Tønder – vidste du det?

Kun 23 pct. i Tønder i 1920 stemte dansk. Og der var 86 pct. i Møgeltønder, der stemte dansk. Hvorfor egentlig? Hvad var baggrunden for hjemmetyskerne? Dengang tillagde man Ribe-bispens borg større vægt end Tønders borg. Det var øvrigheden, der var skyld i Tønder og Møgeltønders forskel. Møgeltønderhus var et torn i øjet på hertugen. Et kloster blev bygget i Tønder i 1238.  Abel kiggede mod Kiel. Tønder fik en håndskreven stadsret fra Lübeck. Masser af kampe dengang også omkring Tønder. Greven takkede Tønders borgere.  Tønderfik tysksprogede præster. Tønder ønskede løsrivelse fra Ribe – i kirkespørgsmål. Højtysk i kirken i 1652 Først 30 år efter i Slogs Herred. Landsdelen blev ikke indlemmet i 1720. Borgerskabet i Tønder forblev knyttet til de hertugelige. De fandt sig til rette.

 

Kun 23 pct. danske stemmer i Tønder i 1920

I 1920 var der et højt tysk flertal til fordel for Tyskland i Tønder by, Højer flække og landsogn, samt i Ubjerg. Der var også tysk flertal i Aabenraa, Sønderborg og Tinglev, dog i mindre størrelsesorden.

Ja i Tønder var der kun 23 pct. danske stemmer og i Højer var der 27 pct. danske stemmer. At de to byer så alligevel kom til Danmark kan vi vel takket de geografiske forhold for, bl.a. Vidåens forløb.

 

86 pct. danske stemmer i Møgeltønder

Ak og ve, der har været mange diskussioner om denne grænsedragning. Til den nordtyske rigsdag i 1867 var der et knebent dansk flertal til en linje syd for Flensborg. Skulle det tyske herredømme fra 1864 til 1920 nu belønnes med at trække grænsen nord for Flensborg.

Ja tænk engang i den gamle danske kongelige enklave i Møgeltønder var der i 1920, 86 pct. danske stemmer.

Efter statsbankrotten 1813 var Hamborg blevet den magnet, der trak handlen sydpå. Og længe inden var studehandlen gået i samme retning. Menigmand vidste, at tyske møntsorter var at foretrække frem for de kongerigske efter statsbankerottens onde år.

 

”Jyllændere” var den tids fremmedarbejdere

Almindelige borgere og bønder sendte deres bedre begavede poder syd på til en uddannelse. Også studievejen gik mod syd til tyske universiteter.

Hos mange sønderjyder herskede der en vis stolthed over at være ”slesvigere”. Kongerigets indbyggere især ”Jyllændere” var den tids fremmedarbejdere i Sønderjylland. Denne indstilling blev først ændret midt i 1800-tallet, da man nordfra kunne fremvise grundloven fra 1849, højskolerne, andelsbevægelsen m.m.

 

Hvad lå til baggrund for ”hjemmetyskerne”?

Mange historikere har fremhævet det gottorpske styre, der regerede mellem 1580 og 1713/20 regerede Aabenraa, Løgumkloster og Tønder amter som en forudsætning for den hjemmetyskhed, der kendes i årene efter 1830 og navnlig i 1840 med 1848 som klimaks. Denne opfattelse finder vi også i værket ”Da Sønderjylland vaagnede”.

Indtil 1720 havde Aabenraa tilhørt den gottorpske hertug. Denne havde i den grad et had til det danske kongedømme. Det var ikke det store kongelys, der voksede frem omkring Brundlund Slot.

Det var også den opfattelse den hjemmetyske historiker fra Tønder, Ludwig Andresen opfattede det gottorpske styre i Nordslesvig.

 

”Det skyldes Tønders opland”, sagde Claus Eskildsen

Men der er undtagelser, der bekræfter reglen. Således havde Varnæs syd for Aabenraa 94 pct. danske stemmer. Det tyder på, at en personlig påvirkning på lokalt plan kunne spille en rolle mellem dansk og tysk. Men ak, Troels Fink har afvist Ludwig Andresens påstande. Det er sådan noget, der gør Sønderjyllands historie interessant.

