Tiden omkring 1920 i Sønderjylland

Skal en københavner gør sig klog på dette? En forsigtig udenrigsminister. Var Stauning bedre? Et chokerende forslag. Store tab i krigen.  Vi tager en tur rundt i Sønderjylland og ned langs grænsen. Vi når Haderslev, Sønderborg, Kruså, Frøslev, Bylderup Bov, Burkal, Jejsing, Tønder, Aventoft og Højer. Vi skal hilse på grænsegendarmerne og de danske jernbaner. Vi kigger lidt på skolepolitikken. Og så havde den tyske mark det ikke særlig godt. Og så tager vi igen en gang stilling til benævnelsen. Og vi henviser til en ordentlig stak historiske artikler, der mere eller mindre afviser det ord, som mange bruger. H.V. Clausen havde argumenterne klar. Regeringen ville ikke have at stormagterne skulle blande sig. H.P. Hanssen blev kaldt for landsforræder. Christian den Tiende fik ikke hele Slesvig, ikke engang Flensborg.

 

En københavner – der gør sig klog

Sønderjyllands historie er kompliceret. Men der ingen grund til, at kalde en for historieløs, fordi man ikke vil anerkende ordet Genforening! Ordet er lige så godt som alle de andre ord, der er brugt i denne forbindelse. At ordet Genforening bringer mange følelser frem kan jeg godt forstå. Vi har efterhånden bragt en del artikler om dette tema. Reaktionerne har været mange:

 

• Der sidder en man over i København og gør sig klog på Genforeningen
• Han forstår jo ikke en klap af, hvad det er foregået, men det er nok fordi, at han er københavner!

 

Ja sådan kunne vi blive ved. Men her vil vi prøve at dukke ned i dagligdagen dengang. På den måde kan man måske bedre tolke problemerne dengang. Det er ikke så kedelig som statistikker og tal. Vi tager lige en rundtur i Sønderjylland før, under og efter 1920.

 

En forsigtig udenrigsminister

Udenrigsminister Scavenius var en meget forsigtig mand. Han ville ikke genere tyskerne. I Tyskland var det lige modsat. Her blev det råbt:

 

• Dänen raus
• Deutschland bis Skagen

 

De københavnske politikere var meget irriteret over sønderjyderne. Scavenius havde nærmest forbudt dagbladene at omtale Sønderjylland/Nordslesvig.

 

Var Stauning bedre?

Til et møde med SPD i Tyskland i 1918 blev Stauning spurgt om holdningen til de dansksindede i Nordslesvig:

 

• Vort parti har for stedse holdt sig fjernt for enhver støtte for den danske agitation i Nordslesvig.

 

Politikerne var chokeret

Allerede i 1915 var en tysk ambassadør rejst til København for at tale med politikerne der, om Nordslesvig. Hvad havde man tænkt sig? Ja de var nærmest blevet chokeret.

 

Et chokerende forslag

H.P. Hanssen havde længe gentagende gange efterlyst en positiv interesse fra de danske politikere om det sønderjyske spørgsmål.

Og det var sikkert ikke det forslag som Scavenius kom med den 10. februar 1917, som H.P. Hanssen havde regnet med. Vi skulle have Nordslesvig tilbage mod at englænderne skulle tilbagelevere nogle af de kolonier, som de havde erobret af tyskerne. Med andre ord, England skulle betale for tysk velvilje.

Lige så chokerende var det vel, at forsvarsminister Munch var villig til at give tyskerne Årø, så de kunne opbygge en militærstation. Scavenius ville ikke have, at de allierede blandede sig i Sønderjyllands – spørgsmålet.

 

Grev Moltke mente at sønderjyderne skulle lade sig germanisere

Grev Moltke var Danmarks gesandt i Berlin. Han mente, at sønderjyderne skulle lade sig germanisere. Ja det fremgik af artikler fra 1919. Det bedste ville være hvis sønderjyderne holdt op med at blive ved med at kværulere.

Tænk, at sådan en mand senere blev vores udenrigsminister.

 

Store tab i krigen

26.000 nordslesviger/sønderjyder var blevet tvangsudskrevet til Første Verdenskrig. Dette bevirkede:

 

– at 5.270 aldrig vendte hjem

– at de efterlod 1.500 enker

– de efterlod 5.000 faderløse børn

– at 7.000 blev såret.

 

Hvis de så forsøgte, at desertere, ja så var de tyske soldater eller gendarmer ved grænsen lovet 50 mark i belønning hver gang de skød eller pågreb en desertør.

 

Fordommene stortrivedes

De tysksindedes fest på Knivsbjerg samlede 2.000 – 3.000 mennesker. Selv om grænsen nu lå fast diskuterede man stadig grænsen. Den 12. januar 1923 udtalte overborgmester Todsen fra Flensborg, at danskerne ville besætte området ned til Ejderen. Han så hellere, at grænsen blev lagt længere nord på. Men nu havde gårdejer Cornelius Petersen været i gang med en kampagne om en selvstændig stat.

 

Danmark til Ejderen

Orla Lehmann ville have Danmark til Ejderen. Holsten skulle udskilles fra den danske stat. Argumentet var, at Danmark via Holsten ville blive trukket ind i det tyske forbund og dermed miste sin selvstændighed. Årsagen til krigen i 1864 var jo netop, at Slesvig skulle tættere på Danmark end Holsten, sagde Lemann.

Egentlig havde danskerne i Nordslesvig jo ikke haft den største tillid til København. Den begyndte først at komme i 1840erne og kom helt frem i lyset i 1864 – 1920.

Ernst Christiansen redaktør af Flensborg Avis ville have grænsen ned til Slien.

Jonaz Colin ville have bedre bånd til England. Han stod for en meget antitysk retning.

 

Clausen havde argumenterne klar

H.V. Clausen var Colins ærkefjende. I nationaltidende skrev han:

–  Vi vil ikke have Sydslesvig ind under disse grunde:

 

1. Hensyn til selve sydslesvigerne
2. Hensynet til os selv.
3. Af hensyn til de danske sønderjyder

 

Hvis vi krævede Slesvig, ville Danmark begå den samme uret som først Preussen og siden Tyskland begik mod Danmark ved at håndhæve et område som det nordslesvigske, der var så udpræget dansk:

• At regne Flensborg med til Sydslesvig er direkte forkert sagde Colin.

 

Regeringen var bange for naboen i syd

Regeringen var bange for naboen i syd. Var det ikke bedre at forhandle direkte med tyskerne. Man måtte ikke genere dem. Udspillet måtte komme derfra. Heller ikke Stauning brød sig om, at stormagterne blandede sig.

Den danske neutralitet indeholdt en velvillighed for Tyskland under Første Verdenskrig. Tyske skibe udlagde miner i strædet og mellem Langeland og Lolland.

Christian den Tiende så heller ikke dette som noget problem.

 

6.500 vendte aldrig hjem

I løbet af den 4- årige periode – krigen varede drog 26.000 i krig, 6.500 vendte tilbage. Der opstod et rygte i København i København, at danskerne havde lavet en undergrundsaftale med tyskerne. Kongen håbede stadig inderst inde at få hele Slesvig. Det ville være den perfekte aftale for hele Slesvig. Han ønskede ikke direkte forhandlinger med tyskerne. Dette forhold gav så et anspændt forhold til udenrigsministeren.

 

Danmark var en kræmmernation

Frankrig mente, at Danmark var en kræmmernation: Først De Vestindiske Øer, så Island og nu ville man give afkald på hele Slesvig. De gik ind for Dannevirke-linjen.

 

Vi havde ikke juridisk krav på §5

Da Paragraf 5 og Pragferien for længst var blevet opløst havde Danmark faktisk ikke et juridisk krav på en juridisk afståelse af hele eller dele af Slesvig. Vi havde egentlig heller ikke en ret til afstemning. Dette glemmer man altid at fortælle. At man så moralsk havde det, ja det er noget andet.

H.P. Hanssen mente hele tiden, at vi havde juridisk ret til begge ting.

 

Et vigtigt møde på Folkehjem

Den 17. november 1918 blev der holdt et vigtigt møde på Folkehjem i Aabenraa. 3.000 mennesker deltog. Her blev en vigtig reluition vedtaget. Der var også meget store mødeaktivitet hos de tysksindede. Fordelen ved et man vedtog i Aabenraa var, at nu kunne tyske områder som Højer og Tønder også bliver sønderjysk.

Egentlig blev den danske regering godt tilfreds med udviklingen. Præsident Wilson var kommet med et udkast. Det var ikke noget den danske regering selv var komme med, så det kunne ikke genere tyskerne. Og så var der også kommet et forslag fra de dansksindede fra Nordslesvig og ikke bare fra den ”irriterende” H.P. Hanssen.

Senere kom man til at overtage en del af tyskernes statsgæld. Og mange håbede endnu på at få Flensborg med.

 

På Fredskonferencen

På selve fredskonferencen var der bestemt ikke dansk enighed. Egentlig var Colin slet ikke inviteret, men han dukkede op. De britiske repræsentanter havde fået at vide, at de skulle gå ind for en linje – nord om Flensborg og syd om Tønder og Højer.

Nu var der så pludselige planer om en stemmeafgivning i tredje zone, Måske havde Colin alligevel fået indflydelse.

 

H.P. Hanssen som minister

Zahle udnævnte nu helt selvstændigt H.P. Hanssen til minister for sønderjyske anliggender. Men dette var Christian den Tiende dog lidt betænkelig ved. Der var stor opstandelse over, måden han gjorde det på. Nu havde regeringen da ellers krammet på Vælgerforeningen. Amtmand O.D. Schack blev udnævnt som ny formand for Vælgerforeningen.

 

De to Zoner

Den første zone gik fra Flensborg Fjord vest på langs Skelbækken og Vidåen syd om Tønder. Den anden zone var et område der strakte sig ca. 20 km syd for linjen, der adskilte de to zoner og som bl.a. omfattede Flensborg og vadehavsøerne.

 

Tropperne kommer

19. januar forlod tyskerne Haderslev. Dagen efter rykkede franske tropper ind. Samtidig besatte britiske tropper, Aabenraa. Den 22. januar marcherede franske tropper ind i Sønderborg. Og den 24. januar forlod de tyske tropper Flensborg. De efterlod både Duborg – kasernen og Marineskolen Flensborg – Mörvig til britiske styrker.
20. februar ankom de første britiske styrker til Tønder.

Ja og den 25. januar ved middagstid ankom nattoget fra København til Flensborg. Ombord var den internationale kommission.

 

Efter 10. februar

Efter afstemningen kunne man konstatere tysk flertal i Aabenraa, Sønderborg, Tønder, Højer Flække og Landsogn samt i Ubjerg og Tinglev Landsogne.

Tiden mellem den 14. februar og 14. marts var formentlig den mest udfordrende for den Internationale Kommission.

