Revision, en avis og dens redaktør

Han blev beskyldt for at være nazist, landsforæder og original. Han repræsenterede dem, der var udsat fir uformel udrensning i lokalsamfundet. Han var medlem af de Konservative i Aabenraa og blev redaktør for Jydske Tidende. Axel Olesen blev redaktør for National-Socialisten. Han fik bøder og korte fængselsstraffe. Men det endte med, at han blev ekskluderet af DNSAP. Han blev ikke straffet for noget. Men da Den Danske Brigade kom til Aabenraa blev han arresteret og pludselig blev han anset som farlig. Kun to gange blev han afhørt. Han sad fire måneder i Faarhuslejren uden at blive dømt. Og det satte sine spor. I Revision kunne han få afløb for sin harme. Og dette gjorde han helt til 1972. Han repræsenterede ”Faarhus-mentaliteten. Politimester Brix ville aflytte hans telefon og forbyde Revision. Og i bladet kunne man læse, at den tidligere leder af det tyske mindretal Jens Møller blev truet på livet med nægtet våbentilladelse.

 

En nazist og Landsforæder?

Vi stødte på bladet Revision, da vi arbejdede på opklaringen af sagen om Asmus Jensen. Mindst to gange har bladet skrevet om sagen.

• Hvordan kan I da tro på sådan en nazist og landsforræder?

Ja det var, hvad der mødte os under efterforskningen. Nu har vi så fået fat i et par blade og så dukker vi ned i historien om bladets sidste redaktør Aksel Olesen.

 

Uformel udrensning i lokalsamfundet

Vi skal huske på, at 40.000 mennesker blev interneret af modstandsbevægelsen. Af dem blev 13.500 dømt for en eller anden form for landsforræderi. Men gentlig var det langt flere, der oplevede uformel udrensning i lokalsamfundet

Der opstod masser af landssvigere, der var dømt af resten af befolkningen. Og mange af disse udstødte ønskede en revision af retsopgørets tilbagevirkende love. Og det eneste sted de kunne komme af med deres kritik var i bladet Revision, der udkom fra 1945 til 1972.

 

Her kunne han få luft

Her kunne de få luft for bitterheden og den skæbne, der var blevet dem til del. Og ildsjælden Aksel Olesen gik rigtigt op i det. Han var samlingspunktet og rygstødet i det skyggemiljø af udstødte, der fandtes som et resultat af det noget ublide efterkrigsopgør.

Selv var Olesen tilknyttet forskellige højreorienterede grupperinger før dette redaktørjob. Han var således redaktør af DNSAP-bladet National-Socialisten fra 1933-37.

Efter krigen blev han interneret i Faarhus-lejren. Han sad der i fire måneder, men blev aldrig dømt for noget. Samfundets behandling af ham til at blive selvvalgt landssviger. Han kæmpede de udstødtes sag, som samlingspunkt og kolportør af den såkaldte Rostockmyte.

 

Fra Egtved-egnen

Han kom til verden på Egtved-egnen i en fattig familie. Han fik en bred uddannelse inden for husdyrhold og landbrug. Han fik gode anbefalinger, men måtte deltage i Første Verdenskrig. Han var forvalter på forskellige gårde på Kolding-egnen. Men han tog sig også tid til et højskoleophold.

Landbruget havde det ikke så godt i Sønderjylland, så han begyndte, at tænke på politik. I 1921 blev han forvalter på en stor gård ved Haderslev. Gårdejeren P.K. Petersen var formand for Det Konservative Folkeparti i Sønderjylland. Olesen blev af den vej sekretær for den lokale afdeling frem til 1924.

 

Medlem af De Konservative i Aabenraa

Gennem sit arbejde knyttede Olesen hurtig bånd til partipressen. Han fik ansættelse på Haderslev Stiftstidende, der blev styret af den fremtrædende konservative politikker A. Svensson. Efterhånden blev Olesen lokalredaktør i Aabenraa. Hertil flyttede familien.

I 1926 blev han medlem af bestyrelsen af De Konservative i Aabenraa. I partiet stiftede Olesen bekendtskab med Frits Clausen og familierne begyndte at komme sammen. Man udvekslede også forskellige ideer. Med tiden blev Haderslev Stiftstidende lagt sammen med Kolding Avis og overtaget af Berlingske Tidende under navnet Jydske Tidende. Olesen fortsatte nu som lokalredaktør for dette blad.

 

Farvel til Jydske Tidende

Olesen blev mere og mere optaget af landbefolkningens problemer. Han støttede ivrigt bondeorganisationen Landbrugernes Sammenslutning (LS). De blev oprettet 1930 for at give landbrugerne en samlet politisk stemme over for staten. Foreningen voksede til 100.000 medlemmer og blev en magtfaktor i dansk politik.

Foreningen havde særlig stor opbakning i Sønderjylland og her var også en del, der var medlem af DNSAP. Der var punkter, hvor begge organisationer agiterede for det samme.

Engagementet fik efterhånden Olesen på kant med de lokale konservative, der ikke var begejstrede for hans stærke tilknytning til bondebevægelsen og de højreradikale ideer. Det betød, at han måtte sige farvel til arbejdet som redaktør på Jydske Tidende i medio 1932.

Han kom i konflikt med den lokale partiafdeling, da han ville opstille medlemmer af LS på De Konservatives liste. Dette blev for meget for partiet. De valgte at ekskludere Olesen.

 

Redaktør af National-Socialisten

Nu engagerede han sig i arbejdet for LS. Og et nyt medlemsblad for LS-ugeblad Nordslesvig. Men nu er det ikke noget, der tydede på, at han havde fået noget magt inden for bevægelsen. Han formidlede budskaberne videre.

Efter at Frits Clausen selv var redaktør af National-Socialisten var det nu Olesens tur. Frits Clausen havde andet at se til efter ”Fører-kuppet”. DNSAP overtog simpelthen Olesens blad, der bare hed Nordslesvig. Det udkom samtidig med National-Socialisten.

National-Socialisten skulle overbringe et politisk budskab. Artiklerne var ofte svulstige. Der var ekstreme holdninger til antisemitisme. Olesen skulle også varetage administration af abonnenter, distribution og annoncesalg.

 

Bøder og kortere fængselsstraffe

I begyndelsen var DNSAP ikke et velhavende parti, så en del af Olesens løn var provision af de annoncer, som han solgte. Med arbejdet på bladet fulgte også medlemskab af DNSAP.

Omkring folketingsvalget i 1935 deltog han i agitationen i Jylland. Han havde egentlig ikke nogen magt i DNSAP og ønskede det heller ikke. Men man lyttede til ham. Han forhandlede også sammen med Frits Clausen sammen med greve Bent Holstein.

Egentlig var det stadig landbrugets krise, der interesserede Olesen. Han fortsatte også sit engement i LS. Så sent som i 1936 forhandlede han med hofjægermester Jørgen Sehested om støtte til bladet Nordslesvig.

I flere omgange blev Olesen idømt bøder og kortere fængselsstraffe som resultat af injurierende artikler i National-Socialisten. Men bladet ændrede nu ikke nævneværdig form eller indhold.

 

Ekskluderet af DNSAP

På trods af Olesens loyalitet opstod der efterhånden konflikter mellem ham og partiets ledelse. Efter befrielsen erklærede Olesen, at han efterhånden var blevet mere og mere uenig i partiets linje. Han var ikke enig i partiets tilegnelse af tyske ideer og førerprincippet.

Man kan måske beskylde Olesen for at prøve at løbe fra sine nazistiske synspunkter i en tid, hvor det kunne give ham problemer.

Men der opstod også problemer med regnskabet. Ind- og udbetalinger voldte store problemer. Annonceindtægterne var også faldene. Dette udviklede sig til et uafklaret økonomisk mellemværende.

I efteråret 1937 følte han ikke, at have partiledelsens fulde opbakning. I et brev til Frits Clausen forklarede han, at han følte sig modarbejdet. Derfor trak han sig fra posten. Men sagen blev optrappet, da partisekretæren mente, at Olesen skyldte partiet penge. Modsat mente Olesen, at han havde en masse penge til gode som erstatninger for bøder m.m.

Hele miseren endte i midten af 1939 med et sagsanlæg fra Olesens side. Dette blev gengældt fra partiet med eksklusion. Men på daværende tidpunkt havde han dog reelt været ude af partiet i nogle år.

 

Arbejdede for tysk firma i Norge

Han hengav sig nu med at hjælpe sin kone i hendes kunsthandel i Aabenraa. Men da besættelsen kom til landet var der ikke mere så meget råd til kunst, så han søgte andet arbejde. En kort karriere som tørvegraver udviklede sig til ansættelse ved flere byggepladser i Jylland.

Da Olesen i august 1941 fik mulighed for at komme til tyske byggepladser i Norge greb han chancen. Han sendte penge hjem til familien, som dog ikke var så begejstret for hans lange udenlandske ophold.

Først i oktober 1944 vendte Olesen hjem til Danmark. Han fik arbejde i et tysk transportfirma. Det var først i Løkken og fra efteråret 1944 i Aabenraa.

 

Han kunne frit rejse rundt

Olesen blandede sig ikke mere i debatter og forholdt sig neutral. Han støttede den klassiske neutralitetspolitik og var som sådan modstandere af både modstandskampen og de danske frivillige på Østfronten. Men han lagde ikke skjul på, at han anså en tysk sejr som det mindste onde.

Selv blev han ikke arresteret og kunne frit rejse rundt i landet. Det var ingen lokale, der havde noget at udsætte på hans forhold under besættelsen. Men hans frihed var en stakket frist.

 

Olesen betragtet som en farlig mand

Med Den Danske Brigades indtog i Aabenraa den 17.-18. maj 1945 var freden slut. Den 18. maj blev Olesen afhentet og bragt til det lokale gymnasium. Han var åbenbart opført som allieret krigsfange, hvorfor han skulle betragtes som farlig. Derfor blev han overført til arresten.

Olesen mente, at det var tale om en fejltagelse. Men sagen tog en helt anden drejning. Efter 12 dage i arresten blev han overført til Faarhuslejren stadig uden at være blevet afhørt.

Senere under opholdet blev han afhørt to gange. Olesen blev nu klar over, at han var anklaget for stikkeri. Noget tyder på, at han var en af de mange, der var offer for rygter og smædekampagne. Det var sikkert hans fortid, der indhentede ham og så hans arbejde for tyske firmaer i Norge.

 

”Vi har desværre ikke noget på ham”

Der blev sagt, at hans søn skulle have været tilknyttet SS, og konen var stærkt nazistisk og ville hænge billeder af Hitler op efter krigen.

Politiet var dog ikke helt overbevist om hans skyld. De foretog en ransagning på Storegade 34, hvor der ikke fandtes nazistiske klenodier. Der var ikke begået nogen strafbar handling, men Olesen blev ikke løsladt.

Åbenbart havde Rigspolitiets Efterretningstjeneste blandet sig. Efter knap 3 ½ måned blev han endelig løsladt. Men det var imod Rigsadvokatens gode vilje. I den såkaldte P-journalsag blev der skrevet i margen:

• Vi har desværre ikke noget på ham.

 

Opholdet satte sine spor

Hvor stikkerianklagen kom fra blev aldrig gjort klart. Senere erklærede Olesen, at han aldrig led fysisk overlast i lejren. Man alligevel satte Faarhuslejren sine dybe spor hos Olesen resten af livet. Han oplevede det som et kæmpe brud på sine borgerrettigheder. Og han fandt også senere ud af, at dette var overgået mange andre og forsøgt fortiet.

Den specielle stemning, der opstod i fangegruppen og ikke mindst hos de pårørende blev kaldt ”Faarhusmentaliteten” Begrebet betegnede sammenholdet mellem fangerne og den fælles modstand mod retsopgøret. Senere i artiklen har vi mere om dette begreb.

Olesen følte, at det var den lille mand, der var blevet straffet. Han søgte æresoprejsning til de mange, der i hans optik led under efterkrigstidens opgør.

 

Landsforeningen af 6. maj

Hans tidligere medfangere, der kendte hans fortid mente, at han skulle tage bladet fra munden. Kort tid efter løsladelsen startede han så som redaktør af bladet Revision. Dette blev medlemsblad for en forening ved navn Landsforeningen af 6. maj.

Grundlæggeren af Revision var Svend Koefoed-Jensen, stod i spidsen for Landsforeningen, der var tænkt som interesseorganisation for de fængslede og deres pårørende. Foreningen blev stiftet den 11. juli 1945. Da foreningen var på sit højeste havde den 3.000 medlemmer.

 

Olesen fik afløb for sin harme

Både i Faarhuslejren og i Vestre Fængsel begyndte i løbet af 1946 at udgive illegale interne blade. Det blad, der udkom i Vestre Fængsel hed ”Sifolaskavi”, der var en forkortelse af ”sigtet for landsskadelig virksomhed”

Foreningen forsøgte bl.a. at hjælpe familier, der var berørt af interneringerne medøkonomiske og sociale foranstaltninger. Her kunne Olesen få afløb for sin harme. Egentlig kunne han bare være gået ud i lokalsamfundet. Han havde ingen lokale fjender. Godt nok var han en kort tid blevet beskyldt for at være landsforræder.

 

Sandheden frem for alt

Men han var i den grad forarget og tog kampen op. Med en aggressiv tone i bladet og kraftig kritik af retsopgøret afskar han sig selv for et liv i anonymitet. Han tog endelig skridtet ind i det dårlige selskab af landssvigere.

Allerede i efteråret 1946 havde Olesen overtaget styringen af Revision. Bladet var efterhånden uafhængig af Landsforeningen af 6. maj. Men kampen fortsatte under Revisions motto:

• Sandheden frem for alt!

 

Systematisk statskollaboration

Olesen mente sammen med andre landssvigere, at samarbejdspolitikken var systematiseret statskollaboration. Derfor var det urimeligt at drage almindelige menige danskere til ansvar for deres private kollaboration, hvis staten og politikerne ikke skulle dømmes.

Harmen var specielt rettet mod samarbejdspolitikerne og modstandsbevægelsen. Men Olesen hjalp også de nødstedte ligesindede med konkrete problemer. Det kunne for eksempel være boligproblemer eller juridisk bistand. I bladet kunne man finde annoncer som

• Arbejde søges af Faarhusfange
• Stilling søges af forhenværende frikorpsmand

 

De var alle udstødte

Rundt omkring Olesen og Revision opstod der efterhånden et netværk af toneangivende landssvigere. Det var bl.a. kaptajn Erik Lærum, der efter krigen var leder af Dansk Frontkæmperforbund, tidligere folketingsmedlem for DNSAP Ejnar Jørgensen, hofjægermester Jørgen Sehested og forfatteren Harald Bergstedt.

Den fremtrædende nazist, den fynske godsejer, jurist m.m. Jørgen Sehestedt kæmpede en indædt, kostbar og forgæves kamp mod myndighederne, mens Vagner Kristensen også forsøgte at tilslutte sig. Han cyklede rundt i Jylland i slutningen af 1940’erne i et frugteløst forsøg på at mobilisere de gamle nazistiske partiprogrammer på ny.

De var alle sammen udstødte. De støttede Olesen for selv at få oprejsning. Bladet kunne dog ikke påvirkemeningsdannelsen i samfundet. Derfor fokuserede man på enkeltsager. Den største af disse enkeltsager var Rostockmødet. Alle såkaldte indicier samlede han i bogen ”Fra utrykte kilder”.

 

Han blev erklæret for nazist og original

Han fremstillede overblik over indicier, der kunne virke troværdige. Men bogen og hans forbindelse til højrefløjen betød at han tabte troværdighed. Derfor blev han afskrevet som nazist og original.

Og i 1951 dukkede den første holocaustbenægtende artikel op i bladet.

 

En kollektiv syndebukforestilling

Men Revision kunne også berette om de mange ovegreb og uretfærdigheder, de internerede hævdede, at de blev udsat for, og som i visse tilfælde er dokumenteret.

Efterhånden udviklede Revision sig som landssvigernes eneste kontaktflade for landssvigerne. På trods af evindelige økonomiske problemer lykkedes det for Olesen at opretholde bladets eksistens. Det blev et livsværk for ham. Han kunne ikke stoppe. Frem til hans død i 1972 udkom bladet. Det sidste nummer blev dikteret fra sygesengen.

Resultatet af bladets fremstillinger var en kollektiv syndebukforestilling, en modmyte til den store myte om hele det danske folks kamp mod tysken.

 

Et stærkt sammenhold

Den 6. maj åbnede Frøslevlejren for landssvigerne og fik navneforandring til Faarhuslejren. Og det var under kommando af tidligere danske fanger. I alt 3.000 medlemmer af det tyske mindretal blev i perioden 1945-49 fortjent eller ufortjent arresteret og spærret inde i lejren. Det var et stort chok for mange og de udviklede, præcist som de danske fanger havde gjort indtil da, et stærkt sammenhold.

 

Den specielle mentalitet

Man var vrede og bitter over den behandling, de blev udsat for. Man kaldte det som vi tidligere har nævnt for Faarhus-metaliteten. Det var fremtrædende stærke personligheder iblandt, som har vedligeholdt denne mentalitet ved igen og igen at fortælle deres udlægning af historien.

Den glemmer gerne, at mange af det tyske mindretal var aktive nazister, men minder til gengæld om retsopgørets uretfærdigheder, de vilkårlige straffe, beslaglæggelserne, mistænkeliggørelse m.m. Faarhus-mentaliteten har nok ikke så mange nulevende repræsentanter tilbage på samme måde som der stadig findes voksne mennesker, der for alvor mener, at Flensborg hører til det danske kongerige.

 

I Sønderjylland omgås man fortiden med varsomhed

Men i Sønderjylland skal man omgås fortiden med varsomhed. Man skal ikke kradse meget i det 21. århundredets blanke og pæne lak, før rusten fra det 20. slår igennem.

Vi har i tidligere artikel været lidt dybere nede i den diskussion. Både danskere og medlemmer af det tyske mindretal deltog i krigsforbrydelser under hagekorsflaget. Mange blev aldrig straffet.

 

Politimester ville aflytte telefonen

Flere gange efter besættelsestiden forsøgte politimester Brix forgæves at lukke for Revision. Han forsøgte også at få lov til aflytte Olesens telefon. Men heller ikke det fik han lov til.

Politiet var også på pletten, da Olesen skulle holde tale i Højer, da en ny Faarhus-gruppe skulle dannes. Men Olesen havde været så smart at sende sin tale til avisen i forvejen.

 

Ikke i konflikt med loven

Kriminologen Karl O. Christiansen undersøgte i 1955 resocialiseringen blandt de dømte. Langt hovedparten havde ikke siden været i konflikt med loven. Det er heller ikke meget, som peger på, at gruppen af dømte og tidligere DNSAP-medlemmer generelt har involveret sig i nazistiske foreninger i efterkrigsårene.

 

Fortsat to grupper

Landsforeningen af 6. maj som egentlig aldrig blev dømt som en nazistisk forening havde udspillet sin rolle i løbet af 1960’erne. Dansk Frontkæmperforbund gik i opløsning i 1956. Dog er især gruppen af tidligere Waffen-SS-soldater vedblevet at mødes. I dag eksisterer der fortsat to grupper med hver ca. 100 medlemmer. Mange af disse har dog ikke gjort tysk krigstjeneste, men er pårørende til østfrontvillige eller samlere af militaria.

 

Det skrev Revision

Men lad os prøve at kigge på nogle eksempler i Revision. Vi dukker tilfældigvis ned. Den 1. marts 1950, er der stor artikel om stikkerlikvideringer. Olesen undrer sig over, at der var så mange herhjemme i sammenligning med Norge.

Hartvig Frisch døde af en hjernesvulst. Og ifølge Olesen havde Information skrevet at denne svulst allerede var i udvikling, da han havde udtalt sig om at Frihedskæmpere var mordere.

Det undrer Revision, at ”landets største værnemagere” Wright, Thomsen og Kier ikke er blevet stillet til ansvar.

Så fortæller bladet at ”det københavnske gadeblad Ekstra Bladet” havde oplyst, at der skulle findes 30 Nazi-Organisationer, der arbejdede ”underjordisk”. Den tidligere justitsminister Elmquist havde forespurgt den nuværende justitsminister Busch-Jensen om det ikke var på tide, at give amnesti til små overtrædelser. Men det blev svaret, at de skulle have samme behandling ”som andre Forbrydere”.

 

Jens Møller-truet på livet

Vi kan også læse at det tidligere leder af det tyske mindretal, Jens Møller var blevet truet på livet og bad om våbentilladelse. Men det blev nægtet. Ikke lang tid efter kørte han ind i et vejtræ tidligt om morgenen. Ja sådan var den officielle forklaring.

Man kunne også erhverve sig bøger fra Olesens eget forlag. Foruden hans egne bøger, kunne man købe bøger af Valeur Fausbøll, læge Justesen, professor K. A. Wieth-Knudsen, Viggo J. von Holstein-Rathlou, Peter Lille, Koefoed-Jensen, Ib Gerner-Ibsen m.m. Det var de samme annoncer, der gik igen.

Ja og så kunne man erhverve et ”storværk” Hvad skete der- og hvorfor. Den kostede så 20 kr. ved bestilling og 9,85kr. pr måned. Den skulle bestilles hos ingeniør A. Kielsen.

En ”Krigsdeltager” søgte arbejde på et kontor. Han havde måske svært ved at finde et arbejde, da også han var udelukket af samfundet som landsforræder.

 

Kilde:

• Diverse artikler på dengang.dk
• John T. Lauridsen: Over Stregen-under Besættelsen
• John Hvidtfeldt, Peter Chr. Iversen: Åbenrå bys historie (3)
• John T. Lauridsen: Føreren har ordet! Frits Clausen om sig selv og DNSAP
• John T. Lauridsen: Dansk Nazisme 1933-45 og derefter
• Olesen: Faarhus kalder
• Olesen: Fra Udtrykte Kilder
• Olesen: Forspillet til Danmarks kampløse besættelse 9. april 1940
• Per Brogaard: Landbrugernes Sammenslutning
• Claus Bundgård Christensen m.fl.: Danmark Besat-Krig og hverdag 1940-45

 

Hvis du vil vide mere:  www.dengang.dk indeholder 205 artikler om Besættelsestiden, før, under og efter-herunder

 

• Sommerkorpset
• Da Frits Clausen kom til middag
• Bloddrenge og unge nazister
• Flugt gennem Danmark
• Bovrup-kartoteket
• Niels Bukh og hans sympatier for Hitler
• Hagekorset i Parken
• Skal alle krigsforbrydere ikke straffes
• Frits Clausen-den tredje historie
• Søren Kam og hans erindringer
• Kryssing og Frikorps Danmark
• De dødsdømte fra Tønder
• Nazister i Tønder
• Da Hagekorsflaget blev hejst i Tønder
• Overvågning i Sønderjylland
• Jens Møller, folkefører eller folkeforfører
• Mindretallet i brændpunktet
• Det tyske Mindretal
• Besættelsen og det tyske mindretal
• Frits Clausen-lægen fra Aabenraa
• Tilfældet-Søren kam
• De danske nazister
• Danskere i tysk terrors tjeneste
• Danskere i Hitlers tjeneste
• Dansk agent skyld i Gendarmers død
• En sønderjyde krydser sine spor
• Efter besættelsestiden
• Befrielsesdage
• Værnemagere
• Rostock-Mødet, myte eller virkelighed
• Retsopgøret i Sønderjylland
• Tønder-maj 1945
• Opgøret efter 1945
• Den Sønderjyske Efterretningstjeneste
• Aabenraa, maj 1945
• Frits, nazister og et kartotek
• Frøslevlejren-i den sidste tid
• Straffelejren
• Dagligliv i Frøslevlejren
• Harreslev-dengang
• Fårhuslejren
• Frøslevlejren og mange flere