Zeppelinbasen i Tønder

Forsøg på at anmelde: Mogens Jensen, Zeppelinbasen i Tønder. Det er en meget underholdende bog, der beskriver et meget farligt job. Tabsfrekvensen var vel også stor. Mandskabet på basen forsøgte at integrere sig i byen og mange blev her efter krigens afslutning. Tønder var den nordligste base. 500 mand ankom til Tønder 1. november 1914. Tønders første luftskibe gik det ikke så godt. Også uheld ved bugsering. Et luftskib brændte også op ved et uheld. Der blev foretaget mange observationsflyvninger fra Tønder. Men det, der blev foretaget inden Jyllandsslaget på vandet, var ikke godt. Tre gange forsøgte englænderne at bombe basen. Der var ikke meget forsvar fra tyskernes side. Den psykologiske virkning var større end den fysiske, konkluderer forfatteren meget rammende i denne meget oplysende bog. Læs den inden du besøger Zeppelin – museet. Revolutionen i Tønder afsluttede det hele.

 

En underholdende bog

Vi har allerede en del artikler om dette emne på vores. Men i den kigger vi på en ny bog af Mogens Jensen: Zeppelinbasen i Tønder. Og det er i håb om at finde noget nyt om denne base. Det stod der anført i foromtalen, at den flytter billedet fra det engelske til det tyske perspektiv. Spørgsmålet er også om basen fik løst de opgaver, som den var udset til.

Hvilke opgaver havde basen egentlig? Hvordan blev den bygget? Hvordan formede livet sig for besætninger og personale? Vi håber på en ny indsigt og nye erkendelser. Man må nok sige, at det er et imponerende kildemateriale, der er brugt. Og bogen er kun på 108 sider med flotte illustrationer. Teksten er måske for små for os gamle under fotoerne, selv om det er skrevet med fed skrift.

Men igen en god bog fra Historisk Samfund for Sønderjylland. Dem er der efterhånden mange af.

Bogen er ganske underholdende. Vi får et blik i livet ude på basen og hvordan basen har det med byen Tønder. Og det var bestemt ikke alle matroser, der opførte sig eksemplariske.

 

En farlig arbejdsplads

Til tider er det som om man læser en spændingsroman. Vi kan da også se, at Mogens Jensen har brugt nogle af kræfterne fra Zeppelin – museet i Tønder. I begyndelsen kunne briterne ikke finde ud at basen lå i Tønder. Men efterhånden fik de et ret godt kendskab til Tønder – basen og deres mandskab. Det skete ved hjælp af spionage. Spændende bliver de om man fremover kunne bore i dette.

Tabet af luftskibe var stort. Det gik meget mandskab til. Det var virkelig en farlig arbejdsplads. Det får man også indtryk af i at læse bogen.

Der er flotte interessante skemaer i bogen. Vi får en forklaring på forskellene på de forskellige luftskibe og hvordan de er indrettet. De kunne medføre fra 500 kg til 3.000 kg bomber. Lasteevnen afhang af temperaturen.

 

De to første luftskibe blev mistet

Målet for den tyske marineledelse var at få mindst 15 luftskibe som slagstyrke og opklaring for hæren. Man skulle også anvende dem til landdistancebombning. Den tyske marines hovedmodstander vart Storbritannien. Efterhånden var våbenkapløbet faldet ud til britersens fordel.

Men i løbet af 1914 så det ud som tyskerne overhalede briterne. I 1912 havde man planlagt at bygge en luftskibshal ved i Nordholtz ved Cuxhaven. Men dette byggeri gik kun langsomt frem. Og så var tyskerne så uheldige at miste deres to første luftskibe i 1912.

En Zeppelin af m – klassen som for eksempel L 3 kunne man bygge på blot seks uger for blot en million mark.

 

Tønder var den nordligste base

Antallet af baser blev øget ved et dekret udstedt af Reichsmarineamt den 16. september 1914. Der skulle bygges tre baser, Namur i Belgien, Hage i Østfrisland og Tønder i Nordslesvig.

Det officielle navn for den base, der blev anlagt 2 ½ km. Nord for Tønder hed:

 

• Marine-Luftschiff-Detachement Tondern

 

Under Første Verdenskrig kom tyskerne til at benytte sig af 15 baser og Tønder var den nordligste. De store åbne områder mente man var en fordel for luftskibene. Men den fremherskende vestenvind og hyppige tåge skulle vise sig at blive en udfordring.

 

500 mand ankom den 1. november 1914

Ca. 500 mand ankom syd fra den 1. november 1914. De blev borgerlig indkvarteret rundt om i byen. Omtrent samtidig med at man på basen begyndte at anlægge beboelsesbarakker begyndte at anlægge to vældige luftskibsbarakker på hver 180 meter lange, 34 meter bredde og 28 meter høje.

I dagtimerne skulle 60 vinduer oplyse hallen, mens elektriske glødepærer skulle oplyse hallen, når mørket faldt på. Hallerne var desuden forsynet med to underjordiske tankanlæg, der hver kunne rumme 10.000 liter brændstof. Rundt om hele basen var der 2, 5 meter pigtrådshegn.

Men det gik nu ikke som forventet. Men storm i begyndelsen af december 1914 medførte oversvømmelser og det forsinkede jordarbejdet. Den sydlige hal blev først færdig og kunne nu bruges søm nødhavn.

 

Nødlanding på Fanø

Først på eftermiddagen den 17. februar modtog man en melding fra luftskibsledelsen i Nordholtz, at Luftskibet L 3 var i vanskeligheder ud for den danske kyst. Den ville lande på Tønderbasen. Al mandskabet var parat.

Vinden havde taget på i styrke og det var begyndt at sne. Og nu nåede viden orkanstyrke. Først ud på aftenen indløb der besked til Tønder, at man ikke skulle vente på den. Sidst på eftermiddagen var den blevet nødt til at lande på Fanø.

L 4 forsøgte også at lande på den jyske vestkyst men det lykkedes kun for en del af personalet at komme i land. Fem blev med luftskibet blæst ud over Vesterhavet og man har aldrig set dem igen.

Den 10. marts kunne personalet fra borgerkvarterne placeres i barakkerne ude på basen.

 

Tønders første luftskibe

Endelig den 23. marts kom basens første luftskib PL 25 og den 25. april ankom L 7, den anden af basens luftskibe. De to var meget forskellige. Luftskibene blev løbende forbedret.

Allerede den 15. december 1914 besluttede Reichsmarineamt at supplere de endnu ikke færdigbyggede haller med en dobbelthal. Den fik navnet Toska. Den blev placeret 300 meter nordligere end de andre to. Det var en imponerende hal på imponerede dimensioner – 180 meter lang, 72 meter bred og 44 meter højt.

De to første haller var blevet omdøbt til Toni og Tobias. Nu var der plads til luftskibe. Det blev fuldt udnyttet fra april til december 1916 og i to måneder i sidste halvdel af 1917.

 

Masser af havari blandt flyene

Der skulle bruges store mængder brint til luftskibene. Til at begynde med blev det leveret syd fra med jernbanen. Senere fik stationen eget gasanlæg. Der var en daglig produktion på 10.000 m3 brint.

I 1915 blev basen bemandet med fire skolefly. Der skete ofte havari også ved landing. Dette skyldtes ofte bløde landingsbaner. I løbet af krigen blev basens materiel ofte udskiftet.

På Tønder Landbrugsskole tog officererne også plads. Sammen med kontoret på basen styrede de det hele herfra. Man havde selvfølgelig også Funkspruch Stelle til trådløs radiokommunikation med luftskibene. Desuden var der lyskaster og lysfyr. Ved tåge kunne man også signalisere med tågeklokke.

 

Et godt forhold mellem by og base

På basen var der indrettet et officerskasino, der fungerede som messe og opholdsrum for officererne. Befalingsmænd og menige havde deres egne messer. I november 1914 var der 397 personer tilknyttet basen. I april 1917 var der 504 personer.

Forholdet mellem basen og byen var gennemgående godt. Basens ledelse gjorde sig umage for at fremme det gode forhold. Det kunne man bl.a. se i juledagene i 1915 i forbindelse med en snestorm. Mandskabet blev udkommanderet.  Til at bistå med snerydning i byens gader.

Den 9. november 1915 indløb der en anmeldelse om tyveri hos en landmand tæt ved basen. Der var blevet stjålet 50 stykker skinker og 35 pølser. Mistanken faldt på basens marinemandskab men sagen blev aldrig opklaret.

Tønder var før krigen en livlig handelsby med 60 forskellige udskænkningssteder. Soldater og marinere fandt også vej til værtshusene. Schützenhof og Centralhalle var blandt byens foretrukne forlystelsessteder.

Ubekræftede rygter vil vide af ”det lette kavaleri” fra Reeperbahn i Hamborg havde forlagt residensen til Tønder for at få del i omsætningen.

Flere soldater blev gift med lokale kvinder. En del af dem blev boende i området efter krigens afslutning. Man basen Tønder blev anset for et kedeligt tjenestested.

 

Uheld under bugsering

Mandskabet var delt ind i små kommandoer, der hver for sig tog sig af en bestemt praktisk ting. Ofte var basens orkester til stede, når der skulle landes eller gør klar til opstigning. Luftskibene skulle helst lande i modvind. Normalt var hele 200 mand i gang under en landing. Men i stæk vind var man op imod 400.

Ofte skete der uheld under bugsering.

Dagen begyndte kl. 6.00 på basen. For en del af mandskabet var der køkkentjeneste. Der var mange kartofter, ser skulle skrælles. Og så skulle der hentes mælk. Det var svært at finde drikkevand ved basen så det blev leveret.

 

Dagligdag på basen

Tøjvask, rengøring, skopudsning og reparation hørte også til rutinerne. På badehuset var der opvarmet vand. Ellers var der eksercits og øvelser. Skydeøvelser foregik på Schützenhof’ s skydebane. Resultatet var ikke imponerende men det kan skyldes de dårlige forhold.

I begyndelsen af 1916 blev en enkelt kødløs dag erstattet af to. Den engelske blokade havde dog endnu ikke haft sit afgørende aftryk. Basens musikere var fritaget for de mest slidsomme opgaver. Til gengæld skulle de øve. De kunne blive udkommanderet til andre opgaver.

Således kom der melding om den 20. oktober 1915 at fire russiske og en belgisk krigsfange var brudt ud af fængslet i Tønder. Fem underofficerer og 44 mand blev sendt afsted. Delingen stødte godt nok på to russere. Men det viste sig at være fanger fra en nærliggende fangelejr, der var sat på landbrugsarbejde hos en landmand i omegnen af basen. Den næste dag kom der melding om at to russere var skudt ved grænsen, mens en enkelt russer og belgieren var tilbage til fængslet.

 

Ikke imponeret af sine medarbejdere

Vizefeldwebel Eckelmann var ikke imponeret af sit mandskab. Han stødte hele tiden på sovende og fraværende vagter. Han strammede gevaldigt op, og det syntes at hjælpe. Men vagtposterne var begyndt at advare hinanden indbyrdes med signaler, når han viste sig.

Uha, så var der en matros, der havde smuglet et kvindemenneske ind på basen. Det kostede fem dages middelstraf. Kom man for sent fra ferie kostede det ti dages ekstra straffeeksercits.

Protestanterne gik i kirke i Abild og katolikkerne i Tønder. Men mandskabet var nu ikke just flittige kirkegængere.

Julefesten måtte ikke fejres med levende lys i luftskibshallerne. Så det blev i stedet holdt i mandskabsrummet. Der blev hentet forsyninger fra Tondernsche Aktien-brauerei. Også nytåret blev fejret men hver afdeling for sig.

 

Mange observationsflyvninger

Luftskibet L 7 nåede at foretage 77 missioner mens den var stationeret i Tønder. De fleste missioner var ret begivenhedsløse. Men en gang imellem skete der noget spændende for eksempel den 23. oktober 1915, da man kom i kamp med en engelsk båd. Fra 200 meter var den blevet beskudt.

Tønder var fra det sted, hvor der blev iværksat flest opklaringsflyvninger over Nordsøen. Alene i 1916 blev halvdelen af disse flyvninger foretaget fra Tønder.

 

Mandskab udsat for ekstreme oplevelser

Ofte var mandskabet udsat for ekstreme oplevelser. Kulde, iltmangel, frossen proviant og lange togter førte til ekstreme vilkår for besætningen. Man havde flere lag tøj på. Meget foregik i mørke. Enkelte besætningsmedlemmer gik rundt med en lommelygte. Trådte man ved siden af kunne man risikere at falde ud gennem hylsteret. Der var et toilet agter i skibet. Men besværet med at komme hen til det gjorde, at der ved flere stationer fandtes et afløb, som kunne benyttes til nødtørft.

Da zeppelineren L 55 nåede en utilsigtet rekordhøjde på 7.600 meter var flere af besætningsmedlemmerne nærmest bevidstløse. De kunne kun med besvær bevæge sig frem til forreste gondol, hvor de med deres vægt skulle bidrage med at få stævnen vendt nedad.

Senere blev den rene ilt udskiftet med ”flydende luft” (LOX) som havde færre bivirkninger. Men på lange togter slapilten op.

 

Luftskib udbrændte ved uheld

Den 4. november 1915 forlod PL 25 Tønder og fløj til Fuhlsbüttel. Den afløser L 18 ankom 16. november 1915. Men blot dagen efter udbrændte den totalt ved et uheld i Toska. Der var både dræbte og hårdt kvæstede.

Efter tre forsøg landede L 20 endelig. Man havde i første øjeblik slet ikke kunne få øje på basen i Tønder. Dagen efter kom L 19- den måtte også have mere end et forsøg. Nu skulle luftskibene fra Tønder også deltage i bombetogter. Kejser Wilhelm som var barnebarn af dronning Victoria var ikke meget for at sætte London i brand fra luftskibe.

 

Englænderne knækkede koden

Det var en 70 meter lang antenne plus hele 60 flere antenner blev sat op i Tønder. Men blot fire måneder efter, at tyskerne var begyndt med radiokommunikation mellem jorden og luftskibene kunne briterne lytte med. Tyskerne opdagede aldrig at englænderne havde knækket deres flådekoder.

I oktober 1919 skulle ni luftskibe angribe Liverpool. Blandt disse var L 19 og L 20 fra Tønder. L 20 landede efter tre forsøg. Men de havde ikke bombet Liverpool med i stedet Sheffields højovne.

 

Hvad skete der med L 19?

Men hvad var der sket med L 19? Den kom ikke tilbage. Den havde bombet industrianlæg i Burton. Briterne havde derved observeret at den drev for vind og vejr kun på en motor. En landing på havet var uundgåelig. Den 2. februar 1916 tidlig om morgenen havde en engelsk trawler se vraget af L 19 drivende på havet 110 sømil øst for Flamborough Head.

King Stephan af Grimsby – en lille trawler havde godt nok været i nærheden men det var på ulovligt fiskeri. Det tyske mandskab var på 16 hans var på 9. Selv om tyskerne bad for deres liv så lod den engelske kaptajn ”sejl deres egen sø”.

 

Luftskibet endte i Norge

Næste bombetogt for F 20 blev fatalt. Den lettede den 2. maj 1916 fra Tønder. Den blev drevet af vinden og nåede helt op til Grandsfjorden syd for Stavanger. Nogle hoppede ud og svømmede i land. Luftskibet fortsatte med mandskab ombord. På en klippe lagde den sig på siden og fire besætningsmedlemmer blev lettere kvæstet.

Næste morgen sprang nordmændene luftskibet i stykker og internerede mandskabet. Det lykkedes dog for kommandanten at flygte over på et tysk skib. Den 20. december var han tilbage i Tønder igen.

 

Nej, basen lå ikke i nærheden at Højer

De første bombardementer af London udløste udbredt harme og frygt. Briterne var godt trætte af det. Nu skulle der sættes ind på basen i Tønder. Den 25. marts 1916 fortog man et angreb mod Tønder med fem tosædede fly.

Men dengang formodede man at basen lå i nærheden af Højer. Ved Vyl Fyrskib syd for Esbjerg blev flyene sat i vand med en kran. Kort efter start løb man ind i snebyger. Og de fem fly blev opdaget af det tyske luftforsvar. Tre af dem måtte nødlande. De tre piloter og to observatører blev taget til fange.

En stor lade var blevet angrebet lige som andre bomber faldt i nærheden af gården Poppelhøj. Den anden pilot kunne også medbringe den vigtige besked at basen lå i nærheden af Tønder og ikke i nærheden af Højer.

Angrebet førte til at tyskerne anlagde et luftværnsartilleri ved Skærbæk og muligvis også ved Ballum.

 

Endnu en fiasko for englænderne

Godt fire måneder efter forsøgte man igen med et angreb. De to moderskibe hed HMS Vindex og HMS Engadine. De blev eskorteret af 19 lette krydsere og destroyere. Tilsammen havde de britiske skibe 11 ponton fly om bord. Men endnu engang måtte briterne indkassere en fiasko. Otte fly kunne ikke lette i den høje søgang.

Kun et eneste fly nåede ind over land lastet med to 65 pund bomber. Flyet blev observeret over Toftlund kl. 6.18 og kl. 6.33 blev der slået alarm i Tønder. Fra Rejsby blev der meldt om en bombe men aldrig ind over Tønder.

 

Et godt skud

L 7 blev sendt ud på en observationsflyvning. Fra en højde på 2.500 km fik man øje på fire krigsskibe. Man kunne i første omgang ikke se om de var fjendtlige, men det fandt man ud af.

De to lette krydsere Phaeton og Galatea forfulgte luftskibet, der skød mod skibene med maskingeværer. Et skud fra Phaeton ramte nu L 7 Det har krævet dygtighed og held at kunne ramme nu på en afstand af 10 km.

L 7 blev nu nød til at nødlande. Det ville man forsøge på Horns Rev. Det var den sidste melding fra L 7. Den sank mod havoverfladen med agterpartiet først. En hollandsk trawler ville hjælpe, men to engelske trawlere sørgede for, at den ikke kom til at hjælpe. En engels u – båd gav luftskibet de sidste skud inden den sank helt. Syv besætningsmedlemmer blev dog reddet og kom i engelsk fangenskab.

Nu var L 22 det eneste luftskib tilbage i Tønder, indtil L 24 ankom 22. maj. Yderligere et luftskib L 9 ankom den 2. juli og var stationeret indtil 3. august 1916.

 

Dårlige observationer op til ”Jyllandsslaget”

Den 31. maj 1916 lettede L 22 og L 24 fra Tønder. Vi er tiden omkring Jyllandsslaget på havet. Åbenbart havde L 24 fejlrapporteret. Dette fik den tyske admiralitet til at ændre taktik. Og det var bestemt ikke til det bedre. Slaget endte nærmest uafgjort. Briterne led det største tab, men briterne bevarede søherredømmet, så strategisk var det en britisk sejr.

Briterne mistede 14 skibe og 6.097 mand. Tyskerne mistede 11 skibe og 2.551 mand.

I de første måneder af 1917 var L 23 det eneste luftskib stationeret i Tønder men 5.april kom L 30. L 37 var her i ikke engang en måned. Bombetogterne var stort set overtaget af fly. Behovet for opklaring var begrænset, da krigsskibene sjældent forlod havnene.

 

Luftskibet havde ingen chance

Den 21. august kl. 3.50 lettede L 23 fra basen i Tønder på en rutinepatrulje. Kl. 5.40 afgav luftskibet en melding om nordgående eskadre med fire lette krydsere og 15 destroyere 30 sømil vest for Bovbjerg. Skibene havde deltaget i en minelægningsoperation. De var nordgående.

HMS Yaemouth havde en startplatform for fly monteret på toppen af et kanontårn. Herfra lettede B.A. Smart i sit jagerfly. Snart steg han op i 2.300 meters højde og under udnyttelse af skydækket lykkedes det ham i et dyk at beskyde L 23, der fløj i en højde af 1.800 meter. L 23 sendte løbende signaler til Tønder om de fjendtlige styrker men forsøgte at undvige flyet.

Det skulle synes umuligt at ramme fobi et luftskib, men Smarts første salve af eksplosive projektiler skød over luftskibet. Han foretog et duk for at øge hastigheden i et nyt angreb, og i en afstand af blot 35 meter fra luftskibet så han seks projektiler ramme L 23. Han dykkede igen for at undgå en kollision. Da Smart kiggede bagud, så han L 23 omspændt af et flammehav.

L 23 ramte havet 40 km vest for Stadilfjord. Et besætningsmedlem var åbenbart sprunget ud i faldskærm. Han overlevede springet men druknede senere., da der ikke var nogen til at samle ham op. Smart landede på havet og blev samlet op af HMS Prince. Hele besætningen på 19 mand omkom.

 

Man kunne nu gå op i 6.000 km’ s højde

Efter L 23’s forlis var der i en måned kun to luftskibe L 45 og L 54 stationeret i Tønder.

I de sidste to krigsår blev der gennemført 11 bombetogter. Og tyskerne havde udviklet luftskibe, der kunne komme uden om de britiske flys rækkevidde nemlig i en højde af 6.000 meter.

Men denne pris for sikkerhed medførte højdesyge, stærk kulde og uforudsigelige vejrforhold. Samtidig blev navigationen vanskelig og motorerne mistede ydekraft i den iltfattige luft.

 

Spionage i Tønder

Den 19. og 20. oktober 1917 skulle man deltage i et stort anlagt angreb mod The Midlands. Fra Tøndermarsken deltog L 45 og L 54.  Mern atter engang var man helt ude af kurs. Efter en farefuld færd måtte L 45 nødlande på en tørlagt i Sydfrankrig. Landingen var vellykket. Personalet overlevede. Efter landingen blev luftskibet sat i brand.

Kommandanten fandt efter afhøringer ud af, at englænderne vidste særdeles meget om forholdene i Tønder.

L 54 kom helskindet hjem. De engelske fly kunne ikke følge med.

I bogen fortæller Mogens Jensen om tre personer fra Tønder og to fra Nordholtz, der angivelig skulle være blevet skudt sigtet for spionage. Den engelske efterretningstjeneste vidste udmærket, hvad der skete i Tønder. Men sagen er aldrig blevet nærmere belyst.

 

Angrebet mod Tønder

Det ville være populært i England hvis man kunne gennemføre et succesrigt angreb mod Tønder – basen. Efterhånden havde man også fået teknologien til at gennemføre dette. HMS Furios var egentlig tænkt som en slagkrydser. Men nu fik skibet et 46 meter langt flyvedæk. Men testflyvninger gik ikke så godt. Så nu fik man i stedet et 90 meter flyvedæk.

Den 17. juli stævnede en flådestyrke ud fra Rosyth bestående af 11 skibe og en eskorte på 8 skibe. Syv specielle fly var også med. For første gang i verdenshistorien blev et angreb indledt fra et hangarskib.

Man måtte lige udsætte angrebet en enkelt dag. Men den 19. juli blev det skudt af i to bølger.

 

De første bomber ramte ved siden af

Luftskibsbasens jagerbeskyttelse blev trykket den 6. marts efter flere alvorlige uheld i 1918. De britiske fly blev fulgt af den danske kystvagt ved Mandø. Tyskerne opdagede flyene ved Skærbæk kl. 4.45. Men det blev først modtaget 5.32 tre minutter inden angrebet startede. Der var ingen officerer til stede måske fordi der havde været afholdt fest aftenen forinden.

Åbenbart havde de engelske piloter svært ved at finde basen. Den forreste skulle have viftet med et rødt flag med kunne ikke finde den. Den første bombe ramte en mark, hvor en kvinde stod og malkede. Den anden bombe gik ned, der hvor Tønderhallerne i dag ligger. Kvægmarkedet blev også ramt.

Men to bomber gik igennem taget på Toska og antændte luftskibene L 54 og L 60. De udbrændte begge totalt. Tobias blev også ramt. Et kæmpe flammehav opstod. Endnu et angreb blev foretaget. En række togvogne fyldt med benzin og brint blev ramt.

Efter angrebet fik Tønder kun betydning som alternativ nødhavn.

 

Revolutionen afsluttede det hele

Den 5. august 1918 gennemførte tyskerne det sidste luftskibsangreb mod England. Men angrebet blev en katastrofe. Alle luftskibe blev skudt ned af engelske fly.

Alle officerer blev afvæbnet ved revolutionen i Tønder. Man fik hjælp fra marinesoldater fra Kiel. Det skete den 6. november 1918. Efterfølgende blev der på Tonhalle holdt et stort møde.

Denne hændelse var det endelige dødsstød for Tønder – basen. Mandskabet forlod nu basen, der blev ribbet for masser af værdier. Indtil den 5. maj 1920 stod basen tom. Da overtog dansk militær den.

 

Den psykologiske virkning større end de fysiske

I bogen er der jongleret med forskellige tal. Disse viser at tabsprocenten var på 26,3 pct. Og forfatteren konkluderer meget rammende:

• Den psykologiske virkning af luftskibe var større end den fysiske.

Den maj 1920 rykkede Sønderjysk Kommando ind i barakkerne på basen. De var i en elendig forfatning. De fleste af barakkerne blev flyttet til den tidligere Funkstation, der lå i den nuværende Ryttervej.

Da vi i sin tid gravede huler på hjørnet Lærkevej/Nordre landevej fandt vi en del bestik antagelig fra dengang.

 

Få fat i bogen

Det er en spændende bog, vi fik mange nye ting at vide. Men der var også ting, som vi må vente med at få at vide. Når nu dette var det tredje angreb mod basen, hvorfor var tyskerne så sløsede med deres forsvar?

De kunne jo slet ikke stille noget op. Og meldingerne fik de alt for sent. Hvorfor havde de ikke fået rettet op på deres fly og fået forbedret forholdene for dem. Det virker for sløset. Måske får vi svar på dette når vi besøger Zeppelin-museet nord for Tønder. Læs endelig bogen, inden du besøger dette spændende sted. Man føler sig i den grad godt orienteret. Det er tydeligt at mærke at forfatteren er inde i sit fag.

Og nord for Tønder bliver det spændende at se, om de kan udnytte den gamle/ny flyvehal til spændende ting.

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Mogens Jensen: Zeppelinbasen i Tønder – V. Marine Luftschiff- Detachement – Tondern – en tysk luftskibsbase i Sønderjylland 1914 – 1918.

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.619 artikler, herunder 269 artikler fra Tønder, herunder:

• Tønders Zeppelinere (4)
• Zeppeliner i Tønder
• Angrebet mod Tønder 1918
• En luftskibsbase i Tønder
• Bombeangreb mod Tønder
• Militæret i Tønder 1920 – 23
• Bataljonen fra Tønder