Der fandt en indvandring sted syd fra som var naturlig. Det har præget stemmetallene. Øvrigheden, kirkens og skolens sprog har været tysk.

At Tønder blev så tysk, skyldtes Tønders opland, mente Claus Eskildsen.

 

Tønder har eksisteret i Vikingetiden

Mon ikke både Tønder og Møgeltønder har eksisteret under vikingetiden? Tønder bruges både om lokaliteter i byen og i Møgeltønder. Når Ribepræsten i 1214 bruger marknavnet Lundevrå, er det tale om Møgeltønder.

Først i middelalderen begyndte man at skelne de to lokaliteter. I 1130 brugte den arabiske geograf Idrisi betegnelsen ”Tundria”. Man diskuterer stadig, om det var Møgeltønder eller Tønder!

Ludwig Andresen mener, at det er Møgeltønder også fordi denne by skulle have været langt ældre end Tønder.

 

Ribe-bispens borg var større end borgen i Tønder!

Bispeborgens by fik navnet Møgeltønder (1288: Mykæltundær).(Storetønder) Ja købstaden fik den mere ydmyge betgnelse ”Lilletønder” (1313: Lytlætundær). Dette skyldtes nu ikke, at Tønder var mindre.  Men Ribe – bispens borg i Møgeltønder var større end den fyrsteborg, der blev anlagt til beskyttelse af købstaden Tønder.

Det har antagelig aldrig været en havn ved Møgeltønder. Skibene er søgt så langt som muligt op ad Vidåen. Store skibe har den gang uhindret kunne finde en ankerplads. Der har været mange ideer om, hvordan byens navn er opstået. En af forslagene er, at man har tændt fyrtønder for at vise de ankommende skibe, hvor der var landingsmulighed.

 

Det var øvrigheden, der skabte forskellen på Tønder og Møgeltønder

Det var ikke befolkningen, der skabte en forskel mellem de to bebyggelser. Det var derimod øvrigheden.

I 1200 – årene er en bispegård under Ribe vokset sig stor. Og det er på de øvrige gårdes bekostning. Vi ved, at den gennem 40 år kendte og i 1043 afdøde biskop Odinkar af Ribe overtog en tredjedel af ”Sinland” (den tids navn for Sønderjylland). Han har befæstet sin magtstilling ned til Vidåen.

Dette er kun en formodning, men en kendsgerning er, at Ribe stift i middelalderen nåede sydpå til Vidåen. Måske eksisterede der allerede i 1214 en stor borg i Møgeltønder. En kendsgerning er det fra to breve fra 1233 og 1258, at bønderne fik at vide, at de skulle overholde deres kørselspligt. Først i 1265 bruges benævnelsen Møgeltønderhus.

 

Møgeltønderhus var en torn i øjet på hertugen

Det var på den tid en fejde mellem biskoppen af Ribe og Sønderjyllands hertug. Kampene viser med al tydelighed, at Møgeltønderhus har været en torn i øjet på Sønderjyllands hertug. Dette modsætningsforhold har naturligvis har berørt Hertugens by Tønder.

Det er som landingssted og ankerplads, at Tønder først findes nævnt, og derfor er det helt naturligt, at et sejlskib indgår i byens våben. Også her krævede kongemagten som andre steder at opkræve told af den handel, der foregik. I Tønder må der også have været afsætning af den salt, som friserne bragte. Måske har denne handel været mere beskeden ind i Ribe, hvor navnet Saltgade vidner om en hvis handel.

 

Et kloster blev oprettet i 1238

Kong Valdemars Jordebog fra 1231 nævner dog intet om Tønder. Den nævner kun en indtægt på 120 mark af Højer og Lø herred. Måske kan det skyldes, at Tønder endnu i 1231 indgik så stor et bysamfund.

Men i 1238 blev der oprettet et kloster i Tønder. Franciskanerne havde allerede i 1225 oprettet et kloster i Lübeck. Året efter grundlæggelsen i Tønder havde hertug Abel overtaget sit herredømme i Sønderjylland. Det havde hans fader, Valdemar Sejr bestemt.

Abel har været mistænkt for broder – mord. Men han har været en foretagsom mand. Ligesom hans broder fik han øgenavnet ”Plovpenning”. Han forsøgte at få faste indtægter fra byerne. Og det var også hans forsøg at få skat af friserne, der førte til hans død i 1252.

Åbenbart kunne Ribe – bispen stille krav til fæstebønderne. Men købmænd og håndværkere fik derimod en modydelse for de skatter, som de skulle betale. De fik løfte om fyrstemagtens beskyttelse. Hertugen ville skabe en sønderjysk pedant til Ribe.

 

Abel kiggede mod Kiel

Abel kiggede mod Kiel. Grundene i Tønder blev indrettet i ”stavne”. Her kunne der så pålægges såkaldt ”arnegæld”. Her blev der også afsat plads til torv, kirke og kirkegård. Men middelalderen igennem forblev den kirke dog kun som kapel.

Det var indviet til de handlendes og søfarendes særlige helgen, Skt. Nikolaus. Men i Tønder bevarede den oprindelige kirke, indviet til Skt. Laurentius, sin plads som byens sognekirke.

For yderligere at gøre Tønder attraktiv for købmænd og handlende, måtte byen have sin egen stadsret. En sådan betød nemlig, at hertugens bysamfund var blevet en rigtig købstad med egen lovgivning, der var unddraget den lov, der gjaldt for landet som helhed. I det her berørte til fælde Jyske Lov for det Danske Rige vest for Storebælt.

 

En nedskreven stadsret

En nedskreven stadsret var endnu på den tid i Danmark såvel som i Sønderjylland et yderst sjælden fænomen. I Sønderjylland går Slesvigs stadsret og Aabenraas bys skrå efter alt at dømme tilbage til ca. 1200.

Men det betød ikke, at disse byers særlige lovgivning var kendt uden for en snævrere kreds. Derimod var Lübecks stadsret almindelig kendt, idet den også dannede forbillede for retsvæsenet inden for mange af de nye tyske byer, der blev grundlagt ved Østersøen.

Jo Tønder fik sin stadsret fra Lübeck i ærbødighed for Jyllands ”berømmelige” hertug Hr. Abel og i henhold til lederen af Franciskanerordenen i Danmark, broder Reinhards anmodning til glæde for Tønders borgere.

Ja man kunne i Tønder læse, hvordan man skulle begå sig på den lokale fjord ved Lübeck.

 

Tyske handlende havde nok ikke nogen indflydelse

Denne Reinhard var også en af hertug Abels rådgivere. Han tilgodeså både sin ordens og sin fyrstes interesse ved at anbefale, at Tønder fik sin stadsret. Hertugen gav byen markedsrettigheder og ved hjælp af sine mænd på borgen i Tønder gav han sin beskyttelse. Til gengæld modtog han faste indtægter i form af skat og told.

Tønders lybske stadsret var et særsyn både set fra tysk og dansk side. Lübeck var den eneste by, der havde overladt sin stadsret til en by, der ikke lå i Tyskland. Tyske historikere har travlt med at påpege, at

 

• Tyske kræfter her tidligt har været de førende
• At stadsretten uden tvivl skyldtes et tidligt hanseatisk fremstød over Ejderen
• At den formodentlig peger hen mod tysk indflydelse ved byens grundlæggelse
• Hertug Abel har muligvis haft et samarbejde med en tysk Nicolai – købmands – gruppe.

 

Nu havde Reinhard også stor indflydelse dengang i Lübeck, der dengang var Nordeuropas førende by. Abel såvel som Reinhard har sikkert været bekendt med, at også Kiel fik lov til at bruge den lybske stadsret.

 

Bønderne skulle levere hø og brænde

Bønderne skulle hvert år levere et læs brænde og et læs hø til bispegården i Lustrup. Ærkebiskop Jacob Erlandsen havde i 1256 bandlyst kong Christoffer den Første. Der opstod en kirkekamp, hvor Ribe – bispen valgte at holde med kongen. Hertug Abels søn, Erik den Første, fulgt af Slesvigs biskop, støttede ærkebiskoppen.

Dermed var der lagt op til en kamp også på Tønder – egnen. I 1265 lykkedes det Erik Abelsøn at ødelægge Ribe-bispens ”faste hus” i Møgeltønder. Nogen tid efter blev de to parter dog forligte. Alt vidner om, at borgen i Møgeltønder fortsat hørte under Ribe.

Kampen viste også, at borgerne i Tønder og Møgeltønder stod i hver sin lejr. Men dette var nu ikke den eneste kamp. Middelalderen igennem var det regelen, at de to byer med samme navn hørte til hver sin lejr.

 

Kampe også omkring Tønder

I kampene mellem Erik, Abel og Christoffer og mellem de to sidstes efterkommere kom Tønder atter og atter i brændpunktet. I 1248 fratog Erik Plovpenning sin broder Abel Tønderhus og Tønder købstad. I 1271 indtog Erik Klipping Tønderhus og lod borgen sløjfe. Året efter var kong Erik atter i Tønder og sidste gang var i 1285, året før han blev myrdet i Finderup Lade.

Kampene mellem de to grene af den gamle kongeslægt var ophørt, da Gehard den Tredje af Holsten – Rendsburg (Den kullede Greve) i 1325 gjorde sig til herre over Sønderjylland og det danske rige vest for Storebælt.

 

Clausen – linjen – allerede dengang

Efter hans voldsomme død i 1340 var Tønder med borg pantsat til grevens sønner. I 1345 lykkedes det for Sønderjyllands hertug, Valdemar den Femte, at indløse pantet. Det betød at hertugen og hans søn, de sidste af Abels slægt (der uddøde 1375), kun havde den nordlige del af Sønderjylland at regere over, nemlig landet nord for linjen Tønder – Flensborg. Ja det var med andre ord den senere ”Clausen – linje”, idet Kær herred hørte under fogderiet Læk.

Tønder var dermed igen under den sønderjyske hertug. Men det kom kun til at vare i ti år, fordi Danmarks konge, Valdemar Atterdag, i 1354 under et hærtog mod Nordfrisland satte sig i besiddelse af Tønderhus.

 

Ribe-bispen måtte beholde sin ejendom

Hertugen fik imidlertid hjælp af de holstenske grever, hvem der i 1357 lykkedes at fravriste kongen Tønder. Men først under de påfølgende fredsforhandlinger et par år senere fik Sønderjyllands hertug atter herredømmet over Tønder.

Under de mange kampe nævnes Ribe – Bispens gård i Møgeltønder kun en enkelt gang i 1338. i 1361 blev det også nævnt, at Ribe – bispens besiddelser fremover skal forblive i hans besiddelse.

Dette skal nok ses i betragtning af den store landefred som Valdemar Atterdag fik vedtaget på danehoffet i Kalundborg i 1360. Det var her besluttet, at hertug Valdemar den Femte og hans søn ”frit og fordelagtigt skulle nyde alle deres love og rettigheder, som nogen hertug af Jylland frit og mest fordelagtigt har kunnet det fra arilds tid”.

Men til gengæld måtte de samme hertuger ”på deres tro love ” at holde landefreden i overensstemmelse med gammel skik og brug.

Netop som Valdemar Atterdag i 1375 skulle til at overtage dødsboet efter de sønderjyske hertuger af Abels – slægt, døde han selv.

 

De holstenske grever udnyttede situationen

De holstenske grever var ikke sene til at udnytte den svækkelse af den danske rigsmagt, som var den umiddelbare følge af kongens død. De besatte hurtigt hele Sønderjylland. I august 1386 besluttede dronning Margrethe af taktiske grunde at anerkende deres herredømme over grænselandet. Men det var dog kun på betingelse af, at de tog Sønderjylland som et len af Danmark.

For Tønder betød dette, at byen i hvert fald fra 1377 var under uafbrudt holstensk styre. Det var derfor kun en naturlig følge af dronning Margrethes anerkendelse, at den holstenske greve straks i september 1386 bekræftede Tønders privilegier.

 

Greven takkede Tønders borgere

I den langvarige krig om herredømmet over Sønderjylland, der førtes i årene fra 1409 – 1410 til 1431 – 1r435 var først og fremmest Flensborg brændpunktet. Men der var også jævnligt kampe om Tønder, der dog i hele perioden forblev på holstenske hænder.

Næppe var krigen overstået før sejrherren, Adolf den Ottende i sin egenskab af hertug af Sønderjylland (eller som man nu sagde – Slesvig) og greve af Holsten i 1436 bekræftede Tønders privilegier.

