Hedvig Delbo fra Faksegade 3 havde mindst 4 personer på sin samvittighed. Hun var stikker. Først efter tre forsøg lykkedes det for Holger Danskes modstandsgruppe at likvidere hende. En vaks boghandlermedhjælper på Østerbro var med til at finde frem til hende.
For en af Holger Danskes ledende sabotører ”John” endte det hele med flere måneders tortur og likvidering i Ryvangen.
En norsk syerske i Faxegade 3 på Østerbro havde tilbudt Modstandsbevægelsen, at sabotører og lignende sagtens kunne overnatte hos hende, hvis dette var nødvendigt. Hun var en smuk og indladende kvinde på 35 år.
Politiet kendte hende
Efter sigende havde hun været anholdt af tyskerne, bl.a. for vold og gadeuorden. Den 26. august 1943 havde hun været i håndgemæng med tyske soldater, som forulempede forbipasserende damer i Reventlowsgade. Tysk militærpoliti førte hende til politivagten på Hovedbanegården.
Den 10. november 1943 blev der under måtten foran fru Delbos dør i Faxegade anbragt en engelsk lommebrandbombe med en tidsindstilling på 30 minutter. Politiet blev tilkaldt, og man smed brandbomben i rendestenen, hvor den udbrændte. Fru Delbo havde været gift med en tyskvenlig person, dette kunne være
årsagen til brandbomben.
Aftensmad og morgenmad hos fru Delbo
Den 8. december serverede fru Delbo smørrebrød for de to Holger Danske – folk, Finn og John. Efter aftenmåltidet stillede de to modstandsmænd deres cykler i entreen og hørte radioavisen fra London inden de gik til ro. Næste morgen undskyldte fru Delbo sig, og sagde hun skulle til bageren. Hun havde glemt nogle ting. Hun blev længe væk og de to Holger Danske folk undrede sig.
Da hun endelig kom tilbage fik de morgenmad sammen og hun fulgte dem ned til gaden, tog kærlig afsked med dem, inden hun gjorde et ærinde i en forretning på den anden side af gaden.
Forfulgt af Gestapo
Da Finn og John kørte hen mod Odensegade, bemærkede de, at de blev observeret af to mænd på hjørnet af Odensgade og Faxegade.. Lidt efter så de en bil med 3 – 4 personer, der holdt lige om hjørnet. Da de kørte op ad Odensegade mod Trianglen, vendte Finn sig om, og så nu de to mænd stige ind i en bil, som fulgte efter dem. Mistanken om at Gestapo var efter dem, var vakt.
De nåede op af Odensegade og drejede til højre mod Nordre Frihavnsgade, hvor de måtte vente for rødt lys. De gjorde tegn til at dreje mod venstre, og det
samme gjorde den efterfølgende bil. Da det blev grønt kørte de tværs over Østerbrogade og bemærkede nu at de blev fulgt af to biler., som kørte frem og spærrede for henholdsvis Blegdamsvejen og Øster Allé. Finn og John drejede imidlertid til venstre og kørte af Østerbrogade ind mod byen og svingede derpå til højre ind i Ryesgade.
Finn slipper fri
Det varede ikke længe før de blev overhalet af de to Gestapo-biler. De to modstandsfolk drejede hurtig rundt og spurtede mod Østerbrogade. Gestapo-bilerne bremsede op og flere Gestapo-folk sprang ud og råbte til de flygtende. Da de fortsatte flugten begyndte Gestapo at skyde. Det lykkedes for Finn at komme tilbage til Østerbrogade, hvor politibetjent Ravn dirigerede trafikken. Han gjorde intet forsøg på at stoppe ham. Skydningen havde skræmt folk.
Det lykkedes Finn at komme om i Rosenvængets Allé, hvor han drejede ned af Sorøgade og ind i en port, hvor han stillede cyklen fra sig. Derefter gik han op af bagtrappen til 3. sal. Han satte sig hen til vinduet for at se, om han blev forfulgt.
Det varede dog ikke længe, inden en kone kom ned af bagtrappen og spurgte, hvad han foretog sig her. Finn svarede, at han ledte efter en mand, der hed Overgaard. Konen fandt det mærkelig, at han befandt sig på bagtrappen. Da hun havde tysk accent, foretrak Finn at forsvinde.
Da han kom ned på gaden så han en brødbil, hvis chauffør var ved at bære brød ind i et ismejeri. Finn kaldte på chaufføren og bad om at blive kørt til et andet kvarter. Chaufføren spurgte:
- Det var vel ikke Dem, der blev skudt efter oppe på Østerbrogade for lidt siden
Det bekræftede Finn.
- Bare ind i kanen, så kører vi
Undervejs forklarede chaufføren, at han ikke kunne køre uden for det kvarter, hvor hans kunder boede. Finn bad om, at blive sat af på hjørnet af Classensgade og Strandboulevarden, hvor en af hans bekendte boede. Den pågældende var desværre ikke hjemme. Fra lejligheden ved siden af, fik han lov til at ringe efter
en taxa, som kom med det samme.
Hvor var John?
Med taxaen kørte Finn ind til Grøntorvet, hvor han fra en telefonboks ringede til sin kone. Men hun havde allerede fået besøg af Gestapo. Hos en kontaktperson mødte Finn flere Holger Danske medlemmer blandt andet Flammen, men John var der ikke.
Ramt af 7 skud
John var blevet ramt af Gestapos skud og var faldet om uden for Østerbrogade 21. På deres jagt havde Gestapo ramt en person, der blev kvæstet på benet. Da John lå på vejen havde han trukket sin pistol og affyret 3 – 4 skud i luften og yderligere et par skud mod en af Gestapo – bilerne. Det resulterede i at en Gestapo-mand affyrede to skud direkte mod John, som tabte sin pistol ud af hånden. John fik yderligere 3 – 4 slag i tindingen. Efterfølgende blev han smidt i en af bilerne som en sæk kartofler.
To – tre Gestapo – mænd blev sendt med ambulancer til videre behandling. En af tyskerne blev dræbt, da John pludselig trak en ekstra pistol.
John var blevet ramt af 7 skud, hvoraf de 4 havde ramt ham i underlivet. Lægehjælp måtte han ikke få. Han brækkede bl.a. et lårben. Under totur forsøgte de at få oplysninger ud af ham. De vred bl.a. hans brækkede ben ud i ret vinkel til han besvimede af smerte.
Han blev båret ud til sin henrettelse i Ryvangen den 27. april 1944
Gestapo og Holger Danske var til stede
Finn ringede til fru Delbo, og fortalte om den ulykke, der var overgået ham og John. Han turde ikke blive i Danmark, men ville flygte til Sverige. Hun græd i telefonen og bad ham komme og tage afsked med hende næste dag kl. 15. Efterfølgende havde hun informeret Gestapo om telefonsamtalen. Og selvfølgelig
dukkede Gestapo op. Men det gjorde Holger Danskes spioner også.
For hver ende af Faxegade holdt en Gestapo-bil. Og foran indgangen til fru Delbo, observerede man en juletræssælger, men en trækvogn hvorpå der befandt sig en maskinpistol.
Kl. 16 ringede Finn til fru Delbo og beklagede, at han ikke kunne komme. Hun forsøgte at pumpe ham for oplysninger om hvornår han ville flygte til Sverige.
Første likvideringsforsøg
Alt tydede på, at fru Helbo var stikker, og Holger Danske ville rydde hende af vejen. Finn ville gøre det selv. En ”studine” fra Holger Danske skulle den 10. december 1943 opsøge fru Delbo og få syet en kjole. Hvis hun var hjemme, skulle Finn dukke op og foretage likvideringen.
Men fru Delbo havde en kunde, og det trak ud. Finn fik nerver på. Studinen listede uset bort fra Faxegade. Finn trængte ind i en lejlighed, holdt et ældre ægtepar op, skar telefonledningen over. Fra vinduerne kunne han se over til fru Delbo, der intetanende gik rundt. Aktionen var en stor fiasko, og det skulle blive meget værre.
Holger Danske havde flere vagter med, og de mange mennesker fik en avishandler til at ringe efter politiet. Han troede, at det var hans pengekasse man var ude efter.
Andet likvideringsforsøg
Finn og Flammen erkendte at det store opbud af sabotører var en fejltagelse: samme aften vendte de tilbage til Faxegade i bil. En tredje person fungerede som chauffør. Finn og Flammen ringede på hos fru Delbo. En norsk dame lukkede op, men fru Delbo kom straks tilstede. Da hun så Finn udstødte hun et skrig og flygtede ind i lejligheden. Finn skød med en lydløs pistol, og da fru Delbo faldt om- Han troede, at hun var død. Derefter stak Flammen og Finn af.
Men fru Delbo havde kun fået et overfladisk kødsår i skulderen. Hun havde genkendt Finn, så det var kun en mulighed for ham. En flugt til Sverige sammen med hans kone og to børn. Angivelig skulle fru Delbo have indgivet en anmeldelse om et ulovligt depot af sprængstoffer og våben i Ryesgade. En person i Ryesgade blev i den forbindelse anholdt.
En farlig stikker
Der er ingen tvivl om, at hun den 14. december 1943 sendte en håndskrevet og underskrevet brevkort til en bogholder E.B. med følgende indhold:
- Hvis De skulle træffe ”Krølle” eller en anden af Finsens eller John Hansens Bekendte vil De maaske venligst bede dem ringe til mig. Vigtig!
Undskyld Ulejligheden – Hedvig Delbo Tlf. Tria 519u
Det var måske dette, der fik en anonym til at ringe til Station 7, og meddele at fru Delbo var stikker. Anmeldelsen gik ud på, at fru Delbo var skyld i en læges og to professorers flugt til Sverige samt i nedskydningen af John.
Tørster efter hævn
3 – 4 modstandsfolk brugte ”Krølle” som dæknavn og det gjorde Finn også. Fru Delbo flygtede angiveligt tilbage til Norge. Men hun flyttede snart tilbage til Danmark, hvor hun på Vesterbro åbnede en systue under navnet Eva Dam. Hun genoptog også kontakten til Gestapo. I et brev som hun den 4. marts 1944 sendte til en dame, hvis mand havde været udsat for clearings-mord, udøste hun sit had imod sabotører. Hun beskrev det mislykkede forsøg på at likvidere hende, og udtrykte sin harme over politiets optræden
- Senere Attentat der har været forsøgt imod mig har jeg anmeldt til Politiet, men er blevet saa daarligt behandlet, at jeg ikke gør det mere. Fra nu af
henvender jeg mig andetsteds.
Den 16. maj 1944 berettede en overretssagfører, der førte en radiokampagne mod sabotage om fru Delbo Han beskrev hende som en 35 – årig skønhed, hysterisk og overspændt og fortsatte:
- Hun viste mig en revolver, hun havde i tasken og fortalte mig med rivende tungefærdighed, at hun havde været sabotør, og var blevet svigtet af sin elskede. Nu ville hun hævne sig på ham og hans kammerater.
En ”vaks” boghandlermedhjælper på Østerbrogade
Selv om fru Delbo havde taget navneforandring blev hun genkendt af en vaks boghandlermedhjælper hos boghandler Wiene på Østerbrogade. Hun var medlem af en bogklub. Og boghandlermedhjælperen havde kontakter til modstandsbevægelsen. Man fandt ud af, at hun nu boede i Sankelmarksgade, hvor hun den 9. marts 1944 blev likvideret. Også her var der sendt en ”kunde” op til hende for at se, om hun var hjemme. I fru Delbos lejlighed fandt politiet 35.000 kr. I en politiindberetning kunne man læse følgende:
- kl. 11.23 Fru Hedvig Delbo født Kjær, Sankelmarksgade 30 2.sal blev kl. Ca. 11.15 fundet dræbt i Lejligheden, gennemboret af flere Skud. Umiddelbart
før hun blev fundet død, er der i Ejendommen hørt en Række Skud og to Mandspersoner er set forlade Ejendommen i Løb.
Tre drenge beskrev over for politiet de flygtende mænd.
Drabet var på forsiden af Berlingske Tidende dagen efter. Her kunne man så læse, at hun blev dansk gift som 24 – årig og skilt i 1943.
Gestapo var advaret
Fru Delbo havde i sidste halvdel af november 1943 opsøgt Gestapo, og forklaret, at hun havde kontakt til nogle sabotører, som hun mod betaling var parat til at angive.
Om aftenen den 8. december havde hun meddelt Gestapo, at Finn og en anden sabotør ville overnatte hos hende. Hun forventede, at de ville gå mellem 8 og 9 næste morgen. Hun ønskede heller ikke at anholdelse skulle ske på hendes bopæl.
For den ”venlige” service skulle fru Delbo have fået mindst 35.000 kr. Hendes dobbeltspil havde kostet mindst 4 personer livet.
Kilde:
- Diverse Besættelses – Litteratur
- www.dengang.dk – diverse artikler
Hvis du vil vide mere:
- www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
- Under Østerbro finder du 101 artikler
- Under Besættelsestiden (Før/Under/efter) finder du 362 artikler
Redigeret 26. – 01. 2022