Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder

Tønder – mellem dansk og tysk

Oktober 13, 2009

Tønders historie mellem 1850 – 1864.
Det danske militær måtte komme Tønder til undsætning. En forbitret
kamp opstod. Den danske stat ville gennemtvinge dansk i skolerne og
dansk konfirmationsundervisning. Selv Grundtvig blandede sig i debatten.
En præst søgte 15 gange væk fra Tønder. Han tordnede mod magthaverne,
og misbrugte både Kierkegaard og Grundtvig.  Og der blev rejst
sag mod ham. Læs her om de groteske forhold, som man næsten havde
glemt.
 

Holdningskrig

Gennem krigen 1848 – 1850 forsøgte man
at indlemme Slesvig i det tyske forbund. Modsat gjorde man fra dansk
side meget ud af, at markere Slesvigs tilkørselsforhold til Danmark.
Det danske sprog fik en bedre placering i Mellemslesvig.

For Tønders vedkommende blev tiden fra
1850 – 1864 præget af disse forhold. Mange danske embedsmænd fik modsætningsforholdet
at føle. Og mere eller mindre misbrugte man både Kierkegaard og
Grundtvig.
Nye modsætninger blev åbenbaret i den såkaldte
klosterpolitik.
 

Tønders handelsforbindelser gik i århundreder
sydpå og byens præstestand var hovedsagelig uddannet syd på. Men
omgangssproget var typisk sønderjysk. 

Anti – danske tendenser

Først under Christian den Ottende
kunne man fornemme en klar Slesvig – Holstensk
holdning. I 1840 kunne den til da politisk farveløse avis Tondersche
Intelligentzblatt
berette om skarpe antidanske tendenser.

Der blev oprettet en Slesvig – Holstensk
sangforening,
der fik en fane med de Slesvig – Holstenske
farver.  

Byens repræsentant i stænderforsamlingen
Wilh. Beseler
blev anklaget for højforræderi. Dette benyttede
Stænderforsamlingen
i Slesvig
demonstrativt til at udnævne ham som præsident.  

Tønder slutter sig til Slesvig –
Holsten

Da den danske hær havde lidt nederlag
i Slesvig i 1848 sluttede Tønder sig til den provisoriske regering
i Slesvig Holsten. Dette bevirkede at Tønder fik en ny amtmand.
Senere blev borgmester Knudsen
erstattet af Bureachef Lüders. 

Christian den Ottendes
tidligere kabinetssekretær F. Tillisch
sendte Baron Hugo v. Plessen til Tønder. Hans opgave var at
afsætte både amtmand og borgmester. Han blev mødt med de vildeste
gadeoptøjer, der tvang ham til at forlade byen igen.  

Militæret til hjælp

Først den 22. juli 1850 blev Tønder
besat af danske tropper. Amtmand og borgmester flygtede fra byen. Men
oprørsånden var for alvor trængt igennem i Tønder.

Dagen efter blev justitsråd Drøhse
indsat som borgmester, amtmand og politimester. Den 30. juli blev hvervet
som amtmand overladt til Grev Arthur Reventlow.
Dette hverv bestred han fra 1850 til 1860. Han blev senere politimester.  

I begyndelsen blev han taget vel imod
af de dansksindede. Men allerede i 1852 undrede en Tønder – borger
sig over, at de tyske lærere og præster blev siddende i deres hverv.
Stemningen vendte sig mod Reventlow.
Han blev beskyldt for at bruge det tyske sprog mere end nødvendigt. 
Den 11. april 1860 blev han forflyttet til Bordesholm Amt i Holsten.  

I 1853 blev kanceliråd J.H. Holm
udnævnt som herredsfoged, ligeledes blev politimesterembedet lagt under
ham.  Den temperamentsfulde Kjær
blev borgmester i 1853. Han gjorde meget for danskheden.  

Afsked til en provst

Provsten Michael Ahlmann
nød absolut ingen tillid i danske kredse. Under krigen havde han føjet
sig efter de Slesvig – Holstenske
ønsker. I Tønder gik det rygter om, at hans kone døde efter at have
pådraget sig en forkølelse under optøjerne mod v. Plessen
i 1849. Manden var ellers hårdt ramt. Han mistede en søn som følge
af tyfus i 1850. To andre sønner blev alvorlig syge af samme sygdom.

Flere forsøgte i tidens løb at få
ham afskediget. Men først i 1852, da kritikken mod ham tog til, blev
han afskediget.  

Carstens

Diakonembedet havde Carsten Erich
Carstens,
en købmandssøn fra Tønder. Han havde haft sin skolegang
i Tønder under rektor Decker.
Denne var i 1810 blevet leder af skolen og seminariet i Tønder.
Carstens
var fortsat til universitetet i Kiel.
Han færdes med glæde i det tyske Burschenshaft.
I 1840 blev han diakon, hvor han blev til sin død i 1899. Fra 1864
til 1884 var han provst og førstepræst.

Han interesserede sig meget for Tønders
historie og blev gjort til æresborger.  

Undervisning på tysk

I hovedskolen skulle der undervises i
det tyske sprog i forbindelse med skriftlige opgaver, men man skulle
også igennem dansk sproglære. I rektorklassen blev der fortsat undervist
i tysk samt 

     oeffentlicher Unterricht in der Dänischen
    und Französischen Sprache, so wie auch falls der Lehrer die Fertigkeit
    dazu besitz, in der Englischen Sprache.
     

På seminariet undervistes også i tysk.
Men det hed sig, at man skulle drage omsorg for, at dansksprogede skulle
kunne udtrykke sig skriftligt på dansk. Undervisningen skulle også
koncentrere sig om det kristelige budskab. Seminariets leder og førstelærer,
Bahnsen
var kendt for sin dygtige undervisningsmetode og strenge
disciplin. Godt nok var han tysk kulturrepræsentant, men han stod i
det bedste forhold til Christian den Ottende.  

Sprogrevision på vej

Christian den Ottende
havde foreslået en sprogrevision. Men den havde ikke så let ved at
slå igennem i Tønder. Den gamle forestilling var, at tyk var de dannedes
sprog, mens dansk var en dialekt, der kun egnede sig til at bruge, hvor
talen var om dagliglivets foreteelser.

For Tønders vedkommende blev det foreslået,
at kirkesproget skulle veksle mellem dansk og tysk. I skolen skulle
der være en grundig indlæring af begge sprog. Pastor Ahlmann
nåede at give sit besyv med. Han mente, at kirkesproget fortsat skulle
være tysk. I skolen skulle man kun ændre til dansk i de sogne, hvor
dette ønskedes.  

Advarsel mod reform

Pastor Carstens
advarede mod at gøre splittelsen i befolkningen større. Sproget er
folkets helligdom. Pastoren mente, at den dialekt der blev talt i Tønder
lignede den tyske mere end den danske. Der har altid været holdt dansk
prædiken for danskere. En dansk skole havde det aldrig været og
der har – efter natur – og folkeretten – aldrig kunnet rejses krav derom,
for dem, der frivilligt begiver sig til en fremmed kommune, underkaster
sig dermed også frivillig denne kommunes ordning.

Carstens
mente dog, at der skulle oprettes en dansk skole for den danske befolkning
og at dansk undervisningen i de tyske skoler skulle øges til det dobbelte.  

Tysk ret – tysk skik

Deputeretkollegiets 16 medlemmer protesterede
mod dansk skolebrug. I en erklæring skrev de deputerede blandt andet. 

    – Tysk
    ret, tysk dannelse, tysk skik har fra Arrilds tid hersket her i Tønder,
    den lybske ret, der er os hellig, er givet til en tysk by, alle vore
    materielle interesser, vor handel og vort samkvem fører os mod syd.
       

Skrivelsen blev overrakt til borgmester
Kjær,
der så skulle videregive den til Magistraten. Men det undlod
borgmesteren. Senere måtte han så over for ministeriet forklare, hvorfor
han ikke gik videre med skrivelsen. Borgmesteren forsvarede sig med,
at han ville hindre et nyt oprør i Tønder.  

Alle lærere blev nu vurderet, om de
var i stand til at undervise på dansk. Nogle af lærerne gik frivillig,
mens andre, der ikke beherskede det danske sprog fik lov til foreløbig,
at blive siddende.  

Med hensyn til undervisningen i rektorklassen
under nyordningen, indskærpede kirkevisitatoriet, at rektor burde fortælle
fædrelandshistorie på dansk, så snart drengene havde sådant kendskab
til sproget, at det kunne ske med udbytte.  

Vurdering af lærere

Pastor Dahl
blev i 1851 ansat til at skulle tage sig af de danske gudstjenester
ligesom han skulle varetage inspektørstillingen på skolerne i byen.
Det var en særdeles udsat post. Og Dahl,
der stammede fra Fjaltring kunne ikke tysk. Og det var uheldig,
når man skulle inspicere skolerne i Tønder.  

De forældre i Tønder, der havde råd
til det, satte børnene til privat undervisning. Og mange af de lærere,
der var blevet fyret, fortsatte med at undervise. De begyndte bare et
kvarter efter de andre, ja så mente man, at det var fuldt lovligt.  

I 1851 blev der skrevet følgende om
nogle af lærerne i Tønder:

    – Om
    Hans Clausen i Vajsenhusskolens øverste klasse: Gamle Clausen er aldeles
    at stole på. Men det er jo ingen tvivl om, at fyren må bort. Man ville
    benytte sig af en bestemmelse fra 1845 om, at myndighederne skal overtale
    en lærer til at fratræde sit embede, når han på grund af alder eller
    svagelighed ikke kan bestride det.

    Om C.F. Clausen i Skrive – og Regnemsterskolen:
    Han er den værste at få bort. Hans skole er ikke engang god. Nu, den
    er tysk. Men dansk kan han aldeles ikke.

    – Om
    kantor Nissen ved Pigeskolen: Han har sin nød med de aldeles fordærvede
    piger. Kan kun \”theilweise\” dansk. Rekvirerer imidlertid danske
    bøger. Er en meget loyal mand med fordærvet af Bahnsen. Han er kvalificeret
    til at blive ansat ved Seminariet.  

To kvinder havde fået nægtet tilladelse
til at undervise ikke – skolepligtige børn i læsning og skrivning,
hvis dette ikke skete på dansk. Privatlærerne havde fået at vide,
at religionsundervisningen fremover skulle foregå på dansk. 

Dansk konfirmationsundervisning –
på vej

Man kunne snart forvente, at konfirmationsundervisningen
også skulle foregå på dansk.

Dette afstedkom nærmest borgerkrigslignende
tilstande i Tønder. Pastor Carstens
bakkede de tysksindede forældre op. Han mente at det var en kirke –
og et tros spørgsmål. Derfor skulle forældrene selv afgøre på hvilket
sprog, det foregik på.  

Provokationer fra prædikestolen

Ikke engang tre år havde Dahl
været i Tønder, før han indgav sin afskedsbegæring. Sprogstriden
havde taget hårdt på ham. Men Dahl kunne ikke rigtig finde sig et
nyt job. Det var som om, at ingen ville have ham. I alt 15 gange søgte
han væk. I stedet provokerede han fra prædikestolen. Så meget, at
han bevægede sig på kanten af en fyring. I Tønder kunne man ikke
tolerere provokation fra prædikestolen.  

En heftig debat i aviserne gik over gevind.
De utilfredse spredte den grundløgn at Tønder var tysk. Man havde
det indtryk, at det var de tyske embedsmænd, der førte an.  

Et seminarium i vildrede

Det tyske seminarium kom i en lidt besynderlig
rolle, nu hvor skolesproget var dansk. Det var også indkvartering af
dansk militær på seminariet. Tilmed blev nogle lokaler brugt som danselokale
for at fejre kongens fødselsdag, ligesom det preussiske militær havde
brugt det til at fejre kejseren.  

I september 1852 tager bladet Dannevirke
stilling til et forslag om, at gøre Tønder Seminarium
til et seminarium for hele Slesvig.
Man skulle både kunne modtage undervisning på dansk og tysk. Forslaget
blev dog afvist. Man var bange for et nyt oprør fra de tysksindede.  

I maj 1853 kunne Rektor Bahnsen
indberette til ministeriet, at seminariet havde 34 elever. Han anmoder
at ministeriet efterhånden tager stilling til seminariets fremtid.
Den 30. juli kunne Bahnsen meddele sine lærere, at seminariet
frem over skulle være dansk, og det tyske seminarium skulle flytte.  

Omtrent samtidig var 4 seminarister i
Flensborg
blevet anklaget for at have sunget Schleswig – Holstein
meerumschlungen i dagvognen.
Af mangel på beviser blev de frikendt.
Men på grund af modstridende oplysninger blev de dømt til at betale
sagens omkostninger.  

Det tyske seminarium åbner i Eckernförde

Bahnsen
ønskede at forlade Tønder je eher je lieber.
Men først i 1858 kunne han åbne seminariet i Eckernförde.
Det skete med ordene: 

    – Dies
    ist ein deutsches Seminar 

I Dagbladet
kunne man i 1855 læse følgende: 

    – Glædeligt
    er det, at dette Hermafrodit – Seminarium i Tønder By skal lukkes til
    Paaske. Uden dette Seminarium ville det aldrig være kommet så vidt
    med Tønder By. Seminarieforstanderen maa for mig være en nok saa loyal
    Mand, saa staar det dog fast, at han ikke har forstaaet at magte den
    politiske Side af sin Virksomhed, der ikke er den mindst vigtige, om
    den end maaske for ham har været den mindst tiltalende.
     

Tønders skoler 1855

Fra en indberetning i 1855 kan vi se
hvilke skoler og hvor mange børn, der gik i dem: 

    – Rektorklassen
    11 børn

    – Pigeskolens
    overklasse 72 børn

    – Drengeskolens
    overklasse 82 børn

    – Vajsenshusskolens
    overklasse 92 børn

    – Vajsenshusskolens
    elementærklasse 96 børn

    – Vesterkvarterets
    elementærklasse 84 børn

    – Desuden
    tre private skoler:

    – Jespersens
    Institut 20 børn

    – Fr.
    Wildenraths institut 18 børn

    – A.
    Sørensens institut 12 børn
     

Den nye biskop Boesen
havde været rundt til skolerne, for at høre om skolerne fulgte de
nye påbud. Og det var et noget broget billede biskoppen fik af forholdene
i Tønder. Der blev dog også givet et par advarsler.  

Værten i Stadt Hamburg
havde indgivet klage over, at Magistraten
nu kun udstedte bekendtgørelser på dansk.  

De tysksindede truer med Frikirke

Grundtvig
havde længe argumenteret for en borgerlig konfirmation – et Troskabs
– Løfte til Staten.
Dette forhold fik blandt andet de tysksindede
til at overveje oprettelsen af en frikirke. Og nu kom Kierkegaard
også ind i Tønders sprogstrid. Han havde nemlig argumenteret for
Ærlighed i de helligste Anliggender.
 

Klosterbrødrenes pave

En ny pastor meldte sig på banen,
Pastor Ley.
Han blev senere kaldt for Klosterbrødrenes pave.
Han formulerede sine hovedpunkter således: Frihed i Slesvig vil
være Fred i Slesvig.

Der fulgte flere artikler med samme sigte.
Disse blev offentliggjort i Vestslesvigsk Tidende.
Dette blad blev fra efteråret udgivet af bogtrykker P. Larsen i
Møgeltønder.
Da Møgeltønder
lå i de Kongerigske enklaver,
var bladet fritaget for censur.  

Grundtvig: Dansk kan ikke påtvinges

Danskheden var blevet en statssag. Og
det var der bestemt ikke alle, der var tilfredse med. I Tønder havde
præsterne Tiedemann, Dahl og Carstens
heller ikke det bedste forhold indbyrdes. I Stænderforsamlingen
var
sprogstriden et tema gennem mange år.  

Om Dahl
kunne man sige, at han fulgte Grundtvig
i den personlige frihed på det kirkelige område. Han delte også
Grundtvigs
tro på, at modersmålet alene kunne vække et folk af
dvale. Men modsat Grundtvig
nærede han ingen skrupler ved at påtvinge befolkningen det sprog,
der skulle vække dem af dvale.

Grundtvig
havde åbenbart også blandet sig i sagen. Han mente ikke, at man kunne
påtvinge børn en dansk konfirmation.  

Privatskole åbnet og lukket

I december 1857 søgte en lærer Borchert
om tilladelse til at oprette en privatskole. Han påstod at have indført
dansk sprog i tre skoler i provstiet. Det var i Leck, Agtrup og Weesby.
Men han oplyste også, at han havde 

    – lidt
    mange Mishandlinger og Forfølgelse og sat en del af sin Sundhed til.
     

Jo der var sandelig gang i den. Men inden
Borchart
fik tilladelsen blev han bedt om at øge antallet af danske
undervisningstimer.  

Men man skal passe på inspektionen i
Tønder. Den 6. april 1859 blev der indberettet, at børnene blev tiltalt
på tysk. Desuden talte eleverne tysk indbyrdes. Børnene læste og
skrev tysk i timer, der var afsatte til andre fag. Skolen blev indstillet
til lukning.  

Fædrelandshistorie på Seminariet

En ny lærer, Thura
var blevet ansat på Seminariet i 1857. Han underviste i dansk, historie
og geografi. Og endelig efter lang tids forsinkelse blev den nye rektor
antaget på det danske seminarium. Det blev A.M. Kühnel.
Han placerede seminaristerne hos dansksindede familier. Kühnel
udtalte: 

    – Fra
    denne Læreranstalt bør ingen udgaa, som ikke kan udgaa med et dansk
    Sind og et dansk Hjerte med Kærlighed til Kongen, Fædreland og Fædrenes
    gamle Sprog.
     

Undersøgelser mod
Dahl

Endelig efter lange tiders gnidninger
mellem præsterne og mellem præsterne og den tyske menighed indstillede
biskoppen til, at Dahl skulle suspenderes. Tungen på vægtskålen
var angivelig at gentagende gange havde generet sin kollega Carstens.

Dahl
klagede sin nød til kongen. Da ikke hjalp, spurgte kirkeministeriet
om han ønskede en domsafgørelse. Dette bekræftede Dahl.

Groteske ting kom nu frem for dagens
lys. Et par af Tønders lærere havde blandt andet sagt til konfirmanderne: 

    – I
    skal nu hen og brænde en stor Løgn af.
     

Og så havde lærer Rosendahl
fortalt at børnene i Tønder ikke kommer fra Mølledammen eller storken,
men at de ernæres i moderens liv.  

Undersøgelseskommissionen mod Dahl
skulle finde ud af om

    – Om
    Dahls ytringer i skolen var rettede mod konfirmationen i almindelighed
    eller specielt mod Carstens konfirmation

    – Om
    Dahl havde benyttet sin stilling som skoleinspektør til at pålægge
    lærerne ved religionsundervisningen i skolen at behandle konfirmation
    en overensstemmende med sine fra statskirken friere anskuelser.

    – Om
    Dahl havde forsøgt at få en brochure om konfirmation underskrevet
    af Dahl, Appel og Ley udbredt i Slesvig
     

Heller ikke efter retssagen blev Dahl
afskediget. Han blev godt nok dømt til at betale sagens omkostninger.
Men også dette blev frafaldet. Grunden var, at Dahl led af en uhelbredelig
sygdom.
 

Den 12. december 1861 fandt sagen mod
Dahl
sin naturlige afslutning., da Dahl
døde af sin sygdom. Den 17. december blev han begravet, og kirken var
fuld. Han var i de senere år blevet betydelig mildere. Efter Dahl’s
egen ønske, var det pastor Sonne
fra Møgeltønder, der stod for begravelsen.  

Ulrik: Dårlige skoleforhold

I 1859 klagede Fysikus Ulrik
over de dårlige skoleforhold i Tønder. Han oplyste, at han havde fire
sønner, som han godt ville give en god uddannelse: 

    – Savnet
    af en god Skole er for Tiden virkelig så følelig her i Byen, at en
    Reorganisation vil blive modtaget med levende Paaskønnelse og snart
    vinde Anerkjendelse selv af dem, der helst vilde have tydske. Den nuværende
    uorganiserede Tilstand, og de overfyldte Klasser, idet Rektorklassen
    jo paa Grund af den forestaaende Forandring ikke er besat, gjør det
    umuligt endog for ret nidkjære Lærere at udrette noget.
     

Tiden gik og intet skete. I januar 1861
skrev provst Hjort, at det var naturligt, at skolevæsnet i
Tønder
deles i en realskole, en borgerskole og en friskole.

Endelig så det ud til der skete noget.
I april 1863 havde den nye realskole 31 elever. Men provsten fandt det
nødvendigt, at man fik flere lærerkræfter. Ministeriet indstillede
til kongen, at tilskuddet blev forhøjet med 1.000 Rdl.  

Nyansættelser og forflyttelser

I 1860 fik byen både ny amtmand og provst.
Grev Reventlov’s
afløser blev Grev L.F.H. Brockenhuus – Schack.
Han blev i 1864 afsat af prøjserne. 

Provst Tiedemann
blev offer for sprogkrigen og blev forflyttet fra Tønder. Han følte
sig chikaneret og bagtalt. Ved sin afgang udtalte han: 

    – Jeg
    lider saare meget ved at være her, lider aandeligt om end ikke Legemeligt,
    lider ved at staa alene og føler mig ene. 

Fra 1878 – 1895 var han for øvrigt forstander
Jonstrup Gymnasium.  

Den 26. september 1860 blev J.L.M.
Hjort
udnævnt til Tiedemanns
afløser. Han kunne hurtig konstatere, at  

    – det
    kirkelige Liv, lader meget tilbage, at ønske og at den store del af
    Befolkningen er helt fremmegjort for Kirken.
     

Klosterfolket

Slesvig
var i 1853 blevet lovet, at de hverken skulle forenes med kongeriget
eller med Holsten. Dette forhold glemte en del politikere dog
i Rigsdagen.

Slesvig
fik stænderforsamlingen, og her blev sprogsagen gang på gang kritiseret.
Og Grundtvig blandede sig atter. Meget klogt bemærkede han, at sagen
kunne løses ved at ansætte en dansk og en tysk præst i hver Præstegiæld.
Man skulle også give befolkningen frihed til at vælge det undervisningssprog,
som man ønskede.  

Sagen var langt fra slut. Sammenslutningen,
der hed Klosterfolket holdt jævnligt møde i Humlekæren.
Disse møder forsøgte den fungerende politimester i Tønder, Kiær,
at forbyde. Han frabad sig også at den grundtvigske kapellan, Bertelsen
fik et embede i Emmerlev.  

I sommeren 1863 forberedte regeringen
den forfatning, som udløste krigen i 1864. Den 18. nov. 1863 blev den
underskrevet af Christian den Niende.
Efter den skulle kongeriget og Slesvig
have fælles lovgivende rigsråd og Slesvig
skulle af bagdøren indlemmes i kongeriget.

Klosterfolket var stærkt imod dette.
Og mange i Tønder frygtede konsekvenserne. Man mente herfra, at befolkningen
i Slesvig skulle spørges først. 

Man kan sige at Klosterbevægelsen fik
deres tanker igennem efter 1920. de fastholdt kravet om tvungen dansk
i offentlige skoler. Ordningen fra 1920 indførte tysksprogede kommuneskoler,
hvor der var behov for det.

Denne ordning blev ændret efter 1945.
De offentlige tyske skoler blev ophævet. Men det blev tilladt mindretallet
at drive private tyske skoler med tilskud efter privatskoleloven.  

Bitter og nedtrykt stemning efter
1864

Efterretningen om Dannevirkes
rømning lørdag den 6. februar 1864 fremkaldte en ubeskrivelig bitter
og nedtrykt stemning blandt de dansksindede. Om aftenen kunne borgerne
se embedsmænd flygte gennem byen sydfra.

Søndag den 7. april kom en afdeling
dansk artilleri gennem byen og efter et kort ophold drog de mod nord.

Det var et hårdt øjeblik at se de sidste
danske tropper i meget lang tid i Tønder. Gendarmeri og politi forlod
også byen. Der var ikke mere sikkerhed i byen. Da også en del af Tønders
embedsmænd med familie brød, var det et vemodigt farvel. Også amtmand
og provst forlod byen.  

Optøjer i Tønder

Det var en del gadeoptøjer og en sangerkrig
opstod mellem Schleswig – Holstein sangen
og Den tapre landsoldat. 

En sikkerhedskomité blev dannet, men
de kunne ikke forhindre, at der kom til optøjer foran Fysikus Ulriks
hus. Det endte med, at Ulrik
blev stenet ud af Tønder. De tysksindede blev også behandlet
af ham. Men de sneg sig ind ad bagdøren, for deres sympatisører skulle
nødigt se, at de blev behandlet af en dansksindet læge.  

Den 17. februar blev borgmester Holm
afsat. Han blev afløst af Mathias Bleichen. Provst Hjort
fik sin afsked den 22. marts. Carstens
overtog dette hverv.

Seminariets lærere forlod næsten byen
med det samme. Rektor Kühnel
var sengeliggende med en brækket arm, stod op og sammenkaldte eleverne.
Han mente, at eleverne skulle blive, og at undervisningen skulle fortsætte.
Men det blev meddelt ham, at hvis han blev, kunne det være, at han
led overlast. Så han måtte flygte til Møgeltønder.
Efterhånden søgte eleverne væk fra byen.  

Atter tysk skolesprog i Tønder

Den 30. april blev der igen indført
tysk skolesprog i Tønder.  

Statsministeren, der fortrød

Danmarks statsminister under krigen 1864
hed D.G. Monrad. Efter nederlaget trak han sig i et par år i
skuffelse tilbage til New Zealand.
Han indrømmede senere, at man under en konference i London
under krigen, burde have gået ind på betingelserne af en deling af
Slesvig.
 

Kilde:
Se

    – Litteratur
    Tønder 

Hvis du vil vide mere:

    – Minder
    fra Tønder 1864 – 1920

    – Tønder
    på en anden måde

    – Tønders
    tyske sportsforeninger

    – Ulrich(Ulrik)
    – en fysikus fra Tønder

    – Vajsenhuset
    i Tønder

    – Tønder
    Statsseminariums Historie

    – Tønders
    Dansksindede

    – Soldat
    i Tønder 1851

    – Hvorfor
    vat Tønder tysk?

    – Dagligliv
    i Tønder 1910 – 1920

    – I
    Sønderjylland siger vi Mojn (under Sønderjylland)

    – Rendsborg
    1848 (under Sønderjylland)

    – Sønderjylland
    til Ejderen (under Sønderjylland)  


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder