Søgeresultater på "Tønder"
Dato: september 1, 2021
Hvad der læses mest – i august 2021
Det blev til 14 nye artikler i august. ´Vi har oplevet en del på Facebook i denne måned. Vi svarer igen på kritik. Og så er det skønt med foredrag igen. Vi kigger på Region Top-5 og Byernes Top-50. Og hvilken artikel har vundet månedens Top-100. Ja havde vi vores fotos med, så var det faktisk en billedmappe, der vandt.
NYE ARTIKLER I AUGUST
Der er blevet til 14 nye artikler i august-måned:
Oplevelser på Facebook
Man går meget op i fotos
Det er utroligt, hvor meget folk går op i fotos. De skal helst nøjagtig svare til det man skriver i indledningen til artiklen. Og så er det lige meget om artiklen beskæftiger sig med meget andet. Vi har aldrig lagt skjul på, at vi ikke ofrer timer på at lede efter fotos og så i den bedste kvalitet. Der er i forvejen brugt timer på artiklen. Og så er man pludselig tåbelig og meget mere. Bemærkningen får så pludselig en masse likes.
Der er et ønske fra nogle af vores læsere at vi forklarer mere om de fotos, som vi anvender. Det er der mange FB – grupper, der også går meget op i. Men normalt er det sådan, at vi har bygget vores eget billedarkiv op for at spare tid. Der, hvor vi har hentet disse fotos, stod der nu ikke så meget forklaring om disse fotos. Indrømmet, her er der folk, der er meget bedre til at finde oplysninger end vi er.
Andre mener, at vi scanner vores fotos for dårlig. Indrømmet vi tager det første og måske ikke altid det bedste fotos. Vi har ikke og vil ikke bruge flere timer for at lede efter fotos. Vi vil hellere bruge den tid til at skrive en ordentlig artikel.
Igen engang må vi forklare at vores FB – gruppe er bygget op om vores hjemmeside, som er en side, der er bygget op om tekster/artikler og ikke fotos.
I sidste ende handler det om tid og ressourcer. Vi kan godt forstå, at vores læsere er videbegærlige og vil have så meget viden som mulig. Derfor går vi meget op i at offentliggøre vores kilder. Det har vi så ikke været så gode til i vores ældre artikler.
Når ”beskyldninger” eller bebrejdelserne bliver for meget sletter vi bare vores indlæg.
Til den samme artikel får vi så tilkendegivelser om at det er en spændende læsning og så små historier om, hvad den pågældende læsers familie har oplevet. Det er sådan noget vi tilstræber med vores artikler.
Artikler forsvinder
Vi oplever ofte at artikler forsvinder eller simpelthen forsvinder, når vi deler artikler. Vi oplever at artikler overhovedet ikke bliver bragt, når de skal gennem en administrator. Så har vi mere forståelse for, at der bliver sendt en besked om, at vi overtræder den pågældende gruppes regler. Og så er man så flink at medsende hvilke paragraffer, som vi har overtrådt.
Nu er det sådan, at vi ikke bruger så meget tid på at sætte os ind i de forskellige gruppers regler. Så når de anførte problemer opstår, så plejer vi at undgå disse grupper.
Overskrider områder
Der er masser af folk, der mener, at den geografiske inddeling eller den historiske betydning for et enkelt sted, hus, person har været det samme gennem hele historien. De mener så ikke at man må overskride den nuværende geografiske inddeling.
Det samme problem er det i mange gruppers regler. Nu har vi en lidt anden opfattelse på dette punkt. Så også her prøver på at undgå de grupper, der administrer dette stramt. De personer, der bebrejder vores holdning, svarer vi selvfølgelig igen.
Stave – og Trykfejl
Mange af vores læsere går meget op i, at vi staver rigtig, bruger rigtige ordstillinger m.m. Dette kan ikke helt undgås. Vi bestræber os selvfølgelig at gøre det rigtige. Der er også nogen, der mener, at vi skal have vores skolepenge tilbage. Det må vi så tale med Tønder Kommuneskole om. Her lykkedes det at tage realeksamen. Eller måske var det på Tønder handelsskole, det gik galt. Her bestod undertegnede da også HMX.
Måske er det også her, at det grafiske, sætningsopbygning m.m. trænger til en opstramning. Vi har rettet nogle af disse artikler, ja vi helt omskrevet disse. Men igen – det hele handler og tid og ressourcer.
Brug dog linjeskift
Vi har forsøgt at lufte nogle af vores ældre artikler. Og det har givet klager i form af kritik af vores opsætning. Som vi tidligere har skrevet, så vil vi gennemgå hver enkelt artikel for stavefejl m.m. Men det er lang vej igen.
Nogle af vores artikel har været gennem tre hjemmesider. Den version, du læser nu, er version 3. Men det har betydet at nogle af vores ældre artikler trænger til en ny opsætning. Den letteste måde er selvfølgelig bare at bruge linjeskift.
Som en af vores læsere skriver:
Men se dette kommer først på tale, når vi kommer til at lide en form for ”skriveblokering”. I øjeblikket lider vi af det modsatte.
Masser af positive tilkendegivelser og tilbagemeldinger
Det kan lyde som om, vi kun for kritik. Men det er nu ikke tilfældet. Der er masser af positive tilbagemeldinger. Vi får dagligt masser af henvendelser både pr. sms, mail, telefon m.m. Vi forsøger at hjælpe så godt som muligt. Og nok engang skal vi fastslå, at vi ikke udfører slægtsforskning. Det er noget, der tager tid, og det har vi ikke.
Og så forsøger ”Den Gamle redaktør” at svare alle. Men det er ikke altid det lykkes. Og det er heller ikke alle spørgsmål, som vi kan svare på. Men vi takker for den store interesse.
Historieforfalskning
Vi bliver vedvarende beskyldt for historieforfalskning. Undertegnede kan nu engang ikke være enig med alt og alle i opfattelsen af historien. Og historieformidling er ikke bare en opremsning af, hvad der er sket. Det ville da være for kedeligt. Men jeg vil gerne henvise de kritiske læsere til vores kilder. Man er jo ikke konspirator, det meste kommer jo netop fra de tilgængelige kilder.
Gennem vores mangeårige arbejde er vi blevet nægtet adgang til diverse arkiver, selv om vi ifølge reglerne burde have haft adgang til. Tilgang til arkiver kunne måske have opklaret ting og sager. I vores tilgang til historien har vi brugt ældre vidner, som af forskellige årsager har ønsket at forblive anonym. Nej, det er ikke vidner som vi har opfundet til lejligheden, som vi også er blevet beskyldt for.
Alt for meget Sønderjylland
En læser beklager sig over, at hjemmesiden/Facebook har alt for meget med Sønderjylland. Det gider han ikke.
Nu tror jeg faktisk at vores 1.773 artikler indeholder mest ”Ikke Sønderjylland”. Hver dag forsøger vi at sprede kategorierne bedst muligt. Hjemmesiden er også opdelt på en måde, så man ved, hvad der venter en.
Begræns din aktivitet
En administrator mener, at det er for meget med 2-3 artikler hver dag. Han har bedt om at fordele artiklerne over uger/måneder. Det er det samme som at sige, at man ikke er interesseret. Vi har så slettet de sidste måneders indslag i denne gruppe. Vi vender nok ikke tilbage til den.
Det er selvfølgelig en skam. Der var stor respons på vores artikler. Men når aktiviteten i denne gruppe var dalende og vi så hverdag bidrog med 2-3 artikler, kan det jo godt være, at det virkede lidt for dominerende. Men vores formål er og har altid været at sprede gode historier.
Det kan godt være, at det var den dag vi sendte fem artikler. Der var nogle billeder, vi havde samlet i nogle mapper, vi gerne ville dele med andre. Det blev heldigvis ikke modtaget lige negativt af alle. Lige netop den dag oplevede vi et besøgsantal på vores hjemmeside, der godt nok ikke var rekord. Men det var i hvert fald i alletiders Top-5 – forstået på den måde – største antal besøg på en enkelt dag.
Tønder eller Ribe
Vi er udmærket klar over at Tønder fik deres købstadsrettigheder før Ribe. Men er man så berettiget til at kalde sig Danmarks ældste by? Vi ved også godt, at historikere har påstået at i 1070 havde Tønder samhandel med London – men der mangler nogle skriftlige beviser. Men undersøgelser i Ribe viser, at byen er endnu ældre. Og i en artikel på vores side om Dankirke uden for Ribe er endnu ældre. Jo, det kan da godt være, at jeg skal kigge formuleringen, så ingen føler sig forbigået.
Skønt – med foredrag
Nu er det så kun et offentlig foredrag til bage i denne omgang. Og det er den 9. september kl. 14 i Kingo-Kirken på Nørrebro. Der venter nu en masse forenings-foredrag. Men hvor er det skønt, at man kan glæde så mange mennesker. Og frem for alt møde nye mennesker, der også fortæller historie. Og mange gange relateret til det man taler om til foredraget. Og det der også er glædeligt er, at så mange unge dukker op.
Region Top-5 – August
Byernes Top-50 – August
Dette læses mest – August 2021 – Top-100
Dato: august 28, 2021
Lersøen – idyl og uro
Foredrag den 28. august 2021 – Lersøtien 127- HF af 4. maj er blevet 100 år. Derfor fortalte jeg, hvad der var sket herude inden der var kolonihaver. Her var latrindepot, og her var losseplads. Man finder stadig efterladenskaber fra dengang. Her var også latrindepot. Lugten har ikke været særlig god herude. Så det var måske naturligt at stationsforstanderen på Lersø latrindepot fik et nyt arbejde på Svanemøllestation. Du skal møde Valdemar Skrubskider og alle de andre. Konge og dronning var Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus. Nej herude drak de ikke Bajersk Øl. De fik noget helt andet at drikke.
Det startede med en naturlig sø
Oprindelig lå der her en naturlig sø. I 1750 gik den fra nutidens Lyngbyvej til den nordlige ende af Nørrebrogade. Søens naturlige dræn blev blokeret og erstattet af en kanal kendt som Lygte Å. Og det for at forbedre Københavns vandforsyning. Søen blev omdannet til et slags marskland i 1800 – tallet.
Ja nogle steder var det ligefrem blevet til mose.
Vandforsyning
Meget tidligt var man klar over, at der skulle gøres noget for at sikre vandforsyningen i København. Man siger, at det var Frederik den Anden, der startede med dette i 1570, da han etablerede Kongevejen. Men det er nok ikke helt rigtigt for Lygteåen er gravet ud længe før. Og Ladegårdsåen var ligeledes en kunstig å.
Ved hjælp af dæmninger blev Esrum Å dannet. Den var højt beliggende. Vandet blev herfra ledt gennem Lersøen og Lygteåen. Ved Bispeengen blev Lygteåen forenet med Grøndalsåen, der fik vand fra Damhussøen. Herfra løb vandet videre gennem Ladegårdsåen til Peblinge Søen.
Allerede dengang mente man, at øl var sundere end vand. Måske var det derfor man drak så meget dengang.
Man plantede pilebuske
Kurvefletter fra København brugte området til at høste tagrør og siv. Mod slutningen af århundredet begyndte man at bruge søen som losseplads.
Man havde faktisk plantet en lange række pilebuske i mosen. Til brug til kurvemagerne. Om foråret arbejdede koner og mænd fra kvarteret med at fjerne ukrudt mellem buskene. På et tidspunkt skar man grenene af og samlede i bundter.
Derefter gik turen til Lygteåen, hvor grenene kom gennem en opblødningsperiode. Til sidst kom afbarkningen, hvor også børnene kunne være med. Så var det næsten som kurvemagerne ville have det.
På jagt efter sangfugle
Jo her foregik også fangst af sangfugle, som så blev solgt til dyrehandlere inde i byen. Det var ganske vist forbudt at indfange sangfugle i Danmark men import var tilladt. Da fuglene nu ikke skulle vise pas gav det ingen problemer.
Men politiet viste nu udmærket, hvad der foregik. Når de greb nogen på fersk gerning, vankede der en stor bøde. Og dyreværnsforeninger havde
Tilgroet morads
Søen var groet til som et vildt morads, hvor de forliste skæbner fra storbyen kunne gemme sig. De var vel efterhånden et par hundrede stykker – disse Lersø-bøller.
Man kan sige, at for 200 år siden var her pragtfuld idyl. Omkring 1900 var det et berygtet sted. Og nu er det yderst tiltalende og grønt.
Baptister blev døbt
Stedet herude var så tilpas, at der i 1839 blev udset til skueplads til den første baptistdåb her til lands. Det kan man i dag læse på en mindesten.
Biskop Münster havde på det skarpeste advaret mod baptisternes ”slette eksempel”. Men nu var det lige så stille opstået en lokal ”dåbsmenighed”. Her blev 11 personer hemmeligt døbt i søens vand.
En ung mand havde set det og var gået til politiet. Gennem årene blev baptisternes leder fængslet fem gange.
Madrasser med udyr
Lersøen strakte sig omkring 1900 fra Frederikssundsvejen over Tagensvej og Lyngbyvej i længden. I bredden var det fra Bispebjerg Hospital til Haraldsgade.
Her var det plantet masser af pilebuske. Pilene blev skåret og en eller to gange om året blev de solgt til Blindeinstituttet og til kurvemagere. Dengang gik man meget op i kurvearbejde.
Og derude i pilene boede Lersøbøllerne. Pilebuskene var bøjet foroven, og der ovenpå havde man så lagt noget voksdugspapir, for at regnen ikke skulle slå igennem. Mellem Bispebjerg Hospital og Hareskovbanen lå der en stor losseplads. Og her kunne man så hente alskens ting til at indrette sig med. Her var masser af køkkenudstyr og madrasser.
Men disse madrasser var nu ikke altid lige gode, for mange indeholdt udyr, som bed Lersøbøllerne i ryggen.
Når de frøs kunne de altid tage en flaske brændevin – det varmede.
De blev skam vasket
Det var jo herude, at Ladegårdsåen jo løb gennem Lersøen. Og bøllerne herude blev jo også vasket en gang imellem. Samtidig vaskede de deres linnedstøj strømper m.m. De tog bad i Ladegårdsåen i fælles forening – både mænd og kvinder. Man kunne endda købe et stykke sæbe for fem øre.
Når de så havde vasket sig, tog de solbad. Tøjet blev bare hængt op i pilene til tørring. Når det så var tørt kunne de igen indtage pladsen i deres villaer i pilene. Jo det var skam hyggeligt herude. Ja særlig om sommeren.
Rotter i titusindvis
Men en gang imellem gik det ild i lossepladsen. Og så stank det på det Yderste Nørrebro. Så kan det også godt være, at der kom gang i rotterne. De spænede ind over Lersøen i titusindvis. De var ikke glade for ilden.
Men det fandt beboerne da også en fordel i. For senere kunne man modtage 10 øre for hver afleveret rottehale. Man kunne også møde op med resten af rotten på brandstationen, så blev halen bare klippet af ved aflevering.
Om vinteren var rotterne forsvundet. Det vil sige, at det var de nu ikke helt. De tog ophold hos vognmand Klenz. De tog ophold på hans høloft.
Københavns underverden fandt herud
Herude boede blandt andet Ferdinand Eriksen og hans kæreste Karen Spidsmus. Og det var hende, der var den førende. Da Ferdinand var væk, trak hun på Åboulevarden. Karen Spidsmus var for resten datter af Den Glade Sandmand, hvis det skulle interessere nogen.
Nu havde Karen Spidsmus fået sit øgenavn på grund af sit udseende – den spidse næse. Men hvis man drillede hende med dette, kunne man risikere at få en på skrinet.
Hun havde begået noget småkriminalitet. Men ikke ifølge hende selv. Hun mente, at politiet blandende sig i noget, som de ikke burde. Hun var flygtet fra tvangsarbejderanstalten Ladegården.
Man skulle ikke vove sig herud
En af grundene til at man også flygtede herud var, at Lygteåen dengang var grænsen for Københavns Politis myndighed. Men dette forhold ændrede sig. Men i 1901 blev Københavns Kommune større.
Man skulle ikke selv vove sig ud i dette område og slet ikke ind af stierne i sivene. For det første så farede man vild og for det andet blev man overfaldet.
Man gik altid ned på Fællesbageriet og tiggede brød. Måske gik turen også til bagermester Pitzner på hjørnet af Gormsgade. Her kunne man for to øre få rigtig dejlige flødekager. Det gjorde ikke noget, at de var 3 – 4 dage gamle.
Så var det kaffe med surbrød
Det meste af tiden var Lersøbøllerne til at have med at gøre. Men det hændte også, at Københavns Underverden søgte tilflugt herude, så måtte politiet i gang med hunde og foretage razzia. Og så kunne man som regel tage en 14 – 16 stykker med ned til stationen i Lyngbygade. Det var den gade, der senere kom til at hedde Hillerødgade.
Men nogle af de arresterede gik dog alligevel og godtede sig. Det var de faste beboere, som glædede sig til kaffe og surbrød.
Ufleksible betjente
Ude i Lersøen måtte der ikke tændes ild af hensyn til brandfaren. En dag havde bøllerne tændt deres spritapparat. Nu ville de have hestefrikadeller.
En patrulje var i området og kunne lugte, at der blev lavet mad. Ikke alle betjente dengang var lige som i dag fleksible. Da de kom til hulen sparkede en af betjentene til spritapparatet for at få det slukket. Det var betjent Ørsted. Han fulgtes med en, der hed Kjærumgaard.
Dette var optakten til et større slag, som blev kaldt Lersø – Slaget. Det endte med, at bøllerne røg på betjentene. Og Ørsted blev mishandlet, med det resultat, at han senere døde efter sin mishandling.
Og Kjærumgaard løb sin vej. Det gik op gennem Rådmandsgade Der skar han sig lidt i frakken, for at det skulle se ud som om, at bøllerne havde knive. Senere i retten forklarede bøllerne, at det var ham, de skulle have haft fat i.
Men han fik nu alligevel sin straf. Han blev øjeblikkelig afskediget efter retssagen, fordi han havde ladt en kollega i stikken.
En god historie i medierne
Episoden var godt stof i datidens medier. Således skrev Politiken den 1. november 1901:
Stamværtshus i nærheden af Stefans Kirken
Her nede bag Stefans Kirken lå Brønshøjgade, som det hed dengang. Her lå et værtshus, der hed Lampekælderen. Den lå i en dyb kælder og her var et såkaldt snapseting. Se her kom Lersøbøllerne.
Stierne havde forskellige navne
Og herude, hvor det senere rangerterræn kom til at ligge lå i 1906 forskellige gange. De blev kaldt for Musens Gang, Harald Blåøjes Gang og for Peter Knæs Gang.
Hvad bestod et sæt af
Dengang drak de ikke moderne derude. Det, som de drak var et sæt, bestående en flaske brændevin og en skibsøl. De rundede så af med en skummet mælk – snaps og mælk var anset at drikke derude.
Bajersk øl var ikke noget for Lersø-bøller.
En betjent ved navn – Bølle Jørgensen
Det var også dengang, at der kom en meget upopulær politibetjent derud. De kaldte ham for Bølle Jørgensen. Han havde et langt skæg og var en stor knokkel. Han slæbte dem ikke med på stationen, men jog dem ind i en port, når de var ude på rov. Så fik de en regulær omgang øretæver – inde i porten.
De nye beboere
Nye beboere var kommet til derude, Musen og Karl Baj, Jo, så var det jo også Delle Frederik. Jo, Karl Baj var en pæn mand med et lille flot overskæg. Det var sat op til narrestreger, lige under næsen. Han brugte et opvarmet firetommer-søm til dette. Det blev så sat i skægget og rullet op. En gang imellem fik det også lidt fedt. Hans gode ven var Skæg Johannes.
Man sagde, at det gik disse to ret godt. Karl Baj blev storentreprenør, og Skæg Johannes fik en meget stor jernhandel.
Valdemar skrub-skider
Ja så var det Aage Svoger og Valdemar Skrub-skider. Og denne var fænomenal. Han kunne prutte – ligesom man hører fanemarchen inde på Amalienborg. Det ku’ han prutte med ræven. Vi skal lige have et vers fra en af de talrige viser, der eksisterer herude fra:
Og slog en skid fra fad
Og dette var signalet til
Vi sku´ ha’ middagsmad
Og vi fik svineøren
Belagt med lange hår
Og suppen blev serveret i
Et pissepotteskår
Områdets børn kom meget derude. De kunne tjene en lille skilling ved at hente skråtobak til beboerne henne fra Skråfabrikken på Fasanvejen. Og så blev der ellers hentet brændevin til Lersø-bøllerne.
Pigerne bidrog også til samfundsøkonomien herude. De udøvede verdens ældste erhverv til gavn for fællesøkonomien. Det havde de ingen moralske skrupler over.
Kongen var Frederik Eriksen
Kongen var absolut Ferdinand Eriksen, der efter det store slag flygtede til Århus. Han blev efter et langt strafferegister eksporteret til USA. Men han kom dog hurtig tilbage som blind passager.
Han var dybt kriminel og for resten skolekammerat med anarkisten og rabarberdrengen Christian Christensen. Han var en stor kleppert, som man ikke rigtig turde komme i nærheden af.
Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus blev udødeliggjort i viser og i revyer. Det er nok det bedste eksempel på Danmarks Bonnie og Clyde. I deres flugt gjorde de i den grad grin med politiet.
En gang tog bøllerne ind på Tranevej for at befri deres kammerater.
Lersø – bøllerne var frie fugle
De havde alle øgenavne herude. Man kunne møde Spiritus, Musen, Gloøje, Charles 5 – øre, Skæve Martin, Osen, Knokkeldrengen, Kro – Anders, Lange Hermann, Delle – Frederik.
Så var det også Sorte Petra. Hun var nærmest at betragte som fælleseje. Af andre piger var det også Anna 66, Guldåsen m.m. Også disse tjente penge på gaderne i København og bidrog på den måde til fællesskabet.
Lersø-bøllerne var frie fugle. De kunne ikke indordne sig efter samfundets normer.
De tømte lokumstønder
Når man senere skulle ind i Lersøen skulle man fra Frederikssundsvej. Så gik man ind ved Lygtekroen – ind til højre. Her var der en indgang, med bomme for. Om aftenen stod her blå gendarmer. Så kom man igennem en lang gennemkørsel. Er stykke nede til venstre lå forvalterboligen. Når man så gik længere ind, så kom man til Renovationsvæsenet. Det var dem, der tømte lokumstønderne.
Underlige Aftendufte
Der var store udgravninger fra det nedlagte Aldersro Teglværk. Disse udgravninger var hele kratere, hvor teglværket havde hentet ler op fra. Hver af dem var lige så store som Nørrebros Runddel og så dybe som et femtesals hus
. De lå ovre i nærheden af den senere Ørsteds Højskole i Haraldsgade. Når natrenovationsvognene kom hjem om morgenen med deres fulde laster, så hælde de det i nogen dybe kanaler som var gravet i forbindelse med de store kratere.
Stanken blev ved herude. Man sagde at en dansk sangskats store hits blev omdøbt til:
Eksplosionsfare
Det tykke bundfældede sig i kanalerne, mens det tynde løb ud i kraterne. Og det der så havde bundfældet sig oppe i kanalerne blev skåret ud i store blokke og sendt med jernbanen ud til landboerne som gødning.
Disse kanaler var overdækket med svære planker, for at regnen ikke skulle trænge ned i dem. Ja og så var det, at det særlig om sommeren kunne udvikles så meget gas, at det hele eksploderede.
Natrenovationen
Natrenovationen havde udviklet et specielt system, så det tykke blev skilt fra tynde. Kratersøen blev hældt på tønder og solgt til gartnere i Utterslev, Brønshøj og Vanløse. Det faste blev solgt i blokke for siden at blive sendt ud til bønder i hele landet. Kan I tænke jer, hvilket duft , det gav.
Det var ikke et særligt behageligt arbejde at skulle rydde op efter sådan en omgang. Ja, det var direkte sundhedsfarligt, at arbejde med natrenovationen dengang. Og det særlig om sommeren. Arbejderne fik da også alvorlige sygdomme – blodgang og tyfus.
I disse kratere eller kanaler havde vognmændene tidligere hentet ler.
Der lå også sådan en latrin sø eller opbevaring i nærheden af Nørrebros Runddel. Man sagde, at når politiet skulle patruljere her, så foregik det i løb. Man kunne simpelthen ikke holde stanken ud.
Lersø Latrinstation
Det såkaldte Lersø- depot blev i 1890 en rigtig station med sidespor til Nordbanen. Stanken blev ved. Mange af beboerne i nærheden var sikkert ikke tilfredse med en nye værdighed som latrinstation.
Jo her blev også ansat en stations – karl. Til stationen hørte en lille have på 365 kvadratalen. Det kunne man så have glæde af i fritiden. ”Gjødning” havde man jo nok af.
Han trængte til luftforandring
Hans begyndelsesløn var 900 kr. men han holdt kun i fore år. Hans efterfølger holdt i hele 9 år, men så blev han stationsmester på Svanemøllestation. Det lyder også bedre end stationsmester på Lersø Latrinstation. Det var måske også tiltrængt med luftforandring.
De vogne, som man opbevarede dette indhold i, var ikke altid lige tætte. Det betød at de efterlod en brun stribe. Og det havde kvarterets hunde så godt af. I de godt 15 år som Station Lersøen eksisterede, blev der afsendt 208.907 tons latrin.
Da man var blevet færdig på Kløvermarken på Amager til at modtage det duftende indhold blev Station Lersøen nedlagt. Tjenestestedet havde det fine navn Lersøhus ikke at forveksle med gården af samme navn.
Lersøen i Blæksprutten
På et tidspunkt kom Lersøen også i Blækspruten. Det var mens der på Nørrebro var en chokoladefabrik, der hed Cloetta i Hørsholmsgade. En tysker ville se Københavns lyksaligheder.
Militærnægtere herude
Herude i den dejlige duft, skjulte alle militærnægtere sig også. Og alle eftersøgte socialister var også søgt herude. Der var mange gemmesteder. Det var ikke altid politiet fik den fangst, som de gerne ville have.
Men hvad skete der egentlig med Lersø – bøllerne?
Ja civilisationen rykkede nærmere og nærmere på. Fabrikkerne kom længere ud i mosen. Og Slangerup – banen var blevet anlagt. De skønne dage var efterhånden slut. Omkring 1908 – 10 var området friseret for bøllerne.
Nu var politiet også blevet mere snu. De havde anskaffet sig politihunde. Dem tog politiinspektør Mollerup med, når han skulle ud til bøllerne. Adskillige af dem havde fået bidesår.
På Nørre Fælled
De flyttede så ud på Nørre Fælled. Her tog de navneforandring til Fælledbisser. Det var ude hos dem, at den unge tegner Robert Storm Petersen ofte kom på besøg. Han brugte bisserne som modeller.
Rangerstationen
Slangerup – Banen blev indviet. Og den store den rangerstation blev anlagt i 1920. Først i 1924 blev den færdig. Hensigten med rangerstationen var at aflaste godsbanegården.
I Lersøen skulle rangeres godsvogne fra Nord – og Kystbanen, Roskildebanen, Frihavnen, Østerbro og Godsbanegården.
Næppe var rangerstationen fuldført og kommet i gang før den var blevet overflødig.
Trafikken svandt ind. Der var stærkt stigende konkurrence fra lastbilerne. Snart lukkedes Lersøen som rangerstation. Men sporene var der brug for til de mange tomme godsvogne.
Men Anden Verdenskrig bragte en opblomstring. Men den 27. februar 1967 blev rangerbanegården lukket.
Lossepladsen bestod
Store arealer stod tomme i mange år. Kun lossepladsen bestod Skraldet blev tildækket af jord af hensyn til forrådnelse og for at lette sager ikke skulle blæse væk. Men det var nu ikke så effektivt. Derfor lod kommunen et stort areal inddæmme.
I 1910 – 12 købte kommunen resten af arealet. Det var blandt andet for at sikre sig mod mindre heldig form for boligspekulation som man har set på Nørrebro.
Kongen over Lersø-bøllerne, Ferdinand Eriksen døde allerede i 1919. Karen Spidsmus oplevede at blive 80 år gammel. I de sidste år var hun dog blevet lidt apatisk og nærmest en original. Hun døde op Vesterbro.
De fortsatte i anden sammenhæng
Men egentlig fortsatte sammenholdet, som Lersø – bøllerne havde startet. Nogle af dem bosatte sig på Fælleden. Og blev kaldt Fælled- bisser. Og bisser er opkaldt efter kvæg. Bøller er opkaldt efter en plante.
Derude på Fælleden var det Maja Robinson, der var dronning. Man sagde om hende, at hun havde været en meget smuk kvinde som ung. Hun skulle have været gift med en australsk læge. Og hver måned skulle hun modtage penge fra hendes forhenværende mand. Så gjaldt de om at være førstebajs hos hende.
Hun bidrog til fællesøkonomien ved at løfte op i kjolen. Det kostede fem skilling og så blev karlene inde fra Nørrebro røde i hovedet.
Men også her på Fælleden kom civilisationen for tæt på. Og man måtte opgive denne tilværelse.
Men der er endnu en fortsættelse. Det er Prinserne, Klunserne og Kræmmerne. Men nu har vi ikke flere timer. Men især Klunserne og Kræmmerne kom også tæt på stedet her. Men den historie kan i få en anden gang. Her var masser af triste skæbner.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: august 14, 2021
Ringridning i Sønderjylland
Hestepærer skulle fjernes, inden dronningen kom. Hvad er ringridning? Det er også en livsstil. Og så er der noget, der hedder over- og under-stikker. Paven forbød de drabelige turneringer. De danske konger var vilde med ringridning. Traditionen blev videreført på Amager og Sønderjylland. Ringridning i Tønder i 1556. frederiksgarden. I 1937 fejrede man i Tønder Ringriderkorpsets 125 – års dag. I Tønder mærkede man ingen nationale gnidninger. Der var op – og nedture. Ringridning i Aabenraa fra 1766. tattoo ved Brundlund Slot. Ringriderfest nr. 100 i Sønderborg først i 1998. Historisk ringridning i Sønderborg. Hertugen af Augustenborg afholder stort ringridning. Dansk – og tysksindede samlede sig. Festtillæg på grund af Hertugens deltagelse. Dampskibe måtte godt ankomme med passagerer nord fra til ringridning – ellers ikke. Bøder for at vise danskhed. Da rytteren solgte en pokal. Ringriderpølse. Antallet af ryttere er nogenlunde stabilt
Hestepære skulle fjernes, inden dronningen ankom
Ringridning er i den grad en tradition i Sønderjylland. I min tid i Aabenraa konkurrerede man altid med Sønderborg om at være størst. Og alle ryttere skulle op gennem gågaden. Og et år kom dronningen på besøg. Kommunen kunne ikke nå at komme rundt med deres mandskab og fjerne hestepære. Så det var alle os ansatte, der måtte i gang. Det var meget morsomt. Om dronningen så, at vi ikke nåede at få fjernet dem alle, ved jeg ikke.
Selv i min barndom i Tønder var det tradition for, at vi skulle til ringridning.
Hvad er ringridning?
Der er måske nogle af læserne, der ikke ved, hvad det er. Her er så en forklaring. Ringridning er en ridekonkurrence, hvor rytteren med en lanse skal fange en ophængt ring. Og denne ring, bliver hele tiden mindre og mindre.
Hver galge har en forrider, som er ansvarlig for afviklingen. En ring er ophængt i en lås mellem galgens stolper. Ringen har en diameter mellem 11 mm og 32 mm. Hver rytter har en lanse, der kan have en længde fra 50 til 160 cm.
Rytteren skal på sin hest i fuld galop med lansen forsøge at få ringen. For at blive noteret for at have taget ringen, skal man med lansen rive ringen ud af låsen, og den skal forblive på lansen to gallopspring efter galgen er afsluttet.
Ringridningen bliver typisk afviklet i to runder. I hver runde skal hver deltage igennem galgen 12 eller 24 gange. Er der to eller flere ryttere, der har taget det samme antal ringe, skal der være omridning også kaldet kongeridning.
I kongeridningen anvendes en ring med mindre huldiameter – ned til 5 mm. Det fortsætter indtil en rytter ikke får ringen og udgår. Den rytter, der er tilbage, bliver ringriderkonge. Rytteren med næstflest ringe udnævnes til kronprins.
Det er også en livsstil
Der skal hundredvis af frivillige hjælpere til, for at kunne afvikle sådan en ringridning. Ja dertil kommer festarrangementet. Ja præmier skal der også indkøbes. Således er præmiesummen i Sønderborg på 15.000 kr. Det er som regel sponseret. Men så er der også præmier til både konge, kronprins og prins.
Ringridning er ikke kun en sportsgren. Det er også en livsstil. Den nedarves ofte i generationer. Den involverer hele familien. De yngste er seks år og de ældste er 90 år.
Over- og Understikker
De vigtigste redskaber er hest og lanse. Rytterne er alle ens klædt på. Sorte ridestøvler, hvide ridebukser, hvid skjorte, mørkt slips til herrer. Til damer mørk ridejakke og enten blå/hvid kasket eller helt hvid. Det er egnsbestemt hvilken farve kasketten skal have. Lansen matcher kasketten.
Rytteren kan enten være over- eller under-stikker. Som overstikker holdes lansen vandret i skulderhøjde. Disse kommer ofte fra den vestlige del af Sønderjylland.
Som understikker holdes lansen fra hoften, og skråt op m od ringen. Disse kommer oftest fra den sydøstligste del af Sønderjylland.
Ved hver galge er der hjælpere, der anbringer ringen i den rette højde og noterer om ringen er taget.
Rytterne er inddelt i syv aldersgrupper.
Paven forbød de drabelige turneringer
I Korstogstiden indgik der nye ting, som man havde fundet hos araberne. Jo ringridningen har faktisk sin baggrund i middelalderens ridderturneringer i Europa. Vi husker, at Ivanhoe altid vandt. Det endte med dødelig udgang for de deltagende. De drabelige turneringer blev forbudt af paven.
For at ridderne fortsat kunne træne deres krigsfærdigheder uden at risikere at blive sårede, blev der opført særlige ridebaner, hvor ridderne kunne ramme en figur eller buste eller ride igennem galger og fange en ring med lansen.
De danske konger var vilde med ringridning
Christian den Tredje og hans søn Frederik den Anden indførte og ændrede ridderkampen til en fredelig rytterdyst. I 1545 oprettede Christian den tredje en ”ringrendingsbane” på Amagertorv i København. Her blev der så arrangeret ringridningskonkurrencer.
I 1500 – tallet indrettede adel og konger permanente anlæg til ringridning og lignende forlystelser. På Frederiksborg Slot findes Christian den Fjerdes ”Ringrendingsport (Karruselport)
Ved Christian den Fjerdes kroning i 1596 blev der arrangeret ringridninger over flere dage. Det var med deltagelse fra Europas kongehuse og fyrstedømmer. Christian den Fjerde var selv en ivrig ringrider og deltog i ringridninger både i Danmark, England og Tyskland.
Vi skal helt tilbage til middelalderen for at finde begyndelsen. Og ofte var det en tradition på de kongelige slotte, at man dyrkede ringridning. I løbet af det 16. og 17. århundrede blev det udbredt over hele Danmark og i Slesvig-Holsten.
Traditionen blev videreført i Sønderjylland og Amager
I Mellem Slesvig blev der afholdt ringridning mellem jul og nytår. I Nordslesvig udviklede det sig til en sommerfest.
I Danmark døde traditionen undtagen på Amager. I hertugdømmerne fortsatte traditionen også. Måske kan man takke den hesteglade hertug af Augustenborg for dette. Ved hertugparrets sølvbryllupsfest i 1846 blev der her afholdt en ringriderkonkurrence med 400 deltagere. Dette kan du læse om senere her i artiklen.
Ringridning i Tønder i 1556
I Tønder skulle der foruden skyttekropset fra 1693 også have været et ridende korps. Skyttekorpset eksisterer stadig (Se vores artikel).
Vi ved at Tønder Fastelavnslag arrangerede ringridning i 1556.
Frederiksgarden
Åbenbart havde Frederik den Femte været i Tønder i 1748 for at deltage i ringridningen. Han havde givet tilladelse til at oprette en garde, der hed Frederiksgarden. Men den bestod hvis ikke så længe.
I 1801 blev store dele af den danske flåde ødelagt af englænderne. Dette førte til oprettelse af Borgerkorps. Det betød at amtmand Bertouch genoplivede Frederiksgarden. Amtmanden havde forbindelser til Frederik den Sjette så denne gav sin tilladelse til at man igen måtte bruge navnet. Det var i 1804.
I 1937 fejrede Ringriderkorpset 125-års fødselsdag i Tønder
Efter overleveringer skulle Frederik den Sjette i 1812 have skænket Ringriderkorpset et æresskilt. Det var af guld og sølv og viser kongens initialer og en galge med en ring. Dette skulle og blev båret af ringrider-kongen. Man kan se skiltet på plakater fra 1937. Ved den lejlighed var Christian den Tiende også på besøg.
I dette år fejrede Ringriderkorpset i Tønder deres 125 – års fødselsdag. I 1865 skete der en nyetablering af foreningen. Da fik foreningen navnet ”Ringreitercorps Tondern”. Det skete efter, at korpset næsten havde ligget stille. Ved den lejlighed overgav medlemmer af Frederiksgarden deres kongelanse og æresskiltet til Ringriderkorpset.
I Tønder ingen nationale gnidninger i Ringriderkorpset
I den tyske tid forsøgte man at undgå nationale gnidninger i korpset. Og ringriderfesterne var da også godt besøgt af både dansk- og tysksindede. Og så annoncerede man også i både dansk – og tysksindede aviser. Åbenbart lykkedes dette også efter 1920.
Andre ringriderforeninger viste sig at være meget tysksindede. Det kan du læse om senere i denne artikel.
Men i plakater fra 1937 er det dog en forskel. På de danske plakater er det tydeligt at Christian den Tiende medvirker. På de tyske plakater står hans deltagelse kun som en underoverskrift.
Op- og nedture
Ringriderkorpset har oplevet op- og nedture. Efter en 10 – årig pause fortsatte man i 2016 igen med regelmæssige ringriderfester.
I Sønderborg blev der først oprettet en ringriderforening i 1888 og i Aabenraa i 1896. Disse to er absolut de største. Og hvor har undertegnede deltaget i mange af disse fester i Aabenraa.
Der er rejst ringriderstatuer i Aabenraa og Sønderborg. I sidstnævnte by er der også et ringridermuseum på Kirkevej med arkiv.
Ringridning i Aabenraa fra 1766
De første erindringer om ringridning i Aabenraa finder vi tilbage i 1766 til modtagelse af dronning Caroline Mathilde og hvor ”Det Blå Ridende Korps” blev oprettet. Korpset havde også ringridning på programmet. Der er bevaret en flot rytterfane og en uniform.
De store Amtsringriderfester opstod først i 1890’erne.
Tattoo ved Brundlund Slot
Efter 1920 blev navnet i Aabenraa ændret til Aabenraa Amts Ringriderforening. Foreningen holder sit årlige ringriderfest over fem dage i forbindelse med den første weekend i juli.
Lørdag og søndag er der rytteroptog gennem byen med efterfølgende ringridning på ringriderpladsen. Konkurrencen afsluttes søndag med kongeridning, hvor kongen findes. Mandag afholdes den store ringriderfrokost. Desuden afholdes der tattoo lørdag aften med deltagelse af danske og udenlandske orkestre på Brundlund Slot. Vi har i en tidligere artikel beskrevet en oplevelse ved sådan en lejlighed.
Ringriderfest nr. 100 i Sønderborg først i 1998
Under de to verdenskrige og på grund af mund- og klovsyge har festen i Sønderborg været aflyst et par gange. Ringriderfest nr. 100 blev derfor først holdt i 1998. Ringriderfesten i Sønderborg afholdes altid anden weekend i juli og finder sted på Ringriderpladsen i Sønderborg. Den varer fra fredag til mandag. Fredag og søndag er der rytteroptog igennem byen og efterfølgende er der ringridning på pladsen. Mandag afholdes den traditionsrige ringriderfrokost. Det er en herrefrokost med op til 1.600 deltagere.
Historisk Ringridning
I Sønderborg siger man altid at de er de største med omkring 500 ryttere. Men det er nu ikke altid tilfældet. Også her er der et tattoo-show foran Sønderborg Slot.
Ved Sønderborg Slot blev der i 2006 etableret en særlig bane, der ligner de tidligere ringrendingsbaner. Hver sommer bliver der her arrangeret en historisk ringridning så byens borgere og turister kan opleve hvordan ringridningen blev afholdt på Christian den Fjerdes tid.
Hertugen af Augustenborg afholdte stor ringridning
Man kan vel godt påstå at nogle steder udnyttede man ringridningen i tyskhedens tjeneste. Det skete for eksempel i Sønderborg. I Leipziger Illustrierte Zeitung for den 22. november 1845 gives en udførlig skildring af en særlig bemærkelsesværdig ringriderfest i anledning af Hertug Christian August og Gemalinde’ s sølvbryllupsfest i Augustenborg. Der blev bl.a. afholdt ringridning.
I ringridningen deltog 400 bønder iklædt hvide benklæder og blå jakker med hvide kraver. De var alle iført hvide jockey – huer.
Der var indrettet fire ridebaner til de fire hold ryttere. Hvert hold bar lanser og vimpler i hver sin farve, blåt, gult, rødt og hvidt svarende til hovedfarverne i det hertugelige våben. En uoverskuelig menneskemængde overværede ridningen. Der blev budt på forfriskninger og musik ind imellem.
Dansk- og Tysksindede samlede sig
Et udvalg af dansksindede og tysksindede satte sig sammen i Sønderborg for at arrangere tilbagevendende Amts-ringriderfest. Som formand valgtes den moderate hjemmetysker, købmand Georg Hansen. Der deltog første gang 282 ryttere og antallet af tilskuere blev sat til 9.000.
Til den 10. amts-ringriderfest i 1897 deltog 308 ryttere og antallet af tilskuere var sat til 19.000.
Festtillæg på grund af Hertugens deltagelse
Sonderburger Zeitung havde fremstillet et festtillæg. Og det var fordi, at Hertug Ernst Günther med flere for første gang var blandt gæsterne. Også en tysk forfatter Hermann Heiberg fra Slesvig var med. Han repræsenterede det tyske familieblad ”Gartenlaube”. Ved fællesspisningen der fandt sted for første gang, holdt denne forfatter også en tale.
I 1906 nåede man op på 333 ryttere og 32.000 tilskuere. I det tyske festtillæg blev det reklameret med, at tilskuerne ikke alene kom fra Sønderborg Amt og det øvrige Nordslesvig, men fra hele den slesvigske østkyst ned til Kiel samt de fynske byer, Faaborg, Svendborg og Assens.
I Haderslev var en samling utænkelig
I Haderslev ville det nok have været utænkeligt at byens og amtets højeste embedsmænd. Landraaden (Amtmanden) og Borgmesteren (tillige politimester) sad til højbords og ved det tilhørende festmåltid lod sig hylde af danske talere. De to undertrykte alt, hvad der var dansk.
I Sønderborg hørte dette til skik og brug. Måske var det fordi, at danskheden sløjede lidt af. I hvert fald følte tyskheden sig ovenpå.
Dampskibe måtte godt ankomme til Ringridning
Dybbøl-Posten henviste til, at der var flere tyske flag i Sønderborg til ringridning end til kejserens fødselsdag eller til Sedan – Dagen. Dengang fejredes denne dag til minde om Frankrigs nederlag i krigen 1870 – 71.
Der var nedlagt forbud mod at der blev arrangeret udflugter pr. dampskib til Sønderborg eller Dybbøl Banke. Men til Amts – Ringriderfesterne var besøgende nordfra yderst velkomne.
Bøder for at vise sin danskhed
Det behagede nu ikke alle dansksindede at sidde til bords med tyske embedsmænd. Til den dansk – tyske fællesspisning.
Slagtermester Timm holdt i juli 1911 en tale, hvor lovpriste styret og ”Fyrsten”. Han var ellers blevet idømt en bøde, fordi han ved et ungdomsstævne havde båret små røde og hvide papirblomster til fordel for danskheden. Det var borgmesteren, som han nu sad til højbords med, som havde givet ham bøden.
Det kunne måske også være svært for de dansksindede at skulle høre tyske embedsmænd rose vores ”dejlige hjemstavn”.
Da rytteren solgte en pokal
Dybbøl-Posten havde med jævne mellemrum anket alt det tyske gøgl, der var hobet sig sammen på festpladsen. Og så var det alt det drikkeri, som især ungdommen lod sig forlede til.
I 1909 havde en rytter fra Bøffelkobbel solgt en pokal fra tyske marineofficerer, som han havde vundet til en urmager. Som dansk mand ville han ikke havde den stående i sin stue. Det var en historie, der bredte sig sydover. I tyske officerskredse vakte det harme. Og selv Dybbøl-Posten mente, at så burde han på forhånd have sagt nej til at deltage om den udsatte ærespræmie.
Man opfordrede danske turister til at afkorte deres besøg i Tyskland og udvisningerne fortsatte. I 1914 sås der ingen danske skibe i Sønderborg Havn med passagerer, der skulle til Ringriderfest.
Ringriderpølse
Ringriderpølsen er betegnelsen for den yderst velsmagende pølse, der spises ved ringridningen i Sønderjylland. Den ligner en ca. 15 cm medisterpølse. Pølsen er lavet efter tyske traditioner og er af høj kvalitet. I Sønderborg blev de lavet af Slagter Franke i Perlegade og Slagter Kurzke. Men nu er det lang tid siden, at undertegnede har været i Sønderborg. Så gad vide, om disse slagter stadig eksisterer. Vi har også tidligere beskrevet den sønderjyske madkultur her på siden. Og her indgår pølsen naturligvis.
Antallet af ryttere nogenlunde stabilt
Antallet af ringridere ligger på et nogenlunde stabilt niveau. Før i tiden var der altid heste på alle gårde og derved også nem adgang til en hest. Det er ikke længere tilfældet. Derfor kræver det i dag, at man selv har ressourcerne til at eje en hest eller kender en, hvor man kan låne en hest.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.769 artikler
Under Sønderjylland (209 artikler):
Under Aabenraa (169 artikler):
Under Tønder (282 artikler):
Dato: august 11, 2021
Man strides om Grænsen
Der er stadig diskussion om grænsedragningen. Socialdemokraterne var ikke meget for at støtte de dansksindede i Nordslesvig og heller ikke i Flensborg. Og så sent som i 1940 ville Scavenius diskutere grænsedragning med den tyske gesandt. Ville han sælge Tønder til tyskerne for at tilfredsstille dem? Socialdemokraterne i de andre nordiske lande mente, at danskerne var alt for eftergivende. De mente, at situation skulle tilbagestilles som i 1864 eller 1867. De mente ikke at tysk ”vold” skulle tilgodeses. Eller fordi man havde besat et land længe nok, så skulle det belønnes. Tyskerne var utilfredse med blokafstemningen. De mente ikke at den var retfærdig.
Bliver alt nu fremstillet korrekt
Det er ikke alt, som der er blevet fremstillet om begivenhederne før og efter 1920, der er helt korrekt. Det er som om det hele skal pege i en bestemt retning. Når man så anfægter dette eller sætter spørgsmålstegn ved det, ja så sættes man ud på et sidespor.
Egentlig synes jeg at argumenterne og beviserne er det. Men det er altid sejrherrerne, der har ret.
Det er fin nok at vi får Danmarks officielle holdning. Men nogle gange vil det også være befriende at høre om de problemer dette så bevirker.
Kielerkanalen havde stor betydning for militæret
Kielerkanalens betydning for de allierede er i den grad blevet nedtonet i den danske gengivelse. Man har indtryk af, at denne kanal måske mest var blevet bygget af militære hensyn.
På fredskonferencen i Paris havde vi et helt persongalleri af sagkyndige og statister.
Industrimanden H.N. Clausen tav
Det var H.V. Clausen, der var den danske regerings sagkyndige. Han overtræder omgående sine instrukser. Jonas Collin og Bent Holstein virkede i kulisserne. Det var pludselig en overraskende enighed i den danske delegation – og dog
Industri-manden H.N. Andersen var uenig, selv om han tav. Og det var franskmændene godt klar over.
Personlige holdninger gjorde sig gældende.
Scavenius kunne ikke lide Clemenceau
Franz v. Jessen havde ikke stor tiltro til den radikale regering. Og det var specielt Scavenius og hans tyskerkurs, han ikke kunne holde ud.
Scavenius havde kaldt Clemenceau for en ”gammel afdanket politiker”, der ”nu ikke længere blev taget alvorlig i politiske kredse”. Men det var denne Clemenceau, der var vært for fredskonferencen i Paris. Og det var den ”gamle afdanket politiker” som Scavenius måtte anmode om at tage Slesvig – spørgsmålet op på konferencen.
Zahle og H.P. Hanssen var ikke enige
Zahle fastholdt, at Flensborg skulle møde med et absolut dansk flertal. H.P. Hanssen mente, at man ikke kunne ignorere 49 pct. danske stemmer, men at vi for Flensborgs eksempel længe ikke nåede derop.
En klodset opfordring
Men det var nu ikke lige smart alt, hvad man foretog sig fra dansk side. Man havde fået professor Aage Friis til at formulere en opfordring til det tyske folk:
Denne professor var medvirkende i en artikel som nationalbankdirektør Rubins under pseudonym fik bragt i Preussische Jahrbücher 1911 for at appellere til tysk forståelse for de danske sønderjyder. Men artiklen rummede følgende vending:
Man bildte så folk ind, at H.P. Hanssen havde godkendt artiklen.
H.V. Clausen havde fat i H.P. Hanssen
Men det var nu ikke altid H.P. Hanssen havde ret. Således mente denne, at den internationale kommission skulle bestå af danske og tyske forhandlere. Men det mente H.V. Clausen, at det var en meget dårlig ide.
H.P. Hanssen fik ikke meget politisk indflydelse
Som bekendt kom H.P. Hanssen med i Zahle – regeringen. Hans ide var ellers at stifte et sønderjysk parti og stå i spidsen for 4-5 sønderjyske meningsfælder. Så kunne man også få indflydelse på partkonstellationen.
Nu blev han bare brugt til at kanalisere de genforenede led af Sønderjylland ind i den danske lovgivning og administration. Man skulle tro, at man kunne have fundet en anden løsning på dette.
Hvem skulle med i den internationale kommission?
Den 23. oktober 1918 løfter H.P. Hanssen sin røst tyske rigsdag. Han mener, at paragraf 5 skal genindføres. Bismarck afskaffede det i 1878. Forpligtelsen at holdeafstemning i Nordslesvig var han lige glad med.
Så sent som i 1919 mente H.P. Hanssen at man skulle forhandle med tyskerne. Igen måtte H.V. Clausen tysse på ham. Hvor langt ville han gå i sin forhandlingsiver?
Kunne Danmark have magtet det?
Spørgsmålet er om Danmark havde fået mere ud af det, hvis man havde fået det som Status Que i 1867. Så havde vi fået Flensborg med. En folkeafstemning i 1867 eller 1878 ville have bragt en sydligere grænse. Skulle tyskerne i 1920 nu belønnes for at have brugt vold?
Spørgsmålet er, hvad Danmark magtede og kunne risikere ved at få fjernet historiske og aktuelle uretfærdigheder. Kunne Danmark magte at hjælpe flere danskere til Danmark selv om der fulgte flere tyskere med?
Flere danske stemmer i Flensborg end i 8 danske byer
En bloc-afstemning i 1. zone var ret beset ikke andet end et stykke valgdemokrati, der skulle redde Tønder og udelukke Flensborg. Det kunne ikke begrundes med selvbestemmelsesretten at udelukke Flensborg, når man medtog Tønder, der i 1867, hvor Flensborg havde dansk flertal, kun havde 17,2 pct. danske stemmer.
Ja tænk engang Flensborg havde i 1920 flere danske stemmer end Tønder, Aabenraa, Sønderborg, Augustenborg, Christiansfeld, Gråsten, Løgumkloster og Højer tilsammen.
Blokafstemningen blev kritiseret af tyskerne.
Ville Scavenius sælge Tønder for at glæde tyskerne?
Også udenrigsminister Scavenius tog afstand fra den grænselinje, som han havde brugt så meget tid på. I slutningen af 1930’erne syntes han at det var på tide at komme tyske grænseflytningskrav i forkøbet. Han mente at der skulle ske en justering omkring Tønder. I 1940 bragte han spørgsmålet på bane over for den tyske gesandt.
Nu var tidspunktet nok ikke så heldigt.
Der opstod som bekendt en Flensborg – bevægelse som et modtræk mod Aabenraa-bevægelsen.
Tilbage til Scavenius, der mente at § 5 og 1867 – linjen skulle have en logisk sammenhæng. Men det fik den ikke.
De nordiske socialdemokrater mente at Danmark var for eftergivende
Socialdemokrater i de nordiske lande syntes at Danmark var alt for tilbageholdende og mente at alt, hvad der i 1864 var påviseligt dansk skulle tilfalde Danmark. Man syntes ikke om, at det man havde taget og haft tilstrækkelig længe, skulle man have lov til at beholde.
Nu så det heller ikke ud til at Socialdemokraterne ydede en særlig indsats over for de dansksindede i Flensborg. Og i tidligere artikler har vi set, at Stauning tog afstand over for de dansksindedes kamp i Nordslesvig.
To sølvbryllupsfester i Aabenraa
Ingeborg refslund Thomsen fra Aabenraa har fortalt om en sølvbryllupsfest. Den blev delt i to, en for Aabenraa – folk og en for Flensborg-folk. Man ville ikke have spoleret festen. Der var masser af bitterhed.
Stor bitterhed
Bitterheden kan også have noget at gøre med H.P. Hanssens tilknytning til de Radikale og hans kølige holdning til Flensborg. Men der var også harme over for Socialdemokratiet.
Wilhelm La Cour opdagede at H.V. Clausen rejste til Paris for at forslå en grænse nord for Flensborg. Men var det ikke som om at Flensborg – folkene havde opgivet håbet på forhånd?
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: august 3, 2021
Barkmøllegade i Aabenraa (b)
Dette er en ny-redigering af en ældre artikel. Dette skulle gøre den mere læsbar.
Selve gaden er gammel. Den har haft mange navne. En barkmølle blev opført i 1802. Det gik ikke. En skomager – mester ville ikke indordne sig. Den gamle redaktør boede to steder på Barkmøllegade. Det var en særdeles fornøjelig tid. Unge Konservative kravlede rundt på HK – Husets tag. Og over for på Barkmøllegade var der sket et narkodødsfald. Skønne Trille sang i den forkerte gård. Den første rutebil, der nogensinde blev bygget i Aabenraa, blev bygget i Barkmøllegade 8
Mange steder i Aabenraa
I de 15 – 16 som jeg opholdt mig i Aabenraa boede jeg forskellige steder. Haderslevvej, Tøndervej, Nybro, 2 gange Barkmøllegade, Jernbanegade og Frueløkke.
Flyttemanden svigtede
Da jeg skulle flytte fra Nybro til hjørnet af Ramsherred/Barkmøllegade svigtede min flyttemand. Så var det godt, at jeg kunne ringe til Jens Wiltoft oppe fra boghandelen. Det blev til mange ture, for den varebil Bo Bojesens Boghandel havde dengang, var ikke ret stor.
To steder på Barkmøllegade
Møblerne blev næsten alle placeret op på loftet på fjerde sal. Jeg havde kun lejet to værelser i en kæmpe herskabslejlighed.
Og da jeg fik mulighed for at flytte lidt længere hen ad vejen på Barkmøllegade, var Jens Wiltoft igen behjælpelig. Det gik forbavsende hurtig.
Altan og solbad
Og det var i Peter Moldt gamle lejlighed. Vi fik en del bajer sammen. Han holdt også meget øje med de piger, jeg havde besøg af. Han var herlig. Jeg hjalp også ham og konen med deres børne – butik Mille og Mikkel ude på Haderslevvej. Jeg var vant til at skrive skilte, så de kunne jeg da være behjælpelig med.
Og hvor var det skønt pludselig at løbe på Hanne Moldt sidste år, da jeg holdt foredrag i Rens.
Der var altan og man kunne kravle op på et tag og tage solbad om sommeren i Barkmøllegade. Og Peter fortalte til tider absurde historier over en bajer fra sit arbejde som bedemand.
Mange fester
Her blev holdt mange fester til naboernes store fortrydelse. Og ikke et øje var tørt, da Trille fra Odense kom med sin guitar og sang fødselsdagssang tidligt om morgenen, da jeg fyldte 30 år. Hun havde bare taget fejl og var gået ind i gården ved siden af.
Narko – dødsfald
Fra nærmeste hold kunne jeg pludselig se et stort opbud af politi og journalister. I bygningen overfor var der sket et narkodødsfald. Huset, hvor jeg tidligere havde været til fest, var blevet bygget om til ejerlejlighed. Jeg var over at kigge på det, men det var ikke noget for mig. Det var for lidt plads. Og det var her, der var sket et narkodødsfald.
Det var også her, at jeg havde besøg af Aabenraas succesfulde dame – fodboldhold.
Tiden her på Barkmøllegade var pragtfuld. Varmen forsvandt utallige gange om vinteren. Man måtte sidde med jakke på, men bortset fra det så morede os pragtfuld.
Konservative på HK – Husets tag
Det var også her, at jeg opdagede, at de unge konservative fra Aabenraa havde klatret op på HK – Husets tag på Borgmester Finks gade. Jeg var blevet formand for HK, og ville ikke finde mig i dette.
Politiet nægtede, at det havde været en episode. Men jeg fik drejet hele sagen til min fordel. Det var nu meget skægt. Og sagen kom til at indbefatte arbejdsgiverforeningen på havnen i Aabenraa.
Jeg tilbød Konservativ Ungdom, at jeg da gerne ville tilbyde en rundvisning i bygningen men indefra. De tog nu aldrig imod invitationen. Men politiet nægtede, at der havde været noget som helst. Men Konservativ Ungdom var så venlig at sende et foto, der viste, at her var Restaurant China.
Men nu kunne man jo ikke fortænke de unge i, at de ikke vidste noget som helst om Aabenraa søfarten og dengang denne gik til Kina.
Det var også i det hus, hvor jeg havde lagt grundstenen. Der kom virkelig gang i HK, dengang. Jeg havde spurgt min far derhjemme, som var murer:
Egentlig kan jeg godt forstå, at Jydske Tidende morede sig over min måde at håndtere dette på. Men min fremtid var ikke just i murerfaget.
Gad godt nok vide, hvad huset bliver brugt til i dag? Jo og så havde vi problemer med en rødbøg, som en dame ved navn Agnete Bisgaard så indædt kæmpede for.
Men inden jeg kommer for godt i gang, så skulle denne artikel handle om Barkmøllegades historie.
Her blev Aabenraas første rutebil fremstillet
Aabenraa har været berømt for deres busser. I byen er der fremstillet mange. Men tænk engang. Her i Barkmøllegade 8, hvor jeg boede, blev Aabenraas første rutebil fremstillet.
Det var karetmager Carl Duus, der en dag i 1821 kunne lade sig stille til fotografering foran sit lille værksted. Med stolthed kunne han præsentere den første rutebil.
Han havde fået chassis fra en bilfabrik, hvorpå han havde bygget karosseri. Selve det tekniske havde han intet at føre med. Inden da havde chaufføren skulle være ude i det fri. Nu kunne han også sidde inde.
Hvor var møllen?
Det var en mølle, der anvendtes til at findele bark til garvning, der har givet navn til gaden. Men hvornår denne mølle har ligget der, ja det kan de kloge ikke finde ud af. Men det har vi fundet ud af.
Barkmøllegade går fra Ramsherred til Klinkbjerg i en lidt kroget bue.
På et kort fra 1600 – tallet
På Meyers gamle kort i 1600 – tallet er gaden benævnt Klinkbjerg. Og i kortet i Pontoppidans Atlas, er gaden benævnt:
Peter Kliplevs – Gyde
På et tidspunkt blev gaden kaldet Peter Kliplevsgyde. Han boede på den hertugelige teglgård.
Men mon ikke det er mere troværdig at gaden er opkaldt efter den i 1654 afdøde Poul Kliplev i Ramsherred. Dens sydside udgjorde baggårdene fra Ramsherred og Klinkbjerg. Med haver, stalde og lignende.
Fra ældre tid var Aabenraa beboet af håndværkere og søfolk. Og det var den omtalte gade også.
Gaden omtalt i bøger
Især gadens nu forsvundne nummer 10 tiltrak sig opmærksomhed. Således er huset gengivet i en bog fra 1909 udgivet af Kunstindustrimuseet i Flensborg. Bogen hed Kleinstadtbilder aus Apenrade,
I 1951 skrev Enquist i Sønderjyske byer:
To ældre huse
Men sandheden er, at Barkmøllegade 10 var to ældre huse som mellem 1744 og 1754 var bygget sammen af ejeren snedker Christian Hansen. Huset vedblev med at være to adskilte lejligheder. Huset var efterhånden blevet faldefærdigt, da det i 1963 blev nedrevet.
Endnu et gammelt hus
Gadens sydside var nærmest ubebygget. Og kigger man på ældre kort var knækket mere skarpt end i dag. Det skyldtes at Ramsherred 4 dengang var et 8 fags gavlhus og ejeren havde anbragt en stald. Det var omtrent der, hvor Barkmøllegade 5 lå.
I sidste tredjedel af det 1700 århundrede bliver denne stald erstattet af et trefags bindingsværkshus, som blev lejet ud. Men huset brændte, og blev revet ned i 1798.
Barkmølle fra 1802
I 1802 havde Aabenraa Skomagerlav fået koncession til at opføre en barkmølle på stedet. Dette var årsagen til gadens navn.
Da barkmøllen var anlagt, indgik samtlige skomagermestre en forpligtelse til at benytte møllen. Man regnede med store besparelser. Tidligere havde man måtte fået malet ude.
Møllen, der var en hestemølle, blev drevet for lavets regning.
En arbejdsmand passede den. Men det var en mester fra lavet, der vejede den afleverede bark og førte regnskab.
Boghvedegryn
Malingen betaltes efter vægt og tab. Gevinsten blev delt mellem lavets medlemmer. Men hurtigt viste det sig, at møllen gav underskud. Derfor søgte man om tilladelse til at fremstille boghvedegryn. Møllerne i omegnen frarådede, at man gav tilladelse til dette. Men i september 1804 fik man alligevel tilladelse.
Men heller ikke dette initiativ hjalp. Nye mestre, der blev optaget i lavet måtte betale et ikke ubetydeligt bidrag til møllens drift.
Vogn – remisse
I 1829 gav man op. Man solgte møllen. Indtil 1848 blev bygningerne anvendt som vognremise.
Huset rykket tilbage
I 1848 overtog Chr. Petersen, bygningerne. Da han søgte om at bygge et nyt hus på grunden, tilbød byen ham en belønning, hvis han ville rykke bygningen tilbage. Og det gik ejeren med på. Vejen var smal, og netop ved grunden slog gaden et knæk.
Ville ikke indordne sig
Men skomagerne skulle finde et andet sted for at få malet. De fik indgået en kontrakt med Jørgen Bruhn på Nymølle. Som betingelse stillede Bruhn igen den betingelse, at alle skomagerlavets medlemmer skulle benytte hans mølle.
Men et enkelt lags – medlem ville ikke indordne sig. Han gik med planer om selv at bygge en barkmølle, men lavet nægtede at samarbejde med ham.
Og selv om alle gik imod Møller så kæmpede han indædt. Man prøvede på at latterliggøre ham. Han mente ikke, at lavet kunne disponere over hans privatformue.
Han fik ret
Men Møller fik til sidst ret. Den 31. oktober 1829 fik han rettens ord for, at det stod enhver frit at anlægge en barkmølle og lade sin bark formale, hvor han ville.
Kigger vi på et kort i Trap: Slesvig fra 1862 ligger der på sydsiden af gaden kun en bygning. Og den er opført på den gamle barkmølles plads.
Fornøjelige år
Dette var noget af Barkmøllegades historie. Her tilbragte jeg nogle aldeles fornøjelig år i min tid i Aabenraa.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere:
Dato: august 1, 2021
Hvad der læses mest – i juli 2021
12 nye artikler i juli. Se, hvornår de kommende offentlige foredrag afholdes, Undertegnede er blevet om at holde inde med at skrive. Historiker mener, at jeg videregiver forkerte oplysninger. Vi har videregivet oplysninger, som vi har fået fra arkivet. Vores sidste bog er ikke udsolgt, som forskellige boghandlere fortæller. Bestil den direkte hos forlaget. Sprogbruget på Facebook er til tider ikke rart. Vi har slettet et par af vores indlæg, da det hele tog overhånd. Hver dag bringer vi 10 – 15 artikler af egen produktion på Facebook. Så kan det ikke undgås gentagelser, selv om vi nu har 1,761 artikler at vælge imellem. Hvilke byer læser vores hjemmeside. Og så skal vi have juli – måneds Top – 100.
Nye artikler i juli 2021.
Masser af Foredrag i vente
De næste par måneder bliver travle med foredrag i institutioner og foreninger. Men der dog to offentlige foredrag imellem. Så reserver tid allerede nu.
Fredag den 27. august kl. 9.30 – 11.30
Karmel, Vedbækgade, Nørrebro (Sankt Stefan)
Med kaffe og rundstykker og et par sange fra Højskolesangbogen
”Børnearbejde, Tændstikfabrikker og andet Industri på Nørrebro
Og så er det helt gratis – vi ses – ingen tilmelding
Torsdag den 9. september kl. 14.00 – 16.00
Kingo – Samuels Sogn – Kingo Kirken – Nørrebro
Ladegårdens Liv og den særegne præst
Og så er det helt gratis – vi ses – ingen tilmelding
Desuden fører foredragene os ud i temaer som Skæve eksistenser og originaler, Indlemmelse, grænsedragning eller genforening, Lersø-bøller og meget mere.
Oplevelser på Facebook
Stop dit skriveri
Vi er blevet opfordret til at holde inde med vores skriverier om besættelsestiden, indlemmelsen og den såkaldte Genforening. Der er nogle, der mener, at vores argumentation ikke er troværdig trods en omfattende kildehenvisning.
I en af grupperne var angrebene så alvorlige, at vedkommende blev spærret i gruppen.
Vi spurgte faktisk gruppen, om vi skulle fortsætte med at dele vores artikler. Og det var det overvældende flertal for.
Historiker: Du bringer falske informationer
I et andet tilfælde fortæller en historiker i Sønderjylland, at det ikke er rigtigt, at de alternative benævnelser for ordet ”Genforening” bliver nævnt. Han oplyser selv, at på udstillinger og i bøger har han gjort opmærksom på det. Vi har hørt fra læsere i det sønderjyske hørt, at medier ikke i tilstrækkelig grad gør opmærksom på dette.
Desuden har vi rost historikernes beskrivelser i de nye beretninger fra ”Genforeningen” Men i kritikken er dette så åbenbart helt tilsidesat.
Vi har besøgte arkiver – modsat mange kritikere
Til kritikken om besættelsestiden så har vi besøgt arkiver modsat så mange andre, der kritiserer os. Og det ser ud til at være blevet endnu vanskeligere at besøge disse arkiver. Vi har fået nye spor i sagen om Asmus Jensen og de andre mord i Padborg efter besættelsestiden.
Vi er blevet kritiseret, at vi ikke nøjagtigt fortæller nøjagtig hvilket foto, som vi har bragt et foto fra. Og så er vi blevet kritiseret for at have bragt fotos fra en begivenhed i 1945, hvor fotoerne er fra 1945.
Vi havde anmeldt en ny bog
Langt de tilfredse er glade for vores historier og roser dem. Så er det dem, der kritiserer dem, og det må de såmænd godt. En fordel er at dette er velbegrundet for så kan det skabe en diskussion. Men i enkelte tilfælde så må man korse sig, når man ser, hvilket sprogbrug nogle gør brug af. Jeg skal lige minde om, at administrator har ansvar for, at sprogbruget er sådan nogenlunde læsbart.
I flere tilfælde har vi igen været nødsaget til at slette hele indlægget. Det sidste udfald kom mod en genudgivet bog, som vi forsøgte at anmelde.
Vi har viderebragt forkerte oplysninger fra Rigsarkivet
En læser gør os opmærksom på, at mekanikeren til den første Hammer-bil på Nørrebro er hans tipoldefar og ikke Peter Myginds tipoldefar. Han beder os at komme med dokumentation for denne påstand.
Nu er det sådan at vi ikke driver slægtsforskning og lige den oplysning har vi fra to forskellige tv – udsendelser og to skriftlige kilder. Alle kilder relaterer til rigsarkivet, som var med i de to tv-udsendelser. Vi beklager at dette ikke er korrekt. Vi har selvsagt ikke undersøgt påstanden om sandheden i disse kilder.
Vi undskylder, at vi har bragt forkerte oplysninger videre.
Den har vi set
Et par af de flittige læsere klager over, at det hele tiden er de samme artikler vi bringer på Facebook. Dette er ikke helt rigt. Vi har p.t. 1.762 artikler at vælge imellem. Og af disse deler vi hver dag mellem 10 og 15 artikler. Vi prøver at fordele disse i alle kategorier. En gang imellem laver vi fokus – artikler eller tema – artikler over bestemte steder eller temaer.
Der er også blevet klaget over, at vi deler fotos fra andre grupper, som læserne har set. Nu er det sådan at vi kun deler de fotos, der er interessant. Men trods alt deler vi mest de artikler, vi selv har skrevet.
Vi har slettet indlæg
Vi har været nødsaget til at slette indlæg fordi debatkulturen har overskredet vores og Facebooks retningslinjer. Det er ikke kun administrator, der fastsætter retningslinjer for debatten på Facebook. Og det er ikke folk, der sidder og holder øje. Det er såmænd robotter.
Vi har før pointeret at vi er modtagelig for kritik, men hvis der ikke engang er respekt for de kilder eller arkiver, som vi bruger, kan det være svært. Og vi kan nu engang ikke sidde foran Facebook hele tiden.
Måske må vi nu engang erkende, at det ikke er alt, som vi kan bringe på Facebook, fordi det ganske enkelt ikke egner sig til at blive bragt. På en eller anden måde provokerer disse indlæg vore læsere. Måske har disse artikler bedre af at blive liggende på hjemmesiden. Så kan interesserede selv finde frem til dem. Og det gælder igen inden for kategorierne ”Besættelsestiden” og ”Genforeningen”
Hvorfor læser man ikke kildeangivelse
Det er fint nok, at man kritiserer. Men det kan undre, når mange som kun har læst den indledende tekst og ikke hele artiklen og slet ikke de kilder, man har benyttet sig af.
Fejl skal helst undgås
Ingen er fejlfri og heldigvis for det. Ofte er det sjuskefejl, der begås – tanketorsk m.m. Det bliver selvfølgelig rettet lige så snart, vi kan komme til det. Nogle gange har vi indtryk af, at man kun venter på at vi begår fejl. Men på den anden side set, hvorfor må man ikke begå fejl?
Og det er nu heller ikke altid, at læserne har ret.
Vi ved det godt, at der er stavefejl imellem særligt i de ældre artikler. Nej vi tager ikke på et skrive- eller stavekursus. Ja og undertegnede har gået i skole med afsluttende realeksamen. Nej tak til de professionelle kommunikationsfirmaer, der tilbyder at omskrive artiklerne.
Vi har tidligere oplyst om, at vi er i gang med at omskrive især ældre artikler og rette dem for stave, skrive og formuleringsfejl. Men derfor bringer vi dem nu alligevel på Facebook. Vi overvejer at indføre en advarsel:
Det vil måske lette det for læseren, så han/hun ikke bliver chokeret.
Læs hele teksten – inden I beklager jer
Mange misforståelser kan faktisk undgås, hvis man læser hele teksten først. Vi skriver hele tiden ”Tryk på link – og læs artikel”. Den indledende tekst er jo kun en appetitvækker. Men her skal man sandelig også passe på ikke at formulere sig tvetydigt. Således blev jeg beskyldt for at kalde de fattige for ”udyr”.
Vi havde også skrevet en længere artikel om Nørrebro omkring 1900. I den indledende tekst havde vi bl.a. skrevet, at det kunne være langt ned i mørke til retiraderne i gården fra 5. sal. Nu havde vi så på fotoet vist Jagtvejens Mølle. En læser beklagede, at der ikke var højhuse at se på billedet. Så kunne det da ikke være så langt ned.
Vi har besluttet, at vi ikke mere svarer folk, der klager, når vi skønner, at de ikke har læst hele teksten. Det er ikke for at være uhøflig. Men tiden til at rette misforståelser kan bruges til nye artikler eller rette gamle artikler for stavefejl.
Nej, undertegnede er ikke historiker
Janteloven gør sig åbenbart også gældende på Facebook. Sagen er den, at jeg var kommet til at placere to små øer i den forkerte sø. Da jeg så blev opmærksom på det, fik jeg det rettet.
Men så møder man minsandten udsagnet ”At det er en alvorlig fejl begået af en, der endda kalder sig selv for historiker”. Nu er det bare sådan, at jeg aldrig har kaldt mig selv historiker. Det kræver hvis en lang og speciel uddannelse. Min beskedne uddannelse er boghandler.
Men måske har Berlingske Tidende ret, når de har kaldt mig ”Selvbestaltet lokalhistoriker”. De har med tiden lånt et par af vores artikler.
Baggrunden for vores hjemmeside/Facebook er at undertegnede er nysgerrig. Det jeg så finder ud af, forsøger jeg så at videreformidle.
Tak for alle positive tilkendegivelser
Tak for alle positive tilkendegivelser, telefonopkald, mails, beskeder m.m. Vi beklager atter engang, at det til tider kniber med tiden. Vi håber at have hjulpet en masse af jer. Også tak til dem, der trods alt viser respekt for det man laver.
FACEBOOK – data
Din bog er jo udsolgt (men det er den ikke)
Flere læsere har fortalt, at når de går ind i en boghandel og bestiller min sidste bog ”Grænsen er overskredet” får de at vide, at den er udsolgt. Dette er ikke korrekt. Bogen kan bestilles. Og hvis boghandleren ikke vil, så kan den bestilles hos forlaget
De to andre bøger, som jeg har begået, kan ikke mere skaffes.
Hvilke Byer læser www.dengang.dk
Men ujævne mellemrum bringer vi en hitliste over de byer, der læser vores hjemmeside
Undertegnede er imponeret over Haderslev og Sønderborg. Så mange artikler har vi ikke over disse områder, alligevel ligger de helt i top.
Hvis nu Flensborg havde været en dansk by, ville den opnå en placering som nr. 54. Måske er det ikke så imponerende endda.
Juli – måned – mest Læste – Top – 100
Dato: juli 26, 2021
Kastellet – spredte historier (3)
Christian den Fjerde havde store tanker. Sankt Anna Skanse skulle etableres. Det krævede store arbejdsstyrker og masser af materiel. Efter kongens død fik stedet et nyt navn. Vartov blev beskudt. Og svenskerne stormede i 1658. Ingeniør Hoffmann mente ikke, at der var penge nok. Man gjorde meget ud af Glædessalut. Henrik Rüse dukkede op. Flere regimenter blev lagt under ham. Regeringen manglede penge. Mere arbejde for Rüse. Han blev mødt af megen fjendskab. Fjenderne undersøgte også arbejdets kvalitet. Masser af kanoner og krudt. Her var en fast artilleristyrke. Isen skulle brydes. Der var lange arbejdsdage og pludselig skulle 600 læs hestegødning fjernes. Kanonerne kunne næppe række længere end til Refshaleøen. Kanoner og andet skyts var efterhånden i en meget dårlig forfatning. 1.000 Rigsdaler blev bevilliget til årlig vedligeholdelse. Voldmesteren havde en vigtig funktion. Og så var det lige voldskytten. Fra 1727 måtte alle ansatte færdes på vold-vejen. Der blev mod betaling tilladt for alle at gå her. Kaptajnens vasketøj endte for krigsretten.
Christian den Fjerde havde store tanker
Christian den Fjerde gjorde sig store tanker om Københavns befæstning. Søerne skulle være i yderste linje. De skulle understøttes af befæstninger som Ladegården, Ravnsborg og Vartov.
Disse tanker gav anledning til anlæggelse af Sankt Anna Skanse, sådan lød Kastellets første navn. Det hele skulle beskytte det nye havneløb som i 1624 var blevet dannet ved hjælp af nogle sænkede skibe, havde man opført to bolværker med blokhuse tæt ved det sted, hvor Toldboden i 1627 blev anlagt.
Ved den østlige ende af Sortedamssøen var der i årene fra 1625 til 1629 anlagt fæstningen Vartov.
Ved den nuværende Triangel strakte der sig en lang række jordvolde med grave foran ned mod stranden, hen over det terræn hvor nu Holsteinsgade, Willemoesgade, Classensgade m.m. befinder sig i dag. Dengang var det et meget vanskeligt tilgængeligt område.
Sankt Anna Skanse
Helt herude ved det før omtalte havneindløb blev Sankt Anna Skanse anlagt. Dens volde og grave dækkede både land – og søsiden.
Det var i december 1626 at arbejdet med Sankt Anna Skanse blev påbegyndt. For at få skaffet midler til dette, blev der i 1627 foreløbig i en periode på tre år bevilliget forhøjelse af tolden på salt – og silkevarer.
Nu var det beløb, der kom ind slet ikke nok. Så den 28. januar 1631 blev der på ny bevilliget forhøjelser igen i en periode på tre år. Men ak dette forslog heller ikke noget. For tredje gang måtte der bevilges forhøjelse. Men denne gang var det så i en periode på hele 9 år.
Nu ville Rigsraadet kun gå med til en periode på 6 år. Men det endte med at toldforhøjelserne næsten blev permanente. Det var ikke småbeløb, der kom ind. Tidsrummet fra 1641 til 1646 beløb sig til 243.884 Rigsdaler. Men det var også omtrent det beløb man havde brug for.
Store arbejdsstyrker og masser af materiale
Hele byggeriet krævede store arbejdsstyrker og masser af materialer. Det var særlig brug for store kampesten. Halvdelen af fæstningen kom til at ligge på den åbne strand.
Hvad arbejdskraften angik var det bønderne, der måtte holde for. Den 15. december 1626 blev bønderne mellem København og Roskilde tilsagt at køre huggede sten derud fra Amager. Denne tilsigelse blev gentaget et par gange. Selv fra Skåne kom der sten.
Med sin sædvanlige energi satte Christian den Fjerde alt ind for at gøre fæstningen færdig. Selv om han atter og atter skyndede på færdiggørelsen trak arbejdet i langdrag idet man stødte på vanskeligheder. Og en af disse var at hele byggeriet blev langt større, end man havde forestillet sig.
Og så kneb det også lidt med koordinationen. Man var nemlig også i gang med nedrivningen af den gamle Østervoldlinje. Men denne var åbenbart forsynet med skyts. Dette fremgår af en melding fra den 16. august 1644, hvor der var afgivet festskud i anledningen af slaget på Kolberger Hede. Åbenbart var det en afdeling fra flåden, der lå her.
Efter kongens død – nyt navn
Efter Christian den Fjerdes død i 1648 forsvandt navnet Sankt Anna Skanse efterhånden. Efterhånden blev navnet Sankt Anna Kastel. Men ifølge et skøde fra 1651 var navnet nu ”Frederichs Kastel”. Den nye Østervold var i sommeren 1647 i en højst mangelfuld tilstand. Den havde slået en bue uden om det nye Sankt Anna Kvarter.
Men nu gik man i gang med at forstærke Kastellet yderligere. Derfor krævede man penge ind fra liggende skibe i vinterhalvåret. Det var de såkaldte Vinterhavnepenge. Og dette blev sat i værk den 11. februar 1653.
Det var mandskab fra de nationale, særlig det sjællandske regiment, der kom til at arbejde på befæstningen. Og det var i et antal af 2.400 pr. dag.
Vartov blev beskudt
Da Carl den Tiende Gustav i august 1658 lagde en jernring om staden, blev den ydre befæstningslinje straks opgivet. Det var fordi den endnu ikke var færdig og alt for svag. Svenskerne tog den også straks i besiddelse. De tog også straks Vartov i besiddelse.
Men denne blev kraftig beskudt fra prammen ”Den stumpede Hund”, der lå der, hvor Bechs Badeanstalt kom til at ligge. Men også fra Kastellets volde blev Vartov beskudt. I november kom Vartov igen i dansk besiddelse. Men stedet var da helt nedbrudt. Tømmeret blev bragt til Kastellet, hvor det kunne blive genbrugt.
Vagtstyrken på Kastellet udgjorde efterhånden 200 mand. Den 13. august var adelen i hovedstaden blevet opfordret til at stille med en karl eller kvinde med en spade i tre dages tid til befæstningsarbejde.
Da frosten hen på vinteren gjorde sig gældende, blev de kongelige betjente beordret til befæstningsarbejde. Denne ordre måtte dog gentages flere gange.
Da svenskerne stormede i 1658
På selve ”Stormnatten” den 11. februar 1659 var der på Kastellets volde anbragt 33 ”stykker” skyts under kommando af oberst Bertram de la Coste, der under sig havde en vognmester og yderligere 50 mand.
Voldene var besat af seks kompagnier af Kongens Livregiment til fods – Livgarden. I det indre af Kastellet var der opstillet et kompagni ryttere, et kompagni borgere to kompagnier hollandske soldater og 100 danske og 100 hollandske bådsmænd. Oberst Frederik Ahlefeldt var kommandant for det hele.
Svenskerne forsøgte en sidste gang at angribe på det svageste led – mellemrummet mellem Østervold og kastellet. Og svenskerne trak sig tilbage over den tilfrosne Sortedamssø. Kommandant Frederik Ahlefeldt var selv til stede og viste stor tapperhed. Han blev forfremmet til generalmajor og optaget i den arvelige adelstand.
I de nærmeste dage efter at stormen var afslået fortsatte man med feberagtig hast på udbedringen af kastellets volde. I den alleryderste nød ville man trække sig her tilbage og udkæmpe det sidste slag. Man satte nu alt ind for at gøre hele fæstningen så modstandsdygtig som mulig.
Glædes – salut fra byens volde
Fra byens gårde og stalde kørtes der jord og møg derud i store mængder. Den 4. marts blev borgmestre og Råd beordret til at holde gaderne rene og lade skarnet køre ud til kastellet. Så fik man ikke blot foretaget en grundig rensning af byens gader, hvad der i de dage ofte trængtes til. Og man gentog opfordringerne til at køre alt ud til kastellet.
Tømmer skulle også bruges. Det kom frem i pramme. Palisader skulle rejses. Bygninger skulle opføres. Og Amagers bønder blev beordret derud for at ”vække” isen på Kastellets grave.
Da freden i 1660 blev sluttet, blev der i den anledning afgivet Glædes – salut fra byens volde.
Ingeniør Hoffmann mente ikke at der var nok penge
Nu blev der besluttet, at der skulle anlægges en dæmning med en dækket vej. Det var begyndelsen til den senere Langelinie. Til dette og en række andre arbejder blev der beregnet, at der skulle bruges 700 mand og en sum af 11.252 Rigsdaler. Men ingeniør Gotfred Hoffmann mente nu at dette beløb slet ikke rakte.
Henrik Rüse dukkede op
Endelig i maj 1661 kunne man komme i gang. Der var indkøbt for 260 Rigsdaler hakker, skovle, spader og skub-karrer, hvilket var en slags trillebør. Heller ikke det nye budget syntes at kunne holde. Midt under det hele dukkede der så en ny mand frem. Det var den hollandske ingeniør Henrik Rüse og i hans lod faldt det at blive Kastellets egentlige bygmester. Det er under hans ledelse, at Kastellet har fået det udseende, som det har i dag.
Den 1. juli stillede Rüse sine betingelser for overhovedet at gå i dansk tjeneste. Han forlangte en årlig gage på 3.000 Rigsdaler. Fra dansk side mente man ikke, at det kunne lade sig gøre. Han svarede da også prompte, at så gad han ikke forhandle mere.
Flere regimenter under Rüse
Den 26. juli var forhandlingerne tilendebragt. Ifølge kontrakten skulle der udbetales i alt 110.000 rigsdaler for at opføre det nye Kastel, dette skulle være fuldbragt i løbet af tre år regnet fra foråret 1662.
Gravene skulle have en dybde på fire fod og en del af den udgravede jordmasse skulle benyttes til at hæve terrænhøjden inde i selve Kastellet, for selv efter mange års opfyldninger var denne endnu lavere end daglig vande i havnen.
Til hjælp fik Rüse sit eget regiment, det tidligere Lübbes Regiment. Desuden fik han også Kongens Livregiment til fods – Livgarden og fra april 1663 det sjællandske nationale regiment.
Regeringen manglede penge
Det var dog kun i de seks sommermåneder, der blev arbejdet med fuld kraft. Rüse klagede også over mangel på arbejdskraft. Nogle af dem skulle også imod aftale forrette garnisonstjeneste. Og så skulle en ikke ringe del også inddrive restancer i de landdistrikter, der skulle underholde regimentet.
Regeringens vilje var måske god nok men de kæmpede med pengemangel. I juli måned 1662 havde regimentet ikke fået løn i tre måneder. Men i løbet af sommeren 1662 opførtes de to bastioner ud imod søen. Også Langelinie blev udført dette år.
I april 1663 blev mandskabet forøget. I dette år lykkedes det at fuldføre Kastellets hovedvold samt den overvejende del af ”Smedelinien”.
Mere arbejde for Rüse
Rüse fik mere arbejde. Han skulle opføre en bolig for kommandanten, et provianthus, 31 brakker, et pælehus og tre udfaldsporte. Han skulle også opføre 7 vagthuse og 34 skilderhuse samt hovedgadens brobelægning.
Man ved med sikkerhed, at der under bygningen har været kongeligt besøg herude. I januar 1664 blev Rüse udnævnt til generalmajor i Infanteriet og til Assessor i Krigskollegiet. Få dag efter blev han optaget i adelstanden.
Rüse mødte masser af fjendskab
Rüse mødte dog modstand i alle klasser af befolkningen. Selv kronprinsen var fjendtlig over for ham. Tidens store mænd bakkede kronprinsen op. Befolkningen trøstede sig med, at når barakkerne engang var færdige, så ville det lette på indkvarteringsbyrden.
Rüse var også forfulgt af uheld. Ofte var der stridigheder med officererne. Og så forsinkede vejret arbejdet. Mandskabet stjal materiellet for at supplere den dårlige løn. Heste døde af overanstrengelse og sygdom. Fire gange havde Sundet gennembrudt dæmningerne.
Endelig i sommeren 1664 stod voldene færdige. Men i juni måned brød et heftigt uvejr løs. Regnen skyllede ned i gravene i store mængder. Så måtte man atter i gang med at udbedre voldene. Alligevel lykkedes det for Rüse næsten at overholde kontrakterne til punkt og prikke.
Den 20. april 1644 afsluttedes den 4. kontrakt, der omfattede bl.a. opførelsen af officerskvarter, fængsler, arsenal, bryggeri, bageri og af 12 barakker.
Fjenderne undersøgte byggeriets kvalitet
En kommission bestående af Rüses bitre fjender skulle undersøge om Rüse havde overholdt forpligtelserne. Men der var ikke noget at komme efter. Men så kastede man sig over småtingene, derfor trak afleveringen ud.
Den 4. december 1677 fik Rüse efter ansøgning bevilliget sin afsked. Han fik bevilliget årlig 1.500 Rigsdaler i ventepenge. Resten af sin levetid tilbragte han på sine godser her i landet og i Holland. I foråret 1679 afgik han i en alder af 55 år ved døden på sit gods Savært.
Rüse selv har udtalt, at han ikke har spundet guld på sit arbejde for regeringen. Tvært i mod sagde han, har han haft flere udgifter end indtægter.
Masser af kanoner på Kastellet
Så snart jorden i de ny opkastede volde havde fæstnet sig så meget at den kunne bære vægten af det svære fæstningsskyts, trådte dette efterhånden i stedet for det lette feltskyts., som man havde anvendt i den første tid.
Js sådan skrev den svenske gesandt Gustav Lilliecrona den 23. februar 1665 hjem til sin konge.
Den 22. august fik Kastellets nye skyts deres ilddåb. Anledningen var den franske ambassadør Hugo Terlons afrejse. Der blev saluteret fra Kastellet for første gang.
Masser af krudt
På kastellets volde var der hele 90 stykker større eller mindre skyts, der anføres at have været ”dobbelt skarpladte”. Til alt dette var der selvfølgelig en tilsvarende beholdning af ammunition. I fortegnelsen omtales:
Denne beholdning varierede nu meget.
En fast artilleristyrke
Det var ikke kun ved festdage for de kongelige, at der blev affyret. Det gjorde det også når en af Danmarks stormænd blev ført til sit sidste hvilested. Det var tilfældet, da Fr. Ahlefeldt i januar 1672 var død. Hans lig skulle føres til Eckernförde. Fra Kastellet blev der affyret 27 sørgeskud.
Fra 1671 blev der i en lang årrække hver nytårsmorgen affyret en salut på 27 skud. Men fra Kastellet blev der kun affyret seks skud.
Men det mærkværdige er, at der ved disse lejligheder blev skudt med skarpt.
Til skytsets betjening havde Kastellet selvfølgelig den fornødne artilleristyrke, et kompagni som altid var indkvarteret i selve Kastellet for straks at kunne være ved hånden. Ved denne tid bestod styrken af en kaptajn, to løjtnanter, 2 stykjunkere, 30 konstabler, 60 håndlangere, 1 mønsterskriver, 2 trommeslagere og en skalmejeblæser.
Isen skulle brydes
Så snart Kastellet havde fået deres første indkvartering i 1664 gjaldt det om at afskære soldaterne fra omverdenen. Derved skulle man forhindre desertering. Det betød at renderne om vinteren skulle afises. Når isen blev så tyk, at den kunne bære en person, skulle en lille isblok udhugges og præsenteres for den ældste af Regimentscheferne. Denne skulle så præsentere isblokken for Kommandanten.
Lange arbejdsdage
Allerede i 1686 talte man om reparation og mangler på de forskellige bastioner. Brystværnet på Kongens Bastion skulle gøres 3 fod højere. Prinsens Bastion skulle forsynes med skydeskår. Rampen, der førte op til den, var i en meget dårlig forfatning. Den skulle opføres helt fra grunden.
I anledning af disse arbejder blev man forstærket med to kompagnier. I hele Frederik den Fjerdes regeringstid blev der bevilliget 2.000 Rigsdaler til vedligeholdelsesarbejder på Kastellet.
Man startede klokken fire eller fem om morgenen afhængig af årstiden. Der blev arbejdet fem timer om formiddagen og fem timer om eftermiddagen. Hviletider blev fastsat af kommandanten i samarbejde med ingeniørerne.
Mandskabet måtte ikke uden ingeniørernes tilladelse forlade arbejdet for eksempel ved indtrædelse af stærkt regnvejr. En trommeslager markerede arbejdets begyndelse og ophør samt hvilepauser.
6.000 læs hestegødning skulle fjernes
I sommeren 1716 var der hobet så meget hestegødning og andet urenlighed op i Kastellet. At det tilsammen drejede sig om ikke mindre end 600 læs. Dette skulle nu føres ud af kastellet. Kommandanten havde i den anledning henvendt sig til Stadens Politimester med opfordring til om han kunne afgive de fornødne renovationsvogne til skarnets bortkørsel.
Men politimesteren nægtede i første omgang at have noget med sagen at gøre, Nu blev sagen så forelagt Generalkommissionen, der udtalte sin forbavselse over, at kommandanten ikke fra tid til anden havde ladet det anbringe på fæstningens volde. Der havde det været god brug for det.
Vognene var optaget ved kornlosning. Og man tildelte kommandanten en alvorlig næse. Men denne ville ikke modtage den. I stedet beklagede kommandanten sig nu over Kastellets dårlige forsvarstilstand.
Hvordan kommandanten kom af med de 600 læs, vides ikke.
Kunne ikke række længere end til Refshaleøen
I 1698 undrede Rentekammeret sig over, hvordan Ove Meyer kunne klare alle de ting han skulle på Kastellet. Således stod han både for proviant, ammunition og materiel.
I juli 1700 nærmede en stor flåde sig København. Den bestod af en kombineret svensk-hollandsk og engelsk flåde. Men Kastellets skyts kunne ikke bruges, da den danske flåde lagde sig tæt under voldene. Så kastellets kanoner kunne komme til at skyde sine egne.
Andre mente, at kanonerne fra Kastellet ikke kunne have gjort nogen virkning og ville næppe have rakt længere end til Refshaleøen.
Kanoner og skyts i en meget dårlig forfatning
Men hvor godt var dette skyts i grunden? Kommandanten skriver den 9. juli 1712 til kongen, at tilstanden på batteriet ikke er godt. Mange af kanonerne kunne slet ikke bruges. Der skal foretages reparation og anskaffes nye kanoner.
I januar 1716 forlød der rygter om at den svenske konge ville gøre landgang på Sjælland. Kommandanten havde stor betænkelighed med Kastellets forsvarstilstand. Faren fra svenskerne drev over og det hele trådte ind i den tidligere slendrian.
Der kom nu et overslag til nye lavetter. De ville koste 900 Rigsdaler. Men dette blev ikke bifaldet, fordi Hans Majestæts kasse ikke kunne afholde så stor en udgift.
1.000 Rigsdaler årligt til vedligehold
I oktober 1717, da Kastellet skiftede kommandant, lød der også klager. På de tre hovedbastioner, Kongens, Dronningens og Grevens Bastion var artilleriets tilstand meget dårligt. Træværket og plankerne var ganske rådne. Kanonerne kunne slet ikke bevæges på dette underlag.
Lavetterne var dels så gamle, at træet var råddent. Kanonerne var i sin tid malet blå og røde, men dette var ødelagt af vejr og vind. Maling var absolut nødvendig.
Videre hed det i indstillingen, at Lavetmageren og hans svende samt smeden hele vinteren igennem havde nydt deres gage uden at gøre noget som helst gavn for den. Der blev foreslået, at der fremover bevilliges en fast sum til vedligeholdelse af Kastellets artilleri.
Denne indstilling bevirkede, at kongen den 7. november bevilligede 1.000 Rigsdaler årlig. Allerede dagen efter forlagde der en befaling til kommandanten om, at han skulle beordre oberst Harbou til hurtigst muligt at lade batterierne sætte i stand.
Hos købmand Soelberg skulle kommandanten udsøge tømmer, som proviantforvalter Westergaard derefter, skulle lade transportere på materielvogne til Kastellet.
Der blev stadig affyret masser af hyldest – affyringer fra Kastellet. Men den 22. august 1764 mente kongen at den sædvanlige nytårsaffyring skulle ophøre – ”da den ikke var til nogen nytte for krigstjenesten”.
Voldmesteren havde en vigtig funktion
Voldmesteren som også blev kaldt for plantage-mesteren, spillede en ret betydelig rolle, når det gjaldt arbejde på fæstningsværkerne. I 1672 boede han i Stok-barak nr. 68. Han syntes at have ført en slags politieftersyn.
Således skulle han også føre tilsyn med om Overofficerer, underofficerer ”Gemene” eller garnisonsbetjente holdt svin, hunde, høns eller andre ”lignende” dyr. Når sådanne dyr viser sig på voldene blev de skudt.
En Voldsskytte
Åbenbart er det ikke alle, der har overholdt dette. For i 1729 indførte kommandanten ”den gamle skik” med en voldsskytte. Åbenbart var han ikke længe ansat for i 1729 forlød det, at skildvagterne kunne øve deres skydefærdigheder på de dyr, der ikke respekterede de trykte love og bestemmelser.
I 1739 hed det så at Voldskytten for at skyde hunde på volden oppebar et årligt honorar af seks rigsdaler, et beløb der tillige var beregnet til indkøb af krudt og bly. I en instruktion af 176a også kunne omfatte andet end husdyr. Kommandanten havde således jagtretten på hele fæstningsterritoriet.
Fra 1727 måtte alle ansatte færdes på vold-vejen
Passagen på volden var i de ældre tider stærkt begrænset. Endnu i 1710 var det kun tale om ridning og kørsel for ”Vi og Vort kobelige Hus”. Her kan det lige tilføjes at dette også kunne tillades høje officerer indtil oberster at færdes her men dog kun til fods.
I 1727 syntes det dog som om, at enhver der hørte til Garnisonen havde tilladelse til at færdes deroppe, men selvfølgelig måtte den færdsel kun forgå på den ordinære vold-vej og aldrig oppe på brystværnets krone. Her var endnu ikke anlagt nogen sti som i vore dage.
Alle andre, der ville færdes her, skulle have tilladelse og følges med en overofficer eller en ordonnans fra Kommandantskabet. Der var strengt forbudt at plukke violer.
Mod betaling – fri passage
Først i slutningen af det 18. århundrede begyndte man mod betaling at udstede tilladelse til at gå på volden. En del af dette beløb anvendte man så til et militært musikkorps, der på visse dage musicerede på volden.
Når kommandanten gik eller kørte i Udenværkerne skulle de på Hovedvolden stående skildvagter honorere ham med ”skarpt skuldret Gevær”, mens hverken vagter eller skildvagter i Udenværkerne skulle afgive honnør for ham.
I Krigsretten – Kaptajnens vasketøj stjålet
De gode officersfruer kunne ikke modstå fristelsen for at bruge Volden og dennes skråninger som tørre – og Blegeplads for hjemmets vask. Dette fremgår af en krigsretssag fra august 1694. Her gik det så vidt, en tjenestepige til fru kaptajn Numsen ikke alene bredte herskabets mest intime klædningsstykker, men endda pålagde den daværende vagtkommandør og skildvagten til at passe på det.
Men da pigen kom tilbage efter den fine vask, manglede der 2 mandsskjorter, 1 ”Küstenbüse”, 2 andre skjorter og et lommetørklæde.
Fru Numsen formodede at få hendes mand til at klage overvagtkommandøren som over for skildvagten forlangte erstatning for det stjålne tøj.
I det efterfølgende forhør indrømmede man også at pigen havde bedt dem om at passe på tøjet. Men hvilken afgørelse man kom frem til kunne være interessant at få at vide.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Hvis du vil vide mere: – Om Svenskekrigene:
Dato: juli 25, 2021
Turen går til Sild
Vi er syd for Rømø. Først besøger vi Keitums kirke. Befolkningen har haft en nær tilknytning til havet. 130 har måtte lade livet på havet. Den specielle dialekt dominerede på øen. Et herligt bade-sted. Det har udviklet sig til et eksklusivt sted. Men hvordan begyndte det hele. Dengang var det endnu mere besværligt at komme til øen.
Syd for Rømø
Vi er syd for Rømø i Vadehavet. I dag er det som om øen har overgivet sig til turismen. Og det er de rige turister man gerne vil have besøg af. Vi andre kan tage med Rømø – Sild færgen eller biltoget fra Nibøl over dæmningen.
Den danske konge Valdemar den Anden udstedte i 1242 den første strandgodsret. Fra de sidste 300 år ligger der endnu 700 skibsvrag i Nordsøen. Også på Sild var der masser af strandinger.
Keitums kirke
På lang afstand ser man det imponerende tårn på Keitums højtbeliggende kirke, der da også har været brugt som sømærke i århundreder. Kirken er indviet til St. Severin eller St. Søren, som han blev kaldt i Danmark, Hvor han i middelalderen var en meget yndet helgen,
St. Severin var biskop af Köln, men blev senere martyr i sine hjemegne ved Bordeaux. Kirken var opført engang i 1100-tallet og var indtil midten af 1400-tallet uden tårn. Byggematerialet var granit og tuf. Men senere reparationer er udført i teglsten.
I 1885 blev blytaget taget ned og erstattet af skifer. I 1991 valgte man så at gå tilbage til blytaget. Prædikestolen hører til den ældste af sin art. Den var skåret i 1580 og havde oprindelig sin plads i kirken i Møgeltønder. Da den blev overflødig på grund af nyanskaffelse, købtes den af pastor Gruppius, som skænkede den til kirken i Keitum.
Med til at gøre denne kirke til noget specielt er også den gamle ”møllestol”. Den lod øens rigeste mand, mølleren i Munkmarch skære og opstille til brug for sig og sin familie. De malede folkelige billeder med iøjefaldende hane og øvrige religiøse motiver på den.
Ja og kirkens orgelhistorie går tilbage til 1787, da kaptajn Frödden fra Tinnum bekostede et orgel, der blev bygget i Flensborg. Instrumentet er flere gange blevet restaureret og også udvidet.
Og når vi nu er på besøg, tager vi en tur på kirkegården, der har en del at berette om øens og sognets historie. Foruden de senere årtiers gravminder, er der opstillet en lang række af ældre gravsten, der minder om gamle slægter og fortæller om tidligere tiders skik og brug inden for den del af vores kulturhistorie, der handler om at ære de døde.
Nær tilknytning til havet
Befolkningen har altid haft en tæt tilknytning til havet, både som ven og fjende. I 1700-tallet var det de glade hvalfanger-år. Men i tidspunktet fra 1648 til 1805 har havet spist 875 ha sandjord og klit ud for Vesterland.
Spørgsmålet er med den turisme, der er på øen, om befolkningen overhovedet kan vende tilbage til det traditionelle liv.
Blandet landbrug
Blandet landbrug har fra forhistorisk tid været hovednæringsvejen. Denne blev til tider suppleret med fiskeriet. Allerede for 500-600 år siden fiskede øens befolkning helt til Helgoland. Fåreavl (uld) var en vigtig bestanddel af hustandsøkonomien mellem middelalder helt op til turismealderens begyndelse.
I 1855 blev der eksporteret 7.268 uldjakker og 2.950 par strømper af uld. Også på Sild kunne man mærke den velstand, som hvalfiskeriet gav. Det kunne man også på andre nordfrisiske øer.
130 måtte lade livet på søen
Men glemmes skal ikke at 130 borgere herfra måtte lade livet på søen. Ja og 400 er udvandret og fundet deres sidste hvilested i det fremmede. De har levet som lodser, skibsmæglere og handelsfolk af enhver art.
Den specielle dialekt dominerede
Statsbankerotten i København betød et økonomisk indhug for de økonomisk velstillede. For hele øen betød det et par nøjsomme år, Skolevæsnet var som de fleste steder i begyndelsen, privat. Det havde sin oprindelse i datidens navigationsskoler. Den første offentlige skole blev indrettet i 1743.
Omgangssproget var her ”sölring”, den sildfrisiske dialekt. Skrift – og kirkesproget var tysk. I søfartens gode tider kom et tredje og fjerde sprog til, idet først det hollandske og siden i tiltagende grad også det danske sprog. Det sidstnævnte fandt anvendelse som handelssprog.
Kreative mennesker fandt ideer frem til at skabe ny velstand. Og således blev badelivet til investerings – og indtægtsobjekt. Den Slesvig-holstenske bevægelse måtte vige for Bismarck. Følgerne kender vi jo ganske godt – nederlaget 1864 og tabet af Slesvig.
Gennem 1700-tallet blev fortyskningen af Slesvig fremmet gennem en fejlslagen dansk politik. Det senere modstød gennem 1800 – tallet kom til kort. Dertil havde den holstenske adels koalition med det højere borgerskab og tysk dominans i administrationen samt udbredelsen af tysk i samfundet bevirket at det danske kom til kort.
Et herligt bade-sted
Under et besøg på øen i 1842 var Christian den Ottende blevet overtalt til at kaste sig ud i brændingen ved Silds vestkyst. Det var en yndet sport og praktiske foreteelse for sildringerne.
Således skrev en gæstende russer, da han havde besøgt Sild i turismens spæde barndom i 1860.
I 1844 – 1855 blev der gjort forsøg på at ”tryllebinde” og ”kommercialisere” badegæsterne på øen. Således fandtes der i 1855 på stranden telte til omklædning. Afbenyttelsen af disse var kun muligt, hvis man forinden havde løst ”badekort” – den første begyndelse til de senere så berømte og berygtede ”Kurtaxe” – særskatten på turisterne for bade-stedets særlige indretninger og fornøjelser.
Da det hele begyndte
I 1855 blev øens første gæstgiver P.K. Steffensen hentet til øen fra Kappel og en stærk gangbesværet dame ved navn Frk. Feddersen. Da hun gik i land på øen, var det med største besvær og bed hjælp af krykker. Da hun nogle uger senere rejste derfra var det i en fjende dans. Hele 100 gæster havde øen den sommer.
De næstfølgende år indførtes hestetrukne badekabiner. I 1857 indsendte otte borgere en ansøgning til Frederik den Syvende om tilladelse til oprettelse af et søbad på en strækning af 7.200 fod ved Vesterstrand.
Der blev i samme anledning bygget et rummeligt hus – af form og stil som et sildrigsk bondehus. Ja det var i tilfælde af at det skulle blive en fiasko det med turismen. Grundstenen til denne bygning, den såkaldte ”Klithal” (Dünenhalle) blev lagt i 1857.
Det var også i dette år at lægen Gustav Ross fra Altona holdt sin berømte tale, hvor han i den grad lovpriste øen for dens naturlige fortrin. Han loddede muligheden for at gøre øen til det helt store turistmål.
Besværligt at komme til øen
Personbefordringen til øen var meget besværlig. Man skulle gennem ”poetiske Vadehavs sejladser” med ”muddersok og vådt linned”. Det var dengang med hjuldamper fra Højer til Munkmarch.
Med et klækkeligt gebyr til Deutsche Bundesbahn kunne man så komme med biltoget til øen over Hindenburg-dæmningen. Op til 200 biler ad gangen. 30.000 biler på øens knap 100 km2 er ikke unormalt.
I højkonjektur-perioden midt i 60’erne blev der i den grad bygget på Sild. Hoteller i massevis.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: juli 22, 2021
Turen går til Flensborg
I 1522 var der 422 beboede grunde i byen. Der var to sprog og to kulturer i byen. Efterhånden overtog det tyske sprog. Lodserne skulle markere søvejen. Det var et privilegeret erhverv. Men der var kamp om kunderne. Der var ros fra kollegaerne i Sønderborg. Masser af hvalfangerbåde fra Flensborg og 1817 var et godt hval-år. En mand blev sendt til Slesvig – Holsten. Han roste Flensborgs handels- og industriliv. Der var 200 brænderier i byen. Og så var det den ultimative rom – by. Det var dengang, da Kilseng – bugten var idyllisk. Der er sket store ændringer omkring det gamle Skt. Jørgens Hospital. System med direkte fra tog til skib og omvendt. Der var haver bag ved pakhusene.
I 1522 var der 422 beboede grunde
Det er længe siden, at vi har besøgt Flensborg. Det er en by, der rummer så ufattelig meget historie.
Omkring år 1200 var Slesvig endnu områdets vigtigste handelsmetropol og Flensborg en mindre købstad. Efter at Flensborg i 1284 fik byretten af hertug Valdemar den Fjerde af Slesvig voksede byens betydning. I de efterfølgende århundreder er byen konstant i vækst.
I 1508 er der ifølge byens tingbog 422 beboede grunde og indbyggertallet fordobledes i perioden fra 1300 til 1600. Udviklingen nåede højdepunktet i det 18. århundrede.
To sprog
Et af byens væsentlige kendetegn gennem hele byhistorien er utvivlsomt, at her altid mødes to kulturer. Flensborg var altid både dansk og tysk. Det kan dokumenteres gennem historiske begivenheder, såvel som ses i byens arkitektur men vel også gennem tosprogetheden.
Lodserne skulle markere søvejen
Heroppe nord på, blev der ikke sejlet så meget om vinteren. Første gang vi hører om et fyr er i 1561. Det var et primitivt bål i fri luft, bl.a. de maleriske vippefyr. Danmark fik for resten sit første fyrskib i 1829.
Nogle lodsbøger fra 1532 og 1541 omtaler dag-af markering ved hjælp af vagere, koste, ”prikker” og andet materiale.
I et reskript fra 1785 pålægges der lodserne at markere søvejen på Flensborgs yder- og inderfjord. Det var en sag, der sorterede under lodserne på Kegnæs og Fashoved. De satte sømærker på Kalkgrunden og ud for Nykirke.
Inderfjordens afmærkning skulle lodserne fra Flensborg selv tage sig af. Det var skipperne, der skulle betale for den service. Og det var noget, som Toldvæsnet tog sig af. Fra 1892 var det ”Reichswasserstrassendirektion”, der tog sig af afmærkningen. Man fik en regeringsdamper, der hed ”Sperber” (spurvehøg). Fra 1905 var det så den velkendte ”Bussard (Musvåge).
Et privilegeret erhverv
Det at være lods var et privilegeret erhverv. Men man konkurrerede hårdt indbyrdes. Man måtte for at kunne overleve også drive fiskeri ved siden af. Når man fiskede, havde man altid lodsflag med, som man kunne sætte på sin fiskerbåd. Og man havde sin lodsuniform med. Så kunne man hurtigt klæde om.
Uniformen bestod af sort bowlerhat, mørkeblåt ”landgangstøj”, bredt sort slips samt det uundværlige olietøj, der blev båret over armen. Hvad angår ”kapringen” af handelsskibe, så havde Kegnæslodserne det fortrin, at de fra den 15 meter høje klint kunne afsøge havet med kikkert, mens lodserne i Falshoved måtte holde sig på den flade jord. Det bødede man faktisk på ved at rejse et stillads.
Kamp om kunderne
Den bedste lodsfragt var ris-skibene fra Ostindien. Disse store fragtskibe bragte indtil 64.000 sække ris til Rismøllen i Flensborg. Når disse skibe lodsede, indfandt drengene sig på kajen for i al lovlighed at hjemtage de bambusstænger, som ris-sækkene var stablet op på. Lodserne var også glade for ris-skibene. De gav en god fortjeneste. Lodshonorarets størrelse blev fastsat af regeringen, i begyndelsen efter skibets dybgående, siden efter rumindhold.
Engang nåede de konkurrerende lodser fra Kegnæs og Falshoved nøjagtig samtidig ud til en ris-damper. Af bare iver kom Kegnæs-lodserne ind under den store og stadig sejlende dampers forstavn. Derved kæntrede den lille Kegnæs-båd. Folkene fra Falshoved hjalp ridderligt kollegaerne på ret køl. Men byttet var naturligvis deres.
En dramatisk stormflod
En dramatisk episode var stormfloden den 12. november 1872. i Flensborg Fjords mange bugter steg vandet 3 meter over dagligt vande. Det var 60 cm højere end den højeste vandstand i 1694 og 67 cm højere end ved stormfloden i 1837. Hele den lavtliggende Falshoved-bebyggelse blev sammen med lodsstationen fuldstændig oversvømmet og afskåret fra omverdenen. Endnu 50 år efter denne stormflod kunne man ved lavvande se brøndringe – det eneste, der blev tilbage ved lods Matthiesens hus.
Ros fra kollegaerne i Sønderborg
Til at begå sig som leds på den 45 km lange Flensborg Fjord med dens mange grunde, revler og knæk krævedes der dygtige og erfarende lodser. Især de store tungtlastede sejlskibe var svære at navigere.
De gamle Flensborg-lodser fik et smukt skudsmål i Sønderborg Skipperlaugs retsprotokol af 1791:
Hvalfingerbåde fra Flensborg
Omkring 1630 tog mange nordfrisere hyre på hvalfangerbåde, især hollandske. Men det gik nu kun kort tid, så havde nordfriserne opbygget deres egen flåde. Jagten gik ikke kun på hvaler men også sæler.
I 1702 gik to både tabt. Den ene kæntrede og den anden blev kapret. Efter flere tilløb kom friserne i gang igen i 1746. Med kongens billigelse blev Vyk på Før sæde for et ”Grønlandsk Compagni”. Det var en stor fordel for Vyk, at havnen altid var isfri og hvalfangerskibene kunne stikke tidligere til søs end skibe fra andre havne. I nogle år omkring 1770 rådede Tønder også over en hvalfangstflåde, der blev støttet med statslige tilskud og toldfri indførelse. For friserne endte hvalfangereventyret i 1849.
Fra Flensborg udsendtes de første hvalfangstskibe i 1819 og i 1749 dannede en kreds af flensborgske købmænd og reddere selskabet ”Societet på Grønland, Spitzbergen og Davidsstrædet. Man forsøgte at finde midler til en etablering af en større hvalfangerflåde. Men uheld forfulgte ”Societet” og mange selvstændige og uafhængige hvalfangstredere. Fangsten gav ikke det forventede resultat.
1817 var et godt år
Det gav mere udbytte, da Flensborg havn oplevede en opblomstringstid i perioden 1776 – 1806. Et nydannet ”Interessentskab for Grønlandsk Handel” overtog skibene fra det opløste ”Dansk Grønlandsk Compagni”. Hvalfangsten blev intensiverede. Udbyttet af anstrengelserne var betydelige.
De hårde krigsår op til 1815 lagde en dæmper på de flensborgske hvalfangers aktivitet. Men der kom et opsving i fangsten især omkring Grønland omkring 1817. Sælfangsten spillede dog stadig en større rolle. Det var fordi, den var mere lønsom.
Men efterhånden nåede man det tidspunkt, da fangsten af mindst 2.000 sæler var nødvendig til dækning af omkostningerne pr. skib. Derfor stoppede man med at udsende skibe fra Flensborg til farvandet omkring Grønland.
En mand blev sendt til Slesvig – Holsten
Den 28. juni 1775 udstedte det såkaldte Kommercekollegium i København, datidens handels- og industriministerium, en instruks til en Johan Friedrich Becker. Han skulle berejse alle byer i Slesvig og Holsten og undersøge, hvordan det stod til med handel og industri.
Når rejsen var slut, skulle han stille forslag om, hvordan hertugdømmerne kunne bringes i nærmere handelssamkvem med Danmark end hidtil. Becker drog afsted.
Store roser til Flensborg
Fra september til december 1775 opsøgte han alle byer i hertugdømmerne. I 30 rapporter berettede han om sine iagttagelser. Om Flensborg skrev han bl.a.:
Masser af industri i Flensborg
Vi får også at vide at byen har indført et spinderi. Så er der skibsværfter. Vi får at vide, at to skibe netop er ved at blive bygget, desuden er der netop søsat et. Mange er under reparation.
Købmand Matthias Holst og 9 interessenter har et velindrettet sukkerraffinaderi med 2 pander. Det er i god drift. Men der er åbenbart mange flere sukkerraffinaderier i forskellige størrelser. Så er der sandelig en stivelsesfabrik og barkgarveri. Almindeligt garveri er der også.
Farveri og snedkerier findes også i Flensborg får vi at vide. Og sandelig om ikke også Thor Stratens kobbermølle nævnes. Vi har tidligere i en artikel nævnt den. En anseelig papirmølle forefindes også.
Der er en stor kongelig mel-og kornmølle, en vand- og fire vind-grynmøller, en stampe og en barkmølle, alle stadig i drift, så vidt vandet tillader.
I Flensborg var der 4 store blegepladser, som alle om sommeren var fulde af lærred. Der anføres, at der pålandet fremstilles forskellig slags let sejldug.
Flensborg og Skt. Jørgen har 127 store og små skibe. Hertil kommer så alle de skibe, der hele tiden bygges her, påpeger indberetteren.
200 brænderier i byen
De mange brændevinsbrændere var et særkende for Flensborg i ældre tid. Omkring 1800 talte man op mod 200 firmaer i byen. Eksporten af de våde varer var stor især til Norge.
I 1847 var der 60 brænderier tilbage. I 1862 var der kun 6 store brænderier tilbage. I 1884 var der fem dampbrænderier som tilsammen producerede dagligt 4.500 liter ren alkohol. Affaldet fra brændingen kunne opfede næsten 1.000 stk. hornkvæg i byen. Disse virksomheder lå mest i Flensburg Neustadt. Bydelen genlød ikke kun af jernstøberier, gasværk og teglværker men også af hundredvis af dyr i brænderiernes stalde.
Flensborg – den ultimative Rom – by
Måske er det historisk ukorrekt at lovprise Flensborg for at være den ultimative rom – by. Det var dengang, at der var en anseelig skibsfart mellem Flensborg og de vestindiske øer. . Den bragte velstand til helstaten.
Vi skal skynde os at sige, at Danmark hverken behandlede slaverne værre eller bedre end de andre kolonimagter og søfartsnationer. At Danmark så ophævede slaveriet, vakte ikke den store opmærksomhed på grund af den Første Slesvigske Krig.
Allerede omkring 1750 havde St. Croix dyrkning med 250 familier, der havde 64 sukkerværker i gang. Der blev hurtigt et sukkereventyr over al forventning med kulminination i 1790’erne. På dette tidspunkt var over halvdelen af vareudførelsen fra København raffineret vestindisk sukker. Dengang kendte man kun til en metode i fremstilling af rom.
Men grunden til at Flensborg også blev nummer et på dette felt var forekomsten af Flensborgs fortrinlige og mineralholdige grundvand. Det havde stået sin prøve ved ølbrygningen og ved brændevinsfremstillingen.
I 1700 – tallet var der registreret 300 sejlskibe i Flensborg, eller flere end København og Lübeck havde. Det var dengang, da flere hundrede mærker konkurrerede med hinanden. I dag ligger tallet vel mellem 10 og 20.
Rommen har bragt Flensborg materiel velstand og varige arbejdspladser til mange borgere
Da Kilseng – bugten var idyllisk
Den gamle herregård Kilseng var engang meget besøgt. Den lå i en meget idyllisk bugt. I det 19. århundrede blev der bygget en kro og en lysthave. I nærheden var der også en grynmølle. Og så var der Skt. Hansmølle. Ellers var der ikke mange møller på Flensborgs østlige skrænter.
Kilseng Bugt blev opfyldt i 1887/88. I dag er det hyggelige sted en firesporet hovedgade.
Store ændringer ved Skt. Jørgens Hospital
Mellem Lautrupsbækdalens høje skrænter lå en savmølle som første gang omtales allerede i 1500. Møllens første ejer var Skt. Jørgens Hospital. Efter reformationen Helligåndshospitalet. Siden midten af 1700 – tallet hørte vandmøllen til private ejere, næsten 100 år indtil 1890 til familien Lautrup. Møllen blev dog ikke længere brugt som savværk, men som almindelig kornmølle.
Da både jernbanen mod Kiel (1881) og amtsbanerne (1885 og 1901) blev ført gennem dalen, fik denne et nyt udseende. Siden 1953 behersker Nordvejen scenen. I 1990’erne har man dæmmet mølledammen op på ny.
På den nærliggende bakke findes en stor bondegård gemt bag en stor trægruppe. På dette sted stod engang Sct. Jørgens Hospital. Dette hospital for spedalske blev opløst efter reformationen. Da den højst beliggende landsby Jørgensgaard blev indlemmet i Flensborg by valgte man dette historiske sted til en ny sognekirke, der stadig er en af byens mest iøjnefaldende bygninger.
Det gamle Sct. Jørgens kvarter er præget af sine små kaptajnshuse. Bortset fra selve Skt. Jørgensgade findes der i 1838 kun få huse langs de mange gangstier, der fører ned til stranden. Havnen var dengang meget bredere. Efter at byen var blevet knyttet til det boksende jernbanenet, blev en del opfyldt. Langs med den nye havnedæmning opførtes senere flere pragtfulde villaer.
Direkte fra skib til tog og omvendt
Byens sydlige kvarterer viser et meget harmonisk billede. Kun de to kirker Sct. Nikolaj og Sct. Hans rager op over det teglrøde taglandskab. Sct. Nicolaj har endnu det gamle spir, der nedbrændte i 1977 og blev erstattet af det nuværende pragtfulde nygotiske spir. Ikke en eneste skorsten eller fabriksbygning falder i øjnene. Allerede et par år senere blev dette indtryk forvandlet.
På det tilkastede del af havnen blev opført den første banegård og havnen fik et nyt præg ved den Engelske Bro, der skulle muliggøre at varer kunne omlades direkte fra tog til skib og omvendt. Mellem Sct. Hansgade og banegården opstod et nyt industrikvarter. Også dette er senere forsvundet. Kun jernbanedæmningen, de to broer og sporene langs med havnens skrænter er tilbage.
Haver bag pakhusene
Ved havnens vestlige skrænt lægger vi først mærke til Nørregård-enderne. De langstrakte købmandsgårde ved Storegade (og ligeså ved Holmen) havde ofte haver bag pakhusene.
Vor Frue Kirke har endnu det gamle baroktårn, der blev erstattet af et nygotisk tårn i 1880. Og så er det det store pakhus i Nygade. Når vi følger skibbroen falder flere huse i øjnene, som stadigvæk præger havnepanoramaet. Det gælder frem for alt hjørnehusene fra Oluf Samsonsgang og herrestaldene.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: juli 20, 2021
De kom tilbage
Dette er en lang artikel. Det tyske mindretal har sagt klart undskyld. Men man tillod, at de gamle nazister kom tilbage. Mindretallet følte sig forført af Hitler og forfulgt af de danske myndigheder. Ideen med at nazificerer hele mindretallet startede i Kiel. Jens Møller blev irettesat om grænsen i Berlin. Tyskerne ville hellere have vores fødevarer. Befrielsen vakte blandede følelser hos mindretallet. Haderslev-kredsen tog afstand fra nazismen. Sønderjyder hold øje med loyaliteten over for Danmark. Syd på blev 10.000 næsten pågrebet med det samme. En lov fra 1951 frikendte nærmest de belastede. Slesvig Holsten blev nærmest et tilflugtssted for gamle nazister. 16 mand fra Mindretallet stod anklaget i Aabenraa. Men efter fængsel var der fri bane. Ingen hindring for politisk karriere trods brun fortid. Poul Koopmann forsøgte at skjule sin rolle under krigen. Han blev en magtfaktor. Jef Bluhme blev næstformand så sent som i 1960’erne. En kvinde, der mistede sin bror, så torturbødlen hædret på Knivsbjerg. Man førte kartotek over alles skæbner, som man ærede. Det var bestemt ikke lige smart, alt hvad man lavede.
En klar undskyldning
Ja sådan omtrent sagde Formanden for BDN, Hinrich Jürgensen over for Dronningen og Forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier, da disse var på besøg i Sønderborg.
Der har været mange tilløb til denne klare undskyldning.
I 1986 kunne den daværende formand, Gerhard Schmidt erkende en medskyld. Men skal det tyske mindretal blive ved med at sige undskyld. Måske skal man ikke blive ved med at sige undskyld, men det er meget vigtigt at man over for den næste generation markerer en holdning over for historien.
Den nye generation er ikke skyldige, men de bør kende til de fejl, den tidligere generation har begået.
Som dansksindede skal vi ikke læne os tilbage
Men som dansksindet skal vi bestemt ikke læne os tilbage. I forbindelse med en bogudgivelse fra 2017, der beskriver et mord i Padborg efter besættelsen er vi dybt forundret over den måde myndighederne behandlede den sag på. Meget tyder på, at der nu er blevet endnu vanskeligere at forfølge de nye spor i arkiverne.
Man tillod at lade gamle nazister at komme tilbage
I den første tid i Fårhuslejren blev de indsatte ikke godt behandlet. Det var hævnens time og retssystemet var overbelastet. Behandlingen forstærkede Det Tyske Mindretals holdning over for myndighederne. Man følte sig i den grad dårlig behandlet. Og i mange år forlangte man simpelthen en undskyldning fra det danske samfund. Man glemte i Det Tyske Mindretal at se indad og stille spørgsmålet, om man kunne havde gjort det anderledes både før, under og efter krigen. Man tillod at de gamle topnazister kom tilbage. Det var lige som syd for grænsen.
De følte sig forført af Hitler
Der opstod det som blev kaldt ”Fårhusmentaliteten”. Det var nærmest en grundlæggende følelse af uretfærdig behandling og et stærkt indre sammenhold. Det handlede om at give et dobbeltoffer. Først bliver man lovet et rige, hvis man kæmper for Tyskland. Og bagefter blev man straffet af den danske stat. Man er loyal over for sit land. Men de der bor her mener, at man er illoyal.
Man følte sig forført af Hitler og i øvrigt havde man kun gjort sin pligt. Det tyske mindretal overtog frivilligt den nazistiske ideologi. Man meldte sig også frivilligt under de nazistiske faner.
Der var stærke kræfter i gang med at få alle fra det tyske mindretal udvist Nogle steder var der vel nærmest lynchstemning. Hvad ville der være sket, hvis der ikke var foregået en internering?
Vi har gennem tiden talt med folk, der sad interneret i Fårhuslejren, vi har talt med frihedskæmpere, der bevogtede lejren og vi har talt med fangevogtere. Og det er et vidt forskelligt billede, som vi har fået af forholdene. Der er beretninger om udbredt brug af vold og ydmygelse over for Fårhuslejrens fanger. Der er eksempler på trusler og umotiveret skyderi.
Der herskede i den grad kaotiske forhold i Fårhuslejren i de første måneder efter krigen. Lejren var ledet af danske modstandsfolk. I august 1945 overtog Kriminalforsorgen ledelsen.
Fårhuslejren blev nedlagt i 1949.
Jo, det tyske mindretal har vedkendt sig den kollektive skyld og skam. Men det har været en langsommelig proces, der langt om længe kom i gang.
Man kunne have sat en stopklods for
Det vil sige nord for grænsen fik mange tidligere topnazister kun en chance i Det Tyske Mindretal. Syd på var det i den offentlige forvaltning.
Man kan selvfølgelig ikke ændre historien. Og man skal passe på at se på den med nutidens øjne. Men alligevel. Kritikken fra det Tyske Mindretal har været massiv i mange år. Man kunne vel selv have sat en stopklods i.
”Fuhrer macht uns frei”
Jens Møller var partifører siden NSDAPN’ s start i 1935 og blev fra efteråret 1938 også Volksgruppenführer. Fra 1939 var han også Slesvigs Partis spidskandidat ved valget i 1939.
Rudolf Stehr blev i foråret 1938 leder af ”Amt führ Presse und Propaganda” og ansvarlig for partiets propagandamateriale. Han gjorde sig særlig gældende med sin udfordrende optræden ved de danske partiers vælgermøder. Avisen ”Hejmdal” kaldte ham således ”Propaganda – Stehr”.
Christian Bruhn var maskinarbejder fra Aabenraa og byrådsmedlem for Slesvigs Parti. Han blev valgt som leder af partiets nye arbejderkontor.
Så var det lige Harboe Kardel, der fra januar 1934 var redaktør af NZ (Nordschleswigsche Zeitung)
Wilhelm Jürgensen, skoleleder i Løgumkloster, blev senere NSDAPN skolingsleder. Han skrev mange grænseoverskridende artikler i NZ under pseudonym ”Asmus von der Heide” Andre vigtige personer var Jep Schmidt og Wilhelm Deichgräber.
Sidstnævnte havde holdt mange dundrende valgtaler i radioen. Han var lige ved at overtage Schmidt – Vodders plads efter valgkampen 1935. Der var kun 8 stemmers forskel.
Og egentlig talte 30 af de 36 opstillede overhovedet ikke om grænsen.
I den danske presse var det vel nok, Jens Møller, der vakte størst opmærksomhed med:
Ideen med at nazificere mindretallet kom fra Kiel
Hejmdal beskyldte Møller for at være landsforræder. Dannevirke takkede ham ironisk for, at han dermed kunne bidrage til at kalde de danske vælgere til valgurnen. Efter sin jomfrutale i Folketinget blev han to gange spurgt om, hvad han i grunden mente med sit opråb. Svaret herpå blev han skyldig.
Svaret kan måske findes i en aftale, der blev truffet, da de modstridende nazistiske partier i sommeren 1935 mødtes hos gauleiter Lohse i Kiel blev enige om at opløse alle de bestående partier og danne et nyt med Møller i spidsen.
Og fire år efterkunne han så bruge en valgsejr til at fremskynde en grænserevision.
Jens Møller Blev kaldt til en irettesættelse
Efter valget blev Møller kaldt til Rigsudenrigsministeriet i Berlin. Her blev han belært om at situationen i Nordslesvig ikke kunne sammenlignes med Memeland. Grænsespørgsmålet var ikke akut i Nordslesvig. Møller fik at vide, at han ikke måtte berøre det i Folketinget. Han fik lov til at tale om økonomiske problemer. Men han skulle dog også komme med anerkendende ting om den danske regering.
En upopulær landsretssagfører
Landsretssagfører Lauritz Clausen, der var formand for SK vakte stor modvilje i dansk presse, da han i en tale i Rendsborg påstod at de blakkede udgjorde 50.000 af en samlet befolkning på 180.000 i Nordslesvig. Med deres væsen og indstilling hørte de til i tyskheden, sagde han. Han mente, at der blev tysk flertal.
Valget i 1939 blev et kæmpe nederlag for mindretallet. De opnåede kun 15 pct. af stemmerne. Og kun et mandat blev det til. Det pauvre resultat var formentlig med til at overbevise Hitler om, at en grænsedragning ikke var aktuel.
Befrielsen for mindretallet vakte andre følelser
For ca. 15.000 medlemmer af det tyske mindretal i Sønderjylland var befrielsen forbundet med andre følelser. Den markerede selvfølgelig krigens opgør men også indgangen til en svær tid for mindretallet.
Alle 89 tyske skoler i landsdelen blev lukket ned. Tyske trykkerier og mindesmærker i landsdelen blev sprunget i luften. Lang tid efter blev tyskervenlige butikker ødelagt. 3.500 blev i de første dage af befrielsen arresteret og interneret. Nogle i årevis. Og mange skulle vente længe inden de fik en dom. Yderligere 1.500 måtte interneres.
Nazisterne ville skabe ”Lebensraum” også for mindretal øst på. Gennem 1930’erne arbejdede Det Tyske Mindretal aktivt for at gå en grænsedragning.
Haderslev – kredsen tog afstand
Det er klart at ikke alle medlemmer af Det Tyske Mindretal var nazister, men vi har i de tyske arkiver kunnet se, at pressionen i mindretallet var stort. Det er nemlig ikke rigtigt, at al arkivmateriel er forsvundet. Vi fandt en masse i Aabenraa.
Således var der i Haderslev – kredsen under tobaksfabrikant Matthias Hansen en bevægelse, der tog afstand fra nazificeringen. I 1943 nedfældede man et dokument, hvor man erklærede sig loyal over for den danske konge og stat, bekendtgjorde sig til demokratiet og anerkendte grænsen mellem Danmark og Tyskland. Den såkaldte ”Haderslev – erklæring” forsvandt efter krigen og blev genfundet i 2007.
Kredsen arbejdede under krigen på at opretholde et tåleligt forhold til flertals befolkningen og nød derfor stor tillid i danske kredse efter krigen.
Kredsen spillede en stor rolle i oprettelsen af Bund Deutscher Nordschleswiger, hvis grundlæggelseserklæring fra 1. december 1945 anerkender den grænse, der blev trukket i 1920. Men som vi senere skal høre, så var der mange dansksindede sønderjyder, der tvivlede på denne loyalitetserklæring, da man så, hvem der igen blev trukket med ind i ledelsen.
Sønderjyderne holdt øje
Flere end 2.000 mand fra det tyske mindretal meldte sig til tysk fronttjeneste, fortrinsvis i Waffen SS. Det var flere danske statsborgere, der ikke havde nået med det tyske mindretal, der meldte sig. Ja i alt ca. 12.000 men halvdelen blev kasseret.
Mange medlemmer af det tyske mindretal meldte sig i deres egne uniformerede korps. De stod vagt ved tyskejede virksomheder og udgjorde et beredskab i tilfælde af invasion.
I Rummelpot fra 1950 kan man se en tegning, hvor gamle nazister hilser på hinanden på Knivsbjerg. Det er godt nok karikatur, men alligevel rammer tegningen meget godt.
Sønderjyderne var meget opmærksomme på, om de gamle og dømte nazister frem over holdt sig i baggrunden, eller om de blev bedt om at holde sig tilbage. Det var tale om personer, der havde bakket den nazistiske kultur op.
Hvor mange af de gamle nazister dukkede op igen?
Og det første man studsede over, var at den tidligere propagandaleder Rudolf Stehr blev ansat som generalsekretær i mindretallets hovedorganisation Bund Deutscher Nordschleswiger. Var det kun et isoleret tilfælde? Ja det satte Hans Schultz Hansen sig i gang med at undersøge.
Han ville finde ud af hvorvidt medlemmer af Bund Deutscher Nordschleswigers Hauptvorstand valgt i perioden 1947 – 1971 havde haft ledende poster i det tyske mindretals nazistparti med tilhørende organisationer forud for 1945.
Syd på blev 10.000 pågrebet med det samme
Som vi tidligere har beskrevet, så iværksatte den britiske besættelsesmagt i Slesvig-Holsten straks ved krigsafslutning en afnazificering.
I alt 10.000 personer blev pr. automatik pågrebet og interneret i en lejr i Neumünster – Gadeland. Ved begyndelsen af 1949 sad der kun 138 tilbage. Den slesvig-holstenske gauleiter og overpræsident Hinrich Lohse fik i 1948 en dom ved afnazificerings- domstolen på 10 års fængsel. Han blev løsladt allerede i februar 1951.
Han vendte tilbage til sin holstenske fødeby for at leve der til sin død i 1964. Han krævede fuld pension. Han blev afvist af landdagen, men han fik dog et mindre beløb.
En lov fra 1951 frikendte nærmest de belastede
Lidt over 400.000 gennemgik en afnazificerings – vurdering. Man blev simpelt hen inddelt i fem kategorier:
Ingen blev placeret i de to første grupper, mens godt 2.200 blev indplaceret i tredje gruppe med bødestraf, afskedigelser eller pensionsreduktion som mulige konsekvenser. Resten gik helt fri.
En lov fra 1951 rehabiliterede tilmed de belastede. På mange måder fik afnazificeringen et farveagtigt forløb. Forbitret over dette foreslog et medlem af den slesvig-holstenske landdag:
Slesvig-Holsten nærmest tilholdssted for gamle nazister
På denne måde lykkedes det for adskillige tidligere nazistiske embedsmænd og politikere at komme tilbage i karrieren, især efter 1950. Blandt disse var Dr. Ernst Kracht, tidligere borgmester i Flensborg. Som leder af Landeskanzlei fik han stor indflydelse på personalepolitikken.
Denne var udnævnt af ministerpræsident Bertram. I dennes kabinet var kun indenrigsministeren ikke tidligere medlem af NSDAP. Finansministeren var tidligere SS – Hauptsturmführer. Socialministeren blev senere mistænkt for at have deltaget i massemord.
Selv personer, der var dybt involverede i mord på jøder og psykisk handicappede havde afsagt dødsdomme ved de nazistiske særdomstole eller været KZ – læger blev der plads til.
Slesvig Holsten havde ry for at være tilflugtssted for gamle nazister.
16 mand stod anklaget i Aabenraa
Fra februar til september 1948 stod 16 mand anklaget ved retten i Aabenraa som hovedansvarlige for det tyske mindretals illoyale politik under besættelsen. Kredsen blev udgjort af ”det lille politiske råd” samt redaktør og direktør for mindretalsavisen Nordschleswigsche Zeitung.
De hårdeste straffe tilfaldt dyrlæge Jens Møller, Gråsten og overløjtnant Peter Larsen. Løjt Skovby som henholdsvis ”folkegruppefører” og dennes næstkommanderende. De blev hver især dømt 15 års fængsel.
Som de øvrige fra ”det lille politiske råd” blev de idømt ansvar for hvervningen af mindretalsmedlemmer til Waffen SS og for oprettelsen af Zeitfreiwillig- og Selbstschutz-korpsene samt for organisering af skansegravning for værnemagten.
Dertil kom en række individuelle forhold bl.a. hvervning til tysk grænsekorps, propaganda i tysk tjeneste, pression mod danske myndigheder, organisering af leverancer til den danske værnemagt og efterretningsvirksomhed til fordel for samme.
De appellerede til Landsretten. Møllers straf blev nedsat til 12 år og Larsens til 13 års fængsel. Begge blev benådet og kom på fri fod i 1950. Peter Larsen levede derefter efter alt at dømme et tilbagetrukkent liv i Løjt Skovby ind til hans død i 1983.
Kritik af jens Møller
Jens Møller tilstræbte derimod som minimum en fornyet synlig medleven i mindretallet. Han deltog samme år i generalforsamlingen i Bund Deutscher Nordschleswiger, hvor han kritiserede BDN’ s ledelse for at gøre for lidt for de frontfrivillige og deres pårørende.
Dette fik den tidligere omtalte tobaksfabrikant, Mathias Hansen fra Haderslev til at reagere med et indlæg i Der Nordschleswiger. Her kritiserede han i den grad jens Møllers tilbagekomst på den politiske scene. Men som bekendt døde Jens Møller ved en trafikulykke den 28. november 1951.
Erhvervsmæssige begrænsninger
Landsretssagfører Lauritz Clausen fra Haderslev og lærer Otto Ferdinand Kortch fra Aabenraa fik begge 12 års fængsel, der blev nedsat til 9 år i Landsretten. De to blev også dømt for deres ansvar medborgere den 9. april 1940. som fremtrædende ledere i SK Scleswigsche Kameradschaft. Korpset hjalp tyske tropper til forskellige overgreb mod danske. Kortch var stabsleder i Selbstschutz. Det forhold og andre overgreb blev han også dømt for.
Assessor Rudolf Stehr, København og lærer Asmus Wilhelm Jürgensen, Bovrup fik begge 10 år. Landsretten nedsatte dette til hhv. 9 år og 7 års fængsel. De blev bl.a. dømt for deres hetz mod fremtrædende danske nordslesvigere. Stehr fungerede også som forbindelsesleddet mellem mindretallet og besættelsesmagten. Han skrev også andre grove artikler i Nordschleswigsche Zeitung og Junge Front. Da Jürgensen var tysk statsborger, blev han udvist ved benådningen 1949/50.
De to SK – førere blev pålagt erhvervsmæssige begrænsninger. Clausen mistede sin sagfører-bestalling. Men så ernærede han sig som juridisk vejleder for mindretallet.
Kortch mistede retten til at undervise, men den ret fik han tilbage i 1954. han blev lærer og tillige konrektor på den tyske privatskole i Aabenraa.
Topjobs trods brun fortid
Bagge var aktive inden for mindretallets sportsorganisationer. Uden at nå fordums højder fik de to SK ledere nye poster i mindretallets kulturelle arbejde.
Asmus Wilhelm Jürgensen blev lærer i Angel og fik fremtrædende positioner i skolevæsnet. Han kom i landdagen og fik poster i kommuneråd og kredsdag.
Rudolf Stehr blev løsladt fra Fårhuslejren i september 1949. Efter et kort mellemspil i en københavnsk skotøjsfabrik blev han i december 1951 generalsekretær for BDN. Dette er den højeste funktionærpost inden for mindretallet. Dette embede beholdt han i to årtier indtil sin pensionering i 1973.
Hvordan han fik den stilling, vides ikke. Måske var det hans juridiske baggrund, forvaltningserfaringer og evner til politisk ageren, der har spillet en rolle.
Politisk karriere
De øvrige domme var på under 8 år. Der var 8 års fængsel til de tre kredsledere. Foruden de almindelige anklager, blev de kendt skyldige i anklager om angiveri og tjeneste som tidsfrivillig og tysk krigstjeneste samt overgreb mod danske medborgere den 9. april 1940. Der var også indberetninger af tyskfjendtlige ytringer. Disse tre kredsledere var også med i ”det lille råd”
Roth genoptog efter benådning sin journalistiske virksomhed ved Der Nordschleswiger. Han blev medlem af den tyske presseforenings bestyrelse.
Jep M Schmidt blev efter en længere årrække Slesvigsk Partis repræsentant i kommunale organer. I Løjt Sognerød fra 1966 – 1970 og i Aabenraa Byråd fra 1970 – 1978. De sidste fire år endda som viceborgmester i kraft af, at han var tungen på vægtskålen ved valget til borgmester.
Den sidste af de tre var lærer Jens Peter Petersen fra Tønder.
Tilbage til oprindelige erhverv
Seks års fængsel fik gårdejer Wilhelm Deichgräber og chefredaktør Harboe Kardel, der henholdsvis som kredsleder for Sønderborg og førstemand på Nordschleswigsche Zeitung havde sæde i ”det lille råd”.
Deichgräber havde også været frontfrivillig og værnemager. Kardel havde været tidsfrivillig og indberettet danske medborgere til besættelsesmagten. Han har haft det overordnede ansvar på hadske angreb mod danske personligheder og medborgere i sin avis.
Begge vendte efter løsladelsen tilbage til deres oprindelige erhverv. Deichgräber som gårdejer, der endvidere holdt mange foredrag om Als og alsisk. Og så var han også rejseleder.
Kardel blev lærer ved gymnasierne i Rendsborg og Flensborg, men med bopæl i Aabenraa og navnlig efter pensioneringen i 1956 med et omfattende virke i mindretallet som journalist og foredragsholder samt hjemstavnshistorisk og selvbiografisk forfatter.
Næstformand i BDN i 1960’erne trods brun fortid
Fem års fængsel var dommen for lærer Jef Bertelsen Blume, Aabenraa, biblioteksleder Peter Callesen, Aabenraa, gårdforpagter Heinrich Ehnstedt Petersborg og direktør Peter Petersen Aabenraa. Ud over det kollektive ansvar som medlemmer af det ”lille politiske råd” idømtes Bluhme, der var Landesjugendführer for Deutsche Jugendschaft, straf for tysk krigsdeltagelse, mens Callesen fik straf for tjeneste som tidsfrivillig.
Det sidste gjaldt også for Ehnstedt, der var kredsleder for Tinglev Kreds og tillige medlem af Selbstschutz.
Også Peter Petersen havde været tidsfrivillig men blev også dømt som leder af mindretallets ”Schatzamt” og formand for ”Liefergemeinschaft der Deutschen Berufsgruppen in Nordschleswig, der sørgede for ordrer fra besættelsesmagten til mindretallets erhvervsdrivende.
Efter løsladelsen fortsatte Blume sit lærerhverv, men nu syd for grænsen i Vimmersbøl ved Sønder Løgum, mens han blev boende nord for grænsen i Nørre Løgum.
I årene 1962 – 66 var han næstformand for BDN. I 1964 var han tillige folketingskandidat for Slesvigsk Parti.
Ehnstedt overtog Petersborg efter sin far og blev repræsentant for Slesvigsk Parti i årene 1961 – 70. Igennem 30 år var han medlem af den tyske landboforenings bestyrelse.
Ingen hindring trods brun fortid
Peter Callesen overtog fra 1949 sin post som leder af det tyske biblioteksvæsen i Nordslesvig. I en høj alder blev han formand for Nordschleswigsche Gemeinde.
Peter Petersens efterkrigsvirke holdt sig på det økonomiske område som revisor og forretningsfører for tyske mindretalsforetagender.
Som den mindst belastede idømtes direktøren for Nordschleswigsche Zeitung Hermann F.L. Roloff, Aabenraa to års fængsel. Han fortsatte efter løsladelsen som bladdirektør for Der Nordschleswiger og var desuden formand for Kameradschaftsverband.
Der var åbenbart ingen hindring i at komme videre med karrieren hverken inden for erhverv, skolevæsen eller kulturinstitutionerne efter en brun fortid. Og dette gjaldt både nord og syd for grænsen.
Man kan altid diskutere hvor belastede de enkelte var. Politiadjudanten udnævnte således tobaksfabrikant Mathias Hansen fra Haderslev som ”tysk nazist”, fordi han havde deltaget i et NSAN – møde i 1935.
Den første Hauptvorstand rummede to personer som havde ledende poster i partiet på lokalt nivue.
Lorenzo Callesen
Bemærkelsesværdigt er det at i den Hauptstand, der blev valgt i maj 1953, springer et par navne i øjnene. Og det er især Dr. Lorenzo Christensen og boghandler Franz Carl Hecht.
Christensen var en kontroversiel skikkelse i de nordslesvigske krisebevægelser i 1930’erne. Allerede hans bog ”Nordslesvig venter” fra 1935 var udpræget antisemitisk. Senere samme år blev Christensen leder af det tyske mindretals ”Deutsche Wirtschaftsbeartungsstelle”. I 1936 blev han medlem af og partisekretær i NSDAP – N.
I 1940 grundlagde han for partiet Sippenkanzlei Nordschleswig, som udarbejdede arierattester. I 1941 kom han i konflikt med Jens Møller og mistede alle sine hverv. Han rejste til København. Han udarbejdede for penge fra det tyske gesandtskab det antijødiske tobindsværk Det Tredje Ting, som udkom i 1943.
Han fremstillede også et kartotek over danske jøder. Det blev i 1942 overdraget til det tyske gesandtskab. Det sidste blev skæbnesvangert for ham efter befrielsen, hvor han ved Østre Landsret i juni 1948 blev idømt seks års fængsel. Retten fandt at Christensen burde have vidst, at kartoteket kunne bruges til aktioner rettet mod jøderne. Han blev også straffet for antisemitisk agitation. Lorentzo Christensen blev løsladt i juni 1949. I 1958 fik han ansættelse hos Der Nordschleswiger.
Franz Carl Hecht, Tønder
Enhver der er opvokset i Tønder i min årgang kender Hecht. Han reklamerede med, at han havde butik på byens højeste punkt. Og hvilken butik. Det var en guldgrube.
Han var leder af ”Kraft durch freude – Nordschleswig” Han blev i august 1947 idømt fire års fængsel for at hejse hagekorsflag på Tønder Posthus den 9. april 1940. Han havde også brugt vold over for en trafikassistent, der ville fjerne hagekorsflaget fra byens station.
Endvidere havde han tilkaldt det tyske feltgendarmeri og anmeldt en adjunkt ved Tønder Statsskole for fornærmende ytringer om Hitler, ligesom han havde givet oplysninger til Abwehrnebenstelle i Århus om to danske statsborgere. Dertil kom værnemageri.
Jo, der skete en masse i Tønder den 9. april 1940. Det kan du også læse i vores artikler.
Man må sige, at hjemmetyskerne i Aabenraa og Tønder med Christensen og Hecht havde valgt repræsentanter, der ikke var egnede til at indgyde tillid til BDN som en demokratisk og loyal organisation blandt mindretallets dansksindede naboer.
Og der var mange naboer, der undrede sig
Blandt de andre nyvalgte var Jep Schmidt fra Rise Hjarup, Han var tidligere Ortsgruppenleiter i NSDAP-N.
Rolle under krigen blev skjult
En anden person, der kom ind i Hauptvorstand i 1953 var Paul Koopmann. Forud for 1945 havde han ikke haft nogen ledende post i det tyske mindretal. Han havde en tysk doktorgrad i historie. Han var krigsfrivillig fra mindretallet. Og så steg han til den højeste rang i SS til SS – Hauptsturmführer svarende til Hauptmann i Værnemagten eller kaptajn i den danske hær.
Ideologisk var han overbevist nazist. Ved retsopgøret blev han idømt fængsel i et år og tre måneder. I 1947 var han med til at grundlægge Kameradschaftshilfe für Nordschleswig, de krigsfrivilliges gensidige understøttelsesforening som han var formand til sin død i 1978.
I 1952 blev Koopmann leder af den tyske efterskole i Tinglev. Han repræsenterede Slesvigsk Parti i Tinglev Sogneråd og Tønder Amtsråd. Han flere gange folketingskandidat, dog uden at blive valgt. Han kronede karrieren som medlem af kontaktudvalgene såvel til den danske regering og folketing som til den slesvig-holstenske landdag.
Kilder i mindretallet peger på at Koopmann sammen med Rudolf Stehr og Jes Schmidt udgjorde en magtfuld ”trojka” som reelt bestemte mindretallets politik i 1950’erne og 1960’erne.
Det lykkedes for Koopmann at skjule over for de danske myndigheder hvad han egentlig lavede under krigen. Han arbejdede som en betroet medarbejder for dr. Franz Riedweg, ser var leder af Germanische Leitstelle. De organiserede bl.a. rekrutteringen og den politiske skoling af SS – frivillige fra de tyskbesatte, racebeslægtede lande som Danmark, Norge og Holland.
Riedweg, der var en schweizisk læge var en af SS-rigsfører Heinrich Himmlers protegéer og var erklæret nazist til sin død som 98-årig i 2005.
Koopmann betegnes i SS – personaleakterne som ”overbevist nationalsocialist og SS – mand. Det oplyses, at han blev anvendt til teoretisk undervisning, også om jødespørgsmål.
Vi forsøgte at tjekke disse oplysninger i Deutscher Volkskalender. Her stod der følgende:
Flere tidligere Ortsgruppenleiter
Ved valget til Hauptvorstand i 1956 blev to nye tidligere Ortsgruppenleiter indvalgt.
I 1959 var der så plads til en af de mere belastede fra ”det lille politiske råd” og yderligere en tidligere Ortsgruppenleiter blev der også plads til.
Et chok på Knivsbjerg
En anden ting som i efterkrigstiden også har undret, er det såkaldte Ehrenhein. Og de gjorde det også for 71 – årige Dorthe Petersen, da hun i 1990 gik forbi. Tilfældigt strejfede hun navnet, Niels Ries. Han faldt ved fronten for Tyskland.
Men det er nu i den grad historieforfalskning af værste skuffe. Riis tilhørte godt nok det tyske mindretal. Men dødsårsagen var ikke ”som følge af krigen”. I 1948 blev han henrettet af dansk politi, fordi han som Gestapo-ansat gentagende gange havde forøvet grov mishandling af tilfangetagende modstandsfolk på Staldgården i Kolding. En af dem var Dorthe Petersens bror.
Niels Riis navn blev fjernet fra mindetavlen som det første af en håndfuld. Siden er to andre henrettede Gestapo – medarbejderes navne blevet slettet. I 2010 blev yderligere to navne fjernet. De var blevet henrettet af britiske myndigheder i Tyskland for grove krigsforbrydelser
Ændring af navn
Efter præcis 50 år under betegnelsen Ehrenhain (æreslund) kaldtes mindestedet siden 18. august 2012 for et Gedänkstätte (mindested).
Den symbolske ændring består i at ordet Ehrenhain har en betydning, der mest handler om (militær) hæder og ære, mens Gedenkstätte mere går på stille eftertanke.
Man kendte alles skæbner
Hvorfor tog man folk med, som man vidste, var henrettede torturbødler. Det var ikke tale om ”smuttere”. Initiativtagerne opbyggede et personkartotek, der viser at man godt var klar over de enkelte personers skæbner.
Vi har også i tidligere artikler beskæftiget os med nogle af de navne, der nu er forsvundet.
Gruppen bag mindestedet var alle gamle nazister fra mindretallet, der under det tredje rige var gennemnazificeret, fordi Hitler for hjemmetyskerne repræsenterede håbet om at kunne flytte tilbage til Kongeåen og komme ”Heim ins Reich”.
Den mest indflydelsesrige blandt initiativtagerne var den tidligere SS-mand Poul Koopmann, der efter krigen fik en kort fængselsstraf for fronttjeneste i Waffen SS, fordi det lykkedes ham at skjule for myndighederne at han havde en topstilling. Han er tidligere blevet nævnt i artiklen.
Ikke alt var lige smart
Det har ikke været nogen nem opgave for mindretallet at distancere sig fra den nazistiske fortid. Det er først lykkedes, da en ny generation kom til. I stedet for at blive ved med at bebrejde de danske myndigheder, der bestemt heller ikke var fejlfri, burde man meget tidligere have kigget ind ad.
Og hvad man havde forestillet sig med mindepladerne på Knivsbjerg. Havde man virkelig troet, at nogle af de navne bare ville blive forblive skjult. Man kendte jo udmærket de enkeltes skæbne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: