Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Østerbro

Garnisons Kirkegård

Juli 7, 2010

Her er du aldrig alene. Dengang var
kirkegården indhegnet af palisader og grøfter. Grundvandet stod højt.
Man skulle langt ned. Der var ballede i Garnisons Kirke. Og en krig
udspandt sig mellem ligvognene. Fangere fik lovet deres frihed, hvis
de ville begrave de pestramte. Men ak. Kanonskud skulle fjerne stanken.
Og så var det jøden, der blev begravet tre gange. Her ligger mange
flotte titler, men også en af kongens elskerinder.
 

Du er ikke alene

Jeg går turen næsten hver søndag.
Op ad Østerbrogade og forbi søerne. Så går det ellers bag
om Lille Amalienborg og Den amerikanske Ambassade.
Her holder man øje med en både på den ene og på den anden måde.
Du er i hvert fald aldrig alene, når du færdes her.

 

 Det er dog længe siden, jeg har
set politi med hunde på kirkegården. Og disse politihunde løb rundt
uden at være i snor. Det var bestemt ikke noget, der passede overgartneren.
Omkring år 2000 så vi en ræv luske rundt på kirkegården.  

 Og de frygtelige grimme piller,
der skal være med til at sikre ambassaden er der dog endnu. Efterhånden
vokser der planter op omkring dem. Men de pynter bestemt ikke.  

Kigger man op. Kan man som sagt tydelig
se den meget dominerende amerikanske ambassade. Mod Kastelsvej
ligger den britiske og spanske ambassade. Mod Kristaniagade
ligger den russiske ambassade. Jeg tror også at den canadiske ambassadør
bor op til kirkegården.  

Man smider ikke tøjet

Sammenlignet med Assistents Kirkegård
Nørrebro smider man ikke tøjet her, når man skal solbade.
Man kommer heller ikke i flok med en kasse bajer.  

Her lå tidligere et muret kapel
fra 1872. Det blev revet ned i 1994. Det nuværende kapel blev opført
efter. Det er et mindre trækapel beklædt med kobber. Nu er der kun
plads til ca. 50, før var der vel plads til det tredobbelte.  

Lille Amalienborg

Som skrevet passerer vi bagsiden af
Lille Amalienborg.
Under krigen fik General der Imfanterie Hermann
Constantin Albert Julius von Hanneken

besked fra Berlin om, at han skulle skifte hovedkvarter til et
mere passende sted. Hotellet
Kongens Nytorv passede ikke ind i Det tredje Riges
koncept.

Den danske Stat fik ordre til at købe
tømmerhandler Harald Simonsens
pragtvilla Lille Amalienborg.
Villaen var til rådighed for von Hanneken
frem til den 6. februar 1945, selv om han flyttede sin stab til Silkeborg
den 5. – 6. november 1943.  

Harald Simonsen
blev også kaldt Guld Harald.
Millionøsen Erna Hamilton var hans datter. Hun fik aldrig nogen
eksamen, skønt hun var kvik og intelligent. Hun boede i Lille Amalienborg
meget længe. Ja, egentlig flyttede hun først hjemmefra efter at hun
var blevet gift anden gang. Hendes ildrøde hår og slagfærdighed var
berømt og berygtet. Hun nåede også at blive gift en tredje gang.  

Villaen der blev bygget i 1917 blev i
en årrække benyttet af Dansk Røde Kors.
I 2007 blev Danmarks dyreste villa
overtaget af rigmanden Fiitz Schur
for 67 millioner kroner.  
 

Nye gravsteder dukker op

Når solen har skinnet gennem længere
tid, tages der lige et par vanddunke med. Det gælder om, at holde min
afdøde kone, Hanne´s gravsted ved lige.

Et nyt gravsted er dukket op. Det er
Linie 3`s
gamle impresario. Overfor ligger en af hans gode venner,
journalisten Orson Nielsen. Og ved siden af igen, en af ofrene fra Afghanistan.  

Man sætter selvfølgelig en ære i,
at holde ens afdøde kones gravsted i en god stand. Ja egentlig kunne
man betale sig fra det. Men på en eller anden måde, er det ikke rigtig.  

Det er nogle dygtige gartnere de har
på kirkegården. Det er et sted med masser af historie. Ja egentlig
hed stedet Soldaterkirkegården.  

Soldaterkirkegården

Efter en anordning af Kong Frederik
den Tredje
blev der i 1664 anlagt en ny gravplads uden for demarkationslinien.
Næsten samtidig anlagde man lige over for Skibskirkegården.
Denne kirkegård blev lagt under flådens kirke.
Det er den, der i dag kaldes Holmens Kirkegård.

