For samfundet var begivenhederne den 18. maj 1993 på Nørrebro forfærdelig. 90 betjente blev såret, 11 aktivister blev der skudt på. Andre blev aldrig politibetjente igen. Volden den aften var ekstrem. En aktivist, der var ramt i hovedet måtte ikke tale med familien. Og en uskyldig tilskuer måtte først til Landsretten, inden han blev frikendt for terror. Aldrig mere 18. maj, sagde politiet. Men seks år efter var detailhandlere i livsfare. Politiet kom ikke til hjælp. Der har altid været uro på Nørrebro. Næsten på 20 – års dagen var der igen ballade. Bagerst i artiklen finder du en lang liste med artikler om “Uro på Nørrebro” – men der er mange flere.

 

Før og efter 18. maj 1993

Urolighederne den 18.maj 1993 bliver betegnet som den værste uro i fredstid. Som sædvanlig foregik det på Nørrebro. Og beboere og detailhandlere på Nørrebro har så sandelig været med
til lidt af hvert,  før og efter den 18. maj 1993.

 

Handelsforening truet

Og så mange en betjent er sikkert træt, når man nævner Nørrebro. Vi har tidligere skrevet om, at der altid har været bisser og bøller på Nørrebro. Optøjerne er ofte opstået af fejlslagen politik. Gang på gang har politikere lovet detailhandelen kompensation, men det har de så senere glemt alt om. Da de så var trængt op i en krog, ja så forsøgte man at  indklage Handelsforeningens hjemmeside for pressenævnet. Men det fik de ikke meget ud af. Nørrebro Handelsforening havde gode venner i Radioavisen, der kunne bekræfte, hvad visse politikere havde sagt. Vi havde citeret dem ganske rigtig.

 

Optøjer på Nørrebro har kostet hundrede millioner

Optøjerne i tidens løb på Nørrebro har kostet politiet et sted i nærheden af flere hundrede millioner af kroner. Det er så de færreste, der spørger, hvad det har kostet detailhandelen i tabt omsætning eller i hærværk og ødelæggelser. Og nej, forsikringsselskaberne har ikke uden videre betalt, som politikerne har bildt befolkningen ind. Tværtimod måtte detailhandlere på Nørrebro betale mere end kollegaer andre steder, fordi bydelen i forsikrings – øjemed blev betragtet som en risikozone.

Ligesom betjentene fra dengang følte sig svigtet af samfundet, så har butikkerne på Nørrebro følt det samme. Man har talrige gange opfordret politikkerne til at komme ud og opleve virkeligheden på Nørrebro.

 

Hademails fra betjente

Nørrebro Handelsforening har aldrig holdt sig tilbage, når der var nogen at kritisere i forbindelse med urolighederne. Det har i tidens løb resulteret i hademails fra politibetjente og politikere fra alle grupperinger, men også trusler om sagsanlæg mod foreningens hjemmeside. Undertegnede, der skriver disse ord er både redaktør af www.norrebro.dk  og www.dengang.dk har oplevet en del i tidens løb. Og diverse begivenheder er så rigt beskrevet på disse to hjemmesider. Bagerst i denne artikel får du en oversigt over nogle af de talrige artikler, der beskriver uroen på Nørrebro på de to hjemmesider.

 

Aldrig 18. maj igen

Måske burde den enkelte betjent have at vide, at der er forskel på, at patruljere på Østerbro og Nørrebro. Mange unge ser rødt, når de ser en betjent på Nørrebro. Og det er især nye betjente, de ikke respekterer. På et tidspunkt havde lokale betjente med et rigt lokalkendskab et godt tag i de unge. Men selv lokal kendskab kunne have forhindret begivenhederne den 18. maj 1993.

Politiet sagde dengang, at man aldrig skulle opleve en 18. maj igen. Men ak. Der er desværre efterfølgende eksempler på, at detailhandlere var i livsfare, fordi politiet holdt sig tilbage. Cirka på 20 – års dagen for slaget den 18. maj 1993, var det igen galt på Nørrebro. Igen var detailhandelen gidsler på aktivisternes foragt for samfundet og især kapitalister.

 

Ingen draget til ansvar

Indrømmet den 18. maj 1993 var flere betjente i absolut livsfare. Og det er vel ikke noget at sige til, at betjente trak pistolerne. Men politiledelsen traf forkerte beslutninger. Og det var nok årsag til, at betjentene løb ind i problemer. Men ingen i politiet er nogen sinde blevet draget til ansvar. Situationen den 8. – 9. november 1999 udviklede sig, fordi politiet lod vente på sig. Denne episode var endnu være for detailhandelen på Nørrebro. I dag har man glemt den.

 

Fra bitterhed til tragedie

Politiet ville ikke anskaffe sig vandkanoner. Betjentene blev i stedet pakket ind i kampuniformer. Situationen udviklede sig denne maj – nat fra bitterhed til tragedie. Harmen resulterede i ildspåsættelser, hærværk og blindt raseri. Politiet havde valgt at sende 300 mand til Nørrebro. Da mandskabsvognene kommer ender det i en sandt blodrus. Ordensmagten var i sandt undertal. Og mange af betjentene var ikke færdiguddannet. På Fælledvej går det helt galt. Man manglede pludselig tåregas, radiokommunikationen svigtede, og styrken blev presset.

 

Skud mod danske statsborgere

Brosten og kasteskyts flyver gennem luften. Mange rammer politibetjente og butiksvinduer. Flere betjente gik i chok under de hadefulde angreb. Af fare for helt at miste kontrollen affyrede danske politifolk 113 skud mod danske statsborgere. 11 danske statsborgere måtte behandles for skudsår på Rigshospitalet. Ingen, hverken civile eller politifolk blev dræbt, men det var nok held. Eftervirkningerne førte til dødsfald.

 

Bundløs angst

En tredjedel af den indsatte politistyrke fik  fysiske skader under kampene. 92 betjente blev rapporteret skadet og 61 blev sygemeldt. For mange endte konfrontationen i personlige problemer og årelange fortrængninger. Storedrenge græder ikke. Mange betjente nægtede at få hjælp. Mange fik det først efter syv år.

Gennem 90’erne brød adskillige politifolk sammen som følge af det rystende had og bundløs angst i det psykiske grænseland på Nørrebro.

En af lederne, en vicekriminalkommissær giftede sig senere med en af de kvindelige betjente, der var med i aktionen. Han forlod styrken og gik langsom i opløsning. I 1999 slog han sin kone ihjel. Året efter hængte han sig i sin celle i Ringsted Arrest.

 

Skud mod forbryderiske antidemokrater

Situationen vrides atter og atter i medierne. Endnu engang indleder politiet en undersøgelse af sig selv. Men ingen vil hverken påtage sig skyld eller ansvar. Politikerne fastholdt, at alle demokratiske spilleregler var fulgt. Politiledelsen frikendte sig selv.

Halvdelen af befolkningen syntes, at det var i orden at skyde på forbryderiske antidemokrater. Tre politifolk blev sigtet for at have skudt mod civile, men ingen af sagerne blev gennemført.

 

Politiets sorteste dag

Hvorfor udviklede det sig, som det gjorde? Var det raseri over ja til til Edingburgh – aftalen, varmt vejr eller for meget øl? Den 2. juni 1992 havde 50,7 pct. sagt nej til Maastricht – traktaten. Et næsten enigt Folketing og erhvervsliv havde sagt ja. Mindre end et år efter, blev den danske befolkning atter kastet ud i en afstemning.

Efterspillet var et mareridt for betjentene. Alle politiskridt og handlinger blev kortlagt. Politidirektør Hanne Bech Hansen mente, at det var politiets sorteste dag i efterkrigstiden. Den enkelte betjent følte sig ladt i stikken efter syv års mistænkeliggørelse. Betjentene blev gjort til syndebukke, og dette sled mange op.

 

Man valgte Nørrebro som kampplads

Antifascistisk Aktion gennemførte en demonstration på Blågårds Plads. Man antog, at demonstrationen ville gå mod Christiansborg. 27 betjente var udstationeret på pladsen. De fulgte den fredelige demonstration. Da alt tegnede sig til et ja, døde festlighederne og betjentene blev sendt hjem. Egentlig ville aktivister have lavet ballade i indre by i nærheden af Christiansborg. Men man besluttede sig i sidste ende, at vælge Nørrebro i stedet.

 

Man var på hjemmebane

Ud fra gadekamp – taktisk perspektiv var man her mere på hjemmebane. Og man ville også her kunne få opbakning fra flere sympatisører. Nogle følte, at de fredelige demonstrationer ikke gjorde den store forskel. Det var bare De andre og Os. Man var fokuseret på, hvordan man kunne få ram på politiet, uden at de fik ram på en. Politiet blev betragtet som en fjendtlig magt og som undertrykkende soldater med kampudstyr.

 

Man hadede politiet

De venstreradikale hadede politiet. Man havde sloges med dem i mange år. Hadet var blevet dybere. Man brugte ufine ting, men det gjorde politiet også, mente aktivisterne. Således kunne nogle fortælle, at to af deres venner var blevet banket af betjente i en baggård. Det var rart, at kunne slå tilbage. Om det var sandheden vides ikke. Aktivisterne blev radikaliseret, de skar alle politifolk over en kam. Man mente ,at det man gjorde den 18. maj 1993, var det rigtige.

 

Kan du huske Benjamin?

Under en anholdelse af en demonstrant udbrød en civilbetjent:

• Kan du huske Benjamin

Pludselig blev den dramatiske sag fra nytårsnat 1992 genopfrisket. Tre betjente lå oven på Benjamin på Rådhuspladsen. En af dem pressede sit knæ hårdt imod hans ryg, mens en anden hev i hans halstørklæde. Han blev lagt i benlås og båret ind i en politibil. Ved ankomsten til den lokale politistation, opdagede betjentene, at han var bevidstløs. Man forsøgte genoplivning.
Under transporten havde han fået hjertestop. Han blev senere erklæret 100 pct. invalid. Han havde været klinisk død i nogle minutter.

Benjamin Schou kom aldrig til bevidsthed igen. Han levede på et plejehjem, hvor han døde den 5. september 2008.

Kampråbet, “Kan du huske Benjamin” er blevet brugt mod politiet adskillige gange. Episoden med Benjamin huskes tydelig i det venstreradikale miljø.

 

Kunne have kostet menneskeliv

Politisk engagement kunne den 18. maj 1993 have kostet menneskeliv. Før og siden har politisk engagement på Nørrebro kostet lemlæstelse, bål og brand, rude-knuseri og masser af hærværk. Butikker, ja selv den lille dyrehandel var i aktivisternes øjne kapitalister.

Det danske nej, året forinden, betød at EU – projektet på  flere måder blev sat i stå. Traktaten skulle ratificeres af samtlige medlemslande for at dens grundlag kunne træde i kraft. Derfor blev der hurtigt lavet en ny aftale med fire danske forbehold. Og 56,7 pct. sagde ja. Men de forbehold betød intet for borgerne på Nørrebro. Her var flertallet imod EU, og de var bestemt også imod den måde politikerne håndterede det på. Flere uger inden denne aften havde Antifascistisk Aktion planlagt demonstrationen.

 

Barrikader

Deltagerne begyndte at gå hjem. En gruppe på 500 – 1.000 personer gik ned ad Blågårdsgade. Men ikke alle havde lyst til at gå hjem. De havde planer om, at lave barrikader.

Øjenvidner fortalte, at det var 10 – 20 stykker fra det autonome miljø, der startede bygningen af barrikaderne på Nørrebrogade. Ret hurtig fik de hjælp af lokale beboere. Kort sagt, autonome, spontane demonstranter og vrede borgere havde antændt bål og smadret butiksruder. Butikkerne på Nørrebro blev regnet for kapitalister. Skurvogne blev fremskaffet til barrikaderne. Oven over hængtes et banner med teksten EF – fri Zone. Politiet forholdt sig passivt. Op mod 2.000 mennesker var nu forsamlet på Indre Nørrebro.

 

Nærpolitistation angrebet

Nærpolitistationen Blågården blev angrebet. De første barrikader opførtes på Nørrebrogade. Der var ingen forudgående meldinger om uro. De første politistyrker troede, at det var tale om mindre isolerede hændelser. Angivelig er det omkring kl. 23.15, at demonstranter angriber stationen. Normalt var den ubevogtet om aftenen, men ikke denne aften. Meldingen kollega i knibe bliver sendt. Først kl. 0.13 var situationen i Blågårdsgade under kontrol.

Politiet rykkede ind før hele mandskabet var på plads. Og situationen omkring nærpolitistationen kunne have udviklet sig. Inde på stationen befandt sig seks betjente. Udenfor havde 200 demonstranter opdaget de seks betjente. Med en hjemmelavet rambuk forsøgte de at komme ind til betjentene.

 

Man ville have kamp

Først kl. 23.15 var den første kampstyrke klar ved Søtorvet, cirka 500 meter fra de nærmeste barrikader. Der blev affyret stor mængder tåregas ind mod aktivisterne. Egentlig ville politiet holde sig afventende, men der forelå en anmeldelse om brand. Barrikaderne måtte ryddes, så brandbilerne kunne komme frem. Men det var en falsk anmeldelse. Man ville have kamp med politiet. Ret hurtigt fik man ryddet barrikaderne. Men for at holde stillingen krævedes det et stort mandskab. Og omkring Blågårdsgade blev politiet angrebet fra sidegaderne.

 

En filmscene

Betjentene var ikke indstillet på timelange kampe med brosten og brandbomber. Ingen havde klarhed over begivenhederne. En efterlysning om mere tåregas nåede aldrig frem til Politigården. Måske havde politiet overvurderet sig selv, og det kunne demonstranterne mærke. Tilskuerne oplevede det nærmest som en filmscene. Og de sten som de demonstrerede kastede kom retur.

 

Våben lå frit tilgængelig

Omkring kl. 0.13 mente politiet at have situationen under kontrol. Nørrebrogade mellem Fælledvej og broen var i politiets besiddelse. Broen blev også besat af politiet. Området var indhyllet i tæt tåregas. Demonstranterne gik nu mod Skt. Hans Torv. Her lå flere tons frit tilgængelig brosten. Disse blev samlet i affaldscontainere, så de lettere kunne transporteret.
Torvet var under ombygning, så våbenlageret lå frit tilgængeligt.

14 urobetjente blev sendt op på Torvet for at observere og rapportere. De hjalp med at samle sten i en container. Men de blev genkendt af et ægtepar. De blev jagtet ned ad Fælledvej. De havde ikke fulgt ordren med at forholde sig passive.

 

Hvem havekommandoen?

Uromagerne angreb med brosten, flisestykker, jernspyd og andet materiale. Dette medførte, at den i forvejen hårdt trængte politikæde gik delvis i opløsning midt på Fælledvej. Og aktivisterne fortsatte med at angribe politikædens svageste led. Politiet trak deres våben, men dette havde ikke en synderlig effekt. Der blev kommanderet varselsskud, men det havde heller ingen effekt. Omkring Skt. Hans Plads var betjentene ikke klar over, hvem der havde kommandoen. Omkring kl. 0.30 befandt cirka 20 betjente sig i overhængende livsfare og undertal. De kunne hverken trække sig væk eller fjerne deres sårede. De brugte deres sidste udvej. Man trak pistolerne og rykkede frem.

 

Total kaos

Der forelå nu en melding om, at kollegaer var i overhængende fare, så forstærkninger rykkede nu frem. Med hævede skjold begyndte betjente nu at småløbe frem ad Fælledvej mod Skt. Hans Torv. På vejen måtte de passere brændende biler. Mange betjente var ramt og lå på asfalten. En enkelt havde taget sin hjelm af. En aktivist så dette og knaldede en sten i hovedet
på ham. På  et tidspunkt lå mindst 12 – 15 betjente på gaden ramt af sten og andet kasteskyts.

Sårede betjente kom humpende og blev båret fra Fælledvej , mens andre betjente fra alle retninger kom løbende til som forstærkning. Det virkede på aktivisterne som om de ikke havde kontrol over situationen. Der var ingen struktur, og det virkede som kaos. Fra klokken 00.30 rådede der da også total kaos blandt betjentene.

 

Skt. Hans Torv skulle genindtages

Politiledelsen besluttede, at Torvet skulle genindtages. Kl. 034 lød de første skud. Kugleregnen varede i 36 sekunder. Det gik kludder politiets strategi. Stenregnen stilnede nu næsten af. Kl. 036 blev en enkelt betjent ramt af en sten. Pludselig hørte man råbene, Skyd efter benene, og det lød et enkelt skud. Råbet blev gentaget 8 sekunder senere. Dette udløste en kraftig salve,
der varede i over 17 sekunder.

Fra hovedkvarteret ville man ikke give tilladelse til at bruge skydevåben. Det var den lokale leders eget ansvar. Politiet opfattede, at demonstranterne betragtede varselsskuddene som fyrværkeri en nytårsaften.

 

Endelig mere tåregas

Klokken 0.45 var politiet rykket frem til Skt. Hans Torv. Man havde nu endelig fået fremskaffet mere tåregas. Hele Torvet blev nu indtaget. En lille gruppe betjente rykkede samtidig op ad Guldbergsgade mod demonstranterne. Under denne fremrykning skød politiet for tredje gang direkte ind i mængden i en salve, der varede i syv sekunder. Det var de sidste skud, der blev affyret her kl. 0.45. Senere viste det sig, at i alt 113 skud var affyret.

 

Oversmurt af blod

To unge piger havde søgt tilflugt i baggårde ved Skt. Hans Plads. Deres kærester var ramt af skud. Ud fra Joes Kaffebar kom man bærende på en mand, der var ramt i maven. De lagde ham på gaden, og skreg efter en ambulance. Men politiet nægtede. De ville ikke lade den komme frem. Så tog nogle andre betjente manden op på deres skjolde og bar ham væk. Inde på kaffebaren var toilettet oversmurt med blod. Flere andre sårede viste sig. Mange havde brug for en ambulance.

 

Skudt i hovedet

Men ambulancerne måtte ikke køre ind på Indre Nørrebro. Området var erklæret i undtagelsestilstand. Et par stykker blev transporteret til Rigshospitalet på ladcykler. På hospitalet viste det sig, at mindst en aktivist havde fået et skud i hovedet. Stumper af det ene projektil sad kun få millimeter fra halspulsåren.

Og på hospitalet blev de sårede anholdt, inden de kom under behandling. Således blev en 17 – årig sendt i isolationscelle i Vestre Fængsel, selv om hans sår krævede daglig behandling. En person, der blev skudt i hovedet blev nægtet besøg af familien. En betjent sad på stuen og overvågede den syge.

 

Opsamlingssted på broen

På Dronning Louises Bro blev der etableret opsamlingssted for de sårede. Blandt betjentene er de såredes antal oppe på 90. Det var knap en tredjedel af dem, der var indsat i bydelen. Flere havde knust fødderne, andre havde brækket ben eller fået læsioner i ansigtet. Men hvad der var endnu værre, flere havde fået sår på i sjælen. Og mange var under psykolog – behandling syv år efter. Andre blev aldrig politibetjente igen.

 

Politiet kunne ikke skelne

Senere så det ud som om politiet var i overtal. Folk flygtede, og det gjorde tilskuere også. I den ophidsede situation kunne politiet ikke skelne mellem tilskuere og aktivister. Således blev passive tilskuere angrebet med skjoldet forrest, og der blev tæsket løs på dem. Flere blev anklaget for sabotage og terror. Og et par måtte føre deres sag helt til Landsretten for så at blive frikendt.

 

18. maj – udstilledes magten

En aktivist, der var med til at smide sten efter politiet udtaler:

 

• 18 maj udstilles magten, som det, det er – et volds-apparat, der er villig til at slå ihjel.

Sideeffekten med 18 maj var, at det pustede liv i den gamle bz – bevægelse, som på det tidspunkt var ved at uddø. Begivenhederne fastslog, at politiet var de venstreradikales fjende.

 

Opbakning fra statsministeren

Om morgenen den 19. maj erklærede statsminister Poul Nyrup Rasmussen endda på engelsk, at regeringen står helt bag politiets reaktion og hans tanker gik til de kvæstede betjente. Samtidig afviste justitsminister Erling Olsen at der var nogen som helst grund til at iværksætte en nærmere undersøgelse af begivenhederne. Det betød, at politidirektør Poul Eefsen fik frie hænder til at skrive den obligatoriske rapport om hændelserne.

 

Seks undersøgelser

Hele seks undersøgelser blev der foretaget omkring begivenhederne. I 1994 frifandt Byretten 8 og dømte 8 af de tiltalte tilskuere og deltagere. I 1995 fik tre skærpet deres straf og ni tilskuere blev idømt hæfte. I 1995 blev der konkluderet, at det var overvejende sandsynligt, at det var aktivister, der råbte ”Sigt efter benene”. I 1995 opgav justitsministeren tiltale mod tre betjente. I 2000 frifandtes alle involverede politifolk for tiltale.

 

Kun en skudepisode nævnes

Allerede den 24. maj 1993 offentliggjorde politidirektør Poul Eefsen en rapport om forløbet. Her nævntes kun en skudepisode, hvilket mødte kritik fra rigsadvokaten. Den 29. august offentliggjorde rigsadvokaten en rapport. Kritikere påpegede, at denne ikke var uvildig, blandt andet fordi politiet selv skulle undersøge de implicerede politifolks tjeneste-udøvelse. Den byggede også på et ret spinkel grundlag, fordi civile vidners udsagn var tillagt mindre betydning end politiets.

 

Ikke grundlag til at kritisere politiet

I september 1994 afslørede DR – programmet Refleks råbet Skyd efter benene umiddelbart før den anden skudsalve. Det står uklart, hvem råbet kan tilskrives. Men justitsminister Bjørn Westh bad rigsadvokaten om en ny undersøgelse. Og i 1995 kritiserede ombudsmanden rigsadvokaten to forudgående redegørelser. Justitsministeren besluttede, at hele sagen skulle undersøges af en ny kommission I 2000 kom undersøgelseskommissionen med sin redegørelse. Overordnet blev det vurderet, at det ikke var grundlag at kritisere politiet.

 

Politidirektøren havde kontrol

Efterhånden blev straffeansvaret forældet. Man kunne så have anvendt tjenestemandsloven. Den har ingen forældelsesfrist. Men Poul Eefsen gik på pension i 1995. Og det var man sikkert klar over da diverse kommissioner m.m. blev sat i værk. Men hvad så med det kommissorium, der tillod at Københavns daværende politidirektør Eefsen havde kontrol med undersøgelsen
af hans eget politi. Afhøringerne af betjentene blev ikke overdraget til Rigspolitiet.

 

Brosten kom poppende som popcorn

Politiet lærte meget af begivenhederne. De var trænet i at gå frem i kæder med skjolde. Men de blev angrebet igen og igen fra alle sider med brosten og kasteskyts. En politiassistent
skrev om sine oplevelser:

• Brosten kom poppende som popcorn, overalt i alle højder, fra alle sider, hele tiden. Man kunne ikke følge deres bane. De ramte overalt.
• Vi stod i en kæde. Det betyder, at jeg havde et greb i kollegaen ved siden af. Igen og igen oplevede jeg, at han eller hun faldt om og blev slæbt væk. Det var virkelig med en følelse af panik. Benene rystede, alt gjorde ondt.

 

Systemet krævede syndebukke

En anden politiassistent siger i bogen “Bag skjoldet”:

• Vi syntes, vi gjorde et fantastisk stykke stykke arbejde, vi havde ofret os, og vi troede, at vi ville få tak. I stedet blev vi gjort til syndebukke.

Politiet ændrede senere strategi. De lod hollænder – vognene tage imod brostenene. Under rydningen af Ungdomshuset i 2007 samt ved andre vilde kampe slap både betjente og demonstranter billigere, men det gjorde butikkerne så sandelig ikke

Mange politifolk følte sig virkelig skuffet og svigtet. De havde som håndhævere af lov og orden set døden i øjnene. Og så vendte samfundet dem ryggen. De havde været under maksimal pres og følt sig nødsaget til at skyde. Der gik jura og politik  i systemet. Mange blev slæbt gennem systemet i syv et halvt år med undersøgelser, afhøringer og nye undersøgelser. Systemet krævede sine syndebukke.

Kilde:

• Litteratur Nørrebro
• www.dengang.dk – diverse artikler
• www.norrebro.dk – diverse artikler
• Uwe Brodersen: Nørrebro handelsforening – gennem 110 år

 

Vi bliver ofte kontaktet af studerende i folkeskoler og universiteter, om hvordan vi har det med uroen på Nørrebro. Det kan læses i de utallige artikler, vi i tidens løb har begået. Først følger en liste over artikler til emnet på www.dengang.dk. Derefter en liste over artikler på Nørrebro Handelsforenings hjemmeside www.norrebro.dk

Sådan skrev vi dengang, da vi offentliggjorde denne artikel. Vi har også flere artikler om det samme tema på vores hjemmeside. Og efterhånden får vi ikke mere disse henvendelser, da roen heldigvis har sunket sig over Nørrebro. Men truslerne på bestyrelsesmedlemmerne er ikke mere end fem år gamle, da sortklædte mennesker opsøgte undertegnedes privat-adresse.

Nørrebro Handelsforenings hjemmeside  er i mellemtiden nedlagt, men du kan sagtens gå ind og læs aldre artikler. Brug søgefunktionen. Men her er først listen fra www.dengang.dk

 

• På www.dengang.dk finder du 1.780 artikler, heraf er 304 artikler fra Nørrebro
• Under “Fra urtekræmmer til Shawarmabar” (Nørrebro handelsforenings historie) finder du 29 artikler

 

Byggeren på Nørrebro – nok engang

BZ – bevægelses historie på Nørrebro

Dramaet i Brorsons Kirke

Et ”Faderhus” på Nørrebro

Fristeder og Ungdomshus

Hvorfor skulle Janne dø?

Bomben i Søllerødgade

Bomben i Søllerødgade- nok engang

Nørrebro Beboeraktion og kampen om Byggeren

Nørrebro – 9 dage i sommeren 1944

Nørrebro – den 18. maj 1993

Slumstormere, Besættere og Autonome

Ungdomshusets Historie 1 – 2

Ungeren – set fra 6. klasse

Varehuset Buldog på Nørrebrogade

• Og mange flere

 

Under
”Fra Urtekræmmer til Shawarmabar”

Handelsforening i brændpunktet

Terrornatten på Nørrebro (8. – 9. nov. 1999)

 

Artikler
på www.norrebro.dk om Uro på Nørrebro:

Støtterklæring til Fædregruppen (2006)

Hvorfor skal 71.000 borgere være gidsler for manglende politisk vilje? (2006)

I dialog med Ungdomshuset (2006)

Situationen omkring Ungdomshuset (2006)

Bliver Ungdomshuset revet ned? (2007)

To Ungdomshuse mere – tak (2007)

Opfordring fra Københavns Politi (2007)

Handelsforening fik tilbudt Ungdomshuset for 1 kr. (2007)

Opfordring fra Nørrebro handelsforening (2007)

Opfordring fra Ungdomshuset (2007)

Tiden efter Ungdomshuset (2007)

Tjek sikkerheden før rydningen af Ungdomshuset (2007)

Stop terroren på Nørrebro (2007)

Nørrebro Handelsforening har fået svar fra Ritt Bjerregaard (2007)

Ungdomshuset lever (2007)

Ungdomshuset til grin (2007)

Nørrebro uroligheder dræner politikassen (2007)

Nørrebro – i gas – og knippelsuppe (2007)

Jagtvej 69 – 2200 København N (2007)

Presseinfo fra NH: Nørrebro atter i brand (2007)

Jul på Nørrebro (2007)

Ungdomshus – med forhindringer (2007)

Ungdomshuset – kapitel 14 (2007)

I gamle dage havde vi Bent (2007)

Ungdomshuset– en oase på Nørrebro 1 – 6 (2007)

Imens i Johnnys butik (2007)

Hvad mener Ungdomshuset (2007)

Hvordan dækker forsikringen (2007)

Jagtvej 69 – sidste kapitel (2007)

Henvendelse fra Overborgmesterens sekretariat (2007)

Presseinformation: Bevar Julefreden på Nørrebro

Nørrebro Handelsforening: Kunderne skal hentes igen

Detailhandelen på Nørrebro mister 14 millioner

November 1999

Gadekrig på Nørrebro (2008)

Goddag – det er Politiet (2008)

Bål, brand og stenkast på Nørrebro (2008)

Skud på Nørrebro (2008)

Har vi et godt politi (2008)

Restauranter på Nørrebro ødelagt af aktivister (2008)

Afmagt, frygt og vrede på Nørrebro (2009)

Aktivist– træning (2009)

Bandekrig på Nørrebro (2009)

Kampen om Ungdomshuset (2009)

Fokus på Bandekonflikten (2009)

Kampen om Ungdomshuset (2009)

Fingrene væk – fra Jagtvej 69 (2009)

Benzin til bålet (2009)

Er Blågårds Plads farlig? (2009)

Bandevolden præger omsætningen (2009)

Er Nørrebro en krigszone? (2009)

Jagtvej 69 – atter engang (2010)

Hot Spot Nørrebro (2010)

Hærværk og graffiti på Nørrebro (2011)

Nørrebros mange kampe (2011)

Politiet: Vi prioriterer (2011)

Jægersborggade – før og nu (2011)

Byggeren – endnu en krigsskueplads (2012)

Fra Bulldozersanering til Hot Spot (2012)

Rabarberlandet – en krigszone (2012)

Byggeren – endnu en krigszone (2012)

Hvad bruger Politiet pengene til? (2012)

Er Nørrebro tryg eller utryg? (2012)

Hash, Hykleri og Handlingslammet (2012)

Et Trygt Nørrebro (2012)

Nørrebros åndehuller skaber problemer (2012)

Ghetto og folkeskole på Nørrebro (2012)

Afpresning på Nørrebro (2012)

Skud og knivstik på Nørrebro (2013)

Fri hash, ja eller nej? (2013)

Stop – du skal visiteres (2013)

Bliver det aldrig bedre (2013)

Hvem er det, de stjæler gaden fra (2013)

 

• Redigeret 12.09.21