Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro

Blågårdsgade – dengang

Februar 21, 2011

Hvor fik gaden sit navn fra? Læs
om lystslottet, der blev kongelig. Her skete der en masse ting. Blågårdsgade
var egentlig en parkvej i en kæmpe have. Her  var byggespekulanterne
paradis. Man lavede sine egne regler. Senere foregik,
der en sanering der var fuldstændig ude af kontrol. Gaden lignede en
krigsskueplads. Næsten halvdelen af butikslokalerne stod tomme. Nu
er gaden blevet meget populær.
 

Et lystslot uden for volden

Gabel,
der var en af datidens store grundejere, erhvervede i 1662 Teglgårdsvangen
af Magistraten. Året efter fik han også skøde på Skt.
Jørgenssø.
Han byggede et lystslot og anlagde en flot parklignende
have, som gik helt ned til søerne. Ved hans død overgik ejendommen
til sønnen. Han var kammerherre hos Frederik den Tredje og berygtet
for sine pengeproblemer. I 1668 solgtes hele herligheden til Frederik
den Tredjes
uægte søn med Margrethe Pape, Ulrik Frederik Gyldenløve.
Han var blandt andet statholder i Norge.

Han skilte sig dog hurtig af med ejendommen.
Den blev i den kommende tid ejet af forskellige højtstående officerer.
I 1694 blev den købt af deputeret i Generalkommissariatet, etatsråd
Reinhold Meyer.
Han udvidede arealet. Ejendommen blev brugsgård
med hollænderi. Han forsynede lysthaven med talrige fiskedamme
med vandtilførsel fra Peblingesøen
og afløb til Skt. Jørgenssø.

Efter Meyers
død overgik gården til datteren og hendes mand, kaptajn i Fodgården,
Cesar René Thehillac.
 

Blågården får sit navn

Navnet  Blågården
stammer fra 1706, da Frederik den Fjerdes
bror, Prins Carl overtog et barokt statholder – landsted. Ja
næsten det hele blev nedrevet og genopført. Langs den nuværende
Slotsgade
blev hovedbygningen opført. Størstedelen af jorden omkring,
tilhørte landstedet. Dertil kom landstederne Solitude og Store Ravnsborg.

Slottet fik et blåligt tag bestående
af skifer eller glasseret tegl. Derfor fik det navnet Blågården.  

Navnet dannede baggrund til gade,
plads,sogn, kirke, skole, grillbarer, kiosker, antikvariat, bibliotek,
klubber, bander
og meget mere.  

Vilde fester

I 1716 kom zar Peter
og skulle med sin hær videre til Sverige.
Han ville gerne bo på Blågården,
men det turde man dog ikke. Man var bange for, at han derfra ville erobre
København.
Han blev installeret inden for voldene, og var nærmest
en fange konstant under observation.

På Blågården
havde prinsen 47 personer til sin daglige opvartning. Prinsesse Sophie
Hedvig
var mere beskeden. Hun havde kun 23.

Her foregik vilde fester. Man benyttede
blandt andet bjørne og hunde i kamp mod hinanden. Det var en meget
yndet beskæftigelse  

Ved sin død i 1729 havde Prins Carl
testamenteret alle sine ejendomme til søsteren, som så i 1732 ved
et gavebrev skænkede Blågården
til sin og broderens overkammerherre, Carl Adolph v. Plessen.
Og her gik de slemme rygter.  

En
”druk – broder” overtager

Efter mange kongelige ejerskaber endte
ejerskabet hos Knus Jacobsen Lyne.
Han overtog det hele for 27.800 rigsdaler. Og her gik rygterne på,
at han ikke var kommet retmæssigt til disse penge.

Grev Holck, Christian den
Syvendes druk – broder
overtog stedet for kongens penge. Det var
starten til Blågårdens forfald. Herude blev kongens elskerinde,
Støvlet – Kathrine
også installeret.  

