Var Paludan – Müller en folkehelt?

Han var kompromisløs og bøjede sig aldrig for tyskerne. Men samtidig var han embedsmand, og skulle derfor indordne sig efter den danske regering. Men det gjorde han aldrig. Flere gange var han på fyringens rand. Men man ville ikke gøre ham til martyr. Hvorfor opsagde han ikke sin stilling? Og så kæmpede videre? Gang på gang lagde han sig ud med amtmand, Refslund Thomsen, der fulgte regeringens politik. Selv Oberstens familie troede ikke, at han ville overleve de fem år. Men satte han ikke andre menneskers liv i fare med denne martyragtige holdning? Ganske overraskende blev Grænsegendarmerne sendt i KZ – lejr, efter at de i første omgang var gået fri? 43 af dem døde. Skyldtes dette Paludan – Møllers kamp? Nej. Efter kampen fandt tyskerne desværre en fortegnelse over en masse modstandsfolk i det sønderjyske. 

 

Kan man sætte spørgsmålstegn ved en myte?

Dette er historien om Svend Bartholin Paludan – Müller. Han blev også kaldt for Obersten. Han er nærmest blevet udråbt som folkehelt omkring Gråsten. Han døde nemlig i kamp mod nazisterne. Nu er det så opført et egnsspil til ære for ham. Rygterne går også på, at der nu skal laves en film om ham. Og hvordan kan man tillade sig at sætte spørgsmålstegn ved en myte.

Problemet er, at episoder i Oberstens liv er beskrevet vidt forskellig og ofte er tilpasset til at give os indtryk af at han var en helt. Andre ting i beskrivelserne i episoderne er bevidst undladt.

 

Familien i den litterære og videnskabelige verden

Hans far var sognepræst og forfatter. Og han er opvokset i Mou syd for Aalborg, men opvokset i et præstegårdshjem på Sydsjælland.

Familien har gjort sig gældende i den litterære og videnskabelige verden. Frederik Paludan Müller var således, Adam Homos digter.

I Snesere Kirke blev han konfirmeret af faderen. I kirkebogen anføres, at Svend fik mg i kundskaber og mg i forhold.

 

Militær karriere

I 1906 blev Paludan – Møller sekondløjtnant og steg hurtigt i graderne. Som unge premierløjtnant blev han i 1910 gift med Ragna Emilie Just. Vielsen fandt sted i Snesere Kirke og foretaget af hans far.

I 1917 blev han kaptajn og kompagnichef for 20. bataljon i Slagelse.

I forbindelse med reduktion af hæren ved Forsvarsloven af 1922 valgte Paludan – Müller at gå over i reserven.

I et stykke tid drev han et landbrug i Tjørnede ved Tølløse på Sjælland. Han var også på et tidspunkt ansat på Det Kongelige Bibliotek.

Her arbejde han med dettes kort – og billedsamling. I denne periode oversatte og udgav han forskelligt engelsk poesi. Men han savnede militær livet.

I 1930 indtrådte han igen i aktiv tjeneste. Han blev udnævnt til oberstløjtnant og chef for 28. bataljon i Roskilde.

 

Chef for grænsegendarmerne

I 1933 søgte han stillingen som næstkommanderende for Grænsegendarmeriet. Dette gendarmeri var et paramilitært korps som hørte under Finansministeriet. Allerede året efter blev han udnævnt som chef for korpset og udnævnt til oberst.

 

Gendarmeriets historie

Grænsegendarmeriet blev oprettet ved kongelig resolution af 4. december 1838 af tre rytterregimenter i Holsten. Det var underlagt hæren indtil 1864. Gendarmeriet kæmpede i 1864 – krigen sammen med det slesvigske gendarmeri som en militær enhed. Herefter blev det nedlagt.

I 1866 blev korpset genoprettet som et militært organiseret grænsetoldpolitikorps ved Kongeå – grænsen. Fra 5. maj 1920 fungerede korpset langs den nuværende grænse. I en længere periode var korpsets uniformer lyseblå, og blev derfor kaldt de blå gendarmer.

Paludan Müller og hans familie flyttede til Gråsten, og bosatte i en tjenestebolig på Slotsbanken ved kronprins Frederiks og kronprinsesse Ingrids slot i Gråsten.