I Mellemslesvig havde de dansksindede været i mindretal i debatterne. I Flensborg var der ofte ballade. Den lokale politimester tog sin afsked, fordi han ikke kunne få et fornuftigt samarbejde med de internationale tropper.

Den såkaldte Tiedje – linje kom til debat. Den gik i en lige linje nord om Højer, syd om Møgeltønder, nord om Tønder og videre i en bue om Løgumkloster og ud ved Flensborg Fjord.

 

Påskekrisen

Egentlig vil vi ikke gå i detaljer med dette. Det er jo en artikel i sig selv. Zahle har en gang sagt, at ”Christian den Tiende førte politik med hjertet”. Han tillod at afsætte regeringen. Men det var sandelig lige før, at han havde afsat sig selv. Hans hjerte bankede stadig for hele Slesvig. Og han var bestemt ikke tilfreds med udviklingen. Han var af den opfattelse, at Zahle – regeringen i den grad havde begået vildfarelser. Kongen ville også have haft Flensborg til Danmark.

I befolkningen opnåede H.P. Hanssen at blive kaldt for forræder, fordi han gik med til Slesvigs deling.

Først den 9. juli underskrev Christian den 10. formelt den traktat, der delte Slesvig midt over.

 

Kvinderne i Haderslev

Kvinderne i Haderslev havde fået nok. De måtte ikke engang tale dansk i telefonen. Blev det opdaget blev telefonen konfiskeret. Den 2. jan 1918 kl. 10 præcis startede et kæmpe opløb i byen. På alle fabrikker og Fuglsang bryggeriet nedlagde kvinderne arbejdet. De begav sig alle til Rådhuset.

Hurtigt fik man fat i borgmester Schindelhauer. Han måtte have politieskorte gennem menneskemængden. Gennem vinduet lovede han nu kvinderne marmelade, sirup og et pund gryn. De fik også lovning på sukker og at mælken fremover ikke var sur, når de fik den.

 

En spion i Sønderborg

Man havde fundet ud af, at der var en spion, der huserede på flådestationen og andre steder i Sønderborg. Men man vidste ikke, hvem det var.

En ung flyveløjtnant, der kaldte sig Freiherr von Smettau var kommet til Sønderborg. Han havde fået talt med landråden og omgikkes alle officerer. I Varnæs fik han en meget fin middag. Da han så skulle betale, sagde han, at regningen skulle sendes til flyverskolen i Aabenraa.

Værten fattede mistanke og ringede til skolen. Et par flyvere blev nu sendt til Varnæs, fordi man pludselig fandt ud af, at han kunne være spionen. Men han var for længst over alle bjerge.

 

Da Als blev republik

Det var den 6. november 1918, at Bruno Topf erklærede Als som en republik og at han nu var præsident. Dagen efter ophørte Als at være republik og ekspræsidenten gled ud af historien.

Under krigen var han overskædder – gast i Marinen. Da budskabet om revolutionen nåede Sønderborg lå han på lazarettet. Han led af tuberkulose. Trods alt kom han i spidsen af Soldaterrådet.

Han forlangte bl.a. at marinen skulle sejle under rødt flag.

 

Flertal i Bov Sogn

I Bov Sogn var der 656 danske mod 496 tyske stemmer. Og så var det problemer for befolkningen i Frøslev. De skulle have speciel tilladelse for at komme til Padborg.

Den 10. februar 1929 blev der rejst 29 flagstænger i Frøslev og alle var naturligvis forsynet med Dannebrog. De tysksindede flagrede med Slesvig Holsten flaget eller det tyske rigsflag.

Og resultat i Frøslev blev 149 danske mod 106 tyske stemmer.

 

Grænsedragningen

I første omgang kom grænsedragningen til at gå tværs gennem Kruså Mølle og Kobbermøllen. Ejerne ønskede at komme til Danmark. Men det skete nu ikke for Kobbermøllen. Også Krusågård ønskede at komme til Danmark.

 

Grænsegendarmerne

Grænsegendarmerne, der stadig stod ved Kongeåen til november 1920, måtte sende folk til den ny grænse den 5. maj 1920. Oprindelig var de 100 mand hernede. Men det blev hurtig udvidet til 500. Unge danske soldater, der ellers skulle have været hjemsendt blev nu udkommanderet til grænsegendarmerne.

De skulle gå to daglige ture på gendarmstien. Dagen var inddelt i 6 vagter af 4 timer. Og der var masser af smugleri over grænsen. I 1920 blev en gendarm skudt.

Ordren lød på, at man ikke måtte gå til bal i den flotte blå uniform. Men ak. De unge gendarmer kunne godt mærke, at den blå uniform tiltrak de unge sønderjyske piger.

Mange forelskelser fulgte. Der blev til mange forlovelser. Og mange gendarmer bosatte sig hernede.

Dem, der så ikke havde held med pigerne i første omgang indrykkede en annonce i Flensborg Avis:

 

• Unge Damer – Se her – Fire unge livlige Gendarmer søger Bekendtskab med flere smukke Flensborgske Damer – Billet mrkt. ”Haab” med Fotografi paa Flensborg Avis’ s Kontor.

 

Rige tysker i Kollund

Efter 1920 var der stadig masser af rige tysker, der besøgte hotellerne langs Flensborg Fjord. Ja man kunne læse i Flensborg Avis, hvem der besøgte Kollund. Fjorddamperne havde masser af passagerer.

 

Kruså voksede

I 1921 var der kun 120 mennesker i Kruså. Men det antal voksede hurtigt. Tolderne stiftede familie og bosatte sig. Mange embedsmænd fra Padborg bosatte sig også her.

 

Farvel til de russiske flygtninge

Det var vedmodigt, da de russiske flygtninge fra sognet forlod stedet. De blev kørt til Flensborg Banegård. Men mange beboere fra sognet var taget med derover. Der blev udvekslet mange ”Dosvidanje”. Fangerne gav udtryk for, at de aldrig ville glemme befolkningen i Bov.

 

Landeværnet blev dannet i Tinglev

I Tinglev blev foreningen ”Landeværnet” dannet som led i den nationale kamp om jorden i Sønderjylland. Allerede i 1890 startede den preussiske stat germaniseringen af området ved at tilbyde tyske landmænd billige jendomme og jord.

Mens landbruget i Sønderjylland var i dyb krise forsøgte ”Kreditanstallt Vogelgesang” at støtte unge tyske landmænd med billige lån.

I juli 1920 var markens kurs helt nede på 16 øre. De sønderjyske banker og sparekasser fik stillet 20 mio. kr. til rådighed i statslån. Man forsøgte sig med Sønderjysk Kreditforening. De nystiftede lån var dog forholdsvis dyre. I 1927 oprettedes Sønderjysk Hypotekslån.

Dengang var 40 pct. af nordslesvigerne beskæftiget ved landbruget. Men man manglede arbejdskraft. Mange af sønderjyderne var udvandret enten til Amerika eller Danmark.

I 1926 havde Berlin bevilliget 6 mio. kr. til tysk kultur i Nordslesvig. Interessant er det også at se, at 17.000 af befolkningen var født syd for grænsen, og 8.000 tjenestefolk var såkaldte ”udlændinge” nok mest tyske.

 

Præst vækker forargelse i Bylderup Bov

En mindetavle i Bylderup Bov vakte vild forargelse. Pastor von Hermolt havde ladet en mindetavle opstille. Han havde forsynet den med det Slesvig Holstenske våben og med tysk indskrift med, hvem der var faldet for fædrelandet.

Da konfirmationsundervisningen skulle starte ville man have en anden præst. Det var så pastor Schüllein fra Øster Højst, der måtte træde til.

Det var sin sag med disse præster. Mange søgte embeder syd for grænsen. Nogle blev fyret, og nogle beholdt man. I Visby nord for Tønder lød afstemningen på 146 mod 146 for den nuværende præst. Men han trak sig først i 1922 mod en understøttelse på årligt 2.500 kr.

Præsten havde begået den ”forbrydelse”, at begrave sin kone ude i haven. Det havde han ikke fået tilladelse til.

Og ude i Højer havde pastor Rolfs taget sin afsked. Så blev det pastor Brarens tur. Men han mødte op i sin tyske præstedragt ved indsættelsen. Han mente at han både var danskernes og tyskernes præst. Han lagde alle hindringer i vejen, da det endelig kom en dansk præst til Højer. Her gad menighedsrådet ikke engang at hjælpe med at finde en bolig til den ny pastor.

Så måtte direktøren for Højer Tæppefabrik træde til og købe en bolig til ham.

 

I Burkal

Først i oktober 1920 blev et skilt, hvor der stod ”Dorf Burkall, Kreiss Tondern” fjernet. Her boede danskere og tyskere side om side. Ja tyskerne hed også Nissen, Petersen, Nielsen, Hansen, Lorentzen m.m. For udefrakommende var det en overraskelse. Og de talte også sønderjysk.

Ja man sagde, at i Tønder snakkede man fem sprog omkring 1920, højtysk, rigsdansk, plattysk, frisisk og sønderjysk. Ja nogle talte også Tønder – plat. Men på gaden talte man sønderjysk.

Skolen i Burkal var forsømt. Der var to klasser med 60 elever i hver. Førstelærer Hansen kunne fortælle, da en preussisk embedsmand var på besøg engang. Han åbnede vinduet på en måde, så glasset faldt ud rammen:

 

• Wo man hin sieht, und wo man hin greift, lauter Trümmer.

 

En søndag I november blev en sten afsløret ved indgangen til kirkegården. Det var til minde om dem fra sognet, der faldt i krigen. 70 navne var der på stenen. Pastor Schwartz fra Holsten holdt tale på dansk, og førstelærer Hansen, der var født i Sønderjylland holdt tale på tysk.

I det daglige var der ingen problemer mellem de danske og de tysker. Man levede side om side. Men ved fester og sammenkomster kunne udtalelserne godt løbe løbsk.

Slogs Herreds Hus betød meget for danskheden. Den lå i Bylderup. Og her i Burkal var der et stort tysk flertal.

I Slogs Herred var der stærk hjemmetyskhed efter 1920. De danske præster var for længst fordrevet. Kun i Ravsted og danske Rørkær havde man dengang protesteret.

 

Meyer var jo dansksindet

Lærer Meyer i Rørkær stammede fra Simondys ved Frøslev. Han måtte undertrykke sin danskhed for at bevare jobbet. Mod sin vilje var han også formand for en tysk forening i byen.

Den danske Sangforening blev oprettet. De øvede på Stationskroen i Jejsing. Men så kom der et forbud mod at synge på kroen. Resultatet af dette forbud førte til et dansk forsamlingshus lige i nærheden.

En aften var der et tysk møde på kroen og på forsamlingshuset var der samme aften et dansk møde. Men Johan Meyer kunne ikke dy sig:

 

• Mens vi sidder her og knap nok kan synge første vers af ”Deuschland über alles” udenad, synger vores danske venner de danske sange fra første til sidste vers næsten alle udenad.

 

Dermed faldt Johan Meyer i unåde hos tyskerne i sognet.

 

Anton fra Lydersholm

Efter afstemningen i 1920 og grænsedragningen blev den justeret mange steder. Det skete fordi ejeren absolut ikke ville tilhøre den anden nationalitet. Det gjaldt også for Adolf Ewertsen. Han blev også kaldt for Adolf Tysker. Inden grænsen blev flyttet boede han i Lydersholm.

Han ville absolut ikke være dansk statsborger. Da området så blev dansk pakkede han sine ejendele og flyttede over på tysk side. Han boede så med en ko og nogle får i en jordhule, da han ikke havde råd til at købe eller leje et hus.

Han blev i 1924 begravet på Ladelund Kirkegård, syd for grænsen. Familien betalte i danske kroner og ører.

 

Mange tyske foreninger i Tønder

I Tønder var det både Singverein, Familienverein, Schützenverein og Æ Feuerwehr. De fleste tysksindede talte sønderjysk i det daglige. De havde ikke så meget til overs for Danmark:

 

• De har it mæe soldate, end at Æ Feuerwehr i Affanraa ka arrestere dem.

Kiegsverein havde sagt, at de ville ekskludere de tysksindede borgere, der blev aktionærer hos Tønder Landmandsbank. Mange fik så deres koner til at skrive under i stedet. Så kunne man stadig være anset i de tyske kredse.

Oluf Olufsen, Tysksindet borgmester i Tønder og byens matador så helst ikke, at der kom flere banker til byen. Han opbevarede alle de store landmænds penge i sin meget store bankboks.

Desværre fik han solgt alle sine grunde på et forkert tidspunkt. Han investerede sine penge i tyske mark. Det skulle han nok heller ikke have gjort.

Den nye matador i Tønder blev Hans Angel. Han blev også kaldt for Tykke Angel. Han var urimelig tyk. Man sagde om ham, at han kunne spise en hel ost af gangen.

 

Revolutionen i Tønder

Også i Tønder var der revolution. Et par menige soldater fra Kiel var ankommet med røde plakater. Der blev også oprettet soldater – og arbejderråd. På et møde i byrådet bankede førerne af kommunisterne deres revolvere i bordet. Dette medførte, at de fik flere penge til deres gøremål

Det blev også afholdt et offentlige møde på Torvet i Tønder. Til den historie hører, at borgmesteren skulle fremskaffe et rødt flag. Men det lykkedes ikke, så måtte fruen ofre hendes røde kjole, ellers kunne revolutionen ikke gennemføres i Tønder.

 

Legater kun til tysksindede

Der var mange legater i Tønder. Men de allerfleste blev kun givet til de tysksindede. En dansksindet mor henvendte sig for at få et legat til datterens konfirmation. Hun fik følgende svar:

 

• Nej, hvad tænker De dog på. Deres mand er jo fra Danmark. Så må Danmark jo ernære Dem
• Å ejsen må de hunge.

 

Da Thorvald Petersen rejste problemet i Tønder i 1919 var svaret:

 

• Sie sind ja Dänische Untertannen, mit dennen haben wir nichts zu tun.

 

Sturm auf Tondern

Deutscher verein havde i Tønder indkaldt til Folkemøde. Der samlede 1.000 deltagere. Ekstra tog var indsat. Man kaldte mødet ikke uden grund ”Sturm auf Tondern” Og formanden holdt et langt indlæg om de tyske værdier.

 

Sangerkrigen i Tønder

Inden valget havde de dansksindede meget travlt. Det viste sig, at meget få havde kendskab til Danmark og hvad det stod for.

Fra tysk side havde man i generationer fortalt, om hvilket lille usselt land, det var. Og det var avisen Tonderische Zeitung, der førte an.

Til afstemningen var der kommet et særtog nord fra. Men der var ingen flagalle til at tage imod de dansksindede. I stedet for stod hundredevis af tyske skolebørn på banegården og sang:

 

• Schleswig Holstein meerumslungen

 

Den 10. februar 1920 opstod der en sangerkrig på Storegade i Tønder. De tysksindede sang ”Schleswig Holstein meerumschlungen” og de dansksindede sang ”I alle de riger og lande”

Det kom til optøjer. Engelske soldater måtte tilkaldes og Grev Schack forsøgte at berolige gemytterne.

Ja det blev et klar flertal til Tyskerne med 2.448 stemmer. Danskerne fik kun 750 stemmer. Inden valget var borgerne gået rundt med sløjfer på tøjet for at tilkendegive, hvor de hørte til. De dansksindede med rød og hvis og de tysksindede med ”Schwartz, Rot, Gold.

Selve afstemningsdagen var præget af stærk storm, sne og slud.

 

Soldaterne kommer

Den 10. jan 1920 forlod de tyske tropper endelig afstemningszone. Rundt omkring i Sønderjylland begyndte engelske og franske tropper at rykke ind efter 14. jan.

Den 2. februar var englænderne kommet med en fortrop med 60 mand. Til tonerne af engelske kampsange gik det til Seminariet. Forest gik en karl fra Solvig med Dannebrog.

Den 5. maj kom de danske tropper endelig til Sønderjylland. De havde fået strenge ordre til opføre sig korrekt over for de tysksindede. De skulle fremme danskheden ved at lære fædrelandssangen udenad. De skulle kunne Sønderjyllands indviklede historie og besøge mindestenene.

Allerede syd for Ribe løb man ind i de første problemer. Her ville den tyske lokomotivfører spænde treinvognene fra. Men han kom på andre tanker, da han blev truet med en pistol.

Ved den første sønderjyske station Vester Vedsted stod folk og vinkede med Dannebrogs – flag.

Ved ankomsten til Tønder drillede de tyske jernbanefolk igen. Tropperne blev rangeret helt over til kreaturstaldene. Man rangerede ekstra kraftig og ekstra længe.

Det var uro i Tønder. Det hjalp da de danske soldater ankom til Tønder. Men det var kun kortvarig.

Den 4. juni blev der erklæret generalstrejke. De tyske arbejdere forlangte timelønnen sat op fra 1,60 til 2,00 kr. Man forlangte at danske politi skulle beskytte arbejderne på værkerne. Men det ville politiet ikke, så måtte dragonerne træde i funktion.

Den 8. maj var dragonerne ankommet til Tønder fra Randers. Hestene blev i begyndelsen opstillet forskellige steder i byen indtil staldene ved Ryttervej var færdigbygget.

Soldaterne flyttede først ude på zeppelinbasen nord for Tønder. Efterhånden flyttede de så ind i det nordlige Tønder, hvor Ryttervej og Svinget nu ligger.

 

Møntsystemet

Den 20. maj indførtes det danske møntsystem. Kroner og øre afløste Mark og pfennig.

Håndværkere, lønarbejdere og tjenestefolk klagede over, at de fik deres løn udbetalt i ustabile D – mark. De ville hellere have deres løn udbetalt i danske kroner.

Overgangen fra tysk til dansk forvaltning skabte problemer. I den tyske forvaltning havde hver lille by et kommuneråd og en forstander. Nu skulle man pludselig være en stor sognekommune.

 

De danske Tog

Den 14. juni kørte det første danske tog til Bramming. To dage efter rejste det tyske personale med et tog bestående af 10 tyske lokomotiver med af rejse fra Marschbahnhof, men nu Tønder H.

Man lod alle dampføjterne pibe på en gang. På siden af alle lokomotiver var hængt plakater med teksten:

 

• Vi kommer igen om fem år.

 

Den tyske stationsforstander overlod kassen til den danske efterfølger. Kassen var tom. Der blev drukket et glas portvin. Man var høflige over for hinanden. Men tyskerne trak sig hurtig. Næsten alt på stationen manglede. Det så noget ramponeret ud.

Et par dage efter overmalede de tysksindede alle de røde postkasser i Tønder.

 

Tønder mister opland

Tønders opland mod syd blev ny stærkt begrænset, Fra en upåagtet Kreisstadt blev byen nye Danmarks yderste grænseby.

 

I Byrådssalen

Det første valg efter ”Genforeningen” gav de dansksindede tre ud af 18 stemmer. De dansksindede nægtede at tale tysk efter 1920. Det fik skræddermester Petersen til ar rejse sig. På tysk forkyndte han:

 

• Jeg forstår ikke dansk. Må vi få en tolk. Jeg opfordrer alle de tysksindede til at udvandre fra salen i protest.

 

Et dansk bibliotek

I en baggård til Tønder Landmandsbank var der under det tyske styre indrettet et dansk bibliotek på 56 m2. Man var meget forsigtig. Danske tjenestemænd turde ikke at møde op her.

Af og til dukkede en tysk gendarm op. Han skulle høre, hvad der blev læst op og hvad der blev sunget.

Under det tyske herredømme fik man meget hjælp fra Kongeriget. Byrådet i Tønder mente, at man kunne klare sig med det tyske bibliotek. Og det var i 1922. Men Tønder Bibliotek startede først sin virksomhed i 1923 med kun 12.000 kr.

Man havde i begyndelsen 1.400 bøger til udlån. I 1928 havde man samlet så mange bøger, at man kunne kalde sig centralbibliotek. Det var en meget svær fødsel.

 

Hvor er de dumme danskere?

For Landrath Rogge var det irriterende, at der trods alt var dansksindede i byen inden 1920. Han kendte ikke så mange af dem. Og så stillede han hele tiden spørgsmålet:

 

• Wo sind die dummen Dänen?

 

Og de dansksindede blev mødt af de tysksindede med følgende bemærkning:

 

• Danskerpak – mæ Lus i æ Nak.

 

Statsskolen

I 1920 afløste Tønder Statsskole, Realschule Tondern. Den danske regering havde besluttet, at der skulle oprettes fire gymnasier i Sønderjylland.

Pastor Steffen, den tyske præst i Tønder synes, at det var uretfærdig at Tønder var blevet tysk. I 1917 havde man besluttet at afskaffe den danske gudstjeneste.

En adjunkt senere lektor dr. Felix Arnt var lærer i tysk. Han kom fra Brandenburg. I 1920 fik han lov til at gå med over i Statsskolen. I Tønder lærte man sandelig ikke ”Københavner – tysk” Han var ret populær. Men senere oplevede eleverne nærmest et chok.

 

Den rebelske storbonde

Ude i Vester Anflod boede den rebelske storbonde Cornelius Petersen. Hans fødeegn var Nordfrisland. Han gik egentlig ind for et samlet Slesvig Holsten. Han oprettede bevægelsen ”Bondens Selvstyre” Han havde også tæt kontakt Danevirke – bevægelsen.

I 1926 kaldte han Stauning for en røverkaptajn. Det kom efter at Stauning på Bov kro havde sagt, at 50.000 arbejdsløse var klar til at overtage det fallerede landbrug. Ja for denne bemærkning fik han tre måneders fængsel.

 

Heimatfest 1921

Genforeningen var langt fra så smertefri, som det ofte bliver fremstillet. Den 18. – 19. juni 1921 var der Heimatfest i Tønder. De tysksindede havde set frem til den dag. Det var ”Oprørssangen” og ”Oprørsfanerne”. Man sang også smædesangen:

 

• Wir wollen keine Dänen sein

 

Folketingsmand Schmidt holdt en kamptale for den tyske ungdom. 1.500 mand var med i marchen. Danske soldater gik i spidsen og forsøgte at overdøve tyskerne ved at afsyngefædrelandssange. Militæret blev svinet til i de tysksindede medier i Sønderjylland.

 

Man talte dansk i Aventoft

Man talte dansk i Aventoft syd for Tønder. Og det gjorde man også i den nærliggende by Humptrup. Men en ”Jyllænder” var noget af det mest forargelige, som man kunne tænke sig. Det kaldte man en, der var dansk døbt i Møgeltønder.

Og når kaffen steg i pris var det københavnernes skyld. I 1920 skete der noget i Aventoft. Nu sagde de tysksindede:

 

• Ich bin Deutsch bis an die Knochen

 

Det blev de så drillet for af dansksindede. For knoglerne var jo danske. De havde jo alle sammen hentet dansk flæsk i Ribe. Efter afstemningen blev kontakten til Danmark udvidet.

Den 15. juni blev Nordslesvig officielt forenet med Danmark. Indtil november 1920 var den gamle grænse stadig overvåget.

En overgang efter 1920 var bestemmelserne så strenge, at man ikke måtte tale med tyskerne på den anden side af grænsen.

Her ved Aventoft ville ejeren sandelig ikke sælge arealet til det danske toldvæsen. Han kunne ikke komme til sin mødding hævdede han, når arealet blev solgt. Myndighederne besluttede, at man skulle foretage prøvekørsler med og uden mødding. Men man nåede dog til kompromis uden disse prøvekørsler.

 

Den stakkels beboer

Ude i Højer havde man den 18. marts 1919 udvidet flækkebestyrelsen fra 8 til 15. Og det var med et meget stort tysk flertal

En gammel tysk beboer i Højer troede blindt på Tysklands sag. Han gav i den grad udtryk for sine følelser med ”Die Abtrennung”. I hans bibel skrev han:

 

• Min Gud, Min Gud, hvorfor har du forladt os? Sådan skriver jeg og tusinde gode tyskere i Nordslesvig daglig til dig. Vi kan ikke begribe dine uransagelige veje. Vi forstår slet ikke, kære Gud. Af hvilken grund skulle vi tyskere udleveres til de hadefulde danskere og gøre os til sønderjyder.

 

Ikke mange danske børn

I oktober 1920 blev der oprettet en dansk kommuneskole. Men i bygningen skulle man også dele med den tyske kommuneskole med 168 børn. Den danske afdeling havde kun 16 børn det første år. Året efter var der allerede 45 danske børn.

De to skoleledere var uenige om alting. Det blev først meget bedre i 1926, da den danske skoleleder blev fyret.

De dansksindede forældre havde heller ikke så meget, at skulle have sagt i Højer. De tysksindede havde også de største gårde i byen.

I Flækkerådet blev der altid sagt ”Lad os stemme om det”. Der var tysk flertal til efter besættelsen. Der sad da så mange i Fårhuslejren, at det endelig blev dansk flertal.

 

Mange skift af statsborgerskab

Käthe Boysen fra Herbergsgade blev født som tysk statsborger i 1906. Hun fik dansk statsborgerskab i 1920. I 1926 blev hun gift og blev automatisk tysk statsborger. Senere Blev hun og hendes mand så danske statsborgere. Så let gik det langt fra alle i Sønderjylland.

 

Revolution i Højer

Som alle andre steder varder også revolution i Højer. Det foregik på Centralhotellet. En kendt håndværker blev foreslået som formand:

 

• Nej, nej, Det ka æ it – Det stemme it mæ min kristen øwebevisning

Men håndværkeren måtte nu bøje sig for modbevisningen:

 

• Dæ æ jawn sån jen, Vorherre ve ha

 

Eksempel på modsætningsforhold

Modsætningsforholdene mellem dansk og tysk var til stede. Og den lille historie giver et humoristisk indtryk af det.

En hjemmetysker havde været på kro og fået en ordentlig ”hårbyttel” Han kunne ikke stå på benene og endte i rendestenen. Et par mænd kom forbi og spurgte om de kunne hjælpe:

 

• Æ I tysk essen dansk?

 

De to måtte indrømme, at de var dansksindet. Så lod svaret ned fra rendestenen:

 

• Dann lieber kriechen

 

Kongens rundtur

Så var det Jomfru Fanny fra Aabenraa. Ja og for dem, der ikke kender hende, kan vi fortælle, at mange tror, at hun var kongedatter. I så fald skulle hun have været halvbror til H.C. Andersen, som var beskyldt for at være kongesøn. Jomfru Fanny var kommet til Aabenraa en sen nattestund i en kongelig karret til Slotsgade i Aabenraa. Men se det er en hel anden historie. Men hun kunne forudse ting og sager. Hun havde proklameret:

 

• Det bliver ikke Christian den Niende som kommer herned som dansk konge. Kongen som kommer, er en mand i sin bedste alder, hverken gammel eller ung. Han kommer ridende på en hvis hest. Bønderne vil pynte deres heste med bonderoser, og det vil være sort af mennesker for at tage imod ham og ikke et eneste kendt ansigt.

 

Og kongen kom den 10. juli 1920. Han var kommet med skib til Kolding. En kilometer før grænsen var han steget op på Malgre Tout. Det er fransk og betyder ”Trods alt”

Man har sagt at hesten var en albino. Men nu kan heste ikke blive albinoer.

Dengang havde de kongelige stalde ikke nogen hvide heste. Men det havde man på Visborggaard.

 

Hesten blev aflivet i 1921

I 1921 fik den dårlige ben og måtte skydes. Man talte om at skyde den. Men det ville koste den fyrstelige sum af 12.000 kr. Det ville man dog ikke ofre. I stedet lagde man en stor sten over dens grav. Kongen havde været op og snakke med den, da den levede.

Hesten var ikke blevet skudt påstås det. Den blev slået ned. Og så var den ikke købt i Frankrig, men det var en ”Knabstrupper” Og så havde man ikke brugt kalk men pibeler.

Og myterne er mange. Således skulle Arveprins Knud have fået noget kalk på sig. Han red ved siden af sin far.

 

Lille Johannes tårer

Den lille pige var Pastor Brarens lille plejedatter. Han blev senere dansk/tysk præst i Højer. Det var i 1926. Og Henrik Pontopidan skrev et digt om episoden. Det var meningen, at hun kun skulle give ham blomsterne. Meningen var slet ikke, at hun skulle op til kongen. Kongen spurgte moderen. Men hun hørte ikke spørgsmålet.

I forvejen havde nerverne spillet hende et puds. Der var mange mennesker, så hun var utryg. Tårene trillede ned af hendes kinder, da hun sad oppe hus kongen. Lille Johanne var i 1915 blevet overladt til et børnehjem. Hun kom i pleje hos familien Braren i Årslev.

Kongen mente ellers at pigen var meget tillidsfuld. Han holdt kontakten ved lige. Og Johanne fik et halsbånd af ham til sin konfirmation.

Der hvor kongen red over var lige i nærheden af Frederikshøj, nord for Christiansfeld.

 

De kom fra Flensborg

Den 12 juli kom kongen forbi Bov Sogn. De danske fra Flensborg var gået til Kruså for at hilse på kongen. Et mindesmærke er også sat op ved Kruså Korsvej:

 

• Her mødte Christian den 10. det danske folk syd fra 12.7.1920. I skal ikke blive glemt.

 

Besøget i Burkal

Selvfølgelig kom kongen og dronningen også til Burkal. De dansksindede havde travlt. I løbet af natten havde de rejst en æresport. Og da tiden nærmede sig, var de to lærere og børnene styrtet hen til landevejen. Pastor Schwartz skulle byde velkommen. Han var nervøs og gik frem og tilbage.

Delvis skjult bag buskerne over på den anden side af vejen stod en masse hjemmetyskere. Alle kiggede spændt i retningen af Saksborg. Så kom der en bil. Alle skyndte sig tilbage i opstilling. Men ak, det var bare amtsskolekonsulent Svendsen. Han kørte en Ford af ældre model. Han råbte, at de var på vej.

En bil i det fjerne. Den funklede i solen. Det måtte være den. Tilbage i opstillingen. Det måtte da være kongen. Men ak nej. Det var Grev Schack. Og hvad lavede han her. Han skulle jo selv tage imod på Schackenborg senere i løbet af dagen.

Men et par minutter efter kom kongen og følge. Han var i admiralsuniform. Pastor Schwartz fra Holsten holdt tale på dansk, Og kongen sagde tak for troskab gennem årene. Nogle af børnene fik et kongeligt håndtryk. Og efter et kvarter var det hele overstået. Kongen med følge tog retning mod Store Jyndevad og Rens.

 

Store øre i Tønder

Da kongefamilien kom til Tønder kom til lovede den tysksindede borgmester Olufsen loyalitet over for Danmark. Kongen var stadig præget af et uheld ved grænsen, hvor hesten smed ham af. Han haltede temmelig meget.

Man flagede endda med Dannebrog fra kirketårnet. I første omgang havde man ikke turdet at spørge det tyske flertal om lov. Men de havde ikke noget imod det.

To hjemmetyske piger stod og snakkede sammen på Torvet:

 

• Kug Mahl – Der König har grossen Ohren!

 

Pludselig vendte kongen sig smilende om til de to piger:

 

• Ja mit grossen Ohren kan er alles höhren

 

Da Laust fik en kongelig køretur

Det var lidt af en kattepine for Højer, at kongen kom på besøg. Byrådet skulle godkende talen, som borgmester Johansen holdt på tysk.

Da kongen havde været i Møgeltønder og Højer og skulle til Skærbæk, gjorde han lige holdt i en lille landsby. Og der stod en af byen gamle bønder, Laust. Han hilste på kongen:

 

• Godaw Hr. Kung
• I ku vel it køe så sinne, tæ æ ka følg mæ i mit hestvoun.

 

Laust ville gerne være der i Skærbæk, når Kongen blev modtaget. Det endte med, at Laust kunne tage plads i en af de medfølgende biler.

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.468 artikler, heraf har vi udvalgt disse artikler, der historisk kan føres frem til de ting, der skete i 1920

 

Se listen (118 artikler) – i artiklen – Velkommen til Indlemmelse. Afståelse og Genforening her i kategorien