Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder

Handel i Tønder indtil 1864

Juni 18, 2008

De mange forordninger og
privilegier havde stor betydning for Tønders handelsliv. Men det var
sjældent, at de blev overholdt. Ofte fik disse forordninger fra konger
og hertuger et andet forløb, end man havde forestillet sig. I sidste
ende var det nogle af marskens rige bønder, der indirekte var medvirkende
til Tønders rige handelsliv gennem en lang periode.

Kigger man på Tønders historie
får man den opfattelse, at handelen i Tønder var privilegeret. Det
var den også på sin måde. Men sandheden var, at mange ikke overholdt
privilegier og bestemmelser. Et andet problem var alle enklaver omkring
Tønder. Mange bestemmelser virkede heller ikke efter hensigten, og
det opdagede man alt for sent.  

Stadsretten

Med stadsretten fra 1243 gennemgik
man detaljeret forskellige forhold for byen. Ja på hele 104 punkter
var det stadfæstet, hvad der var væsentligt for byen. Denne stadfæstelse
var udformet på basis af den lybske stadsret.

Det er ikke usandsynligt, at
der før den tid har været regler for Tønder.  

Håndværkere skulle flytte
til Tønder

I 1354 fik Tønder beskrevet
sit opland, og det var ikke normalt for den tid. Når det var så vigtigt
for Tønder at få nedfældet regler og bestemmelser, skyldtes det forholdet
til de nordslesvigske fyrster og den danske monark.

Gang på gang var byen offer
for plyndringer og indkvarteringsforpligtigelser. Det tappede på byens
økonomi. 

Alle håndværkere bosiddende
i Tønder Herred skulle inden for en seks ugers frist flytte til Tønder.
Dog måtte en fra hvert erhverv blive boende i sognet.

Men privilegiet havde ingen
gyldighed i for eksempel Trøjborg, som også omfattede størstedelen
af Lø Herred. Privilegierne havde naturligvis ingen gyldighed i de
kongeriske enklaver.  

  • Hertug Valdemar
    af Jylland giver bymænd, købmænd og gæster i Tønder samme rettigheder
    som borgerne, købmænd og gæster har i Lübeck. Derudover præciseres
    blandt andet, at indbyggerne i Hvidding Herred, Lø Herred, Slogs Herred,
    Højer Herred og Tønder Herred kun må handle i Tønder købstad.

 

Dyr transport fra Højer
til Tønder

Besejlingsforholdene blev efterhånden
dårlig, og søhandelen gik stærkt tilbage. Rudbøl kom til at fungere
som udhavn, men dette blev snart overtaget af Højer. I realiteten kom
flækken Højer til at fungere som handelsby. De havde losse og ladeplads.

Prisen for en transport fra
Hamborg til Højer var efter signende det samme som transporten fra
Højer til Tønder.  

Hvidding til Ribe

Hvidding Herred blev pludselig
i 1491 overdraget til Ribe. Og Ribe havde allerede i 1455 fået rettighederne
til Vadehavet. Alt så ud til, at Tønder blev lillebroderen.  

Handel med sild og okser

Den 13. december 1558 blev
der udsendt en ”Reces” bl.a. om hvordan adelen må bruge deres handel
med sild og staldokser: 

  • Der skal stå
    adelen frit for at salte dem selv, ligesom det tillades udlændinge
    og fremmede. Der skal også stå adelen frit for at sælge så mange
    okser, som han kan stalde på sit eget eller sine tjeneres folder, dog
    kun hvis det ikke krænker kongens told. I samme reces (& 33)
    forbydes det alle at benytte sig af nogen form for købmandskab til
    forprang i bygderne og landsbyerne. Alle som bor på landet og pløjer
    og sår, skal dog have lov til at købe sædekorn og hvad de ellers
    har brug for til deres husholdning.

 

Afskaffelse af forprang,
landekøb og ulovlige havne

Den 21. juli 1575 blev der
udsendt ”et åbent brev” til provster, præster og bønder om, at
stald – og græsokser kun måtte sælges på markeder i købstæderne.  

Den 20. august 1590 blev der
udsendt ”et åbent brev” om afskaffelse af forprang, landekøb og
ulovlige havne: 

  • Man har erfaret,
    at der bliver drevet omfattende forprang og landekøb (handel udenfor
    købstæderne) med korn og andre varer, der krænker både de borgerlige
    privilegier, og kronens ret til told. Efter denne dag må ingen bruge
    nogen landekøb eller forprang på landsbyerne eller andre steder, hverken
    med korn eller andre varer, som er imod recessen. Også driften af ulovlige
    havne skal høre op, når det gælder både opskibning og udskibning.
    Bliver man efter denne dag taget i at bedrive landekøb eller gøre
    brug af ulovlige havne, vil disse varer blive konfiskeret af kronen.
    Det påbydes, at man går til kongens foged eller embedsmænd, hvis
    man kender til sådanne ulovlige drifter. Ser en lensmand gennem fingre
    hermed, da skal den, der gør, have forbrudt det
    len, han er fortjent med.

 

Nye havnebyer

Når man læser Tønders historie
får man indtrykket, at det kun var digebyggeriet, der var skyld i Tønders
tilbagegang som søfartsby. Det er ikke hele sandheden.

Omkring 1600 befæster en lang
række ladepladser og mindre købstæder deres position som havnebyer,
og faktisk understøttet af kongelige og hertugelige privilegier. Det
sker også for Tønning i Ejdermundingen. I næsten 300 år bliver byen
det sydjyske center for studetransport. Ja, man kan godt sige, at Tønning
afløser Tønder. 

Efter krigen i 1864 ophører
Tønnings og Hamborg – Altonas betydning for Danmarks omsætning.

I 1868 besluttes det at anlægge
en jernbane og en havn i Esbjerg.

Hele egnens storhedstid som
”søfartsnation” ophører endeligt omkring 1900’tallet.  

Penge på kistebunden

Marskens bønder var rige folk
med ”penge på kistebunden”. Denne rigdom endte hos byens købmænd
og studehandlere. Pengene satte byens borgere i stand til at opbygge
en storhandel af Tønders produktion og eksport af kniplinger.

Marskens græs dannede grundlaget
for at Vestslesvig gennem tusind år var et af Danmarks rigeste områder. 

I 1621 stadfæstede Hertug
Frederik den Tredje, Tønder – borgernes ret til fri ind – og udskibning
i Åbenrå Havn.  
 
 

Ingen køb og salg på landet

Den 25. juli 1623 udsendtes
en forordning om land – og studehandel. Den blev udsendt på grund
af det store misbrug: 

  • Ingen ufri mand
    må herefter drive nogen form for køb eller salg på landet, med mindre
    han har søgt og fået borgerskab i en købstad. Ingen må købe græsstude
    uden at indberette det. Der skal stå de købmænd, som driver okse,
    frit for at købe græsokse, såfremt de kan opstalde dem på deres
    eget foder og straks opstalder dem på kongens eller adelens ladegårde.
    Forprang med græsokser skal herefter ikke være tilladt.

 

Anordning for liggere og
kræmmere

Den 19. november 1623 blev
der udsendt en forordning omhandlende liggere og kræmmere, som ikke
er borgere og indbyggere, samt bissekræmmere: 

  • Angående udenlandske
    liggere, der opholder sig i købstæderne og bedriver borgerlig handel
    og landekøb. Derforuden om bissekræmmere, der rejser fra by til by.
    Ingen sådanne liggere skal i riget efter denne dag
    ”lidis eller tilstedis”, og al gæsteskud skal derfor afskaffes.
    Ingen skal herefter have lov til at omløbe med kramvarer fra en købstad
    til en anden og sælge af dem, med mindre han først havde vundet borgerskab,
    nedsat sig i riget og betaler skatter lig med andre undersåtter. Ingen
    skal drive bissekræmmeri på landet og embedsmænd,
    fogeder, borgmestre, rådmænd m.fl. skal sørge for at denne forordning
    bliver holdt og efterkommet.

 

Forordninger bliver ikke
overholdt

Den 9. oktober blev der igen
udstedt en forordning mod købmandshandling på landet. 

  • Baggrunden er
    at nogle på landet boende – både ved kysten (hvilke med sandskuder
    og andre skibe sejler mellem rigerne og provinsenerne) og en del andre
    steder – bruger købmandskendskab og handel og dermed gør stor afbræk
    og svækkelse på købstadsborgerskabets handel og næring, fordi de
    kan som fritagne for borgerlig tynge og konsumtion i købstæderne kan
    sælge deres varer billigere. Derfor skal alle i
    Danmark, som på landet – med undtagelse af Samsø og Læsø
    – driver handel og købmandsskab enten ved ejlads eller på andre
    måder, flytte ind til købstæderne og tage del i byens afgifter eller
    straks holde op.

 

Stranden fra Ballum til Emmerlev
var også en del af de kongelige enklaver. Her kunne der sagtens losses
varer. Dette udnyttede Højer, og der opstod en længere strid, som
Højer til sidst vandt. I 1706 fik håndværkerne lov til at blive boende
her.  

