Syd for grænsen – efter besættelsen

Der var 20 mil. Tyskere på flugt. Befolkningen i Slesvig Holsten voksede med 71 pct. 3.000 SS-krigsforbrydere var forsamlet i Flensborg. KZ-fangere skulle bruges som gidsler. Mange lyssky ting i Flensborg. Her gjorde massmordere karriere. Fortrængninger er hemmeligheden bag tyskernes succes. Bønder ville ikke åbne deres spisekammer. ”De æder hundefoder”, sagde bønderne. Dansksindede: ”De er bastarder”. Skibsredderen havde også travlt med at fordømme. Hjælp fra Danmark til de dansksindede. Men tyskerne var lige så sultne. ”De Blå Biler” blev hædret. Tyske historikere mener, at de dansksindedes kampagne minder om nazistisk raceideologi.

 

20 millioner tyskere på flugt

I 1945 og 1946 var omkring 20 millioner tyskere på flugt fra øst mod vest. Vesttyskland blev oversvømmet af tyske flygtninge fra det baltiske område, hvor deres forældre havde boet i århundrede.

Nogle af dem var på flugt fra Den Røde Hær. Mange af dem, der ikke nåede det blev skudt eller voldtaget. Andre var fordrevet fra Polen, Østpreussen og Pommern. Flugten og fordrivelsen skete under store lidelser.

Af de 20 millioner nåede kun de 15 millioner frem i live. Selv om de internationale medier var til stede, er denne enorme folkevandring knap nok blevet bemærket.

 

Befolkningen voksede med 71 pct.

Da krigen var slut voksede Slesvig Holstens indbyggertal. I 1939 boede der 1,5 millioner indbyggere. Efter krigen var der 2,6 millioner indbyggere. Situationen betød, at der opstod akut hungersnød, bolignød, arbejdsløshed og spændinger mellem befolkningen og flygtningene.

Befolkningstallet steg med 71 pct. Skulle det samme være sket i Danmark, ville vi have haft 3,9 millioner flygtninge.

 

3.000 SS-krigsforbrydere i Flensborg

Den britiske besættelsesmagt internerede indtil april 1946 over en million tyske soldater i Eiderstedt, Ditmarsken og Østholsten. Her havde topnazister også skjult sig. Rudolf Hess, lederen af KZ – lejren Auschwitz var som marinesoldat Franz Lang en af disse.

Han var kun en af 3.000 SS-krigsforbrydere, der var forsamlet i Flensborg i maj 1945. De fleste af disse nåede at flygte til Sydamerika. Ja nogle flygtede også via Danmark til Sverige.

 

KZ-fangere skulle bruges som gidsler

I begyndelsen af maj var der vrimlet med KZ- fangere fra Neuengamme til Flensborg. Fra andre steder kom der også fangere og flygtninge. Dengang Himmler havde magten havde han beordret dette. Han ville bruge dem som gidsler, når han skulle forhandle med de allierede.

Himmler var den 2. maj kommet til Flensborg med 150 medarbejdere. Han havde penge og guld med. Men Dönitz, den nye leder, havde afvist ham.

Flere topnazister blev arresteret i Flensborg, hvor de forsøgte at få nye identitetspapirer. Mange fik i de følgende år arbejde i den offentlige administration, på højskoler og i administrationen i Kiels Landsregering.

 

Mange lyssky tiltag i Flensborg

I 1950erne var Slesvig-Holsten nok det sted, hvor der var flest ansatte med en skummel fortid inden for Wermacht, SS eller Gestapo.  Det lykkedes for et flertal af de mange tusinder at komme tilbage til en topstilling.

Forskellige nazistiske hjælpeorganisationer opstod. Werner Best deltog selv aktivt i dette hjælpearbejde i 1950erne og senere.

Da Flensborg blev regeringsby og Dönitz regeringschef skete der en masse lyssky ting i Flensborg. Ja det har vi allerede berettet om.

 

Massemordere gjorde karriere i Flensborg

Det pæne Flensborg-kvarter, Westliche Höhe var behængt med nazister i efterkrigsårene. Her blev forbrydere pludselig forvandlet til bedsteborgere med hus og have. Naboerne vidste det, men de sagde ikke noget. De nøjedes med at kigge ud bag gardinerne og lade som om intet var hændt.

Det lykkedes med stor succes massemorderne at gøre karriere i Flensborg efter krigen. Godt nok blev 300 af Det Tredje Riges kabinetsmedlemmer og stabsofficerer anholdt den 23. maj 1945 på marineskolen i Mørvig. Men mange slap fri. Flensborg blev et ”Fortielseskartel og hvidvasknings – syndikat”.

Der ikke en anden by i Tyskland, hvor så mange ansvarlige og villige bødler gik under jorden.

 

Fortrængningen er hemmeligheden bag tyskernes succes

Hans Joachim Beyer er en betydelig nazistisk raceideolog. Han opnåede at blive rehabiliteret som talsmand for den ”Nordelbiske Kirke”. De var vidne om hans deltagelse i massehenrettelser i Ukraine. Han opnåede via kirken at komme ind på Pädagogische Hochschule i Flensborg, hvor han fik et professorat.

Hitlers justitsminister, Franz Schlegelberger fik ved Nürnberg-processerne livsvarig fængsel. Allerede i 1951 blev han løsladt. Han flyttede ind i Dietrich-Nacke-Strasse 21 på Westliche Höhe i Flensborg. I 1962 fik han ved en retsforordning en månedlig pension på 2.984 mark. En faglært tjente dengang 400 mark om måneden.

Carl Oberg legede Dr. Jerkyll og Mr. Hyde på Peter-Christian-Hansen-Weg 8 efter først at være dømt til døden ved en krigsret i Wuppertal og senere benådet. Oberg var SS-fører i Lvov, hvor han var ansvarlig for nedslagtning og tvangsudskrivning af jøder.

Læge Werner Heyde aflivede som leder af nazisternes eutanasiprogram i årene 1939 – 41 100.000 mentalt syge og udviklingshæmmende mennesker, som ikke led af en livsfarlig sygdom. Han skaffede sig i Flensborg en ny identitet som Fritz Sawade og fik et vellønnet job som reservelæge.

Listen er lang, vi kunne blive ved. Ja så undrer man sig over at 94 – årige i dag skal i fængsel.

Naboskab kender ingen ideologi. At NSDAP havde forholdsvis høje stemmetal i Slesvig – Holsten er også en væsentlig faktor til at dette kan lade sig gøre. Fortrængningen er netop en af hemmelighederne bag Tysklands hurtige opbygning.

 

Bønderne ville ikke åbne deres spisekammer

At skulle anbringe den store menneskemængde skabte kæmpe problemer. Familier delte deres hjem med fremmede. Køkken og toilet blev delt. Levnedsmidler blev rationeret og fordelt via rationeringsmærker, som man havde set under krigen. Sortbørshandlen blomstrede. Den gode kontakt til bønderne kunne betyde overlevelse.

Den der ikke kunne finde et privat logi, kunne næsten ikke finde en lejr, der ikke i forvejen var overfyldt. I april 1950 eksisterede der endnu 728 flygtningelejre, som husede 127.756 mennesker. Men så kom der endelig gang i boligbyggeriet og situationen begyndte langsomt at blive bedre.

Andelen af flygtninge i Slesvig – Holsten var steget enormt. Og sulten var et kæmpe problem. Bønderne ville ikke åbne deres spisekammer for flygtningene. Og disse kunne ikke bare bytte med noget for at få mad. De måtte tigge og stjæle for at få noget at spise.

 

”De æder også hundefoder”

Mange bønder slagtede sort. Egentlig skulle de have spurgt englænderne om lov, men det glemte de. Men det rygtedes hurtig blandt de østpreussiske flygtninge, når der var nogen, der slagtede sort. For så fandt man hurtig ud af, hvor kødet blev opbevaret.

Og de lokale bønder sagde skadefro: ” De æder også hundefoder”. De lokale bønderknægte forsøgte hele tiden at banke flygtningebørnene. Men det var nu ikke altid, de slap heldigt fra dette.

”Du flygtning” blev flygtningene tiltalt med masser af had i stemmen. Man så i den grad ned på dem. Dem der har oplevet at være flygtet fra Østpreussen til Slesvig – Holsten fortæller flygtige historier. Mange af de lokale beboere ligefrem grinede af dem, når de stod uden for og skulle lave mad. De var skadefro. Mange familier skulle dele et ganske lille toilet. Og flygtningene skulle passe på ikke at få stjålet deres få ejendele.

Overalt lå der våben og andre efterladenskaber. Og det var farligt når børn fik fat i håndgranater.

Vinteren 1946/1947 var udsædvanlig koldt. Der var ikke meget varme, der hvor flygtningene opholdt sig. Mange måtte tage ud i skoven og stjæle brændsel og træ for at få nogenlunde varme. Der hang istapper ned ad vinduerne.

 

Man var stuvet sammen

Børnene fik lus. Og så var der ellers den hårde petroleumskur. Det var noget, der bed. Men en dag var det slut med klø og udyr.

Mange steder blev den hjemmehørende befolkning mere eller mindre stuvet sammen med flygtninge. Der kunne være op til en halv snes personer i et værelse. Der var menneskelige tragedier, der udspillede sig dag for dig. Og der var en ufattelig nød.

 

Dansk forargelse over flygtningene

I bogen ”Sydslesvig i dag”, der blev udgivet i 1956, er der fotografier af danske hjem, der måtte afgive plads til flygtninge. Billedteksterne lægger ikke skjul på forargelsen. Et sted står der:

• Fru Anna Cordtsen har maattet flytte ud af sin Stue og ind i et Kammer for at give Plads til en tidligere Gestapo-Soldat og hans Hustru. Nu ser fru Cordtsen længselsfuldt mod sin egen Seng, der optages af ubudne Gæster. Gestapo-Soldatens Kone har forsynet sig med Brød og Marmelade og lagt beslag paa Stuens eneste Stol.

Ved et andet fotografi er forargelsen måske endnu større:

• Hos Lærer Niels Kjems brugte Flygtningene Familiens Spisestue som Gennemgangsvej til og fra den Del af det danske Lærerhjem, som de tyske Myndigheder havde beslaglagt. Uden at banke paa, uden at hilse, men overbegloende Lærerfamilien passerer de ugenert. Flygtningene var alle Kvinder fra Sudeterland. De var 5 i Tallet og synes saa godt om Fru Kjems Køkken, at de inviterede andre til at besøge sig.

 

Flygtningene fortrængte kommunisterne

Modstanden mod de fremmede blev endvidere forstærket af de forhold, at flygtningene trængte ind i det offentlige liv. Sagen var af mange af de fastboende slesvig – holstenere var blevet afskediget i det offentlige på grund af deres tilknytning til nazipartiet. Dem var der mange af, for i Sydslesvig havde Hitler været umådelig populær, og nazismen havde haft en næsten total tilslutning i befolkningen.

De stillinger, der blev ledige på grund af afnazificeringen blev nu givet til flygtninge, som forklarede, at de skam aldrig i livet havde så meget som drømt om at blive nazister. Resultatet var, at der sad flygtninge på centrale poster i forvaltningen. I skolerne og politiet var op mod to tredjedele af stillingerne besat af flygtninge.

 

Nazister vendte tilbage til topposter

Men som vi tidligere har skrevet, så var det utallige topnazister, der slap fri og nogle vendte i 1950erne tilbage til topposter overalt, særlig i Sydslesvig.

 

Dansksindede: ”De avler bastarder”

I såvel danske som sydslesvigske blad holdt danskerne sig nu heller ikke tilbage med beskrivelsen af flygtningene. De blev beskrevet som dovne og upålidelige mennesker, uforbederlige nazister og vendekåber, der kun drømte om at overtage magten, ikke blot i Sydslesvig men også i Danmark. Et sted stod der:

• De kan avle forskellige bastarder som kan opfylde og forpeste landsdelen. Marchere over grænsen så endnu et gammeldansk land kan blive forpestet.

Et andet sted stod der:

• Østpreussen har klare racekendetegn, der adskiller dem fra sydslesvigerne og de øvrige nordiske folkeslag. Det kulminerer i den østpreussiske folketype, hvis legemsbygning og hovedform bærer rigt vidnesbyrd om blodmæssigt tilskud gennem generationer af polakkere, russere, litauere med mere.

På flyverblade sås et landkort med sorte pile, der kom fra Østpreusen, Pommern, Sudetenland og som pegede på Sydslesvig. Forneden stod:

• De stimer mod grænsen. Bort med flygtningene. Gør Sydslesvig frit.

 

Skibsredderen havde også travlt

Skibsrederen A.P. Møller var særdeles aktiv. Han frygtede for danskhedens skæbne og skrev læserbreve i Berlingske Tidende og Flensborg Avis om sagen:

• Forbliver de østpreussiske Indvandrere i Sydslesvig, vil Tyskheden uvægerligt trænge nordpaa.

A.P. Møller mente dog, at flygtninge over 60 år godt kunne få lov at blive:

–  Men nu, da Beslutninger skal træffes, bør denne Fare med alle Midler øges forebygget. Nogen Beroligelse, ligger der for Danmark næppe i, at der blandt Flygtningene er saa mange Kvinder, thi min Iagttagelse gennem mange aar har været, at tyske Kvinder gennemgaaende er fuldt saa nationalt fanatiske end tyske Mænd.  

 

Hjælp til det danske mindretal

Fødevaresituationen i Sydslesvig var katastrofal. Hurtigt sendte Danmark hjælp til det danske mindretal syd for grænsen. Gennem den såkaldte Sydslesvig – hjælp fik de dansksindede dobbelt så meget at spise som de andre borgere i Nordtyskland.

Det danske mindretal fik tilsendt store mængder af levnedsmidler. Hvis man ville have andel af disse levnedsmidler, skulle man sende ens børn i dansk børnehave eller i de danske skoler.

Allerede omkring 1920 blev der sendt masser af fødevarer her ned til. Deraf stemmer begrebet ”Speck-Dännen”. Fra tysk side var man ikke begejstret over den måde, danskerne agiterede på. Og det gjorde man både efter Første og Anden Verdenskrig. Fra tysk side sagde man:

• Esst Dänischen Speck, aber wählt Deutsch

 

Mange støttede danskheden

Satsningen fra dansk side bar frugt. Det første kommunalvalg efter krigen gav et stort stemmetal til det danske mindretal syd for grænsen. I april 1947 stemte 100.000 på SSW (Südschleswigischer Wählerverband). Man udnyttede situationen og fortsatte med at sende levnedsmiddelpakker.

Men nu vil det være uretfærdigt at påstår, at det kun var levnedsmidlerne, der var årsag til den store medlemstilgang. Mange af flygtningene brugte tilmeldingen til det danske mindretal som en slags protest mod det tyske samfund.

 

De tyske myndigheder blev forarget

I mange kommuner nægtede de tyske myndigheder efterhånden at udlevere rationeringsmærker til de dansksindede, fordi de fik hjælp sydfra. Man mente fra tysk side, at der skulle være mad til alle uanset hvilket nationalt synspunkt, man havde.

Fra dansk side påstod man, at alle tilmeldinger til det danske mindretal blev omhyggelig undersøgt, og at man først efter et halvt år kunne komme i betragtning til en levnedsmiddelpakke.

 

”De Blå Biler” hædret

BT havde i 1946 en længere artikel om de blå biler, der kørte gennem Sydslesvig for at hjælpe de dansksindede sydslesviger. Mottoet var, at danskerne syd på, skulle have lige så meget at spise som danskerne nord på. Følgende kunne man læse i artiklen i BT:

• Er alt dette virkelig til mig? Spurgte en graa og forslidt Arbejderkone i Brebøl, hvor Uddelingen først begyndte i Januar, da Bordet foran hende fyldtes med Gaverne fra Danmark. Hun kunne efter Maaneders Nød og Kamp for det daglige Brød næppe forstaa, at saa megen Overflaad virkelig fandtes endnu. Hun knugede Hanken på sin Spaankurv med sine magre Hænder og stammede med en Stemme, der var ved at kvæles af Graad:
• Aah Gud være takket, saa kan mine Børn dog igen engang blive mætte.

I artiklen er det også denne beskrivelse:

• Jeg har set dem staa i lange Rækker ved Uddelingsstederne, frysende i tyndslidte Kjoler og Frakker, men med Ansigterne lysende i Fryd ved Tanken om de Herligheder, der ventede dem.

 

Mon ikke tyskerne var lige så sultne?

Ja egentlig kunne man godt forstå dem. Men hvad med naboerne, som ikke var medlem af Det Danske Mindretal, mon ikke de var lige så sultne?

Men hvad var det så i de pakker, der fremkaldte så stor glæde hos de dansksindede sydslesviger:

• Der var to pund smør, et pund flæsk, et pund ost, et halvt pund pølse, et halvt pund kartoffelmel, et halvt pund sukker, to pund havregryn, to pund byggryn, to pund sigtemel, fem æg, fem bouillonterninger, en pakke teerstatning eller en pakke kaffeerstatning, et rugbrød og et sigtebrød.

Denne portion var beregnet for en person i en måned. Dertil kom at for hver husholdning kom der hver anden måned:

• En pakke skurepulver, to stykker håndsæbe, en æske tændstikker, en æske skocreme, en tube tandpasta, og en til to pakker vaskepulver samt 20 kg. Kartofler.

I 1946 uddeltes der 10.000 pakker. Ja og de dansksindede havde også krav på den tyske ration og den bestod af

• En ugentlig ration på 1.500 gr. Rugbrød af løs og dårlig kvalitet, 1.000 gram gråt sigtebrød og otte pund roer.

Det stank af roer i alle sydslesvigske ejendomme. Kogte roer var den daglige middagsmad, brød med mosede roer udgjorde også morgen- og aftensmaden.

Dertil kom rationeringskortene, men uden garanti for at det var dækning for mærkerne:

• Ugentlig: 100 gram kød, 500 gram gryn, 125 gram brunt råsukker, og 60 gram marmelade.
• Hver anden uge: 187 gram fedtstoffer
• En gang om måneden: 60 gram ost og 125 gram kaffeerstatning
• Hver 9. dag, hvis det er til at få: En halv liter skummet mælk pr. person

Man havde beregnet, at den tyske kost gav 1.200 – 1.300 kalorier om dagen. Den danske kost var beregnet til 2.500 – 3.000 kalorier.

 

Der blev også sørget for varme klæder

Varme klæder til kulden havde kun de færreste. Tøjet var slidt op under krigen. Og skulle man have en erstatning, skulle man betale svimlende sortbørspriser. Værst var det med fodtøjet. Børn måtte holdes hjemme, fordi de ikke havde fodtøj.

De blå biler fra Sydslesvighjælpen kørte fra tidlig morgen til sen aften for at hjælpe de dansksindede med kostbar last af mad og der var også tørv til opvarmning af de danske kulturcentre.

 

Korsmændene fra Danmark

Hele denne forsyningstjeneste var fortrinlig organiseret. Det danske mindretal havde bygget organisationen op fra bar bund. To – tre butikker i Flensborg og 21 private hjem fordelt over hele landsdelen delte varerne ud.

Varerne kom fra Danmark med biler eller skibe til grænsen ellen til Flensborg Havn. Det hele blev samlet på et kæmpe lager i Storegade 26. Store mængder af brugt tøj blev også sendt fra Danmark til de dansksindede.

Folkene, der delte alt dette ud blev kaldt ”Korsmændene” eller ”Kreutzmänner aus Dänemark”. Det var udkommanderede C.B.U. – folk og frihedskæmpere. De havde alle Dannebrogsmærket på venstre arm.

 

I skal ikke blive glemt

Efter 1920 havde Det Danske Mindretal i Sydslesvig 6-8.000 medlemmer. Ved Genforeningsfesten den 11. juli 1920 lovede den danske statsminister:

• I skal aldrig blive glemt

Og lige siden er det strømmet til med midler fra Danmark til Det Danske Mindretal syd for grænsen. De kulturelle og økonomiske forbindelser har aldrig været tættere.

Til sidst fik man dengang en løftet finger fra den engelske regering. De spurgte den danske regering, hvad de egentlig ville med Sydslesvig. Fra dansk side måtte man nu erkende, at grænsen lå fast.

Lokale nazistiske ledere i Slesvig – Holsten som Gauleiter Hinrich Lohse, overborgmester i Flensborg Wilhelm Siewerts og fra 1937 Ernst Kracht gjorde livet surt for danskerne. Skolerne og Flensborg Avis blev løbende angrebet af lokale nazister, men faktisk reddet af centrale nazistiske myndigheder i Berlin.

Den nazistiske raceideologi skal nok også ses i betragtning, fordi nordboerne blev betragtet som arier. Altså som en del af det tyske folk, selv om de endnu ikke havde erkendt det.

Der blev løbende krævet en række loyalitetserklæringer for at kunne få arbejde, understøttelse m.v. Som tyske statsborgere måtte medlemmer af det danske mindretal også aftjene værnepligt. Cirka 700 deltog og omkring 100 omkom.

 

Man måtte ikke gifte sig med hvem som helst!

I 1951 var der jubel hos de tysksindede i Flensborg. Man havde igen fået tysk flertal. Og l 1971 havde Det Danske Mindretal kun 19.700 stemmer.

I marts 1948 pålagde SSW, at de ikke måtte gifte sig med nogle syd for Ejderen. De måtte heller ikke gifte sig med nogen, der var indvandret efter 1. oktober 1939. Gjorde man det var man udelukket af det danske mindretal. Og så kunne man heller ikke mere modtage de fordele, som dette indebar.

Det vides, at der på denne bekostning blev smidt 45 medlemmer ud. Så sent som i 1949 kunne man læse i den slesvigske hjemstavnsavis, som specielt udkom til det danske mindretal på tysk, at der var stor fare for det frisiske folks blod.

Folk øst fra blandede sig. Og det var fare for, at de slaviske træk ville blande sig. Derefter kom en beskrivelse af, hvordan avisen mente, at det kunne skade udseendet af den nordiske slægt. Avisen forlangte også at alle embeder i den nordlige del af Slesvig Holsten skulle besættes med folk med en helt ren nordisk race.

 

Flere ligheder med nazistisk raceideologi

Det danske mindretal havde bestemt ikke haft det let under Hitler-tiden. Det danske mindretal blev også ladt alene med kravet om ”Danmark til Ejderen” De havde også taget afstand til nazismen og den specielle form for racisme og dyrkelse af den germanske kultur og race. Åbenbart skulle man tage stilling til denne igen.

Martin Klatt har i bogen ”Lange Schatten” under overskriften ”Et Slesvigsk Folk” beskrevet det danske mindretals selvforståelse i efterkrigstiden sat i relation til det tyske flertal og specielt de mange hjemstavnsfordrevne, der kom til Sydslesvig øst fra. Kapitlet er en kritisk belysning af den danske Sydslesvig – propaganda, der har flere ligheder med den nazistiske raceideologi. I mange tilfælde slog dansksindede og tyske i Sydslesvig sig sammen om en hjemstavnsideologi vendt mod den fremmede østprøjsiske indflydelse.

 

Kilde:

• Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet (2017) (Ådalen)
• Artikel BT 1946: Med Danmarks blaa Biler gennem Sydslesvig
• Spiegel online: ”Verdammter Flüchtling, du!
• Diverse artikler fra dengang.dk
• Gerhard Paul/: Lange Schatten (Flensburger Beiträge zur Zeitgeschichte)
• Sydslesvig i dag (1956)
• Martin Klatt: Flygtninge og Sydslesvigs danske bevægelse 1945 – 55

 

Hvis du vil vide mere: Se her på www.dengang.dk : Om Sydslesvig under/efter krigen:

• Flensborg 1945 – 20 dage som regeringsby
• Deserteret i Svanborg – likvideret i Gelting Bugt
• Likvideret på Alssund – den 5. maj 1945
• KZ – lejr Ladelund
• Harreslev – dengang
• En Sønderjyde krydser sine spor

 

Hvis du vil vide mere: Se her på www.dengang.dk : Vi har 218 artikler om Besættelsestiden før/under/efter inklusive Om Tyske Flygtninge:

• De tyske flygtninge på Nørrebro
• Tyske flygtninge i Nordslesvig
• Tyske flygtninge
• Flygtninge i Tønder