Søgeresultater på "Ribe"
Dato: september 1, 2022
Hvad der læses mest – i august 2022
16 nye artikler. Vi har fjernet artikler fra diverse grupper af tre forskellige årsager. De mest populære kategorier har fået ny førsteplads. Hvilke byer læser dengang.dk – mange nye Syd – og Sønderjyske byer på top-50. Månedens Top – 100 med alle nye Sønderborg – artikler. Nu i alt 1.869 artikler. Må vi ikke omtale originaler? Vi kan ikke hjælpe med arkivsøgning, slægtsforskning m.m. Kan du ikke samle det i bogform? Københavner føler sig ramt. Vores Facebook når ud til mange. Og så mærker vi en mathed i nogle af de grupper, hvor vi deler artikler.
16 nye artikler
I august måned er det blevet til 16 nye artikler
Vi har redigeret to artikler:
Vi har fjernet artikler fra diverse grupper
Vi har fjernet tre artikler, Den første var fordi, vi havde brugt et foto, som fotografen havde eneret på. Det kunne vi ikke se. Og i første omgang havde vi ikke set, at hun havde gjort indsigelse. Det har vi beklaget.
Den næste artikel fjernede vi efter opfordring fra en administrator. Vores artikel handlede om en alvorlig hændelse, som mange endnu er berørt af. Det har vi stor forståelse for.
Den sidste artikel handlede om en episode, der skete lige efter besættelsestiden. Her blev tonen lige en grad for skrap. Efter de nye Facebook – regler kan vi gøres ansvarlig for ”tonen” selv om vi ikke på nogen måde har lagt op til det. Havde vi ikke reageret var det måske igen en gang endt med en udelukkelse.
Må vi ikke omtale Originaler?
Vi har en del artikler om originaler i København, Aabenraa og Tønder. Skal vi tolke Facebooks regler så må afdøde personer kun omtales med værdighed. Det kan godt blive et fortolkningsspørgsmål om vores omtale af disse er med ”værdighed”.
Nu har vi ikke i sinde at redigere disse artikler. Der må trods alt gives en form for spændvidde for historieformidling.
Vi kan ikke hjælpe med arkivsøgning, slægtsforskning m.m.
Vi får hver måned utrolig mange henvendelser. Det kan knibe med at følge med. Nogle af disse henvendelser drejer sig om arkivsøgning, slægtsforskning m.m. – undersøgelser af diverse ting.
Vi beklager, at vi ikke kan hjælpe med dette. Jeg tror også, at der er folk, der er meget bedre til dette, end jeg er.
Kan du ikke samle det i bogform?
Med jævne mellemrum får vi opfordringer til at skrive bøger. Det er om vidt forskellige emner. Undertegnede er selvfølgelig glad for, at artiklerne bliver anerkendt. Nu er artiklerne nogenlunde samlet på vores hjemmeside under hele 16 kategorier. Og vores søgefunktion fungerer da også fint.
Hvorfor anmelder du ikke flere bøger?
Der er læsere, der er utilfredse med, at jeg kun gengiver forlagenes beskrivelse af bøger. De ønsker en kritisk vurdering af den enkelte bog. Men se det forudsætter, at man har bogen i hånden. Det er ikke sådan at forlagene bare sender bøger hertil.
Nu må vi da også sige, at de er ret flinke til at sende anmeldereksemplarer hertil, når man beder om det. Men ofte skal man selv til boghandleren og købe et eksemplar. Og det er der bestemt ikke råd til som pensionist.
Selv om vi efterhånden har flere hundrede tusinder af læsere hvert år, så må man selv betale diverse udgifter til at drive siden. Der kan ikke rigtig søges fondsmidler til dette. Jo der er skam flere firmaer, der gerne vil bruge siden til at promovere diverse ting og sager. Men se det har min teknikker advaret imod.
Københavnere føler sig ramt
Man skal passe på, hvad man skriver. Jeg har for vane at skrive at københavnere næppe har kendskab til forskellige begivenheder i Sønderjyllands historie. Det er der nogen, der har reageret på. Grunden til at jeg skriver sådan er, at jeg næsten hver gang, jeg har været ude og holde foredrag her i det københavnske har diskuteret Sønderjyllands Historie med de tilstedeværende selv om det måske ikke har været emnet. Det har jeg opfattet som positivt.
Og mon ikke alt mit skriveri kan berige både københavnere og alle andre danskere nord for Kongeåen. Det var bestemt ikke for at genere københavnere. Det kan selvfølgelig også være nogen fra Rødby, Skagen og Middelfart, der ikke ved det.
Det kan sandelig også være mange i dagens Sønderjylland, der heller ikke ved det.
Slet delingen
Selv om det ikke er copyright på alt, så sletter vi altid, når man ikke bryder sig om at vi har delt et indlæg. Det kan være mange grunde til dette. Vi er også klar over at nogle grupper sletter indlæg som man har delt efter et stykke tid og så laver PR for deres egen gruppe.
På denne plads skal vi gøre opmærksom på at man altid må dele vores indlæg og artikler blot man husker kildeangivelse. Vi ser stadig en del af vores egne artikler med et andet forfatternavn.
Hvorfor har I en anden mening end de fleste andre?
Det er svært at svare på dette spørgsmål. Men vi har opsøgt arkiver og fået nægtet adgang. Vi har talt med folk og fået opsporet ting og sager. Vi har fået tips fra folk, der gerne vil forblive anonyme. Og så har vi lagt to og to sammen. Men det er altid lettere at kalde os konspiratorer end at tage stilling til det vi skriver om.
Vi har skam en masse ”liggende i posen”. Men vi mangler lige det afgørende bevis, Og så er det lige problematikken med arkiverne. Vi er helt sikker på, at mange perioder af vores historie skal skrives om efterhånden som arkiverne åbner sig.
Vi går ikke bevidst om at spille ”Fætter Modsat”. Professionelle historikere er ikke så begejstret for vores skriverier. Det er fordi vi ikke har den nyeste forskning med i vores skriverier.
Facebook – Statistik
60.138 + 14 pct. Nåede personer
42.645 + 8 pct. Opslagsinteraktioner
4.906 personer synes om
5.132 personer følger
I hvilke byer læser man dengang.dk
Ja så lykkedes det næsten for Ringsted, Sorø, Skærbæk, Farum og Herning
Det som du ser i pantes, er den sidste placering fra marts måned. Der er 17 nye på Top – 50 og de fleste er fra Syd og Sønderjylland. Og det passer også fint med de mest populære kategorier. For her er der sket en del.
Det er klart når man mere eller mindre er udelukket fra en del grupper og finder nye grupper, hvor man er velkommen, så afspejler det sig også på Hitlisterne. Og det er som om, at det er ved at slå igennem nu.
De mest populære Kategorier
En placering på Top – 100 giver et point. Er der to eller flere med samme point – antal – så er det den med den bedste placering, der bliver foretrukket.
Grænsen er overskredet (13)
Akeleye – slægten (13)
Den store vinder er Sønderjylland, der har fået 8 flere artikler på Top – 100. Det store taber er Besættelsestiden. Her er der mistet 5. Østerbro må også betegnes som en vinder med plus 5 artikler.
Overraskende er det at Nørrebro kun kan præstere 8 artikler på Top-100. Det må være tegn på mæthed. En taber må også være Tønder. Her er der et minus på 6 artikler.
Juli – Måneds Tilbud Top – 100
Det lykkedes ikke helt for
De tre nye artikler, som vi skrev om Sønderborg kom ind på hitlisten. Det gjorde hverken den nye om Nørrebro eller Frederiksberg. Vi lagde også mærke til at en ny artikel om det lille samfund Felsted kom ind på listen. Og så er tre artikler om Tinglev gået ind på listen.
Vi har droslet ned på Tønder – artikler. Måske burde vi fremover gøre det samme på Nørrebro – artikler. Men vi kan se, at interessen for artikler fra Nordvest, Vesterbro og Østerbro stadig er stor.
Det er på tide, at vi tænker anderledes, når vi til daglig deler artikler. Og så er det jo også lidt kedeligt at skrive artikler, der ikke bliver læst. I bringer ca. 300 artikler hver måned. Og da vi ”kun” har ca. 1.866 artikler, så kommer det ganske naturligt gentagelser.
Og gentagelser kommer det selvfølgelig også med fotos. Vi går ikke og leder efter fotos, inden vi bringer en artikel. Vi tager fra vores arkiv. Vi bringer vel mellem 1.000 – 1.500 fotos hver måned. Vi er godt klar over, at der er gentagelse imellem. Og det er også en af årsagerne til at vi er udelukket fra nogle af grupperne.
Men nu ville det være trist, hvis vi udelukkende gik efter, hvor der var flest seere at hente. Det gør vi ikke. Og det gør vi heller ikke, når vi skriver nye artikler. Her er det nysgerrigheden, der er afgørende.
Dato: august 24, 2022
Da arbejderne i Sønderborg kæmpede
Sammenlign forholdene. I Tønder skete der lovbrud. Kampen om retfærdighed i Sønderborg. Initiativerne kom fra Flensborg. Aktiviteter blev nøje overvåget. Dybbøl – Posten var skeptisk. Socialistloven bremsede aktiviteter Al mødeaktivitet skulle varsles. Det hjalp med en jernbaneforbindelse. Samarbejde til Rigsdagsvalg. Richard Hempel vendte tilbage. Revolutionen i Sønderborg. Sønderjysk Arbejderforening. Vigtigst at forblive Socialdemokrat. Uforsonlig tone fra Dybbøl – Posten. Fælles 1. maj fest. Overdragelse til det danske Socialdemokrati. En bagersvend fra København blev folketingskandidat. En borgmesterpost til Socialdemokratiet i 1922.
Sammenlign forholdene
Egentlig er det spændende at sammenligne forholdene for arbejderne i København, Tønder og Sønderborg.
I København var det Pio, Gjerluff og Brix som var de toneangivende. De udgav de socialistiske blade. De blev arresteret og fik hårde straffe. Mere eller mindre frivillig blev de sendt til udlandet med store arbejdsgivere som sponsorer. Politiet havde placeret spioner for at overvåge arbejderne.
Men ak og ve disse frontkæmpere blev glemt af deres egne
I Tønder skete der lovbrud
I Tønder skete der ting og sager efter revolutionen. Arbejderne havde nedlagt arbejdet. Borgerskabet forlangte at politiet greb ind. Men de nægtede. De ville ikke gribe ind i en faglig kamp. Men det ville militæret gerne. Og så fik man ellers ekspederet lederne ud af landet uden domsafsigelser.
Og i Tønder kæmpede to Socialdemokratiske lister i mange år. Dette var medvirkende til, at Tønder først i 1937 fik en dansk borgmester. For dem, der har lyst til at bore i sammenligningerne, har vi i slutningen af artiklen lavet en kildehenvisning.
Men se i Sønderborg var der Socialdemokratisk borgmester uafbrudt fra 1922 til 1998.
Kampen for retfærdighed i Sønderborg
Kampen for retfærdighed var bestemt heller ikke let i Sønderborg.
Udviklingen i Sønderborg gik ikke så stærkt efter 1870. men en del anlægs – og byggeprojekter betød dog at landarbejdere fik arbejde i byen. Samtidig begyndte også arbejdere og håndværkere syd fra at komme til byen. Ja også fra Danmark kom de.
Den første socialdemokratiske forening ADAV var stiftet i Tyskland i 1863. En ”Ortsgruppe” i Flensborg blev etableret og i 1872 var man gået i gang med at agitere i Nordslesvig.
Initiativerne kom fra Flensborg
I Sønderborg fandt det første socialdemokratiske møde sted i oktober 1872. Det resulterede i oprettelsen af en lokalafdeling med nær tilknytning til foreningen i Flensborg. Inden begyndelsen af 1900 – tallet var der en direkte ”rød” forbindelse mellem Sønderborg og Flensborg. Initiativerne til oprettelsen af fagforeninger og socialdemokratiske afdelinger kom fra Flensborg.
Aktiviteterne blev nøje overvåget
I perioden 1870 – 78 stiftede arbejderne i Sønderborg den første arbejderforening, der eksisterede frem til 1875, hvor ADAV overalt i Tyskland blev opløst og afløst af Sozialistischer Arbeiterpartei Deutschlands SAPD. Allerede i 1875 tog Flensborg – afdelingen initiativ til oprettelse af en lokalafdeling i Sønderborg.
De socialdemokratiske aktiviteter blev nøje overvåget af Sønderborgs politiforvaltning, pressen og de borgerlige tyske spidser. Da valg til Rigsdagen var et offentligt anliggende, kunne myndighederne kontrollere, hvem der blev stemt på.
Det var også en let opgave at kontrollere, hvem der afgav de 32 stemmer, som i 1878 faldt på den socialdemokratiske rigsdagskandidat, og politiet holdt herefter et vågent øje med de pågældende.
Dybbøl-Posten var skeptisk
Den danske avis Dybbøl – Posten var også skeptisk over for arbejdernes socialdemokratiske aktiviteter. Det var ikke så meget at modvilje mod arbejderstanden. Det var mere af bekymring for, at danske arbejdere skulle flytte deres stemmer fra den danske borgerlige kandidat til den tyske socialdemokrat. Denne frygt var velbegrundet, da arbejderne i Flensborg, også de dansksindede, i stigende omfang valgte at stemme Socialdemokratisk.
Socialistloven bremsede aktiviteter
I perioden 1878 – 1890 var Socialistloven gældende. Dette betød at Socialdemokraterne havde forbud mod at holde møder samt udgive tryksager og blade. Forbuddet bevirkede at Socialdemokratiske aktiviteter i Sønderborg reelt ikke eksisterede, heller ikke selv om partiet havde ret til at opstille til Rigsdagsvalget.
Efter at Socialistloven var ophævet spirede arbejderbevægelsen frem i Sønderborg. Men alle aktiviteter blev mødt af modstand, chikane og overvågning fra politiet og pressen.
I august 1892 blev der dannet en socialdemokratisk arbejderforening i Sønderborg som en afdeling af SPD – Flensborg.
Al mødeaktivitet skulle varsles
Al mødeaktivitet skulle varsles over for politimyndighederne. Det var derfor en let sag for politiet at føre kontrol ved møder. Efterfølgende lavede man så indberetninger til borgmester/politimester og landråd.
Det var ikke ualmindeligt at arbejdere blev fyret på grund af deres politiske aktivitet.
Fagforeningerne kom også for alvor i gang i perioden 1890 – 1900. Skrædderne dannede en fagforening. I 1892 var datidens HK’ ere. Smede – og maskinarbejdere i 1894, arbejdsmændene i 1895 og murerne i 1896.
Majfesterne, som siden 1890 var et tilløbsstykke i Flensborg, starter i år 1900 i det små som en fest på stranden.
Det hjalp med jernbaneforbindelse
Den nyetablerede jernbaneforbindelse mellem Sønderborg og Flensborg, som blev indviet i 1901, satte for alvor skub i tingene. Stadig flere arbejdere og håndværkere sydfra kom til byen for at deltage i de store anlægs – og byggearbejder, der blev fordoblet fra 1905 med anlæggelse af den store marinestation.
Samarbejde til Rigsdagsvalg
Ved Rigsdagsvalgene i starten af 1900 – tallet opstod der et vist samarbejde mellem socialdemokraterne og de dansksindede sønderborgere. På grund af de tyske myndigheders chikane over for begge parter udviklede samarbejdet sig hurtigt. Arbejderne fik – til stor irritation for myndighederne og det tyske borgerskab – lov til at benytte det danske forsamlingshus i Bismarckstrasse til deres møder.
I 1905 tog Gewerkschaftskartellet initiativ til to meget aktiviteter for arbejderne i Sønderborg: 1 maj – festerne og opførelsen af arbejdernes eget hus – Central – herberge – i daglig tale kaldet Gewerkschaftshaus. Dette hus kom til at ligge i Bergstrasse 7. De næste 70 år fik det en uvurderlig betydning for arbejderbevægelsen i Sønderborg.
Richard Hempel vendte tilbage
På et tidspunkt havde Richard Hempel, der kom fra Sachsen stor betydning for arbejderbevægelsen i Sønderborg. Det lykkedes for ham i 1913 at komme ind i borgerrepræsentationen. Dette skabte stor bekymring i det tyske borgerskab.
Efter at Første Verdenskrig var brudt ud mistede såvel fagforeningerne som SPD -medlemmer. Reelt var det kun ældre Socialdemokrater tilbage, mens alle andre var i felten.
I 1918 var Hempel tilbage. I løbet af få måneder var medlemstallet på 400.
Revolutionen i Sønderborg
Revolutionen i Sønderborg som vi har skrevet to artikler om forløb helt uden blodsudgydelser. I Kiel kostede dette 8 menneskeliv og mange sårede. I flere sammenhænge er marinesoldaten og skrædderen Bruno Topff udråbt som en lidt komisk person. Men det var han bestemt ikke. Han varen god organisator
Sønderjysk Arbejderforening
Den dansk orienterede Sønderjysk Arbejderforening var blevet dannet i 1911 havde kun få hundrede medlemmer. I 1919 gennemførte de en flot hvervekampagne. De indså, at det var vigtigt at få indflydelse på deres sociale og økonomiske fremtid. I løbet af et år fik SAF 12.000 medlemmer i Nordslesvig.
Vigtigst at forblive Socialdemokrat
Arbejderlederen i Sønderborg Hempel havde håbet at de danske arbejdere ville skrue ned for kravet om en folkeafstemning. Han var overbevist om at danskerne ville blive glade for det ny Tyskland. Han måtte dog opgive sin strategi da han i marts 1919 var klar over, at der ville komme en afstemning og at Nordslesvig antagelig ville blive dansk.
Han var dog ikke opgivende. For ham var det vigtigst at arbejderne ville fortsætte med at være Socialdemokrater.
Uforsonlig tone fra Dybbøl-Posten
Da Anders Grau blev redaktør for Dybbøl – Posten den 1. januar kom der en uforsonlig tone mellem ham og de to arbejdsledere Hempel og Preuss. Og det selv om der var blevet udviklet et vist samarbejde mellem danske SAF og tyske SPD. Det var de fælles problemer i dagligdagen, der var afgørende. Og det var mangel på levnedsmidler. Samarbejdet fortsatte frem til afstemningen den 10. februar 1920.
Fælles 1. maj fest
Det er ingen tvivl om, at de dansksindede arbejdere stemte dansk og tysksindede arbejdere, stemte tysk ved folkeafstemningen. De tyske arbejdere var kede af at skulle forlade den ny republik, hvor de nu var kommet af med kejseren. De brød sig ikke om det danske monarki. Da slaget var tabt var de alligevel fortrøstningsfuld:
Der var ikke forskel på danske og tyske arbejders problemer, derfor besluttede SAF at deltage i den årlige 1. maj fest sammen med SPD og fagforeningerne. I utilfredshed med dette meldte redaktør Grau sig ud af SAF.
Overdragelse til det danske Socialdemokrati
SAF havde egentlig besluttet sig for at lave en fællesliste med SPD til byrådsvalget i 1920. men efter en heftig diskussion opstillede SAF sin egen liste. Arbejderbevægelsen var nu igen nationalt. Det fik mange til at melde sig ud af SAF og ind i Socialdemokratiet. Den hidtidige leder Richard Hempel måtte tage til takke med 3. pladsen.
Der var en del skærmydsler i forbindelse med overdragelsen af medlemmer fra SPD til Socialdemokratisk Forbund. Sønderborgs Socialdemokrater ville ikke deltage i et fællesmøde i Aabenraa, hvor de Socialdemokratiske partiforeninger skulle ”overdrages” til den danske arbejderbevægelses førstemand, Thorvald Stauning. Men alligevel forløb dette dog uden større problemer. Det var ikke helt det samme i de tre andre sønderjyske købstæder.
Egentlig kan man undre sig. For blot få år før meddelte Stauning over for tyske kollegaer at Socialdemokratiet i Danmark tog afstand fra de dansksindedes aktiviteter i Nordslesvig.
En bagersvend fra København blev folketingskandidat
Medlemmer meldte sig i sommeren og efteråret 1920 i stort tal ind i Socialdemokratisk Forening. De tyske fagforeninger tilsluttede sig uden større problemer de danske fagforeninger i Sønderborg og medlemmerne valgte den dygtigste og mest markante til formand uden at tænke på om vedkommende var dansk eller tysk. Helt så let gik det ikke i de andre nordslesvigske/sønderjyske købstæder.
De tilbageværende SAF- medlemmer ville ikke støtte deres egne kandidater. De opfordrede til at stemme på Socialdemokratiets kandidat, den københavnske bagersvend J.P. Nielsen. Og det var til Folketingsvalget i september 1920
Til byrådsvalget havde Socialdemokratiet fået fem og SAF to byrådsmedlemmer.
Og den mangeårige arbejderfører Hempel sang på sidste vers. For at undgå stemmetab på grund af nationale holdninger havde Stauning ikke ønsket den tyskorienterede Hempel som Socialdemokratisk folketingskandidat.
En borgmesterpost til Socialdemokratiet i 1922
Til byrådsvalget og til valg af borgmesterposten den 5. marts 1922 fik Socialdemokratiet hjælp fra uventet kant – nemlig redaktør Andreas Grau. At han beskyldte den socialdemokratiske liste for at være tyskorienteret, kunne ikke overraske ud fra hans tidligere kritik. Men at han i uforsonlige vendinger kritiserede den borgerlige tyske liste, det var overraskende. Og egentlig var det jo taktisk dumt. For uden opbakning fra denne liste ville det være umuligt for de danske borgerlige at beholde borgmesterposten.
Sønderjyllands første Socialdemokratiske borgmester var en realitet. I Tønder måtte man vente meget længe på dette.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
I forbindelse med overstående artikel
Dato: august 12, 2022
Da Herremanden jagtede Bette Søren
Ved Højer Havn. Dansk lovgivning på nordspidsen af Sild. En fornem rytter indfandt sig i Højer. Det hjalp ikke at han var ”Rigsgreve” han glemte at fortælle, at han var ”Bondeplager” han forstyrrede tusinder af havfugle” ”Fuglekongen” nærmede sig. Herremanden/Rigsgreven trak sin sabel. Herremandens senere skæbne. Bitte – Søren mødte Fuglekongens søde datter. Søren blev kaptajn. Sørens blod levede videre på Sild. Løvenholm – 100 år i Rantzaus eje. Lillebror dømt for mord i 1726.
Ved Højer Havn
Dette er en sandfærdig historie som foregik i 1705. En jysk bondeknøs gik med raske skridt ned til det gamle udskibningssted ved Højer Havn. I sidste øjeblik nåede han ombord på færgen til Sild.
Skuden havde allerede hejst sejlet. Det var nu ikke noget usædvanligt dengang, at unge jyder tog til de frisiske egne for at gøre tjeneste på gårde, hvor mændene var til søs. Mange blev dernede. Jo der er jyde – blod i befolkningen.
Dansk lovgivning på nordspidsen af Sild
Nu var det ikke så mange, der lagde mærke til den unge bondeknøs, der syntes at have stort hastværk Til at komme til List. Det var i det bysamfund længst mod nord, hvor man i alle dage havde talt dansk.
Her rådede også dansk lovgivning. Beboerne hørte ind under amtmanden på Riberhus. Et udstrakt klitlandskab adskilte List fra den øvrige bebyggelse. Man fik hurtig forklaringen på den jyske tjenestekarls hastværk. Han var nemlig på flugt. Forfølgeren mentes at være i hælene på ham.
En fornem rytter indfandt sig
Samme dag eller måske næste dag skete der noget mærkeligt i Højer. En fornem rytter indfandt sig i den stillestående og afsides beliggende by.
På en stortalende og udfordrende måde vakte han ved sit væsen opstandelse for ikke at sige forargelse blandt bedsteborgerne på stedet. Han befalede, at der straks skulle stilles et fartøj til hans rådighed, for at han kunne fortsætte forfølgelsen af en af sine stavnsbundne bondesønner. Han havde fulgt hans spor hertil.
Det hjalp ikke at han var ”Rigsgreve”
Nu er de gode mennesker i Højer lige så lidt, som de er det nu, af den slags folk, der ikke lod sig skræmme af sådanne folk. Hans henvendelse blev derfor ikke imødekommet. Han modtog den besked at båden var sejlet, så han blev nødt til at vente til næste afgang.
Det hjalp ikke stort, at han forklarede, at han var selve tysk Rigsgreve Christian Ditlev Rantzau af den berømte slægt og herre til godset Løvenholm i Nørrejylland (nord for Kongeåen). Han var hædret som Hvid Ridder med mere. For så vidt var hans oplysninger rigtige.
Han glemte at fortælle at han var ”bondeplager”
Men han fortalte ikke, at han var almindelig forhadt som bondeplager. Han ønskede efter gammel tysk skik at indføre fremmede livegenskab på sine gårde. Derfor skete det også at bønderne ligefrem gjorde oprør, og adskillige flygtede fra egnen og søgte andre steder hen.
Ved sin optræden vandt Rigsgreven ingen venner i Højer. Men omsider lykkedes det ham at finde en sølle skomager. Denne var villig til at sejle herremanden over til øen. De nåede uden uheld til strandbredden ved List. Her lovede skomageren at vente, indtil den fremmede havde udført sit ærinde.
Han forstyrrede tusinder af havfugle
Det var henimod aften. Rigsgreven gik ind over øen. Der er intet menneske at se. Der er klitter til alle sider. Tusinder af måger og havfugle fløj skrigende til vejrs. Der var masser af reder med dejlige æg. Han var sulten eftersejlturen så han slog hul på et par æg og drak deres indhold.
Pludselig så herremanden en sværlemmet, skulderbred men lavstammet skikkelse komme imod ham. Han havde en svær knippel i hånden. Det var selveste Fuglekongen eller Æggekongen, som befolkningen havde døbt ham. Han gik også under navnet Lille Per. Han holdt vagt mod al fremmed indblanding i dette fredede landskab.
Fuglekongen nærmede sig
Herremanden standsede og stirrede på fænomenet men så fattede han sig og spurgte om vedkommende ikke havde set hans bortrømte stavnsbundne bondedreng ved navn Søren Nielsen kaldet ”Bitte Søren” fra Løvenholm.
Da Fuglekongen nu havde fået at vide, hvad Herremandens ærinde var og havde set ham skabe uro opfordrede han ufortøvet Herremanden til at forlade egn og ø og rejse tilbage til der, hvor han kom fra.
Herremanden/Rigsgreven trak sin sabel
Ved denne tiltale steg blodet til hovedet hos Herremanden/Rigsgreven. Han trak sin sabel af skeden for at skabe respekt for sin person. Men han fik ikke brug for den, for inden han havde set sig om, havde Lille Per med sin knippel slået våbnet ud af hånden på ham. Den fløj ud i klittens sand.
Lille Per sagde:
Herremandens senere skæbne
Herremanden eller Rigsgreven, der ellers var vant til at befale følte at han havde tabt slaget. Han vendte sig brat og søgte ned mod stranden. Skomageren satte nu kursen tilbage til Højer Havn. Herremanden hentede hurtigt sin hest i herberget. Skyndsomst red han ud af Højer.
Hans senere skæbne vedkommer ikke denne historie. Men den skal dog lige nævnes. Han gjorde sig skyldig i en forseelse, der medførte, at den danske konge fratog ham gården. Ja sådan fortælles det. I slutningen af artiklen er der en lidt anden forklaring. Den preussiske konge Frederik Wilhelm idømte ham et års fængsel i Spandau.
Han endte sit eventyrlige liv for en snigskyttes kugle. Morderen tilstod før henrettelsen at herremandens bror havde tilskyndet ham dertil.
Bitte Søren mødte Fuglekongens skønne datter
Men hvordan gik det så Bitte Søren? Da han gik i land fra færgen, tog han vejen mod nord op til List. Måske var det på grund af det danske sprog. Det første menneske han mødte, var en jævnaldrende ungmø. Det var Fuglekongens smukke datter Karen.
Hun tog den unge jyde med hjem. De to blev gode venner. Lille Per, der var en kendt mand på Sild hjalp ham til søs sammen med unge frisere fra øen.
Søren blev kaptajn
Efter at have været ude i den store Verden kom han tilbage som helbefaren. Han fik adgang til skipperskolen i Morsum, hvor han modtog certifikat som styrmand Søren Nielsen fra Løvenholm.
Nu havde han råd til at hjemføre sin brud. Han fik snart selv skib. Han sejlede i mange år som kaptajn på et stolt koffardiskib for et af de store handelshuse i Flensborg.
Sørens blod lever videre på Sild
I 1779 døde kaptajn Søren Nielsen gammel og mæt af dage i en alder af 91 år. Hans navn har fået en smuk plads i øen Silds historie. I 1875 levede på Sild 150 af dette pars efterkommere. Hvad mon tallet er i dag?
Løvenholm – 100 år i Rantzaus eje
Og hvad med Løvenholm? Ja godset hed tidligere Gjesingholm. Gårdens nuværende navn stammer fra adelsslægten Rantzaus våbenskjold, der viser en løve. Gården kendes tilbage til 1400 – tallet, hvor den var ejet af Skt. Hans Kloster i Viborg. Godset ligger i Djursland – så egentlig har det været en lang tur for vores Herremand og Rigsgreve.
Gjesingholm forblev i slægten Rantzaus eje i mere end 100 år, men udgjorde blot en brøkdel af den velhavende slægts samlede besiddelser. Familiens interesse koncentrerede sig om hertugdømmerne, og de synes ikke at have været synderligt optaget af Gjesingholm.
I 1663 arvede Ditlev Rantzau Gjesingholm og han oprettede i 1674 grevskabet Løvenholm. Det var åbenbart en stærk forsømt hovedbygning, som var det nye grevskabs hovedsæde. Ved et bygningssyn i 1680 manglede bl.a. 124 vinduer, 364 ruder og 1.800 teglsten.
Lillebror dømt for mord i 1726
Grevskabet Løvenholm bestod blot frem til 1726. Ditlev Rantzaus ældste søn, Christian som er med i vores historie, blev skudt under en jagt i 1721, ja sådan er den officielle historie. Det var den yngste søn, der i 1726 blev dømt for mordet, hvorefter grevskabet hjemfaldt til kronen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dæmningen syd for Højer
Øerne syd for Højer
Dato: august 11, 2022
Gadevold i 1930’erne
Mange episoder mellem 1930 og 1939. Opfordring fra Hartvig Frisch. Undervisning i kampsport og at vælte politiheste. I begyndelsen kampe mellem kommunister og socialdemokrater. Frits Clausen opfattet som vulgær, ubegavet og ekstrem. Forsigtig dansk politik. KU kaprede arbejderungdommen. Tove Ditlevsen oplevede kampen på Blågårds Plads. Andre end KU var uniformeret. Militarisering og brutalisering. Ung DSU’ er død efter overfald. Arbejdsløse i tvangslejre. Skud mod minister DNSAP arrangerede protestmøder. Uniformsforbud. Konservative og Kommunister imod. Det hæmmede KU’ s agitationsvirksomhed. Christmas Møller satte fod ned. KU ville frigøre sig DSU i spejderuniform. Utilfredshed kulminerede i 1934. Socialdemokraternes blå gendarmer. Tyske soldater kæmpede på DNSAP’ s side.
Mange episoder mellem 1930 og 1939
Noget tyder på, at gadevolden i 1930’erne var mere omfattende end det vi hidtil har kendt til. Måske kommer der på et tidspunkt en afhandling om dette. Folkestyrets fundamentale spilleregler var ved at gå op i sømmene. Den militante aktivisme og voldsparatheden var langt mere udbredt, end vi ellers har troet.
Situationen var den at i februar 1933 var 50 pct. af de 18 – 25-årige uden arbejde.
Der meldes om 145 aktioner mellem 1930 og 1939. Men det er sandsynligvis mange flere, som blot ikke er registreret af politi og medier.
Opfordring fra Hartvig Frisch
Var det ikke Hartvig Frisch, der opfordrede til at demokratiet skulle gå aktivt, fysisk om nødvendigt, ind i bekæmpelsen af yderfløjene. Før det blev for sent.
Undervisning i kampsport og vælte politiheste
Allerede i 1929 oprettedes den kommunistiske organisation Arbejderværnet. Formålet var angiveligt at bekæmpe den gryende fascisme, Medlemmerne trænede kampsport og øvede sig i at vælte politiheste.
I begyndelsen kampe mellem socialdemokrater og kommunister
Snart oprettede ung-kommunisterne i DKU- organisationer som Rødt Frontkæmper-forbund og Antifa. Oprettelsen af de militante kommunistiske korps var dels inspireret af den tyske venstrefløjs kamp mod nationalsocialismen.
Langt de fleste sammenstød i begyndelsen af 1930’erne var mellem socialdemokrater og kommunister.
Frits Clausen opfattet som vulgær, ubegavet og ekstrem
Tænk engang fra 1939 til 1945 var der hele 29 partier i Danmark. Nogle få eksisterede gennem mange år – flertallet havde kort levetid
DNSAP opnåede ved det bedste valg 43.000 stemmer. Men nazi – føreren Frits Clausen og hans følgesvende blev opfattet som vulgære, ubegavede eller ekstreme. Ret hurtigt fandt tyskerne ud af, at det parti ønskede man ikke at samarbejde med.
Forsigtig dansk politik
Hitlers og nazisternes magtovertagelse i Tyskland i 1933 var et betydeligt nederlag i de unge europæiske demokratiers overlevelseskamp. Det var også en trussel mod Danmark.
Højrefløjsregimer afløste de fleste af de nye Central – og Østeuropæiske demokratier. Og Hitlers regime begyndte med at slå den socialistiske arbejderbevægelse ned. Derefter forfulgte han med stadig større ildhu den jødiske befolkning ud fra sin særlige udlægning af racelære.
Socialister, jøder og intellektuelle flygtede fra Tyskland, en del af dem til eller gennem Danmark. Det officielle Danmark så dem som en trussel for de statslige udgifter og for de politiske flygtninges vedkommende også som en mulig belastning af forholdet til Tyskland.
KU kaprede arbejderungdommen
Det tyske Mindretal bakkede op om nazismen. De kaldte sig NSDAP – N i Sønderjylland. Ikke særlig lang fra deres leder Jens Møller boede lederen af DNSAP, Frits Clausen. Først i 1939 lykkedes det at få tre mandater i Folketinget.
Højrefløjsstrømningerne havde medvind i Det Konservative Folkeparti. Navnlig for Konservativ Ungdom begyndte i begyndelsen af 1930’erne at rekruttere byernes kriseplagede arbejderungdom.
KU opretter ligefrem deres egne stormtropper, der til forveksling ligner nazister i brune uniformer med skjorte og skrårem, plusfours eller ridebukser og lange støvler.
Måske havde KU lyttet til Joseph Goebbels. Han sagde:
Tove Ditlevsen oplevede kampen på Blågårds Plads
På den anden ydrefront, venstrefløjen er det DKU og DSU som også er stærke i begyndelsen af 1930erne. Også de trækker i al mulige uniformer.
Den 15 – årige Tove Ditlevsen kommer uforvarende med i et af slagene, da hun følges med hendes 16 – årige DSU – kæreste Erling:
DSU’ erne går i blå skjorter med røde tørklæder og DKU’ erne i brune skjorter – en beskeden uniformering i forhold til KU’ s stormtropper. Snart havde DSU også fået ridestøvler og skrårem. I 1931 blev korpset Ordensværnet oprettet. Den umiddelbare anledning var forsvaret mod kommunisterne, men Ordensværnet fik hurtigt et udtalt antifascistisk sigte.
Andre end KU var uniformeret
Konservativ Ungdom nåede op på 30.000 medlemmer – en slagkraftig organisation. Her rasede man mod parlamentarismen og brugte ”gammel nordisk hilsen”. Ledende medlemmer tog på studietur til Dachau. De syntes, at de indsatte fik en fin behandling.
Samtidig begyndte trotskistiske smågrupper den antifascistiske sag at infiltrere DSU. Resultatet blev at DSU i 1934 udrensede de mest militante elementer, der så fortsatte i DKU eller stiftede små smågrupper, der fortsatte klammerierne med KU og fascisterne.
Der var også lige Antifascistisk kampforbund der havde ”lange, sorte støvler, sorte spidsbenklæder, sort skjorte og sort kasket”. Man hilste ofte med knyttede næver og opfordring til vold. En del af den antifascistiske bevægelse brugte tre pile som logo. Det er et logo, der også i dag anvendes i organisationen.
Militarisering og brutalisering
Mest opsigt vakte det uniformerede ung-konservative korps med skrårem og spidsstøvler. De kom ofte i håndgemæng med både almindelige forbipasserende og de ligeledes uniformerede ordensværn af kommunistiske og venstrefløjs-socialdemokratiske unge.
Der var ofte ballade i gaderne mellem aktivistiske kræfter på venstre og højre yderfløj.
En militarisering og brutalisering foregik. Grupperne havde både eksercits og terrænøvelser. Der var også ligefrem uniformerede arbejderværn, hvor medlemmerne blev skolet i kommando og kamptræning. Den militæriske praktik gav udtryk for en voldsvilje, der pegede i antidemokratisk retning.
Ung DSU’ er døde efter overfald
Den 8. november 1932 døde den unge socialdemokrat og DSU’ er Werner Nielsen af et kraniebrud. Bruddet var forårsaget af et kraftigt slag med et kosteskaft under et sammenstød med kommunister i forbindelse med en plakatophængning forud for folketingsvalget den 16. november 1932.
Jeg kan se, at nogle forfattere kalder kampene dengang som ”værtshusslagsmål”. Men det var hvis mere alvorlige mange af de ting, der foregik.
DSU var generelt de systembevarende, mens DKU og KU opfattede sig selv som fanebærer for et mere autentisk folkestyre, frigjort for parlamentarismens snærende begrænsninger.
Arbejdsløse i tvangslejre
De arbejdsløse dengang følte sig direkte forfulgt. Der blev oprettet arbejdslejre efter tysk forbillede til dem. Her skulle de lave gratis tvangsarbejde for godsejere og storbønder. Der var også hegn og vagter. Det var en nedværdigende oplevelse for de involverede.
Skud mod minister
En anden meget udemokratisk oplevelse fandt sted i 1930. Her forsøgte Charles Nielsen at dræbe den socialdemokratiske socialminister Steincke i Folketinget. Fra Folketingets tilhørerloge skød Nielsen efter Steincke med en pistol, men han blev hurtigt overmandet af rigsbetjente og Steincke undslap uskadt.
Gerningsmanden var medlem af DAO (De Arbejdsløses Organisation). Der var ingen pardon fra politiets side, når denne organisation demonstrerede. De blev massivt angrebet af politiet.
DNSAP arrangerede protestmøder
DNSAP arrangerede protestmøder mod den demokratiske styreform og regeringens håndtering af landbrugskrisen. De politiske spændinger blev forstærket og det tyske Mindretals nazificering var årsag til nationalsocialistiske propagandaaktioner på begge sider af den dansk – tyske grænse.
Uniformsforbud
Lov om forbud mod at bære uniform m.v. trådte i kraft den 12. april 1933. Det var tale om en tidsbegrænset lov, som forbød personer at bære ensartet beklædning eller beklædningsdele, der tilkendegav et politisk tilhørsforhold. Dette lovindgreb var et af flere lovindgreb, der skulle sikre den offentlige ro og orden og hindre, at tilløb til en voldsbetonet politisk praksis bredte sig i Danmark. Regeringen forsøgte at dæmme op for de antidemokratiske strømninger.
Det var en af metoderne med ensartet og militærpræget beklædning. Uniformeringen blev efterhånden anvendt af de danske nationalsocialister, unge kommunister og flere politiske ungdomsbevægelser.
Konservative og kommunister imod
Regeringspartierne – Socialdemokratiet og radikale Venstre – tilsluttede sig sammen med Venstre et uniformsforbud, hvorimod Det Konservative Folkeparti og Danmarks Kommunistiske Parti stemte imod lovforslaget. KU ’s antræk var inspireret af fascistiske og nazistiske korps.
Kommunisterne mente, at lovforslaget havde til formål at stække den revolutionære arbejderklasse. Samtidig forsvarede de brugen af udenomsparlamentariske midler i kampen mod fascismen. Til forskel herfra betvivlede De Konservative, at ungdommens uniformer fremprovokerede til samtidens politiske uro.
Det hæmmede KU’ s agitationsvirksomhed
Partiets formand, John Christmas Møller fremførte til gengæld den personlige frihed til at give sin politiske mening til kende. Internt i Det Konservative Folkeparti var der ganske vist større uenighed om forslaget. Partiet fastholdt dog deres modstand mod uniformsforbuddet, da loven blev genforhandlet i 1934. Partiets stillingtagen til uniformsspørgsmålet skal sikkert ses i lyset af, at det hæmmede KU’ s agitationsvirksomhed.
Christmas Møller satte en fod ned
Denne lov blev fulgt op af urolovene fra 1934. Den indbefattede en skærpet våbenlov. Det var lovligt at tilkendegive demokrati – kritiske holdninger, men det var ulovligt at bruge anti-demokratiske metoder.
Forbuddet mod visse sammenslutninger var vidtrækkende. Godt nok var frivillige korps i tilknytning til hæren undtaget fra loven. De frivillige korps blev imidlertid forbudt med en revidering af hærloven i maj 1937.
Efterhånden havde Christmas Møller fået nok. Han satte foden ned over for de radikale elementer i KU. De mest aktive ung-kommunister rejste til Spanien for at kæmpe i Borgerkrigen.
KU ville frigøre sig
I 1938 opstod der en diskussion om KU skulle løsrive sig fra moderpartiet. Man ville omdanne organisationen til en højreradikal og selvstændig forening. Men det lykkedes dog formanden Axel Møller at bevare KU som tilknytning til moderpartiet. Men nu var det slut med KU som en militær højre-bevægelse.
DSU i spejderuniform
I 1939 ses unge socialdemokrater i nærmest spejderuniformer som ikke er forbudt. Nu er Anden verdenskrig så tæt på, at det ikke længere handler om at slås med unge konservative og kommunister – eller politiet. Men nu demonstrerer man om de store linjer i europæisk politik.
Spørgsmålet er om kommunisterne og revolutionære arbejdede for en demokratisk samfundsudvikling, som det hævdes i nogle af de kilder, som vi har brugt. Mon ikke de lod sig styre af Moskva.
Mon ikke også at Den radikale og socialdemokratiske regering dengang var bange for en revolution. Arbejderklassen så med stigende mistillid til Socialdemokratiet. Det var uro i fagbevægelsen. Man talte om generalstrejke og kommunisterne vandt frem over alt.
Som vi tidligere har nævnt arbejdede Københavns Politi sammen med Gestapo allerede i 1930erne.
I 1933 kom der med Kanslergade-forliget en række indrømmelser til arbejderklassen.
Utilfredsheden kulminerede i 1934
Men i foråret og sommeren 1934 eksploderede utilfredsheden alligevel i befolkningen. Esbjerg, Aalborg og København så militante generalstrejker og voldsomme gadekampe mellem arbejdere og politiet. Kommunisterne spillede en ledende rolle under opgøret. Men grundet Kanslergade – forliget kunne man ikke få mobiliseret hele fagbevægelsen.
Socialdemokratiets blå gendarmer
Måske var det angsten, der fik Danmark til at oprette Rigspolitiet i 1938. Hermed var det muligt at gribe ind over for større uroligheder uden at inddrage militæret. Men nu var det ikke alle partier, der var tilfredse med dette, således kaldte Venstres Svenning Rytter Rigspolitiet for:
Tyske soldater kæmper på DNSAP’ s side
I sommeren 1940 kom det til regulære gadekampe i Roskilde mellem danske nazister og politiet. I Haderslev var det berømte Spadeslag mellem DNSAP – folk og politiet. Ja tyske værnemagtssoldater kæmpede på nazisternes side.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: august 5, 2022
Da Fårhuslejren kunne sætte gang i den (3)
Uden selvransagelse og kritik. Fangerne sultede, sagde de. Velansete og respekterede folk skrev om forfærdelige forhold. Det skulle være bøger til ungdommen. Der var konstant sult. Man undrede sig over danskernes mentalitet. Alnor var læge i Fårhuslejren. Dyb depression blandt de indsatte. Politikerne ønskede en anden skæringsdato. Politikerne fik også noget. Tjeneste i Waffen SS gjaldt indtil krigen var slut. Juraen var egentlig sekundær under retsopgøret, siger historiker. Tysk historiker: Nazificeringen af Det tyske Mindretal var frivillig. Alnor: Tiden var inde til en undskyldning fra den danske regering. Amtsborgmester beskyldt for ”Medfødt dumhed” Stedet bliver plettet. Der bliver ”gravet grøfter”. Svensson: Det var Nazi – Tyskland selv, der var skyld i det. Urimelig påstand fra Mindretals avis: Det var alderen, der var skyld i de mange dødsfald i KZ – lejrene. Det tyske Mindretal: Danmark var for eftergivende over for tyskerne. Udstillingen om Fårhuslejren blev etableret.
I denne serie skildrer vi det dansk – tyske forhold i grænselandet. Du finder den første artikel i serien under Besættelsestiden på vores hjemmeside. Anden del har vi lagt under ”Grænsen er overskredet”. Og det er bevist. I vores bog, der udkom i 2017, beskriver også det dansk – tyske forhold.
Se også listen over vores kilder. Under Første del kan du se en omfattende liste over artikler, der relaterer til, hvad vi her skriver om.
I anledning af 50 – året for slutningen af Anden verdenskrig mindedes BdN de faldne ved et arrangement på Knivsbjerg. Her beklagede formanden, dem der var blevet gjort uret af mindretallet. Han gav også udtryk for respekt for de danske medborgere, der havde kæmpet for friheden.
Men samtidig gjorde formanden også opmærksom på at mange mindretalsmedlemmer blev alt for hårdt og uretfærdigt straffet under retsopgøret. Det gjaldt især for de frontfrivillige. Men formanden sagde også at selv om retsopgøret var uretfærdigt, så blev man sparet for fordrivelse.
Uden selvransagelse og kritik
Formanden slog fast, at Mindretallet stadig synes at retsopgøret var uretfærdigt. Ofrenes beretninger og overleveringer forstærker denne opfattelse. Men selv om disse erindringer tillægges stor betydning så behøver de nødvendigvis ikke at fortælle hele sandheden.
I 1954 udkom Gottfried Horstmann med ”Zwei Jahre meines lebens. Errinerungen an Faarhus. Horstmann var tysk frimenighedspræst i Gråsten. Han havde mistet tre af sine sønner ved fronten og siddet to år i Fårhuslejren.
Bogen indeholder sarkasme og uden selvransagelse og kritik. Han spidder syrligt ”Frihedskæmperne”. De fremstilles som en flok ”elendige amatører” De danske embedsmænd var som hovedregel ”ubehøvlede”
Fangerne sultede
Fængselsbetjentene blev benævnt ”Fængsels – Knechtene”. De var som regel ”Emsige og småstupide”. De var også lette at gøre til grin. Man gav dem øgenavne, der var inspireret af deres fysiske og mentale udstråling.
Tonen er skarp og ”elegant” i bogen. Vi følger det daglige fangeliv og fangernes indbyrdes forhold. Der var kammeratskab på tværs af sociale skel. Men man var sammen om at kæmpe mod autoriteterne i lejren.
Vi får en gennemgang af lejren. Men vi får ikke en forklaring på, hvorfor lejren er bygget. Serveringen af maden var uhumsk. Maden var ensformig og utilstrækkelig. De unge blandt fangerne sultede.
Horstmann har ikke selv oplevet mishandlinger. Men han har hørt om ”adskillige” tilfælde fra fangekammerater. Blandt medfangerne var Jens Møller – Mindretallets tidligere fører. Han roses som værende ”et rigtigt mandfolk”.
Velansat og respekteret
Som ikke – dansk statsborger blev Horstmann efter sit ophold i Fårhus udvist til Tyskland. Her kom han til den tidligere KZ – lejr Neuengamme, som nu tjente som gennemgangs – og interneringslejr for tidligere SSere og nazister.
Jo Horstmann var det der hedder en stærk fange og velanset fange. Hans bog havde stor udbredelse i Mindretallet.
Bøger til ungdommen
I 1987 udkom Hanns Christian Jessen med en antologi Faarhus 1945 – 1949 Straflager für die deutsche Minderheit in Dänemark. Erlebnisse, Berichte und Dokumente.
I forordet får vi at vide at bogen er rettet mod ungdommen. Man får at vide at Mindretallet blev sat i KZ – lejr, blev indespærret af politiske årsager, sat bag pigtråd grundet sindelag. De var blevet straffet for troskab mod folk og fædreland. Og det vel at mærke med tilbagevirkende kraft.
Konstant sult
Han fortæller at de levede i en konstant sult. Han betegner maj – juni 1945 som lejrens ”Hungerperiode” De blev behandlet som storforbrydere. Igen får vi at vagterne var stupide. Vagter chikanerede og udøvede vold og de sultede.
Det er ingen tvivl om, at der især i de første måneder har været udøvet vold. En læderbrevskribent, hvis far havde siddet i9 Fårhuslejren skrev, at der hver morgen ifølge faderen ved solopgang blev råbt navne op på personer, som blev slæbt ur og skudt.
Danskernes mentalitet
Allerede i 1949 kunne man I Deutscher Volkskalender Nordschleswig høre om lidelserne:
På den tyske efterskole i Tinglev mente lederen, at disse erindringsbøger fra Fårhuslejren skulle indgå som undervisningsbøger i de tyske privatskoler.
Alnor var læge i Fårhuslejren
I 2003 udkom Peter Christian Alnors bog: In Schleswig zu Hause. Der rote Mantel von Bülderup.
I denne beskriver forfatteren sin tid som SS – frivillig og dels nazificeringen af Mindretallet. I bogen kan man læse at i tidsrummet 1933 – 1936 kom nye lærere til skolerne som alle var nazister. De havde stor indflydelse på alle.
Hvervekontrakterne blev ikke underskrevet før de frivillige havde passeret grænsen. Forfatteren skriver også efter ”Rusland – felttogets begyndelse ”tillod” den danske regering hårdt presset af omstændighederne at danske soldater og officerer kunne melde sig til Frikorps Danmark. Hvervningen til Waffen SS foregik nu helt offentlig også den i Mindretallet.
Dyb depression
Alnor var læge i lejren. Han fortæller at man i begyndelsen kunne bevæge sig frit mellem barakkerne. I det store og hele var forholdene i lejren acceptable. Fængselsfunktionærerne optrådte korrekt. Ingen måtte sulte eller fryse. De hjemvendte frontsoldater betragtede nærmest forholdene som paradisiske, skrev han.
Han giver en helt anden beskrivelse, end det vi har hørt. Men han skriver også:
Ifølge Alnor var de fleste målløse, da han og hans bror berettede om regimets forbrydelser. Langt hen ad vejen, troede de ikke på dem.
Selv modtog han en dom på 1 års fængsel og 5 års tab af almen tillid.
Politikerne ønskede anden skæringsdato
Det var et problem m.h.t. fronttjeneste. Ifølge almindelig straffelov var det strafbart at gå i ”fjendens” tjeneste. Formelt var der ingen krigstilstand mellem Danmark og Tyskland. Under et retsopgør kunne man hævde at Tyskland ikke var Danmarks fjende.
Det var også et problem for regeringen, at man efter Tysklands ”angreb” havde ”tilladt” ikke ”opfordret til”, som Alnor anfører, at danske soldater og officerer kunne melde sig til frikorps Danmark. Den danske regering stod på intet tidspunkt for hvervningen til Waffen SS – den stod Waffen SS selv for i tæt samarbejde med det danske nazistparti DNSAP og dels med den tyske mindretalsledelse.
Det var netop på grund af Danmarks spegede folkeretlige og politiske status at det underforhandlingerne mellem de danske politikere og modstandsbevægelsen om det kommende retsopgør. Politikerne ønskede at skæringsdatoen skulle være den 29. august 1943, da regeringen trådte af.
Modstandsbevægelsen ønskede at straffelovstillægget skulle have tilbagevirkende kraft fra og med 9. april 1940. Sådan blev det.
Politikerne fik også noget
Men glemmes skal det ikke at politikerne fik slået fast, at handlinger udført
Ikke var omfattet af straffelovstillægget.
Indtil krigen var slut
Alnor kredser i sin bog meget om de frontfrivilliges retlige situation, Han anerkender dog at efter regeringens tilbagetræden så herskede der en slags krigstilstand mellem Danmark og Tyskland.
Nu var problemet også, at havde man meldt sig til Waffen SS så var det ”auf Kriegsdauer. Man kunne ikke bare forlade tjenesten. Det ville være ”Fahnenflucht” og blev straffet med døden.
Og som vi ved selvsyn så inde på de tyske arkiver i Aabenraa så stod Mindretallets unge i den grad under et tryk. De skulle kæmpe på siden af det tyske folk.
Juraen var sekundær i retsopgøret
Retsopgøret kan være svært at forstå. Her får vi hjælp af historikeren Henning Poulsen. Han har meget kontant karakteriseret den således:
Tysk historiker: Nazificeringen var frivillig for Mindretallet
Man kan se at Alnors bog er mere blød end de andre, vi har omtalt. Men var Det tyske Mindretal ikke tvunget over i nazismen. En historiker fra Mindretallet (Frank Lubowitz) siger følgende:
Denne Alnor havde ikke været medlem af Det tyske Mindretal siden Anden Verdenskrig. Men bogen blev nærmest modtaget overstrømmende af Mindretallet. Der Nordschleswiger inviterede forfatteren op til et foredrag.
Tiden var inde til undskyldning fra den danske regering
På mødet mente Alnor at tiden var kommet til at den danske regering burde give en undskyldning.
Da spørgsmålet om indretning af en udstilling om Fårhuslejren blev rejst kunne man i Der Nordschleswiger læse, at
Amtsborgmester beskyldt for ”Medfødt dumhed”
En heftig til tider meget følelsesladet debat udspandt sig nu. Amtsborgmester Kresten Philipsen mente, at der skulle være en udstilling om Fårhuslejren. Forhenværende redaktør Robert Huhle holdt sig bestemt ikke tilbage:
Stedet bliver plettet
BdN’ s formand Hans Heinrich Hansen kunne godt lide amtsborgmesterens indstilling. Men han sagde bl.a.:
Debatten nåede nye højder. Hans Heinrich Hansen sagde nu:
Det vil grave grøfter
Man ville også have haft et kursuscenter til stedet. Vi har tidligere skrevet om det. Og det sprogbrug man brugte i den forbindelse i med hvervekampagne for at få tyskere til stedet var direkte malplaceret. Lederskribenten i Jydske Tidende skrev i mellemtiden:
En af hovedkræfterne bag etableringen af Frøslevlejren var overbibliotekar Jørgen Mågård. Han mente at Philipsens tanker var i direkte modstrid med de intentioner man havde, da man etablerede Frøslevlejren. Han var stærk i tvivl om, hvor vidt Det tyske Mindretal havde et så afklaret forhold til Fårhus – tiden, at man ønskede den officielt fremvist i Frøslevlejren.
Han mente at en museumsafdeling i Frøslevlejren om retsopgøret og Fårhuslejren ikke blot ville skabe skel, men også grave grøfter.
Det var Nazi – Tyskland selv, der var skyld i det
Ved Sprogforeningens generalforsamling indrømmede Jørgen Mågård, at der skete fejl fra dansk side. Der blev flere interneret end nødvendigt. Men forløbet måtte vurderes ud fra datidens forudsætninger og de historiske kendsgerninger.
En ivrig debattør Bjørn Svensson blandede sig også. Han mente, at det gik hårdt ud over Mindretallet. Men bebrejdelserne skal ikke rettes mod Danmark, som ikke længere var nogen retsstat, men imod det af hjemmetyskerne tiljublede Nazi -Tyskland, som var skyld deri.
Debatten nåede også Københavner – aviserne. Og det fremkom masser af barske beskyldninger fra begge sider. Ikke alt var historisk korrekt.
Mindretallet: Danmark var for eftergivende over for tyskerne
Formanden for BdN mente i Radio Syd gik rette med den danske regerings eftergivenhed for tyskerne. Han forventede at dette ville beskæftige de danske historikere de kommende år. Også retsopgøret og de hjemmetyske frontfrivillige var et emne, der skulle debatteres.
Og så kunne man ellers læse i Der Nordschleswiger at alderssvækkelse var det væsentlige dødsårsag for danskerne i KZ – lejrene. Hans Skov Kristensen fortæller, at i for eksempel den første transport fra Frøslevlejren den 15. september 1944, hvor 27 pct. af de 195 deponerede døde, var gennemsnitsalderen 31, 2 år.
Udstillingen blev etableret
Vi kunne have blevet ved. Men i hvert fald blev der en udstilling om Fårhuslejren. Det bliver så ikke tale om et hjemmetysk ”martyrium” på museum. Men selvfølgelig viser udstillingen de ydmygende afhentninger af hjemmetyskere. Det er også fotos, som vi har vist.
Dagliglivet bliver også beskrevet. Der var til tider en hård behandling særlig i begyndelsen. Udstillingen problematiserer retsopgøret og den hjemmetyske selvforståelse af dette.
Og så havde vi jo en stor debat om dansk – tyske skilte. Men den har vi beskrevet. Vi henviser til de ro første artikler i denne serie.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: august 2, 2022
Du spreder hadefuld retorik!
Ja det har Facebook beskyldt mig for flere gange. Historieformidling indeholder mange ”forbudte” ord. Og Algoritmerne kan ikke finde ud af, at jeg behandler disse ord neutralt. Men Facebook accepterer at man bliver truet i deres navn. Egentlig skulle artiklen have heddet ”Mit liv som administrator”. Men der en hemmelig liste på mindst 4.000 ord. Der bruges laveste fællesnævner. Reglerne er noget tåget. Hvorfor bruger man ikke almindelige og gennemskuelige regler? Statuer skal fjernes. Politisk korrekthed vender indpas i historieformidlingen. Og selv om vi finder nye beviser i en mordsag, så skal den ikke genoptages. Det er nemlig ikke passende. Du er og forbliver en konspirator. Vores artikler bruges – med en anden forfatter. Du kan ikke bare bruge fotos fra nettet. Det er noget, der hedder ophavsret. Så er det lige data-loven. Vi modtager modstand, kritik, brok, trusler. Problemerne er størst når vi deler til andre grupper. Men individuelle regler skal respekteres. Vi er på øretævernes holdeplads. Google har dog endnu ikke fjernet artikler fra vores hjemmeside. Men det er svært at leve med Facebooks beskyldninger – måske skal vi opsøge en psykolog!!!
Når man rammer et forbudt ord
Ja det har man flere gange fået at vide af Facebook. Og resultatet kan være lige fra en advarsel til tidsmæssig udelukkelse. Ja helt udelukket er man også blevet på et tidspunkt.
Det kriminelle består i at man spreder historie. Og herved kommer man til at ramme ”forbudte ord”. Og dem er der faktisk mange af. Men ordene er ikke brugt forkert. Man kan dog ikke forvente at der sidder folk hos Facebook og kontrollerer alle grupper. Det er algoritmer, der styrer dette. Og her er man åbenbart ikke vant til historieformidling.
Historieformidling indeholder forbudte ord
Vi fortæller ofte om en person fra det tredje Rige og hans bevægelse. Disse to ord er også på en liste, der omfatter 4.000 personer og organisationer, som du ikke må omtale positivt.
Og så må du heller ikke omtale specielle befolkningsgrupper selv om det er historie. Således fik vi en advarsel for at omtale en speciel befolkningsgruppe, der kom syd fra til Møgeltønder i 1866.
Og på Vesterbro omtalte vi en sprællemand i en søndagsskole, der var udformet som en ”det forbudte ord”.
Blev truet i Facebooks navn
Samtidig tillod Facebook, at man brugte deres navn til at true mig med at hvis ikke jeg inden 24 timer trykkede på et link så ville de lukke mine konti hos Facebook – utroligt at det kan lade sig gøre.
Skulle have heddet ”Mit liv som Administrator”
Ja egentlig skulle artiklen have heddet ”Mit liv som Administrator”. Men det lyder måske lidt mere kedeligt.
Egentligt er det fint, at man kan bruge Facebook på den måde, som man gør. Og herfra bruges som reklame for vores hjemmeside. Men vi har overvejet flere gange at droppe Facebook, selv om det giver mange nye Læsere/brugere.
Facebook har i årevis haft en liste med navne og begreber som er bandlyst på det sociale medie. Listen omfatter organisationer, grupper, netværk og enkeltpersoner, som ikke er velkommen på Facebook. Det er heller ikke tilladt for andre brugere at omtale. I hvert fald ikke i en form, der indikerer støtte eller hyldes.
Problemet er så at Facebooks algoritmer ikke er gearet til at tolke dette. Overtræder du forbuddet, bliver dit opslag slettet, og i yderste konsekvens kan brugerne blive udelukket fra det sociale medie. Man siger, at listen indeholder 4.000 ord/navne/steder.
Listen holdes hemmelig
Listen over Facebooks udpegede ”farlige og organisationer” er holdt hemmelig for offentligheden. I vores sidste oplevelser med omtale af befolkningsgrupper var det ikke tale om ”farlige” grupper. Jeg skulle måske bare have brugt en anden benævnelse. Men det var jo ikke noget man havde kendskab til i den periode, som jeg beskrev.
Listen omfatter terrorister, nynazister, gangstere, militser, politiske partier og terrorgrupper. Det er både kendte og ukendte navne. Både levende og afdøde. Og det er masser af historiske personer, du ikke må nævne ved navn. Du må således ikke omtale krænkende og voldelige begivenheder også historiske.
Hensigten skal være tydelig. Det skal foreligge en klar forsømmelse. Men igen en gang. De algoritmer man bruger, kan ikke skelne var det godt eller skidt.
Det er jo ikke rigtig, hvad Facebook skriver
Hvorfor laver Facebook en liste over, hvad man må og ikke må. Og så har amerikanerne også et andet syn på tilværelsen end vi danskere har. Jeg har kendskab til adskillige, der er gået i samme fælde som undertegnede.
En anden ting er også at listen hele tiden bliver opdateret. Fra Facebook’ s side siger man at det er juridiske grunde til at man ikke offentliggøre en liste. Men det er jo heller ikke rigtig, at man siger at så længe man omtaler de forbudte ord neutral så sker der ikke noget.
Vi må håbe at algoritmerne er stærke nok
En ideologi, der var fremherskende under det tredje Rige har vi ofte omtalt lige som de forbrydelser man foretog. Det ord står også på listen. Vi må så hele tiden håbe, at algoritmerne er skarpe nok.
Vi har gang på gang oplevet restriktioner og vi omtaler tingene neutral og historisk.
Et angreb mod det danske frisind
Undertegnede mener at det som Facebook praktisere er et angreb mod det danske frisind. Og det undrer mig at politikerne ikke er i stand til at lovgive på området. Og tænk engang, at hvis artiklerne skader nogens følelser og tro, ja så kan de indberette det. Så kan en af Facebooks algoritmer fjerne artiklen og spærre min konto.
Måske er det snart slut for dengang.dk på Facebook
Og hvis man har fået tre advarsler, så er det alvorligt. Så måske er det snart igen dømt pause for dengang.dk fordi man har brugt navnet på nogle befolkningsgrupper sådan som de hed dengang. Ja i den ene episode var det tale om en sprællemand på en søndagsskole. Dette ord har rødder tilbage i kolonialismen.
At navigere i en kaotisk verden
Men undertegnede må se, om det kan lade sig gøre at navigere i en kaotisk verden. Politisk korrekthed er ved at tage overhånd. Dette indebærer at man skal finde nye ord for mange andre ord, som man har brugt i årevis.
Her troede man at sproget var et middel til at tale om sprog og hændelser i vores verden.
Laveste fællesnævner
Egentlig er det fint at Facebook vil fjerne falske nyheder og hadefulde ytringer. Standarderne er åbenbart ens over hele verden. Vi skal kunne begå os i det globale fællesskab. Det betyder at fjernelsen indrettes efter laveste fællesnævner.
Reglerne er noget tågede
Det betyder, at hvis noget er krænkende i en del af verden så overføres det til Facebooks fællesregler. Reglerne er meget tågede. Processen for fjernelse af artiklerne er uigennemsigtige. Facebook er både lovgiver, dommer og bøddel. Hvor er retssikkerheden? Har vi ikke ytringsfrihed?
Hvorfor ikke almindelige og gennemsigtige regler?
Hvorfor kan det ikke gøres på en anden måde med regler der nærmer sig almindelige og gennemsigtige ytringsregler.
Der følger ingen forklaring eller argumentation, når der indføres restriktion eller udelukkes. Der henvises kun til fællesreglerne.
Statuer skulle fjernes
En overgang var der tanker fremme om, at en masse statuer skulle afskaffes herhjemme. Nogle var begyndt med hærværk på statuer, der efter forskellige menneskers opfattelse ikke var korrekte.
Og så er det også spørgsmålstegn ved vores koloni-politik. I den forbindelse var det også meningen, at der skulle ændres i mindepladen for Peter von Scholten på Assistens Kirkegård.
Den politiske korrekthed vinder indpas. Men hvorfor får man ikke gang i alt
Nye beviser i en mordsag
Vi har i forbindelse med en bogudgivelse i 2017 kontaktet Aabenraa Politi for anmeldelse af et mord. Men selv om vi havde nye beviser, så fastholdt politiet at sagen var lukket i 1947. Og den er stadig lukket, selv om vi fandt endnu flere beviser.
Alene ligsynsrapporten burde have været nok til at genoptage sagen. Denne rapport kan også afsløre, at Den Danske Brigades rapport var et falsum.
Du er konspirator
Og når vi kan finde dem, så kunne politiet vel også. Men vi opdagede under vores arbejde med vores bog andre mystiske ting. Og siden 2017 har vi fundet flere mystiske ting. Gad vide, hvor mange andre ting vi oplever. Det nemmeste for myndighederne er enten at holde mund eller beskylde en for at være konspirator.
Vi har oplevet arkiver, der var tomme. Disse arkiver skulle have rummet en masse spændende materiale. Vi er blevet nægtet adgang til arkiver, hvor vi burde have haft adgang. Når arkiver er tomme, er det nødvendigvis tegn på, at der har været tyve på spil.
Det må sandelig være svært at være historie – og samfunds-lærer i dag, når man ikke må fortælle sandheden.
Vi lægger vægt på kildeangivelse
Det er lige sin sag at være administrator. Vi lægger meget vægt på kildeangivelse. Det gjorde vi måske ikke så meget i starten. Og så er det da også sket tre gange, hvor en forfatter har bedt os om at fjerne artiklen. Det respekterer vi selvfølgelig.
Vores artikler bruges – med en anden forfatter
Nu har det aldrig været sådan at vi entydig har brugt en andens artikel og så skrevet vores eget navn nedenunder. Det er ulovligt. Vi har ofte oplevet det modsatte, hvor vi har fundet vores egne artikler med en anden forfatter. Sådanne sager kan retsforfølges.
Man må gerne bruge vores artikler, og det er det da også mange, der gør. Husk bare lige kildeangivelse
Du kan ikke bare bruge fotos fra nettet
Og fotos kan du ikke bare sådan bruge. Vi kom galt afsted ved at bruge et foto af Sønderjysk grønlangkål. Det viste sig at være taget af en madfotograf med speciel belysning m.m. Vi havde kun brugt fotoet en gang.
Men vi blev truet med en retssag. Men det kom til at koste undertegnede 4.000 kr. Det er ingen krav om, at man skal registrere sin ophavsret. Der eksisterer ikke et offentligt register over indehavere af ophavsrettigheder.
Foto normalt beskyttet i 50 år
Ophavsmanden/kvinden har eneret 70 år efter ens død. Man kan selvfølgelig rette henvendelse til de relevante rettighedshavere. Ja man bliver truet med fængsel, hvis man ikke overholder loven.
Et almindeligt foto er normalt beskyttet 50 år efter at det er fremstillet. Hvis nu ophavsmanden og fotografen ikke er den samme, kan det være tale om flere personer, som så evt. skal kontaktes.
Der skete noget i 1970
50 årsbeskyttelsen af fotografiske billeder kan ikke finde anvendelse før 1.1. 1970. Dvs. at et fotografisk billede fra 1960’erne ikke nyder beskyttelse efter ophavsretsloven. Der er så andre regler gældende, når det er til privat brug eller hvis du kopierer i en forretning. Men inden du tror, at du bare kan bruge løs, så er det data – loven.
Du skal også lige huske Data-loven
Så skal du også lige tage hensyn til data- loven, hvor det gælder specielle hensyn.
Du skal nemlig have samtykke fra portrætternes personer – eller deres pårørende. Det gælder dog ikke billede taget i det offentlige rum. Men så skal der indhentes tilladelse fra fotografen. Man skal med andre ord selv have fotograferet billet i ens opslag. Reglerne gælder også for de små lokalhistoriske arkiver. I sidste ende er det administrator der har ansvar for alt, hvad der kommer op i gruppen.
Et billede skal behandles lige som personoplysninger
En afdød person har databeskyttelse op til 10 år efter hans død. Lokalarkiverne skal lige som administrator overholde data – loven. Et billede behandles lige som personoplysninger. Alle der figurer på et foto skal orienteres om, at nu offentliggøre du det. Særlig offentliggørelse af billeder med børn og unge skal man være meget omhyggelig med.
Modstand, kritik, brok og trusler er modtaget
Jo vi har sandelig også modtaget modstand, kritik og brok. Ja trusler har jeg modtaget på en anden Facebook – gruppe som jeg administrerer. Gruppen kan man vel sige er stramt styret.
Problemer er størst, når man deler
Og egentlig er problemerne størst, når man deler artikler i andre grupper. Her har kværulanter ofte frit spil. Når jeg oplever dette, sletter jeg med det samme mit indlæg. For på de grupper er det de gruppers administrator, der burde reagere. Her har vi også oplevet latterliggørelse uden administrators indgriben.
Individuelle regler skal respekteres
Hver gruppe har sin lovgivning og retningslinjer. Det har jeg respekt for selv om det i længden kan være vanskeligt at administrere. Jeg bruger ikke tid til at omskrive en artikel så det er tilpasset en anden gruppe. Og det skal også respekteres at nogle grupper har en ret så viljefast administrator
Vi omskriver ikke artikler
Således er der regler med at fotos, der en gang har været, vist i gruppen ikke må vises igen. Og så skal fotos have en bestemt alder. Artikler må ikke gentages, når de har været vist for tre måneder siden. Og så må man ikke henvise til andre artikler, der måske kan have interesse og som måske kan have interesse. Det kaldes selvpromovering.
Man forsøger ellers at rette ind
Jeg kan godt forstå hvis administratorer er træt af fem artikler hver dag fra min side. Selv om emnerne er vidt forskellige. Så kan man jo bare lige sende en besked, så retter man ind.
Vi fører ikke regnskab
Nu fører undertegnede jo ikke regnskab med hvilke artikler, der er anvendt hvor og hvornår. Det samme gælder fotos.
Ja så er det også grupper, hvor der endnu ikke er lykkes at komme ind. Reglerne for de grupper er nærstuderet, men jeg opgivet. Men nu er livet også for kort til at græde over spildt mælk.
Holder ofte frivillige og ufrivillige pauser fra grupper
Efter at have slettet indholdet holder vi så ofte en længere pause i en gruppe, hvor vi på en eller anden måde er blevet chikaneret. Det kan jo også være almindelig træthed over at se et bidrag fra undertegnede.
På øretævernes holdeplads
Man kan jo også sige, at når vi formidler historie er vi på øretævernes holdeplads. Det er jo ikke fordi man søger det. Men ofte indeholder vores artikler historier som folk ikke har kendskab til.
Vi har selv formuleret menuen
Men som en hjemmeside så smukt formulerer det:
Det står jo helt klart, hvad vores hjemmeside og Facebook – gruppe står for:
Ja det har vi tydeligt skrevet.
En gang imellem rydder vi også op
Og vi har fået ryddet op. Vi har gennemgået 650 artikler. Flere kan måske komme på tale. Som sådan har vores gruppe ikke en dårlig debatkultur men som tidligere nævnt så opleves det, hvis vi deler og indlægget er lidt kontroversiel.
Vi kan og vil ikke please alle. Men vi vil virke unødigt kontrollerende og nærtagende. Konstruktiv kritik er altid velkommen.
Forskellige holdninger til det, man skriver
Professionelle historikere har forskellige holdninger til det jeg skriver. En af dem mener, at jeg er forpligtet til at tage den nyeste forskning med, når jeg skriver f.eks. om en bys udvikling.
Og her er problemet – tidsforbruget.
Andre historikere og professionelle platforme tager min artikler for gode varer og tager dem i deres udgivelser eller på deres platforme.
Læserne ved ofte mere om fotoet end en selv
Så er det lige det med fotos. Indrømmet vi har ind til nu ikke gjort så meget ud af dette. Nogle læsere mener, at hver fotos skal indeholde år, nøjagtig adresse m.m. Andre igen tilføjer deres viden og deres oplevelser, når de ser et bestemt foto. Det er faktisk sådan vi gerne ser fotoerne brugt.
Google har endnu ikke fjernet artikler
Vi er glad for at Google endnu ikke har slettet artikler på vores hjemmeside. Så vidt vides har vi endnu ikke generet hverken afdøde eller nulevende personer bevidst.
Kære læsere, det er sandelig ikke let at bevæge sig i denne digitale verden. Men det er heller ikke let at bevæge sig i den historiske verden. Meget af dette skal være så strømlinet at det kan blive alt for meget. Politisk korrekthed breder sig mere og mere også inden for historieformidling. Men se her vil vi ikke gå i detaljer. Det kræver en særskilt artikel.
Hvorfor bruger I ikke mere moderne kommunikationsformer?
Hvorfor bruger I ikke mere moderne kommunikation? Ja sådan spurgte en læser. Ja der findes ca. 50 podcasts, hvor tekster fra vores side er brugt. Det har vi tidligere fortalt om. Og vi har sandelig også tre videoer på YouTube.
4-5 videoer har Nørrebro Liv lavet. Så på en måde er vi da med. Og så har undertegnede da også skrevet tre bøger og medvirket til endnu flere.
Skulle vi nu udvide dette, ja så vil det kræve flere penge, og det har vi ikke.
Det tæller vel også at vi efterhånden har afholdt mange hundrede foredrag. Det har vi så sat en midlertidig stopper for grundet helbredsproblemer.
Det er svært at leve med Facebooks beskyldninger
Men at Facebook ligefrem beskylder os for at sprede hadefuld retorik. Det er svært at leve med. Fortsætter disse beskyldninger dropper vi Facebook. Google har som allerede skrevet indtil nu fredet os. Her er der mange der finder os. Vores artikler er spredt fint ud på Nettet. Men trods alt, så siger juli – tallet, at 31,4 pct. af søgningerne på vores hjemmeside er kommet via Facebook.
Skoleelever, andre studerende m.m. bruger vores artikler uden at beskylde os for løgn. Vi er trods alt glade for at så mange kan bruge vore artikler uden at opdage den hadefulde retorik.
Måske skulle vi opsøge en psykolog!
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: august 1, 2022
Hvad der læses mest – i juli 2022
17 nye artikler i juli. Nu 1.853 artikler. Top – 100 i juli. De mest populære kategorier. Facebook statistik. Igen advarsel fra Facebook. Forstår dem ikke. Læsere vil ikke opleve upopulær historieformidling. Det burde være forbudt at undlade at skrive, hvad man ser på foto, skriver læser. Vi holder igen en pause i en gruppe, Hurra for det perfekte. Nogle læser ikke artiklen. Forslag fra læser – brug links i artikelhenvisning og hitliste. I skriver for lange artikler, siger anden læser. Vi har ofte tekniske udfordringer grundet dårlig net-forbindelse.
Nye artikler i juli
Det blev til 17 nye artikler i juli:
Vi har rettet følgende artikel:
Forstår ikke Facebook
Vi havde delt en artikel om Møgeltønder i 1866. Her omtalte vi forskellige befolkningsgrupper som kom til byen. Og her vi åbenbart ramt et af Facebook’ s Forbudt – ord. Vi fik en advarsel og artiklen blev fjernet. Nu må så gennemgå den og få fjernet det ene ord og holde øje med om vi evt. har brugt andre forbudt – ord.
Samtidig tillader Facebook, at deres navn bliver misbrugt ved at true undertegnede. Således skal jeg aktivere et link og der skal sikkert aktivere en masse spændende ting. Man kalder sig for Usikre Sider. Og truslen går på at hvis man ikke gør noget inden for 24 timer, så sletter man alle konti hos Facebook.
Utroligt at Facebook lader sådan noget passere. Men det er vigtigere at fjerne et ord, der ikke engang er racistisk og så blive beskyldt for ”hadefuld adfærd”. Vi er da glade for at Facebook giver os mulighed for at sprede historie. Men det kan være uhyggelig svært at sprede den sande historieformidling.
”Hvorfor skal jeg opleve det på Facebook?” skrev en læser
Vi havde atter engang delt en artikel fra besættelsestiden. Men atter engang oplevede vi så, at det upopulært emne i denne læsers øjne. Han mente så, at vi skulle rette ind efter hans opfattelse. Åbenbart er det kun de pæne og populære ting, vi må viderebringe.
”Det burde være forbudt at undlade at fortælle, hvad man ser på fotoet”
Ja sådan skrev en anden læser. Og det var i en artikel om Grundtvig på Nørrebro og den første højskole. Og det var netop højskolen, vi så.
Hver dag udbreder vi op til 50 fotos fra vores lager på 2.000 fotos. Vi kunne selvfølgelig godt skrive det på, som vi ved. Men da vi alligevel ikke ved det hele, hvem fotografen er eller hvornår fotoet er taget, så undlader vi dette.
Vi kunne jo selvfølgelig bruge tid og finde ud af det på samtlige 2.000 fotos. Men da prioriterer vi alligevel historieskrivningen. Nogle læsere har også ment, at vi ikke gider. Det er så et negativt ladet ord. Vi vælger at bruge ordet prioritering.
Det sker også, at læsere efter en uges forløb spørger til et bestemt foto, uden at gøre opmærksom på i hvilken sammenhæng fotoet er brugt. Vi vil ikke bruge tid på at finde frem til det. Det handler igen om prioritering.
Det lyder måske lidt nedladende over for læserne. Men vi har tidligere gjort opmærksom på, at der findes grupper, der går meget op i det med fotos. Og de er meget bedre til dette end os.
Dette er en historie – gruppe, hvor vi gerne vil fortælle en historie. Vi bruger Facebook til at reklamere for vores hjemmeside. Og det ved de allerfleste af vores læsere. Vi har endda fået roser for vores fotos.
Men vi må nu engang igen gøre opmærksom på, at det tager tid at lede efter kilder til vores historier selv om vi har et kæmpe kildearkiv, bøger m.m.
Hvor er det så skønt at opleve, at nogle af vores læsere går ind og beskriver, hvad vi ser på fotoet. Nogle gange er det med spændende oplevelser eller en god historie til. Vores gruppe bliver mere spændende, når flere bidrager.
Vi holder atter en pause i en gruppe
Vi har ikke noget imod kritik. Vi kan alle sammen tolke historie forskellig. Og vi har da også humor. Men hvis denne humor bliver brugt til at latterliggøre vores artikler, så siger vi stop. Det må være op til administrator at forhindre dette. Dette er skyld i at vi atter engang dropper en gruppe.
Hurra for det perfekte!
Det er fint nok, at man skal holde sig inden for det rigtige. Således må man ikke medtage Ribe, når man fortæller Sønderjyllands historie. En læser fortæller at Kongeåen danner grænsen. Det kan da godt være at Ribe ikke har været med i Sønderjylland, men byen har alligevel haft stor betydning for Sønderjylland.
Men det er ikke rigtig at Kongeåen har dannet hele grænsen. Det må vi nok hellere lave en artikel om.
Når vi laver artikler om Søerne i København, der går gennem tre bydele, så er det vigtigt for læserne at artiklerne holdes inden for enten Østerbro, Nørrebro eller Vesterbro. Det samme gælder for fotos.
Og så må man heller ikke snyde med fotos. Hvis handlingen foregår i 1930’erne, så må man ikke vise et foto fra 1920.
En gruppe har indført regler om, at fotos skal have en bestemt alder. Det gælder også for kirkebygninger. Men disse regler gælder ikke for administrator.
Og så er det den, vi har haft før. Hvis et foto har været anvendt før, men hvis historien er ny, så afvises artiklen.
Vi søger ikke specielt efter fotos til vores artikler. Vi tager dem fra vores arkiv. Så kan det jo godt være, at det er nogle fotos, vi bruger for meget, fordi vi måske holder mest af bestemte slags.
Indrømmet, jeg har svært ved at indordne mig disse regler. Historien dengang havde en helt anden inddeling. Og hvorfor skal man lige ødelægge en god historie for at få den til at passe ind i en gruppes regler?
Indrømmet vi er åbenbart begyndt at irritere nogle af læserne i stedet for at glæde vores læsere. Det vil vi jo helst.
Man kan godt gøre det perfekte. Men se det tager tid. Og jeg vil helst bruge tid på at læse og skrive. Og de artikler, der så kommer ud af det, håber vi så glæder de fleste læsere.
Tingene kan nogle gange blive alt for perfekt. Og så kan det blive for kedeligt. Historieskrivning er ikke altid så firkantet, som man vil gøre den til.
Man læser ikke artiklen
Der er hele tiden mange spørgsmål og henvendelser. Dette er vi glade for. Det viser den store interesse. Men ofte er der spørgsmål, hvor man kan finde svaret i teksten – i artiklen. Og når der er travlhed med at svare på alle henvendelser, så kan det godt være at vi igen prioriterer.
Mange henvendelser
Henvendelse er der masser af. Desværre laver vi ikke slægtsforskning. Det er der masser af folk, der er meget bedre til. Det samme gælder byvandringer. Her findes også folk, der er specialister. Som vi tidligere nævnt holder vi en længere pause med hensyn til foredrag på grund af alvorlige rygproblemer.
Hvorfor skriver I så meget om Besættelsestiden ved grænsen?
I forbindelse med vores bogudgivelse i 2017 har vi en masse ”overskuds – informationer”. Vi talte med en masse ældre mennesker i Padborg/Kollund området. Vi var i tyske arkiver. Og så har vi en del litteratur liggende omkring forholdene. Det må være svaret på de to spørgsmål.
I forbindelse med en fætter/kusinefest med min afdøde kone for mange år siden mødte jeg et par tidligere vagtfolk i Fårhus-lejren. De fortalte en del interessante ting. Vi er godt klar over at anonyme informationer ikke kan bruges for at bevise noget. Det gælder også i forbindelse med sagen om Asmus Jensen. Men at kalde os for konspiratorer er nok meget overdrevet.
Vi er i gang med at skrive endnu en artikel om Frøslevlejren og to artikler om Fårhuslejren.
Forslag: Brug links i artikelhenvisninger og på Hitlisten
En læser foreslår, at vi bringer links til artikelhenvisninger og på Hitlisten. Det er et godt forslag. Jeg arbejder på en metode, der ikke tager mere tid end nu. Ind til videre kan du bruge søgefunktionen.
I skriver for lange artikler!
Nu er det sådan, at det stort set er mig selv, der skriver artiklerne. Og ja nogle artikler er frygtelig lange. Derfor forsøger vi at gøre dem net – egnet ved at dele dem i mindre afsnit. Men nogle gange er det svært at dele en artikel. Faren er at den så bliver for overfladisk. I øjeblikket er vi i gang med en temaserie om det dansk – tyske forhold i grænselandet.
Her er vi så startet med at bo i henholdsvis i Frøslev og Fårhuslejren. Men efterfølgende har det i den grad været ballade, da man i første omgang ikke ville etablere en udstilling i forhold til Fårhuslejren. Os – sønderjyder har jo også en holdning til dette. Og her er det uhyggeligt svært at dele sådan artikel midt i alle de argumenter, som vi har forberedt.
Tekniske udfordringer
Vi har en meget ustabil net-forbindelse. Til tider hakker det ud og ind. Så er der store udfordringer med at lægge ting og sager ind på hjemmeside og Facebook. Man skal afse ekstra tid til det. YouSee er blevet alarmeret flere gange om dette problem men kan åbenbart ikke løse det. Det skulle man ellers mene når man betaler abonnement hver måned.
Facebook – statistik
De sidste 28 dage (30.07.2022)
Du kan nu finde 1.853 artikler på vores hjemmeside
Hvad betyder + artikler? Det er artikler om samme tema fordelt på andre kategorier.
De Mest Populære Kategorier i juli måned
Hver artikel på Top – 100 får et point. Er der så flere med samme pointantal, får den kategori med bedste placering et fortrin
1864 og De Slesvigske Krige 0
Grænsen er overskredet 0
Akeleye – Historien om Adelsslægten 0
I parentes er sidste måneds placering. Den store vinder er Tønder. Den store taber er Aabenraa.
De mest læste artikler – i juli 2022
Disse tre artikler nåede det næsten – bedre held næste gang;
Dato: juli 19, 2022
Tiggeri forbudt
Vi har forsøgt at anmelde Tiggeri forbudt – 1708 af Peter Wessel Hansen. Den gamle lov gælder stadig. Danske byer vrimlede med tiggere. Love var ikke ”kommet til fuldkommenhed”. Tiggere var en skamplet for kongens rige. Politiet burde være bedre til at indfange betlere. Stærke og lade betlere og liderlige kvindfolk burde tugtes. Forskellen på rig og fattig var enorm. Folk blev forfulgt gennem gaderne. Almisser kunne forkorte tiden i skærsilden. Værdige og uværdige fattige. Vigtigt at vise, at man var højt placeret i samfundet. Dårlig og upålidelig arbejdskraft Dukkede op til markeder. De tog glansen af hovedstaden Man kan godt drage sammenligninger til nutids – Danmark. Denne bog burde stå i et hvert hjem.
Den gamle lov gælder stadig
Igen en gang er der udsendt en fremragende bog fra Aarhus Universitetsforlag i den der serie til kun 99,- kr. Vi har efterhånden anmeldt en hel del i den serie. Og vi bruger lige nogle af vores mange artikler vi efterhånden har skrevet om fattigdom til dette formål.
Det er stadig forbudt at tigge. Den Europæiske menneskerettighedsdomstol siger at man ikke må straffe tiggeri hvis tiggeren mister ”menneskelig værdighed” Men Københavns Byret og Højesteret mener at man godt må straffe for dette. De anser nemlig at alle i Danmark ”har adgang til mad og varme”.
Tiggere herhjemme bliver straffet uden forudgående advarsel. Førsterangstiggeri skærpes fra en uge til to ugers fængsel. Den gamle lovgivning lever i bedste velgående.
Men trods dette er en litauer for ikke så længe siden blevet udvist og straffet for dette.
Danske byer vrimlede med tiggere
Bagerst i denne artikel kan du se en oversigt over de artikler vi allerede har skrevet om fattigdom og tiggeri på vores side.
Danske byer vrimlede med tiggere. I 1708 indførte Frederik den Fjerde en ny skrap lov, der skulle komme tiggeri til livs. Mange havde forsøgt det før ham, blandt andet hans far. Og man skelnede mellem uværdig og værdig hjælp.
Love var ikke ”kommen til fuldkommenhed”
Christian den Femte ”vores elskelige kære hr. fader” havde i sin regeringstid udstedt adskillige fattiglove for at hjælpe de fattige, afskaffe betleriet og befri folk fra de gener og den uskik, som tiggerne og lediggængerne forårsagede. Men sønnen opdagede hurtigt, at faderens love ikke var ”kommen til fuldkommenhed”,
Tiggere var en skamplet på hans rige
Kongen mente, at tiggere var en skamplet på hans rige og ikke mindst hovedstaden. Ifølge kongen var der mange, der tiggede, fordi de var for dovne til at tage et ærligt arbejde. Disse skulle straffes med fængsel og tvangsarbejde. Betlerne var ikke alene til besvær. De gjorde også folk ”kede og fortrædelige” og dæmpede lysten til at hjælpe. På den måde b lev de værdige og fattige snydt for de almisser, som de burde have.
Desuden vænnede de unge betlere sig til lediggang og dovenskab, hvilket igen førte dem ud i en kriminel løbebane og i sidste ende til
Dengang bestod København af stinkende og svinske gader.
Politiet skulle blive bedre til at indfange betlere
I 1600-tallet oprettede man Tugthuset (Børnehuset) hvor forældreløse, børn, løsgængere m.m. blev sat til at arbejde. Læs vores artikel om Børnehuset.
En betlerkommission mente, at politiet skulle blive bedre til at indfange betlere. Det var vigtigere dengang ind at bekæmpe mere alvorlig kriminalitet. En enevældig konge ville gerne have en ren og værdig by uden tiggere på hvert gadehjørne.
Stærke og lade betlere og liderlige kvindfolk skulle tugtes
Ifølge loven og instruksen skulle man sørge for at
blev tugtes og straffet med arbejde. På den måde betalte de deres egen forsørgelse i tvangsarbejderhuset,
Forskellen på rig og fattig var enorm
Fattigdom var et kæmpe problem. Forskellen på rig og fattig var enorm. Forbuddet mod tiggeri skulle på en gang fjerne fattigdommens grimme ansigt fra gaderne.
I 1779 blev 220 tiggere anholdt i København, heraf var 70 pct. kvinder. Der er masser af eksempler på kvindeskæbner.
Tiggerne flokkedes i København. Her var der flest borgere og her var der flest rige. København var et godt sted at tigge.
Folk blev forfulgt gennem gaderne
Det var umuligt at gå på gaden uden at møde tiggere med deres fremstrakte hænder og klynkende bønner. Tiggerne tog ikke et nej for et nej. De forfulgte folk gennem gaderne, indtil de gav op og gav deres ”stalker” en almisse. Men se dette også forbudt.
Men folk troede at almisser og de fattiges velsignelser gav lykke i livet. Andre havde blot medlidenhed med tiggerne og ville derfor gene hjælpe. Derfor blev diverse lovgivninger en kæmpe fiasko.
Almisser kunne forkorte tiden i skærsilden
Ifølge den katolske afladstankegang kunne almisser forkorte tiden i skærsilden. Reformationen i n1536 indvarslede et opgør med forestillingen om at man kunne købe aflad for sine synder. Martin Luther havde ellers talt for tiggeriets totale afskaffelse, men i lovene fra årene efter reformationen var tonen knap så skarp.
Værdige og uværdige fattige
Man skelnede mellem værdige og uværdige fattige. Man var værdig, hvis man var syg og gammel eller så unge, at man ikke kunne forsørge sig selv. Så kunne man få udleveret tiggertegn, der kunne sys på tøjet. Det viste at man havde tilladelse til at tigge og få hjælp.
De uværdige var dem, der var arbejdsduelige, men ifølge kongen var dovne.
Vigtig at vise, at man var højt placeret i samfundshierarkiet
Lige som i dag skulle man fremvise, at man havde penge, Det var vigtigt at vise at man var højt placeret i samfundshierarkiet. Kongen havde bestemt dengang, at folk af høj stand og rang kunne bryste sig med ekstravagante statussymboler. Status og et standsmæssigt ydre betød alt for dem, der ville være noget stort. Dette så vi også til begravelser. Her kunne de rige betale sig til en stor flot begravelse. I døden var man bestemt heller ikke lige.
For de fleste ikke mindst byens store underklasse af fattige arbejdere, soldater, gadehandlere handlede hverdagen ikke om silke og brokade. Klæder var først og fremmest noget, der skulle holde en varm.
Dårlig og upålidelig arbejdskraft
Tiggere gik fra hus til hus og tiggede. Men se for eksempel i Tønder var dette en overgang organiseret. Da gik man hver lørdag eftermiddag rundt i byen sammen med fattigfogeden. Men det var kun tiggere, der havde tilknytning til byen, der fik lov til dette. Dem, der kom fra andre byer og kommuner blev smidt ud af byen/kommunen.
Kongen havde den tanke eller drøm at gøre riget selvforsynende med tekstiler – noget man ellers importerede. Men ak tiggere m.m. var dårlig og upålidelig arbejdskraft. Kvaliteten af arbejdet var ringe. Det kan du også læse i vores beskrivelse af Ladegården. Her gav produktionen efterhånden underskud.
Børnehuset måtte også nedlægges på grund af dårlig økonomi i 1649. men det genopstod igen i 1662.
Interessant er også at vide, at enhver måtte pågribe de uværdige og sætte dem i arbejde hos sig selv og ellers sende dem i Børnehuset.
Dukkede op til markeder
Man vidste at ved den årlige kildedag ved Sankt Hans helligkilde uden for byens Østerport kom der særdeles mange tiggere. Og i det hele taget ved markeder dukkede de op. Mange svenskere dukkede også op. De blev ofte sendt direkte retur.
De fremmede tiggere ofte krøblinger vækkede ikke medlidenhed men snarere afsky.
De tog glansen af hovedstaden
Bogen fortæller, at tiggerne ikke var anderledes end det vildtvoksende rørgræs og andre onder, som kongen havde sat politimester Rømer til at udrydde. Hvad nytte havde det hvis man vil forskønne byen med smukke huse, slotte tårne og spir, når gaderne vrimlede med pjaltede klynkende tiggere. Det tog glansen af hovedstaden.
Man kan drage sammenligninger til Nutids – Danmark
Bogen er et vigtigt stykke danmarkshistorie og man kan faktisk drage paralleller til nutiden. Det er så sandelig ikke alle i nutidens velfærds – Danmark, der får den hjælp de burde få. Vi kan sagtens fremdrage grufulde eksempler fra Nutids – Danmark.
Bogen burde stå i et hvert hjem
Det er en spændende bog, letlæselig og interessant. Igen en vigtig bog, vi gerne vil anbefale. Nej, vi har ikke fået den tilsendt eller blevet betalt for at sige dette. Denne lille bog burde stå i et hvert hjem.
Egentlig havde undertegnede lyst til at bruge nogle af de gamle eksempler til komme med sammenligninger med nutidige skæbner. Men det må blive på et andet tidspunkt.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: juli 14, 2022
Da By-sekretæren i Aabenraa blev myrdet
Da vægteren tog sig en blunder. Morgenstjernen kunne være farlig. En ung pige styrtede ud. Hun ville alarmere en læge. By-sekretæren vækket af porcelæn, der faldt til jorden. Tyven var nøgen og påført en klæbrig substans. Stak med kniv. Døde efter et kvarter. Dette stod i retsprotokollen og kirkebogen. Den skyldige var en dragon, der samme nat deserterede. Han skal nok vogte sig for at vise sig i Aabenraa.
Da vægteren tog sig en blunder
Det var natten mellem den 25. og 26. maj i året 1764. Sejrværket i Skt. Nikolaj Kirke havde netop forkyndt midnatstimen. De tolv dirrende slag var tonet ud over den lille Aabenraa by, hvis flittige borgere var gået til ro.
Nattestilheden blev brudt på vanlig vis af vægteren, der trodsede den høje Magistrats reglement. Han havde gået sin sidste runde klokken 11 og tog sig nu en blunder på Vægterpladsen. Han havde fremsagt eller nærmere forsøgt at synge:
Morgenstjernen kunne være farlig
Vægterens skridt på den toppede brolægning gav dump genlyd fra gadernes toppede brolægning. Det blafrende lys kastede et spøgelsesagtigt skær omkring. I sin anden hånd førte han ”Morgenstjernen” – den lange vægterstav, hvis spidse jernpigge kunne være et frygteligt våben mod røvere og ugerningsmænd.
Kirke-uret havde næppe slået tolv inden vægteren igen vågnede og istemte det skønne midnatsvers:
En ung pige styrtede ud
De allerfleste beboere var trygge ved disse vægtere. Men midnattens fred blev pludselig brudt. Efter at vægteren var forsvundet, blev døren til by – sekretær Kanutz ejendom, der har ligget omtrent der, hvor Handelsbanken senere lå, revet op med et voldsomt ryk. En ung pige styrtede ud.
Hun for fuldstændig forstyrret af rædsel gennem de mørke og mennesketomme gader. For et øjeblik siden havde hun og en medtjener fundet by-sekretæren i ejendommens forstue døende gennemboret af knivstik. mens morderen, en fuldstændig nøgen mand var flygtet ud af et vindue.
Hun ville alarmere en læge
Nu var hun på vej for at alarmere en læge som hun vel nok også har fået fat i, men han er sandsynligvis ikke nået frem til by-sekretærens dødsleje, før det var for sent. Kanutz udåndede allerede et kvarters tid efter, at det blodige overfald havde fundet sted.
By-sekretær Kanutz, der tillige var Overrets – og Landsretsadvokat, var enkemand og boede i ejendommen på Storegade sammen med sin lille søn Friedrich, en tjener og en tjenestepige.
Vækket af porcelæn, der faldt på gulvet
Lidt over midnat den pågældende nat blev Kanutz vækket af en usædvanlig larm som om der blev knust noget porcelæn i en af stuerne. Da han snart blev klar over, at der befandt sig en fremmed i lejligheden, formentlig en indbrudstyv, stod han op, tændte lys, svøbte lidt klæder om sig og begav sig ud i forstuen, hvor han traf den natlige gæst, en fuldstændig nøgen mandsperson, der ved hjælp af en stige var klatret ind gennem vinduet. Ukendt med lokaliteterne var han i mørket kommet til at støde voldsomt til et skab, på hvilket, der befandt sig noget porcelæn. Det faldt på gulvet med et stort brag.
Tyven var nøgen og påført en klæbrig substans
Kanutz, der var i sin bedste alder og en uforfærdet mand for løs på indbrudstyven og forsøgte at gribe ham. Men det viste sig at være ret vanskeligt for ikke at sige umuligt. Tyven var som skrevet nøgen og desuden havde han smurt kroppen ind i en fedtet substans, det gjorde det let for ham at rive sig ud af ethvert nok så hårdt greb.
Stak med en kniv
Da Kanutz mærkede, at han ikke alene kunne få bugt med banditten, udstødte han et gennemtrængende skrig om hjælp, der hidkaldte tjeneren. I samme nu, hvor tjeneren viste sig, sprang den nøgne mand ind på by-sekretæren og stødte sin kniv i hans bryst.
Døde efter et kvarter
Ved synet af blodet blev morderen helt desperat og huggede i blinde løs på sit offer, der efter få sekunders forløb sank sammen dødelig såret af en mængde knivstik både i brystet og i underlivet. Tjeneren kom netop tidsnok til at se morderen forsvinde ud ad vinduet, hvorefter han ved hjælp af stigen nåede jorden. I ly af mørket lykkedes det ham at flygte og slippe ukendt bort.
Sammen med pigen har tjeneren bar tjeneren by-sekretærens blodige legeme ind i soveværelset, hvor de lagde ham på sengen. Mens tjeneren blev hos den døende mand løb tjenestepigen ud i byen for at hente en læge. Idet hun kom ud på gaden, så hun den nøgne mand forsvinde om et hjørne.
Dette stod i retsprotokollen
Sådan omtrent beretter overleveringen om den uhyggelige bloddåd i Aabenraa i 1764. Aabenraa Retsprotokol fra 1764 indeholder den 26. maj en kort meddelelse om mordet.:
Dette stod i kirkebogen
Aabenraa Kirkebog indeholder for den 26. maj 1764 bl.a. følgende:
Den skyldige var en dragon
Der var ikke skik dengang, at der holdtes lig – prædiken over alle døde. Derfor er det tilføjet i kirkebogen, over hvem der skal holdes lig-prædiken. Kirkebogen bringer den nye oplysning, at morderen skulle være en dragon. Denne antagelse stemmer udmærket overens med følgende linjer, der hidrører fra Stadsarkivet i Kiel:
Han skulle nok vogte sig at komme til Aabenraa – igen
Nej, Andreas Polekin skulle nok vogte sig for at komme til Aabenraa igen. Det havde været halsløs gerning for at vise sig inden for det område, hvor Aabenraa – skarpretteren Heinrich Christoph Røseler med nidkærhed udførte sit blodige hverv.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: juli 13, 2022
Bommerlund – Snaps, Kro og Skov (3)
Det kaldes ”Paradiset”. Du kan se stendigerne. Kongeligt privilegeret kro. Rastesteder. Masser af kroer. Under Stoltelund Gods. Skipperen Peter Schwennesen kommer ind i billedet. Han havde succes. Serveret med blomme. Ikke lev og behageligt at færdes på Hærvejen. Masser af rejsende dengang. Den franske dragon. Kroen brændte i 1836. Produktion flyttet til Søgård og Flensborg. Enken overdrager rettighederne. Gyldne dråber får et minde.
Det kaldes Paradiset
Dette er vores tredje afsnit om dette tema. Det er muligt at vi kommer til at gentage nogle ting. Her har Hærvejen krydset åen i århundreder. Først som vadested sidenhen som en flot dobbeltbuet kampestensbro.
Stedet kaldes Paradiset fordi når stuedriverne kom hertil, så blev studene ført ind i lejefoldene og tog sig af det grønne græs og de friske lyngtoppe. Alt imens gik studedriverne ind på Bommerlund Kro og tog for sig af retterne der. Det rene paradis for alle.
Du kan se stendigerne
Langs Hærvejen her ved Bommerlund kan velbevarede stendiger stadig opleves. Stendigerne fungerede som afgrænsning af lejefolderne til studene. Digerne adskiller i overført betydning ”Horn fra Korn”.
Her finder du også en mindesten skænket af firmaet Dethleffsen i Flensborg og rejst i 200 året, hvor Bommerlund kroen blev kongelig privilegeret med tilladelse til snapsebrænding – 27. juni 1760.
Kongeligt privilegeret kro
Begrebet ”kongeligt privilegeret kro” stammer fra 1283, hvor Kong Erik Klippinge besluttede, at der skulle oprettes kroer på de såkaldte kongeveje, samt ved færgesteder. Dem kunne de kongelige benytte, når de rejste rundt i landet i embedes medfør.
Ved skæbnens ironi blev kong Erik Klippinge tre år senere myrdet i en lade i Finderup ved Viborg, hvor han måtte overnatte, fordi der ikke var en kro i nærheden.
Dronning Magrethe den Første påbød i 1396, at der skulle være en kro for hver fire mil. Fire mil er lig med 28 km. Det svarer til en normal dagsrejse for belæssede rejsende.
Rastesteder
I senere århundreder lå kroerne dog væsentlig tættere. Det gælder ikke mindst langs Hærvejen, hvor de var uundværlige rastesteder, da vejen gik gennem øde egne. I 1700 – tallet var der her jævnt hen en kro for hver mil. De lå ofte ved vejkryds eller vadesteder.
Således mødte man den nordligste sønderjyske hærvejskro ved Immervad, hvor den egentlige hærvej langs vandskellet igen begyndte, efter at trafikken var søgt andre veje omkring Kongeåen.
En mils vej længere sydpå lå så den berømte Røde Kro. Endnu en mil mod syd var der et trafikknudepunkt, hvor vejen fra Ribe stødte til. Her lå gården Toldsted, der også fungerede som kro. Nu var der mindre end en mil til Stenbjerg Kro og ikke meget syd for den fulgte Pouls kro, der som Immervad lå ved et vigtigt vadested.
Masser af kroer
Fortsatte man endnu en mil mod syd var der et nyt vadested og en ny kro – Gejlå. Og en mil syd herfor lå så både gården Oldemorstoft, der havde gamle kroprivilegier, og Bov kro, der var af noget yngre dato.
Man kunne så synes, at behovet for kroer så var dækket ind. Ikke desto mindre opstod der nye kroer i det sene 1700 – tal og op i 1800 -tallet. Man kan bl.a. nævne Padborg Kro lige syd for Bov og Lygtekroen nord for. Nu havde man hvis noget grænsen for, hvor mange kroer, der kunne være her.
Vi har da også her på siden tidligere bragt artikler om mange af de omtalte kroer.
Under Stoltelund Gods
Det var en datter af kromand Peter Jürgensen i Kliplev i 1760 blev gift med kromanden i Gerrebæk. De fik en ejendom ved Bommerlund syd for Gejlå. Ejendommen hørte under Stoltelund gods. Der blev givet tilladelse til at drive kro på stedet.
Skipperen Peter Schwennesen kommer ind i billedet
Den nybagte kromand døde dog allerede året efter. Enken drev kroen videre til 1764, hvor hun giftede sig med Aabenraa – skipperen Peter Schwennesen.
Der er lidt usikkerhed om hvornår præcis kroen åbnede. Men et er sikkert. Brændevinsbrænderiet som ”fast produktion” blev sat i gang den 27. juni 1760.
Han havde succes
Han kastede sig straks over hvervet som kromand og havde efter alt at dømme succes med det. Hans søn skrev i hvert fald senere:
Serveret med blomme
Nu var rygtet også gået, at man her kunne få en velsmagende snaps. I tidligere tider blev Bommerlund snapsen serveret ved at overhælde en blomme i et glas. Med en lille gaffel stikkes der huller på blommen så spiritussen trækker ind i blommen. Snapsen drikkes og den spiritusmættede blomme spises med stor nydelse.
Bommerlund kro var i sådan grad knyttet til den jyske hærvej, at det kan forsvares at sige, at den levede og døde med Hærvejen.
Ikke let og behageligt at færdes på Hærvejen
Da man i 1870’erne anlagde efter datidens målestok en fin og imponerende bred hovedvej fra Flensborg til Aabenraa var Hærvejens rolle som trafikåre i realiteten udspillet. Dermed faldt samtidig klokkerne i slag for den gamle Bommerlund kro. Digteren H. P. Holst skrev i 1849 følgende:
Vildt og ensomt var der i disse tider langs Hærvejen. I en gammel krønike omtales passet ved Bommerlund kro således:
Masser af rejsende dengang
Det var bestemt ikke romantisk at være kromand på Hærvejen. Den jyske Hærvej har været besøgt af mange krigsmænd. Og disse har udvist brutalitet. Således berettes om en kromand, der gennem øret blev sømmet til sin egen dørstolpe, fordi han var ”kommet for skade” at blande rigeligt af vand i brændevinen. Man må altså dengang har gjort sig nogle tanker om styrkegraden af en regulær snaps.
De fleste kroer trivedes nu godt nok. Der var masser af rejsende dengang på Hærvejen. Det var dårlige transportmidler med ringe fart, Vejene var også elendige.
Når mørket sænkede sig, var det forbundet med både uhygge og fare at befærde vejene.
Kongen befalede lys
Kongen beordrede derfor i 1779 at der på vejstrækningen fra Oksekjær til Bov blev opstillet tre ledefyr. Så ville det måske være muligt for rejsende at finde vej.
En mark lidt syd for Bommerlund bærer endnu navnet Løjtekromark (Lygtekromark). Her lå i længst forsvundne dage Løjtekroen (Lygtekroen). Det var et mindre gæstgiversted, som vi også har skrevet om.
Den franske dragon
En fransk dragon var kommet til kroen. Han var syg og blev plejet af familien. Åbenbart var det et længere sygeleje. Der tales især om kromandens blonde datter, der plejede dragonen. Hende har vi ikke navn på. Han kunne ikke betale sin regning. I stedet fik de en recept på en snaps med hele 26 krydderier deriblandt anis
Peter Schwennesen var nok ikke helt klar over, hvor god en handel han her havde gjort, men han fornemmede nok mulighederne. Og måske er opskriften ikke så hemmelig. Peter Schwennesen afskrev recepten og sendte den ud til familien. På det Kongelige Bibliotek skulle det efter sigende være et brev med opskriften/recepten.
Bommerlund-snapsen er brygget på roer i modsætning til Aalborg – snapsen, der er brygget på kartofler. Nu er Bommerlund heller ikke så skarp som ”den røde Aalborg”.
Kroen brændte i 1836
Da Peter Schwennesen dør overgår opskriften til han søn, Marcus Schwennesen. Denne gifter sig med en kromandsdatter fra Kliplev, som var hans kusine. Men ak, han dør allerede efter 7 måneder.
Efter tre år gifter enken sig med Marcus Bendixen Møller. Til sin store sorg må de se kroen brænde op i luer i 1836. Men han er en foretagsom mand. Inden sin død i 1839 oplevede han at se kroen genrejst med brændevinsbrænderiet placeret i en særskilt bygning, der var tækket med tegl.
Produktion flyttet til Søgård og Flensborg
Marcus Bentzen arvede kroen og brændevinsbrænderiet efter sin far.
Hans flytter først snapsebrænderiet til Søgård i 1850’erne og senere i 1886 til Købmandsgården, Norderstrasse 86 i Flensborg.
Kroen ved Bommerlund holder ud til 1880 og bliver brækket ned omkring 1900.
Enken overdrager rettighederne
Produktionen blev væsentlig forøget. Den blev også eksporteret til Amerika. Og den var med på verdensudstillingen i 1904 i Chicago. Enken Josephine Møller førte produktionen videre.
Den danske konge Frederik den Femte gav familien privilegium til at fremstille snapsen til 1911. Så blev opskriften solgt til firmaet Dethleffsen i Flensborg for 40.000 guldmark. Welt og andre medier påstår at enken fik 400.000 guldmark, men det er nok urealistisk. De fremstiller snapsen til 1997. Og fra år 2000 af firmaet Berentzen, Haselünne i det sydvestlige Niedersachsen.
Gyldne dråber får et minde
Kroen er for længst lukket, men navnet Bommerlund lever videre i den klare væske. I 1960 rejstes en sten på stedet, hvor kroen stod. Den er udført af billedhuggeren Walther Rössel, Kiel, og viser en træt rytter, der bliver budt en snaps af forsvarlig størrelse.
Det er nu ikke mange gyldne dråber, der får sådan et minde.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: