Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Aabenraa

Fra det gamle Aabenraa

September 14, 2008

Hør om manden, der var
gift med en ”ligkone”. Nødtørft blev forrettet på gaden.
En lugte- og studietur blev foretaget.
Brandværnet havde aftrædelsesparade på Rådhuset. Og i Skyttelauget
havde Hans glemt og knap æ baus. Læs også om ligvognen, kloakrensning
og gadefejning, Kyrbis, spejdere og meget
mere – samt Aabenraa´s orginaler.
 

Byens hovedgade opstod omkring
år 1200 som en kirkesti på bybakken. Fra det gamle bycentrum: Søndertorv,
Søndergade og Storetorv
førte en port og en bro over voldgraven
ved præsternes Kalanthus, nu Rådhuset.
Kirkestien blev efterhånden bebygget.

I tidens løb kom der en forlængelse
nord for kirken. Her nedsatte skarns
– og ransfolk
sig ved den nu rørlagte Tyvkærsbæk.
De trampede en sti op til kirken. På den måde opstod Ramsherred.
Så allerede dengang var der gågade i Aabenraa. 

Nødtørft blev forrettet
på gaden

Husene klemte sig ind, hvor
der nu var plads. Man tog ikke hensyn til bakkens stejlhed. Gaden var
ikke brolagt. Men da det gik stejlt op ad den lerede bybakke, var man
nødt til at belægge med en såkaldt stenvase.
Der var ingen kloakering, så byens renovation røg ud på gaden, hvor
svin og høns gik og rodede. Samme vej gik natpotterne. En del borgere
havde ikke eget ”das”, men forrettede deres nødtørft på gaden.
Og sådan så det ud i mange år.  

Gaden var byens liv

Aabenraa var lille og fattig.
Gaden var byens liv. Her foregik alt, hvad der interesserede borgerne
– den daglige færd, slagsmål og skænderier, handel og omsætning,
studeprang og grisesalg. Har var markeder, begravelser, fester og optog.

Her drog fremmede krigsfolk
hærgende gennem byen. Transportmidlerne udviklede sig ikke meget. Det
var de tunge transportvogne med okse – og hesteforspand og de lettere
vogne, der prægede gadebilledet.  

Lugte
– og studietur i det sydlige

Byens vandforsyning blev ordnet
med bybrønde. Dette var et yndet samlings – og sladdersted. Vandet
fik man leveret fra det vandrige Galgebjerg. senere fik man kloaknet
og lagt gasledninger ned og den emsige Werck med det drabelige Kajser
Wilhelm skæg havde travlt med sin stige for at tænde lamperne. Senere
blev der oprettet lokale elværker og elforsyning indtil den blev kommunal
underkabelmester Stückers overopsyn.

Et nyt billede i gaderne blev
vognene fra Abfuhr – natrenovationen, som byens vise fædre
efter en lugte – og studietur i det sydlige fik moderniseret med skruelågsspande,
nu kunne der så også køres om dagen.  

Transport i Aabenraa 1932

Men lad os kigge lidt på,
hvordan det så ud i 1932:

Gadens stille liv blev afbrudt
af en vældig larm, når æ rufoemaand
– Brødrene Andersens tunge vogne asede op ad Ramsherred med jernbanefragtgods.
Lange gnister sprang fra hestenes hove, når de ramte en lidt for høj
brosten. På bukken sad begge brødre iført groftstribede trøjer,
læderforklæde og kasket. Den ene havde tømmerne, den anden sad med
hånden forsvarligt på bremsen for at bremseklodserne på hjulene kunne
slå i, hvis vognen kom i skred på de glatte brosten.

Lettere vogne som tømmervogne
fra Voetmann, der kørtes af Bentzen og Honnens havde ingen bremseklodser
med en slags slædesko i en kæde, som blev sat på hjulet, når vognene
skulle ned ad byens stejle gader. Det blokerede og bremsede under en
vældig larm, ild og gnister.

Senere fik man mindre fragtvogne
som Julles eller Peter mæ æ hest. Mange af byens firmaer
havde store hesteforspand som kornfirmaerne Hans Ries og I.A. Schmidt
”helmusser”.
Sidstnævnte brugte Oldenborgere,
som om søndagen blev forspændt med en karet, en feitong eller
en kane til familieudflugter eller badeture til Skarrev. 

Masser af trafik

Flyttevognene fyldte også
vældigt op i de smalle gader, og her dominerede vognmændene Brink
og Thomsen.
I fast trafik var også kulfirmaernes støvede vogne
med koks og briketter. Her husker man måske vognmand Laumann, der både
solgte koks fra Gasværket og solgte sodavand.
Han sad normalt på en sæk bagerst på ladet og lod benene dingle langs
siden, mens solen skinnede på hans blankslidte let duknakkede læderklædte
ryg. Det var klokkeklemt og gemytlig
hygge, når byens madammer, som høns, der skulle fodres, kom trippende
med deres spande og kander for at købe i mælk i løsvægt hos de hvide
enspændere. Det var brødkuske, den sjove vogn fra DDPA, som kørte
petroleum til butikkerne, ølvogne, sodavandsvogne o.s.v.  

Tunge lastbiler forbudt
på hovedvejen

I løbet af 1930’erne blev
hovedgaden fredet for den tunge gennemkørende trafik, der i flere hundrede
år var gået op gennem byen.

Som beskæftigelsesarbejde
blev den ny Kystvej og Havnegade (H.P. Hanssensgade) bygget. Dermed
blev den gamle hovedvej aflastet. Hovedgaden blev også fri for den
tunge havnetrafik. Da bilerne blev større, forbød man endda de tunge
lastbiler, at køre rundt i gaderne, og man indførte ensrettet færdsel.

Men der var stadig masser af
liv på den gamle hovedgade. Her kom vognen med latrinspandene langsomt
trillende, mens Dæhnert og hans medhjælpere med spandene i
åg over nakken, slæbte dem ind og ud af husene, andagtsfuldt, begloet
af ungerne. Det spændene var, om man var så heldig, at nogle af spandene
skvulpede over.  

Kloakrensning

Kommunens folk kørte rundt
med vogne med lange stænger med firkantede stænger med firkantede
skovle i enden til rensning af kloakkerne. Og det lugtede.  

Luxusvogne og varecykler

Lidt efter lidt forsvandt hestevognene
for at blive afløst af små ½ tons lastvogne. Købmand Jes Zetterquist
på Søndertorv havde en sådan, så han kun afhente hønseblandinger
hos Union. Vognen kunne om søndagen omdannes til æ Luxusvogn,
idet han med et hejseværk i laden kunne hejse ladet op og luxusvognen
med sæder og kaleche ned.

Vognen kunne laste nøjagtig
500 kg og der blev vogtet nidkært over, at det ved indkøbene ikke
blev overlæs.

Efterhånden dukkede varecyklerne
op, den lange Long John og den korte med lille hjul og varelad
foran, men mærkelig nok slog varemotorcyklen ikke an.  

Gadefejning

Onsdag og lørdag skulle gaden
fejes, og der blev højlydt strid og mundhuggeri om gadens midterlinje
og sidelinjerne. Dem aa æ Mærken
havde den største tørn, fordi gaden var bredere. En særlig taktik
blev udbredt., når man med kostens kant kunne vippe møget, der sad
i sprækkerne mellem brostenene, op.

Der var hån og spot fra naboerne,
når heste efterlod sig friske pærer på de netop renfejede brosten.  

Liv og glade dage på gaden

Fiskerøche
Olsen fra Møllegade solgte fisk i gaden og senere var det Peter
”Licheglaj” Thomsen,
der ind imellem foreviste verdens største
ål på markeder. Senere stod Hannstein
der med kasketten og råbte: Røchet silll.

Byens første pølsevogn blev
etableret af bager Eskild Madsen. Han fik lov at opslå sin stade
ved Rådhusets sydligste flagstang. Efterhånden blev den udvidet med
foldevægge og plader, så den helt tog pippet fra Frelsens Hærs
Hold gryden i kog,
der lænede sig op af den anden flagstang. Og
Dansk Arbejde’s – af uldfabrikant Japsens
opsatte – lyssøjle Køb Danske Julevarer.
Også to ismænd fik man – foruden en rigtig isbutik i gaden. Brdr.
Reuss
stod med deres åbne vogne ved Rådhuset og jernbaneoverskæringen
i Nørreport.  Her kunne man formedels 5 øre få sig en is i en
såkaldt trykt – nærmest pap – vaffel, der senere lå og flød
på gaden, men man kunne også få ispinde til 10 øre leveret fra
Affenraa Isenkremfabrik
i Callesensgade.  

Gift med
”ligkone”

A propos flyde – ja så havde
man også en Optiker fra æ gæe,
en mand, der var udstyret med en gevaldig skulderpose og et spyd, hvormed
han spiddede papiraffald og puttede det i posen. Han hed Hansen og man
påstod af og til så lichglaj ue, men det var nok fordi han
kone var ligkone.  

Datidens lokalavis

Stort opløb samlede det når
æ mand mæ æ klok
slog sine tre langsomme slag med den store klokke
og med høj klar røst forkyndte, at Æ springvand stæh still æ
klok sju
eller En smuk uuung hest bortsælges i dau å æ mærken.
Jo, Gammel Duus var populær opoøfe.
Senere var det Tagesen, der svang klokken.

På markedspladsen havde man
hestemarkeder og grisemarkedet, der tidligere afholdtes omkring Storetorv. 

Ligvognen

Når kirkeklokkernes tunge
klemt satte i, midt om dagen så man ligvognen med Kahle
eller Thomsen på bukken værdigt skride op af gaden, dreje af
ved Mutter Stahlbohms hus og forsvinde ad Pottegade.
Den sorte vogn havde en forgyldt engel på baldakinen og blev trukket
af to sorte heste med nypudsede hove, sorte Chaberaker og fjerduske
på hovedet. En tåget em stod ud af hestenes åndehuller, og for at
fuldende det sørgelige billede, havde pisken en lille sort sløjfe
på skaftet.

Højt på bukken en ensom kusk
iført slængkappe og høj hat eller baret.  

Lys og pynt

Ved slige lejligheder, men
også ved skytteoptog eller guldbryllup, hvor gadernes vinduer var illumineret
med levende lys, var gadernes brosten bestrøet med hvidt sand og blomster,
om vinteren

dog med gran.  

Skyttelauget

Byens optog gik også gennem
byen. her var Skyttelauget med kommunens kontorbud Harms
i ”diplomat” med den gamle præsetertang og skytterne i kjole,
akkavit og trægeværer.

Restauratør Cramer
kommanderede med høj røst skytterne til at træde an: Ret dæ ind.

Petsen,
kommanderede han, hvorefter Petsen med lige så høj og klar
røst svarede: Knap din baus, Hans. 

Kyrbis
og spejdere

I Aabenraa var der masser af
optog.

Ringrideroptog med datidens
brede arbejdsheste, optagsoptog til havefest på Lindbjeg med årets
største Kyrbis (græskar) i højtideligt optog. Af og til sås
et politisk optog med Kommunist
– Schrøder
og 20 – 30 tilløbere, de ville storme æ rajhus.

Spejderorkestret, hvis ildfulde
dirigent Tegevaldt’s hat bølgede i bakkedal, da tyske spejdere
i schneidig hat a la tysk sydvestafrikakorpset med generalmusikdirektor
Söhnemann og sit drabelige skægk
i spidsen.
 

Brandvæsenets aftrædelsesparade

Også de sommerlige udrykninger
af brandvæsnet med orkester fra stationen bag rådhuset. Når Lemhöfer
ug Kortlepel og Stehr,
og hvad de nu hed, i løb måtte håndtere
de tunge håndtrukne sprøjter og stigevogne (brandbil fik man først
til jubilæet 1938) op ad Rådhusbakken, stod orkestret foran rådhuset
med forgyldt hjelmkam og skulderklapper
og spillede. Her stod alle de statelige overbrandmænd på rad, alle
med guldkantede hjælme. Her så man gartner Erichsen, Kapelmester
Stücker, Margarine – Petersen m.fl.

Der var afsluttende aftrædelsesparade
i rådhusets gård med æ rau moe æ rejhus. Ved disse lejligheder
gjorde Lange Hansen sig altid bemærket med anfald.  

Byorkesteret

Mere afstadigt var det såkaldte
byorkester under ledelse af den trivelige musikdirektør Kreutzmann,
når de troppede op i ”diplomat og høj hat” for at gå til kongemodtagelse
på havnen.

Musikerne Kreutzmann og
Brandt
spillede også i Kinoteatrat og Biografen
til datidens stumfilm, og det var ofte Hoppe, der havde stort besvær
med at holde ungerne i ro, indtil Kreutzmann bekvemmede sig til at komme.
Men legendarisk var det, når hans tykke fingre strøg hen over klaviaturet
under Tom Mix’ vilde jagter 

Gadens orginaler

På gaden så man også
Lange Hannes, Tumbe Frans, Sild – Dres og Fisk
– Katrine
med fisk i gamle høje barnevogne. Så var det også
Store Louise, Anton mæ æ haach, Hannemann, Patrioten Haugård, Meinberg
”Tatteratah” og Jacob Speckhahn,

der gik og sang: 

  • Jacob Speckhahn
    på gaden
  • Han ser på facaden
  • Sind`i Danmark
  • Dææ hææ man
    det godt

 

Skyttegravslandskab

Hovedgaden blev hvert år med
iver og flid inden asfalten kom, brækket op af kommunen, så det lignede
et skyttegravslandskab i Flandern. Her følte byens mange krigsdeltagere
sig helt hjemme, når de traf hinanden på gaden., og genoplivede historierne.  

Afsted til Flensborg

Butiksindehaverne boede som
regel over butikkerne. Mange stod i butiksdøren og så de mange, der
gik ned af Rådhusgade til rutebilen, for at benytte de kursbillige
turistmark
til indkøb i Flensborg 

Artiklen er en nyredigering
af et indlæg i Initiativavisen udgivet 1982 af Initiativudvalget i
Aabenraa. Jeg var redaktør af avisen. Indlægget
var forfattet af Frands Gregersen
 

Se også Litteratur Aabenraa 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Aabenraa