Det kan være svært at se kendsgerningerne i øjnene. En ny generation gør det lettere i Tyskland for at afdække industriens rolle i det nazistiske styre. For Audi’ s nuværende ledelse har det været et chok, at se kendsgerningerne i øjnene. 20 millioner tvangsarbejdere var der. Det var KZ – fangere, statsborgere fra tysk – besatte lande, og såkaldte Arbeitsjuden. Med accept fra den danske regering og fagbevægelse deltog op mod 100.000 danskere aktivt i den tyske rustnings – og våbenindustri. Tvangsarbejdere døde som fluer. Der var ikke tid til at sende dem til læge. Var de dødssyge blev de sendt i krematorium.

 

20 millioner ”Tvangsarbejdere”

Der var cirka tyve millioner tvangsarbejdere i Det tredje Rige. En gruppe var dels blevet deporteret, andre havde en normal beskæftigelse, som vel ikke kunne kaldes tvangsarbejdere. Mange udlændinge var mere eller mindre frivillige kommet til Tyskland for at arbejde. Fra Danmark havde fagbevægelsen sagt god for, at danskere kunne komme til Tyskland og arbejde, også i rustningsindustrien. Ja, hvis man ikke gjorde det, var der ingen dagpenge. Den tredje store gruppe var fangere, ikke mindst KZ – fangere. Blandt disse var de såkaldte Arbeitsjuden.

 

Hjælp til den tyske krigsindustri

De tyske arbejdere skulle til fronten, så tyskerne var glade for den udenlandske arbejdskraft. Og mange udenlandske arbejdere befandt sig hver dag i livsfare, når de allierede bombede.

Mange virksomheder bad myndighederne om hjælp med KZ- fanger. Både udenlandsk arbejdskraft inklusive den danske og KZ – fanger hjalp den nationalsocialistiske våbenindustri. Også krigsfangere blev sat ind i den tyske krigsindustri.

 

Tysk bilindustri nede efter 1. verdenskrig

Den tyske bilindustri havde det ikke godt efter Første verdenskrig. De fleste virksomheder begrænsede dig til at fremstille modeller til eksklusive kunder. Men talrige virksomheder gik konkurs. Man så fordelen i at slutte sig sammen lige som Daimler – Benz (1926), eller som Audi, DKW, Horch og Wanderer i Auto Union (1932).

 

Folke – motorisering

Ved Automobil – og motorcykeludstillingen i Berlin den 11. februar 1933 meddelte Adolf Hitler, at nu skulle der ske en Folke – motorisering. Det betød, at der skulle ske en optrapning af motorsporten og bygning veje. Der skulle også sættes ind med toldregler. Allerede i 1936 kunne man se store vækstrater. Nu var det ikke kun beskæftigelse og industri, Hitler tænkte på. Det var også på det ideologiske plan, at han gjorde sig nogle forestillinger.

Den nazistiske ledelse forstillede sig at det motoriserede samfund og så var et militært samfund. Kun en nation, af kørere, der havde fået en opdragelse til motor, er brugbar til den næste, sikkert motoriserede krig.

Men selv om man havde en fireårs – plan, så viste det sig snart mangler på råstoffer. Derfor indførte man en skandalisering i modellerne. Ja de forskellige producenter blev nærmest tvunget til dette.

 

Store markedsandel

Auto Union (Audi) opnåede i det første år af dens beståen 16,5 pct. markedsandel af bilerne og 26,8 pct. hos motorcyklerne. Dermed rykkede man op på plads tre efter Opel AG og Daimler Benz. I 1932 rykkede man helt op på andenpladsen. Fra etableringen til anden verdenskrig producerede man ganske imponerende 276.000 personbiler og 256.000 motorcykler. Luksus – og mellemklassekøretøjerne af mærket Horch hævede renommeet. Men motorcyklerne og de små biler af mærket DKW satte også sit aftryk. Og egentlig var Audi det mærke, der havde den laveste markedsandel.

Der kom godt nok en model med en Audi – front og en Wanderer – Pochemotor, men den blev ikke særlig godt solgt. Ofte måtte modellen også til reparation. Ledelsen overvejede at lukke Audi.

 

Omsætningen syvdobbelt

Mellem 1932 og 1938 blev omsætningen syvdobbelt. Personalet steg fem gange til 24.000. Udbyttet lå mellem 10 og 15 pct. Også på eksportområdet var der succes. Auto Union havde i 1939 en andel på en fjerdedel af al tysk bileksport. Kun Opel havde en højere andel.

I lastbilproduktionen bad næsten alle virksomheder om KZ – fanger. Det var både Daimler – Benz, Volkswagen, Opel, Audi og andre. Disse firmaer var også involveret i rustningsindustrien.

 

Mange tvangsarbejdere

Auto – Union (Audi) havde under sin højeste produktion ansat 40.000. Heraf var mindst 19.000 tvangsarbejdere. Og heraf var mindst 4.100 KZ – fanger fra KZ – lejrene Flossenbürg, Auschwitz, Gross – Rosen og Dachau. Heraf var de 1.600 kvinder. I 1943 fik Auto Union i Polen også hjælp fra ukendt antal Arbeitsjuden fra tvangsarbejderlejren Plaszów.

 

De syge direkte til Bergen Belsen

Også i de underjordiske anlæg i Leitmeritz i Böhmen var virksomheden i gang. Her lagde man en del af produktionen, da en af fabrikkerne i Siegmar var blevet alvorlig skadet. En femtedel af det underjordiske anlæg var forudset for Osram. Men de fik aldrig genoptaget deres produktion.

I området beskæftigede SS andre 16.500 KZ – fanger. Disse blev lejet ud til statslige byggefirmaer. Men det hele hørte på en eller anden måde sammen. Formanden for Auto – Union var direkte involveret. Dødeligheden var enorm. Således døde 4.500 på selve byggepladsen. Andre 1.200 dødelige syge blev transporteret til Bergen Belsen til direkte aflivning.

 

Ingen levende må falde i fjendens hænder

Regner man hele Auto Unions andel af KZ – fangere med, kommer man op på 20 pct. Dette tyder på, at koncernen må have haft et særdeles tæt forhold til Nazi – regimet. Hele 7 KZ – lejre leverede indsatte til Audi. Og fra hovedlejren Flossenbürg lød ordren fra Herinrich Himmler til kommandanten:

• Ingen levende KZ – fange må havne i fjendens hænder.

Af de 96.000 fangere døde de 30.000 i lejren. Den 23. april 1945 blev lejren befriet af amerikanske tropper. Man fandt 1.600 fangere, hvoraf de fleste var døende.

 

Dårlig undskyldning fra Audi

Fra Audi’ s side, har man undskyldt sig med, at man ikke har haft adgang til arkiverne. Man har ikke troet, at brugen af KZ – fangere og at dødeligheden var så stor. Men måske skal der også en generationsskifte til at erkende fortidens dunkle forbrydelser.

I 1986 opfordrede det europæiske parlament, at den tyske industri skulle betale erstatning for slave – og tvangsarbejde. En anden afgørende ting var, en diskussion om Nazi – guld i schweiziske banker.

 

Man kiggede i fortiden

Det var Daimler – Benz AG, der som den første virksomhed undersøgte fortiden. Det gjorde de i januar 1986. Den næste var Volkswagen. I oktober 1991 besluttede Volkswagen, at udbetale 12 millioner mark i erstatning. Men egentlig er det ingen af disse to virksomheder, der reelt erkender en skyld. De dækker sig ind under Nazi – regimet. Den dårlige behandling af tvangsarbejderne skyldes udelukkende nazisterne. Denne holdning går også igen i de historiske fremstillinger, som er udgivet i foldere m.m.

 

Eva Braun fik en luksusvogn

Hitler kørte ikke selv i en bil fra Auto Union, men han forærede sin veninde Eva Braun en Horch 8 – cylinder luksusvogn. Man forsøgte fra Auto Union at opretholde forbindelsen til Nazi – regimet fra starten. Således havde formanden, Detlev von Oertzen allerede lært Rudolf Hess at kende i første verdenskrig. Von Oertzen havde været pilot. Men det viste sig, at hans kone ikke bar af arisk herkomst, så de måtte hurtig forlade landet. Auto Union fik dog kontakt med Herman Göring ved at forære ham en Horch – luksusvogn.

 

Selskabet til skabelse af en Folkevogn

Auto Unions direktør, Carl Hahn var modstander af Hitler’ s ide om et Folkevogns – projekt. Han mente, at det sundeste var en direkte konkurrence mellem de forskellige bilproducenter.

I 1936 besluttede regeringen, at Ferdinand Porsche’ s folkevogn skulle være nazi – regimets prototype på den egentlige folkevogn. Under ledelse af Der Deutschen Arbeitsfront (DAF) opstod, Selskabet til skabelse af en folkevogn. Man skulle gennem glæde fremstille en bil som alle havde råd til.

Auto Union´s direktør Carl Hahn så en stor fare i denne udvikling. Det vil betyde, at Auto Union måtte indstille deres produktion af billige personvogne som DKW. Sammen med Opel forsøgte han, at imødegå faren.

 

Hitler var fan af Daimler – Benz

Hitler var selv tilhænger af Daimler – Benz, og var en stor fan af racerkøreren Hans Stuck, der netop kørte for det firma. Men for gode mark fik Auto Union, Hans Stuck til at køre for Porsche. Denne udvikling skabte en del prestige. Porsche vandt mange sejre rundt om i verden. Men Auto Union opnåede aldrig at få så megen støtte som Hitler’ s favorit Daimler – Benz.

 

Tidligt involveret i våbenindustrien

Meget tidligt blev Auto Union involveret i våben – og rustningsindustrien samt lastbilproduktion. Hæren fik fra 1934 produceret forskellige militærudgaver af Horch og Wanderer – biler. Til slutningen af 1938 fik Auto Union produceret 26.000 lastbiler og 3.700 motorcykler til den tyske hær. Hurtigt nåede man op på 40.000 beskæftigede. Ved krigsudbruddet blev produktionen af civile biler stærkt indskrænket. En del af Auto Unions fabrikker blev brugt til fremstilling af torpedoer, motorer til tanks, samt panserkørertøjer. Også fabrikation af reservedele til fly blev iværksat. Mange af disse ting blev iværksat af egen fri vilje. Som tyske historikere har formuleret det:

• Auto Union forstod, hvad deres nationale pligt var.

 

Massivt forbrug af tvangsarbejde

I 1941 androg våbenproduktionen et beløb på 133,4 millioner mark. I 1944 var dette beløb oppe på 428 millioner mark. Denne stigning var kun muligt ved hjælp af massivt forbrug af tvangsarbejde. Ingen tysk virksomhed har procentvis brugt så meget tvangsarbejde som Auto Union. Fra Frankrig tvang man 950 fagarbejdere fra Citroen til at arbejde i fabrikkerne.

 

Ledelsen tænkte kun på overskud

Fangerne blev meget nøje overvåget. Omgang med de almindelige tyske fagarbejdere var strengt forbudt og blev ved anvendelse af magt forhindret. Ved flugtforsøg blev der øjeblikkelig skudt. Dødsraten var usædvanlig stor. Den største leverandør af fanger var KZ – lejren Flossenbürg. Her var forholdene for fangerne mere end forfærdelige.

Forskningen viser, at ledelsen i Auto Union var bevidst om udnyttelsen af fangerne, og de var også udmærket klar over dødeligheden. De anførte blandt andet:

• 12 timers daglig arbejdstid
• Ingen ferie
• Ingen fritid, eller tidsspilde ved at opsøge læge
• Ingen tidsspilde ved at opsøge speciallæge

Ledelsen tænkte ikke på menneskekærlighed, men udelukkende på overskud. Man forsøgte hele tiden på at øge produktiviteten. Således forsøgte man, at sulte arbejderne. Gjorde de sig så fortjent, kunne de få en bid ekstra.

 

Flyproduktion

Allerede i 1934 var Auto Union gået ind i produktionen af motorer til fly. Og de blev en meget vigtig leverandør til Junker – fabrikkerne i Dessau. Man brugte ikke kun KZ – fangere, men også masser af udenlandsk arbejdskraft, som i alle dele af Auto – Unions produktioner. Hvis man gik i dybden med denne forskning, vil man sikkert opdage, at ti – tusindvis af danske arbejdere med den danske regerings – og fagbevægelses velsignelse har deltaget i nazi – regimets oprustning.

 

Umenneskelige forhold

I Leitmeritz oprettede man både projekterne Richard 1 og Richard 2, som var kæmpemæssige underjordiske anlæg. Her var man beskyttet mod luftangreb. Men forholdende for tvangsarbejderne og KZ – fangerne var forfærdelige. Den overordnede ledelse af dette kæmpemæssige projekt overtog SS og Speer. Dette førte dog til mange konfrontationer med Auto Union.

I kalkbjergene blev der gennemført ukontrollerbare sprængninger, der ofte førte til ulykker. Med hakker og spader udvidede man konstant de underjordiske fabriksanlæg.

På et tidspunkt var der i disse underjordiske huler beskæftiget mellem 16.000 og 18.000 KZ – fangere. Arbejdsbetingelserne var umenneskelige. Ernæringen var utilfredsstillende og hygiejnen var katastrofal. Dødsraten var enorm. I arbejdslejren i tilknytning til den kæmpe byggeplads, blev der indrettet et eget krematorium. Masser af epidemier huserede, så som tyfus og tuberkelose.

Leitmeritz hedder i dag Litomerice og ligger i Böhmen.

 

Dekoreret for umenneskelighed

Richard Bruhn, direktøren for Auto Union var velvidende om arbejdernes forhold. Han deltog aktivt i udviklingen af Richard 1 og 2. Angiveligt skulle han have presset SS for at blive hurtigere færdig. Han var ofte på besøg i Berlin hos Speer og Hitler. Det kan undre, at han i 1953 blev tildelt Bundesverdienstkreutz. Hvordan kan man det, når vedkommende faktisk har haft det moralske ansvar for, at så mange arbejdere bogstavligt har arbejdet sig ihjel?

 

Andre har ”Lig i Lasten”

Det må have været et hårdt slag for det velansete tyske bilmærke Audi, at få sandheden at vide. Men også andre store tyske virksomheder har lig i lasten. Man kunne for eksempel begynde at undersøge Dr. Oetker og Hugo Boss, som også benyttede sig af slavearbejdere. Tidligere er også IG Farben’ s rolle blevet beskrevet i den tyske forskning.

 

Fortsatte uanfægtet som direktør

Efter krigen blev Bruhn interneret af briterne, men blev løsladt. I 1949 blev han atter direktør for Auto Union, hvor virksomheden blev genetableret i Vesttyskland. Her sad han på posten indtil 1956. Nu overvejer Audis ledelse, at fjerne hans navn og initiativer fra firmaets hjemmeside. Desuden vil firmaet også betale erstatning.

 

Kilde:

• Deutsches Historisches Institut, Paris
• Universität Bonn
• WirtschaftsWoche

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk og FB Dengang indeholder ca. 118 artikler fra Besættelsestiden, herunder blandt andet:

• Danskere i Hitlers tjeneste
• I ondskabens skygge af Holocaust
• SS – absurde grusomheder
• Danskere i Tysk terrors tjeneste
• De danske nazister
• Samarbejde med besættelsesmagten
• Buchenwald – Rædsler og lidelser
• Besættelsestiden – Skønhedsmaleri eller Glemsel?
• Besættelsestidens fortrængninger