Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro

Et hospital på Nørrebro

Januar 5, 2011

Det kom som et chock for nonnerne,
at Københavns Kommune ikke ville videreføre Skt. Joseph Hospitalet
i Griffenfeldsgade. Siden 1875 havde de drevet hospitalet. De katolske
hospitaler var på mange områder førende. Her fik man smør 
på brødet. ”Vi køber ikke gamle hospitaler”, udtalte hospitalsborgmesteren,
”Vi bygger nyt”. Og tænk, nogle af nonnerne smuglede vin.
 

En kold modtagelse

Her kom man til verden, her blev man
helbredt for en alvorlig sygdom. Og her fik man den sidste pleje, den
sidste tid på jorden.  

Sct. Joseph Hospital
Nørrebro eksisterer ikke længere, men det gør minderne.

Ordenen blev startet af en Jesuitter
– præst
i 1650 i Frankrig.
Præsten fik kontakt med nogle unge piger. Dengang kunne man ikke bare
sådan gå ud. Derfor anlagde disse piger en dragt, som var datidens
enkedragt. Og denne dragt hold sig i cirka 300 år. Den havde hvid krave,
lang og foldet med mange symboler.

Pigerne skulle løse sociale opgaver.  

En kold pinsemorgen i 1856 kom de første
fire søstre til Danmark. En velhavende dame, der havde været
nede at besøge dem, kaldte dem til Danmark.
Men intet var forberedt. Måske overvejede de at tage tilbage igen.

Inde på Sct. Annæ
Plads
ved Garnisons – kirken,
kom de til at bo. Det var under særdeles ydmyge forhold under en hestestald,
de tilbragte deres første tid.  

Søstrene plejede syge og gamle rundt
om i hjemmene og på Frederiks Hospital
i Bredgade. De åbnede en skole i Fredericiagade,
og fik efterhånden deres eget hus på Toldbodvej.

Søstrene  tjente Gud
gennem pleje af syge og nødlidende på ordenens hospitaler rundt om
i verden.  

Som kaldt fra himmelen

Sankt Joseph Søstrene
kom som sendt fra himlen. I slutningen af 1800 – tallet haltede danske
hospitaler pinligt efter andre lande. De offentlige hospitaler var umoderne
og her var alarmerende mangel på senge.  

Søstrene var benhårde administratorer
og dygtige til at drive hospitaler. De skaffede midler til at bygge
flotte bygninger med det nyeste udstyr. Dette forhold tiltrak mange
læger. De følte, at de her kunne dygtiggøre sig.

De katolske hospitaler blev førende
inden for øre – næse og halssygdomme, samt fødsler og kvindesygdomme.  

Jordlod på 
Parcelvejen

Tre af de fire  første nonner 
var sygeplejersker. Men i starten var det børn og skolegerningen, de
tog sig af. De fik samlet nogle penge sammen. Rygter vil vide, at den
ene af søstrene havde arvet. De købte deres egen jordlod på Parcelvejen
(Griffenfeldsgade).

 I løbet af tre år kunne de ligge
grundstenen til et hospital. De malede, ferniserede og syede gardiner
og lavede madrasser.  

Tre patienter det første
år 

Og i 1875 stod det færdigt. Efterhånden
var de blevet til 12 søstre. Dengang var der kun 12 senge.

Ja egentlig var der kun seks senge. Men
der var kun tre patienter, så der var rigelig med plads. Den ene
havde tyfus, en havde kræft, og den sidste var sindssyg.  

Den oprindelige bygning var opført efter
en tegning af etatsråd, Christian Hansen.
Dengang kostede det 50.000 kr.  

Privathospital med undtagelser

Der var ingen hjælp at hente fra stat
og kommune. Men efterhånden henvendte lægerne sig selv. Speciallæger,
der ikke kunne få deres patienter indlagt andre steder, indlagde dem
her. I mange tilfælde kunne patienterne selv betale. Dem der ikke kunne,
lå her gratis og blev plejet.

Dette kunne man gøre, fordi søstrene
modtog donationer fra byens katolske menigheder.  

Rabarberlandets Hospital

Her i Griffenfeldsgade
åbnede privathospitalet, som godt kunne kaldes Rabarberlandets
egen hospital. Selv om man i Danmark
med grundloven nogle år tidligere havde fået religionsfrihed, så
skulle søstrene eller nonnerne
finde sig i hånende tilråb.  

Man havde en officiel prisliste: 

  • For almindelig pleje 1,50
    kr.
  • For almindelig pleje og
    enestue 2,20 kr.
  • For den allerbedste pleje
    3.00 kr.

 

I 1881 blev hospitalet udvidet til 100
senge. Det kostede 110.000 kr. En betydelig udvidelse blev foretaget
i 1900 ved tilbygning af fløjene ud til Korsgade og Kapelvej.
Ved denne lejlighed blev der også opført en kirke. Nu kunne man præstere
350 sengepladser. Dette arbejde kostede 450.000 kr.

I 1904 blev der yderligere foretaget
udvidelser.  

Efterhånden begyndte bygninger at opstå 
i nabolaget. Og tilbygninger opstod til hospitalet efterhånden som
man fik råd til det. Patienter fra Frederiksberg
og Gentofte blev indlagt her. Kommunerne betalte for deres ophold.  

Man optog patienter uanset tro. Pludselig
havde man 400 sengepladser,, hvoraf de 300 var fællesstuer. De 100
var fordelt på enestuer. Hele 5 afdelinger havde hospitalet.

I 1904 behandlede man 2.401 patienter.  

Dengang kunne patienter ligge på 
hospitalet i årevis. Ældre mennesker boede her indtil de døde. De
havde kun en seng og en kommode.  

Sygeplejerskole med impulser

I midten af 1930erne opstod sygeplejerskolen
under Søster Benedikte. Hun var kommet med friske nye impulser
fra Amerika. Det var nok den bedste sygeplejerskole, dengang.

Men skolen lukkede på grund af
hospitalets usikre fremtid. Desuden blev fødeafdelingen flyttet, og
det var svært at finde praktikpladser.

I begyndelsen blev sygeplejereleverne
tvunget i kirke. Man skulle synge og bede en bøn. Man kontrollerede,
om de unge mennesker havde rene negle og redt håret.  

Moderniseringer

I midten af 50erne købte man og indrettede
Schous Papirfabrikker
til hospital. Man udvidede røntgenafdelingen,
byggede to etager på det gamle hospital midt i gården og indrettede
et stort moderne operationsafsnit. Et stort moderne laboratorium samt
en modernisering af sengeafsnittene blev det også til.  

Selv om hospitalet ikke havde en skadestue
fik mange borgere akuthjælp. Der stod altid en portør, sygeplejersker
og læger parat. Ofte var det tale om socialhjælp.

Ja man sagde endog meget tidlig i hospitalets
historie, at  

  • på 
    Kommunehospitalet fik man margarine på 
    brødet
  • men på
    Skt. Joseph fik man smør på brødet.

 

3.000 fødsler på 
årsbasis

På et tidspunkt var hospitalets
fødeafdeling nomineret til fem faste jordmødre til 3.000 fødsler
på årsbasis.

For nogle virkede hospitalet som en middelalderborg
med ejendommelige skikkelser, der blafrede rundt. Man syntes, at det
var et dystert hospital med den gyldne kristusskikkelse over hovedporten.
Men søstrenes tilstedeværelse prægede den lattermilde atmosfære.  

480 søstre i Danmark

Søsterene
havde drevet hospitaler i Aalborg,Esbjerg,
Århus, Odense, Randers
og Fredericia.

Da hospitalet skulle lukke, ville søstrene
ikke tage til genmæle. Det var imod deres politik. Men de ville heller
ikke gå imod, at nogle forsvarede deres hospital.

Man havde altid sat en ære i at bevare
en hvis standard.  

På hospitalet gik der også 
rygter om, at søstrene måske ikke altid var så hellige. De kunne
godt finde på at smugle vin i deres lommer, når de var i Sverige.
Tolderne kunne aldrig finde på, at visitere dem, sagde de.  

På et tidspunkt var der hele 480
søstre i Danmark. Strandvejen
havde man et noviciatshus. Det var en slags alderdomshjem.  

Tilgang var stoppet

Modviljen mod nonnerne lagde sig.
Københavns Kommune
købte sengepladser på Skt. Joseph for
at dække det stigende behov.  

Søsterene havde regnet med, at København
skulle være knudepunktet. Københavns Kommune
ville ikke overtage hospitalet. Og søstrene måtte finde nye muligheder.  

Allerede i 1973 havde søstrene henvendt
sig til Hospitalsdirektoratet.
Tilgangen til søsterordenen var på tilbagegang, så man var lidt bekymret
for fremtiden. Man ville gerne have direktoratets udmelding om, hvad
man havde tænkt på i fremtiden.  

”Vi køber ikke gamle hospitaler”

Udmeldingen kom aldeles bag på 
søstrene og de 800 ansatte på Skt. Joseph.. Når disse
ikke kunne mere, ja så var kommunen ikke interesseret i at overtage.

Det var den udmelding, der gav det endelige
dødsstød til sygeplejerskolen. Fødeafdelingen skulle flyttes til
Bispebjerg Hospital. Der var ikke planer om at genbesætte de andre
afdelinger.
 

Hospitalsborgmesteren Alsing Andersen
udtalte:

  • Københavns Kommune køber
    ikke gamle hospitaler, vi bygger nye hospitaler og river de gamle ned.

 

Patienter følte sig som
”små grever”

Også den udtalelse kom bag på 
søstrene. For alt hvad de havde foretaget på hospitalet var i
overensstemmelse med Københavns Kommune.

Kommunen havde en skjult plan. De ville
bruge hospitalet til ventepatienter. Hele  400 sengepladser havde
man. Det var et moderne hospital. Nu skulle ældre mennesker, der havde
betalt skat et helt liv bydes på en seng og en kommode.  

Efterhånden var der kun 20 søstre tilbage
på hospitalet. Men deres indflydelse havde præget omgangstonen
på stedet. Patienter udtalte, at de følte sig som små grever.  

Protest
– aktioner

Hele 76.000 underskrifter mod nedlæggelsen
af hospitalet blev afleveret til Hospitalsborgmesteren.
Svaret fra ham var, at det ville have været dejligt, hvis der havde
hængt en femhundredekrone – seddel ved hver underskrift.  

Personalet på Sct. Joseph
gik meget aktiv ind i bevarelsen af hospitalet. Der blev indkaldt til
borgermøder, støttekoncerter i Nørrebrohallen,
og udgivet aviser i et oplag på 45.000 eksemplarer.

Men der var ikke opbakning fra politisk
side til at bevare et billigt og moderne nærhospital. 80 pct. af de
praktiserende læger i København
ønskede hospitalet bevaret.  

Det flotte hospital blev lukket i 1979..
Senere fungerede stedet som plejehjem. Det lukkede i 2005.  

Et minde
– i kælderen

Det var her i kælderen, at Nørrebro
Handelsforening
en gang for et par år siden havde henlagt et bestyrelsesmøde.
Vi sad i en genskabt Nørrebro lejlighed. Det var lidt af en
oplevelse. Efter mødet blev vi vist rundt i Remissens
– centret.

Her viste Ove Dahl,
skaberen af centret, rundt. Meningen er, at folk, der på en eller anden
måde har mistet hukommelsen pludselig ved hjælp af effekter fra deres
liv, kan få genskabt dele af deres hukommelse.

 Ove Dahl
finder du også her på siden med en artikel, samt en anmeldelse af
hans erindrings – og huskebøger.  

Og nu har de ældre mennesker på 
Nørrebro
fået deres egen Ungdomshus
i dele af det tidligere hospital.   

Et aftryk på 
Nørrebro

De katolske søstre efterlod dog også 
andre aftryk på Nørrebro.
I 1889 var kapellet i hospitalsbygningen ved at være for lille, og
den energiske pastor kiggede sig om efter en byggegrund , hvor man kunne
opføre en kirke. I 1889 blev skødet til grunden, Nørrebrogade
27,
underskrevet. Det var et meget centralt sted på Nørrebro.  

I år 1900 blev skolen ved Sankt Ansgars
Kirke
i Bredgade for lille. I 1906 åbnede en skole i
Griffenfeldsgade 7.
Meningen var, at skolen skulle flytte hen til
kirken på Nørrebrogade.

Først den 17. november 1916 var kirken
på Nørrebrogade færdigbygget. I 1923 flyttede skolen
ind til kirken.  

Kilde:
Se

  • Litteratur Nørrebro

 
 

  
 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro