Et forsøg på anmeldelse af Tyske Flygtninge i Nordslesvig 1945 – 1948. Forholdene i det sønderjyske var lidt anderledes end i det øvrige land. Her blev halvdelen af flygtningene privat indkvarteret. Men det var imod det officielle Danmarks politik. Straks efter besættelsestiden blev flygtninge sendt retur. De tyske flygtninge blev lagt på had i Danmark, knap så meget i Sønderjylland. Leif Hansen Nielsen har begået en spændende og meget præcis beskrivelse af de tyske flygtninges vilkår i Sønderjylland.

 

Det kostede 450 millioner

Da regnskabet blev gjort op, viste det sig, at have kostet det danske samfund 450 millioner kroner, at have interneret de tyske flygtninge.

 

Man ville starte syd fra

I februar 1945 var et større kontingent flygtninge ankommet med tog til landsdelen, og af disse ankom 1.700 med tog til Tønder i februar 1945.

Egentlig var det planlagt fra Det Tyske Mindretals side, at man skulle starte syd på, og så efterhånden brede sig nord på, i hele Jylland.

Ja egentlig hed det Flüchtlings Hilfswerk Nordschleswig. De stod i begyndelsen for forplejning og indkvartering.

 

Men udviklingen forløb anderledes. I stedet for ankomst med tog, kom flygtningene med skibe. Og disse skabe lagde i første omgang til i København. Senere anløb disse skibe også Sønderborg, Haderslev og Aabenraa.

 

Privat indkvarteret

I løbet af marts var der i alt 100.000 flygtninge i Danmark. I slutningen af april var halvdelen af flygtningene i Sønderjylland privat indkvarteret. Og det var så her, at Sønderjylland adskilte sig fra det øvrige land. Grunden til dette var Det Tyske Mindretal. Men her var også usædvanlig mange små lejre.

I Tønder – området var der i alt 3.370 flygtninge privat indkvarteret.

 

I Berlin havde man forestillet sig, at der skulle anbringes 1,5 – 2 millioner tyske flygtninge hos danskerne, vel at bemærke, privat indkvarteret i danske hjem. Men dette advarede Werner Best imod.

 

Masser af beslaglæggelser

Man foretog så sent som i april en række beslaglæggelser. I Kollund beslaglagde man vandrehjemmet, kurhotellet, Strandhotellet, Fjordhotellet, forsamlingshuset samt Olsens Pensionat. I Bov Kommune blev den danske skole i Frøslev og Bov beslaglagt. Men nogle af stederne var ikke kun beregnet til flygtninge, men også til tyske civilarbejdere.

Alene omkring Aabenraa var der beslaglagt 54 lokaliteter og ved Gråsten 40 lokaliteter. Jo det gik sandelig ud over skoler, forsamlingshuse, kroer m.m.

 

Mange lejre

Man opererede med forskellige type lejre, opsamlingslejre m.m. Ja selv speciallejre havde man. Der var fødselsklinikken på Laimun og Løgumkloster. Det var alderdomshjemmet i Haus Lansnack og lazarettet på først Borgerskolen så senere Arensborg og på Folkehøjskolen i Tinglev. Ja sidstnævnte var nærmest et flygtningehospital.

 

På Hohenwarde blev der indrettet en børnelejr. 600 frivillige fra mindretallet sørgede blandt andet for, at flygtningene havde noget at læse i på de fleste af lejrene.

Mindst 200 flygtningelejre bar det i Sønderjylland.

 

Stort arbejde i Det Tyske Mindretal

Ambitionerne hos Det Tyske Mindretal for at hjælpe flygtningene var store. Man ville gerne undervise alle flygtningebørn i den skoledygtige alder, men det kneb med at skaffe så mange lærerbøger.

 

I Det Tyske Mindretal var der også praktiserende læger. De udførte et kæmpe arbejde for flygtningene. Sådan var indtrykket i begyndelsen. Det hele var godt organiseret, og man oplevede ikke samme kaos som i København.

 

Selv om man gerne ville skabe tålelige forhold for flygtningene, så kneb det med pladsen. Der var ikke meget mulighed for privatliv. Og senge var det ikke til alle. Mange måtte ligge i halm.

 

Dönitz forhandlede

Slesvig Holsten var oversvømmet af flygtninge og på et tidspunkt var her nærmest hungersnød.