Bonden må sælge sine varer
til hvem som helst

Den 15. april 1683 udsendtes
Kong Christian den Femtes Danske Lov. 

  • Den afløste
    landskabslovene og dermed skabte den retsenhed i Danmark om end lovgivning
    om bl.a. skatter og told samt andre dele af forvaltningsretten er udeladt.
    Mange af landskabslovenes forskelle var med tiden og den stadige strøm
    af landsdækkende rigslove efterhånden blevet udjævnet. Danske Lov
    var først og fremmest et lovkorpus af stadfæstende karakter. Angående
    købstadslovgivning (herunder privilegier og rettigheder) er den tredje
    af de seks bøger ”Om Verdslig – og Huus
    – Stand”den væsentligste. Heri blev der blandt andet fastslået,
    at bonden uhindret kunne sælge sine varer
    til hvem han ville. Men også at han var forpligtiget til at føre varerne
    til købstæderne og sælge dem her, frem for at sælge dem til høkere
    og forprangere ”som landet omløbe”. Såfremt det er til eget brug
    (og ikke til forprang) har bonden dog ret til sædekorn og andet, han
    har behov for i sin drift, herunder foder, samt tømmer til vedligeholdelse
    af bygninger, plove og vogne ”hvor han det bekomme kan”.

 

Ingen kroer på landet

Den 4. juni 1689 gik det ud
over krohold på landet: 

  • Om unyttig krohold
    samt destileer – pander og brændevinshattens afskaffelse på landet.
    Kroer på landet der ikke er privilegerede forbydes og skal afskaffes.
    Det samme skal ske med destileer – pander og brændevins
    – hatte på landet

I 1690 indgik Tønder en overenskomst
med amtmanden, hvori det fremgik at al indførsel af fremmed øl og
vin samt høkervarer, kun måtte ske over Tønder. Det skulle også
gælde varer til bryllupper og begravelser. 

Byerhverv blev bortforpagtet

Helt frem til 1713 var Tønder
under hertugstyre. Og det var ikke altid fordelagtigt for byen. Typiske
byerhverv blev forpagtet væk til Flensborg. Leverancer til kroerne
i amtet gik i en stor periode uden om byen. Det var en stor ulempe,
da byen havde forholdsvis mange kroer og beværtninger. Og ude i herrederne
foregik der ulovlig handel.  

I 1710 solgte Peder Beyer på
Skastgaard egenhændigt varer så langt borte som til Holland.

Samme år fik byen tilladelse
til at afholde torvedag tirsdag og lørdag. Formentlig har den tilladelse
været givet tidligere.  

Høkere og håndværk forsvandt
i nærheden af Tønder

En forordning i 1711 for hertugdømmerne
forbød borgerlig næring (handel og håndværk) på landet i en vis
afstand fra byer og flækker, nærmest tre mil på gesten og to mil
på marsken. Sådanne ydelser skulle købes i byerne. Men bønderne
blev ikke tvungen til at købe i bestemte byer. Der var stadig et stort
opland. I praksis kunne forordningen ikke praktiseres. Det lykkedes
dog at fjerne høkere og håndværkere inden for en halv eller hel mil
fra byen.

De fleste kroer brændte på
denne tid deres brændevin selv, men købte deres øl i Flensborg. 

En statholders plakat i 1755
forbød bønderne at købe varer til andet end eget forbrug, hvad tidligere
havde været praksis. 

Succes med markeder

Markederne i Tønder trak adskillige
handlende fra Nørrejylland(nord for Kongeåen) og Slesvig.

I 1764 var markedet på Mikkelsdag
byens ældste og eneste kræmmermarked.. Men der var også to kvæg
– og hestemarkeder. I 1774 blev det afholdt den 4. august og 4. september.
Der kom dog tre nye markeder til dette år. Et hestemarked fredag og
lørdag efter fastelavn samt to kvægmarkeder, som begge blev afholdt
over 4-5 fredage i foråret og efteråret.

Mikkelsmarkedet varede tre
dage, men det var først og fremmest fredagsmarkederne, som tiltrak
et købestærkt publikum fra fjerne egne.

Ville ikke betale den dyre
fragt

En pottemager, der var ankommet
til Rudbøl i 1790 ville ikke betale for den dyre fragt til Tønder,
så han solgte hele sin last til højestbydende. Det var fuldt lovlig,
da den lille by Rudbøl, havde opnået købstadsrettigheder. 

Handelsberettigelse

En række love og forordninger
blev i tidens løb gentaget med forskellig ordlyd. Den 23. april 1817
blev der udsendt en anordning om handelsberettigelse: 

  • Enhver, der vil
    drive handel, skal have borgerskab. Fremmede handelsrejsende har tilladelse
    til at slutte handel med alle danskere under deres ophold i det danske
    rige. Dog er dem ikke tilladt at sælge varer, som
    de har købt her i landet. Den fremmede, som driver videre handel, end
    den han er berettiget til, bør modtage straf. De bestemmelser i
    ”Forodning angående kommercen af 4. august 1742” i hvis følge
    varer i almindelighed skulle forskrives fra første hånd, bliver hævet.
    Og det skal herefter være enhver vedkommende tilladt, at forskrive
    sine varer fra det sted, han finder mest tjenligt.
    Dog for så vidt toldordningerne i dette henseende ingen indskrænkning
    indeholder.

 

I 1829 fik Tønder tillige
et kram – og uldmarked i pinsen.  

Sønderjylland skulle betale
brændevinsafgift

Den 7. februar 1851 kom der
så en forordning, hvori der blev sagt, at nu skulle blandt andet også
Sønderjylland betale brændevinafgift. 

Klager over handelsprivilegier

I 1857 forandredes markedsituationen
igen og byen fik nu lovliggjort et septembermarked med kram og humle
varende tre dage. Markederne gav byen god omsætning og bragte varer
til byen, som de ellers havde svært ved at få. 

Der indløb selvfølgelig klager
over overtrædelser af handelsprivilegierne. I 1833 klagede borgerne
i Tønder over, at Tved på markedsdagene udskænkede med et lille marked
i samme by.

Ligeledes klagedes i 1847 over
krohold og marked i både Tved og Abild.  

Loven om møllenæring

Den 14. april 1852 kom loven
om mølleernæring: 

  • Endhver ejer
    af en melmølle skal det være tilladt, at forbinde hvilken som helst
    ny kraft med den, som allerede er til stede i hans mølleværk, og ligeledes
    at udvide værket med en ny kværne. Det skal være enhver tilladt at
    opføre en ny mølle, såfremt der ingen anden mølle findes inden for
    en radius af en mil. Fra og med 1. januar 1862 vil møllenæringen blive
    aldeles frigivet.

 

Høkerloven

En vigtig lov så dagens lys
i 1856. det var forgængeren for næringsloven, den såkaldte høkerlov
på landet. 

  • Det skulle nu
    være enhver tilladt at drive købmandshandel fra et fast udsalgssted
    på landet. Tilladelsen gjaldt alle slags kornvarer, brød og andre
    naturalprodukter fra landbruget, kreaturhold, havedyrkning og fiskeri
    samt let forarbejdede produkter (husflid) som smør, ost, røget kød
    og flæsk, kalk og mursten, pottemageri og lign. Desuden salt, brændeolie,
    træsko, sæbe, kaffe, sukker, te, tobak m.m. Høkerne måtte dog ikke
    sælge disse varer i store mængder, og samme varer skulle desuden indkøbes
    i de danske købstæder, der tillige blev beskyttet af et
    ”læbælte” på en mil i radius, inden for hvilken høkerhandel
    ikke var tilladt. Loven trådte i kraft 1. januar 1857.

 

Næringsloven

Den 29. december 1857 kom så
endelig Næringsloven. Loven trådte dog først i kraft i 1858 (flere
af bestemmelserne først i 1862) og det betød, at alle kunne slå sig
ned med ethvert erhverv, om det så var i købstaden eller på landet.
Enkelte erhverv var undtaget og krævede særlig tilladelse bl.a. pga.
sikkerheds – og sundhedshensyn.

Nogle læbælter omkring byerne
vedblev dog med at eksistere frem til 1920. Næringsloven opløste desuden
lavene som erhvervsorganisationer.

Det var også slut med at aflægge
borgered i Tønder. 

Specielle forhold på Frigrunden

I Tønder var man dog også
længe om, at få løst de specielle forhold omkring beboere og erhverv
på Frigrunden. I tidens løb var det også et specielt problem med
amt og by. Men det kan du læse om i andre artikler her på siden. 

Kilder:


Se litteratur Tønder

Relevante artikler:

En af Tønders patrioter

Hertugen af Tønder

Lov og ret i Tønder

Studehandel i Tønder

Tog til Tønder

Tønders historie i årstal

De stakkels kniplepiger

Kanal gennem Tønder

Drømmen om en havn i Tønder 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder