Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland

Ned med de dansksindede

December 26, 2012

Den sønderjyske historie
handler også om håneretten. Det er en slags ”Tak for sidst”.
Efter 1867 blev de dansksindede i Sønderjylland udsat for en massiv
kontrol. Det blev særlig galt, da von Köhler kom til magten. Han så 
som sin v
igtigste opgave at knægte danskheden. Den preussiske
lovgivning blev sat på prøve. Over tusinde sønderjyder blev udvist
på tvivlsomt grundlag. Forældre – og opdragelsesretten blev frataget
dansksindede forældre. Forsamlings – og foreningsretten blev gradbøjet
efter bedste beskub. Det internationale samfund accepterede det.

 

Tak for sidst

De københavnske skoleelever
får ikke meget at vide om
Sønderjyllands historie. Her får man, at vide at danskere og
tyske har levet side om side i fordragelighed i tusinder af år. Men
får sønderjyske skoleelever noget at vide om den følgende historie?

I
perioder af
Sønderjyllands historie var det både danskere og tyskere, der
havde håneretten, og det kunne i høj grad mærkes. Det var som om
de to nationaliteter i en periode sagde:

 

  • Tak for sidst

 

Reichsfeinde

En
af de værste perioder for de dansksindede i
Sønderjylland var fra perioden 1. oktober 1898 til 1903. Det
var i den periode, hvor sønderjyderne var udsat for overpræsident
Ernst von Köller.

 

Danske
embedsmænd blev
tvunget til at aflægge den
preussiske ed. De dansksindede blev af
Prøjsen betragtet som Reichsfeinde.

 

Ikke
alle enige med H.P. Hanssen

Det
var ikke alle sønderjyder, der var enige med den unge journalist
H.P. Hanssen, der mente, at man skulle
aflægge ed og aftjene preussisk værnepligt. Ved at række hånden
frem ville man opnå nogle rettigheder. Man kunne så forhindre at befolkningstallet
faldt på grund af udvandring.

 

Sønderjyder
ladt i stikken

Sønderjyderne
følte sig ladt i stikken politikerne på 
Christiansborg. Det var hverken første eller sidste gang, de
følte sådan. De politiske muligheder for at hjælpe, var dog beskedne.
Men set i bakspejlet er det ufatteligt, at det internationale samfund
kunne acceptere den massive kontrol, som de dansksindede blev udsat
for.

Ja
man kan kalde det for en stigende statslig undertrykkelse af den danske
befolkningsdel.

 

Det
internationale samfund accepterede også, at
Preusen med et pennestrøg fjernede
paragraf 5. Det var en paragraf i forbindelse med den
preussisk – østrigske krig i 1866 bestemte, at Nordslesvig ved en folkeafstemning havde
ret til at stemme sig tilbage til
Danmark.

 

Genstand for hyldest

Da overpræsident Ernst von Köller efter Kejserens befaling forlod Hertugdømmerne for at tiltræde en høj
stilling i
Elsas var han genstand for megen
hyldest.

Der
blev holdt mange afskedstaler.

 

Men
begejstringen for
Köller – politikken var nu ikke så glødende som i 1899. Men en af
talerne gav dog udtryk for, at det var lykkedes for
Hans Excellence, at føre
den faste hånds politik.

 

Men
denne bemærkning fik dog
Overpræsidenten selv til talerstolen:

 

  • Forholdene i Nordslesvig
    er og bliver vanskelige

 

Kunne
ikke fremvise overbevisende resultater

Han
måtte dog også indrømme, at hans resultater ikke kunne vise
resultater
af overbevisende betydning.
Som alle tyske statsmænd af den
Bismarckske skole var begrebet magt et ufejlbarligt universalmiddel
imod alle sygdomme i staten.

 

Politipræsident

Denne von Köller blev født i 1841 i Pommern. Han studerede på universiteterne
i
Heidelberg og Berlin. I 1887 blev Von Köller udnævnt til politipræsident i Frankfurt, hvor der trængtes til en
hård hånd.

Frankfurt var samlingspunktet for den socialdemokratiske
bevægelse, og et af de få steder i
Tyskland, hvor anarkisterne havde gjort sig bemærkede.

9
anarkister blev idømt 19 års tugthusstraf og  politipræsident
Rumpf blev myrdet.

 

Von
Köller elskede diktatur

Med von Köller blev pressefirheden, forenings
– og forsamlingsretten
ophævet. Det var den såkaldte Socialistlov, der blev indført. Og den
sørgede for at 1.300 trykte skrifter blev forbudt, 332 arbejderforeninger
opløst og 900 personer blev udvist.

Diktaturet
var noget
Hr. von Köller kunne lide.

 

Han
fortsatte med sit diktatur i
Elsas – Lothringen. Her blev han forhadt af de fransksindede.

 

Ville
fortrænge danskheden

Den
7. august 1897 tiltrådte han efter eget ønske som
Overpræsident i Hertugdømmerne. Von Köller afløste overpræsident von Steinmann, en mand af den gamle skole, der var ærbødig
over for den skrevne lov.

 

Von
Kölle
r følte sig forpligtet til
at fortrænge danskheden. Det lykkedes ham hurtig at kaste danskerne
ud af
provins – landdagen. Ja og offentlige tillidshverv var heller ikke
noget dansksindede skulle regne med i fremtiden.

 

Nu skulle
der tales tysk

Den
18. dec
ember 1888 lykkedes det for
ham ved hjælp af forordninger, forskrifter og forbud, at påtvinge
alle børn i Sønderjylland til at tale tysk i skolen, dog undtagen et par
enkelte religionstimer.

 

Danskerne
i
Sønderjylland havde allerede i 1880erne indstillet sig på en
langvarig nationalkamp. De havde med stigende held udnyttet de preussiske
borgerrettigheder , især forenings – og forsamlingsretten. Dette
gav sig udslag i en tilgang af 1.444 danske stemmer fra 1884 til 1893.

 

Husundersøgelser

Overpræsident von Steinmann fulgte opmærksomt foreningslivets
udvikling i
Sønderjylland. For at skaffe sig et indblik i foreningernes virksomhed
lod han foretage husundersøgelser. Desuden beslaglagde han hundredvis
af breve hos foreningernes bestyrelsesmedlemmer. Men politimyndighederne
fandt intet ulovligt. Retssager måtte indstilles eller endte med frifindelse
eller meget små pengebøder.

 

Krig på kniven

Hen
imod slutningen af hans embedstid havde
Den Tyske Forening for Nordslesvig udstedt parolen Krig på kniven mod danskerne. Danskerne var i deres øjne borgere
af en lavere klasse. De havde håbet på opbakning hos
overpræsidenten. Men denne frarådede endda sine embedsmænd om
at samarbejde med foreningen.

 

Massiv overvågning

Von
Köller
var i begyndelsen af sin
embedsperiode afventende. Valgene til den preussiske landdag stod lige
for døren. Aviserne var ikke tilbageholdende, og foreningerne var meget
aktive.

 

Bismarck havde forsøgt at undertrykke katolikkerne, socialdemokraterne og polakkerne ved hjælp af undtagelseslove.
Disse love udstyrede administrationen til at overvåge disse statsborgere.

 

Ville
ruinere danskerne

Inden von Köller for alvor begyndte med sin
politik i
Sønderjylland havde han taget Landråderne med på råd. Under disse samtaler var han kommet
til det resultat, at han ikke kunne komme de danske agitatorer til livs
uden at ramme dem indirekte om nødvendig at ruinere dem, så de rejste
ud af landet.

 

Befolkningen skulle hæfte
solidarisk

Nye
politiforordninger blev udstedt. Således skulle enhver beboer i
Sønderjylland melde til politiet, hvis
de havde en dansk undersåt boende.

Danskerne
fik også følgende at vide:

 

  • Befolkningen skal lære at hæfte
    solidarisk. Forser en sig, skal de alle straffes, indtil de ved gensidig
    opdragelse har l
    ært
    hinanden at holde
    sig i skindet.

 

Danskerne
kunne slet ikke forholde sig til den preussiske filosofi. De følte
sig i besiddelse af den historiske, den politiske og den moralske ret.

 

Masseudvisninger

Von
Köller
måtte med andre ord gribe
til andre midler. Og han begyndte med masseudvisninger i efteråret
1898. Også en af
Sønderjyllands største og dygtigste forretningsfolk, grosserer N. Outzen i Haderslev havde fået 14 dage til at
forlade
Sønderjylland.

Dagen
før 
Rigsdagsvalget blev forpagter Hansen, Nybøl
Mølle
forlade landet. Og der fulgte
en masse andre udvisninger.

 

Karle
og piger udvises

Også 
et par
handelsbetjente hos en dansk købmand i Haderslev blev udvist. Et par medarbejdere
på bladet
Dannevirke fik march – ordre.

Den
24. oktober udvistes 15 karle, piger og dreng
e i Bevtoft. De var ansatte hos folk,
der havde deltaget i et vælgermøde.

 

Hensat
til middelalderen

Hejmdals bogtrykker, Carlsen med hustru og fire børn,
hvoraf den mindste kun var fire uger gammelt udvistes med 24 timers
varsel.

Der
var ikke tale om an
klage eller domsafhandling.

I
mange tilfælde hentede gendarmerne arbejdsfolkene fra marken og førte
dem til politikontorerne. Her blev det kort og godt meddelt, at de skulle
forlade landet inden for 24 timer.

 

Udvisningerne
ramte især gifte folk, børn, s
yge og ælde hårdt. Ja mange
følte sig hensat til middelalderen.

 

Datteren
døde

En
dramatisk hændelse skete den 1. november 1898, da enkefruen
Rasmussen i Bøgeskov fik ordre til at forlade
landet med sin dødssyge 12 – årige datter. De blev transporteret
3 mil til
Aabenraa med vogn.

Derfra
måtte de straks rejse videre med tog til
Vejen. Inden de var ankommet var
datteren gået i krampe. Kommunen var ikke blevet underrettet, og moderen
og datteren måtte hjælpeløs tilbringe flere timer på stationen.

Langt
om
længe kom en læge til,
og konstaterede, at pigen led af svær hjernebetændelse. Et par dage
efter døde datteren uden at være kommet til bevidsthed.

 

Fattiggården
åbnede dørene

Fra Tyrstrup Sogn udvistes en arbejderfamilie
med 24 timers varsel. På fire vogne førtes mand, hustru og børn samt
alt deres bohave over grænsen. I flere timer holdt de ved
Toldstedet i Frederikshøj uden at vide, hvor de skulle
finde husly. Til sidst åbnede
Fattiggården sig for familien.

 

De sidste
år på Fattiggården

Fra Bjerndrup udvistes en gammel arbejdsmand
på 72 år. Hans husbond havde lovet ham et hjem på hans gamle dage.
Nu blev han jaget ud af landet, og kunne tilbringe de sidste år af
sit liv på en fattiggård, fordi denne husbonde var dansk.

 

Blodig
uret mod den danske nati
on

Sådan
kunne vi blive ved med at fortælle om skæbner fra denne gang. Den
hårde preussiske fremgangsmåde vakte foragt alle vegne. Udvisningerne
var en blodig uret imod den danske nation.

 

Fare
for den tyske befolkning

Fra
forskellige politiske sider bl
ev det appelleret til den
tyske nation om at tage afstand til den preussiske handlemåde.

Fra
mange lande lød der kritik af den barske fremgangsmåde. Men så 
skete der ellers ikke mere

 

Statsregeringen
offentliggjorte en redegørelse for tilstanden i
Nordslesvig. Det rettedes i denne et stærkt angreb på de
nationale foreninger. Her talte man om, at de danske foreninger organiserede
indvandring af danskere. Det kunne føre til en alvorlig fare for den
tyske del af befolkningen.

 

De fanatiske
skulle rammes

Journalisten m.m. Henrik Cavling spurgte von Köller, om hvilke love de danske tjenestefolk havde forbrudt
sig imod.
Von Köller svarede:

 

  • Ingen, men ved deres udvisning
    rammes de fanatiske principaler

 

Omkring
1.000 blev udvist

Von
Köller
mente, at der i 1898 og 1899
var udvist 373 personer. Men det rigtige tal var omtrent 600 personer.
I perioden fra 1898 til 1903 blev der udvist mellem 800 og 1.000 personer.
Det har ikke været muligt at finde det nøjagtige antal.

Tyske
kilder mener stadig, at det kun dreje
de sig om under 400.

 

I begyndelsen,
medfølelse fra tyskerne

Blandt
de tysksindede var der i begyndelsen også forargelse over de mange
udvisninger. Men
von Köller forsøgte at skabe en antidansk
stemning.

Og
rundt omkring begyndte amtsforstanderne, at he
nvende sig til de dansksindede:

 

  • De kan beholde deres arbejdere,
  • hvis De holder dem borte
    fra danske forsamlinger
  • hvis De tager deres søn hjem fra højskolen
  • hvis De afsiger deres danske
    avis o.s.v.

 

Lästig gefallen – 
kunne ikke mere bruges

For
at få fr
ed, var der masser af dansksindede
der gik
på akkord med uretten.

 

Efterhånden
forlangte
Berlin dog, at der skulle gives
en grund til, at der blev givet ordre til udvisning. Begrundelsen
lästig gefallen kunne ikke mere bruges.

 

Regeringens
samtykke

Efter at Kejser Wilhelm var på besøg i København i 1903 blev der udstedt en
anordning fra det preussiske indenrigsministerium, hvorved der blev
pålagt at indhente regeringens samtykke, inden der blev foretaget politiske
udvisninger. Men det blev nu kun kortvarig overholdt.

 

Et prøveforsøg 

I
efteråret 1899 udtalte
von Köller:

 

  • Hele den såkaldte
    masseudvisning er kun et
    prøveforsøg, først når jeg
    har iagttaget virkningerne, vil jeg tr
    æffe
    mine videre dispositioner.

 

Udvist
for at havde deltaget i dansk vælge
rmøde

I Lavensby Als blev gårdejer Nis Schmidt udvist sammen med hustru
og en voksen datter.
Schmidt var 69 år og sengeliggende.
Hans kone var meget svagelig. De deltog ikke i det offentlige liv.

Tysksindede
naboer henvendte sig til den stedlige polit
imyndighed med bøn om at
ophæve udvisningsordren. De fik også begrundelsen for udvisningsordren.

 

Schmidt havde to voksne sønner, som havde aftjent deres
værnepligt i den preussiske hær. De havde kort før landdagsvalget
deltaget i et dansk vælgermøde, som blev afholdt i sognet. Forældrenes
og søsterens udvisning var straffen for denne handling.

 

Udvist
for stedfaderens sindelag

En
ung mand blev udvist på grund af stedfaderens sindelag.

Mange
af de udviste var ikke ønsket i
Danmark, og blev sendt retur. De blev
så arresteret i
Sønderjylland, når de kom tilbage. De blev gjort statsløse.

 

Hendes
husbond stemte dansk

I Felsted blev en ung pige stemplet
som hjemløs og jaget ud af sin tjeneste, fordi hendes husbond stemte
dansk. Pigens far, snedker
Meier var afgået ved døden 18
år tidligere. Hans efterladte papirer viste, at han havde tjent i den
preussiske hær i tre år.

 

Han
havde sunget en dansk sang

Mads
Kjær 
blev udvist, fordi han havde
deltaget i et bryllup og hørt på en dansk sang. Man tog ikke hensyn
til, at han havde aftjent sin værnepligt i den preussiske hær og blevet
invalid under tjenesten.

 

Fischer
vandt

Den
berømte kaptajn
C.C. Fischer blev også udvist. Hans oldefar, bedstefar og
far havde også ført
Aabenraa – skibe på de store verdenshave.

To
dage efter
Rigsdagsvalget i 1902 blev han kaldt op på Politikontoret og udvist som udlænding trods det, at han havde papirer
på, at han var preussisk statsborger.

 

Han
ville ikke selv forlade sit hjem. Men det sørgede politiet for. De
transporterede ha
m over grænsen. Han førte
en retssag mod preusserne, og vandt sagen. Men sagen tog to år. Og
myndighederne fratog ham alle sine borgerrettigheder. Dette var i direkte
strid med gældende rettigheder.

 

Flere
retssager fulgte. Den danske befolkning ville ikk
e finde sig i den uret, der
fulgte.

 

Man
fratog forældrenes opdragelsespligt

Efter
at folkeskolen var blevet fuldstændig fortysket, sendte stadig flere
deres børn på 
kongerigske skoler. Dette medførte, at amtsdistrikterne skulle indberette,
hvilke børn, det drejede sig om. Forældrene blev truet med høje bøder,
hvis de ikke straks hjemtog deres børn.

De
preussiske myndigheder fratog også danske forældres opdragelsespligt.
Ja man fratog også forældre – forældre – retten over
deres egne børn, blot fordi de
havde sendte børnene i skole
i
Danmark.

 

I
den
Tyske Landdag fordømte man fremgangsmåden. Nogle medlemmer
mente, at fremgangsmåde var både grusom og hård. Det er forældrenes
helligste ret, at opdrage deres børn, var der et medlem, der sagde.
En anden mente, at dommerne var partiske.

 

Børn
måtte ikke mere tage sommerarbejde

Det
var normalt, at bønderne antog børn til at passe dyrene i sommerferien,
men også dette forhindrede
von Köller. Mange børn kom grædende hjem, fordi de havde
mistet sommerens gode indtægt.

 

Tjenestedrenge
– krigen
var rettet mod de danske
foreninger. Den ramte mange fattige hjem meget hårdt. Den satte mange
bønder i forbigående forlegenhed, og skaffede endnu flere bryderier.
Men den pålagde også embedsmændene mange ærgrelser.

 

Forordninger om foreninger

Von
Köllers
hensigt var at ødelægge
de danske foreninger. I
Hertugdømmerne indførtes den 25. juni 1867 en forordning om
foreninger. Man skelnede mellem tre slags foreninger:

 

  1. Foreninger, som behandler
    politiske Gjenstande
  2. Foreninger, som drøfter offentlige Anliggender
  3. Private foreninger

 

Forbudt
for kvinder, lærlinge og elever

Mens
den sidstnævnte sidstnævnte tilhørte privatlivet, var de andre under
politiopsyn.

Bestyrelsen
for en foreninger, som ville diskutere
politiske Gjenstande eller drøfte offentlige Anliggender, skulle indlevere vedtægter og medlemsliste til
politiet inden tre dage efter foreningens oprettelse.

Endvidere
skulle bestyrelsen melde enhver ændring i vedtægterne og enhver ændring
i medlemstallet senest tre dage
efter, dette er indtrådt.

Overtrædelser
af dette blev straffet med høje pengebøder.

 

Skulle meldes 24 timer,
før de blev afholdt

For
politiske foreninger gjaldt desuden, at man ikke måtte holde møder
under åben himmel, før man havde fået politiets tilla
delse. Kvinder, elever og lærlinge måtte hverken
være medlemmer af politiske foreninger eller deltage i deres møder.

 

Dertil
kom, at møder, hvor der skulle diskuteres
offentlige anliggender skulle meldes til politiet 24 timer før de blev
afholdt.

 

Ejendommelig fortolkning af møder

Efter Kammerrettens fortolkning var det også
et offentligt møde, når to landmænd kom kørende i en lukket vogn,
for at give plads til en tredje, for derefter, at begynde en samtale
om sukkerroedyrkning og sukkerpriser. Dette skulle ifølge loven være
meddelt 24 timer, inden de mødte hinanden. Ja det kan godt nok lyde
grotesk, men sådan var det. Det var værre end
George Orwel eller Huxley. Det var kontrolsamfundet.

 

Masser af danske foreninger

Danskerne
i
Sønderjylland organiserede sig i foreninger. Før 1864 var det
i selskabelige foreninger. I 1880 kom
Sprogforeningen, i 1888 Vælgerforeningen, i 1893 Skoleforeningen. Næsten alle vegne blev der oprettet foredragsforeninger, selskabelige foreninger,
læsekredse, kirkelige samfund, sygeplejeforeninger m.m.

Köllerpolitikken havde her en stor udfordring.

 

Man forbød dyrskuer

Kampen
mod
vælgerforeningerne mislykkedes fra preussisk side. Der forelå ikke
lovovertrædelser. Men man måtte indstille sig på meget stærk kontrol.

Men Kammeradvokaten i Berlin mente, at disse foreninger
stred imod tyske interesser, og mange af de danske foreninger var at
betragte som
politiske foreninger. Dette betød så øget chikane fra preussisk side.

Dette
gik blandt ud over
Aabenraa Amts Landboforening,
Haderslev Amts Landboforening
samt Frederiksklubben i Aabenraa.

Da
landboforeningerne ville holde dyrskue, blev dette forbudt.

 

Frimenigheder
måtte ikke afholde gudstjeneste

Frimenighedskirken
i Bovlund
fik forbud mod at bruge deres
nyopførte kirke til gudstjenester. Dette skete også i
Haderslev. Den 24. oktober 1897, da
kirken skulle indvies trådte en politibetjent med blinkende pikkelhue
og raslende sabel op og erklærede, at han straks ville opløse forsamlingen,
hvis der blev foretaget
gudstjenestelige handlinger.

 

Først
efter fire år, fandt man ud af, at disse forbud havde været ulovlige.
Snart rejstes to nye kirker i
Sundeved og Aabenraa uden problemer.

 

Da
der i 1900 blev afholdt et politisk møde i
Bevtoft, trådte en gendarm frem under
foredraget og erklærede ejendommen for
brøstfældig. Han havde opdaget en lille revne i gibsloftet,
og erklærede, at det var fare for, at forsamlingshuset kunne falde
sammen og begrave tilhørerne under ruinerne.

 

Man
ville skræmme folk fra forsamlingshusene

Preusserne
fo
rsøgte at skræmme danskerne
væk fra forsamlingshusene. Man brugte stor kreativitet til at lukke
møder. Mange retssager fulgte.

Man
spærrede fuldstændig for brug af forsamlingshuse under forskellige
påskud. Og endnu flere retsager fulgte.

 

Lovens
grænser
blev udvidet

I
slutningen af 1890erne blev mange nye forsamlingshuse oprettet overalt
i
Sønderjylland. Preusserne mente, at disse huse ville kvæle tyskheden
i grænselandet. Derfor blev
forsamlingsretten bekæmpet og undertrykt på mange andre måder.

Rettens skranker og lovens grænser blev udvidet
mere og mere.

 

Byggeselskabet
Folkehjem
købte på Sprogforeningens regning forlystelsesstedet Svejts i Aabenraa. Den fik efterfølgende navnet Folkehjem.

I
1905 var der bygget 20 forsamlingshuse i
Sønderjylland.

 

Forsamlinger
blev opløst

Forsamlinger
blev opløst, fordi nogle af de ældre havde stokke med. Det blev af
gendarmer betragtet som
våben. Man lukkede også, hvis foredragsholderen
foreslog nationale sange. Og man kunne også lukke, hvis gendarmerne
tolkede foredraget for
at have for gudeligt præg.

 

En sort
liste

Når
navngivne foredragsholdere deltog, blev det betragtet som politiske
møder. Og disse foredragsholdere kom også på en sort liste.
Man var fra preussisk side så ekstra opmærksom på, at forbryde
møde
rne.

 

Hvem
lod sig skræmme

Ved
hjælp af politichikane af forskellig art, udvisninger, bortvisninger
og tjenestekrig, samt personlig påvirkning lykkedes det for prøjserne
nogle steder at true og tvinge medlemmer ud af de danske foreninger.
Men fra dansk s
ide blev der ført nøje
kontrol med, hvem der lod sig skræmme.

 

Standard
– formularer

Man
angreb også danske foreninger, når man ikke i rette tid havde
afmeldt en afdød som medlem af en forening. I mange tilfælde fik hele
bestyrelsen store pengebøder.

Og de preussiske myndigheder fik travlt med at gennemgå
medlemslister. Man fik fremstillet standardformularer, så man rent
administrativt fik lettere ved chikanere danskheden i
Sønderjylland.

 

Kollekter
blev forbudt

Kollekter, det ville sige indsamlinger måtte også først
iværksættes efter godkendelse af myndighederne. Da de sønderjyske
kvinder samlede bidrag ind til en krans til
Dronning Louises begravelse, blev dette betegnet som en ulovlig
handling.

 

Kirkedørene
var lukkede

Kirkedørene
var også lukkede
for offentlige møder. Men
langt om længe måtte de preussiske myndigheder åbne kirkerne og de
25 forsamlingshuse. De kunne ikke i længden knægte forsamlingsretten.

 

Von
Köller
havde ikke meget til overs
for datidens medier. Men han forsøgte også at manipulere med dem,
som lod sig manipulere.

 

Dannevirke
skiftede stil

Dannevirke fra Haderslev havde i mange år forsvaret
de danske interesser. Men efter redaktør
Hjort – Lorentzens udvisning i 1870erne var den blevet solgt til
dyrlæge
Bjørnshauge i Aabenraa, blev stilen ændret.

Bladets
ejer havde i årenes løb lidt store økonomiske tab. Efterhånden gav
ejeren sig efterhånden efter, for prøjsernes pres. Bladets redaktion
kunne ikke mere stå inde for det redaktionelle pres. Starten på 
denne udvikling begyndte med
en artikel om en artikel,
der frarådede sønderjyske forældre, om at sende deres børn i skole
i
Danmark.

 

Den
ny redaktør talte nedsættende

Det
viste sig senere, at landråd 
von Uslar havde stor indflydelse på
dyrlæge
Bjørnshauge. Med stor utålmodighed forlangte landråden et
redaktionsskifte på
Dannevirke. Før sin afrejse fra København udtalte den nye redaktør Fru von Wildenradt – Krabbe sig meget nedsættende om
den sønderjyske presse.

Som
noget af det første besøgte hun til danskernes store ærgelse landr
ådene i Haderslev og Aabenraa.

 

Et redskab
i von Köllers politik

Dannevirke blev i de følgende måneder et vigtigt redskab
i
von Köllers politik. Danskerne vendte bladet ryggen. Allerede
efter et halvt år, var bladet i en alvorlig økonomisk krise.
Von Köhler var nødt til at spæde til
med en økonomisk indsprøjtning. Det kunne man i hvert fald læse i
Hejmdal.

Bladet
kunne berette om, at på 
Brundlund Slot var Dannevirkes ejer, Landråd von Uslar og

Pastor
Jacobsen
fra Skærbæk mødt frem til et møde.
Dagen efter kunne
Hejmdal tilføje, at Dannevirke havde fået lovning på 70.000
mark fra
Fortyskningsbanken i Skærbæk.

Senere
kom det frem, at den egentlige køber var
Finansminister von Rheinbaben.

 

Handelen
blev aldrig afsluttet

Men
handelen blev aldrig afsluttet.
Advokat Ritter fra Tønder kunne ikke få sikkerhed
for beløbet. Så den 20. juli blev
Dannevirke med tilhørende bygning og
trykkeri solgt til
Aktieselskabet Modersmaalet i Haderslev for 52.000 Mark.

Men Bjørnshauge ville ikke godkende dette
salg og erklærede sig
fallit.

 

Den
sønderjyske befolkning følte sig forrådt

Den
tidligere redaktør 
fru Wildenradt – Krabbe købte en dyr ejendom i Haderslev og udgav nu bladet Det Gamle Dannevirke takket være prøjsiske penge.
I bladet forsøgte redaktøren at forsvare
von Köllers overgreb.

Hendes
far, folketingsmand
Chr. Krabbe forsvarede datterens handlemåde.
Han erklærede, at man skulle støtte datteren.

Og
ikke nok med det. Folketinget valgte
Krabbe til næstformand.

 

Von
Köller
og hans ligesindede tolkede
det som en godkendelse af deres handlemåde af de danske politikere.
Den danske befolkning i
Sønderjylland følte sig forrådt af politikerne i København.

 

Efter
et par år måtte
fru von Wildenradt – Krabbe dog opgive. Von Köller havde for anden gang måtte
opgive at få indflydelse på den danske presse. 

 

Den
dansksindede presse

Hejmdal i Aabenraa havde i 1905 3.500 abonnenter.
Af danske aviser var det også
Dybbøl – Posten i Sønderborg. Vi havde også Flensborg Avis med tilhørende Vestslesvigsk Tidende i Tønder. Sidstnævnte var oppe på
ca. 9.000 eksemplarer i 1905. I akt udgjorde de danske aviser i
Sønderjylland omkring 18. – 17.000 i 1905.

 

Den
tysksindede presse

Den
tysksindede presse blev understøttet af
von Kohler. Schleswigsche
Grenzpost
fik hvert år 8.000 Mark
til rådighed via en hemmelig fond.

 

Vi
vender senere tilbage med en artikel om von Kohlers undertrykkende politik.

 

Kilde: Se

  • Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
  • Litteratur Tønder
  • Litteratur Aabenraa

 

Hvis
du vil vide mere:
Om det dansk/tyske forhold:

 

Sønderjylland:

  • Den Sønderjyske
    Efterretningstjeneste
  • Det Tyske Mindretal
  • Langs Grænsen
  • Mindretal i Brændpunktet
  • Opgøret
    after 1945
  • Sproget i Sønderjylland
  • Sønderjylland
    i knibe
  • Jordkamp, Vogelgesang og
    Dom
    ænegårde

 

Aabenraa:

  • Folkehjem fra Aabenraa
  • Løjt mellem dansk og tysk

 

Padborg/Kruså/Bov:

  • Bov Sogn mellem
    dansk og tysk
  • En sønderjyde
    krydser sit spor
  • Genforeningen i Bov Sogn
  • To skæbner
    i Kiskelund

 

Højer:

  • Højer minder 1 3

 

Tønder:

  • Da Tyskerne kom til Tønder
  • Tønder
    f
    ør og
    efter Ge
    nforeningen
  • Tønder efter krigen
  • Tønder marskens hovedstad
  • Tønders
    historie
    efter
    1900

 

Hvis
du vil vide mere:
Om optakten til von Köhlers
politik:

 

Sønderjylland:

  • Istedløven
    br
    øler
    stadig
  • Rendsborg 1848
  • Sønderjyder
    i K
    øbenhavn
  • Vejen hjem Sønderjyske skæbner 1864 1920
  • Sønderjysk
    Kaffebord
    dets
    historie
  • Flugten over Grænsen 1914 1920
  • Sønderjylland
    til Ejderen?
  • Begik Kongen højforræderi?

 

Aabenraa:

  • Aabenraa 1864

 

Padborg/Kruså/Bov:

  • Kampen ved Bov og de slesvigske krige
  • Sejren ved Bov

 

Tønder:

  • Tønder
    egnen 1
    2
  • Dagbog fra Møgeltønder
  • Minder fra Tønder 1864 1920
  • Kongeligt besøg i Tønder
  • Soldat i Tønder
    1851
  • Tønder mellem dansk og tysk

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland