Rungholt og manddrukning et og to

Se overdriver, sagde min mor, da Tønder skulle evakueres. Ikke mange danskere kender Rungholt. Vi kender Strands historie fra 1198. Der er lavet film, digte, noveller, kriminalroman m.m. om Rungholt. I tre dage rassede stormen i 1362. Man troede ikke på begivenheden. Men pludselig dukkede gamle ting frem fra vadehavet. Man fandt også et testamente og en handelsaftale. Der er mange fund fra forskellige perioder. Rungholt var en stor handelsplads. Men eksisterede den for 3.000 år før dens undergang. Der er et sagn i forskellige versioner. Efter 1362 fik Husum skibsadgang. Man støttede Chr. Den Fjerde. En heks fra Rømø blev anklaget for at have sat gang i en stormflod. Ved manddrukning nummer to omkom to tredjedel af Nordstrands befolkning. Kan en dansk by blive det nye Rungholt?

 

De overdriver, sagde min mor

Jeg glemmer aldrig dengang, da jeg ringede fra Aabenraa til min mor i Tønder, som skulle evakueres på grund af fare for stormflod. Radio Syd sendte direkte hele dagen. Jeg skulle høre, hvordan det gik. ”Åh”, sagde min mor. De overdriver, for jeg kan se, at vinden er drejet. Hun havde i samtalens løb kigget over på overboens vejrhane.

Der var ofte fare på færde dengang, inden vi fik det fremskudte sige. De fleste sønderjyder vil sikkert mene, at det tog alt for lang tid.

 

Ikke mange danskere kender Rungholt

Mon ikke de fleste sønderjyder kender Rungholt, men det er nok ikke så mange dansker i det hele taget, der kender det sagnombruste sted. Men Rungholt lå omtrent 40 km syd-sydvest for den dansk-tyske grænse, 20 km ude for Husum.

Vi taler med jævne mellemrum om oversvømmelser i Danmark, men det er slet ikke noget i forhold til Rungholt. Det var den 16. januar 1362, hvor 44 sogne blev ødelagt. Man skønner, at omkring 10.000 mennesker omkom. Ja diverse myter fortæller om 200.000 omkomne.

 

Vi kender Strands historie fra 1198

Vi kender Strands historie fra 1198. Det var betegnelsen for landet ved stranden. Dette kystområde var i højmiddelalderen endnu forbundet med fastlandet og lignede et amfibielandskab med mange priler og floder.

Området blev permanent befolket omkring 1100, da sydfra komne frisere slog sig ned ved kysten (strandfriserne). Største by i området var Rungholt. Strands daværende fem herreder var Edoms Herred i landskabets centrum. Viriks og Beltring Herred lå i nord, Lundebjerg Herred i syd. Pelworm Herred lå mod syd. Det var især de sydlige dele af Strand, der forsvandt i bølgerne.

 

Et digt og en novelle af Theodor Storm

Men ofte er dette glemt, og historien koncentrerer sig om Rungholt. Det er fordi sagnet om Rungholt blev nedskrevet i slutningen af 1500-tallet og Ditlef von Liliencrons digt ”Trutz Blanke Hans fra 1882.

Her blev befolkningen beskrevet som larmende og fulde mennesker. Men allerede et par år før dette digt havde den berømte forfatter Theodor Storm nedskrevet sagnet om Rungholdt. Ja det indgår faktisk i en af hans ukendte noveller ”Eine Halligfahrt”.

 

Film og kriminalroman

Og det var egentlig Karl Müllendorf, der i 1845 først fremkom med sagnet i værket ”Sagn, eventyr og viser”. Så sent som i 2001 fremkom en film, der indeholdt alt om rigdom, synd og naturens kræfter. Filmen hed ”Rungholts undergang”.

Ja i 2005 udkom der endda en kriminalroman af Derek Meister, der hed ”Rungholts ære” Det handler om en købmand med samme navn. Han overlever i sidste øjeblik, og siden har han en panisk angst for vand.

 

I tre dage rasede stormen i 1362

Isen sprak og forvandlede sig til ødelæggende klumper, som med stor kraft slog ind mod de skrøbelige diger, der dermed brast. Store mængder vand fossede ind. Kirker, gårde og staldbygninger blev forvandlet til murbrokker og pindebrænde. I tre dage rasede stormen. Ja på tyske kalder man stormfloden for ”Blanke Hans”.

Stormfloden var 2,40 meter over digerne. Selv de bedste diger dengang har kunnet holde til denne stormflod. Stærke lavtryk og stærke nordvest-storme havde trykket vandet ind i Tyske Bugt.

Tilsvarende katastrofer indtraf fra Rømø i nord og Elben i syd.

 

En fornyet interesse for Rungholt

Men 100 år senere skete der også noget. Et stykke af randen af halligen Südfall brækkede af, og en efterfølgende erosion frilagde de omliggende vader. Nu åbenbarede der sig pludselig velbevarede bebyggelsesspor.

Fundene var massive rundt om Südfall. Dette retfærdiggøre måske den store interesse for Rungholt. Især takket være hjemstavnsforskeren Andreas Busch fra halvøen Nordstrand kan man få indtryk af katastrofens omfang dengang. Fra 1921 til 1943 kortlagde, beskrev og fotograferede han værfter, grøfter, diger og dige – sluser, der fremkom i vaden. Ja han fortsatte endda helt til sin død i 1972 og lede efter efterladenskaber fra Rungholt.

 

Testamente og handelsaftale

Ud fra fordelingen og antallet af brønde har han skønnet Rungholts indbyggerantal til mellem 1.500 og 2.000 indbyggere. Det kan sammenlignes med Kiels befolkning i 1300 – tallet. Hamborg havde på samme tidspunkt 5.000 indbyggere.

I lang tid var Rungholt kun en legende. Man havde ingen faste beviser. Især Johannes Mejers kort fra 1636, der byggede på et kort fra 1240 spillede en rolle. Man har også fundet et testamente fra 1345 med oplysning om Rungholt og tillige en handelsaftale med Hamborgs købmænd dateret 1. maj 1361, blot otte måneder inden at stormfloden ødelagde byen.

 

Mange fund fra forskellige perioder

Spor af bebyggelser begyndte først at komme til syne i løbet af 1800 – tallet. De fleste af de bebyggelsesspor, der blev registreret i vaden omkring Hallig Südfall efter 1921 er ikke synlige i dag. De er er enten eroderet væk, er ødelagt af nydannede pril – grøfter eller de ligger begravet i vaden. Flere af værfterne er blevet ødelagt.

Forskellige ø- og halligboere har gjort mange fund. Der er økse og dolke, krus og meget mere. Man kan udlede, at den sydlige del af det nordfrisiske Vadehavsområde har været besøgt i tiden fra 2500 til 1500 f.Kr. Man har endnu ikke fundet fund fra yngre bronzealder eller før – romersk jernalder. Men mellem Pellworm og Südfall er der dukket flere del af lerkar op fra romersk jernalder. Men også romerske mønter fra 2. århundrede e.Kr.

Men man har fundet mange tusinde genstande fra den sene del af 1100- tallet og fra første halvdel af 1300 – tallet. Dette taler for, at Rungholt – området blev slået fuldstændig i stykker.

Kun nord for Südfall er der fremkommet fund fra 15 – og 1600 – tallet, der tyder på en midlertidig beboelse i et mindre område af det middelalderlige kulturlandskab eller på et nyopvokset halligland.

 

Byen Slesvigs indflydelse blev forringet

I begyndelsen af 1200 – tallet havde Slesvig ikke længere så stor betydning som østvendt havneby og centrum mellem Vest – og Østeuropa. Blandt flere årsager er det også havets tiltagende betydning for den nordfrisiske kyst, som fik konsekvenser for Slesvig by.

Allerede i løbet af 1100 – tallet blev kystboerne på vestkysten fordrevet fra deres hidtidige bebyggelser på den flade marsk og tvunget til at bygge værfter og diger. Forholdene i Ejderen og Treene havde også ændret sig. De store handelsskibe kunne ikke mere sejle her.

 

Den nordfrisiske kyst var attraktiv

For de handlende fra Hamborg til Flandern var den nordfrisiske kyst stadig attraktiv. Det vidner de mange importfund fra 12 – og 1300 – tallet fra vaderne omkring Südfall om. Udover forskellige landbrugsvarer var det salt, udvundet af det saltmættende tørv, som lokkede de handlende til fra fjerntliggende egne.

Ved halligerne Hooge, Nordmarch – Langenæs og Habel samt i den tilgrænsende fastlandsmarsk er det stadig muligt at finde arkæologisk spor fra gravning efter salttørv.

Man har fundet malmgryder, sværd og dragtdele, som har tilhørt folk af en vis social klasse. Et særligt fund er en pilgrimsbjælde, som viser, at det ikke kun var handlen, der fik folk til at tage rejsen hen over havet.

 

En stor handelsplads

Indtil videre er der hverken lokaliseret havne – eller en anløbsplads i Vadehavet ved Südfall, der kan have været brugt til handel. Der er hverken fundet spor i landskabet eller arkæologiske genstande, der kan knyttes sammen med en havn eller søfart som sådan.

Men et er i hvert fald sikkert. Rungholt var den største handelsby i området. Der blev fragtet salt, rav, kvæg og afgrøder mellem Rhein – Main – området, England, Norden og Benelux. Det er endda gjort fund som spansk – maurisk keramik med muslimske indskrifter, der tyder på handel med arabiske kulturkredse.

 

Har Rungholt eksisteret for 3.000 år siden?

Og dette har fået en af Rungholt – forskerne til at komme med nogle opsigtsvækkende påstande. Etnologen Hans-Peter Duerr tog i 1994 sammen med sine studenter en tur ud i Vadehavet. De gjorde særdeles mange fund.

Etnologen mener, at Rungholt allerede 3.000 år før sin undergang har haft forbindelser med minoiske skibsfarer. Man byttede forskellige olier med rav. Duerr påstår, at han har fundet vraget af et skib fra Kreta i Vadehavet. Men det endelig bevis mangler åbenbart. Og åbenbart er Duerr kommet på kant med myndighederne.

Etnologen blev senere professor i Bremen. Og professoren vil ikke overlade sine fund til myndighederne. Han påstår, at have gengivet på et kort, hvor han har fundet skibsvraget.

Og det var hovedbyen i Edoms Herred på Strand. Ved stormfloden mistede Strand forbindelsen til fastlandet.

Byen er nævnt i et dokument fra 1345. Efter datidens forhold var byen velhavende. Den var ikke kun kendt for sine fine salt. Men også for hvalfangst.

Diget har været tæt bebygget og nærmest gennemhullet af talrige brønde. Derfor har det ikke kunnet bruges som havdige.

 

Sagnet i forskellige versioner

Undergangen blev betragtet som Guds straf over et syndigt land.

Ifølge sagnet ville to svirebrødre lave sjov med den lokal præst. De kaldte ham ud til en døende, som viste sig at være et svin, de havde klædt ud og lagt i seng. De spottede præsten og hældte øl i hans kasse med sakramenterne.

Præsten fik samme nat et varsel og flygtede med sit hushold til en højt beliggende kirke på Ejderstedt. I løbet af natten brød vandet igennem digerne og skyllede Rungholt i havet. Ifølge sagnet kan man på vindstille dage stadig høre Rungholts kirkeklokke ringe under bølgerne.

Og som altid er der forskellige versioner, af dette sagn. Nogle steder, står der, at det kun er søndagsbørn, der kan høre klokkerne. Et andet sted står det anført, at da præsten flygtede havde han været i kirken. Han havde taget sin pige med og to jomfruer kom efter dem, efter at han havde bedt til Gud.

 

Den danske konge var på besøg

Befolkningen greb ind i naturen ved at forbedre marskens jord, derved blev marsken lavere. Og så er det også lige det at i 1350 hærgede pesten, så måske havde man ikke kræfterne til at vedligeholde digerne.

Måske har man også været en smule hovmodig. For når stormfloder inden den, der her ramte Rungholt gang på gang druknede andre øer og småbyer i det nordfrisiske marskland, så slap Rungholt altid med skrækken.

Det lykkedes heller ikke at genetablere digerne emellem de nutidige øer Pellworm og Nordstrand i tiden efter Den Store Manddrukning. Det ubeskyttede område er i dag blevet til vade.

I 1354 tog den danske konge Valdemar Atterdag på tur i området, og det var særlig omkring Pellworm han tog til. Det var for at skaffe flere afgifter.

 

Pludselig fik Husum adgang til Skibssejlads

Den Store Manddrukning i 1362 var ikke blot skyld i store tab af menneskeliv og af indvundet land. Den førte også til forandringer i landskabet, som kystbefolkningen profiterede af. For eksempel gennembrød den såkaldte Heverstrøm (kompliceret system af tidevands – render) den strandvold, der på det tidspunkt lå mellem Lundenberg herred og øen Gammel – Nordstrand, så der blev adgang for skibssejlads ind til Husum.

Som efterfølger for Rungholt udviklede denne hidtil ret ubetydelige bebyggelse sig til en rigtig havneby.

 

Specielle overlevelsesstrategier

Desuden voksede der efter stormfloden halligland op på den del af det ødelagte middelalderlige kulturlandskab, der lå på stabil undergrund. Dette landskab blev beboet af mennesker, og på denne måde opstod de på verdensplan enestående halliger, hvor mennesker indtil i dag takket være specielle overlevelsesstrategier har været i stand til at leve og ernære sig.

I 1426 vedtog repræsentanter fra tre af de i alt fem strandske herreder sammen med repræsentanter fra bl.a. Amrum, Før og Sild den såkaldte ”Syvherreds-Vedtægt”, som stadfæstede det hidtil mundtlige overleverede nordfrisiske retstradition. I 1528 blev den lutherske reformation indført på øen.

 

Blodhævnen blev afskaffet

Ved den 1544 stedfundne landsdeling mellem kong Christian den Tredje og hans to brødre i hertugdømmerne, tilfaldt øen den haderslevske del af Sønderjylland. Hertug Hans den Ældre opholdt sig flere gange på øen og hjalp med at forbedre kystbeskyttelsen. Ja og sjov nok gik han også meget op i at beskytte Tønder – marsken.

I 1555 udsendte regenten en selvstændig kirkeordning for øen og hjalp med at kodificere den såkaldte spadelandsret. Denne ret kan kort forklares ved, at bor man i marsken fik man ret til jord mod til gengæld at vedligeholde diger og koge.

Med den nordstrandske landsret (strandretten) fra 1572 blev forpligtelsen til at øve blodhævn afskaffet. Efter Hans den Ældres død i 1580 tilfaldt øen gottorperne. I 1593 blev der gennemført en ny herredsinddeling, idet resterne af Lundsbjerg – og Viriks Herreder kom til de øvrige tre herreder.

 

En stor gren af selvstyre

Omkring 1600 var øen sikret med en gennemgående sø – dige. Størstedelen af landet bag dige – linjen lå under havniveauet, og var derfor i fare for at blive oversvømmet. Men jorden var frugtbar. Derfor blev Strandboerne anset for at være velhavende. Størstedelen af de godt 8.600 indbyggere arbejdede i landbruget. De største erhvervsgrene var mælkeproduktion, korn- og kvægavl, men også udvinding af salttørv. I landsbyerne fandtes der også håndværkere. Godsejere og feudalistiske strukturer fandtes overhovedet ikke. Øen var en af de sønderjyske landskaber med en større grad af selvstyre.

 

De støttede Christian den Fjerde

Under trediveårskrigen protesterede øens befolkning mod den af Gottorp-hertugen forordnede indkvartering af tysk/kejserlige tropper. De hyldede i 1629 ved Gaikebøl i stedet den danske konge Christian den Fjerde som lensherre over hertugen.

Strandboerne slog derefter først en kejserlig og så en gottorpsk hær tilbage, men blev til sidst nedkæmpet af gottorperne. Vedligeholdelse af digerne led under kampene.

 

Den store skat er endnu ikke fundet

I Vadehavet finder man hele tiden ting og sager. Det bliver fotograferet, taget op og renset. Og så bliver findestedet kodet ind på et kort. Det er absolut forbudt, at tage tingene med hjem. Vadehavet er nationalpark og er Unesco Verdens kulturarv.

To gange i døgnet bliver området oversvømmet. Vadehavet forandrer sig hele tiden. Materialer bliver hele tiden spulet væk og nye materialer kommer til.

Mange har været på jagt i Vadehavet efter en skat. Myterne omkring Rungholts rigdom har nok været overdrevet. Der er ingen, der har fundet den helt store skat endnu. Meget af det, der findes er også forurening, som har bredt sig til Vadehavet. Det meste af det som findes har ikke relationer til Rungholt.

 

Rungholt-dage på Nordstarnd

Men en masse ting er dog trods alt blevet fundet, og det er opbevaret tre forskellige steder i Slesvig-Holstens Landsmuseum, i Nissen-Huset i Husum og i Rungholt-museet i Pellworm.

Der er opstået en slags kult omkring den forsvundne by. Ja det er næsten som Nordens Atlantis. Hvert år samles man til Rungholt – dage på Nordstrand.

 

Der fanges fisk i klostret

I 1532 ramte også en kæmpe stormflod. Alene ved den sydslesvigske halvø Ejderstedt druknede 100 mennesker. På øen Strand omkom 1.500 mennesker. I Tønder stod vandet 3 alen (1,8 meter) højt i Sct. Laurentii Kirke, som ellers var bygget 3,5 meter over havets overflade.

Fra Ribe forlød, at vandet stod så højt, at ”der kunne fanges levende fisk i klosteromgangen” Alle Mandøs beboere omkom under oversvømmelserne, bortset fra 8 mand som tilfældigvis befandt sig på fastlandet. Ifølge legenden rejste de efter stormfloden til Sønderho på Fanø og fandt sig koner, som de bragte med til Mandø, hvor de byggede øsamfundet op igen.

 

En heks bliver beskyldt for at have igangsat en stormflod

Stormfloden i december 1615 krævede også menneskeliv. Det var den begivenhed, der medførte, at Karen Roed fra Rømø i 1620 kom for Riber Ret. Hun blev dømt og brændt for hekseri, fordi hun ifølge anklagen:

• Rejste det store stormvejr for nogle år siden, da de mange fiskerbåde gik under og folkene druknede, så der den tid blev mange faderløse børn

 

Vandet stod op til Tønder Slots vinduer

Om den samme storm noterer P. Rhode i Haderslev Amts Beskrivelse:

• Atter så skrækkelig en oversvømmelse af Vesterhavet at vandet stod op til vinduerne på Tønder slot og i Ribe sejlede man med både.

 

1,6 meter over kirkegulvet i Ribe

Den 11. oktober 1634 oplevede vi Den Anden Manddrukning. Da sagde man, at det var den værste stormflod nogensinde. Her stod vandet højt op af gulvet i Ribe Domkirke. Inde i kirken blev vandstanden næsten mandshøj, 1,6 meter over kirkegulvet.

I Nr. Farup druknede 295 mennesker. Det var halvdelen af sognet. Så langt væk som Seem sogn, der ligger 14 km fra havet omkom 10 mennesker.

 

Luften var fuld af ild

• Klokken syv vendte Herren vinden til sydvest, og lod det storme så stærkt, at næsten intet menneske kunne stå eller gå. Ved klokken 8 og 9 var alle diger sønderslagne, gennembrudte og omstyrtede. Luften var fuld af ild, hele himlen brændte og Gud Herren lod det tordne, regne, hagle, lyne og vinden blæste så stærkt, at jordens grundvold bevægede sig.

 

To tredjedel af Nordstrands beboere omkom

Stormfloden gik især ud over øen Strand, som blev delt i to, hvorved øerne Pellworm og Nordstrand opstod. Af Strands ca. 9.000 indbyggere omkom 6.000. På øen Pellworm kom man forholdsvis hurtigt i gang igen, men på Nordstrand skete det først, da kapitalstærke hollændere indvandrede i 1652.

Også Nordstrand Moor og Hamburger Hallig er en hallig, der opstod dengang. En sandbanke, som måske har rummet en lille skov ved Rungholt ved navn Rungholtsand er bevaret.

Cirka 50.000 køer og heste døde alene på Nordstrand. 19 af øens 22 kirker gik tabt.

I alt regner man med at mellem 8.000 og 15.000 mennesker druknede under denne stormflod. To tredjedele af befolkningen omkom. De fleste landsbyer forsvandt i havet.

 

Digerne havde ikke samme kvalitet

Digerne havde længe ikke samme kvalitet som i dag, og de havde ikke samme varslingssystem.

Den 220 km2 store ø blev i løbet af kun få timer næsten fuldstændig oversvømmet

 

Hollænderne genopbyggede Nordstrand

I dagene og ugerne efter stormfloden viste det sig, at store dele af de oversvømmede områder ikke kunne genvindes. Det skyldtes især øens dybe beliggenhed. Det indtrængende vand kunne på grund af landet s dybde ikke løbe ud med det resultat at det hidtidige kulturlandskab i kort tid var forvandlet til vadområde.

Dertil kom, at hertugen ikke var rede til at støtte en eventuel genopbygning. Kun på Pelworm lykkedes det indbyggerne at genopbygge digerne ved hjælp af nederlandske dige – byggere. En del af de overlevende slog sig på halligerne Mor, Grøde, Hoge og Langenæs. Mange forlod og landet. Den nuværende halvø, Nordstrand blev senere befolket og gen inddiget af nederlænderne, som fik ”oktroj” for at genopbygge kogene.

 

Stormflod 1825

Også natten mellem den 3. og 4. februar 1825 ramte en storm stormflod halligerne. Det var især halligerne, den ramte. 74 mennesker druknede, næsten alle dyr druknede. De fleste huse blev ødelagt og forsvandt helt.

 

Stormflod 1976

Også mellem den 3. og 4. januar 1976 indtraf en slem stormflod. Målingerne var rekordhøje. Og vi vil nok i fremtiden opleve flere af disse stormfloder. Man har set dem op til 7 meter. Det fremskudte dige ved Højer er hvis nok på 8 meter.

 

Sommerdigerne kunne ikke modstå stormfloden

Langs den sønderjyske vestkyst havde man sommerdiger. Men de kunne ikke modstå de store efterårs- og vinterstorme. Noget tyder også på, at disse diger var dårlig vedligeholdte. Måske var det på grund af økonomiske problemer.

En af konsekvenserne var også, at kystlinjen blev forandret til nogenlunde den, som vi kender i dag.

Ikke bare skabte stormen og den medfølgende stormflod øen Langli, der indtil den nat var en odde. Stormen satte gang i en proces, der over få årtier flyttede enorme mængder sedimenter og skabte halvøen Skallingen.

 

Stormen 1634 ramte under højvande

At stormen blev så kraftig skyldtes flere sammenfald. Ingen ved, hvor meget vind der var dengang, men der skal naturligvis meget vind til at presse store mængder havvind ind mod kysten.

Nu ramte stormen også under højvande. Denne storm er nok den, der har haft de største konsekvenser for Danmark.

 

Kan en dansk by bliver den næste Rungholt?

Vi kan ved hjælp af gamle kort og geologiske undersøgelser fastslå, at datidens kystlinje(1361) lå helt op til 40 km længere mod vest, end den gør i dag. Hundreder af kvadratkilometer land i det gamle Sønderjylland er forsvundet i havet, ædt af voldsomme og dræbende stormfloder især i 1400-, 1500- og 1600-tallet.

Kigger vi på vores nation, så befinder halvdelen af den sig mindre end 20 meter over havets overflade. Store og i mange tilfælde befolkningstætte områder ligger i mindre end fem-seks meters højde, herunder Køge Bugt – området, Amager, det østlige Himmerland og store arealer langs Limfjorden og på Vestsjælland.

Spørgsmålet er bare hvilken dansk by, der bliver det næste Rungholt.

 

 

Kilde:

• Sønderjysk Månedsskrift
• Sønderjyske Årbøger
• Artikler på www.dengang.dk
• Hans-Herbert Henningsen: Rungholt. Der Weg in die Katastrophe 1-2
• Thomas Steensen: Das grosse Nordfriesland – Buch
• Jürgen Hagermesiter: Rungholt – Sage und Wriklichkeit
• Hans Peter Duerr: Rungholt. Die Suche nach einer versunkenen Stadt.
• Helga Ramge: Heute bin ich über Rungholt gefahren. Die schönsten Balladen aus Nord- und Ostfriesland
• Andreas Busch: Neue Beobachtungen im Rungholt – Watt im Jahre 1935 (Særtryk fra Die Heimat nr. 3, 1936)
• Andreas Busch: Deicherhöhungen durch sechs Jahrhunderte Rungholtforschung und Meeresspiegeldnstieg
• Rudolf Muuss: Rungholt, Ruinen unter der Friesenhallig (1927)
• Hans Heinrich Philippsen: Rungholt das Vineta Frieslands (1922)
• wikepedia.org
• Dirk Meier/Hans Joachim Kühn/Guus J. Borger: Der Küstenatlas. Das schleswig-holsteinische Wattenmeer in Vergangenheit und Gegenwart

 

• (Desværre lykkedes det ikke at få fremskaffet alle de viste kilder)

 

Hvis du vil vide mere: Øer i Vadehavet: Læs her på www.dengang.dk

• Nordstrand – syd for Grænsen
• Før – en ø i Vadehavet
• Dæmningen syd for Højer
• Øerne – syd for Højer
• Soldater på Jordsand
• Øen Jordsand engang ude for Højer
• Vingeskudt på Mandø
• Mandø – en ø i Vadehavet
• Endnu flere anekdoter fra Rømø
• Rømø – under besættelsestiden
• Anekdoter fra Rømø
• Flere anekdoter fra Rømø
• Borrebjerg på Rømø
• Færge fra Ballum til Rømø
• Da Rømø fik et Nordsøbad
• Rømø den tredje tur
• Rømø – endnu en gang
• Rømø en ø i Vadehavet

 

Hvis du vil vide mere:  Om Stormflod og diger Læs her på www.dengang.dk

• Landet bag digerne
• Stormflod ved Vestkysten
• Højer, stormflod og diger
• Digebyggeri i Tøndermarsken
• Hertugen af Tønder (Hans den Ældre)

 

Hvis du vil vide mere: Om Vadehavet. Læs mere på www.dengang.dk

• Heltene i Vadehavet
• Vadehavet ved Højer
• Søslaget ved Højer
• Vikinger i Vadehavet
• Apotekeren fra Højer

 

Hvis du vil vide mere: I forbindelse med overnævnte artikel. Læs mere på www.dengang.dk:

• Johannes Mejer (Meyer) – en korttegner fra Husum
• Det frisiske salt
• Friserne syd for Tønder