Og på Blågården
skete der så en masse lige fra dugemanifaktur til teater.  

Blågårdsgade var en sti i parken

Egentlig var Blågårdsgade
en langstrakt parksti. Kunstklippede planter i fransk havestil omgav
denne sti. I 1820 blev det til en vej.

Ladegårdsåen
dannede et skarpt skel til Frederiksberg.
Først i 1820 anlagde man en overgang ud for Blågårdsgade.
Men broen var dog ikke åben for alle og enhver. Der forelå tinglyste
erklæringer, som forbød grundejere og beboere på Nørrebro
at benytte den. Noget senere anlagde rådmand og byggespekulant Bülow
en bro ud for Ewaldsgade.  

Blågård Seminarium

Blågård Seminarium fører sin historie
helt tilbage til 1791. Dengang foregik det i hovedbygningen på 
Blågården. I 1808 flyttede lærerseminariet til Jonstrup.

Det ny Blågård Seminarium er fra 1859,
og blev startet i Blågårdsgade 14. I 1863 fik seminariet sin første
nyopførte en fireetagers hovedbygning i Blågårdsgade 15.

Ejendommen forblev i familien Tangs
eje indtil 1918. Den blev lejet ud til beboelse og industrielle virksomheder. 
Murermester E.P. Møller overtog ejendommen og solgte den videre
til bogtrykker C.W. Bærentsen,
der tillige var udgiver af Aftenbladet.
Senere blev der udgivet blade som Aftenbladets Søndag
og Dansk Familieblad.  

8 veje i 1856

Indtil 1859 hed gaden Blågårdsvejen
eller Blågårds Langvej Den anden større vej i området hed
Blågårds Korsvej.
Den fik navnet Korsgade
i 1860. Men fra 1856 meldes der om 8 vejstrækninger af forskellig kvalitet
i kvarteret.  

Anker Heegaard

Blågårds Plads som Blågårdsgade fører
op til, har ofte været et midtpunkt for kvarteret. Inden den nuværende
pladsdannelse var det rammen for Anker Heegaards Fabrik. Mathias
Heegaard
havde allerede i 1828 etableret et mægtigt jernstøberi
på grunden. Privat etablerede han en villa på det nuværende Blågårdsgade
16.
 

I 1830erne voksede der på begge
sider af Blågårdsgade enkelte ejendomme frem. De blev beboet
af embedsmænd, pensionister og enker.  

De store jernovne spyede sod, røg og
kulstøv ud over kvarteret. Køkkenudstyr of emaljerede gryder blev
efterspurgt og i særdelshed efterspurgte artikler fra Heegaards
virksomheder. Kakkelovne og strygejern blev også fabrikeret her.

Men i 1836 gik det dog for vidt. Virksomheden
blev udvidet til at omfatte tarmstrenge, der skulle beuges til musikinstrumenter.
Dette afstedkom dog en forfærdelig stank, og myndighederne greb ind.
Allerede to år efter måtte denne industri lukke.  

Planløst byggeri med slum

Planløst villabyggeri blev afløst af
fire til seks etagers lejekasserner.

En af de største byggespekulanter var
F.C. Bülow.
Han var datidens største byggematador. Han udstykkede
og solgte løs uden at ofre noget som helst på at byggemodne. Når
han anlagde veje, fik køberne lov til at betale en årlig afgift til
ham. Man behøvede dengang ikke at tage hensyn til byggevedtægter.
De kom først senere, og dem var byggematoderne med til at vedtage.

Derfor opstod hele kvarteret  som
et arbejderkvarter med slum fra starten.  

Kloakering, vand og lys så man
bort fra. Regnvand og kloakslam omdannede Blågårds Langvej
og de tilstødende veje til bundløs ælte. Vandet og slammen løb ned
i Sortedamssøen. Her fik man også en overgang drikkevand fra.  

En anden af byggematadorerne var Hans
Chr. Bangert.
Han havde købt lystgården Solitude, som han
udstykkede.

Det var en ret tynd byggelov, man skulle
forholde sig til – dengang i 1856: 

  • Var det tale om et etagehus
    skulle mindst en fjerdedel udlægges som gårdrum
  • Var der vinduer, udvides
    kravene til mindst 25 kvadratalen (10 m2) og ikke under 3 alen (1,88m)
    til nogle af siderne.
  • Til hver lejlighed skulle
    der være adgang ad ro trapper, samt krav til minimumshøjde (2,5m)
    for beboede etager.

 

Egen kommune

Byggespekulanterne ville ikke betale
afgifter til kommunen, så man oprettede simpelthen en egen kommune.
Grundejerne valgte en formand og i fællesskab ordnede man sine anliggender.

De ville ikke give flere penge ud end
nødvendigt. Det gik rent anarki i foretagendet. Ingen lys, ingen renovation,
ingen vedtægter og overhovedet ingen organisation. Byggespekulanterne
tog ikke æstetiske eller hygiejniske hensyn. Sten blev klasket på
sten i den tilladte højde. Lejekasserne blev opført på kryds og tværs..
Profitten lå i at hobe de flest mulige mennesker sammen på så lille
et område som overhovedet muligt.

Lys og luft havde fattigfolk ikke brug
for.

I den ene ende af kvarteret fandtes fornemt
tilbagetrukne villaer, længere fremme uhyggelig spekulationsbyggeri.  

Der var ingen brolægning og ingen fortove.
Men det, der var værst, var at der ingen rendestene var. Det idylliske
vandløb, som i slottes tid løb langs alléen, var blevet en slimet
og stinkende grøft.

Københavns Kommune
havde tilbudt istandsættelse af kvarteret, såfremt man ville åbne
Blågårdsgade
for offentlig færdsel, men grundejerne havde sagt
nej af angst for nye byrder og mindre profit.  

Men efterhånden måtte man overgive
sig. Forholdene blev uoverskuelige. Grundspekulanterne og byggematadorerne
måtte nu til lommerne. De skulle betale brolægnings og lygteskat.  

Drukkenskab, råhed og skøger

Der var masser af drukkenskab, råhed
og skøger i kvarteret. Pantkontorer var der et par stykker af i
Blågårdsgade.
Her kunne far pantsætte sin pæne jakke, så der
kunne blive til endnu et spil på den lokale. Det kunne jo være at
lykken vendte.

Også i Blågårdsgade
kom ”dullen” fra kommunen. Hun skaffede tandbørster og spisebiletter
til Folkekøkkenet. Men brunkål og gule ærter kunne være barsk
kost over for børn, der ikke var vant til varmt mad. Så var det bedre
med rødgrød med sukker og mælk. Man kunne så sælge spisebiletterne,
så var der flere bajere til far.  

Uniformerede voldsmænd

Fattigdom styrkede sammenholdet. Man
fandt sammen og havde en fælles fjende, politiet. For enden af Korsgade
lå en politivagt. Her gik rygterne på, at uartige mennesker blev gennemtævet.
Man var konstant på vagt over for politiet. De blev betragtet som
uniformerede voldsmænd.
 

Kaos i Blågårdsgade

Den 2. marts 1916 udbrød der kaos på 
Blågårdsgade
og i resten af kvarteret. Et midlertidigt spiritusforbud
var trådt i kraft. Enhver handlende, beværter, gæstgiver og så videre,
der måtte ligge inde med spiritusbeholdninger, skulle inden kl. 9 afgive
beretning om beholdningens størrelse.

Overtrædelse af spiritusforbuddet blev
straffet med op til 9.000 kr. i bøde eller fængsel.

Inden forbuddet var der blevet hamstret
til den store guldmedalje i Blågårdsgade.

Afholdsselskabernes Landsforbund
mente, at forbuddet skulle gøres permanent. Men det mente man bestemt
ikke på Nørrebro. Den 24 marts kunne man i første omgang ånde
lettet op. Det midlertidige spiritusforbud var ophævet. Men sikke dog
nogle priser. Fattigmandssnaps
var blevet beskattet. Priserne var nu:  

  • Taffelakvavit nu 2 kr.
    40 øre
  • Whisky nu 9 kr.
  • Cognac 12
    – 14 kr.

 

Et firma etablerer sig

Her på Blågårdsgade
havde Carl Aller fundet ud af, at overføre billeder fra papir
til sten. Han etablerede sig i 1873 i Blågårdsgade 32
med Nordisk Mønstertidende (nu Femina).
I 1877 fulgte Illustreret Familiejournal.
Og flere blade fulgte. Han og hustruen Laura havde blik for folks
behov. Ved århundredeskiftet rundede Familiejournalen
en kvart million i oplagstal. Lokalerne i Blågårdsgade
blev for små, og i 1907 flyttede etablissementet til Valby.
 

Gang i Blågårdsgade

Men efterhånden kom der gang i Blågårdsgade.
En masse institutioner og butikker etablerede sig efterhånden. Et tilfældig
dyk ned i i virksomheder i 1923 afslører følgende: 

  • Nr. 2, Guldsmed Emil Johansen
  •         
    Snedkerne Wörtz & Rasmussen
  • Nr. 9 Johan
    Østenblad – Herretøj
  • Nr. 17, Maskinkompagniet,
    skotøjsmaskiner
  • Nr. 21, Modebørsen
  • Nr. 29, Bind & Eriksen,
    møbelsnedkere
  • Nr. 32, Dansk Målerfabrik
  • Nr. 42, J. Møller, skrædder

 

Rædselskabinet og forhuggede figurer

I 1898 opkøbte kommunen Anker Heegaards
nu fraflyttede grund. Befolkningen havde brug for åndehuller. De manglede
lys og renere luft.  

På den tidligere fabriksgrund anlagde
kommunen i 1902 en åben gruset plads indrammet af lindetræer.  

Her finder vi Kaj Nielsens
berømte granitfiguer. De blev afsløret i 1918 og var meget omstridt.
Blandt lokale folk blev pladsen døbt som Stenødet
og Slavepladsen. Mange arbejdere følte disse figurer som en
hån mod arbejderklassen. En af datidens kronikører Knud Bokkenheuser
udtrykte det således: 

  • Et værre Rædselskabinet
    kan man ikke tænke sig med dets forvredne og forhuggede Figurer.

 

Arbejdernes plads

Men pladsen udviklede sig efterhånden
til de udstødtes plads. Narkomaner og spritterne samledes her.

Men også arbejderne mødtes her,
og det gør de stadig til 1. maj.  

Konservativ Ungdom
ville den 29. september 1935 provokere arbejderne. De arrangerede et
politisk møde her på arbejdernes hjemmebane. Højrepartiets
ledere, Christmas Møller og Púrchel
var hovedtalerne. Politiet have i forvejen ryddet pladsen og Blågårdsgade
for kommunister. 200 betjente var udkommanderet. Men det var tydeligt,
hvor sympatien gemte sig. Røde flag vajede ud fra lejligheder på pladsen
og i Blågårdsgade.

Da mødet var slut marcherede KU’er
anført af ridende politi gennem Blågårdsgade.
Et større kamp udviklede sig, da kommunister og arbejdere angreb demonstrationen
for enden af gaden ud mod Nørrebrogade.
Der blev uddelt en masse knippelsuppe.  

Med stearinlys og lokumspapir

Man skulle være yderst heldig, hvis
der var lokum i lejligheden på 40 m2 i 1950erne. Ellers var det
bare med at forsyne sig med et stearinlys og en rulle lokumspapir, for
så at gå i gården.  

Pølsevogn og Gøg og Gokke

I krypten under Blågårds Kirke
kunne man om søndagen se stumfilm som Gøg og Gokke, Rollingerne,
Harold Lloyd
eller andre komikere. Men man skulle lige gennemgå
de kirkelige ting, inden disse oplevelser kom.  

På Blågårds Plads
var der en pølsemand. Her kunne man få en slags pølse med sennep
og brød. Ved siden af pølsevognen stod en rund kiosk, hvor man kunne
købe blade og aviser. Fra bagsiden gik man ind af en dør til to rum,
hvorfra man kunne ringe.  

Planløs sanering

Omkring 1960erne var kvarteret beboet
af 18.000 mennesker. De 11.000 befandt sig i usunde boliger. Det skulle
der gøres noget ved. En omfattende sanering blev sat i værk. Den såkaldte
Bulldozersanering
foregik aldeles planløst. Området omkring Blågårdsgade
lignede i lang årrække et udbombet kvarter fra krigens tid.   

I 1970erne trafikmønstret sig væsentlig
for Blågårdsgade. Gaden havde før været en af Nørrebros
mest markante handelsgader, kun overgået af Nørrebrogade.
Nu blev den forvandlet til gågade. Det gik mange år inden man blev
vant til den nye trafikmønster.

Dengang havde sporvognslinie 3 hele to
stoppesteder i Blågårdsgade.  

I en aktion i Blågårdsgade
fjernede Nørrebro Beboeraktion
i samarbejde med Nørrebro Handelsforening
vejbommene, der var sat op for at spærre for trafikken. De blev kørt
ind til Rådhuspladsen og afleveret med et tak for lån
til overborgmesteren.

Men det hjalp ikke. Beboerne fik ikke
trafikken tilbage. Man fik bommene tilbage.  

Fælles kamp

Indretningen blev en fiasko får de handlende.
De lukkede en efter en. Men nogle var galde for udviklingen. Man havde
et slogan Væk med røg, støj og møg.

Nu mente overborgmester Egon Weidekamp,
at det var VS i Blågårdsgade,
der stod for al balladen.

Sandheden var, at 68 – generationen
havde rottet sig sammen til Fælles kamp mod bolighajer, kapitalismen,
det politiske system og borgerligheden.

Kampen om Byggeren er et symbol for denne kamo.  

Mange tomme butikslokaler

I Blågårdsgade
stod efterhånden 44 pct. af alle butikslokaler tomme. Men saneringen
og tidens udvikling havde betydet død for mange af Nørrebros
butikker. Butiksantallet på Nørrebro
faldt fra 2.256 butikker i 1958 til 965 butikker i 1981.

Nørrebro Handelsforening
rettede henvendelse til Rådhuset.
Man gjorde opmærksom på, at Blågårdsgade
inden saneringen havde 110 aktive butikker.

Den 25. september 1979 fik man så langt
om længe overborgmester Egon Weidekamp
til Nørrebro, hvor han skulle stå til regnskab for udviklingen
i Blågårdsgade  

I 1980erne blev Den Sorte Firkant
forvandlet til Den rød – grønne Firkant.
Men mange mente dog at det var noget værre plastikbyggeri, de blev
udsat for.  

Ingen klassekamp uden gadekamp

I 1997 eksploderede spændingerne på 
Blågårds Plads
atter engang.  

Natten mellem den 8. og 9. november 1999
blev mange butikker raseret i Blågårdsgade
og resten af Nørrebro.. Politiet turde ikke køre ind i området.
Dagen efter stod der følgende malet på den gule mur langs Assistents
Kirkegård:
 

  • Ingen klassekamp
    – uden gadekamp

 

Kilde:
Se

  • Litteratur Nørrebro

 

Hvis du vil vide mere:
Læs

  • Nørrebro den 18. maj 1993
  • Solitude, en lystgård
    på Nørrebro
  • Blaagaard Seminarium
  • Blaagaards
    – kvarteret gennem næsten 400 år
  • Blågårds Plads på
    Nørrebro

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro