Titan på Nørrebro

Titan var en meget stor aktør på Nørrebro. Hauberg ville have sporvognsforbindelse. Det startede med et smedværksted på 3. Blegdam. Men efterhånden blev alle aktiviteter samlet på Tagensvej. Den ny fabrik lå helt for sig selv. Natrenovation var ikke tillokkende. Der var et vangehus ved fuglestangen. Magistraten holdt også fest herude. Dueller blev afgjort. Ingen færgefart eller bro. En besværlig tur over Fællederne. Maskiningeniør på dampsporvognene Alsidig produktion. To firmaer bliver til et. Sejlads på søerne. Ikke alle forsøg førte til noget. Virksomheden blev nu til Titan. Meget stor uenighed i ledelsen. Brand – den 15. marts 1899. Katastrofe grundet manglende vand. Man redede, hvad der kunne reddes. Der skulle bygges en ny centrifugefabrik. Nye industrianlæg skulle samles i Valby. Hauberg forlod pludselig fabrikken. Store forandringer. Tyskerne rykkede ind. Sabotage og våbenproduktion. 1965 – et farvet til Nørrebro.

 

Titan en stor aktør

Titan var en stor aktør inden for det jernindustrielle og elektrotekniske felt på Nørrebro. De leverede maskiner til Burmeister & Wain og til Polyteknisk Læreranstalt. Det var lige fra kraner, losseanlæg og spil til danske havne.

Nørrebros historie er på sin vis sammenfaldende med industriens gennembrud i Danmark i anden halvdel af 1800 – tallet. Hovedstadens entreprenante iværksættere søgte ud i det åbne land på den anden side af Jagtvejen.

 

Hauberg ville have en sporvognsforbindelse

Det var i den grad en af Titans grundlæggers fortjeneste, at den kollektive trafik kom til Nørrebro. Hauberg kæmpede for en sporvogn til sin fabrik. Tidligere måtte de tusindvis af arbejdere, der havde fået ansættelse på fabrikkerne i det nye industrikvarter langs Tagensvej, morgen og aften på en anselig spadseretur ad enten Nørrebrogade eller Østerbrogade.

Det gik ikke i længden, men kommunen ville i mange år ikke påtage sig ansvaret med en bekostelig broforbindelse.

 

Et smedeværksted på 3. Blegdam

Rudolph Koefod var i virkeligheden den første, der lagde grunden til Titan. Han etablerede så tidlig som i 1856 sit smedeværksted på den tredje blegdam. Han kaldte det selv vogn – og grovsmed. Det hedder i dag Læssøesgade. Men han måtte flytte for det hus, hvor han havde lejet sig ind skulle rives ned.

 

Aktiviteterne samlet på Tagensvej

Han byggede så en ny fabrik i Meinungsgade et år efter længere ude på Nørrebro. Ja der var endnu ikke en vej anlagt. Denne virksomhed blev senere gjort til aktieselskab med navnet: H. Rudolph Koefoed & Co. Men dette firma blev efter få års forløb sammensluttet med den maskinfabrik, som i 1885 var startet af S.C. Hauberg, der nu blev direktør for det samlede firma A/S Koefod og Hauberg. Ja han var direktør indtil selskabet i 1897 blev slået sammen med Marstrand, Helweg & Co. Fra denne fabrik overtog maskiner og inventar.

Fabrikken i Meinungsgade blev foreløbig udlejet og hele virksomheden var nu samlet på Tagensvej.

 

Den ny fabrik lå helt for sig selv

Allerede fra det 17. århundrede havde blegmændene bedrevet det særegne erhverv ”Linnedblegning”.  Her lå også husene med de røde tag, blegmændenes huse. De lå på den vej, der var opkaldt efter dem fra Ravnsborg til Østerbro.

Og Koefod måtte flytte fordi Læssøesgade og Ryesgade skulle anlægges. I 1878 var det så, at Meinungsgade blev en officiel vej. Kaptajn Meinung havde købt grunden af Magistraten, hvorefter han udstykkede den. Det var dem i Borgerrepræsentationen, der mente, at gaden ikke skulle have navn efter en hvis fortjeneste bestod i at sælge grunde.

Den ny fabrik lå næsten helt for sig selv dengang. Der var ganske få bebyggelser mellem Jagtvej, Lyngbyvej, Haraldsgade og selve Tagensvej. Her fandtes de triste ”Arbejderboliger” på hjørnet af Jagtvejen og nogen bebyggelse ved Aldersro Teglværk over for Store Vibenhus.

 

Natrenovationen var ikke tillokkende

Hauberg var i 1885 godt klar over, at de mere moderne fabriksvirksomheder med deres røg og støj ikke var et behageligt naboskab for almindelige privatboliger. Nu havde han hvis også allerede udvidelsesplaner for øje dengang.

Grunden til, at der ikke var kommet gang i boligbyggeriet herude var sikkert det faktum, at aflæsningen af dag og natrenovationen var særlig tillokkende.

Nu skal man nok lige huske, at da Titan begyndte at udvide deres virksomhed, var der endnu ikke anlagt veje. De første fire – fem regulært firkantede arealer var ikke af de underligt uhensigtsmæssigt formede grundstykker, som senere blev købt.

Dengang havde man endnu ikke planlagt noget byforløb. Man skulle tro, at det var bystyrets pligt, men sådan var det ikke nødvendigvis altid dengang.

Det var Haubergs fortjeneste, at Tagensvej blev ført ind mod byen. Den var i sin begyndelse kun en beskeden markvej fra Jagtvejen ind i Rådmandsmarken.

 

Et Vangehus ved Fuglestangen

Det var faktisk Christian den Fjerde, der lod bygge et bindingsværkshus på 7 fag ved ”Fuglestang”. Denne bygning blev bygget til vangemanden, der skulle holde opsyn med vangerne. Han hed på et tidspunkt Tage Nielsen. Måske var det derfor, at vejen fik navnet Tagensvej. Men som så meget andet bebyggelse uden for voldene, så blev den ødelagt under belejringen i 1658 – 1660.

Det var her på Rådmandsmarken, at man byggede de såkaldte fredshuse, som var fem barakker, hvor forskellige landes diplomater forhandlede freden. Men først efter Carl Gustavs pludselige død kom der gang i forhandlingerne.

 

Magistraten holdt fest herude

Den 16. september 1673 lod magistraten og deres tjenere sig beværte herude af en engelsk kok. Der blev drukket et helt anker vin af Magistratspersonerne, mens kuske og tjenere måtte nøjes med øl. Vangemanden serverede.

 

Dueller blev afgjort herude

Jo, det var også herude, at Det Danske Kompagni holdt til. Den 7. september 1694 indviede Christian den Femte en ny Papegøjestang herude. En ny æra for Rådmandsmarken var hermed begyndt. Men ak, vist nok i 1720 eller 1730 flyttede man til Vesterbro.

Nu fik stedet et andet ry. Her mødtes man til duel. Det var godt nok livsstraf, at afgøre tvistigheder på denne måde. Nu fik Vognmandslavet så skøde på grunden.

 

Ansøgning om sporvognslinje

Det var allerede i 1884 at Hauberg indgav en ansøgning om koncession på en sporvognslinje fra Kongens Nytorv til Haraldsgade. Dengang eksisterede Fredensbro kun som en gangbro af træ. Allerede i 1874 havde beboerne forslået, at man anlagde en dæmning over Sortedamssøen. Men det var Borgerrepræsentationen slet ikke interesseret i.

 

Ingen færgefart og ingen bro

Arkitekten professor Meldahl blev inddraget. Det var nu ikke alt, som han fremkom med, der var lige smart. Snedkermester Mau havde fået et nej til at etablere færgefart over søen. Man mente, at det var den arbejdende klasse, der skulle på og hjem fra arbejde på samme tid morgen aften, der ville bruge dette befordringsmiddel. Derfor mente man, at der skulle 4 -5 både til.

Større held havde muremester Petersen heller ikke haft. Han ville i 1878 bygge en træbro af egen bekostning mod at opkræve en afgift på 2 øre af hver, der passerede broen. Skulle der anlægges en bro måtte det være kommunens opgave. Og dette blev endelig vedtaget i marts 1878.

Men en gangbro på kun tre meter var ikke særlig bekvemt for fodgængerne.

 

Besværlig tur over Fællederne

Hauberg fik sin koncession efter tre års forhandlinger. Endestationen blev dog ikke Kongens Nytorv men St. Annæ Plads. Det blev bestemt, at sporene skulle føres over Sortedamssøen af en dæmning i stedet for en udvidet bro. Han overdrog koncessionen til det nystiftede aktieselskab, Sølvgadens Sporvejsselskab.

Foreløbig var det kun sporvognen, der blev ført igennem. Passagen over Fællederne var stadig spærret med bomme og Tagensvej var endnu ikke færdig anlagt. Sporvognskonduktøren måtte sænke og hæve bommene, så var militæret også tilfreds.

 

Maskiningeniør på Dampsporvogne

Hauberg havde også en beskæftigelse som maskininspektør på de berømte eller nærmere berygtede dampsporvogne. Om vinteren havde sporvognene svært ved at komme igennem den fastkørte sne. Han kom med et forslag om, at der skulle forbydes andre kørertøjer at køre på sporarealet, når der var snefald.

Han så også ofte at kuskene mishandlede deres heste. Derfor ville han gerne have haft et polititegn, så han kunne sætte en stopper for dyrplageri.

 

Alsidig produktion

Hauberg havde godt nok mange jern i ilden. Han fik retten til at fremstille dynamoer på Tagensvej af en fabrik i Tyskland. Han engagerede en tysker til en ugeløn på 30 kr. Men egentlig fik disse dynamoer ikke den store betydning. I 1888 fik han patent på sin egen dynamo.

Virksomheden på Tagensvej var ret alsidig. I 1886 skulle man levere en kørekran til Jernstøberiet på Tagensvej, Ja man fabrikerede også dampmaskiner og dampkedler. Ja han nåede også at fabrikere fire centrifuger.

 

To firmaer blev til et

Den 16. maj 1888 blev de firmaer Koefoed & Hauberg fusioneret. Og her var det Haubergs egen centrifuge-produktion, der var mest gang i.

I 1891 leverede man det første danske ”købstad – Elektricitetsværk, en lysstation eller centralstation som man sagde dengang. Det skete i samarbejde med ”Det danske Elektricitetskompagni, som virksomheden også havde mange aktier i.

I 1892 blev det nye støberi på Tagensvej taget i brug.

 

Sejlads på søerne

Firmaet blev også indblandet i den sejlads, der foregik på søerne. Her var der fast rutefart fra Østerbro til Gyldenløvsgade. I begyndelsen blev bådene drevet af petroleumsmotorer. Det var nogle motorer, der før havde gået i Hamborg. Men de afgav så meget røg og sod, at de var til gene for passagererne.

Man havde eksperimenteret med elektromotorer til erstatning i sommeren 1894. I 1895 sejlede der 12 elektriske både. I Classensgade havde selskabet anlagt en elektrisk ladestation. Derfra var der ført ledninger ned til landgangsbroen ved Østerbrogade. Akkumulatorerne blev ladet op efter hver tur. Nogen guldgrube var foretagenet dog ikke.

I længden kunne bådene heller ikke konkurrere med sporvognene. Til sidst blev sejladsen helt indstillet.

Man havde stadig lidt leverance til dampsporvognen så længe det ”frygtede uhyre” var i drift. Dampdynamoer og dampkedler til mejerierne blev fremstillet.

 

Ikke alle forsøg blev til noget

I 1895 var der blevet ansat ingeniør Winsløw. Han skulle assistere ved fremstillingen aqf petroleums- og gasmotorer. Han eksperimenterede også med konstruktion af en gasmotor med eget gasværk.

Det var ikke alle eksperimenter, der førte til succes, men det var Hauberg ligeglad med. Han mente, at der skulle ofres noget på forsøg.

 

Virksomheden bliver til Titan

Også i 1895 kunne Hauberg fortælle, at han selv ved at arbejde 3-4 nætter ikke kunne følge med. Der var indgående ordre for en million kr. og tilsvarende arbejde. Enten måtte man disponere således, at man ikke fik så mange ordre eller købe nye maskiner. Man vedtog en udvidelse.

Fabrikken i Meinungsgade blev udlejet til A/S Kjøbenhavns Cykelfabrik.

På den ekstraordinære generalforsamling den 3. marts 1897 kom firmaet til at hedde:

• Koefod, Hauberg, Marstrand & Helweg, A/S Titan.

Det nye firma, der blev tilsluttet havde været beliggende Vesterfælledvej.

 

Meget stor uenighed i ledelsen

Det var bestemt ikke enighed i ledelsen. Der var dobbelte døre ind til direktionsgangen. Og det var måske godt, så medarbejderne ikke kunne høre de højrøstede skænderier.

Det var også galt i næsten alle afdelinger. Man kunne slet ikke samarbejde. På et tidspunkt truede Hauberg med at gå. Men det fik han ikke lov til.

 

Brand – 15. marts 1899

Den 15. marts 1899 udbrød der ild i fabrikken. Det var i det ny maskinværksted i tagetagen. Materialeforvalteren ville om morgenen se om der var mere isolationslak i en tønde. Det var mørkt på loftet. Hverken han eller nogen anden på fabrikken havde anet noget om, at den lak udviklede en eksplosiv luftart.

Han rev en tændstik og holdt den for et hul. Der lød et brag. Tønder blev sprængt og lakken flød brændende hen ad gulvet. Det var nærmere et mirakel, at manden slap fra det med at få hår og skæg svedet af.

I løbet af et øjeblik stod loftsgulvet i flammer og få minutter efter havde ilden fat i tagværket. Da brandvæsnet kom med stor udrykning slog flammerne ud af tagets hele længde af 100 meter. Loftetagen ville brænde, det var klart. Man regnede med at kunne redde de øvrige tre etager. Men det viste sig, at man havde for lidt vand til at slukke med.

 

Katastrofe grundet manglende vand

Det var det, som gjorde, at katastrofen fik så stort et omfang. Og det var ikke Aktieselskabets skyld. Men havde nemlig i sommeren 1898 i en skrivelse til Magistraten udtrykkelig gjort opmærksom på, hvor farligt det kunne blive, hvis der opstod brand på Maskinfabrikken. Det var en kendt sag, at den gamle vandledning langs Tagensvej var ganske utilstrækkelig for kvarteret. Der manglede ofte vand i husenes øverste etager.

Et par måneder før branden var der lagt en ny og større ledning ad Tagensvej. Den var bare ikke sat i forbindelse med vandværkets pumpestationer.

Det hjalp heller ikke noget, at brandvæsnet var mødt med meget materiel deriblandt hele tre dampsprøjter. Det var knap nok vand til en. Den ene sprøjte blev så kørt ned til jagtvejen. Derfra blev der lagt slanger op til en anden sprøjte, der holdt uden for kontorbygningen på Tagensvej.

 

Man redede, hvad reddes kunne

Således kunne den ene sprøjte forsyne den anden mens den tredje måtte klare sig med meget lidt vand, der var i den gamle ledning. Det var nærmest en ynk at se de spinkle vandstråler, der blev sendt ind i det vældige bål.

Det var snart åbenbart for alle, at hele den store bygning måtte blive luernes bytte. Allerede efter en times forløb åd ilden sad gennem gulvet. Der hørtes nu tunge drøn, efterhånden som støbegodset styrtede igennem, ned på anden sal, mens kaskader af gnister stod i vejret.

På anden sal, modelloftet var der rigtig næring for flammerne, og snart var også centrifugeværkstedet nedenunder i fare.

Mens brandmændene til dels måtte så ørkesløst til, var en styrke på hen ved 100 mand af fabrikkens arbejdere gået i gang med at redde centrifugerne. De større blev med en kran svinget ud og firet ned. På den måde redede man en del færdige centrifuger.  I kasser pakket til forsendelse. De mindre blev langet fra hånd til hånd.

 

Der skulle bygges en ny centrifuge-fabrik

Bestyrelsen havde allerede holdt møde, om hvad der skulle ske. Maskinværkstedet skulle snarest bygges op igen. Man ville købe en ny grund til fabrikken. Man besluttede, at nu skulle der så kun udbetales 4 pct. til aktionærerne.

I brandassurance for maskiner, løsøre og bygninger fik Titan udbetalt en lille million kroner. Cirka halvdelen af dette beløb regnede man med ville medgå til opførelsen og monteringen af en ny fabrik.

Man besluttede også, at der skulle bygges en speciel centrifugefabrik. Den fik adgang fra Rådmandsgade. Den øvrige del af Titans Fabrik havde adgang fra Tagensvej.

Året 1901 havde haft et driftstab på 122.000 kr. Højesteretssagfører Arntzen sagde til Hauberg, at han måtte indstille sig på, at overtage det hele. Men det ville han ikke.

 

Nye industrianlæg skulle samles i Valby

Det var ikke let at samarbejde med Magistraten, som 1909 udskrev en konkurrence om en samlet byplan for hovedstaden. Ved den lejlighed, blev det slået fast, at fremtidens tunge industri fortrinsvis skulle placeres i det tyndt befolkede Valby, hvor der var rigeligt med plads.

I 1912 var der ansat en person, der tidligere havde været ansat hos Titan. Det var ingeniør Frode Kjems. Han havde i flere omgange været sendt til USA på Titans regning for at studere fremstillingsmetoder.

 

Hauberg forlod pludselig fabrikken

Krigsudbruddet hos Titan medførte en hvis nervøsitet.

Midt under krigen havde direktør Hauberg forladt fabrikken. Han havde netop været på en større rejse til Rusland. Han ville nu hengive sig til mere arbejdsgiverinteresser. Lægen havde givet ham nogle foruroligende meddelelser om hans helbredstilstand.

Året efter ophørte den særlige centrifugefabrik. Men Frode Kjems fik nu gennemført skandaliseringer og en forenkling af arbejdsgangen. I 1921 var fabrikken udsat for en 7 – ugers lockout. Det betød, at omsætningen gik ned til halvdelen.

 

Store forandringer på Fabrikken

I 1932 gav Titan ikke noget udbytte. Men allerede året efter var der forbedringer på vej. I 1936 var der igen lockout, men den blev standset ved lov. Det kneb med at anskaffe materialer og maskiner.

I 1935 skulle Tagensvej reguleres. Dette medførte nedrivning af selskabets gamle kontorbygning og en portnerbygning opført i 1892.

Selve fabriksanlægget på Tagensvej undergik i tiden mellem krigene temmelig betydelige forandringer og navnlig bevirkede opførelsen af en ny administrationsbygning, at hovedfacaden imod Tagensvej fuldstændig skiftede karakter.

I 1935 opførte man en ny marketenderibygning. Dette var nødvendigt, for arbejderne havde længe haft utidssvarende forhold.

 

Stor ordre til Rusland røg i vasken

I efteråret 1940 var der blevet afsluttet en handelskontrakt med Sovjetunionen. Russernes købelyst overtraf alle forventninger. Bruddet mellem Tyskland og Sovjet i juni 1941 satte dog en stopper for det hele.

 

Tyskere rykker ind på fabrikken

Gang på gang ”beklagede” man, at et eller andet arbejde, som tyskerne ønskede tilbud på lå uden for Titans fabrikationsmuligheder.

Så kom den 29. august med undtagelsestilstanden. Om eftermiddagen fik direktionen meddelelse om, at der var ankommet et tysk vagthold til fabrikken. Man gav øjeblikkelig ordre til at trække fabrikkens egen vagthold tilbage. Man havde nemlig trods alt ikke kunnet undgå at etablere et temmelig talstærkt sabotagevagt.

Nu var tyskerne der ikke så længe.

 

Sabotage og våbenproduktion

Allerede i oktober samme år blev Drejerværkstedet, Haubergs gamle maskinfabrik genstand for sabotage. Efter rapporten blev to af de patruljerende poster overrumplet ud til Hermodsgade. Skaden blev på over 100.000 kr.

Flere af virksomhedens funktionærer og arbejdere måtte fortrække til Sverige.

Man forsøgte sig med noget helt nyt på fabrikken, nemlig våbenfabrikation. I marts 1945 blev gruppen sprængt og taget af Gestapo. Man slap med ophold i Vestre Fængsel og Frøslev.

 

1965 – farvel til Nørrebro

Historien om Titan fortsætter men vi slutter her. Firmaet sluttede sit virke på Tagensvej i 1965 ved en fusion med Thrige, der resulterede i firmaet Thrige-Titan i Odense. Nu hedder firmaet T-T Electric. En række aktiviteter blev videreført af finske KONE og svenske Alfa Laval.

Jo, Titangade er opkaldt efter den store virksomhed, hvis enorme areal dækkede hele stykket mellem Tagensvej, Hermodsgade, Titangade, Sigurdsgade og Rådmandsgade.

 

Kilde:

• Mogens Lebech: Titan – Smedien der blev verdensfirma
• Nielsen: Københavns Historie og Beskrivelse
• Nielsen: København på Holbergs tid
• Artikler på www.dengang.dk

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.437 artikler herunder 307 artikler fra Det Gamle Nørrebro.