Valdemar Skrupskider og de andre (NørLIV 17)

Dette er vores 17. bidrag til ugeavisen Nørrebro LIV. Vi er ude på Lersøen og møder en masse originaler. Her har man bygget huler. Og så bader man i Lygteåen. Men herude har kriminelle også søgt ud. Og mange er efterlyst af politiet. De bliver kaldt for Lersø – bøllerne. Og de mest kendte er nok Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus. De blev kaldt for Danmarks Bonnie og Clyde. Efter Lersø-Slaget flygtede de til Aarhus. Men her blev de endelig fanget, men flygtede fra fængslet.

Vi er ved den næsten udtørrede sø, Lersøen. Jo den var engang en del af Københavns vandforsyning. Vandet løb via Lygteåen til Ladegårdsåen.

Nu var Lygteåen også en vigtig grænse. For lige hertil løb Københavns Politis myndighed. Var man på den anden side af åen var man i Brønshøj Sognekommune. Måske var det derfor så mange gemte sig i sivene. Men det var kun til 1901, så bredte Københavns Kommune sig.

Lersøen bredte sig over et ganske stort område. Fra Bispebjerg Hospital over til Haraldsgade. Og fra Nørrebrogade(Lygtevejen) forbi Lyngbyvejen. Her var masser af pilekrat. Man kunne sagtens fare vild herude.

Her kom de pæne mennesker ikke. Her regerede Lersø – bøllerne. De blev kaldt Spiritus, Musen, Gloøje, Charles 5 – øre, Skæve Martin, Osen, Knokkeldrengen, Musen, Kro-Anders, Lange Hermand, Delle-Frederik og Valdemar Skrupskider. Jo denne kunne med bagdelen spille Fanemarchen. Og dette var meget populært hos børnene.

Jo så var det også Sorte – Petra. Hun var nærmest at betragte som fælles eje. Af andre piger var det også Anna 66, Guldåsen m.m. De trak på gaderne i København og bidrog på den måde til fællesskabet.

De byggede deres små huler af pilekrat og overdækkede dem med voksdug. Deres indbo hentede de fra den nærliggende losseplads ”Mimrelunden” Den lå på bakken lige neden for det nuværende Bispebjerg Hospital. Huslejen var gratis. Her var nogenlunde tørt og lunt. Man kunne altid varme sig på spritten. Favoritten var et sæt bestående af en flaske brændevin, der blev rundet af med en skibsøl eller en pot skummet mælk. Det var sundt og nærende.

Fast føde brugte man helst ikke penge på. I kvarteret var der altid en bager, der havde gammelt brød. Og var man vaks ved havelågen, kunne man altid rapse sig en høne eller et stykke flæsk.

Hos bagermester Pitzner på hjørnet af Gormsgade kunne man for to øre få rigtig dejlige flødekager for to øre. Så gjorde det ikke noget, at de var 3 – 4 dage gammel.

Politiet vidste godt, hvad der foregik derude. Men der var nu ikke daglig patruljering. Men når man vidste, at der gemte sig farlige forbrydere derude, så gik den vilde jagt med hunde. Og ikke alle betjente var lige populære. Særlig ham, de kaldte for Bølle Jørgensen var ikke velkommen. Han havde et langt skæg og var en stor knokkel. Ham gad ikke at slæbe bøllerne med på stationen. Han slæbte dem med ind i næste port og gav dem en ordentlig øretæve.

Lersø – bøllerne var frie fugle. De ville ikke underordne sig samfundets regler. De levede af smårapserier, betleri og lidt kræmmerhandel. Ja og så trak pigerne på Københavns gader.

De havde en ret høj hygiejnisk standard herude. De badede kollektivt nøgen i Lygteåen. Deres tøj hang til tørre inde ved bredden. Og for fem øre kunne man endda købe et stykke sæbe.

De havde også deres stamværtshus på Nørrebro. Bag ved Stefanskirken lå Brønshøjgade. Her lå et værtshus, der hed Lampekælderen. Den lå i en dyb kælder og her holdt Lersø – Bøllerne en gang imellem Snapseting.

Kongeparret herude var absolut Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus. Ferdinand Eriksen var en sværlemmet kleppert. Han havde ikke den store fidus til manuelt arbejde. Han havde direkte modvilje mod det. Han var flere gange kommet på kant med loven. Jorden brændte for alvor under ham. Derfor søgte han herud til ligesindede.

Karen Spidsmus hed egentlig Samuelsen. Det var hendes markante profil, der gav hende berømte navn. Hun kom inde fra Rabarberlandet. Hun havde nogle smådomme for overtrædelse af politivedtægten. Sådan opfattede hun det nu ikke selv. Hun betragtede det som aldeles utidigt indgreb i sit privatliv. Hun var bl.a. stukket af fra en forvaringsanstalt.

Hun var opvokset i Rabarberlandet og var datter af ”Den glade Sandmand”. Man skulle aldeles ikke kommentere hendes profil, så fik man en på ”Snotten”.

Man kan vel sige at bøllevæsnet i Lersøen kulminerede i 1901. Her blev det store Lersø – slag udkæmpet. Banden havde delt sig i forskellige grupper og begik indbrud på Nørrebro. Det skete natten mellem den 29. og 30. september, hvor de hen på morgenstunden kom hjem belæsset med udbyttet for at fejre det i hytterne.

Nu findes historien i forskellige udgaver. Det endte med, at den ene betjent Ørsted døde af sine kvæstelser herude. Hans makker blev anklaget for, at have svigtet sin kammerat.

Kongen og dronningen fik politiet ikke fat i, men stort set alle andre. Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus var flygtet til Aarhus. Her havde de lejet en kvistlejlighed og optrådte som Mathilde og Valdemar Hansen, bror og søster. Efter et halvt år var de blevet fanget. Men inden sagen kom for retten var fuglene fløjet.

Men de blev igen indfanget. Egentlig var det myndighederne, der blev gjort til grin. Ja det handler om spektakulære flugtforsøg og udklædning. De to blev hovedpersoner i skillingsviser og i revyer.

Ferdinand blev idømt 4 års tugthus for sin rolle i Lersø – slaget. I maj 1905 blev han benådet for resten af straffen mod at forlade landet og ikke vende tilbage de første 10 år. Han blev sendt til USA på politiets regning. Men forholdene passede ham ikke rigtig, og snart var han tilbage igen. Dette blev i den grad fejret ude på Lersøen.

Men først i 1912 kom han ud og klarede sig derefter fri fra Politi og Domstole. Han døde på Kommunehospitalet i 1919.

Karen Spidsmus slap med 30 dage på vand og brød. Hun levede herefter som en anstændig dame på Vesterbro til hun var godt oppe i firserne. I de senere år var hun dog blevet apatisk og nærmest igen en original.

Efterhånden kom bebyggelsen tættere på. De resterende ”bøller” på Lersøen trak ind til Nørre Fælled og skiftede navn til ”Fælledbisserne”. Ja og disse vil vi også senere aflægge et besøg i vores serie.

Politiet fik efterhånden også mere styr på det. Således anskaffede politiinspektør Mellerup nogle politihunde. Og det gav resultater. For disse hunde var ikke bange for Fælledbisserne. Der blev uddelt massevis af bidesår. Dette gentog sig gang på gang.

Man sagde i politikredse, at det var opdagechef Bertel Madsen, der fik optrevlet hele banden. Det er nu ikke helt korrekt.

• Du kan læse meget mere om Lersø-bøllerne på www.dengang.dk