Artikler
September 27, 2025
Familie Waagepetersen på Rosendal
Nu er det ikke kun familien på Rosendal, vi skal høre om. De bosatte sig også i Rosenvænget. Og så var det lige den celebre skandale, som blev gengivet i mange romaner fra den tid. Det var Mozart Waagepetersen, der udstykkede et stort område. Der blev til Danmarks første villaområde. En af de markante slægter. Landstedet Rosendal. Var vandet nu rent? En musikalsk familie. Rosenvængets Sidealle 6 Ville ikke se de grimme bygninger, der erstattede Rosendal. WC’ er var for kølige. Et fornemt hjem. En celeber skandale. Yndet romanstof i eftertiden. Et hyggeligt rum. Som børn var de ikke så meget sammen med ”De Gamle” Sladder var bandlyst. Mor var populær som værtinde.
En af de markante slægter
Familien Waagepetersen er kendt som en af de markante slægter i Københavns historie, og navnet forbindes især med vinhandleren Christian Waagepetersen, der i første halvdel af 1800-tallet spillede en central rolle i byens kulturelle liv. Familien havde ejendomme og tilknytning til flere adresser på Østerbro, hvor Rosendahl kan have været en del af deres besiddelser eller dagligdag.
Christian Waagepetersens hjem fungerede som et samlingssted for tidens kunstnere og intellektuelle, og familien bidrog til områdets udvikling og sociale liv. Han stod som kongelig vinleverandør
Familien havde stor indflydelse på Østerbro dengang. Det var også dem, der stod for udstykningen af Danmarks første villakvarter.
I 1688 erhvervede Jens Nielsen Toller von Rosenheim en masse grunde
Men vi skal tilbage til 1688 hvor amtmand i Norge, Jens Nielsen Toller von Rosenheim erhvervede en masse grunde på Østerbro. Under et felttog døde Rosenheim. Etatsråd Reinhard Iselin overtog en masse jord og havde sin egen gård Rosenenge her i slutningen af 1700 – tallet.
Landstedet Rosendal
Alle disse ejendomme og jord afløst af landstedet Rosendal med tilhørende Rosenenge. I 1857 var det hofvinhandler og kaptajn i Livjægerkorpset. Han udstykkede det i 50 ejendomme. Dette blev Danmarks første villakvarter.
Først måtte han dog forhandle med Magistraten, der havde forkøbsret til grundene og med kammerherre P.H. Classen om dispensationsret.
Familien bosatte sig på Rosendal. Senere var der familiemedlemmer andre steder på Østerbro. Vi kender stedet fra maleriet af Christen Købke fra 1836
Mozart Waagepetersen købte stedet af grosserer Friedrich Tuteins arvtager. Rosendal blev revet ned i 1890. Og på stedet er Østerbrogade 60 opført. Tutein havde ejet Rosendal siden 1802.
Var vandet nu rent?
Vandforsyningen til Rosendal var lidt kaotisk. Der var ingen brønd, som sikkert ville have givet det sundeste drikkevand. Det var en vandledning af træ, sol ledte vand fra den højtliggende Lundesø ind til en stor træbeholder, der stod på et stillads i gården, hvorfra det kunne løbe ned i et vandtrug nedenfor.
Drikkevand til bordet blev ganske vist filtreret i et filter, men mange har sikkert slukket deres tørst i det urene vand.
En musikalsk familie
Mozart Waagepetersen kan man finde på Wilhelm Marstrands kendte maleri fra 1834. Det forestiller et musikalsk aftenselskab i Store Strandstræde hos hofvinhandler Christian Waagepetersen. I midten sidder den unge 21-årige søn med sin violin. Flere af den musikelskekende Christian Waagepetersen sønner fik ved siden af mere almindelige fornavne også komponistnavne.
De to yngste kom til at hedde henholdsvis Waldemar Haydn og August Guillaume Beethoven.
I den store sals loft var stjernehimlen afbilledet.
Rosenvængets Sidealle 6
I Rosenvængets Sidealle 6 bosatte Gaston Waagepetersen (oberstløjtnant) (kammerherre) og Jutta Waagepetersen (født Thune) sig. Hjemmet bestod fra 1893 til 1920.
Ville ikke se de grimme bygninger, der erstattede Rosendal
Villaen er bygget i 1892. Det var en af de sidst solgte grunde. Arkitektens oprindelige forslag blev ændret, så den fine facade mod alleen blev vinduesløs. Gaston Havde ikke ønsket at se de grimme høje bygninger, der dækkede det areal, hvor hans elskede barndomshjem Rosendahls hovedbygning engang havde ligget.
WC’ er var for kølige
Køkkenet lå i kælderen med madelevator til spisestuen. Der var ikke indlagt WC, men kun kloset. Fru Waagepetersen fandt, at WC’er var for kølige.
Bohavet var nedarvet fra hendes far, etatsråd Edward Thune. Malerierne har præget hans barndomshjem, dels i St. Strandstræde dels senere på Rosendals hovedbygning.
Et fornemt hjem
Grundstammen af møbler var det, der blev anskaffet til deres bryllup i 1878, hvilket især spisestuen bar præg af. Den store samling af malerier, kunstgenstande og sølvtøj bestod af malerier, kunstgenstande og sølvtøj, der kom fra Alice Tutein kaldet ”Gudmor”.
I hjemmet var der fem børn, Knud, Else, Just, Harald og Sven samt den gamle stedmor, Mathilde Waagepetersen, et par tjenestepiger og naturligvis det løse.
En celeber skandale
Ja selv i pæne familier sker der noget, som ikke må ske. Om Gaston Waagepetersen berettes følgende. I 1848 blev Christian den Ottendes hofminiaturemaler Johannes Møller kaldt til Marienborg på Møn for at ”gøre” et portræt af hofjægermester Peter Tutein’ s ældste datter, Alice, som present til hendes forlovede Alexander Brun til Palstrup.
Men ak. Alice skulle have et barn med maleren. Skandalen var stor. At blive gift med maleren kunne det ikke komme på tale. Han var gift i forvejen. Man forsøgte at skjule det over for Brun. Han anede uråd, men gik dog med til et giftermål, under forudsætning, at de blev skilt kort efter.
Malerier gav stil og hygge. I dette ægteskab blev barnet født i 1849 og straks fjernet for under falske papirer at blive døbt i Trinitatis Kirke under navnet Christian Hansen. Og siden adopteret af familien Waagepetersen.
Yndet romanstof i eftertiden
I Schweitz blev Alice så gift med John Cookney. Og senere ønskede hun med faderens samtykke at få barnet til sig, men dette nægtede familien Waagepetersen. Hun måtte nøjes med at gøre ham til enearving.
Gaston havde mulighed for mange efternavne. Den celebre skandale om hans fødsel blev yndet romanstof i datiden.
Et hyggeligt rum
I fars stue samledes man efter måltiderne. Her blev der røget tobak. Der var ikke så meget lys. Træerne udenfor tog morgenlyset. Højrøde tapeter, vidunderlige gamle møbler og her sod også det famøse maleri af Gastons mor. Men efterfølgeren, over-formynder Svend Thomsen ødelagde dette hyggelige rum.
Efter middag sad mor gerne i den røde stol nærmest vinduet og far i den stol midt for bordet. De andre havde placeret sig i andre stole i rummet. En lille petroleumslampe kastede et svagt skær ud i lokalet.
Rummet var sammenslået og her kunne der bespises op mod 40 mennesker. Her var en glasdør ud til verandaen og haven.
Det var en ganske fri tone, let og fri og ”kemisk ren” for alt, hvad der var simpelt og ufint eller unaturligt.
Som børn var man ikke så meget sammen med ”de gamle”
Som børn var man ikke meget sammen med ”de gamle”.
Nogle af børnene var overladt til Frøken Petersen. Men da børnene blev ældre, var faderen ikke længere streng og barsk. Nu var han munter og spøgefuld.
Sladder var bandlyst
Hjemmet hvilede på fædrelandskærlighed og naturlig religiøsitet. Sladder var bandlyst.
Mor var populær som værtinde
Moderen var velbegavet og smuk. Hun var også meget afholdt som værtinde. Men hun havde en pirreligt sind. Hun kunne blive meget nedtrykt over livets genvordigheder.
Med dette forlader vi familien Waagepetersen – først på Rosendal senere Lille Strandstræde og her Rosenvængets sidealle.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 19, 2025
Med hestesporvogn gennem Nørrebro
Blegdammene. Ingemann har skrevet et hyldestdigt til Blegdammenes vagtmænd. Byens rådmænd blev betalt med jord. Tage Vangemand. Bispebjerg fik et forkert navn. Baptister blev døbt i Lersøen. Pilebuske blev brugt. Ulovlig fuglefangst. De såkaldte Lersø – bøller. De kæmpe gruber – parat til natmandens efterladenskaber. Den kæmpende Hauberg. Op og ned for at åbne/lukke porten. Et imponerende remise-anlæg. En gasdreven sporvogn. Fredericia-dæmningen tiltrak beboere. Holger Petersens tekstilfabrik. Kommunen købte masser af jord – det var billigt. Skæbnen havde indhentet heste-sporvognene. Ingen spor af remissen.
Blegdammene
Vi kigger også blegdammene og kigger på hvad der skete ude i Lersøen dengang.
Blegmændene herskede fra 1672 og cirka 200 frem lige nord for Sortdamssøen. Her kom tjenestepiger fra byens bedre huse et par gange med herskabets hvidevarer til bleg.
Tøjet blev først gjort vådt i en af dammene. Bagefter blev det lagt på græsset så solen kunne blege, og nattekulden hærde det gode lærred.
Ingemann har skrevet en hyldest til vagtmanden
Om natten gik blegevogteren sin runde, mens han med jævne mellemrum gik sin runde og truttede i kohorn for at holde eventuelle tyveknægte væk. Jo Ingemann har faktisk skabt en hyldeststrofe til ham.
Med Himlen i sin Favn
Paa Dammen fjærne Vogter gaar og priser Herrens Navn.
Her blev borgerskabets linned lagt i soen. I takt med at byen voksede blev blegdammene langsomt udfaset. Området blev efterhånden bebygget med industri og boliger.
Byens rådmænd blev betalt med jord
Mellem Blegdammen og kongens gamle Jagtvej fortsatte Fælleden som militær øvelsesplads. Længere ude kom Raadmandsvangen og Borgmestervangen. Der tilsammen udgjorde et stort landbrugsområde med havremarker og græsgange. Fra og Frederik den Førstes tid 1539 tilfaldt overskuddet herfra byens rådmænd og borgmestre som en del af deres aflønning.
Tage Vangemand
En Vangemand førte tilsyn og havde ansvar for driften. Efterhånden fik han sin egen embedsbolig. Der hvor Rådmandsgade i dag skærer Tagensvej kom den til at ligge. Senere kom huset i folkemunde til at hedde ”Tagenshus” antagelig for en vis Tage Nielsen, der først i 1700 -tallet var vangemand. Jo hans navn lever videre i en beværtning og en vej. Men Tage døde i 1720.
Bispebjerg har fået forkert navn
Vi når til sidst ud til Bispebjerg. Men sådan burde stedet jo slet ikke hedde. Bissebjerg har været mere korrekt. At det er tale om et ”bjerg” kan man tydelig mærke, når man cykler gennem kolonihaverne op til Bispebjerg Sygehus.
I en markbog fra 1682 nævnes stedet som ”Bissebjerg Aas”. Her har kvæget græsset sikkert uden biskoppens velsignelse.
Baptister blev døbt i Lersøen
Ja i denne forhave til Bispebjerg Sygehus lå Lersøen. Det var her de første baptister blev døbt i Danmark i 1839. Ja de havde dannet en hel menighed. Og det var absolut forbudt. Det havde selveste biskop Mynster bestemt ved lov i 1745. Og en ung knægt havde set forstander Mønster lave ulovliglige handlinger. Fem gange måtte Mønster i fængsel.
Pilebuske blev brugt
Ja tænk engang da søen groede til mose plantede man bl.a. pilebuske, som kurvemagere brugte på Blindeinstituttets værksted. Og så var man ellers i gang. Pilekvistene blev afbarket og bundtet. Men bundterne skulle lige gennem Lygten å i en opblødningsperiode.
Ulovlig fuglefangst
De kvikke Nørrebro-drenge havde fundet en god indtjeningsmulighed. De bedrev ulovlig fuglejagt. Fuglene blev fanget herude i krattet og afsat til fuglehandlere inde i København. Politiet var efter disse fuglefængere og dyreværnsforeninger havde udlovet en dusør på hver pågrebet fuglefænger.
De såkaldte Lersø – bøller
Mosen tiltrak en særlig personkreds – ikke kun vagabonder men også typer politiet gerne ville tale med – de såkaldte Lersø-bøller. Men dem har vi efterhånden skrevet en hel del om. De boede i små hjemmelavede hytter, der var gjort mere eller mindre vandtætte med olieret papir. Fra den nærliggende losseplads fandt man mange ting. Og så blev egne færdselsårer organiseret inde i vildnisset.
Men se disse Lersø-bøller har vi allerede skrevet en del om.
Kæmpe gruber – parat til at modtage natmandens efterladenskaber
Københavns Kommune havde overtaget nogle store udgravninger ved det nedlagte Aldersro Teglværk. Jo disse udgravninger var hver lige så store som t fem – etagers hus. Så disse gruber var klar over at modtage natmanden.
Myterne går på, at så mangen en er faldet ned i disse gruber.
Den kæmpende Hauberg
Det var ikke lige let for fabriksfolk at etablere sig dengang. Det kunne bl.a. S.C. Hauberg erfare. Han startede med ”S.C. Haubergs Maskinfabrik og elektroniske Virksomhed”. Men hvad der videre hændte kan du læse i vores artikel om Titan.
Han mente, at det ikke var de bedste forbindelser Nørrebro, så han købte Sølvgades Sporvej. Men først måtte han kigge på gangbroen over Sortedamssøen. Den kunne ikke bære en vogn med hest. Han måtte etablere en dæmning.
Op og ned for at lukke/åbne en bom i Fælledparken
Militæret ville ikke uden videre tillade at en sporvogn bare kørte igennem. Ja så fandt man frem til en løsning med ind- og udkørsel, hvor kusken skulle hoppe ned for at for at låse op – og straks hoppe ned og låse efter sig. Tænk engang over 10 år foregik det på samme måde. Omsider kunne Tagensvej føres igennem til Fredensgade.
Et imponerende remisseanlæg
Der hvor Haraldsgade munder ud i Tagensvej blev der straks i 1889 indrettet et imponerede remiseanlæg. Der var plads til 74 heste og en sygeafdeling med plads til seks senge.
En gasdreven sporvogn
Jo Pressen var skam inviteret med til indvielsen. Man hæftede sig ved at fine herrer ikke behøvede at tage hatten af, når de passerede gennem vognen.
Men tænk syv år efter blev de præsenteret for en gasdreven sporvogn den 21. marts 1896. Kørslen var hurtig og behagelig. Rystelserne var ikke så stærke som ved en almindelig hestevogn. Den 1. april 1896 blev den sat ind i den almindelige drift. Den 15. april var det slut med herligheden. Der var ikke flere penge. Den prægtige gasvogn endte efter sigende som aftrædelsesrum for de ansatte i gården hos Titan. Hestene måtte igen trække læsset.
Fredensbro-dæmningen tiltrak nye lejligheder
Fredensbro – dæmningen tiltrak nye lejligheder til – 4.000 blev bygget på rekordtid. Og så havde flere og flere indbygget elektrisk lys fra starten. Ja og så sandelig havde mange fået indlagt disse nymodens Water Closets. Byggemestre ødslede med kobberklædte spir, sandstensguirlander og medaljoner.
Der kom masser af butikker – ikke særlig store og de fleste holdt heller ikke så længe. I 1902 havde urtekræmmerstiftelsen opført en kæmpe ejendom. Men også andre foreninger fulgte med eller havde oprettet stiftelsesforeninger.
Holger Petersens Tekstilfabrik
Lige her ude i området skal vi også nævne Holger Petersen men det har vi nu også gjort en gange før. Her købte han flere tønder jord og byggede en stor tekstilfabrik.
Kommunen købte masser af jord
I 1897 sikrede kommunale embedsmænd sig jorden helt ud til Lersøen. Ifølge Borgerrepræsentationen mente man at købet var rimeligt. Det måtte være:
Man bestemte sig for købet – også på grund af den lave pris:
Skæbnen havde indhentet hestesporvognen
Skæbnen havde indhentet hestesporvognen. Den var for dyr i drift og for langsom. I 1905 kørte den for sidste gang. Mandskabet havde pyntet den med kulørte lamper. Nu var det kun ”Hønen” tilbage på den befærdede Nørregade.
Der blev holdt en lille sørgefest i Remisegården på Tagensvej for at sige farvel til alle heste.
Ingen spor af remissen
Auktioner-holder påtog sig at sælge boet efter remisen. Samtlige vogne inclusive salt – og vandvogn, to kakkelovne, hestestrigler og alskens småkram. ’Han udbød endda staldens 50 fag vinduer. Da han to måneder senere overtog stalden har han da hvis mange gange fortrudt salget af stald – vinduerne.
I dag efterlader Tagensvej 97 (dengang nr. 41) ingen spor af hestevognenes historiske tilholdssted.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 3, 2025
Arbejdere og Fagbevægelse under besættelsestiden
Hvordan klarede fagbevægelsen sig under besættelsen? Der stod 240 mia. kr. på clearingkontoen. Højegaard-kredsen var storleverandører til den tyske krigsindustri. De ville gerne have regeringsmagten. Det ville DNSAP også – men dem troede tyskerne aldrig på. Ville tyskerne tage kontrollen med fagbevægelsen? Arbejdsgiverne sagde nej til dyrtidsregulering. Nej til strejker. Kommunister blev anholdt. Fagbevægelsen hjalp i høj grad med at hverve Tysklandsarbejdere. Folk der rejste hjem før tid, fordi de var utilfredse med forholdene derned, fik ikke hjælp. Tysklandsarbejdere blev betragtet som værnemagere. 90.000 – 100.000 arbejdere arbejdede i perioder ved vestkysten. Tyskerne ville have, at arbejdere på en tysk arbejdsplads meldte sig ind i Dansk Arbejderfront. Advokat Carl Madsen ville have at alle entreprenører blev straffet. Mange udnyttede da også situationen. Til sidst var Werner Best træt af situationen. Nu skulle alle tysklandsarbejdere ved vestkysten arbejde efter tyske rettigheder. Den danske fagbevægelse blev sat ud af spil. Formanden advarede mod sabotage. Tyskerne ville gerne have ham som statsminister. Men han blev dog ”kun” socialminister. Efter krigen måtte han aflevere alle tillidsposter. Statens ungdomslejre havde hegn og vagter. Dansk landbrug dækkede 10 – 20 pct. af tyskernes forbrug. Masser af strejker. Det endte med folkestrejker. Tilgangen til arbejderbevægelsen var stigende.
Forskellige konklusioner
Skal man søge kilder om dette tema, får man vidt forskellige konklusioner. Resultatet afspejler, hvem man spørger. Hvordan klarede fagbevægelsen sg under besættelsen?
Der var masser af arbejdsløse:
Men man skal nok tage disse tal med en gran salt, fordi man ændrede i stistik – metoden.
Arbejderne var udsat for prisstigninger og et reallønsfald på 20 pct.
Der stod 240 mia. Kr. på clearingkontoen
Tyskernes forbrug voksede til 8 milliarder danske kroner ved krigens afslutning. Nationalbanken trykte pengene og tyskerne brugte dem til at finansiere deres krigsindsats. Denne pengetrykning satte yderligere skub i inflationen og udhulede arbejdernes lønninger. De 8 milliarder kr. svarende til 240 mia. kr. i 2025 priser fik tyskerne betalt af de danske skatteborgere.
Højgårdskredsen var storleverandør til den tyske krigsindustri
Flere folk forsøgte at lave et stormløb mod regeringen. De var bedre kendt som Højgårdskredsen. Forsamlingen bestod af Gunnar Larsen fra F.L. Schmidt. K. Højgård fra entreprenørfirmaet Højgård & Schultz. Peter Kampmann fra ingeniørfirmaet Kampsax. Niels Høst fra shipping – firmaet DFDS. Prins Axel fra shipping – firmet ØK og skibsreder A.P. Møller.
De var alle storleverandører til den tyske krigsmaskine. De forventede at kongen udjævnede et fagministerium bestående af folk fra Højgård – selskabet. De forventede et samarbejdsministerium i samarbejde med Venstre og De Konservative.
Tyskerne havde visket kongen noget i øret
Åbenbart følte Socialdemokratiet sig presset for de tog Gunnar Larsen med som trafikminister. Det er måske muligt at tyskerne har visket kongen i øret, at sådan regering ønskede man ikke.
Tyskerne troede aldrig på DNSAP
Der fandtes også 29 forskellige organisationer inden for den fascistiske og nazistiske retning. De forsøgte at bekæmpe hinanden. Den største af disse var DNSAP. De havde i starten af 1943 under 20.000 medlemmer. De troede de kunne gennemføre et kup. Men dem troede tyskerne nu aldrig på. De blev kun brugt som trussel mod de danske partier.
Ville tyskerne tage kontrollen med fagbevægelsen?
Der herskede stor usikkerhed med, hvad der ville ske med fagbevægelsen. I Holland og Norge havde nazisterne overtaget kontrollen. I Tyskland havde nazisterne fuldstændig overtaget kontrollen. Ville det samle ske i Danmark?
Ville de frie fagforeninger blive erstattet af den Tyske Arbejderfront? Sådan skete det i Tyskland allerede i 1933. En dansk delegation af erhvervsfolk og faglige ledere var inviteret til Tyskland i 1940 og to ture flere fulgte i 1941.
I Norge blev flere af de norske ledere henrettet med det samme, mens andre blev idømt lange fængselsstraffe eller sendt til Tyskland.
Arbejdsgiverne sagde nej til dyrtidsregulering
I 1939 gik arbejdsgiverne i forbindelse med overenskomsten med til automatisk dyrtidsregulering. Men i ly af besættelsen sagde DA nej til dette. Og ved lov blev dyrtidsreguleringen sat i bero. Men hvor var DSF?
Nej til strejker
Samtidig blev der indført tvungen arbejdsdeling. I september 1940 gennemførtes ”Lov om Arbejdsforhold, som indeholdt – totalforbud mod strejker og Tvungen voldgift som betød forbud mod almindelige OK – forhandlinger.
Fagbevægelsen accepterede også lønstop for at imødekomme tyskernes krav
Da kommunisterne blev anholdt
Nazisterne forlangte at Dansk politi anholdt ca. 70 kommunister efter en liste, som de havde modtaget af netop dansk politi.
Mange tillidsmænd var kommunister. De blev ikke advaret eller hjulpet efter at være blevet anholdt af dansk politi. Da ”De Røde enker” søgte hjælp hos bl.a. De Samvirkende Fagforbund vendte disse det døve øre til. De sendte en skrivelse rundt og beklagede ”De Røde enkers henvendelse. De argumenterede for, at de havde gjort, hvad de kunne, men de havde absolut intet gjort. Og kilder siger endda, at man advarede mod disse ”Røde enker”, der ville sende hjælpepakker ned til deres pårørende i KZ – lejren.
Også Danmarks Radio havde lukket mikrofonen for jøder og kommunister. Og politiet hjalp radioen med en liste over kommunister. I medierne lød der heller ingen protester over kommunistloven og de mange anholdelser. Reelt blev 1.050 anholdt. Flere blev dg løsladt efter et par måneder.
DKP i vildrede
DKP må have været i vildrede. I august 1939 talte Aksel Larsen om folkefrontspolitikken, hvor fascismen var hovedfjenden. Efter at Hitler og Stalin indgik en ikke angrebspagt var det nu England, Frankrig og socialdemokraterne, der var den vigtigste fjende.
Fra juni 1941, hvor Tyskland angreb Sovjet gik man tilbage til Folkefronten.
Fagbevægelsen hjalp i høj grad til at hverve Tysklandsarbejdere
Som vi tidligere har skrevet, var fagbevægelsen med til at sende mindst 127.000 arbejdere til Tyskland. (kilder angiver også et større antal) Flere steder står det anført, at det ikke var tvang. Men nægtede de at tage af sted blev understøttelsen taget fra dem, eller hvis man var mellem 18 år og 25 år blev man sendt i arbejdslejr.
Uden fagbevægelsens aktive rolle var der nok ikke rejst så mange danskere til Tyskland for at arbejde. Håbet var at få en goodwill hos tyskerne. Fagbevægelsen var også bange for at de arbejdsløse vil søge mod yderfløjene -nazisterne og kommunisterne.
Fagbevægelsen mente, at der var nok arbejde at få hos tyskerne både ved vestkysten og syd på. Man ville ikke støtte ”dovne” arbejdere, der gik hænderne i lommen. Der var jo i grunden en masse arbejde at få.
Hjemvendte, der var utilfreds med arbejdsforholdene kunne ikke få hjælp
Forholdene i Tyskland var slet ikke som man havde lovet. Brød man kontrakten og forsøgte at rejse hjem blev man sendt i arbejdslejr. Lykkedes det for danske arbejdere at komme hjem, fordi arbejdsforholdene var elendige – ja så blev de også straffet, da de kom hjem. Understøttelsen blev frataget dem.
Tysklandsarbejdere betragtet som værnemagere
Når Tysklandsarbejdere så vendte hjem, blev de nærmest betragtet som værnemagere og nedgjort. Politikere og historikere fastholdt denne historie i mange år. Tyskerne truede med at hvis det ikke blev sendt nok arbejdere til Tyskland ville de lukke for brændsel og kokslevering.
Arbejdsformidlingen henviste ledige til at arbejde for tyskerne
Arbejdsformidlingen henviste også arbejdsløse til at arbejde på tyske arbejdspladser i Danmark. Der blev bygget bunkers langs vestkysten og på Rømø havde tyskerne et større forsvarsanlæg.
90.000 – 100.000 arbejdere ved vestkysten
Fra dansk side ville man forhindre at der kom tyske firmaer og eventuelt krigsfanger. Atlantvolden blev hovedsagelig bygget af dansk arbejdskraft. Mange entreprenører meldte sig. Og de udførte nok ikke altid lige arbejdet efter bogen. Således fakturerede de arbejde, som ikke var blevet udført. Det skønnes at mellem 90.000 og 100.000 var beskæftiget her i kortere eller længere tid.
Advokat Carl Madsen ville have alle entreprenører straffet
Den navnkundige advokat Carl Madsen ville have entreprenører, der havde tjent formuer ved at arbejde for tyskerne, dømt. Men entreprenørerne kunne henvise til at bl.a. Stauning og Christmas Møller havde presset dem. I den sidste ende var det Den Danske Nationalbank, der betalte via clearingkontoen.
Mange udnyttede situationen åbenlyst
Der opstod arbejdsgivertyper bestående af fallerede forretningsfolk som entreprenører, og ”deciderede outsidere”. Værnemagtsarbejdet udviklede sig til at nogle udnyttede situationen hensynsløst. Måske skal vi lige nævne at organisationsprocenten hos arbejderne ved vestkysten kun var på ca. 35 pct.
Der blev arbejdet mange timer
Lige som de arbejdere, der tog syd på, blev de arbejdere, der arbejdede på vestkysten beskyldt for at være kollaboratører.
At arbejdere betragtede det at arbejde her som favorable gjaldt nu ikke for alle. De arbejdede også mange timer. Mange steder blev der arbejdet på akkord. Flere steder var der tale om haste-arbejde, hvor normal arbejdstid ikke slog til.
Der er også beretninger om at almindelige arbejdere havde en ugeløn på 100 kr. Og de skulle så ugentlig af med 50 kr. i kost og logi. De lokale forstod at udnytte situationen, når det gjaldt logi.
Dårlige forhold
Det generelle var, at der var lange arbejdsdage på 10 – 14 timer. Mange arbejdede alle ugens dage. om vinteren
Men de høje lønninger skabte utilfredshed blandt de almindelige arbejder på de danske arbejdspladser. Som allerede skrevet oplevede disse reallønsfald og dyrtid.
Mange steder boede 3-4 arbejdere på et værelse. Fagbevægelsen holdt lav profil, så længe der ikke opstod konflikter. Man ville ikke give tyskerne anledning til at reagere.
Tyskerne ville have arbejderne over i Dansk Arbejderfront
Allerede i 1942, hvor byggeaktiviteterne knap var gået i gang, lød det fra tyskerne, at danske arbejdere, der arbejdede på tyske arbejdspladser skulle melde sig ind i Det Danske Arbejderfællesskab – bedre kendt som Dansk Arbejderfront.
I december 1942 kom de første store strejker på de tyske arbejdspladser. Reaktionen kom prompte fra Werner Best Minister Kjærbøl lovede at han ville gøre alt for at forhindre kommende strejker.
De tyske arbejdspladsledere forlangte nedsættelse af priserne. Men både priser og lønninger fortsatte med at stige i 1943, Regeringen fortsatte med at udvide priskontrollen.
Werner Best sørgede for at den danske fagbevægelse mistede indflydelse
Efterhånden blev det for meget for Werner Best. Han beordrede de danske aftaler annulleret. Nu gjaldt der tyske betingelser. Den danske fagbevægelse havde nu ikke mere at gøre på de tyske arbejdspladser.
Der blev indført arbejdskort for at forhindre misbrug af arbejdsløshedsunderstøttelse. Til stor frustration blev der nærmest genindført stavnsbånds-lignende forhold for landbrugsarbejderne
Formanden advarede mod sabotage
Den 13. september 1942 advarede formanden for De Samvirkende Fagforbund, Lauritz Hansen arbejderne i Berlingske Tidende:
Han måtte aflevere alle sine tillidsposter
I 1936 blev han sekretær i De Samvirkende Fagforbund som senere kom til at hedde LO. Fra 1938-1945 sad han i Københavns Borgerrepræsentation. Han blev socialminister i samlingsregeringen under Scavenius. Tyskerne var åbenbart glade for ham. De ønskede ham som statsminister i 1942.
Efter besættelsen mente Socialdemokratiet, at han havde været illoyal over for partiet. Han blev derfor tvunget til at forlade alle sine tillidsposter. Allerede i 1940 mente han at fagbevægelsen skulle tilpasses Tysklands ønsker.
I illegale blade kritiserede kommunisterne fagbevægelsen og deres rolle i hvervningen. En dansk arbejder overtog nu en tysk arbejders plads, der blev sendt til fronten.
Statens Ungdomslejre
Statens ungdomsleje var opbygget efter de tyske arbejdslejre som forbillede. Der var hegn og pigtråd om lejrene med vagter. Måske var lejrene også en slags værne mod at de unge skulle finde på at melde sig under de yderliggående partier.
Der var fastsat ved lov, hvad de unge skulle beskæftige sig med. Allerede i 1938 var den første lovgivning om disse forhold blevet vedtaget. Her blev et ungt menneske mellem 18 år og 25 år anbragt, hvis han/hun som var arbejdsløs og ikke ville til Tyskland anbragt. Her var 28 timers fysisk arbejde og nogle timer på skolebænken. De unge betragtede opholdet som internering.
Ophold i disse lejre var en slags frivillig tvang. Dem, der nægtede, blev trukket i understøttelse. Disse unge blev betragtet som ”arbejdssky”. Før besættelsen var der 5- 6.000 indsatte. I 1940 var der 12-16.000 indsatte.
Dansk landbrug dækkede 10 – 20 pct. af tyskernes behov
Tysklandsarbejdere blev betragtet som en støtte til den tyske krigsindustri. Men det gjorde landbrugsprodukter også. Dansk landbrug dækkede 10-20 pct. Tyskerne ensrettede den danske produktion efter deres behov.
Masser af strejker
I 1943 er det særlig i jyske og fynske byer arbejdere på større virksomheder nedlægger arbejdet. I sommeren 1944 bryder Folkestrejken ud i København. Et gå-tidligt hjem møde udviklede sig til generalstrejke – anført af arbejdere på B&W. Over 100 mennesker bliver dræbt og ca. 600 såres. Tyskerne truer med at bombe forskellige kvarterer.
I sommeren og efteråret 1944 er der mindst 40 overenskomststridige strejker. Den 4. juli 1945 strejker 100.000 arbejdere. Man forlanger en 40 timers arbejdsuge og fuld lønudligning. Strejkerne handlede også om afskaffelse af lov om arbejdsforhold af 1940.
Tilgangen til fagbevægelsen var stigende
Nogle historikere er inde på at fagbevægelsen mistede anseelse under besættelsen. Men det er nu ikke tilfældet. Tilgangen til de forskellige fagforeninger var stigende.
Kilde:
August 24, 2025
Det triste dødsfald fra Oksbøl
Flere gange under besættelsen er Als blevet beskudt af allierede fly. Det blev Als også den 4. maj. Desværre blev Anna Elise Larsen ramt, da hun var på vej hjem fra skole. Gennem øjenvidneskildringer forsøger vi her at beskrive, hvad der egentlig skete ved Oksbøl.
Britiske jagerfly angreb
Om aftenen den 4. maj modtog Montgomery på Lüneburger Heide, Tysklands kapitulation i Nordvesttyskland, Holland og Tyskland.
Men overalt i Danmark fløj engelske jagere og beskød transportmål på vejene med både dræbte og sårede til følge. Syd for Haderslev blev en tysk konvoj beskudt med mange ofre til følge. Mellem Jejsing og Tønder måtte skoleelever søge tilflugt, da engelske jagerfly beskød dem.
Nordals har ikke været forskånet for bomber under besættelsen. Også den 4. maj 1945 blev området beskudt. Britiske jagere overfløj Als fra syd mod nord. De beskød alle de køretøjer, de kunne få øje på.
Åbenbart havde tyskerne den dag planlagt en ”hemmelig transport” af et eller andet. Da maskinerne kom fra syd, har de i første overflyvning af Oksbøl for sent fået øje på vognmand Jørgen Thomsens lastvogn, der stod parkeret lige nord for hans ejendom. De vendte derfor om og beskød lastvognen fra nord.
Skolebussen kørte ikke
Samtidig var Anna Elise Larsen, Broballe, sammen med skoleveninde Cecillie Rasmussen, Broballe, på vej hjem fra skole. De kørte normalt med skolebus, men netop denne dag var bussen af en eller anden årsag indstillet. De måtte derfor gå hjem til fods.
De var som Cecillie fortæller, kommet bagefter de andre elever fra Broballe-Mjels området, fordi de gik og
Idyllen bliver pludselig til alvorlig uhygge. Pigerne søger i første omgang ly for kugleregnen i en grøft.
Ramt i halspulsåren
I haven syd for Jørgen Thomsens hus gik en havemand, som fik øje på pigerne. Han råbte til dem, at de skulle komme i dækning hos ham, syd for huset. Pigerne løber så ind ad den private allé, der fører forbi haven. Anna Elise Larsen bliver ramt i halspulsåren af en granatsplint og Cecilie Rasmussen bliver ramt i det ene knæ, ligeledes af en splint, som bliver siddende.
Hun synker sammen, men er i stand til at rejse sig og fortsætte mod havemanden. Hun når at høre Anna Elise råbe:
Så mister hun kontakten med hende.
Det viser sig, at Anna Elise er stærkt blødende. Men Anna Elise havde mistet så meget blod, at det ikke var noget at gøre.
Det er Mette Hellesøe, der tilkaldte lægen, men han var optaget andetsteds.
Kastet sig ud af lastbilen
I lastbilen, som var jagerflyenes egentlige mål, sad snedkermester Henrik Schlichting, Broballe og ventede på at blive kørt til en læge. Kort forinden var han kommet til skade med sin hånd. Han havde kastet sig ud af bilen, og slap med et ufarligt strejfskud i hovedet.
Cecilie modtog det triste budskab
Da der igen var faldet ro over Oksbøl, begav Cecillie, sammen med havemanden på vej til fods mod Broballe, hvor hun blev modtaget af sin mor. Cecilie var på det tidspunkt uvidende om Anna Elises tragiske skæbne. Først sent på eftermiddagen kunne moderen få over sin læber, at Cecilie havde mistet sin bedste veninde.
Heimdal 7. maj 1945
Endelig blev en lastbil, tilhørende savværksejer Willadsen, Høruphav beskudt i Tandslet. Chauffør Jørgen Dideriksen, Høruphav blev lettere såret i den ene arm. Desuden blev forskellige telefonledninger ødelagt ved beskydningen. Således var Tandslet afskåret fra telefonforbindelse fra omverdenen.
Jydske Tidende 40 år efter
40 år efter den tragiske hændelse, skrev dagbladet Jydske Tidende den 2. maj 1985 følgende (Vi bringer her første del):
JydskeVestkysten 60 år efter
Vognmand Jørgen Thomsen, Oksbøl beretter
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 18, 2025
Kongen og Bonden fra Solvig
Masser af hovarbejde. Melchior Rantzau var urimelig og ondsindet. Bondens svin havde ødelagt Rantzaus blomsterbed. Bonden fik 20 stk. ”Stokkeprygl”. Svin blev skudt af Rantzau. Præsten: ”Gå til en advokat”. Bonden: ”Jeg klarer det selv”. Kongen var på vej til Tønder. Christian den Femte tog imod bonden. Bonden forklarede kongen, hvad krusedullerne betød. Eksperterne kunne ikke tyde dem. Forseglet kabinetsordre afleveret til en meget sur herremand. 20 Rigsdaler til bonden.
Masser af hovarbejde
Efter at Familien Gjordsen i flere slægtled havde været ejer af gården Solvig, blev den solgt til Melchior Rantzau. Solvig Gård hørte til Højst Sogn. Men siden Rantzau anlagde en vej gennem engene fra Solvig til Hostrup, har både møllen og gården hørt til Hostrup.
Solvig gård var en ualmindelig stor gård. De fleste bøndergårde ikke alene i Hostrup Sogn men også i Bylderup og Højst sogne var fæstegårde til Solviggård.
Fæstebønderne under Solvig Gård havde det meget dårligt. Om morgenen ved daggry kom fogeden fra Solvig og tilsagde dem om at møde på gården. Der blev tudet i et horn, og derefter lød det sædvanlig:
Bønderne måtte gøre hovarbejde. Der var masser af fæste arbejde. Det skulle ydes i form af arbejde.
Melchior Rantzau var urimelig og ondsindet
I tidens løb stillede Rantzau større og større fordringer og en mængde bøndergårde blev nedlagt. Der kommer mere og mere herregårdsjord. Og Rantzau var et urimeligt og ondsindet menneske. Han forlangte ikke sjældent så meget, at den stakkels bonde ikke havde tid til at passe sin egen jord.
Flere af de danske konger søgte at komme bønderne til hjælp, men Solvig var en stat i staten og havde egen justits. Der findes i hvert fald en historie, hvordan Christian den Femte hjalp en bonde ud af en sag på gården.
Bondens svin ødelagde Rantzaus blomsterbed
Øst for gården Solvig på den østlige side af vejen lå på Rantzaus tid en lille bondegård. Ejeren hed Nissen og gården hed Lundsgård. Han havde opfedet et svin for at kunne betale sine afgifter. Men en dag var den fundet op ad stien og ind i Rantzaus Have, hvor den havde anrettet en del ødelæggelser i blomsterbedene.
Bonden fik 20 stk. ”stokkeprygl”
Herremanden bebrejdede bondemanden en masse ting. Bonden mente, at den daglige hoveritjeneste var skyld i at han ikke kunne passe svinet. Og hvis nu den skødesløse gartner havde passet bedre på, var ulykken slet ikke sket.
Rantzau blev rasende over den ”frækhed” på den måde bonden talte på. Han fik 20 ”stokkeprygl”. Bonden fik at vide, at hvis svinet atter viste sig, ville den blive skudt. Købet ville blive uddelt blandt herskabets folk på gården.
Svinet blev skudt af herremanden
Den følgende dag brød svinet ud igen og løb ind i haven og begyndte at rode i blomsterbedet. Det var Rantzau selv, der opdagede svinet. Han tog sit gevær og skød svinet. Og kødet blev fordelt ud til herskabets folk.
Præsten: ”Gå til en advokat”
Nu kunne bonden ikke mere betale sine afgifter. Den fattige bonde vidste ingen udvej. Han manglede mod og penge. Han ville gå den korteste vej til kongen – via præsten. Og han henvendte sig til Petrus Richelius eller Peter Richelsen i Hostrup. Bonden bad præsten gå til kongen.
Præsten mente. Det var bedre at gå til en advokat
Bonden: ”Jeg klarer det selv”
Jeg skriver selv, sagde bonden. Præsten var meget forbavset over at høre, at bonden kunne skrive. Præsten gav ham papir og bonden gav sig til at bemale dette. Med en mængde uforståelige figurer. Præsten betragtede længe det beskrevne ark, men kunne ikke forstå det mindste. Bonden takkede og gik bort.
Kongen var på vej til Tønder
Undervejs erfarede han at kongen netop var kommet til Tønder, hvor han blev hyldet af borgerskabet. Straks løb han hjem iførte sig sine bedste klæder og begav sig på vej til Tønder. Mere og mere fik han mod.
Christian den Femte tog imod bonden
Ankommet til Tønderhus trådte en skildvagt i vejen for ham. Bonden stod nu og holdt ansøgningen i vejret. Kongen kom, soldaten præsenterede gevær. Kongen spurgte bonden, hvad han ville. Jo han ville tale med kongen
Bonden forklarede krusedullerne
Kong Christian (den Femte) tog imod papiret fra bonden, åbnede det, og da han så de forunderlige figurer i stedet for bogstaver holdt han ansøgningen hen foran bonden og spurgte:
Bonden svarede:
Kongen fik nu med stor tålmodighed nøje besked om sagens sammenhæng og lod ham vide, at han kunne komme igen i morgen.
Eksperterne kunne ikke forstå krusedullerne
Næste dag traf han kongen med rådgivere ved taflet. Bonden trådte ind i salen med et ”Velbekomme”. Kong Christian gav ham et vink, at han skulle blive stående. Kongen trak ansøgningen op af lommen. Idet han trak ansøgningen op og rakte den til sine rådgivere, sagde han:
Men der var ingen, som kunne tyde disse hieroglyffer. Kongen mente, at det var mærkeligt, der var så mange lærde til stede, der ikke kunne forklare disse tegn. Men nu forklarede kongen, hvad der var hændt.
Pludselig trådte bonden frem og råbte, at det ikke var så mærkeligt at han kunne forklare det, for han havde jo forklaret det i forvejen.
Kong Christian lo og med ham alle gæster.
Forseglet kabinetsordre afleveret til Rantzau
Da Taflet var hævet, rakte kongen ham en forseglet kabinetsordre. Han kunne nu gå hjem og give herremanden Rantzau dette brev. Herremanden som allerede havde erfaret bondens plan for nu løs på ham og truede ham med det værste. Men så rakte bonden ham kabinetsordren. Da Rantzau havde læst indholdet, råbte og skreg han af bonden og sagde at han skulle ”skride ad helvede til”.
20 Rigsdaler til bonden
Den følgende morgen fik bonden ordre på at møde hos amtmanden. Denne forklarede ham, at ifølge allerhøjeste kabinetsordre skulle Melchior Rantzau:
Bonden kvitterede med 3 kryds for betalingen.
Tilmed havde kongen befalet Rantzau, at han inden otte dage skulle bevise, at han nøje havde efterkommet befalingen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 16, 2025
Rømø – dengang og nu
Da tyskerne drev til havs. Det var som Tour de France. Nok ikke folk her i Oldtiden. Sandflugten har været meget udbredt. Bebyggelse startet i Vikingetiden. Man tænker i første omgang på den brede badestrand. De søfarendes kirke. Økonomisk opblomstring. 40 kaptajner på en gang på Rømø. Det maritime er fremherskende i kirken. Et stykke lokalhistorie i sig selv på kirkegården. Befolkningen var isoleret. Dæmnings – arbejdet begyndte i 1938. Kæmpe forsvarsanlæg på Rømø. De flotte kommandørgård. Er Tønder Kommune forberedt på klimatilpasningen?
Da tyskerne drev til havs
Det var dengang, folk på Lærkevej i Tønder stod ude for at snakke med hinanden. Og sådan var det særlig i weekenden. Og når så Falck rykkede ud, kunne jeg tænde min radio, og finde ud af, hvor man kørte hen. Jeg havde pillet ved radioen.
Så kunne jeg altid løbe ned til forsamlingen og fortælle dem det. Og ofte var det til Rømø, hvor tyskere på badering var drevet til havs. Det skete også ofte, at deres Mercedes var kørt fast i det salte vand.
Det var som Tour de France
Jo og en del gange cyklede vi til Rømø. Det var en Tour de France værdig. Det var altid modvind. Men øen er formet af vind, vand og menneskers vedholdenhed.
Nok ikke folk i Oldtiden
Historikere har skrevet, at der på Rømø var folk allerede i Oldtiden. Det er nok ikke helt korrekt. Mens dele af Sild, Før og Amrum er istidsdannelser, er Rømø, Fanø og Mandø en forholdsvis sen dannelse.
Sandflugten har været meget udbredt
Gennem århundreder dannedes en banke af sand og vegetation. Den voksede stærkt i bredden. I tidens løb blev slikaflejringer navnlig i øst og nord – en stærk medvirkende kraft til opbygningen af øen.
På den allerstørste del af øen har sandflugten været eneherskende. Her blev der dannet de mange klitter i flere rækker. Flere steder har man forsøgt at stemme op for vildskaben. Ved Juvre har man i det 17. århundrede ved hjælp af hegn og diger dæmmet op for den. Måske har Toftum gjort det samme med Dyssebjergene.
Bebyggelsen startet i Vikingetiden
Bebyggelsen af øen synes efter de ældste bynavne at dømme – at være foregået i vikingetiden. De første spor dateres dog tilbage til stenalderen, hvor jægere og samlere udnyttede øens rige dyreliv og omkring hvad der kunne fanges i Vadehavet.
Øens beboere levede af det, der kunne dyrkes på de sandede jorde. Desuden blev jorden ofte oversvømmet.
Man tænker først på den brede badestrand
De andre byer synes at være yngre. Øens 600 mennesker er fordelt på 19 bylag.
Kommer man til Rømø i dag, er det første man tænker på Lakolk og den brede badestrand.
Kom man ned til Havneby, så man 6-8 tarvelige huse, der endda ikke alle var beboet men i 1795 var her 31 huse. Mere end 20 stykker er sunket til grus. Her var også et hvilehjem for over-anstrengte kvinder.
Nord for Havneby går turen over engene til en lille høj lige ved havet. Her i nærheden fødtes skibsrederen P. Mærsk Møller, fader til A.P. Møller.
De søfarendes kirke
Og så må vi da nævne den specielle kirke. Den er viet til Sant Clemens – de søfarendes helgen. Her kan man sandelig også se den maritime historie. Den er beliggende i Kirkeby.
Den blev allerede anlagt i 1200 – tallet og en af de ældste kirker i området. Dens oprindelige romanske stil kan spores i den ældste del af bygningen særlig i den massive granitkonstruktion og de karakteristiske rundbuede vinduer. Gennem århundreder har kirken gennemgået flere ombygninger og udvidelser.
Økonomisk opblomstring
I 1600 og 1700-tallet oplevede Rømø en økonomisk opblomstring, særlig på grund af den store indtjening ved hvalfangst. Mange kaptajner, skippere og almindelige søfolk deltog.
Beboerne ernærede sig primært med fiskeri og indsamling af østers, muslinger og tang inden de søgte arbejde på større skibe. Det var fra slutningen af 1600-tallet frem til midten af 1800-tallet. Rømø-borgerne udviklede unikke søfartskompetence.
40 kaptajner på Rømø
Man tog hyre på hollandske, tyske og danske skibe. På Rømø kom der også et pænt antal lokale skibe. De drev også lidt kysthandel. I 1750 var der 40 kaptajns – familier på Rømø. De fiskede ved Svalbard og ved Grønland.
Man fangede og udvandt olie af hvaler i de kolde farvande. Det var et farligt arbejde.
Det maritime er fremherskende i kirken
Tårnet på kirken er fra 1200 og har tjent både som klokketårn og sømærke.
Indendørs er Rømø Kirke præget af et usædvanligt rigt barokinteriør. Kirkerummet er er udsmykket med farvestrålende træskærerarbejder, der vidner om forbindelsen til det maritime. I kirken er der også modeller af store sejlskibe, der hænger op under loftet. Disse er skænket af taknemlige søfolk og deres familier. Mange af skibene er ret så detaljeret og kan dateres tilbage til 1700-tallet.
Et stykke lokalhistorie i sig selv
Kirkegården omkring kirken er et stykke lokalhistorie i sig selv. Her kan læses om stormfulde togter, dramatiske skæbner og familier, hvis liv var knyttet til havets luner.
Befolkningen var isoleret
Rømøs placering betød at befolkningen var isoleret. I lange periode især i vintersæsonen var sejlads umulig. Før dæmningen var man afhængig af færgeforbindelse. Og den fungerede kun, når tidevandet tillod det.
Dæmnings – arbejde fra 1938
Allerede i 1800-tallet begyndte myndigheder og beboere at drøfte mulighederne inspireret af dæmningsprojekter i Tyskland og Holland.
Efter Første Verdenskrig opstod tanken igen. I 1930erne vedtog man at projektet skulle være et beskæftigelsesprojekt. Man besluttede at projektet skulle være en jorddæmning. Der blev etableret adgangsveje, midlertidige boliger til arbejderne. Vadehavs-miljøet var ikke det letteste miljø at arbejde i. Byggearbejdet blev iværksat i 1938. Men hurtigt opstod der materialemangel grundet Anden Verdenskrig.
Alligevel fortsatte projektet delvis. Det meste foregik med håndkraft. Man havde enkelte maskiner. Mængden af materialer, der skulle flyttes, var enorm. Stormfloder og isdannelser satte arbejderne på udfordringer. Men alligevel kunne man i 1948 indvie dæmningen.
De flotte kommandørgårde
Rømøs højeste klit hedder ”Høst”. Her ligger stadig nogle af de flotte kommandørgårde, er i den grad viser velstand. Her er fine trædekorationer og hollandske kakler og søkort på væggene.
De hjemvendte skippere havde medbragt eksotiske genstande, porcelæn, smykker og tekstiler fra fjerne egne.
Mens mændene ofte var væk i årevis, tog kvinderne ansvaret både for husholdningen, børneopdragelsen og driften på gården.
Ændringer i de internationale handelsmønstre førte til et gradvist fald i løbet af 1800-tallet. Mange søfolk fra Rømø fik arbejde på handels – og passagerer skibe. Mindet om Rømøs storhedstid som søfartssamfund lever videre i sagn, navne og traditioner.
Kæmpe forsvarsanlæg på Rømø
Under Anden Verdenskrig blev Rømø en strategisk position for den tyske besættelsesmagt. Der blev opført bunkeranlæg og forsvarsanlæg langs kysten.
I 1948 blev Rømø-dæmningen indviet. Pludselig var øen ikke mere isoleret men forbundet til fastlandet. Øen friske havluft og brede strand tiltrækker turister fra hele Verden men især af tyskere. Sommerhusområder og campingpladser skød op.
Er Tønder Kommune forberedt på klimatilpasningen
Stranden er blevet centrum for mange aktiviteter som veteranbiltræf, dragefestival, Herkules – fly – landinger og en masse andre ting. Spørgsmålet er om det hele er bæredygtigt. Hvad med klitlandskabet? Hvad med samspillet mellem natur og landskab? Er grænsen for tilstrømning ikke ved at være noget?
Er Tønder Kommune forberedt på klimatilpasningen og den forhøjede vandstand? Og hvad med dæmningen, er den klar til fremtiden? Denne dæmning er i høj grad med til at præge Rømøs nutid og fremtid.
I fremtiden står Rømø ud for nye udfordringer. Klimaændringer og stigende havniveauer truer med at ændre landskabet. Øens infrastruktur skal løbende tilpasses for at beskytte både beboere og besøgende.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Rømø
Ballum
Lige i nærheden
August 11, 2025
Tønder fra 1860erne til 1920erne
Historiske strømninger og dagligliv i en omstridt periode
Indledning. Krigen i 1864 og konsekvenserne. Det daglige liv under preussisk styre. Kulturelle spændinger og identitet Første Verdenskrig i Tønder. Afstemningen i 1920. Tønder som grænseby. Turen til Tønder var skrækkelig. En metalæske blev indmuret. Tønder var bestemt ikke renlig. Slotsgade har fået navneforandring. Slotsgades beboere. Store bunker af bark. Slagtning af svin midt på gaden. Da svinene sørgede. Da amtmandens hund bed får ihjel. En kanal til havnen De to gode svømmere. De to bade-steder. Mange muligheder for skøjteløbere. De fattige fik anvist noget jord. Om sommeren samledes man udenfor om aftenen. Det danske tyske. Man havde en rigtig betjent. Drikkeriet spillede en stor rose Den bidske hest. Lægerne i Tønder. Tandlægen havde lokaler i Strucks Hotel (Grand Hotel). Matadoren Olufsen. Den urimelige tykke Angel. Jenstøber Lorentzen. Slagterne Petersen & Specht. Datteren sultede ihjel, sagde man. Pastoren døde med kort i hånden, lød myten. Hun blev værtinde i Larsens Biergarten (Centralhalle)
Indledning
Tønder, der ligger i det sydvestlige hjørne af det nuværende Danmark, har gennem tiderne været centrum for politiske og kulturelle brydninger, ikke mindst i perioden 1864-1920. Denne periode var præget af stor usikkerhed, forandring og omvæltning, hvor både nationale grænser og lokale identiteter blev sat på prøve. For at forstå Tønders udvikling i denne tid er det nødvendigt at se nærmere på de historiske begivenheder, der formede byen og dens indbyggere.
Krigen i 1864 og konsekvenserne
1864 markerer et vendepunkt i dansk historie. Efter nederlaget til Preussen og Østrig i den anden slesvigske krig måtte Danmark afstå de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenborg ved freden i Wien. Dermed blev Tønder, der hidtil havde været en dansk by, en del af det preussiske rige. Det var et smerteligt tab for mange danskere, og for indbyggerne i Tønder betød det, at de nu levede under fremmed styre.
Overgangen til preussisk administration medførte store forandringer i det daglige liv. Officielle sprog blev ændret fra dansk til tysk, og de administrative strukturer blev tilpasset preussisk lovgivning. Mange lokale embedsfolk blev udskiftet med personer udefra, og byens institutioner skulle nu navigere i en ny, ofte mere centraliseret styringsform.
Det daglige liv under preussisk styre
For befolkningen i Tønder blev hverdagen præget af en vis tilpasning til det nye styre. Skolevæsenet blev omorganiseret, og tysk blev hovedsproget i undervisningen, hvilket havde stor betydning for både børn og voksne. Nogle familier holdt stædigt fast i deres danske rødder, talte dansk i hjemmet og dyrkede de gamle traditioner, mens andre tilpassede sig hurtigere til de nye forhold og identificerede sig efterhånden mere som tyske.
Erhvervslivet fortsatte dog i nogen grad ufortrødent. Tønder var kendt for sin produktion af kniplinger og havde et blomstrende handelsliv. Byens placering tæt på grænsen gjorde den til et vigtigt knudepunkt for handel, og mange handlende måtte nu forholde sig til nye regler, afgifter og markeder. Der opstod også nye muligheder, f.eks. gennem adgang til det større preussiske marked. Nogle forretningsfolk oplevede fremgang, mens andre måtte kæmpe med tilpasningen.
Kulturelle spændinger og identitet
Tiden under preussisk styre var præget af spændinger mellem dansk og tysk identitet. Mange i Tønder følte sig stadig knyttet til Danmark, mens andre – især blandt de yngre generationer – begyndte at identificere sig mere med Tyskland. Det afspejlede sig i foreningsliv, kirkelige forhold og i byens kulturelle aktiviteter.
Sprog var et centralt stridspunkt. Mange danske foreninger og skoler forsøgte at holde dansk kultur i live, men blev ofte mødt med restriktioner og krav om brug af tysk. I kirkerne kunne prædiken og sang være skuepladser for identitetspolitiske kampe, hvor både dansk og tysk lød fra prædikestolen, alt efter hvilken side den lokale præst stod på.
Første Verdenskrig i Tønder
Da Første Verdenskrig brød ud i 1914, blev Tønder endnu engang trukket ind i Europas storpolitiske konflikter. Som en del af det tyske kejserrige blev unge mænd fra byen indkaldt til krigstjeneste, og mange familier oplevede savn og tab. Byen blev militariseret, og der blev blandt andet opført en luftskibsbase nord for Tønder, hvorfra de berømte Zeppelinere blev sendt på missioner over Nordsøen og England.
Hverdagen under krigen var præget af knaphed, rationering og usikkerhed. Krigen satte også et stort aftryk på byens selvforståelse, hvor loyaliteten over for det tyske rige blev sat på prøve i takt med, at krigens omkostninger blev tydeligere.
Vejen mod Indlemmelsen
Efter afslutningen på Første Verdenskrig i 1918 opstod en ny politisk situation. Tysklands nederlag skabte håb blandt de dansksindede i Nordslesvig, herunder Tønder, om muligheden for at vende tilbage til Danmark. Versaillestraktaten åbnede op for en folkeafstemning i Slesvig, hvor befolkningen selv skulle bestemme, hvilken nation de ønskede at tilhøre.
I Tønder var stemningen delt. Nogle så med glæde frem til muligheden for at komme til Danmark, mens andre – især tysksindede borgere – frygtede tabet af forbindelsen til Tyskland. Debatten var intens, og byen var præget af kampagner, møder og diskussioner, hvor begge sider forsøgte at overbevise befolkningen.
Afstemningen i 1920
Folkeafstemningen i 1920 blev kulminationen på årtiers usikkerhed og national kamp. I Tønder og det øvrige Sydslesvig stemte flertallet for at forblive tyske, mens områderne nord for grænsen, herunder store dele af Nordslesvig, stemte for at blive danske.
Indlemmelsen blev fejret med stor glæde blandt de dansksindede, mens mange tysksindede oplevede den som et tab. Byens identitet blev igen sat på prøve, nu som dansk grænseby med en betydelig tysk mindretalsbefolkning. Det prægede byens institutioner, sprogbrug og hverdagsliv i de følgende årtier.
Perioden 1864-1920 var en tid med store forandringer, hvor Tønder blev kastebold mellem to nationer og måtte finde sin egen vej i skyggen af de nationale brydninger. Byens indbyggere viste en bemærkelsesværdig evne til tilpasning og overlevelse, samtidig med at de holdt fast i deres lokale traditioner og fællesskab.
Tønder som grænseby
Efter 1920 har Tønder bevaret sin rolle som en vigtig grænseby, hvor kulturmødet mellem dansk og tysk stadig er levende. Historien om Tønder i denne periode er historien om et samfund, der igen og igen måtte forholde sig til skiftende magthavere, men som altid formåede at bevare sin egenart og sammenhængskraft.
Turen til Tønder var skrækkelig
I 1860’erne var Tønder en lille by med lidt over 3.000 indbyggere. Ude i ”Nystaden” lå bebyggelsen meget spredt. Dengang var der endnu ikke jernbaneforbindelse. Det var meningen, at man skulle have en forbindelse til Tinglev, men det nåede man ikke inden krigen. Den kom så først i slutningen af 60’erne. Tinglev var ikke anset for et særligt hyggeligt sted. Her skulle man altid vente i flere timer.
Kørsel i diligence fra Ribe til Husum var heller ikke en særlig oplivende tur. Mange besøgende sagde også, at turen til Tønder var skrækkelig.
En metalæske blev indmuret
Øst-banegårdens anlæg gav anledning til, at alleen blev gennembrudt af den ny Richtsensgade. Anlægget måtte også give plads til en ny borgerskole. I sokkelen blev der muret en metalæske med pengestykker, aviser m.m. Det var svært for byens ungdom at fatte dette.
Tønder var bestemt ikke renlig
Byen var hyggelig og venlig, men renlig var den bestemt ikke. Der fandtes ingen kloaker. Spildevandet gik glat ud i rendestenene. De skinnede i alle regnbuens farver.
Bag hovedgaden lå ”Bag æ Stoll” (Bag Staldene) Det blev optaget af lagerpladser, affaldspladser og mægtige møddinger. For mennesker var det ikke et særligt behageligt opholdssted. Men rotter trivedes udmærket der, og det gjorde de i øvrigt i hele Tønder.
På hjørnet Nørregade/Mellemgade holdt ”Tilla Oldes” til. Hun solgte de dejligste runde sirupskager, som blev opbevaret i en rund blikæske.
Slotsgade har fået navneforandring
Og så var det Slotsgade 4, som var blevet ejet af herredsfoged Kjær. Men han solgte huset, da Prøjsen gik i krig med Frankrig. Jo Slotsgade var dengang en smuk og hyggelig gade med små lave huse. I dag hedder gaden Frigrunden. Og gaden ved siden af, hed Møllevejen. Det måtte den heller ikke blive ved med. I dag hedder den Gråbrødrevej. De to gader hørte dengang til slots – og frigrunden.
Vejen havde en række lindetræer og afsluttedes med en køn gammel staldbygning. Derefter kom et stort møddingssted for hele gaden, der heldigvis blev skjult af et plankeværk. Det var ikke særlig hyggeligt. Der var lagt gangbrædder over. Det var sjovt for børnene at løbe frem og tilbage.
Slotsgades beboere
Her i Slotsgade boede dr. Friis. Ellers var det næsten alle småhåndværkere, der levede fra hånden i munden. De var fredelige og venlige folk. Frk. Gormsen indtog en særstilling. Hun blev regnet for at være fin. Hun var datter af apoteker Gormsen, der også havde ejet gården Røj. Hun lignede heller ikke de andre beboere. Hun havde hængekrøller og var sirlig og pæn i påklædningen. Hun, der altid hed ”Mamsel”, boede på kvisten ud til gaden og lærte de unge piger at sy.
Konerne hed ”Mutter”, men man sagde ”Madam. Frede og madam Zornig, var dog noget finere. Skrædder Rasmussens kone hed kun Helene Rasmussen. Hun gik rundt og hjalp folk. Hun blev altid kaldt til hjælp, når nogen var syge. Hun blev anset for dygtig til at kurere folk.
Lorens Kosmos kone hed kun Tille. Hendes mand var svagelig. Hun måtte gå ud og gå folk til hånde. Amtstjener Matis Christiansens kone hed altid Stine af Matis amtstjeners.
Store bunker af bark
På de ikke optagende pladser var henstillet køretøjer og lignende. Her lå store bunker af bark, som de mange garvere havde brugt og derefter solgt til bødkerne, der brugte til rygning. Desuden lå der her træstammer, som bødkerne skulle have savet i stykker. Det var lige noget for knægtene i Slotsgade.
Slagtning af svin
Gaden blev også brugt til slagtning af svin. Et kar blev anbragt midt på gaden. Og Hans Frede stak svinet. Blodet blev optaget i et fad, som madam Frede rørte rundt i med hånden. Derefter blev svinet slæbt over i karret, kært rundt der og anbragt på en stige og skrabet. Alt dette foregik under stor deltagelse fra børnene. Men dette blev dog forbudt. Det var for meget at byde børnene.
Den gamle slagter frede, der døde i 1873, var i sin tid en meget kendt mand i byen. Han skildres som meget forfalden og en brutal mand. Han var ofte i krig med myndighederne og blev straffet adskillige gange. Han var en stor tysker og havde navnlig generet den sidste danske amtmand, Grev Brockenhus – Schack. Han kastede affald og rådne ko-hoveder over i amtmandens have.
Da svinene sørgede
Da Frederik den Syvende døde, drev han to svin gennem byen. Han havde bundet sorte slør om halsen på dem. Han gik selv bag dem og sagde:
Da amtmandens hund bed får ihjel
Jomfrustien var dengang et virkeligt kønt lille anlæg. Det var pyntelige huse eller haver. Hele kvarteret blev domineret af landrådsboligen, som blev beboet af den tyske amtmand von Bleichen, der var fra Sild. Han havde en hund, en pragtfuld blåbrun New Foundlænder. Den kunne godt blive glubsk. Og den fik skyld for at have bidt en masse får ihjel.
Amtmanden ville ikke have noget vrøvl og betalte flere hundrede mark i erstatning.
En kanal til havnen
Frankrig skulle betale Prøjsen 5 milliarder efter krigen. En del af disse skulle bruges til en afvandingskanal fra Møllekulen til havnen. Når sluserne ved Møllekulen stod åbne, kunne frisk vand føres ad den nye kanal føres til havnen. På den måde kunne man også undgå at engene i nærheden blev oversvømmet.
På Skibbroen var der et mindre bryggeri, der sendte alt deres spildevand og dårlige øl ned i havnen, så denne var dækket af et lag grønt øl-affald. Her lå også alle kasserede øl-propper.
De to gode svømmere
Det gamle vandingssted, hvor postheste kom, var borte. Under arbejdet med kanalen var der også nogle, der kom for langt ud i Møllekulen og druknede. Så måtte man have fat i de to brødre, skomager og skrædder Christensen til at dykke efter de druknede og finde dem. De to brødre var dygtige svømmere.
De to bade-steder
Der var også to bade-steder ”Den store Aborrekule” og ”Den lille Aborrekule”. Den store var for de voksne, men den var ikke ufarlig. Der var flere dybe steder, som man ikke kunne se særlig når der var rigelig med vand i åen. Der skete flere drukneulykker.
Den lille havde dels sandbund og var for yngre. Den blev regnet for temmelig ufarlig, men det kunne også gå galt her. En varm sommerdag var Knud og en anden taget op ad Svinvaddiget. Knud var sømand. Han havde oplevet skibbrud og gul feber og meget andet. De var nået omtrent ud til ”Den Lille Aborrekule. Her mente de, der var dybt vand. Knud var først færdig og sprang ud på hovedet fra vejen. Den anden ville også springe, men undrede sig over at Knud ikke komme op. Han så nu at Knud lå nede i vandet. Han kunne ikke røre sig. Og kammeraten kunne ikke få ham op til kanten af diget. Heldigvis kom en mand til hjælp.
Der var kun en alen med hård og mørk klægbund. Knud havde knækket en halshvirvel og han døde et døgn derefter.
Mange muligheder for skøjteløbere
Om vinteren var der en lilleng ved ”e slotspæl”, der blev opfyldt senere til kælkeplads og til afbenyttelse or de begyndende skøjteløbere. Ligeledes ved engene omkring Nyholm var der muligheder. Men den store skøjtebane for hele byen var Sønderfennerne, der næsten altid have udmærket skøjte-is. Isen på selve åen og Mølledammen blev også benyttet, men der var ikke så meget plads.
Når sluserne ved møllen blev åbnet eller lukket, kom der vand ind over isen.
De fattige fik anvist et stykke jord
Port-huset var den eneste rest af slottet. Det fungerede som fængsel helt til 1916. Det var meget middelalderligt. Der var også en kælder midt på pladsen. Det blev brugt som is-kælder.
De fattigste folk i Tønder fik henvist et stykke jord uden betaling nord for kirkegården til dyrkning af kartofler. Fra Sæd kom der jævnligt koner med trækvogne fulde af grøntsager. Men det var egentlig ikke billigt.
Fra Vidåen fik man ål, gedder, sudere og ålændere. Om vinteren løb mutter Seek rundt med en sending torsk fra Esbjerg. Om sommeren kom koner fra Fanø og Manø med tørrede hvillinger og bakskuller.
Om sommeren samledes man udendørs
Kaffe blev der drukket i stort omfang. Offe satte flere kvinder sig i ”æ dørns”. Der blev stillet en lille glasskål med brun kandis.
Om sommeren var der foran husene en bænk anbragt på fortovet. Om aftenen sad beboerne udenfor. Fatter sad gerne med en lang pibe, og så sad mandfolkene og snakkede sammen. De dansksindede talte om de uretfærdigheder, der var overgået de dansksindede.
Det dansk – tyske
Den dansksindede privatskole ”Tørslevs Skole” var blevet forbudt og lukket i 1871 – 72. Den havde lokaler i Østergade i købmand Thomsens, dengang Olesens ejendom. Man måtte nu gå i tysk skole.
En del seminarister og befalingsmænd fra de sydlige egne kunne slet ikke tale eller forstå dansk. Nogen mente, at det skulle være fint, derfor forbød de at deres børn plejede omgang med dansksindede.
Stod man i kirken, i skolen og for myndighederne skulle man tale tysk.
’
Man havde en rigtig betjent
Tønder var jo en fredelig by, men politi havde man dog. Der var til stadighed to gendarmer. De lignede nærmest ryttergeneraler og de var farlig fine. Om natten gik der tre vægtere, der passede på byen. Om dagen var der en lags dagvægtere.
Og så var der en udråber, der hed Pommelschein. Han var vist polak. Han kunne ikke læse. Først måtte hans kone instruere ham. Han læste teksten udenad. Ofte stod han pligtskyldig med papiret i hånden men ofte vendte papiret forkert.
Den rigtige betjent hed Antony med rigtig uniform, fuldskab og kårde ved siden. En af hans vigtigste beskæftigelser var at anholde og transportere Chr. Torp op til porthuset, når han blev for fuld. Og fuld var han altid. Når han ikke var fuld så tjærede han tage. Han tabte engang sin hat ned i tjæren, men satte den igen på hovedet. Tjæren løb ham ned ad kinderne. Det hændte også at han lagde sig til at sove midt på taget.
Drikkeriet spillede en stor rolle
Drikkeriet spillede en stor rolle både blandt småfolk og det højere borgerskab. I gaden (Slotsgade) boede en ældre klodsmager med sin kone og en ældre kvindelig slægtning, som vi altid kaldte ”æ Bossel) (keglekugle), fordi hun var lille tyk, rund og smilende. Hun og manden drak sig vist daglig fulde. . det var ”Æ Bossel”, der hentede brændevinen et sted i gaden.
En gang havde Hans Frede fået en kalv hjem. Men den løb fremad i et stort spring ned ad mod Jomfrustien. Det var netop da ”Æ Bossel ” var hjemadgående med en flaske. Kalven løb direkte mod hende. Hun væltede bagover og slog flasken i stykker så det flød med brændevin over hele gaden.
I gaden boede også en lille mager skrædder. Han pilede gennem gaden, når han skulle bringe eller hente noget tøj. Han var også ligbærer. Han blev trakteret med brændevin og kommenskringler. Kringlen, der ikke blev spist, blev proppet op i de høje hatte. Fik skrædderen for meget brændevin blev han ustyrlig og krigerisk. Så var han ikke til at have med at gøre.
Den bidske hest
I Simonsens sal i Østergade var der teater. Der var både danske og tyske teaterselskaber. De blev 10 – 12 dage ad gangen.
På hjørnet af Pebergade og Skibbroen boede vognmand Thomas Petersen. Han var en stor, tyk og gemytlig mand. Han havde en karl, der hed Johannes. De havde en meget lille hest fra Ærø. Den var kendt og frygtet i vide kredse. Den bed alle dem, den ikke brød sig om. Men den var utrættelig og led den ene makker op efter den anden.
De hygiejniske forhold i Tønder var ikke gode. Folk havde ”æ kole”. Det var også flere alvorlige og udbredte tyfus-epidemier. En mængde børn havde ”drysser”, dvs. de havde store ophavene kirtler og åbne kirstelsår eller kirtelsår.
Lægerne i Tønder
Dr. Friis i Slotsgade havde en stor praksis og var vist nok en dygtig læge. Han var også god til mindre operationer og tandudtrækninger. Han havde selv køretøj og kørte ofte lange ture ud på landet. Her var vejene forfærdelig. Ofte måtte ma færdes i pramme for at komme til afsides steder.
Så var der fysikus Schlaikjer. Han havde praktiseret før 1864. Han var en ivrig tysker og førte en temmelig tilbagetrukket tilværelse.
Ja og dr. Riedell – han og hans kone var meget tyske. Børnene måtte ikke lære dansk. Ja og så var det Dr. Jersild. Han kom fra Tønder i 1880. Men se ham, har vi allerede skrevet to artikler om.
Skulle man have foretaget en større operation i tænderne, ja så kom dr. Stolley fra Flensborg. Nede på Strucks Hotel (Grand Hotel) i Richtsensgade havde han lokaler. Han dukkede op hver 14. dag.
Og så var det dr. Jersild, som vi kunne fortælle meget om. Men se, det har vi allerede gjort i to artikler
Matadoren Olufsen
Dengang var Larsens Biergarten (Centralhalle) meget afholdt.
På hjørnet af Torvet og Storegade boede byens matador, købmand Oluf P. Olufsen. Han sad næsten altid på sit kontor. Ham kunne glasdøren se hvem der besøgte hans tur. Mn egentlig har vi allerede skrevet om familien i to artikler.
Nissen-Rador var også en velhavende mand. Han boede i det smukke patricierhus i Østergade. Han var gift med en Prahl, der var tysk. Selv var han fra Bornholm, men havde ikke meget med de dansksindede i Tønder.
Den urimelige tykke Angel
Så var der også Tyk Angel. Han var ganske urimelig tyk. Man sagde, at han kunne spise en hel ost for sig selv – på engang. Familien boede i det hus, som Tønder Landmandsbank senere kom til at eje. Øst for ejede han to forretningsejendomme. Det var en forretningsejendom med hollandske varer m.m. Og så var der en stor gård med tobaksfabrik. Er var en gård tobaksfabrik.
Angel var tysker. Slægten stammede fra Angel og kom til Tønder det 18- århundrede. Fru Angel var pæn og nydelig. Hun var både energisk og dygtig og sørgede for at børnene ikke blev tyske.
Jernstøberi Lorenzen
Så var der jenstøber Lorenzen. Som vi også allerede har skrevet om. Han havde et jernstøberi på hjørnet af Vestergade og Bokkensåvejen (Nu Popsensgade). Ude i Sølsted mose havde han også beskæftiget en masse. Han fik tre knægte. De to blev skibskaptajner i Hamborg men døde ret unge. Den tredje blev værksbestyrer og redede engang bryggeriet Victoria fra at springe i luften.
Slagterne Petersen & Specht
Slagterne Petersen og Specht boede i Spickergade. Det var to pæne folk og var ret velhavende. De var begge ungkarle. Petersen døde og så begyndte det at gå tilbage for Specht. Nu ville husholdersken absolut gifte sig med ham, men han ville ikke. Og da han nu ikke havde Petersen til at hjælpe sig, begik han selvmord.
Datteren sultede ihjel, sagde man
Skomager Christensen fra Østergade var en ordentlig og pæn mand. Han havde i tidens løb fået en underlig hæs stemme. Han var enkemand og havde en datter til at styre huset. Og det gjorde hun fint. Han døde engang i 80erne og har nok ikke efterladt sig andet end selve huset.
Datteren blev boende som hidtil, men folk sagde at hun døde af sult. Hun havde til sidst brugt alt op. Hun ville ikke søge om hjælp eller legater.
Pastoren døde med kort i hånden
Og så spillede Dr. Friis i Slotsgade l’hombre sammen med Tobiasen fra Teglmark i Aventoft og Pastor Jespersen fra Abild. Det blev sagt at pastoren døde, mens han sad og spillede kort.
Hun blev værtinde i Larsens Biergarten
Ja så var det også en tysker, der hed Basche. Han havde en købmandsforretning i Vestergade i den ejendom, som snedker Stahlberg havde. Han holdt meget af spiritus. Han passede ikke sin forretning. Den gik hurtig i stykker. Så han blev gæstgiver. Og så sagde man, at han absolut ikke var god mod sin kone. Han blev senere helt lam. Hun var god til at sy dametøj og var meget flittig. Hun flyttede fra byen men fortrød og blev værtinde i Larsens Biergarten (Centralhalle) .
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 8, 2025
Tønder fra starten (2)
En historisk rejse gennem Tønders oprindelse og udvikling
Tønder, beliggende i det sydvestlige hjørne af Danmark, er en by med en rig og fascinerende historie, der går flere århundreder tilbage. Byen har gennem tiden fungeret som handelscentrum, grænseby og kulturelt omdrejningspunkt, og dens udvikling er tæt forbundet med både det danske og det nordtyske område. For at forstå Tønders sande karakter og betydning, må man begynde ved begyndelsen – ved byens oprindelse, dens vækst, og de begivenheder, som har præget dens udvikling.
De første spor af bebyggelse i området omkring Tønder kan spores tilbage til vikingetiden og middelalderen. Områdets placering tæt på Vadehavet og de gamle handelsruter gjorde det til et naturligt samlingspunkt for handel og udveksling af varer. Allerede i 1100-tallet nævnes Tønder som et mindre samfund, hvor fiskeri og landbrug, udvinding af salt og eksport af fyrsvamp udgjorde en væsentlig del af livsgrundlaget.
Den ældste del af byen lå nord for havnen. Men her glemmer historikere ofte, at Tønders første havn ikke lå her på Skibbroen. Desuden havde Vidåen et helt andet løb dengang.
Vikinger i Vadehavet
Vikingetiden satte også markante spor i området omkring Vadehavet. De lave kyster og det rige dyreliv gjorde regionen til et attraktivt sted for vikinger, der både slog sig ned og brugte området som udgangspunkt for handel, fiskeri og udforskning. Vadehavets tidevand og talrige små vige og øer gav naturlige havne og skjulesteder, hvor vikingerne kunne samle sig før togter eller beskytte deres skibe mod storme. Fund af redskaber, smykker og gravhøje vidner om en livlig bosættelse og en tid, hvor Vadehavsområdet var tæt forbundet med de nordiske og kontinentale handelsveje. Her har vikingerne sat deres præg på både landskab og kultur, og deres arv kan stadig spores i lokale stednavne og gamle sagn.
Havde Tønder og omegn Trælleborge?
Under vikingetogterne mod England må bugten ved Tønder har spillet en rolle. Et vidnesbyrd herom er navnet Trælborg både i Nolde og Tønder Landsogn forekommer som marknavne. Men har der her været trælborge? De må i så fald have været anlagt i tidsrummet 946 -1015.
Vadehavet – helt ind til Tønder
Engang var der en sejlbar forbindelse til Tønder. Der gik en stor havarm over nuværende Aventoft Sø ind til både Møgeltønder og lille Tønder. Ved denne havarm er der meget tidlig opstået bebyggelse, hvor landet var højest og tørrest. Man taler om et folk, der hedder Guti, der trængte frem i Jylland i 1800 før Kristi.
Fyrsvamp
Fyrsvampen spiller en bemærkelsesværdig rolle i Tønders tidlige historie og stednavne. Denne svamp, som trives bedst i ældre og uplejede skove, var ikke blot en del af det lokale økosystem, men blev også et værdifuldt handelsprodukt. Fyrsvampens egenskab til at fungere som optændingsmiddel gjorde den eftertragtet, især i de skovløse egne ved Vesterhavet, hvor brændbart materiale var en mangelvare. Nogle navneforskere mener, at bynavnet “Tønder” kan stamme fra ordet for fyrsvamp, da eksporten af netop denne svamp kan have været betydningsfuld nok til at præge områdets identitet. Andre ser en sammenhæng med ordet “tænde” og forbindelsen til saltproduktion, men uanset oprindelse peger begge forklaringer på naturens og handelens indflydelse på både navngivning og udvikling. I takt med at skovene omkring Tønder blev ryddet gennem 1000-tallet, ændrede landskabet sig, og fyrsvampen blev sjældnere – men dens spor lever videre i stednavne og lokale fortællinger.
I en jordebog fra 1231, der bygger på en herredsfortegnelse fra 1160 omhandlende Højer og Lø herreder tales der om en stor udstrækning af skov. Det har meget vel været urskovsagtige bevoksninger.
En betydende havn i 1017
Det er klart at Lille Tønder er yngre end Møgeltønder. Og at der her har været en havn før den i Lille Tønder. Men at besejlingsforholdene til Tønder blev bedre. Mellem de to holme har det været en velegnet landingsplads.
I Danske Atlas nr. 7 fra 1781 anføres det i 1017 havde Tønder en betydende havneplads. Men der er ikke rigtig nogen beviser for dette.
Geologen Idrissi tog på en omfattende rejse. Og han kom sandelig også til Tønder. Og så udgav han skriftet ”Nydelse or den, der længes efter at gense landene. Besøget menes at have fundet sted 1130. Han nævner havnen ”Turdira”. Dette menes at være et fejlskrift for ”Tundira”. Han sagde om dette sted:
Mange mener, at det var Møgeltønder, som han besøgte. Men ud for Møgeltønder har der aldrig været dækning for alle vinde. Der har heller ikke været bebyggelse ved nogen ankerplads.
I Lille Tønder passer beskrivelsen. Skibshavnen mellem de to holme uden nævneværdig strøm og uden mulighed for bølgedannelse og lå godt beskyttet ”for alle vinde”.
Vidåens tidligere løb
Vidåens ældste løb gik tæt op ad Øster bag Staldene og Spikergade. Man siger, at Uldgade først blev anlagt i 1586. Men noget tyder på at gaden er ældre. På samme tid mener man også, at Slotsgade blev anlagt. I dag heder gaden Frigrunden. Lillegade og Kobbergade eksisterede før Store Torv blev anlagt.
Bebyggelsen af arealet mellem Storegade og Lille Torv er først tilladt efter 1580. Her lå oprindelig en gård, der blev kaldt Lille Tønder (Lutken Tondern) – senere Kærgård (Kargard). Men allerede ca. 1300 er den flyttet nord for byen og nedlagt 1492. Dens jorder blev skænket til byen.
Tønders første kirke
Nord for Vestergade lå St. Laurentius kirken. Den blev ca. 1500 anneks til St. Nikolaj. Ca. 1533 blev den nedrevet. Landbefolkningen blev henvist til ”Emmerschede Kapel” ved Løgumklostervejen nord for byen. Dette kapel blev nedrevet 1543, hvorefter sogneboerne blev lagt under St. Nikolaj.
Bebyggelsen langs Østergade må være påbegyndt før Nikolaj Kapel påbegyndtes ca. 1300. Kirken er tidligst nævnt 1365, da den var sognekirke for den nedertyske del af befolkningen. Af denne kirke er kun tårnet tilbage. Resten af den nuværende kirke Kristkirken opførtes i 1591 – 1592.
Kan det tænkes at egnens ældste kirker kort efter de jyske bispesæders oprettelse omkring 948? Som de ældste kirker nævnes Møgeltønder og Højer. Tønders kirke må antages at være ældre end sognedelingen i 1028.
I løbet af 1300- og 1400-tallet oplevede Tønder en markant vækst. Byens beliggenhed gav adgang til det blomstrende handelsnetværk, der forbandt Nordeuropa med resten af verden. Særligt handlen med salt, fisk, korn og kreaturer spillede en væsentlig rolle. Salt, som blev udvundet fra de nærliggende marskområder, var en værdifuld handelsvare, og Tøndermarsken blev centrum for produktion og eksport.
Tønders indbyggere nød godt af de privilegier, som købstadsrettighederne gav, og byen udviklede sig til et vigtigt knudepunkt for handelsfolk og rejsende.
Nogle historikere mener at fyrsvamp i en periode havde stor betydning for Tønder og Møgeltønder. Og så skulle guldhornene være gemt i en kongsgård.
Geografiens betydning og udfordringer
Tønder har altid været præget af sin nærhed til Vadehavet og marsken. Dette unikke landskab gav både muligheder og udfordringer. På den ene side var marsken grundlaget for landbrug og kvægavl. På den anden side betød de hyppige stormfloder og oversvømmelser, at indbyggerne måtte arbejde sammen om at sikre deres jord og ejendom. Opførelsen af diger og kanaler blev en livsnødvendighed og er stadig den dag i dag en del af områdets kulturarv.
I 1500-tallet, med reformationen og de store politiske omvæltninger i Europa, oplevede Tønder – som mange andre danske byer – en periode med uro og forandring. Byen blev et vigtigt centrum for den lutherske tro, og Tønders kirker og institutioner spillede en central rolle i indførelsen af den nye protestantiske lære. Samtidig var Tønders borgere dybt involveret i tidens konflikter mellem danske og tyske interesser, især i perioder med slesvig-holstensk uro.