Men noget tyder på, at Soldaterkirkegården
er blevet benyttet allerede i 1644.  

Egentlig går historien tilbage til 1617,
hvor Christian den Fjerde oprettede Holmens Sogn.

Den første begravelse på den nuværende
Holmens Kirkegård
blev foretaget den 10. august 1656. Da blev bådsmand
Mogens Andersen Mürchtüs 

stedt til hvile. Begravelsen blev udført af Holmens
provst Hans Jensen Seidelin.  

En tilsvarende ordning for Soldaterkirkegården
fandtes ikke. Og området viste sig, at være uegnet som kirkegård.
Det var en gammel strandeng og grundvandet stod højt. Man skulle grave
meget dybt. I 1671 foretog man nogle forbedringer. Området blev indhegnet
med palisader og der blev gravet grøfter.

 Den 13. juli 1671 var der officiel
indvielse af kirkegården. Men den blev nu ikke særlig benyttet de
første årtier.  

Man kom ind på kirkegården over
en bro, hvor der for enden var et rækværk. Palisader og grøfter skulle
holde dyr ude. Anvendelsen var lidt anderledes end i dag. Der var ingen
pynt, og ingen gravstene. En ægtefælde fandt således på, at ansøge
om at dyrke grøntsager på den del af konens gravsted, der ikke blev
anvendt.  

Både Holmens Kirkegård
og Garnisons Kirkegård var oprindelig meget mindre end i dag.

I begyndelsen var det kun Landmilitæret,
der brugte kirkegården.  

Ballade i Garnisons Kirke

I 1706 blev den nye Garnisonskirke
ved Sankt Annæ Plads indviet. De mest velbeslåede blev begravet
inde i selve kirken eller på den tilhørende kirkegård tæt op af
kirkens mure.

Kirken var udelukkende beregnet for garnisonen.
Den første prædikestol og den første altertavle kom fra Amalienborg
Slotskapel.
 

Forholdet til stadens sognepræster var
ikke godt. Der opstod mange vanskeligheder og langvarig strid brød
ud. Man befattede sig med trolovelser og vielser. Samtidig udbrød der
strid mellem den danske og den tyske præst i Garnisonskirken.  

Efterhånden var det dog ikke kun de
fattige menige, der blev begravet uden for voldene. Også underofficerer
blev begravet på kirkegården.  Men der var problemer herude.
En giftig stank bredte sig i området. Man havde lagt for lidt jord
på ligene.  

Ligvogns
– krigen

Det hele var nu ikke let. For borgerskabet
skulle begraves med manér. Til det brug var der i tidens løb lavet
en del reglementer. Og det havde noget med rangklasser at gøre. I staden
var deri 1710  to ligvognsforretninger, der konkurrerede med hinanden.

Det var skrædder Johan Andresen.
Han havde sikret sig eneret for Helligånds, Nikolaj
og Vor Frelsers Kirke.  

Ved Holmens
Kirke
sørgede kirkeværgerne for at få eneret til kørsel for
hof – land – og søetaten. Skrædderen svarede igen med at hugge
Reformeret Kirke og Skt. Petri.

Det fik så igen kirkeværgerne til at erobre Vor Frue Kirke
og Trinitatis.

En tredje konkurrent havde imidlertid
lejet sin vogn ud til den nye Garnisons Kirke.
Her blev den brugt til landmilitære begravelser. Det var tapetmager
Peter Magnus Funck
fra Gothersgade,
der havde stor succes med at køre for Garnisons Kirke.  

Dette ville Holmens Kirke
ikke finde sig i. Efter en begravelse blev Garnisons
– vognen
konfiskeret af politiet midt på gaden og trukket til
arresten. Her blev det sagt, at vognen skulle ødelægges. Værgerne
ved Holmens Kirke fik i første omgang medhold. Men ved årsskiftet
1710/1711 fik Garnisons Kirken
tilladelse til at bruge sin indrettede ligvogn til de lig, der til
kirken bliver begravede.
Men ligvognen blev først frigivet
efter at Garnisons Kirke havde protesteret direkte til Frederik
den Fjerde.
 

Pesten

Den frygtelige pestepidemi angreb
København
i 1711.

23.000 københavnere omkom. På 
grund af smittefaren skulle de begraves inden for 24 timer.  Og
det skete uden nogen form for ceremoni.

Man blev nødt til at oprette en ny kirkegård.
Den Kommunale Pestkirkegård
kom til at ligge klods op ad Garnisonskirkegården.  

Soldater blev sat til at grave en række
kuler på arealet nord for Kastellet
op mod det nuværende Classensgade.
På grund af smittefaren trak kommandanten dog sine soldater tilbage.
I stedet blev 17 fangere fra Bremerholm
sat til arbejdet. De fik lovet deres frihed, når de var færdig med
arbejdet. Efter nogle få dage var der kun to fangere, der var arbejdsdygtige.
Resten var enten døde eller stærkt svækkede.

Derfor blev der igen udkommanderet soldater
til gravearbejdet. Dagligt var der op til 300 begravelser.  

Kanonskud skulle sprede stanken

Under pesten var det sådan, at portene
ved Nørreport og Amagerport
kunne måtte passeres af friske og raske personer. Vesterport
måtte kun passeres af syge personer, mens ligtransporter kun måtte
foregå gennem Østerport.  

Mange lig lå 3 – 4 dage
ubegravede og udsendte en frygtelig stank. Soldaterne på Kastellet
beklagede sig. Man affyrede kanonskud over dem for at sprede stanken. 

Efter pesten blev kirkegården udelukkende
brugt til militære begravelser.

Fra 1720 anvendtes kirkegården regelmæssigt
som almindelig kirkegård. Og navnet Garnisons Kirkegård
anvendtes fra 1728.  
 

En jøde blev begravet tre gange

Som så mange andre steder var jøderne
i København også udsat for antisemitisme. Og dette tog fart
i slutningen af 1720erne. I 1729 døde Jens Gedeløcke.
Han blev begravet på Garnisons Kirkegård.
Snart gik det rygter om, at han slet ikke var kristen,
men var blevet lokket af jøderne til at opgive den rette lutherske
tro.

Politimester Hans Himmerich
stævnede hele Gedeløckes familie og en række københavnske
jøder. 

Han befalede simpelt hen, at liget skulle
graves op og overflyttes til jødernes kirkegård på Nørrebro.
Et helt kompagni soldater skulle sørge for transporten. Og det var
jøderne selv, der skulle grave liget op.

Og på Nørrebro
måtte de under slag for soldater grave et nyt sted til Gedeløcke.

Jøderne klagede derefter direkte til
kongen. De fik da tilladelse til at flytte kisten til et tredje sted,
der hverken var i kristen eller i jødisk indviet jord.  

Standsmæssige borgere på 
kirkegården

Det sydligste hjørne af kirkegården
mellem Kristianiagade og Dag Hammarskjöldsgade
blev i 1770 indviet som kirkegård for fattiglemmerne på Almindeligt
Hospital.
I 1857 blev denne afdeling dog overtaget af Garnisons
Kirkegård.
 

I 1805 blev der sagt nej til begravelser
inde i kirken af hygiejniske grunde. Det gjaldt også for borgerskabet.
Det betød at rige standspersoner nu også skulle begraves som
alle andre. Den første standsperson på Garnisons Kirkegård
var general, greve Adam Ludvig Moltke.
Han blev begravet i 1810.  

Det første monument

Det første rigtige monument blev rejst
over Københavns kommandant Georg Ludvig von der Schulenburg,
som døde i 1828. Inden monumentet blev rejst, blev der fremstillet
et gravkammer med plads til generalens kiste samt hustruens Joachime
Francisca Wilhelmine von Løwenstein

kiste.  

De gamle protokoller fortæller om frygtelige
skæbner. Således fandt mange fra Garnisons Hospital
deres sidste hvilested her. Inden for få dage blev tre personer begravet
som alle havde begået selvmord.  

Uden egentlige plan

Gravene blev kastet uden nogen egentlig
plan.

Det militære kommandantskab ville dog
ikke ofre penge på kirkegårdens vedligeholdelse. Efterhånden
lignede det en mindre urskov. I 1812 blev der sat lidt mere styr på
tingene. Der blev anlagt veje og stier. Kirkegården blev inddelt i
afsnit. Opsætning af gravsten blev ligeledes tilladt.  

Ingen begravelse inden for voldene

I 1852 blev et 10.000 kvadratmeter stort
område nord for Blindeinstituttet
taget i brug. Året efter ramte en koleraepidemi København.
Det var blandt andet morbærplantagen på fæstningen, der blev taget
i brug. Et interimistisk ligkapel blev opført. Det stod faktisk helt
til 1872. Men kirkegården fik igen pladsproblemer.   

En af årsagerne til pladsproblemerne
var, at sundhedsvæsnet i 1851 havde forbudt begravelser på de
indenbys københavnske kirkegårde.  
 

Kendte borgere på 
kirkegården

Kendte borgere blev efterhånden begravet
på kirkegården, blandt andet kongelig teaterchef F.C. Holstein
(1853)
og skuespiller Christian Niemann Rosenkilde (1861).
Ofrene fra treårskrigen og krigen i 1864 blev også begravet på kirkegården.  

Her ligger Olaf Rye, Christian de
Meza og N.C. Lunding.
De faldende fra 1864 blev i 1885  samlet
i en stor fællesgrav. Et monument blev rejst med indskriften Herunder
gemmes Støvet af 226 Krigere fra 1864.
 

I 1853 modtog kirkegården 538 af koleraens
ofre. Et af dem var Garnisons Kirkens
sognepræst, C.J. Boye.  

Missionæren fra Lolland

Proprietær Rasmus Buch Clausen
havde en sikker tilværelse på Lolland.
Men som ung mistede han både sin kone og sit nyfødte barn. I 1880erne
flyttede han så til hovedstaden, hvor han forkyndte det kristne ord.
Gårdmissionær Clausen
blev han kaldt. Som medlem af Indre Mission
vandrede han fra gård til gård i et københavnermiljø, hvor vold,
druk og prostitution hørte til dagens orden.  

I 1904 fulgte et stort ligfølge ham
fra Sankt Andreas Kirke til Garnisons kirkegård. Indre Mission
bekostede en af de mest særprægede gravminder på kirkegården til
ære for Clausen. Missionæren er portrætteret  i halvfigur
i naturlig størrelse. Hans blik er intenst, nærmest manisk, mens han
prædiker ud fra biblen, som han har i sin venstre hånd.  

Dyrekirkegården

I fem år havde kirkegården et noget
bizart naboskab. På en grund mellem kirkegården og Dag Hammerskjölds
Allé
indrettede gartner Johan Preisler
før første verdenskrig en hundekirkegård. Den var oprettet med familiegrave
og almindelige gravsteder.

Her lå også Kirkegaard
for Stokhusslaver og enkelte henrettede Forbrydere.

Den meget forsømte fattigkirkegård,
blev også kaldt for slavekirkegård.
Den blev officielt nedlagt samtidig med nedlæggelsen af Københavns
Stokhus
i 1857.

Fædrelandet
skrev i 1858: 

Noget uhyggeligere kan selv
den dristigste fantasi næppe tænke sig. Her findes hverken vej eller
sti. Brændnælder, tidsler og andet ukrudt står i den frodigste vækst
om sommeren, og kvinder af samfundets bærme benytte fortrinsvis dette
sted som tumleplads for deres uærlighed.
 

Det blev en ganske pæn succes med hundekirkegården.
Men i 1917 kun få år efter oprettelsen blev initiativet opgivet. Aviserne
var hårde mod kirkegården. I flere artikler beskrev de, at nogle hunde
såvel i døden som i livet havde bedre kår end mennesker.

 Det var her Lille Amalienborg
blev bygget. Og efterkommere af grundlæggeren af verdens første hunde
– kirkegård driver i dag et gartneri på Emdrupvej.  

Vejviserens skaber

I 1925 overdrog kommunen kirkegården
striben langs Dag Hammerskjölds Allé
til gengæld for det område, der lå sydøst for Bergensgade.  

Her ligger Jens Louis Petersen.
Det var ham, der fordanskede Admiralens Vise. Han skrev flere
afsnit af Huset på Christianshavn.
Han var desuden redaktør af Blæksprutten.  

Ove Krak,
manden bag Københavns vejviser og ham, der var skyld i, at så
mange gader og veje måtte have navneforandring, ligger her også.

Han var dog ikke den første, der kom
med ideen. I 1750 havde den unge norske præst og præstesøn, Hans
Barnow
fået ideen. Men det var ikke ligefrem egnet til udgivelse: 

Kontrollør Hauch i Hummergade var
en ”satan”. Madam Clausens tehus i Nicolai Kirkestræde
”siges at være et horehus” 
o.s.v.
 

I 1862 fik stadskonduktør, Thorvald
Krak
privilegiet til at udgive vejviseren, og hans søn, Ove
Krak
førte det videre.  

Borum, Gress og Liebe

Og Poul Borum,
der i Ekstra Bladet haglede de danske boghandlere ned i møget.
Jeg svarede ham i bladet Det danske Bogmarked.
Men det indlæg svarede han aldrig på.

Af andre forfattere på kirkegården
kan nævnes Barbara Gress.  

Bag klokkestablen ligger Otto Liebe.
Han var statsminister i seks stormfulde døgn  under påskekrisen
i 1920.  

Kongens elskerinde

Midt på kirkegården ligger Danmarkshistoriens
sidste officielle maitresse, Bente Rafsted,
senere Frederikke Benedikte Dannemand. Frk. Rafsted
var en datter af en borer ved Holmen.
Hun kom i 1808 i forbindelse med Frederik den Sjette, og blev
hans elskerinde. Dette forhold bestod indtil hans død i 1838. Mn der
var en pause i forholdet i årene 1815 – 1818. Kongen blev gjort bekendt
med, at Frk. Rafsted havde været ham utro med en spansk greve.
De blev dog igen gode venner, og elskerinden blev installeret i en gård
Toldbodvej.  

Hun fødte kongen to sønner og to døtre.
Hun blev ophøjet i adelstanden under navnet Dannemand.
Desuden skulle hun tiltales oberstinde.

I en årrække var mindesmærket om hende
forsvundet, men i 1988 blev det igen sat op på kirkegården.  

Heltene fra Dybbøl 

Under en poleret granat ligger Olaf
Rye.
Under et heldigt gennemført angreb mod Fredericia
den 5. juli 1849 døde den norsk fødte general.

En anden af de store fra den tid,
Anton Frederik Tscherning
ligger under en stor kastanje. Tscherning
var leder af Bondevennerne.
Han var krigsminister, da krigen mod Slesvig brød ud. 

General Christian de Meza
er her også. Han var overgeneral i krigen i 1864. Han var ansvarlig
for rømningen af Dybbøl. Dette udløste en massiv kritik fra
politisk side. Dette betød, at han måtte træde tilbage. Han døde
som en meget skuffet mand.  

Fru Drusse,Peder Most og Tivoli

Vi er mange, der har læst romanserien
om eventyreren Peder Most. Forfatteren til disse pragtfulde bøger
Walther Christmas
er her også.  

Tivolis
grundlægger Georg Carstensen
ligger på et anlæg, der gennem årene er blevet fornyet. Kun gravstenen
synes at være den originale. Rundt om er der sat et gitter op.  

Fru Drusse
fra Lars von Triers, Riget er her også. Hun hed i det daglige
Kirsten Rolffes.
Grisehandleren fra Matador
og cirkusdirektøren fra Cirkus Buster, Buster Larsen
er her også. Han gik ofte tur med sine hunde på Østerbro.  

Flotte titler

Fine navne ligger på kirkegården,
Bauditz, Fibiger, von der Schlenburg, Hegermann
– Lindencrone, Ahlefeldt – Laurvig, Irminger, Lundbye

og Gyldenfeldt.

Her ligger gehejmekonferenceraad,
etsråd, geheimeraad, justitsraad, amtmand, kammerherre, hofjægermester,
greve, generalinde, admiralinde, oberstinde, professor, generalmajor,krigsminister,
højesteretssagfører, biskop, dommer

og viceadmiral.  

Men så ligger her også almindelige
dødelige som min afdøde kone. Uddannet på filmskolen, som produktionsleder.
Hun var filmskaber, aktiv christianit og kulturmedarbejder på det Kongelige
Bibliotek. Men på gravstenen er titlen eller titlerne  ikke som
mange andre steder, angivet.  

Underlagt Hærens
øverste myndighed

Garnisons  Kirkegård
er i dag præget af, at det er soldaternes kirkegård. Det er en selvstændig
menighedsråds drevet kirkegård underlagt Hærens
øverste myndighed.

Det er mange betydningsfulde gravsteder
på kirkegården. Og det er de lokale kirkegårdes ansvar, at bevare
disse gravminder.  

Intentionerne er ikke bare at bevare
fortjente personers
graver. Der er ikke en fast regel for, hvornår
en person er blevet fortjent.
Det hjælper, når man har været omtalt i Dansk Biografisk Leksikon.  

Kirkegården har ydet tilskud til ikke
mindre end 300 gravsteder. Der skaffes hvert år mange penge til at
renovere bevaringsværdige gravsteder.  

Min anbefaling er. Gå 
en tur på kirkegården. Det er en oplevelse, både for sjæl og
legeme.
 

Kilde:
Se

Litteratur Østerbro

Litteratur København (under udarbejdelse)  

Hvis du vil vide mere:
Om Københavnske Kirkegårde, Se  

Begravelse på Assitens Kirkegård
1887 (under Nørrebro)

Da Gertrud rejste sig fra kisten (under
Nørrebro)

Livet på Assitens Kirkegård (under
Nørrebro)

Under jorden – på Assitens
Kirkegård (under Nørrebro)

 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Østerbro