Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder

En hede – nord for Tønder

Juli 24, 2013

En gårdejer fra Abild henvendte
sig til Nordslesvigsk Kreditforening. Han var bange for, at Abild Hede
skulle overgå til tyskerne. Et stort arbejde blev iværksat fra
dansk side, bl.a. opkøb af jord. Vi besøger også eneboreren
mid
t ude på Heden, han var gammel sømand. Og opdyrkningen
af heden forblev ikke uden uheld. Således sprang en Lokomobil, som
man anvendte til pløjning, i luften. Fyrbøderen afgik ved døden.
Ja, og så var byens kirke ved at falde fra hinanden.

 

Man kører igennem

Egentlig er Abild bare en landsby, man kører
igennem. Men vi andre har spillet fodbold på
Abilds stadion og været til fest på motellet, og så meget
andet. Vi cyklede da af og til mod
Abild, men ofte drejede vi af mod Løgumkloster.

 

18 kirker på en gang

Kigger
vi i en gammel
Trap – beskrivelse, så ser vi, at Abild Sogn bestod af en betydelige hede
– og mosestrækninger, og
ret gode enge.

Højdepunkterne
er mod vest,
Kohøj og mod nordøst, Rugbjerg. Her påstås det, at man
kan se 18 kirker på en gang. Indrømmet, det er ikke efterprøvet.

 

15 gårde og 60 huse

Den
slesvigske del af byen bestod af 15 gårde og 60 huse, herunder
Kolonien Frederiksgave, Tyrskov, Kongsberg, Høgslund,
Vennemose, Travsted, Klinkbjerg Kro, Brodersgård med Nørrehus,
hvor sognets fattiggård var placeret.

I
sognet var der dengang 1.163 indbyggere, hvoraf kun 84 tilhørte den
kongerigske enklave.

 

Kirke ved at styrte sammen
i 1652

Bemærkelsesværdigt
ved
Abild er også kirken, der er helt
fra år 1200. Her er der udsmykning af
Carl Tønder, der var gift med Tønders kniplings – dronning,
Meta Tønder.

Allerede
i 1652 – 53 var kirken så forfalden, at der blev gennemført en
istandsættelse betalt af nabo – kirkerne. Det var dog kun istandsættelse
af bjælker, spær og tag. I 1667 var det dog gal
t igen. I 1707 var katastrofen
overhængende. En beskrivelse fortalte, at
skibet hældte mod nord,
hvor det læner sig mod nogle tilmurede piller. De brækkede bjælker
hænger i rustne jernbolde, og derfor er understøttet i begge sider
af kirken, at spær og lægter er for svage til at bære tagstene, som
rider løse på murerne,
og tilføjes det, hvis alt faldt ned i en storm, ville det hele
blive ødelagt og tillige anrette stor skade på resten af kirken.

Amtet og Amtets kirker ydede tilskud til restaureringen, der blev tilendebragt
i 1709.

 

Tyskerne ville snuppe Abild
Hede

Man
var bange for, at tyskerne ville snuppe
Abild Hede, opdyrke den og bygge rentegårde.
Således henvendte
Egidius Schmidt sig i 1911 på Nordslesvigsk Kreditforenings
Kontor
i Haderslev med denne frygt. Han var
bange for, at tyskerne ville indsætte såkaldte
Dampplove, som man havde anvendt visse
steder i
Tyskland.

 

Schmidt tilhørte danskheden i Abild, og det var næppe hos ham,
de ville forsøge at købe jord. Han allierede sig med gæstgiver
P. Hansen. Denne havde en kro med lidt
jord til. Men det gav nu ikke så meget, så han drev ejendomsmægler
– virksomhed ved siden af. Han var nu meget fleksibel, og handlede også
med tyskerne.

 

Nordslesvigsk
Kreditforening ville købe

Nordslesvigsk
Kreditforening
var meget interesseret i
at købe jorden. Man ville gerne bruge
Hansen som mellemmand. Men ikke
alle var lige velvillige til at handle til de priser, som
Kreditforeningen tilbød.

Der
skulle løbes meget, mange små jordlodder og mange ejere skulle
opsøges.
Egidius Schmidt tilbød at hjælpe gratis, for som han sagde: Jeg gør det for Danskhedens skyld. Efter tre års arbejde lykkedes det, at samle
det meste jord under
Nordslesvigsk Kreditforening.

 

Eneboeren
på Abild Hede

En
udfordring var dog at overtale
Eneboeren på Abild Hede. Der førte kun en kringlet sti omtrent midt ud
på heden. Her var det en bakketop, hvor eneboeren havde lavet sig en
hytte af græstørv med et tag af lyng. Han sad udenfor, og bød de
besøgende ind i
beboelsen. Man kom ind i et rum, hvor
han om vinteren også havde samlet sine geder og noget tørv til dem.

Han
kunne på sin jord, bjerge lidt hø og grave tørv. De forskellige
lodsejere havde ikke noget imod, at han af og til kom over på 
deres lod. Ja de vidste knap nok, hvor grænseskellet gik.

 

I samme
stue som gederne

Med
noget billigt træ og tømmer havde eneboeren lavet sig en stue.
Der var et vindue, en bænk, et bord og en kasse, som han brugte til
seng. Og en kakkelovn havde han også selv lavet.

Det
viste sig, at eneboeren var tidligere s
ømand. Han havde set alle
verdens havnebyer. Og det var unægtelig en forskel, her midt på
Abild Hede. Men som han sagde, gederne
gav mælk og kød. Undertiden kom der også nogle folk ud til ham, for
at købe et kid. Gederne var var kloge, livlige og trofaste, sagde han.
Kun bukken stank, så den kom ikke ind om vinteren.

 

Produktion
af koste

Eneboerne
havde gemt sin hyre til alderdommen. Og han erkendte, at så var
det nok slut med eneboer – tilværelsen. Derude på 
Abild Hede producerede han koste og
karskrubber. En gang om ugen gik han så til
Abild og solgte sin produktion.
I stedet fik han kaffe, salt og brød i stedet. Alt andet gave heden
ham.

Sommer
og efterår var der mange bær, som han spiste.

 

Han
kedede sig aldrig

Om
vinteren var hytten lun af dyrene o
g kakkelovnen, som lyste
fra trækullet. Han kedede sig aldrig, og en gang imellem læste han
i bibelen. Men ellers sad han for det meste og tænkte:
Man tænker så godt i skæret fra kakkelovnen. Nyhederne fik han en gang om ugen, når han kom
til
Abild.

Han
v
ar positiv i holdningen til,
at heden skulle kultiveres. Og han var glad for at man ikke ville røre
hans hytte ,og et stykke jord til dyrkning af kartofler og hø ville
forblive uberørt.

 

Vanskeligt
at pløje

Også 
ejendomsbesiddelser i
Tyvse og Sølsted blev købt. Et husmandssted
ved
Kohøj blev erhvervet. Det lå på
vejen mellem
Sølsted og Visby. Det var meningen, at der
også skulle være plads til heste. Mange steder var jorden vanskelig
at pløje. Og andre steder lå der mange store sten. Ler var der også
en del steder. Huller fandtes også. Det var der, hvor man havde gravet
tørv.

 

Lokomobiler
blev brugt

Kreditforeningen
allierede sig med de tyske firmaer, som stillede med tre mand pr.
dampplov. De pløjede i en dybde af
60 cm. Og prisen var 90 mark pr. ha. Der var en fyrbøder ved hver af
lokomobilerne og en plovkører på sædet på ploven. Han havde at holde
sig fast, ellers blev han smidt af, når det gik over huller, over grøfter
eller ramte store sten. Ploven lignede en jolle i høj sø.

Nysgerrige
blev bedt om,
at holde sig på afstand.
Et ståltov var spændt hårdt til ploven, og den kunne springe med
stor kraft. Ramte den en kæmpesten, var der en sikring, så ploven
kunne dirigeres over.

 

Alvorligt
uheld

Dyrkningen
af
Abild Hede forblev dog ikke uden uheld.
En dag eksploderede den ene lokomobils kedel og dræbte fyrbøderen.

I
forsommeren 1914 var behandlingen med dampkraft af heden færdig.

 

Så 
kom krigen

Gårdejer
Gotthardsen, Nørmark
ved Visby og købmand Thomas Hansen fra Visby henvendte sig Nordslesvigsk Kreditforening og tilbød, at de ville påtage
sig at fjerne sten og mergle
Abild Hede, hvis Kreditforeningen ville finansiere dem.

Flere
tyske firmaer havde specialiseret sig i at udkøre mergel andre steder
i
Sønderjylland, endda med god fortjeneste.

 

Kreditforeningen ville dog helst alliere sig
med danske entreprenører. Der blev anlagt barakker til arbejdere og
anlagt 900 meter spor til tipvogne.

Men
så kom krigen og kontrakterne måtte opgives. Man talte om, at
man kunne få russiske krigsfangere til at fortsæ
tte arbejdet.

Det
havde aldrig været
Kreditforeningens hensigt, at oprette nye landbrug.

 

Man
har glemt Schmidt

Efter
krigen blev kreaturkommisær 
P. Okholm ejer af Abild Hede. Han gjorde et stort stykke
arbejde for kultiveringen af heden. En række husmandssteder har siden
etableret sig på heden. Men det var en lokal gårdejer,
Egilius Schmidt, som alle har glemt, der satte
gang i det hele.

 

De dansksindede
skulle udskiftes

Fra
1896 gjorde den preussiske stat meget for, at gøre
Nordslesvig til en del af det store rige.
Det gjorde man blandt andet ved at erhverve sig grunde og etablere de
såkaldte domænegårde. Egnens bønder skulle derefter præges i tysk
retning. Det kunne også hjælpe på de tyske stemmer ved diverse valg.
Den tyske stat gik aktivt ind for at få udskiftet de dansksindede bønder
til tysksindede.

Ved Genforeningen overgik 36 gårde til den
danske stat.

 

Dansksindede
blev nægtet lån 

Dansksindede
arbejdede i den modsatte retning. De forsøgte at bevare ejendomme og
jord på danske hænder.

I
forå
ret 1914 nægtede den Slesvig
– Holstenske kreditforening at yde lån til dansksindede, med den begrundelse,
at de ville blive brugt til tysk fjendtlige formål.

 

Nordslesvigsk
Kreditforening

De
dansksindede oprettede
Foreningen af 5. oktober
1898.
En kreds fra det rigsdanske
borgerskab og godsejerstanden ydede bidrag til foreningen. Formålet
var at låne penge ud til dansksindede landsmænd. I 1909 blev
Nordslesvigsk Kreditforening stiftet med det formål,
at hjælpe dansksindede landsmænd. Kreditforeningens arbejde sikrede,
at 350 gårde forblev på danske hænder.

 

Landeværnet

Senere
oprettede man
Landeværnet. Det skulle sikre mod, at dansksindede landmænd
indbyrdes forpligtede sig til ikke at omdanne deres gårde til rentegårde.

Jordkampen
fortsatte efter genf
oreningen i 1920.

 

Kilde: Se


Litteratur Tønder


Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)

 

Hvis
du vil vide mere:
Læs


Jordkamp, Vogelgesang og Domængårde (under Sønderjylland)


Sønderjylland i knibe (under Sønderjylland)


Sønderjylland ef
ter Genforeningen (under
Sønderjylland)

 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder