Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København

Forlystelser i København

Oktober 13, 2009

Vi fokuserer specielt på 
tidsrummet 1820 – 1870. Tivoli
åbner. Et uvæsen breder sig – 
sangerinder på slap linie. Dansehaller, hvor der ender med slåskamp.
Væddeløb på Fælleden, husarer er udkommanderet for at få 
gratisterne væk. Fine borgerforeninger opstår. Far går til klub.
Og så er det dyrehaven. For dem med knap så
mange penge er det De fattiges Dyrehave.
 

Nu skal vi alle spare

København lå i lang tid gemt bag
sine volde, og militæret gjorde sit til, at der var begrænsninger
i forlystelseslivet. Og da københavnerne i 1843 fik Tivoli,
ja så skete der virkelig noget.  

I Frederik den Sjettes tid var
der mange, der mærkede statsbankerotten i 1813. Nu skal vi alle
spare,
sagde majestæten. Jo, det kunne sandelig mærkes. Ildebranden
i 1795 og genopbygningen kostede også. Ja og så blev meget af det
igen skudt i grus i 1807. Er det noget at sige til, at man ikke lige
med det første tænkte på festhuse.  

Kvinderne havde natstol

Læderstræde, Kompagnistræde og
Lavendelstræde
var kendetegnende for armod og ensartethed. Og gassen
fik københavnerne først i 1857. Det var lidt trist og mørk derude.
Vandet skulle hentes ude ved gadeposten eller brønden ude i gården.
Først to år efter kom kloakvæsnet i orden.  

Og toiletforholdene. Ja, husets herrer
var henvist til gården. Kvinderne havde en transportabel natstol.  

Dyden sejrede ikke altid

Meget tidlig om morgenen tog dagens gerning
fat. Man nåede lige thevandet. Allerede mellem 10 og 11 kom dagens
anden måltid. Et lidt beskedent stykke smørrebrød med en hvidtøl.
Og herreskabet fik vel en sjat brændevin. Det var danskernes nationaldrik,
og man anså det for at være helsebringende. Middagsmaden var omkring
kl. 13. Fra omkring 1870 blev det rykket til kl. 15 for hovedstadens
vedkommende. Kl. 18 kom the – maskinen på bordet og først kl. 21
var der aftensmad.

Dydige borgere var i deres seng kl. 22,
men det var nu ikke altid dyden sejrede.  

Højtlæsning

De bedre økonomiske forhold begyndte
at brede sig omkring 1840. Men vi havde dog stadig handelskrise. Man
søgte glæden i foreningslivet og i klubben.

Når et familiemedlem kom på besøg
blev man trakteret med the og hvedetvebakker. Og ellers stod den på 
højtlæsning. Walter Scotts
historiske romaner var meget populære. Man havde da også politikeren
Carl Ploug
eller Charles  Dickens.
Der kom gang i strikketøjet under denne højtlæsning.  

Middagsselskaber

Tællelyset kom der gang i. Man holdt
igen med de kostbare vokslys. Enkelte steder havde man også olielamper.
I de velstillede hjem blev musikken dyrket. Middagsselskaberne kom i
gang omkring 1860, men også kun i velstillede hjem.

Skulle man til sådan et selskab måtte
man leje en droske hos en vognmand. Men de første offentlige drosker
var dog kommet allerede i 1828.  

Man startede selskabeligheden ved 18
tiden. Efter at diverse tøjstykker var aflagt og skiftet, deltes herrerne
og damerne.

Damerne tog deres medbragte arbejdsposer
frem. Og så gik passiaren. Opskrifter, sladder og rygter. The
og kammerjunkere blev serveret.  

Til herrerne var der stillet spilleborde
frem. Nu gik det løs med L´hombre
og Boston. Sidstnævnte var datidens modespil, Whist
kom først senere til sin ret.

Mændene blev trakteret med snaps, cognac
eller rom. For damerne blev der serveret et udvalg af husets syltetøj,
jordbærmarmelade, ribs – og hindbærgelé.  

Der er serveret

På slaget 21, gjorde husmoderen
tegn på, at spilleriet skulle afsluttes. Så vandrede alle hen
til middagsbordet. Masser af lys blev båret ind, men ingen blomster.
Op til 1850 havde man kun en blomsterhandel i København. Det var
madamme Mørk
i det skæve hjørne ved Nyhavn og St. Strandstræde.
Det var hverken tulipaner, syrener eller roser. Måske var der enkelte
geranier eller pelargonier i vinduerne.  

Hovedretten ved bordet var forloren
skildpadde, en skinke eller en oksesteg.

Dertil blev der drukket rødvin.

Efter den varme ret blev der serveret
afskårne sager og til sidst hjemmebagt æblekage. Skulle det være
rigtig fornemt, var der bestilt en svesketærte hos konditoren. Isanretninger
og kransekage forekom yderst sjældent.

Til kagen drak man rompunch, der enten
skænkedes på af bollen eller var hældt på karafler. 

Det var normalt, at man sang ved bordet.
Enten havde man sin egen visebog med, eller den blev delt ud af værten.
Og også fædrelandet blev hyldet ved denne lejlighed.  

Cigarer og lotteri

Selskabet skiltes ved midnatstid, lettere
omtåget og med øjne og næse fulde af røg. De første cigarer kom
til landet i1808. Hirschprung
åbnede sit første udsalg i 1826, men først i 1840erne vågnede frihedsfornemmelsen
for cigaren i almindelig fri luft.

Skulle en af deltagerne havde fået lidt
for meget, ja det ansås ikke for at være et brud på den gode
tone.  

Var der ungdommelige med til festen kunne
man også finde på at spille lotteri.  

I 1850erne var middagsmaden rykket frem
til kl. 14, og i 1860erne var den yderligere rykket en halv time frem.
Nu måtte man også godt holde taler ved bordet. Det var ikke så passende
før i tiden.  

På Den Kongelige Skydebane
fik man nu noget, der hed banketter. Men her havde kvinderne ikke adgang.
De havde kun adgang til teateret her i 1850.  

Masser af vin

Fra 1850 – 1870 blev der spist
meget og drukket meget vin. For borgerskabet og middelklassen var det
ikke så dyrt. Der kunne præsteres meget for en snes rigsdaler.
Hvis vi kigger på en spiseseddel i et velstillet hjem for 24 personer
blev der i 1868 serveret følgende: 

  • Krebsesuppe, Fiskestuvning,
    skinke med grønne ærter, Vingélé 
    med cremesauce, Oksesteg, kage, smør og ost, konfekt.

 

Herfra skal lyde velbekomme. Bordets
glæde spillede en meget stor rolle for dem der have råd i dansk hjemmeliv
fra 1820 – 1870.  

De fine foreninger

I 1820 var der 18 klubber og foreninger
i København med tilsammen ca. 2.200 medlemmer. Og det var vel og mærke
kun mænd. Kvinderne måtte i undtagelsestilfælde gerne komme med som
gæster.  

Den fineste af foreningerne var Dreyers
Klub.
Det var for borgerskabets elite.  De holdt til huse i
Efterslægtens røde gård i Østergade.

Senere flyttede man til Vildmanden
i samme gade. Her blev man forenet med Kongens Klub.

En del længere nede på rangstigen fulgte
Det Borgerlige Selskab, Det Borgerlige Enigheds
– selskab og Det Bestandige Borgerlige Selskab.

Sidstnævnte var det mest populære. Medlemmerne var mest næringsdrivende.
De fik en ret god fortjeneste, da selskabet omkring 1870 beseglede sin
oplæsning ved at sælge sit udstrakte sommerlokale. Det var en stor
have ude ved Ravnsborg til byggegrund. Ja det tales skam om,
at hvert medlem fik en fortjeneste på 100 Rigsdaler.  

Det Kongelige Teaters
syngespil og enkelte kirkekoncerter i forbindelse med højtiderne var
nogle få musiktilbud dengang. Men klubber som Harmonien
og Det Forenede Musikalske Selskab
havde nogle velbesøgte koncerter.  

Far går i klub

En gang om ugen kunne familiefaderen
mødes med ligesindede. Her begyndte man også at spille billard. I
sommerlokalet dyrkede man keglespillet. Fugleskydning med musikkorps
og borgmester i spidsen var også populær.  

Dramatologi

I 1820 fandtes der kun et offentlig teater
i hovedstaden. Men interessen for selv at at dyrke dramatologien opstod.
Man ville gerne agere skuespiller over for en kreds af ligesindede.
Foreninger som Det Dramatiske Selskab
og Thalia opstod.

Allerede i 1780 opstod Dramatisk Litteraire
Selskab.
Denne forening kaldte sig også Borups Selskab.
I 1809 åbnede man også for kvinder. De måtte spille ”de yngre roller”.  

Fastelavnsløjer og pølsegilder samt
maskeballer for kvindernes vedkommende blev populære. Og en lille middag
på Bellevue  

Valsedrømme

Omkring århundredeskiftet kommer valsen
væltende ind syd fra. Nu blev manden nødt til at lægge armen om damens
liv. For nogle var dette uanstændigt. I 1830erne kommer så de livlige
Strauss
valse. Jo, man havde jo Rheinländer, men nu var der kommet
mere Schwung. Men vi kunne sandelig også herhjemme. H.C.
Lumbye
var den danske dansemusiks mester. Champagne
– galop
er fra 1845.  

Ballerne havde forandret karakter. De
havde mistet stilfuldheden, men til gengæld var der kommet meget mere
humør på. 

Omkring 1860 blev kvadrillen Les Lanciers
obligatorisk  ved bal af en hvis betydning.  

Dansehaller

Der var masser af danserestauranter i
København. En af de ældste var Kæden
i Dronningens Tværgade.

De lidt ældre danserestauranter lå 
i kældre. Eller det rettere udtryk var vel nok danseboderne.
På de bedre danseboder søgte kommiser
og kontorister.
På de mere tarvelige mødte matroser, soldater
og slagtersvende.
Damerne var tjenestepiger på en friaften,
små
syersker og nymfer.  

Belysningen var elendig, orkesteret var
en violin og klarinet. Foruden dansen bestod nydelsen i indtagelse af
øl og brændevin. Nogle steder som i Ulkegade
skulle man betale 4 skilling i entré. Der var ingen ventilation. Her
var en duft af brændevin og madrester, fyldt med sved og uddunstninger
og ildelugtende klæder. Bad var på de tider et temmelig fjernt begreb.  

Ofte endte en god aften med et slagsmål.
Politiet havde ikke et venligt øje til de små danseboder.
Colossæum
ude ved Værnedamsvejen
havde dog et nogenlunde ry. Andre danseboder fra den tid var Kalkeballen
i Lille Kannikestræde, Fønix (også
kaldet Fuglen) i Helliggeiststræde, Aftenstjerne i Lille Regnegade.
 

Da voldene faldt søgte folk mod Figaro
Vesterbro. Det var oprindeligt indrettet søm Ølhalle
(Tors Hal),
hvor man kunne drikke den nye bajerske øl.  

De mægtige studenter
– fester

Studenterne var borgerskabets førere
og instruktører i politisk liberalisme. Studenterforeningen blev stiftet
under et beskedne forhold i 1820, og i 1840 gik der politik i den. Man
etalerede et slags broderskab med svenskerne. I 1845 hensatte man københavnerne
i en festrus, da man skulle fejre den nordiske forbrødring. Det foregik
på den kongelig skydebane, hvor man drak mjød af åd
bjørneskinke. Marstrand og Skovgaard
havde dekoreret væggene med asserne. Hele 550 deltog i arrangementet
og Det Kongelige Ridehus havde også åbnet dørene. 

. Således inviterede Skandinavisk
Selskab
til festmiddag i Dyrehaven.
Og bønderne var København og omegn mødte op i 140 vogne. Der var
rejst et telt til 1.300 personer. Man fortærede 678 flasker rødvin
og 605 flasker champagne. Og københavnere der ikke have penge nok,
mødte også op.  

Den sidste festdag forgik i Tivoli
Københavns nyeste forlystelse. 13.000 mennesker mødte op.
Det svarede til hver 10. beboer. I Cirkusbygningen
var der dækket op. Midt på gulvet stod store kar fyldt op med punch.
Vesterport
stod undtagelsesvis åben hele natten.

Det var den største fest, København
havde holdt i uendelige tider.  

Sejrs
– og Grundlovsfest

I 1849 fejrede man troppernes indtog
og den nye grundlov. Man fik at vide, at den tapre danske hær sagtens
kunne måle sig med den tyske hær. Dette overmod blev skæbnesvanger
i 1864. i treårskrigen hjalp stormagterne. Det gjorde de ikke i 1864

 Man havde overhovedet ikke en ide
om, hvordan det stod til nede i Sønderjylland. Det må nok tilskrives
regeringens fejlslagne politik og manglende udvikling i forsvaret, at
man tabte to femtedel af riget.

Men grundlovsfesterne blev en tradition
i Tivoli. Man forsøgte også på Erimitagesletten,
men her fungerede det bare ikke.  

Nørrebros teater

Morskabsteatret
havde stor succes på Vesterbro.
Men i 1828 fik man konkurrence fra Nørrebro. Blågård
var ved at blive udstykket, men i hovedbygningen blev der indrettet
teater. Det var bagermester Scheer,
der bekostede fortagnet. Og det var dyrt – hele 40.000 Rigsdaler.
Det var italieneren, Pettoletti,
der blev leder af teateret. 1.200 tilskuer kunne stedet rumme. Problemet
var bare at det var plant, så på de sidste tilskuerrækker kunne man
overhovedet ikke se noget. Det var nogle ret fantasifulde forestillinger
med gymnastik i haven og meget mere.   

Pettoletti
fortsatte i 1834 med Vesterbro Teater.
Men dansk skuespil og danske skuespiller var forbudt. Han måtte importere
teater fra udlandet. Så han inviterede et tysk operaselskab og senere
italienske sangere til teateret. Pettoletti
– familien
havde teateret frem til 1850. Så overtog arkitekt
Henrik Petersen
stedet. Nu fik han tilladelse til at vise dansk
teater og bruge danske skuespillere.  

Ved Filosofigangen
byggede Cirkus Renz i 1860 et telt. Tilstrømningen var stor.  

Georg Carstensen

Men Georg Carstensen
var begyndt at røre på sig. I Rosenborg Have
havde han i 1841 oprettet en Vauxhall.

Han inviterede til en tre dages fest
i Christiansborg Ridehus. Det var vel nærmest for at skaffe
flere abonnenter til sin nye journal Figaro.
Festen blev gentaget i foråret.

Han lånte Rosenborg Have
og lavede en sommerfest med hele 4 orkestrer. Også dette blev gentaget
med en kæmpe succes. Således sejlede dampfærgerne Hamlet og Malmø
i pendulfart for at samle de skånske besøgende op.  

Den 1. juli 1842 havde han indsendt en
ansøgning til Kancelliet om at oprette Kjøbenhavns Sommertivoli
og Vauxhall.
Det havde den driftige bog – og papirhandler M.H.
Bing
dig allerede gjort, men betingede sig at koncessionen skulle
være afgiftsfri. Men han fik afslag.

Carstensen
fortsatte med sine arrangementer. I Classens Have
Østerbro have han arrangeret nogle Fyrværkeri
– fester.
Han overvejede at etablere et tivoli på grunden, men
den var for dyr.  

Den 28. maj 1843 havde Carstensen
fået tilladelse til at oprette et tivoli. Han skulle leje sig ind på
en græsmark, hvor Københavns brændevinshandlere havde deres køer
gående. I løbet af blot to uger fik han aktieselskabet Kjøbenhavns
Sommer – Tivoli
op at stå. Aktierne blev solgt for 25 Rigsdaler
pr. stk. 

I løbet af kort tid blev den ene bygning
efter den anden rejst. Nå ja, bygning er nu så meget sagt. Der var
intet murværk, snarere planker forbundet med sækkelærred. Tagene
var af sejldug. Det kunne godt hænde, at en besøgende en regnfuld
sommerdag fik en ordentlig spand vand i hovedet.  

Gamle træer blev bygget ind i etablissementerne.
Det første fik navnet Slukefter.
Det var lejet ud til konditor Lardellis enke.
Her blev der opvartet med forskellig slags underholdning. I 1865 rykkede
Rantzau
ind med sine sangerinder. Men allerede da var pavillonen
synkefærdig.  

Et lille teater rykkede ind i Tivoli,
og den første koncertsal var halvåben. Her optrådte Lumbyes Strygeorkester
på 22 mand og Braunsteins Harmonimusik
med 17 mand. Men den store tiltrækning var den nye rutschebane. Også
en karrusel blev opstillet. Året efter blev en lille ø i stadsgraven
inddraget. En bro blev bygget. Men idyllen blev afbrudt af særdeles
grovkornet optræden af sangerinder. Et par thepavilloner  blev
opsat. Men det var dog en bazar i tyrkisk stil, der tiltrak opmærksomheden.
Her var salg af frugt, blomster, cigarer og kager, ja lige fra parfume
til handsker.  

Carstensen
bestyrede selv et kunst – og industrimagazin,
hvor varer kunne indleveres til salg. Her var også et trykkeri, hvor
Tivoli – Avisen,
blev trykt.  

Da den første sæson var afsluttet,
havde 175.000 besøgt den nye have. Folk strømmede til fra provinsen
og fra Skåne.

I 1872 måtte Lumbye
nedlægge taktstokken grundet sygdom. Han havde skrevet under på, at
han hver uge skulle møde frem med to nye kompositioner. Det siger sig
selv, at alt ikke var lige godt.  

Alhambra på 
Frederiksberg

Pludselig forregnede Carstensen
sig med opførelsen af  et casino. Og så var han væk. Syv år
efter vendte han tilbage og grundlagde Alhambra
Frederiksberg Allé. Carstensen
oplevede ikke selv åbningen. Tivoliet slæbte sig igennem i 12 år.
I 1869 måtte det lukkes.  

Opstigninger med luftballon blev også 
et tilløbsstykke for Københavnerne. Luftskipper Tardini
måtte lade livet på Kalvebodstrand.

I Tivoli blev en ny bazarbygning og en
ny koncertsal opført i 1863.  

Et uvæsen breder sig

Omkring 1855 bredte et uvæsen sig gennem
København. Det var de såkaldte sangerindeknejper.
Uvæsenet bredte sig sammen med det bajerske øl. Inden for 10 år havde
22 værtshusholdere i København og 9 på Frederiksberg
fået bevilling på optræden af indtil fem personer. Lønnen til de
optrædne var det som kom ind under indsamling blandt publikum i pauserne.
Det hele var råt og tarveligt og bundede i dårlig smag kunne datidens
konservative medier berette.  

I Dyrehavens
sangerindetelte tryllebandt Julie Westermann
år efter år soldater og slagtersvende.  

Gymnastikundervisning

Sport og idræt kendte man ikke. Ved
århundredets begyndelse havde den tyskfødte professor Nachtegell
kæmpet for organiseret gymnastikundervisning. I 1828 blev gymnastik
indført som tvungen undervisningsfag i alle skoler. I byerne var dette
hverv overdraget til pensionerede underofficerer. Hvor mange steder,
der egentlig blev undervist i gymnastik var dog tvivlsomt.  

Gang i svømningen

Der var mere gang i svømningen. Men
badeindretning i husene var ganske ukendt. Ønskede man et varmt bad
måtte man på et sygehus eller besøge dem i 1850 anlagte Hambroske
Badeanstalt
ved Rundetårn.
Men de fleste foretrak dog det rigtige vand.
I 1829 blev Ryssenstens Badeanstalt
ved Langebro anlagt. Her blev der anlagt et ret anseligt hus
med karbade og en række badehuse ude i strømmen. Huset blev revet
ned i 1891. Senere blev der oprettet en masse badeanstalter og badehuse
rundt om i København. 

Skøjteløb og fjerdbold

Unge drenge forlystede sig med langbold
ude på Fælleden. Unge damer forsøgte sig med fjerdboldspil.
I slutningen af 186oerne kom Crocquet
– spillet
hertil. Men var det en egentlig sport?

Om vinteren var der kanekørsel og
skøjteløbning.
 

Ridesporten

De velstillede dyrkede ridesporten .
Men det var lige så meget af praktiske grunde og egentlig beregnet
til transport.

Men så begyndte de første væddeløb.
Hertug Christian af Augustenborg

var meget interesseret i den danske hesteavls forbedring.

I sommeren 1832 fandt det første væddeløb
på et indhegnet areal på Nørrefælled
sted. På pladsen blev rejst en tribune for de kongelige herskaber.
Kørende og ridende kunne tage opstilling, ellers var der kun ståpladser.

Den ene halvdel af Blegdamsfælleden
var omgivet af et plankeværk, men det var så lavt, at alle kunne se
over det. En afdeling husarer havde til opgave at genne alle gratister
bort. Omtrent ved Holger Danskes Briller
lå tribunen med splitflag for kongehusets medlemmer.  

Fra 1870erne var der Erimitagesletten
der var udgangspunkt for væddeløbene.  

Zoologisk Have i en blomsterhave

I Prinsesse Wilhelmines
tidligere blomsterhave åbnede Dr. Kjærbølling
i 1859 sin Zoologiske Have ude ved Frederiksberg Slot.
Det var nu en ret beskeden begyndelse. Museerne begyndte også at vokse
frem. Først lignede de en slags pulterkammer, men efterhånden tog
de form.  

Nye udflugtsmuligheder

I begyndelsen af 1860erne hørte udflugter
udenfor portene
til hverdagslivet. Dengang syntes afstandene meget
større. Der var ikke noget, der hed sporvogn dengang.

Datidens kvinder gik sjældent ud alene.
At promovere med en ung herre, der ikke hørte til familien på 
åben gade, ansås enten for kompromitterende eller forpligtende.

Frisk luft kneb det med. Gammelholm
tilhørte marinen. Den var afspærret for almindelige dødelige. Hvis
man ville promovere på Langelinje
krævede det et tegn. Og det kostede 2 Rigsdaler. Først i 1848 blev
stedet offentlig tilgængelig.  

Datidens shopping
– center

Østergade var dengang det store shopping
– center. Her kom de fine damer. Ved gadens ender lå de fornemme
Schweizer- Konditorier. Kræmmer Børre, Raphael og Mitchell

havde første klasses varer. 

Kongens Have
– endnu ikke opdaget

De Fattiges Tivoli
og Bastionerne var også tilløbsstykker. Sidstnævnte skulle
dog først lige åbnes af militæret. Og Store Bededagsferien var hele
volden en summende bikube.

Grønningen
havde et godt traktørsted, men ofte var der slagsmål på stedet. Her
kunne man så lytte på militærmusik.

Kongens
Have
var endnu ikke blevet et udflugtsmål. Beboere fra Adelgaden
og Borgergaden
tog sig store friheder og brugte stedet som blegeplads.
De vaskede kludder og linned, ja de tørrede faktisk også bleer på
stedet. Og nogle bankede gulvtæpper.  

Langs søerne

Spadsereturen omkring søerne langs
Ægteskabs – og Kærlighedsstien

var populær. Her var fuldendt idyl. Turen gennem Kastellet
til Strandpromenaden , hvor Bechs og Engelbrechts Badeanstalter
blev anlagt i 1840 var populære. Så kunne man fortsætte helt op af
stien ud til Kalkbrænderiet.
Sundets bølger gik helt op til denne sti.  

Frederiksberg Allé 

Allerede fra 1829 eksisterede forlystelsesstedet
Rosenlund
med kulørte lamper. Men Tivoli
blev efterhånden en hård konkurrent. I 1846 måtte stedet lukke. En
del af grunden blev udlagt til dansesalonen Colossæum.

Frederiksberg Allé 
lå indtil 1854 i bælgmørke om aftenen. På begge sider af alléen
var der dybe grøfter, så en ikke stedkendt i ler bedugget tilstand
kunne godt komme på afveje. Og Carit Etlar,
som var en af de første villaejere herude,  fortalte, at han en
aften var blevet angrebet af en grævling.  

Schweizeren Monigatti
fik i 1826 lov til at bygge et telt i Runddelen.
Han fik ret til at servere kaffe og chokolade. Det var det første sted
i hovedstads – området, hvor man kunne høre tyrolersange. Traktørstedet
Aleenberg
helt oppe i alléens højre side Havde i mere end et århundrede
underholdt med karruseller, kastegynger m.m. I 1856 fik man dog en konkurrent,
nemlig Sommerlyst. Det var et gammelt lyststed Ratzeborg,
der var blevet omdannet.  

Frederiksberg have

Frederiksberg Have
havde Frederik den Sjette som hyppig gæst. Ofte roede han på
kanalerne. Inden havde man nyt musik op fra slottet. Jo, nu var det
jo ikke alle beskåret, at kunne beskue kongefamilien. Således fik
Nyboder – folket
forbud mod at færdes her. Det må have været
en oplevelse. Undertegnede har haft den fornøjelse i mange år, at
løbe rundt i Frederiksberg Have
søndag morgen. Det kan sandelig anbefales. Og så er hvis nok også
sundt.

Søndermarken
blev åben for offentlig tilgang efter enkedronning Maries
død i 1852. Her lå også det sagnomspundne Eremitternes Grotte.
Men se det er en helt anden historie.  

Charlottenlund Skov

Der var ikke så langt til Charlottenlund
Skov
som til Dyrehaven.
Inde fra København var det en overkommelig fodtur. Det var en hvis
ynde og smag over stedet. Konditor Lardelli
underholdt med kager og chokolade samt harpemusik.  

Transport til Dyrehaven

Dem der ville til Dyrehaven
kunne komme det med skib til Bellevue
eller med vogn. Ved Trianglen
holdt de såkaldte Kaffemøller
eller Holstenskvogne med sæder bag hverandre. Men det gik efter
nutidens forhold ikke særlig hurtig. Det tog halvanden time. Grunden
var nok den sandede strandvej.

Men så var det jo, man kunne tage
de to dampbåde William og Emma
fra Toldboden.  

Klampenborg
fik i 1845 en ny attraktion, nemlig Vand
– Kur- Brønd og Søbadeanstalt. Dr. Hjaltelin

beordrede dagligt 6 glas kildevand. Dette tal steg så senere til 12
og 15. Men stedet blev aldrig den store succes.  

Der er mere derude

Tivolis
åbning var ikke godt for Dyrehaven
som forlystelsessted. Jo man ville da gerne besøge Fortunen.
Skovløberstederne Frederiksdal
og Søllerød fortsatte deres succes. Her kunne man gøre holdt,
og få varmet sin medbragte proviant. På den måde opdagede københavnerne,
at fornøjelserne ikke stoppede ved Charlottenlund og Klampenborg.  

Kilde:

Se Litteratur København (under udarbejdelse) 

Hvis du vil vide mere:

  • Gamle værtshuse i København
  • Tog til København
  • Historien om Nørrebros teater
    (under Nørrebro)
  • Østerbro – langs søerne
    (under Østerbro)
  • Nord for Østerbro (under
    Østerbro)
  • Søerne foran Nørrebro (under
    Nørrebro)

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København