Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder

Fattige i Tønder

December 6, 2009

Det er sjældent at historien beskæftiger
sig med de fattige, og hvilken behandling, de får. I denne historie
kan du høre hvordan Tønder tackler problemet. Tiggertegn, indsamlinger
og trusler om, at man som fattig skal opføre sig ordentligt. Det hele
ender med fattiggården Gørrismark, hvor man ikke må
nyde kaffe, the eller spiritus. Man måtte heller ikke ryge. Til gengæld
fik man vælling, grød og kål til middagsmaden.
 

Tiggertegn skulle bæres synligt

I 1548 fastsatte Christian den Tredje
at tiggere, der var hjemmehørende i Ribe Stift og dermed
Tønder by,
skulle have tiggertegn, der skulle bæres synligt på
frakken.

De husarme
i byen skulle registreres, så de kunne få af de midler, der blev indsamlet
fra fattigblokke i kirken og ved byportene. Desuden fik de midler
fra fattigbøsser, der blev båret rundt ved familiefester og fra bøder.

De øvrige fattige kunne hver lørdag
under fattigfogedens ledelse tigge hos byens borgere. 

Alvorlige oversvømmelser

Handelen gik tilbage efter svenskernes
hærgen. Marskegnene oplevede alvorlige oversvømmelser i årene 1717,
1718 og 1720.

Alt dette gav næring til ny tiggeri. 
Hæren var blevet indskrænket og blandt tiggerne så man en stigende
andel af forhåndværende soldater. 

Tvungen fattigforsørgelse

I 1708 var der indført tvungen fattigforsørgelse
i kongeriget. I de forskellige enklaver forsøgte man at efterleve dette.
Også i gottorpske Tønder var der brug for reformer. Tiggeriet havde
taget overhånd. Unge, sunde, fremmede og unyttige tiggere prægede
gadebilledet. I forvejen havde byens egne borgere brug for almisser.  

Den hårde vinter 1708 – 09 og
det efterfølgende års misvækst, samt stigende kornpriser bevirkede,
at fattigdommen tog til.  

Nye initiativer

Det var den velhavende rådmand, købmand
og kniplingshandler Peter Struck
der tog initiativet til nye reformer. Han var præget af pietismen,
der blandt andet kom til udtryk ved oprettelse af vajsenhuse og forbedring
af skole – og fattigvæsen. Peter Struck
tog også initiativ til at udvide byens hospital.  

Tiggeri sat i system

Alt tiggeri blev forbudt. Tiggerne skulle
underholdes af frivillige bidrag fra byens borgere. Provst Reimarus,
bysekretær Richter
og Peter Struck
gik fra hus til hus for at få alle indbyggere til at tegne sig for
et ugentlig beløb til den nyoprettede fattigkasse.

I alt tegnede borgerne sig for 43 mk.
1 ½ sk. Samt 11 brød ugentlig.

Mod en ugentlig betaling fik Niels
Petersen,
skolemesteren på hospitalet til opgave at kræve dette
beløb, hver uge.  

Hver lørdag klokken 2 skulle de fattige
nu i overværelse af Peter Struck
eller en anden rådmand, samt en borger fra hvert af byens fire kvarterer
modtage en understøttelse i penge samt 2 pund brød. Skolemesteren
skulle ved hver uddeling indlede med salmen Nu beder vi den Helligånd.
Derpå skalle han læse et stykke af katekismen og slutte med en lov
– og takkesalme. Først derefter fik de utålmodige fattige deres
understøttelse. 

Nogle gange var der et par hundrede der
fik understøttelse. Men de indsamlede penge forslog slet ikke. Så 
mange borgere skænkede ekstra beløb til indkøb af brød. Ved juletid
1709 blev der foretaget en særindsamling.  

I længden gav de velhavende ikke nok
til fattigkassen. Derfor ophørte indsamlingen i 1711. nu måtte de
fattige nøjes med de penge, der på anden vis, blev indsamlet. 

Vajsenhus samt tugt
– og værkhus

Fra slutningen af 1720erne forsøgte
man igen at samle penge ind hos borgerne i Tønder. Det hang sikkert
sammen med, at der var ansat en ny provst J.H. Schrader.
Han var en ivrig pietist. Fra første færd forsøgte han, at få det
forfaldne fattigvæsen på fode igen. Men ak, resultatet blev endnu
ringere end i 1708 -09.

Først i 1736 lykkedes det at få 
et levedygtigt fattigvæsen i byen.  

Det lykkedes for Schrader
at få Vajsenhuset op at stå. I en tilbygning blev der opført
et tugt – og værkhus. Her blev tiggere og urolige hoveder,
forbrydere og sindssyge indsat på fattigkassens eller pårørendes
regning. De fik underhold, med der skulle arbejdes.  

Magistraten gav nogle rådsmedlemmer,
to præster samt en udnævnt fattigforstander til opgave at tegne borgerne
til forhøjede frivillige bidrag.

Hvor godt det virkede, er det tvivl om.
Under den strenge vinter i 1749 blev de fattige i Tønder nødt til
at tigge. Efter Schraders død i 1737 deltog ingen præster i
fattigvæsnets bestyrelse.  

Magistraten sad på 
fattigkassen

Hver mandag kunne de fattige, der ønskede
hjælp komme op på rådhuset. Blev en understøttelse bevilliget,
modtog den fattige en anvisning på fattigkassen. Så var
det fattigforstanderen, der udbetalte et beløb hver onsdag i salen
over hospitalet. 

I første omgang var beløbende frivillige,
men efterhånden fastsatte magistraten ydelserne. Det var også 
magistraten, der enevældig bestyrede fattigkassen uden indgriben udefra.
Dette protesterede den meget aktive præst J.G.C.
Adler
i 1793 over. Men det lykkedes ham ikke at få ændret administrationen.  

I 1803 – 1804 forsøgte Adler
at indrette et hørspinderi for midler testamenteret af kniplingshandler
Poul Popsen.
Men det kuldsejlede.  

Fattig
– distrikter

Fattigvæsenet skulle bestyres af et
kollegium bestående af borgmester, hovedpræst, fysikus og politimester,
samt en rådmand, to deputerede, en kongelig embedsmand og en god borger.

Byen skulle inddeles i 5 Armendistricte,
hvert under en fattigforstander, der tillige skulle være medlem af
kollegiet.

Den væsentlige opgave var at give de
arbejdsduelige arbejde enten i en arbejderanstalt eller i deres eget
hjem. For at kunne dække de øgede udgifter, som følge med især fattigarbejdets
indførelse. Man håbede på at byens borgere ville bidrage.  

I Tønder fik kvinderne mulighed for
at tjene en kummerlig løn som kniplersker. Ja kvinderne blev faktisk
tvunget til denne beskæftigelse. Tog de ikke arbejdet, tog man hele
understøttelsen fra dem. (Se artiklen
– De stakkels kniplepiger i Tønder)
 

Den initiativrige købmand

Da arbejdsløshed og tiggeri fortsatte
allierede magistraten sig med købmand Matthias Asmussen.
(Se artiklen – En patriot i Tønder)

For byens regning anlagde han i 1783
i Østergade 56, en hue – og strømpefabrik, der fik privilegier
af kongen. Fabrikkens formål var at afhjælpe lediggang og tiggeri.
I 1790 arbejdede der ca. 40 arbejdere i fabrikken, der afsatte for ca.
3.000 rdl. Om året.

Desværre satte krigen 1807 – 
14 en stopper for fremgangen. Fra 1814 begyndte fabrikken at give underskud
og byens engagement ophørte. I 1826 var der således kun en vævestol
og 12 arbejdere beskæftiget. I 1829 blev bygningen lærerbolig for
seminariet.  

Asmussen
oprettede også en anden virksomhed, et uld – og linnedmanufaktur,
hvor i alt 200 – 300 fik beskæftigelse. Mon ikke Asmussen
havde indkalkuleret den billige arbejdskraft. Men officielt blev han
hædret. Da han i 1785 lod nye bygninger opføre i Østergade 29,
satte han en indskriftstavle på huset med følgende påskrift: 

  • Erbaut 1785 von Matthias
    Asmussen.
  • Man hilft den Dürftigen
    die Mittel gern ersinnen
  • durch Fleiss ihr eigen
    Brodt in Ruhe zu gewinnen

 

Der var ikke alle, der fik lov til det
som Matthias Asmussen fik lov til. Således ansøgte Jens
Matzen
om lov til at anlægge et vajsenhus og en stoffabrik til
de fattiges bedste.
Magistraten afviste dog ansøgningen med den
begrundelse at Matzen ville udnytte de fattige og selv indkassere
profitten.  

Den triste historie om Asmussens
videre færd kan læses i den nævnte artikel. Pludselig ville Tønder
ikke vide af ham.  

Allerede i 1780 havde fysikus Johan
Gottfried Krichauff
gjort sig sine tanker om, at tiggeriet kunne
afskaffes ved at sætte de fattige i arbejde.  

Fattige blev begravet uden præst

Når fattige skulle begraves, foregik
det som regel i stilhed. Den laveste klasse kunne ikke betale, hvad
det kostede. Skoler og præster var heller ikke så ivrige for at hjælpe
dem. Som regel måtte de så give afkald på deres sædvanlige takster.

I kirkebogen for Tønder fra 1751 kan
man således læse: 

  • De følgende Lig blev ikke
    meldt for mig. Det blev mig blot sagt, at der ud over de foregående
    indtil 7.11.1750 var blevet begravet 11 Mænd, 12 Kvinder og 11 Børn
    i Stilhed.
  • Da Dødegraverne (die Kühlengräber)
    ikke som det er deres Pligt i rette Tid har angivet de Lig, som er blevet
    begravet i Stilhed hos mig, så har jeg umuligt kunne føre Bog derover.

 

Det var nok, at graveren var til stede.
Degn og præst kunne godt undværes. Endnu i 1793 skete det, at navnene
på de begravede ikke blev nævnt til præsten.  

På 
tiggerjagt

Tiggeriet tog til i Tønder.
Det var mange fremmede tiggere i byen. Og Magistraten befalede, at der
skulle fortages såkaldte tiggerjagter. Den 26. november 1766 kaldte
man således 8 borgere op på rådhuset. De skulle to og to sammen med
en bytjener gå på jagt i byens fire kvarterer. Men det var nu ikke
den store succes. Tilsvarende jagter blev fortaget i de følgende år.

De pågrebne blev transporteret til hjemstedet.
Var de blevet pågrebet før, blev de sendt til tugthuset i Glückstadt.

Men tiggerne havde fået nys om jagterne
og tog deres forholdsregler, så jagterne fik aldrig den store betydning.  

Ekstraordinær indsats

Under den alvorlige dyrtid i 1766 holdt
omegnens bønder og opkøbere korn tilbage, og de stigende priser hvilede
tungt på underklassen. Magistraten måtte derfor opkøbe et større
parti rug for at sænke prisen.  

I Tønder
var der i 1812 – 1817 nødvendigt at foranstalte særuddelinger af
brød til de fattige. Konkurrencen på tekstilfremstilling tog til.  

Nedgangstider for Tønder

Al industri var næsten forsvundet fra
byen. Også kniplingsindustrien gik væsentlig tilbage. Nye moder og
udenlandske maskinfremstillede bomuldskniplinger udkonkurrerede de håndlavede
trådkniplinger.

I 1820’erne steg arbejdsløsheden mærkbar
i Tønder.  

Arbejdsanstalt i
Østergade

I 1822 udstedtes regulativet for en kommende
arbejderanstalt. Her skulle alle arbejdsløse kunne få beskæftigelse,
og således tjene til eget underhold. Man håbede på den måde
at kunne begrænse fattigkassens udgifter.

Arbejdet skulle være frivilligt, men
arbejdsduelige, som bad om offentlig understøttelse, var forpligtet
i at deltage i arbejdet.  

Arbejderanstalten blev indrettet i det
tidligere sygehus i Østergade 15.
Som følge af manglende midler trådte arbejdsformidlingen først i
gang i 1826 – 1827. Som startkapital blev der lånt 6.000 mk. Som
værkmester blev antaget skomager Friedrich Christian Alwadt.
Han havde bestyret Vajsenshusets tugthus.

I 1834 deltog 124 personer i arbejdet.
Folk mødte ikke kun frivillig op. Der blev også brugt tvang. 

Stigende tiggeri

Snart hobede vanskelighederne sig op.
Det var svært at få de producerede varer solgt. De var heller
ikke konkurrencedygtige og kvaliteten var for dårlig. Varelagret svulmede
op, arbejdshuset gav underskud og gælden voksede.

I 1833 blev virksomheden indstillet og
i 1834 måtte Alwadt flytte fra Østergade 15.  

Stemningen var vendt mod det offentlige.
De trykkende sociale forhold viste, at magistraten og fattigforstanderne
ikke alene kunne klare problemerne. En nyordning af fattigvæsnet blev
etableret.

Fattigforstanderne klagede over stigende
tiggeri. 

Offentlig bespisning

Fattigkommisionen fratog en stor del
af de fattige deres kontante hjælp og udleverede i stedet en portion
middagsmad hos kogemesteren Martin Knudsen og hans kone
i det store køkken i arbejderhuset i Østergade 15.

Nu var det ikke de store luksusretter,
der stod på menuen. Ideen og menuen kom fra Flensborg.
I 1833 stod følgende på spisesedlen: 

  • Mandag: Brødsuppe
  • Tirsdag: Grynsuppe med
    sirup og eddike
  • Onsdag: Byggrød
  • Torsdag: Brødsuppe
  • Fredag:
    Ærtesuppe
  • Lørdag: Byggrød
  • Søndag:
    Ærtesuppe

 

Det var ikke den store variation, og
rådmand Christian Outzen, der skulle checke kvaliteten gav dog
også kun følgende karakter, forsvarlig god.  

Den offentlige bespisning blev afviklet
i løbet af 1833, men midlertidig genindført under den strenge kulde
i 1841.  

Navne på 
fattiglemmer offentliggøres

I marts 1835 blev alle fattiglemmers
navne offentliggjort. Også bidragsyderne til fattigkassen blev
offentliggjort med beløbsstørrelse.

Men mange borgere gav udtryk for, at
de ikke ville være de fattiges tjenere. Og i øvrigt havde de byrder
nok i forvejen. I et regulativ fra 1842 blev der bestemt, at der ventede
fattige, der optrådte trægt, trodsigt eller utilbørligt over for
fattigkollegiet, regnskabsføreren og fattigplejerne, fængselsstraf
eller korporlig afstraffelse.    

Nyt fattighus

Kommunen lod et fattighus opføre på 
den grund, hvor der tidlige havde ligget en kirkegård. Fattighuset
i Østergade 14 var på to etager. Det var beregnet til ca. 80
beboere. I 1840 boede der 77 beboere i huset.  

Efter indretning af den ny fattig – 
og arbejderanstalt i Gørrismark
i 1854 blev Fattighuset overflødigt. I 1855 blev det solgt ved en offentlig
auktion.  

Regeringen udtalte sig meget kritisk
om udviklingen i Tønder, fordi underskuddet hele tiden steg.  

Planer om en fattiggård

De dyrekøbte erfaringer havde skabt
en uvilje. Nu mente man, at en egentlig fattiggård med landbrugsdrift,
som den der i 1831 blev indrettet i Løgumkloster
ville kunne svare sig.

Allerede i 1848 bad magistraten om, at
forpagte seminariets gård, Gørrismark. Treårskrigen
forhindrede dog dette.  

Men i 1851 meldte spørgsmålet sig atter.
Det var den daværende diakon, senere sognepræst og provst Carsten
Erich Carstens
. En komité blev nedsat. De foretog en ”stor”
rejse til fattigarbejdsanstalterne i Abild og Løgumkloster.

Det lykkedes at lokke den erfarende økonom
ved anstalten i Løgumkloster, Andreas Hansen Kragelund
til Tønder.

Regeringen gav så den endelig tilladelse
til forpagtning af Gørrismark.
I 1854 blev der opført en toetagers beboelsesfløj med tilhørende
økonomi – og avlsbygninger.  

På 
fattiggård eller ingen understøttelse

De ca. 140 personer, der i Tønder
nød fast understøttelse fik at vide, at der fremover ikke mere ville
blive udbetalt faste ugepenge. Ville de have hjælp måtte de flytte
ind på fattiggården. Samtidig ophørte udbetalinger til beklædning
og husleje uden for anstalten og de ekstraordinære understøttelser
blev beskåret meget.

Fattiggården blev meget dominerende
i forsorgen. De optagende blev underlagt meget streng disciplin. Nydelsen
af kaffe, te og spiritus samt tobaksrygning blev forbudt.  

Middagsmaden var heller ikke noget at
prale af. Carstens mente i 1860 at Fattiggården var en stor
succes, for fattigvæsenets udgifter var reduceret.  

Kilde:
Se

  • Litteratur Tønder
  • Litteratur Sønderjylland
    (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil mere om
Fattigdom i Sønderjylland – Se: 

  • Udvandring fra Tønder 1-2
  • De stakkels Kniplepiger
  • En af Tønders patrioter
  • Lov og ret i Tønder
  • Sygdom og andre lidelser
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Aabenraa’s fattige (under
    Aabenraa)
  • Husvild i Aabenraa (under
    Aabenraa)

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder