Slogs Herred mellem dansk og tysk

Vi kigger på det dansk-tysk forhold i herredet lige øst for Tønder. Det var jo den skæve firkant, der var med i dette. Og så var det også det med Tiedje-linjen. Hvorfor adskilte tyskheden sig? Det kan skyldes de nordslesvigske præstegårde og frihedsbrevene. Der var mange plattyske tingsvidner i Slogs Herred. Politikken kom også i menigmands tilværelse. Det tyske sprog ville finde stor interesse og nytte. Man samlede ind til bogsamlinger på 20.000 bind. Steenholdt blev sognefoged for Ravsted Sogn. Men han trak sig, da han blev upopulær. Ravsted blev kaldt for ”Klein Berlin”. De stillede med en protestdelegation hos amtmanden. Det var dyrt at blive sognefoged. Ja så forlangte den ene at få opsigelse på dansk. Pludselig kom der nye præster i halvdelen af sognene. Der var stadig dansk flertal i 1867, men så kneb det. Dog var der knebent flertal i 1920. Og så var det i den grad stor standsfirskel i herredet.

 

Det dansk – tyske forhold

Ja vi befinder os lige øst for Tønder – i Slogs herred. Vi har jo heldigvis læsere fra hele Danmark, som skal vide, hvor vi er.

Undertegnede har skrevet en bog ”Grænsen er overskredet”. Her har hovedhistorien skabt stor interesse, men også ”Den Gamle Redaktørs anskuelser” på det dansk – tyske forhold i Sønderjylland. Så dette fortsætter vi med i denne artikel.

 

Den skæve firkant

For at finde magtforholdene mellem det dansk – tyske tegner det sig med ret stor skarphed et blandet område, der går under navnet ”Den skæve firkant”. Det drejer sig om et område, der mod syd følger landegrænsen fra Højer til hen imod Gråsten og imod nord når på højde med Nørre Løgum og Øster Løgum Sogne.

Købstænderne Tønder og Aabenraa samt Løgumkloster flække ligger inde for denne firkant, som det under indtryk af ”Hitler – Tyskland” i 1930erne almindeligvis blev kaldt ”Den truende firkant”.

 

Danskheden i Slogs Herred

Den sydligste og centrale del af dette område udgøres af Slogs Herred omfattende af seks sogne, Hostrup, Øster Højst, Ravsted, Bylderup, Burkal og Tinglev. Indtil 1850 var det også den vestlige del af Bjolderup og Uge Sogne.

Ved afstemningen i 1920 faldt der i den nuværende Slogs Herred 2.176 danske stemmer og 1.932 tyske stemmer. Det var i procenttal henholdsvis 53 pct. og 47 pct. I årene før verdenskrigen var her tysk flertal.

 

Tiedje- Linjen

Derfor var det måske ikke så meget at sige til, at den tyske regerings daværende sagkyndige i spørgsmål vedrørende den dansk-tyske grænse, Johannes Tiedje forslog herredets nordgrænse som fremtidig grænsekel. Det var den såkaldte Tiedje-linje,

Sammenlagt med det store tyske flertal i Tønder og Højer kunne der faktisk påvises et knebent tysk flertal på 6.735 stemmer mod 5.658 danske stemmer i de 76 distrikter, som Tiedje- bæltet omfattede.

 

Hvorfor adskilte tyskheden sig?

Man har adskillige gange søgt at finde en historisk forklaring på, hvorfor hjemmetyskerne sindelagsmæssigt har adskilt sig fra Nordslesvigs øvrige befolkning. Nogle mener, at det skyldes den gottorpske statspatriotisme, idet den skæve firkant tilhører det gamle gottorpske område.

Der findes dog også eksempler på, at befolkningen i 1700 – tallet nærede større sympati for fyrstehuset i Slesvig. Den hjemmetyske historiker Ludvig Andresen har i en afhandling om hjemmetyskheden fremdraget mange eksempler herpå.

Men egentlig er der ingen, der er fremkommet med det endelige bevis på, at denne gottorpske statspatriotisme havde holdt sig uafbrudt til den nationale vækkelse i 1830erne og 1840erne.

Vi skal lige huske, at ved magtskiftetraktatens underskrivelse i 1773 gav huset Gottorp tilmed definitivt afkald på alle dets rettigheder i hertugdømmerne. Omkring det påfølgende århundrede prægedes Slesvig derfor lige så vel som enhver anden del af monarkiet af undersåtternes loyalitetsfølelse for den enevældige konge i København.

 

De Nordslesvigske præstegårde

Troels Fink mener, at gottorpstyret har givet forudsætningen for hjemmetyskheden. Men større påvirkning vil han tillægge den påvirkning, der er kommet fra de nordslesvigske præstegårde, hvor der til trods for dansk kirkesprog er leveret tysk kulturliv.

 

Det gamle fæstevæsen

Men kigger vi på Slogs Herred, skal vi også kigge på det gamle fæstevæsen. Befolkningen skulle derigennem være blevet knyttet særligt nær til øvrigheden. Men man fristes også til at spørge om den privilegiebreve som grev Adolf den 8 sendte ud til en række frigårde i strøget mellem Flensborg, Aabenraa og Tønder.

 

De gamle frihedsbreve

Fra tidsrummet 1429 – 1450 kender vi ikke færre end 40 frihedsbreve. For Slogs Herred kan vi nævne:

• Nolde (1437 og 1450)
• Frestrup (1445)
• Bredevad (1450: 2 gårde)
• Rebbøl (1450: 2 gårde)
• Bylderup og Hajstrup (1453?)
• Heds Mark (1455)

Greven har med denne privilegietildeling bevidst søgt at knytte egnens storbønder til sig. Efter hans mange kampe mod Erik af Pommern har det måske været hans mål at knytte Sønderjylland til Holsten.

Efterhånden har tyskheden fået sin betydning for tyskheden. I hvert fald har den grebet om sig blandt storbønderne i Slogs Herred. Også økonomisk var den i rivende udvikling.

 

Mange plattyske tingsvidner

For Slogs Herreds vedkommende findes der i tiden 1470 – 1550 17 danske tingsvidner jævnsides med 34 plattyske. Måske var det plattyske ikke så tilgængelig for alle?

Den lutherske reformation har også haft sin betydning. Grænsen mellem dansk og tysk kirkesprog var stort set der, hvor 1920 – grænsen blev trukket. Efterhånden som det folkelige skolevæsen kom i gang, var det også her sproggrænsen blev trukket.

 

Præsterne og deres indflydelse

I tiden 1581 til 1721 var Slogs Herred en del af det gottorpske hertugdømme. Men det er nok overvurderet i forbindelse med fortyskningsfaktor. Pietismen, Herrnhutismen og studehandlen har nok betydet mere i den forbindelse.

Med hensyn til præster og deres indflydelse, ja så var der stor forskel på dem. Vi har allerede omtalt et par stykker omkring Bylderup Sogn. Skal vi lige kigge på nogle af dem:

• Pastor Beyer fra Burkal (1830 – 1837) drev kvæghandel
• Pastor Bjørnsen fra Øster Højst (1825 – 1849) var i fare for at blive fordrukken
• Pastor Eichel fra Hostrup (1767 – 1813) var udsat for masser af kritik
• Pastor Krongaard fra Bylderup (1821-1832) lever dårligt med sin kone, har ingen agtelse i menigheden.

Først ind i det nye århundrede begyndte et nyt liv at røre sig i præstegårdene. Det var efterdønningerne efter Claus Harms forkyndelse, der fik en lignende virkning for hertugdømmerne som Grundtvig forårsagede i kongeriget.

 

Politikken kom også i menigmands tilværelse

Men den nye tid bragte også politikken ind i menigmands tilværelse. Til den slesvigske stænderforsamling i 1836 lod man sig i Slogs Herred repræsentere af gårdmand Theis Hansen Steenholdt fra Ravsted og storbonden Peter Todsen på Mejerholm ved Tønder. Gårdmand Martin Adolph i Nolde var suppleant. Men det er nok for tidligt ved dette valg at tale om en national tilkendegivelse.

 

”Det tyske sprog ville finde stor interesse og nytte”

Men det fik vi vel ved spørgsmålet om de to stænder-deputeredes stilling til Niels Lorenzen Lillholts andragende om at måtte få det danske sprog indført som rets- og forvaltningssprog i de egne, hvor der i forvejen var kirke- og skolesprog.

Steenholdt udtalte under forhandlingerne herom i 1838, at han i taknemlighed ville påskønne det, når det danske sprog blev indført ved retten, selv om han ikke synes, at det var nødvendigt. Han havde aldrig hørt klager over anvendelse af det tyske sprog og synes heller ikke, det var forkert. Han gjorde sig til talsmand for øget undervisning i det tyske sprog i Nordslesvig:

 

• Dette ville finde stor interesse og gøre nytte

 

Han sluttede sig til ”Hertugen af Augustenborg”

Men med dette blev en gnist sluppet løs. Da det kongelige reskript om brugen af dansk øvrighedssprog blev udsendt den 14. maj 1840 var situationen en helt anden.

Steenholdt havde i mellemtiden sluttet sig til Hertugen af Augustenborg. I Stænderforsamlingen sagde han:

 

• Vi elsker det tyske sprog og det, som vi læser på tysk, og ikke vil undvære kendskabet til det eller brugen af det og heller ikke kan undvære det ved vort daglige samkvem med den sydlige del af hertugdømmet. Enhver fader ønsker, at hans børn lærer tysk så godt, som det er muligt.

 

Steenholdt kom dog aldrig selv trods alle mulige anstrengelser til at beherske det tyske sprog.

 

Sit elskede Slesvig – det lykkeligste plet på jorden

En ung teolog fra Øster Højst var trådt ind på scenen, Nis Hansen, Bondesøn, som han yndede at kalde sig, var en hjemstavnens mand. Han ville gøre:

 

• Sit elskede Slesvig til den lykkeligste plet på jorden

 

Bogsamlinger på 20.000 bind

Og der savnedes var oplysning. Det lykkedes ham i 1839, at få en kreds af københavnske sønderjyder samlet omkring dannelsen af:

 

• Selskabet for dansk Læsnings Udbredelse i Slesvig

 

I løbet af de følgende fire år var denne forening i stand til at forsyne omtrent 60 bogsamlinger med ikke færre end 20.000 bind. I Slogs Herred fik Øster Højst, Ravsted og Rørkær bogsamlinger.

Endnu så sent som i 1840 søgte han at få sine landsmænd Todsen og Steenholdt med til sine ideer.

Men i stedet valgte de to at få offentliggjort brevene i Tondernsche Intelligenzblatt den 5. august 1840. Processen var fuldbyrdet. Slogs Herred var delt i to nationale lejre.

 

Steenholdt bliver sognefoged for Ravsted Sogn

Bortset fra rivninger under stænderdebatterne og lidt avisskriveri i ny og næ var egnen præget af dybt indgroet bondekonservatisme. En mand som herredsfoged Eerend Feddersen var en embedsmand fra den tid. Under kriseårene i 1820erne havde han været herredet en god mand.

Den 21. april 1840 blev Thies Steenholdt udnævnt som sognefoged for Ravsted Sogn. Det hed at kun få personer i sognet var kvalificeret til en sådan stilling. Endvidere hed det sig, at han ”nød agtelse og anseelse i hele sognet”.

 

Steenholdt trækker sig – bliver upopulær

Om han nu gjorde dette er et spørgsmål. Han lod sig lede af ”Hertugen af Augustenborg”. Og det var bestemt ikke den moderate fløj inden for Slesvigholstenismen. Hans ildhu endte da også med at skaffe ham modstandere i hans eget sogn.

David Bargum med hvem han havde kæmpet om sognefogedposten repræsenterede således den mere moderate fløj inden for hjemmetyskheden. Spændingen mellem de to fløje blev akut under treårskrigen.

Nytårsaften 1848 indlod Thies Steenholdt sig på en jagt efter en ung mand, der var flygtet nordpå for at undgå indkaldelse til den Slesvig – Holstenske oprørsarme. I anledningen af helligdagene havde han dristet sig hjem til sine forældre i Havsted.

Nogle dårlige elementer havde da med sognefogedens billigelse foranstaltet optøjer i den ellers stille landsby. Gårdmand David Bargum forholdt sig trods sit hjemmetyske sindelag passiv.

Thies Steenholdt havde åbenbart blevet upopulær under denne aktion. Nogle dage senere den 3. januar 1849 anmodede han om at blive fritaget for hvervet som sognefoged i Ravsted Sogn.

 

Ravsted kaldt for ”Klein Berlin”

Ravsted har jo ellers i tidens løb gjort sig kendt for sine hjemmetyske sympatier, ja det er endda blevet kaldt for ”Klein Berlin”. Hvad årsagen kan være vides ikke. Op til treårskrigen er sognet blevet rost for deres flid og iver i skolegerningen.

I løbet af 1840erne blev skoleundervisningen forbedret i sognets skoler. Det siges udtrykkelig i 1839, at det var pastor Bargums fortjeneste, at sognets skolevæsen var så god. Han virkede som sognets præst fra 1801 til 1847. Han har således i en menneskealder sat sit præg på sognet.

 

Pastor Meyer holdt hånden over degnen

Lærer og degn Christian Christensen var dansksindet. Det var ham, der bestyrede den før omtalte bogsamling i sognet. Han har ikke præget børnene i tysk retning. Hans indflydelse over for de velståede tysksindede bønder var kun ringe. Under oprøret blev han udsat for forfølgelser på grund af sin troskab mod konge og fædreland. Når det ikke gik ham værre skyldtes det pastor Meyer, der holdt hånden over ham.

Treårskrigen gav ikke i Slogs Herred anledning til nationale uoverensstemmelser i lighed med, hvad vi kender fra det tilgrænsende Aabenraa Amt. Det var her storbønderne, der bestemte. Man så store økonomiske fordele ved at tilslutte sig Holsten og Hamburg.

 

Det var dyrt at blive sognefoged

Det var ikke alle, der bare kunne blive sognefoged. Man skulle erlægge en temmelig høj sum, 54 mark. Man skulle søge hos Tønder amts nye amtmand, grev Arthur Rewentlow, en loyal helstatsmand, der dog i løbet af få år ragede sig uklar med mange af de nye nationalliberale embedsmænd.

Efter treårskrigen skete der en stor udskiftning af illoyale embedsmænd, ja man kan vel kalde det udrensning. Og det var svært at finde frem til de rette.

 

Sognefoged i Burkal protesterede

Man kan så stille spørgsmålet, om man gik rigtig frem. Sognefoged F.P. Höeck i Burkal følte sig i hvert fald forurettet. Han skrev til Amtshuset i 1850:

 

• Min kongelig Bestalling til Sognefoged for Burkal Sogn blev mig nylig affordret og jeg er afsat fra mit embede, uden at jeg kan tænke mig nogen lovlig grund og årsag dertil. Så længe jeg har forestået dette embede har jeg altid været kongen tro og bevist min største lydighed mod mine nærmeste foresatte. På bedste måde har jeg arbejdet for kommunens bedste. Jeg kan ikke se, at jeg har forsømt eller forset mig på noget som helst. Der har heller ikke været andre årsager. (Brevet er lettere redigeret til nutidig sprog).

 

Han slutter meget betegnede med, at anmode om at få tilbagebetalt de 25 rigsdaler, som han årligt i seks år har betalt sin forgænger for at få jobbet. Dette blev dog afvist.

Sognefoged Peter Simonsen fra Holm i Højst Sogn havde opfordret militærpligtige til at søge til oprørsstyrkerne i Rendsburg.

Men pastor Høxbroe sagde, at det var løse rygter, og at han var en god dansk mand. Peter Simonsen fik lov til at beholde sit job.

 

Området, hvor det ”blakkede” standpunkt stod i fuldt flor

Man sagde om Slogs Herred, at det allerede dengang var et område, hvor det ”blakkede” standpunkt stod i fuldt flor, mens de nationale tanker først meget sent formåede at slå rod.

H.V. Clausen omtaler således en mand fra Havsted, der indtil 1848 var dansk, under opgøret var han Slesvig – Holstensk. I tiden mellem krigene var han igen dansk og efter 1864 endte han sine dage som preusser.

 

Næsten tvunget til at blive sognefoged

I Bylderup Sogn var Chr. Hansen fra Nymølle blevet afsat, hvad han tog myndighederne ilde op. Og det var i den grad vanskeligt at finde en afløser. Sluttelig faldt valget på Matthias Hansen Matthiesen i Bylderup, skønt han kun var 24 år gammel. I 1867 anmodede han om sin afsked. Som grund afgav han, at han nærmest var blevet presset til det. En åben dansk erkendelse turde han ikke at fremkomme med.

De tysksindede forsøgte da på en hver måde, at hindre den nye sognefoged i at udføre sit job.

 

Nye præster i halvdelen af sognene

I halvdelen ag Slogs Herreds seks sogne indsattes det efter treårskrigen nye danske præster. I Burkal, Bylderup og Øster Højst var det henholdsvis Joh. Kok, Holten Lützhöft og Sabinus Høxbroe.

I Hostrup fortsatte derimod Chr. Hoeck i embedet, skønt han med årene slet ikke forstod at dølge sine Slesvig – Holstenske sympatier. I Ravsted og Tinglev forblev to mænd af den gamle skole, nemlig Meyer og Beyer. De har vel nærmest søgt at holde de gamle helstats-synspunkter i hævd. De tilhørte således en slægt, der havde forstået, at broderkrigen havde skabt et ulægeligt brud imellem mennesker af samme rod i en fælles hjemstavn, at nationalismens århundrede nu var indledt.

I et indlæg i Dannevirke, hvor forståelsen for helstats – princippet var ringe, stempledes Beyer sammen med flere andre præster som tysksindet.

 

Pastor Kok fik mindst anerkendelse

Den mest navnkyndige af herredets præster blev Johs. Kock. Det er dog betegnende nok som forfatter og ikke som præst, at han har gjort sig kendt. Ikke uden fanatisme gik han ind for tidens nationalliberale opfattelse af det slesvigske spørgsmål.

Sit tyske slægtsnavn lod han fra begyndelsen af 1860erne stave på dansk. I kirkebogen gennemførte han en ”danisering” af sine sognebørns slægtsnavne. Således blev Roth til Rød. Selvfølgelig faldt det den pågældende familie for brystet.

Pastor Kok var nok den af de danske præster, hvis virke fandt mindst anerkendelse på selve egnen. Ved forjagelsen i 1864 stod en mand som pastor Lützhøft helt anderledes stærkt i befolkningen.

Som vi har skrevet i en tidligere artikel så blev pastor Lützhøft fordrevet fra Bylderup.

 

Stor standsforskel i herredet

De toneangivende større bønder – op under 1864 var det brødrene Mommsen på Store Tønde og Vrågård – var tysksindede. De danske småkårsfolk gik derfor i reglen stille med, hvad de tænkte og følte.

Den sociale deling inden for landbostanden var meget udpræget i det gamle Slogs Herred. Og det kunne mærkes. Da anlægget af en skolesti fra Skovhus til Lyderholm var på tale i 1850, fordi en indsidders børn havde store vanskeligheder med at komme i skole, erklærede bylaget kategorisk, at man ikke godvilligt agtede at udlægge en skolesti ”for en Hyerling”, der havde været noget helt andet, dersom det havde drejet sig om ejeren af Skovhus!

Da overklassen som nævnt gennemgående var tysksindet kan det ikke undre, at man i tyske kredse mente at være i majoritet, når det regnedes efter kvalitet og ikke kvantitet!

 

Tyskheden blomstrede efter 1864 i herredet

Den stærke hjemmetyskhed i Slogs Herred ved Genforeningen i 1920 skyldtes i ikke ringe grad fremmeherredømmet, der satte ind efter 1864. Det lykkedes faktisk tyskheden at gøre folkelige erobringer blandt ”de blakkede”. Men det kan også noteres, at det ikke lykkedes tyskheden at fastholde disse elementer i tiden, der fulgte efter 1920.

Tyskernes administration i 1864 synes i Slogs herred i det store og hele at været gået roligt for sig. Herredsfoged Cohen, der i tiden mellem krigene gennemførte de danske myndigheders foranstaltninger til punkt og prikke fortsatte uanfægtet efter krigen som et lydigt redskab for de nye magthavere.

De danske præster blev hurtig fordrevet. Kun i Ravsted og det danske Rørkær synes befolkningen at have protesteret.

 

En delegation fra Ravsted mødte op hos amtmanden

Den 29. marts mødte en delegation fra Ravsted op hos den konstituerede amtmand i Tønder. Den krævede omgående indførelse af tysk skolesprog eller i det mindste ligeberettigelse af tysk og dansk. Læreren i Ravsted var født alsinger. Han kunne begge sprog og var dansksindet, men hans kollega i Foverup gjaldt for at høre til i den modsatte lejr. Læreren i Korup var ude af stand til at undervise i tysk. Han var fra enklaverne.

Deportationen krævede omgående fjernelse af sognefoged, Jacob Jørgensen, der blev betegnet som fanatisk dansk. Forsamlingen havde også forslag med til, hvem der skulle have de andre embedsmandsstillinger.

Ravsted – tyskerne ønskede ”Die Landesfarben”.

 

Sognefogeden forlangte sin opsigelse på dansk

Der var en række optøjer. Roen i sognet blev forstyrret af en række skandaløse optog. Da sognefogeden fik sin opsigelse var den affattet på tysk. Det ville han sandelig ikke finde sig i. Han forlangte den på dansk og det fik han sandelig også.

I Rørkær kunne man heller ikke have sognefoged Peter Lund siddende. Man sagde at danskheden brugte ham til deres propaganda. Men det var nu protest fra de solvigske gårde mod hans afsættelse.

 

Klart dansk flertal i 1867

Slogs Herred var ved afståelsen i 1864 et godt dansk land. Ved valget til den nordtyske rigsdag i 1867 var det et klart dansk flertal i herredet, alene med undtagelse af Ravsted. Men takket være en komplet mange på danske personligheder, lykkedes det for tyskheden at vinde fremgang.

De jævne danske småkårsfolk i Slogs Herred følte sig trykket af de nationalt ugunstige forhold. Hvad der så skete i Slogs Herred før eller siden, ja det kan du så rigelig læse her på siden. Vi bringer en artikelfortegnelse.

 

Kilde:

• Se Litteratur Tønder
• Sønderjyske Årbøger (diverse udgaver)
• Sønderjysk Månedsskrift (diverse udgaver)
• Fortid og Nutid (diverse udgaver)
• Lauridsen: Da Sønderjylland vaagnede 1 – 3

 

Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk kan du bl.a. læse156 artikler fra Sønderjylland og 233 artikler fra Tønder, 139 artikler fra Aabenraa, 68 artikler fra Højer og 55 artikler fra Højer herunder:

 

Artikler fra Slogs Herred:

• Moral og etik i Slogs Herred
• Dansk – tyske tildragelser i Rørkær
• Tro og overtro i Rørkær
• Da skarpretterfamilien overtog kroen i Rørkær
• Så kom der post til Rørkær
• Fremstilling af knapper i Tønder Amt
• Emmerske ved Tønder
• Hestholm – syd for Tønder
• Hostrup Jejsing og præsten
• Lærer i Burkal
• Bylderup Sogn
• Præsten fra Bylderup Sogn
• Lendemark og Omegn
• Øst for Tønder
• Grøngård – et forsvundet jagtslot
• Avlsgården – Grøngård – endnu mere (2)
• Lærer i Burkal
• Lendemark og Omegn
• Så kom der post til Øster Højst
• En berømt mand fra Øster Højst
• Sheriffen fra Tinglev
• Folk i Tinglev
• Mere om Tinglev og Omegn – dengang
• Modstand i Tinglev
• Langs Grænsen
• Emil Noldes liv – vest på
• Vadehavets maler – Emil Nolde
• Solvig – en herregård i Slogs Herred og mange flere

 

Artikler: ”Da Sønderjylland blev dansk (tema)

• Heimatfest i Tønder 1921
• Militæret i Tønder 1920 -1923
• Minder fra Tønder 1864 – 1920
• Dagligliv i Tønder 1910 – 1920
• Tønder før og efter genforeningen
• Sønderjylland efter Genforeningen
• Kongens hvide hest
• Kongens hvide hest – endnu mere
• De Sønderjyske Piger
• Genforeningen i Bov Sogn
• Fremmedflag i Sønderjylland
• Folketingsvalget 1939
• Den dansk – tyske sameksistens i Sønderjylland
• Sønderjylland i knibe
• Flugten over grænsen 1914 – 1918
• Sønderjyder i København
• Det tyske Mindretal
• Mindretal i brændpunktet
• Jordekamp, Vogelgesang og Domænegårde
• Sønderjylland til Ejderen
• Tondern Station
• Tønder omkring 1930
• Da Tønder igen blev dansk
• Tønders tyske sportsforeninger
• Folkehjem i Aabenraa
• Bov Sogn – mellem dansk og tysk
• Genforeningen i Bov Sogn
• Pigen fra Højer
• Den sure præst fra Højer og mange flere