Det spøger mange steder i København og Nordsjælland. Ja, hvis man skal tro disse historier, så bør man nok ikke bevæge sig om natten. Kongen tør ikke at opholde sig i København, juleaften, for sagnet siger, at da vil København gå under. Børn er blevet bortført, heste puster ild, og mange sorte hunde kommer frem ved midnatstid. I Charlottenlund Skov kan du, hvis du er heldig høre en ung pige synge hele natten, og så var Fanden løs i Laksegade. Ja og blæsten og fanden gik sig også en tur. Læs her de mange spændende historier.

 

Københavns Undergang

Kongen bor aldrig en juleaften i København, for det er spået at byen en juleaften vil gå under. Det er en kæmpe stormflod, der vil ramme byen. Man siger, at det er forbi, at byen er bygget oven over en stor sump. En anden version af denne historie er, at en dag vil en so komme og grave en åre frem, og vandet vil pible frem og overskylle hele byen.

 

Jarmers Tårn

Midt på Jarmers Plads ligger ruinerne af Jarmerstårnet. Efter sagnet er det en rest af et gammelt kloster med underjordiske gange. Man siger, at munkene her, havde lokket unge piger til og ladet dem forsvinde. Man kendte ikke til deres skæbne. Men man tror, at de er begravet i de underjordiske kældre og gange. Tænk på det, når du, når du passerer denne plads og hører skrig.

 

Københavns Vold

Man havde for mange tider siden svært ved at få volden omkring København til at sidde fast. Den sank hele tiden. Så tog man et uskyldigt pigebarn, satte hende på en stol ved et bord og gav hende legetøj og mundgodt. Mens hun så sad der, byggede tolv murere en hvælving over hende. Da dette var fuldført, kastede de under musik og klingende spil en vold derover. Så sank volden aldrig mere.

En anden historie fortæller, at to børn blev voldens værneånder. Når man siden så dem lege på volden, betød det fred og gode tider for Danmark. Men når de gik hånd i hånd og grædende langs volden betød det krig og dårlige tider for landet.

 

Katten ved Vagten

En grå kat kom altid forbi en skildvagt. Da afløsningen kom, spurgte denne, Så du den lille grå “Mys?” Den første skildvagt sagde Ja. Den anden sagde derpå med et ed: Jeg skal nok gråmysse ham!.

Men om morgenen efter lå han splittet ad. Siden kom der aldrig til at stå en post her.

 

Da Vor Frue Kirke ikke fik sin klokke

I Højelse Kirke mellem Køge og Roskilde var der en stor klokke, der klang så kraftigt, fordi der var sølvnagler i den, at tårnet revnede og troldkællingerne i Skåne ikke kunne sove middagssøvn i fred. Derfor kastede de en stor kampesten efter den. Man fandt så på i stedet, at sætte blynagler i klokken.

Sagnet fortæller, at denne klokke var støbt hos en klokkestøber i Næstved, og at den var bestemt til stormklokke ved Frue Kirke i København. Men under transporten brast broen over Skensved Å ved Naurbjerg under den og den sank i. Selv seksten heste kunne ikke trække den op. Først da man trak den op til den side, den var kommet fra, lykkedes det. Klokken kom da til Højelse Kirke, hvor den nu hænger.

 

Praleriet i tårnet

Da der i 1514 kom spir på Frue Tårn, blev en tømmersvend uenig med sin mester og pralede med at han var en meget dygtig tømmersvend.

For at afkorte striden, lagde mester en bjælke ud fra det det øverste af tårnet, tog derefter en økse i hånden, gik ud på den tværlagte bjælke og huggede øksen fast i bjælkens ende. Da han havde gjort dette og lykkelig var kommet tilbage, bad han svenden gå derud og hente øksen til ham. Svende tøvede ikke, men da han stod på bjælkens yderste ende og ville gribe efter øksen, syntes han, at der var to, hvorfor han spurgte: Mester, hvilken økse skal det være. Mesteren vidste nu, hvordan svenden havde det, og svarede: Gud, være din arme sjæl nådig! I samme sekund svimlede tømmersvenden ned fra bjælken.

 

Tildragelsen på Vor Frue Plads

Det var dengang, da Fanden og Blæsten var gået sammen ud at spadsere, og så gå ned ad Nørregade. Da de kom til Frue Plads, sagde Fanden: Åh vent lige på mig her udenfor, jeg skal blot et ærinde her ind på hjørnet i Bispegården. Og så gik Fanden ind i Bispegården. Mens Blæsten blev udenfor. Men Blæsten vente længe, men Fanden kom ikke ud igen. Nogle mener, at han blev i Bispegården, andre mente, at han gik en anden vej ud, og ad Studiestræde.

Men så meget er vist, at Blæsten venter endnu troligt på ham, og derfor er den altid at træffe på Vor Frue Plads.

 

Da trompeteren fik sin frihed

Under et voldsomt stormvejr i januar 1627 blæste Nikolaj Kirkes spir ned. Det faldt på langs ad kirken og sønderslog hvælvingerne, så kirken ikke kunne bruges. Men gudstjenesterne holdtes under åben himmel.

Først 1666 blev tårnet forsynet med det høje spir, og tre år senere fik det en fløjstang sat op. Ved den lejlighed skal en trompeter, der var dømt til livsvarigt fængsel, frivillig have meldt sig til at gå op med fløjen. Da han var kommet helt op, blæste han et stykke på sin trompet, og drak derpå et par glas vin på kongens sundhed.

Da han bagefter smed glassene ned, gik de ikke i stykker. Dette blev betragtet som et tegn fra himlen, og trompeteren fik sin frihed.

 

Da kirketårnet sang

Dengang da København brændte, og Nikolaj Kirke var omspændt af flammer, stod tårnet længe og vaklede fra den ene til den anden side. Så pludselig begyndte sangklokkerne at spille af sig selv. Og det er ganske vist, for det er sagt af folk, som selv overværede det. Sangklokkerne spillede salmen: Gud ved, hvor nær mig er en ende.

 

En interessant bog i Rundetårn

I gammel tid, da biblioteket var på Rundkirken Trinitatis Kirkes loft, gemtes trolddomsbogen Cyprianus også her. Men det var engang en, der læste i den og kom galt afsted. Bogen blev derfor lænket til en stor sten og smidt ned i den hule kærne i Rundetårn. Der ligger den endnu, hvis ikke den er helt smuldret hen.

 

Peter den Store og Rundetårn

Da zar Peter den Store i 1716 opholdt sig i København, kørte han i en vogn med fire heste op ad sneglegangen i Rundetårn. Frederik den Fjerde var med. Da de var kommet op på toppen, ville zaren give den danske konge et tydeligt bevis på, hvor stor lydighed hans folk udviste imod ham:

Dersom Eders Majestæt behager, da skal en af mine folk på mit ord øjeblikkelig styrte sig ud over rækværket.

Men kongen svarede hertil:

Jeg kan helt alene rejse igennem mine lande og trygt lægge mig til hvile i hver en hytte.

Zaren måtte tilstå, at han i den henseende gerne ville bytte med kongen.

 

Den lille pige og trolddom

I Vor Frue Fattigskole var der en lille pige, som en dag sagde til de andre børn, om de havde lyst til at se alle rokkehjulene gå i gang på en gang. Det ville de da gerne se. Og den lille pige befalede dette. Hun lod alle hjulene snurre. Lidt efter sagde hun: Nu skal de stå. Og så stod de. Hun havde lært det af sin moster.

Samme lille pige var i huset hos en fattig kone i København. Her logerede også en snedkersvend. Men både konen og svenden var slemme ved pigen. Så en dag bad hun for at hævne sig alt snedkerens værktøj og alle konens gryder og potter danse rundt på gulvet, og det gjorde de også.

Da pigen nu havde fået sin lyst styret, så ville hun standse dem igen, men alt havd hun sagde og gjorde hjalp ikke. Hendes moster havde kun lært hende at standse rokkehjul, men ikke andre ting. Det blev alt sammen ved med at danse ned ad trapperne og ud på gaden, så folk stimlede sammen for at se på det.

Så kom politiet og arresterede pigen, som tilstod, at hun havde lært det af mosteren. Pigen slap da med nogle ris, men mosteren, som boede i Vartov, kom i Spindehuset.

 

Den døde slog den levende ihjel

I Universitetets anatomiske laboratorium kogte man før i tiden døde mennesker. En nat skulle en ny karl, de havde fået, passe disse gryder, der netop var så store, at et menneske kunne ligge i dem. Det var ham forbudt at tage låget af. Han skulle blot passe ilden, så de bestandig kogte.

Når de kogte nok, svandt de ind. Men før dette udvidede de sig, blot der kom lidt luft til. Karlen var nysgerrig efter at se, hvad der var i gryderne. Han tog til sidst låget af dem, for at se, hav der egentlig var i gryderne. Han vidste ikke, at det var mennesker. Da han så det, tabte han låget i skræk. Med et sprang legemet op.

Om morgenen, da doktoren kom, og det hele skulle være færdigt, lå det døde legeme fra gryden oven på karlen, der ligeledes var død. Således slog den døde, den levende ihjel.

 

Tordenskjolds grav

I Holmens kirkemur på det sted, der vender mod vandet, skal der i nærheden af Tordenskjolds gravsted være en sten, som ikke vil blive siddende i muren. Den falder hele tiden ud.

Det er Tordenskjold, siger almuen, der vil komme igen for at slå Svensken.

 

Spøgeri ved Holmens Kanal

Kanceliråd, deputeret og chef for det første ekspeditionskontor, Peter Henningsen døde i 1778. Hans rige kone, som nu var arving af en gæld fra en fattig snedker fordrede denne. Og det skete trods det faktum, at Henningsen havde eftergivet ham gælden, dog uden at sende gældsbeviset retur.

Rygtet siger, at i Blacks Hus ved Kanalen imellem Christiansborg Slot og Komediehuset, hvor Henningsen havde boet, og hvor hans kone blev boende, blev der derpå et sådant spøgeri overalt, hvor hun opholdt sig.

Snart var det i i det ene hjørne af værelset, snart i det andet, snart viste der sig en lang, hvid og høj mand, snart løftede bordet sig i vejret og meget mere. Men konen lo bare deraf.

Endelig hændte det sig, at en stor sort hund sprang op i sengen til konen og hendes sengekammerat. Så leverede hun den fattige snedker hans bevis tilbage og eftergav ham gælden. Så hørte spøgeriet op.

 

Vægteren fra Grønnegade

Vægteren i Grønnegade, som hed Vest, så ofte en død kones genfærd komme om natten og gå gennem en lukket gadedør for at besøge sine børn.

Engang sad han netop der på trappen, da hun kom. Han troede ikke det var nødvendigt at flytte sig. Men så gav genfærdet ham sådan en under øret, da hun gik forbi, så han ikke kunne råbe en hel måned efter.

 

Spøgeri i Springgade

I brændevinsbrænder Brøndums gård i Springgade var der noget galt. Man så undertiden om natten et lys bevæge sig over gården, en mandshøjde fra jorden, indtil det blev borte inde på maltloftet.

Man sagde også, at da engang en jomfru, der fra huset kom ned i mælkekælderen, så hun der en langvejs bonde (sådan kaldte københavnerne de bønder, der boede ude på landet og som gik gammeldags klædt).

Han havde kofte på og langt hår. Han stod henne i den anden ende af kælderen og grinede. Så sank han lige ned i jorden. Siden turde jomfruen aldrig at gå ned i denne kælder.

 

Et gammelt hus i hovedstaden

På hjørnet af Gaasegaden og Farvegaden stod i mange år et lille lavt og brøstfældigt hus. Dette hus var det eneste, der blev tilbage, efter at ild havde fortæret alt i de omliggende gader og stræder.

 

Dette skete, efter hvad man fortæller ved et Jærtegn. Da ilden nærmede sig, tog ejeren, en ærlig handelsmand, sin vægt og sit mål ud på gaden og bad til himlen. han sagde at såfremt han havde handlet uredeligt måtte flammerne tage sin ejendom. Men hvis Gud opfattede ham som en redelig mand, ville han skåne hans ejendom fra flammernes bytte. Da veg luerne bort fra huset, og det blev stående uskadt tilbage.

 

Så meget ved man, at huset slap uskadt fra tre ildebrande, som ellers fortærede alt omkring ham.

På husets forside stod i mange år en firkantet sort tavle med følgende fromme indskrift:

Hvo paa Gud Troer Hand Trygelig bor.

Gus Vilie er Dend Bæste.

Hand Hiælper Dem Af Nød Og Saarig Som Haab Paa

Hannem Fæste.

Ao. 1728

 

Da Fanden var løs i Laxegade

I året 1826 opskræmtes hele Københavns befolkning ved rygterne om, at fanden var løs i Laxegade 15. Den forsamlede menneskemasse kunne på samme tid høre lyder af forskellige stemmer, snart fra kælderen, snart fra tagkamrene. Snart lød det som om det var fra et rovdyrs hæse brummen, snart som en djævelsk latter. Eder og skældsord haglede ned over husets beboere, som efterhånden forlod deres lejligheder. De havde taget ophold nede på gaden.

 

På en gang startede et voldsomt bombardement med tøv og brændestykker, kartofler, køkkentøj og mindre bohave. Det blev på samme tid kastet fra forskellige steder i ejendommen. Mange ruder i kælderen og i naboejendommene knustes. Politiet stod helt magtesløs. Da det hele havde stået på i mere end en time, holdt det op.

 

Politiet undersøgte sagen. En havde set et par lysende punkter. lige som et par gloende øjne, der med lynets hast havde vist sig forskellige steder i huset. En anden påstod, at det havde været en gammel kone, der var i besiddelse af en Cyprianus, en sortkunstbog, skrevet med blod. Den havde hun åbenbart læst så kraftig i, at Fanden var blevet tilkaldt og havde reageret, så hun ikke kunne besværge ham igen.

 

Ingen formåede nogensinde at sige, om sagen havde en naturlig årsag eller om Fanden virkelig havde været løs.

 

Spøgeri i Nyhavn

I Nyhavn 15 spøger det hver nat. Da huset for flere hundrede år siden blev bygget, ytrede man noget om, at ejeren, der holdt gæstgiveri, var en forhenværende slavefoged. En rig møller fandt en dag sin elskerinde derinde hos ham. De satte sig til at spille om hende og spillede tre dage i træk. Mølleren tabte alle sine penge, sin hest, vogn og mølle. Det fortælles, at slavefogeden brugte falske terninger.

 

Da mølleren var klædt af til skindet, udtalte han til den heldige vinder, at han skulle komme til ham det mange gange, og til pigen, at han skulle komme til at lystre ham hver nat, hvorefter han forsvandt.

 

Næste nat fandt pigen ham oppe på loftet, hvor hun boede. Han havde hængt sig. Et par nætter efter begyndte spøgeriet deroppe. Hver nat klokken tolv kom han kørende med hest og vogn ned til Nyhavn. Men snart døde hun af skræk. Stadigvæk spøger det i huset, ofte så kraftigt, at man kan høre støjen langt bort. (Se også artiklen Nyhavns historie).

 

Den døde søger sine penge

I de små huse i Amaliegade, som tilhørte Fattigvæsenet, boede en ung børstenbinder, der var gift med en gammel kone. Da hun skulle dø, lagde han hende på gulvet, skønt hun stadig pegede hen mod sengen. Tale kunne hun ikke mere. Første nat efter at hun var død, kom hun hen til manden og rykkede i dynerne og purrede op i sengehalmen.

 

Manden tømte da sengen, men fandt intet. Anden nat var hun der atter. Manden så endnu engang efter, men stadig uden at finde noget.

Tredje nat kunne manden slet ikke være i sengen. Der var stadig nogen, der ville ned på bunden, og manden forstod, at det var hans kone. Han sagde så højt:

Ja ja Mor, nu skal jeg nok se efter, hvad der i vejen, gå du kun og sov i ro i Jesu navn.

 

Straks holdt spøgeriet op, og han ryddede sengen grundigt, skilte den ad og opdagede nu, at den havde dobbelt bund. Her var der gemt et gammelt strømpeskaft, hvori der lå 1.480 Rdl. Manden var fattig og ville ellers have solgt konens lig til Universitetets anatomiske Laboratorium. Men i stedet brugte han nogle af pengene til at give hende en anstændig begravelse, hvorefter han giftede sig med en ung kone.

 

Det spøger i Amaliegade

I Amaliegade, hvor de små fattigboder stod, skal man ofte ved at grave, have fundet menneskeskeletter ved at grave. Her har det ofte spøget. En kone så engang to engle danse her. Andre har set gloende heste og vogne her.

 

Det spøger også i Bredgade

Man fortalte, at den gamle Grev Schimmelmann, som byggede Palæet i Bredgade skulle have været sådan en slem mand. Derfor kører han endnu om natten fra Palæet tværs over Amaliegade og igennem Almindeligt Hospital. Han har både kusk og tjener på sin vogn, men de er begge to gloende. Folk som har ligget på hospitalet har hørt vognen rulle og ligesom standse på den anden side ned ved Stranden.

Der fortælles, at en Gangkone, som engang havde stillet sig hen for at passe på og se synet, når det kom, faldt død om med det samme.

 

Forvarsel på Frederiks Hospital

En kvinde var i 1830erne indlagt på Frederiks Hospital. Hun var blevet angrebet af tyfus, men var nu i bedring. Så vågnede hun en nat, og så at der stod en unge pige foran den eneste tomme seng, der var i Sygestuen. Hun var iført har og stod og stirrede på sengen.

Gangkonen sad og snorksov på en stol bag et skærmbrædt. Kvinden blev bange og gemte sig under dynen. Lidt efter kiggede hun igen. Nu havde den unge pige lagt hatten og stirrede med sørgmodig mine hen for sig. Igen puttede kvinden sig under dynen. Pludselig kom der en sky foran hende, og hun forsvandt.

Et par dage efter blev der bragt en patient ind af samme udseende og påklædning som den unge pige. Tre dage efter var hun død.

 

Indmuret dyr

Da man gravede under Sølvgades Kaserne fandt man skelettet af en okse, som tilsyneladende har været muret inde i bygningens grundpiller. Muligvis stammer skelettet fra en bygning, der blev opført her før reformationen. For at få held med sig ved bygningen har man nedgravet et levende dyr.

 

Hyldemor

Der bor i hyldetræet et væsen, der kaldes Hyldemor eller Hyldekvind. Hun hævner al overlast, der tilføjes træet. I Nyborder kan man fortælle om en mand, der omhuggede et hyldetræ, der så bagefter pludselig døde. Samme sted kan man fortælle om et hyldetræ, som står i en lille gård. I tusmørket gik det frem og tilbage i gården og kigger ind gennem vinduet til børnene, når de er alene.

Det er ikke smart at have møbler, der er lavet af hyldetræ. Da man engang havde lagt et barn i en vugge lavet af hyldetræ, trak Hyldemor barnet i benene og ville ikke lade det få ro.

 

Ønskehøjen i Frederiksberg Have

I Frederiksberg Have i nærheden af Zoologisk Have ligger der en høj, som man kaldte Ønskehøjen. Måske var det en gammel gravhøj. Nogle kaldte den Djævlehøjen. Mange turde ikke at bestige den. Men andre sagde, at hvis man besteg den, kunne man få sine ønsker opfyldt. Andre sagde igen, at man skulle gå tre gange omkring den og så op på en sten. Andre igen mente, at man skulle stå på stenen og spytte, så gik ens ønsker i opfyldelse. Holdt man en pengepung eller en mønt i hånden kunne man ønske sig rigdom.

 

Var man forelsket skulle man holde et rav -, sølv – eller guldhjerte, som de unge piger dengang brugte som smykke, i hånden. Atter andre påstod, at man skulle ligge på ryggen på højen med udspilede arme og ben og se op op på solen så længe til man blev blændet af lyset, og så skulle man ønske.

Men man måtte ikke bagefter nævne, hvad man havde ønsket, for så gik ønsket ikke i opfyldelse.

 

Kongen går igen

På Frederiksberg Slot hedder det sig, at Frederik den Sjette går igen i skikkelse af en lille hvid hund. Herom fortæller en gammel elev fra Hærens Elevskole på slottet.

Han var omkring 1890 på brandvagt på brandvagtsgangen i øverste etage på den nordøstligste fløj af slottet. Det var en nat mellem klokken 24 og 4.

 

Det var kun et gasblus på gangen. Under den stod en bænk, hvor eleven sad og læste. Han så da en lille hvid hund, nærmest en Foxterrier, komme frem i en bue inde fra væggen under bænken, svinge forbi ham til venstre og løbe hen mod trappen, der gik ned til slotsgården.

Eleven blev overrasket og kaldte på hunden. Men den ænsede ikke elevens kalden eller værdigede ham med et blik. Den fortsatte ganske rolig i luntetrav sin vej hen mod trappen, hvor den forsvandt i mørket.

 

Den mystiske puddel i St. Magleby

I en gård i St. Magleby på Amager spøgede det. Hver nat når klokken slog tolv, kom der en stor sort puddelhund med glødende øjne ud af gården og gik hen ad vejen og tilbage igen. Mødte den et menneske, tog den det i benet og førte det ind i gården. Og ingen ved, hvor det senere blev af. Da den ene længe engang blev nedrevet og grunden ryddet, fandt man rester af menneskeskeletter, og siden har ingen mærket noget til spøgeriet mere.

 

Troldfolket på Amager

Ved Maglebylille er der to høje, hvori der bor troldfolk. Højene hæver sig hver jule aften på ildstøtter, og så kan man se troldene danse derinde.

I den ene høj bor Hyve – Trold, og når man om natten går forbi den, så bliver man vildfarendes. Det blev fortællerends fader også, da han en nat gik der forbi, så at han blev ved med at komme tilbage til højen, indtil han endelig fandt hjem, da det begyndte at lysne.

 

Skjulte penge i Hollænderbyen

En bonde i Hollænderbyen kendte en skomager i København og inviterede ham en dag med hjem. Om natten skulle han ligge i den store stue, hvor det spøgede, men han sagde, at han ikke var bange.

Da han nu havde sovet lidt, så vågnede han ved, at stuen var helt oplyst. Han så nu, at bondens afdøde forældre sad og talte penge. Det blev talt store summer. Til sidst blev pengene strøget ned i en pose og sat ind i panelet, der kunne skydes fra. Derpå forsvandt de gamle.

Skomageren sov nu igen, men næste morgen åbenbarede han for bonden, hvad han havde set. De forsøgte nu at skubbe panelet til side, hvad der også lykkedes. Bag dette skjulte sig så store rigdomme, så bonden senere ble en af de rigeste Amager – bønder.

 

Den svenske konge i Utterslev

Da svensken i året 1658 lå uden for København, havde kong Carl Gustav sit hovedkvarter i Utterslev. Mens han en dag sad ved bordet og fik et måltid i en gård, kaldet Schelers Gård, tog en af husets piger ubemærket et lagen og gjorde dermed tegn ind mod Københavns Vold, for at alle skulle vide, at den svenske konge sad der. Og da dette tegn var set og forstået af dem på volden, kom straks efter en kugle derinde fra og tog maden af bordet for kongen.

En anden udlægning af sagnet fortæller, at den unge pige hængte tøj til tørring, hver gang danskerne kunne have en fordel at gøre udfald, ligesom en ung karl på gården sad oppe i et træ og savede grene af. Imens signaliserede han ind til byen med sit blanke savblad. Den svenske koge kunne aldrig finde ud af, hvorfor danskerne vidste så god besked med forholdene i den svenske hær.

 

Bjergmandens vante

Ved Hvidovre er en stor høj, hvor der bor en bjergmand. Han går hver nat igennem de nærliggende gård ned til åen efter vand. Man kan tydelig se hans fodspor i græsset. En morgen, da gårdmanden ville gå ned til sin tørvemose, fandt han på denne sti en vante, der var så stor, at der i tommelfingeren kunne rummes en tønde rug. Da han tog den ind i stuen morede alle sig over den, og man var enige om, at den tilhørte bjergmanden.

Ved midnatstid lå manden og sov. Men pludselig lød der en stærk banken på vinduet, hvortil han hørte en stemme:

Vante Ven

Giv mig min vante igen

Ellers ligger to af dine heste

De største og de bedste

Døde i morgen på mosen

 

Da tog bonden vanten, gik uden for huset, hængte den på et bjælkehoved over vinduet og slog kors for døren, da han gik ind igen. Næste morgen var vanten borte og bjælkehovedet fandtes knækket lige inde ved muren. Siden den tid mærkede man aldrig noget til bjergmanden. Hans sti groede til, og man kan nok ikke finde frem til den igen.

 

Den rige blev fattig

I Gentofte boede en meget rig mand. Han havde mange kæmpehøje på sin mark. Men da han fjernede dem, ville intet mere fro på marken. Han blev meget fattig.

 

Kilden på Vangede Mark

I 1709 skulle Vangede Kilde være dukket frem. Året efter fandt man ud af, at kilden kunne kurere sygdom og havde helbredende virkning. Søren Graver fra Trinitatatis Kirke tog derud Skt. Hans nat og badede sine dårlige øjne. Derved fik han sit syn igen.

Senere valfartede mange til kilden Skt. Hans nat og aftenen før Vor Frue Dag (2.juli). Man overnattede ved kilden, drak af vandet og badede de syge legemsdele. Det fortælles, at hjemkørslen skulle foregå med tildækket ansigt for at underets virkning ikke skulle ophæves. I mange år valfartede man til kilden.

 

Et genfærd på Jægersborg Kaserne

Det var engang, hvor man betegnede rekrutskolen på Jægersborg Kaserne som Det Røde Helvede. Mange fortællinger og beretninger om spøgeri fulgte. Rekrutterne blev ofte meget hårdt behandlet. Så hårdt, at de mistede lysten til at leve og begik selvmord. Deres bødler var ligefrem stolte af, hvem der kunne levere flest selvmord. Man troede at disse selvmord viste sig som genfærd om natten for skildvagterne.

 

En høj i Charlottenlund Skov

I Charlottenlund Skov ligger der en høj, som man kalder Den smukke Skovpiges Høj. Efter sagnet skulle der i ældre tid have ligget en rød murstensborg på denne anseelige høj. Her skulle Poul Laxmands skønne datter have siddet fanget under streng bevogtning, fordi hun var mistænkt for at have røbet vigtige statssager fra Kong Hans hof.

Munkene fra et nærliggende kloster skulle have bragt hende mad hver dag. Hendes eneste trøst var at synge eller spille. Sangen kunne om natten høres langt i den månelyse skov.

En ung adelsmand, som hun elskede, satte alt i bevægelse, for at bevise hendes uskyld. Til sidst lykkedes det for ham, at få hende frigivet, hvorefter de fejrede et strålende bryllup. Borgen er for længst forsvundet, og intet spor findes mere af Den smukke Skovpiges Høj. Men standser man op ved midnatstid midt i skoven, kan man være heldig at høre den skønne piges sang og spil.

 

Varulven i Skovshoved

Der tjente en karl på Skovshoved kro. Om natten var han varulv, og var efter de fiskerkoner, som var gravide. En aften sad mange fiskere om bordet, da krokarlen kom ind. Da sagde en af fiskerne til ham:

•  Det var dig, som plagede min kone i nat. Jeg kan se, at du står med noget af hendes forklæde mellem tænderne. Du er en varulv.

 

Karlen gav et skrig fra sig og sagde:

 

Kan du se det, har du løst mig. Og han var ikke varulv siden.

 

De underjordiske i Skovshoved

I Skelhøj i Skovshoved boede der underjordiske. De havde som altid et godt forhold til fiskerbefolkningen. Ved siden af højen boede en fiskerfamilie, som kaldtes Smaaniels. Konen hjalp af og til disse bjergfolk med deres troldegarn, når der blev sagt:

• Nu tog katten flæsket. Så vidste hun, at hun skulle gå til højen. Ofte hørte hun om aftenen puslerier fra stenbroen. Så vidste hun, at troldene fra Skelhøj hentede vand hos dem i små spande.

 

I Søbakken boede en bakkemand. Hver gang, der var storm, kom han ned til nærmeste fiskerhus, bankede på ruden og advarede dem:

• I må ikke drage garn. Tag bådene op, for nu kommer stormen.

 

Da en kone i gamle dage kom forbi Skilte Høje på vejen mellem Skovshoved og Tårbæk, var der nogen inde i Højen, som råbte til hende:

•  Hils katten og sig at Mons i Højen er død.

 

Da hun kom til sit bestemmelsessted, sad der en stor grå kat og snurrede i stuen ved kakkelovnen. Hun fortalte til folkene, at hun skulle hilse katten og sige, at Mons i Højen var død. Da gav katten et skrig og for ud af vinduet.

 

En eg ved Eremitagen

Nordøst for Eremitagen står et fritstående egetræ, som kaldes Skatteegen. Når man lægger øret til jorden og lytter nøje efter, skal man kunne høre pengene, der er begravet nedenunder, klinge.

Sagnet fortæller, at da den engelske hær 1807 lå uden for København, slog et par engelske soldater deres Fourer ihjel og stjal hans penge. De blev dog bange for følgerne, og gravede derfor pengekassen ned under egetræet. Først mange år efter åbenbarede den ene af af disse soldater denne udåd på sit dødsleje. Ingen har dog endnu formået at hæve skatten.

 

Lindorme på Lyngby Kirkegård

I gamle dage havde to lindorme bygget rede på Lyngby Kirkegård. Men under en gudstjeneste kom de i strid med hinanden uden for den søndre kirkedør. Dette afstedkom vældig meget støj. Det fik så en soldat til at springe ud af kirken og med dragen kårde gik han løs på dem. Men de stak ham med deres gift, og han døde straks.

Folket i kirken turde ikke vove sig ud, fordi den ene lindorm havde lagt sig lige ude for kirken.

 

Engang da der holdtes dåb i kirken gik den ind og tog barnet. Man opfødte da en tyr med mælk og hvedebrød. Da man mente, at den var stærk nok, førte man den hen til kirkegården. Nu skulle den kæmpe mod lindormen, og efter en barsk kamp blev lindormen da også dræbt. Men inden da var tyren blevet ramt af så meget gift fra lindormen, at den heller ikke overlevede.

 

På Lyngby Kirkegård ses endnu en sten, på hvilket er afbildet en tyr. Det siges, at det er denne tyr, der er begravet under stenen. På kirken ses også mange afbildninger, der viser denne kamp.

 

Holger Danske i Bagsværd

Holger Danske var engang kommet til Bagsværd. Da ville han have en ny klædning, og han lod 12 skræddere hente. Men han var så stor, at der måtte sættes stiger op til hans ryg og skuldre, så de kunne tage mål. De målte og målte. Men ham, der stod øverst ville klippe et mærke i målet. Men han kom til at kildre Holger Danske bag øret med saksen. Holger mente, at det var utøj, og kom således uforvarende til at knuse den stakkels skrædder mellem fingrene.

 

Luciehøj

Når man tager gennem Frederikdals Skov mod Kollekolle. De kom forbi en høj, som var tæt begroet med træer. Her skulle ligge en stor sten, som har en fordybning lige som et sæde. Fra denne høj kan man af og til høre ynkelig barnegråd.

På denne sten sad engang en prinsesse ved navn, Lucie og tog livet af sit barn, som var født i dølgsmål. Men ved denne hårde gerning blev stenen som hun sad på så blød, at den efterlod det spor tilbage, hvor hun havde siddet. Højen kaldtes siden den tid, Luciehøj.

 

Hjortholm Slot

Hjortholm lå i Furesø nær ved land, og de rester af mure, man så fra land, var kun staldbygninger. Lidt længere fra land lå nogle svære egeblokke. Det var dem, som borgen havde hvilet på. Tæt ved ligger to stendysser, og dem har kanonerne hvilet på.

Hjortholm blev bygget af en rig og storagtig herremand. Han sagde, at om end bølgerne gik aldrig så højt, skulle Hjortholm dog ikke falde. Dette skete dog efter tidens forløb. Vandet skyllede den stolte borg væk.

Et andet sagn fortæller, at der var to brødre, den ene ejede Dronningegård, som dengang lå på en ø i Furesø, og den anden Hjortholm.

Men da de en gang blev uenige, beskød de hinandens borge, og han på Dronningegård skød Hjortholm ned, men til straf herfor men til straf herfor sank hans eget slot i søen.

 

Kongens vilde jagt

Mellem Søllerød og Nærum forbi Attemosen og Troldhøjen som stod på fire gloende støtter i de mørke nætter, ligger endnu rester af en gammel brolagt vej. Den kaldes Kong Valdemars Vej. Sagnet fortæller, at Kong Valdemar havde anlagt den for at komme så hurtigt som muligt fra Vordingborg til Gurre, hvor hans elskerinde Tove, boede.

 

Man mener at have hørt og set kongen ride af denne vej på sin sorte hest og med hovedet under armen, ledsaget af en kobbel sorte jagthunde. Der stod ild ud af hesteskoene og hundene halsede med røde tunger ud af munden. Også folk, som i nattens mulm og mørke har passeret Gelsskov, har set den vilde jagt. Langt borte fra hørte de en underlig lyd som en flok ryttere i susende fart, og toget kom nærmere og nærmere, for over Kongevejen og forsvandt i skoven på den anden side.

 

I øvrigt siger sagnet, at Kong Valdemars elskerinde Tove boede på Hjortholm, hvis voldsted stadig ses, hvor Mølleåen løber ud af Furesøen ved Frederiksdal. Voldstedet kaldes for Toves Høj. Borgen er for længst forsvundet. Af dens sten skal Virums bondebys gårde efter sigende være opbygget.

 

Kareten på Rygård

På Rygård i Søllerød Sogn er det et slemt spøgeri. Hver aften kommer der på en bestemt tud en lukket karet ind i gården med fire kulsorte heste. De har ild ud af næseborene. På gangen i huset svæver en hvid skikkelse forbi. En fremmed karl troede, at det var en kat og tog et kosteskaft og slog efter skikkelsen. Men den samme karl blev efterfølgende meget syg. Det varede længe, inden han kom sig.

 

Karl den Tolvtes kilde

I Enrums smukke park i Vedbæk findes en kilde, der kaldes Karl den Tolvte’s Kilde. Da svenskerne i år 1700 gjorde landgang i Vedbæk, slukkede den berømte svenske konge sin daglige tørst i kildens friske og klare vand, efter hvad sagnet fortæller.

• Ja kære læsere, sådan kunne vi blive ved med at fortælle Gamle sagn og Vandrehistorier.

 

Kilde: Se

• Litteratur København (under udarbejdelse)
• Sagn og Historier fra København (Fremtiden 1950)
• Sven Grundtvig: Gamle danske Folkeminder
• J.M. Thiele: Danske Folkesagn
• Peter Linde. Det kuriøse København (1931)
• Aug. F. Schmidt: Danske Kæmpesten (1933)

 

Hvis du vil vide mere: Om Sagn og Vandrehistorier

• Under Aabenraa finder du seks artikler om Jomfru Fanny, også under artikler om Løjt er der gamle sagn.
• Under Sønderjylland finder du under artikler om Rømø, gamle sagn. Og se også artiklen, Sagn fra Als.
• Under Nørrebro finder du, Sagn og historier fra Brokvartererne og Da Gertrud rejste fra Kisten.