Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Østerbro

Østerbro 1813

Oktober 22, 2011

I 1813 fik den unge norske maler,
J.C. Dahl en opgave af Peter von Scholten. Han skulle male udsigten
fra Det Hvide Hus. Det kom der to smukke malerier ud af. Se
Østerbros historie baseret på 
disse to malerier. Vi skal bl.a. besøge Sortedamssøen, Blegdammene
og meget mere. Et par kattuntrykkerier, Tapetfabrik og en voksdugs
– fabrikant besøger vi også. Og så
kigger vi på det hus, hvor maleren Købke, blev født.
 

Det Hvide Hus

Den unge maler J.C. Dahl
fik til opgave af Peter von Scholten

at male udsigten fra Det hvide Hus.

Malerierne findes i dag på Det
Nationalhistoriske Museum
Frederiksberg Slot.
Det er gennem disse to malerier, vi lader os lede rundt, og på denne
måde får et enestående billede af Østerbro
i begyndelsen af 1800 – tallet.  

Det Hvide Hus
havde adressen Østerbro 107.

Navnet Østerbro kommer af, at vejen uden for Østre Port
på det første stykke vej var brobelagt. I begyndelsen af 1800 –
tallet var området udenfor Østerport
tyndt befolket.  

Langt mellem husene

I 1801 boede der 659 på Østerbro.
Der var langt mellem husene. Uden for byporten var der ingen beboelse,
men på begge sider lå der kirkegårde. Holmens

til venstre og Garnisions til højre. Når man havde passeret
Acciseboden
omtrent på hjørnet af Kastelsvejen,
så man Det Hvide Hus på højre hånd.  

Søholt

Huset, som også på den tid
blev kaldt Søholt blev opført i sidste halvdel af 1700 –
tallet som lystejendom for etatsraad Niels de Hofman.

Det var et hvidkalket 2 – etagers
hus med mansardtag og sortglaserede tagsten og med 3 – fagkviste
med altaner ud mod vej – og havesiden.  

I årene 1778 – 1813 hed ejeren
Lars Larsen.
Han var tømmerhandler og grosserer samt en af Københavns
største skibsredere. Herudover var han direktør i Den Danske og
Nordiske Speciers Bank.
Han boede inde i Nyhavn
nuværende nummer 63. Søholt,

som jo lå langt ude på Østerbro,
var hans landsted til sommerbrug.  

Det var ud for Søholt
de danske forhandlere mødtes med de engelske kommissærer for at underskrive
kapitulationen den 6. september 1807, efter det katastrofale nederlag,
hvor englænderne sejlede bort med vores flåde.  

Von Scholten bliver ejer

Den næste ejer af huset var stabskaptajn
Peter von Scholten,
som fik købekontrakt på huset i 1812, men
skødet gjaldt kun selve huset. Grunden, som huset lå på var fæstet
af staden, så den skulle først frikøbes. Her er formodentlig forklaringen
på, at handelen først blev tinglyst i 1813.  

Scholten
ejede kun huset i en kort periode, for allerede året efter overtog
toldskriver og justitsraad, Hans Boye

ejendommen ved et skøde af den 5. september 1814. I vejviserens gaderegister
for 1816 – 1817 viser det sig, at han nu er død. Østerbro 107
ejes nu af justitsraadsinde Birgitte Cathrine Boye,
der i 1815 havde arvet Søholt
efter hendes mand.  

1819 – 25 boede juristen A.S.
Ørsted
i Det Hvide Hus.
Han var på det tidspunkt etatsraad og deputeret i Danske Kancelli
og blev senere statsminister.  

Familien Rosenkilde

I årene 1834 – 42 havde skuespilleren
Christian Niemann Rosenkilde
og hans familie bolig her. Han blev
en meget elsket skuespiller og spillede flere komiske roller i Holberg
– forestillinger.
Hans datter, Julie Sødring

var også skuespiller, og hun har skrevet sine erindringer, som er udgivet
med noter i 1951.  

Julie Sødings erindringer

Fra de snævre, men hyggelige værelser
i Adelgade flyttede familien Rosenkilde
om sommeren ud til Østerbro – det var som at ligge på landet.
Hun har blandt andet således skildret deres ophold i huset:

  • Mange vil sikkert endnu
    kunne mindes Det Hvide Hus på Østerbro. Det laa lige for Søen og
    lignede nærmest et gammelt Palæ. Huset bestod af en Stue, 1 ste Sal
    og nogle Værelser oppe i det høje mørke Mansardtag. Tillige var der
    et herligt stort Loft med Altaner ud mod Søen og Haverne. Vor Lejlighed
    bestod af første Sal og nogle af Loftsværelserne. Værelserne var
    høje og luftige. Til Ejendommen hørte en stor prægtig Have, der strakte
    sig om bag Huset med en Mængde Frugttræer.

 

Det var et plankeværk i haven langs
en lindealle der adskilte haven fra assessor, apoteker Møllers
ejendom, Vennersro. Dennes store have stødte op til Classens
Park
og mod nord strakte Tuteins
ejendomme sig.  

Von Scholten i Det Hvide Hus

Men vi koncentrerer os om de par år 

Scholten ejede Søholt.  

Peter Carl Frederik von Scholten (1784
– 1854)
var oprindelig uddannet på Landkadetakademiet.
Han gjorde tjeneste ved Vestindiske Hærstyrke, og blev taget
til fange ved englændernes besættelse af Dansk Vestindien.  

I 1807 blev han ført til England

som krigsfange, men blev året efter frigivet. I Danmark
blev han udnævnt som sekondløjtnant a´la suite
i Det Sjællandske Jægerkorps,
hvor hans far var major.  

1810 giftede den 26 – årige
Scholten
sig med Anne Elisabeth Thortsen

kaldet Lise. Han blev kammerjunker
i 1812 og året efter blev han stabskaptajn.  

I 1813 blev Peter von Scholten
adjudant for Frederik den Sjettes
generaladjudant Franz Christopher von Bülow. Scholten

blev desuden medlem af de røde fjer,
tilnavnet for generaladjudantstaben,
der i krigsårene 1807 – 14 dannede kreds omkring Frederik den
Sjette.
 

Gennem Büllow
fik Scholten personlig kontakt til kongen og denne har formentlig
hjulpet ham til pengeene til købet af Søholt.

På trods af, at der findes en del
litteratur om Scholten, findes der ingen omtale af hans korte
tid på Østerbro. Vi har dog et håndgribeligt bevis i kraft
af disse to malerier, han bestilte hos en ung kunstner, som i den periode
blev undervist på Kunstakademiet,
nemlig maleren J.C. Dahl.  

Maleren J.C. Dahl

Dahl
var 24 år, da han kom til København

i 1811. Han ønskede at male store landskaber. Han blev undervist på
Kunstakademiet,
og hvor undervisningen af eleverne bestod mest i
at tegne gipsafstøbninger af antikke figurer og udføre maleøvelser,
der bestod i at kopire de store mestres malerier.  

Det kan derfor tænkes, at Dahl
med glæde har taget imod von Scholtens
tilbud om at male de to landskabsbilleder af udsigten fra Det Hvide
Hus.

Under Dahls

syv år lange ophold i Danmark
blev han hurtig kendt som en dygtig maler og hans kunder var både kongehuset
og landets overklasse. I 1818 forlod han landet og fik i 1824 et professorat
i Dresden.  

Udsigt fra Sortedamssøen

Det første af Dahls
malerier viser en eftermiddagsstemning ved Sortedamssøen
med byens tårne og længst væk Frederiksberg Slot

i horisonten.

I billedets forgrund ses Sorte Dam,
den sorte dæmning, som spærrede for søens udløb i Øresund,
og som nævnt i 1858  skiftede navn og blev til vore dages Østerbrogade.  

Til venstre i billedet skimtes Citadelsvejen
(Kastelsvejen),
i dag Classensgade.

Næste vej er den nuværende Dag Hammerskjölds Allé,
dengang hed den Østerbros Allé
eller blot Alleen.  

Til venstre for huset på hjørnet
ses Farimagsvejen i dag Farimagsgade
og til højre for huset lå Kærlighedsstien

eller Ægteskabsstien eller Venskabsstien, som den også kaldtes.

Det er her Øster Søgade
ligger i dag. Så mange veje var der samlet på det sted, der nu hedder
Lille Triangel.
 

Münters bolig

Lader man blikket følge søens sydlige
bred, ser man et hus i alt det grønne. Det er matrikel 117, hvor grunden
strakte sig til Farimagsvejen
og helt ned til søen. Den blev i 1770 købt af præsten Balthasar
Münter,
som i 1765 var kommet til Danmark

for at være præst for den tyske menighed ved Sankt Petri Kirke.

Münters
hjem inde i byen og her ude på landstedet var samlingssted for tidens
kunstnere og videnskabsmænd, og selv kom han til at spille en rolle
i det kulturelle og religiøse liv.  

Han er blandt andet kendt for sine samtaler
med Struensee, som han blev bestikket sjælesorger for i 1772,
mens denne sad i sin celle i Kastellet
og ventede på sin dom. Münter
udgav samme år bogen: Bekehrungsgeschichte des Grafen Struensee.  

Sønnen med til at grundlæge Nationalmuseet

Sønnen Friederich
overtog ejendommen efter Balthasar Münters
død i 1793. På baggrund af hans store interesse for arkæologi blev
han medlem af Kommissionen for de Nordiske Oldsagers Opbevaring,
og var en af grundlæggerne af det senere Nationalmuseum.  

Friederich Münters

søster Friederike blev som 18 – årig gift med den rige købmand
og administrator af Dansk – Vestindisk Kompagni, Constantin Brun.
Han var en af de rigeste mænd i Danmark
omkring statsbankerotten i 1813.  

Friederikke Bruns erindringer

Foruden deres hjem i Bredgade
havde de også landstedet Sophienholm

ved Bagsværd Sø. Sophienholm
er i dag udstillingssted for skiftende kunstudstillinger. Friederikke
Brun
udgav flere digtsamlinger og en række dagbøger og rejseskildringer.
I sine Ungdomserindringer skildrer hun farens have ved Sortedamssøen:  

  • Beliggenheden var virkelig
    ret yndig, og Udsigten maatte kaldes smuk. Thi fra Vinduerne i Huset
    saae vi mod Øst ud over Sundet, som myldrede af Liv og trængsel.
  • Mod Syd aftegnede sig prægtigt
    Kjøbenhavns skyggefulde Volde og Taarnenes Omrids. Mod Vest saae vi
    ud over den spejlblanke Sø, de af grønnende Buskads hegnede Bredder,
    oplivede af Landskaber, Fabrikker og Blegepladser, op mod den langsomt
    skraanende Bakke, der krones af Frederiksberg Slot med dets Haver. Vi
    fik anskaffet os en lille god Baad, og admiral Adam Moltke i egen Person
    lærte mig at ro, saa jeg ofte i Timevis alene roede
    Fader, Moder og Søster rundt paa Søen.

 

Huset blev kaldt
”Elba” 

Efter Frierich Münters
død overtog grosserer Johan Friederich Zinn
ejendommen, som han kaldte Elba.
Hans datter, Emma blev i slutningen af 1820erne trolovet med
komponisten J.P.E. Hartmann

ved en højtidelighed i haven ved en lille høj, som siden i familien
blev kaldt Tante Emmas Høj.  

Collinsgade

Da Øster Søgade
blev anlagt i 1870erne og Farimagsgade
udvidet, blev den store have beskåret og senere solgt for, at man kunne
opføre de store femetaes ejendomme sidst i 1800 – tallet. Gaderne
kom til at hedde Zinngade og Elbagade,
man da der også findes en Elbagade

Amager er den senere blevet omdøbt til Collinsgade.  

Gartner Reeh

Længere nede ad søens sydøstligste
bred havde gartner Reeh sin planteskole, som han anlagde i 1760.
Området kaldte han Østerholm
og husene lå der, hvor Høyensgade
og Hallinsgade ligger i dag.  

Gartner Reeh
var en af de første, der dyrkede kartofler på disse kanter, og han
blev derfor kaldt Kartoffelmanden.
Efter sigende stammer navnet Kartoffelrækkerne,
som rækkehusene kom til at hedde, fra de mange rækker med hyppede
kartofler, som før fandtes her. Læger havde advaret mod de elendige
boligforhold mange levede under. Efter de frygtelige følger koleraepidemien
i 1853 havde, dannedes en byggeforening til opførelse af arbejderboliger
her i Kartoffelrækkerne, som flere andre steder i byen.  

Sølvgades Mølle

I horisonten ind mod København,

ses flere tårne og møller. Til venstre for træets stamme ses Garnisions
Sygehus.
Derefter kommer Sølvgades Mølle,
som var placeret på Quitzows Bastion.
Den gamle stubmølle blev i 1770 erstattet af en hollandsk mølle, som
stod i 100 år, før den blev revet ned i 1870. I dag ligger Statens
Museum for Kunst,
der hvor møllen tidligere stod.  

Lidt længere til højre ses Rosenborg
Slot,
som Christian den Fjerde

lod opføre 1606 – 1607. Efter tre ombygninger blev det til et pragtslot.
Det var kongebolig frem til 1710, og er nu kulturhistorisk museum.  

Lidt bag det ses Trinitatis Kirke
og Rundetårn. Også her var det Christian den Fjerde,
der var bygherre til dette højst originale bygningskompleks. Rundetårn
stod færdigt i 1642, mens kirken først blev færdig i 1656.  

Gothes Mølle

Den næste mølle som ses, er kæmpemøllen
Gothers Mølle
Stadsoberstens Bastion.
Efter at have været stubmølle fra 1650 – 1752 blev den genopført
som hollandsk mølle i 1753. Den nedbrændte i 1867, og i dag ligger
Nørreport – indgangen
til Botanisk Have,
hvor møllen før stod.  

Vor Frues Kirke

Den næste bygning i rækken er Vor
Frue kirke.
Den har haft et kæmpespir på 120 meter. Det nuværende
tårn er 58,5 meter højt. Under englændernes bonbardement i 1807 nedbrændte
kirken totalt. Sidste kirke i rækken er Sct. Petri Kirke, den tyske
menigheds samlingssted.  

Jenners Kattuntrykkeri

Går vi videre til søens nordvestligste
bred, finder vi blegdammene, som var lange smalle jordstykker, der gik
mellem Dossseringen, det var stien langs Sortedamssøen og
Blegdamsvej.
Vejen blev anlagt i 1661, og skulle anlægges i en
bredde af 24 alen med en beplantning af lind eller pil på begge sider.  

Efter svenskekrigene 1657 – 60
måtte der kun bo blegmænd og lignende folk herude. De fleste af grundene
blev anvendt til blegning af hørgarn og bomuldstøj, som blev gjort
vådt og bredt ud til blegning i solen. Længst borte i billedet på
den 8. blegdam, havde den hollandske familie Jenner

i 1700 – tallet deres kattuntrykkeri. Friederike Brun
fra Elba fortæller i sine ungdomserindringer, at hun ofte roede
over søen og besøgte familien Jenner.
Hun kom meget på kattunfabrikken
og følte sig helt hjemme i farver – og malerstuerne og var fortrolig
med glittepressen.  

Kierkegaard med i ejerkredsen

Kattuntrykkeriets

ejerskab blev udvidet i 1806 med fire af de førende klædehandlere
i byen. Den ene var Michael Pedersen Kierkegaard,
som var far til Peter Christian
og Søren Kierkegaard.  

I den anden ende af den 8. blegdam, den
der vender mod søen, indrettede restauratør Olsen
i 1880erne sin restaurant Søfryd.  

Østerbro Isværk

På den 12. blegdam lå 
Østerbros Isværk.
Man udnyttede de kolde vintre, så når søen
var frosset helt til, skar man isen i mindre stykker og opbevarede den
i isolerede lagerrum, der om sommeren fik kalket tagene hvide.  

På den 13. og 14. blegdam indrettede
Jacob Parnemann
1776 også et kattuntrykkeri.
Det er formentlig fra hans tid det fireetegars bindingsværkshus stammer.
Det blev oprindeligt brugt som tørrehus for bomuldsstofferne og senere
til gymnastiklokale. Det blev nedrevet i 1883.  

Her blev Chresten Købke født

1813 fik tobaksfabrikant Christian
Anthonsen Siegumfeldt
skødet på 15. blegdam, og det følgende
år stod huset færdig. Det var dette hus, bagermester Peter Behrendt
Købke
flyttede ind i 1833, da han flyttede fra Kastellet.
Huset og omgivelserne har vi en del billeder af, da sønnen Christen
Købke
fandt motiverne til mange af sine malerier her.  

Selve huset havde indkørsel fra Blegdamsvej
og rummede 23 værelser, så der var plads til hele den store familie.
På samme blegdam lå ved søsiden en villa, som fra 1870erne var restaurant
, og i haven var der lysthuse, keglebaner, musiktribune og andre forlystelser.  

Manchesterfabrik

I slutningen af 1700 – tallet
ville staten hjælpe industrien til at fremstille tekstiler her i landet.
Man havde tidligere måtte importere alt fra udlandet. Staten var villig
til at investere betydelige beløb i foretagendet, som man forventede
ville give et pænt overskud.

Da man ikke havde erfaring herhjemme,
bad man den svenske altmuligmand, Charles Axel Nordberg
om at komme til Danmark og anlægge en Manchesterfabrik.
Det var en fabrik, der kunne fremstille de yndede kattuntrøjer.  

Bomuldsfaktur

Man dannede Det Kongelige privilegerede
Bomuldsfaktur
og indrettede fabrikken på 20. blegdam. Fabrikken
skulle ud over at fremstille bomuldsklædet også være uddannelsessted
for tekstilindustrien. Man havde store ambitioner og fabrikken blev
udvidet og bredte sig over blegdammene 19, 20, 21 og 22.  

Fabrikationen gik imidlertid ikke så 
godt, for maskinerne voldte til stadighed problemer. Under krigen i
1807 blev det hele ødelagt og fabrikationen stoppede.  

I 1810 står kattunfabrikant
O.C. Reincke
som ejer, og i 1811 overtog fabrikant C.F. Juncker

den 20. blegdam, og fik en omfattende produktion i gang med 120 ansatte
og 16 daglejere.  

Tapetfremstilling

På den 21. blegdam fik Zacharias
Niemann
den ide at fremstille tapeter. Han havde forstand på at
lave kønrøg. Han ansøgte derfor kongen om tilladelse til at
etablere en manufaktur uden for Øster Port.
Han mente, at kunne dække hele Danmark og Norges
forbrug. Han fik tilladelse på betingelse af, at det var kvalitet,
som han fremstillede. I første  omgang skulle han dække behovet
Sjælland. Niemann fik sin fabrik og erhvervede grunden.
Han valgte dog senere at sælge sine privilegier til Sven Svendsen

og Joachim Severin Bonsack.  

Voksdugs
– fabrikanten

I 1834 havde Jørgen Ernst Meyer
fået borgerbrev og kunne nu smykke sig med titlen, malermester.
Voksdug blev fremstillet af lærred, som først blev strøget over med
lim for at tætne strukturen i stoffet. Derefter blev der smurt fernis
på, ofte i mange lag, og der blev slebet med sandpapir ind imellem.
Til sidst blev der trykt et mønster på. Det var altså en langsommelig
affære, men det blev meget brugt, både til regntøj og duge og til
gulvbelægning.

Han fik i 1838 sit eget patent på fremstilling
af voksdug. Han ville gerne have en produktion som også kunne holde
malersvende beskæftiget om vinteren, og hertil egnede voksdugsfabrikation
sig godt.. 

I 1840 blev det muligt for ham at fæste
og senere købe en grund ved Sortedamssøen,

den tidligere 21. blegdam. 

Først i 1853, hvor militærets grænse
for nybyggeri udenfor voldene blev opgivet, blev det muligt for ham
at købe og bygge fabrik, villa og have. Blegdamsvej 92b var
en lang strimmel jord, der gik fra Blegdamsvej
og ned til Sortedamssøen, Ryesgade
var endnu ikke anlagt. Den tidligere Manchester
– fabrik
var gået konkurs, og de havde efterladt et stort hus
nede ved Sortedamssøen med to etager og med loftetage. Her slog

Meyer sig ned med sin familie.  

Fabrikken blev indrettet således, at
spildvarmen fra ovnene med fabrikation af lakarbejdet blev udnyttet
til tørring af produktionen af voksdug. Senere startede han sit eget
lakkogeri og en fabrikation af blikvarer til lakering.  

En folketælling viser, at Jørgen
Ernst Meyer
flyttede sammen med sine tre døtre og sin gamle mor,
der var blevet enke. På samme adresse boede i 1845 også en Nikoline
Schneider –
formentlig som husholderske til at se efter hus og
børn, foruden to tjenestepiger.

I 1850 er Jørgen Ernst
sat som husfader og Nikoline

er nu hans kone. De blev gift den 9. juli 1845, da han var 43 og hun
25 år.  

Udsigt mod
Øresund

Det andet maleri viser en morgenstemning
over Søholts have og Øresund.
I haven var der mange frugttræer og blomsterbede med skyggefulde gange.
For enden af haven ligger naboens hus og til venstre ligger dammen i
professor Nchtigals have. Ved dammens bred ses det særprægede
hus i Tuteins have. Til højre ses Kastellets
volde og indløbet til havnen, og længere borte ligger fortet Trekroner.

På sundet er der talrige sejllskibe og den svenske kyst skimtes i det
fjerne.

Der ses flere personer på billedet
og Jan Buchter har forsket i det, og fundet frem til følgende
konklusion.  

Scholtens chef på 
maleriet

Hvis vi forudsætter, at billedet med
udsigten over sundet er malet i eftersommeren 1813, så havde Scholtens
familie på det tidspunkt følgende medlemmer: Hustruen Lise

var 27 år gammel, det ældste af deres to børn, datteren Elisabeth
Cartharine
var lige fyldt to år og den yngste, Adelgrunde Elise
Marie
var et halvt år. Peter von Scholten
selv var 29 år.  

Disse fire personer passer fint til maleriet,
den unge kvinde med de to små børn og den unge mand til venstre
på havebænken.

Men foruden disse er der også den
høje og noget ældre mand, ham der sidder til højre på bænken.
Det kan ikke være Scholtens

far eller svigerfar, de er begge døde før 1813. Det er derfor nærliggende
at antage, at det er Scholtens
overordnede, generalmajor F.C. Von Bülow,
der da var 44 år.

Bülow var sammen med kongen nøglefiguren
i Scholtens liv, og han var den, der havde gjort købet af
Søholt
muligt. Derfor må det være Bülow,

der på maleriet har fået hæderspladsen ved siden af Scholten.  

Vejemester på 
Sct. Thomas

Den 28. januar 1814 tog von Scholten
sin afsked fra militæret, for dagen efter at blive udnævnt til
vejermester
Sct. Thomas. Scholtens

hastige salg af Søholt skyldtes sikkert den kraftige reduktion
af militæret samme år, og Scholten
har sikkert set det som sin redning, da han fik embedet som kgl.
måler og vejer
Sct. Thomas.  

Søholt
fik senere fjernet sine to altaner, hvilket man kan se på billeder,
som er senere end 1857.  

Forkerte titler

De to malerier befinder sig som sagt
på Frederiksberg Slot,

men har fejlagtigt fået titlerne,Udsigter fra det Tuteinske Landsted
på Østerbro.

Jan Buchter
har påpeget, at billederne ikke er set fra Tuteins Rosendahl
men fra Det Hvide Hus.  

Misforståelsen er måske opstået ved
at det ikke er den 88 – årige Frederik Tutein,
der har stået for overdragelsen af billederne til museet.

I stedet har andre, der ikke kendte forhistorien,
fortalt at malerierne var fra Østerbro,
hvor familien Tutein i sin tid havde det kendte landsted Rosendal.
Frederik Tutein
må have vidst, at billederne ikke var fra hans
bedsteforældres landsted, idet familien først solgte Rosendal
i 1853, da Frederik Tutein var 28 år gammel.  

Og således sluttede vores rundtur omkring
et hus i 1800 – tallets Østerbro 

Kilde:
Østerbro Lokalhistoriske Forening  

Se også: 

  • Litteratur
    Østerbro

 

Hvis du vil vide mere:
Læs

  • Blegdamme på
    Blegdamsvej
  • Christen Købke
    – en maler på Østerbro
  • Classens Have på
    Østerbro
  • Garnisons Kirkegård
  • Henrettelse på
    Østerbro
  • Kartoffelrækkerne på
    Østerbro
  • Kastellet
  • Livet i Nyboder og på
    Østerbro
  • Østerbro langs søerne
  • Søerne foran Nørrebro
    (under Nørrebro) og m.m.


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Østerbro