Artikler
August 11, 2025
Tønder fra 1860erne til 1920erne
Historiske strømninger og dagligliv i en omstridt periode
Indledning. Krigen i 1864 og konsekvenserne. Det daglige liv under preussisk styre. Kulturelle spændinger og identitet Første Verdenskrig i Tønder. Afstemningen i 1920. Tønder som grænseby. Turen til Tønder var skrækkelig. En metalæske blev indmuret. Tønder var bestemt ikke renlig. Slotsgade har fået navneforandring. Slotsgades beboere. Store bunker af bark. Slagtning af svin midt på gaden. Da svinene sørgede. Da amtmandens hund bed får ihjel. En kanal til havnen De to gode svømmere. De to bade-steder. Mange muligheder for skøjteløbere. De fattige fik anvist noget jord. Om sommeren samledes man udenfor om aftenen. Det danske tyske. Man havde en rigtig betjent. Drikkeriet spillede en stor rose Den bidske hest. Lægerne i Tønder. Tandlægen havde lokaler i Strucks Hotel (Grand Hotel). Matadoren Olufsen. Den urimelige tykke Angel. Jenstøber Lorentzen. Slagterne Petersen & Specht. Datteren sultede ihjel, sagde man. Pastoren døde med kort i hånden, lød myten. Hun blev værtinde i Larsens Biergarten (Centralhalle)
Indledning
Tønder, der ligger i det sydvestlige hjørne af det nuværende Danmark, har gennem tiderne været centrum for politiske og kulturelle brydninger, ikke mindst i perioden 1864-1920. Denne periode var præget af stor usikkerhed, forandring og omvæltning, hvor både nationale grænser og lokale identiteter blev sat på prøve. For at forstå Tønders udvikling i denne tid er det nødvendigt at se nærmere på de historiske begivenheder, der formede byen og dens indbyggere.
Krigen i 1864 og konsekvenserne
1864 markerer et vendepunkt i dansk historie. Efter nederlaget til Preussen og Østrig i den anden slesvigske krig måtte Danmark afstå de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenborg ved freden i Wien. Dermed blev Tønder, der hidtil havde været en dansk by, en del af det preussiske rige. Det var et smerteligt tab for mange danskere, og for indbyggerne i Tønder betød det, at de nu levede under fremmed styre.
Overgangen til preussisk administration medførte store forandringer i det daglige liv. Officielle sprog blev ændret fra dansk til tysk, og de administrative strukturer blev tilpasset preussisk lovgivning. Mange lokale embedsfolk blev udskiftet med personer udefra, og byens institutioner skulle nu navigere i en ny, ofte mere centraliseret styringsform.
Det daglige liv under preussisk styre
For befolkningen i Tønder blev hverdagen præget af en vis tilpasning til det nye styre. Skolevæsenet blev omorganiseret, og tysk blev hovedsproget i undervisningen, hvilket havde stor betydning for både børn og voksne. Nogle familier holdt stædigt fast i deres danske rødder, talte dansk i hjemmet og dyrkede de gamle traditioner, mens andre tilpassede sig hurtigere til de nye forhold og identificerede sig efterhånden mere som tyske.
Erhvervslivet fortsatte dog i nogen grad ufortrødent. Tønder var kendt for sin produktion af kniplinger og havde et blomstrende handelsliv. Byens placering tæt på grænsen gjorde den til et vigtigt knudepunkt for handel, og mange handlende måtte nu forholde sig til nye regler, afgifter og markeder. Der opstod også nye muligheder, f.eks. gennem adgang til det større preussiske marked. Nogle forretningsfolk oplevede fremgang, mens andre måtte kæmpe med tilpasningen.
Kulturelle spændinger og identitet
Tiden under preussisk styre var præget af spændinger mellem dansk og tysk identitet. Mange i Tønder følte sig stadig knyttet til Danmark, mens andre – især blandt de yngre generationer – begyndte at identificere sig mere med Tyskland. Det afspejlede sig i foreningsliv, kirkelige forhold og i byens kulturelle aktiviteter.
Sprog var et centralt stridspunkt. Mange danske foreninger og skoler forsøgte at holde dansk kultur i live, men blev ofte mødt med restriktioner og krav om brug af tysk. I kirkerne kunne prædiken og sang være skuepladser for identitetspolitiske kampe, hvor både dansk og tysk lød fra prædikestolen, alt efter hvilken side den lokale præst stod på.
Første Verdenskrig i Tønder
Da Første Verdenskrig brød ud i 1914, blev Tønder endnu engang trukket ind i Europas storpolitiske konflikter. Som en del af det tyske kejserrige blev unge mænd fra byen indkaldt til krigstjeneste, og mange familier oplevede savn og tab. Byen blev militariseret, og der blev blandt andet opført en luftskibsbase nord for Tønder, hvorfra de berømte Zeppelinere blev sendt på missioner over Nordsøen og England.
Hverdagen under krigen var præget af knaphed, rationering og usikkerhed. Krigen satte også et stort aftryk på byens selvforståelse, hvor loyaliteten over for det tyske rige blev sat på prøve i takt med, at krigens omkostninger blev tydeligere.
Vejen mod Indlemmelsen
Efter afslutningen på Første Verdenskrig i 1918 opstod en ny politisk situation. Tysklands nederlag skabte håb blandt de dansksindede i Nordslesvig, herunder Tønder, om muligheden for at vende tilbage til Danmark. Versaillestraktaten åbnede op for en folkeafstemning i Slesvig, hvor befolkningen selv skulle bestemme, hvilken nation de ønskede at tilhøre.
I Tønder var stemningen delt. Nogle så med glæde frem til muligheden for at komme til Danmark, mens andre – især tysksindede borgere – frygtede tabet af forbindelsen til Tyskland. Debatten var intens, og byen var præget af kampagner, møder og diskussioner, hvor begge sider forsøgte at overbevise befolkningen.
Afstemningen i 1920
Folkeafstemningen i 1920 blev kulminationen på årtiers usikkerhed og national kamp. I Tønder og det øvrige Sydslesvig stemte flertallet for at forblive tyske, mens områderne nord for grænsen, herunder store dele af Nordslesvig, stemte for at blive danske.
Indlemmelsen blev fejret med stor glæde blandt de dansksindede, mens mange tysksindede oplevede den som et tab. Byens identitet blev igen sat på prøve, nu som dansk grænseby med en betydelig tysk mindretalsbefolkning. Det prægede byens institutioner, sprogbrug og hverdagsliv i de følgende årtier.
Perioden 1864-1920 var en tid med store forandringer, hvor Tønder blev kastebold mellem to nationer og måtte finde sin egen vej i skyggen af de nationale brydninger. Byens indbyggere viste en bemærkelsesværdig evne til tilpasning og overlevelse, samtidig med at de holdt fast i deres lokale traditioner og fællesskab.
Tønder som grænseby
Efter 1920 har Tønder bevaret sin rolle som en vigtig grænseby, hvor kulturmødet mellem dansk og tysk stadig er levende. Historien om Tønder i denne periode er historien om et samfund, der igen og igen måtte forholde sig til skiftende magthavere, men som altid formåede at bevare sin egenart og sammenhængskraft.
Turen til Tønder var skrækkelig
I 1860’erne var Tønder en lille by med lidt over 3.000 indbyggere. Ude i ”Nystaden” lå bebyggelsen meget spredt. Dengang var der endnu ikke jernbaneforbindelse. Det var meningen, at man skulle have en forbindelse til Tinglev, men det nåede man ikke inden krigen. Den kom så først i slutningen af 60’erne. Tinglev var ikke anset for et særligt hyggeligt sted. Her skulle man altid vente i flere timer.
Kørsel i diligence fra Ribe til Husum var heller ikke en særlig oplivende tur. Mange besøgende sagde også, at turen til Tønder var skrækkelig.
En metalæske blev indmuret
Øst-banegårdens anlæg gav anledning til, at alleen blev gennembrudt af den ny Richtsensgade. Anlægget måtte også give plads til en ny borgerskole. I sokkelen blev der muret en metalæske med pengestykker, aviser m.m. Det var svært for byens ungdom at fatte dette.
Tønder var bestemt ikke renlig
Byen var hyggelig og venlig, men renlig var den bestemt ikke. Der fandtes ingen kloaker. Spildevandet gik glat ud i rendestenene. De skinnede i alle regnbuens farver.
Bag hovedgaden lå ”Bag æ Stoll” (Bag Staldene) Det blev optaget af lagerpladser, affaldspladser og mægtige møddinger. For mennesker var det ikke et særligt behageligt opholdssted. Men rotter trivedes udmærket der, og det gjorde de i øvrigt i hele Tønder.
På hjørnet Nørregade/Mellemgade holdt ”Tilla Oldes” til. Hun solgte de dejligste runde sirupskager, som blev opbevaret i en rund blikæske.
Slotsgade har fået navneforandring
Og så var det Slotsgade 4, som var blevet ejet af herredsfoged Kjær. Men han solgte huset, da Prøjsen gik i krig med Frankrig. Jo Slotsgade var dengang en smuk og hyggelig gade med små lave huse. I dag hedder gaden Frigrunden. Og gaden ved siden af, hed Møllevejen. Det måtte den heller ikke blive ved med. I dag hedder den Gråbrødrevej. De to gader hørte dengang til slots – og frigrunden.
Vejen havde en række lindetræer og afsluttedes med en køn gammel staldbygning. Derefter kom et stort møddingssted for hele gaden, der heldigvis blev skjult af et plankeværk. Det var ikke særlig hyggeligt. Der var lagt gangbrædder over. Det var sjovt for børnene at løbe frem og tilbage.
Slotsgades beboere
Her i Slotsgade boede dr. Friis. Ellers var det næsten alle småhåndværkere, der levede fra hånden i munden. De var fredelige og venlige folk. Frk. Gormsen indtog en særstilling. Hun blev regnet for at være fin. Hun var datter af apoteker Gormsen, der også havde ejet gården Røj. Hun lignede heller ikke de andre beboere. Hun havde hængekrøller og var sirlig og pæn i påklædningen. Hun, der altid hed ”Mamsel”, boede på kvisten ud til gaden og lærte de unge piger at sy.
Konerne hed ”Mutter”, men man sagde ”Madam. Frede og madam Zornig, var dog noget finere. Skrædder Rasmussens kone hed kun Helene Rasmussen. Hun gik rundt og hjalp folk. Hun blev altid kaldt til hjælp, når nogen var syge. Hun blev anset for dygtig til at kurere folk.
Lorens Kosmos kone hed kun Tille. Hendes mand var svagelig. Hun måtte gå ud og gå folk til hånde. Amtstjener Matis Christiansens kone hed altid Stine af Matis amtstjeners.
Store bunker af bark
På de ikke optagende pladser var henstillet køretøjer og lignende. Her lå store bunker af bark, som de mange garvere havde brugt og derefter solgt til bødkerne, der brugte til rygning. Desuden lå der her træstammer, som bødkerne skulle have savet i stykker. Det var lige noget for knægtene i Slotsgade.
Slagtning af svin
Gaden blev også brugt til slagtning af svin. Et kar blev anbragt midt på gaden. Og Hans Frede stak svinet. Blodet blev optaget i et fad, som madam Frede rørte rundt i med hånden. Derefter blev svinet slæbt over i karret, kært rundt der og anbragt på en stige og skrabet. Alt dette foregik under stor deltagelse fra børnene. Men dette blev dog forbudt. Det var for meget at byde børnene.
Den gamle slagter frede, der døde i 1873, var i sin tid en meget kendt mand i byen. Han skildres som meget forfalden og en brutal mand. Han var ofte i krig med myndighederne og blev straffet adskillige gange. Han var en stor tysker og havde navnlig generet den sidste danske amtmand, Grev Brockenhus – Schack. Han kastede affald og rådne ko-hoveder over i amtmandens have.
Da svinene sørgede
Da Frederik den Syvende døde, drev han to svin gennem byen. Han havde bundet sorte slør om halsen på dem. Han gik selv bag dem og sagde:
Da amtmandens hund bed får ihjel
Jomfrustien var dengang et virkeligt kønt lille anlæg. Det var pyntelige huse eller haver. Hele kvarteret blev domineret af landrådsboligen, som blev beboet af den tyske amtmand von Bleichen, der var fra Sild. Han havde en hund, en pragtfuld blåbrun New Foundlænder. Den kunne godt blive glubsk. Og den fik skyld for at have bidt en masse får ihjel.
Amtmanden ville ikke have noget vrøvl og betalte flere hundrede mark i erstatning.
En kanal til havnen
Frankrig skulle betale Prøjsen 5 milliarder efter krigen. En del af disse skulle bruges til en afvandingskanal fra Møllekulen til havnen. Når sluserne ved Møllekulen stod åbne, kunne frisk vand føres ad den nye kanal føres til havnen. På den måde kunne man også undgå at engene i nærheden blev oversvømmet.
På Skibbroen var der et mindre bryggeri, der sendte alt deres spildevand og dårlige øl ned i havnen, så denne var dækket af et lag grønt øl-affald. Her lå også alle kasserede øl-propper.
De to gode svømmere
Det gamle vandingssted, hvor postheste kom, var borte. Under arbejdet med kanalen var der også nogle, der kom for langt ud i Møllekulen og druknede. Så måtte man have fat i de to brødre, skomager og skrædder Christensen til at dykke efter de druknede og finde dem. De to brødre var dygtige svømmere.
De to bade-steder
Der var også to bade-steder ”Den store Aborrekule” og ”Den lille Aborrekule”. Den store var for de voksne, men den var ikke ufarlig. Der var flere dybe steder, som man ikke kunne se særlig når der var rigelig med vand i åen. Der skete flere drukneulykker.
Den lille havde dels sandbund og var for yngre. Den blev regnet for temmelig ufarlig, men det kunne også gå galt her. En varm sommerdag var Knud og en anden taget op ad Svinvaddiget. Knud var sømand. Han havde oplevet skibbrud og gul feber og meget andet. De var nået omtrent ud til ”Den Lille Aborrekule. Her mente de, der var dybt vand. Knud var først færdig og sprang ud på hovedet fra vejen. Den anden ville også springe, men undrede sig over at Knud ikke komme op. Han så nu at Knud lå nede i vandet. Han kunne ikke røre sig. Og kammeraten kunne ikke få ham op til kanten af diget. Heldigvis kom en mand til hjælp.
Der var kun en alen med hård og mørk klægbund. Knud havde knækket en halshvirvel og han døde et døgn derefter.
Mange muligheder for skøjteløbere
Om vinteren var der en lilleng ved ”e slotspæl”, der blev opfyldt senere til kælkeplads og til afbenyttelse or de begyndende skøjteløbere. Ligeledes ved engene omkring Nyholm var der muligheder. Men den store skøjtebane for hele byen var Sønderfennerne, der næsten altid have udmærket skøjte-is. Isen på selve åen og Mølledammen blev også benyttet, men der var ikke så meget plads.
Når sluserne ved møllen blev åbnet eller lukket, kom der vand ind over isen.
De fattige fik anvist et stykke jord
Port-huset var den eneste rest af slottet. Det fungerede som fængsel helt til 1916. Det var meget middelalderligt. Der var også en kælder midt på pladsen. Det blev brugt som is-kælder.
De fattigste folk i Tønder fik henvist et stykke jord uden betaling nord for kirkegården til dyrkning af kartofler. Fra Sæd kom der jævnligt koner med trækvogne fulde af grøntsager. Men det var egentlig ikke billigt.
Fra Vidåen fik man ål, gedder, sudere og ålændere. Om vinteren løb mutter Seek rundt med en sending torsk fra Esbjerg. Om sommeren kom koner fra Fanø og Manø med tørrede hvillinger og bakskuller.
Om sommeren samledes man udendørs
Kaffe blev der drukket i stort omfang. Offe satte flere kvinder sig i ”æ dørns”. Der blev stillet en lille glasskål med brun kandis.
Om sommeren var der foran husene en bænk anbragt på fortovet. Om aftenen sad beboerne udenfor. Fatter sad gerne med en lang pibe, og så sad mandfolkene og snakkede sammen. De dansksindede talte om de uretfærdigheder, der var overgået de dansksindede.
Det dansk – tyske
Den dansksindede privatskole ”Tørslevs Skole” var blevet forbudt og lukket i 1871 – 72. Den havde lokaler i Østergade i købmand Thomsens, dengang Olesens ejendom. Man måtte nu gå i tysk skole.
En del seminarister og befalingsmænd fra de sydlige egne kunne slet ikke tale eller forstå dansk. Nogen mente, at det skulle være fint, derfor forbød de at deres børn plejede omgang med dansksindede.
Stod man i kirken, i skolen og for myndighederne skulle man tale tysk.
’
Man havde en rigtig betjent
Tønder var jo en fredelig by, men politi havde man dog. Der var til stadighed to gendarmer. De lignede nærmest ryttergeneraler og de var farlig fine. Om natten gik der tre vægtere, der passede på byen. Om dagen var der en lags dagvægtere.
Og så var der en udråber, der hed Pommelschein. Han var vist polak. Han kunne ikke læse. Først måtte hans kone instruere ham. Han læste teksten udenad. Ofte stod han pligtskyldig med papiret i hånden men ofte vendte papiret forkert.
Den rigtige betjent hed Antony med rigtig uniform, fuldskab og kårde ved siden. En af hans vigtigste beskæftigelser var at anholde og transportere Chr. Torp op til porthuset, når han blev for fuld. Og fuld var han altid. Når han ikke var fuld så tjærede han tage. Han tabte engang sin hat ned i tjæren, men satte den igen på hovedet. Tjæren løb ham ned ad kinderne. Det hændte også at han lagde sig til at sove midt på taget.
Drikkeriet spillede en stor rolle
Drikkeriet spillede en stor rolle både blandt småfolk og det højere borgerskab. I gaden (Slotsgade) boede en ældre klodsmager med sin kone og en ældre kvindelig slægtning, som vi altid kaldte ”æ Bossel) (keglekugle), fordi hun var lille tyk, rund og smilende. Hun og manden drak sig vist daglig fulde. . det var ”Æ Bossel”, der hentede brændevinen et sted i gaden.
En gang havde Hans Frede fået en kalv hjem. Men den løb fremad i et stort spring ned ad mod Jomfrustien. Det var netop da ”Æ Bossel ” var hjemadgående med en flaske. Kalven løb direkte mod hende. Hun væltede bagover og slog flasken i stykker så det flød med brændevin over hele gaden.
I gaden boede også en lille mager skrædder. Han pilede gennem gaden, når han skulle bringe eller hente noget tøj. Han var også ligbærer. Han blev trakteret med brændevin og kommenskringler. Kringlen, der ikke blev spist, blev proppet op i de høje hatte. Fik skrædderen for meget brændevin blev han ustyrlig og krigerisk. Så var han ikke til at have med at gøre.
Den bidske hest
I Simonsens sal i Østergade var der teater. Der var både danske og tyske teaterselskaber. De blev 10 – 12 dage ad gangen.
På hjørnet af Pebergade og Skibbroen boede vognmand Thomas Petersen. Han var en stor, tyk og gemytlig mand. Han havde en karl, der hed Johannes. De havde en meget lille hest fra Ærø. Den var kendt og frygtet i vide kredse. Den bed alle dem, den ikke brød sig om. Men den var utrættelig og led den ene makker op efter den anden.
De hygiejniske forhold i Tønder var ikke gode. Folk havde ”æ kole”. Det var også flere alvorlige og udbredte tyfus-epidemier. En mængde børn havde ”drysser”, dvs. de havde store ophavene kirtler og åbne kirstelsår eller kirtelsår.
Lægerne i Tønder
Dr. Friis i Slotsgade havde en stor praksis og var vist nok en dygtig læge. Han var også god til mindre operationer og tandudtrækninger. Han havde selv køretøj og kørte ofte lange ture ud på landet. Her var vejene forfærdelig. Ofte måtte ma færdes i pramme for at komme til afsides steder.
Så var der fysikus Schlaikjer. Han havde praktiseret før 1864. Han var en ivrig tysker og førte en temmelig tilbagetrukket tilværelse.
Ja og dr. Riedell – han og hans kone var meget tyske. Børnene måtte ikke lære dansk. Ja og så var det Dr. Jersild. Han kom fra Tønder i 1880. Men se ham, har vi allerede skrevet to artikler om.
Skulle man have foretaget en større operation i tænderne, ja så kom dr. Stolley fra Flensborg. Nede på Strucks Hotel (Grand Hotel) i Richtsensgade havde han lokaler. Han dukkede op hver 14. dag.
Og så var det dr. Jersild, som vi kunne fortælle meget om. Men se, det har vi allerede gjort i to artikler
Matadoren Olufsen
Dengang var Larsens Biergarten (Centralhalle) meget afholdt.
På hjørnet af Torvet og Storegade boede byens matador, købmand Oluf P. Olufsen. Han sad næsten altid på sit kontor. Ham kunne glasdøren se hvem der besøgte hans tur. Mn egentlig har vi allerede skrevet om familien i to artikler.
Nissen-Rador var også en velhavende mand. Han boede i det smukke patricierhus i Østergade. Han var gift med en Prahl, der var tysk. Selv var han fra Bornholm, men havde ikke meget med de dansksindede i Tønder.
Den urimelige tykke Angel
Så var der også Tyk Angel. Han var ganske urimelig tyk. Man sagde, at han kunne spise en hel ost for sig selv – på engang. Familien boede i det hus, som Tønder Landmandsbank senere kom til at eje. Øst for ejede han to forretningsejendomme. Det var en forretningsejendom med hollandske varer m.m. Og så var der en stor gård med tobaksfabrik. Er var en gård tobaksfabrik.
Angel var tysker. Slægten stammede fra Angel og kom til Tønder det 18- århundrede. Fru Angel var pæn og nydelig. Hun var både energisk og dygtig og sørgede for at børnene ikke blev tyske.
Jernstøberi Lorenzen
Så var der jenstøber Lorenzen. Som vi også allerede har skrevet om. Han havde et jernstøberi på hjørnet af Vestergade og Bokkensåvejen (Nu Popsensgade). Ude i Sølsted mose havde han også beskæftiget en masse. Han fik tre knægte. De to blev skibskaptajner i Hamborg men døde ret unge. Den tredje blev værksbestyrer og redede engang bryggeriet Victoria fra at springe i luften.
Slagterne Petersen & Specht
Slagterne Petersen og Specht boede i Spickergade. Det var to pæne folk og var ret velhavende. De var begge ungkarle. Petersen døde og så begyndte det at gå tilbage for Specht. Nu ville husholdersken absolut gifte sig med ham, men han ville ikke. Og da han nu ikke havde Petersen til at hjælpe sig, begik han selvmord.
Datteren sultede ihjel, sagde man
Skomager Christensen fra Østergade var en ordentlig og pæn mand. Han havde i tidens løb fået en underlig hæs stemme. Han var enkemand og havde en datter til at styre huset. Og det gjorde hun fint. Han døde engang i 80erne og har nok ikke efterladt sig andet end selve huset.
Datteren blev boende som hidtil, men folk sagde at hun døde af sult. Hun havde til sidst brugt alt op. Hun ville ikke søge om hjælp eller legater.
Pastoren døde med kort i hånden
Og så spillede Dr. Friis i Slotsgade l’hombre sammen med Tobiasen fra Teglmark i Aventoft og Pastor Jespersen fra Abild. Det blev sagt at pastoren døde, mens han sad og spillede kort.
Hun blev værtinde i Larsens Biergarten
Ja så var det også en tysker, der hed Basche. Han havde en købmandsforretning i Vestergade i den ejendom, som snedker Stahlberg havde. Han holdt meget af spiritus. Han passede ikke sin forretning. Den gik hurtig i stykker. Så han blev gæstgiver. Og så sagde man, at han absolut ikke var god mod sin kone. Han blev senere helt lam. Hun var god til at sy dametøj og var meget flittig. Hun flyttede fra byen men fortrød og blev værtinde i Larsens Biergarten (Centralhalle) .
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 8, 2025
Tønder fra starten (2)
En historisk rejse gennem Tønders oprindelse og udvikling
Tønder, beliggende i det sydvestlige hjørne af Danmark, er en by med en rig og fascinerende historie, der går flere århundreder tilbage. Byen har gennem tiden fungeret som handelscentrum, grænseby og kulturelt omdrejningspunkt, og dens udvikling er tæt forbundet med både det danske og det nordtyske område. For at forstå Tønders sande karakter og betydning, må man begynde ved begyndelsen – ved byens oprindelse, dens vækst, og de begivenheder, som har præget dens udvikling.
De første spor af bebyggelse i området omkring Tønder kan spores tilbage til vikingetiden og middelalderen. Områdets placering tæt på Vadehavet og de gamle handelsruter gjorde det til et naturligt samlingspunkt for handel og udveksling af varer. Allerede i 1100-tallet nævnes Tønder som et mindre samfund, hvor fiskeri og landbrug, udvinding af salt og eksport af fyrsvamp udgjorde en væsentlig del af livsgrundlaget.
Den ældste del af byen lå nord for havnen. Men her glemmer historikere ofte, at Tønders første havn ikke lå her på Skibbroen. Desuden havde Vidåen et helt andet løb dengang.
Vikinger i Vadehavet
Vikingetiden satte også markante spor i området omkring Vadehavet. De lave kyster og det rige dyreliv gjorde regionen til et attraktivt sted for vikinger, der både slog sig ned og brugte området som udgangspunkt for handel, fiskeri og udforskning. Vadehavets tidevand og talrige små vige og øer gav naturlige havne og skjulesteder, hvor vikingerne kunne samle sig før togter eller beskytte deres skibe mod storme. Fund af redskaber, smykker og gravhøje vidner om en livlig bosættelse og en tid, hvor Vadehavsområdet var tæt forbundet med de nordiske og kontinentale handelsveje. Her har vikingerne sat deres præg på både landskab og kultur, og deres arv kan stadig spores i lokale stednavne og gamle sagn.
Havde Tønder og omegn Trælleborge?
Under vikingetogterne mod England må bugten ved Tønder har spillet en rolle. Et vidnesbyrd herom er navnet Trælborg både i Nolde og Tønder Landsogn forekommer som marknavne. Men har der her været trælborge? De må i så fald have været anlagt i tidsrummet 946 -1015.
Vadehavet – helt ind til Tønder
Engang var der en sejlbar forbindelse til Tønder. Der gik en stor havarm over nuværende Aventoft Sø ind til både Møgeltønder og lille Tønder. Ved denne havarm er der meget tidlig opstået bebyggelse, hvor landet var højest og tørrest. Man taler om et folk, der hedder Guti, der trængte frem i Jylland i 1800 før Kristi.
Fyrsvamp
Fyrsvampen spiller en bemærkelsesværdig rolle i Tønders tidlige historie og stednavne. Denne svamp, som trives bedst i ældre og uplejede skove, var ikke blot en del af det lokale økosystem, men blev også et værdifuldt handelsprodukt. Fyrsvampens egenskab til at fungere som optændingsmiddel gjorde den eftertragtet, især i de skovløse egne ved Vesterhavet, hvor brændbart materiale var en mangelvare. Nogle navneforskere mener, at bynavnet “Tønder” kan stamme fra ordet for fyrsvamp, da eksporten af netop denne svamp kan have været betydningsfuld nok til at præge områdets identitet. Andre ser en sammenhæng med ordet “tænde” og forbindelsen til saltproduktion, men uanset oprindelse peger begge forklaringer på naturens og handelens indflydelse på både navngivning og udvikling. I takt med at skovene omkring Tønder blev ryddet gennem 1000-tallet, ændrede landskabet sig, og fyrsvampen blev sjældnere – men dens spor lever videre i stednavne og lokale fortællinger.
I en jordebog fra 1231, der bygger på en herredsfortegnelse fra 1160 omhandlende Højer og Lø herreder tales der om en stor udstrækning af skov. Det har meget vel været urskovsagtige bevoksninger.
En betydende havn i 1017
Det er klart at Lille Tønder er yngre end Møgeltønder. Og at der her har været en havn før den i Lille Tønder. Men at besejlingsforholdene til Tønder blev bedre. Mellem de to holme har det været en velegnet landingsplads.
I Danske Atlas nr. 7 fra 1781 anføres det i 1017 havde Tønder en betydende havneplads. Men der er ikke rigtig nogen beviser for dette.
Geologen Idrissi tog på en omfattende rejse. Og han kom sandelig også til Tønder. Og så udgav han skriftet ”Nydelse or den, der længes efter at gense landene. Besøget menes at have fundet sted 1130. Han nævner havnen ”Turdira”. Dette menes at være et fejlskrift for ”Tundira”. Han sagde om dette sted:
Mange mener, at det var Møgeltønder, som han besøgte. Men ud for Møgeltønder har der aldrig været dækning for alle vinde. Der har heller ikke været bebyggelse ved nogen ankerplads.
I Lille Tønder passer beskrivelsen. Skibshavnen mellem de to holme uden nævneværdig strøm og uden mulighed for bølgedannelse og lå godt beskyttet ”for alle vinde”.
Vidåens tidligere løb
Vidåens ældste løb gik tæt op ad Øster bag Staldene og Spikergade. Man siger, at Uldgade først blev anlagt i 1586. Men noget tyder på at gaden er ældre. På samme tid mener man også, at Slotsgade blev anlagt. I dag heder gaden Frigrunden. Lillegade og Kobbergade eksisterede før Store Torv blev anlagt.
Bebyggelsen af arealet mellem Storegade og Lille Torv er først tilladt efter 1580. Her lå oprindelig en gård, der blev kaldt Lille Tønder (Lutken Tondern) – senere Kærgård (Kargard). Men allerede ca. 1300 er den flyttet nord for byen og nedlagt 1492. Dens jorder blev skænket til byen.
Tønders første kirke
Nord for Vestergade lå St. Laurentius kirken. Den blev ca. 1500 anneks til St. Nikolaj. Ca. 1533 blev den nedrevet. Landbefolkningen blev henvist til ”Emmerschede Kapel” ved Løgumklostervejen nord for byen. Dette kapel blev nedrevet 1543, hvorefter sogneboerne blev lagt under St. Nikolaj.
Bebyggelsen langs Østergade må være påbegyndt før Nikolaj Kapel påbegyndtes ca. 1300. Kirken er tidligst nævnt 1365, da den var sognekirke for den nedertyske del af befolkningen. Af denne kirke er kun tårnet tilbage. Resten af den nuværende kirke Kristkirken opførtes i 1591 – 1592.
Kan det tænkes at egnens ældste kirker kort efter de jyske bispesæders oprettelse omkring 948? Som de ældste kirker nævnes Møgeltønder og Højer. Tønders kirke må antages at være ældre end sognedelingen i 1028.
I løbet af 1300- og 1400-tallet oplevede Tønder en markant vækst. Byens beliggenhed gav adgang til det blomstrende handelsnetværk, der forbandt Nordeuropa med resten af verden. Særligt handlen med salt, fisk, korn og kreaturer spillede en væsentlig rolle. Salt, som blev udvundet fra de nærliggende marskområder, var en værdifuld handelsvare, og Tøndermarsken blev centrum for produktion og eksport.
Tønders indbyggere nød godt af de privilegier, som købstadsrettighederne gav, og byen udviklede sig til et vigtigt knudepunkt for handelsfolk og rejsende.
Nogle historikere mener at fyrsvamp i en periode havde stor betydning for Tønder og Møgeltønder. Og så skulle guldhornene være gemt i en kongsgård.
Geografiens betydning og udfordringer
Tønder har altid været præget af sin nærhed til Vadehavet og marsken. Dette unikke landskab gav både muligheder og udfordringer. På den ene side var marsken grundlaget for landbrug og kvægavl. På den anden side betød de hyppige stormfloder og oversvømmelser, at indbyggerne måtte arbejde sammen om at sikre deres jord og ejendom. Opførelsen af diger og kanaler blev en livsnødvendighed og er stadig den dag i dag en del af områdets kulturarv.
I 1500-tallet, med reformationen og de store politiske omvæltninger i Europa, oplevede Tønder – som mange andre danske byer – en periode med uro og forandring. Byen blev et vigtigt centrum for den lutherske tro, og Tønders kirker og institutioner spillede en central rolle i indførelsen af den nye protestantiske lære. Samtidig var Tønders borgere dybt involveret i tidens konflikter mellem danske og tyske interesser, især i perioder med slesvig-holstensk uro.
Tønders historie er en fortælling om tilpasning, stolthed og fællesskab. Fra de tidligste bosættelser til nutidens moderne by har Tønder formået at bevare sin unikke identitet, samtidig med at byen har udviklet sig i takt med tidens krav. Byens befolkning har gennem århundreder vist evnen til at samarbejde, modstå udfordringer og skabe et stærkt lokalsamfund, hvor historie og fremtid går hånd i hånd.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 3, 2025
Til marked i Tønder – dengang
Markeder – stor rolle for Tønder. Blev holdt inde i byen. Masser af karruseller. Der blev solgt mange forskellige varer. Det gik ikke stille for sig. Magre kreaturer skulle opfedes i marsken. Man blev svinet til. Ny markedsplads blev dyr. Hestemarked. Drukket tæt fra morgenstunden. En fredsproces. Der gik i vasken. Ålekongen kom hvis også i himlen. Sjovt at se markedsgæsterne drage hjem. På Humlekærren havde de travlt.
Markeder – stor rolle for Tønder
Markeder (mærken) spillede en stor rolle for Tønder dengang. Det var både kræmmermarked, kreatur og hestemarked. Særlig kræmmermarkedet trak børn og barnlige sjæle til.
Der var to årlige kræmmermarkeder – Pinse – og Mikkels-marked. De begyndte begge onsdag formiddag og varede til lørdag eftermiddag. Den ene dag var forbeholdt husbonden med familie. Tjenestefolkene morede sig en anden dag.
Blev holdt inde i byen
Markederne holdtes inde i selve byen. Onsdag morgen var der særlig travlhed med forberedelserne. Når klokken var 4 om eftermiddagen stod der to rækker med telte i hele Storegade. Når det kneb stod der også telte i Vestergade og Østergade.
På Torvet var der samlet skydetelte og lignende foretagender. Der var kraftprøver, vaffeltelte, Caspar Rikke (Mester Jakel. Den lokale marskandiser Hanne Ivers med en keglebane til markedsbrug. Og så var der en levende havfrue, der blev fodret med chokolade.
Masser af karruseller
På det lille torv stod en karrusel. På ”æ Gammel Kjergaard” stod et cirkustelt. På Svinetorvet stod en ”Pracht- und Reisekarrusell”, som var uhyre pragtfuldt udstyret og belyst på to etager og trukket af en hest.
Den fordunklede den lokale, som var anbragt i Tonhalles gård, som blev trukket af drenge, der blev lønnede med gratis karruselture.
Der blev solgt mange forskellige varer
I Søndergade på hjørnet ved apoteket stod gerne nogle jødiske handelsmænd, der benævnede sig som Jacob von Altona. De solgte det mest utroligste kram.
På markedet blev der solgt bomuldstøj og hvidevarer, kasketter, hatte, støvler og alt muligt. Der blev solgt piber, støvler og masser af kager.
Det gik ikke stille for sig
Det gik ikke stille for sig. Der var dans i offentlige lokaler fra om eftermiddagen. Markedsgæsterne ude fra landet måtte have noget at styrke sig på. Også på selve torvet var der et par åbne boder, hvor koner ude fra Rudbøl -egnen, der solgte smørål, som de ristede på åben ovn. For at gæsterne ikke skulle få ondt af de fede sager, kunne man få kaffepunche til.
Det kunne se lidt aparte ud at se voksne folk stå og spise en varm smørål med fedtet sivende ned af mundvigene. Men det har jo smagt dem.
Fattige drenge løb rundt og solgte cigarer. De havde en cigarkasse hængende på maven hvori der lå cigarer til 2 pfennig. De fine kostede 5 pfennig.
Magre kreaturer skulle opfedes
Af kreaturmarkederne var særlig fredags-markederne i foråret og forsommeren mærkbare. Det blev holdt inde i byens hovedgade. Ofte var det magre kreaturer både fra landsdelen og oppe fra Jylland, der skulle til opfedning ude i marsken.
Man blev svinet grundig til
Kreaturerne blev stillet i ro rækker igennem hele gaden. Det gav naturligvis noget rædsomt svineri. Folk fra byen, der gik i pænt tøj, kunne ikke undgå at blive svinet grundigt til.
Drivere, trækkere, handelsmænd og købere vidste, hvad de gik ind til. De gik også med komøg langt op ad benene.
Ny markedsplads blev dyr
Gadens beboere i hvert fald værtshusejerne ville ikke vide noget af, at markedet skulle flyttes uden for byen. Det blev bestemt, at den nye markedsplads skulle ligge ved Flensborg Landevej.
Først da Marskbanen var anlagt og kommet i gang, kunne man blive enige om, at det ikke kunne gå at holde markederne inde i byen. Måske havde det været smartere at lægge den ved en af banegårdene. Men så havde beboerne mistet synet af kreaturerne vandrer gennem byen.
Det var sikkert en meget uheldig plads man havde valgt – en lav og sumpet eng, der hver vinter og forår stod under vand. Den måtte derfor fyldes op. Men det viste sig at fylden forsvandt, når den var fyldt på.
Den første sommer var tilmed meget regnfuld så hele pladsen var et morads. Den blev dog efter mange besværligheder og udgifter til en rigtig markedsplads.
Hestemarked
Der var også flere årlige hestemarkeder. Men de holdtes navnlig på den store plads bag ved ”E Værmøl-ager”, så dette blev ikke bemærket på samme måde.
Drukket tæt fra morgenstunden
Til markederne kom der en mængde mennesker til byen, ikke alene de, der skulle handle, men næsten alle landmænd skulle ind og høre om priser, træffe folk og lignede. Alle handler tog lang tid og der måtte værre mæglere og hjælpere med. Så det var en hel forestilling at overvære sådan en handel.
Efter hver handel skulle dette fejres, så der blev drukket stærkt lige fra morgenstunden, og dette satte liv i handelen. Folk benyttede også lejligheden til at opgøre deres ørige mellemværender.
En fredsproces, der gik i vasken
En morgenstund mødte Nis Proces, Ålekongen, Marcus og Anna Alarm på Torvet. De var ellers altid uvenner. Alle fire kunne bruge en mund, der i lyd og ordforråd søgte sin lige. Den morgen var de sagtmodige, de vekslede ord og en af dem sagde, at det egentlig var en skam, at de altid skulle være i spektakel.
De var da gode, danske folk fra samme by, hvor de nød anseelse og tillid. Det ville da være langt bedre for alle, om de kom godt ud af det med hinanden. Skulle de ikke tage en punch sammen?
Det syntes de alle godt om. De gik ind i gæstgivergården ”Svanen” for at få en hjertestyrkning. De anbragte sig ved et bord, fik serveret punch og begyndte en fredelig passiar. Men de var ikke blevet færdige med den første punch, før de kom i et så voldsomt og højrøstet skænderi, at værten kom og sagde, at de måtte gå. Således endte denne fredsproces.
Ålekongen kom hvis også i himlen
Da Nis lå for døden tilkaldte han pastor Olesen. Han spurgte, hvordan det ville gå ham i himlen. Om også han ville møde Ålekongen. Det troede pastoren bestemt, han ville.
Sjovt at se markedsgæsterne drage hjem
Det var morsomt at se markedsgæsterne drage hjem. Jo senere det blev, des morsommere var det, så blev der råbt:
Og mange andre øgenavne blev nævnt. Det er hændt flere gange, at en kusk er faldet af vognen, når denne i stærk fart kørte over en af broerne over vandløsningerne. Flere stod også på hovedet i mudderet. Det hed så:
På Humlekærren havde de travlt
Alle gæstgivergårde havde travlt. Det gjaldt især den store gamle gæstgivergård ”E Hummelkåre (Humlekærren). Den blev drevet af familien Hage, der var særdeles pæne og dygtige folk og tilmed danske.
Hele huset var taget i brug til markeder. På hele førstesalen var der indrettet gæsteværelser hver med 3,4 og 5 store senge. Der var en lille udbygning til vaskehuset og var forsynet med en bænk ved hver væg, hver med 7 siddepladser. Der havde været meget hyggeligt her.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juli 30, 2025
Da Uldgade fik sit navn
Fik gaden sit navn ved en misforståelse? Uld eller Ulve? Stor interesse for gadenavnene. Claus Eskildsen advarede mod oversættelserne. Wolfstrasse tilhørte ikke byen. I 1905 kalder en anerkendt historiker gaden for Ulvegade. Rester af bolværk fundet i Uldgade. Uldgade og Wolfstrasse forsvaret af henholdsvis danske og tyske interesser. Sandheden kom først frem i 1943. Er Spikergade overhovedet dansk? Og hvorfor hedder det ikke Peblinge-gade i stedet for Pebergade.
Fik gaden sit navn ved en misforståelse
Måske fik gaden sit navn ved en misforståelse.
Uld eller Ulve?
Ja den hed egentlig Wolfstrasse, men nu havde det hvis aldrig været ulve i gaden. Men fik den så navnet efter den uld, der blev læsset i pakhusene i Spikergade. Ja det mente Skovrøy.
Og vi har da også tidligere berettet om, at der en vinter gik ulve gennem Tønder, men om de gik gennem ”Ulvegade” – det vides ikke!
Stor interesse for gadenavnene
Der var stor interesse for gadenavnene dengang. Men lad os lige præsentere de lokale medier:
Claus Eskildsen advarede mod oversættelsesfejl
I 1919 skriver Claus Eskildsen bl.a. i TA:
Wolfstrasse tilhørte ikke byen
Den fremtrædende tyske historikere Ludwig Andresen, der i mange år beskæftigede sig ned Tønders historie skrev bl.a. i NTZ.
I hans indlæg henviste han til Trap Hertugdømmet Slesvig 1862. Her nævnes vejen som Uldgade, men forfatteren har taget fejl, mener Andresen.
Wolfstrasse tilhørte ikke byen. Efter en 10 – årig strid blev vejen først i 1665 overladt til byen. Man havde inden dette år en speciel aftale med borgmester og råd. Dette betød at man uhindret kunne hente vand i Vidåen.
I 1905 kaldte historiker gaden for Ulvegade
I 1570 hed gaden Wulfstraat og i et dokument står der:
Ludwig Andresen nævner også at episoden er nævnt af historikeren Louis Bobe i Sønderjyske Årbøger 1905. Han bruger også navnet Ulvegade.
Rester af et bolværk fundet ved Uldgade
Læserbrevet får P. Skovrøy til at reagere med et indlæg i Flensborg Avis. Han gør opmærksom på at alle oprindelige stednavne var på dansk. Og de så i nogle tilfælde er blevet fejlagtig oversat til tysk.
Han fortæller at rådmand Diemer døde som gammel mand. Han hævdede, at Uldgade hed sådan, fordi bådene fra herredet sejlede op ad Vidåen og lodsede uld på denne plads. Det var før vandmøllen blev bygget – for mere end 300 år siden. Man har senere fundet rester af et bolværk langs åen i Uldgade.
På tøndringer-dialekten hedder det ikke uld men uld. Uld og ulv udtales også ens og går over i de trykte tyske kilder.
Uldgade og Wolfstrasse forsvaret både fra dansk og tysk side
Uldgade og Wolfstrasse blev forsvaret fra både dansk og tyske side. På tysk side var det nu ikke enighed om at gadenavnet oprindelig er dannet af dyrenavnet som forled. Nu begyndte avisen NTZ at omtale Uldgade som det oprindelige navn. Men ak – ingen havde ret.
Sandheden kom først frem i 1943
Sandheden kom først frem i 1943. Her skrev Claus Eskildsen i sin bog Tønder 1243 – 1943:
Er Spikergade overhovedet dansk?
Og hvad nu med Spikergade. Er det overhovedet dansk?
Ja egentlig er forleddet fra latin ”spicarium”. Det betyder kornhus. Dette ord er lånt i højtysk ”Speicher”. På nedertysk hedder det ”spiker” og bruges for benævnelsen ”magasinbygning”. Ordet er også lånt på dansk. Det hedder stadig Spikergade.
Hvorfor hedder det ikke Peblingegade?
Så er det lige den tyske betegnelse ”Pfefferstrasse”. Ja stedet hed egentlig Peblingegade efter Klosterskolens peblinge i sin tid.
Hugo Matthiesen skriver i sin bog ”Gamle gader”, at Pebergade stammer fra pebersvendene, dvs. hanseatiske handelsbetjente.
I 1978 nævner Kjersgaard, at peber i middelalderen var vigtigere end noget andet krydderi. Det var en meget vigtig handelsvare. Det blev også brugt som betalingsmiddel.
Men Peblingegade var noget helt andet. Men det hedder stadig Pebergade.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juli 26, 2025
Folkets Oprør under Besættelsen
Kampen er ikke slut. Det handler meget om ideologi. Men hvem er forfatteren Jan Ulrik Thomsen. Det var DKP, der organiserede opstanden, får vi at vide. Skammen kunne have levet for evigt, hvis vi ikke havde kæmpet imod. Et socialdemokratisk angreb med DKP. Delegeretmøde i Odense. På jagt efter arkiver. Nogle forbliver bag lås og slå. Andre er forsvundet. Horserøsfangernes uret. Folkets oprør 1943/44. Det startede i Esbjerg i august 1943. Spræng flåden. Socialdemokraterne fulgte tyskerne. Ikke enighed i Esbjerg. En stikker på spil. 10.000 borgere til begravelse. Tyskerne skød på arbejderne. De truede sig til forsyninger. Sabotageaktioner i København. Kasteskyts mod tyskerne. DKP opfordrede til, at man standsede arbejdet. Gadekampe. Vand, gas og elektricitet blev lukket ned. Frihedsrådet udsendte erklæringer. Bomber placeret forskellige steder. Terroren fortsatte. Besættelsestidens historie. Samarbejde mellem DKP og De Konservative. Tyskerne skylder os 60 milliarder kroner, mener forfatteren. Og så mener han at tyskerne stadig skylder os 60 ms. Kr. Blev vi reelt befriet den 4. maj 1945? spørger han. Er vi på vej til Det tredje Riges Genkomst? Er også et vigtigt spørgsmål, som forfatteren besvarer. Vi bliver i den grad ført ind i den kommunistiske ideologi og antifascisme. Forfatteren har skrevet til Folketinget. Bombastiske udtalelser i bogen.
Kampen fortsætter
Bogens indledning åbner med en refleksion over, hvordan historien om besættelsen rækker ud over blot perioden 1940-45 og får relevans langt ind i nutidens samfundsdebat. Forfatteren tager læseren med på en rejse, hvor fortid og nutid flettes sammen, og hvor kampen for frihed og modstand mod undertrykkelse ikke bare betragtes som et afsluttet kapitel, men som et levende tema, der stadig kalder på engagement, lyder det fra forfatteren.
Da vi sagde ja til dette, mente vi, at det udelukkende var en bog om besættelsen. Men vi kommer langt videre. Forfatteren mener, at begivenhederne i dag minder om 1940’erne og at der stadig er en frihedskamp, der skal kæmpes.
Det handler om ideologi
Vi kommer også ind på EU – valget og EU’ s ”undertrykkelse”. Forfatteren vil meget og det er langt fra en bog, der kun beskæftiger sig med Folkets oprør under besættelsen. Det handler mig om en ideologi som godt nok er lidt fremmed over for undertegnede.
Hvem er forfatteren?
Forfatteren har et omfattende litterært arbejde bag sig som vel rummer ca. 30 udgivelser. Han siger selv han beskriver en udvikling, der er knyttet til personlige erfaringer og den generelle samfundsudvikling. Det er bøger omkringfilosofi, historie og samfundsforhold.
Det var DKP, der organiserede arbejderne!
Vi hører om kommunisternes indsats under frihedskampen. Ifølge forfatteren var det DKP, der organiserede arbejderklassen. Frit Danmark udarbejdede efter besættelsen en hvidbog, hvor de fortalte om den enkelte politikers gøren og laden samt pressen og folkestyrets optræden.
Skammen kunne have levet for evigt
Det var absolut et knæfald for tyskerne og havde det ikke været for modstandsbevægelsen måtte Danmark leve med skammen for evigt. Denne bog er bl.a. et tilbageblik til besættelsestiden. Det var ifølge forfatteren unge mennesker der trodsede uretten og satte deres liv på spil.
Et socialdemokratisk angreb mod DKP
Det var ifølge Lars Ulrik Thomsen nazismens sejr i Tyskland, der gav stødet til en omfattende vækst i de antifascistiske kræfters aktivitet. Og ifølge forfatteren optrådte Socialdemokratiets ledelse anderledes i en række lande. Herhjemme udarbejdede Hans Hedtoft et angreb mod kommunisterne i skriftet ”Kommunisternes splitteri”
Delegeretmøde i Odense
I juni 1938 kaldte kommunisterne til samling i Odense. Man vil kæmpe mod højre-kræfterne. De var på vej frem overalt i Europa. Der var 400 delegerede forsamlet. Men der var 2.000 tilhørere i Fyns Forum.
Man mindedes de 28 faldne i den spanske borgerkrig. Ca. 500 danske frivillige deltog.
Konferencen sluttede med en demonstration med 10.000 deltager. Forfatteren Martin Andersen Nexø talte.
På jagt efter arkiver
Forfatteren havde forsøgt at få fat i nogle protokoller vedr. Horserød-fangere. Esbjerg politi hævdede, at de havde afleveret protokollerne hos Landsarkivet i Viborg. Men her fik han at vide, at de stadig befandt sig hos politiet i Esbjerg. Her fik man så at vide, at protokollerne af personlige grunde ikke kunne udleveres.
Åbenbart hersker højesteretsdommer Troels G. Jørgensens og justitsminister Thune Jacobsens ånd stadig:
Åbenbart gælder dette også for Rigsarkivet. I første omgang kunne man ikke finde arkivnummeret. Endelig fandt man så nummeret eller numrene. Nu måtte forfatteren gerne få indblik i de 10 sager. Men nu kunne dokumenterne så ikke findes.
Da undertegnede i 2017 udkom med den tredje bog oplevede han noget lignende.
Horserød-fangernes uret
Men tilbage til bogen. Det mystiske er nu, at vi så ikke fik noget at vide om disse Horserød-fangere og den uret, der overgik kommunisterne, da de blev arresteret. Vi skal henvise til bunden af denne artikel, hvor der er forslag til, hvor du kan læse mere.
Folkets oprør 1943/1944
Den 29. august 1943 er det Folkets Dag. Men det er sparsomt, hvad der findes af materiale. Hvordan begyndte opstanden? Ja den begyndte såmænd i Esbjerg. I bogen følger vi dramatisk, hvad der skete i Esbjerg og Aalborg og i mindre grad, hvad der skete i Århus og Odense.
Og begivenhederne i København beskrives malerisk af selveste Hans Kirk.
Det startede i Esbjerg i august 1943
Men det startede i Esbjerg i begyndelsen af august 1943. Opstanden bredte sig ret hurtig til Odense. Jern-industrielle virksomheder fulgte. Og nu fulgte også Ålborg og Århus. Tyskerne var desperate, de lagde en jernring om byen. Og så lukkede de for vand og gas. Gennem illegale blade organiserede man strejkerne.
Det var funktionærer, tjenestemænd og private næringsdrivende og handlende der bakkede denne modstand op. Det blev dyrt, når man blev taget af tyskerne. Det var organisationen Frit Danmark, der organiserede indsatsen i de enkelte byer, fortæller forfatteren. I Esbjerg truede kommandanten med at henrette to arbejdere fra hver arbejdsplads.
Spræng flåden
Langs Langelinie havde tyskerne anlagt kanonstillinger. Men om morgenen kl. 4,08 kom ordren til elle enheder ”Spræng flåden”. Hvis dette ikke kunne lade sig gøre, skulle man søge svensk havn.
Socialdemokraterne fulgte tyskerne
Esbjergenserne ville ikke finde sig i behandlingen. Socialdemokraterne gjorde alt for at følge tyskerne, mener forfatteren. Smedene forlangte at tyskerne skulle trække deres tropper tilbage. 2.000 arbejdere samlede sig på Palace Hotel. Man opfordrede til generalstrejke i Esbjerg. Men Arbejdernes Fællesorganisation kørte rundt i politiets højtalervogne og opfordrede til at man genoptog arbejdet.
De Samvirkende Fagforbund havde udsendt et cirkulære, hvor kommunister blev nægtet at indtaget tillidshverv på arbejdspladser og fagforbund.
Ikke enighed i Esbjerg
Men der var bestemt ikke enighed i Esbjerg. Frit Danmark opfordrede til at den almindelige beboer ydede de strejkende al mulig støtte. Heller ikke hos DKP var der enighed.
Men hos Thomas B. Thriges Maskinfabrik havde man igen fortsat strejken. Politiet havde travlt med at udføre tyskernes arbejde. Måske var det derfor en politiets salatfade var væltet.
En stikker havde åbenbart været i spil
Ved Aalborg havde en stikker åbenbart givet tyskere besked om, at frihedskæmpere natten til den 18. august ville hente nedkastede våben fra britiske fly. Det skete i Rold Skov. Den lokale landbetjent deltog i tyskernes klapjagt.
En mand blev fanget. Han blev ved en standret dømt til døden. Den 8. september blev det meddelt at han var død ved skydning.
Bag rattet til den bil, der skulle køre ammunitionen, sad en ung bankassistent. Han blev gennemhullet af maskingeværer.
10.000 borgere var på spil
Den 23. august skulle han begraves. Næsten hele Aalborg havde besluttet at følge ham til graven. Tyskerne ønskede dog ikke at borgerne skulle vise ham den sidste ære. Begravelsen fandt sted kl. 8 om morgenen. Man var bange for ulykker.
Det var nok 10.000 borgere på banen. Et tysk jagerfly strøg over kirkegården. Et par pistolskud blev afgivet. Tyske lastbiler med soldater i fuldt krigsudstyr blev sat ind mod forsamlingen. Det hele blev hurtigt forvandlet til en krigsskueplads. Folk blev trampet ned i den panik, der opstod. I løbet af kort tid drønede der tanks gennem Aalborg.
En snes ofre blev indlagt på byens sygehus. 16 af dem var med skudsår. De tyske soldater var nærmest gået amok. På Hotel Phønix rykkede de ind og myrdede overtjeneren. Hvorfor vides ikke.
Tyskerne skød på arbejdere
Nordjyderne svarede igen og begyndte at kaste brosten mod tyskerne. En nazist og en ”Feltmadras blev pryglet foran Ansgarkirken. Læger og samaritter trådte til.
Næste morgen stod tyskerne og skød på dem, der endnu ikke havde nedlagt arbejdet. En arbejder døde og flere blev såret. De fabrikker, der endnu ikke havde nedlagt arbejdet, gjorde det nu i protest.
Der blev indkaldt til møde. 17.000 mødte op. Tyskerne var igen udkommanderet. De skød igen mod mængden uden varsel. Folk flygtede til alle sider. Tre mand blev dræbt og mange sårede.
Tyskerne truede sig til forsyninger
Aalborg blev nu af tyskerne betegnet som fjendtligt. Jagerfly fløj lavt hen over byen. Tyskerne forsøgte at tvinge bagere og slagtere til at udlevere varer til dem. Nogle steder lykkedes det, ellers var indehaveren blevet skudt.
I Skagen, Sæby, Århus, Fredericia og Vejle protesterede man mod tyskernes overgreb.
General von Hanneken indførte undtagelsestilstand-forbud mod alle øder, sammenstimlen og opløb. Biografer og restauranter skulle lukke senest kl. 19. Der var udgangsforbud fra kl. 20 til 6 om morgenen.
Regeringen misbilligede danskernes oprør mod tyskerne
Håndværkerforeningen opfordrede til at man fortsatte strejken.
Der blev udsendt en regeringserklæring, hvor man misbilligede modstanden mod tyskernes overgreb. De socialdemokratiske fagforeningsledere manede de danske arbejdere til ro.
Sabotageaktioner i København
I bogen bringes en malende beskrivelse af Hans Kirk. Her skal man nok lige tage med at Folkestrejken 1944 tages med i beretningen.
Vi får at vide at sabotørerne ødelagde maskinfabrikken Globus i Glostrup og Bohnstedt Petersens fabrik I Nordhavnen. Derefter var det Radiofabrikken Superphone på Finsensvej. Derefter fulgte Nordwerk og Audi i Ryesgade. Ved Riffelsyndikatet lykkedes det sabotørerne at få 72 maskingeværer og 2 maskinkanoner med inden de ødelagde stedet.
Kasteskyts mod tyskerne
Tyske patruljer drønede gennem gaderne og skød vildt om sig. Mange steder blev der brændt billeder af Hitler eller udstoppede figurer, der forestillede den tyske fører. I Rantzausgade-kvarteret strøg en flyver lavt hen over husene og beskød menneskemængden med maskingeværer.
Fra vinduerne blev der slynget kasteskyts ned i hovedet på tyskerne. I aftenens løb blev 7 mennesker dræbt af tyskerne og ca. 50 blev indlagt på hospitalerne.
DKP opfordrede til at man standsede arbejdet
DKP opfordrede til at man standsede arbejdet. Og det gjorde havnearbejderne og arbejderne i Generel Motors, Atlas, Titan, F. L. Smith, Statsbanernes Centralværksteder, Brødfabrikkerne, på flyvepladserne og mange andre steder.
Gadekampe
Werner Best svarede igen ved at sende soldater ud i gaderne. På hjørnet af Istedgade og Saxogade tømte en patrulje maskinpistolerne ind i en menneskemængde, En blev dræbt og syv sårede. I Baggesensgade nedlagde de tapre tyskere et selskab, der kom ud af en gadedør.
I Østrigsgade kom der til en regulær gadekamp mellem tyske soldater og gadens beboere. Om torsdagen meddelte aviserne at spærretiden var ændret fra 20 til 13.
Fredag morgen gik sporvognsfunktionærerne hjem. Efterhånden lukkede også alle butikker, banker og kontorer. Ambulancer kørte i pendulfart. På Nørrebro blev der bygget barrierer. På Vesterbro skød en civilklædt Schalburg – mand på mængden. Han blev reddet af tyskerne. Denne episode ophidsede i den grad danskerne.
Vand, gas og elektricitet blev lukket ned
Flere hundreder brød ind i varehuset Buldog, hvis ejer Bryde- Nielsen var en kendt tysker ven. Butikken blev røvet og inventaret smidt ud på gaden. Flere butikker blev raseret og sat i brand. Om aftenen besatte tyskerne vand, gas og elektricitetsværker. De var begyndt at skyde mod ambulancerne.
Næste morgen var København en belejret by. Alle virksomheder lå stille. Der var ingen vand, gas eller lys, ingen telefon, ingen radio, ingen aviser.
Frihedsrådet udsendte erklæringer
Frihedsrådet udsendte i dagens løb erklæringer, der opfordrede til at fortsættelse af folkestrejken indtil følgende krav var opfyldt:
Lørdag ved daggry fløj tyske flyvemaskiner over byen. Fra formiddagstimerne begyndte en massiv udvandring fra byen. Trafikken var standset. Men fra Glostrup afsendtes med store uregelmæssigheder tog ind til København.
Bomber placeret mange steder
På Rådhuspladsen, Kongens Nytorv og Nørrebros Runddel placerede tyskerne bomber. Schalburg – mænd og tyskere brød ind adskillige steder og beslaglagde diverse ting.
Tyskerne skød mod åbentstående vinduer, gadedøre og porte. 25 blev ramt og 15 blev dræbt. En jagermaskine gik lavt ned mod menneskemængden.
Terroren fortsatte
Søndag aften kom der igen vand, gas og lys. Men terroren fortsatte. På Nørrebro og Østerbro kørte Schalburg-folk og skød mod højre og venstre. På Nørrebro skød tyskerne med kanoner.
Om mandagen opfyldte tyskerne Frihedsrådet, der nu afblæste strejken.
Besættelsestidens historie
I bogen er der et afsnit, der hedder besættelsestidens historie. Her refereres til Hans Kirchhoff og en samtale med Information den 10. – 11. maj 2014. Og den samtale er forfatteren absolut ikke tilfreds med.
Men netop historikeren Hans Kirchhoff var ikke tilfreds med besættelsestidens historie. Tag bare hans bog ”At handle med ondskaben”. Heri beskrives netop, hvordan de forskellige partier samarbejdede med tyskerne. Og denne bog burde Anders Fogh Rasmussen også have læst, da han kritiserede alle andre partier end hans eget under besættelsen. Netop denne person kritiseres i bogen, men det er nu for andre ting.
Samarbejde mellem DKP og De Konservative
Fra 1943 blev Danmarks Frihedsråd den eneste legitime autoritet i landet, ifølge forfatteren. I bogen beskrives også samarbejdet mellem DKP og de Konservative i fremstilling af illegale blade, Christmas Møller’ s udtalelse i ”Da Danmark kaldte:
Tyskerne skylder os 60 milliarder kr.
Forfatteren fortæller, at der på et tidspunkt var 300 illegale blade i landet. Og så skylder tyskerne os stadig 60 milliarder kroner efter 1972- priser.
Blev vi reelt befriet den 4. maj 1945, spørger forfatteren
Igen bliver draget ind i EU og forfatteren spørger, om vi reelt blev befriet den 4. maj 1945. Fascismen har ændret form. Den er anderledes end i 1930erne. Databehandling og overvågning har givet monopolerne et fantastisk redskab til at kontrollere enhver borgers politiske aktivitet.
Og så mener forfatteren også at man stadig lægger hindringer i vejen for kommunistisk aktivitet. Man skriver den kommunistiske aktivitet ud af historien lige som man gjorde den 29. august 1943.
Det Tredje Riges genkomst?
Forfatteren er bange for det tredje riges genkomst og nævner nogle eksempler. Forfatteren bemærker, at ikke mange bemærker Sovjets kamp mod nazismen. Det er kapitalisterne kamp for at få mere og mere indflydelse.
Og så mener forfatteren, at der er mange paralleller mellem 1940erne og situationen i dag. Censuren i dag er dog mere raffineret end under besættelsen.
Vi bliver ført ind i den kommunistiske ideologi
Jo det er en bog med masser af holdninger og standpunkter. Vi vil ikke indgå i en diskussion om alle disse holdninger. Det vil vi overlade til læserne. Vi havde forventet mere besættelseshistorie. Vi kunne godt havde hørt mere om kommunisterne i Frihedsrådet og i modstandsbevægelsen. Det var i den grad dramatiske begivenheder, vi hørte om specielt fra Esbjerg og Aalborg. Og så var det lige Hans Kirks dramatiske skildring fra det københavnske. Cirka halvdelen af bogen er ikke så meget om modstandsbevægelsen og folkets oprør. Vi bliver i den grad ført ind i den kommunistiske ideologi.
Forfatteren har skrevet til Folketinget
Forfatteren af bogen, Lars Ulrik Thomsen har skrevet til Folketingets Præsidium. Han skriver bl.a.:
Ja kære læsere, hvad mener I?
Bombastiske udtalelser
Bogen er til tider interessant, men det er en anderledes historiebog om besættelsen. Og fordi man stiller spørgsmålstegn, behøver man ikke at være antikommunistisk. Der er masser af bombastiske udtalelser i bogen, som man lige skal vænne sig til.
Lars Ulrik Thomsen:
Hvis du vil vide mere:
Under Nørrebro finder du 341 artikler
Juli 16, 2025
Kommunistforfølgelsen 1941
En meget interessant og letlæselig bog, der er smart opbygget. Man kan hele tiden se, hvad forfatteren vil. Vi gennemgår Kommissionsrapporter, der er fyldt med erindringsforskydninger, hukommelsestab og direkte løgn. Vi støder også på bortkommende dokumenter. Bogen burde være fast inventar hos dem, der er skeptikere af den officielle besættelseshistorie. På en smart måde gennemgår vi værker og bøger, der behandler dette tema. Oldefar var blandt de internerede. 1.053 kommunister blev anholdt i kortere og længere tid. Tyskerne havde forlangt 70. Det var dansk politi, der havde givet dem listen. Aktionen mod kommunisterne var måske ikke så overraskende. Folkestemningen var mod kommunisterne. Hvor var fagbevægelsen? Alt peger på at aktionen var planlagt længe før. ”Den tvungne hånd” Dansk Politi var mere end villige til at hjælpe tyskerne. Allerede i 1930’erne samarbejdede med tysk politi. Overbetjent Madsen sagde mere end de andre. Men kommissionen mente at han var utroværdig. Man ventede forgæves på et tegn i Horserødlejren. Man skulle være parat, hvis der skulle ske kommunisterne noget, sagde overbetjent. Tidligere justitsminister: En demokratisk beskyttelse, skulle ikke gælde kommunister. Var aktionen en del af forsvarsforanstaltningerne? Yderst interessant bog.
Oldefar var blandt de internerede
Vi har læst en spændende bog af historikeren Albert Scherfig. Hans oldefar, Hans Scherfig var blandt de 350 internerede i Horserødlejren. De blev alle anholdt, fordi de var kommunister. To måneder efter fik man så Kommunistloven med tilbagevirkende kraft.
1.053 kommunister blev anholdt – Tyskerne havde forlangt 70
Tyskerne forlangte at 70 kommunister skulle anholdes. Disse navne havde de fra en liste som Dansk Politi havde givet dem. Men 1.058 danske kommunister blev tilbageholdt. 350 sad interneret i Horserødlejren. Af dem blev en masse sendt i KZ – lejr.
Mange fik mellem to og syv måneders. I august 1943 var der endnu 246 indsat i Horserød-lejren.
Hvem gav ordren? Forlangte tyskerne mere end de 70 på listen. Og var tyskerne slet ikke til at forhandle med. Det er nogle af de ting som Albert Scherfig forsøger at få svar på.
Besættelsestidens skyggesider
Det er en velskreven og letlæste bog, der er flot disponeret. Den er smart opdelt, så man hele tiden ved, hvor forfatteren vil hen. Bogen er meget interessant og burde være fast inventar for alle, der er interesseret i besættelsestidens skyggesider.
Erindringsforskydninger, hukommelsestab og løgn
Bogen er godt disponeret og opbygget. Vi gennemgår Kommissions-rapporterne. Her er det tydeligt, at embedsmændene og politikerne forsøger at redde sig selv. Der forekommer en masse erindringsforskydninger, hukommelsestab og direkte løgn.
Aktionen mod kommunisterne måske ikke en overraskelse
Og så kigges der på, hvad historikere og forskere har skrevet om hændelsen. Og her er der i den grad stor uenighed. Albert Scherfig har fundet interessante nyheder frem. Måske var aktionen mod kommunisterne ikke så stor en overraskelse.
Det er bestemt ikke altid særlig populært at påpege fejl hos myndighederne under besættelsestiden. Pludselig har man ikke mere adgang til arkiver eller dokumenter er forsvundet. Undertegnede har selv oplevet det.
Folkestemning mod kommunisterne
Temaer omkring denne hændelse bliver stadig mødt med skepsis. Dengang havde medier i den grad sørget for at stemple kommunister som Hans Scherfig og Hans Kirk som terrorister. Ja det havde politikere også sørget for.
Det kan undre at befolkningen ikke gjorde mere oprør. Og hvor var fagbevægelsen?. En masse af de anholdte var tillidsmænd på store arbejdspladser. Nu var det dog sådan at folkestemningen var vendt mod kommunisterne. Der var udbredt en følelse af, at kommunisterne havde sat sig uden for samfundet.
Alt peger på, at aktionen var planlagt
Den Parlamentariske Kommission taler om en overrumpling. Men var det nu også det? Alt tegnede til at aktionen mod de danske kommunister var planlagt. Bogen undersøger hændelsesforløbet.
Rigspolitiet har meddelt, at de har tilintetgjort dokumenter for ikke at bringe danskere i fare.
Det afgørende møde blev betegnet som højspændt og ophidsende. Atmosfæren blev betegnet som alvorlig. Et kartotek over ledende danske kommunister var for længst afleveret til tyskerne. Allerede i 1930erne var dansk politi begyndt at samarbejde med tysk politi
Den tvungne hånd
Hvorfor følte embedsmændene og ministrene sig tvunget af tyskerne? Hvilke repressalier truede de med? Albert Scherfig kalder dette for ”Den Tvungne Hånd”. Og dette optræder kun ganske få gange i afhøringerne af Kommissionen.
Måske er dette en myte? Danmark afløs uden forbehold.
Danmark var mere end villige til at hjælpe tyskerne
Hvad truede tyskerne egentlig med? Kunne man slet ikke forhandle med tyskerne? Det ser ud til at det officielle Danmark var mere end villige til at hjælpe tyskerne med at sætte kommunisterne ud af spillet. Danmark var meget mere aktiv end det vi har fået at vide.
Justitsminister Harald Petersen var blevet bedt om at gå. Han havde længe nok trådt tyskerne over tæerne. Han fralagde sig lige som Thune Jacobsen et hvert ansvar.
Overbetjent Madsen sagde mere, end de andre
Åbenbart var det overbetjentene Dinesen og Madsen, der fik ansvaret for, hvem der skulle arresteres. De havde i årevis beskæftiget sig med kommunist – kartotekerne. Madsen forklarede, at afdeling D var etableret tilbage i 1927 og man efterhånden i kartoteket havde over 50.000 indførelser.
Madsen forklarede, at der blev udsendt et telegram til alle politimestre i provinsen
Man ventede på et tegn i Horserødlejren – i august 1943
Man sad i Horserødlejren og ventede på et tegn, at lejren skulle åbnes i august 1943. Men dette tegn kom aldrig.
Kommissionen tog dog ikke Madsens forklaring alvorlig, da alle andre modsagde ham. Måske for igen at redde sig selv.
Man skulle være parat, hvis der skulle ske kommunisterne noget
Åbenbart eksisterede der kartoteker på 60-70.000 personer, man skulle holde øje med. Allerede justitsminister Zahle skulle have udsendt en ordre om, at landets politimestre skulle holde øje med folk på fløjen og de måtte gerne bidrage med nyt.
Albert Scherfig skriver, at en af de afhørte betjente fortæller, at man i april 1940 havde fået ordre på at omorganisere det omfattende kartotek
Et interessant spørgsmål
Interessant er det også, at Scherfig fremhæver Kochs retshistoriske disputats Demokrati slå til – Statslig nødret, ordenspoliti og frihedsrettigheder 1932-1994.
Heri stilles spørgsmålet:
En demokratisk beskyttelse skulle ikke gælde for kommunister
Tidligere justitsminister K.K. Steincke kunne berette om at det kommunistiske parti gik ind for terrormetoder, voldelige revolutioner og er så grundlæggende antidemokratisk, at en demokratisk beskyttelse ikke gælder for dem.
Der blev givet flere midler til overvågning
Henrik Stevnsbjerg forklarer af Afdeling D fik tilført flere penge og deres betydning voksede op gennem 30’erne. Overvågning og registrering vokser. Og denne overvågning fortsatte til langt efter besættelsen. Således skulle der have været et kartotek bestående af 100.000 kort i 1950. I dette var der oplysninger om 20.000 danskere.
Var aktionen en del af forsvarsforanstaltninger?
Koch mener at aktionen mod kommunisterne var en direkte fortsættelse af forsvarsforanstaltningerne, demokratiet allerede havde taget i brug mod kommunisterne.
Dokumenter forsvinder
Historikeren Torben Jano mente, at aktionen mod kommunisterne allerede var på tegnebrættet i februar 1940. Sagen blev henlagt og gemt i et pengeskab. Den forsvinder før befrielsen. Sjov nok indgår den i Justitsministeriets mangelliste.
Overbetjent Madsen stemples som utroværdig
De danske myndigheder så åbenbart den kommunistiske trussel så alvorlig, at der allerede før besættelsestiden af Danmark var overvejelser om at indføre en eller anden form for aktion mod kommunisterne. Det er også den formodning Madsen fra Afdeling D havde. Men Kommissionen afviste dette, da Madsen stod ganske alene med dette synspunkt.
Yderst interessant bog
Under PET Kommissionens arbejde fandt man et citat fra Justitsministeriet:
En yderst interessant bog, der viser, at der endnu er mange grå sider i besættelsestidens historie. Men kan man komme videre? Dokumenter er fjernet eller sagt lidt pænere ”bortkommet”. Falske udsagn er givet, for at redde sig selv.
Albert Scherfig:
Kommunistforfølgelsen 1941
Forlaget: Fanefjord
Hvis du vil vide mere:
Juli 13, 2025
Online-litteratur om København
Danskernes Historie Online har mere end 52.000 historiske titler online, og blandt den historiske litteratur er der naturligvis også mange bøger om København.
Ved at bruge følgende link for du en liste over mere end 200 online-titler med lokalhistorie om København (tryk her). Ved hver bog kan man via linket efter ”Online-tjenester” åben en PDF-fil med den pågældende bog.
På bibliotekets hjemmeside (www.slaegtsbibliotek.dk) har du også mulighed for fritekstsøgning, hvor du kan søge mere specifikt på navne, steder, emner og meget mere. Fritekstsøgningen finder litteratur, hvor det du søger på, indgår i teksten.
Juli 13, 2025
Online-litteratur om Sønderjylland
Danskernes Historie Online har mere end 52.000 historiske titler online, og blandt den historiske litteratur er der naturligvis også mange bøger om Sønderjylland.
Ved at bruge følgende link for du en liste over mere end 300 online-titler med lokalhistorie om Sønderjylland (tryk her). Ved hver bog kan man via linket efter ”Online-tjenester” åben en PDF-fil med den pågældende bog.
På bibliotekets hjemmeside (www.slaegtsbibliotek.dk) har du også mulighed for fritekstsøgning, hvor du kan søge mere specifikt på navne, steder, emner og meget mere. Fritekstsøgningen finder litteratur, hvor det du søger på, indgår i teksten.
Juli 13, 2025
Online-litteratur om Østerbro
Danskernes Historie Online har mere end 52.000 historiske titler online, og blandt den historiske litteratur er der naturligvis også mange bøger om Østerbro.
Ved at bruge følgende link for du en liste over online-titler om Østerbro (tryk her). Ved hver bog kan man via linket efter ”Online-tjenester” åben en PDF-fil med den pågældende bog.
På bibliotekets hjemmeside (www.slaegtsbibliotek.dk) har du også mulighed for fritekstsøgning, hvor du kan søge mere specifikt på navne, steder, emner og meget mere. Fritekstsøgningen finder litteratur, hvor det du søger på, indgår i teksten.
Juli 13, 2025
Online-litteratur om Nørrebro
Danskernes Historie Online har mere end 52.000 historiske titler online, og blandt den historiske litteratur er der naturligvis også mange bøger om Nørrebro.
Ved at bruge følgende link for du en liste over online-titler om Nørrebro (tryk her). Ved hver bog kan man via linket efter ”Online-tjenester” åben en PDF-fil med den pågældende bog.
På bibliotekets hjemmeside (www.slaegtsbibliotek.dk) har du også mulighed for fritekstsøgning, hvor du kan søge mere specifikt på navne, steder, emner og meget mere. Fritekstsøgningen finder litteratur, hvor det du søger på, indgår i teksten.