Visby – nord for Tønder
Tænk engang, her lå en borg i 1300 – tallet. Peter Rantzau ”arvede” slot og kæreste fra storebror. Han rev det ned, og byggede et pragtslot. Han rev også kirken ned og byggede en næsten ny kirke. Men han tog pengene fra andre kirker. Han fik næsten ”ejerfornemmelser”. Det blev han også dømt for. Og så var det lige et tag, der rustede. Bønderne kunne bestemt ikke lide alle godsejere. Knudsen rykkede ind og tilbød Staten, at de måtte købe slottet. De sagde ”nej tak” og så rev han det ned. Men en bro gik i stykker, så han blev ikke færdig. En præst og hans kone ligger i parken. En fætter til brødrene Knudsen oprettede den første brugsforening i Nordslesvig. Og så havde man et Tinghus med en populær herredsfoged. Her flyttede frk. Lindberg ind og oprettede en skole. Men hun blev udvist. En læge flyttede ind, og snart blev her forsamlingshus. Og så kigger vi lige på et par originaler.
Vi har været her før
Forleden var det en læser, der mente, at det var for dårligt vi endnu ikke havde skrevet noget om Abild. Nej vi har endnu ikke skrevet en selvstændig artikel om dette sted. Men vi har da i den grad beskrevet små bysamfund langs grænsen. Vi har nu bevæget os en del nordligere, ca. 15 kilometer nordvest for Tønder. Hertil cyklede vi ofte fra Tønder. Det var spændende at se Trøjborg – ruinen.
Jo vi har skam også i artikler været her før. Men nu er vi her atter engang. Men det er nu ikke alle byer, der kan prale med slot, Hedegård og forsamlingshus.
En borg fra 1300 – tallet
Den første borg på stedet er bygget i begyndelsen af 1300-tallet. Borgen blev anlagt på vestsiden af en bakkeø, der fra Visby strækker sig mod vest ud i engene langs Sejers bækken.
Sandsynligvis var det den sønderjyske hertug, der har anlagt borgen i 1348. Den blev pantsat til Johan Limbek af den slægt, der på samme tid ejede Tørning og Søgård. Det var da også Claus Limbek den Yngre på Tørning der i 1407 solgte Trøjborg til Dronning Margrete.
De Sønderjyske Enklaver
Hun forsøgte at styrke kongeriget mod syd ved at erhverve ejendomme.
Hun lagde straks borgen og den tilliggende ind under Ribe Bispesæde og Viborg Landsting. Det betød, at Trøjborg kom til at høre til Kongeriget Danmark og ikke til hertugdømmet Slesvig. Med udgangspunkt i Trøjborg skabtes herefter ”de sønderjyske enklaver”. Det er områder af Sønderjylland/Nordslesvig, der hører under Kongeriget.
I 1864 blev disse byttet bort til Tyskland mod ”de otte sogne syd for Kolding”, sognene omkring Ribe samt Ærø.
Han ”arvede” slot og kæreste
I 1565 skænkede kongen Trøjborg til hærføreren Daniel Rantzau. Ved dennes død under belejringen af Varberghus 1569, gik Trøjborg over til broderen Peter Rantzau mod at kongen tog Vamdrupgård.
Det påstås at Peter Rantzau både arvede godset og kæresten Catharina von Damm efter sin bror. Han var meget pragtsyg og der skulle absolut være fire tårne på Trøjborg.
Da Peter Rantzau overtog den gamle middelalderborg i 1570 rev han den ned og påbegyndte opførelsen af et meget moderne slot. Den gamle borgbanke blev udvidet så meget, at der blev plads til at opføre et 32 x 31 meter stort firesiddet slot omkring en lille borggård. Slottets mure rejste sig direkte op af en delvis nyanlagt indre voldgrav, og omkring denne blev der gravet en helt ny ydre voldgrav.
Et fornemt slot
Slottets bygninger var i to etager over en høj kælder med et tårn i hvert hjørne af den indre borggård. Dette var en helt moderne arkitektur i 1570’erne. Arkitekten har sandsynligvis været Hercules von Oberberg, der også byggede Hansborg Slot, Grøngård, Tønning samt Brundlund Slot.
I hvert af de fire hjørner blev etagerne forbundet med et trappetårn med løgformet spir. Der var to hovedetager over en høj kælder. En vindebro førte over voldgraven ind til slottets store indgangsportal, der nu er delvis rekonstrueret ud fra den originale overbygning.
Øst for slottet blev der opført en ladegård, der ligeledes var omgivet af en voldgrav. De nuværende bygninger på ladegården er fra 1680, 1770 og 1870. Over indgangen til slottet hængte Peter Rantzau en indskrifttavle, der indledes med følgende tekst på latin:
- Skatte du sanke og borge du bygge, som dø du ej skulle, død du i morgen ej ved, hvem der ejer dit gods.
Trøjborg forblev i slægtens eje frem til 1673.
Herefter gik den via en datter til slægten von Buchenwald.
Stor utilfredshed med godsejer
Fra 1777 havde gården forskellige ejere.
Omkring år 1800 var der en voldsom strid mellem godsejer Bendix Hoist med hovbønderne. I 1768 havde inspektør Hansen ellers i en indberetning skrevet at forholdene på Trøjborg var forbilledlige. I 1784 opsagde bønderne den gamle hoverikontrakt. Efterhånden blev modsætningsforholdene større og større.
Man bebrejdede ham, hans omfattende studefedning var medvirkende til den knaphed på brødkorn, som fandtes i disse år. De utilfredse gik dog så vidt, at de planlagde at den gamle gård skulle brændes ned.
Staten sagde ”Nej Tak” til slottet
I 1851 købte storbonden Knud Lausten Thomsen (1806 – 1866) fra Forballum Trøjborg på en tvangsauktion. Lausten havde haft kristen Kold ansat som huslærer for sine børn i Forballum og var grebet af de grundtvigianske tanker og højskolebevægelsen.
Han ville ikke selv have slottet og tilbød det til staten for at de eventuelt kunne indrette et seminarium i bygningerne. I 1854 sagde man nej tak. Man ville ikke skabe en konkurrent til Tønder Seminarium.
Men så begyndte Thomsen at nedrive slottet. Alt brugbart byggemateriale blev solgt, inventaret spredt, noget af det befinder sig på Museum Sønderjylland i Tønder.
En bro gik i stykker
Slottet havde sikkert været helt fjernet hvis ikke broen over indre voldgrav en dag var brudt sammen. Herefter lod han den resterende del af ruinen stå. Ved udgravningerne er der fundet store mængder genstande fra 1570 – 1855, hovedsagelig fra voldgraven omkring slottet.
Knud Lausten Knudsen var en af de ledende godsejere i den nationale kamp. Han ønskede ikke at bruge slottet i et moderne landbrug.
En god løn som huslærer
Som huslærer fik man en god løn hos Knudsens – 400 mark med kost og logi. Og det var så kun tre knægte, man skulle holde styr på. Fru Knudsen ville gerne have, at de også blev undervist i tysk.
Dengang var det en meget anstrengende tur i dagvognen fra Ribe til Tønder. Det var en rigtig rumlekasse. Man blev både ør og døv. Fra Sølsted var det 3-4 kilometer til Visby Hedegård. Det var en meget herskabelig hovedbygning.
Dygtige landmænd
Ved Knud Knudsens død i 1866 arvede den ældste af sønnerne, Hans Oksen Knudsen Trøjborg, den yngste Christian Knudsen fik Visby Hedegård. Den var opført af den tidligere amtmand, Neergaard. Til gården hørte op mod 1.000 tdr. land af god beskaffenhed. Der var også en plantage med en dam i, hvor en båd lå og vippede. Under den mægtige bøg var der indrettet en kroketplads.
Chresten Knudsen var landmand med liv og sjæl. Han havde et godt humør og en vældig energi. Han havde stor betydning som skægopdrætter.
Halvanden til to kilometer fra Visby Hedegård på en del af Knudsens jorder var der bygget en hel ny gård, Nørregård også kaldet Mejerigården. Her var op til 50 køer.
Gamle Fru Knudsen
På Visby Hedegård levede gamle Fru Knudsen. Hun boede sammen med en husbestyrerinde i en fløj af hovedbygningen. Hun var meget overtroisk, on når der sad 13 til bords gik hun igen.
Hun var meget bekymret en augustnat 1881 da sønnen var til begravelse i Bevtoft. Da han så endelig kom hjem næste morgen ved 7 – tiden, mente hun at sønnen skulle anskaffe sig en lukket vogn som andre i slægten. Og hun ville godt betale den for ham.
Kirken fra 1200 – 1300’tallet
Det første man får øje på, når man kommer fra vest ind mod Visby, er kirken på venstre side over for Visby Gamle Skole, hvor der nu er indrettet brandstation. Visby Kirke har højst sandsynligt ligget på dette sted siden 12 – 1300-tallet.
Peter Rantzau fik ejerfornemmelser
Kirken nævnes i 1514 som viet til Sankt Laurentius. Da Peter Rantzau erhvervede Trøjborg. Det betød at han fik kaldsretten til Visby samt Døstrup, Mjolden og Randerup kirker. Men han opførte sig som om han var kirkejer. Omkring 1590 byggede han hele kirken om og forsynede den med inventar for penge han tog af de tre andre kirkers midler. Ja det påstås, at han rev hele kirken ned og opførte en ny. Dette var meget usædvanligt for denne tid.
Over dette klagede ærkedegnen i Ribe til kongen i 1596. Denne befalede straks Rantzau til at afstå fra de kirkegårde, jorde, enge og andet, ”som han havde tilegnet sig”. Det skulle imidlertid en dom til før, at Rantzau ville bøje sig.
Ved en sådan i 1598 blev det fastslået, at Trøjborgs ejere ikke havde ejendomsret til kirkens herligheder, og Rantzau dømtes til at betale Lø herreds kirker 3.300 daler for det han ulovligt havde oppebåret. Deraf skulle ærkedegnen have de 1.100 daler for den skade, han havde lidt.
Taget rustede
På Trøjborg var der et kapel. Visby Kirkes spir tjente som sømærke. Som på så mange kirker har der også på Visby Kirke været en gabestok. Måske er den identisk med det halsjern (med kæde), som i dag befinder sig på Tønder Kirkemuseum.
Det nuværende tårn stammer i hovedsagen fra 1857, men er bortset fra spiret en ret nøje kopi af Rantzaus. Spiret blev nedtaget i 1853.
Rantzau havde brugt fortinnet jernblik, som Ribes ærkedegn med skadefryd omtaler som:
- I den første skinnede oc pralede megit i marcken, men varede icke lenge førind samme blick forrustet og efterhaanden blæste aff tornet, saa et der bleff funden deraff paa andre bymarcker.
Det var en særdeles bekostelig affære at få dette skiftet ud at få det beklædt med egespån og bly. I 1857 kom det nuværende blytækkede spir op, og det er også lige som taget blevet restaureret flere gange siden. Sidst kom der nyt bly på i 2014.
I 1857 blev kirkestole taget ned, selv om godsforvalteren havde spået Guds hævn over dem, der turde gøre det.
Præstegården fredet
Visby Præstegård er fredet. Den blev opført af Bagge Friis i 1697. i 1922 blev præstegården på ny istandsat og reduceret til en vinkelbygning. Gården har en anseelig størrelse. Dette vidner vel om præstegerningens magtfulde samfundsposition.
Præsten og hans kone ligger i parken
I Visby havde Nels Møller været præst siden 1908. Både han og hans hustru var dansksindede. Men deres klædedragt og hele fremtræden var så påfaldende, at det var et almindeligt samtaleemne på hele egnen. Men ellers var det ikke noget at udsætte. Problemet var bare, at der på egnen også var en velfungerende frimenighed.
Nu var det sådan, at menigheden ved afstemning havde mulighed for at afgøre om, de ville beholde deres hidtidige præst. Når sådan en afstemning blev ønsket blev det sendt et spørgsmål til præsterne, om de ville underkaste sig sådan en afgørelse eller rejse syd på.
Og afgørelsen i Visby trak ud. Men den endte 146 ja og 146 nej. Først hen på sensommeren 1922 havde man forhandlet sig frem til en afgørelse. Pastor Møller trak sig med en undskyldning med, at han havde ondt i halsen. Han blev tilstået en årlig understøttelse på 2.500 kr.
Han hyggede sig herefter i et lille havehus i den store park, han havde plantet i byens udkant. Her boede han med sin hustru. Da hun nogle år senere døde, begravede han hende i parken. Han glemte bare lige at spørge om ministeriets tilladelse. Bagefter søgte han den. Gravstedet blev fredlyst som gravsted for hans hustru og ham. Selv døde han på Tønder Sygehus efter en lang og slem sygdom.
Hele parken havde han testamenteret til Visby Sogn.
En brugsforening blev startet
I 1870 fik en fætter til brødrene Knudsen, Frederik Høyberg på Nørmark startet den første brugsforening i Nordslesvig efter samme mønster som pastor Sonnes brugsforening i Thisted. De brugsforeningen fik sine egne lokaler i 1873 sørgede han tillige for, at der blev indrettet et lokale i huset, hvor man kunne holde møder. I flere år havde man ellers holdt møder i en privat stue i Visby. Her udfoldede der sig de kommende år et rigt mødeliv med foredragsholdere fra Danmark.
Prøjserne fik stoppet foredragsholderne
Men dette fik de prøjsiske myndigheder sat en stopper for ved at forbyde talerne indrejse fra Danmark. Men Brugsforeningen skulle også selv bruge lokalerne som følge af stadig voksende handel.
En ny beboer
I 1881 fik Visby en ny beboer – Elise Lindberg. Hun købte det gamle Tinghus for 12.000 kr. Hun havde ikke selv pengene. Men hun havde gode sponsorer. Hun tog også et billig lån i den lokale sparekasse.
Og se her er de skriftlige kilder forskellige. Et sted står der nemlig, at hun flyttede ind i herredsfogedens private hus. Og et andet sted står det anført, at hun indrettede skole i Tinghuset.
Tinghuset – en gammel retsbygning
Tinghuset blev oprindelig opført i 1850 – 51 som retsbygning. Den blev hjemsted for herredstinget, da tingstedet for de kongerigske enklaver blev flyttet til Visby. Og herredsfogeden fik sæde her.
Huset var i stueetagen indrettet med arrestforvarerbolig og fire fangeceller. I anledning af denne flytning af rettens sæde fra Bredebro til Visby måtte der anlægges en helt ny og bedre vej fra Borg over de sumpede egne ved Mollerup til Visby, så folk kunne komme nogenlunde uhindret til rettens sæde.
Populær herredsfoged
Herredsfogeden boede slet ikke i tinghuset men på en gård i Visby. Den sidste herredsfoged var den meget afholdte Ernst Sarauw. Han byggede et stort stateligt hus lige nord for Visby. Her blev han boende også efter Nordslesvigs afståelse til Prøjsen i 1864.
Han var en af de få embedsmænd, der ikke forlod landsdelen for at rejse nord på til Danmark. Han mente, at bedst tjente sønderjyderne ved at blive på sin post. For at lempe deres kår så godt han kunne. Det var en indstilling, der gjorde ham meget populær blandt befolkningen.
Da prøjserne i 1879 ændrede inddelingen af retskredsene og flyttede det nye amtsret til Løgumkloster, måtte Sarauw give op. Han solgte sin smukke ejendom i Visby og flyttede til Løgumkloster.
Og det var så hans tidligere hus, der blev hjemsted for frk. Lindbergs skole for unge piger.
Den statelige ejendom, som herredsfogeden havde bygget, blev jævnet med jorden.
Hvem var frk. Lindberg?
Men var hun Elise Lindberg? Hun var privatlærerinde. Og underviste kommende danske privatlærerinder. Så nu havde Visby fået Frøken Lindbergs Kostskole. Hun fik også tilsendt lærebøger fra København. Og det hele gik ud på ”God dansk Læsnings Udbredelse i Sønderjylland” Fra starten havde hun seks elever i Visby.
Men allerede i 1884 sluttede det sidste kapitel af frøken Lindbergs liv i Sønderjylland. Hun havde fået en opfordring til at deltage i en fælles tur til København. Det var 300 unge sønderjyske piger, der skulle præsenteres. Der skulle afsynges nogle sange og en masse andet.
Frk. Lindberg sagde nej tak. Men det blev opfattet som manglende nationalfølelse. Hun følte sig presset til at deltage. Da hun så senere fik en anmodning om at deltage ved et lignende arrangement i Varde sagde hun, ja tak. Man havde dog glemt at advare Frk. Lindberg for man sagde, at der havde været 200 tyske spioner til stede.
Frk. Lindberg blev udvist
Den 29. september blev Elise Lindberg stævnet til at give møde for herredsfogeden i Tønder. Ved mødet skete det, hun længe havde frygtet. Hun blev udvist. Da hun spurgte om årsagen, lød svaret:
- Regeringen giver ingen grund.
Godt 100 voksne elever havde da siden 1878 nydt godt af hendes undervisning. 32 af dem virkede som privatlærerinder i Slesvig.
Elise Lindberg flyttede derefter over grænsen og lejede Søgård Højskole ved Vamdrup, hvor hun den 7. oktober åbnede ”Frøken Lindbergs udvidede Skole på Søgård. Formålet var som hidtil at uddanne unge kvinder til privatlærerinde – gerningen i dansksindede hjem syd for grænsen.
En læge flyttede ind
I mellemtiden var der oprettet to forsamlingshuse i Sønderjylland. Og det skulle vise sig at Visby blev nr. tre.
Tinghuset havde stået tomt i en årrække indtil det blev købt af lægen, doktor Krüger fra Skærbæk. Han boede nu selv i huset og begyndte at drive lægepraksis herfra indtil sin død i 1889. Derefter blev hans enke boende i huset.
Et forsamlingshus til 5.000 mark
Ad omveje fik Høyberg nu at vide, at enkefru Krüger ville sælge det store Tinghus. Ved hjælp af en lynhurtig indsats og ved hjælp af brødrene Knudsen samt danske mænd i Visby, Gærup og Daler lykkedes det for Høyberg at skaffe 5.000 mark sammen, så man kunne købe Tinghuset, før tyskerne kom dem i forkøbet.
Beslutningen blev taget på et møde på Nørmark den 8. juli 1894. Allerede dagen efter var handlen afsluttet med fru Krüger. Huset var 45 år og i sin tid kostede det 30.000 mark at bygge. Stedet kom til at hedde Visby – Daler Forsamlingshus.
I 1901 blev salen udbygget, så man kunne samle de unge til gymnastik og folkedans. I de år kunne forsamlingshuset trække folk helt over til Rørkær.
Andelsselskab
I 1910 dannede man et andelsselskab med 20 andelshavere, 10 fra Visby og 10 fra Daler. Hver andelshaver hæftede hver for 1.000 mark. På sine ældre dage flyttede Høyberg og hans hustru ind i lejligheden i forsamlingshuset.
I 1906 havde man indrettet tingsalen på førstesal til frimenighedskirke. Den 10. februar 1920 var der feststemning i forsamlingshuset.
De følgende år blev lokalerne også brugt til hjemsted for sparekassen og sognerådslokaler. Samarbejdet med daler ophørte i 1929.
Og jeg tror, at det er 2 – 3 år siden at undertegnede blev inviteret til Lillebror og hans kones sølvbryllupsfest i lokalerne.
Der var originaler i Visby
Der har sikkert også været mange originaler i Visby i årenes løb. Vi skal hilse på et par stykker. Fra fattiggården i Visby kom der en hel del. Af og til gik de en tur i omegnen. Det var for eksempel ”Stam Peter”. Han stammede så meget, at det var umuligt at forstå ham.
Og så var det ”æ Pryller”, der var en ældre helt forskruet person. Brystet havde han behængt med ”ordner”. Det vil sige blanke prunkende ting og brogede sløjfer og bånd, som en eller anden havde givet ham. Han bildte sig ind at det var fornemme ordner. Hvis han havde fået en ny en, fremviste han den og sagde, at den var tilsendt af kejseren fra Kina eller en anden eksotisk person.
Med sig havde han altid en ældgammel harmonika, hvorpå han spillede, det vil sige han trak instrumentet ud og ind, hvorved det gav nogle vældige hyl. Dertil sang han så en vise, sædvanligvis om en eller anden frygtelig udåd, der var forøvet her og der.
Æ Prylle var lykkelig for sin tilværelse, gladest var han, hvis man gav ham en æske.
Der kom også uønskede gæster
I årenes løb forsvandt disse personer efterhånden, og en ny salgs dukkede op på egnen. Det var de såkaldte ”bosser”, der strejfede rundt på landevejene. De kom ikke helt ærlige til deres ting. For det meste var det arbejdssky og ofte fordrukne personer, ofte hjemmehørende langt nede i Tyskland. De var ikke velsete gæster i Visby.
Og måske vender vi atter tilbage til Visby.
Kilde:
- dengang.dk – diverse artikler
- oldtidsglimt.dk
- Sønderjyske Årbøger
- Sønderjysk Månedsskrift
- Historiske/Jyske Samlinger
- Møller: Nogle Minder og Oplevelser
- Feddersen Jensen: Visby Sognekrønike
- Nationalmuseet: Visby Kirke
- trap.lex.dk
- bredepastorat.dk
Hvis du vil vide mere:
- dengang.dk har 1.616 artikler, herunder 267 artikler fra Tønder:
- Trøjborg – den fjerde historie
- Bondeslægten fra Trøjborg – endnu mere
- Bondeslægten fra Trøjborg
- Trøjborg Slot – nord for Tønder
- Klosterbrødrene i Tønder
- Under Sønderjylland (188 artikler):
- De Kongerigske Enklaver – endnu mere
- Enklaverne i Sønderjylland
- En adelsborg i Tørning
- Margrete den Første og Sønderjylland