Rotter var en del af oplevelsen

De var der alle steder. Også i retiraderne. Børnene blev sendt i byen efter skibsøl og brændevin til arbejderne. Konerne mødte op på værtshusene for at få et bidrag inden det blev drukket op. Det gamle sengelinned blev solgt til pantelåneren med 2 kr. De arbejdsløse gik til daglig kontrol på Ladegården. Om aftenen sad hele familien og farvede margarinen gul. De kom til at ligne asiater. Man fik kålrabi – bøffer. Og så kunne man købe en skolehave for 50 øre. Lejlighederne havde nye beboere – væggelus. Og nogle af opgangene blev brugt som bordel. Dette var en af de sidste artikler, der ikke nåede at komme i Nørrebro LIV.

 

Rotterne havde deres legplads i gårdene. Her var det ellers børnene, der skulle lege. Så måtte man ud på gaden. I Fiskergade var der ikke så meget trafik i 1914. Her var kun hestevogne og enkelte trækvogne, som de handlende brugte, når de skulle på Torvet.

 

Man kunne som knægt godt tjene et par ekstra skillinger, når man hjalp brolæggerne på Åboulevarden. Så blev man nemlig sendt i byen efter brændevin og skibsøl. Og nogle gange var det ofte. Måske for ofte – for om eftermiddagen begyndte arbejderne at råbe højt. Det gav anledning til mange nysgerrige tilskuere.

 

Det kunne hænde at arbejdernes hustruer også mødte op og forlangte husholdningspenge. Hvis de ikke gjorde dette var det store chancer for, at hele lønnen blev drukket op. Men knægtene tjente mange skillinger ved at være bydreng for arbejderne.

 

Der var et stærkt sammenhold familierne imellem. De delte både ondt og godt. Og når man boede i en lejekasserne, kunne man jo rigtig høre, hvad naboen om aftenen snakkede om. Man hørte, når manden kom fuld hjem, eller når en anden nabo skulle sættes på gaden af politiet.

 

Moderen måtte tage del i indtægten. Hun måtte tage ud og gøre rent for dem, der blev kaldt rige. Opdragelsen stod de ældre søskende for. Ja så var det også dem, der ”glemte” at gå i skole. Hvis det skete for ofte, ja så gik kommunen ind og sendte vedkommende på et fjernt beliggende børnehjem.

 

I Griffenfeldtsgade på femte sal i sidehuset var huslejen ikke så stor. Men til gengæld fik man en masse væggelus og fugtige vægge. Under disse forhold opstod der ofte sygdom. Men hjælpsomheden var stor. Alle delte, hvad de havde.

 

Var det pengeknaphed, som det ofte var. fandt mor det gamle sengelinned frem. Så gik en af søskende til pantelåneren, der blev kaldt onkelen. Så kunne man måske låne 2 kr. for en dug og to lagner eller dynebetræk. Men som regel blev det aldrig indløst.

 

For knægtene var det sjovt, at se hvordan man drejede sporvognen på rouletten, der var nedlagt i gaden på Nørrebros Runddel. Hvis man så fik lov til at hjælpe og kunne tjene en fem øre ved dette, ja så kunne man købe pålægsrester, der kunne vare i flere dage. Alle i familien bidrog til indtjeningen.

 

Katastrofen var, hvis huslejen steg. Ja så var det Slotsgade tilbage. Også på femtesal. Så måtte mor og børnene slæbe alt indbo. Og her var nok den værste lejlighed. Rotterne dansede alle steder i gården. Selv oppe på femtesal kom de på besøg. Det skete ad køkkenfaldstammen.

 

Og at gå ned i gården på lokummet var ikke videre hyggeligt. Først måtte man sparke på døre og vægge, inden man kunne komme ind. Så kunne man også risikere at de angreb.

 

Der var stor arbejdsløshed. De arbejdsløs gik til daglig kontrol på Ladegården. Man kunne købe brændselsmærker til 1 kr. ja egentlig havde de en værdi af to kroner. Man kunne også redde sig et par kaffemærker. De kunne bruges til kvindernes kaffevogne, hvor man for billetten fik udleveret 1 kop kaffe og et rosenbrød.

 

Økonomien i hjemmene var som regel meget dårlig. Derfor lavede mange hjemmearbejde. Det var krig i margarine-salget, så hele familien fik et job med at pakke små farver, man brugte til at farve margarinen lidt mere gul med. Når man så var færdige om aftenen, var hele familien gule på hænder og i ansigtet, så man ikke lignede nørrebroer med asiater.

 

Man kunne også pakke Maggi-terninger, binde ildtænder og meget andet. Ildtænder var store høvlspåner, der blev bukket sammen og brugt til optænding i kakkelovne.

 

Det værste dengang var, at lave fyrværkeri. Man fik en stor bøtte krudt og en pakke med lunter. Nu skulle der så laves skrubtudser. Midt på bordet blev bøtten med krudtet stillet. Alle fik hver deres opgave. En skilte papiret, en kom en teskefuld krudt på papiret, en bukkede papiret og en bandt sejlgarn og satte lunten på plads. Men det værste var nok, at det ikke var lys, der hvor man boede. Der hang en petroleumslampe over bordet. Ja også havde man flere stearinlys stående. Det kunne have gået gruelig galt, hvis ulykken havde været ude.

 

Børnene havde fået at vide, at de måtte hjælpe moderen. Man skulle for alt i verden ikke ende på det, der hed Fattighjælp.

 

Lærerne var utrolig strenge dengang. Hænderne sad løse. Og det blev gjort flittig brug af spanskrøret. Hjalp disse afstraffelser ikke, blev drengene ofte sendt på Værgerådet eller på Flakkebjerg.

 

Det kneb med at indtage den sunde mad. Man måtte spise Kålrabi-bøffer med stuvede kålrabier eller blåfrosne kartofler.

 

Man kunne være heldig, at få et 14 – dages ophold på en svagbørnskoloni. Og havde man ikke tøj til dette kunne man gå på Børnenes Kontor. Og så stod man ellers der på hovedbanegården. Det så ud som om at alle var uniformeret. Alle var i ens bluser, halvlange bukser og sorte strømper. Skoene var ens, selv træskoene var ens med røde kanter som på pige – træsko.

 

Man kunne også købe en skolehave for 50 øre. Og så fik man gratis frø. Disse haver lå omkring Hornbækgade. Kvarteret kaldte men for De Fattiges Paradis.

 

Til jul kunne man så igen tage til Børnenes Kontor. Man kunne hente en kurv i Gothersgades Eksercerhus i Kongens Have. Der stod man så i lange rækker og ventede hvert sted, hvor der var uddeling af flæsk, sukker, ris, margarine m.m.

 

Ja så kunne man risikere, at blive opsagt med 14 dages varsel, fordi man havde klaget over forholdene i ejendommen. Moderen havde klaget over rotterne, der hver dag kom på besøg og bragte sygdomme med sig. Endvidere havde hun klaget over de fulde værtshusgæster, der altid lå på trappen. Ja så var det damerne, der brugte opgangen som bordel. Det ville moderen ikke finde sig i.

 

Så var det kun en ting at gøre, at rette henvendelse til Rådhuset. Ja så var valget – Sundholm eller Utterslev Barakker. Ja det sidste havde et meget dårligt rygte. Så var det kun Utterslev. Der fik familien bestående af mor og to børn et værelse befængt med væggelus med fælles køkken.

 

Der boede i 1922 – 80 familier herude. Huslejen var 1 kr. pr. dag og lys kostede 8 øre pr. dag. Men her så man ikke så meget til rotterne. Af og til dukkede de dog op.

 

• På dengang.dk er der 272 artikler om ”Det Gamle Nørrebro”.