Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Højer

Højer – minder (2)

Maj 26, 2012

Otto blev sendt i Første Verdenskrig af Adolf. Otto trak sablen mod sine egne. Det var en fra Daler, der blev kendt skyldig. Otto blev overfaldet i skyttegraven. Ingen hæder i krigen. Hjemvendt til Højer og gik på druk. Sendt til Argentina. Adolf mistede alt efter Genforeningen. Otto drak snaps med Gestapo på Dagmarhus og fik frigivet Johannes. Otto var krigskammerat med en unterofficier.

 

Uden hæder og ære

Otto var kommet tilbage til Højer uden hæder og ære.

 

Farfars ilddåb

Husarerne var datidens kommando tropper, der normalt opererede bag fjendens fodfolk som patrulje og opklaringsenheder. I 1914 havde husarerne geværer med lanse.

I begyndelsen red man med vajende faner samt trommer og messingsuppe gennem Belgien og Frankrig. Det var her min farfar fik sin ilddåb.

 

Farfar trak sablen

Men da krigen i vest gik over i en stillingskrig, var der ingen brug for kavaleri og de blev sendt mod øst. På vej hertil stoppede det et par dage i Hanover, hvor eskadronen blev indlogeret på en kasserne. Den aften blev der drukket meget tæt. På et tidspunkt trak min farfar sig fra messen og satte sig på en trappe i den friske men hundekolde luft.

 

Han vidste ikke, at det var trappen til officersmessen. Et par officerer træder ud af messen, og finder en skide menig sidde på deres hellige trappe. Det regnede de med at kunne håndtere med et spark i ryggen. Men denne uforskammede husar for op i et spring og trak sin sabel. Han havde i sinde at hugge dem ned. Til alt held var Otto meget beruset, så han snublede. Officererne havde nu rigelig tid til at komme i sikkerhed inde i officersmessen.

 

Panik på kasernen

Da Otto snublede slog han benet på et trin. Han humpede tilbage til sovesalen, klædte sig af og gik i seng. Imens var situationen på kasernen blevet meget anspændt. Man ledte efter den morderiske husar, der kunne finde på at overfalde et par uskyldige officerer. Eftersom der ikke var et signalement af husaren, ledte man nu efter en, der var fuld nok til at overfalde sagesløse officerer.

 

Vagten var inde på Ottos sovesal, men her så de kun døddrukne husarer. Den skyldige fandt de dog. For på en anden sovesal fandt de en fordrukken husar, der lå med fuld uniform støvler og spore svingende i luften. Han lå og sang sjofle sange. Det måtte være ham, de ledte efter. Han blev smidt på hovedet i kasjotten.

 

Christian (Kisser) Rottenburg fra Daler

Næste morgen måtte fangen dog overgives til eskadronen. Der var kommet marchordre til østfronten. Denne drabelige husar hed Christian (Kisser) Rottenburg. Han var fra Daler og blev Ottos bedste ven resten af livet.

 

Jeg husker ham som en gammel mand, som altid grinede med en cigar i hånden. Han var lille og meget tyk. Han havde en folkevogn og var nødt til at lægge sædet ned for at maven kunne være der. Desværre kunne han så dårligt nå op for at se ud af forruden. Når han snakkede med en af de andre passagerer, vendte han sig for at se den anden i øjnene. Til alt held kørte han ikke så stærkt.

Han snakkede og snakkede til mig og fortalte mig en hel masse. Men jeg forstod alrig et ord af, hvad han sagde.

 

Overfaldet i skyttegraven

Første eskadron af 16. husarregiment blev stationeret i Riga, hvor de fungerede som besættelsestropper. Alligevel må det være gået hårdt for sig. Otto blev tre gange transporteret som alvorlig såret til Tyskland.

 

Da Rusland brød sammen, var det tilbage til vestfronten. Denne gang var det uden hest. I skyttegravene var der ikke plads til en hest. De blev dog ikke aflivet, men kun opstaldet bag fronten. Det skulle senere vise sig, at være meget heldigt.

I den tid sker der noget, som skal forfølge min farfar resten af livet og ødelægge hans nattesøvn og senere sit ægteskab. En franskmand løb imod ham med opplantet bajonet. Min farfar får dog stukket sablen igennem franskmanden, indtil han døde. Min farfar har aldrig rigtig fortalt mig det helt klart. Og farmor har kun fortalt brudstykker, og måske blander jeg hændelsen sammen med Remarques berømte bog: Intet nyt fra vestfronten.

 

Toget kom aldrig

Da freden kom, befandt stumperne af regimentet sig spredt rundt i det nordlige Frankrig. De blev dog samlet for at skulle sendes hjem med tog. Toget kom dog aldrig. Så skulle det vise sig, at det var godt, de ikke havde spist hestene. De kunne nu ride hjem til Slesvig. De havde ingen problemer med at få forråd undervejs.

 

Fra Slesvig blev min farfar hjemsendt med en jernbanebillet, 15 mark og 35 pfennig. Messingsuppen, de vajende faner og æren var der ingen af. Der var heller ingen penge i inderlommen.

 

Druk i Højer

Otto kom hjem som en slagen kriger. Højer var langt fra fronten, så Otto og de andre, der kom tilbage blev modtaget som helte. Men hurtig gik glansen af Skt. Gertrud. Mange af dem opførte sig aldeles ueksemplarisk og begyndte at drikke. Således også Otto. Ikke engang Adolf turde sige noget til ham.

 

Studierejse til Argentina

Senere i livet har Otto angret den tid i sit liv på grund af den sorg, han påførte Botilde. Hver aften var der sprut og billard til hest inde i krostuen o.s.v. Nå, men Adolf var ikke tabt bag en vogn. Han foreslog Otto en studierejse til Argentina. Otto accepterede, og Adolf købte en enkeltbillet. Der var ingen, der mente, at der var brug for en returbillet. Den tyske tankegang var jo, at guldet lå på gaden, og en tysker ville få toplønninger alle steder.

 

Otto tog afsted med sin fætter Georg. Fra Hamborg til Lisabon og derfra til Buenes Aires. Der skulle de snart få en brat opvågning. I begyndelsen ville de ikke tage alle de usle arbejdstilbud, som blev tilbudt dem. Men senere måtte de vaske op på restauranterne, bare for at spise resterne på tallerknerne. De lærte hurtig, at en tysker ikke var så værdsat, som de troede.

 

Bonde på pampaen

Til sidst måtte de ty til en af de tyske menigheder for at få hjælp. En rig tysker sørgede for, at de fik tøj og mad, samt arbejde på hans farm. Otto fandt ud af, at det var bedre, at være rigmandssøn i Højer end bonde på pampaen. Da han ville have skrabet lidt penge sammen, sagde han pænt farvel og tak til den tyske familie. Men Georg og ham tog tilbage til Buenes Aires og soldede resten af pengene op. De regnede med, at der var masser af penge derhjemme. Vi var nu i 1922, og de kendte ikke situationen derhjemme og i hjemmet i Højer. Han tog hyre som fyrbøder til Hamborg, hvor han soldede hyren op.

 

60 år efter – til Venezuela

60 år after, da jeg tog til Venezuela, tog han i en alder af 80 år til Roskilde for at overbevise mig om aldrig at være hoven som ham og ikke gøre de samme fejl som ham.

 

Brud med Adolf

At komme tilbage til Højer og se at det liv, han kendte, var væk, var som at få et spark i nosserne. Det kom nu til et definitivt brud mellem ham og Adolf. Otto gav Adolf skylden for, hvad der var sket. Han kunne selvfølgelig ikke gøre for, hvad der var sket i Tyskland, men han kunne vel have tænkt sig bedre om, mente Otto.

 

Otto havde nært forhold til Botilde

Mange år senere da min far var helt lille, var de på besøg hos onkel August og tante Misse. Da gik de en tur på gaden, min far sammen med min farmor og Otto lidt bagved og snakkede med en anden mand. Da kom der gående en høj mand med en høj hat. Manden hilste på min farmor, ved at løfte på hatten, og gav min far hånden og sagde noget han ikke forstod. I mellemtiden kom min farfar op på siden af dem, og den høje mand skyndte sig væk.

Bagefter hviskede min farmor til min far, det var din farfar. Senere så min far mange gange Adolf med drengen i forbindelse med besøg hos onkel August. Botilde havde Otto et nært forhold til, lige til det sidste.

 

Dansk statsborgerskab

Efter denne triste hjemkomst måtte Otto søge arbejde og han fik plads på en gård i Syv Sogn Sjælland. Det var ikke så nemt, at få arbejde. Han blev ikke dansker ved Genforeningen. Det blev han først i 1937. Så hvis de danske myndigheder havde smølet lidt mere med hans sag, havde han nok også røget med i Anden verdenskrig også.

 

Gift med Asta Johanne

Otto blev gift med Asta Johanne fra Gøderup. Med hendes fars hjælp købte de en gård i Glim lidt syd for Roskilde. I 30erne døde nogle af køerne pludselig. Både Astas far og Adolf hjalp med at købe nyt kvæg.

 

Otto opdragede ikke min far, som han selv var blevet opdraget. Han har for eksempel aldrig slået min far og i stedet for at skælde ud, hjalp han min far med skolen.

 

Otto blev en driftig landmand

Otto blev kendt som en driftig landmand. Selv om han havde en kraftig accent, så blev han optaget i samfundet. En gang var nogle kvier sluppet løs og gået ind på en kornmark for at spise af kornet. Når bondemanden kom tæt på, stak de af og trampede kornet ned. Så måtte de han op efter Otto. Han havde pralet med, hvor god han var til lassokast i Argentina. Til hans store held fik han da også fanget en, og de andre fulgte så roligt med.

 

Asta var udadvendt

Det var Asta, der var den udadvendte og gæstfri, mens Otto var mere indesluttet. Når jeg overnattede hos dem, sov jeg altid i farmors værelse. Der hørte jeg ofte Otto skrige inde fra hans værelse. Det skræmte mig meget, men farmor sagde, at jeg skulle bede for ham, for han havde mareridt om krigen.

 

Indbydelse til officers – galla

Da besættelsen kom, var Otto rasende. Han syntes, at det for lavt af Tyskland at indtage sådan et lille land. Kort efter kom der nogle tyske officerer ud for at hilse og gøre propaganda. De blev godt modtaget, og fik kaffe og brød. Otto var vel bare glad for at at snakke tysk igen. Da de gik, inviterede de ham og min farmor til en gallamiddag på Hotel Prinsen i Roskilde. Men Otto var klog nok til at sige nej med den begrundelse, at han var en untergefreite, så han blandede sig ikke med officerer. I det hele taget var han meget forsigtig med at blande sig i politik under hele krigen.

 

En rigtig dansker

Sognerådet kom da også den 6. maj med en attest på, at han havde vist sig som en rigtig dansker under hele krigen, trods hans stærke accent.

 

Våben i hønsehuset

Gården de havde lå kun få hundrede meter fra landevejen mellem Roskilde og Ringsted. Da så tyskerne mistede enhver disciplin, og smed alt overflødig i vejgrøften under deres hjemmarch, beordrede sognefogeden bønderne til at samle tingene op. Egentlig var det modstandsfolkene, der skulle gøre det.

 

Det var ingen problemer med hjelme og gasmasker. Det var dog lidt mere farligt, når det drejede sig om håndgranater og andre sprængstoffer. Godt nok havde de fleste aftjent den danske værnepligt. Men Otto havde jo været i krig, så han måtte vide lidt mere. Og skulle det gå galt, ja så var han jo bare en sønderjyde. Så alt hvad der blev samlet op, blev kørt hjem i hønsehuset. Her lå det også, da der kom nogen og hentede det.

 

Grimme gloser på Dagmarhus

Otto havde et anstrengt forhold til Astas bror, Johannes. Han havde giftet sig ind i en rig garver – familie i Vordingborg. Johannes var den rige i familien. Det havde Otto jo nok været lidt misunderlig over. Men da det gik galt, var det Otto, der måtte ordne sagerne.

I marts 1945 snuppede Gestapo, Johannes lille varevogn med en ladning våben. Godt nok var det ikke Johannes, der var i vognen. Men han røg ind til forhør i Dagmarhus.

Familien tog til København og forsøgte at overtale tyskerne til at løslade ham. De kom ikke engang ind. Da den vagthavende underofficer så disse sydsjællandske bønder med hatten i hånden, kom han rigtigt i hopla. Han råbte skreg til dem med alle mulige tyske skældsord.

Han lovede dem død og mordbrand, hvis ikke de skrubbede af i en gevaldig fart.

 

Familieråd

Tilbage gik det til Roskilde, hvor der blev holdt familieråd. Man kom frem til en strålende konklusion. Det måtte jo være noget for Otto, for han var jo tysk. Næste dag tog hele familien afsted igen, denne gang med Otto. Det var den samme underofficer igen. Atter engang var der råben og skrigen. Men denne gang fik tyskeren svar på tiltale. Otto havde aldrig fundet sig i ret meget.

 

Krigskammerat med unterofficer

Nu kunne tyskeren godt forstå, at Otto ikke var som de andre, så han faldt ned på jorden igen. Min farfar omtalte, at han havde været med i slaget ved Somme. Det havde tyskeren også. Nu var de pludselig gamle krigskammerater. Så over en øl og en snaps ændrede tyskeren opførsel. Han satte sig i forbindelse med en kaptajn, der lovede at slippe Johannes fri. Betingelsen var, at Johannes skulle vidne for ham, hvis der blev startet en sag mod ham efter krigen. Begge parter holdt, hvad de lovede. 

 

Hvis du vil vide mere: Læs

       Erindringer fra Højer

       Højer – minder 1

       Højer – minder 3

       og talrige andre artikler fra Højer


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Højer