Skamstenen fra Sæd – endnu mere (2)

Masser af sagn og historier om skamstenen i Sæd. Stenen ligger ved tidligere hovedvej. Hun skulle komme fra Sønder Løgum. Et mord på en kniplingskræmmer. En rig og en fattig bror. Et teaterstykke om stenen opført i Flensborg. En herremand og en rådmands kamp. To historiker kigger i arkiver. Tilbage i 1772. Som en løbeild – fra hus til hus. Et bud fra Amtshuset i Tønder. Rets – kommissionen ankommer til huset. En ”studeret” læge og en barberers arbejdsopgaver. Hvad sagde protokollen? Hun led af tungsind. Den lokale præst ville give hende en kristen begravelse. Retten kendte ingen barmhjertighed. Anvisninger fra Hertugen. Liget af Karen Christens skulle smides ud af vinduet. Stenen blev rest med det samme. Provsten ville fordrive djævlen ud af Karen Christens.

 

Masser af sagn og historier om skamstenen

Historien vi fortalte i vores første del, var sådan set korrekt gengivet. Men historien indeholder meget mere. En masse sagn og vandrehistorier og nærmere sandfærdige historier er knyttet til fortællingen om skamstenen. Således har både Claus Eskildsen og Ludwig Andresen beskæftiget sig med historien.

Der kommer pludselig helt nye fortællinger frem, der kan relatere sig til Sæd og Ubjergs historie. Men læseren bliver nok lidt udfordret. Det bliver en lidt længere artikel.

 

Stenen ligger ved tidligere hovedvej

Stenen ligger ved den gamle hovedlandevej Tønder – Husum. Den er meget medtaget. Og omgivelserne har ikke altid været lige velplejet. En skam, for der er flere historier knyttet til stedet. Og sjove sagn og andet er knyttet til stenen. Og den bliver benævnt – Skamsten – men er den nu også det?

 

Hun skulle komme fra Sønder Løgum

Den ældste trykte beretning om stenen finder vi omkring 1840. Dengang vandrede topografen J.A. Petersen gennem de frisiske egne. Hans oplevelser gengav han i:

• Wanderungen durch die Herzogthümer Schleswig, Holstein und Lauenburg 3. Section: Nordfriesland.

Og hvad skrev Petersen?

• I den sydlige udkant af byen (Sæd), ved vejkanten står en skamsten, hvis næsten ulæselige indskrift siger, at Karen Christennsen, som havde myrdet sine fire børn af Bøddelkarlen er blevet slæbt hen til den derved betegnede plads og blevet nedgravet der.
• Man fortæller, at den ulykkelige barnemorderske er kommet fra Sønder Løgum til Sæd med sine i utugt avlede børn og at hun med disse er flakket omkring fra hus til hus, forgæves tiggende om brød i denne by, at hun derpå – ak – uden at finde en åben hånd for sin nød, er vendt tilbage til det sted, hvor man nu træffer stenen, når man går fra Sæd til Sønder Løgum, og at hun på dette sted, sandsynligvis bragt til vild fortvivlelse og raseri ved lykkeligere menneskers ligegyldighed og foragt, ved børnenes rasende hunger og jamren, uhyggeligt fornægtende den menneskelige natur, har givet dem, hun ikke kunne give føde, den smertestillende død, og så har myrdet sig selv (?)

 

Et mord på en kniplingskræmmer

• I ”Jugendfreund” og andre steder fandt vi en fortælling , efterhvilken en ved Sæd stående fladsten med forvitret indskrift skulle være et mindesmærke om, at en kniplingskræmmer fra Tønder ved sin hjemkomst fra en forretningsrejse for omtrent et århundrede siden skulle være blevet myrdet, af en mand af samme erhverv og fra samme by, der var hans ledsager, men som efter tilskyndelse af den første, der følte sig meget træt, forlod ham mellem Sønder Løgum og Tønder for at gå forud for ham til Tønder, uskyldigt var blevet henrettet som hans morder efter tilståelse under tortur.
• Men at man to år senere havde opdaget den rette gerningsmand i en daglejers person, der i en samtale los falde mistænkelige ord osv. Sandsynligvis henvises der fejlagtigt til den sten, der er rejst over Karen Christensens børn.

Åbenbart har spørgsmålet allerede dengang optaget sindene:

• Skamstøtte eller Sonemindesmærke?

 

En rig og en fattig bror

Den næste beretning om stenen ved Sæd finder vi i Müllenhoffs berømte samling:

• Sagen, Märchen und Lieder der Herzogthümer Schleswig, Holstein und Lauenburg

Og følgende beretning skulle være meddelt af toldforvalter Tamsen i Tønder:

• I Sæd boede engang to brødre. Den ene var rig. Den anden var fattig. Den rige var barnløs, men den fattige var velsignet med syv børn og ofte vidste han ikke, hvorfra han skulle skaffe brød til dem.
• En dag kom moderen med børnene til den rige farbrors dør og bad om brød. Men konen som just var alene hjemme, var en hårdhjertet kvinde. Hun gav mund og sagde:
• Skam dig at komme her trækkende som en so med sine grise. Du får ikke noget af mig.
• Fortvivlet gik moderen bort med sin flok. Da den rige mand om aftenen kom hjem og ville skære et stykke brød, da strømmede der blod under kniven og brødet blev til sten. Forfærdet sagde han til konen:
• Dette tegn betyder noget, der må i dag være sket noget i vort hus. Konen svarede:
• Det kender jeg ikke noget til, her var blot min svigerinde med sine syv børn og dem har jeg afvist
• Det må have været en synd, du har gjort.
• Sådan sagde manden og ilede til sin broders hus. I stuen fandt han ingen, men da han kom op på loftet, da hang der under taget syv lig, moderen og seks af børnene. Kun den ældste søn var flygtet fra det som moderen havde gjort ved de andre børn.
• Man kunne ikke give dem en ærlig begravelse, da de på denne måde var kommet ud af verden. Derfor gravede man alle syv lig ned lige uden for byen ved landevejen. Men til evigt minde lagde man en sten på graven, som man endnu viser i dag. Stenens indskrift er imidlertid helt forvitret.

Man sagde engang i Sæd, at drengene brugte stenen som skive ved stenkastning og indskriften på den måde blev udslettet. Og dette var sket gennem generationer.

 

Et teaterstykke om stenen opført i Flensborg

En gammel mand i Sæd fortalte, at man ikke ville rejse en sten for en barnemorder. Han mente, at den historie, der blev fortalt i Jugendfreund var rigtig. Denne gammel mand hed Lorenz Holm Andersen. Han skrev forskellige skuespil bygget over hjemlige sagn, bl.a. ”Die true Ose von Sylt” ”Der Sorgennacker og ”Dyrhuus” Han behandlede også sagnet fra Sæd i et skuespil ”Der Stein von Seth”. Dette skuespil opnåede at blive opført på Flensborg Stadttheater.

 

En herremand og en rådmands kamp

Og endnu en mulighed til stenens oprindelse kommer fra historikeren Ludvig Andresen fra Tønder. Han minder om et drama, der den 8. juli 1554 udspillede sig på landevejen mellem Sønder Løgum og Sæd.

Rådmand Anders Momsen fra Tønder af den mægtige slægt Andersen eller Ambders, som en gren af slægten, som de senere kaldte sig. På en kro i Sønder Løgum kom denne i strid med herremanden Erik Emmiksen fra Tyrstrupgaard af den kendte Emmiksen – slægt. Erik Emmiksen havde året i forvejen arvet 19 gårde i Slogs Herred efter fru Beke Holk på Store Tønder. Han var en vild krabat.

Anders Momsen foretrak at forlade kroen. Men Erik Emmiksen indhentede ham mellem Sønder Løgum og Sæd. Han trængte ind på ham med draget sværd. I nødværge dræbte rådmanden den stridbare herremand. Derfor måtte han rømme ud af landet. Stenen kunne så efter Ludvig Andresens teori være sat af slægten Andersen/Ambders til bod eller af den dræbte herremands frænder til hans minde.

 

To historikere har kigget i arkiver

Overnævnte Ludvig Andreasen har ved arkivet i Kiel og ved kig i Ubjerg Sogns kirkebøger fundet yderligere oplysninger. Claus Eskildsen har fundet yderligere oplysninger. Alt sammen giver et interessant tidsbillede.

 

Tilbage i 1772

Vi går tilbage til 1712. Den store nordisk krig har bragt dyrtid og øget skattetryk. Værst gik det ud over de amter, der står under det hensygnende gottorpske styre, deriblandt Tønder Amt. Den samvittighedsløse Baron Gørtz og hans venner i det gottorpske råd plyndrede landet ved gamle og nyopfundne skatter. Småfolk lider virkelig nød.

Flere gamle beretninger er enige om, at småfolkene i Sæd var særlig hårdt ramt. Pesten dræbte 125 mennesker i byen. Det var halvdelen af befolkningen. I stormfloden den 1. december 1615 var der druknet 11 personer og meget kvæg.

Wallensteins tropper, svenskere og polakkerne havde bragt armod og nød over hele landet. I den sidste tid havde det gottorpske ”onde styre” plyndret landet. Den tidlige udskiftning i Vestslesvig øgede elendigheden. Bønderne havde allerede omkring 1680 begyndt at udskifte jordene. Kådnere blev derved berøvet den jord, de hidtil havde brugsretten over. De snak ned i arbejderbefolkningens klasse, der allerede var unormalt stor.

 

Som en løbeild – fra hus til hus

Tirsdag en 19. april 1712 går det som en løbeild fra hus til hus, at der i et af byens fattigste hjem er hændt noget forfærdeligt. Chresten Klampes hustru Karen Chrestens har givet sig selv og sine fire børn rottegift! De ældste var allerede døde, da man opdagede udåden. Moderen og den lille pige ligger hen i en ynkelig forfatning.

 

Et bud fra Amtshuset i Tønder

Der går bud til Amtshuset i Tønder og amtsforvalter Gottfried Bleul træffer straks de nødvendige anordninger.

• (begyndelsen mangler)……..som lige kommer fra Sæd, beretter, at den Kone i Sæd, som har forgivet sine Børn og ogsaa selv har taget Gift og omendskønt hun har givet Giften fra sig igen dog endnu er så svag, at hun for Tiden hverkan taale Transporten eller Fængslet, saa skal Herredsfogeden gøre Anstalter til, at Indvaanerne stiller Vagt ved Ligene i Boligen og holder Opsyn med, at de ikke kan bortkomme.
• Desuden har Herredsfogeden selv foruden Retsskriveren og Sandemændene at tage hendes Udsagn til Protokol og at bringe denne ved Bud til det herværende Amtshus, ogsaa et give Fysikus Meddelelse om, at han skal være til Stede, ligeledes at agte paa, om der skal rejses Anklage mod Mands Søster, fordi hun har givet hende Giften.
• Og da Ligene ikke kan staa længe over Jorden og der, som det fremføres paa Grund af Folkenes Armod ikke forefindes Midler til begravelsen, saa har han at træffe Anstalter til, at de nødvendige Omkostninger lægges ud af Sognefogeden, og at Ligene Dagen efter Sektionen jordfæstes
• Tønder den 19. April 1712.
• Bleul

 

Rets-kommissionen ankommer til huset

Så gik der bud til herredsfoged Friedrich Bøttger, til retsskriver Daniel Witt, til de to sandemænd, gårdejerne Lorens Andersen i Bremsbøl og Andres Andersen Holm i Sæd.

Rets-kommissionen skynder sig til det til det lille ulykkeshus i Sæd. Byens befolkning havde allerede forsamlet sig foran huset. Fysikus, Johann Andreas Gorman er til stede. Han var kort tid i forvejen kommet til Tønder fra Hamborg. I længere tid havde man søgt efter en egnet læge.

 

En ”studeret” læge og en barbers arbejdsområde

En ”studeret” læge behandlede dengang kun ”indre sygdomme” og gav sig ikke af med kirurgi. Dette halvt urene arbejde, der tidligere endda var blevet overladt til bøddelen og rakkerdrengene, tilkom barbererne. Endnu 1665 udvirkede barbererne Hinrich Lorentzen og Peter Jürgensen i Tønder et hertugeligt forbud imod at skarpretteren, Hans Gottfriedsen gav sig af med at behandle sår og andre legemsbeskadigelser, da kun de nævnte mestre havde kirurgi – og barberfrihed i byen.

Her i Sæd skulle der foretages obduktioner. Derfor måtte kommissionen altså suplleres med en sjette mand – barbereren fra Tønder. Da de seks mænd kommer ind i huset, finder de endnu den stakkels kone i en så åndsfrisk tilstand, at hun kan afhøres.

 

Hvad siger protokollen?

Protokollen får følgende ordlyd: (Nej det er ikke stavefejl i det følgende)

• Actum Sæd, den 19. April 1712
• Paa Hr. Amtsforvalter Bleuls Befaling om at forhøre Carren Cgristens i Sæd, fordi hun saavel selv har taget Gift som og har forgivet sine tre Børn, saa er i skyldig Lydighed dette Forhør foretaget i Nærværelse af de tvende Sandemænd Lorentz Andersen i Bremsbøl og Andreas Andersen Holm, Sognefoged i Sæd.
• Carren Christens udsiger, at hendes broder Peter Augsen i Søndags ville have, at hendes Mand skulle medbringe ¼ Pd. Tobak til ham fra Tønder, ogat han til den Ende havde givet hende 1 ½ Skilling.
• Da Tobakken ikke blev købt, hr hun om Mandagen givet sin Mands Søster Merret Clampes eller Peters de 1 ½ Skilling og forlangt, at hun i Tønder skulle købe Rottekrudt for dem, som hendes Broder vilde bruge.
• Da denne Merrit Peters er kommet fra Tønder med dette Rottekrudt, har hun laaset det inde i en Kiste. Derpaa har Deponenten (Karen Christens) spurgt Merrit Peters, om hun havde medbragt det ønskede Rottekrudt, og da hun svarede ja, har hun bedt hende om at udlevere det. Men hvis hun ikke vilde dette, da kunde hun give det til Broderdatteren, en pige paa omtrent 9 ½ Aar, som var til Stede.
• Da dette derpaa skete, og Pigen var gaaet ud af Huset, fulgte ”deponenten” after og sagde, at pigens Fader ikke havde bestilt Rottekrudtet. Hun skulde bare give hende det. Dette skete ogsaa. Derpaa kogte hun en ”plankspotte” Boghvedegrød, rørte Rottekrudtet ud deri, tog førsdt selv en Skefuld og gav derefter børnene deraf. Den ældste tre Skefulde, den anden to, den tredje, som ligeledes er død 2 ½ skefulde. Den mindste, som er den Datter, vilde intet tage af hende, men har selv spist deraf. Resten har hun selv hældt i en skål og spist op.
• Derefter gik en Tid på to Timer, inden Børnene mærkede noget, saa blev de syge og døde efter en Tids Forløb. Hun selv befandt sig vel i omtrent tre Timer, efter hun havde spist Rottekrudtet, men efter denne Tid dårlig (Slutningen mangler)

 

Hun led af tungsind

Udåden var opklaret i alle enkeltheder. Svigerinden Merret, Peter Klampes hustru havde ikke givet den stakkels kone giften. Hun havde endog låst den inde i en kiste fra mandag til tirsdag og havde nægtet at udlevere den direkte til Karen. Hvorfor det? Karen Christens havde i længere tid lidt af ”Tungsind”.

 

Den lokale præst mente hun skulle have en kristen begravelse

Derfor synes sognepræsten også, at det var synd, når det følelsesløse retsmaskineri vil behandle hende som en koldblodig morder. Han tager affære, gør sig dog den ulejlighed at opsøge nabopræsten i Hostrup og de to præster møder med følgende erklæring i sagen (oversat til nudansk, forkortet og redigeret):

• Karen Christens her fra Sæd, som så vidt vi ved har tilbragt et kristeligt liv, har i den sidste tid været plaget af melankoli. Hun følte sig forstødt af Gud. Jeg har opsøgt hende flere gange i embedsmedhør. Melankolien blev forøget. Til sidst har den dristige Satan drevet det så vidt, at hun har udført en hændelse, som jeg her i forfærdelse ikke vil tale om her. Min mor har været forvirret i sit hoved, og jeg føler desværre det samme, Nu kunne det måske være arveligt. Og jeg ønsker ikke, at dette skal overgå mine børn.

Man kan tænke sig, hvorledes den gode pastor Wegner om natten mellem tiedagen og onsdagen flere gange har vendt sig i sin senge. Han har slet ikke kunnet få den stakkels Karen Christens ud af sine tanker. Straks om morgenen havde han sat sig ned og skrevet en erklæring og fået denne attesteret af sin kollega, at Karen Christens åbenbart har været sindssyg.  I nabosognet er man gået i forbøn for hende. For hendes og familiens skyld burde der skaffes hende en kristelig begravelse.

 

Retten kendte ingen barmhjertighed

Men de to gode mænds anstrengelser var forgæves. Retten kendte ingen barmhjertighed i denne tid. I Tønder sad den ortodokse provst, Samuel Reimarus fra Pommern, der også ved andre lejligheder havde vist sit hårde sind.

 

Anvisninger fra Hertugen

Amtet meddelte Hertugen at de fire børn ville blive jordfæstet, men at Karen Christens kun kunne modtage en ”hundebegravelse” for de mord som hun havde begået. Man ville nu fra Hertugens side havde retningslinjer for, hvad der videre skulle ske.

Og af svaret fremgik det, at Karen Christens den følgende dags aften skulle slæbes ud på åben mark og begraves der, da hendes med gift inficerede lig helst ikke måtte transporteres gennem Tønder for at begraves under galgen. Men det var muligt, at

• Hertugen endnu vil forlange en ekstrastraf til almindelig skræk og advarsel. Der tænkes her naturligvis på, at liget måske skulle lægges på hjul og stejle.

 

Liget af Karen Christens skulle smides ud af vinduet

Samme dag den 20. april blev de fire børn jordfæstet. Næste dag fulgte så dramaets sidste akt. Om formiddagen udgår der en ordre til herredsfoged Friedrich Bøttger:

• at træffe foranstaltning til, at legemet af den ved gift afdøde Karen Christens i dag ved solnedgang af skarpretteren kastes ud af vinduet, derpå slæbes videre ud i fri mark og i tilbørlig dybde begraves i jorden i Lykken (?) samt efter befalet fuldbyrdelse at berette, hvorledes denne ordre er sket fyldest.

Ved solnedgang om aftenen den 21. april mødtes rets-kommissionen igen ved det fattige hjem i Sæd. Karen Christens lig blev kastet ud af vinduet, af rakkerkarlen slæbt hen til vejkanten, sikkert med et stort nysgerrigt følge, og der begravet ”som en hund”.

Pastor Wegner skrev i kirkebogen:

• Anno 1712 den 20. april er her jordet fire børn, nemlig Jens, Peter, Christian og Anna, som moderen på grusom måde har overgivet til døden med gift eller den såkaldte rottegift. Hun har selv taget sig af dage på samme måde. Er begravet af Bøddelkarlen om natten, som den samme steds oprejste sten udviser.

Karen Christens og hendes mand var fra byen. De havde mange familiemedlemmer.

 

Stenen er rejst med det samme

Stenen er rejst med det samme. Måske har den ligget på en gård. Den er rejst over graven i hedensk jord. Men er det sket af medynk eller til skræk og advarsel?

En lærer fra Sæd fra 1841 til 1859 skrev i 1855 til ”Digterinden Anna”. Han fortalte at man lod en hund spise af giften. Den døde straks og blev begravet sammen med Karen Christens. På stenen står (stod):

• Allhier ist durch den Büttelknecht hingeschleift und verscharret der Leib der Karen Christens aus Seet, weil sie an ihr selbst und an ihren vier Kindern durch Gift eine verfluchte Mordthat begangen hat im Jahre 1712.

 

Provsten var på vej til Sæd for at fordrive djævlen

Samuel Reimarus har sejret! Karen Christens sindsforvirrede gerning var et forbandet mord! Stenen er en virkelig skamstøtte, vistnok den eneste, der står på sim oprindelig plads.

Ifølge Neue Tonderische Zeitung skulle provsten i Tønder også være rejst mod Sæd for at ”bedrive dette helt forvildede Faar fra Helvedesulven, som allerede holdt det i sit Gab”. Men inden provsten nåede frem var hun allerede død.

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Sønderjysk Månedsskrift
• Deutsche Heimat (Ludwig Andresen) 1921
• Neue Tonderische Zeitung (1928)
• August F. Schmidt: Danske Kæmpesten
• Statsarkivet i Kiel C VI. Afd. 161 Nr. 454
• Ubjerg Sogns Kirkebøger

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.027 artikler
• Under Tønder finder du 328 artikler
• Skamstenen i Sæd (1)
• Turen går til Sæd – Ubjerg
• Ubjerg Kirke – og Præstegård
• Præsten fra Bylderup Sogn
• Historier fra Slogs – og Kær Herreder
• Slogs Herred – mellem dansk og tysk
• Et besøg i Saksborg
• Det kneb med moralen i Slogs Herred
• Solvig – en herregård i Slogs herred
• Lendemark og Omegn
• Lærer i Burkal
• En vandrehistorie fra Burkal
• En strejf af Burkals historie
• En herredsfoged fra Hajstrupgård
• Besættelse og befrielse ved grænsen
• Post til Øster Højst
• En berømt mand fra Øster Højst
• Avlsgården Grøngård (1-2)
• Omkring Grøngård (4)
• Hestholm syd for Tønder
• Øst for Tønder
• Dansk – tyske tildragelser i Rørkær
• Så er der post til Rørkær
• Rørkær – den sjette historie
• En spillemand fra Rørkær
• Dansk – tyske tildragelser i Rørkær
• Tro og overtro i Rørkær
• Da skarpretteren overtog kroen i Rørkær
• Fremstilling af knapper i Tønder Amt (Hostrup)
• Hostrup, Jejsing og præsten
• Langs grænsen
• En ny tur langs grænsen
• Emmerske Bedehus og Skole
• Aventoft – byen ved grænsen
• Syd for Tønder
• Askersodde ved Vidåen