Bemærkelsesværdigt er det, at han da benyttede lejligheden til at takke ”byens indbyggere” for deres trofasthed og velgerning imod ham og hans forfædre. Det er med andre ord et udtryk for, at middelalderens mennesker også kunne tage et politisk standpunkt.

 

Skellet mellem Møgeltønder og Tønder voksede

I de følgende år fulgte Tønder grænselandets almindelige udvikling. Det betød, at Tønder efter det berømmelige møde i Tønder fik Danmarks konger af det oldenborgske hus som deres hertuger. Men det betød også, at Tønder hver gang der eksisterede en sidelinje af dette kongehus, hørte under sidelinjen.

Det gjaldt 1490 – 1523, da den senere kong Frederik den Første endnu kun var gottorpsk hertug. Det gjaldt endvidere, da Hans den Ældre 1544 – 1580 havde sin lille haderslevske hertugdømme, der også omfattede Tønder. Og det gjaldt også for årene 1580 – 1720, da Tønder var en del af det gottorpske hertugdømme ”Slesvig – Holsten – Gottorp.

I løbet af denne lange udvikling var skellet mellem Tønder og Møgeltønder blevet endnu skrappere. I 1407 var det lykkedes for Dronning Margrethe at erhverve Trøjborg Gods. Dette skænkede hun uden videre til Ribe bispestol.

 

Biskoppen var en stormand

Derved skete der en stor udvidelse af det bispegods, der havde Møgeltønderhus som kærnepunkt. Denne erhvervelse blev ikke omstødt ved fredsslutningen i 1435. Men egentlig blev erhvervelsen udvidet med Vesterland – Føhr og List på nordsiden af Sild. Det var ingen tvivl om, at begejstringen for Ribe bispestol i Tønder har kunnet ligge på et meget lille sted.

Biskoppen af Ribe var i middelalderen som dansk stormand medlem af Danmarks rigsråd. Han styre af de områder, der ved siden af havde fået betegnelsen ”De Kongerigske” eller ”Nørrejyske Enklaver” fulgte derfor den lovgivning, der gjaldt i kongeriget Danmark. Møgeltønder og det tilhørende bispegods hørte ikke med til hertugdømmet Slesvig. Denne administrative ordning gjaldt helt frem til 1864.

 

Tønder fik tysksprogede præster

I kirkelig henseende hørte Tønder ligesom Møgeltønder (og Højer) til Ribe stift. I det lange tidsrum, da holstenerne havde herredømmet, indtog det plattyske sprog efterhånden førstepladsen i byen som administrationens sprog. Det var måske noget, der var begyndt helt tilbage i 1325. Det var i hvert fald tilfældet efter Adolf den Ottendes sejr i 1435.

På den tid havde det ført til, at byens ledende borgerskab gjorde brug af dette sprog, så noget ”højere” og ”fornemmere” skulle udtrykkes, noget som den hjemmelige dansk – sønderjyske dialekt ikke egnede sig til.

Dette betød, at det plattyske sprog helt naturligt vandt indpas i kirkens forkyndelse. Det blev derfor nødvendigt, at Tønder fik tysksprogede præster.

Den første vi kender, er Johann Meyendorp, født i Hamburg i 1448 og forfatter til en håndskreven postille på plattysk. Den sidste før reformationen er Johann Overscherer. Han var fra Gottorp og fik i året 1500 sin kollarts af biskop Ivar Munk. Ribe – bispen har tilsyneladende fundet det i orden, at købstaden Tønder under Ribe stift, men beliggende i hertugdømmet Slesvig (der indtil 1840 havde tysk øvrighedssprog) fik en præst sydfra.

 

Højer snuppede Tønders rolle som havneby

Noget sådant var naturligvis helt utænkeligt i nabosognet Møgeltønder, der både i verdslig og gejstlig henseende var en del af kongeriget Danmark. I Højer derimod blæste der andre vinde. Ved år 1500 havde Højer overtaget Tønders rolle som havneby.

Herfra kendes i 1485 et klagebrev til den verslige øvrighed over, at den daværende biskop af Ribe havde krævet ”gæsteri” i Højer. Et sådant krav, der føltes som en slags ekstraskat, havde Ribe – bisperne aldrig tidligere fremsat. Afvisningen tyder på, at sognefolket i Højer ønskede at have så lidt som muligt ar gøre med stiftsstaden Ribe.

Det er bemærkelsesværdigt, at den kulturelle udvikling allerede så tidligt peger sydpå i Højer, ganske svarende til den, der kendes fra købstaden Tønder. Også i Højer ønskede man at markere skellet til Møgeltønder.

 

Tønder ønskede løsrivelse fra Ribe i kirkelig henseende

Under reformationen der i Sønderjylland var blevet indledt, efter at den senere Christian den Tredje i 1525 var blevet hertug af Haderslev og Tørning, er det helt tydeligt, at Tønders borgere ønskede at følge den udvikling, der fandt sted i Slesvig stift.

Til trods for Iver Munks indsigelse over for hertug Christian i Haderslev fik Tønder ligesom de andre sønderjyske købstæder en evangelisk præst allerede i 1526. Han hed Johann Decker. Han blev hentet direkte fra Wittenberg.

Det var helt tydeligt, at tøndringerne ønskede at benytte kirkeforandringen til at løsgøre sig fra Ribe. Her fandt de beredvillig støtte hos den verdslige magt.

 

De gamle forhold blev genskabt

Efter Johann Deckers død i 1540 var det Slesvigs biskop, Gottschalk Ahlefeldt, der bekræftede byrådets valg af hans efterfølger og lod ham indsætte i embedet. Kongerigets biskopper var blevet fjernet i 1536. Ahlefeldt bekræftede Tønders valg.

I årene 1544 til 1580 hørte Tønder som nævnt under hertug Hans den Ældre af Haderslev. Han ønskede sin egen fyrstekirke for sit lille hertugdømme uafhængig af Ribe stift. I 1550 fik Tønder derfor egen superintendent. Dette embede og et tilsvarende for Haderslev – Tørning fastholdt han indtil sin død.

En voldgiftsdomstol i 1578 havde endda givet ham medhold, men efter 1580 genskabtes de tidligere administrative forhold for kirkens vedkommende, dog med den undtagelse, at Tønder by og en række sogne deromkring (bl.a. Højer, Ubjerg, Abild, Brede m.m.) kun med hensyn til kirkeregnskaberne var underlagt et tilsyn fra Ribe. Reformationen var derfor med til at uddybe skellet mellem Tønder og Møgeltønder.

 

Først højtysk i kirken i Tønder i 1652

I løbet af den gottorpske tid fra 1580 til 1720 skærpedes forholdet mellem Tønder/Højer og Møgeltønder. Det ses bl.a. af, at den gottorpske generalprovst Jacob Fabricius (den ældre), der i sine erindringer oplyser, at han ikke kunne et ord på tysk, da han som barn kom fra Tønder til Rendsburg.

Da han som stor dreng vendte tilbage nogle år senere til Tønder, havde han i mellemtiden glemt sit danske sprog.

I reformationens første årtier var det endnu det plattyske sprog, der indtog pladsen som det ”højere” sprog, og det er karakteristisk for denne sprogligt – kulturellesituation, at Tønders borgmester og råd i 1631 protesterede imod, at deres nyansatte sognepræst efter den tids skik var begyndt at prædike på højtysk.

Det plattyske sprog var mere forståeligt for den enfoldige menighed, klagede bystyrets mænd og præsten fulgte henstillingen. Overgangen til højtysk i Tønder bykirke skete først i 1652, da Stephan Kenckel blev Tønders provst og førstepræst.

 

Plattysk i Slogs Herred til 1683

I hertugdømmets nordslesvigske landsogne var kirkens og skolens sprog ganske vist dansk, men den verdslige øvrighed benyttede sig af tysk. Unge fra landet, børn af den sønderjyske bonde – overklasse, måtte derfor søge til byernes ”tyske, skive- og regneskoler, dersom de ønskede en fremtid inden for administration, f.eks. som fogeder eller skrivere.

Kendte eksempler herpå fra Tønders nærmeste omegn er medlemmer af herredsfogedslægten fra Hajstrup i Bylderup sogn, den navnkundige Nis Hinrichsens efterkommere. Drengene herfra fik en videregående uddannelse i de nærliggende købstæder, Tønder og Flensborg. I visse tilfælde fortsatte deres uddannelse i Lübeck og Lüneburg.

Som det sprog den verdslige øvrighed benyttede sig af også ude i landsognene, blev tysk derfor brugt ved udstedelser af tingsvidner og ved indførelser i tingbøgerne. Dette skete, selv om befolkningen havde sønderjysk som hverdagssprog.

Lige som man i 1631 i Tønder havde klaget over en præst, der havde benyttet lutherdommens mere uforståelige højtyske sprog i prædikener, skal det også ses som et karakteristisk udtryk for den sproglige situation, at man i Slogs herred holdt fast i det plattyske som øvrighedssprog. Først i 1683 afskaffede man det her.

For de dansk-sønderjyske bønder var det nemmere at forstå plattysk end højtysk. Slogs herred var nok det sted, hvor plattysk holdt sig længst som kultursprog.

 

Et andet åndeligt klima i Møgeltønder

I Møgeltønder og de øvrige enklavesogne var alt dette totalt anderledes. Her fulgte udviklingen de samme retningslinjer som gjaldt i Ribe stifts og stiftsamts vestjyske sogne nord for Kongeåen. Det medførte, at der generation efter generation blev vedligeholdt en forståelse for, at det ikke var ligegyldigt, om man var kongerigsk eller hertugelig – slesvigsk undersåt. Det er ud fra dette, at der kan tales om, at et ”åndeligt klima” skilte beboerne i Møgeltønder fra dem, der var bosatte i Tønder og Højer.

 

Embedsmændene følte sig tro over for gottorperne

Gottorperne søgte også at gå engang ved at knytte sig til Danmarks fjender, svenskerne. Den danske konge var efterhånden blevet godt trætte af gottorperne. Man forsøgte to gange en militær besættelse 1675 – 1679 og 1684 – 1689. Embedsmændene følte sig tro over for gottorperne.

I Tønder var det provst Stephan Kenckel, der ledede modstanden mod den kongelige øvrighed, der fulgte med besættelseshæren. I 1672 nægtede 62 fremmødte gejstlige under ledelse provsterne Troels Arnkiel i Aabenraa og Stephan Kenckel i Tønder at aflægge troskabsed til Danmarks konge. Sagen blev derefter opsat indtil videre.

 

Undersåtlig troskabsforhold

Under den nye kongelige besættelse blev der i stedet rejst krav om, at alle embedsmænd skulle indsende deres kalds – og ansættelsesbreve til kongelig stadfæstelse. I 1685 valgte Stephan Kenckel da så i modsætning til sin embedsbroder i Aabenraa at rette sig ind efter dette påbud.

Denne episode er tidligere tolket som national tilkendegivelse i stil med den nationale vækkelse, der kom i 1830 – 40rne. Men det var vel nærmere tale om undersåtlig troskabsforhold.

 

Landsdelen blev ikke indlemmet

Under den store nordiske krig (1700 – 1720) lykkedes det omsider for den danske kongemagt at nå sit mål. Hele hertugdømmet Slesvig, hele det sønderjyske område, kom ved inkorporationen i 1720 under kongeligt styre. Men det betød bare ikke, at landsdelen blev indlemmet i kongeriget Danmark.

Det særlige hertugdømme og dets administration bestod også fremover. Det var også efter 1720 tale om en nøje tilknytning til Holsten (kongens andel af Holsten) og efter mageskiftetraktatens ikrafttrædelse i 1773 til hele Holsten.

De gottorpske sympatier syntes at være forsvundet ret hurtigt efter 1720. i årene efter 1708 – 1709 kom fyrstestaten under den berygtede baron Görtz misregime. Han fik pålagt borgerne en særlig skat i forbindelse med den såkaldte ”Lüneburger Saltoktroni”.

Der var noget der skabte modvilje. Men ellers skete der mærkeligvis ikke de store ændringer inden for det administrative. Det Tyske Kancelli i København var dem, der havde den egentlige mangt.

 

Uro mellem godsherskab og fæstebønder

Godsområderne med centrum i Schackenborg var præget af stridigheder mellem godsherskab og fæstebønder. I hertugdømmerne var hoveriet afløst af en fast pengeafgift. Her gjaldt lovgivningen om stavnsbåndet ikke. Det stod også bønderne frit for at handle med deres produkter på markeder. Alt dette havde man større fordele af ved at bo i en hertugelig by fremfor en kongerigsk by.

 

Borgerskabet knyttet til de hertuglige

Den europæiske uro i tiden 1789 og 1815 rystede også det dansk-norsk-slesvig-holstenske monarki.  Begrebet ”Patria”, ”Vaterland”, ”Fædreland” var nøje knyttet til den gamle helstat. Efter statsbankerotten og tabet af Norge voksede nye tanker frem om sammenhørighed.

I Tønder forblev det ledende borgerskab knyttet til de hertugelige. Da hertugen af Augustenborg drog politisk fordel af denne stemning, sluttede tøndringerne sig til slesvig-holstenismen på trods af de bindinger, som de fleste af dem havde til deres dansk – sønderjyske folkesprog.

 

Tøndringerne fandt sig til rette

Som det efter overgangsperioden 1864 til 1871 gik de fleste slesvig-holstenere, fandt tøndringerne sig til rette under det nye Tyske Rige. De blev tyskere. I Møgeltønder var det stik modsatte tilfældet. Her var man dansk.

Stemmeafgivningen ved folkeafstemningen den 10. februar 1920 viser klart skellet mellem de to byer af samme navn.

Men kan det ikke tænkes, at man i Tønder tilegnede sig den tyske kultur og sprog som et modsætningsforhold eller en protest til ”det kongerigske” repræsenteret af Møgeltønder og Ribe og dermed til begrebet ”det danske”. Den Gamle Redaktør her er godt klar over, at Ludwig Andresen slet ikke ville være enig, såfremt han levede. Man får altid på puklen, når man mener noget andet end historikere.

 

Kilde:

• Sønderjysk Månedsskrift
• Sønderjyske Årbøger
• Se Litteratur Tønder
• Artikler på www.dengang.dk
• Troels Fink: Da Sønderjylland blev delt
• Ernst Siegfried Hansen: Kurier der Heimat
• Lauridsen: Da Sønderjylland vågnede 1 – 2
• Aksel Lassen: Valget mellem dansk og tysk
• Claus Eskildsen: Tønder 1243 – 1943
• Ludwig Andresen: Geschichte der Stadt Tondern
• Tønder gennem tiderne
• Peter Kr. Iversen: Møgeltønder Slotsby og Bondeby
• V. Gregersen: Plattysk i Sønderjylland
• Claus Rolfs: Geschichte des Fleckens Høyer
• V. Gregersen: Slesvig og Holsten indtil 1830
• V. Gregersen: Messe og Marked
• V. Gregersen: Plattysk
• Lorenz Rerup: Slesvig og Holsten efter 1830

 

Hvis du vil vide mere: Om specielt Tønders/Møgeltønders Historie – www.dengang.dk indeholder 231 historier om Tønder og omegn herunder:

• Tønder i 773 år
• Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864
• Jamen, vi forstår ikke tysk
• Tønder – mellem dansk og tysk
• Minder fra Tønder 1864 – 1920
• Tønder i 1600 – tallet
• Friserne – syd for Tønder
• Vikinger i Vadehavet
• Tønders Historie i årstal
• Tønderhus – slut, borg og fæstning
• Hertugen af Tønder
• Hvorfor var Tønder tysk
• Tønders historie efter 1900
• Tønder før og efter Genforeningen
• Tønders historie fra begyndelsen
• Møgeltønder fra Ahlefeldt til Schack
• Møgeltønder – dengang
• Schackenborgs historie
• Oprør i Møgeltønder
• Møgeltønders historie og meget mere

 

Hvis du vil vide mere: Om specielt Sønderjyllands Historie – www.dengang.dk indeholder 154 historier om Sønderjyllands historie herunder:

• Lov og Ret i Sønderjylland – dengang
• Sønderjylland efter Genforeningen
• Abel og hans sønner
• Sønderjyllands historie indtil 1200
• Enklaverne i Sønderjylland og meget mere