 

Den italienske ambassadør protesterede

I 1935 skrev Paludan – Müller en artikel i Hejmdal. Det var en skarp artikel om det italienske angreb mod Abessinien. Artiklen vakte stærk vrede hos den italienske ambassadør. Han beklagede sig over for den danske regering. Resultat var, at obersten blev bevilliget en kort orlov, og mistede en halv måneds løn i bøde.

 

En dygtig officer

Nu var det ikke et let job. For Grænsegendarmerne sorterede som skrevet under Finansministeriet, der gerne så at korpset i tilfælde af krigshandlinger udførte politimæssige opgaver. Men krigsministeriet ville hellere have at korpset heller skulle fungere mere militært. De skulle kunne tage det første stød i tilfælde af, at tyskerne gik over grænsen.

I 1926 blev han Ridder af Danneborg og i 1937 Dannebrogsmand.

Paludan – Müller var kendt som en dygtig officer. Men han var også egenrådig og temperamentsfuld. Han havde ofte problemer med sine foresatte og regeringen. Han tog fra starten afstand fra samarbejdspolitikken. Ved adskillige lejligheder gav han udtryk for sine holdninger. Gennem sit kompromisløse sindelag kunne han ikke undgå et virke udfordrende på hjemmetyskere og de tyske myndigheder. Kompromisset var løgnen i hans optik. Han elskede sandheden fanatisk.

Han var viljestærk og energisk og meget nationalt indstillet. Fra begyndelsen var han afvisende over for et samarbejde med de tyske myndigheder.

Det var nogen, der mente, at han var for meget soldat. Han forlangte orden og disciplin. Men han forlange også en masse af sig selv. Men han delte også sine medmenneskers sorger og glæder. Han tog del i sine undergivne og deres sorger.

 

Dårlig forhold til amtmanden

Som følge af den såkaldte Påskeblæst i 1933, hvor en overskridelse af SA – tropper var overhængende, havde man oprettet et særligt politiadjudantur for Sønderjylland. Lederen af dette blev amtmand Refslund Thomsen. Meningen var at Grænsegendarmeriet skulle underlægges denne. Men sådan blev det aldrig. Og det førte til et gensidigt mistillid til politiet og Grænsegendarmeriet under hele besættelsestiden. Og dette var medvirkende til et meget dårligt forhold mellem amtmanden og Paludan – Møller.

Amtmanden ønskede at kunne styre Paludan – Müller, men det lykkedes aldrig for ham.

 

I vildrede – den 9. april

Paludan – Müller var i vildrede. Han havde også fået indberetninger om troppetransporter mod syd. Ifølge instrukserne skulle hans folk stadig overgå til de militære myndigheder. Denne instruks burde være blev ændret, men det var stadig ikke sket. Han gav derfor ordre til, at mandskabet skulle samle sig ved broer og vigtige veje og gør sig klar til kamp.

Men så ringede de fra Tolddepartementet i København, at gendarmerne under ingen omstændigheder måtte skyde. De måtte heller ikke sprænge broer i luften som planlagt.

 

Sandheden må frem

Natten til den 9. april 1940 blev tre gendarmer brutalt myrdet af to civilklædte tyske agenter ved Viadukten i Padborg.

Gode borgere i Padborg ville rejse en mindesten over de tre dræbte. Tyskerne havde dog bedt om, at inskriptionerne blev ændret. Amtmand Refslund Thomsen havde bedt om støtte til dette hos obersten. Men det fik han ikke, snarere tværtimod.

• Sandheden må frem

Ja sådan proklamerede Paludan Müller.

Langt om længe havde amtmanden fået overbevist postmester Grøn, formanden for den lokale komité.

Da stenen skulle rejses mødte 1.000 borgere frem. Teksten, som Obersten havde forfattet var skjult med kit. Men teksten var nu blevet ændret med et digt.

Men Paludan – Müller var dog ikke selv mødt frem til afsløringen. Han brød sig ikke om diktater. Men i regnvejr kunne borgerne i Padborg dog stadig skimte den originale tekst:

• Skudt af civilklædte personer, 9. april 1940.

For på sten stod der nu:

• Pligttro I satte Livet til

Med Eders Kald i Pagt

Hav tak til Fædreland og Folk

For trofast Grænsevagt

 

Protest mod klapjagt

I september 1941 udgik der en befaling fra politiet i Tønder, at man skulle holde øje med en engelsk flyversergent. Det fik Paludan – Müller til at reagere. Han skrev et rasende brev til politimester Martensen – Larsen. Han skrev, at han med væmmelse og dybeste skamfølelse havde læst efterlysningen, hvor signalementet var angivet som en tugthusfange.

Obersten påpegede, at Danmark ikke deltog i nogen krig. Hvorfor skulle danske myndigheder tillade krigshandlinger mod englænderne, der havde sat deres liv i spil for at befri Danmark. Han ville under ingen omstændigheder stille Grænsegendarmeriet til rådighed for sådan en klapjagt.

Amtmanden var forfærdet over disse udtalelser.

 

Det burde være blus på

Ved et offentligt møde den 7. marts 1942 omkring mørklægning kritiserede Paludan Müller det officielle Danmark og dets holdninger:

• Det er meningsløst, at politiet håndhæver mørklægningsreglerne så nøje. Det burde være blus på, så englænderne kan se, hvor grænsen er

Det var en vanskelig tid, for Paludan Møller efter tyskernes besættelse. Han forsøgte med sit korps at markere grænsen mellem Tyskland og Danmark.

 

Flaget skulle på halv

Paludan Müller forbød grænsegendarmerne i at deltage i illegalt arbejde for ikke at kompromittere korpset. Man han forbød ikke sig selv i at deltage i dette.

På to års dagen for den tyske besættelse gik der et forbud ud fra amtmanden til politimestrene, at man ikke måtte flage på halv. Men chefen for Grænsegendarmerne, Paludan – Müller nægtede at efterkomme denne ordre. Han mente, at de tre gendarmer, der blev skudt i Padborg skulle æres.

Episoden pustede atter til ilden mellem amtmanden og Obersten.

Den 25. maj blev der udsendt en forholdsordre. Den gik på, at Grænsegendarmerne ikke skulle deltage i kamphandlinger mod tyskerne indtil anden ordre var givet.

 

Da Tønder fyldte 700 år

Paludan Müller havde et særdeles anstrengt forhold til amtsborgmester Refslund Thomsen. Og dette forhold blev bestemt ikke bedre af episoden i forbindelse med Tønder Bys 700 år, den 5. august 1943.

Jo, det var 700 året for Tønders Stadsret, der skulle fejres. Det store værk, Tønder gennem tiderne udkom denne dag. Der skulle være masser af receptioner, gudstjenester, reception, frokost m.m. De fleste arrangementer holdt de nationale lejre for sig selv.

På Tønderhus spillede Lauritz Hansens Spillemandsorkester. Skuespilleren Vera Huhns læste op. Claus Eskildsen fortalte morsomme historier fra Tønder.

 

En diplomatisk tone

Ved det ekstraordinære byrådsmøde udtalte borgmester Paulsen:

• I skyggen af et blodigt verdensoprør fejrer vores by i dag 700 – årsdagen for erhvervelse af købstadsrettighederne. Gode og onde dage har Tønder oplevet. Omstridt har byen været, men altid elsket af sine indbyggere. Modsætningsforholdene mellem dansk og tysk har ikke hæmmet byens udvikling og alle større kommunalpolitiske opgaver har altid kunnet løses i fællesskab.

Tonen var lagt diplomatisk. Man ville ikke risikere konfrontationer. Måske var det derfor, at chefen for Grænsegendarmerne, Paludan Møller ikke var inviteret.

Klokken 9 var der festgudstjeneste i Kristkirken, hvor Hans Magle prædikede. Han var selv med i det illegale arbejde, og blev senere arresteret. Efter dansk gudstjeneste var der tysk gudstjeneste. Men det ville dommer Stegmann og to politimestre nu ikke deltage i. Den tyske præst, pastor Rühmann var ellers meget forsonende i sin prædiken.

 

Obersten ødelagde festen

Receptionen blev holdt i Amtsrådssalen. På Tønderhus var der frokost for 100 speciel indbudte gæster. Men pludselig dukkede Paludan Møller op. Alt var ellers foregået i fred og fordragelighed. Men Paludan Møller havde fået nok af al den snak. Han rejste sig op og fortalte, at man havde glemt, at tyskerne jo overfaldt Danmark. Efter hans ultrakorte tale var festen ved at gå i opløsning. Borgmesteren søgte dog at udglatte trådene.

Men hvad var det lige, Obersten havde sagt?

• Det er meget godt al den tale om naboskab og fordragelighed. Det er bare det i vejen, at den har ødelagt de første 200 år af det, som skete 9. april.

 

En undersøgelse om embedsførelsen

Amtmand Refslund Thomsen var rystet. Han påpegede gang på gang, at ordene måtte stå for hans egen regning og ikke den danske befolknings indstilling over for vores nabofolk. Jo, amtmanden forvarede regeringens samarbejdspolitik.

Greve O.D. Schack havde givet udtryk for, at obersten ikke måtte fremstå som martyr for sine ytringer.

Efter episoden blev der indledt en undersøgelse af Oberstens embedsførelse. Finansministeren betegnede ham som energisk og flittig med udpræget national indstilling. Men det var ikke første gang at Obersten var på kollisionskurs.

 

Beskyldninger uberettiget

Paludan Møller syntes, at det var aldeles uberettiget, at man anklagede ham efter talen i Tønder. Men han måtte afgive forklaring direkte til hans øverste chef – Finansministeren.

Men selv efter denne samtale var Scavenius stærk betænkelig ved, at Paludan Müller skulle bevare sit job.

 

Ikke mange overskrifter

Det var ikke mange kommentarer i aviserne om episoden. Måske skyldtes dette et pålæg fra regeringen. Heller ikke i Nordschleswigsche Zeitung var det bombastiske holdninger, som man egentlig kunne forvente (Læs vores artikel Obersten fra Tønder)

 

Fast og frimodig

Amtmanden var efterhånden bekymret. Han manede gentagende gange til forsigtighed i den sønderjyske landsdel. Dansk Samråd mente, at man skulle opføre sig Fast og frimodig. Men det var ikke det samme som provokerende og dumdristig.

 

En national ydmygelse

Paludan – Müller betragtede forholdene som national ydmygelse. Forsigtigheden var næsten værre end selve besættelsen, sagde han. Man måtte melde fra. I modsat fald mistede hele verden inklusive Tyskland respekten for Danmark. Og uden selvrespekt kunne Danmark som nation ikke overleve, mente han. Selv havde han det svært med at være tilbageholdene.

Ved et møde den 17. august 1943 henstillede finansministeren til Paludan – Møller, at han ikke fremover skulle blande sig i sådanne tilfælde som i Tønder. Statsminister Scavenius havde fremsat betænkeligheder ved at obersten kunne fortsætte i sit embede. Indenrigsminister Jørgensen, der havde overværet begivenheden i Tønder fastholdt dog, at Paludan Müller ikke skulle gøres til martyr.

 

Tillid til regeringen

Endnu i marts 1943 nærede størsteparten af den danske befolkning tillid til regeringen og deres dispositioner. Den danske befolkning ønskede ikke Norske tilstande. Embedsmændene forsøgte at skærme regeringen.

Paludan – Müller skiftede ikke mening som den største del af befolkningen, da nederlagene til tyskerne viste sig. Han havde hele tiden været imod samarbejdspolitikken.

 

Obersten havde set det komme

I forbindelse med politimesteraktionen, hvor et antal højere polititjenestemænd og officerer blev anholdt i Sønderjylland, var turen kommet til Paludan – Müller den 26. maj 1944. Han var forhadt af tyskerne af flere grunde.

I tilfælde af et tysk sammenbrud udarbejdede en gruppe politifolk og officerer i al hemmelighed planer om at mobilisere de væbnede danske styrker. Herunder opererede man også med Grænsegendarmeriet. Paludan – Müller og hans næstkommanderende A. Malling Jacobsen. De var med i planlægningen. Tyskerne havde længe kendt til planlægningen. Men nu var tiden kommet til en anholdelse.

De arresterede en række af mændene bag de illegale planer, bl.a. Malling Jacobsen. De nærmeste vidste udmærket, at han ville sætte sig til modværge.

Men det var som om, at obersten havde ventet, at tyskerne skulle komme. Han havde sikret sig våben – en karabin og en revolver. Han havde desuden rigelig med ammunition. Jo, det var oppe fra tjenesteboligens loft, han forberedte forsvaret.

Over for folk fra gendarmeriet havde han erklæret:

• Jeg ønsker ikke, at korpset på nogen måde yder mig bistand i en eventuel situation. Det kan kun få de alvorligst følger for korpset. Det er min direkte ordre, at man skal forholde sig i ro, hvis noget skulle overgå mig.

 

Obersten ville ikke overgive sig

Om morgenen kl. 5.30 dukkede tyskerne op, for at anholde ham på sin bolig i på Slotsbanken i Gråsten. Og i beskrivelserne er der forskellige udgaver

• Hvis I vil tale med mig, kan jeg træffes på mit kontor klokken 10. Dem, det trænger herind uden min tilladelse, skyder jeg,

Ja sådan sagde obersten inde fra sin bolig. Det var imod hans natur, at overgive sig.

Den første tyske soldat, der trådte ind af den sprængte dør, blev dræbt af et revolverskud af Paludan Müller.

Derefter sendte han datteren og hustruen ned i kælderen og husassistenten op på sit værelse. Han barikerede sig selv på loftet, hvorfra han skød mod tyskerne. De svarede igen med maskinpistoler.

 

Pastoren forsøgte at overtale Obersten

Mange vågnede af skudvekslingen. Politimester A, M. Bjerre anmodede sognepræsten, der var nabo til obersten at stoppe kampen.

Provst Hvidt skulle have udvirket en kort pause. Han fik lov til at gå ind i huset af tyskerne, hvor hustruen, datteren og hushjælpen blev bragt i sikkerhed. Men obersten ville ikke overgive sig. Under denne pause skulle Paludan Müller have bedt provsten om at give ham syndernes forladelse. Pastor Hvidt har skildret oplevelsen sådan:

• Jeg har aldrig lyst velsignelsen over et menneske under så dramatiske og gribende omstændigheder. Her lå på knæ en mand, der vidste, at han ville kæmpe til det sidste og at han skulle dø. Han lå ganske fredelig på sine knæ, men ved hans side lå pistolen og stod det skarpladte gevær. Han modtog Herrens nåde.

 

• Da jeg havde lyst velsignelsen over obersten, henvendte han nogle bemærkninger til mig. Han var ganske rolig og fattet. Der var intet ophidsende at mærke på ham. Dat anfægtede han ikke det mindste, at han nu skulle gå ind til den sidste kamp. Udadtil mærkede man da intet.

 

• Da jeg havde hentet de tre kvinder i kælderen skulle han nu tage afsked med dem. De stod foran loftstrappen, og der blev taget ganske kort afsked, idet han kyssede sin hustru og voksne datter farvel og sagde ”Farvel og Gud være med jer”

 

Man har bevidst udeladt Jens Møllers indsats

Mange har undladt at nævne Jens Møllers indsats. Han boede lige i nærheden og var også kommet frem til boligen. Han havde forhandlet med tyskerne, og lovede Paludan Müller, at han kunne forhindre, at han blev skudt men at han ikke kunne hindre ham fængselsophold. Undladelsen skyldes sikkert, at Jens Møller som bekendt var leder af det tyske mindretal og NDSAP – N. Og sådan en indblanding passer sikkert ikke ind i en beretning om en helt.

Kampen blev nu genoptaget.

Det sidste skud blev affyret kl. 8.45, da en tysk sprængningskommando fra Aabenraa havde sat huset i brand, og obersten brændte inde. To timer havde kampen taget. Efter at forstærkningen var ankommet var der 50 mand. Obersten havde fyret velrettede skud ad, således tog han fem tyske soldater med i døde.

 

Man protesterede i Gråsten

Flagene gik på halv, og alle forretninger i Gråsten lukkede til tyskernes store raseri. Den tyske garnisonschef truede med at skyde 10 indbyggere og sætte hele byen i brand, såfremt butikkerne ikke åbnede inden klokken 13 og flagene blev taget ned

Først hen på eftermiddagen fandt man oberstens lig i ruinerne. I første omgang nægtede tyskerne at udlevere liget til familien.

Igen glemmes følgende i beretningerne, at det var Jens Møller, der forhindrede, at butiksejerne i Gråsten blev straffet. Og han brugte også sine forbindelser til at liget blev udleveret til familien. Angiveligt skulle Jens Møller også have gjort sin indflydelse gældende over for Werner Best, så familien kunne afholde begravelsen.

Jens Møller var forfærdet over den senere aktionen mod Grænsegendarmerne. Han forsøgte, at få dem frigivet. Men chefen for det tyske sikkerhedspoliti i Danmark, Otto Bovensieben var efterhånden blevet træt af Jens Møllers mange protester. Han kaldte ham for Rettungsdienst Müller.

Både Pancke og Bovensiepen havde et yderst køligt forhold til Jens Møller. Men Jens Møllers forhold til Werner Best udviklede sig til et mangeårigt venskab.

 

Gestapo – chefens version

Gestapo – chefen August Wilhelm Naujock har i et brev beskrevet kampen:

• Efter at jeg sammen med to kammerater gennem et vindue var trængt ind i huset blev vi straks indviklet i en ildkamp med obersten. Han åbnede ild og skød på os med en karabin, mens jeg var udstyret med en maskinpistol med 60 skud. Obersten skød på os fra 1. etage og havde søgt dækning bag en skorsten. De jeg havde mistet en af mine folk og havde skudt mine to magasiner med de 60 skud tomme, gav jeg ordre til tilbagetrækning.

 

• Udenfor kom nu pastor Hvidt hen til mig og bad om at hente kvinderne ud af huset. De havde indtil nu siddet i kælderen. SD Lederen Koehnert fra Aabenraa forlangte af mig, at jeg skulle lade kvinderne blive i huset, indtil obersten havde overgivet sig. Jeg sagde til Koehnert, at jeg ikke først krig mod kvinder og børn og gav pastor Hvidt tilladelse til at hente kvinderne. Samtidig bad jeg ham overtale obersten til at overgive sig – gav ham altså en sidste chance. Dette ville han ikke og derfor måtte kampen fortsætte.

 

• Jeg udstyrede mig med en anden maskinpistol og to nye magasiner og trængte sammen med 3 kammerater, der havde meldt sig frivilligt, atter ind i huset, denne gang fra bagsiden gennem køkkenet.

 

• Obersten kom frem fra sin dækning, mens jeg skød et helt magasins 30 skud imod obersten, der nu stod helt uden dækning. Mindst 20 skud nåede deres mål, og jeg så obersten falde forover og blive liggende livløs…………

 

Den tyske Gestapo-chef slutter med følgende:

• Jeg beklager, at det endte således for obersten, men jeg kunne ikke handle anderledes og er mig ingen skyld bevidst. Jeg havde ordre til at anholde obersten og måtte udføre min ordre. Jeg tror at enhver anden i mit sted havde måttet handle ligesådan. Hermed afslutter jeg min beretning og håber hermed at have vist ham den sidste store tjeneste og givet ham den ære og berømmelse, som han fortjener som den tapper officer.

August Naujock flygtede den 4. maj 1945 til Hamborg. Men han meldte sig kort efter til briterne og blev interneret i Neuengamme. Her blev han udleveret til Danmark i 1946 og idømt 8 års fængsel.

Det kan så undre, at man skød huset i brand, når man vidste, at obersten var dræbt. Og det er jo heller ikke rigtig, at Paludan – Møller indebrændte, som mange beretninger taler om.

 

Begravelsen

Ligeledes måtte begravelsen ikke foregå i Sønderjylland. Ja egentlig var begravelsen blevet forbudt, men pastor Hvidt fra Gråsten sagde under sin prædiken:

• Jeg vil til at begynde med at gøre opmærksom på, at det er kun ved den yderste velvilje fra alle danske myndigheders side og fra den rigsbefuldmægtige Dr. Best, at denne begravelse finder sted.

• Det har været meget vanskeligt at opnå tilladelse til, at vi kunne samles her, og det var kun på 3 betingelser:

• At denne begravelse skulle foregå her i Snesere

• Endvidere i stilhed for familien

• Og endvidere selvfølgelig uden demonstrationer af enhver art.

 

Endvidere sagde præsten:

• En dansk mand, og fra drengetiden af her kendte han sin vej og vidst er det ganske bestemt, at hans vej, den gik gennem Danmarks værn, og det var for Danmark, han ville leve, og frem igennem alle grader fik han det smukkeste vidnesbyrd, ikke blot for dygtighed, men for det som er mere værd, det smukkeste vidnesbyrd for karakteregenskaber, for dem, der gør et menneske og en officer mod. Dem havde han, eller dem uddannede han med bevidsthed både i sit legeme og i sin sjæl.

• Hvad kræves der af en officer?
• Kraft, ro, overlegenhed, en god forstand, beslutsomhed, mod

• Der kræves vilje til at ofre! Han havde de egenskaber, og han bevarede dem lige til det sidste, og når det endte sådan, som vi ved, det er endt, så er det for så vidt ikke andet end slutpunktet af en eneste linje, der er gået igennem den mands liv – så er det et punktum på hans livs sætning, som kunne formuleres således:
• Sit Fædreland skylder man alt, hvad man har.

Det var ikke rigtig at begravelsen var forbudt, som det står i diverse beretninger. Ca. 2.500 overværede den. Nu skal dertil siges, at man her besidder Danmarks tredje største landsbykirke.

 

Den yderste konsekvens

Hans kamp mod tyskerne var den yderste konsekvens af hans holdning. Sin holdning og død blev et symbol på modstandsbevægelsen i Sønderjylland. Ja for modstandsfolk blev han et forbillede. Desværre fik tyskerne efter kampen adgang til en masse navne i den sønderjyske modstandsbevægelse.

 

Grænsegendarmerne blev pludselig interneret

Grænsegendarmeriet var ikke blevet påvirket af begivenhederne den 29. august 1943. Men det blev de til gengæld under politiaktionen den 19. september 1944. Ved denne aktion blev i alt 291 af den samlede styrke på 337 mand interneret i Frøslevlejren.

Af disse blev 141 grænsegendarmer den 5. oktober deponeret til Tyskland. De fleste endte i underafdelinger (Aussenlager) af Neuengamme. En del af de ældre blev dog løsladt i månederne inden befrielsen.

Interneringen og deportationerne kom som en stor overraskelse for Grænsegendarmerne. De havde et godt samarbejde med det tyske militær ved grænsen. Selve arrestationerne foregik over to dage og forløb relativ udramatisk. Og det skete selvfølgelig, fordi de fleste ikke havde forestillet sig dette. De fleste fulgte da også frivilligt med, da tyskerne kom for at hente dem.

Af de deporterede grænsegendarmer døde 38 under selve opholdet i Tyskland. 3 døde senere herhjemme.

 

Ene – mod den tyske overmagt

I Gråsten er der på to – års dagen for Svens Paludan – Müllers død opført en mindemur på det sted, hvor han havde kæmpet sin sidste kamp Under et relief af obersten står indskriften:

• I sin brændende Embedsbolig på denne Grund faldt den 26. Maj 1944 Grænsegendarmeriets Chef, Oberst Svend Bartholin Paludan – Müller efter 3 Timers Kamp – ene mod tysk Overmagt.

 I Frøslev er der indrettet en mindestue for ham.

 

Han tændte en fakkel

På 10 – års dagen for hans død i 1954 blev der udtalt:

• Med sit nej brød han ikke alene med det tyske voldsregime, men tændte også en fakkel, der kastede skær over det danske land.

 

Paludan – Müllers børn

I 1911 blev Else Paludan – Müller født. Hun blev født, da forældrene boede på Frederiksvej 29 i København. Else blev oberst lige som sin far. Hun blev chef for Kvindeligt Flyverkorps. Hun døde i 1996 og er begravet i Snesere.

I 1918 blev Mogens Paludan – Müller født, og i 1926 blev Dagny Paludan – Müller født.

 

Datteren: Han kom måske ikke til at overleve krigen

Det illegale blad, Plovfuren, der udgives i samarbejde med Frit Danmark var ikke sent til at udnævne Obersten som helt.

Den 20. maj 1964 bragte Flensborg Avis en artikel med overskriften, Det måtte ske… Artiklen var spredte erindringer skrevet af Dagny Paludan – Müller. Hun skrev artiklen under navnet Ny Balle. Ny var hendes kaldenavn. Artiklen var skrevet i anledningen af 20 års – dagen for oberstens død og hun skrev blandt andet:

• Krigen kom til at præge dette gode og trykke hjem, det gik langsomt og sikkert. Min fars rene indstilling til ret og uret og hans syn på det, han kaldte ”æresløs handling” gav os alle den tanke, at han måske ikke kom til at overleve krigen. Jeg kan sidde i skolen og, når det bliver banken på døren, tænke: ”Det er én, der vil fortælle, at din far er død”.

• Hans død var konsekvensen af den indstilling, han hele tiden havde haft

• I brevet fra den 19.4. 1944 står. ”Desværre kommer jeg ikke til København i år, jeg vil ikke derover. Det er nemlig så sandsynligt, at der netop i sidste halvdel af maj vil ske store begivenheder, at jeg ikke tør forlade min post. Selvom det lyder pralende, så passer det i nogen grad, at ”Grænsegendarmeriet, det er mig”, i al fald, når der er tale om ekstraordinære dispositioner”

• Min fars sidste kamp kunne ikke undre den, der kendte ham. Og det er min mors store fortjeneste, at hun elskede og forstod ham og fulgte ham så langt, han kunne – og dermed lod ham gå den sidste vej alene.

• Underskrevet ”Ny Balle”

 

Var handlingerne overdimensioneret?

Umiddelbart betragtet synes Paludan – Müllers martyragtige demonstration, at være overdimensioneret. Men den må også ses på baggrund af hans officersuddannelse. Han var embedsmand og måtte repræsentere det officielle Danmarks holdning. Hvis han ikke kunne lide den, burde han måske være fratrådt.

Den dag i dag, er det ikke alle, der er enige i Danmarks samarbejdspolitik. Denne politik er fantastisk belyst i en ny bog, som vi har anmeldt her på siden, At handle med ondskaben.

 

Bragte han flere mennesker i fare?

Sikkert ubevidst bragte han flere i fare med hans kompromisløse politik, sådan som Grænsegendarmerne. Men også da han ene mand optog kampen mod overmagten. Skulle det have stået til den lokale Ortskommandant i Aabenraa, skulle de tre piger ikke være blevet skånet.

Paludan – Müller var en intelligent person.

 

Forskellen på helt og skurk er ikke stor

Nogle gange er forskellen på helt og skurk meget lille. I Vordingborggade på Østerbro i København døde en dansk SOE – agent. Han blev skudt af danske betjente. Dengang betød hjælp fra England en fare for den danske samarbejdspolitik.

Og i Padborg døde en familiefar, skudt af modstandsbevægelsen. Men det officielle Danmark løj over for familien, politiet forfalskede rapporter m.m. Pludselig fandt myndighederne ud af, at have begået en alvorlig fejl. Familiefaderen var engelsk spion. Englænderne stillede de danske politimestre til regnskab på et møde i Wassersleben. En forfalsket rapport af tre medlemmer af Den Danske Brigade skulle overbevise englænderne. men de blev aldrig overbevist.

Historien om besættelsestiden ændrer sig hele tiden. Vi skal ikke kun vise hensyn over for bødlerne med også over for ofrene. Men først, når arkiverne åbnes, får vi den fulde sandhed.

Paludan – Müller var kompromisløs. Familien havde også sine tvivl, om han ville overleve de fem år. Var han en rigtig folkehelt?

 

Kilder:

• Sven Sabroe: Ene mand mod Gestapo (1945)
• Axel Pontoppidan: De faldt for fædrelandet (1955)
• Lars Bjørnboe: Ingen kender dagen – Grænsegendarmeriet 1940 – 45 (1970)
• Wikipedia
• Ole Bech, Eskild Bram: Historisk Billedbog for Nordslesvig 1920 – 1970 (1970)
• Dansk Biografisk Leksikon (1982)
• Uwe Brodersen: Obersten fra Tønder
• Uwe Brodersen: Grænsen og dens bevogtere
• Flensborg Avis (20. maj 1964)
• Gads Leksikon om den danske besættelsestid 1940 – 1945 (2002)
• Litteratur Besættelsestiden (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 362 artikler fra Besættelsestiden herunder bl.a.:

• Obersten fra Tønder
• Grænsen og dens bevogtere
• At handle med ondskaben
• De hvide busser – nok engang
• Werner Best
• Samarbejde med Besættelsesmagten
• Scavenius – Samarbejdets kunst – eller forræder
• Politik under besættelsen
• Drama i Vordingborggade (Øresundsgade)
• Mordet i Vordingborggade (Øresundsgade)
• Det tyske Mindretal
• Mindretal i Brændpunktet
• De mystiske mord ved Grænsen
• De fem lange år i Sønderjylland
• Dramaet ved Viadukten
• Sandheden om De Hvide Busser
• En villa i Kollund
• En villa i Kollund – endnu mere
• Jens Møller – folkeforfører eller folkefører
• Mord i Padborg 1-4 
• Sagen om Asmus Jensen (opdateret version)