Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro

De Kellerske Anstalter på Nørrebro

Juli 24, 2013

Hvem skulle tro, at den
nye filosofi omkring åndssvage og deres behandling startede på 
Nørrebro. Her begyndte også undervisning af døvstumme. Men vi
beskriver også i denne artikel om samfundets holdning til de åndssvage,
eller idioter, som de blev kaldt dengang. En masse anstalter opstod
rundt omkring. Blandt andet blev løsagtige piger sendt ud på Sprogø.
Her opholdt de sig i gennemsnitlig syv år. På et tidspunkt anså man
sterilisation og kastration som eneste mulighed for, at de elementer,
samfundet ikke havde brug for, kunne minimeres. Det samme var tilfældet
med \”Det Hvide Snit\”.

 

Mange steder på Nørrebro

Der var Keltiske Anstalter Baldersgade, Bangertsgade,
Meinungsgade
og Baggesensgade.

 

Baldersgade

Hvem skulle tro det? På adressen, Baldersgade 20 – 24 opstod i 1880erne en af de såkaldte De Kellerske Institutioner, hvor åndssvage og døvstumme blev undervist i
at læse og tale. Cirka halvdelen af børnene boede på skolen.

 

Balders Hospital

I
1903 åbnede
Balders Hospital i de samme bygninger. Det var det første hospital
Ydre Nørrebro og inderholdte en særlig Konsultationsstue for fattigfolk. Siden blev bygningerne rammen for en berygtet
psykiatrisk afdeling for
Kommunehospitalet.

I
slutningen af besættelsestiden
hed det så Krankenhaus Baldersgade for cirka 140 tyske flygtninge.
Efter besættelsen var hospitalet i en årrække en filial af
Rudolf Bergs Hospital for Kønssygdomme.

 

Helbredelsesanstalt for
Idioter

Ja
det hele begyndte vel i 1841, da læge
Jens Hubertz var foregangsmand inden for et spirende forsøg.
Han fandt ud af, at der var 2.000 udviklingshæmmede i
Danmark. Han delte dem ind i grupper
svarende til
højere, middel eller lettere
udviklingshæmmende.
Han fik nedsat en komité, der skulle fremme oprettelsen
af
helbredelsesanstalt 
for idioter, svagsindede og epileptiske
børn. I 1855 kunne man købe Rahbecks hus Rahbecks Allé og indrette værelser til 20 børn.

 

Afvigere fra det civiliserede
samfund

I
sidste halvdel af 1800 – tallet blev såvel åndssvage, som
blinde, døve, lovbrydere, ordblinde og løsagtige
personer betragtet som afvigere fra det
civiliserede samfund.

 

133
indplankede mennesker

Hubertz beskrev, hvordan gale og åndssvage levede. Han
fandt på et tidspunkt frem til 133
indplankede mennesker. Det vil sige,
at det var mennesker, der var spærret inde i båse, stalde og udhuse. 

Denne Huberts havde søgt en stilling som
leder af sindssygehospitalet i
Risskov ved Århus. men det blev rent afslag.
Det var nok fordi, han ikke var af samme opfattelse som stedets autoriteter.
Huberts mente, at kun afsindige kunne helbredes. I Risskov var man mere optimistiske.

 

Kan man bruge dressur?

Den
store igangsætter var
Johan Keller. Han voksede op på Christianshavns Straffeanstalt, hvor hans far var inspektør. Al den nød og elendighed,
som han var omgivet af, prægede ham resten af sit liv.

 

Johan
Keller
skelnede mellem forskellige
grupper:

 

a. Idioter, hvor man kan bruge dressur

b. Sinker og halvidioter, som kan frelses for samfundet.

 

Det
sidste kræver hvis en
oversættelse. Keller mente, at visse åndssvage,
kunne blive produktive eller kunne tjene
til egne føde.

 

Døvstummeskolen

I
1850 oprettede han
Døvstummeskolen. Det hele begyndte med at fem stykker blev undervist
på et kvistkammer.

Keller foretog en rejse til Tyskland og besøgte en masse forskellige
anstalter. Han blev tilhænger af den såkaldte
Lydmetode. Og med den kunne han også
herhjemme fremvise forbavsende resultater.

 

Det startede i Store Kongensgade

En
skole blev oprettet i en baggård i
Store Kongensgade

Han
fik hjælp fra både staten og kommunen, og kunne derfor bygge en stor
skole i
Baggesensgade. Hertil flyttede man i 1869, og senere også til Baldersgade.

Efter Kellers død i 1884 blev 164 elever
overført til
Det Kongelige Døvstummeinstitut i Nyborg, hvor hans søn, Hjalmar Keller, var inspektør.

 

10.000
idioter i Skandinavien

Det
hændte ofte under
Kellers virksomhed som døvstummelærer,
at han fik børn til undervisning og opdragelse, som ved nærmere undersøgelser
viste sig ikke at være døvstumme men idioter. Ja det udtryk brugte
man dengang.

Dette
gav
Keller ideen til at oprette en skole
for såvel hørende som åndssvage døve børn. Statistikken viste,
at der dengang fandtes 10.000
idioter i de skandinaviske lande.
Af disse var kun 100
interneret på anstalter.

 

Åndssvage
– anstalt og Idiot – anstalt

Keller påbegyndte derfor i 1865 oprettelsen af en Åndssvage – anstalt, der i 1874 flyttede ind til Baggesensgade. Dette var moderanstalten
for de øvrige
åndssvage – anstalter. Den nye anstalt havde så stor tilgang, at der
opstod et behov for et asyl for uhelbredelige
åndssvage.

 

Idiotanstalten Gl. Bakkehus, som  havde været i gang i nogle år, var
ikke indrettet til at modtage åndssvage, som var ganske ubemidlede.
Disse var derfor ganske ubemidlede, og henvist til fattiggårdene.

 

Forældre fik borgerlige
rettigheder tilbage

Med
statens hjælp og støtte oprettede
Keller derfor i 1880 asylet Karens Minde ved Frederiksholms Teglværk ved Kalvebod Strand.

Keller døde allerede som 54 – årig. De Kellerske anstalter indeholdt dengang 460 børn fordelt på fire afdelinger,
en i
Baldersgade og en i Meinungsgade og i Baggesensgade og Karens Minde.

 

Den
første statsstøtte blev givet i 1880erne, og i socialloven af 1891
skete der en afgørende ændring. Nu skelnede
man mellem værdigt trængende og uværdigt trængende. Det fik den konsekvens, at familier, der tidligere
havde modtaget hjælp til deres åndssvage familiemedlemmer genvinder
deres hidtil mistede borgerlige rettigheder.

 

Sønnen overtager

Ledelsen
af afdeling
erne blev overgivet til sønnen, Christian Keller, der i de følgende år, udvidede
organisationen. Han udvidede med
Landbrugs – og værkstedafdelingerne,
Lillemosegård
og Lille Godthåb.

 

Skoleafdelingerne
udvidede og omorganiserede. Det var sønnen,
Christian Keller, der i en alder af kun 25 år, stod for åndssvage
– afdelingen. En særlig forsøgsafdeling blev oprettet først i
Bangertsgade. Broderen, Emil Keller fortsatte som leder af døvstumme
– skolen. I 1893 overflyttet til den tidligere
Døvstumme anstalt i Baldersgade.

Den
egentlige skoleafdeling i
Bangertsgade havde en overgang tre bygninger i brug. Det blev
en mønster – skole, som mange udenlandske eksperter besøgte.

 

Sterilisation og Kastration

Christian
Keller
gik ind for sterilisation
og kastration af åndssvage. Han var bange for, at antallet af disse
var stigende i samfundet. Presset på institutionerne var også stigende.
Måske skyldtes dette, at flere og flere af de lettere åndssvage blev
anbragt på institutioner. Som
Keller sagde:

 


Det var ingen L
ov, som forbød det, men
der var heller ingen Lov, der tillod det.

 

Godt
at overdrive

Og
et godt trick, var at overdrive.  Og det gjorde
Christian Keller så. men som så ofte før, så kunne man overdrive
så meget, at loven efterhånden fik præg af racehygiejniske forhold.
Således blev der fremhævet, at der i
Fattiggårde gik folk rundt som ofte var åndssvage eller på
en anden måde åndelig defekte. De var til gene for deres omgivelser.

 

Ja
på et tidspunkt mente kommissionen, at flere grupper også 
skulle komme
på tale, når det gjaldt
kastration og sterilisation. Og det var
farlige forbrydere, epileptikere,
alkoholister, skizofrene, paranoide og personer med maniodepressive
psykoser.

 

1895
blev en mærkedag for
De Kellerske Anstalter. De forhandlinger man havde ført med Rigsdagen resulterede i en lov, der
blev stadfæstet af kongen.

 

Forbillede for Europa

De
Kellerske Institutioner
behøvede flotte imponerende
bygninger. Det skulle give de indlagte agtelse og ærefrygt for stedet.
Patienter var delt op i tre grupper,
arbejdsføre, plejepatienter og skolebørn. De boede i henholdsvis hvide,
gule og røde bygninger.

 

Mellem Fredericia og Vejle i Brejning opførtes mellem 1891 og
1901 en større anstalt. Man havde plads til seks hundrede patienter.
To gårde blev opkøbt. 
Danmark blev foregangsland, når
det gjaldt overvågning, systematisk indsamling, institutionalisering
og sterilisation af åndssvage.

Brejning blev med sine isolationsfilialer på Livø og Sprogø et forbillede for hele Europa. Christian Keller havde den filosofi, at åndssvage
ikke kunne helbredes.

 

Mange skulle involveres

Og
så havde man så fundet nye begrundelser for kastration og
sterilisering. En betænkning havde følgende ordlyd:

 


Vi vedtager en socialt – humanitært begrundet lovgivning, der tillader
st
erilisation af psykisk defekte,
arbejdssky, prostituerede, forbrydere og andre asociale af hensyn til
udgifterne, afkommets opdragelse og den samfundsmæssige ro og orden.

 

Uhyggelige
minder

Disse
love, der blev vedtaget i
Skandinavien i 1930erne minder meget om det, vi har beskrevet
i andre artikler omkring
Hitlers Tyskland. Det er lidt uhyggeligt, at tænke på. Man gik
så senere i
Tyskland en tak eller to videre. Og
tænk, tyskerne henviste til danske undersøgelser.

 

1.700 patienter indlagt
i Brejning

I 1949 var Brejning belagt med 1.700 patienter
fordelt på 43 afdelinger.

 

Ebberødgård,
Lillemosegård
og Gammelmosegård var nogle af de ejendomme, som også blev overtaget.

 

Erotik
frembryder væsentlig fare

I
1911 overtog
Den Kellerske Anstalt øen Livø. Det blev et sted, hvor åndssvage
og ofte kriminelle mænd blev holdt fanget. Disse mennesker fik betegnelsen,
moralsk åndssvage. Man kaldte dem også for
anti – sociale.
Mange ville dog ikke kalde
disse mennesker
åndssvage, men det gjaldt dengang om,
at rense ud i samfundet. Man var bange for, at de åndssvage ville videregive
deres
sygdom til næste generation. Det
gjaldt så for samfundet at sørge for, at de ikke formerede sig.

 Når de blev prøveløsladt, kunne samvær eller
forlovelse med en kvinde, betyde at de blev sendt direkte tilbage til
øen. I 1919 formulerede
Keller til en embedsmand i Undervisningsministeriet, hvem øen skulle være opholdssted
for:

 


den Klasse af aandsvage Kvinder, hvis Erotik frembryder en væsentlig
Fare i det frie Samfund for Udbredel
se af Kønssygedomme og for
en Forøgelse af Samfundets aandelige Individer gennem Børnefødsler.

 

Nedarvede faktorer

I
1923 oprettede man på 
Sprogø en anstalt for seksuelt løsagtige åndssvage kvinder. Øanstalterne
Livø og Sprogø blev først nedlagt i 1961.

Den
typiske
Sprogø – pige blev i lægernes journaler beskrevet som letfærdig og løsagtig. Man skulle her på øen være
med til at forhindre,
tiltagende forøgelse af
minusindividerne.

Nedarvede
forskelle i individers, racers og klassers evner, skyldtes ne
darvede faktorer, sådan var holdningen dengang.

Svagtbegavede
kvinder var ikke blot potentielle smittebærer af kønssygdomme. Deres
seksuelle aktivitet førte også til uønskede børnefødsler,
med stor risko for degenereret arv. Værnet mod den usunde børnepro
duktion, var blandt andet baggrunden for Sprogø – anstalten.

 

Gennemsnitlig
syv års anbringelse

Sprogø var en blanding af hospital, arbejdsplads og fængsel.
Uhyggeligt at tænke sig, at kvinderne gennemsnitlig var på
Sprogø i syv år. En enkelt dog
i sammenlagt 38 år.

 

Nogle
af kvinderne holdt hemmelige stævnemøder med stenfiskere fra
Korsør. Andre forsøgte at flygte
på hjemmelavede tømmerfloder med tragiske følger. Ja og i frustration
over forholdene var et også enkelte, der satte ild på bygningerne.

 

I 1934 døde Christian Keller Frederiksberg. Han er begravet på Assistens Kirkegård.

 

I
1959 blev forsorgen overtaget af staten og hed derfra
Statens Åndssvageforsorg.

 

De udviklings
– hæmmende gemt af vejen

Man
gemte de udviklings – hæmmende af vejen.
Den ene årsag var for at
beskytte dem mod samfundet, men også for at beskytte samfundet mod
dem. Man var bange for, at hvis de var for mange samlet, ville de danne
bander og lave kriminalitet.

Mange
steder brugte man fiksering med bælter og muffer, men ogs
å overmedicinering blev brugt bevidst.

 

Anstalterne
var opdelt i mande – og kvindeafdelinger, samt børneafdelinger. Man
måtte ikke besøge hinanden. Måske kom man på udflugt en gang
om året. Ofte fik man en nedvurderende behandling. Ofte var det et
heraki
mellem personale og beboere.

Mange
havde det skidt med at værre skilt fra familien.

 

Filosofien
betvivlet i 1950erne

Først
i 1950erne betvivlede man
De Kellerske Anstalters filosofi. Om nødvendigheden for at oprette Sprogø i 1923, blev der filosoferet
følgende:

 


navnlig fordi det Afkom de bringer til Verden gennemgaaende er af meget
ringe Kvalitet og at øanstaltens vigtigste Opgave netop skal være
at formindske den store økonomiske Byrde, som det aandeligt defekte
Afkom er for Samfundet, og at den alts
aa i det lange Løb skulle
betale sig.

 

Det
hvide snit

I
perioden fra 1939 til 1983 fik godt 4.500 danskere foretaget
det hvide snit. Det har måske ikke så meget
at gøre med
De Kellerske Anstalter. Men det har igen noget at gøre med fejlbehandling
inden for psykiatrien. 70 pct. af dem, der fik foretaget indgrebet var
kvinder. Sammenholdt med befolkningsantallet havde
Danmark verdenskorten i brug af Det Hvide Snit.

 

Hvem
husker ikke
Jack Nichkolson i Gøgereden?.
H
an blev en levende grøntsag.

 

Psykopat

Når en kvinde fik stillet diagnosen Psykopat, som man dengang karakteriserede
som en slags karakterafvigelse, så som aggressiv, bandende og seksuel
aktiv. Ja så skulle hun passe på. For samfundet passiviserede ofte
unge kvinder ved netop at anvende
Det Hvide Snit. Pludselig
blev hovedet barberet, kraniet åbnet og nervebanerne skåret over.

Kvinder
med depressioner blev udsat for det.

 

Behandlingssted
– ikke opbevaring

Hospitalerne
ville hellere være behandlingssted og ikke opbevaringssted. Derfor
var de inte
resseret i, at patienterne
blev hurtigere udskrevet. Og det var seks psykiatere for hver 1.000
patienter. Så tid til samtale var det næppe heller ikke dengang.

Medierne
bakkede op om indgrebet. De stillede ikke spørgsmålstegn. Heller ikke
over, at cirka 3
0 pct. udviklede epilepsi
efter indgrebet. Det hele blev set som et fremskridt.

I
langt de fleste tilfælde fik patienten bivirkninger. De blev inaktive,
apatiske. De mistede deres personlighed. Ligeledes var en dødelig udgang
også forekommende i 6 – 10 pc
t. af tilfældende. 

 

Nobelprisen

I
1949 fik den portugisiske læge
Egas Moniz nobelprisen i medicin for
sin metodeudvikling af
Det hvide snit. Jo man gjorde alt for at afgrænse mentale lidelser
fra det offentlige rum. Med den manglende kritik fik operationerne lov
til at fortsætte til 1983. Man vidste ikke nok om hjernens funktioner,
da man gik i gang. Hvorfor var der ingen, der sagde stop. Da man gik
i gang, var behandlingsmulighederne for psykiatriske patienter begrænset.

 

Kæmpe
tiltro til Lægevidenskab
en

En
ting fik man dog opnået. Man fik skabt ro på de psykiatriske
afdelinger. Men det virker ret bizart, at man fik lov til det, og at
ingen greb ind. Men det passer jo godt ind i det, som vi har beskrevet
her i artiklen. Vi havde godkendt sterilisation
og kastration. Vi havde også
godkendt, at åndssvage og sociale afvigere blev sendt ud til
Livø og Sprogø, hvor de ikke var til fare
for samfundet.

Men
befolkningen havde en kæmpe tiltro til lægevidenskaben. Og når så 
medierne også  var med. Ja så kunne de
t jo ikke få helt galt! 

 

Mere
rolig lig med succes

Når
især kvinderne agerede mere rolig efter et indgreb, betragtede man
det son en succes. Egentlig blev der ikke foretaget den store evaluering.

Først
i 1982 gennemførte
Folketingets Ombudsmand en egentlig undersøgelse af forholdene. Denne
undersøgelse førte til, at man ophørte med
Det Hvide Snit.

 

Psykiske
lidelser var tabu. Man kritiserede heller ikke brugen af elektrochok,
insulin indsprøjtning, indsprøjtning med malaria – virus eller Cardiazol.

 

Kilde: Se

Litteratur
Nørrebro

Litteratur
København (under udarbejdelse)


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro