswig zu Hause. Der rote Mantel von Bülderup.
I denne beskriver forfatteren sin tid som SS – frivillig og dels nazificeringen af Mindretallet. I bogen kan man læse at i tidsrummet 1933 – 1936 kom nye lærere til skolerne som alle var nazister. De havde stor indflydelse på alle.
Hvervekontrakterne blev ikke underskrevet før de frivillige havde passeret grænsen. Forfatteren skriver også efter ”Rusland – felttogets begyndelse ”tillod” den danske regering hårdt presset af omstændighederne at danske soldater og officerer kunne melde sig til Frikorps Danmark. Hvervningen til Waffen SS foregik nu helt offentlig også den i Mindretallet.
Dyb depression
Alnor var læge i lejren. Han fortæller at man i begyndelsen kunne bevæge sig frit mellem barakkerne. I det store og hele var forholdene i lejren acceptable. Fængselsfunktionærerne optrådte korrekt. Ingen måtte sulte eller fryse. De hjemvendte frontsoldater betragtede nærmest forholdene som paradisiske, skrev han.
Han giver en helt anden beskrivelse, end det vi har hørt. Men han skriver også:
Ifølge Alnor var de fleste målløse, da han og hans bror berettede om regimets forbrydelser. Langt hen ad vejen, troede de ikke på dem.
Selv modtog han en dom på 1 års fængsel og 5 års tab af almen tillid.
Politikerne ønskede anden skæringsdato
Det var et problem m.h.t. fronttjeneste. Ifølge almindelig straffelov var det strafbart at gå i ”fjendens” tjeneste. Formelt var der ingen krigstilstand mellem Danmark og Tyskland. Under et retsopgør kunne man hævde at Tyskland ikke var Danmarks fjende.
Det var også et problem for regeringen, at man efter Tysklands ”angreb” havde ”tilladt” ikke ”opfordret til”, som Alnor anfører, at danske soldater og officerer kunne melde sig til frikorps Danmark. Den danske regering stod på intet tidspunkt for hvervningen til Waffen SS – den stod Waffen SS selv for i tæt samarbejde med det danske nazistparti DNSAP og dels med den tyske mindretalsledelse.
Det var netop på grund af Danmarks spegede folkeretlige og politiske status at det underforhandlingerne mellem de danske politikere og modstandsbevægelsen om det kommende retsopgør. Politikerne ønskede at skæringsdatoen skulle være den 29. august 1943, da regeringen trådte af.
Modstandsbevægelsen ønskede at straffelovstillægget skulle have tilbagevirkende kraft fra og med 9. april 1940. Sådan blev det.
Politikerne fik også noget
Men glemmes skal det ikke at politikerne fik slået fast, at handlinger udført
Ikke var omfattet af straffelovstillægget.
Indtil krigen var slut
Alnor kredser i sin bog meget om de frontfrivilliges retlige situation, Han anerkender dog at efter regeringens tilbagetræden så herskede der en slags krigstilstand mellem Danmark og Tyskland.
Nu var problemet også, at havde man meldt sig til Waffen SS så var det ”auf Kriegsdauer. Man kunne ikke bare forlade tjenesten. Det ville være ”Fahnenflucht” og blev straffet med døden.
Og som vi ved selvsyn så inde på de tyske arkiver i Aabenraa så stod Mindretallets unge i den grad under et tryk. De skulle kæmpe på siden af det tyske folk.
Juraen var sekundær i retsopgøret
Retsopgøret kan være svært at forstå. Her får vi hjælp af historikeren Henning Poulsen. Han har meget kontant karakteriseret den således:
Tysk historiker: Nazificeringen var frivillig for Mindretallet
Man kan se at Alnors bog er mere blød end de andre, vi har omtalt. Men var Det tyske Mindretal ikke tvunget over i nazismen. En historiker fra Mindretallet (Frank Lubowitz) siger følgende:
Denne Alnor havde ikke været medlem af Det tyske Mindretal siden Anden Verdenskrig. Men bogen blev nærmest modtaget overstrømmende af Mindretallet. Der Nordschleswiger inviterede forfatteren op til et foredrag.
Tiden var inde til undskyldning fra den danske regering
På mødet mente Alnor at tiden var kommet til at den danske regering burde give en undskyldning.
Da spørgsmålet om indretning af en udstilling om Fårhuslejren blev rejst kunne man i Der Nordschleswiger læse, at
Amtsborgmester beskyldt for ”Medfødt dumhed”
En heftig til tider meget følelsesladet debat udspandt sig nu. Amtsborgmester Kresten Philipsen mente, at der skulle være en udstilling om Fårhuslejren. Forhenværende redaktør Robert Huhle holdt sig bestemt ikke tilbage:
Stedet bliver plettet
BdN’ s formand Hans Heinrich Hansen kunne godt lide amtsborgmesterens indstilling. Men han sagde bl.a.:
Debatten nåede nye højder. Hans Heinrich Hansen sagde nu:
Det vil grave grøfter
Man ville også have haft et kursuscenter til stedet. Vi har tidligere skrevet om det. Og det sprogbrug man brugte i den forbindelse i med hvervekampagne for at få tyskere til stedet var direkte malplaceret. Lederskribenten i Jydske Tidende skrev i mellemtiden:
En af hovedkræfterne bag etableringen af Frøslevlejren var overbibliotekar Jørgen Mågård. Han mente at Philipsens tanker var i direkte modstrid med de intentioner man havde, da man etablerede Frøslevlejren. Han var stærk i tvivl om, hvor vidt Det tyske Mindretal havde et så afklaret forhold til Fårhus – tiden, at man ønskede den officielt fremvist i Frøslevlejren.
Han mente at en museumsafdeling i Frøslevlejren om retsopgøret og Fårhuslejren ikke blot ville skabe skel, men også grave grøfter.
Det var Nazi – Tyskland selv, der var skyld i det
Ved Sprogforeningens generalforsamling indrømmede Jørgen Mågård, at der skete fejl fra dansk side. Der blev flere interneret end nødvendigt. Men forløbet måtte vurderes ud fra datidens forudsætninger og de historiske kendsgerninger.
En ivrig debattør Bjørn Svensson blandede sig også. Han mente, at det gik hårdt ud over Mindretallet. Men bebrejdelserne skal ikke rettes mod Danmark, som ikke længere var nogen retsstat, men imod det af hjemmetyskerne tiljublede Nazi -Tyskland, som var skyld deri.
Debatten nåede også Københavner – aviserne. Og det fremkom masser af barske beskyldninger fra begge sider. Ikke alt var historisk korrekt.
Mindretallet: Danmark var for eftergivende over for tyskerne
Formanden for BdN mente i Radio Syd gik rette med den danske regerings eftergivenhed for tyskerne. Han forventede at dette ville beskæftige de danske historikere de kommende år. Også retsopgøret og de hjemmetyske frontfrivillige var et emne, der skulle debatteres.
Og så kunne man ellers læse i Der Nordschleswiger at alderssvækkelse var det væsentlige dødsårsag for danskerne i KZ – lejrene. Hans Skov Kristensen fortæller, at i for eksempel den første transport fra Frøslevlejren den 15. september 1944, hvor 27 pct. af de 195 deponerede døde, var gennemsnitsalderen 31, 2 år.
Udstillingen blev etableret
Vi kunne have blevet ved. Men i hvert fald blev der en udstilling om Fårhuslejren. Det bliver så ikke tale om et hjemmetysk ”martyrium” på museum. Men selvfølgelig viser udstillingen de ydmygende afhentninger af hjemmetyskere. Det er også fotos, som vi har vist.
Dagliglivet bliver også beskrevet. Der var til tider en hård behandling særlig i begyndelsen. Udstillingen problematiserer retsopgøret og den hjemmetyske selvforståelse af dette.
Og så havde vi jo en stor debat om dansk – tyske skilte. Men den har vi beskrevet. Vi henviser til de ro første artikler i denne serie.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: august 2, 2022
Du spreder hadefuld retorik!
Ja det har Facebook beskyldt mig for flere gange. Historieformidling indeholder mange ”forbudte” ord. Og Algoritmerne kan ikke finde ud af, at jeg behandler disse ord neutralt. Men Facebook accepterer at man bliver truet i deres navn. Egentlig skulle artiklen have heddet ”Mit liv som administrator”. Men der en hemmelig liste på mindst 4.000 ord. Der bruges laveste fællesnævner. Reglerne er noget tåget. Hvorfor bruger man ikke almindelige og gennemskuelige regler? Statuer skal fjernes. Politisk korrekthed vender indpas i historieformidlingen. Og selv om vi finder nye beviser i en mordsag, så skal den ikke genoptages. Det er nemlig ikke passende. Du er og forbliver en konspirator. Vores artikler bruges – med en anden forfatter. Du kan ikke bare bruge fotos fra nettet. Det er noget, der hedder ophavsret. Så er det lige data-loven. Vi modtager modstand, kritik, brok, trusler. Problemerne er størst når vi deler til andre grupper. Men individuelle regler skal respekteres. Vi er på øretævernes holdeplads. Google har dog endnu ikke fjernet artikler fra vores hjemmeside. Men det er svært at leve med Facebooks beskyldninger – måske skal vi opsøge en psykolog!!!
Når man rammer et forbudt ord
Ja det har man flere gange fået at vide af Facebook. Og resultatet kan være lige fra en advarsel til tidsmæssig udelukkelse. Ja helt udelukket er man også blevet på et tidspunkt.
Det kriminelle består i at man spreder historie. Og herved kommer man til at ramme ”forbudte ord”. Og dem er der faktisk mange af. Men ordene er ikke brugt forkert. Man kan dog ikke forvente at der sidder folk hos Facebook og kontrollerer alle grupper. Det er algoritmer, der styrer dette. Og her er man åbenbart ikke vant til historieformidling.
Historieformidling indeholder forbudte ord
Vi fortæller ofte om en person fra det tredje Rige og hans bevægelse. Disse to ord er også på en liste, der omfatter 4.000 personer og organisationer, som du ikke må omtale positivt.
Og så må du heller ikke omtale specielle befolkningsgrupper selv om det er historie. Således fik vi en advarsel for at omtale en speciel befolkningsgruppe, der kom syd fra til Møgeltønder i 1866.
Og på Vesterbro omtalte vi en sprællemand i en søndagsskole, der var udformet som en ”det forbudte ord”.
Blev truet i Facebooks navn
Samtidig tillod Facebook, at man brugte deres navn til at true mig med at hvis ikke jeg inden 24 timer trykkede på et link så ville de lukke mine konti hos Facebook – utroligt at det kan lade sig gøre.
Skulle have heddet ”Mit liv som Administrator”
Ja egentlig skulle artiklen have heddet ”Mit liv som Administrator”. Men det lyder måske lidt mere kedeligt.
Egentligt er det fint, at man kan bruge Facebook på den måde, som man gør. Og herfra bruges som reklame for vores hjemmeside. Men vi har overvejet flere gange at droppe Facebook, selv om det giver mange nye Læsere/brugere.
Facebook har i årevis haft en liste med navne og begreber som er bandlyst på det sociale medie. Listen omfatter organisationer, grupper, netværk og enkeltpersoner, som ikke er velkommen på Facebook. Det er heller ikke tilladt for andre brugere at omtale. I hvert fald ikke i en form, der indikerer støtte eller hyldes.
Problemet er så at Facebooks algoritmer ikke er gearet til at tolke dette. Overtræder du forbuddet, bliver dit opslag slettet, og i yderste konsekvens kan brugerne blive udelukket fra det sociale medie. Man siger, at listen indeholder 4.000 ord/navne/steder.
Listen holdes hemmelig
Listen over Facebooks udpegede ”farlige og organisationer” er holdt hemmelig for offentligheden. I vores sidste oplevelser med omtale af befolkningsgrupper var det ikke tale om ”farlige” grupper. Jeg skulle måske bare have brugt en anden benævnelse. Men det var jo ikke noget man havde kendskab til i den periode, som jeg beskrev.
Listen omfatter terrorister, nynazister, gangstere, militser, politiske partier og terrorgrupper. Det er både kendte og ukendte navne. Både levende og afdøde. Og det er masser af historiske personer, du ikke må nævne ved navn. Du må således ikke omtale krænkende og voldelige begivenheder også historiske.
Hensigten skal være tydelig. Det skal foreligge en klar forsømmelse. Men igen en gang. De algoritmer man bruger, kan ikke skelne var det godt eller skidt.
Det er jo ikke rigtig, hvad Facebook skriver
Hvorfor laver Facebook en liste over, hvad man må og ikke må. Og så har amerikanerne også et andet syn på tilværelsen end vi danskere har. Jeg har kendskab til adskillige, der er gået i samme fælde som undertegnede.
En anden ting er også at listen hele tiden bliver opdateret. Fra Facebook’ s side siger man at det er juridiske grunde til at man ikke offentliggøre en liste. Men det er jo heller ikke rigtig, at man siger at så længe man omtaler de forbudte ord neutral så sker der ikke noget.
Vi må håbe at algoritmerne er stærke nok
En ideologi, der var fremherskende under det tredje Rige har vi ofte omtalt lige som de forbrydelser man foretog. Det ord står også på listen. Vi må så hele tiden håbe, at algoritmerne er skarpe nok.
Vi har gang på gang oplevet restriktioner og vi omtaler tingene neutral og historisk.
Et angreb mod det danske frisind
Undertegnede mener at det som Facebook praktisere er et angreb mod det danske frisind. Og det undrer mig at politikerne ikke er i stand til at lovgive på området. Og tænk engang, at hvis artiklerne skader nogens følelser og tro, ja så kan de indberette det. Så kan en af Facebooks algoritmer fjerne artiklen og spærre min konto.
Måske er det snart slut for dengang.dk på Facebook
Og hvis man har fået tre advarsler, så er det alvorligt. Så måske er det snart igen dømt pause for dengang.dk fordi man har brugt navnet på nogle befolkningsgrupper sådan som de hed dengang. Ja i den ene episode var det tale om en sprællemand på en søndagsskole. Dette ord har rødder tilbage i kolonialismen.
At navigere i en kaotisk verden
Men undertegnede må se, om det kan lade sig gøre at navigere i en kaotisk verden. Politisk korrekthed er ved at tage overhånd. Dette indebærer at man skal finde nye ord for mange andre ord, som man har brugt i årevis.
Her troede man at sproget var et middel til at tale om sprog og hændelser i vores verden.
Laveste fællesnævner
Egentlig er det fint at Facebook vil fjerne falske nyheder og hadefulde ytringer. Standarderne er åbenbart ens over hele verden. Vi skal kunne begå os i det globale fællesskab. Det betyder at fjernelsen indrettes efter laveste fællesnævner.
Reglerne er noget tågede
Det betyder, at hvis noget er krænkende i en del af verden så overføres det til Facebooks fællesregler. Reglerne er meget tågede. Processen for fjernelse af artiklerne er uigennemsigtige. Facebook er både lovgiver, dommer og bøddel. Hvor er retssikkerheden? Har vi ikke ytringsfrihed?
Hvorfor ikke almindelige og gennemsigtige regler?
Hvorfor kan det ikke gøres på en anden måde med regler der nærmer sig almindelige og gennemsigtige ytringsregler.
Der følger ingen forklaring eller argumentation, når der indføres restriktion eller udelukkes. Der henvises kun til fællesreglerne.
Statuer skulle fjernes
En overgang var der tanker fremme om, at en masse statuer skulle afskaffes herhjemme. Nogle var begyndt med hærværk på statuer, der efter forskellige menneskers opfattelse ikke var korrekte.
Og så er det også spørgsmålstegn ved vores koloni-politik. I den forbindelse var det også meningen, at der skulle ændres i mindepladen for Peter von Scholten på Assistens Kirkegård.
Den politiske korrekthed vinder indpas. Men hvorfor får man ikke gang i alt
Nye beviser i en mordsag
Vi har i forbindelse med en bogudgivelse i 2017 kontaktet Aabenraa Politi for anmeldelse af et mord. Men selv om vi havde nye beviser, så fastholdt politiet at sagen var lukket i 1947. Og den er stadig lukket, selv om vi fandt endnu flere beviser.
Alene ligsynsrapporten burde have været nok til at genoptage sagen. Denne rapport kan også afsløre, at Den Danske Brigades rapport var et falsum.
Du er konspirator
Og når vi kan finde dem, så kunne politiet vel også. Men vi opdagede under vores arbejde med vores bog andre mystiske ting. Og siden 2017 har vi fundet flere mystiske ting. Gad vide, hvor mange andre ting vi oplever. Det nemmeste for myndighederne er enten at holde mund eller beskylde en for at være konspirator.
Vi har oplevet arkiver, der var tomme. Disse arkiver skulle have rummet en masse spændende materiale. Vi er blevet nægtet adgang til arkiver, hvor vi burde have haft adgang. Når arkiver er tomme, er det nødvendigvis tegn på, at der har været tyve på spil.
Det må sandelig være svært at være historie – og samfunds-lærer i dag, når man ikke må fortælle sandheden.
Vi lægger vægt på kildeangivelse
Det er lige sin sag at være administrator. Vi lægger meget vægt på kildeangivelse. Det gjorde vi måske ikke så meget i starten. Og så er det da også sket tre gange, hvor en forfatter har bedt os om at fjerne artiklen. Det respekterer vi selvfølgelig.
Vores artikler bruges – med en anden forfatter
Nu har det aldrig været sådan at vi entydig har brugt en andens artikel og så skrevet vores eget navn nedenunder. Det er ulovligt. Vi har ofte oplevet det modsatte, hvor vi har fundet vores egne artikler med en anden forfatter. Sådanne sager kan retsforfølges.
Man må gerne bruge vores artikler, og det er det da også mange, der gør. Husk bare lige kildeangivelse
Du kan ikke bare bruge fotos fra nettet
Og fotos kan du ikke bare sådan bruge. Vi kom galt afsted ved at bruge et foto af Sønderjysk grønlangkål. Det viste sig at være taget af en madfotograf med speciel belysning m.m. Vi havde kun brugt fotoet en gang.
Men vi blev truet med en retssag. Men det kom til at koste undertegnede 4.000 kr. Det er ingen krav om, at man skal registrere sin ophavsret. Der eksisterer ikke et offentligt register over indehavere af ophavsrettigheder.
Foto normalt beskyttet i 50 år
Ophavsmanden/kvinden har eneret 70 år efter ens død. Man kan selvfølgelig rette henvendelse til de relevante rettighedshavere. Ja man bliver truet med fængsel, hvis man ikke overholder loven.
Et almindeligt foto er normalt beskyttet 50 år efter at det er fremstillet. Hvis nu ophavsmanden og fotografen ikke er den samme, kan det være tale om flere personer, som så evt. skal kontaktes.
Der skete noget i 1970
50 årsbeskyttelsen af fotografiske billeder kan ikke finde anvendelse før 1.1. 1970. Dvs. at et fotografisk billede fra 1960’erne ikke nyder beskyttelse efter ophavsretsloven. Der er så andre regler gældende, når det er til privat brug eller hvis du kopierer i en forretning. Men inden du tror, at du bare kan bruge løs, så er det data – loven.
Du skal også lige huske Data-loven
Så skal du også lige tage hensyn til data- loven, hvor det gælder specielle hensyn.
Du skal nemlig have samtykke fra portrætternes personer – eller deres pårørende. Det gælder dog ikke billede taget i det offentlige rum. Men så skal der indhentes tilladelse fra fotografen. Man skal med andre ord selv have fotograferet billet i ens opslag. Reglerne gælder også for de små lokalhistoriske arkiver. I sidste ende er det administrator der har ansvar for alt, hvad der kommer op i gruppen.
Et billede skal behandles lige som personoplysninger
En afdød person har databeskyttelse op til 10 år efter hans død. Lokalarkiverne skal lige som administrator overholde data – loven. Et billede behandles lige som personoplysninger. Alle der figurer på et foto skal orienteres om, at nu offentliggøre du det. Særlig offentliggørelse af billeder med børn og unge skal man være meget omhyggelig med.
Modstand, kritik, brok og trusler er modtaget
Jo vi har sandelig også modtaget modstand, kritik og brok. Ja trusler har jeg modtaget på en anden Facebook – gruppe som jeg administrerer. Gruppen kan man vel sige er stramt styret.
Problemer er størst, når man deler
Og egentlig er problemerne størst, når man deler artikler i andre grupper. Her har kværulanter ofte frit spil. Når jeg oplever dette, sletter jeg med det samme mit indlæg. For på de grupper er det de gruppers administrator, der burde reagere. Her har vi også oplevet latterliggørelse uden administrators indgriben.
Individuelle regler skal respekteres
Hver gruppe har sin lovgivning og retningslinjer. Det har jeg respekt for selv om det i længden kan være vanskeligt at administrere. Jeg bruger ikke tid til at omskrive en artikel så det er tilpasset en anden gruppe. Og det skal også respekteres at nogle grupper har en ret så viljefast administrator
Vi omskriver ikke artikler
Således er der regler med at fotos, der en gang har været, vist i gruppen ikke må vises igen. Og så skal fotos have en bestemt alder. Artikler må ikke gentages, når de har været vist for tre måneder siden. Og så må man ikke henvise til andre artikler, der måske kan have interesse og som måske kan have interesse. Det kaldes selvpromovering.
Man forsøger ellers at rette ind
Jeg kan godt forstå hvis administratorer er træt af fem artikler hver dag fra min side. Selv om emnerne er vidt forskellige. Så kan man jo bare lige sende en besked, så retter man ind.
Vi fører ikke regnskab
Nu fører undertegnede jo ikke regnskab med hvilke artikler, der er anvendt hvor og hvornår. Det samme gælder fotos.
Ja så er det også grupper, hvor der endnu ikke er lykkes at komme ind. Reglerne for de grupper er nærstuderet, men jeg opgivet. Men nu er livet også for kort til at græde over spildt mælk.
Holder ofte frivillige og ufrivillige pauser fra grupper
Efter at have slettet indholdet holder vi så ofte en længere pause i en gruppe, hvor vi på en eller anden måde er blevet chikaneret. Det kan jo også være almindelig træthed over at se et bidrag fra undertegnede.
På øretævernes holdeplads
Man kan jo også sige, at når vi formidler historie er vi på øretævernes holdeplads. Det er jo ikke fordi man søger det. Men ofte indeholder vores artikler historier som folk ikke har kendskab til.
Vi har selv formuleret menuen
Men som en hjemmeside så smukt formulerer det:
Det står jo helt klart, hvad vores hjemmeside og Facebook – gruppe står for:
Ja det har vi tydeligt skrevet.
En gang imellem rydder vi også op
Og vi har fået ryddet op. Vi har gennemgået 650 artikler. Flere kan måske komme på tale. Som sådan har vores gruppe ikke en dårlig debatkultur men som tidligere nævnt så opleves det, hvis vi deler og indlægget er lidt kontroversiel.
Vi kan og vil ikke please alle. Men vi vil virke unødigt kontrollerende og nærtagende. Konstruktiv kritik er altid velkommen.
Forskellige holdninger til det, man skriver
Professionelle historikere har forskellige holdninger til det jeg skriver. En af dem mener, at jeg er forpligtet til at tage den nyeste forskning med, når jeg skriver f.eks. om en bys udvikling.
Og her er problemet – tidsforbruget.
Andre historikere og professionelle platforme tager min artikler for gode varer og tager dem i deres udgivelser eller på deres platforme.
Læserne ved ofte mere om fotoet end en selv
Så er det lige det med fotos. Indrømmet vi har ind til nu ikke gjort så meget ud af dette. Nogle læsere mener, at hver fotos skal indeholde år, nøjagtig adresse m.m. Andre igen tilføjer deres viden og deres oplevelser, når de ser et bestemt foto. Det er faktisk sådan vi gerne ser fotoerne brugt.
Google har endnu ikke fjernet artikler
Vi er glad for at Google endnu ikke har slettet artikler på vores hjemmeside. Så vidt vides har vi endnu ikke generet hverken afdøde eller nulevende personer bevidst.
Kære læsere, det er sandelig ikke let at bevæge sig i denne digitale verden. Men det er heller ikke let at bevæge sig i den historiske verden. Meget af dette skal være så strømlinet at det kan blive alt for meget. Politisk korrekthed breder sig mere og mere også inden for historieformidling. Men se her vil vi ikke gå i detaljer. Det kræver en særskilt artikel.
Hvorfor bruger I ikke mere moderne kommunikationsformer?
Hvorfor bruger I ikke mere moderne kommunikation? Ja sådan spurgte en læser. Ja der findes ca. 50 podcasts, hvor tekster fra vores side er brugt. Det har vi tidligere fortalt om. Og vi har sandelig også tre videoer på YouTube.
4-5 videoer har Nørrebro Liv lavet. Så på en måde er vi da med. Og så har undertegnede da også skrevet tre bøger og medvirket til endnu flere.
Skulle vi nu udvide dette, ja så vil det kræve flere penge, og det har vi ikke.
Det tæller vel også at vi efterhånden har afholdt mange hundrede foredrag. Det har vi så sat en midlertidig stopper for grundet helbredsproblemer.
Det er svært at leve med Facebooks beskyldninger
Men at Facebook ligefrem beskylder os for at sprede hadefuld retorik. Det er svært at leve med. Fortsætter disse beskyldninger dropper vi Facebook. Google har som allerede skrevet indtil nu fredet os. Her er der mange der finder os. Vores artikler er spredt fint ud på Nettet. Men trods alt, så siger juli – tallet, at 31,4 pct. af søgningerne på vores hjemmeside er kommet via Facebook.
Skoleelever, andre studerende m.m. bruger vores artikler uden at beskylde os for løgn. Vi er trods alt glade for at så mange kan bruge vore artikler uden at opdage den hadefulde retorik.
Måske skulle vi opsøge en psykolog!
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: august 1, 2022
Hvad der læses mest – i juli 2022
17 nye artikler i juli. Nu 1.853 artikler. Top – 100 i juli. De mest populære kategorier. Facebook statistik. Igen advarsel fra Facebook. Forstår dem ikke. Læsere vil ikke opleve upopulær historieformidling. Det burde være forbudt at undlade at skrive, hvad man ser på foto, skriver læser. Vi holder igen en pause i en gruppe, Hurra for det perfekte. Nogle læser ikke artiklen. Forslag fra læser – brug links i artikelhenvisning og hitliste. I skriver for lange artikler, siger anden læser. Vi har ofte tekniske udfordringer grundet dårlig net-forbindelse.
Nye artikler i juli
Det blev til 17 nye artikler i juli:
Vi har rettet følgende artikel:
Forstår ikke Facebook
Vi havde delt en artikel om Møgeltønder i 1866. Her omtalte vi forskellige befolkningsgrupper som kom til byen. Og her vi åbenbart ramt et af Facebook’ s Forbudt – ord. Vi fik en advarsel og artiklen blev fjernet. Nu må så gennemgå den og få fjernet det ene ord og holde øje med om vi evt. har brugt andre forbudt – ord.
Samtidig tillader Facebook, at deres navn bliver misbrugt ved at true undertegnede. Således skal jeg aktivere et link og der skal sikkert aktivere en masse spændende ting. Man kalder sig for Usikre Sider. Og truslen går på at hvis man ikke gør noget inden for 24 timer, så sletter man alle konti hos Facebook.
Utroligt at Facebook lader sådan noget passere. Men det er vigtigere at fjerne et ord, der ikke engang er racistisk og så blive beskyldt for ”hadefuld adfærd”. Vi er da glade for at Facebook giver os mulighed for at sprede historie. Men det kan være uhyggelig svært at sprede den sande historieformidling.
”Hvorfor skal jeg opleve det på Facebook?” skrev en læser
Vi havde atter engang delt en artikel fra besættelsestiden. Men atter engang oplevede vi så, at det upopulært emne i denne læsers øjne. Han mente så, at vi skulle rette ind efter hans opfattelse. Åbenbart er det kun de pæne og populære ting, vi må viderebringe.
”Det burde være forbudt at undlade at fortælle, hvad man ser på fotoet”
Ja sådan skrev en anden læser. Og det var i en artikel om Grundtvig på Nørrebro og den første højskole. Og det var netop højskolen, vi så.
Hver dag udbreder vi op til 50 fotos fra vores lager på 2.000 fotos. Vi kunne selvfølgelig godt skrive det på, som vi ved. Men da vi alligevel ikke ved det hele, hvem fotografen er eller hvornår fotoet er taget, så undlader vi dette.
Vi kunne jo selvfølgelig bruge tid og finde ud af det på samtlige 2.000 fotos. Men da prioriterer vi alligevel historieskrivningen. Nogle læsere har også ment, at vi ikke gider. Det er så et negativt ladet ord. Vi vælger at bruge ordet prioritering.
Det sker også, at læsere efter en uges forløb spørger til et bestemt foto, uden at gøre opmærksom på i hvilken sammenhæng fotoet er brugt. Vi vil ikke bruge tid på at finde frem til det. Det handler igen om prioritering.
Det lyder måske lidt nedladende over for læserne. Men vi har tidligere gjort opmærksom på, at der findes grupper, der går meget op i det med fotos. Og de er meget bedre til dette end os.
Dette er en historie – gruppe, hvor vi gerne vil fortælle en historie. Vi bruger Facebook til at reklamere for vores hjemmeside. Og det ved de allerfleste af vores læsere. Vi har endda fået roser for vores fotos.
Men vi må nu engang igen gøre opmærksom på, at det tager tid at lede efter kilder til vores historier selv om vi har et kæmpe kildearkiv, bøger m.m.
Hvor er det så skønt at opleve, at nogle af vores læsere går ind og beskriver, hvad vi ser på fotoet. Nogle gange er det med spændende oplevelser eller en god historie til. Vores gruppe bliver mere spændende, når flere bidrager.
Vi holder atter en pause i en gruppe
Vi har ikke noget imod kritik. Vi kan alle sammen tolke historie forskellig. Og vi har da også humor. Men hvis denne humor bliver brugt til at latterliggøre vores artikler, så siger vi stop. Det må være op til administrator at forhindre dette. Dette er skyld i at vi atter engang dropper en gruppe.
Hurra for det perfekte!
Det er fint nok, at man skal holde sig inden for det rigtige. Således må man ikke medtage Ribe, når man fortæller Sønderjyllands historie. En læser fortæller at Kongeåen danner grænsen. Det kan da godt være at Ribe ikke har været med i Sønderjylland, men byen har alligevel haft stor betydning for Sønderjylland.
Men det er ikke rigtig at Kongeåen har dannet hele grænsen. Det må vi nok hellere lave en artikel om.
Når vi laver artikler om Søerne i København, der går gennem tre bydele, så er det vigtigt for læserne at artiklerne holdes inden for enten Østerbro, Nørrebro eller Vesterbro. Det samme gælder for fotos.
Og så må man heller ikke snyde med fotos. Hvis handlingen foregår i 1930’erne, så må man ikke vise et foto fra 1920.
En gruppe har indført regler om, at fotos skal have en bestemt alder. Det gælder også for kirkebygninger. Men disse regler gælder ikke for administrator.
Og så er det den, vi har haft før. Hvis et foto har været anvendt før, men hvis historien er ny, så afvises artiklen.
Vi søger ikke specielt efter fotos til vores artikler. Vi tager dem fra vores arkiv. Så kan det jo godt være, at det er nogle fotos, vi bruger for meget, fordi vi måske holder mest af bestemte slags.
Indrømmet, jeg har svært ved at indordne mig disse regler. Historien dengang havde en helt anden inddeling. Og hvorfor skal man lige ødelægge en god historie for at få den til at passe ind i en gruppes regler?
Indrømmet vi er åbenbart begyndt at irritere nogle af læserne i stedet for at glæde vores læsere. Det vil vi jo helst.
Man kan godt gøre det perfekte. Men se det tager tid. Og jeg vil helst bruge tid på at læse og skrive. Og de artikler, der så kommer ud af det, håber vi så glæder de fleste læsere.
Tingene kan nogle gange blive alt for perfekt. Og så kan det blive for kedeligt. Historieskrivning er ikke altid så firkantet, som man vil gøre den til.
Man læser ikke artiklen
Der er hele tiden mange spørgsmål og henvendelser. Dette er vi glade for. Det viser den store interesse. Men ofte er der spørgsmål, hvor man kan finde svaret i teksten – i artiklen. Og når der er travlhed med at svare på alle henvendelser, så kan det godt være at vi igen prioriterer.
Mange henvendelser
Henvendelse er der masser af. Desværre laver vi ikke slægtsforskning. Det er der masser af folk, der er meget bedre til. Det samme gælder byvandringer. Her findes også folk, der er specialister. Som vi tidligere nævnt holder vi en længere pause med hensyn til foredrag på grund af alvorlige rygproblemer.
Hvorfor skriver I så meget om Besættelsestiden ved grænsen?
I forbindelse med vores bogudgivelse i 2017 har vi en masse ”overskuds – informationer”. Vi talte med en masse ældre mennesker i Padborg/Kollund området. Vi var i tyske arkiver. Og så har vi en del litteratur liggende omkring forholdene. Det må være svaret på de to spørgsmål.
I forbindelse med en fætter/kusinefest med min afdøde kone for mange år siden mødte jeg et par tidligere vagtfolk i Fårhus-lejren. De fortalte en del interessante ting. Vi er godt klar over at anonyme informationer ikke kan bruges for at bevise noget. Det gælder også i forbindelse med sagen om Asmus Jensen. Men at kalde os for konspiratorer er nok meget overdrevet.
Vi er i gang med at skrive endnu en artikel om Frøslevlejren og to artikler om Fårhuslejren.
Forslag: Brug links i artikelhenvisninger og på Hitlisten
En læser foreslår, at vi bringer links til artikelhenvisninger og på Hitlisten. Det er et godt forslag. Jeg arbejder på en metode, der ikke tager mere tid end nu. Ind til videre kan du bruge søgefunktionen.
I skriver for lange artikler!
Nu er det sådan, at det stort set er mig selv, der skriver artiklerne. Og ja nogle artikler er frygtelig lange. Derfor forsøger vi at gøre dem net – egnet ved at dele dem i mindre afsnit. Men nogle gange er det svært at dele en artikel. Faren er at den så bliver for overfladisk. I øjeblikket er vi i gang med en temaserie om det dansk – tyske forhold i grænselandet.
Her er vi så startet med at bo i henholdsvis i Frøslev og Fårhuslejren. Men efterfølgende har det i den grad været ballade, da man i første omgang ikke ville etablere en udstilling i forhold til Fårhuslejren. Os – sønderjyder har jo også en holdning til dette. Og her er det uhyggeligt svært at dele sådan artikel midt i alle de argumenter, som vi har forberedt.
Tekniske udfordringer
Vi har en meget ustabil net-forbindelse. Til tider hakker det ud og ind. Så er der store udfordringer med at lægge ting og sager ind på hjemmeside og Facebook. Man skal afse ekstra tid til det. YouSee er blevet alarmeret flere gange om dette problem men kan åbenbart ikke løse det. Det skulle man ellers mene når man betaler abonnement hver måned.
Facebook – statistik
De sidste 28 dage (30.07.2022)
Du kan nu finde 1.853 artikler på vores hjemmeside
Hvad betyder + artikler? Det er artikler om samme tema fordelt på andre kategorier.
De Mest Populære Kategorier i juli måned
Hver artikel på Top – 100 får et point. Er der så flere med samme pointantal, får den kategori med bedste placering et fortrin
1864 og De Slesvigske Krige 0
Grænsen er overskredet 0
Akeleye – Historien om Adelsslægten 0
I parentes er sidste måneds placering. Den store vinder er Tønder. Den store taber er Aabenraa.
De mest læste artikler – i juli 2022
Disse tre artikler nåede det næsten – bedre held næste gang;