Efter krigen var regnskabets time kommet. Masser af tøndringer blev indsat i Fårhuslejren. I Kommunen var der en stor fyringsrunde. Den nationale udsoning foregik over flere årtier. Og Tønder oplevede et begyndende olieeventyr. Politimester bankede i bordet: Kom så i gang.

 

Englænderne kommer

Allerede den 4. maj gik rygter på, at englænderne var lige syd for grænsen, og at de kunne være i byen når som helst. Den 5. maj blev byens borgere vækket
af 6 jagere, der fløj over byen. Glæden var stor blandt de dansksindede. Statsskolens elever mødtes på Missionshotellet, og herfra sendte de  lykønskning til kongen. Den første betjent, der viste sig, blev båret i guldstol af folkemængden. Ved Sønderbro landede to engelske journalister på en mark.

 

Tyskerne på  vej hjem

Den 6. maj afholdt pastor Magle en takkegudstjeneste. Han var netop vendt hjem fra Frøslevlejren. Først på eftermiddagen kom en afdeling af den danske brigade.

Og tyske soldater kom slukøret vandrende gennem byen trækkende med barnevogne, legetøjsvogne og cykler. Men inden de nåede grænsen var det meste dog taget fra dem.

 

Modstandsbevægelsen – efter krigen

Pludselig dukkede en masse modstandskæmpere op. I Tønder undrede man sig over, at der var så mange. Et kompagni på 550 bevæbnede soldater skulle sørge for ro og orden. Men i de første dage efter besættelsen var modstandsbevægelsen enerådig i byen. Kompetence stridigheder, frygt og selvtægt prægede også byen.

Modstandsbevægelsen tog den 8. maj fat i den store interneringsaktion, der kom til at vare flere dage. Lastbiler kørte gennem gaderne, hver forsynet med en betjent og 4 – 5 bevæbnede mænd. Nu blev alle tidsfrivillige, frontfrivillige, værnemagere, stikkere m.m. anholdt. Og på gader og veje hånede de dansksindede nu de arresterede.

Missionshotellet blev brugt som opsamlingscentral. Nogle fik lov til at sidde der i flere døgn. Samtale var absolut ikke tilladt. Ved udgangen af 1947 var der
afsagt dom over 1.047 personer fra hele politikredsen.

Byens postbude var nu iført den røde uniform, og forsynet med brækjern og stiger blev alle tyske gadeskilte fjernet.  Den 13. maj overtog politiet de normale
funktioner.

 

Tysksindede i uniform skulle smides ud

Den 19. maj forlangte bogtrykker Laursen på et stort folkemøde arrangeret af modstandsbevægelsen, at alle som af egen vilje havde båret tysk uniform og våben mod det danske folk, skulle fratages det danske statsborgerskab og udvises.

Den 1. juli gik det ud over en fem –  seks hjemmetyske – butikker samt Hoteller. Tre uger efter fandt en skudveksling sted mellem Hipo – folk og modstandsfolk.

I juli forsvandt de fleste brigadesoldater og den 17. juli drog de fleste engelske soldater væk fra byen. De lokale frihedskæmpere blev afløst af C.B. ere.
Stor fyringsrunde

Adskillige funktionærer og tjenestemænd blev afskediget eller suspenderet. Flere af dem sad i Fårhuslejren. Tønder Ringriderkorps og brandværnet skiftede kommandosproget fra tysk til dansk.

I september skiftede Tondern Bank navn til Tønder Bank. I Tønder Håndværkerforening blev der nedsat et udrensningsudvalg.  Ved et møde i 1948 mente bogtrykker Lauersen og bagermester Thorvald Petersen at Dansk Samfund med sin fortsatte beståen, kunne være en hindring for den fredelige udvikling i grænselandet.

 

Det tyske skolesystem afskaffet

I den tyske lejr kom interneringerne som et chok. De mente, at de var blevet behandlet som storforbrydere. Dette skabte stor bitterhed. Mange af mindretallets institutioner var enten ophørt eller havde midlertidig indstillet deres virke. Rigsdagen havde afskaffet hele det offentlige tyske skolevæsen. Den tyske  skolekonsulent var fyret og den tyske børnehave var opløst.

Modstandsbevægelsen havde lukket det tyske bibliotek. Også i den tyske kirke stod det ikke godt til. Pastor Rühmann var blevet fyret. En overgang var den
tyske roklub beslaglagt. Samme skæbne overgik Schützenhof.  Det tyske mindretal måtte starte forfra. I starten gik det meget langsomt. København – Bonn erklæringen hjalp udviklingen på vej.

Den tyske privatskole rejste sig fra en ret beskeden start til en moderne undervisningsinstitution.  I juni 1945 blev Alexandrineskolen i Nørregade og Borgerskolen i Richtsensgade beslaglagt til lazaret for de sårede tyske soldater, som hidtil havde opholdt sig på statsskolen, seminariet og Tønderhus.

De 267 elever fik en meget lang ferie. Omkring 100 af dem blev indmeldt på Øvelsesskolen.

 

Den tyske skole i bådhuset

Der var problemer med at skaffe egnede lokaler til nye skoler. Derfor fungerede det tyske bådhus som skole fra 16. oktober 1946. Man måtte selv skaffe en del af midlerne for at drive skolen. I 1950 havde skolen 123 elever.

Situationen var meget dårlig. Legepladsen var nærmest at betegne som en mudderpøl. Og der kunne ikke indrettes flere lokaler i huset, som var mere end overbefolket.

I foråret 1953 blev der taget fat på  at udgrave grunden i Popsensgade 2 til en ny tysk privatskole. 28. november samme år blev skolen indviet. Den fik navnet Ludwig Andresen Schule, opkaldt efter byens kendte lokalhistoriker.

Fra 1955 kom skolen til at rumme børnehave. I 1958 – 59 blev der foretaget en stor tilbygning.   I 1946 vedtog man at skolen i Nørregade skulle sælges til Justitsministeriet til en ny politigård. Den bagerste bygning i Richtsensgade Skole skulle sælges til Teknisk Skole.

 

Normale tilstande

Efterhånden lagde fjendskabet sig mellem de to befolkningsgrupper. Man hilste på hinanden, giftede sig på tværs af sindelag, handlede hos hinanden og accepterede hinanden. I løbet af 60erne fortsatte den nationale udsoning.

 

Stor tilslutning til kommunisterne

Efter besættelsen stod de 6 stole, hvor der skulle sidde repræsentanter fra Slesvigsk Parti, tomme. Ved byrådsvalget i 1954 vendte man tilbage til normale tilstande. Her var den store stemmesluger, overpakmester Ørneborg. Han stillede op for Socialdemokratiet og hans succes bevirkede en fremgang på to mandater. Bemærkelsesværdig var, at Kommunisterne opnåede 255 stemmer. Her var det min gamle læge, Dahl, der satte sig i byråds – stolen.

Bankdirektør Poulsen blev genvalgt og Slesvigsk Parti tabte tre mandater.

I 1950 genvandt Slesvigsk Parti yderligere et mandat. I alt fik de 23 pct. af stemmerne i Tønder. Johan Poulsen blev genvalgt som borgmester. Og Slesvigsk Parti opnåede 27 pct. af stemmerne.

 

Store investeringer

Borgmesterens økonomiske indsigt viste sig at være en gevinst for byen. Den blev moderniseret, og på lidt længere sigt fulgte erhvervsudviklingen også med. Poulsen formåede at få oppositionen til at være medspiller. I 1970 gik han af både som bankdirektør og borgmester. Efterfølgende blev han udnævnt som æresborger.

Kommunens kæmpestore anlægsprojekt i 50erne var bygningen af Tønder Kommuneskole. Den nye skolebygning blev indviet i januar 1955. I 1960erne blev den udvidet med en venstrefløj. Det skete, mens jeg gik på skolen. Tænk, at jeg var der i 10 år.

I løbet af en kort årrække kom der Teknisk Skole, bibliotek, brandstation, rutebilstation og en ny omfartsvej.

 

Nyt friluftsbad

Det blev også til et nyt friluftsbad, anlagt ved den gamle markedsplads. Med friluftsbadet forsvandt badelivet i Vidåen.

I 1901 var der anlagt en å –  badeanstalt, der hvor Galgestrømmen og Vidåen mødte hinanden nord for Anlægget og jernbanebroen. Her ligger stadig en lille ø. Og på denne lå på den ene side, pigernes badeanstalt ud til Vidåen, og drengenes badeanstalt ud til Galgestrømmen.

 

Omsætning i Tønders butikker

I 1955 berettede Jydske Tidende om, at mange husmødre med fordel kunne købe varer i Danmark, og dette drog Tønder fordel af. Men i 1965 beklagede formanden for Tønder Handelsstandsforening, at de tyske kunder kun måtte tage ganske få varer med over grænsen.

I de følgende år blev bestemmelserne lempet. Byens handlende nød også godt af de mange turister og campisterne, der efterhånden besøgte Tønder.  En særlig form for turisme var bryllups – turisme, der gav Tønder et ry som Nordens Gretna Green. I eftersommeren 1970 nåede man på rådhuset op på at have viet udenlandsk par nr. 1.000.

Mange tøndringer var beskæftiget ved DSB. Det var Tønders største arbejdsplads. Indtil anlæggelsen af Hindenburg – dæmningen til Sild gik langt den største del af person – og godstrafikken til øen over Højer via Tønder.

Med indstillingen af persontrafikken på Højer – banen gik ud over  banegårdens imponerende perronanlæg.

 

Olieeventyr lugtes i Tønder

En kort overgang lugtede man olie i Tønder. Efter en række boringer i 1948 – 1949 i øster Højst, Rørkær, Daler, Dyrhus og Sæd,
vendte Danish American Prospecting Comapny i 1951 tilbage med et 58 meter højt boretårn, som blev hejst lige nord for byen. I januar 1952 fandt man de første oliespor i 3.300 meters dybde. Og Tønder kom i Politiken:

• Spænding i Tønder før olien springer. Produktionsrørene er anbragt.

I byen spekulerede man allerede på, hvad alle olie – millionerne skulle bruges til. Det skete efter, at byens 4 aviser i fællesskab havde udsendt en løbeseddel. Over skriften var skrevet med fede sorte bogstaver: OLIE:

• Kl. 13 kunne boreselskabet ved Tønder meddele, at man har fundet olie. Olielugten er meget kraftig i den kerneprøve, man tog op i middags, og olien formelig sveder ud af dolomitten. Man tør endnu ikke garantere, at olien kan udvindes til produktion. Direktør Pyre, der øverste amerikanske chef er på vej til Tønder.

Men ak og ve, olien sprang ikke i Tønder.

 

Politimester: Kom så i gang

I 1958 slog politimester Bøving i bordet på Tønder Handelsstandsforenings generalforsamling. Han opfordrede tøndringerne til at tage initiativer i stedet for at vente på at stat og kommune skulle tage et initiativ. Tønder måtte ud af deres tornerosesøvn.

En erhvervs-konference blev afholdt i 1959, hvor man diskuterede, hvordan Tønder kom ud af stagnationen. Men efterhånden skete der da også noget. Virksomheder begyndte at dukke op. Barting Maskinfabrik og Kedelsmedie TØMA, System Abstracta, Ribe Jernstøberi og Skandinavisk Emballagefabrik.

I 1960 kunne man melde om fuld beskæftigelse, og de handlende havde en god omsætning.

 

Mange virksomheder i byen

I Tønder lå også firmaerne Selmer og Carl Tiedemann, der handlede med brændsel, træ og byggemateriale. Og så var det også M.C. Christiansens store isenkrambutik. Jeg husker tydelig deres kælder, hvor der befandt sig en del legetøj.

Og ude på Ribe Landevej lå en stribe automobil – virksomheder. Vi gik rundt og tiggede klistermærker som vi satte på vores sæbekassebiler, som vi så kunne ræse op og ned af Lærkevej.  På hjørnet Dragonvej/ Ribe Landevej lå Falck – stationen. Jeg fik fikset min radio så jeg kunne følge med i, hvor de rykkede
ud.

Lige bag ved os på Lærkevej, kunne vi smutte over i Odense Æg-forretnings have, en sjov med ulovlig legeplads. Oppe i byen var der parfumevirksomheden
Dralle og S.C. Lorenzen med købmandsvarer. Her var min storebror i lære. Der kunne nævnes mange flere virksomheder.

På Jernbanegade lå Lauersens Bogtrykkeri. De flyttede senere ud på Nørremarksvej. Jeg gik i skole med Jørgen Lauersen og min gode ven Ingolfs far Frederik var ansat i virksomheden. Og det med virksomheder i Tønder er nok til en ny artikel.

Kilde:

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

•  www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
• Under Tønder finder du 283 artikler
• Blomst til Skilsmissebyen
• Flere minder fra Lærkevej
• Minder fra Lærkevej 9
• Tønder under besættelsen
• Tønders tyske sportsforeninger
• Fra Lærkevej til Æ Synnejysk Ambassade
• Fårhuslejren (under Padborg) Og mange flere artikler

Redigeret 27. 10 . 2021