Foredrag i Pensionistklubben, Terasserne, Tingbjerg, den 16. september 2012 i forbindelse med Golden Days – festivallen med fokus på 1950erne

Ældre mente, at de unge gik i moralsk forfald. Vi husker speakerpigerne fra dengang. Radio Mercur tyvstjal lyttere. Søndag formiddag på DR var også trist. Lyspunktet var Radioens Ønskekoncert. Det var tiden med Henkogte frugter. Hvad kunne man få for 100 kr. Og hvor meget skulle man arbejde for at tjene dette. 9.000 piger søgte hvert år om abort. Selvbetjening med unødvendige forbrugsgoder indfandt sig. Der var stor forskel i den sociale standard.

 

Smilende sommer – piger på cykler

Ser man film fra 50erne, ser man smilende piger i deres sommerkjoler på cykel. Man ser mødre gør hovedrent hver dag. Vi ser Morten Korch – filmene for os. Og det varede længe inden vi i Danmark kunne høre Jill – House Rock med Elvis. Det blev anset for farligt.

 

Eget lokum i Tønder

Og derhjemme i Tønder flyttede jeg allerede som seks – syv årig i rækkehus, med have og græsplæne. Social boligbyggeri dengang, havde stor kvalitet. Og så havde min far endda selv været med til at bygge det. Jo nu var det ikke mere lokum på trappeafsatsen sammen med naboen.

 

Kunne ikke forstå mig – dengang

Indrømmet – dengang tænkte jeg ikke meget på København. Og københavnere har næppe kunnet forstå mig dengang – mon de kan det i dag?

 

Den sociale standard

I København var der stor forskel på kvaliteten. Der var også stor forskel på den sociale standard. Man skulle tro, at man befandt sig i to verdener, dengang i 1950erne.

 

Ville ikke bo på landet

Brønshøj blev befolket af Nørrebro – arbejdere. De ville godt nok væk fra kasernen, men de ville ikke bo helt ude på landet. De klumpede sig sammen.

 

Tingbjerg – kvarteret

Der burde være en gade her i Tingbjerg, der hedder Steen Eiler Rasmussens Gade. Det var Steen Eiler Rasmussen, der stod for udformningen af Tingbjerg – kvarteret i 1956 – 58. Det er et jo fantastisk lilleby – miljø.

 

Ja man glemmer helt at svensker – kongen engang havde residens i Utterslev.

 

1.200 boliger

Man forsøgte at give bebyggelsen, købstadens gamle præg, med snævre gader, torv og butikker med åbne grønne arealer bag husene.

 

Hele Tingbjerg blev bygget fra 1956 – 1968. Det omfatter et højhus på 12 etager og et stort antal tre – etagers blokke, i alt godt 1.200 boliger. Hertil kom skole, børneinstitutioner og butikker.

 

Fingerplanen

Allerede i 1948 var en ideskitse færdig. Den hed Skitseforslag til Egnsplan For Storkøbenhavn. På skitsens forside var tegnet en hånd med udstrakte fingre lagt hen over København, deraf navnet Fingerplanen.

S – banerne skulle udbygges, og der skulle placeres nye boligkvarterer i fingrene. Servicecentre forestillede man skulle ligge i knoerne.

 

Ind til byen på 45 minutter

Længere ude ville man lave etageboliger, og endnu længere ude villakvarterer. Men den kollektive trafik skulle man kunne komme ind til byen på under 45 minutter, selv fra den yderste omegn.

 

Fingerplanen blev aldrig en juridisk plan. Men den dannede diskussionsoplæg.

Tænk i 1955 var der registeret 63.000 biler i København – en fordobling på 10 år.

 

Andre planer

Dengang da Fingerplanen blev udarbejdet var der en bil pr. 33 indbygger. I 1954 var der en bil pr. 20. indbygger. Og så gik det ellers hurtig med at få anskaffet biler.

 

Der kom en masse andre planer. De blev kaldt for Kransen, Kæden m.m. Man havde svært ved at blive enige. Og noget af planlægningen var uladsiggørlig allerede fra starten.

 

Tre ugers ferie

På arbejdsmarkedet i 1952 blev der indført tre ugers ferie. Få år senere blev den ugentlige arbejdstid nedsat til 45 timer.

Fabrikker blev flyttet væk fra centrum til yderkanterne. Det skete blandt andet for Konfektionsbyen, Lersø Parkallé . Maskinfabrikken Atlas flyttede fra Bragesgade til Lundtofte.

 

Forstæderne blomstrede

Københavns struktur ændrede sig fuldstændig. Forstæderne blomstrede op. Industrien flyttede ud. I 1950 havde havde Københavns Kommune et indbyggertal på 768.000. Men i 1960 var 40.000 flyttet ud. Og med dem 234 industrivirksomheder. I 1970 var yderligere 130.000 flyttet ud. I 1985 var der vel kun 460.000 i Københavns Kommune. Planlæggerne havde svært ved at følge med.

 

Statslån til drømmehuset

Man kunne i perioden fra 1938 til 1958 få et statslån til drømmehuset. Man kunne låne op til 90 pct. af byggesummen. Staten stillede kun to betingelser:

 

       Man skulle anvende en arkitekt

       Det nye hus måtte maksimum være på 110 kvadratmeter. Senere blev dette forhøjet til 230 kvadratmeter.

 

I begyndelsen af 1950erne kunne man erhverve et hus i Herlev for 68.000 kr.

Mod vejen holdt man facaden med sirlige roser og hæk, plus en lige sti af hjemstøbte cementfliser til hoveddøren. Baghaven var optaget af æble – og pæretræer, måske kirsebær – og blommetræer, masser af bærbuske, kartofler, porre og gulerødder.

 

Saneringsplan

I København vedtog man en saneringsplan i 1959. Det betød, at man indtil 1972 nedlagde 2.700 usunde boliger. En ny saneringsplan blev vedtaget i 1971. Denne var årsag til den såkaldte Bulldozersanering på Nørrebro.

Folk havde pludselig ikke råd til at flytte tilbage.

 

 

Selvbetjening

Københavns første selvbetjeningsbutik blev anlagt i 1949 i Vigerslevvej i Valby. En journalist bemærkede, at der kun var stillet 10 indkøbsvogne frem.

Der var stillet masser af kurve frem. Man mente, at husmødrene ville være for genert til at køre rundt med indkøbsvogne. De skulle nok langsom vende sig til det.

 

Hovedstadens Brugsforening havde været rigtig kreativ, da de udarbejde en annoncetekst:

 

       Respekt for husmoderens tid og arbejde er den vigtigst grund til at indføre selvbetjening.

 

Det gik ud over den lille butik

I 1959 var der fandtes der 220 selvbetjeningsbutikker i København inden for fødevarehandelen. Især brugte Irma denne nye selvbetjenings – form. Det var personalebesparende. Følgen blev naturligvis de små butikkers død.

 

I 1935 var der 21.000 detailhandlere i København. I 1958 var der 15.000 tilbage. Medvirkende til dette var også, at de ældre bydele med de mange dagligvarebutikker efterhånden blev affolket, fordi folk flyttede ud i forstæderne.

 

Fruen tog på arbejdsmarkedet

Man var indstillet på ar betale de omkostninger, der fulgte med. Ringere service og standardiseret varesortiment.

Fruen tog ud på arbejdsmarkedet. Hun skulle skynde sig fra arbejdet, i supermarkedet og hjem og lave mad til manden.

 

Og lidt senere kunne man så også i Irma få surmælksprodukter, vin og færdigretter. Det var stort.

 

Behov for vuggestuer

Det voksende antal mødre, der søgte ud på arbejdsmarkedet skabte øget behov for vuggestuer.

Den månedlige indtægt i 1957. Mor går endnu derhjemme. Huslejen var 127 kr. Til gengæld var skatten kun 175 kr.

 

Mellem 1940 og 1960 fik hovedstaden en fordobling af ældre borgere over 65 år. Det betød større krav til alderdomsforsorgen. I 1955 fik man hjemmehjælp.

Nørre Hospital i Ryesgade blev omdannet til plejehjem.

De Gamles By ved Guldbergsgade ændrede gradvis karakter fra at være et traditionelt alderdomshjem til at være plejeinstitution.

 

Boligmangel

Det var nu ikke alle, der bare flyttede ud til forstæderne. Der var masser af boligmangel. Og mange boede i husvildebarakker. Således boede 12 familier i Bethlehem på Frederikssundsvej. De havde et fælles køkken i kælderen. Om vinteren var vandet frosset i flere måneder. Og de var 45 beboere til at deles om to gammeldags retirader i gården.

Andre steder boede man i kolonihavehuse. 

 

Tænk i 1953 var hver 7. dansker ramt af bolignøden. 150.000 hustande boede i saneringsmodne ejendomme. I 142.000 lejligheder i byerne var uden selvstændig toilet. 520.000 lejligheder var uden bad og 550.000 uden centralvarme.

 

En socialrådgiver beskrev forholdene på Nørrebro således:

 

       Familien består af 9 medlemmer – forældrene og 7 børn i alderen 4 – 14 år. Lejligheden, der ligger ud mod gården, består af 2 små værelser, køkken, en mini entré og WC. Det ene værelse fungerer både som opholdsstue og som forældrenes soveværelse.

       Det andet værelse er lidt større, men meget af pladsen optages af køjesenge.

       Her skal 7 børn sove, lege og læse lektier. Køkkenet er lille og fugtigt. Hele lejligheden er mørk og solfattig. Den lange smalle gård er legeplads for 70 børn.

 

Tænk at arbejderbørn kom igennem mellemskolen og ind i gymnasiet.

 

Storproduktion af boliger

Kun de sociale boligselskaber eller den private stor- entreprenører evt. flere i samarbejde magtede de store montagebyggerier. Man tog udgangspunkt i præfabrikerede betonelementer. Denne metode tog sit opsving i 1950erne.

 

Hvem ville og kunne bo på 13. etage?

Bellahøj – bebyggelsen var det første større eksempel på den nye teknik. Samtidig introducerede man højhusbyggeriet i Danmark. Jordbeton – elementerne begyndte at vinde frem.

 

Bellahøj – bebyggelsen bestod af i alt 28 punkthuse, dvs. forskudte blokke med fælles trappeanlæg, på 9 eller 13 etager. Beliggenheden på Bellahøj gav beboerne byens flotteste udsigt. Det gav i alt 1.300 lejligheder. Byggeriet stod på mellem 1950 og 1957.

 

Man var meget spændt på, hvem der turde at bo på 13. etage til en husleje på en tredjedel af den gennemsnitlige indkomst. Lejlighederne stod dog også længe tomme.

 

Kollektive foranstaltninger

I nærheden blev Voldparken i Husum bygget i 1950. Høje Søborg fra 1951 var især beregnet til enlige og ægtepar uden børn. Komplekset havde kollektive foranstaltninger som vaskeri, varemodtagelse og lignende.

 

Ikke plads til kælder

Længere ude opstod parcelhusbyggeri. Man kunne tage fordelagtige statslån. Drømmen om eget hus blev gjort til virkelighed. Efterkrigstids – husene havde dog et beskedent udseende med lav tagrejsning. Det var sjældent kælder. Men den voksende bilisme betød dog, at de efterhånden fik garage.

 

En tunnelbane til Brønshøj?

I 1961 blev der foreslået, at der skulle laves en tunnelbane til Brønshøj. Sporvognenes køreplans – mæssige rejsehastighed faldt med 7 pct. mellem 1951 og 1964. Antallet af tilskadekommende og dræbte steg med 40 pct.

 

Befolkningen voksede stærkere end forudset. Den kollektive trafik kunne slet ikke følge med.

 

Livet ude af Byen i 1950erne (2. del)

 

I begyndelsen

Ja vi begynder lidt brutalt. Bogstavelig talt med livet.

 

Den sure svie

Og det man aldrig talte om, det var moralen. Tænk i 1948 blev hver fjerde svangerskab i København afbrudt. Men masser af måtte indstille sig på, at beholde barnet. Lægen sagde:

 

       De skal se, når barnet først er født, kan De slet ikke forstå, De ønskede at komme af med det.

 

Forskel på Hellerup – fruen og arbejderkvinden

Den velstillede Hellerup – frue kunne få en diskret udskrabning. Men arbejderkonen eller den ugifte pige var henvist til adresser, der gik i omgang.

 

Dem, der var heldig, at få foretaget indgrebet på et sygehus, var henvist til lokaler adskilt fra de pæne. De blev mødt af en ældre stram sygeplejerske. Hendes sidste ord var:

 

       Så betænker De dem måske, at komme rendende igen om nogle måneder. Efter den søde kløe kommer den sure svie.

 

9.000 søgte om abort – årlig

Mødrehjælpen var den eneste legale chance for abort.

Mødrehjælpen blev opsøgt af 9.000 kvinder om året. Af den var 6.000 ugifte og halvdelen under 18 år. Gennemsnitlig fik 40 pct. bevilget abort.

 

Overlæge Teit Kærn, Sankt Josephs Hospital oplyste i juni 1952 i Ugeskrift for Læger, at de hos 82 pct. af abortsøgende fra slumlejligheder kunne konstateres kronisk belastningsnervøsitet. Kvinder fra overbefolkede lejligheder indstilledes i 57 pct. af tilfældene til svangerskabsafbrydelse mod 37 pct. af kvinderne fra rimelige boligforhold.

 

De Røde Heste

De Røde heste skulle blive en af årtiets mest sete, mest kritiserede og mest elskede film. I løbet af de første måneder efter premieren blev den set af 2,4 millioner mennesker. Både Nordisk Film og Palladium havde afvist at filmatisere den populære bog.

ASA var meget i tvivl, men accepterede til sidst manuskriptet. Samtidig sikrede de sig filmrettighederne til Morten Korchs øvrige romaner for 5.000 kr.

Man kan sige at Mosekongen indeholdt alt. Lige fra forbyttede børn til ægte dansk muld. Og så fulgte Det store løb, Flintesønnerne og Det gamle guld.

 

Vi skal da heller ikke glemme hele otte Far til Fire – film.

 

Hvad kan jeg få for 100 kr.

I Billed Bladet var det en interessant artikel i januar 1950. Her kunne man se, havd man kunne få for 100 kr. – dengang:

 

       En Guldring, 800 cigaretter, fuld kost i et folkekøkken i en hel måned, en flybillet København – Aalborg retur, benzin til 1.216 kilometers kørsel i en gammel Citroen, 1,8 liter cognac, 180 pilsnere, 2.300 kopper ren kaffe eller hvad med 2 hektar land på heden?

 

Svært at tjene 100 kr.

Man skal bare lige tænke på, at det skam også var svært, at tjene 100 kr. – dengang. Således skulle:

 

       En rengøringskone vaske gulv i 50 timer, En kioskejer skulle sælge 2.000 eksemplarer københavnske aftenaviser og en chefpilot skulle flyve 25 timer

 

Havde man en tier dengang i 1955, kunne man godt gå fra købmanden med et tungt indkøbsnet. For pengene kunne man få:

 

       1 kvart kg. Kaffe, 2 kg stødt melis, 1 kg mel, en stor flaske hvidtøl og to pilsnere.

 

Banan – båden kom først i 1953

Ak ja i 1945 sang Anker Hansen ”Men når der kommer en båd med bananer” Den kom først i 1953.

 

Endda med stålvask

Det var stort, når et ungt par, der ventede deres andet barn i 1957 var flyttet ud i forstaden. De kunne stolt fremvise deres nye 2 – værelses lejlighed med toilet og håndvask. Køkkenet havde endda indbyggede skabe og stålvask.

 

Henkogte frugter

Madlavningen foregik i begyndelsen af årtiet på gammeldags manér. Frysevarer var endnu ikke almindelige. Skulle man lave en hurtigret, måtte man bruge konserves.

Spinat, grønne bønner og ærter fik man stadig på dåse. Henkogte frugter var hjemmelavede og stod på rad og række med sirlige etiketter på den øverste hylde i spisekammeret.

 

Unødvendige forbrugsgoder

Danske Husmødres Forbrugerråd udtalte, at man virkelig kunne lære af amerikanerne. Det kunne man læse i Samvirke. I de nye supermarkeder kunne man finde en overflod af unødvendige forbrugsgoder som sodavand, cigaretter, slik og en overflod af personlige hygiejneprodukter.

 

Og i ugebladene kunne man læse om de amerikanske drømmekøkkener.

Antallet af elkomfurer, køleskabe og vaskemaskiner voksede drastisk i slutningen af 1950erne.

 

Det spiste man – dengang

Familien Danmarks middagsmad bestod af to retter. Om søndagen forventede især familiens ældste tre retter. Hvad der blev serveret kan vi se i Alt om Damerne årgang 1953.

 

       Søndag: Oksekødssuppe med urter og hjemmelavede boller, mørbradschnitzel, bondepige med slør

       Som hverdagsmad: Forloren hare med brunede kartofler og rismelsgratin.

       Fyldt hvidkål og pandekager, eller vandgrød med æblemos og klipfiskebudding med smeltet smør.

 

Velbekomme – klipfiskebudding uha!

 

Mest for kvinder

Det var kvindearbejde – det med køkkenet. De betragtede det også som deres domæne, men Berlingske Tidende vovede sig med en ny rubrik over sin dameside:

 

       Mest for kvinder – mænd må gerne læse med.

 

Ikke just opløftende radio

Det var nu ikke videre opløftende det, man oplevede i radioen dengang i 1951, se bare her:

 

7.50: Landbrugets brevkasse

8.05: Ti minutters oplysning om kvægets vinterfoder

8.15: Morgengymnastik for kvinder

8,25: Morgengymnastik ved kaptajn Jespersen

8.35: Havearkitekt C. Th. Sørensen om vore parker

10.00: Pastor Bartholdy prædiker i Haslev Kirke

 

Det lette, det lyse, det livsbekræftende

12.00: Radioens Ønskekoncert

 

Og det sidste var sikkert dagens højdepunkt. Her kunne man ifølge radiorådsformanden høre:

 

       det lette, det lyse, det livsbekræftende

 

Så kunne man lytte til Kun en dag – et øjeblik ad gangen. Eller hvad med Jerusalem med Frans Andersson. Og så var det lille bedårende Gitte, der ville giftes med farmand.

 

Gunnar Nu Hansen var klar med det dramatiske

I 1953 var der 30.000 licensbetalende radiomodtagere Og Gunnar Nu Hansen var klar, når de store og dramatiske begivenheder skulle kommenteres.

 

Og når Svend Petersen fremkom med Kvit eller Dobbelt , ja så sad folk klistret op ad radioapparatet. 

 

Radio Mercur tyvstjal lyttere

Ude i Øresund lå nogle pirater og sendte radiobølger med en anden slags musik. Det var Radio Mercur. Pirat – radion tyvstjal over halvdel af lytterne i København og Nordsjælland.

Man snakkede også om noget, der var forbudt på statsradiofonien. Så det var sandelig på tide, at få den lukket.

 

De unge havde fået nok

Da Teenage – kulturen ramte Danmark fik kernefamilien nogle gevaldige krakeleringer. Nu var det ikke længere nok med Familiejournal og Hjemmet. Nu kom også Tempo og Vi Unge.

 

Vi husker speakerpigerne

Tv blev i begyndelsen det store hit blandt de unge. Det var det ind til de så deres forældre hænge foran kassen hver aften. I 1953 var det hele 3.000 seere. Det var 17 – og 21 tommers apparater.

 

Hvem husker ikke Familien Flintstone, lyden af John Danstrups stemme og speakerpigerne Hanne Sommer, Lotte Wæwer og Annette Faaborg.

 

Fjernsynets julegave

I 1960 var fjernsynets julegave til seerne Faranelli med Poul Bundgaard i hovedrollen. Med 96 millioner kroner blev fjernsynets budget for 1959/60 sprængt. Med allerede i 1958 havde monopolet købt 90.000 kvadratmeter i Gladsaxe til fremtidens tv – by.

Snart så Gøngemosen – dagens lys.

 

Vi vil hellere forbedre kvaliteten end kvantiteten

15 danske fjernsyns – fabrikker arbejdede på højtryk for at tilfredsstille danskernes behov. Sendetiden var 12 timer ugentlig i 1957. For som tv – chefen Jens Frederik Lawaetz sagde:

 

       Vi vil hellere forbedre kvaliteten end kvantiteten

 

Og licensbetalerne kunne ikke forstå, hvorfor man ikke kunne begge dele. De betalte trods alt 55 kr. – årligt. Så de mente, at de havde krav på, at blive underholdt.

 

Ride i herresaddel

Og så vandt den italienske Vespa indpas. Den kunne man passende anvende indtil man fik råd til en bil. Pigerne foretrak at sidde italiensk og sidelæns. Det danske politi beordrede dem til at ride i herresadel.

 

Hele Danmark dufter

Den 1. oktober 1952 blev kafferationeringen ophævet. Nu skulle man ikke mere have mærker for at få kaffe, hvis ikke man ville have sukker i. Nu var Danmark endelig igen med i den store forbrugerverden. I Politiken kunne man læse:

 

       Hele landet dufter i dag af kaffe. Efter 13 års rationering blev kaffen i aften frigivet af handelsministeren. Flere kvaliteter til stærkt varierende priser.

 

Familien Danmark tog på Charterferie

Pastor Eilif Kroager fra Tjæreborg oprettede et rejseselskab i 1950. Han tilbød billige busrejser syd på. I 1953 fulgte Simon Spies efter. Nu kunne familien Danmark tage på charterferie. Det var virkelig stort!

 

De unge i moralsk forfald

Danskerne var begejstrede for amerikanerne. Herfra fik man tyggegummi, coca cola, Brylcreme, læderjakker, forvaskede cowboybukser, anderumper, jitterbug og Elvis Presley. Nu var det mest den yngre generation, der tog imod.

 

Den ældre generation var skræmt. For dem var det moralsk forfald med vold og seksuelle udskejelser.

 

Kilde: Se

       Litteratur København (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere: Læs

       Barn på Nørrebro i 1950erne (under Nørrebro)

       Farvehandleren, der ville købe Nørrebrogade (under Nørrebro)

       www.dengang.dk indeholder talrige artikler om det gamle Nørrebro