Vi kigger på gamle sagn og historier fra hele Als. Vi skal møde nisser, højfolket og vikingehøvdinge. Desuden er der masser af spøgelser og bortførteog ombyttede børn. Vi får mere eller mindre realistiske forklaringer på stednavne. Nogle romantiske og ulykkelige historier bliver det også til. Og så skal man nok ikke begynde at flytte på gamle stensætninger, så kan den nærliggende gård ”gå i brand”. Gamle banditter var der også på Als i ældre tid.

 

Jordhøje ødelagt

Der findes vel omkring 1.000 oldtidsgrave fra Als. Stengravene er fra Stenalderen, mens de fleste gravhøje er yngre, fra Bronzealderen. Kun et fåtal af alle disse grave er bevaret. Især jordhøjene er det i tidens løb gået ud over. Stengravene har været mere modstandsdygtige. Og bar alle disse grave gemmer der sig fortællinger om besynderlige og overnaturlige oplevelser.

Ved Høruphav ligger Torshøj. Ja så må vi næsten gå ud fra, at Tor har været dyrket her. Og Lundebjerg i samme sagn har måske navn efter en hedensk Offerlund. Så  er det straks mere usikkert, om Solbjerg på Kegnæs og i Svenstrup har noget med soldyrkelse at gøre.

 

Vandrehistorier

Mange historier er gået fra mund til mund. De er blevet til vandrehistorier og det er sikkert blevet pyntet på dem gennem generationer. De mystiske væsner, Højfolkene i Højen, Åmanden i Åen, Havfruen og Havmanden, Nissen i stalden og hvem der ellers optræder i fortællingerne. Efterhånden fandt man på, at samle og optegne alle disse tusinder af sagn. Også gamle præste- og sognearkiver er blevet gennemsøgt. Vi vil her på siden føre dig, kære læser gennem nogle af disse spændende historier.

 

Kegnæs Sogn

En lille langdysse ved Nygaard er den eneste, der er tilbage af en samling på syv høje. Sagnet fortæller, at hvis man fjerner stenene, vil gårdens folk dø. En anden variation af sagnet er, at
ejerens gård vil brænde. En meget udbredt sønderjysk tro, er at visse sten og træer er brandstene og brandtræer. Trods al overtro begyndte ejeren af omtalte langdysse i 1930 at sløjfe den, men denne gang trådte Fredningsnævnet imidlertid  til og fik fredet dyssen. Højen bliver også kaldet Kegnæshøj.

 

Andreas Kaj – en bandit

Stednavnet knyttes dog til Andreas Kaj, som boede her i mørke nætter, hvor han lokkede fremmede skibe til at strande ved at hejse en lygte. Sin borg havde han et lille stykke for stedet. Her er endnu spor af volde og grave fra den gamle Kajborg og af brønden, Kajs-kilden. Der findes en tegning af borgen på et kort i Danckwerths Newe Landesbeschreibung der Herzogthümer Schleswig und Holstein 1652. Om Kajs bedrifter fortælles mange ting.

Også Salamons Grav på Hjortholms Enge ved Høruphav er en bevaret oldtidsgrav. En stenkiste fra stenalderen er lagt direkte ned i engen uden jordhøj.

 

En hovedløs præst

På Sabjerg skal der være begravet en hovedløs præst. Og Kegnæs Kirke skulle først være blevet bygget på Dambjerg i Damkobbel, men måtte flyttes. For det der blev bygget om dagen, blev revet ned igen om natten. Og det var de mystiske, der rev det ned. Dem der var modstander af kirker.  Derfor valgte man det sted, hvor kirken nu ligger. Dette sagn fortælles om mange kirker på Als, og er meget udbredt i Norden.

 

Lysabild Sogn

I dette sogn er der fundet cirka 70 grave fra oldtiden. I langdyssen ved Lysabild er der brandsten. Og det ville gå ud over Kryhlmands Gård, der efter sagnet skal brænde, hvis dyssen ødelægges. I ældre tid vovede byens ungdom ikke at betræde kammeret efter solnedgang, da Niels Puk boede derinde. En mand der gravede i dyssen, blev sindssyg.

En stor del af højene i sognet har ligget i en række, ned gennem den nordlige del over Sarup, Lysabild dog Fjelby Marker. På Hans Hansens Mark i Fjelby lå således tre høje. De to var blevet overpløjet og den sidste var helt sløjfet. Man var dog stødt på en kiste og så af angst for følgerne som det står i indberetningen til Nationalmuseet, har angsten holdt folk fra at værne om højene.

 

En pavelig ”Bulle”

Bullebrand, skulle være en udpløjet knold i Sarup, hvor der skal være brændt en pavelig Bulle. Og Manhøj i Avnbøl har fået sit navn efter at forbrydere manedes ned her. Udbygger-stedet Flishøj i Ragebøl skulle egentlig have heddet Flyvhøj, fordi det har navn efter en høj, som der hver nat fløj en ugle op af og varslede lig.

Før vi forlader Lysabild skal vi lige nævne at Pøls Rev efter sagnet skal være resterne af en bro, som en kæmpe ville bygge over til sin fæstemø på Ærø, men da han kom ud i dybet druknede han. Herover græd hans brud masser af tårer, og af dem dannedes sundet mellem Als og Sundeved. På  samme måde fortælles, at Witzkes Rev på Kegnæs er begyndelsen af en dæmning
over til Høruphav.

 

Tandslet Sogn

De eneste oldtidsminder i Tandslet Sogn, som er bevaret er to stengrave, hvor der er brandstene. De ligger begge i Ertebjerg, den ene ved en stor kristtjørn.

• Når dyssens sten fjernes eller når kristtjørnen hugges om, brænder ejerens gård

Lige i nærheden står en gammel hvidtjørn, der bruges som sømærke, som der også er sat brand hen i,

 

Den hvide Hest

Om kirkeblokken nord for Elholm, en naturlig bakke og det højeste punkt i sognet, fortælles det velkendte sagn, om da man var ved at bygge sognets kirke, at om natten ødelagde en usynlig hånd, det man havde bygget, om dagen. Derfor flyttede man byggestedet. Ja det siges også, at en hvis Henning Linthe på Elholm byggede kirken som tak for, at han var blevet helbredt efter lang tids sygdom. Det skulle åbenbart have været en hvid hest, der slæbte alt byggemateriale hen til det nye sted. Henning Linthe var den første, der blev begravet i Tandslet Kirke. Den hvide hest har da været Helhesten, der varsler lig, hvor den viser sig.

Sandsynligvis er Tandslet Kirke bygget op over en hest, som det i fordums tid skal have været for vane, som så blev deres varsel. Efter sigende skulle kirkerne være bygget over levende dyr.

 

Hørup Sogn

I Hørup var det også svært at bygge en kirke. Men man lagde sig på lur. Man opdagede da en hel masse nisser, der ved midnatstid begyndte at nedbryde kirkens mure. For hver sten de tog, sagde de Højere op, Højere op. Folket forstod så, at kirken skulle bygges højere oppe. Den næste dag begyndte de så at bygge kirken på højen. Og nu fik de ro til deres arbejde. Kirken kom nu til at hedde Højerup og senere Hørup. Det var på Lundebjerg kirken skulle være blevet bygget. Lundebjerg er en bakke mellem Hørup og Majbølle. Her har engang ligget en Lund, og sagnet fortæller, at her skulle engang have ligget en kirke. Det kunne tyde på, at der har har været en hellig lund med en hedensk helligdom.

 

Hans Skrædder blev myrdet

Ravnehøj i Mintebjerg skulle således have fået sit navn, fordi der her fra Arilds tid, har stået nogle ege, hvor nogle ravne altid sad og skreg. Skrædderhøj ved Majbøllegården hed tidligere Thabergs -, Toborrigs -, Tobris -, eller Taaferohøj, men fik sit nye navn af en Hans Skrædder, som fandtes myrdet her med bundne hænder og fødder. Ikke langt derfra ligger Skrædderdam, der har navn af samme begivenhed. Der rådes til ikke at gå her forbi ved midnatstid, da morderen går igen., og det skal være uhyggelig at se ham.

Sagn om større historisk begivenheder er knyttet til de mange høje ved Miang Sø på skellet mod Tandslet og Ketting. En svensk konge, der på Erik af Pommerns tid kom sejlende ad søen,
der dengang gik ud i et med havet, faldt i et stort søslag der og skal være blevet begravet i en af højene, måske i Kongehøj eller Kongens Høj ved Tovrup Maj på Gammelgaards Mark. Men nogle mener også, at her skulle ligge en indfødt Kong Nidding, som faldt i strid med en fremmed konge.

Fra Snapshøj nær Majleddet beskød man den svenske flåde.

Her lå også Troldebjerg. Man mente, at her boede trolde. Skiver – eller Skieferbjerg betyder det skæve bjerg. De mange Lod høje og bjerge har deres navne efter deres udseende, loddenhed, det vil sige det krat, der vokser på dem. At sætte Torhøj og Grimshøj i forbindelse med guden Tor og jætten Trym er måske lige letkøbt nok. Rent sprogligt skal navnet ende på s, hvis det er helt rigtigt.

 

Opbevaringssted i 1864

Således kan Torshøj i Lambjerg på toppen af en skrænt, der går stejlt ned til havet, have noget med guden at gøre. Desværre har gravrøvere været inde, at fjerne et stenkammer. Under krigen i 1864 blev stedet benyttet til opbevaring af kød og flæsk. Højen kaldes derfor også for Flæskehøj. Herfra er der en prægtig udsigt over mod Kegnæs og æ Trill. Trillen træffer vi også i Oksbøl. Her er det tale om en isoleret banke, vist nok oprindelig en ø. Tidligere er der fundet en oldtidsboplads på den. Navnet Store Vaarbjerg knytter sig også til stedet. Det var et sted, hvorfra man holder udkig eller ”vare”, og således herfra har holdt øje med enhver fjende.

Lidt længere oppe i landet øst for Augustenborg ligger et Baunebjerg. Det er et bjerg eller nærmere en bakke, hvor man i krigens tid har tændt Bavn for at advare folk længere inde i landet, når det fra Vaarbjerg blev iagttaget, at en fjende nærmede sig. Så langt Bavnen lyste, vidste man da besked og nye Bavne tændtes og spredte budskabet videre og videre. De virkede faktisk som en slags telegraf.

Da svenskerne drog hærgende gennem landet, tændte man ild i en hel dynge halm og træ, som man havde slæbt op på Barnhøj i Sebbelev. Sagnet siger, at det var en afledningsmanøvre, for at få svenskerne til at tro, at det allerede brændte. Barnhøj er uden tvivl en fordrejning af Bavnehøj. Barn og Bavn udtales i mange dialekter ens.

Også  i Svenstrup og Egen ligger en Bavnehøj, den sidste også skrevet Barnehøj. Der er en forsvunden gravhøj ved Nordborg, et Bavnebjerg. Varbjerge og – høje findes i Egen og Oksbøl Sogne, ved Hart Sø og Pøl.

 

Et brød fra højfolket

Højfolk har der boet i Madhøj og i Kragehøj. Disse er begge forsvundet. I den ene hørte man ofte Nis buldre. Ved den anden fandt man engang en dreng, som vogtede køerne og en brødstage, som blev brugt til at skubbe brødet ind i ovnen med. Da man næste dag kom forbi det samme sted, lå der et friskbagt brød. Drengen spiste af brødet, som smagte godt. Han ville give det videre til en vogterdreng ved navn Niels, som kom til stede. Han forsmåede det. Følgen blev, at Niels til straf blev behæftet med en langvarig sygdom.

I Høruphav kom højfolket undertiden ind i Chr. Jørgensens lade og stjal af halmen. De kom også ind i stuen, hvor børnene lå og sov. Men det er dog ikke andre end en gammel kone,
der har set dem. Hun beskrev dem nøje som små mænd med spidse huer og lang skæg.

 

Ulkebøl Sogn

Der kendes 150 gravhøje, men kun ganske få er bevarede. Dem der ligger i skove er ikke så udsatte for ødelæggelser, som dem der ligger på marker. En af dem er Bukkeshøj på Abildgaards Mark ved Krumom. På et tysk generalstabskort har det fået det flotte navn Grazienhügel.

 

Bæger i sikkerhed i Ulkebøl Kirke

Og om en af de høje, der ligger til venstre for vejen fra Sønderborg, fortælles, at en mand en aften så den hævet på nogle støtter rundt om i kanterne og en hel del nisser derinde og holde drikkegilde. De råbte til manden, at eftersom han var den eneste her fra sognet, der havde set dem holde gilde, så måtte han drikke et bæger med dem, og så rakte de ham et guldbæger fyldt med punch. Manden var dog bange for, at de havde ondt i sinde, og smed det bagover ud over hesten i stedet for at drikke af det. Men guldbægeret ville han have med sig. Han kunne ikke modstå fristelsen, og skyndte sig at give hesten af sporene. Men nisserne var jo raske folk, og et par af dem fik fat i halen på hesten. Han kunne ikke ride fra dem. Så  red han tværs over markerne, hvor der var mange grøfter. I disse faldt nisserne, så han kom fra dem.

 

Nu var det så bægeret. Han vidste, at beholdt han det, ville der ske noget. Derfor skyndte han sig til Ulkebøl Kirke. Der satte han bægeret ind. Det blev siden brugt som alterbæger. Efterhånden blev dette bæger så slidt, at kirken måtte anskaffe et nyt bæger. Kirkens hellighed reddede bægeret og rytteren. Sagnet fortælles mange steder især i Sønderjylland og den germanske verden. I Klinting Høj boede for øvrigt Nis Puk.

 

Ketting Sogn

De fleste høje i sognet er samlet i to grupper ved Skakkenborg og Ketting By. I alle højene ved Skakkenborg skal der have boet nisser. Men de er flygtet, efterhånden som højene blev sløjfet.

Da en pige engang tidligt om morgenen sad på en af præstens  marker mellem Ketting og Skakkenborg og malkede køerne, hørte hun lige med et en dejlig musik i højen ved siden af sig. Kort efter kom et underligt fruentimmer ud til hende for at invitere hende til at overvære deres Lystighed, hvilket hun af frygt afslog. Derefter forsvandt fruentimmeret og musikken ophørte.

 

Uvæsnet udvandrede

En anden høj, Store Deirehøj i den vestlige ende af Ketting blev udgravet, da Bispegården blev bygget i det 18. århundrede. Højen blev set hvilende på fire gloende søjler, og neden under var
der masser af støj og alarm. Her herskede masser af uvæsen. Men det blev fordrevet af klokkeringning. Det kunne uvæsnet ikke udstå. Derfor forlod de deres høje og udvandrede til Norge og Bornholm.

Højen, der står på gloende pæle er velkendt i de danske sagn. Og det skete også, når man holdt gilde i højene. Det var gerne julegilde. I nærheden af Blæsborg Mølle lå en nu sløjfet høj. Da en karl var næsten midt ud for den, kom en af de dværge, der morede sig i højen med dans og lystighed ud til ham med et sølvbæger. Men karlen turde ikke at drikke af det. Han slængte det bagud. Et par dråber ramte hestens hår, som straks forsvandt.

De galoperede nu af sted med det tomme bæger. De blev hele tiden forfulgt af de underjordiske. Hest og rytter nåde Ketting Kirkegård. Her turde de underjordiske ikke komme ind. Bægeret skænkede han til kirken.

 

En pyntet nissebrud

På  en gård i Sebbelev var en pige  søndag morgen ved at gøre rent i stuen, da der pludselig stod en lille nisse foran hende og spurgte, om hun ville se en brud. Det ville hun nu nok,
og nissen sprang hen og åbnede døren. Der kom en lille karet, trukket af fire hvide mus, kørende ind i stuen. I vognen sad en pyntet nissebrud. Da vognen kørte forbi pigen, fløj et stykke af brudens slør bort, og det blev hængende på pigens forklæde. Vognen kørte et par gange rundt i stuen og forsvandt sammen med Nis ad samme dør, hvor den var kommet ind. Pigen
ville nu tage fligen af forklædet og opdagede da, at den var af det pureste guld. Inden året var omme, blev en brud pyntet i samme stue. Måske har guldet bevirket, at pigen var i stand til at gifte sig?

 

Hyben blev til ædelstene

I en af gravhøjene ved Skakkenborg var stenkammeret omgivet af en stenring. Og selve stenkammeret var dækket af en flad sten. En kone kom forbi. Hun så pludselig, at stenen blev skubbet til side, og en lille mand med langt hvidt skæg med en rød hue på hovedet, og med lang hvidt skæg samt guldbeslåede træsko træde ud af højen. Dette ejendommelige væsen var Nis Puk. Han løb hen til konen og bad hende træde ind i højen for at hjælpe sin syge kone. Hun gik med til det, og mødte Madam Puk ,der havde bragt den lille Puk til verden. Konen gjorde
hvad hun kunne, gjorde hulen ren, lavede mad og svøbte den lille.

Da hun var færdig gav Nis Puk hende en kurv fyldt med hyben, som hun fik med hjem. Hun vovede dog ikke at bruge den mad. Da hun var kommet så langt væk, at Nis Puk ikke mere kunne se hende, kastede hun bærerne i grøften.

Men da hun kom hjem , så hun et ejendommeligt skær i kurven. Det var nogle få bær, der var blevet tilbage. De var blevet forvandlet til de prægtigste ædelstene. Hun løb tilbage for at kigge efter dem, hun lige havde kastet. Men der var ikke flere tilbage. Og Nis Puk så hun aldrig mere.

 

Maren fik guld og sølv

I stedet for hyben kan højfolkenes penge også have form af kulstumper, visne blade eller høvlspåner. Maren Kogekone satte sig engang til hvile på en høj mellem Skelle og Gammelgab. Hun var på vej til et bryllup med en kurv fuld af kager. Hun var faldet i søvn. Da hun vågnede, havde Nis Puk, der boede i højen taget
alle hendes kager og i stedet fyldt kurven med visne blade og høvlspåner. Maren gik grædende hjem, men hendes sorg forvandledes til glæde, da hun opdagede, at det var bare sølv og guld, hun havde fået i kurven.

Det var også høvlspåner, to piger, der et sted på Als var bedt til barnedåb hos nogle nisser, der blev belønnet som gengæld for den ære, de havde vist dem.

 

Knoldhøj

Knoldhøj er bevaret. Her havde den gamle nissekonge, Knold sin bolig. Her har man dog også set Nis Puk. Kirken skulle være bygget på en af præstens marker, der kaldes Knold. Men troldene i de nærliggende høje blev ret foruroliget ved dette. Og igen blev alt det man havde bygget om dagen ødelagt om natten. Men et andet sted, hedder det sig, at kirken skulle have været bygget på Galgehøj mellem Ketting og Skakkenborg.

I Sognebeskrivelserne fra 1666 og 1730 hedder det Galliebjerg og Store Kierkehøy. I Jordebogen fra 1680 hedder stedet Kirkehøj.

 

Var det Sønderborg Slot?

Og i sognet fortælles også sagnet om Sønderborg Slot, der først skulle være bygget ved Stavnsbølle Fjord. Men hver nat blev man forstyrret,-indtil man bestemte, at flytte derhen, hvor den nu ligger. Og det er ganske vist. Allerede Danckwerth nævner i 1652 dette sagn. Og den danske topograf P.H. Resen mener på grundlag af Danckwerths angivelse, at den såkaldte Svenskeskanse ved Bromølle må være resterne af Sønderborg Slot. Men kan det nu have sin rigtighed?

Svenskeskansen er et gammelt befæstningsværk. Navnet har det nok først fået, da det er blevet brugt som skanse i Svenskekrigens tid i det 17. århundrede. Selve anlægget er langt ældre. Den rigtige betegnelse for bygningsværket er volden. Og svenskeskanse er påført flere gamle volde, for eksempel Smølvold ved Broager, der er en gammel Bygdeborg. Den er sikkert opkastet til værn mod venderne. Ja og så har man også gravet efter skatte i højene på Als med mere eller mindre held. Det var her tale om Store og Lille Klokkehøj vest for Ketting Kirke. Navnet har højene fået, fordi en af kirkeklokkerne engang fløj ud af tårnet og lige derned.

Måske er en anden forklaring, at en klokke er blevet støbt her. Eller måske er navnet afledt af plantenavnet klokke.

 

Grave efter klokker

Engang havde to karle fra byen fået den ide, at grave klokken op af jorden igen . Dette arbejde skulle gøres stiltiende. Men da de var i gang med dette, kom en karret kørende forbi ad herrevejen. På vognen myldrede det af rotter og mus. Den ene mand kunne da ikke holde sig længere og råbte til den anden:

• Nej se, se!

Da sank klokken straks dybere ned i jorden. Det hele var altså et blændværk ene og alene skabt med det formål at få skattegraverne til at tale og dermed bryde betingelsen for, at deres arbejde skulle lykkes.

Om Kistehøj ved Sebbeløv eller om Kistesager fortælles også, at man engang gravede der, og fandt en kiste, med en skat. Man håbede at kunne få noget ud af den, men den sank ligesom ved Klokkehøj i jorden, da en af mændene kom til at sige noget.

 

En forurettet hertuginde

Foruden Galgehøjen mellem Ketting og Skakkenborg ligger der også en Galgebakke ved Ruhormsgaard i marken N. Galgekobbel. Det er ikke så længe siden, den er blevet benyttet
til henrettelser.  Om den sidste, der blev henrettet, fortælles, at han kom til at fornærme Hertuginden af Augustenborg ved ikke at tage hatten af for hende, da han mødte hende på vej til galgen. I sin harme forlangte hun da, at man skulle hugge flere søm i hans hoved.

 

Galgebakken

Næsten i alle danske sogne har der ligget en galgebakke. De arme syndere, der havde forbrudt sig mod Landets Ret skulle højt til vejrs. Så kunne man vidt omkring afskrækkes af de afsjælede legemer. Også når der var hekse, der skulle brændes, skulle det helst ske på en bakke eller en høj, hvor ilden rigtig kunne beskues. I Ketting blev således to søstre Engel og Lop i det 17. århundrede brændt på Askhøj (1680: Aschøi) for hekseri. Endnu i lang tid derefter kaldtes markerne omkring for de brændte Agre.

Ved samme høj mødte Pastor Stephen Thomsen engang Fanden i skikkelse af en sort puddelhund og tvang ham til at gå som fjerde hjul under sin vogn hjem til Ketting.

I Galgebakken skal der foresten være begravet en høvding, der engang faldt  i et søslag i Ketting Fjord. De alsiske sagn viser, at øen engang var blevet angrebet af fremmede vikinger. De var kommet af søvejen til den rige og temmelig ubeskyttede ø. Snart var det svenskerne, som det fortælles i Tandslet, snart var det de mere tættere frænder som fynboerne.

 

Vikingehøvdingen Sivert

I Sivertshøj (1796: Siwartshoy), i Munkeskobbel lige ved landevejen mellem Gammelgaard og Vertemine, skal der således ligge en fynsk vikingehøvding Sivert begravet. Han havde hjemsøgt hele landet fra Kettingskov til Munkgaarde, en fordums herregård, hvis ejer var hans gamle fjende, som han havde svoret en blodig hævn. Men junkerne på Gammelgaard og Munkgaarde var venner, og med forenede kræfter slog de Sivert og hans folk tilbage. Sivert som lige ville styrte sig på sin dødsfjende , Junker Hartvig til Munkegaarde, blev slået til jorden
af en af Gammelgaards – karlene.

Om natten kom vikingerne tilbage for at søge efter Siverts lig. Der, hvor de fandt det, gravede de det ned og opkastede den jordhøj over det, som de kaldte Sivertshøj. Så trak de sig tilbage,
uden at forsøge nye angreb.

Bag den romantiske udpyntning og de opdigtede navne, skimtes gamle dages fejde.

Også i Kongens Høj på Tovrup Maj ved Gammelgaard skal der ligge en konge begravet ved navn, Niding.

I en egebevokset høj på Vertemines Eng (det skal hvis være Gammelgaards) øst for Mjang Sø endog 6 konger.

 

Asserballe Sogn

Også her findes minder om røveriske indfald på Als. Ved Lyboslang, Lyøboernes gamle landingssted , ligger en Rytterhøj, hvor der skulle have været et vagthus, til at holde udkig mod stranden efter fjender. Det er ellers ikke så meget, der kan fortælles om højene i Asserballe Sogn. I en meget smuk og velbevaret stendysse på Verteminde Mark, er der sat brand, hvis den eller den hyld, der vokser på østsiden, fjernes, skal Verteminde brænde.

Indtil 1888 lå der dysser på samme høj. Det år blev den nordlige, der også var sat brand hen i, taget bort. Få dage efter slog lynet ned på Verteminde og den store kostald brændte. Hvis stendyssen havde fået lov til at bliver stående, var dette vel ikke sket, siger man på egnen.

Om den store langdysse ved Blomeskobbel fortælles også, at en ejer kom af dage – ved løbskørsel – fordi han havde ødelagt det ene kammer. Der er ellers gravet efter skatte, men en mængde mus, der myldrede frem fik de gravende til at le og ødelagde således gravningen. Som vi tidligere har beskrevet, skulle der være fuldstændig tavshed, når man gravede efter skatte.

 

Spøgeri fra overnaturlige væsener

Omkring flere høje fortælles der om spøgeri. I Arnekulgaard har man således været meget plaget af overnaturlige væsener fra en nærliggende kæmpehøj, der spøgte i lader og stalde. Gårdhunden for ofte op ved midnatstid, og selv om det var blikstille, kunne der pludselig komme en susende storm gennem gårdrummet, så porte og døre klaprede. Bagefter begyndte det så at rumstere i alle udhuse. Køerne brølede og hestene sparkede mod bisningen. Men det varede kun i kort tid. Ofte fandt man to køer bundet sammen i en klove. Det fortælles også, at hver nat på slaget 12 kommer en og rusker i stuedøren.

Disse beretninger minder om sagnene om den vilde jæger, der ved nattetid farer gennem sine gårde på den evige natlige jagt. Sådan rider på Als, Hertug Hans gennem Gammelgaard og junker Karo eller Kof over tomten af sin junkergård på Slotsbjerg ved Kettingskov. I Sundeved er det fru Magdalene Blome, der rider over markerne ved Braadborg. Andre steder er det Kong Abel, Volmer, eller Gud Odin selv. Man det kan også være bjergfolkene, der på vej fra høj til høj må gennem en gård og derved forårsager spøgeriet.

 

Notmark Sogn

I Nørreskoven, der strækker sig ned langs kysten gennem det meste af Notmark Sogn ligger der hist og her bevarede oldtidsgrave fra både Sten – og Bronzealder. Det er skoven, der har frelst dem fra at blive tilintetgjort af bondens flittige plov.

I de mange små høje ved Helved siger man dog, at der skal være begravet en del døde fra et søslag, som der stod på i Erik af Pommerns tid.

I Troldhøj må der have boet trolde. At der har boet bjergfolk på egnen er ganske vist. En kvinde og hendes tre sønner fra Notmarkskov har set noget, der tyder på dette. Det var en smuk udskåret fladlåget kiste som drejende kom hen over vejen og videre ud af nogle pløjemarker.

En af sønnerne ville løbe efter den, men hans brødre bad ham, om at lade være. Det, som de så, var at bjergfolket var ved at flytte med noget af deres tøj.

 

Hertugen af Sønderborg

Det var her, at Hertugen af Sønderborg kom ridende forbi den lille granskov mellem Notmark og Fynshav. De kom ud og bød ham en drik af et sølvbæger. Han ville imidlertid ikke drikke, men kastede indholdet bort. Nogle dråber faldt på hesten. Nogle af hårene var svedet bort. Hertugen galoperede væk og kastede bægeret hen over Notmark kirkegård.

Det mest mærkelige oldtidsminde i sognet er uden tvivl dyssen Trodsten ved Katrød. Det fortælles, at det er en gammel offersten. Og skoven, den ligger ved, har været offerlund.

I Lysabild Kirke er der indmuret en sådan sten i grundsoklen. Det er også værd at mærke sig Dyssens beliggenhed nær ved Helved, dvs. den hellige skov.

 

Egen Sogn

Halvdelen af de oldtidsminder, man kender til, er bevaret, fordi de ligger i skoven. Deriblandt er Hønshøj i en æblehave ved Elstrup.

Mellem Elstrup og Hundslev ligger en kæmpehøj og folk påstår, at der endnu holder nisser til i højen. Nis viser sig dog kun en gang for hver ejer af gården, som højen hører til. En nat sad en ejer  og passede en so, der havde fået grise. Han hørte da, at stalddøren blev lukket i. Da så han en mandsling med en rød hue på hovedet, der stod og betragtede ham. Det varede dog ikke længe, før Nis igen gik ud af stalden.

Her var det ikke tale om en højborger, men det var derimod den Nis Puk, der boede i Pukhøj på Wrangs mark ved skovvejen, skønt han også optræder med den røde hue, der ellers er husnissernes særlige kendetegn. Han gjorde ikke folk fortræd, når de kom forbi højen, eller når de traf ham i skoven. Men Nis Puk havde den slemme vane, at han undertiden stjal høns og æg på gårdene derude på Stolbroløkke.

 

Nisserne byttede børn

Der er gået mange rygter om disse nisser. De skulle således også have stjålet små børn og byttet dem med deres egne stygge unger. Her er også et eksempel på, at man inde fra højen bager en kage til en hjælpsom mand. Det skete for en person i Kræn Skrædders Bjerge.

Med Egen Sogn er vi fra Als Sønderherred kommet i Nørreherred. Grænsen mellem de to herreder dannedes af Tingstedbæk, der ligesom Tingstedvej må have navn af, at der er blevet holdt Ting i nærheden.

Lidt nordøst for bækken ligger også Tinghøj. Og lige i nærheden Brændhøj og Tyvkær. Alle tre navne minder om fordums retspleje. På Tinghøj stod der endnu i 1766 en stendysse. På Brændhøj har man brændt folk.

Sit rettersted har sognet i hvert fald nok haft på Galgebjerg eller Galgehøj. På Kjellerup – Guderup Mark nær ved kirken var der en mark, der hed Galleagre. Forskellige henrettelser
er her foregået for kirkeran, tyveri og mord.

 

Den sidste ulv på Als

Den sidste ulv på Als blev nedlagt ved Kallehøj ved Stolbro. Men også her er der uenighed, for nogle mener, at dette er sket på Ulbjerg ved Nordborg.

Om voldstedet Gammel Østerholm fortælles forskellige sagn om skatte. En kone på Chr. Esbensens Sted drømte engang som pige, at hun ovre på Holmen så en stor sten, som skatten
lå skjult under. Hun havde aldrig været der før og gik så derhen. Hun fandt også stenen, men turde alligevel ikke give sig til at lede på det fremmede sted. Da slottet i 1735 blev nedbrudt, fortælles det, at en del af kobberpladerne rullede ned i den brede grav. Ved gravning kan man mærke grunden, der formentlig er kælderen, i hvilken der efter sagnet skal ligge en guldkæde skjult af den længde, at den kan række omkring hele Als.

Om  voldstedet fortælles også ligesom om flere kirker på Als og andetsteds, at Østerholm først skulle have været bygget der, men man blev altid forstyrret om natten.

 

Svenstrup Sogn

I Svenstrup Sogn kendes hen i mod en snes grave fra oldtiden. De af dem der er bevaret, befinder sig i skoven. I Stevning Skov er således en gruppe på 8 småhøje foruden to større. I den ene af dem ved vejen fra Fiskerhytten ved Sandvig op til Stevning fortæller sagnet, at der ligger en sypige ved navn Katrine begravet. Hun elskede en fornem junker Ravn i Stevning. Desværre blev hun beskyldt for tyveri, som hun ikke havde begået. Derfor druknede hun sig i fortvivlelse i den dam, der siden kaldtes for Trindøffel. Det skulle være afledt af hendes navn Katrine. Ravnsdam er afledt af junkerens navn.

 

Junkeren Sander

En lignende romantisk historie fortælles om en gravhøj på engen ved Sandvig. Her skal det være en junker fra Melvedgaard, der er begravet. Han havde også forelsket sig under sin stand og blev sendt på vikingetogt til Fyn for at glemme hende. Men han vendte kun hjem for at dø af sine sår, hvorpå pigen græd sig ihjel på hans grav. Efter junkeren, der hed Sander, kaldes bugten for Sandvig.

Det er selvfølgelig meget mere dramatisk end bare at opkalde stedet efter det sand, som vigen består af.

I Dødemandsgrav skal der ligge en møller, der er blevet myrdet og udplyndret.

Af naturlige bakker i sognet nævner et stedligt vers, Bøgebjerres An og Bavnhøjs Ban, hvilket hentyder til, at man har haft blus (arne) tændt på Bøgebjerg og hørt et barn græde ved Bavnehøj. Nu behøver det ikke, at være, det man tror. For ban kan også betyde en ufrugtbar forhøjning i marken.

 

Hagenbjerg Sogn

Det var her små væsener, som var i familie med Elverfolket. De lavede ikke den store skade på mennesker, men de var ret irriterende.

En mand vandrede over Stakkelhøj efter Hagenbjerg til. Da han var midt på højen, hørte han en stemme, som sagde: “No is Pippe Kong dodt” Måske var det en fordrejning af det tyske: “Nun ist Pippe König tot” Manden fortsatte uanfægtet sin tur. Men da han kom ind til en bonde, fortalte han straks, hvad han havde hørt. Stedet var der, hvor bjergfolkene jævnlig kom.

 

Samme aften kom en af disse bjergfolk hen til bondens gård for at hente øl i en sølvkande. Men da øltyven hørte mandens ord, blev han så forskrækket, at han i sin angst lod kanden stå og flygtede ud af huset og råbte: “Is Pippe Kong dot, is Pippe Kong dot”

Efter denne begivenhed forsvandt bjergfolkene fra Stakkelhøj og egnens beboere kunne da i ro selv spise den kraftige bryllupssuppe, og den gæve husmoder kunne nu syngende sidde ved den fredelige arne og pleje ilden for at tillave livets fornødenheder uden at ængstes ved den tanke, at måske en af disse uforskammede skulle finde vejen til spisekammeret. Da Nissen løb sin vej har den sikkert råbt Stakkel(s)høj. Deraf navnet. Men hvad det er sket og hvorfor nisserne flygtede, ja det er der ingen, der ved.

 

Et Guldstykke

På en mark øst for Brandsbøl Skov ligger en langdysse med åbne gravkamre. Her så en pige tit Nis Puk sidde og sole sig, når hun gik ud for at malke. En dag svarede Nis på hendes Godaw Nis.

• Hør Ann’stin ka do vælt den stue steen de øw’e å e mark, så ka do få en Dukat.

Ann’stin lo, men alligevel ville hun vise den lille purk, at hun kunne. Hun gik over og væltede den om på den anden side. Til sin store forbavselse fandt hun et guldstykke under stenen, og det skal endnu være i familiens eje over på Sundeved, båret som stikkernål ved festlige lejligheder.

Der findes også historien om Sillehøj. Et lille barn ved navn Sille var blevet bortført og ført ind i højen, hvorfra den fik navnet. En anden udlægning og knap så dramatisk er, at højen har navnet efter planten Sille.

Kilshøj er også blevet set stående på fire gyldne søjler, mens der blev festet. En bonde så det, og hentede præsten. Men da de kom tilbage, var der ingenting at se.

Længere nede mod Stevning ligger Brandshøj, hvor kæmpen Brand skal være begravet. Men stedet er også et helligt offersted.

Ved Troldhøj på Hagenbjerg Bymark er hunde ofte blevet bange.

 

Oksbøl Sogn

Her er næsten alle gravhøje eller dysser forsvundet.

På Knuden ved den tidligere Brandsbøl Fjord, nu Bundsøen, boede således en høvding ved navn Gert. Han faldt i tvekamp med en høvding fra Sundeved og blev begravet på stedet.
Den store høj, der blev kastet over ham, kaldtes siden Gertshøj og lå på Melsmark indtil den omkring 1880 blev jævnet. Stenene fra gravkammeret blev slået i stykker og brugt til byggemateriale.

Om kirken fortælles, at man ikke kunne blive enige om, hvor den skulle ligge. Derfor lagde man en tværbjælke over ryggen på en okse, og byggede der, hvor den lagde sig til hvile. Efter dens brøl kaldtes først kirken og siden sognet Oksebrøl, hvilket senere blev til Oks(e)bøl.

 

Nordborg Sogn

Ja kirken måtte man også flytte. En række trolde var utilfreds med placeringen. Den skulle egentlig have ligget ved Ravnebjerg.

I en række andre artikler her på siden kan du læse flere sagn her fra Sønderjylland. Det gælder for eksempel fra Rømø, hvor historierne minder en del om dem på Als. Og så har vi en del sagn og historier ude fra vestkysten. Mange sagn er tilknyttet de forskellige kirkers tilblivelse. Her er nok tilblivelsen af Varnæs Kirke syd for Aabenraa den mest dramatiske.

 

Kilde: Se

• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• Litteratur Als (under udarbejdelse)

 

• Hvis du vil vide mere:
• www.dengang.dk indeholder 1.778 artikler, heraf 207 artikler fra Sønderjylland-
• Da Als var republik
• De sidste hertuger på Augustenborg
• Sønderborg – i begyndelsen (1

Redigeret 21.09.2021