Tønders historie er en fortælling om tilpasning, stolthed og fællesskab. Fra de tidligste bosættelser til nutidens moderne by har Tønder formået at bevare sin unikke identitet, samtidig med at byen har udviklet sig i takt med tidens krav. Byens befolkning har gennem århundreder vist evnen til at samarbejde, modstå udfordringer og skabe et stærkt lokalsamfund, hvor historie og fremtid går hånd i hånd.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 3, 2025
Til marked i Tønder – dengang
Markeder – stor rolle for Tønder. Blev holdt inde i byen. Masser af karruseller. Der blev solgt mange forskellige varer. Det gik ikke stille for sig. Magre kreaturer skulle opfedes i marsken. Man blev svinet til. Ny markedsplads blev dyr. Hestemarked. Drukket tæt fra morgenstunden. En fredsproces. Der gik i vasken. Ålekongen kom hvis også i himlen. Sjovt at se markedsgæsterne drage hjem. På Humlekærren havde de travlt.
Markeder – stor rolle for Tønder
Markeder (mærken) spillede en stor rolle for Tønder dengang. Det var både kræmmermarked, kreatur og hestemarked. Særlig kræmmermarkedet trak børn og barnlige sjæle til.
Der var to årlige kræmmermarkeder – Pinse – og Mikkels-marked. De begyndte begge onsdag formiddag og varede til lørdag eftermiddag. Den ene dag var forbeholdt husbonden med familie. Tjenestefolkene morede sig en anden dag.
Blev holdt inde i byen
Markederne holdtes inde i selve byen. Onsdag morgen var der særlig travlhed med forberedelserne. Når klokken var 4 om eftermiddagen stod der to rækker med telte i hele Storegade. Når det kneb stod der også telte i Vestergade og Østergade.
På Torvet var der samlet skydetelte og lignende foretagender. Der var kraftprøver, vaffeltelte, Caspar Rikke (Mester Jakel. Den lokale marskandiser Hanne Ivers med en keglebane til markedsbrug. Og så var der en levende havfrue, der blev fodret med chokolade.
Masser af karruseller
På det lille torv stod en karrusel. På ”æ Gammel Kjergaard” stod et cirkustelt. På Svinetorvet stod en ”Pracht- und Reisekarrusell”, som var uhyre pragtfuldt udstyret og belyst på to etager og trukket af en hest.
Den fordunklede den lokale, som var anbragt i Tonhalles gård, som blev trukket af drenge, der blev lønnede med gratis karruselture.
Der blev solgt mange forskellige varer
I Søndergade på hjørnet ved apoteket stod gerne nogle jødiske handelsmænd, der benævnede sig som Jacob von Altona. De solgte det mest utroligste kram.
På markedet blev der solgt bomuldstøj og hvidevarer, kasketter, hatte, støvler og alt muligt. Der blev solgt piber, støvler og masser af kager.
Det gik ikke stille for sig
Det gik ikke stille for sig. Der var dans i offentlige lokaler fra om eftermiddagen. Markedsgæsterne ude fra landet måtte have noget at styrke sig på. Også på selve torvet var der et par åbne boder, hvor koner ude fra Rudbøl -egnen, der solgte smørål, som de ristede på åben ovn. For at gæsterne ikke skulle få ondt af de fede sager, kunne man få kaffepunche til.
Det kunne se lidt aparte ud at se voksne folk stå og spise en varm smørål med fedtet sivende ned af mundvigene. Men det har jo smagt dem.
Fattige drenge løb rundt og solgte cigarer. De havde en cigarkasse hængende på maven hvori der lå cigarer til 2 pfennig. De fine kostede 5 pfennig.
Magre kreaturer skulle opfedes
Af kreaturmarkederne var særlig fredags-markederne i foråret og forsommeren mærkbare. Det blev holdt inde i byens hovedgade. Ofte var det magre kreaturer både fra landsdelen og oppe fra Jylland, der skulle til opfedning ude i marsken.
Man blev svinet grundig til
Kreaturerne blev stillet i ro rækker igennem hele gaden. Det gav naturligvis noget rædsomt svineri. Folk fra byen, der gik i pænt tøj, kunne ikke undgå at blive svinet grundigt til.
Drivere, trækkere, handelsmænd og købere vidste, hvad de gik ind til. De gik også med komøg langt op ad benene.
Ny markedsplads blev dyr
Gadens beboere i hvert fald værtshusejerne ville ikke vide noget af, at markedet skulle flyttes uden for byen. Det blev bestemt, at den nye markedsplads skulle ligge ved Flensborg Landevej.
Først da Marskbanen var anlagt og kommet i gang, kunne man blive enige om, at det ikke kunne gå at holde markederne inde i byen. Måske havde det været smartere at lægge den ved en af banegårdene. Men så havde beboerne mistet synet af kreaturerne vandrer gennem byen.
Det var sikkert en meget uheldig plads man havde valgt – en lav og sumpet eng, der hver vinter og forår stod under vand. Den måtte derfor fyldes op. Men det viste sig at fylden forsvandt, når den var fyldt på.
Den første sommer var tilmed meget regnfuld så hele pladsen var et morads. Den blev dog efter mange besværligheder og udgifter til en rigtig markedsplads.
Hestemarked
Der var også flere årlige hestemarkeder. Men de holdtes navnlig på den store plads bag ved ”E Værmøl-ager”, så dette blev ikke bemærket på samme måde.
Drukket tæt fra morgenstunden
Til markederne kom der en mængde mennesker til byen, ikke alene de, der skulle handle, men næsten alle landmænd skulle ind og høre om priser, træffe folk og lignede. Alle handler tog lang tid og der måtte værre mæglere og hjælpere med. Så det var en hel forestilling at overvære sådan en handel.
Efter hver handel skulle dette fejres, så der blev drukket stærkt lige fra morgenstunden, og dette satte liv i handelen. Folk benyttede også lejligheden til at opgøre deres ørige mellemværender.
En fredsproces, der gik i vasken
En morgenstund mødte Nis Proces, Ålekongen, Marcus og Anna Alarm på Torvet. De var ellers altid uvenner. Alle fire kunne bruge en mund, der i lyd og ordforråd søgte sin lige. Den morgen var de sagtmodige, de vekslede ord og en af dem sagde, at det egentlig var en skam, at de altid skulle være i spektakel.
De var da gode, danske folk fra samme by, hvor de nød anseelse og tillid. Det ville da være langt bedre for alle, om de kom godt ud af det med hinanden. Skulle de ikke tage en punch sammen?
Det syntes de alle godt om. De gik ind i gæstgivergården ”Svanen” for at få en hjertestyrkning. De anbragte sig ved et bord, fik serveret punch og begyndte en fredelig passiar. Men de var ikke blevet færdige med den første punch, før de kom i et så voldsomt og højrøstet skænderi, at værten kom og sagde, at de måtte gå. Således endte denne fredsproces.
Ålekongen kom hvis også i himlen
Da Nis lå for døden tilkaldte han pastor Olesen. Han spurgte, hvordan det ville gå ham i himlen. Om også han ville møde Ålekongen. Det troede pastoren bestemt, han ville.
Sjovt at se markedsgæsterne drage hjem
Det var morsomt at se markedsgæsterne drage hjem. Jo senere det blev, des morsommere var det, så blev der råbt:
Og mange andre øgenavne blev nævnt. Det er hændt flere gange, at en kusk er faldet af vognen, når denne i stærk fart kørte over en af broerne over vandløsningerne. Flere stod også på hovedet i mudderet. Det hed så:
På Humlekærren havde de travlt
Alle gæstgivergårde havde travlt. Det gjaldt især den store gamle gæstgivergård ”E Hummelkåre (Humlekærren). Den blev drevet af familien Hage, der var særdeles pæne og dygtige folk og tilmed danske.
Hele huset var taget i brug til markeder. På hele førstesalen var der indrettet gæsteværelser hver med 3,4 og 5 store senge. Der var en lille udbygning til vaskehuset og var forsynet med en bænk ved hver væg, hver med 7 siddepladser. Der havde været meget hyggeligt her.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juli 30, 2025
Da Uldgade fik sit navn
Fik gaden sit navn ved en misforståelse? Uld eller Ulve? Stor interesse for gadenavnene. Claus Eskildsen advarede mod oversættelserne. Wolfstrasse tilhørte ikke byen. I 1905 kalder en anerkendt historiker gaden for Ulvegade. Rester af bolværk fundet i Uldgade. Uldgade og Wolfstrasse forsvaret af henholdsvis danske og tyske interesser. Sandheden kom først frem i 1943. Er Spikergade overhovedet dansk? Og hvorfor hedder det ikke Peblinge-gade i stedet for Pebergade.
Fik gaden sit navn ved en misforståelse
Måske fik gaden sit navn ved en misforståelse.
Uld eller Ulve?
Ja den hed egentlig Wolfstrasse, men nu havde det hvis aldrig været ulve i gaden. Men fik den så navnet efter den uld, der blev læsset i pakhusene i Spikergade. Ja det mente Skovrøy.
Og vi har da også tidligere berettet om, at der en vinter gik ulve gennem Tønder, men om de gik gennem ”Ulvegade” – det vides ikke!
Stor interesse for gadenavnene
Der var stor interesse for gadenavnene dengang. Men lad os lige præsentere de lokale medier:
Claus Eskildsen advarede mod oversættelsesfejl
I 1919 skriver Claus Eskildsen bl.a. i TA:
Wolfstrasse tilhørte ikke byen
Den fremtrædende tyske historikere Ludwig Andresen, der i mange år beskæftigede sig ned Tønders historie skrev bl.a. i NTZ.
I hans indlæg henviste han til Trap Hertugdømmet Slesvig 1862. Her nævnes vejen som Uldgade, men forfatteren har taget fejl, mener Andresen.
Wolfstrasse tilhørte ikke byen. Efter en 10 – årig strid blev vejen først i 1665 overladt til byen. Man havde inden dette år en speciel aftale med borgmester og råd. Dette betød at man uhindret kunne hente vand i Vidåen.
I 1905 kaldte historiker gaden for Ulvegade
I 1570 hed gaden Wulfstraat og i et dokument står der:
Ludwig Andresen nævner også at episoden er nævnt af historikeren Louis Bobe i Sønderjyske Årbøger 1905. Han bruger også navnet Ulvegade.
Rester af et bolværk fundet ved Uldgade
Læserbrevet får P. Skovrøy til at reagere med et indlæg i Flensborg Avis. Han gør opmærksom på at alle oprindelige stednavne var på dansk. Og de så i nogle tilfælde er blevet fejlagtig oversat til tysk.
Han fortæller at rådmand Diemer døde som gammel mand. Han hævdede, at Uldgade hed sådan, fordi bådene fra herredet sejlede op ad Vidåen og lodsede uld på denne plads. Det var før vandmøllen blev bygget – for mere end 300 år siden. Man har senere fundet rester af et bolværk langs åen i Uldgade.
På tøndringer-dialekten hedder det ikke uld men uld. Uld og ulv udtales også ens og går over i de trykte tyske kilder.
Uldgade og Wolfstrasse forsvaret både fra dansk og tysk side
Uldgade og Wolfstrasse blev forsvaret fra både dansk og tyske side. På tysk side var det nu ikke enighed om at gadenavnet oprindelig er dannet af dyrenavnet som forled. Nu begyndte avisen NTZ at omtale Uldgade som det oprindelige navn. Men ak – ingen havde ret.
Sandheden kom først frem i 1943
Sandheden kom først frem i 1943. Her skrev Claus Eskildsen i sin bog Tønder 1243 – 1943:
Er Spikergade overhovedet dansk?
Og hvad nu med Spikergade. Er det overhovedet dansk?
Ja egentlig er forleddet fra latin ”spicarium”. Det betyder kornhus. Dette ord er lånt i højtysk ”Speicher”. På nedertysk hedder det ”spiker” og bruges for benævnelsen ”magasinbygning”. Ordet er også lånt på dansk. Det hedder stadig Spikergade.
Hvorfor hedder det ikke Peblingegade?
Så er det lige den tyske betegnelse ”Pfefferstrasse”. Ja stedet hed egentlig Peblingegade efter Klosterskolens peblinge i sin tid.
Hugo Matthiesen skriver i sin bog ”Gamle gader”, at Pebergade stammer fra pebersvendene, dvs. hanseatiske handelsbetjente.
I 1978 nævner Kjersgaard, at peber i middelalderen var vigtigere end noget andet krydderi. Det var en meget vigtig handelsvare. Det blev også brugt som betalingsmiddel.
Men Peblingegade var noget helt andet. Men det hedder stadig Pebergade.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: