Sandheden om Karantænestationerne

Stationerne i Padborg og Kruså. Sundhedsstyrelsen ville oprette stationerne. Lægeligt personale skulle skaffes lokalt. Man tænkte på tysklandsarbejdere. Amtmændene var betænkelige. Planerne blev fuldstændig ændret. Elever inddraget i planerne. Tiltro til katolsk søster. Læger og sygeplejersker arbejde i døgndrift. Masser af angreb ovenfra. Barakkerne var ikke klar. De første, der kom, var politifolk. Nattens blodbad. Mange blev kørt direkte på sygehus. Inden for 24 timer blev der skaffet 100 rutebiler. Nervøsitet i Neuengamme. 48 spædbørn fik lunken øl. 4.300 kvinder i 53 kreaturvogne. Dagen efter holdt der endnu et tog på Padborg Station med 3.000 kvinder. Luftkampe og strømsvigt. Lejren blev beordret tømt.

 

Stationen i Padborg

Det var sandelig ikke noget som Folke Bernadotte havde beordret. Og egentlig havde karantænestationerne i Padborg og Kruså slet ikke noget med ”De Hvide Busser” at gøre. At de så fik det, ja det er en helt anden sag.

Karantænestationen i Padborg var beliggende på pladsen ved DSB’ s lokomotivremise og på en tilstødende mark øst herfor. Den var indrettet i otte større og mindre træbarakker, som var opført til formålet.

 

Stationen i Kruså

Karantænestationen i Kruså var indrettet dels i Kruså Vandmølle og i en barak i tilslutning hertil dels i nogle træbarakker, som var opført på Krusågårds mark øst for hovedvejen over for Kruså Toldsted.

Der blev også oprettet karantænestationer i Tønder og Gedser.

Disse stationer var egentlig bygget som gennemgangsstation for grænsepassanter for de til den tid hjemvendte tysklandsarbejdere.

 

Sundhedsstyrelsen ville oprette stationerne

I 1943 begyndte de danske sundhedsmyndigheder at overveje, hvilke foranstaltninger, der skulle træffes, hvis krigen rykkede Danmark nærmere. I juli 1943 foreslog Sundhedsstyrelsen således i et brev til Indenrigsministeriet, at der skulle indkøbes nogle mobile aflusningsovne.

Man begrundede forslaget med, at der let kunne opstå situationer, hvor man for at forhindre udbredelsen af plettyfus måtte foretage aflusning af et stort antal personer.

Efter de voldsomme engelske luftangreb mod Hamborg i slutningen af juni og begyndelsen af august 1943 ankom der her til landet et stort antal danske tysklandsarbejdere og tyske statsborgere, som var flygtet fra den bombehærgede by.

Sundhedsstyrelsen anså det nu nødvendigt, at der snarest blev indrettet karantænestationer ved grænsen. Man anmodede i et brev af 29. september 1943 Indenrigsministeriet at søge bevilling hertil idet man understregede sagens hastende karakter.

 

Lægeligt personale skulle skaffes lokalt

Desuden anmodede Sundhedsstyrelsen amtslægerne i Sønderjylland om at organisere en lægelig kontrol ved grænsen.

Ved forhandlinger med Arbejdsministeriet og Statens Civile Luftværn fik Indenrigsministeriet tilsagn om nogle barakker der skulle anbringes i depot i Sønderjylland.

På disse stationer skulle de personer, der passerede grænsen registreres og sorteres efter smitterisiko, bespises og instrueres i sundhedsmæssige forholdsregler. Herefter skulle tøjet afluses i mobile aflusningsovne, mens personerne skulle sæbes af og i styrtebad.

Lægeligt personale skulle i første omgang skaffes lokalt og fra Statens Seruminstitut. men hvis der var behov for det, skulle der indkaldes læger fra hele landet.

 

Man tænkte på Tysklandsarbejdere

Indenrigsministeriet satte dog spørgsmålstegn ved nødvendigheden af så omfattende foranstaltninger som ønsket af Sundhedsstyrelsen.

Det var dog tydeligt at man over for den tyske besættelsesmagt ville sløre den egentlige hensigt med karantænestationerne. Tyskerne fik kun at vide, at der blev forberedt stationer til lægehjælp og bespisning af arbejdere.

Den 3. november 1943 blev der bevilliget 410.700 kr. til oprettelse af grænsestationer ved grænsen. I tidsrummet fra januar til august 1944 inddrog Indenrigsministeriet en lang række andre ministerier og styrelser i planlægningsarbejdet.

Foranstaltningerne antog sigte på de danske tysklandsarbejderes tilbageverden. Det udvalg som skulle planlægge det hele, kom til at hedde ”Udvalget vedr. arbejdere i Tyskland”.

Den 23. august 1944 var man færdig med ”Plan over Karantæneforanstaltninger ved landets grænser”.

 

Amtmændene var betænkelige

Amtmændene i Aabenraa og Tønder var noget betænkelige om at overtage ledelsen af karantænestationerne, når politiet og grænsegendarmeriet ikke mere var i aktion. I november 1944 kunne karantænestationerne tages i brug selv om, der manglede en del barakker.

I Padborg blev der gjort klar til at modtage 200 politibetjente hjemført fra koncentrationslejren Buchenwald. Ved ankomsten til Padborg blev de dog på grund af deres helbredstilstand kørt direkte til Frøslevlejren, hvor de næste dag alle blev lægeundersøgt.

Så sent som den 24. marts 1945 udsendte Indenrigsministeriet et cirkulære, hvori man fastholdt de oprindelige planer.

 

Planerne blev fuldstændig ændret

Omkring den 1. april 1945 indtraf der imidlertid begivenheder, som fuldstændig ændrede alle hidtidige planer. Samtidig betød det, at karantænestationerne fik opgaver af en art og rækkevidde, som ingen på forhånd havde forestillet sig.

Der skulle nu handles hurtigt. Der var ikke tid til mange omsvøb eller forhandlinger. Karantænestationerne i Kruså og Padborg blev simpelthen taget i brug af Socialministeriet bistået af Dansk Røde Kors og Statens Civile Luftværn som en slags basis station fra hjemtransporterne fra de tyske koncentrationslejre med bl.a. De Hvide Busser.

I Indenrigsministeriet og hos Amtmanden i Aabenraa gav disse tiltag naturligvis anledning til nogen forbavselse. Nu fik tusinder af mennesker pludselig glæde af disse stationer selv om de ikke var tiltænkt dem.

Man havde slet ikke i planlægningen regnet med at stationerne i Kruså og Padborg skulle tage imod 17.000 hjembragte fanger.

 

Elever blev inddraget i planerne

Fra den 11. april til 5. maj 1945 deltog en del af eleverne fra Kursus ved Aarhus Universitet for Sundhedssygeplejerske for ledende og undervisende Sygeplejersker i det store hjælpearbejde. Nogle var der få dage, andre en uge og nogle var der endnu længere.

Barakker var endnu ikke gjort klar. Nu gjaldt det om at gøre dem rene og desinficerer dem.

 

Tiltro til katolsk søster

En af dem, der var med var Søster Benedicte Ramsing. Hun var katolsk nonne i Sct. Joseph – søstrenes orden. Hun gik rundt i ordenens uniform. Dette styrkede tilliden hos de medtagende kvinder, der var meget mistroiske, da de ankom til karantænestationerne. Nogle gemte sig endda, da de skulle vide med lazarettog. Der var altid nogen der gemte sig. Men da de så opdagede den katolske sygeplejerske, ja så gik det meget bedre.

 

Læger og sygeplejerske arbejdede i døgndrift

Sygeplejerskerne kom i forskellige hold fra Aarhus til Padborg og Kruså. Det første hold nåede Padborg ved 10 – tiden den 11. april.  Ved ankomsten til karantænestationen var det første ambulancetog allerede ved at blive læsset. Blege afkræftede nordmænd og danskere lå ved vinduerne i kupeerne, trods deres tilstand lykkelig smilende. Læger og sygeplejerske tog med toget.

Mange af sygeplejerskerne og lægerne arbejde i døgndrift på karantænestationerne. De modtog KZ – fangere i en grusom forfatning. De var mærket på sjæl og krop. De var fyldt med sår efter tortur, der fortalte om grusomme rædsler. De var så udsultede, at nogle af dem ligefrem skulle mades. De var fyldt med utøj. Og sygeplejerskerne måtte nærmest vade i diarre og opkast.

 

Masser af angreb ovenfra

Flere gange blev busserne angrebet. De allierede flyvere respekterede ikke Røde-Kors-mærket. Mange blev dræbt og såret under disse angreb. Ikke så få af disse blev begravet på Bov Kirkegård. Ofte var der også patienter fra karantænestationerne, der blev begravet på kirkegården.

Heller ikke Karantænestationerne undgik angreb. Det var både direkte angreb samt luftkampe lige over stationerne. Særlig når der var allieret angreb mod Flensborg var karantænestationerne i farezonen.

 

Barakkerne var ikke klar

Allerede den 8. april var Karantænestationen ved Padborg åbnet. De første busser med danske og norske kvinder var ankommet. De fik et måltid mad og blev så sendt videre.

Efter at det blev sendt afsted begyndte man at desinficere og gøre rent i barakkerne. Det medbragte udstyr blev pakket ud og fordelt. Yderligere sygeplejemateriel og medicinalvarer var blevet fremskaffet og blev fordelt. Instrumenter og tøj var blevet udlånt fra Aabenraa og Sønderborg.

 

Lejren i Padborg

Lejren i Padborg bestod af tre store patientbarakker med pladser til en maximal belægning på 750 patienter, en lille barak med 2 – sengs stue, en Ligstue, en karantænestation med aflusningsanstalt, Bad, skadestue og en administrationsbygning, hvor køkken fandtes i den ene ende, en spisesal samt kvarterer for sygeplejersker, CBU’ er (Civilbeskyttelsens Udrykningskolonne) og chauffører. Karantænestationen blev opvarmet af den lokale af deling af D.K.B. (Danske Kvinders Beredskab) i Padborg og Bov.

Telefonen kimede ustandselig i administrationsbygningen.

D.K.B. stod også på enestående måde for den daglige betjening. Baronesse Wedel-Wedelsborg havde gennem længere tid været knyttet til Frøslevlejren som Røde Kors’ repræsentant var den gode Fe, der skaffede herlige forsyninger til lejren. Man glemte pludselig, at der var noget, der hed rationering.

C.B.U. – mandskabet viste også en enestående hjælp. Der var faste sygeplejersker for hver barak. Der var en del læger fra de lokale sygehuse og fra København knyttet til lejren for et kortere tidsrum. De ledsagede også konvojer til Tyskland og lazarettog til København.

 

De første, der kom, var politifolk

De første der ankom til selve lejren var 50 danske politifolk. De fik aftensmad og der blev sunget sange og der var diverse taler. Derefter tog de til en lade i Frøslev for at overnatte inden afrejse næste dag. Næste dag modtog man endnu 50 politibetjente. De fik frokost, men ellers var det ikke rigtig nogen velkomst til dem på grund af travlhed.

 

Glad norsk sang

Ofte kunne man ikke regne med tidspunktet for afsendelse af de forskellige tog. Det skyldtes jernbanesabotager. Så måtte man nogle gange vælge at fragte folk med busser i stedet.

Senere kom norske og danske internerede direkte fra Neuengamme. Hvis deres tilstand tillod det, blev de aflusede og fik varmt bad. Det vakte megen begejstring og pludselig genlød Karantænestationen af nordmændenes friske sang:

 

• Det gaar bedre og bedre Dag for Dag

 

Nattens blodbad

De syge blev båret fra ambulancerne direkte til barakkerne, kom til sengs med det samme og blev vaskede og gjort i stand, så godt forholdene tillod det. Deres tøj blev behandlet med Ivoran – pudder.

Et allieret fly begyndte at angribe karantænestationen. De tyske vagtposter skød igen. Flere blev alvorlig sårede. De måtte køres til Aabenraa Sygehus.

Næste morgen var der masser af rengøring efter nattens blodbad. Karantænestationen var gennemboret af flere huller. Men man måtte være hurtige med rengøring, granatsplinter måtte fjernes. Næste konvoj var undervejs.

 

Mange blev kørt direkte på sygehus

Alle der gik gennem Karantænestationen fik en hurtig lægeundersøgelse og blev registreret. Senere gik lægerne rundt på barakkerne, så til de syge, ordinerede medicin og skiftede forbindinger. Dette var hårdt tiltrængt. De fleste af patienterne var fulde af inficerede sår. De mest hyppige sygdomme var tuberkulose, blyforgiftninger og sygdomme, der relaterede sig til mangel på eller dårlig mad. Alle var afkræftede i højere eller mindre grad.

Først måtte de have den mest nødvendige medicin og den hårdt tiltrængte mad.

Indimellem fik man at vide, at konvojer var angrebet. Der var sårede og dræbte imellem. Mange blev kørt direkte til Aabenraa eller Sønderborg Sygehus.

 

Inden for 24 timer blev der skaffet 100 rutebiler

Pludselig blev der givet tilladelse til at tømme lejren i Neuengamme. Det skulle ske inden englænderne nåede området. Til dette formål måtte der tilkaldes 100 rutebiler fra hele landet. Ikke alene nåede man dette men inden for 24 timer nåede man også at male alle bilerne hvide med Røde Kors mærker og Dannebrogsflag på taget.

Inden disse biler kunne tage af sted, måtte hele lejren evakueres. Man fandt forsager på området.

 

Nervøsitet i Neuengamme

Konvojen var delt i seks kolonner, der startede med en halv times mellemrum. Hver konvoj var ledsaget af en konvojfører, en læge og to sygeplejerske. De første biler nåede Neuengamme kl. 18. De internerede havde stået på pladsen siden kl. 4 om morgenen. De havde fået besked om at de skulle være ude af lejren inden kl. 18.30. Nervøsiteten var stor men den afløstes af glæde og lettelse, da konvojen endelig nåede frem.

Bilerne kørte ind i lejren en for en, blev fyldt til sidste sæde og kørte nu direkte til Friedrichsruhe, hvor man bivuakerede. Næste morgen ved 6-tiden brød man op. Nu begyndte hjemturen til Danmark i silende regn. Men hverken dette eller den sparsomme nattesøvn havde formået at slå humøret ned.

Hos de internerede var glæden og begejstringen over hjemturen strålende. Jo nærmere de kom den danske grænse, jo mere sang de. De blev dog noget skuffede, da de (4.600) fik at vide at de skulle til Frøslev og Møgelkjær og ikke til Sverige.

 

Banearbejdere nedlagde arbejdet

Allerede tidligere havde lejren modtaget 100 dødssyge mænd fra Neuengamme med tyfus, plettyfus, dysenteri m.m. Efter nødbehandling og aflusning blev de næste dag sendt videre i lazarettog. De blev sendt videre til København, hvor svenske sygeplejerske tog imod. Og så gik det videre mod Sverige.

Pludselig fik man så at vide, at banearbejdere havde nedlagt arbejdet diverse steder. Så måtte man i hast omorganisere og sende folk afsted i busser.

 

Busserne blev godt modtaget

Når busserne kørte gennem Danmark, var det mange steder, man fik en ekstatisk velkomst i de byer, de kom igennem. Borgerne var mødt op med mad, tobak og blomster. Specielt ”den dejlige tobak” var meget velkommen. Gestapo var med i vognene, og personalet havde advaret deres patienter mod at vise følelser over for dem.

Der kom pludselig frem, at 63 flygtninge var flygtet fra toget under en tidligere transport. Tyskerne forbød nu, at der blev sendt folk afsted. Det betød, at der nu skulle skaffes flere busser. Senere gik tyskerne dog igen med til at man måtte bruge tog.

Der var en del forvirring med ordrer og kontraordrer om ophævelse af lejren

 

48 spædbørn fik øl

Da alle skandinaverne var bragt hjem, begyndte transporterne fra den store kvindelejr Ravensbrück. Her var næsten alle nationaliteter repræsenteret. Men antallet af polakker var så langt det overvejende.

Der var 48 spædbørn med disse kvinder. De var så udsultede at de næsten lignede oldinge. Kvinderne var meget mistroiske. De ville ikke bare overlade børnene til sygeplejerskerne. Men dagen efter var der ingen problemer.

Der var på det tidspunkt umuligt at skaffe mælk eller anden babymad. Men så fik babyerne en lunken Hof med sut hver sjette time. Dette virkede beroligende på børnene

 

4.300 kvinder i 53 kreaturvogne

Den 30. april ankom et spøgelsestog med 4.300 kvinder fordelt i 53 kreaturvogne. Det var en kæmpe arbejdsbyrde at skulle stå med disse også rent psykisk. Man blev konfronteret med menneskelige lidelser af uforståelige dimensioner.

Da de mange kvinder blev lukket ud af kreaturvognene efter mange dages togrejse uden mad og drikke kastede de sig over alt spiseligt. Der opstod en masse slåskampe. Efterfølgende lærte personalet at lukke dem ud i hold for at undgå tumult.

Ud ad alle åbninger stak menneskearme, der vred sig. Ud humpede, krøb og løb udhungrede og syge kvinder. De var i forvejen svage. De havde været på skinnerne i fire – fem døgn. De gjorde alt, hvad de kunne for at finde noget at spise. De gravede lægkartofler op i de omkringliggende haver og spiste dem på stedet. De sloges om skraldeposer og vandposter. De satte sig midt på perronen. Til sidst fik man skaffet grød til dem alle sammen.

Men overalt i toget var der kvinder, der var ude af stand til at røre sig. I flere vogne var det døde. Man hørte igen luftalarmen. Og så frygtede man at banegården var målet, men det var en nærliggende flyveplads lige syd for grænsen.

Kvinderne havde alskens sygdomme og mange sår efter hundebid. Ankomsten af toget blev hele tiden meldt og afmeldt. Til tider kom meldingen, at toget slet ikke ville ankomme. Klokken 2 om natten kom meldingen så toget ville ankomme om en halv time.

Toget ankom først klokken 5. I ventesalen havde D.K.B’ er været parat med mælk og brød i lang tid. Der var ikke plads til alle på karantænestationerne så man måtte fremskaffe en masse togvogne til kvinderne.

Mange blev straks efter bespisningen sendt videre nordpå.

 

Der holder endnu et tog på Padborg Station

Mens man planlagde afskedsfest og nedlukning af stationerne, kom der pludselig en melding om, at der holdt et tog med yderligere 3.000 kvinder fra Ravensbrück på Padborg Station.

Lejren måtte gøres i stand til modtagelse. Fra D.K.B Sønderborg forsøgte man i hast at fremskaffe nok mad. Indtil da blev der uddelt knækbrød. De havde ikke fået mad i flere dage. De var så sultne, at det var næsten umuligt at få uddelt knækbrød.

Klokken 18 kom der så igen nogle Tysklands – svenskere. De måtte indkvarteres i ”Gæstetoget”. De fleste af de syge kvinder fra Ravensbrück blev kørt til lejren i Kruså. Men dette arbejde blev vanskeliggjort, da der kun var en ambulance til rådighed.

 

Luftkampe og strømsvigt

Igen engang var der flyvarsling og overflyvning med kraftig skydning og luftkampe lige over lejren det meste af aftenen. Pludselig var der heller ingen strøm. Det var vanskeligt i totalmørke at få overført kvinderne i totalmørke var banegården til lejren. Fordelingen af i barakkerne og behandlingen af patienterne var også vanskeligt.

7 unge hollændere hjalp med registreringen. Et tog med 800 blev straks efter bespisningen sendt videre nord på.

Afsendelse næste dag var beregnet til at skulle foregå kl. 11. Men ved Tinglev var et troppetransporttog afsporet ved Tinglev. Kl. 12 samledes alle kvinder uden for barakkerne, og der blev uddelt madpakker til dem.

Bespisningen om eftermiddagen foregik på samme måde. Kl. 16 fulgtes de resterende patienter til banegården og blev fordelt i toget som afgik kl. 17. Det næste tog skulle være afgået lige efter, men atter engang var der luftalarm. Så dette tog afgik først kl. 18.30.

 

Lejren blev beordret tømt

Da fronten nærmede sig, blev det besluttet at lejren skulle rømmes samme aften. Kl. 21 forlod de sidste sygeplejersker lejren. Det skete med rutebil. Da man passerede Kruså, var der kraftig skydning, bombardementer og adskillige brande. Der havde atter været angreb mod Flensborg.

De sidste fem dage på karantænestationen var præget af, at krigen rykkede tættere på. Den sidste store opgave var at hjælpe de internerede fra Frøslevlejren af sted.

I Kruså står der et mindesmærke, hvor Folke Bernadotte bliver hædret. Men hvad med alle de andre også alle disse helte, der er omtalt i denne artikel?

 

 

Kilde:

• Kaj Kjerulf-Jensen: Sådan kom de hjem
• Johannes Holm: Sandheden om de hvide busser
• Susanne Malchau. Kærlighed er Tjeneste – Søster Bendicte Ramsing
• Sønderjysk Månedsskrift
• Sygeplejersken
• Tidsskrift for Sygepleje
• Dagbog for holdet af Sygeplejersker/Dansk Sygeplejehistorisk Museum/dsr.dk
• dengang.dk – div. Artikler
• dsr.dk

 

• Hvis du vil vide mere: dengang.dk indeholder 1.586 artikler heraf 326 artikler fra Besættelsestiden (Før/Nu/efter):
• De Hvide Busser – nok engang
• Myten om de hvide busser
• Karantænestationen ved Grænsen (1)
• Auschwitz – en udryddelseslejr
• Bag KZ – lejrens pigtråd
• Udelejr Husum – Schwesing (Svesing)
• Dansk vaccine i Buchenwald
• Værnet – lægen man lod flygte
• Josef Mengele – dødens engel
• De svenske forbindelser under Anden verdenskrig
• Fagbevægelsens indflydelse på Tysklandsarbejderne
• Tysklandsarbejdere og dansk erhvervsliv
• Buchenwald – læge Værnet er stadig aktuelt

 

• Under Padborg/Kruså/Padborg (60 artikler):
• Sandheden om de hvide busser
• KZ – lejr Ladelund
• Frøslevlejren i den sidste tid
• Dagliglivet i Frøslevlejren
• Frøslevlejren
• Straffelejren

 

• Under København (174 artikler)

 

• Tvangsarbejde i det tredje rige
• Buchenwald – rædsler og lidelser
• SS – absolutte grusomheder
• I ondskabens skygge af Holocaust

 

• Under Sønderjylland (187 artikler)
• Holocaust – aldrig igen
• Modstand i Tinglev (incl. Neuengamme)