Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro

Fra Mælkedreng til Pensionist

April 30, 2013

Af Willy Ajslev. Det var
et barsk liv på Nørrebro. Faderen giftede sig efter 25 års ægteskab
med en 18 – årig og fik ni børn, en af disse var Willy. Da
faderen døde som 72 – årig, måtte enken selv klare skærene.
Willy og hans
søskende hjalp til. Men man skulle kende sin
plads. Da moderen klagede over, at opgangen blev brugt som bordel, og
at rotterne var på daglige besøg, blev hele familien smidt ud. I en
barak i Utterslev måtte de klare skærene. Læs denne fantastiske
beretning, som vi nænsomt har redigeret, sendt af et familiemedlem
til
Willy.

 

Nænsom redigeret

Vi har modtaget disse
erindringer af et af
Willys familiemedlemmer. Og de papirer
som vi har modtaget består af nogle erindringer skrevet i 1983 samt
et foredrag. Vi har forsøgt at gengive erindringerne i
Willys ånd. Vi har dog forsøgt
at kombinere de to ting, med kun få redaktionelle ændringer. Dog har
vi lavet flere afsnit, og rent redaktionelt lavet det net – venlig.
Vores redigering er foregået meget nænsomt, da
Willy er en fremragende historie
– fortæller.

 

Et uhyggeligt sted i 1910

Jeg
hedder
Willy og er født den 7. maj 1910,
med efternavnet
PetersenNørrebrogade 108 1. over gården. Det var et uhyggeligt sted at bo.
I gården var der lokum, og rotterne rendte rundt om benene på os.
Renlighed hørte ikke til i baggården dengang.

Her
boede jeg til jeg var 4 år. Min far var smed, og havde været gift
i 25 år. Men ægteskabet forblev barnløst, da hans kone døde.

 

Faderen gift med en 18 – 
årig

Min
far, der var født
i 1842 var 33 år ældre
end min mor, der var født i 1875. Ja hun var 18 år, da hun blev gift
med min far, som da var 51 år. Hun blev hurtig gravid og meget ofte.
Det blev til 9 søskende, inden han døde i 1914, 72 år gammel.

Min
far var organisationsmand, h
an var medlem af smedenes
bestyrelse, og et billede er det også af ham på forbundets kontor. 

 

I Fiskegade

I
året 1914 flytter vi så til
Fiskergade 10 1.sal. Nu er jeg så blevet godt 4 år og kan så begynde
en kummerlig børnetilværelse. Gården er næsten som på
Nørrebrogade. Rotterne havde deres legeplads,
hvor vi ellers skulle være, så gaden blev vores legeplads. Den lille
sidegade var ikke så befærdet. Det var kun hestevogne og enkelte trækvogne,
som de handlende selv brugte, når de var på torvet.

 

De fulde arbejdsmænd

Min
bedste legeplads var på 
Åboulevarden, fordi der var en masse brolæggere ved at lave
brobelægning. Jeg syntes, at det var sjovt, at se de fire arbejdsmænd
løfte den store firearmede
jomfru.

Jeg
blev af dem sendt i byen after brændevin
og skibsøl. Jeg måtte nok
løbe lidt for mange gange, for om eftermiddagen råbte de lidt højt.
Det gav anledning til for mange nysgerrige tilskuere. Deres koner kom
også og ville have husholdningspenge, eller blev det hele drukket op.
Jeg tjente gode penge ved at være deres bydreng.

 

De delte
både ondt og godt

Der
var et stærkt sammenhold familierne imellem. De delte både ondt og
godt. Og da vi boede i en korridorejendom, kunne vi jo rigtig høre,
hvad naboen om aftenen snakkede om. Vi hørte, når manden kom
fuld hjem, eller når en anden nabo skulle sættes
på gaden af politiet.

Det
var et af de daglige tragiske familiebegivenheder at se en politibetjent
stå og passe på de fattige ejendele.

 

Far
død af lungekræft

Min
mor var blevet enke, efter at min far va
r død af lungekræft. Min
mor begyndte at udearbejde, d.v.s. tage ud og vaske og gøre rent for
dem, som vi kaldte rige. Og så måtte vi mindreårige passe os selv.
Vores opdragelse stod vores ældre søskende for.

Vores
ældste bror på 18 år var beskæftiget på 
mælkeriet Trifolium. Den næste på 17 år var
ansat hos en konditor, og nummer tre var ansat på en fabrik. De var
alle med til at forsørge vores store børneflok.

 

Flytning
til Griffenfeldtsgade

Min
ældste søster kom på et børnehjem på 
Falster, fordi hun glemte at gå i
skole. De kloge på Rådhuset mente, at det var bedst for pigen, at
komme væk fra miljøet omkring
Fiskergade. De næste to drenge var på
mælkeriet
Trifolium. Her var de ansat halvdags,
men skolen skulle jo også passes.

 

Atter
engang måtte vi fly
tte. Denne gang blev det
til
Griffenfeldtsgade 25 på femte sal i sidehuset. Her var huslejen ikke
så stor, men til gengæld fik vi i tilgift en masse væggelus og fugtige
vægge.

Under
disse forhold gik sygdom ikke forbi vores dør. Men der var megen hjælpsom
hed beboerne imellem. Alle delte, hvad de havde.

Var
det pengeknaphed,fandt min mor noget af det bedste gamle sengelinned
frem. Så gik en af os søskende så til pantelåneren (også 
kaldet onkelen). Vi kunne så måske låne 2 kr. for en dug og
2 lagner eller d
ynebetræk. Meget af dette
blev aldrig indløst.

 

Ved
Nørrebros Runddel

Jeg
var blevet omkring seks år, og var begyndt at gå mine egne veje.
For eksempel gik jeg til
Nørrebros Runddel. Her kunne jeg i flere timer stå og se, hvordan
de drejede sporvognen på
rouletten, der var nedlagt i gaden.
Jeg fik lov til at være med til at dreje. Når jeg så kom hjem, kunne
jeg fortælle min mor, at jeg havde tjent en femøre.

For
den kunne vi købe pålægsrester, så vi havde til flere dage.

 

I Slotsgade

Huslejen
steg, og
vi måtte derfor igen flytte.
Nu var det så til
Slotsgade 38 på femte sal. Vi gik frem og tilbage imellem
de to lejligheder med vores indbo, da vi flyttede. Dette var nok den
værste lejlighed, som jeg kan mindes. Rotterne dansede alle steder
i gården. Selv hos os på femte kom de op ad køkkennedfaldsstammen.

Lokummet
i gården gik vi nødigt på, fordi også i tønderne holdt rotterne
til, så vi måtte først sparke på døre og vægge, inden
vi kom ind. Så kunne vi også risikere, at de gik til angreb
på os.

 

Et socialdemokratisk hjem

Oplevelser
var der nok af. Verdenskrigen rasede endnu. Der var stor arbejdsløshed.
De arbejdsløse gik til daglig kontrol på 
Ladegården, som lå på Åboulevarden. Mange i vores familie var arbejdsløse. De mødtes
ofte hjemme hos os til politiske diskussioner. Når bølgerne gik for
højt, kom mor svingende med fars gamle stok. Hun måtte råbe højt
for at få stoppet diskussionen.

 

Vores
hjem var socialdemokratisk og nogle af mine brødre var blevet tillidsmænd
på deres arbejdspladser. Der var beg
yndt at komme syndikalisme og kommunisme på arbejdspladserne.

Vi
havde også rationering af mange ting og rationeringsmækerne hentede
vi på skolerne.

 

Et farligt
hjemmearbejde

 Økonomien i hjemmet var dårlig. Derfor var vi
begyndt på hjemmearbejde. Der var krig i margarine – salget, så
vi fik et job med at pakke små farver, man brugte til at farve margarinen
lidt mere gul med.

Når
vi var færdige om aftenen, var vi helt gule på hænder og i ansigtet,
så vi lignede asiater. Vi prøvede også, at pakke Maggi – 
terninger, binde ildtænder og meget andet. Ildtænder
var store høvlspåner, der blev bukket sammen, og brugt til optænding
i kakkelovne.

 

Det
værste var dengang, at lave fyrværkeri. Vi fik en stor bøtte krudt
og en pakke med lunter. Nu skulle vi så lave sk
ruptudser. Midt på bordet
blev bøtten med krudtet stillet. Min mor og os søskende fik hver sin
opgave, en skilte papiret, en kom en teskefuld krudt på papiret, en
bukkede papiret, og en bandt sejlgarn og satte lunten på plads. Men
det værste var vel nok, at der ikke var lys, der hvor vi boede. Vi
havde en petroleumslampe hængende over bordet og flere stearinlys havde
vi stående. Tænk hvad der kunne være sket, hvis ulykken var ude.

 

Det
var også sjovt, når vi skulle skrive
mandtals – listen. Så begyndte vandringen nede i stueetagen, og
så gik der på efter. Hver enkelt familie kunne se alles familieforhold,
for eksempel om de var gift eller deres stillinger.

 

Flittig
brug af spanskrøret

Nu
var jeg blevet så gammel, at jeg skulle begynde i skolen. Det
var en
stor dag, den dag. På grund
af boligmangel blev flere skoler brugt til husvilde, så jeg måtte
helt om på
Jagtvejens Skole, hvor jeg startede min skolegang. Jeg skulle kun
gå i skole hver anden dag. Senere kom jeg på
Helligkors – skolen. Den lå meget nærmere vores bopæl.

Lærerne
dengang var neget strenge, hænderne sad meget løse. De gjorde flittig
brug af spanskrøret. Hjalp disse hårde afstraffelser ikke, blev drengene
ofte sendt på 
Værgerådet eller på Flakkebjerg.

 

Morgenmand

Mine
brødre var begyndt som
heldagsdrenge ved mælkevognen,
så jeg måtte tidligt op om morgenen for at hjælpe til med at få
bragt mælken op til kunderne. Kusken kom klokken 5 og holdt neden for
opgangen og ventede på os. Var vi der ikke, kom han op og sparkede
på døren, ind til vi vågnede.

Det
var mange opgange, både fjerde og femte sal. Grunden ti, at jeg kom
med, var, at jeg var morgenmand i modsætning til min bror. Han sov
næsten altid for længe.

Vi
havde dengang et stort distrikt,
Nørrebros Runddel, Jagtvej,
Tagensvej
og til Skt. Hans Plads.

 

Nogle
gange kom jeg afsted, uden at have spist morgenmad. Heldigvis var det
skolebespisning dengang.

 

Et syngende
hjem

Det
blev efterhånden en lang dag for mig. Op klokken 5 til udbringning
af mælk, i skole fra klokken 13 til 18, måske og
så en times eftersidning,
fordi lektierne ikke var i orden.

Vi
måtte holde ud for vores mor skulle hjælpes økonomisk. Vi skulle
for alt i verden ikke på det, der hed
Fattighjælp. Alt det, som vi lavede styrkede sammenholdet.

I
vores hjem holdt vi meget a
f at synge. Det var arbejdersange
og døgnmelodier, som vi sang, mens vi arbejdede.

 

Det
kneb lidt med den sunde mad. Vi måtte spise kålrabi – bøffer med
stuvede kålrabier eller blåfrosne kartofler.

 

Den
spanske syge

Jeg
kan også huske den store epidemi a
f Spanske Syge. Her herskede der stor travlhed blandt læger og
på hospitalerne. Dødeligheden var stor blandt arbejderbefolkningen.
Bedre blev det heller ikke, når der ikke var plads på hospitalerne.
Sygdommen var meget smitsom, så der var ikke mange, der turde pleje
de syge.

Dem,
der havde mest travlt var
Røde Kors og Spejderbevægelsen. De bragte varm mad, hovedsagelig havresuppe ud
til de hårdest ramte familier.

 

Hos
os gik sygdommen ikke vores dør forbi. Vi blev ramt alle sammen. Min
ældste bror var mes
t ramt, fordi han også fik
lungebetændelse og bragt til hospitalet på
Sundholm.

Det
var meget travlt og epidemien var ret udbredt. Under de forhold mente
lægerne, at min bror ikke kunne klare krisen. De satte hurtigt et kors
på hans tavle, som om han alle
rede var død. Så skete
miraklet, min bror vågnede op og blev hurtig udskrevet.

Da
han kom hjem, kunne vi ikke kende ham igen, fordi han lignede et mumie
og var skaldet som et æg.

 

Svagbørns
– koloni

Jeg
var så heldig, at min lærer tilbød mig et 14 – dag
es ophold på en svagbørns – koloni ved Odder i Jylland. Jeg spurgte min mor. Men
problemet var tøj til et 14 – dages ophold. Jeg havde kun det tøj,
jeg gik og stod i.

Billetten
var sikret og med den i hånden og en seddel fra skolen gik turen til
Børnenes Kontor. Her ansøgte vi om hjælp
til tøj til ferieopholdet. Og det blev bevilliget. Jeg blev klædt
på fra top til tå, og glad var jeg.

 

Da
vi mødtes under det berømte ur på 
Hovedbanegården, så kunne vi tydelig se, hvem der var klædt på
af
Børnenes Kontor. Vi var næsten som uniformeret. Vi havde ens bluser,
halvlange bukser og sorte strømper. Skoene var ens, selv træskoene
var ens med røde kanter som på pige – træsko.

 

En julekurv
på Børnenes Kontor

Jeg
havde også købt en
Skolehave for 50 øre. Det var prisen
dengang, men så fik vi også frø. Skolehaverne lå, hvor der nu er
bygget store karreer – fra
Kronprinsesse Sofievej til Hornbækgade. Det var det kvarter, man kaldte, De Fattiges Paradis.

 

Til
jul måtte vi igen afsted til
Børnenes Kontor. Vi skulle hente en Julekurv i Gothergades Eksercerhus i Kongens Have. Der stod vi i lange rækker og ventede hvert sted,
hvor der var uddeling af f
læsk, sukker, ris, margarine
m.m.
Det sidste vi fik, var en
ny to – krone. Dette var nok til et juletræ.

 

Uforglemmelig
feri
e i Horsens

Jeg
har også prøvet at være hos private på ferie. Det var
vores nabo, hvis forældre boede i
Horsens. Han sørgede for at jeg kom
derover, og det var jeg glad for. På maven havde jeg en seddel, hvor
mit navn stod, og den adresse jeg skulle til. De kendte ikke mig, og
jeg kendte slet ikke dem, kun af omtale.

Det
blev til seks uger, som jeg endnu husker. Jeg fik lov til at køre med
hest og vogn til
Tugthuset med fisk. Dem jeg boede hos,
var byens fiskehandler.

Inden
jeg rejste hjem, blev jeg klæd
t på fra top til tå. Lidt
penge blev det også til og en invitation til sommer og jul, som jeg
så også benyttede mig af.

 

 

Politiske
møder på Blågårds Plads

På Blågårds Plads, der hvor Den Sorte Firkant ligger, var der en stor legeplads med Kaj Nielsens stenhugger – arbejde. Her
blev holdt mange politiske stormøder, med kendte politikere. Her holdt
blandt andet
Borgbjerg mange af sine brandtaler.
Og her duellerede
Thøger Thøgersen og støberi – arbejder Aksel Larsen. Når dette skete, var der liv og glade dage på
pladsen.

Når
valgtrommerne lød, og op til de store valgmøder måtte jeg rende op
og ned af trapperne med løbesedler eller stå foran skolerne og
dele dem ud. Vi havde altid fri på skolen, når der var valg.

 

Mor
klagede over forholdene

I
1922, da je
g var 12 år, blev vi desværre
sagt op med 14 dages varsel. Min mor havde klaget over forholdene i
ejendommen. Hun havde klaget over alle de rotter, der dagligt besøgte
os og bragte sygdom med sig. Endvidere havde hun klaget over de fulde
værtshusgæster, der altid lå på trappen eller damerne, der brugte
opgangen som bordel. Det ville mor ikke finde sig i. Så var det kun
en vej, og det var ud. Vi havde ingen rettigheder. Vi var altid dem,
der tabte.

Mor
henvendte sig til
Rådhuset. Hun fik den besked, at det
kun var
Sundholm eller Utterslev Barakker at vælge imellem.

Da Sundholm var meget berygtet, valgte
mor
Utterslev.

 

Et værelse
med fælles køkken

I Utterslev fik vi anvist et væggelus
– befængt værelse. Ja vi fik kun et værelse med fælles køkken.
Det var et køkken, som vi skulle dele med en anden familie. I køkkenet
havde vi hver et køleskab og et gassted, hvorpå der var lavet en anordning
på gasrøret, så man kunne låse for gassen med en hængelås.

Men
der var elektrisk lys, som vi aldrig har haft. Vi mått
e kun have én 16 watts lyspære i stuen og køkkenet. Så
vi havde også vores hængelampe oppe, ellers kunne vi ikke se noget.
Vi måtte tage til takke med den hyggelige lejlighed. Der skulle vi
opholde os, spise, sove og lege.

 

80 familier
– med god sammenhol
d

Vi
var en mor med seks børn. Sengene stod langs med væggen og spisebordet
midt på gulvet, så var der ikke plads til mere. Selv om
det var i 1922, så var vi henvist til lokummer i gården. Der
boede 80 familier i barakkerne, vidt forskellige i både sind o
g temperament. Men vi havde et godt sammenhold.

Ved
festlige lejligheder fik vi lov til at bruge en
25 watts lyspære, men så skulle vi også ansøge om det hos ham,
vi kaldte
huslejemanden.

Han
kom hver mandag og opkrævede husleje 1 kr. pr. dag og lys 8 ør
e pr. dag. Han checkede så, om vi brugte den
rigtige pære.

 

Vi
havde betonfatninger i stuen og køkkenet. Og det havde sporvognene
også. Vi kunne
låne pærerne på de to etagers Frederiksberg – sporvogne. Men det skulle ske i dagslys.
For pærerne var serieforbundne. Og havde vi
lånt en pære, ville dette blive
opdaget med det samme, når det var mørkt, så ville lyset i den ene
side gå ud. Og så ville konduktøren hurtigt fatte mistanke.

 

Illegal arbejdskraft

Vi
havde ikke boet i
Utterslev ret længe, før mælkemanden
fra
Enigheden fik fat i mig og spurgte
om jeg ikke ville have et job hos ham. Det var dog ikke sikkert, at
jeg ville blive antaget af mejeriet, før jeg var fyldt 14 år. Jeg
gik alligevel på mælkeriet, og spurgte efter
drengeforvalteren, der dengang hed Mads Jensen.

Han
kiggede lidt på mig med sit glade smil bag sit store skæg. Så 
sagde han, at der ikke måtte antages børn under 14 år, og begrundede
det med, at
Enigheden havde fået et brev fra en
skoleinspektør om, at drengene sad og sov i den første time af skoletiden.
På den måde fik de ikke lært nok.

Men,
sagde M
ads Jensen, du skal nok få en ren bluse
hver uge. Så sig til kusken, at jeg vil tale med ham om det.

Desværre
blev jeg ikke antaget af selve mejeriet, men kusken beholdt mig til
hjælp. For
dette fik jeg 50 øre om
hverdagen og 1 kr. om søndagen.

 

Hov,
der hang en mand

Jo
vi oplevede skam noget på vores ture, der om morgenen. Engang
kom jeg over loftet i
Vesselsgade. Jeg havde begge hænder fulde af flasker, både
fyldte og tomme, da jeg ramlede ind i en person, der hang og dinglede.
Jeg smed alt, had jeg havde. Vi brugte ofte lofterne for at skyde genvej.

Oppe
i
Utterslev var der ofte folk, de inviterede
på middagsmad, når vi om lørdagen var ude og opkræve penge. På
Nørrebro var der mest arbejdere. Da
jeg kom til
Utterslev var det mest sporvognsmænd, postbude og politimænd, der byggede og boede derude.

 

I
1924 fik
Danmark sin første socialdemokratiske
regering med
Thorvald Stauning som statsminister. Undervisningsminister blev Nina Bang, Danmarks første kvindelige minister.

 

Konfirmation
på kredit

Da
jeg fyldte 14 år, kom jeg ud af 7. klasse, skønt det at jeg havde
gået på hele fire skoler,

Jagtvejen,
Hellig Kors, Bisbebjerg
og Frederiksundsvejen.

Jeg
blev konfirmeret i
Brønshøj Kirke. Familien var stor, og vi havde kun det ene værelse.
Så sengene blev klappet sammen, og alle dynerne blev stillet i skuret.
Til festen var vi ca. 30. Så den stod på flæskesteg, rødkål og
brunede kartofler. Og så var der selvfølgelig  øl fra
Stjernen. Dengang fik vi aldrig dessert.

 

Konfirmationsgaverne
var for det mest penge. Dem skulle min mor bruge til at betale
Slagter, bager og købmand med. Hele festen var købt
på kredit hos de handlende. Mit konfirmationstøj, der bestod af et
sæt
sømandstøj med blå krave og en sømandshue, fik jeg igennem Propforeningen.

Så 
på den måde, fik vi klaret en god og fin konfirmation med sange
og en stor tale af min onkel, som var formand for
Keramiker og Porcelæn.

Da
festen var forbi og gæsterne gået, måtte vi rundt med borde og
stole, vi havde lånt, for naboerne skulle selv
bruge deres indbo. Sengene og dynerne blev hentet i skuret, så der
blev ikke megen søvn den nat. Mine brødre skulle passe deres arbejde,
mens jeg havde fri.

 

En ussel
kusk

Nu
kom det første store øjeblik i
mit liv, for jeg skulle møde
Mælkeriet Enigheden, og ansættes som medhjælper ved den vogn, jeg
før kun var ansat som illegal.

Desværre
var det ikke mere den flinke, rare kusk,
Alfred Christensen, som kørte Vogn 38 mere. Han var blevet kontrolkusk.
Vi kaldte ham
onkel, nok fordi vi på Enigheden var en stor familie. Således
blev staldmester
Petersen kaldet bedstefar.

 

Der
var kommet en ny kusk, der hed
Jens Petersen. Han var ikke i familie med os. Han kunne finde
på, at sparke os på skinnebenet, så det smertede, når vi stod bag
vognen og gjorde regnskab med ham eller fik besked på at sidde bagi,
og holde vores lille kærre, som vi brugte på de lange ture.

Inden
vi havde nået og sætte os til rette, satte han hestene i galop. Så 
var det umuligt at fange vog
nen igen. Så måtte vi vandre
langt. Han grinede bare, selv om han godt vidste at kærren manglede.

 

Om
vinteren måtte vi bruge slæde i stedet for kærren, når vi skulle
gennem snedrivere. Så måtte vi sidde på slæden. Så 
kørte kusken så stærkt igennem snedri
verne, at vi blev borte i
al sneen. Og var vi ikke våde i forvejen, så kan det nok være, vi
blev det.

Jeg
kørte ikke så længe hos ham. Vi var tre, der alle sammen stoppede
en søndag morgen.

Kusken
kom om morgenen og bankede på døren. Men min mor sagde ti
l kusken, at han godt kunne spare sig sine talegaver,
for nok var vi fattige, men at det skulle gå ud over medhjælperne
var ikke meningen. Kusken måtte gå med uforrettet sag, og selv rende
rundt med mælken den dag.

 

Stor
arbejdsløshed

Fra
om mandagen beg
yndte jeg at søge andet
arbejde. Hver morgen klokken 7 stod jeg udenfor porten ved
Glud og Marstrand i Løve Allé og ventede og ventede på
job.

I
1924 – 26 var der stor arbejdsløshed. Jeg fik en plads på 
en budcentral på 
Blågårds Plads.

 Der gik alligevel en måned, inden der kom en
værkfører og trak mig i armen. Jeg blev ansat som arbejdsdreng i den
afdeling, man kaldte 
Saksen, og glad var jeg. Da jeg kom
hjem og fortalte min mor, at jeg havde fået arbejde, sagde hun:

 

  • Jamen Willy dog, det er
    den fabrik,
    de kalder den fingerløse.

 

Hvad
min mor mente med det, så jeg senere. Normalt blev man fyret,
når man var blevet 18 år, men jeg blev nu ansat som arbejdsmand. Jeg
var kommet på svejseriet. Forskellig former for svejsning, der
ofte betød ødelagte øjne, fik
jeg også lært.

Men
så kom den store arbejdsløshed i 30erne. Vi var desværre mange,
der fik vores fyreseddel.

 

Ja
og så har jeg også gået strejkevagt. Det var ikke altid,
vi fik noget ud af dette.

 

Prøvelsernes
tid

Nu
kom prøvelsernes tid, afsted til
Kontrolkontoret hver dag. Vi fik tre kroner om dagen. Desuden
kunne vi købe brændselsmærker til 1 krone pr. stk. Men faktisk havde
de en værdi af to kroner. Ofte kunne vi redde os et par kaffemærker,
der kunne bruges ved kvindernes kaffevogne, hvor man for billetten fik
udleveret 1 kop kaffe og 1 stk. rosenbrød.

 

Det
var hårdt, at være havnearbejder

Jeg
fik tilbudt 14 dages ophold i
Jægerspris med fuld understøttelse.
Det var et ophold i en
KFUM – lejr, hvis leder var den kendte Åge Falk – Hansen. Han var god ved de arbejdsløse. Han kunne arrangere
fester for de arbejdsløse med familie med gratis adgang. Det kunne
også ske, at det var et job, når vi kom til kontrol. Jeg fik arbejde
i havnen i to dage. Det var nok fordi, at ingen andre ville arbejde
der.

Jeg skulle laste gammelt jern fra en jernbanevogn
til et lille skib, der lå ved
Islands Brygge. Og det var med de bare næver.

Da
jeg kom hjem, kunne jeg hverken krybe eller gå, og alligevel gik jeg
på havnen næsten dag. Det var hårdt at være havnearbejder.

Jeg
mødte også på 
Toldboden hver morgen. Men det var
der kun
Sjakbajsen, der kunne lide, følte jeg
mange gange.

 

Man
måtte ikke vise svaghed

Jeg
fik også et sæsonjob. Jeg blev anvist et arbejde hos
SATI – Skandinavisk Asfalt og Tjære Industri. Mødetiden var klokken 1 om natten, så jeg kørte
med den sidste sporvogn til
Frederiksholm. Ad Vasbygade gik jeg til pladsen. Så
skulle asfaltkedlerne varmes op, og materialet hamres i stykker og grebes
op i tre etager med håndkraft. For mig lille splejs, var det et hårdt
arbejde, men man måtte holde ud, og ikke vise svaghed, selv om kammeraterne
var gode nok.

 

Jeg
søgte ud i byen og begyndte at arbejde med at lægge det varme asfalt
ud. Eller hvis nogen kan huske det varme pulver, man stampede ned med
varme jern. Og
så var det 6 – 8 mand,
der i takt bankede det på plads. Så var der mange tilskuer, der så
på. Vi tjente en god ugeløn. Vi var også meget trætte hver aften.
Dengang var der ingen skurvogne. Det var bare en spand koldt vand midt
på gaden.

 

Ansat
ved kommune
n

Når
man kender en, der kender en, så skulle det være nemt, at komme
ind ved kommunen. Og jeg kendte en.  Nu var jeg 21 år og havde
prøvet meget forskelligt. Jeg havde solgte kartofler og købt og solgt
klude og ben for alt for lidt lommepenge og kostpeng
e, men som sagt, fik jeg
arbejde ved den kommunale stenplads i
Sydhavnen. Det var dengang, at Rådhuspladsen blev omreguleret og omdannet.
Alle brostenene blev kørt til kommunens oplagsplads i
Sydhavnen. Det gik godt i et års tid,
så var den glæde også forbi.

 

Medarbejder i Kastrup

Jeg
blev igen arbejdsløs, dog ikke så længe. Min bor, der var mælkekusk
hos
Enigheden kom hjem og fortalte, at
de manglede en medhjælper til vognen i
Kastrup. Da der var stor arbejdsløshed
slog jeg til. Jeg fik udleveret tøjet og en taske, og blev præsenteret
for kusken. Jeg fik at vide, at det kun var så længe hans medhjælper
var syg, at jeg havde jobbet. Jeg kørte hos den kusk i en måneds tid.
Det var om vinteren og ude i
Kastrup, hvor det var meget åbent.
Det var hårdt.

På 
de
t meste af Amager var der gartnerier. Når
man så nu kommer til
Kastrup eller Dragør kan man ikke genkende det.
Midt over vejen er der lavet en startbane, og under startbanen en vejtunnel.

 

Søren Jyde

På Amager kom jeg til at køre for
en lille engros – kusk, der hed
Søren Jyde. Det var hans øgenavn, fordi han i de 45 år jeg
kendte ham, kun ville tale ravjysk. Han var en ilter mand, indtil man
lærte ham at kende, men han forlangte, at jeg skulle sige
De til ham, og det måtte alle
medhjælpere sige til deres kuske.

 

En anden Nørrebro – 
rute

Der
blev nu en plads som fast medhjælper ved en
Nørrebro – vogn. I min erindring kunne jeg mindes min barndom,
når vi kom i
Fælledparken med madkurven og kaffeflasken, som var pakket
ind i aviser og klæde, for at den kunne holde sig varm.

Vi
havde et godt sammenhold, kusk og medhjælper på denne vogn. Vi
var enige om, at vi hver især skulle skaffe en ny kunde hver dag. Så 
efterhånden blev det til en stor mælkevogn.

Vi
kørte ruten
Guldbergsgade – Arresøgade
– Fensmarksgade.

 

Gift med Gudrun

Lønnen
blev også efterhånden bedre, efterhånden som jeg fik flere kunder.

Jeg
var også blevet forlovet på dette tidspunkt. Og min pige,
Gudrun som senere blev og stadig
er min tro følgesvend kom og hentede mig hver lørdag. Så kunne vi
gå i byen og købe udstyr for de drikkepenge, jeg tjente.

 

Det
gik ikke lang tid, før man på mejeriet sendte bud efter mig.
Jeg skulle hjem på mejeriet og være mejerimedarbejder. Det var
vejen til at blive mælkekusk.

Jeg
var nu blevet gift, og det var de
n 18. november 1934. Desværre
havde jeg ikke de 300, der skulle stilles i kaution plus al den kredit,
der skulle overtages efter den kusk, jeg skulle afløse.

Det
var næsten 2 – 3 måneders løn, der skulle til, og dem havde
jeg ikke.

 

De løb fra regningen på Nørrebro

Vi
måtte spare og spare. Da direktøren sendte bud efter mig, tilbød
han mig
Enighedens dårligste mælkevogn med
en stor kredit. Jeg var nødt til at sige ja til tilbuddet. For havde
jeg sagt nej, havde jeg igen været arbejdsløs.

Den
første vogn,
som jeg fik, var nr. 21
i
Jærgersborggade, Hørsholmgade,
Kronborggade og Bjelkes Allé.

 

Det
var en streg i regningen i vores ægteskab. Vi havde fået et barn,
så det mange ting, vi måtte undvære. Nu var pengene ikke så 
store, som da jeg var hjemme på meje
riet. Lønnen, som jeg tjente,
var ikke så stor. Kunderne flygtede fra deres regninger. Det nyttede
heller ikke noget, at jeg på mejeriet forklarede, at kunderne skyldte
mig alle de penge, jeg desværre ikke kunne betale. Mejeriet forlangte
deres penge, ellers var der ingen arbejde.

Dette
betød, at min kone måtte fortsætte med at arbejde på vaskeriet,
og de penge, hun tjente, indgik så i husholdingen.

 

Sygemeldt
i tre måneder

Jeg
var så uheldig, at glide på vognstangen og faldt ned. Jeg
var sygemeldt i tre
måneder. Der blev sat en
anden kusk på vognen, med det resultat, at han fik vognen fast. Jeg
blev så sygevognskusk, hvilket var et bedre job. Det var på grund
af, at en kontrolkusk var blevet syg, og derfor ville de bruge mig.

Det
blev til en periode med
kørsel på 6 – 7 vogne
rundt om i byen.

 

Så 
kom jeg til at køre i vogn nummer 4 i
Saxogade og Dannebrogsgade m.m. Det var et rigtigt mørkt arbejderkvarter med
masser af side – og baghuse. Pengene var vanskelig at indkassere.
Når medhjælperne kom om lørdagen, for at opkræve mælkeregningen,
så var manden ikke kommet hjem fra arbejdet. Kom medhjælperen så
kl. 9 om aftenen, ja så kunne vi risikere, at familien var gået i
biografen for pengene.

Jeg
kunne så holde og vente på gaden i al slags vejr med hest
og vo
gn. Folk reagerede ikke over
tidspunktet og uden at tænke på, at vi var på benene igen klokken
4 søndag morgen.

 

Faglig
organisationsarbejde

Nu
var jeg kommet ind i det faglige organisationsarbejde. I starten var
jeg revisor i klubben og senere tillidsma
nd for detailkuskene. Det
betød endnu mindre fritid. Vi havde ikke en 8 – timers arbejdsdag,
men blev ved til vi var færdige. Det var alle ugens syv dage, plus
jul, påske og pinse.

 

Krigen
var kommet, og jeg havde fået en anden vogn på 
Vesterbro. Den var dog betydelig bedre
end de forrige. Og med krigen kom der en streng mørkelægning. For
os mælkemænd var det en stor gene, samt livsfarlig at holde på de
mørklagte gader og veje i morgen – og aftentimerne.

 

På 
feriehjem i Tårbæk 

Enigheden, hvor jeg var ansat, havde en direktør, der hed Carl Hansen. Han kom fra Dansk Arbejdsmands Forbund
(DAF).
De havde købt et feriehjem
i
Tårbæk. Der hold vi vores ferie for
billige penge. Det kostede 2,50 kr. for voksne. Børn under seks år
var gratis. Havde man ikke rigtig råd til det, kunne man søge om hjælp
og tilskud igennem
Hjælpefondet.

 

Det
lå godt placeret i
Tårbæk. Vi kørte med toget til Klampenborg, og gik så med kuffert og
barnevogn igennem skoven til hjemmet. Det lå lige ud til
Øresund og til Eremitage – slottet.

Vi
havde det dejligt på feriehjemmet.

 

For
mange mejerier

Der
havde været snakket længe om at centralisere mælkehandlere i
Storkøbenhavn. Ekstra Bladet skrev side op og ned, om
den dårlige mælkehandel, mejerierne imellem.

Jeg
kan huske, at der flere s
teder kom tre forskellige
mælkemænd. Desuden kom der bude fra ismejerierne i en enkelt opgang.

 

Der
blev nedsat en
mælkekommision, hvor vi forhandlede i lang tid, og hvor jeg selv
deltog.

Og
da vi så endelig havde fundet en løsning, ja så kritiserede
Ekstra Bladet ordningen meget kraftigt.
Ordningen skulle træde i kraft mandag den 1. december 1941.

Ordningen
blev lavet, for at få den billigste mælk på markedet. Man
blev enige om, at der skulle være 14 mejerier. Fagforeningerne havde
protesteret, fordi de
nne ordning ville betyde
arbejdsløse. Der blev lavet støtteordninger til dem, der blev ramt
af mælkeordningen.

 

Hele
92 mejerier blev nedlagt. Antallet af detail – vogne blev skåret
ned fra 350 til 150.
Ekstra Bladet protesterede over, at Enigheden havde fået lov til at bestå.
De påstod, at det var
Borgmester Julius Hansen, der holdt hånden over Arbejderbevægelsens mejeri.

Det
blev en ny epoke i mit liv. Jeg havde aldrig drømt om, at skulle sælge
mælk i den rige
Gentofte Kommune.

 

Generatorbil

Med
krige
n fulgte der mange restriktioner
. Benzinen blev også begrænset til det mindste. Smørret blev rationeret,
piskefløden blev indraget og fedtprocenten blev nedsat.

 

Jeg
fik også en
generatorbil, at køre med. I stedet for benzin fik jeg en sæk
med brænde – tørv og grankogler, der skulle hældes i en kakkelovn,
som så udviklede generatorgas.

Når
jeg kom hjem fra dagens gerning, så lugtede jeg, som et helt røgeri.
Engang var jeg løbet tør for brænde, så kom jeg et bundt gamle
aviser og slog et par gamle mælkeka
sser i stykker til gas.

 

Nu kun
38 vogne på Enigheden

Med
den ny ordning blev
Enighedens mælkevogne skåret ned fra
120 til 38.

I
syv år kørte jeg i
Gentofte. Jeg var kommet i en masse
udvalg, både på
Enigheden og i Fagbevægelsen. Fritid havde jeg bestemt ikke meget af.

Min
lille familie havde fået en lille kolonihave i
Rødovre. Et lille fristed, hvor vi
var fri for at se på tyske soldater.

Og
hver morgen foran
Enigheden kom en tysk cykelpatrulje
og smed deres cykler i portåbningen. De forsvandt først efter at have
fået deres tørst slukket.

 

Folkestrejken

Jeg
kan endnu mindes folkestrejken. Vi holdt med mælkevognen ved
Gentofte Hotel, da en stor skare kom hen
til mig, og fortalte, at alt lå stille inde i
København. Der kørte ingen sporvogne
eller trolley – busser. Jeg måtte hellere køre hjem, mens tid var.
Mine medhjælpere blev hurtig kaldt sammen, og den mælk og smør, som
jeg havde tilbage, kørte jeg hen på et børnehjem, så de var sikret
i et par dage. Så var det kun en vej, og det var tilbage.

 

På Lygtevejen stod folk og ventede på
busserne, der ikke kom. Jeg havde også mange siddende på taget af
mælkevognen. Da jeg kom hjem til mejeriet, blev der hasteindkaldt til
møde med ledelsen, om den situation, der var opstået. Det kunne blive
farligt for mine medarbejdere, hvis tyskerne greb ind.

Folkestrejken
var en kendsgerning. Næste dag blev det ikke kørt mælk ud til kunderne.
Folk stod i lange køer uden for mejeriet og ventede på, at de kunne
komme ind og købe mælk og fløde. Der blev i hast stillet nogle
borde op, hvor mælk m.m. blev stillet op. 

 

Stoppet
af tyskerne

Det
vi var mest bange for, var at tyskerne skulle komme og i deres desperation
skyde på den store folkemængde., der ventede ude på gaden.
Men tyskerne blev væk.

Det
værste var, at vi skulle
udstyres med legitimation
udstedt af tyskerne. Det skulle vises frem, hvis vi blev antastet af
tysker – patruljerne om natten på vej til arbejde ude fra haven i
Rødovre.

 

Tyskerne
lå på dæmningen over
Damhussøen hver morgen og kontrollerede
dem, der skulle over. Havde man ikke tilladelse, så blev man straks
anholdt.

 

Kun
en gang er jeg blevet stoppet med min mælkevogn, og det var en morgenstund
på 
Lyngbyvej på vej ud til mit kvarter
i
Gentofte. Efter at have gennemsøgt
vognen flere gange fik vi lov til at køre videre.

 

Sygemeldt
i ni måneder

Jeg
havde også et kørselsuheld. Jeg kørte løbsk med mine heste.
Grunden var, at vi kørte ned ad den bakkede
Gentoftegade. En af læderskaglerne røg af, hestene blev vilde.
De slog et slag med vognen, og jeg faldt af. Det ene ben blev kørt
over. Jeg blev i ambulance kørt til
Gentofte Amtssygehus, hvor jeg lå i tre måneder. Jeg var sygemeldt
i ni måneder og måtte leve af understøttelse på 52 kr. om ugen.

 

Det
var dejligt at komme på arbejde igen. Det var et par dage ef
ter, at vi i hele Danmark havde festet for den frihed
vi igen havde fået, ved at krigen var slut.

I
1948 blev jeg indvalgt i fagforenings – bestyrelsen. Det betød
endnu mindre tid til familien. Vi havde på det tidspunkt forøget
vores familie med en datter
.

Jeg
blev forflyttet til et andet distrikt. Det var i 1948. Og det var i
det kvarter, hvor jeg kørte som mælkedreng. Men
Utterslev lignede ikke den lille idylliske
landsby, som jeg havde drømt om. Der var lavet en bred vej over mosen.
Her lå der tidligere kun en træbro til gående over kanalen.

 

En tillidsmand
på kursus

Nu
begyndte højskolearbejdet. For som tillidsmand måtte man dygtiggøre
sig. Det begyndte på 
Krogerup Højskole, hvor vi skulle lære en del om kooperationen.
Vores ledere var
Thor Petersen og Evan Sølvkjær. De var meget dygtige i debatter. Disse kurser
varede i 14 dage. I weekenderne havde vi vore koner og børn med deroppe.
Det var vi meget glade for.

Flere
gange var jeg også på den gamle
Roskilde Højskole, hvor K.B. Andersen var forstander. Vi skulle lære fagforenings –
kendskab, voldgiftsretten og nationaløkonomi.

 

Der
blev efterhånden solgt og nedlagt flere mejerier. Derfor blev der rokeret
frem og tilbage, uanset om vi kunne lide det eller ej. I 1952 blev jeg
flyttet til
Hellerup.

Man begyndte nu at tale om at indsætte enmandsbetjente
vogne. Det var en nytænkning, der var på vej. Min mælkevogn i
Hellerup blev inddraget, fordi den
skulle være en prøve for deres fremtidige mælkevogne.

 

Indvielse
af Det Danske Hus i Paris

På 
min mælkevog
n var der beskæftiget 1
kusk, 1 førstemedhjælper samt 5 medhjælpere. Dette skulle være nok
medarbejdere til tre enmandsbetjente vogne.

I
1952 havde jeg også en dejlig oplevelse. Jeg var inviteret sammen
med 36 andre erhvervsfolk til grundstensnedlæggelse
af stenen til det danske
hus i
Paris

Turen
varede i seks dage. Vi kørte i bus og alle skulle være i deres arbejdstøj,
og blev godt modtaget alle vegne. Vi blev fotograferet og filmet til
dansk tv.

 

De brune
flasker forsvandt

Og
i 1956 var alle de dejlig
e heste forsvundet. Og i
1966 foranstaltede man de første forsøg med engangsemballage i pap.
Og i 1969 – 70 kom så al mælk og fløde på engangsemballage. De
brune flaskers tid var endelig forbi. De sidste udgik i februar 1971.

 

En afskedsfest
uden lige

r jeg nu ser tilbage på de år jeg var detailkusk,
er det med tårer i øjnene, at jeg nu som pensionist erfarer, at vores
store stolte mejeri, arbejdernes eget, styret af arbejderne, ikke mere
har den stolte detailvogns park på 120 vogne. Vi har ikke mere de dejlige
heste, som vi kuske var meget glade for. Desuden havde vi en stor medarbejderskare,
som vi havde et godt samarbejde med. Vi havde et godt kammeratskab,
selv længe efter at vi ikke kørte mere. Det er et bybillede, der er
helt væk. Jeg husker, når vi fløjtende kom op og ned ad køkkentrapperne,
og kunderne kunne høre mælkedrengene komme. Så var morgenkaffen altid
parat, særlig varmede det en vintermorgen.

 

Jeg
havde 28 dejlige år som mælkemand, 10 år som ostechauffør på 
Erico og så en afslutning som
leder af
Enighedens Kantine i 7 år.

Det
blev til 45 oplevelsesrige år. Jeg opnåede 25 og 40 års jubilæer
og en afskedsfest uden lige.

 

Den
90 – årige Willy holder foredrag

Enigheden fortsatte til 10. marts 1995. Arla og MD overtog den for så at lukke
virksomheden den 21. januar 1996. Et års tid før
Enigheden kunne fejre 100 års jubilæum
blev virksomheden så lukket. Men jubilæet blev nu alligevel fejret.

 

 Og tænk i år 2000 holdt den 90 – årige Willy Aislev et foredrag på Rentemestervej 2, hvor Nørrebro Lokalhistoriske
Forening og Arkiv samt Bispebjerg Lokalhistoriske Forening
var til stede.

 

 Mejeriet Enigheden startede den 29. december
1896, da
Aktieselskabet Mælkeriet
Enigheden
blev stiftet af fagbevægelsen
med
M. Lyngsie i spidsen. Og selve mejeriet
åbnedes den 12 marts 1897 på hjørnet af
Grundtvigsvej og Falkonér Allé Frederiksberg.

 

Tak
til Hanne Petersen for bidraget.

 

Dengang.dk
indeholder masser af artikler om arbejderbevægelsen. Se også 
artiklen:

  • Mælkedreng
    fra Enigheden


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro