Christian den Ottende var allerede i 1846 med til at opildne til anti-danske protester med sit åbne brev. Sprog-scriptet fra 1840 var allerede i gang med dette. Regeringen blev fyret. Oprør i Rendsborg. Prinsen af Nør handlede i kongens navn, påstod han. De Slesvig – Holstenske styrker blev nedkæmpet, men 14 dage efter var den danske hær i vild flugt. Det var begyndelsen til tre års krig.

 

Minder fra et slag

Der hvor Hærvejen og Rønsdamvej støder til Padborgvej står der en rød granitsten med følgende indskrift:

• Sejren ved Bov den 9. april 1848 – Rejst af Bov Sogns Beboere 1920

I Rinkenæs står der ved vejen i byens østligste udkant en mindesten over Sejer Steffensen. Her står følgende indskrift:

• Minde om den 6. april 1848
• Første Skud fra Krigerskare
• Voldte Byen Skræk og fare
• Men med Tak og Pris og Hæder
• Broderlig vi mindes Eder
• Som for os i første Møde
• Seier vandt hvor Seier døde

På Bov Kirkegård ved kirkens øst-gavl står en mindesten over kaptajn J.F. Hegermann – Lindenkrone, som dødelig såret blev ført til Aabenraa, hvor han døde og ligger begravet.

Men er alle i grund klar over, hvilken sejre det drejer sig om, den forårsmorgen for 162 år siden. (Artiklen er fra 2010)

 

Anti-danske følelser

Ved indgangen til 1840erne var den politiske situation i hertugdømmet præget af et voksende nationalt modsætningsforhold mellem de kræfter, som ønskede helstarten bevaret under den
danske krone, og de, især konservative kræfter, der betragtede de to hertugdømmer som selvstændige med hinanden fast forbundne stater, og som ønskede Slesvigs indtræden i det tyske forbund. Holsten var allerede i 1815 blevet tilknyttet det tyske forbund.

Christian den Ottende, der i 1839 var kommet på tronen, viste sig at være fast besluttet på at bevare helstaten. Han skuffede dermed dem, der mente at hertugdømmerne skulle have en fri forfatning. Kongens ide gav mere næring til den Slesvig – Holstenske bevægelse.

Sprogscriptet af 1840, som indførte dansk rets – og forvaltningssprog, hvor der i hertugdømmerne var dansk kirke – og skolesprog, gav voldsomme protester fra Slesvigs stænderforsamling. Med et stort flertal krævede de reskriptet ophævet. Formålet var at styrke helstaten. Men det fremkaldte alvorlige anti-danske følelser i hertugdømmerne.

 

Hertugen følte sig forbigået

Et andet problem var arvefølgen i det danske kongehus. Hertug Christian August af Augustenborg, der sammen med sin broder, Frederik, kaldet Prinsen af Nør var frontfigurer i den Slesvig – Holstenske bevægelse, hævdede den augustenborgske slægts arveret til den danske krone, hvis kongehusets mandestamme uddøde.

 

Kongens åbne brev

Dette var ikke lige Christian den Ottendes mening. Han var af den faste overbevisning, at kongelovens mandelige/kvindelige arvefølge også gjaldt for Slesvig. Den 8. juli 1846 udsendte kongen derfor et åbent brev, som fastslog, at kongelovens regler om arvefølge også havde gyldighed i hertugdømmerne Slesvig og Lauenborg.

Brevet fremkaldte en voldsom reaktion i hertugdømmerne. De holstenske og slesvigske stænder protesterede og flere nedlagde deres mandater. Man krævede nu en Slesvig – Holstensk
forfatning, Slesvigs indlemmelse i det tyske forbund og hertugdømmernes administrative adskillelse fra kongeriget.

Modstanden mod kongens brev blev fra den danske regerings side mødt med censur og mødeforbud. Dette skærpede endnu mere modsætningsforholdet mellem Danmark og hertugdømmerne.

 

Opstanden brudt ud

Den 20. januar 1848 døde Christian den Ottende pludselig. Han efterfulgtes af Frederik den Syvende. De forfatningsmæssige ændringer, som Christian den Ottende i nogen tid havde forberedt, blev straks taget op af den nye konge. Disse ændringer omfattede blandt andet fælles stænder for kongeriget og hertugdømmerne.

Men Pariser – Revolutionen den 24. februar 1848 bredte sig i lynets hast til Slesvig – Holsten. Og de kultur – radikale vejrede morgenluft. Ved et møde i Rendsborg den 18. marts krævede den liberale Th. Olshausen, at Slesvig – Holsten skulle erklære sig som en uafhængig stat tilknyttet det tyske forbund.  En delegation rejste til København den 21. marts. Den 24. marts fik den det klare svar, at kongen ville tilstå Holsten en fri forfatning som selvstændig tysk forbundsstat, men Slesvig skulle forbindes med Danmark ved en fælles fri forfatning, men med egen landdag og særskilt forvaltning.

Men inden delegationen nåede tilbage til Kiel med dette svar var opstanden i Slesvig – Holsten brudt ud.

 

 

Den provisoriske regering

Under indtryk af de politiske begivenheder i København, som også i høj grad havde sammenhæng med det Slesvig – Holstenske spørgsmål, og som var endt med ministeriets afgang den 21. marts, havde en lille kreds af blandt andet Th. Olshausen og Prinsen af Nør grebet tøjlerne. På et møde natten mellem den 23. og 24. marts havde de dannet en provisorisk regering for hertugdømmerne.

Den provisoriske regering overtog magten med den begrundelse, at en folkebevægelse var blevet tvunget til at afskedige sine rådgivere og indtage en fjendtlig holdning over for hertugdømmerne.

• Lad Herrens Vilje er ikke længere fri, og Landet staar uden Regering

Samtidig erklærede man sig som en del af marts-revolutionen.

 

Overrumplingen i Rendsborg

Den næste morgen, den 24. marts, rykkede en oprørsstyrke bestående af garnisonen i Kiel og et halvt hundrede bevæbnede studenter og borgere under kommando af Prinsen af Nør ind i fæstningen i Rendsborg. De overgav sig uden modstand. Våben og krigskasse faldt i oprørernes hænder og hovedparten af fæstningens besætning gik over til prinsen, der hævdede at handle i kongens navn.

Med overrumplingen af fæstningen Rendsborg var det væbnede oprør en kendsgerning. Oprørsbevægelsen bredte sig hastigt til det meste af Slesvig, hvor også de fleste købstæder anerkendte den provisoriske regering. Men befolkningen stod dog stærkt splittet.

 

Danmark opruster

Da efterretningerne fra Rendsborg nåede København den 25. marts, var krigsbestyrelsen klar over, at opgøret ikke kunne stoppe bare med et ekspeditionskorps. Preussen støttede aktivt oprøret. Der blev derfor besluttet, at indlede et regulært felttog mod hertugdømmerne. Den danske krigsminister F. Tscherning lod straks foretage mobilisering af alle mobile styrker. Som
øverstbefalende for høren blev oberst Hedemann udnævnt. Den unge kaptajn Læssøe blev stabschef.

Den 28. marts afgik de første tropper fra København. Ved Kolding samledes alle tropper den 31. marts. Armeens hovedstyrke bestod af 8 bataljoner, 14 eskadroner rytteri, 24 kanoner og et
ingeniørdetachement. På Als blev et flankekorps samlet. Det bestod af 5 bataljoner, 2 eskadroner og 6 kanoner under oberst Schleppegrells kommando. Tilsammen udgjorde styrken 10.500
mand.

 

Tropperne på plads

Også flåden blev i hast udrustet. Syv marinefartøjer blev sendt til farvandet omkring Als og Flensborg Fjord.

De første dage i april rykkede hovedstyrken og flankekorpset frem gennem Nordslesvig og gik i kantonnement i et område, som strakte sig fra Flensborg Fjord, over Rinkenæs, Tørsbøl, nord for Hostrup Sø og Kliplev til Tinglev og Aabenraa.

Fra denne stilling, blev der foretaget rekognosceringer, dels for at få billede af fjendes styrke og stilling, og dels for at lodde stemningen i befolkningen Også de Slesvig – Holstenske styrker foretog den 6. april en rekognoscering mod flankekorpset. Der udspandt sig en kort fægtning, hvor ved det første offer, en dansk soldat faldt i udkanten af Rinkenæs.

Den 6. april havde de Slesvig – Holstenske tropper fået at vide, at danskerne havde landsat store styrker på halvøen Holdnæs i Flensborg Fjord. Da man frygtede at blive omringet, sendtes tre bataljoner og et frikorps ud mod Glücksborg. Der var dog kun en bataljon, der blev landsat.

Efter at være inddelt i en række kampenheder brød hæren den 8. april op fra kantonnementerne og rykkede frem til følgende punkter:

• En kavaleri-brigade og et kanonbatteri under general Wedell rykkede fra Tinglev til Medelby vest for Flensborg.
• Avangarden, sammensat af infanteri, rytteri og artilleri under oberstløjtnant Magius rykkede fra Hostrup, Stubbæk, Røllum og Torp til Bommerlund

Første Infanteribrigade under oberst Bülov rykkede fra Aabenraa til Perbøl og Vilsbæk.

Anden Infanteribrigade under oberst Meyer rykkede fra Løjt til Holbøl og Holdbi.

Flankekorpset under oberst Schleppegrell rykkede fra Sundved frem til Rinkenæs, Bækken, Hokkerup og Hønsnap.

Desuden gik reservestyrkerne i stilling i Bommerlund.

Allerede ved middagstid den 8. april havde alle afdelinger indtaget deres nye stillinger. Om eftermiddagen foretog en kommando bestående af to jægerkommagnier, tre eskadroner og to kanoner en rekognoscering mod Bov. Slesvig – holstenerne trak sig tilbage mod Nyhus. Da de danske styrker forlod Bov, besatte de igen området.

Den Slesvig – Holstenske hær var sammensat af dels regulære tropper fra de Slesvig – Holstenske jæger – og infanteribataljoner og artilleri – og dragonregimenter dels af studenter og turnerer samt forskellige frikorps.

 

De Slesvig – Holstenske styrker

Man havde fra Preussen fået hjælp af 50 officerer. Regeringen havde forlangt at styrken, som man havde samlet skulle vandre mod nord. Men Prinsen af Nør mente, at tropperne var alt for uerfarende.  Men sidst i marts vandrede en lille trop mod nord Den samlede styrke var på 6 – 7.000 mand under general Krohn. De havde den 8. april indtaget følgende stillinger:

Højre fløj under major Michelsen stod ved Kruså og Kobbermøllen. Hovedstyrken havde besat Bov og Nyhus. Venstre fløj under kaptajn Schmidt stod i Harreslev. Fire eskadroner rytteri under Fürsen Bachmann var posteret i Ellund, Frøslev og Valdemarstoft for at dække Oksevejen.

Reserven befandt sig i Flensborg. Desuden var et antal prøjsiske bataljoner under kommando af oberst Bonin i Rendsborg.

 

Den 9. april 1848

Den 9. april var en klar solskinsdag. Planlagt var det at flankekorpset skulle udføre et skinangreb mod Kruså og Kobbermøllen for at fastholde Slesvig – Holstenernes højre fløj. Samtidig skulle avantgarden fulgt af resten af flankekorpset angribe Bov.

Første brigade skulle gå vest om Bov over Frøslev og angribe Harreslev. Rytteriet i Medelby skulle styrke denne bevægelse på yderste højre føj. Hoved-angrebet skulle altså rettes mod Bov
og Harreslev. Tropperne skulle derefter uopholdeligt rykke frem til Flensborg for at afskære de Slesvig – holstenske styrkers tilbagetog.

Klokken 8 satte Første Brigade sig i bevægelse fra Bommerlund og gik vest om Bov ad Oksevejen. Ved vejkrydset hvor Oksevejen skærer Tøndervej, formedes angrebskæder, som rykkede frem mod den nordlige udkant af Bov.

Kaptajn Hegermann – Lindenkrone, der personligt førte sit kompagnis angrebskæde, blev kampens første offer, idet han blev dødelig såret af et skud.

 

Kampe i Bov

Herefter udviklede der sig en heftig kamp i byen, navnlig omkring kirken, hvor kirkegårdsdiget ydede god dækning. Slesvig – Holstenerne fortrak efterhånden til byens sydlige udkant,
hvorfra de hurtigt blev tvunget tilbage over Rønsdam til Nyhus.

Klokken 11 stod avantgarden syd for Bov, mens flankekorpset som var rykket frem fra øst, stod øst for Bov. Fra bakkedammen syd og øst for Bov beskød de danske kanoner de fjendtlige kanoner ved Nyhus.

Avantgarden fik nu ordre til at angribe Nyhus – passet. De rykkede frem ad Bov – Nyhusvejen (nu Rønsdamvej), mens Schleppegrells styrker sendtes over Valdemarstoft og Haraldsdal for at omgå den fjendtlige stilling ved Nyhus.

Første Brigade var klokken 11 var nået til et punkt midtvejs mellem Ellund og Harreslev og rykkede nu direkte frem mod Harreslev.

Klokken 11.30 begyndte den afgørende kamp. Avantgarden satte sig uden vanskeligheder i besiddelse af Nyhus – passet. Slesvig – Holstenernes hovedstyrke stod over for den danske overmagt. De trak sig tilbage til Møllebakkerne nord for Flensborg.  Første Brigade stødte i Harreslev på stærk modstand. Alle veje var barrikaderede med vogne og bohave. Først efter heftige kampe blev Slesvig – Holstenerne drevet tilbage til Marieskoven. Og et teglværk øst for Harreslev.

Den del af flankekorpset, som havde til opgave at føre et
skinangreb mod Kruså
og Kobbermøllen fulgte
efter, da den fjendtlige højre fløj, efter at Nyhus
– passet og
Harreslev var
opgivet, også trak sig tilbage mod Flensborg.
Under
tilbagetrækningen blev de ved Wasserleben
beskudt
af de danske flådefartøjer, der lå på
Flensborg Fjord.

Og
ikke nok med det. Syd fra kom general
Ryes tropper.

 

Slesvig
– holstenerne var nu overalt drevet tilbage til Flensborg.
Da
de danske styrker rykkede ind i byen opstod der flere steder kampe,
navnlig omkring et jernstøberi i Nystaden.

 

Sejren hjemme efter seks timer

Klokken
14.30 efter kun seks timers kamp var al modstand ophørt.
Danskerne kunne rykke ind i Flensborg,
mens
slesvig – holstenerne trak sig tilbage tilbage til stillinger
ved Isted og Mysunde.

 

Derimod
lykkedes det ikke at afskære den slesvig – holstenske
hovedstyrkes tilbagetrækning. Efter en hård marsch gennem
vanskeligt terræn havde Bulows
Første
Infanteribrigade måtte opgive at gå vest om slagmarken.
Den havde i stedet taget kursen mod Flensborg.
Også
Kavaleribrigaden måtte opgive at omringe fjenden.

 

De
danske tab var 15 døde og 77 sårede. Slesvig –
holstenernes tab var 36 døde og 121 sårede. Der blev
taget ca. 1.000 fanger, som straks af søvejen blev sendt til
København,
hvor
de blev anbragt på to linieskibe.

 

Den danske hær i flugt

Slaget
ved Bov var
en overbevisende sejr for den danske hær. Allerede to dage
senere stod de ved Slien.

 

Den
23. april gik den slesvig – holstenske og preussiske hær
til modangreb ved Slesvig.
Den
danske hær måtte splittet fortrække til Als
og
Fyn. Den
tyske hær under general Wrangel
besatte
Slesvig og
store dele af Jylland.
Den slesvig – holstenske styrke var
nu op på cirka 32.000 mand. Og flere fulgte efter.

 

General Rye var arresteret

Det
var gamle danske afdelinger, der kæmpede mod hinanden og som
havde kæmpet sammen mange steder. Gamle officerskammerater
måtte ifølge politiske ordre nu kæmpe mod
hinanden. I starten værgede general Rye
sig
ved dette og måtte i arrest.

 

Tre års krig

Dette
var optakten til en krig, som afbrudt af våbenstilstands
aftaler fremkaldt efter pres fra England
og Rusland med
flere gentagelser kom til at strække sig over tre år. Det
endte med en række aftaler om hertugdømmernes forhold.
Helstaten forblev under den danske krone.

 

Vi
vil i den kommende til fokusere mere på de slesvigske krige. Så
hold øje med nyere artikler.

 

Kilde:
Se

• Litteratur Padborg/Krusaa/Bov
• Litteratur Sønderjylland
  (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere:

• Kampen ved Bov – og de
  slesvigske krige
• Heltene i Vadehavet (under Højer)
  
• Dagbog fra Møgeltønder
  (under Tønder)
• Kongeligt besøg i Tønder
  (under Tønder)
• Soldat i Tønder 1851 (under
  Tønder)
• Tønder mellem dansk og tysk
  (under Tønder)
• Ulrich – en Fysikus fra
  Tønder (under Tønder)
• Vajsenhuset i Tønder (under
  Tønder)

• Rendsborg 1848 (under
  Sønderjylland)
• Sønderjylland til Ejderen
  (under Sønderjylland)
• Begik Christian den Tiende
  højforræderi? (under Sønderjylland)
• Aabenraa 1864 (under Aabenraa)
• Kysten ud for Aabenraa 1863 –
  1864 (under Aabenraa)
• Mennesker i Aabenraa (under
  Aabenraa)
• Jomfru Fanny – myter eller
  virkelighed (under Aabenraa)