Generaloberst Lindemann var parat til i Nordslesvig til at udkæmpe det sidste anstændige slag i krigen. Men det var Dönitz og Werner Best nu ikke enig med ham i. Ved forhandlinger på Lüneburger Heide havde Mongommery tilladt Dönitz, at der var tilladt fortsatte flygtningetransporter efter 5. maj. Men dette havde man åbenbart glemt at fortælle modstandsbevægelsen, for en masse flygtninge efter denne dato, blev afvist.

 

Flygtninge blev sendt retur

Man mente fra dansk side, at man havde gjort nok. Derfor blev de flygtninge, der den 10. maj endnu ikke var indkvarteret sendt retur, ja faktisk også før denne dato.

Det betød, at to flygtningeskibe i Aabenraa Havn, Deutschland og Capri med i alt 2.500 flygtninge blev sendt retur med bestemmelsessted henholdsvis Kiel og Ergenförde blev sendt retur.

Dagen før den 9. maj havde man stoppet et skib på reden uden for Sønderborg. Her var en del flygtninge og sårede soldater. De blev landsat og sendt til fods syd på.

 

Dramatik i Sønderborg

Det var ellers meget dramatik i vandene omkring Sønderborg i de dage. Der var fortsat mulighed for evakuering over Østersøen. Besætningen på en minestryger nægtede således at sejle til Kurland med henblik på fortsat evakuering af tyske tropper. Dette blev betragtet som mytteri, og de 11 tyske marinesoldater blev derefter henrettet.

 

Også fra Gråsten var der meldinger om, at skibe blev sendt syd på. Den 6. maj var der afgået flere skibe syd på fra Egernsund. I midten af maj, blev skibet Charlotte Cords afvist i Aabenraa Havn.

 

Fra Tønder blev flygtninge sendt sydpå

Fra Modstandsbevægelsen i Tønder forlød den 9. maj, at strømmen af flygtninge mod syd fortsættes. Ja fra København blev hele 30.000 flygtninge afvist. Og et tog med flygtninge på Padborg Station blev afvist. Dette har vi tidligere her på siden skrevet om.

Modstandsbevægelsen havde den 7. maj fået at vide, at alle flygtninge skulle afvises ved grænsen.

 

Den 10. maj forlyder det at et skib blev sendt ud af Flensborg Havn. Bestemmelsesstedet var ukendt. Mange skulle være blevet skudt ombord. Denne episode er ikke omtalt i bogen, og det er også kun ganske lidt vi kender til det herfra.

 

750.000 tyskere i Danmark

Den 5. maj blev situationen for flygtningene markant forandret. Den organisation, der stod for forplejningen eksisterede ikke mere. Danmark stod nu med 245.000 flygtninge. De skulle forplejes og omkvarteres. Der opstod et kæmpemæssigt organisatorisk problem.

I alt befandt der sig den 5. maj i alt 750.000 tyskere i Danmark.

Dette oversteg modstandsbevægelsens kapacitet.

Det var efterhånden Statens Civile Luftværn, der måtte tage over. Tysk Røde Kors var også involveret.

 

Bevogtning

Pigtråd og bevæbnede vagter var der omkring lejrene.  Under bevogtningen skete der også tragiske ting. Således blev en 16 – årig dreng skudt, da han forsøgte at flygte fra lejren i Skrydstrup.

Ved den tyske højskole i Tinglev var der også en skududveksling. Og ved Flygtningelejren på Eksercergården i Tønder blev der ofte fyret varselsskud.

 

Razziaer

Myndighederne foretog ofte razziaer i lejrene. Det var ikke noget de indsatte brød sig om. De følte sig ydmyget. Og en regel om, at flygtninge ikke måtte besidde penge fandt man uretfærdigt.

 

Sygeplejerske stoppet

Modstandsbevægelsen havde indberettet, at tyske soldater afleverer penge til flygtninge – i nogle tilfælde, sække fyldt med pengesedler.

Den 1. juni 1945 blev to tyske sygeplejerske stoppet af politiet i Tønder med henholdsvis 175 kr. og 185 kr. Selv om de forklarede, at de selv havde tjent dem, og de altid havde dem på sig af sikkerhedsmæssige grunde, ja så blev pengene beslaglagt.

 

Indtjening beslaglagt

Seks mand fra flygtningelejren i Tønder der udførte Grabarbeit auf den Heldenfriedhof i Tønder, blev stoppet af en engelsk patrulje. De havde sammenlagt 1.325 Rigsmark, som de havde tjent. Pengene blev ligeledes beslaglagt.

 

Hjemmetyskere smider flygtninge på gaden

Den 29. maj 1945 bragte Jydske Tidende en artikel med overskriften:

Hjemmetyskerne smider flygtninge på gaden.

De benytter en hver lejlighed til at slippe af med dem, fordi de ikke mere kan få økonomisk støtte.

Artiklerne slutter selvretfærdigt:

Vi har jo ikke opfordret tyskernes ret til at huse flygtningene. Det har de selv været ude om.

 

De ter sig, som kurgæster

Den 24. juni 1945 kunne Jydske Tidende berette at

At det virker i høj grad irriterende at se de tyske flygtninge te sig, som de var kurgæster i landet. På den grønne plæne foren Statsskolen (Sønderborg), har man således kunnet se tyske piger tage solbad, kun iført brysteholdere og korte benklæder.

Avisen kunne dog glæde byens borgere med, at denne praksis nu var stoppet.

 

Et farligt irritationsmoment

I Grænseposten den 7. september 1945 findes et vredt indlæg:

I Nr. Løgum befinder der sig ca. 100 flygtninge, der ved deres frie færden er blevet et farligt irritationsmoment. Den tyske og den “blakkede del af befolkningen forsyner sig med æg og andre fornødenheder. Flygtningene tilbyder deres tjenester i mark og lade og erholder betaling i fedt flæsk og klingende mønt. Det er gået så vidt, at flygtninge har været til bal i en af nabobyerne.

Fra september 1945 var det så Flygtningeadministrationen, som havde den overordnede ledelse.

 

Tyskerbal i Missionshuset

Den 15. september bragte dagbladet Sønderjyden en artikel under overskriften Tysker – bal i Missionshuset.

Det handlede om, at politibetjenten i Løgumkloster, der lørdag aften havde været på patrulje i byen og havde opdaget, at der var spillet musik i Missionshuset. Her var indkvarteret flygtninge. Da klokken var mange, og flygtningene burde være gået til ro, undersøgte betjenten det nærmere. Han opdagede at et 4 – mands orkester underholdte. Foruden flygtninge deltog folk fra Det Tyske Mindretal. Da politiet nu pludselig dukkede op, forsvandt mange af de deltagene ud gennem vinduet.

 

Udlejning mod kontant betaling

Hen over sommeren og efteråret 1945 havde modstandsbevægelsen i Tønder stået for udlejning af flygtninge til landbruget mod kontant afregning.

Året efter ville landbruget igen bruge flygtningene. Men dette blev dog afvist af Flygtningeadministrationen med begrundelsen, at man ikke havde fulgt de officielle regler.

Ifølge Kjerbøl, så skulle flygtninge ses som et Fremmedelement, som snart skulle sendes ud af landet. Flygtningelejrene må fortsat bevares som tyske enklaver, der ikke må komme i berøring med omverdenen.

 

“Feriegæster” i Sønderhav

Den private indkvartering var et ømtåleligt emne. Det var i modstrid med den officielle politik, som Flygtningeadministrationen og Rigsdagen gik ind for.

Den sønderjyske journalist, forfatter og debattør, Chr. Dam sendte en skrivelse til Flygtningeadministrationens leder, Johannes Kjærbøl den 6. januar 1946.

Dam gjorde opmærksom på, at der i en villa i Sønderhav, som blev ejet af en nazist, boede to flygtningefamilier. De gik omkring i byen, tog rutebilen, og købte ind hos købmanden.

Ja, de opførte sig som om de var på ferie, skrev Dam.

I en flygtningelejr i den tyske skole gik flygtningene frit omkring. Dam mente, at kontrollen med flygtningene var alt for lille.

 

Aabenraa “overrendt” af flygtninge

Åbenbart kneb det med bevogtningen, for det var ikke alle steder, man tog det lige alvorligt. Således skrev Ekstra Bladet den 30. marts 1946.

Aabenraa er i disse dage overrendt af tyske flygtninge fra den nærliggende Loddenhøj – lejr. Da der forleden kom revision i lejren, manglede 300 af lejrens 1.200.

De havde fået lov til at besøge grave på kirkegården samt bekendte på hospitalerne. Politiet har fået anmeldelser om en række levnedsmiddeltyverier, der kan se ud til at være foretaget af disse flygtninge. Ligeledes havde man givet flygtninge tilladelse til sidste besøg uden for lejren, inden militæret overtager bevogtningen, hvorefter det er forbi med udflugterne.

 

Til Oksbøl eller Kolding

De sidste ordinære flygtninge forlod Skrydstrup i oktober 1947. Vejen bort fra Sønderjylland gik hovedsagelig til Oksbøl. Men flere kom også til Grove eller Ålborg. I 1947 gik turen også via Kolding, som blev brugt til gennemgangslejr.

 

Tønder havde flest lejre

Tønder Luftværnskreds var den kreds, der havde flest lejre. de fleste af dem, var meget små. Her har været ca. 49 stykker. Den 1. juni 1946 var der kun to tilbage, Eksercergården og Hohenwarte.

 

Danskerne fornægtede det menneskelige

Der ligger en antydning af, at de tyske flygtninge ikke er blevet ordentlig behandlet, og at det er et kapitel i Danmarkshistorien, man hurtig vil glemme. Efter forfatterens mening, har man ikke bevidst fortrængt denne historie. Han mener, at Danmark gjorde, hvad de kunne.

Men det er nok ikke alle, der er enig med Leif Hansen Nielsen i denne konklusion. Således skrev Karl Nielsen en kronik i Berlingske Aftenavis den 25. august 1945:

Den historiker, der om nogle årtier vil beskæftige sig med Danmark umiddelbart efter befrielsen, vil ikke tro sine egne øjne, når han ser, hvor dybt danskerne fornægtede det menneskelige i disse fredens første måneder.

 

Præsterne burde ses efter i sømmene

Det var nok en lidt modig kommentar. For langt de fleste danskere mente, at de tyske flygtninge skulle behandles dårlig. En række præster i København protesterede mod flygtningenes behandling. De fik i den grad svar på tiltale. Her er et eksempel fra den 29. juni 1945 i Information:

Og så vover de herrer præster at tage flygtningene i forsvar, nu medens vi selv er med til at hele vore egne sår. Skån os for alt, hvad der hedder barmhjertighed mod Tyskland og tyskerne. Husk på ordsproget: “Som man reder, så ligger man”. Til slut foreslår jeg at vore raske frihedskæmpere kigger på de gejstlige Herrer lidt i sømmene.

 

Præget af avisernes hetz

Det var tydeligt, at der skete en opblussende nationalisme i slutningen af besættelsestiden. Befolkningen blev også præget omkring avisernes hetz mod de tyske flygtninge. Og politikerne bekræftede hinanden i, at de gjorde det eneste rigtige. Igen kan vi henvise til Information fra 25. juni 1945:

De tyske flygtninge er elendige i bund og grund af råddenskab, gennemsyrede rester af det forhåndværende “Herrefolk”.

 

Kritik af Det Tyske Mindretal

Og det var bestemt heller ikke roser fra Danmarks befolkning til den indsats som Det Tyske Mindretal udførte for flygtningene. Igen var det Information, der førte an i hetzen. Dette er et uddrag fra et læserbrev den 19. juli 1945:

Det Tyske Mindretal savner desværre både evnen og viljen til at respektere vore indre livsforhold, de være sig politisk som nationalt, og derfor fortsat blive til skade for hele landets vel.

 

Mange fordomme

Fordommene var enorme dengang, og det har sikkert gjort det vanskeligt at forbedre forholdene for de tyske flygtninge. Igen dette eksempel fra Information den 2. juli 1945:

Løfter fra og traktater med det tyske rige burde være forbudt i fremtiden, thi den der stoler på en tysker er en nar.

 

En trussel for det danske samfund

De fleste danskere så i 1945 ikke de tyske flygtninge som medmennesker, men en trussel for samfundet. Danskerne ville beskytte deres samfund og brugte vel de samme metoder, som tyskerne havde gjort. Og særlig i datidens medier kom danskernes vilddyr til overfladen. Igen bruger vi et eksempel fra Information:

Det har været drøftet, hvorvidt man kunne få de fjendtlige flygtninge væk herfra og der var blandt andet nævnt den mulighed, at de af søvejen kunne sendes til Østpreussen. Men nej, der var minefare ved sejladsen over Østersøen, så det kunne skam ikke gå an. Jeg spørger, hvad i alverden vedkommer minefaren dog os. De kunne nok trodse denne fare, da de skulle herop – Hovedsagen er dog, at de kommer ud, og det snarest.

 

Flygtningene var uønskede

De tyske flygtninge var uønskede, måske ikke lige hos Det Tyske Mindretal. Men hurtigt fandt den danske befolkning ud af, hvem der var de gode, og hvem der var de onde. Flygtningenes ophold i Danmark blev opfattet som en provokation. Vi var fulde af hævntørst og had mod alt, hvad der var tysk.

 

Dæmonisering knap så kraftig i Sønderjylland

Vi skal lige oplyse om, at de nævnte eksempler er noget, vi har fundet herfra og ikke fra den omtalte bog. Måske var dæmoniseringen knap så kraftig i Sønderjylland som i det øvrige land. Det var bestemt ikke problemløst med privat indkvartering. Der var en del familiemæssig tilknytning. De internerede følte det som en forskelsbehandling, at nogle var privat indkvarteret.

Men konflikter var trods alt ikke så store i Sønderjylland. Måske var det, fordi den sønderjyske befolkning trods alt, havde en hvis forståelse for mindretallets og ikke mindst flygtningenes problematiske stilling.

 

Andre synspunkter inddraget

På en elegant måde lykkes det for forfatteren, at inddrage andre udgivelser i sin beskrivelse af de tyske flygtninge. Ja selv årbøger, biografier og tidsskriftsartikler bliver taget med, og forfatteren argumenterer også, hvis han ikke er enige i de andre udgivelser om emnet.

Vi gennemgår på udmærket vis, baggrunden for flygtningenes ankomst. Og også tabet af de 33.000 flygtninge på flygtningeskibene på Østersøen hører vi om.

 

Bogen er særdeles detaljeret. Ja man kan rolig siges, at der kæles for detaljerne. Og her kan de, der bare ønsker en mere populær gennemgang, godt finde på, at stige af.

Men det er virkelig et flot pionerarbejde, der her er ydet.

 

På fabelagtig måde inddrager forfatteren allerede eksisterende forskning i bogen. Kritik undlades heller ikke, hvis forfatteren ikke er enig i konklusionerne.

Det må være en guldgrube for de tyskere, der leder efter deres slægtninge. En meget lille del af bogen er da også oversat på tysk, måske var det en ide, at oversætte endnu mere.

 

Omfattende research

En omfattende research med fantastisk gode litteraturhenvisninger er også et plus. Vi får en meget god indsigt i flygtninges forhold, dengang.

 

Bogen er opdelt i to store hovedafsnit. Den sidste er aldeles interessant, for her går man ned i lokalhistorien. Her er der en omfattende registrering af flygtningelejrene i landsdelens byer og sogne. Tænk, her var der over 200 lejre. Mange skæbner har det sikkert været her.

Den danske holdning var, at når der var danskere, der skulle lide i tyske KZ – lejre, så skulle tyske flygtninge også behandles dårligt.

 

Den store dødelighed blandt de tyske flygtninge skyldtes ikke de danske lægers passivitet , som andre forskere har påpeget. Leif Hansen Nielsen mener, at den store dødelighed skyldtes de tyske flygtninges dårlige tilstand, da de ankom til Danmark.

 

For dem, der virkelig vil gå dybere ind i historien er bogen yderst interessant, og kan anbefales.

 

Leif Hansen Nielsen

Tyske flygtninge i Nordslesvig 1945 – 1948

Historisk Samfund for Sønderjylland (432 sider)

 

Hvis du vil vide mere:

• Denne side indeholder ca. 118 artikler fra besættelsestiden og tiden lige efter, herunder

 

København:

• Besættelsestiden – Skønhedsmaleri eller Glemsel?
• Besættelsestidens Fortrængninger
• Danmark var advaret – 9. april
• Overvåget – dengang
• Tyske Flygtninge
• Tyskertøser og Drageyngel

 

Sønderjylland:

• Den sønderjyske efterretningstjeneste
• Det Tyske Mindretal
• Opgøret efter 1945
• Tyskertøser, Feltmadrasser og Horeunger
• Mindretal i Brændpunkt

 

Tønder:

• Flygtninge i Tønder plus cirka 100 andre artikler.