Artikler
November 27, 2024
Tønder – efter Første Verdenskrig
Der var mangel på ret meget. Lyset blev slukket meget tidligt. Svært at skaffe godt brød. Ledige præstejobs. Hvordan var forholdene? Førstepræsten i Tønder syntes at afståelsen af Tønder var uretfærdig. Den kirkelige administration skulle lægges under dansk lovgivning. Man havde droppet dansk gudstjeneste. Tønders førstepræst kunne godt dansk. Indre Mission i Tønder var aktiv. Tønders kommende præst var træt af at bo på hotel. Jernlågen var låst for de danske soldater. En ny provst i Tønder. Genforenings-gudstjenesten. Dannebrog kom til at flagre fra kirketårnet. Kunne alle præster fremover bestride deres jobs. Præsten og mindetavlen i Bylderup. Uden tilladelse satte han en omstridt mindetavle op. Konfirmations-undervisningen blev ham frataget. Afstemningen i Visby. 10 tyskuddannede præster fortsatte.
Der var mangel på meget
Byen var i høj grad mærket af krigstidens forsømmelser. Der var mangel på maling, sæbe, soda og adskilligt andet. Butikkerne var halvtomme. Og det som de havde at byde på, var i reglen dårlige varer. Det kneb med lys og varme.
Kirken kunne ikke opvarmes. Man kunne ikke skaffe det nødvendige brændsel. Det var en hel særlig foranstaltning kirken blev opvarmet dagene omkring afstemningen. Ellers holdtes gudstjenesterne i Missionshotellets sal. Hvis dette ikke kunne lade sig gøre, måtte man tage til takke med en kold kirke.
Lyset blev slukket tidligt
Selv på Schackenborg måtte man nøjes med at opvarme et par enkelte værelser.
Det elektriske lys blev slukket ret tidligt på aftenen. Man måtte nøjes med et par stearinlys i tomme flasker som stager.
Svært at skaffe godt brød
I den første tid fik man det sorte blandede krigsbrød. Det var nu ikke alle, der kunne tåle dette. Over grænsen blev der skaffet noget mel. Og så var det godt, hvis man kendte bagermester Thorvald Petersen. Han kunne skaffe noget bedre brød.
Fra krigsårene var især børnene underernæret. Deres tøj var efterhånden også gennemlidt.
Ledige præstejobs
En gammel ordning betød at provsten skulle blive boende i Tønder. I efteråret 1919 var pastor Grube rejst bort. Dermed var jobbet som andenpræst ledigt. Men også rundt omkring var der efterhånden ledige præstejobs.
Hvordan var forholdene?
Men hvordan var forholdene, der hvor der var ledige jobs? I Højst var pastor Thiesen allerede bortrejst i 1919. Han havde fået et embede nede i Holsten. Også i Ravsted var der et ledigt job. I begyndelsen af 1920 var pastor Th. Tiedje blevet tysk præst i Göteborg.
Det lille Ubjerg Sogn havde været ledigt i 6 – 7 år og var blevet betjent af pastor Bolten fra Møgeltønder, indtil han rejste bort. Sognet blev derefter betjent af pastor Münchmeyer i Aventoft.
Førstepræsten i Tønder syntes at afståelsen af Tønder var uretfærdig
I Tønder havde provst Steffen været førstepræst siden 1910. Han var født i Sydslesvig. Han var helt ud tysksindet. Han følte at afståelsen af Nordslesvig og især Tønder var en stor uret. Han holdt længe fast ved at det var en fejl at Tønder var kommet til Danmark.
Kirkekollegiet i Tønder havde i 1919 henvendt sig til biskoppen i Ribe om man ikke måtte beholde pastor Steffen i endnu 5 år. Og fra Ribe forlød det at den danske regering havde til hensigt at imødekomme menighedernes ønsker. Men man nævnte dog ikke noget om provsteembedet. Der skulle også en afstemning til i menigheden.
Den kirkelige administration skulle lægges under dansk kirkelovgivning
Meningen var at den kirkelige administration skulle lægges om efter dansk kirkelovgivning. Kunne man det med en tyskuddannet og tysksindet præst?
Den månedlige danske gudstjeneste i Tønder, som andenpræsten ellers havde plejet at holde, var på dette tidspunkt helt indstillet. Andenpræsten Albert Petersen var død 11. marts 1917.
Man havde droppet den danske gudstjeneste
Den 18. maj 1917 havde kirkekollegiet droppet den danske gudstjeneste:
Tønders Førstepræst kunne godt dansk
Grunden til dette havde utvivlsomt været den stærke nationale stemning og præstens stærke udfald mod englænderne selv under gudstjenesten. Nu havde provst Steffen tidligere i Løgumkloster og Adsbøl – Gråsten prædiket på dansk.
Indre Mission i Tønder var aktiv
Den danske menighed forekom ikke ret aktiv. Men det gjorde Indre Mission, der samledes i Missionshotellet. Det var under ledelse af præsterne Nicolai Nielsen og Hans Tonnesen, som prægede denne kreds og dens møder. Byens præster tog ikke del i dette, men det gjorde pastor Hansen fra Hostrup.
Opbakningen var størst fra omegnen – Hostrup, Abild, Højst, Burkal, Emmerske m.fl.
Der fandtes egentlig ikke nogen grundtvigsk kreds i selve Tønder. Pastor Jørgensen fra Frimenigheden i Skærbæk holdt i den forbindelse ofte møder i Visby Kirkesal og en enkelt gang i Rørkær.
Tønders kommende præst træt af at bo på hotel
Den 29. februar 1920 arrangerede Kirkeligt Samfund af 1898 igen en dansk gudstjeneste. Det var pastor Kring, der prædikede.
Den kommende præst og sin familie, pastor Erik Christensen var efterhånden trætte af at bo på hotel. De boede endnu en tid på Grand Hotel. Trafikinspektør Joest havde købt en ejendom i Carstensgade. Her blev præstefamilien tilbudt et par værelser. Her boede de så et par måneder.
Man ventede nu på at andenpræsteboligen blev ledig. Den blev beboet af et par ”husvilde – familier”. Først da den blev ledig kunne præstefamilien flytte ind.
Først da provst Steffen fra 3. november var flyttet til Læk og lejligheden var gjort i stand kunne pastor Christensen med familie flytte ind i den gamle provstegård.
Jernlågen var låst for de danske soldater
Den 5. maj holdt 2. bataljon under oberstløjtnant Elmer sit indtog i byen. De mange mennesker fra byen og omegnen var samlet i Jernbanegade for at tage imod de danske soldater. Men de måtte vente ret længe idet jernlågen ind til jernbaneterrænet, hvorfra soldaterne skulle komme, netop den dag var aflåst og nøglen måtte findes et sted.
En ny provst i Tønder
Lidt senere på dagen kom de danske grænsegendarmer. Og to dage efter kom en afdeling af de danske dragoner. Danskerne var ved at overtage styret. Efterhånden gennemførtes det efterhånden på de forskellige områder – Jernbanen, Post, Telegraf og Telefon, Penge, Retsvæsen, Skolevæsen. Og den 26. maj blev Erik Christensen konstitueret som provst for Tønder Provsti.
Genforenings-gudstjenesten
Den 9. juli afholdtes Genforeningsgudstjenesten. Der var udpeget en dansk præst til at holde den i hver af de nordslesvigske kirker. Kun Højer, Tønder og Ubjerg havde man ikke fået med.
I Højer fik man efter nogen forhandling det ordnet således, at pastor Henriksen fra Frue Kirke i København overtog den.
I Tønder overtog pastor Erik Christensen den. Fra kl. 11 til 12 blev der ringet med kirkeklokkerne. Alteret var smukt pyntet med blomster og med en ny alterdug, som en kreds af damer i Aalborg havde skænket. Trods en meget regnfuld dag var kirken fuld men dertil hjalp soldaterne også.
Dannebrog flagrede fra kirken
Da kongen og dronningen kom på besøg, skulle den nye danske præst tage stilling til, om man ville flagre med dannebrog. I første omgang sagde han nej. Han ville ikke skilte med det nationale. Men da man fra tysk side opfordrede til at flagre med Dannebrog fra kirketårnet, sagde provsten ja.
Sammen med den tyske menighed blev man enige om skiftevis dansk og tysk gudstjeneste, skiftevis Højmesse og eftermiddagstjeneste. Men det var dog ikke uden sværdslag. Fra dansk side ønskede man ligestilling. Man foreslog at benævnelserne Første – og Andenpræst faldt bort. Fra tysk side mente man at det var ok med flest tyske gudstjenester, da de var flest.
Kunne alle præster bestride deres jobs?
Efter at pastor Steffen var taget til Leck, kom pastor Beuck til Tønder. Denne præst har vi tidligere skrevet en artikel om. Pastor Beuck overtog også præstegerningen i Ubjerg.
I Tønder blev den danske og tyske menighed enige. Men det var ikke lige let rundt i de enkelte sogne.
Det var tvivlsomt om alle præster kunne blive ved med at bestride deres erhverv ude i landsognene.
Præsten i Bylderup
I Bylderup var von Helmholt præst. Han var Hannoveraner. Han havde en tid været katekel ved Petri Kirke i København. Han var kommet til Bylderup i 1913. Under krigen blev han indkaldt. Og ikke mindst var hans optræden, når han var hjemme på orlov meget udæskende over for den danske del af sognets befolkning.
Det var ikke bedre efter hans hjemkomst fra krigen. Hans nervesystem havde nok lidt noget i krigen. Han var i hvert fald meget uligevægtig.
Mindetavlen i Bylderup
Nogle af de dansksindede, hvis sønner var faldet i Bylderup Sogn, klagede over præsten. Han havde lavet en mindetavle for de faldne og forsynet den med det Slesvig – Holstenske våben og en tysk indskrift om, at de var faldne for fædrelandet.
Nogle af de dansksindedes sønner havde præsten overtalt forældrene til at lade komme med på mindetavlen. Andre havde nægtet at lade præsten tage navnene med på pladen.
Nu skulle tavlen så afsløres ved en mindefest i kirken i nærmeste fremtid. Og dette ville en gruppe forældre gerne have forhindret. Provsten i Tønder indberettede det straks til Stiftsøvrigheden. Og denne forbød ved skrivelse af 22 juni direkte til pastor von Helmholt at ophænge mindetavlen, før den var blevet godkendt af de kirkelige myndigheder.
Uden tilladelse satte han mindetavlen op
Pastoren måtte over for biskop Koch afsløre at han havde fået skrivelsen den 26. juni før afsløringen fandt sted. Men alligevel havde han foretaget afsløringen. Tilmed havde han egenhændig flyttet kirkens gamle krucifiks fra dets plads på kirkeskibets nordvæg og ophængt mindetavlen på dets plads.
Myndighederne gjorde det nu klart for pastoren, at man havde vanskeligt ved at anerkende ham til at blive. Pastoren underskyldte sig med sine dårlige nerver.
Pastoren var også rejst uden rejsetilladelse og holdt tysk gudstjeneste på kongens fødselsdag. Han trak hele tiden sit svar til myndighederne.
Ko0nfirmations-undervisningen blev frataget ham
Hen på efteråret, hvor konfirmationsundervisningen skulle begynde, kom der en anmodning om, at en anden skulle undervise børnene. Dette blev endda støttet af de tyske menighedsmedlemmer. Pastor Schülein, som havde begyndt sin virksomhed i Højst blev da konstitueret til at besørge konfirmationsundervisningen i Bylderup. Og da von Helmholt endelig rejste, foreløbig til Lockstedter Lager, blev Schülein konstitueret i embedet indtil præstevalg havde fundet sted.
Mindetavlen i Bylderup blev ændret. Det Slesvig – Holstenske våben og den tyske indskrift blev fjernet og de manglende danske navne blev derefter optagne.
Afstemningen i Visby
I Visby var Niels Møller præst siden 22. november 1908. Både han og hans hustru var nordslesvigere og begge dansksindede. Men deres klædedragt og fremtræden var påfaldende, at den var almindeligt samtaleemne på egnen. Man ville af alt mindst tænke, at de var præstefolk. Derudover var det vist egentlig ikke noget at sige dem på.
Men der var mange, der hellere ville have en præst på en anderledes virksom måde. Det var ikke let at gribe direkte ind. Man blev nødt til at afvente afstemningen.
Afstemningen i Visby endte 146 mod 146. Efter lang tids behandling blev sagen afgjort til pastor Møllers fordel. Men denne trak sig og lod sig pensionere grundet sygdom.
10 tyskuddannede præster fortsatte
På grundlag af afstemningerne blev 10 tyskuddannede præster i deres embeder i Tønder Provsti. To blev stemt ud. Af disse kom den ene, pastor Jacobsen ind i et nyt embede nemlig den i Ubjerg.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
November 25, 2024
Zeppeliner i Tønder – Baggrund og Betydning
Ambitionerne er tårnhårde- Herude skal der fortælles mange historier. Da basen blev bombet. Tyskerne regnede med en tæt blokade. Den tyske flåde var den engelske underlegen. Den engelske blokade udeblev. Tyskerne ændrede strategi. Rekognoscering blev prioriteret. Luftskibe synes at være svaret. Tønder – basen var tættest på den engelske flåde. Fra 500 meters højde kunne man et sigt på 47 sømil. Englænderne vidste det allerede i 1912. 277 togter fra Tønder. Nålestiksoperationer mod to engelske havne. Jyllandsslaget med 250 skibe og 90.000 mand. Den tyske flåde trængt i defensiven. Jyllandsslaget fik betydning for luftskibene. 40 pct. af luftskibene blev mistet. I begyndelsen var der ingen fare for luftskibene. Største problem var opdriften. Kulde- og højdesyge. Kejseren mente ikke, at luftskibe skulle bombe. 11 luftskibe angreb i 6 km’ s højde. 73 engelske fly angreb. Endelig lykkedes det at få ram på Tønder. Tønder – basen havde betydning for krigen.
Ambitionerne er tårnhøje
Dette er hvis nok vores 9. artikel om dette spændende tema. Men gad godt nok vide, hvad der sker derude – nord for Tønder. Jeg kan se at sidste opslag på Facebook var den 19. august, da frivillige hjælpere i gang med at montere vægge.
Og ambitionerne herude er tårnhøje. Mon disse ambitioner holder? Kan man få nok fondsmidler m.m. til det. Og hvordan skal museet, som indtil nu er drevet af frivillige, indgår i det store projekt? Det må det være kloge mennesker, der ved noget om.
Vi har i vores tidligere artikler beskrevet anlæggelsen af luftskibebasen i 1915 og bombningen af basen i 1918 af britiske fly.
Herude skal det fortælles mange historier
Meningen med projektet herude var også at fortælle historien om de tyske flygtninge og forsvarslinjen over Sønderjylland/Nordslesvig. Vi har lavet en liste over artikler, som vi har begået over disse temaer.
Da basen blev bombet
Den 19. juli 1918, da basen blev angrebet, bestod basen af en stor dobbelt hangar Toska med de to zeppeliner L 54 og L 60 samt en mindre hangar, Tobias med en såkaldt lænkeballon. Desuden bestod basen af lys-fyr, benzinlagre, barakker, radiostation, gasværk, flyhangar og andre installationer.
Angrebet blev foretaget fra historiens første anvendelige hangarskib H.M.S. Furious, der var udstyret med syv fly af typen Sopwith Camel. Basen nord for Tønder blev overrasket kl. 4.32 af en gruppe på tre fly og ca. fem minutter efter fulgte yderligere tre fly.
Jo det blev en succes for briterne. Tyskerne mistede L 54 og L 60 samt fik ødelagt deres lænkeballon.
Tyskerne regnede med en tæt blokade
Chefen for den tyske admiralstab, admiral von Tirpitz og den tyske Hochseeflotte gjorde sig nogle tanker før krigen. Tirpitz regnede med en tæt blokade af Tyskland med udgangspunkt i Tyske Bugt. Ved en sådan tæt blokade kunne den britiske Grand Fleet udsulte den tyske befolkning og på den måde ødelægge landets industri og infrastruktur. Den tyske admiralstab udviklede derfor sin strategi ud fra denne forventning.
Den tyske flåde var den engelske underlegen
Ved krigens udbrud var den tyske flåde den engelske underlegen i antallet af slagskibe i forholdet 23 mod 32. Også i forholdet til tilvæksten af nye skibe var den tyske flåde den engelske underlegen. Den tyske Hochseeflottes plan var at svække den engelske flåde ved nålestiksoperationer i kystnære områder.
Den tætte engelske blokade udeblev
Uheldigvis for den tyske admiralstab udeblev den engelske tætte blokade. Englænderne havde allerede opgivet denne plan i 1912. Den stadige udvikling af minder og torpedoer umuliggjorde en tæt overvågning af Helgolandsbugten.
Englænderne introducerede i stedet en fjernblokade, hvor den sydlige blokadelinje spærrede den Engelske Kanal omkring Dowerstrædet og den nordlige blokadelinje spærrede strædet mellem Skotland og Norge.
Tyskerne ændrede strategi
Tyskerne ændrede nu strategi. Det kan sammenfattes således:
Rekognoscering blev prioriteret
Dette betød, at den tyske flåde måtte opsøge fjenden, Flåden blev derfor nødt til at prioritere rekognoscering højere for at undgå tab. Men bedre rekognoscering krævede flere store skibe. Og det havde man hverken tid eller råd til at anskaffe sig.
Luftskibe syntes at være svaret
Pris og produktionshastighed fik derfor vital betydning for marinestrategi og – taktik. Der måtte tænkes nyt og luftskibe syntes at være svaret på både nytænkning og behov.
Det tog kun seks uger at bygge et Zeppelin – luftskib mod ca. to år for et slagskib. Et luftskib af typen L 3 kostede i 1914 desuden 1.000.000 rigsmark, mens en let slagkrydser kostede 8.800.000 rigsmark. En tung slagkrydser kostede hele 59.000.000 rigsmark.
Tønder-basen var tættest på den engelske flåde
Halvanden måned efter krigsudbruddet den 16. september 1914 besluttede flådeledelsen at anlægge tre luftskibsbaser i Hage, Namur og Tønder.
Basen i Tønder var tættest på størsteparten af den engelske hjemmeflåde, der lå stationeret i Scapa Flow på Orkneyøerne nord for Skotland. Tønder-basens beliggenhed var et bevidst valg. Ifølge krigsdagbøgerne trådte Tønder-basen ind i krigen den 4. maj 1915.
Fra engelsk side betragtede man også Tønder-basen for at have stor krigsmæssig betydning. Det ser vi også ud fra de forskellige angrebsforsøg.
Fra 500 meter havde man et sigt på 47 sømil
Den tyske marine fandt ud af, at luftskibene i en højde af 500 meter havde et sigt på 47 sømil. Det gjorde dem særlig velegnede til rekognoscering, minesøgning og eskorteflyvning for flådens skibe, hvilket også endte med at blive marineluftskibenes militære hovedformål.
Englænderne vidste det allerede i 1912
Allerede i 1912 havde engelske teknikere været oppe i et tysk luftskib. De rapporterede at ved systematisk og regelmæssig patruljering af kysten vil det i godt vejr være muligt for tyske luftskibe at opdage enhver fjende, der nærmer sig og give rettidig advarsel om angrebet.
277 togter fra Tønder
277 rekognosceringstogter blev det foretaget fra Tønder. Og det toppede i 1916. Men tallene afslører også stor ineffektivitet. Således var basen ikke i stand til at flyve i 896 dage ud af de 1.174 dage, den var operativ. De kæmpemæssige luftskibe var navnlig sårbare over for vejr – og vindforhold.
Nålestiksoperation mod to engelske havne
Det berømte Jyllandsslag foregik fra den 31. maj til 1. juni 1916. Egentlig var indledningen den 25. april 1916. Det var en nålestiksoperation mod havnene Lowestoft og Yarmouth ved den engelske nordsøkyst. Angrebene på de to kystbyer skulle føre til en deling af Grand Fleet, hvorved den tyske flåde ville opnå overlegenhed over for den ene halvdel.
Fra basen i Tønder deltog L 7. Operationen mislykkedes. Situationen blev ikke forandret. Den tyske admiralstab lagde en ny koordineret plan for angreb på kystbyen Sunderland længere mod nord og med samme formål. Både ubåde og zeppeliner skulle deltage i angrebet.
Jyllandsslaget med 250 skibe og 90.000 mand
På grund af dårligt vejr i dagene fra den 23. maj og frem til den 30. maj var luftskibene dog ikke i stand til at rekognoscere.
Jyllandsslaget mellem Grand Fleet og Hochseeflotte var det største søslag i verdenshistorien. I slaget deltog i alt 250 skibe med en bemanding på 90.000 mand. England havde – igennem efterretninger – fået forhåndskendskab til de tyske planer og havde truffet sine forholdsregler.
Den tyske flåde blev trængt i defensiven
Slaget mellem de to flåder kulminerede ca. kl. 15.30 den 31. maj 1916 i en kraftig artilleriduel som resulterede i betydelige tab på begge sider. England mistede fjorten skibe og 6.274 mand, Det tyske tab var på elleve skibe og 2.545 mand.
På trods af Grand Fleets relativt større tab, blev den tyske Hochseeflotte alligevel trængt i defensiven og slaget endte i et tysk strategisk nederlag. Fra tysk side ville man ikke sætte resten af den kejserlige flåde på spil. De satte sig i løbet af natten igennem til Wilhelmshafen.
Begge parter påberåbte sig sejren. England beherskede dog fortsat havet. Den 2. juni havde de 32 slagskibe og krydsere klar, hvorimod Tyskland først atter kunne stå til søs i august.
Luftskibene fik slet ingen indflydelse på Jyllandsslaget. L 21 beskrev fra sin position i Nordsøen vejret som tåget med lavtliggende skydække og en sigtbarhed på tre – ti sømil.
Fra Tønder deltog L 24 og L 22 med opstigning kl. 0.10 den 1. juni.
Jyllandsslaget havde stor betydning for luftskibene
Havde luftskibene kun ringe betydning for Jyllandsslaget så havde Jyllandsslaget så meget desto større betydning for luftskibene – i hvert fald for luftbasen i Tønder. I månederne efter Jyllandsslaget – juli, august og september 1916 – skete der en markant forøgelse af flyvningerne.
Det fremgår af Tønder-basens krigsdagbog, at der i de tre sommermåneder blev fløjet 62 rekognosceringsmissioner. Året 1916 var det år, hvor Tønder-basen var mest aktiv under krigen.
40 pct. af luftskibene blev mistet
Den tyske Hochseeflotte havde i perioden juni – oktober 1916 ni skibe til reparation i tørdok. Der skulle kompenseres for de manglende skibe og den tyske marines eneste mulighed var en intensiveret brug af luftskibene.
40 pct. af luftskibene blev mistet. Admiral Scheer mente at luftskibene kunne tvinge englænderne ud af krigen. Det skulle ske med strategisk bombning af infrastruktur. Men for Tønder – basen var angrebsflyvning kun af minimal betydning. Tønder-basen fløj kun 25 ud af 352 bombemissioner.
I begyndelsen ingen fare for luftskibene
I begyndelsen af krigen udgjorde fly ingen fare mod luftskibe. I 1916 kunne et fly dog gå 3,3 km og var blevet forsynet med kaliber 303 maskingevær. Også inden for antiluftskyts gik udviklingen stærkt. Således var fragmentgranaten særdeles farlig for luftskibene. Det gjaldt for luftskibene at komme uden for flyenes rækkevidde.
Den 28, februar 1917 blev en ny type luftskibe indsat. De var uden for normal flys rækkevidde indtil slutningen af krigen. På det tidspunkt kunne britiske Bristol og Avro fly opnå samme flyhøjde som luftskibe.
Største problem var opdriften
Men zeppelinernes største problem var opdriften. Den blev leveret af brint. Brintens største problem var at den var meget let antændelig. Men den lod sig ikke udskifte med f.eks. helium, som kun fandtes i USA. Dette var luftskibets akilleshæl gennem hele krigen.
Kulde- og højdesyge
Et stort problem var også at de højtflyvende zeppelinere var kulde- og højdesyge. De lave temperaturer førte til forfrysninger. I mere end 4.000 meters højde kunne højdesyge påvirke besætningen. Højdesyge medførte hovedpine, kvalme, åndenød, ekstrem træthed, næseblod, besvimelse – og i nogle tilfælde døden.
Kejseren mente ikke at luftskibe skulle bombe
Primitive iltapparater blev udviklet til brug for luftskibene. Men ulemperne ved disse iltapparater var større end fordelene. Meteorologer kunne ikke give en nøjagtig vejrudsigt. Dårligt vejr i stor højde førte til fejlnavigering, afdrift, fejlbombning m.m.
Den 25. maj 1917 bombede tyske flyvemaskiner for første gang England. Kejser Wilhelm den Anden sammenlignede flyangrebene med luftskib angrebne natten før og konkluderede:
Men den 16. juni 1917 angreb L 42 og L 48 England. Ved den lejlighed blev L 48 skudt ned.
11 luftskibe angreb
En af de største angreb med luftskibe fandt sted den 19. oktober 1917. Elleve marineluftskibe deltog herunder L 45 og L 54 fra Tønder. Angrebshøjden var ved den lejlighed ca. 6.000 meter. Men i denne højde var luftskibene fanget i en storm med vindhastigheder på op til 110 kilometer. Fem af de elleve luftskibe herunder L 45 fra Tønder gik tabt. Den tyske luftskibsledelse bedømte ikke angrebet som nogen absolut katastrofe men beskyldningerne føg og meteorologerne endte med at få skylden.
73 engelske fly angreb
Fra engelsk side blev angrebet bedømt som bekymrende. Det havde ikke været muligt at høre angrebet fra jorden. Ikke færre end 73 flyvemaskiner var blevet sendt op for at imødegå angrebet, men ingen af dem var i stand til at nå zeppelinernes flyhøjde.
Endelig lykkedes det at få ram på Tønder
Basen i Tønder blev forsøgt angrebet både den 25. marts 1916 og den 4. maj 1916 før det endelig lykkedes den 19. juli 1918. Fra en tysk krigsfange havde briterne desuden fået informationer om et ammunitionsdepot seks kilometer øst for Tønder, som skulle forsyne alle militære installationer i Nordslesvig med ammunition. Krigsfangen havde udført straffearbejde på Tønder – basen i et halvt år. Om dette depot rent faktisk har eksisteret, vides ikke.
Tønder-basen havde indflydelse på krigen
Måske kan man konkludere at Tønder-basen er årsag til, at der ikke kom et afgørende og formentlig afgørende og krigsforandrende angreb fra Grand Fleet. Tønder – basen var med til at opretholde presset på den engelske infrastruktur. Og var med til at tvinge briterne til at holde en stor del af deres militær hjemme.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
November 23, 2024
Valdemar Sejr
Ny bog af Lars Kjær. Danmarkshistorien har været anskuet fra en lidt for snæver vinkel. Danmark var en af Europas stærkeste magter. Han skabte stabilitet. De drak tæt ved Hoffet. Valdemar Sejr blev bortført. Han tabte hævntogtet. Han kom ikke på sit korstog Nye bemærkelsesværdige vinkler i bogen. Forvrængninger i historien. Dansk identitet skabt under Valdemar Sejr. Forræderi, baghold og mord – en del af den politiske virkelighed. Store forleninger. Et veldisponeret værk.
Danmarkshistorien blev anskuet fra en lidt snæver vinkel
En ny bog har set dagens lys. Forfatteren er Lars Kjær, der har skrevet flere bøger om dette tema. Det specielle ved denne er, at forfatteren placerer Danmark og Valdemar Sejrs mange krige og opgør i en større europæisk sammenhæng. Efter 1864 har man sikkert anskuet Danmarkshistorien fra en lidt snæver vinkel.
En af Europas stærkeste magter
Dengang mistede vi en tredjedel af riget. Og engang var Danmark mægtig og stor. Vores hovedperson bliver beskrevet som en klog konge. Han beskrives heller ikke som en erobrerkonge. Han brugte smidigt diplomati og ægteskaber. Han blev opfattet som en imperiebygger – og det hedder bogen også som undertitel. Dengang var Danmark en af Europas stærkeste magter.
Han skabte stabilitet
Valdemar Sejr fik lagt Holsten, Ditmarsken, Lübeck og Hamborg ind under den danske konge. Han fik også lagt de nordtyske Østersø – områder fra Elben frem til Gdansk i Polen lagt ind under Danmark.
Valdemar Sejr vandt de lokale stormænds tillid. Han gav stabilitet, fred og beskyttelse i to årtier.
Valdemar Sejr tilbød beskyttelse. Men ak, brødrestrid ødelagde imperiet.
De drak tæt ved Hoffet
Valdemars hær og hof bestod af folk fra mange lande. Foruden at udbygge Dannevirke, så anlagde han en bymur omkring Lübeck.
Der blev drukket tæt ved hoffet. På to nætter indtog hoffet 12.200 liter øl – svarende til 7,6 liter pr. mand pr. dag.
Valdemar Sejr blev bortført
Nu var ikke alt lutter idyl. Valdemar Sejr led også nederlag. Han tilbragte også et par år i fangenskab. Den nordtyske fyrste Henrik af Schwerin bortførte Valdemar og sin søn fra Lyø og krævede en større sum for at løslade ham. I denne periode brød imperiet sammen. Han forsøgte at genskabe imperiet men oplevede igen nederlag.
I 1225 blev aftalen for de tos frigivelse endelig aftalt. Ud over en stor løsesum skulle Valdemar Sejr aflevere alle områder mellem Ejderen og Elben samt alle venders lande mod øst bortset fra Rügen. Dette betød østersøvældets tilintetgørelse. Ejderen var igen blevet Danmarks sydgrænse.
Valdemar måtte love ikke at føre hævntogt mod grev Henrik af Schwerin og som garanti stille ti gidsler til rådighed.
Valdemar Sejr tabte hævntogtet
Efter sin frigivelse fritog paven Valdemar for at betale løsesummen og overholde de garantier, han havde stillet. Herefter forberedte Valdemar sig på et hævntogt. Men der var ikke mange, der støttede ham. I det afgørende slag ved Bornhöved tabte Valdemar mod de nordtyske fyrster.
Man han formåede dog at genvinde noget af det tabte.
Han kom ikke på korstog
Men en ting opnåede han aldrig – og det var at komme på korstog. Han hadede lediggang og stolede på sine mænd. Det lykkedes ham at få tillidsfulde folk bl.a. fra Hvideslægten.
Saxo fortæller at han var afholdt for sin ”menneskelighed” men frygtet af sine fjender for sin dygtighed i krige. Han kunne også godt bruge brutal vold. Sent i livet gav han danskerne Jyske Lov.
I 1214 giftede hun sig med en portugisisk kongedatter med hvem han fik fire sønner med.
Nye bemærkelsesværdige vinkler i bogen
Der er i bogen bemærkelsesværdige nye vinkler på historien. Der er masser af detaljer og nyheder i bogen. Han lå således konstant i krig med sin fætter, biskoppen i Slesvig, Valdemar Knudssøn.
Forvrængninger i historien
I Estland i 1219 var det ikke Dannebrog, der skaffede Daner kongen sejren, men venderne. Historien set gennem internationale linser giver forvrængninger i historien, men det er modigt af forfatteren at vise os dette.
Vi får samtidsskildringer af Saxo. Og så får vi historien trukket tilbage til vores sagntid. Selvfølgelig skal vi også høre om sildefangsten ved Skanør.
Dansk identitet blev skabt under Valdemar Sejr
Dansk identitet blev skabt under Valdemar Sejr og under krønikeskriveren Saxo. Var hans erobringer overmodige? Hvordan kunne Valdemar tro, at Danmark kunne bære et imperium?
Det våben som du ser i dit pas med de tre løver, var oprindelig Valdemars våben. Bogen er trods sin akademiske standard meget let at læse. Som kongesøn fik han en god opdragelse med flere års ophold i Norge. Han mestrede det latinske alfabet og var fortrolig med de nordiske runer.
Forræderi, baghold og mord – en del af den politiske virkelighed
Af hans egenskaber fremhæves hans talent for forhandling. Det var samarbejde mellem de forskellige folkeslag, der skabte hans imperium. Handelen voksede, byernes antal blev mangedobbelt. Og det var råd til at bygge hundredvis af kirker.
Alt var dog ikke fryd og gammen. Forræderi, baghold og mord var en del af den politiske virkelighed.
I 1218 satte han selv kronen på hovedet af sin søn Valdemar den Unge i overværelse af rigets 15 bisper ved et møde i Slesvig. Erik (4. Plovpenning) blev i 1221 kronet som medkonge, mens Abel blev hertug i Sønderjylland.
Store forleninger
Sønnerne uden for ægteskab, Niels og Knud, var hhv. 1216 og 1219 blevet forenet med Halland og Estland senere Blekinge. Det skulle dog vise sig, at ordningen efter Valdemars død skabte store problemer.
Valdemar den Unge døde i 1231 efter et vådeskud. Han gav de andre store forleninger, ikke blot sine ægtefødte børn Abel og Christoffer men også sønnen Knud, som han havde fået med Esbern Snares datter Helena, og Niels samt sine tyske søstersønner Albert af Orlamünde og Otto af Braunschweig-Lüneburg.
Abel blev hertug i Sønderjylland og Christoffer den 1. herre til Lolland og Falster.
Et veldisponeret værk
Bogen er flot udstyret med flotte illustrationer og tænk engang – 60 sider med kilder, noter og register. Dertil kommer et kæmpe analysearbejde. Jo det er et ret veldisponeret værk, vi her har med at gøre.
Kilde:
November 21, 2024
Når Facebook tror, at man kun sender Spam
Facebook er med til at forøge vores læserantal. Cirka en tredjedel af vores aktiviteter kommer derfra. To tredjedele finder selv hjemmesiden. Flere repressalier har ramt os. Skal kontakte diverse lokale administratorer, hvis artikler skal ud af spamfilter. Vi forstår, at du ”muligvis” har gode hensigter. Sikkerhedssystem registrerer. Vores adfærd er ikke acceptabel. Hvilke standarder har vi overtrådt? Facebook forventer værdighed. Burde dette ikke være gensidigt? Hvorfor får Facebook ikke et almindeligt menneske til at læse vores artikler? Vi beskyldes også for misbrug, chikane og ”kvantitet”. Vi har desuden fremsat trusler, hadefuld retorik og udpenslet vild. Overforbrug af funktioner? For Facebook udsender vi hele tiden Spam. Kan man tillade sig at blive ved med at fremsætte nye beskyldninger? Det ender nok kun med hjemmesiden www.dengang.dk. Bare rolig – vi fortsætter med at skrive – men måske på andre ”kanaler”.
Er med til at forøge læserantallet
Når Facebook har fået øje på en, hænger de ved. I tidens løb har vi været udsat for meget, og man skulle tro, at toppen var nået.
Ingen tvivl om, at vi har været glade for Facebook. De har været med til at højne læserskaren på vores hjemmeside og udgør i dag en tredjedel af vores aktiviteter. Jo vi ved det er gratis, men de får vel også en del data herfra.
Flere repressalier har ramt os
Jo, vi har fortalt Facebook om vores problemer. Men det er de lige glade med. Vi har været fuldstændig blokeret flere gange. I øjeblikket er der andre repressalier, der plager os. Facebook har fjernet os fra en del grupper, hvor vi plejede at dele vores artikler. Hvor mange grupper det drejer sig om, ved vi ikke helt nøjagtig.
Skal kontakte diverse administratorer
Andre gange lægger de vores artikel op i et spamfilter i en gruppe. Det kan så først offentliggøres, når vi har kontaktet administratoren fra den pågældende gruppe. De må snart være godt trætte af dengang.dk.
Det er ikke alle gange, at systemet fortæller os, at artiklen lige skal godkendes. Nej, det må vi selv finde ud af.
Nej, det er ikke lokale, der spærrer for vores artikler eller indfører nye godkendelsesregler. Det er Facebook. Og det er svært at kæmpe mod algoritmer. På et tidspunkt måtte vi ikke engang trykke på Like.
Vi forstår, at du muligvis har gode hensigter
Facebook har sendt et hav af rapporter eller oversigter over, hvorfor vi oplever repressalier. Men det er svært at se, at man har begået noget kriminelt. Algoritmerne bekymrer sig ikke meget om det, man faktisk skriver. Men Facebook skriver:
Og så lige det nedvurderende sprog ”Vi forstår du muligvis har gode hensigter”. Ja selvfølgelig har jeg det. Men beskyldningerne gennem årene fra Facebooks side har efterhånden været grove.
Sikkerhedssystem registrerer
Beskyldningerne mellem linjerne fortsætter:
Hvad er det for et sikkerhedssystem? Artiklerne kan da ikke have givet den mindste anledning til alarm.
Vores adfærd er ikke acceptabel
Igen engang bliver vi beskyldt for at vores adfærd ikke er acceptabelt. Vi har ikke misbrugt Facebook og Fællesskabsreglerne. Hvad skulle det have været, som vi har slået op, der virker mistænkelig og stødende. Det er historiske artikler, som vi deler videre. Og så har vi gennemlæst Fællesskabsreglerne. Vi kan ikke se, hvor vi har overtrådt Fællesskabsreglerne. Og så har vi ikke sendt venneanmodninger. Kære algoritme, så fortæl os dog, hvor vi har været kriminelle.
Hvilke standarder har vi overtrådt?
Facebook påstår, at vi har overtrådt standarder. Tjenesterne har gjort det muligt for to milliarder mennesker at kommunikere. Facebook tager deres rolle i misbrug af tjenesten alvorlig. Det er er derfor de har udarbejdet standarder for, hvad der er tilladt på disse tjenester.
Hvad har vi dog gjort?
Facebook forventer værdighed?
Vi har spredt historisk viden, hvor vi ofte er gået ned i ukendte detaljer. Vi har ofte selv lavet research. Derfor er der ofte kommet små sælsomme historier ud af vores skriverier.
Facebook ønsker at sikre at deres indhold er autentisk. Det er indholdet på dengang.dk. Facebook fjerner indhold, der kan bidrage for skade på personers sikkerhed. Ofte er artikler på dengang.dk blevet fjernet uden nøjagtig begrundelse. Nej, vi fremmer ikke vold, pædofili, terror eller hvad vi ellers i årenes løb er blevet beskyldt for. Facebook skriver:
Kære Facebook – vi har aldrig på Facebook krænket folk eller chikaneret dem – igen en gang tomme beskyldninger.
Hvorfor får I ikke almindelige mennesker til at læse artiklerne?
Kære algoritme eller Facebook sådan føler vi det ikke. Vi synes at det er under vores værdighed, at I behandler historiske artikler på den overfladiske måde, som i gør. I kan jo se at de lokale administratorer gang på gang godkender vores artikler. Hvorfor får I ikke et almindeligt menneske til at læse artiklerne en gang imellem i stedet for en algoritme, der måske burde forsynes med kunstig intelligens. Så kunne det måske være, at vi var fri for jeres repressalier. Så kunne det være at jeres fordomme mod Spam vil ophøre og at vi ville komme tilbage til alle de grupper som I har smidt os ud af.
Vi beskyldes for misbrug, chikane og kvantitet
Ja åbenbart er 4 delinger hver dag til forskellige grupper for meget for Facebook. Jeg kunne forstå, at det kan være et problem, hvis dette blev sendt et sted hen. Men det er 6 delinger, der deles ud blandt ca. 25 grupper. Nej det er kun max 4-5 grupper, der får hver dag. Men det er åbenbart også for mange.
Vi har ikke fremsat trusler, hadefuld retorik og udpenslet vold
Flere gange har Facebook åbenbart misforstået indholdet i vores historiske artikler. De skriver:
Vi har fået slettet boganmeldelser, fordi vi åbenbart har overtrådt disse bestemmelser.
Overforbrug af funktioner
Og så får vi ellers at vide:
Åbenbart mener Facebook at vi nu har nået til disse begrænsninger.
For Facebook udsender vi automatisk Spam
Med andre ord, Facebook er ret bevidste om, at hver gang vi udsender en artikel med 5 fotos, så er det Spam. Men hvordan definerer Facebook dette begreb. Ja det er er der flere læsere, der spørger om.
Vi har været glade for at bruge Facebook til at formidle vores historiske artikler og de allerfleste har dog også meldt tilbage, at de er godt tilfredse med artiklerne.
Kan man tillades sig disse uberettigede beskyldninger?
Men det kan jo ikke blive ved med at gå med alle de repressalier og begrænsninger, som vi bliver udsat for. Vi er ved at miste tålmodigheden. Og så er det ydmygende hele tiden at skulle blive udsat for de til tider ret alvorlige beskyldninger. Tænk, hvis man skulle udsættes for dette i en af vores hjemlands aviser.
Det ender nok udelukkende med hjemmeside
Vi fortsætter selvfølgelig med at skrive, men det ender nok med, at du på et tidspunkt ikke mere kan finde os på Facebook, men skal gå direkte til vores hjemmeside www.dengang.dk
Vi ved godt, at vi har brokket os nogle gange. Det kan se under disse artikler hernede. Vi har efterhånden opgivet at komme i forbindelse med Facebooks administration.
Venligst
Uwe Brodersen
www.dengang.dk indeholder 2.190 artikler
Under Andre Historier finder du 107 artikler
November 10, 2024
Børsen
Vi har læst Anders Ravn Sørensens bog om Børsen. På 336 sider skrives der Danmarks- og Københavnerhistorie gennem 400 år. I april 2024 skete katastrofen. Et medrivende værk, letlæst, tilgængelig og spændende. Det var hjemsted for handel, investeringer og iværksætteri. Christian den Fjerde havde store ambitioner. Kongen måtte dog låne penge hos mor. Dengang blev de handlende kaldt ”ukristelige vindesyge”. Pengene var brugt og Børsen blev solgt. En central handelsplads. Grossererne klagede over larm og beskidte dragter. Byens sociale og centrale scene. Jødefejden 1819 startede på Børsen. Kræmmere, tiggere og købekoner presset ud. Grosserer Societetet købte Børsen. De revolutionære indtog Børsen. Næstformand offer for nazisternes kugler. En happening i 1969. Værdipapirerne flyttede ud.
I april 2024 skete katastrofen
Bogen var næsten færdig. Men en katastrofe bevirkede, at der måtte skrives en ekstra artikel om Børsen. Det var i april 2024 halvdelen af en af Københavns smukkeste bygninger lå i ruiner. Bygningen kan fortælle masser af danmarks- og københavnerhistorie.
Vi så det alle sammen. Kunstværker blev båret ud af bygningen. Ja også det berømte store børsbillede, der nu har sin midlertidig plads på Skagen Museum.
Københavnerne var rystet. Måske lige så meget som i 1728 og i 1795. Ja så var det også Københavns Slots brand i 1794 og Christiansborgs brand i 1885.
Et medrivende værk, letlæst, tilgængelig og spændende
400 års historie kæder personer og begivenheder sammen. Værket er medrivende. Det lykkes for forfatteren at få belyst var bygningen har betydet økonomisk, handelsmæssigt og kulturelt for Danmark. Det er også en perfekt handelshistorie for det danske land.
Bogen er meget oplysende og tilgængelig. En god indføring i, hvad bygningerne har været brugt til. Men bogen indeholder nu meget andet. Jødefejde og finanskrak får vi også. Og så er den letlæst, spændende og medrivende.
Hjemsted for handel, investeringer og iværksætteri
Bogen er utrolig smuk med flotte illustrationer. Og vi får netop masser af historier om lige fra brande, byldepest og ballade. Siden 1624 har bygningen været hjemsted for handel, investeringer og iværksætteri.
Christian den Fjerde havde store ambitioner
Jo, Christian den Fjerde havde store ambitioner. I 1616 oprettede han Ostindisk Kompagni, der skulle bringe varer og indtægter til landet. Han fik også skaffet arbejdskraft til landet – jøder. Det gjorde han trods kirkens advarsler.
Dengang i 1620erne var der vand i begge sider af bygningen. Skibe lagde til og fik lastet deres varer. Nu var børsbygningen ikke kun en handelsplads for varer men også et postkontor. Børsmesteren fik til opgave at modtage og udlevere borgernes post.
Kongen måtte låne af mor
Og pengene til det flotte byggeri. Ja dem lånte Christian af sin mor – Sophie af Mecklenburg.
Håndværkerne fik nogenlunde frie tøjler, men kongen kunne alligevel ikke lade være at blande sig. Ofte greb kongen ind for at ændre noget.
De handlende var ”ukristelig vindesyge”.
I Børssalen kunne man erhverve sig eksotiske varer fra boder. Boghandlere solgte vovede skrifter. Også udenlandske handlende skulle sælges fra Børsen. I starten var de københavnske kræmmere sig noget tilbage. Dengang så man ned på de handlende. Man kaldte dem for ”ukristelige vindesyge”.
Pengene var brugt – Børsen blev solgt
Christian den Fjerde brugte masser af penge til andre bygninger og tabte krige. I regentens sidste år måtte han sælge Børsen til den rige købmand Jacob Madsen for 50.000 rigsdaler. Da denne døde overtog hans enke, Karen Eilersdatter, bygningen. Ja og denne havde svært ved at klare dagen og vejen. Ejerskabet af Børsen blev hun bestemt ikke rig af.
En central handelsplads
Da hun døde, overtog staten ejerskabet. Ejerskabet af de Caribiske Øer og slavehandel gjorde igen Børsen til en central handelsplads. Købmænd og skibsejere tjente penge på slavehandlen. Nu var det ikke sådan at slaver på kød og blod blev solgt inde i Børsen.
Bogen følger også de katastrofer som København blev udsat for. I 1709 var byen udsat for kopper. I 1710 var det plettyfus og i 1711 rasede byldepesten. Varer og sølvpenge kunne være dødbringende, alt frygtede man kunne smitte. Den Store Nordiske krig rasede til 1721.
Grossererne klagede over larm og beskidte dragter
I 1759 klagede grossererne over larm, som kom fra de handlende, der solgte billige og grove varepartier. De pæne børshandlende fik støv og snavs på deres pæne dragter. I 1772 skulle spiret tages ned og i 1775 kom et nyt dragespir op.
Byens centrale sociale scene
Dansk Asiatisk Kompagni bragte varer og kapital til Danmark. Dette smittede af på Børsens aktiviteter. Struensees trykkefrihed fra 1770 til 1772 smittede af på de frimodige skrifter. Børsen blev byens centrale sociale scene, hvor soldater, handlende, tiggere, købekoner og tyve færdedes.
Jødefejden startede på Børsen
Endelig blev Meyer som den første jøde optaget i Grosserer Societet, som for det meste bestod af magtfulde købmænd. Men det var også i Børsen, at Jødefejden i 1819 tog sin begyndelse. Mange jødiske handelsfolk og vekselerer havde deres gang her. Men antisemitiske opslag blev sat op på netop Børsen.
Frederik den Sjette, der var enevældig konge måtte erklære undtagelsestilstand for at få bugt med løjerne.
Kræmmere, tiggere og købekoner presset ud
I løbet af 1800-tallet blev kræmmere, tiggere og købekoner presset ud af Børsen. Finere folk og købmænd overtog stedet. Flotte butikker i København overtog efterhånden Børsens tidligere rolle som central handelsplads. Det var særlig omkring Østergade og Pilestræde de nye flotte butikker kom.
Grosserer Societetet købte bygningen
I 1856 overtog Grosserer Societetet bygningen for 70.000 Rigsdaler. Man lovede at frede bygningen. Men i første omgang fjernede man brandfarlige ovne og skorstensrør. Der kom en ny brandsikret mur op midt i bygningen.
Det blev rammen om et finans-og industrieventyr. Senere kom så handlen med obligationer, aktier og andre værdipapirer.
De revolutionære indtog Børsen
Privat-banken og C.F. Tietgen indtog Børsen. Omkring Første Verdenskrig rykkede også Gullaschbaronerne ind. De revolutionære indtog Børsen i 1918. Det var en regulær storm på bygningen. Nu ville de sætte en stopper for ”Dansen og Guldkalven”.
Næstformand offer for nazisternes kugler
I bogen skildres også begivenhederne, da Grosserer Societetets næstformand William Prieme blev skudt af nazisters kugler foran sin hatteforretning i Mikkel Bryggersgade. Og så nævner forfatteren at Danmark kom gennem krigen med en opblomstring af handlen.
En happening i 1969
Happeningen den 29. maj 1969 er også omtalt. Det var her, hvor Lene Adler Petersen går nøgen gennem Børsen bærende på et hvidt kors. Det var i relation til Det Nye Testamente, hvor Jesus fordrev de handlende.
Værdipapirerne flyttede ud
I 1974 rykkede værdipapirerne ud. Dansk erhvervsliv og internationale forbindelser rykkede ind.
Vi får en flot Københavner – historie, som ikke blot er en pæn jubilæumsbog. Den er oplysende og interessant. Bogen er som allerede skrevet let læsende og spændende.
Kilde:
Børsen
Hvis du vil vide mere:
November 7, 2024
Aabenraas skønhed
Hvilken overskrift skal man give denne artikel. Det kunne have været – Højdepunkter og nedture i Aabenraas historie – Udpluk fra Aabenraas historie. Det kunne også have været – Vigtige begivenheder i Aabenraas historie – I hvert fald prøver vi på få sider at gennemgå Aabenraas historie. Fra et af de steder jeg boede i Aabenraa, havde jeg frit udsyn til Galgebakken. Det var skønt.
Stedets henrivende skønhed
Allerede tidligt havde man øje for Aabenraas skønhed. I indledningen til byens ældste krønike fra 1635 fremhæves:
Vi ved det efterhånden, idet Aabenraa har navn efter den forsvundne landsby Opnør, som sandsynligvis har ligget lidt nordvest for fjordens ”inderste vig” Kilden, hvor senere Skt. Jørgensgaard, et midlertidigt hospital lå.
Det lille fiskerleje Opnør
Opnør var navnet for det lille fiskerleje, som havde dannet sig, hvor den nuværende Mølleå udløb. Her havde der dannet sig en bekvem landingsplads for mindre fartøjer. Den lille bygd havde efterhånden bredt sig ud til den sydlige del af det langstrakte bakkedrag, der hæver sig op fra stranden.
Skibbrogade hed dengang Østergade
Den nuværende Skibbrogade, der engang hed Østergade, forbandt da havnen med torvet (nu Storetorv), hvorfra Søndergade igen søgte ned mod fjorden, mens Fiskergade fulgte kystlinjen langs med bankens rand, hvor husene kunne ligge i sikkerhed ved højvande.
Skt. Knuds Gilde
I løbet af middelalderen har Aabenraa efter alt at dømme været i vækst. Som en forlængelse af Fiskergade opstod således på den anden side af Østergade (Skibbrogade) Gildegade, som sikkert har sit navn efter Skt. Knuds Gilde. Det har ligget en Skt. Knuds kirke, hvor de to gader støder sammen.
Slottet for enden af Vestergade
Anlægget af Vestergade må også hidrøre fra den tid, idet det ældste slot, vi har kendskab til, lå i engdraget for enden af denne gade.
Den brede voldgrav
I tilknytning til slottet har byen i syd og vest været værnet af en bred voldgrav, der endnu i det 17. århundrede har kunnet spores som et sumpet morads, der på grund af sit dyreliv gik under betegnelsen ”Paddesig”. Imod nord kunne man tidligere finde spor af byens gamle værn i en dyb slugt syd for Rådhusgangen.
Byens nuværende hovedkirke Skt. Nikolaj har derfor oprindeligt ligget uden for selve det bebyggede område, oppe på by-bakkens top, mens borgernes huse har nøjedes med den sydøstligste del.
Til Skt. Nikolaj var der i middelalderen knyttet syv gejstlige, de såkaldte ”marianere”, hvis boliger lå omkring kirken.
Byens ældste kirke
Byens ældste kirke har været et Skt. Andreas kapel, som indtil reformationen lå på det såkaldte Kapelbjerg – syd for kirken. Hvorom alting er fortæller de to kirkers helgenavne med al ønskelig tydelighed om beboernes næringsveje. Uden tvivl er Aabenraa nemlig opstået som et lille fiskerleje, hvorfra der med tiden også har udviklet sig en del søfart.
Næring på havet
Selve beliggenheden ved den brede og dybe Aabenraa Fjords inderste vig, som på alle sider er omgivet af store skove, har tidligere henvist beboerne til at søge deres næring på havet. Deres kirker blev derfor indviet til Skt. Andreas og Skt. Nikolaj, henholdsvis fiskernes og de søfarendes skytshelgener.
Rettigheder fra efter 1200
Man regner med at Aabenraa kan føre sine rettigheder som købstad tilbage til tiden efter år 1200. Dens stadsret, den såkaldte ”skrå”, kendes ganske vist kun i en latinsk oversættelse fra 1335. Den hævder dog at indeholde vedtægterne, således som de var på kong Valdemar Sejrs tid.
De økonomiske forhold i middelalderen
På grundlag af skråen er det muligt at danne et billede af de økonomiske forhold i middelalderens Aabenraa. En paragraf handler således betegnende nok i om skipperens forhold. Meget tyder på at aabenraaerne har deltaget i middelalderens store sildefiskeri ved Skånes Øresundskyst.
Landbrug har dog også spillet en stor rolle for datidens aabenraaer, idet kongen gav dem en ”fægang” på syv omkringliggende landsbyers marker.
Første gang vi hører om Aabenraa – er i 1231
Vi hører første gang indirekte om Aabenraa i kong Valdemars Jordebog fra 1231. Her er der opført told blandt de kongelige indtægter fra Rise herred. Dette kan vel kun hentyde til indførsel over havnen i Aabenraa. Det passer udmærket med at kong Kristoffer i 1257 gav toldfrihed til munkene i Løgumkloster for varer, som de måtte indføre over havnen i Aabenraa.
En myte om at venderne allerede i 1148 skulle have afbrændt Aabenraa by og slot kan ikke bekræftes.
Aabenraahus afbrændt i 1247
Men i 1247 skulle Aabenraahus være blevet afbrændt under kampene mellem de to brødre Erik og Abel. Efter genopførelsen i 1366 sad den sønderjyske hertug Henrik inde med slottet. Men i sine sidste år lykkedes det dog Valdemar Atterdag at komme i besiddelse af det. Ved dennes død overgav slotsfogeden slottet til holstenerne, Jo Aabenraa kom i ilden mellem det danske kongehus og de holstenske grever.
Margrete den Første lod Brundlund opføre
Under sit arbejde med at genvinde det tabte, lykkedes det i 1404 dronning Margrete den Første at komme i besiddelse af Aabenraahus. I 1411 lod hun slottet nedrive og genopføre det i det vandrige og sumpede område lige syd for byen. Men midt i det hele døde dronningen. Det blev ikke det store flotte slot, som man egentlig havde tænkt sig. Det blev betydelig mindre.
Under Gottorp fra 1544 – 1713
I 1429 faldt slottet i fjendtlige hænder efter en belejring på fire uger. Først i 1460 blev det sammen med hertugdømmerne overladt til Christian den Første. Under de efterfølgende arvedelinger skiftede Aabenraa by og slot adskillige gange herre. I 1544 kom Aabenraa under Gottorp, hvortil det hørte indtil 1713.
Men egentlig levede aabenraaerne med by og egn deres liv i fredelige tider ret uafhængig af, hvem der førte det store ord på Brundlund Slot.
Befolkningen var oprindelig danskere
Mens By-skråens ordvalg tydede på, at Aabenraas befolkning oprindelig var dansk af nationalitet, må man dog regne med et vist tysk element – især af håndværkere – i løbet af 1400 – tallet. Det plattyske sprog vandt indpas og blev almindelig i administrationen. En plattysk oversættelse af Skråen fra den tid foreligger. Plattysk blev også brugt ved gudstjenesterne efter reformationen.
Aabenraaerne tog parti for kongen
Overgangen til den ny tid kom ikke til at gå sporløst hen over det lille bysamfund. Under adelens og holstenernes opgør med Christian den Anden tog aabenraaerne klart parti for den folkekære konge.
Kommandanten på Brundlund, Benedikt von der Wisch var en af kongens tro tilhængere. Aabenraa måtte derfor tages med storm af hertug (senere konge) Frederiks landsknægte. Når de for så brutalt frem skyldtes det en gamle myte om at borgerskabet med borgmester Hans Kristensen i spidsen havde nægtet at udlevere dem øl:
De store brandkatastrofer
Endnu en voldsom ulykke ramte byen inden århundredets udgang, idet en kvindes uforsigtighed med brændende tande på et høloft i 1576 gav anledning til en voldsom ildebrand. Husene blev et let bytte for ilden. Borgerhusene stråtækte bindingsværks- eller bulhus-konstruktioner frembrød et let antændeligt materiale.
Hele 7 gange var Aabenraa udsat for storbrande. Men så greb myndighederne også ind. Det viste sig nemlig at 196 af de 217 beboelseshuse havde stråtag. Det blev påbudt 84 husejere at få lagt tegl i løbet af seks uger, mens de resterende 112 skulle have deres huse teglhængte inden udgangen af det følgende år.
Den mest frygtelige hændelse i Aabenraas historie var imidlertid brandkatastrofen i 1610, der gjorde et voldsomt indtryk i samtiden.
Mordet på Claus Esmarch
Og så var det byens borgmester Claus Esmarch, der blev myrdet uden for Nørreport. Åbenbart var det svigerforældrene der stod for ugerningen. De var særdeles kendte folk.
Bådebygger startede branden
Mange mente derfor, at det var Guds vilje, da en ildebrand i løbet af et par timer i løbet af et par timer fortærede så godt som hele byen. En bådebygger og hans medarbejder havde været beskæftiget med skibstømrerarbejde, hvortil de brugte åben ild for at holde tjæren flydende. Sluppet løs i en kraftig østenstorm fængede ilden imidlertid hurtigt i det brændbare stof.
Hvorfor hedder gaderne sådan?
Omkring år 1600 var hele by-banken blevet inddraget til bebyggelse, Navne som Vægterpladsen, Jomfrugangen og Pottegade giver os en mindelse om tidens byvægter, utugtskvinder og håndværkerliv.
Persillegade lå derimod endnu uden for byen på den vestlige bakkerand, hvis mange køkkenhaver navnet hentyder til, mens Ramsherred på bakkens fald imod nord efter navnet at dømme har været hjemsted for ”samfundets udskud”.
I løbet af 1700-tallet blev der flere gader i byen. Wollesgyde har navn efter den kendte skipper og rådmand Oluf Rudbeck, som lod en ejendom opføre, hvor senere posthuset kom til at ligge.
Rebekkagangen har måske fået navnet efter en datter af provst Bargum. Barkmøllegade og Klinkbjerg vidner om dengang man anvendte fint-malet bark til garvning og den betydelige teglværksindustri. Mange af de gamle navne har således et indhold, der formår at gøre fortiden levende for os.
Det gælder også for Nørre – og Sønderport på hver sin side af by-banken, hvor vægternes bomme ved mørkets frembrud har skulle sikre borgerne mod fremmedes færd ved nattetide.
Krigsnød
Det 17. århundrede var de store kriges tid. Aabenraa måtte dele skæbne med Danmark. Forskellige sygdomme og epidemier kom til. Under krigen opholdt Wallenstein her på et tidspunkt og drømte om en Østersø-flåde med station i Aabenraa Fjord. Endnu værre blev det under de påfølgende svenskekrige, især da Polakker og Brandenburger kom os til hjælp.
I 1658 sluttede provst Hübschmann derfor med god grund sin kirkebog med ordene:
Skibsfarten i Aabenraa
Omkring 1700 var de vigtigste handelspartnere Sverige, Nordtyskland og de baltiske havnebyer. Og det var selvfølgelig af vandvejen.
Huset Gottorps nære politiske tilknytning til den svenske stormagt har gjort det let for de aabenraaske søfolk at vinde indpas i disse lande, hvorfra man kunne forsyne hjemmemarkedet med tømmer, tjære, kalk, natur-sten, samt hør og hamp. Men skibenes aktionsradius øgedes hele tiden.
I 1692 har de således hentet ladning på den russiske Ishavs-kyst. Under den store nordiske krig blev indledt med handlen til Vesteuropa.
Den hertugelige regering på Gottorp som indtil 1713 var neutral, så med stor velvilje på den aabenraaske skibsfart. I løbet af 1700-tallet besejlede Aabenraa – sipperne tillige Middelhavet. Foruden de forannævnte handelsvarer indgik nu også vin og salt fra Spanien og Frankrig, fisk fra den norske kyst, samt en betydelig eksport af koen og brændevin.
Skibsreder Michael Jebsen sendte således i 1788 ikke færre end 1.000 potter prima kornbrændevin i fade med byens segl og navnetrækket M.J. til Norge.
Under Napoleonskrigene gik handelen tilbage og aabenraaske søfolk blev taget til fange af englænderne.
Storhedstiden for skibsfarten
I den første halvdel af det 19. århundrede indledes den egentlige storhedstid for den åbenråske skibsfart. Efter de spanske koloniers løsrivelse startede handlen med Latinamerika. Brigantinen ”Perlen” af Aabenraa rundede således Kap Horn i 1824. Jørgen Bruhn var den førende mand i byens økonomiske liv. Byens sønner optrådte hjemmevant i alverdens havne. I Hong Kong kunne man omkring 1870 være heldig at se et dusin skibe fra Aabenraa på en gang.
Farvel til skibsværfterne
Men i slutningen af århundredet var sejlskibenes tid forbi. I 1882 blev det sidste skib bygget på et af byens tidligere så betydningsfulde skibsværfter bygget. En epoke i byens udvikling havde fundet sin afslutning. De store skibsbyggerier var i midten af 1800-tallet præget af dynastierne Paulsen, Andersen og Michelsen.
Men i Aabenraa evnede man ikke at omstille sig til fabrikation af jernskibe. Med skibsværfternes nedlæggelse mistede livet i Aabenraa et karakteristisk træk. I 1870erne startede Michael jebsen et dampskibsrederi i byen.
I 1859 var 82 skibe hjemmehørende i Aabenraa
Tænk engang, at i 1859 var hele 82 skibe hjemmehørende i byen. Aabenraa var ubestridt hertugdømmets forende søfartsby og overgik også sin gamle rival – Flensborg. Et minde om søfarten findes i de mange villaer i ”Chinatown”, som borgerskabet døbte et kvarter i byen, hvor de hjemvendte kaptajner og styrmænd fortrinsvis har lagt op til.
Var den tyske kultur finere end den danske?
Den tyske kultur i Aabenraa blev betegnet som finere end den danske. Men som urmager Frederik Fischer i 1838 sagde:
Når kongen var på besøg, stod de stolte skibstømrere i geled med den blanke økse på nakken. Jo i de kredse havde man let ved at tage standpunkt. I 1864 regnede man Aabenraa for at være en dansk by.
Bakkerne var engang en hindring for fremkommeligheden
Fra gammel tid har de store bakker omkring Aabenraa været et vejproblem. Den gamle landevej mellem Haderslev og Flensborg og den historiske hærvej holdt sig uden om Aabenraa. Først omkring 1840erne kom det gang i den nord-sydgående færdsel i Aabenraa.
Den flotte postgård
Brundlund Slot var oprindelig bygget i røde munkesten. Og Slotsgade hørte ikke engang med til byen. Noget der også er skønt ved Aabenraa, er den tidligere postgård i Søndergade. Det er ligefrem et rokoko- slot og jeg erindrer med en pragtfuld have.
I Den Gamle By i Århus ligger en gammel håndværker og høkerbolig, som før lå på hjørnet af Storegade og Pottegade. Ja og så er det jo den idylliske Vægterplads.
Der kunne sikkert siges meget mere om skønne Aabenraa, men det har vi efterhånden gjort i talrige artikler her på siden.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
November 2, 2024
Lauritz Thaysen – en arkitekt fra Tønder
Han betød meget for Tønders arkitektur. Egen tegnestue 1904 – 1930. Voksede op under beskedne kår. Startede som selvstændig lige efter skolen. En lille beskeden lejlighed ved tegnestuen i Richtsensgade. Hans gennembrud kom i 1907. Baupflege Kreis Tondern. Stadsbygmester. Masser af offentlige og private opgaver. Mange gode medarbejdere. Bygninger til embedsmændene Leos Alle. En af Thaysens dødssønner. Thaysen sagde ja til nyt job. Han troede, at hans død var nært forestående. Han ville ikke ind i Nazistpartiet. Boede forskellige steder. En pensionisttilværelse gennem 40 år. Hans død var ubemærket i Tønder. Hans tegninger blev reddet.
Han betød meget for Tønders arkitektur
Han var en af de mest markante repræsentanter for hjemstavnsstilen i Sønderjylland. Han kom til at sætte sit præg på byggestilen i Tønder. En lang række fornemme bygninger både for offentlige myndigheder og private er tegnet af ham.
I begyndelsen af 1900 blomstrede arkitekturen i Sønderjylland, ikke mindst i Tønder. Landråd Rogge var hovedmanden bag etableringen af foreningen ”Baupflege Kreis Tondern. I Møgeltønder var det godsinspektør Hans Christian Davidsen, der kom til at betyde meget for byggestilen.
Egen tegnestue 1904 – 1930
Men i Tønder var det absolut Lauritz Thaysen, der havde størst betydning. Han havde sin egen tegnestue fra 1904 til 1930.
Voksede op under beskedne kår
Han var født i et lille gavlhus, der sammen med endnu et gavlhus lå, hvor nu Frigrunden 1 ligger. Han var den mindste af en søskendeflok på fem. Han voksede op under små kår. Faderen var kommis i en af byens forretninger. Han døde, da Lauritz var 14 år gammel.
Moderen indrettede en del af det lille hus som pensionat for at kunne ernære sig og de tre yngste børn. Lauritz Thaysen ønskede at blive arkitekt. Et ønske, der syntes at være umulig. Men rektor Hübenthal på ”Kaiserliche Realschule”, hvor den velbegavede dreng fik lov at gå havde opdaget drengens evner.
Åbenbart var det ved rektors mellemkomst at knægten fik lov til at læse videre efter endt skolegang i Tønder. Han læste videre I Eckernförde og Darmstadt, hvor han dimitterede i foråret 1904 som 23 – årig.
Startede som selvstændig arkitekt
Den 1. april 1904 indrettede han sig som selvstændig arkitekt i Tønder, hvor han indrettede sin tegnestue i Richtsensgade 23.
Måske vovede han springet, fordi han inden sin eksamen havde vundet en konkurrence om en ny kommuneskole i Løgumkloster. Bygningen var næsten færdig, da Thaysen startede sin virksomhed.
En lille beskeden lejlighed
Han manglede åbenbart aldrig opgaver. Hurtigt fik han ansat flere arkitekter.
I stueetagen indrettede han lejlighed til sin mor. Førstesalen var forbeholdt kortvarigt lejemål til to familier. Det var i forbindelse nogle, der var blevet husvilde i forbindelse med Thaysens renovering og ændringer på deres huse.
Tegnestuen lå på anden sal, tagetagen, hvor kvistvinduerne gav godt lys til tegnebordene. Også hans egen beskedne lejlighed blev indrettet i tagetagen. Thaysen tillod sig ikke nogen luksus bortset fra at han altid var ulastelig klædt i velsiddende skræddersyet tøj.
Han var dog også en af de første i Tønder, der havde bil – en Adler. Senere stillede han altid en bil til rådighed for sine medarbejdere, når de skulle på byggesyn – det var en Opel.
Hans gennembrud kom i 1907
Det egentlige gennembrud som arkitekt kom i 1907, da han vandt en konkurrence om tegninger til byens realskole (Tønder Statsskole/Gymnasium). Realskolen stod færdig i 1910. Men allerede inden havde han leveret tegningerne til Schleswig-Holsteinische Bank i Vestergade.
Baupflege Kreis Tondern
I slutningen af 1907 var Lauritz Thaysen sammen med landråd Rogge en af bagmændene bag ”Baupflege Kreis Tondern. I Kunst-Kalender Schleswig Holstein 1912 skriver Rogge om de første tre år med foreningen, at foreningens formål var at højne håndværkers og bygherrers kvalitetsbevidsthed og støtte lokalarkitekter i at vælge gode materialer, gode bygningsdetaljer og harmoniske bygningskomplekser.
Foreningen kom til at betyde meget for Lauritz Thaysen i de små 10 år, hvor den var aktiv. Og det gjorde den også for H.C. Davidsen i Møgeltønder.
Stadsbygmester
Omkring 1910 blev Thaysen udnævnt til stadsbygmester. Dette hverv varetog han ved siden af sin tegnestue. Dette bestred han indtil 1926, hvor hans nærmeste medarbejder F. K. Jürgensen overtog hvervet, der nu blev betragtet som et erhverv på fuld tid.
Kloakeringen af Tønder var en af de store opgaver for Thaysen. Elektrisk gadebelysning var en anden stor opgave, som han varetog som en del af sit offentlige embede.
Masser af offentlige opgaver
En del offentlige byggerier var også opgaver for Thaysen inden Første verdenskrig. Det var Horsbøl Skole i 1911, Eggebæk Skole i 1912 og Løjt Kirkeby Skole i 1913. Og så var det tegninger til Tønders tidligere sportsplads med tribune ude ved Dragonvej.
I 1912 vandt Thaysen en konkurrence til en ny landbrugsskole i Tønder og året efter en konkurrence om et kurhotel i Glücksborg.
Mange opgaver
Landbrugsskolen nåede kun at modtage et hold inden Første Verdenskrig. Så måtte de unge mennesker til fronten. I 2002 blev denne bygning ude på Ribe Landevej fredet.
Inden 1914 nåede han også at tegne Alexandrine Schule opført som pigeskole i 1913, senere realskole og politistation. Men også private huse gjorde han sig i. Blandt disse skal nævnes Vestergade 38 opført i 1909, Storegade 2 opført i 1910 og Østergade 7 opført til guldsmed Bödewadt i 1914.
Mange gode medarbejdere
Nu var Thaysen også heldig med gode medarbejdere, således Andreas Dall, der efter krigen blev selvstændig arkitekt. Han er bedst kendt for sine tegninger til Duborgskolen i Flensborg og Ansgarskolen i Slesvig.
Nic. Andersen blev også selvstændig arkitekt. Han tegnede bl.a. det tidligere Tønderhus på hjørnet af Spikergade og Gråbrødretorv. Han tegnede også Alderdomshjemmet Leos Alle 2 -8 – den ældste del af Leos Plejehjem.
Bygninger til embedsmænd
Efter 1920 var det nye arbejdsopgaver for Lauritz Thaysen. Mange embedsmænd flyttede til Tønder og skulle have et sted at bo. Den danske amtslige administration flyttede til byen. I årene fra 1920 til 1930 var det tiår, hvor Thaysen skabte mange markante herskabelige huse i byen.
En af disse villaer var til bryggeriejer W. Neven. Den ligger på Ribe Landevej 37. Men også Ribe Landevej 2 og 30 er tegnet af Thaysen. Villa Johanna, Ribe Landevej 18 var ikke et typisk Thaysen hus. Ribe Landevej 7 er blevet ødelagt efter ændringer.
Leos Alle
Leos Alle var egentlig en markvej, der forbandt Tønder med Garnisons første hjemsted ved Dragonvej/Ryttervej. Endnu tidligere var dette markvejen, der gik til landsbyen Tved og gårdene nord for Tønder.
Her opstod i løbet af 1920’erne og 1930’erne et villakvarter i en blanding af vestslesvigsk hjemstavnsstil og Bedre Byggeskik. Markant for byggegrundene var at de var relativ store. Blandt de arkitekter, der tegnede husene her, var Thaysen.
Også Dr. Brenners hus Popsensgade 4 er skabt af ham. Carstensgade 43 blev opført som privatbolig for pastor Schmidt-Vodder.
En af Thaysens dødssønner
Ja Thaysen tegnede også mit lærersted, Andersen & Nissens Boghandel opført i 1923. Også en markant bygning i Storegade.
Men bygningen, Storegade 6 som var til bogtrykker Gustav Rothe var nok en misforståelse. Bygningen var uharmonisk og virkede som en hån mod de omkringliggende bygninger. Her lå i sin tid værtshuset ”Zum Weissen Schwan, som aldrig burde være revet ned. Sigurd Schoubye kaldte altid dette hus for en af Thaysens dødssynder.
Thaysen sagde ja til nyt job
I 1930 sagde Thaysen ja til et job som rådgivende arkitekt for opførelsen af en del mindre gårde udstykket fra godser i Holsten.
Han troede, at hans død var nært forestående
At Thaysen ønskede at blive ansat som arkitekt i stedet for at være selvstændig kunne måske være fordi han ønskede et mindre stressende liv. Han led nemlig hele livet af hypokondri. Det betyder, at han troede at hans død ville være nært forestående.
De legemlige svagheder, som han mente at have, søgte han gennem hele sit voksne liv at lindre gennem talrige kurophold.
Han ville ikke ind i nazistpartiet
Men nu blev Thaysen kun fem år i Kiel. Han søgte i 1935 sin afsked fra sin stilling som ”Siedlungsbau”- projektet. Årsagen var at hans arbejdsgiver Höfebank ønskede at alle deres medarbejdere meldte sig ind i det tyske nazistparti NSDAP.
Boede forskellige steder
Selv om Thaysen hele sit liv var tilknyttet det tyske mindretal så var han afgjort antinazist. Han afslog opfordringen og sagde i stedet sin stilling op. Han flyttede først til Flensborg i et par og i 1938 – 39 flyttede han tilbage til sin fødeby.
Også her oplevede han en stigende nazificering, hvilket gjorde at han i 1939 via Sønderborg flyttede skiftevis til Vejle og Kolding. I 1964 fik han en bolig på alderdomshjemmet Grønnegården i Aabenraa. Her boede han de sidste 10 år af sit liv. Her døde han i 1974 to dage efter, at han var fyldt 94 år.
En pensionisttilværelse gennem 40 år
Man kan undre sig over at efter han var blevet 55 år tegnede han ikke huse og levede en pensionisttilværelse i næsten 40 år. Måske havde det noget at gøre med, at han mente, at han snart skulle dø.
Allerede i 1947 tegnede han sin egen gravsten og fik den fremstillet hos stenhugger Finsen i Tønder. Alt var mejslet på stenen blot ikke hans dødsdag.
Hans død var ubemærket
Onkel Lauritz var damernes ven, der fandt tid til mere end pleje af sit helbred på de mange udenlandsrejser. Da han døde i 1974, skrev Der Nordschleswiger en nekrolog. Ellers foregik hans død ubemærket i Tønder. Kun hans nærmeste slægt deltog.
Hans tegninger blev reddet
At hans tegninger er bevaret, kan vi takke apoteker Hans Iver Toft og museumsleder Sigurd Shoubye for. De fandt i 1975 på loftet over stadsbygmester F.K. Jürgensens enkes sidste bolig en meget stor samling arkitekttegninger. Det viste sig at være Lauritz Thaysens arkiv, som hans trofaste medarbejder F.K. Jürgensen havde flyttet hele sit liv. De befinder sig nu på Lokalhistorisk Arkiv.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Oktober 30, 2024
Familien Schack i Møgeltønder
Kirken var en magtfaktor. 11 generationer på Schackenborg. Ikke alle lensmænd var lige egnet. Hans Schack (1) havde militære strategiske evner. Møgeltønderhus var nærmest en ruin. Han opkøbte jord og ejendom. Han var upopulær som godsejer. ”Grevskabets smukkeste klenodie”. Østersfiskeriet blev bortforpagtet. Mange grevinder blev enker. Slotsgade blev anlagt. Greve mistede en arm. Grevinde bestak højesteretsdommer. Den onde grevinde. Grevinde måtte ikke gifte sig igen. Den onde grevinde overtog igen herskabet. Karlene stak af fra landsdelen. Grevskabet tynget i gæld. Man ville sælge Schackenborg på en auktion. En greve, der interesserede sig for godsdrift. Greven kendt som forsker. Tre forskellige borde til bespisning. Sadelmageren fik travlt. Når der var dækket op til middag hos grevefamilien. Der blev talt mange sprog. Når grevefamilien tog med toget. Fra tre oldenborgere til en gammel krikke. Der var skam også spøgelser på Schackenborg. Greven klarede overgangen til dansk styre. Farvel til grevefamilien.
11 generationer på Schackenborg
Gennem historien regerede 11 generationer af familien på Schackenborg. Allerede omkring 1050 lå her et fæstningsværk eller en storgård. I 1234 nævnes Møgeltønderhus første gang i skriftlige kilder.
Kirken var en stor magtfaktor
Kirken blev en stor magtfaktor. De danske biskopper var på en gang både kirkeledere, herremænd og politikere ligesom de også håndhævede den kirkeretslige doms- og straffemyndighed.
Slottet Møgeltønderhus var sammen med de tilstødende landområder og godser samt hele byen Møgeltønder ejet af biskoppen i Ribe.
Ikke alle lensmænd var lige egnet
Fæstebønderne skulle betale landegilde – en årlige afgift til jordejeren for brugen af bygninger og jorder på fæstegodset. De skulle udføre hoveri for godsejeren. Og så skulle de også betale tiende ril kongen og til kirken. De lensmænd, der var knyttet til godset, var nu ikke alle lige egnet til deres arbejde.
Langt op i middelalderen gik kirke og kongemagt hånd i hånd.
Hans Schack havde militære strategiske evner
Hans Schack blev født i 1609 og tilhørte en nordtysk adelsslægt. Den danske regering havde brug for ham under kampen mod svenskerne. Hans Schacks militære strategiske evner førte ham i både svensk, tysk og fransk krigstjeneste
Mens hans krav var store. Han forlangte en klækkelig gage, adelige privilegier samt løfte om et len for livstid.
Møgeltønderhus lignede en ruin
Efter stormen op København blev han udnævnt til feltmarskal. Hans opgave var at befri Danmark for svenskerne. Den 14. november 1659 slog den danske hær under Hans Schacks ledelse svenskerne i Nyborg.
I 1661 fik Hans Schack et lens-brev på Møgeltønder len. Møgeltønderhus lignede dengang nærmest en ruin.
Et trefløjet slot i barok blev opført. Oprindelig var det opført i røde mursten. Meget af materialerne fik man fra Hans den Ældres storslåede slot Hansborg, som nu lå i ruiner.
Hans Schack opkøbte jorde
En af de første opgaver var nu at få samlet jordene, der lå meget spredte. I 1671 blev Hans Schack udnævnt til lensgreve. Familien flyttede dog allerede ind i 1668. Og så opkøbte hans Schack ellers jord i området. I 1661 blev det gamle bispegods ved Ballum opkøbt. I 1664 var det gården Roj mellem Tønder og Møgeltønder. Samme år blev Gram Slot med tilhørende jorder købt.
I 1663 modtog Hans Schack Danmarks fornemste orden – Elefantorden.
Hans besiddelser i Vest- og Nordslesvig strakte sig efterhånden over et halvt hundrede landsbyer. Han havde patronsret over adskillige kirker
Han var upopulær som godsejer
Lige så populær Hans Schack var som feltherre, lige så upopulær var han som godsejer. Han brugte de samme metoder fra hærledelsen i hans enorme landbrug. Men dette vandt ikke genklang hos de lokale fæstebønder.
Allerede da Schackenborg blev bygget ved hjælp af bøndernes hoveriarbejde vakte det bøndernes vrede. I 1672 rejste 60 fæstebønder til København for at protestere. Det var dog ingen succes. Mange af dem blev fængslet og bøndernes anfører mistede sin fæstegård.
Den 27, februar 1676 døde Hans Schack af sygdom. Han blev begravet under stor pomp og pragt i Trinitatis Kirke i København. Han efterlod sig en arv på 2.500 tønder land i form af grevskabet Schackenborg.
Grevskabets smukkeste klenodie
Samme år fik grevskabet bekræftet deres ret til:
Og området dækkede øerne, Amrum, Vesterland, Før, List på Sild og den sydlige halvdel af Rømø.
I gamle dage blev dette betegnet som:
I 1683 blev grevskabet på grund af skatterestancer nødsaget til at afstå ”det smukke klenodie” til kongen, men kongen bestemte at Grev Otto D. Schack og hans søn i livstid skulle have en årlig pension på 1.000 Rigsdaler og at han og hans søn skulle nyde og bruge østersfangst ved øerne i deres livstid.
Østersfiskeriet blev bortforpagtet
Østersfiskeriet blev udnyttet til bortforpagtning. Ifølge jordebogen af 1683 bragte forpagtningen en årlig indtægt på 900 Rigsdaler. Denne afgift steg gennem historien. Desuden skulle forpagteren også levere grevskabet 20 tønder østers i 1695. Dette antal faldt, da udbyttet af østers også efterhånden faldt.
Mange grevinder blev enker
Flere af grevinderne blev i årenes løb enker, ofte i de helt unge år. Feltherrens gemalinde Anna Blomme sørgede som anke for administrationen af godset. Hun havde også stor indflydelse på sønnen O.D. Schack.
Slotsgade blev anlagt
Godset gik først i arv til Hans Schacks søn, Otto Didrik Schack, der som sin far var tæt knyttet til det danske kongehus. Otto Didrik døde dog allerede i 1682, hvorefter hans enke Sophie Dorothea Schack overtog administrationen af Schackenborg. Hun forskønnede Schackenborg og fik bl.a. anlagt parken syd for Schackenborg ved vejen ind til Møgeltønder.
Hun anlagde også Slotsgade, hvor en del af slottets funktionærer og håndværkere havde deres bopæl. Jo hun havde også kirkelige interesser. Hun viste også interesse for konfirmations-undervisningen som Daler – præsten Anders Wedel havde forsøgt at indføre mod sognebørnenes modstand.
Greve mistede sin ene arm
O.D. Schack efterlod en mindreårig søn, Hans Schack (2). Og her var det så moderen der stod for opdragelsen. Ligesom farfar blev denne både officer og civil embedsmand. Som led i sin militære uddannelse deltog han i den spanske arvefølgekrig på fransk side og mistede i slaget ved Höchstädt i 1704 sin højre arm. Lige som far og farfar blev han amtmand i Ribe.
Sophie Dorothea Schack drev grevskabet gennem årtier og som i begyndelsen havde Nic. Tych som overadministrator. Hun havde ikke de store stridigheder.
Grevinde bestak højesteretsdommer
Anderledes var det med Anna Sophie født Rantzau. Hun blev meget tidlig enke efter den tidligere nævnte enarmede greve Hans Schack, der døde i 1719. Hun overtog formynderskabet over stedsønnen Otto Didrik Schack (2). I hendes tid fandt de store processer med bønderne i Møgeltønder birk sted.
Hun blev i den grad forhadt og bestak højesteretsdommer Christian Scavenius
Stridighederne mellem grevskabet og fæstebønderne blev først afsluttet i 1720erne med en højesteretsdom.
Først i 1750erne fik slottet sit nuværende udseende med hvidpudsede mure.
Den onde grevinde
Anna Sophie blev kendt som ”Den onde Grevinde”. Hun ville indføre stavnsbånd for kvinder på hendes sjællandske godser. Hun var sikkert en af familien Schacks ”sorte får”
Da stedsønnen Otto Didrik blev myndig og overtog administrationen blev forholdet til bønderne ændret. Det var i 1730erne. Det var i pietismens tid. Det schackenborgske grevskab gjorde en stor indsats for at oprette nye skoler. Næsten hver en lille landsby fik sin egen skole.
Grevinde måtte ikke gifte sig igen
Grev Otto Didrik Schack døde under et ophold i Ballum 1741 kun 31 år gammel. Han efterlod sin elskede enke Anna Ernestine som han blev gift med i 1731. Det blev en omvæltning for den før så livsglade enke. Hun blev nu formynder for sine fire børn. Hun fik hjælp af en ven af den afdøde ægtefælle, kaptajn i marinen, Otto Meyer, der boede i Tønder.
Det udviklede sig efterhånden til en kærlighedsaffære mellem de to. Den gamle enkegrevinde Otto Didriks stedmor satte sig imod, at de to kunne indgå ægteskab. Sognepræsten i Møgeltønder var også forarget over dette forhold. Han ville ikke tage Anne Ernestine til alters.
Kongen fik enkedronningen til at nægte dem tilladelse til at indgå ægteskab. Disse stridigheder tog hårdt på grevinde Anna Ernestines helbred. Den gamle grevinde fik også udvirket at hun i 1747 fik frataget administrationen over Schackenborg og formynderskabet over børnene.
Den onde grevinde overtog igen herskabet
Grevinde Anna Sophie kunne derefter overtage begge dele. Det var en krank skæbne der overgik grevinde Anna Ernestine, der døde året efter i en alder af kun 34 år.
Den gamle grevinde Anna Sophie overtog nu igen administrationen af grevskabet og sørgede for opdragelsen af stedsønnens børn, bl.a. af Hans Schack (3). Da Han nåede myndighedsalderen, overtog han i 1755 selv grevskabet. På grund af dettes dårlige økonomi måtte han indtage en høj stilling i centraladministrationen. Og foruden dette var han amtmand i Ribe.
Grevskabet tynget i gæld
Han måtte også finde sig i, at der blev nedsat en kommission, der skulle afvikle grevskabets tyngende gæld.
Det var i de sidste årtier af 1700- tallet blevet gennemført store reformer til gavn for grevskabets undersåtter. Ved en særlig kongelig bevilling 1770 fik de deres fæstegårde overladt som ejendom. Også den store hovedgårdsmark på ca. 3.000 demat blev udstykket og gjort til arvefæste. Man var et par årtier foran de store landboreformer i Kongeriget.
Karlene rejste fra landsdelen
Bondekarlene i de vestslesvigske egne rejste væk. De ville undgå den forhadte militærtjeneste og tog til Holland eller andetsteds for at blive sømænd. Dette medførte at området blev underforsynet med unge karle. Derfor tog grevskabet ofte de unge menneskers parti. De var interesseret i at hver gård og kåd var besat.
I 1790 var det den fattige underklasse, der gjorde oprør på grund af kornmangel og de store prisstigninger. Dette oprør varede i nogle år og ophørte ved århundredeskiftet da kornpriserne igen faldt.
Grev Hans døde i 1796 i en alder af 61 år. Han blev en af de grever, der levede længst. Hans søn generalmajor Otto Didrik Schack (3) opnåede en alder på 51 år. Og hans søn igen Hans Schack (4) blev kun 28 år gammel.
Man ville sælge Schackenborg på auktion
Grevskabet måtte således i lange tider styres af enkegrevinder og indsatte administratorer. Alt dette førte til at økonomien ikke altid var den bedste. I begyndelsen af 1800-tallet talte man om at sælge Schackenborg på auktion.
I 1796 opdagede man igen at der var østers ude i Vadehavet. Det gav anledning til uenigheder med forpagteren og også med rentekammeret. Forpagteren var dengang Mathias Asmussen i Tønder.
En greve, der interesserede sig for godsdrift
Under Otto Didrik Schack (4), der levede fra 1810 – 1856, kom der igen en mand, der interesserede sig for godsdrift – især for skovbrug. Han begyndte tilplantningen af Gallehus Skov.
Men allerede i 1856 døde den driftige greve i en alder af 46 år. Dengang var Hans Schack (5) kun fire år. Først i en alder af 23 år kunne han overtage administrationen. Han så en fordel i at sælge de gårde på den gamle hovedgårdsmark, som var i arvefæste. For den sum som han fik til rådighed, købte han Solvig, Store Tønde, Fællesværre og Slotfelt.
Greven kendt som forsker
Det var nu ikke som greve, han blev kendt, men som forsker. Han havde fra sin ungdom studeret ægyptologi sammen med sit jurastudium. Han nød stor international anerkendelse. I Sønderjylland blev han kendt i forbindelse med udgivelsen af en salmebog.
Han kunne ikke deltage i det nationale arbejde på grund af en ed han havde aflagt.
Vi skal også huske godsinspektør H.C. Davidsen. Han var en meget dygtig fotograf. Han har ikke blot fotograferet den Schack’ ske familie med også omegnen.
Tre forskellige borde til bespisningen
Ellen en af døtrene var 20 år, da hendes far døde. Hun fortæller, at hendes far kom til skade efter fald fra en hest og dette led han af hele sit liv.
Det krævede meget opvarmning på Schackenborg og et stort personale. Der var alene tre ”Folkeborde” ved måltiderne:
Dertil kom kusken, der var gift og havde egen husholdning, Ja så var det kontormedhjælperen, der skulle have sin mad bragt over på kontoret,
Var der vask, slagtning eller hovedrengøring, troppede adskillige koner fra landsbyen op til hjælp. De gik sjældent tomhændede hjem.
Sadelmageren fik travlt
Hvert efterår kom sadelmageren og så blev de løse tæpper rullet sammen, Der blev slået Brysselertæpper over hele gulvet i dagligstuerne med alle deres krinkelkroge. Sommergardinerne blev taget ned og mørke uldne vintergardiner hængt op med klunker og draperinger. Det måtte saddelmageren tage sig af. Men først skulle der hænges hvide gardiner op, hvis broderede kant skulle rage et par håndsbredder ud over de uldne.
Rundt omkring på Schackenborgs loftsrum kunne der findes smukke udskårne dragkister.
Når der var dækket op til middag
Til middag var greven altid klædt i kjole med sort slips og stribede benklæder. Grevinden var i lang kjole. Hver dag, når familien var gået tilbords troppede en pige op i dagligstuen og rettede på gulvtæppets frynser, som var bragt i ulave af kjolen.
Før middagen samledes familien i dagligstuen. En anden tjener i grønt med sølvvåbenknapper slog fløjdørene op. Greven bød grevinden under armen og førte hende ind i spisesalen hen til hendes stol, hvor den første tjener i blåt med forgyldte våbenknapper stod bag den og skubbede den ind under hende.
Lærer og lærerinde fulgte trop, enten ærbar side om side eller med hinanden under armen som et bedre brudepar. Børnene sluttede optoget.
Der blev talt mange sprog
Det har sikkert virket meget kaudervælsk for udenforstående at lytte til borsamtalen. Til greven skulle man tale dansk eller fransk. Og greven talte tysk til huslæreren. Grevinden talte engelsk med lærerinden, der gerne ville holde sit engelsk vedlige. Imens stod de to tjenere i baggrunden ved anretterbordet,
De voksne drak altid rødvin til middagen. Grevinden kun vand. Børnene fik husholdnings-øl – måske det samme som hvidtøl med en dejlig røget smag.
Børnene måtte nøjes med to retter. De gik så fra bordet før desserten. Det vakte ingen protester kun når bedstemor var på besøg. Om søndagen var der dog også tre retter til børnene.
Dengang blev der også holdt heste, skønt der ikke var meget anledning til kørsel. Men dyrene skulle røres. Så daglig gik turen til Tønder.
Når grevefamilien skulle med toget
Det var et helt cirkus, når grevefamilien skulle til deres årlige tur til Danmark. Det var et større optog. Greve og Grevinde var på første klasse. Børnene med lærer og lærerinde var på anden klasse. Og tjener og kammerjomfru var på tredjeklasse. Dertil kom et utal af store tunge trækufferter. Inden toget var nået Tinglev, havde greven allerede tømt den ene af de store madkurve.
Fra fire oldenborgere til en gammel krikke
Da hestebesætningen engang trængte til fornyelse, blev der anskaffet 4 flotte sort – brune oldenborgere, der kørtes i 4-spand. Det var et smukt syn, når de kørte rundt i gården, mens kusken svingede med sin lange pisk.
Hele denne herlighed blev under Første Verdenskrig reduceret til en meget tarvelig enspændervogn forspændt med en gammel krikke med opbunden hale.
Der var skam spøgelser på Schackenborg
Selvfølgelig Har Schackenborg også sit spøgelse. Det er den onde grevinde, der brændte sin kammerjomfru – at det så er på Gram og ikke på Schackenborg, det skulle være sket, generer hverken spøgelset eller folkeovertroen.
Der skulle også have vist sig en lille grå kvinde med et fint ansigt og et gråt tørklæde om hovedet. Og i 1890erne skulle nogen være gået rundt omkring i den sydvestlige del af huset og tage i dørene. Hundene reagerede, rejste børster og var bange.
På Schackenborg boede også 4 – benede væsener. Der var rotter i kælderen og mus bag tapetet. På loftet var der mår. Desuden svaler i køkkengangen og stork på taget.
Greven klarede overgangen til dansk styre
Sønnen Otto Didrik Schack var ved sin fars død kun 23 år gammel. Han var i gang med juridiske og kunstneriske studier i München, da han måtte overtage administrationen og grevskabet. Allerede fra 1905 var han medlem af Tønder Kredsdag. Efter Første Verdenskrig var han også en del af det betydelige Kredsudvalg. Han var godt rustet til at tage jobbet som amtmand efter indlemmelsen.
På fremragende vis klarede han den vanskelige overgang fra preussisk til dansk styre. Han kom til at tage fat i det nationale arbejde. Han var medstifter af det første Landeværn og dettes første sekretær. I afstemningstiden blev han formand for Vælgerforeningen. Den 11, juli holdt han tale ved den berømte Genforeningsfest på Dybbøl Banke. I 1949 døde Otto Didrik Schack.
Farvel til grevefamilien
I 1993 forlod Lensgreve Hans Schack og lensgrevinde Karin Schack Schackenborg den egn, hvor slægten har været tilknyttet i 330 år. Det var et mønsterlandbrug som Hans Schack overlod til Prins Joachim – ja sådan lyder det i kilder.
Men i dag i 2024 er der hverken kongelige eller grevelige på Schackenborg.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Oktober 26, 2024
Ungeren overgiver sig aldrig
Forsøg på en anmeldelse af en TV – serie. Hvad ved du om det? Altid reaktioner på sådan en artikel. Det kostede over 100 mio. for samfundet. Kunderne valgte også en mere sikker bydel. Mange butikker måtte dreje nøglen om. Forsikringerne sagde nej. Trusler på forskellige niveauer. En del af Nørrebros historier. Vi udarbejdede en beredskabsplan. Store supermarkeder blev røvet. Ingen tør at gå i gang med et byggeprojekt. DR har tidligere lavet udmærkede dokumentarer af Ungdomshuset. 43 butikker fik knust deres ruder på en enkelt nat. De unge har brug for mod-kultur. Frygten har fra starten været at fortællingen bliver for ensidig. I opposition til det etablerede samfund. Bland jer udenom. Masser af hademails. Selskabet Human A/S oprettet til lejligheden. Kan de unge genkende sig selv i serien? Da Nørrebro handelsforening fik tilbud huset for 1 kr. Det var ikke bare en lille brik i Nørrebros udvikling. Det havde store konsekvenser for mange. Medier og bogudgivere er ikke interesseret i den store helhed.
Forsøg på en anmeldelse
Meningen med denne artikel er at anmelde den tv-serie, der for nylig blev vist på DR. Jamen kom du i Ungdomshuset? Har du nogen som helt forudsætning for at vide noget om dette?
Hvad ved du om det?
Ja det skulle jeg mene. Som sekretær i Nørrebro Handelsforening optrådte jeg også på TV og i de øvrige medier og skulle gang på gang fortælle om foreningens mening. Jeg har udformet massevis af presseinfos- og dengang. Så har jeg talt med masser af de unge brugere af Ungdomshuset, når de kom inde i boghandlen og skulle have lavet plakater. Mange af disse har jeg faktisk lavet.
Masser af artikler har jeg skrevet om begivenhederne. Og jeg har ofte overvejet om jeg skal skrive en bog om disse begivenheder dengang. Ja vi forhandlede også med politikere og fik indblik i forhold, vi slet ikke troede var muligt.
Altid reaktioner
Hver gang, vi bringer sådan en artikel, er der reaktioner. Men de reaktioner er ofte sort/hvide. Det skyldes nok at man ikke altid får det hele med. Man dykker kun ned i en del af problematikken ud fra sit eget personlige synspunkt.
Det kostede over 100 mio. kr. for samfundet
Jeg skal indrømme, at jeg godt kan følge de unge et godt stykke af vejen. Men jeg kan sandelig også godt forstå erhvervslivet på Nørrebro. Og så er det også lige det, at hele forløbet har kostet samfundet mere end 100 millioner kroner i øgede udgifter til politi, fængsels og rets -udgifter.
Mange butikker drejede nøglen rundt
De unges opfattelse af erhvervslivet er at detailhandlen på Nørrebro er kapitalisternes forlængede arm, som bl.a. bevirkede at den lille dyrehandel på Nørrebros Runddel også skulle have smadret vinduerne og sådan skete der masser af butikker på Nørrebro. Dertil kom yderligere hærværk og røveri.
Politikerne mente at alt dette blev betalt af forsikringen, men her tog de gevaldig fejl. Mange butikker på Nørrebro måtte dreje nøglen om, fordi de fik problemer med deres forsikringsselskab.
Kunderne valgte en mere sikker bydel
Dertil kom nok noget som de unge ville opfatte som kapitalistisk, nemlig tab af omsætning. Kunderne valgte en anden mere ”sikker” bydel.
På det tidspunkt havde Nørrebro Handelsforening en indkøbsordning for ældre. Her beskæftigede foreningen temmelig mange, men også en del, der kom i Ungdomshuset. På et tidspunkt manglede indkøbsforeningen en del Christiania – cykler. De stod parkeret ved Ungdomshuset. Nogle var malet i en anden farve. Politiet ville ikke hente dem. Ja så måtte indkøbsordningen selv gøre det.
Truet på forskellige niveauer
Da vi i foreningen og personlig sagde vores mening blev vi i bestyrelsen bogstavelig forstand truet på forskellige niveauer. Det skete i form af hærværk i bestyrelsesmedlemmernes butikker, samt trusler om, at hvis vi ikke fjernede indlæg i vores Facebook-gruppe, ville det gå ud over endnu flere butikker på Nørrebro. Andre oplevede at hætteklædte personer dukkede op i privaten. Dertil kom hademails fra både politibetjente og politikere.
Oppe fra rådhuset blev undertegnede truet med, at hvis jeg ikke fjernede noget fra vores hjemmeside, ville dette blive indbragt for pressenævnet. Men foreningen havde ret i deres anskuelser.
En del af Nørrebros historie
Det ville nok være for meget at få det hele med i en tv-serie. Men kigger man i den litteratur, der er kommet om begivenhederne omkring Ungdomshuset, er det det samme.
Når man går i gang med noget, får det altid konsekvenser for andre. Og det gjorde det i høj grad for hele Nørrebro dengang. Det blev sandelig også en del af Nørrebros historie.
Vi udarbejdede en beredskabsplan
Jeg kan huske, at vi i foreningen fik lavet en beredskabsplan for butiksansatte i samarbejde med HK. Butikkerne var efterhånden blevet bange for, hvad der skete.
Store supermarkeder blev røvet
Den dag, hvor politi og militær angreb Ungdomshuset var der mange, der lukkede før tid. Det gjorde vi så 20 minutter før tid hos os. Jeg kunne ikke mere tage ansvar for personalets sikkerhed. Om aftenen var der et par større supermarkeder, der blev udsat for røveri og hærværk. Politiet kunne ikke forhindre dette. DR og TV 2 havde afbrudt deres programmer.
Ungdomshusets brugere afviste, at de havde stået bag dette røveri og hærværk. De har også nægtet at stå bag det omfattende rudeknuseri og hærværk i Nørrebros butikker.
Ingen tør at gå i gang med et byggeprojekt
Men for at komme tilbage til DR’ s tv-serie så er det som om serien ikke tager de unges visioner og kritik af samfundet alvorligt. Ja det er stadig gabende tomt, siden stedet i marts 2007 blev ryddet. Vold og hærværk har åbenbart båret frugt. Ingen tør at gå i gang med et byggeprojekt her.
DR har før lavet gode dokumentarudsendelser
I serien har man med en vis succes beskrevet de to holdninger til, hvordan man skulle håndtere situationen – vold/hærværk eller ikke vold. Således har de to hovedpersoner hver deres holdning.
Men indrømmet DR har vist gode dokumentarudsendelser om Ungdomshuset.
43 butikker fik knust deres vinduer på en nat
I 1982 blev huset givet til de unge, mens det i 2000 blev solgt til frikirken Faderhuset. Vi ser konfrontationen den 14. december 2000. Nørrebro Handelsforening havde ellers bedt om Julefred. Mange autonome fra det øvrige Europa var inviteret. Det gik ikke stille for sig. 43 butikker havde den nat fået knust deres vinduer.
Glarmestrene havde gyldne dage på Nørrebro mens konflikten stod på.
Antallet af de biler, der blev brændt af, har vi ikke. Vi går heller ikke i serien helt ind i, hvilke drømme og visioner, de unge havde. Det kunne ellers have været rart at vide, hvorfor kritikken af det omgivende samfund skulle gå ud over uskyldige butikker.
De unge havde brug for modkultur
Vi får aldrig belyst dette, heller ikke noget om selve konflikten og dens konsekvenser. Selvfølgelig er huset blevet brugt af kreative mennesker, der er blevet musikere, kunstnere og aktivister på andre planer.
De unge havde lyst til modkultur og til at lave noget andet. I 24 år fik det lov til at være et progressivt kultursted.
Ungdomshuset var et værested for unge, der ikke passede ind andre steder. Man skulle jo tro, at der i København var plads til subkulturer. Man fik et operahus. Men det var ikke plads til Jagtvej 69. Ja sådan så de unge på det.
Engang kårede New York Times Nørrebro til verdens mest hippe kvarter?
Frygten er at fortællingen kan blive for ensidig
Frygten var at serien kunne blive ensidig, da den kun er belyst fra de unges synspunkt. I Per Øvig Knudsens bog om BZ – bevægelsen går vi lidt dybere. Men inden seriens start fik vi at vide, at det hele var belyst set fra de unge brugers side – men alligevel. Problemet er at det kan blive et skønhedsmaleri af de unge. Man vælger heller ikke her at se historien fra flere sider.
I opposition til det etablerede samfund
I årene blev huset brugt til mange musikarrangementer. Det var et forsamlingshus. Her foregik mange kulturelle aktiviteter. Heriblandt folkekøkken, biograf, tekstiltrykkeri, værksted, øvelokaler, café, bog – og pladebutik, kontor- og mødelokaler. Huset blev drevet af mellem 100 og 200 frivillige aktivister.
Der er forbud mod vold og hårde stoffer. Racisme, sexisme er ligeledes bandlyst.
De unge har et andet syn på, hvordan samfundet skal udvikle sig: de vil bevare retten til ikke at passe ind. Stedet blev et populært sted for anarkister, punkere og andre der stod i opposition til det etablerede samfund.
For mange var Ungdomshuset ikke blot et hus men et hjem. Mange af de unge havde et specielt behov. De passede ikke ind andre steder. De havde brug for et fællesskab uden for systemet.
Bland jer udenom
På det tolerante Nørrebro var det ikke plads til alternative tanker. Det var ikke plads til anderledestænkende mennesker. Men det var heller ikke plads til i forbindelse med opgøret at lytte til en forening, der i begyndelsen foragtede de unge men til sidst støttede den ikke – voldelige del af de unge for at få et nyt ungdomshus.
Men der var heller ikke plads blandt politikerne, da handelsforeningen tilbød sig som mæglere i konflikten.
Ja sådan blev det svaret.
Masser af hademails
Politikerne på Rådhuset havde meget lidt forståelse for detailhandlens problemer på Nørrebro i den tid. Da formanden så i TV2-Lorry udtalte, at der er svære problemer i verden end at finde et hus til de unge, modtog foreningen hademails fra politikere
Selskabet ”Human A/S” oprettet til lejligheden
I 1996 opstod der en brand i huset. De unge udbedrede selv skaderne. Men efterfølgende var der problemer med råd og svamp. Arbejdet blev dog godkendt. Huset blev sat til salg. Vi har tidligere i artikler beskrevet dette mærkelige forløb. Det var det stærkt højreorienterede Faderhus, der overtog stedet. Til lejligheden havde man konstrueret selskabet Human A/S.
Fadehuset ved Ruth Evensen så rødt, da de unge spredte et banner ud med teksten:
Kan de unge genkende dem selv i serien?
Hvad mon de unge brugere selv siger til serien. Kan de genkende sig selv. Tidligere har vi i Handelsforeningen fået at vide, at de var bedst selv til at beskrive sig selv. Det skulle andre ikke gøre.
I serien beskriver de unge godt nok, hvorfor de går ind i kampen. Men kan man helt forstå, hvorfor der går radikalisering i de unges kamp. Serien beskriver heller ikke de alvorlige samfundsmæssige konsekvenser det hele udviklede sig til. Men det skyldes måske også politikernes manglende håndtering af situationen.
Da Nørrebro Handelsforening fik tilbudt huset for 1 kr.
I 1999 besluttede politikerne at sætte huset til salg. Nørrebro Handelsforening fik tilbudt huset for 1 kr. under et sommermøde med overborgmester Kramer Mikkelsen. Det var dengang foreningen havde halvårlige møder med overborgmesteren. For sjov skyld forhørte foreningen, hvordan de unge ville forholde sig med handelsforeningen som ejer. Det var bestemt ikke populært.
Det var ikke kun en lille brik i Nørrebros historie
I syv år søgte man forgæves at finde en politisk løsning på konflikten. Men balladen var bestemt ikke over efter at huset var revet ned. Politikerne ønskede ikke at stille et hus til rådighed for de unge
Det er som om serien efterlader begivenhederne som en lille brik i Nørrebros historie. Det var det bestemt ikke.
Medier og Bogudgivere har ikke interesseret sig i den store helhed
I vores anmeldelse kom vi vidt omkring. Men det var for at belyse alle de ting, der skete omkring konflikten. Og det er ting, hverken medier eller bogudgivere hidtil har interesseret sig for.
Så set ud fra det perspektiv, kan man vel ikke bebrejde serien, at man kun ser konflikten fra en side.
Kilde:
Instrueret af Mads Matthiesen.
Manuskript af Mads Matthiesen og Jesper Fink.
Produceret af Helle Faber og Made in Copenhagen 2024
Yderligere kilder:
Hvis du vil vide mere:
Oktober 23, 2024
Da det lugtede på Nørrebro – Foredrag
Foredrag den 22.10.2014 på Støberiet, Blågårds Plads. Dette handler om de forhold beboerne på Nørrebro blev budt, da portene åbnede og voldene brudt ned. Dårligt ildelugtende drikkevand forstærkede epidemierne. Åbne kloaker forstærkede den dårlige lugt. Lejligheder blev etableret uden vand og lys. Byggespekulanter havde gode kår. Deres motto var ”Byg Højt – Byg Tæt – Byg Billigt. Hør, hvor mange, der skulle dele toiletsæde. Og hvordan fik Fru Hansen på Fjerde tømt hendes natpotte. Børnenes indtægt var vigtig. 70 pct. af en arbejderindtægt gik til fødevarer. Skatteregler prioriterede lejligheder under 29 m2. Så skulle byggespekulanter ikke betale afgift.
500 brønde
Allerede i 1682 var der 500 brønde i hovedstaden. Vandet i disse brønde var også en sand smittekilde.
Pesten 1710
Under pesten i 1710 fandt man ud af, at man måtte gøre noget for at forbedre sundhedstilstanden i København. Pesten var brudt ud. Dengang var der ganske få, der boede på Nørrebro. Lazaretternes funktionærer døde som fluer. Patienterne lå der i flere dage uden at få hjælp. Af de 36 ligbærere, sygebærere og kuske var der efter 4 dage kun 6 i live på Vodrufgård.
Vågekonerne bestjal de syge og udplyndrede dem. Barbersvendene gjorde ligeså. Portneren forsømte sin pligt og tog de syge med på strejftur, så de kunne smitte andre.
Fangerne på Bremerholm fik lovet deres frihed, hvis de ville begrave ligene. Men ikke mange fik glæde af dette. Ganske få overlevede.
Ingen forbedringer
Vi begyndte dette indlæg med en epidemi. De kloge dengang vidste godt, at sådan en blev forstærket af de forhold der herskede i København – dengang. Myndighederne lovede, at der skulle ske forbedringer, men faktisk skete der intet. Og hvad skal det ellers handle om i aften. Ja faktisk fandt vi en artikel fra bladet Fædrelandet fra den tid som beskriver det ganske glimrende:
Masser af husdyr inden for portene
Folk myldrede til storbyen. Fugtige kældre og utætte loftsrum blev taget i anvendelse. Egentlig burde drikkevandet sies og koges inden man drak det. Men det glemte folk. Rotter og løse hunde var glade var glade for de åbne kloaker på Nørrebro.
Tænk engang inden for murene var der 2.777 heste, 1.435 køer, 739 svin og 45 søer.
Befolkningen blev seksdobbelt
På 200 år var befolkningen blevet seksdobbelt på den samme plads inden bag voldene. Nye etager var sat på ejendommene. Brænde- og hønseskure blev taget i anvendelse. Forældet lovgivning var en fordel for grundejerne. Og politikerne turde ikke at gribe ind i grundejernes rettigheder.
Det gamle grubbesystem
Byens latriner var i mange år indrettet efter det gamle grubbesystem. Indholdet blev samlet i fordybninger i kælderen. Så kunne man nøjes med at tømme det to gange om året. Der blev oprettet depoter på Amager. Og graven omkring Rosenborg Slot var blevet en renovationskule.
Landevejen blev gjort til ”Møddingsplads”
Man tog det ikke så nøje i de udenbys kvarterer som Nørrebro og Vesterbro. Man tog det meget let med hensyn til renovation. Enhver grøft måtte gøre tjeneste som kloak eller som en ”Røst fra Blaagaardsbyen” på Nørrebro skriver i 1855:
Jerichau indførte tøndesystemet
Man havde ellers forsøgt sig med transportable tønder i stedet for gruberne. Men dette system vandt ikke den store udbredelse.
Den mand, som først fik tøndesystemet indarbejdet i København i noget større udstrækning, var en landmand Jerichau fra Fredensborg. Han ansøgte i 1848 Indenrigsministeriet om tilladelse til at udføre latringødning fra København. Med rette kunne han indlede med disse vise ord:
København er en skiden by
I et skrift fra 1847 siger Dr. Hornemann:
Ved en anden lejlighed sagde han:
Det som Hornemann henviser til, var renovationskørsel, som var henvist til at foregå om natten.
Forening for Natrenovationens Forbedring
Jerichau tilbød nu at indsætte transportable tønder i ”Priveterne” (sådan kaldte man toiletterne dengang). Så ville han skifte dem to gange om ugen. Alternativet var de såkaldte gruber, der kun blev tømt ca. to gange om året.
Gødningen ville han afsætte til landmænd på Sjælland. Derfor ønskede han tilladelse til udførsel gennem Nørreport og til at lave oplag ude i Forstæderne (Nørrebro).
En ”Forening for Natrenovationens Forbedring”, som på den tid var blevet stiftet, anbefalede Jerichaus forslag. Borgerrepræsentanterne viste deres interesse for opgaven ved at bevillige en understøttelse af 300 Rigsdaler.
En jordlod ved Nørre Allé
Han fik bevillingen den 26. juli 1849. Den gjaldt for tre år og gav ham tilladelse til at udføre renovationen gennem alle stadens porte samt fri passage uden betaling af bropenge. Han ville have oplagspladser ”uden for søerne” efter politiets nærmere anvisning. Og betalingen måtte han selv opkræve hos husejerne. Kørslen skulle være tilendebragt klokken 9 om sommeren og klokken 10 om vinteren.
Jerichau anskaffede det nødvendige materiel – foreløbig dog ingen tønder men firkantede kasser og indrettede sin oplagsplads på en jordlod ved Nørre Allé i nærheden af de gamle sandgrave.
Næsten alle Nørrebro-borgere var fra 1850 plaget af ildelugtende dunster fra Nørre Alle.
Hygiejnen forbedret for 18.000 beboere
I løbet af den treårige periode fik han sit tøndesystem indført i 400 huse foruden i Frederiks Hospital og Fødselsstiftelse. Stadsfysikus kunne i 1852 erklære at Jerichau havde forbedret de hygiejniske forhold for ca. 18.000 mennesker.
Men der var dog omkring 3.000 ejendomme tilbage, som benyttede sig af det gamle grubesystem. Da Jerichau i 1852 søgte om en forlængelse af sin bevilling fik han en konkurrent i urtekræmmer Mygind, der en tid arbejde sammen med Jerichau. Men så var de blevet uenige.
Autoriterne valgte så at give bevillingen til dem begge.
Mygind blev alvorlig konkurrent
Og Mygind havde fart på. Allerede i 1853 kunne han meddele at nu havde han entreprise på 700 ejendomme og at der var gang i tilmeldingerne.
Men nu begyndte klagerne at indløbe fra Myginds oplagsplads ved Nørre Allé. De begyndte allerede i 1850. Og også militæret, der anvendte Fælleden klagede.
”Forholdene er ubeskrivelige i deres væmmelighed”
De forholdsregler, der skulle tages ved at bestrø gødningen med bark eller melkalk blev kun dårligt udført og viste sig utilstrækkelig. Oplagspladsen var på alle sider omgivet af en fire alen højt plankeværk. Men ak – de flydende dele af renovationen løb ud under plankeværket og bredte sig helt hen til Nørre Allé og tilstødende ejendomme. Det flød også ned i sandgravene og blev liggende i hullerne. Stanken herfra blev utålelig.
Beboerne klagede både til Magistraten og Justitsministeriet. I 1854 hed det sig:
Ude på Jagtvejen kunne man ikke åbne vinduerne i flere dage.
Oplagspladsen blev flyttet til Rådmandsmarken
Til sidst kunne autoriterne ikke længere undgå at tage hensyn til de mange klager, der bare fortsatte. Da bevillingerne for Jerichau og Mygind igen skulle fornyes i 1855, blev det gjort til en betingelse at de flyttede deres oplag en andetsteds hen.
Forskellige forslag fremkom. Jerichau forsøgte at få den tørlagte Lersø overladt. Stadsfysikus foreslog marken mellem Lundehuset og Strandvejen. Men det endte med at både Jerichau og Mygind fik overladt pladser i Rådmandsmarken, hvor renovationsoplagene derefter forblev i en lang række år.
To hovedvandløb, der ikke fungerede
Afledningsforholdene ude i forstæderne var endnu dårligere end inde i byen, Der var to hovedvandløb som førte spildevandet henholdsvis til Øresund og til Kalvebod Strand nemlig Blegdamsgrøften, der havde tilløb fra Blegdammene. Fællederne og Østerbro og Rosenåen, der løb fra Ladegården bag om Vodrufsgård over Vesterbro ud til stranden ved ”Enighedsværn”.
Længere ude fandtes et lille vandløb, der havde udløb ved Belvedere, og som afvandede den yderste del af Vesterbro og Frederiksberg. På en del af denne strækning var det omdannet til en lukket kloak. Vandet blev ledt under jorden af tjæretønder.
Vandskellet mellem øst og vest gik omtrent ved Skt. Hans Gade, hvoraf fulgte, at Nørrebro slet intet afløb havde for sit spildevand.
Vandet fra Blegdamsgrøften måtte ikke gerne løbe i Vandvæsnets søer. For disse søer leverede drikkevand til Københavns befolkning. Denne grøft var alt andet end lugtfri.
En sump i Ravnsborg Have
I Store Ravnsborg Have var der en sump på over 1000 kvadratalen (1 alen er lig med 0,39 m) Og en langs Nørrebrogades sydside havde vi igen en meget ilde berygtet grøft. Den nåede lige inden Peblingesøen at dreje af til Blågårds marker. Hvor den så blev af, er ikke noget man talte højt om.
Vandinspektør Colding omtalte dette som en afskyelig pøl. Under oversvømmelser forsvandt en masse af dette ud i Søerne.
En ældre rende under Ladegårdsåen var ganske ude af stand til at afhjælpe Nørrebro med sit spildevand, selv om den i 1851 var blevet forandret til en virkelig lukket ledning.
Urinskabe
Den Hygiejniske Kommission forslog ”Offentlige Urinkroge”, der jævnligt skulle skylles rene. De to første så dagens lys i 1852. De blev officielt kaldt urinskabe. De var ganske små kun en kvadratalen.
Blegdamsgraven udsat for mange klager
Hovedvandløbene magtede slet ikke deres opgave. Og særlig Blegdamsgrøften var udsat for mange klager. Det var en dyb bred kanal fuld af mudder og aldeles livsfarlig for dem, der faldt derned.
Der gik rygter om, at så mangen en soldat er faldet ned i denne grøft efter øvelser på Fælleden i ikke helt ædru tilstand.
Da der engang var forslag om at sløjfe digerne omkring Fællederne holdt kæmneren på at man skulle bevare diget langs Blegdamsgrøften for at hindre at kreaturerne fra at styrte ned i den dybe grøft.
Der var overordentlig stinkende uddunstninger grundet det stillestående vand.
En sundhedsfarlig stank
Sommeren igennem udbredte den en sundhedsfarlig stank. Grundejerne værgede sig hele tiden ved at holde den oprenset, da de med rette hævdede, at opgaven var umulig, eftersøm grøften næsten intet fald havde på den lange strækning, og den trods sin store dybde 10 – 16 fod (1 Fod er =0,3048 m). dog ikke kunne aflede vandet fra de lavere liggende blegdamme.
En gang om året blev grøften dog oprenset. Da stod arbejderne barbenede i grøften og øste mudder op flere uger i træk. Så lød klagerne fra beboerne endnu højere. Kæmneren mente, at netop denne grav var den vigtigste i hele byen.
Spildevand løb ud i Sortedamssøen
Ofte stod derfor blegdammene under vand, så man kunne sejle over dem med både. I Skt. Hans Gade løb spildevandet den gale vej lige ud i Sortedamssøen. Og det vand brugte man også som drikkevand i København.
Patrulje foregik i løb
Der var ikke meget bebyggelse fra Nørrebros Runddel til Lyngbyvejen – dengang i 1890erne. Bag ved lå der en natrenovation. Inde på pladsen tømtes latrinen i dybe overdækkede kanaler. For at bundfældes blev kanalerne ført ud til et stort hul på størrelse med Runddelen.
I det stille vejr hændte det ofte at gassen fra latrinen samlede sig i rørene. Dette førte til større og mindre eksplosioner.
Latrinen blev afhentet af omegnens bønder og brugt som mødding.
Når betjente skulle patruljere fra Nørrebros Runddel ud ad Jagtvejen så løb de for at få det hurtigt overstået. Når vinden havde en bestemt retning, var det en ubehagelig oplevelse.
Underlivets aftendufte
I 1889 sluttede Københavns Renovationskompagni kontrakt med kompagniet med hensyn til et ”større oplag” på Rådmandsmarken og Brudengsmarken med tilhørende bygninger. Her kunne man sagtens lugte sig frem til stedet.
Ved Lersøen havde man også et større depot. Depotet blev i 1890 til en rigtig jernbanestation med sidespor til Nordhavnen.
Stanken blev ved. Vittige sjæle havde omdannet en af dansk sangkunsts smukkeste melodier til ”Underlivets Aftendufte”.
Til stationen derude, hørte 365 kvadratalen. Karlen havde gratis gødning, men det var nok ikke videre rart at skulle tage solbad derude.
Eksplosioner i sommervarmen
Både ved Lersøen og Nørrebro Station skete der eksplosioner i sommervarmen. Desværre var disse ”chokoladevogne” ikke altid lige tætte. Dette betød at de efterlod sig en brunlig stribe, som de omstrejfende hunde viste stor interesse for.
I de 15 år Station Lersøen eksisterede blev der herfra afsendt 208.907 tons latrin.
Blæksprutten gjorde grin med latrin-vognene
Dette afstedkom også en vittig tegning i Blæksprutten. En tysker ville gerne se noget specielt. Og en københavner viser en af disse latrin-vogne – kaldet ”Chokolade – vogne. Og for at forstå det sjove skal man nok lige vide, at der på den tid lå en chokoladefabrik på Nørrebro, der hed Cloetta.
Kolera og Tyfus blev befordret af åbne kloaker
Først i Koleraåret begyndte man at kigge på problemerne. Man fik ansete læger til at erklære at de åbne kloaker var til fare for sundheden. Disse har også været medvirkende til at tyfus – epidemien bredte sig. I løbet af 1854 blev den store Blegdamsgrøft dækket med tætsluttende planker.
Der kom gang i byggeriet
Selve voldens funktion som fæstning sluttede 30. juni 1856. Først faldt Nørreport. I 1857 forsvandt Vesterport og samme år fulgte den 1. november – Østerport. På Volden havde 50 rød-kjolede soldater passet på.
Og så gik det ellers løs med byggeriet på Nørrebro. Det var nu kun langsomt at militæret gav slip på deres restriktioner. Nu var det Langelinie, der blev borgerskabets samlingssted.
Senere kom fabrikkerne. Det skete i sådan hast, at det overraskede Københavns Kommune. Man var slet ikke forberedt. Således var der ikke engang lagt en vandledning, da Titan brændte.
Da Anker Heegaard startede, måtte arbejderne inde fra København betale for at komme på arbejde. De skulle gennem portene morgen og aften.
Lugtgener i den kollektive trafik
Det kneb også med den kollektive fabrik. De var slet ikke gearet til den store tilstrømning. Og når vi nu er ved lugtproblemer, ja så havde både sporvogne og bådene på Søerne lugtproblemer.
I den beklageligste forfatning
I perioden 1850 – 57 opførtes der 296 nye bygninger uden for portene. En stor del af disse på Nørrebro. Moralske, etiske og hygiejniske forhold gik man ikke så meget op i. Brygger Jacobsen, der ofte kom på Nørrebro, udtalte således:
Byg Højt – Byg Tæt – Byg Billigt
Byggespekulanternes motto var:
Vinduer fandtes kun til den ene side, så udluftning var det ikke rigtig mulighed for. Byggespekulanterne var enige om at lys og luft havde fattigfolk ikke brug for. Derfor havde forhus, baghus og sidehus ikke brug for mere gårdsplads end det var nødvendigt for at komme til og fra ejendommen.
På et tidspunkt var kun 1/6 af Københavns rendestene overdækkede.
Skatteloven begunstigede bygning af små lejligheder
Skatteloven af 1802 fritog byggespekulanter for at betale afgift, hvis lejlighederne var under 27 kvm. I perioden omkring 1885 var alle lejlighederne 27 – 31,5 kvm.
Logerende – for at redde økonomien
I 1880 havde 10 pct. af lejlighederne logerende. Fødevarer og husleje fyldte det meste af lønnen. Derfor skulle hele familien bidrage inclusive kone og børn.
Professor Wilkens klagede over, at der i brokvarterene var 26 ”Fattigkasser”, hvor der boede 20-45 mennesker på 100 kvadratalen.
Boede over en kostald
En del beboere boede oven over en kostald. Det forekom også på Nørrebro. Afløbet fra stalden gik direkte ud i rendestenen. Kloge mennesker påpegede også, at man i husstanden havde alt for mange husdyr, bl.a. hunde. De forøgede urenligheden og ”fordærvede luften”.
Et hundetegn kostede 2 rigsdaler. Først i 1856 blev det forøget til 5 Rigsdaler. Forvildede hunde sig til volden så blev de skudt.
En cigarmager havde et bord, to stole, en gyngestol, en seng og nogle få havde et klædeskab.
Store lugtgener
Man kunne risikere at naboen opkøbte klude og ben og opbevarede dette i lejligheden. Dette forårsagede også en meget ilde lugt. Adskillelsen bestod af meget tynde vægge. Lugtgenerne bredte sig hurtigt.
Andre steder var der kældre, der nærmest mindede om en åben sump. Rendestene, hvis sådanne overhovedet fandtes, blev ikke gjort rene i ugevis. Det flød med snavs og urenligheder. Retiradetønderne flød ofte over og dannede ubehagelige pytter på gulvet.
Hvis det ellers var et køkken i lejligheden, kunne dette være behængt med snegle.
Politiet tog ikke imod klager
Klagede arbejderne over forholdene til politiet blev de ignoreret. Sådan en klage blev ikke taget alvorlig. Det var samfundets bund, så deres klager behøvedes man ikke at tage seriøs.
Slagtere skabte problemer på Vesterbro
På Vesterbro havde de et specielt problem med de mange slagterier. Ofte var der her blodige rendestene, blodplettede fortove. I forbindelse med slagterierne opstod der også tarm-skraberier og garverier. Disse virksomheder forurenede også meget. Rester blev smidt ud på veje og i grøfter eller i de åbne kloaker.
Ofte manglede der vandlås. Det stod ellers i en bekendtgørelse fra 1871. Men kiggede man så nærmere efter så gjaldt det kun nyere køkkener.
At have lus
Under disse forhold var det ikke så mærkeligt, at familierne havde besøg af irriterende dyr og mider. At have lus var den største skam, der kunne overgå børnene, Var man så uheldig, ja så gik man i gang med olier, der havde en kraftig stank af petroleum. Et dejligt universalmiddel, der fik hovedbunden til at boble.
At have fnat
Det var yderst uheldigt, hvis skolelægen fandt ud af, at man også havde fnat. De små kløende mider var yderst irriterende, Så måtte alle børnene i familien en tur på Kommunehospitalet. Det var en barsk omgang. Man blev smurt ind i fed substans, der skulle sidde en del tid. Så blev man sænket ned i et kæmpe badekar med meget varmt vand.
Efter endt opblødning blev man skrubbet med sæbe og træuld. Det gik ikke stille for sig. Børnene skreg. Derhjemme måtte sengetøjet skiftes og alt andet tøj vaskes.
Lopperedder
De fleste lejligheder var rene lopperedder. Det var fugtigt. Pludselig følte man det krible og krable op af sig. Gulve og paneler blev vasket af i salmiakspiritus og møblerne skoldet. Det kunne holde lopperne i skak et stykke tid, indtil de atter kravlede igennem gulve, vægge og lofter.
De små kom til sidst
Hver lørdag skulle hele familien i bad. En stor balje blev placeret i stuen og vandet blev varmet i fløjtekedlen på kakkelovnen. Baljen blev kun fyldt en gang. De små måtte vente til allersidst. Det kunne jo være de kom til at tisse og det der var værre i baljen. Der blev skrubbet og håret vasket i brun sæbe. Så måtte man have en klud for øjnene ellers gik det galt.
Lad ikke de faldne blive liggende
I Sølvgade og Rosengade-kvarteret blev de syge lagt op på lofterne. Her kom lægerne kun sjældent. Mange var fattige. Og tiggeri slog samfundet hårdt ned på. Således blev en 72 – årig tigger dømt 4 år på vand og brød for netop tiggeri.
Ja sådan lød en opfordring fra en kirkelig forening i 1876. Livet i København var farlig sagde made. Men man skulle ikke ledes i fordærv. Det var kirkerne, der udførte det sociale arbejde. Man ville gøre fattige mennesker fra de lave sociale klasser til gode samfundsborgere. På Nørrebro var Nørrebros Bespisningsforening en af de frivillige hjælpeorganisationer.
En pastor skrev en selvhjælpsbog
Arbejderne ville ikke ende på Ladegården. Det var aldeles ydmygende for dem. Og dengang var holdningen som nu at fattigdom er selvforskyldt. Og noget af denne fordom møder vi også i en bog fra 1869 af pastor Peter Holck. Titlen var:
Pastoren inviterede sine læsere på et hjemmebesøg:
Fabrikkerne oprettede selv værtshuse
Nu skal det dertil siges, at fabrikkerne på Nørrebro selv oprettede værtshuse, så de kunne få nogle af deres udgifter igen de brugte til lønninger. Og ofte blev denne løn udbetalt på dette værtshus.
Blågårdskvarteret – uden lys og vand
Inde i København grinede man af kvarteret. For i 1855 sad en hestevogn med tørv fast i mudderet i en af gaderne. Først måtte man spænde hestene fra. Tørven måtte man også læse af. Så kunne man først trække vognen fri,
I Blågårdskvarteret var der ikke indlagt vand. Det måtte man hente i brønde. Der var nogle, der mente, at vandet lugtede noget så frygtelig. Så fandt man ud af at vandet kom fra kirkegården. Man fik så etableret en ledning fra Søerne, men det blev kvaliteten nu ikke bedre af.
Der var ingen lygter, ingen vægter, ingen renovationsvæsen.
En sløv byggelov
Bülow byggede slum fra starten. Regnvand og kloakslam omdannede vejene til ælte. Byggeloven af 1856 stillede nu ikke mange krav til bygherren:
Ikke engang disse to krav blev opfyldt.
En stinkende grøft med spildevand
En stinkende grøft med spildevand ville Magistraten ikke gøre noget ved. Det var ikke deres bord sagde man. Blågårds-kvarteret var privat område. Her var overhovedet ikke lagt rendestene og slet ikke byggemodnet. Spildevandet fra denne grøft blandede sig med drikkevandet.
Drikkevand ind i træ-rør
Og drikkevandet fik man fra gammel tid fra den højtliggende Esrum Sø. Det blev bl.a. ført ind med træ-rør til brønde i København. En af de poster med den bedste kvalitet var på Gammel Torv. Herfra fik de rige og de adelige ført ledninger hjem til deres gård. Private vandkompagnier op stod. Men også disse var af svingende kvalitet.
Man gravede ikke dybt nok. Trærørende blev utætte og ofte var vandledninger meget tætte på kloakledninger. Og så kunne man få et alvorligt problem.
Hvert år blev der brugt 40-50.000 rigsdaler af Vandvæsenet til vedligehold af disse vandledninger. 200 alen nye ledninger blev der lagt hvert år.
Langs Blågårdsvejen
Den stinkende grøft langs Blågårdsvejen gav konstant grobund for klager. Men parcelejerne værgede sig ved at lade den oprense, Vejene var som nævnt, private. Dem ejede grundspekulanterne også.
Blågårdvejens grøft var nu ikke så dårlig. Den var endda brolagt. Men meget af spildevandet blev ledt videre fra gruber i gårdene og disse lå meget tæt på vandbrøndene
Kommunen havde tilbudt at sætte grøfterne i stand efter et stykke tid. Men grundspekulanterne havde sagt nej.
Det idylliske vandløb, der i slottets tid løb langs alleen var nu blevet en slimende og stinkende grøft.
Politiet forbød at bruge vand fra Søerne
Efterhånden forbød politiet at man brugte drikkevand fra nogle af Søerne. Nye ledninger blev lagt til Ladegårdsåen og Peblingesøen. Senere tillod man igen at bruge Skt. Jørgens Sø som drikkevand. Spørgsmålet er så om kvaliteten var blevet meget bedre.
Inden man forbød drikkevandet fra Søerne, kunne man opleve en masse urenheder. Det skete også ofte at der var døde fisk med. På nogle af skolerne brugte man drikkevandet i undervisningen ”De lavere dyreliv i naturen”. Myggelarver var der masser af. Dukkede der ål op i drikkevandet skulle ”Vandkiggeren” tilkaldes. Så skulle pumpen skilles af.
Om sommeren måtte man anskaffe sig et filter-apparat og en vandafkøler inden man skulle drikke vandet. I folkemunde kaldte man ”drikkevandet” fra Søerne for ”Den kendte Ålesuppe”.
Vandkommissionen forsøgte at advare folk mod at drikke vandet, hvis det lugtede alt for fælt. Særlig i tidsrummet 1840 – 1844 blev der klaget over dårlig lugt af drikkevandet i Bredgade – kvarteret. Især i 1842 rasede en alvorlig tyfus – epidemi. Man kaldte den for Amaliegade – feberen.
Afløb fra Frederiks Hospitals Lighus
Da man endelig tog sig sammen for at undersøge forholdene, så opdagede man et hul på fire tommers diameter fra den underliggende vandrende til den overliggende kloak, der bl.a. modtog afløbet fra Frederiks Hospitals lighus.
En tung lugt fra Anker Heegaard
Heegaards Jernstøberi lå på den nuværende Blågårds Plads og spyede sod, røg og kulstøv ud. I 1856 udvidede man. En virksomhed for tilvirkning af tarmstrenge til musikinstrumenter måtte dog lukkes af myndighederne. Dette havde afstedkommet en meget stærk stank. Lugten hang længe tungt over Nørrebro.
De lokale beboere ville ikke leve med åbne grubber med betydelige mængder af råddent tarmaffald.
Langt derfra i Ventegodts have havde afløbet udviklet sig til små bassiner. Herfra fortsatte det af snørklende veje til Ladegårdsåen.
Grøfterne blev ikke renset
Vandinspektør Colding indrapporterede hvert år at forholdene blev dårligere. Grøfterne blev slet ikke renset. Grunde blev fyldt med affald blev der bygget i en fart, bemærkede vandinspektøren.
I 1855 var der planer fremme om en byggelov, men så længe der ikke forelå en vandplan. Så var det håbløst med en byggeplan.
Ladegårdsåen blev kaldt for Pølleåen
Før havde man læsset kloakvand i Ladegårdsåen, som lokale efterhånden kaldte pøleåen. Når man i dag viser billeder af Ladegårdsåen, ser man en meget idyllisk å, men sådan har det bestemt ikke altid været.
Allerede i 1600-tallet meldes der om forurening af Ladegårdsåen. Dengang kaldte man den for ”Den onde bæk”. En masse døde heste og kreaturer forstoppede flere gange åens løb.
At drikke kirkegårdens vand er ikke ufarlig
I 1833 stod kister under vand på Assistens Kirkegård. Vandet blev ledt ud i Ladegårdsåen som dengang blev brugt til drikkevand. I 1879 kunne man i ”Blade fra Kirkegården” læse at beboere nede i et hus ved Ladegårdsåen alle var døde efter at have drukket vand fra Ladegårdsåen.
Der skete ting og sager i åen
Der er også frygtelige historier om en bankrøver, der begik selvmord i åen. Og der er flere historie om Marie og hendes lidelsesfælder, der druknede deres førstefødte i åen. Prinsen på den hvide hest havde forladt dem.
Nu vaskede læger og sygeplejerske hænder
10 pct. af alle børn dengang var født uden for ægteskab. De blev kaldt ”Horeunger”. Mere end halvdelen af kvinderne døde en overgang på Fødselsstiftelsen. En markant ændring fandt sted i 1870erne og 1880erne, da havde læger og sygeplejersker fundet ud af, at det måske var en god ide at vaske hænder.
En ledning skulle gå under Ladegårdsåen
Colding ville føre kloakvand under Ladegårdsåen og lægge en ledning ud til Kalvebod men Frederiksberg Kommune ville ikke give tilladelse.
I Griffenfeldsgade kunne man leje sig ind for en meget billig husleje. Man glemte dog lige at nævne at vandet silede ned fra væggene.
Man kunne se rotternes muntre liv
Retirader og skarnkasser stod på rad og rækker i den sort baggård. Ofte var det lige under vinduerne. I skumringen kunne man ofte fra lejlighedens vinduer se rotternes muntre liv. Ved benyttelsen af retiraderne skulle man sørge for at banke sine træsko eller lignende for at sikre sig adgang. Der var rotter mange steder. De havde fundet hele vejen op til 5. sal. Klagede man over disse rotter kunne man risikere at blive opsagt i løbet af 14 dage.
72 delte et toiletsæde
Hygiejnekommissionen fandt ud af, at i Ryesgade 156 A var der 72 personer, der brugte det samme toiletsæde. Jo man stod i kø. Man havde som regel også et pissoir. Om vinteren, hvor disse retirader ofte var frosset til, kunne det være top på.
Dengang vidste man også at disse retirader var smittebærer.
Gamle fru Hansen på fjerde
Gamle fru Hansen oppe på fjerde kunne aldrig nå ned til retiraderne. Så hun placerede både stort og småt i vaskekummen. Resultatet var så at dette kunne dukke op hos naboen og stoppe rørene. Der kunne også opstå nogle herlige dunster en varm sommerdag.
Nu kunne det jo også være at vaskekummen ikke var dukket op endnu. Det varede længe inden der blev lagt vand ind. Byggespekulanter havde travlt. Fru Hansen pakkede så bare det store ind i avispapir og hælde det sammen med indholdet af natpotten ud ad vinduet. Hun var sådan set ligeglad med om hun ramte nogle.
Pølsedrengene
Det var de ældste knægte i lejligheden, der skulle bære familiens overfyldte natpotte ned om morgenen og hælde i retiraden. Det skulle ske inden de gik i skole. Men det høstede ikke særlig mange point hos kammeraterne. Så ofte blev det indhold hældt ud et helt andet sted. Jo disse knægte blev kaldt Pølsedrengene
70 pct. af lønindkomsten gik til fødevarer
For arbejderfamilien var børnenes indtægt vigtig. Dengang brugte arbejderfamilien 70 pct. af deres løn til fødevarer. Det var næsten vigtigere end at gå i skole.
Men ofte brugte arbejdsgiverne dem som billig arbejdskraft og tænkte ikke meget på arbejdsmiljø. Værst var det nok på Tændstikfabrikkerne, hvor børnene arbejdede med fosfor- dampe, som var farligt.
Sundhedskommissionen gav glat væk tilladelse til at oprette svovlstikkefabrikker i bebygget område og endda uden skorsten. Men brandvæsnet gik und og lukkede tændstikfabrikker, da de var oprettet midt på Indre Nørrebro og der lå bindingsværkshuse lige i nærheden.
Børnearbejde – udbredt på Nørrebro
Der kom efterhånden lovgivning på dette område. Til sidst måtte børnene slet ikke arbejde på fabrikkerne mere. I begyndelsen var forældrene sure over dette. En beskeden indtægt. Men også arbejderne fik efterhånden bedre vilkår.
Mælkedrengene var også populære. De måtte meget tidligt op om morgenen. Ofte faldt de i søvn i skolen. Og for de flestes vedkommende, måtte de gå skoleåret om. Særligt på Rådmandsgades Skole brød man sig ikke om disse mælkedrenge.
Tænk engang 16 pct. af børnearbejderne i København var dengang under 10 år. Dr. Hornemann mente dog, at det var sundt og lærerigt for børn at komme ud at arbejde.
Den første fabrikslov kom i 1873 og fastsatte en max. arbejdstid for børn på 6,5 timer pr. dag. Nogle af fabriksejerne truede med at lukke deres fabrik, hvis de skulle forholde sig til nye regler.
I Socialisten kunne man så læse, at Staten havde ansat hele to mænd, der skulle tjekke at alle fabrikker i Danmark overholdt reglerne. Når de så endelig mødte op på en fabrik, sad de og drak portvin med fabriksejeren.
På Tagensvej 7 lå Københavns Hesteskofabrik. Man producerede 20.000 hestesko om dagen. Der stod knægtene med glødende jern kun en halv meter fra kroppen. Sokker og bukser var konstant gennemhullet af brændende metalstykker.
Vederstyggelig lugt
I 1991 dukkede ti kister med rester af skeletter begravet i 1853 under koleraepidemien midt i skolegården på Hans Tavsensgades Skole. Allerede i 1833 advarede bladet ”Politivennen” om en kommende epidemi. En sådan en ville medføre en ”vederstyggelig lugt” eller nærmere ”stank”.
I 1710 var der 22.535 mennesker i København, der døde af pest.
Dæmp dit temperament
Datidens kloge mennesker i 1853 mente, at man skulle dæmpe ens hidsige temperament. Dette blokerede for ens væskeafsondring fra kroppen og kunne udløse et koleraanfald. Man skulle vogte sig for at få forkølelse. Man skulle også passe på vekslen mellem kulde og varme.
Man advarede mod ”giftige dunster”
Man advarede mod ”giftige dunster”. Urenligheder var den bedste leder af kolera. Op mod 200 døde i København om dagen. Og i alt døde i alt 4.731 i København dengang. Men alene ca. 1.800 blev begravet på Assistens Kirkegård.
Alene på Ladegården døde 25 kvinder og 31 mænd.
Man gravede en bred grøft og læssede kisterne ned efterhånden som de kom ind. Herefter strøede med læsket kalk over.
Undgå diarre
Dr. Høegh-Guldberg – en anerkendt læge opfordrede til at man øjeblikkelig fik behandlet diarre. Det kunne føre til Kolera. Og det kunne man nu let få af det drikkevand, som man indtog.
Lægerne anbefalede
Og hvordan behandlede man kolera eller forhindrede at man blev smittet – korrekt diæt, amerikansk ole, rabarber, Hoffmanns -, kamfer og opiumsdråber. Varm beklædning til underlivet. Hyppig udluftning, hvis dette overhovedet var muligt, rensning og hvidtning af stuerne, ugentlig udluftning af sengeklæder og månedlig udskiftning af sengehalm.
Egentlig var lægerne magtesløse. De brugte også de sædvanlige metoder som åreladning, lavement og opkastning. Havresuppe, grød og kamillete blev også anbefalet,
Ved svære anfald, anbefaledes klude dryppet i brændevin, salt og peber. På den kolde hud skulle man lægge poser med varmt vand, sand og aske.
Udbygget kloaksystem først i 1898
Et udbygget kloaksystem så først dagens lys i København i 1898. Indholdet blev ledt direkte ud i Øresund.
I 1900 boede der 105.000 på Nørrebro
Endnu i 1900 boede der 105.000 mennesker på Nørrebro. De boede i lejligheder fra før 1890. Her var sjældent et køkken. Man lavede mad i små rum, hvor man også sov og opholdt sig.
Ikke kun dårlige arbejdsgivere
Der var skamikke kun dårlige arbejdsgivere på Nørrebro. Holger Petersen på Tagensvej gjorde meget godt. Men ham skal vi høre om i et kommende foredrag. Vi kan jo også nævne Atlas. De indførte bonusordninger for deres medarbejdere. Da A.P. Møller hørte om dette sendte han et brev til Atlas:
Med denne advarsel vil jeg sige tak for jeres opmærksomhed.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: