Søgeresultater på "Højer – stormflod og diger"
Dato: december 6, 2009
Sønderjylland i 1600 – tallet. Mange borgere var utilfredse med rådmændene. Stormflod og svenskekrigene havde sat deres spor.
Magthaverne ville ikke afgive magt
De enkelte byer havde ikke meget, at skulle have sagt. Magthaverne holdt på deres. Man hjalp heller ikke når borgerne syntes, at adelen tog til sig.
Inden for den enkelte bys retspleje og forvaltning, fortsatte Raadstyret. Det var inden for en meget snæver kreds, at der blev valgt borgmestre og rådmænd. Den almindelige borgerforsamling Allemandstinget samledes en gang om året, for at høre på Rådets beslutninger. Borgerne havde en hvis indflydelse i Borgerudvalget. I Flensborg var dette indført allerede i Middelalderen. I Tønder blev det indført i 1590.
Amtmanden fik mere magt
I Tønder så det ud som om de 16 mænd var udpeget af borgerne. Men fakta var, at de deputerede borgere supplerede sig selv, eller blev udnævnt af rådet. Pladsen i rådet gik også i arv.
Men i Flensborg gik magthaverne ind og indførte udvidelser af amtmandens kompetence. I Tønder gik kongen flere gange ind og udnævnte en borgmester.
I år 1600 drog borgerne i Slesvig By ud med fanerne for at generobre en bymark, som Magistraten havde overtaget. Både i Husum og Tønder var der anklager mod byens styre. I Husum anførte håndværkerne i 1656 over for hertugens udsendte, at
Flensborg forblev den største søfarts – og handelsby i Sønderjylland.
Rådmændene var på søen
I Tønder førte købmændene selv deres både. Det hændte ofte at alle Tønder’ s rådmænd var på søen, så rådsmøderne måtte aflyses. Fra ca. år 1600 til Kejserkrigen opnåede Tønder sin store glansperiode. En storkøbmand som Berend de Behr havde forbindelser fra Holland til Stralsund. Hans handel omfattede varer son klæde, vin, krydderier osv. Den vigtigste vare, var dog udskibning af stude. Det var hele erhvervslivets grundlag i datidens Tønder
og omegn.
Antallet af stude udskibet fra Højer steg fra ca. 1.400 til 2.000 i 1631. Det hele kulminerede i 1638, hvor der blev udskibet 3.400 stude.
Aabenraa – et lystigt sted
Fra den lille by Tønning udgik der i 1624 191 skibe. I Aabenraa var der endnu ikke nogen søfart af betydning. Her beskrev organisten Claus Møller byen således:
Da den hertugelige avlsgård til Brundlund blev nedlagt i 1649, blev grundene uddelt til bymændene. I Slesvig var der problemer med, hvem der havde rettigheder til sildefiskeriet i Slien.
Industri i Flensborg
I Flensborg begyndte den første industri. Der fandtes krudtmølle, hammer-mølle og savmølle. Klokkestøberierne i Flensborg og Husum levnede varer til udførsel. På den frisiske vestkyst oprettedes teglværker, saltkogerier, sæbe-syderier m.m.
I Tønder klagede Jac Hunneus over øvrigheden. Han var indvandrer fra Husum men havde giftet sig ind i en rig og indflydelsesrig familie.
Befolkningen inddelt i seks klasser
Dengang var hertugdømmernes befolkning delt i ikke mindre end 6 klasser.
Ved århundredets begyndelse havde Flensborg 4 – 5.000 indbyggere. Husum cirka det samme. For Tønder og Haderslev var det cirka 1.800.
I Husum havde man sølvtøj
Der kom forskellige advarsler mod unødvendig luksus. Den rigelig brug af sølvkæder og sølvkrus kan i sikre tider være en form for kapitalanbringelse, mente man. Borgerne i Husum forsvarede i 1624 denne form for overdådighed over for regeringens forbud med denne begrundelse:
Mange fester
Det selskabelige samkvem dyrkedes overalt. Fastelavnsgilderne i Tønder og Slesvig. St. Knuds Gilde (Papegøjegildet) i Flensborg og Skyttegildet i Husum.
Nikolajgildet i Flensborg omfattede ikke kun købmændene med også de forskellige lav. Spil og tobaksrygning var forbudt. Men så kunne man i stedet drikke, danse og høre musik.
Hjemmeindustri fandtes også. Således fandtes der masser af lærred på bøndergårdene på Barsø og i Uge. Ved vestkysten trivedes handelen også mere eller mindre lovligt. En del havne opstod uden myndighedernes tilladelse.
Ved østkysten eksisterede Kliplev Marked allerede dengang. Her drev bønderne hovedsagelig oksehandel. Landbruget fik stigende betydning, efter at mejeribrug blev udvidet.
Masser af skovbrug
Skovbrug havde også stor betydning. Farris Skov strakte sig fra Ribe til østkysten. Ved Møgeltønder fandtes omkring 1650 den store Tved Skov. Vest for Flensborg, ved Bredsted og Husum var der store skovstrækninger.
Trækulsbrænding og det store forbrug af brændsel og tømmer ikke mindst til digerne satte sine spor. Under krigene led skovene stor overlast.
Planer med Rudbøl og Ballum
Christian den Fjerde havde store planer med Ballum. Men svenskekrigene satte en stopper for dette projekt. Også en fristad ved Rudbøl var der planer om. Men en stormflod i 1634 ødelagde disse planer.
Hollandsk indflydelse
Især hollandske forretningsmænd og håndværkere blev kaldt til Sønderjylland. De satte sandelig også deres præg på kulturen i landsdelen. Korneksporten var dalende, og krigene havde sat deres spor i Sønderjylland. Stormfloden i 1634 satte kraftige spor. Skattetrykket blev endnu højere. Pengene skulle hives hjem.
Mange købstæder i knibe
Slesvig By
var allerede forgældet i 1618. Aabenraa blev ødelagt af en ildebrand i 1610. I 1634 var byen nogenlunde kommet til kræfter. Haderslev blev ødelagt under Kejserkrigen. Husum blev ramt af en kongelig forordning, der gjorde ende med den livlige handelsforbindelse til Emden. Byen kom op at stå igen, men stormfloden i 1634 gjorde et alvorligt indhug. Krigen 1643 – 1645 kostede Husum 192.000 Rigsdaler.
Tønder var for længst afskåret fra havet. Oksehandelen var ikke mere så indbringende. Knipleindustrien satte først ind i slutningen af århundredet. Højer og omegnens marskbønder udgjorde en stor konkurrence til Tønder.
Svenskerne ville ikke mere give skibe fra Flensborg toldfrihed og byen mistede en del af sit opland. Handelen med Norge og Island var aftagende.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 6. – 01. – 2022
Dato: december 6, 2009
Vi skal på en vandretur i slutningen af 1920’erne vest på. Vi besøger Møgeltønder, Daler, Højer, Rudbøl, Emmerlev, Hjerpsted, Midthusum, Jordsand og Sønder Sejerslev. Hvorfor blev grænsen i Rudbøl lagt så dumt? De tysksindede i Tønder lod deres børn gå i tysk skole i Møgeltønder.
En tysk skole uden for Tønder
Et par kilometer ud for Tønder gik grænsen mellem det slesvigske og det kongerigske område. I Tønder var alt skolevæsen blevet dansk, efter at Danmark var gået sejrrigt ud af den første slesvigske krig. Men hinsides det gamle skel rådede den kongerigske frihedslovgivning, der ikke medførte nogen begrænsning med hensyn til undervisningssproget. Derfor kunne de tysksindede borgere i Tønder hver dag sende deres børn til tysk skole i kongeriget.
Hvis man ville vide noget om nationalpolitiske tilstande i grænseegnen, var det i 1920 lærerigt at gå fra Tønder, hvor tysk sindelag dengang var overvejende og gå fem kilometer mod vest til det dansksindede Møgeltønder. Man skulle så standse ved Højer, der endnu havde et stort tysk flertal.
Undervejs kom man i kort afstand forbi redaktør Jessens fødehjem – den gamle skole i Toghale. I tre år gik den senere redaktør til seminariet i Tønder.
Daler Sogn var dansksindet
På højre hånd havde man det udprægede danske Daler sogn. Ved afstemningen i 1920 blev der i dette sogn afgivet 344 danske og 64 tyske stemmer. På den anden side af vejen i Højer Landsogn blev der afgivet 74 danske og 119 tyske stemmer.
I Højer var det længe tysk flertal. Både i byrådet og skolekommissionen blev der talt tysk. I flækken Højer gik det i midten af1920erne 45 i dansk skole, mens 131 gik i tysk skole. Lige efter Genforeningen var der ganske få danske elever. I Daler Sogn fandtes der to skoler – helt danske.
Den mærkelige grænse i Rudbøl
Fra Højer følger man mod syd vejen af et dige, som i midten af det 16. århundrede blev bygget af hertug Hans den Ældre som et værn mod stormfloderne. Siden da er der sket en udstrakt marskdannelse, navnlig mod vest. Her kunne man så se utallige fede-kvæg, der her havde en behagelig tilværelse i de frodige græsfenner.
Vejen gik til den idylliske by, Rudbøl med verdens mærkeligste grænse. Det var her maleren Emil Nolde regerede. Mange spørger selvfølgelig om, hvorfor grænsen går midt gennem gaden.
Bebyggelsen Rosenkrans lå i anden afstemningszone, men var den nordligste del af et mellem-slesvigsk sogn, der stødte op til 1. zone.
Der var mange interesser, at tage hensyn til. Forholdet blev ordnet således, at rigsgrænsen på et 150 meter langt stykke fra nord til syd går midt gennem landsbygaden. Det kunne trods langvarige forhandlinger ikke opnås bedre løsning mellem den danske og tyske delegation.
Ich bin so Deutsch
En ældre frøken boede til leje i et par værelser i den sydlige ende af et hus lige ved grænsen. Hun kom en dag, da de var derude for at bestemme grænsestenens plads, hen til den danske repræsentant for at bede om at måtte blive ved Tyskland. Hun endte sin bøn med at neje og sige:
(I andre artikler, har vi omtalt lignende episoder).
Biskoppens familie i Emmerlev
Helt ude ved det gamle sogn, Emmerlev ved en større bondegård på højre hånd, fødtes i 1784 Niels Nicolaus Falck. Han blev professor ved Kiels Universitet og gjaldt for at være den bedste kender af hertugdømmernes retsforhold. Samtidig så han med uvilje på den voksende danske bevægelse i Sønderjylland.
Lidt længere fremme på Emmerlevgade står en sten med følgende indskrift:
Emmerlevs gamle krønike
Deres søn blev en kendt dansk præst og skolemand. Her i Emmerlev lå også Jens Juuls Skole fra midten af det 18. århundrede. Desværre havde man ikke dengang forståelse for at bevare denne bygning. En tidligere lærer på skolen, Johs. Hansen har efterladt en sognekrønike i to bind.
Ved Sønder Sejerslev Skole står en smuk sandstensstøtte, som på en tavle bærer navnene på alle dem, der siden 1651 har virket som sognedegne i sognet. Fra tiden mellem 1675 og 1832 har hele fem stykker af Due – slægten afløst deres far.
Det ældgamle Hjerpsted
Og Hjerpsted en ældgammel bebyggelse, som i 1330 blev kaldt Hyarpzhøgh, er i hvert fald et par tusinde år ældre. Hernede ved strandkanten kan man se øen, Jordsand. Kirken ligger helt ensom, langt fra byen og havet. Den er lille men helt sikkert meget gammel og oprindelig indviet til Sankt Hans.
Da Midthusum gik under
Og lidt længere nord på lå for et par århundrede år siden den gamle landsby Midthusum. Den bestod af elleve marskgårde, som gik under en nat i 1634. Størstedelen af folk og fæ gik samme vej. Over 40 mennesker havde præsten, Søren Hegelund, bispesønnen fra Ribe, som dengang var sognepræst i Skærbæk, begravet et par dage efter.
En antydning af hollandsk
De ældste beboere herude vest på, havde hørt om, at hollandske prangere jævnligt kom til området for at købe stude. Og lyttede man til de gamle kunne man høre, at hollændernes
tilstedeværelse havde haft sin indvirkning på dialekten. Man gemte sjældne brugsgenstande, som skipperne havde købt i fremmede lande og i køkkenet duftede det af oversøiske krydderier.
Udvandring og kniplepiger
Der er også historier om, at der var mange kniplepiger herude. Og også herude udvandrede de unge mænd enten til kongeriget eller til Amerika, for at undgå tysk militærtjeneste.I 1880erne kontrollerede emsige preussiske gendarmer, at der kun blev sunget på tysk, selv herude vest på.
Sagn og overtro
Og herude hersker der masser af sagn og historier. Man sagde dengang, at hvis der i Ballum Kirke efter hverandre blev viet en brud i hvidt, en i sort og en i blåt, ja så ville stedet igen blive dansk. Og længere syd på har vi den fantastiske historie Der Schimmelreiter, der egentlig også bygger på et sagn.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 5. 12. 2021
Dato: oktober 13, 2009
Hvilke fisk fangede man i Tøndermarsken? Hvordan tilberedte man dem? Få nogle gode tilberedningstids. Marsken var særdeles fiskerig. Hjemme hos os flygtede ålene hen af køkkengulvet. Læs om brasen i flere varianter, om blodpølse og røget ål. Den kedelige rimte og spørgsmålet om strømskallen er egnet som spisefisk. Så skal vi lige kigge på den kraftige sudersuppe og ålepotte. Ål i surt skal vi også behandle og diskutere hvor mange snaps, der skal til “sat ål å Højkro”
Et billede af min Opa
På min væg hænger adskillige fotos fra min familie. En af disse fotos viser fire fiskere fra Højer, der er ved at røgte garn. De befinder sig mellem den gamle sluse og den nye sluse, men længe inden man har tænkt på denne.
Den ene af disse fiskere er min opa (bedstefar). Han var erhvervsfisker ved Højer Sluse, og havde egen fiskekutter. Fotoet viser, at det blæser kraftigt, men det holdt ikke disse fiskere tilbage. Som det vil være de trofaste læsere bekendt, så er undertegnede ikke den store fiske – spiser. Måske var det fordi, at jeg fik alt for mange fisk, dengang, da jeg besøgte “Opa og Oma u i æ kow (Ny Frederikskog)”
Boligen på 1. katastrofevej på vej mod Sildtoft bar i høj grad præg af min Opas beskæftigelse. Og da transistorradioen kom, anskaffedes en sådan. Så blev der ellers lyttet på Blåvands Radio.
Tag kun de store
Inden afvandingen af marsken blev foretaget var marskens vandløb særdeles fiskerige. Selv om fattigdomen var stor hos nogle af beboerne, så behøvede de ikke at sulte. Vadehavets maler, Emil Nolde fortæller også, at han en nat fangede 15 ål, som vejede fra et til tre pund pr. stk. Han fortalte, at hans karl på gården fangede endnu mere. Der var så mange ål i garnrusen, at mange var klemt halvt ihjel. Det var svært at løfte redskabet ud af vandet.
Der var så mange fisk dengang, at tjenestepigerne på de store marskgårde blev formanet, når de skulle hente ål i hyttefadet:
Myndighederne overtog fiskeriet
Myndighederne var godt klar over den store fiskerigdom. Da der under første verdenskrig var knaphed på levnedsmidler i Tyskland overtog Staten fiskeriet i marsken. Der blev antaget lokale fiskemestre, der så skulle afregne med staten. De satte så mange ruser i søer og vandløb som de var i stand til at passe. De fik så hjælp af marskboer, der ikke var indkaldt til krigstjeneste.
Mange fiskearter
Foruden ål blev der fanget aborrer, brasen, gedder, karper, karudser, ferskvandskrabber, niøjne, rimter, skaller, snuder, samt laks, snæbel og ørred. De sidste fire fiskearter forekom dog
kun i Vidåen. Flere af de nævnte fisk forekom næsten lige så talrigt som ålene.
Det minder mig om, at jeg engang på besøg i anlægget bag Øvelsesskolen i Tønder så en mægtig gedde tage en and op fra overfladen. Det var et voldsomt syn.
Fiskeretten
Fiskeretten kunne høre til bestemte gårde og huse. Bortset fra det tilhørte rettigheden det offentlige. Grænseændringen i 1920 ændrede da ikke noget ved det. Bortset fra at fiskerettighederne mellem Rudbøl og Højer Sluse overgik fra det tyske vandløbsvæsen (Die Generalwasserlösung) til Rudbøl Kog og Ny Frederikskog. I den tyske del af marsken overgik fiskerettighederne på et senere tidspunkt fra amtsmyndighederne til dige-bygningsvæsnet.
Hvis en fisker i marsken ville fiske lovlydigt, måtte han eller sammen med andre leje fiskeretten i en del af et vandløb eller en sø. Men det kostede nu ikke særlig meget at få en fiskeret.
Gammel fiskesammenslutning
I den yderste del af Vidåen mellem Rudbøl og havet havde fiskeretten langt tilbage været udlejet til en gammel fiskesammenslutning, der måske stadig består. Det gjorde de i hvert fald i min opas tid. Den originale lovtekst er på tysk.
Heri fastlægges at det er beboere fra Højer, Rudbøl, Ny Frederikskog og Rosenkrans, der kan optages som medlemmer. Man skiftedes til at have rettighederne til bredderne. Retten til medlems-skabet gik i arv. Og det var forbudt at overgive forpagtningsrettighederne til tredje part. Såfremt et familiemedlem ikke vil bruge fiskerettighederne, så kan han sælge dem til en af
de andre medlemmer.
Ved grænsedragningen mistede fiskerne fra Rosenkrantz deres rettigheder, men de danske myndigheder gav dem dog fortsat tilladelse til at kunne fiske i vandløbet. Engang om året mødtes sammenslutningen på Rosenkrans Kro til Fiskeregnskab.
Skalleordenen
Fiskeretten i Rudbøl Sø og Vidåen op til Tønder var udlejet til fiskere fra Lyst, Rudbøl, Rosenkrans, Fiskehusene og Aventoft. Og disse fiskere mødtes også årligt til en hyggelig komsammen på kroen i Filowt.
Hvert år stiftede man en orden Skalleordenen. Den blev tildelt en af de store bønder, der så mens festlighederne stod på, skulle gå rundt med en mere eller mindre friskfanget skalle i en snor om halsen.
De beboere, der ikke var med i fiskerisammenslutninger kunne købe såkaldte “tattekort” Disse kostede indtil 1920 50 pfennig. Man måtte fange så mange fisk, som man kunne bruge i husholdingen. Opdagede man, at han solgte fiskene videre, blev tilladelsen inddrevet. I kanalerne ind til husene skulle man dog ikke have tilladelser.
Ålen havde størst betydning
Ifølge min Opa, så har ålen haft størst betydning for marskfiskeriet. De fleste ål blev fanget i ruser.
Før 1715 var havslusen i Rudbølkog – diget. Dengang var der placeret så mange ruser omkring diget, at der opstod oversvømmelser. Bønderne beklagede sig i 1690 og igen i 1697 til hertug Frederik. Fiskerne fik en alvorlig påmindelse med trusler om store bøder, hvis de ikke holdt sig efter reglerne.
Bedste ålefiskeri – fra Højer
Ingen tvivl om, at de bedste ålefiskeri foregik ved Højer Sluse. Fiskerne havde indrettet sig praktisk og effektiv. Man var fordelt med tre hold bestående af hver seks mand. Så fiskede man næsten uafbrudt i tre dage. Det var ingen problem i Rudbøl, men det var det ved Nørremølle og Højer Sluse.
De to sidste steder havde man indrettet et fiskerhus, hvor fiskerne overnattede og lavede mad. Kosten bestod ofte af ålepotte. Det er en kraftig ret kogt på store ål – velbekomme. Alle de ruser og radgarn som fiskerne brugte, knyttede de selv på vinteraftener og dage med dårligt vejr. Min Opa har forsøgt at lære mig det.
Ved røgtningen var man to, ofte tre mand i båden. De fangede ål blev hældt i en tønde en fjerding som stod midt i båden. Efter røgtningen blev ruserne taget på land til tørring. Af hensyn til holdbarheden stod de kun i vandet et døgn ad gangen.
Et fiskerhold havde 98 ruser at passe. Det var vel også maksimum. En stor del af fiskeriet foregik uden for slusen ved Højer. Var slusen åben kunne fangsten sejles ind i åen til de store hyttefade, hvori ålene blev opbevaret. Var sluseportene lukkede, hvad det ofte var tilfældet, måtte de store ålefangster bæres op over diget til hyttefadene.
Ålene, som før 1920 blev fanget i Vidåen vest for Rudbøl Bro blev før 1920 for det meste afsat til Sild.
Blankål blev afsat til røgerier i Flensborg og Tønder.
Marskboerne anså den såkaldte “piep – ål eller pief – ål” (fordi den piber, når den bliver berørt) for giftig. Men under første verdenskrig blev russiske krigsfangere udstationeret som hjælp, og de spiste med glæde pief – ål.
Slæbegarn
Slæbegarn blev kun bragt af dem, som havde fiskeriet som erhverv. Redskabet blev brugt af fiskerne i Aventoft Sø. Men også ved Rudbøl Bro blev det hyppigt brugt. Det var mest brasen,
der blev fanget på denne måde. Men det kunne også godt være gedder og rimter.
Fiskerne fra Rudbøl og Rosenkrans drev slæbegarnsfiskeri i Vidåen om efteråret for at fange snæbel, som der undertiden var ret mange af. Samtidig kunne der godt snige sig en enkelt laks i garnet. Der blev betalt en god pris for snæbel. De blev solgt i Tønder, men de fleste blev sendt via Højer Sluse til Sild før 1920.
Skulle – fiskeri
Skulle-fangst foregik med bådens sejl som drivkraft i Vadehavet nord og syd for Højer Sluse. Selv om fiskerne fulgte kysten skulle de være opmærksomme på vejr-forandringer. Skulle – fiskeriet med slæbegarn foregik som regel i november måned.
De saltede tørrede skuller var meget værdsatte og derfor måtte fiskerne på mange ture i Vadehavet. To både kunne sagtens fange 500 pund på en dag. Jaw – garn, der var meget tætmasket blev også brugt i marsken, men på et tidspunkt blev det forbudt. Grimegarn og almindelig sættegarn blev også brugt.
Gedde – fiskeri
At der var stor gedder i Vidåen har jeg ved selvsyn set. Rudbøl – og Rosenkrans – fiskerne brugte stormaskede ruser, de såkaldte skallehamme til at fange dem. Fra sidst i marts til sidst i juni fangede Aventoft – fiskerne dem. Man kunne dengang sagtens fange 14 – 15 stykker på en nat.
I 1920 blev der fanget en gedde på 22 pund. Købmand Lorentzen i Tønder tog imod dem og solgte dem videre i Hamborg.
I Nørremølle blev der fremstillet såkaldte Vidjehamme. Her fangede man alle mulige fisk undtagen ål. Her kunne der også gå oddere i fælden.
Ålestagning
Selv om ålestangning var – og er – forbudt i Tyskland foregik det i marsken før 1920. Ja der er endda fundet stager med pigge på. Og det vides at der i 1950erne blev fremstillet ålestanger i marsken. Ålestangning foregik først på vinteren, når ålene var gået i vinterdvale i mudderet. Ålestangning gav ret store ål. Jeg glemmer aldrig, da min Opa kom kørende på knallert fra Ny Frederikskog til Strucksallè i Tønder med et stykke af en ål. Den var så i mellemtiden blevet røget.
Ålefangst kunne også foregå med ålekam. På sønderjysk blev den kaldt kejs. Det var nu mest ved Aventoft og Nykirke dette foregik. Det var lokale smede, der fremstillede disse fiskeredskaber. Mange forsøgte også at fange såkaldte boble – ål ( boffelål).Denne form for fiskeri kaldtes æ boflen.
Vandet skulle være stille og klart. Man skulle kunne se bunden og det skulle foregå ved solopgang. Når man fik øje på et hul i bunden, og der kom bobler fra hullet, stak man med ålestagen. Kom der ingen bobler fra hullet, ja så var der ingen ål i hullet.
Myndighederne var på vagt
Myndighederne forsøgte gang på gang at håndhæve forbuddet mod brug af ålestager. Men marskboerne løb risikoen, for fangsten var for god. Man har i tidens løb forsøgt at få det legaliseret. Således sendte borgmesteren fra Aventoft en ansøgning til regeringspræsidenten om tilladelse til at anvende denne fangstmetode. Men det blev selvfølgelig afslået. Således red
gendarmerne fra Tønder jævnlig gennem Aventoft for at pågribe forbryderne. Men det lykkedes nu sjældent.
”At Tatte”
At tatte var den mest brugte ålefangstmetode i marsken. De fleste som tattede , var folk, der fiskede af lyst. Enkelte erhvervsfiskere fangede dog også ål på denne måde. Tatte-redskabet
bestod af en stage på ca. 2 meter. Her blev der så fastgjort et tatte-lod bestående af regnorm. Ja og så fangede man også ål med kroger. Nogle havde op til 1.000 kroger hver. Ålene i Vidåen
havde ikke mange chancer.
‘Masser af fisk
Til geddefiskeri brugte man også sættekroge og blink. Problemet var blot, at gedene som regel døde kort tid efter den fangstmetode. Før 1920 blev der afsat en del aborrer i Tønder. Karper var der ikke mange af.
Karudser gik ofte i vidjehamme. Men der var ikke så mange, der kunne lide denne fiskeart, så den havde ikke så stor økonomisk betydning. Ferskvandskrabber blev fanget i ruser. Men det var kun i ringe mængde, så fiskerne spiste dem selv. De blev betragtet som særdeles velsmagende.
Laks blev i mindre grad fanget i slæbegarn og sjældnere tilfælde i ruser. Kun ganske få havørreder blev fanget. Niøjer gik ofte i ruserne. Men dem var der ikke så meget fornøjelse ved, som regel beholdt fiskerne dem selv.
Rimten var meget udbredt, men den havde ingen økonomisk betydning.
Sandarten fandtes næsten ikke i marsken før afvandingen.
Skaller fandtes i store mængder. De kunne ikke afsættes. Også mine brødre fangede et par gange skaller i Grønåen til stor fortrydelse for min mor, der skulle rense dem.
Suderen var nok den mest lækre fisk, der blev fanget i marsken. På grund af dens velsmag var den dyr. Den gav en hvis indtægt, selv om den ikke fandtes i større mængder. Fiskerne fortalte, at den blev fanget mens hylden blomstrede.
Fisk på bordet
Hos mine forældre i Tønder blev der ofte sat fisk på bordet. Og hver dag var det fisk på bordet ude hos Oma og Opa i Ny Frederikskog. Gad i grunden godt vide, hvor mange erhvervsfiskere, der er tilbage i Højer og Rudbøl.
Dele af min familie har endnu den praksis, at der et par gange om året bliver inviteret til sat ål med snaps. Det sker så under private former, men dengang i min ungdom var det på Højkro
nord for Højer, det foregik.
Blodpølse og røget ål
Når min Opa havde afleveret en ladning fisk inklusive ål derhjemme på Strucksallé blev fiskene nogle gange placeret under køkkenbænkene inden de blev ordnet. Det skete ikke så sjældent, at nogle af ålene gjorde sig selvstændige med en vild flugt over køkkengulvet. Det kunne godt ske samtidig med, at murere, der skulle have udbetalt dagpenge befandt sig i køkkenet. De blev ofte trakteret med et kop kaffe. Min far var i mange år kasserer for Murerforbundet i Tønder. Det skete dog også at min mor smurte en madpakke til en af de arbejdsløse murere. Det kunne være med blodpølse eller røget ål.
Stegt ål, ålesuppe, røget ål, kogt ål. Jo variationerne var mange. Og u i æ kog blev der også serveret ristet og tørret fisk til morgen – og middagsmad. Til frokost var der selvfølgelig også fisk. Aborrer, som vejede under et pund, stegtes. De største fisk kogtes i vand tilsat salt, eddike og et løg.
Brasen i flere varianter
Brasen var en fisk, der blev værdsat meget højt af marskboende. Men mange gad ikke at spise den.
Brasen under et pund kogtes ofte med eddike, løg og salt. Under et pund stegtes de altid. Sommetider blev de store også stegt, men først efter, at de var blevet flækket. Fiskefrikadeller, der blev fremstillet af brasen, hævdedes at være meget delikate. Inden fiskene blev lavet til fars fik de først et opkog. Så var skællene lettere at tage af, hvorpå det gik gennem kødhakkemaskinen sammen med flæsk og løg. Inden stegningen rørtes fasen rundt med æg og rasp.
Brasen -. frikadeller blev ikke kun spist som middagsret, men også kolde som pålæg på brød med sennep til. Og minsandten om ikke man med henblik på kold servering henkogte brasen i surt.
Røget brasen smagte lige som røget ål. Men det var lidt vanskeligere at røge brasen. For børnene skabte de store mængder af brasen ikke glæde. For når fiskene efter tolv timers saltning blev sammenbundet to og to, skulle hæges til tørring uden for huset, var det børnenes opgave, at holde fluerne borte.
De tørrede brasen blev opbevaret på loftet sammen med skinker og andre spegevarer. Saltede tørrede brasen spistes som klipfisk eller udvandedes helt og tilberedtes lige som ferske brasen. De kunne også ristes på gløder fra ovnen.
Omkring Nykirke blev store brasener undertiden tilberedt på samme måder som spegeskinker. Det betød, at de kunne holde sig længere.
Gedder ikke altid velsmagende
Gedder indtil et par pund stegtes ofte. De større af slagsen blev kogt i saltet vand og tilsat eddike og et løg. De helt store af slagsen blev somme tider stegt i ovn. De blev spækket med røget flæsk. Bradepanden blev smurt med smør og under stegningen blev der tilsat fløde.
De helt store gedder var ikke så velsmagende. De blev oftest omdannet til frikadeller, nogle blev røget eller saltet. Ferskvandskvabber og dens lever spistes altid stegt.
Niøjne blev stegt eller røget. Sidstnævnte tilberedning smagte dog bedst.
Rimten var kedelig
Rimten også kaldet ål-ænder smagte kedelig i stegt tilstand. Men den var god i kogt tilstand og fortræffelig til frikadeller. Marskboerne foretrak disse til kødfrikadeller. Sammen med rimterne hakkedes flæsk i kødhakkemaskinen ved farsens tillavning. Nogle husmødre kogte rimterne, inden de brugte dem til fars.
Uenighed om skallen
Der er meget forskellige meninger om Strømskallens egnethed som spisefisk. Men nogle fiskere brugte følgende talemåde En Skalle i Frøst (frost) er lige så god, som en ål i høst.
Nogle bønder brugte dem til foder til søer. Måske var det ikke så meget smagen, det var galt med. det var skallens mange stive ben. Min mor var heller ikke så begejstret.
På trods af dette spistes en del skaller stegte. Andre blev lavet om til fiskefrikadeller, mens nogle kogtes i surt, det vil sige gelé krydret med salt, peber, løg og eddike. Ved sidstnævnte tilberedningsmåde blev fiskebenene bløde og generede ikke under spisningen.
Men den store velsmag opnåede fisken som svæj`n skalle. Marskboerne spiste den både til morgen – og aftensmad. Skaller, der skulle saltes og tørres, lagdes i salt om eftermiddagen den ene dag og ophængtes om morgenen den næste dag til tørring uden på husmuren eller sammenbundne tre på tre på en stage i den åbne skorsten.
Saltede, tørrede skaller spistes undertiden kogt, men ellers ristedes de på gløder eller – bedre endnu – på en trefod over åben ild af blos affald fra rørskærring, som ikke gav afsmag i modsætning til træ og kul.
Sandarter var bedre spisefisk end gedder. De små fisk stegtes. De større blev kogt.
Isninger
Isninger som også kaldtes skulle spistes overvejende saltet, tørret og i ristet tilstand, men nogle stegtes dog ferske og andre blev henkogt i surt. Isninger skulle tilberedes som tørfisk. De skulle skrubbes rene. Derpå blev de saltet i et døgn og hængt til tørre.
Skuller blev ristet ligesom skaller på gløder eller i flammerne på det åbne ildsted. Derefter blev de klippet igennem på langs, så fisken blev delt i smalle strimler, der kun indeholdt små ben-stumper, som spistes med den øvrige del af fisken.
Snæbel blev både kogt og stegt i fersk tilstand. Omkring Højer gemtes snæbel som vinterråd enten nedsaltede i baljer eller saltede og tørrede.
Den kraftige sudersuppe
Sudere var velegnet til både kogning og stegning. Ved rengøringen lagdes de i varmt eddikevand. På den måde blev det lettere at ren-skrabe skindet, som var meget tykt, men af mange regnet for den lækreste del af fisken.
Suderen blev enten kogt i saltet vand eller i vand som foruden salt var tilsat eddike og løg. Ved fester og sammenkomster spistes ofte suder-suppe, der var usædvanlig kraftig. Ved suppens tilberedning kom der persille, persillerod, almindelige suppeurter, salt og safran i kogevandet.
Ål med skind
Mange marskboer foretrak ålene med skindet på, blot de var renset grundigt. Rensningen af ålene foregik på flere måder. Jeg løb ud af køkkenet, når min mor begyndte på det. Nogle lod dem løbe sig til døde i salt, hvorefter de lagdes i varmt eddikevand og skrabt.
Andre lagde dem i vådt sand tilsat eddike, hvori de selv løb slimen af sig. Ålene kunne også kommes i eddikevand, lidt inden de blev slagtet. Herved blev slimet løsnet. Men der måtte
ikke være for meget eddike, for så revnende skindet.
Men der fandtes også mere humane måder, at gøre det på. De kunne efter at være blevet slagtet ligge i varmt eddikevand en kort tid, blive skrabt. Derefter skulle de ligge i salt i 24 timer med påfølgende vask og skrabning.
Ålesuppe
Efter stegning var kogning til suppe den mest anvendte tilberedningsmetode for ål. Ålesuppe blev lavet af små ca. fingertykke ål samt andre ingredienser. De marskboer, som foretrak at suppen havde ren ålesmag, kogte den på ål, urter og salt. Men ellers brugte man foruden ål også skinkeben eller flæskesværd til suppen. Urterne var persille, porre, selleri. Nogle steder brugte man også en roe og sågar store svesker.
Ofte spistes suppen med rismel-boller, undertiden også med kartofler. Ønskede man suppen lidt mere syrlig var det muligt ved bordet at hælde noget eddike i.
Ålepotte
Ålepot var det som fiskerne selv spiste, når de arbejde ved Højer Sluse, og selv skulle lave mad i fiskehuset. Man anvendte store ål. Da ålene afgav væde under kogningen måtte de ikke dækkes af kogevandet. I dette lagdes persille, selleriblade, løg, hel peber og lidt ingefær. Åle-pot var en temmelig fed spise og var nok ikke for enhver smag.
Ål i potte
I Rudbøl kendes Ål i Potte. Større ål end dem der bruges til ålesuppe lægges skåret si stykker i en gryde og overhældes med god kødsuppe, så de lige er dækkede. Ålene koges møre og der tilsættes så meget rasp, at sovsen jævnes og bliver tyk. Der tilsættes rosiner til efter behag. Der kan udmærket spises kartofler til.
Ål i surt
Ål i surt var også noget min mor lavede. Ålene blev kogt med temmelig lidt vand, krydret med salt, eddike og løg. På grund af den ringe mængde kogevand blev suppen stiv uden husblas.
Hvor mange snaps?
Som tidligere nævnt havde min Opa en kæmpe røget ål med til Tønder. Cementrør stillet på højkant har været brugt som røgeovne i nyere tid. Ellers anvendtes tønder, som var indrettet til formålet. Ofte blev savsmuld brugt til røgning.
Der var masser af appetit i sådanne marskbeboere. Således kunne 20 personer sagtens fortære 40 pund ål til en middag. Hvor mange snaps der samtidig gled ned, vides ikke.
Saltede tørrede ål i ristet tilstand overgik ofte røgede ål i velsmag. Saltede tørrede ål var dog ikke kun egnet til ritning. Nogle udvandedes og stegtes. Disse ål var så fede, at der næsten intet fedtstof skulle anvendes ved stegningen.
Fiske – sovs
Til stegt fisk blev der i marsken smeltet smør. Til kogt fisk fik man enten smeltet smør, sennepssovs eller peberrodssovs. Til kogt, saltet fisk blev der serveret sennepssovs.
Her fra redaktionen skal der lyde velbekomme til de foreslåede fiskeretter. Fik vi fortalt at undertegnede ikke mere spiser fisk. Det blev lidt for mange fisk derude i Ny Frederikskog.
Kilde:
Hvis du vil vide mere
Hvis du vil vide mere:
Om Højer, Tøndermarsken og Vadehavet :
Redigeret 6. – 12. 2021
Dato: september 14, 2009
Højer Kirke nævnes allerede i 1325. En strid opstod i 1525 om, hvem der ejede kirken. En ligvogn med to heste kørte i Højer helt frem til 1982. En dansk – tysk kirkestrid opstod. Menighedsrådet nægtede at hjælpe den ny præst. Groteske forhold opstod i Højer Kirke.
Viet til Sankt Peter
I middelalderen var den hvidkalkede kirke viet til Sankt Peter. Og i denne kirke har jeg ofte været til bryllupper og begravelser. Kirken nævnes første gang i Ribe Oldemors Kirkeliste i 1325 – 50. I kong Valdemars jordebog nævnes Højer som kongelev. Muligvis har landsfaderen haft patronats-retten.
Går tilbage til år 1200
Allerede i år 1200 havde Højer en kirke. Byggematerialet er granitkvadere, munkesten og tuf. Stilmæssigt afviger kirken dog fra andre kirker på vestkysten ved sine store rundbuede blændinger på langmurerne. Lignende kirker er set ved Rhinen. Nogle er af den opfattelse, at dele af kirken går helt tilbage til 1100 tallet. Dengang var kirken dog betydelig mindre. Første gang vi hører om den skriftlig er det 14. århundrede.
Rester fra Anflod Kirke
Det lave våbenhus ud for syddøren kom til i 1300 tallet. En del af byggematerialet fra Arnflod Kirke som blev ødelagt ved en stormflod i 1436 er anvendt i Højer Kirke. Her er kirken blevet væsentlig udvidet. Siden har beboerne fra Rudbøl måtte sejle/gå/køre til Højer Kirke.
Altertavle fra 1425
Kirkens vinduer er fra 1821 – 22. Ved en istandsættelse af kirken i 1954 – 1956 blev der afdækket flere ikke bevarede kalkmalerier. Endnu ses rester af dekorationer stammende tilbage fra 1500 – 1520. Den ganske velbevarede skabsaltertavle stammer formentlig fra et værksted i Lübeck. Den er fra 1425. Altertavlens bemaling har lidt under det fugtige klima.
Døbefont fra Belgien
Kirke og kirkegård var også udsat for stormflod, men allerede i 1554 anlagde man et dige. Kirken havde to indgange, sydsiden var til mænd, og nordsiden var den såkaldte brudeindgang.
Den romanske døbefont er importeret fra Belgien. Den er udført i sorte Namur – kalksten. På korbuen er der opsat en velbevaret senromansk krucifiksgruppe fra omkring 1250. Prædikestolen er en moderne efterligning af Tønder – typen. Dog stammer felterne fra den oprindelige stol fra 1591. Disse blev erhvervet fra Flensborg Bymuseum i 1956.
Brystværnet foran det ret nye orgel med senbarok facade er fra midten af 1700 tallet. Indmuret i korets nordre vange sidder en marmortavle fra 1792 over Maria Elisabeth Partschen, død 1789.
På en lysehylde er anbragt 12 gravskjolde, hvoraf de seks er over amtmand E.A. Von Betouch, død 1815. I våbenhuset er indmuret to romanske gravsten af granit med kædeagtig ornamentik. Et par mindetavler falder også i øjnene. Mod nord er der en tavle for faldne i treårskrigen 1848 – 1850. og en tavle for de faldne i tysk tjeneste under den fransk – tyske krig i 1870 – 1871.
Tårn brugt som sømærke
Tårnet på 17 meter har haft betydning for skibsfarten i Vadehavet. Et orgel har været i kirken siden 1679. I 1752 blev det udvidet, orgelbyggeren hed Busch og var fra Ditmarsken. I 1894 kom et nyt orgel til fra Marcussen i Aabenraa. Men facaden på det originale orgel er bevaret.
Kirkelig strid
Højer Birk og Sogn hørte i middelalderen under Ribe stift. Efter reformationen og delingen i 1544 opstod der strid om sognets kirkelige forhold. Endnu i 1564 visiterede Ribe – biskoppen, Povl Madsen dog i Højer kirke. Nogle år senere forbød Hertug Hans præsten i Højer at svare biskoppen i Ribe.
Enden på striden blev at kirken kom under hertugens overhøjhed. Kort tid efter blev den lagt under Slesvig stift. Ærkedegnen beholdt dog sin ret til at høre kirkeregnskaberne, men dog kun til 1668, hvorefter denne opgave blev overtaget af provsten i Tønder.
Ringe interesse for valg
Før 1920 administreredes kirkevæsenet af et kirkekollegium på 12 medlemmer, deraf tre fra Højer Landsogn. Valg til kollegiet var nu ikke et tilløbsstykke. I 1918 mødte således kun 8 ud af 275 stemmeberettigede. Anderledes var det efter Genforeningen. I november 1920 blev der afgivet 375 stemmer, hvoraf 59 pct. var tyske.
Opvarmning om søndagen
I 1917 var der blevet besluttet, at kirken skulle opvarmes hver søndag, og i 1918 vedtog man at yde 1.500 kr. til et tysk krigslån. Pengene tog man fra nogle fonde. Ligeledes foretog man i samme år en husindsamling til et mindesmærke for 51 faldne. Det blev fremstillet af kunsthåndværkerskolen, og hæger nu i kirken. I 1919 var der velkomstfest for de hjemvendte soldater og krigsfanger med gudstjeneste om eftermiddagen og fest på Hotel Sylt om aftenen.
Kirkegården udvides
Allerede i 1917 var der ønsker fremme om en udvidelse af kirkegården nord for Nørrevej. I de følgende år blev der udvidet både mod øst og mod syd. I 1941 blev der lagt yderligere 3.000 m2 til mod syd.
Mere dansk i kirken
Den 9. januar 1921 var der – ligesom i alle andre sogne i Nordslesvig på den tid – afstemning i flækken og landsognet om, hvorvidt det skulle være nyvalg til sognepræst-embedet. De allerfleste vælgere i Højer stemte imod nyvalg til stor glæde for pastor Rolfs, der kunne blive i sit embede.
Fra 1907 havde der været prædiket på dansk den første søndag i hver måned samt ved yderligere fem gudstjenester i årets løb. Dette blev ændret i februar 1921. Nu skulle der prædikes
dansk to søndage i hver måned. Men allerede i december 1921 ændrede kirkeministeriet denne beslutning. Nu skulle der afholdes både tysk og dansk gudstjeneste hver søndag.
I Højer afholdt både seminarieforstander Albeck, Tønder og pastor N.A. Jensen, Møgeltønder hver en dansk gudstjeneste om måneden i Højer.
Et nyt ligkapel
I 1926 anmodede politimesteren om, at der blev opført et ligkapel ved kirken. Men den var menighedsrådet ikke med på. De havde heller ingen penge. De henviste til, at de fleste ønskede at beholde de døde hjemme indtil begravelsesdagen.
I 1936 blev sagen taget op igen. Man havde da planer om, at indrette et rum i forbindelse med sprøjtehuset på Torvet. Men man vedtog at anbringe det ud for brudedøren nord for kirken. Den endelig placering blev dog øst for kirken. Foruden menighedsråd, deltog både flækken og landsognet i udgifterne.
Højers ligvogn 1870 – 1982
I 1930 restaurerede man den gamle ligvogn, som var anskaffet helt tilbage i 1870 på Sparekassens regning. Den havde parkeringsplads i Sprøjtehuset på Torvet. Da den blev nedrevet i 1937, bevilligede menighedsrådet en grund til den nye brandstation ved Nørrevej på betingelse af, at ligvognen på betingelse af, at ligvognen skulle stå ved siden af brandkøretøjerne
I 1948 blev ligvognen igen restaureret, og i kraft af, at Friedrich Eckholdt, som kørte den, altid havde et par kønne heste til formålet, var den i brug helt til 1982.
Prisen for et gravsted
Og på Højer Kirkegård betalte man efter beliggenhed. I 1920 kostede et gravsted til fire personer ved hovedindgangen 60 kr. Lige bagved var prisen det halve. En enkelt gravplads kostede fem kroner.
For benyttelse af ligvognen skulle man betale 2 kroner. Klokkeringning ved begravelsen kostede 4 kr. I 1946 bestemte man, at der kun kunne fås en gravplads anvist ved dødsfald. I 1952 fastsattes betalingen for et gravsted for fire personer til 16 kr. for 30 år.
Degnejord
En del af indtægterne fik kirken fra den såkaldte degnejord. Dette blev afhændet efter anden verdenskrig. Andelsboligerne på Ballumvej samt nogle private huse er bygget på degnejord. Af præstegårdsjorden er der solgt byggegrunde ved Nørrevej og en del blev udlejet til kolonihaver.
Klingepungepenge
Menighedsrådet skulle også fordele kling-punge-penge. Denne Kling-pung var en stofpose på en to meter lang træstang og forneden på posen sad der en lille klokke.
Den blev anvendt under gudstjenesten på den måde, at kirketjeneren indsamlede gaver til de fattige ved at stikke den ind i kirkestolene foran kirkegængerne, som så kunne bidrage med en lille skærv. Var nogen faldet i søvn under gudstjenesten eller var uopmærksom, ja så kunne stangen bevæges så klokken ringede. Pengene blev lagt i fattigblokken og fordelt af menighedsrådet.
Det var nu ikke de store summer, der kom ind. For 3. kvartal 1924 drejede det sig om 35,13 kroner, hvoraf Højer Landsogn fik 10,13 kr. Brugen af klingepungen ophørte i 1932, og kirken fik i stedet to blikbøsser.
Ingen elektrisk lys
I 1927 forsvandt den gamle skriftestol. I stedet satte man nogle bænke til brug for børn, når der holdtes børnegudstjeneste. I 30erne vedtog man at sætte elektrisk lys i alterstagerne, fordi det ikke var muligt at få gode alterlys. Projektet blev dog ikke gennemført.
Både dansk og tysk
I 1924 fratrådte pastor Rolfs efter godt 30 års virke i Højer. Man var enige om i menighedsrådet, at den ny præst skulle beherske både det danske og tyske sprog. Men flertallet ønskede dispensation for bestemmelsen at han skulle have dansk uddannelse. Dette blev dog afslået.
Pastor I. A. Baren, den nye præst, havde været dansk gift, og det var hans plejedatter Johanne, som Christian den Tiende tog med sig op på hesten, da han red over grænsen i 1920. Men denne historie kan du læse et andet sted her på siden.
Præsten måtte yde lån
I 1931 blev der truffet en ordning, så der ti gange om året til bestemte gudstjenester blev indsat en kirkebil fra Rudbøl. Hver passager betalte 25 øre pr. gang og kirkekassens tilskud var højst 25 kr. pr. år.
I 1932 blev tårnets murværk repareret. Og det var nødvendigt for pastor Baren at yde et rentefrit lån på 1.000 kr. Dette skulle betales tilbage i årene 1935 – 39. I alt kostede reparationen 1.900 kr. Jo pengene var sandelig små dengang. Og de nye tyske salmebøger havde man heller ikke råd til at købe. I stedet blev man enige om, at købe nogle gamle hos de menigheder der havde råd til at skifte de gamle ud med de nye salmebøger.
Den dansk – tyske kirkestrid
I 1935 opstod der en kontrovers mellem den danske og den tyske gruppe i menighedsrådet. Efter 1921 blev de tyskudannede præster siddende i over 40 sogne i Sønderjylland. Efterhånden voksede interessen fra de danske menigheder i disse sogne for at få en dansk præst. Behovet voksede især efter nazismens gennembrud i 1933.
I Højer gik et kirkeligt udvalg til pastor Braren og spurgte denne, om han ville antage en dansk ordineret medhjælper uden at dette betød udgifter for ham. Det afslog Braren. Derefter gik
udvalget til landstingsmand Hans Jefsen Christensen og bad om hjælp. Resultatet blev, at der i Højer skulle ansættes en dansk præst, der også var forpligtet til at betjene Burkal og Hoptrup sogne. Måske kunne det også blive til Daler og Udbjerg.
Personligt overgreb
Resultatet blev, at den tidligere sognepræst i Vedsted, N.P. Jensen fik hvervet som kapellan i Højer. Sagen fremkaldte stor modstand, især fra pastor Braren og de tyske medlemmer af menighedsrådet. Pastoren følte det som et personligt overgreb. Han mente ikke at have gjort forskel på de to menigheder, den danske og den tyske i Højer. Ved indsættelsen af N.P. Nielsen
i kirken sagde Braren, at han var bitter over at miste den danske menighed.
Menighedsråd ville ikke hjælpe præst
Det var vanskelig at finde en bolig til den nye præst. Et flertal i menigheden ønskede ikke at yde bistand til anskaffelse af en byggegrund og ville ikke sælge noget af præstegården. Jo den dansk – tyske krig havde sandelig nået Højer Kirke. I første omgang flyttede præstefamilien ind i huset Strandvej 21, som fabrikant Kjærby havde købt til formålet. Man fik så oprettet Andelsselskabet Den danske Præstebolig i Højer. Fabrikant Kjærby købte en byggegrund af købmand Nis Petersen og skænkede den til andelsselskabet, og i oktober 1936 kunne man indvie den danske præstegård på Nørrevej 29.
Krigen satte sine spor
Ved menighedsrådsvalget i 1938 blev der for første gang valgt tre danske medlemmer ind i rådet. På grund af krigen sad disse i syv år. Krigen satte sine dybe spor. I 1940 blev det besluttet, at kirken skulle mørkelægges i vintermånederne. I 1941 blev der bestilt 50.000 tørv til kirkens opvarmning. I 1944 vedtog man at anbringe et skilt i kirken:
Dette skilt blev dog vist aldrig opsat. I 1943 tog pastor Braren sin afsked. Hans afløser var Andreas Schau, der var uddannet i Kiel.
Præsten til Fårhuslejren
Efter den tyske kapitulation i 1945 blev pastor Schau sammen med 87 andre fra Højer by og landsogn deriblandt min bedstefar interneret i Fårhuslejren. Pastor Schau blev afskediget i december 1946 og de tyske gudstjenester og kirkehandlinger blev varetaget af pastor Jacobsen, som havde været sognepræst i Udbjerg. Senere kom pastor Rühmann til. I 1948 blev det tyske præsteembede nedlagt af kirkeministeriet, så N.P. Jensen var nu den eneste præst i Højer.
Den tyske frimenighed
Menighedsrådet besluttede, at hvis den tyske menighed ville afholde gudstjenester med en tysk præst kunne de få kirken overladt gratis, når gudstjenesten fandt sted de samme søn – og helligdage som de danske. De måtte dog selv sørge for organist. Rühmann og Jacobsen arbejdede gratis for den tyske menighed.
Men de tyske menigheder i Sønderjylland oprettede i 1951 en frimenighed. De var underlagt Slesvig – Holstens evangeliske kirke med Slesvig som kirkeligt tilsynsførende bispesæde. Denne oprettelse betød at 180 borgere meldte sig ud af folkekirken. Frimenighedspræst blev Andreas Schau.
Den 1. december 1952 søgte N.P. Nielsen sin afsked.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 6.12. 2021
Dato: december 2, 2008
Vi tager en tur syd på i Vadehavet – syd for Højer. De fire store øer, Sild, Før, Amrum og Pellworm og de 9 halliger omtales her. H.C. Andersen besøgte også Før, det var en ”dyr” rejse. Ja og så skal vi også besøge ”Uwe – Düne” på Sild.
I min pure ungdom stod jeg på det gamle dige ved Højer Sluse og kiggede mod vest. Her kunne jeg se nordspidsen af øen Sild. Fra Opa og Oma`s soveværelse u i æ kou kunne jeg se Hindenburg – dæmningen, hvor der kører tog til Sild. Det var den dæmning, der ødelagde gode indtægter for Højer og Tønder. Nu behøvede de tyske kurgæster ikke mere at tage toget til Tønder og Højer, for at blive fragtet på kurophold.
Grænseovergange forbeholdt de lokale
Da grænsen blev draget i 1920 fra Kruså til Siltoft, opstod der en del problemer. Bønderne fik skåret deres marker over. Nogle af disse problemer blev løst i 1945 ved konfiskation af tysk ejendom i Danmark. Men problemet er endnu ikke helt løst. Der er grænseovergange, der endnu kun kan bruges af lokale, der har ejendom både i Tyskland og Danmark. Det samme problem havde man på øen Sild. Dengang kunne man kun komme til øen med båd fra Højer.
De stakkels tyske badegæster
Øen blev tildelt Tyskland, men man ville nødig gå glip af de store turistindtægter. I 1923 stod dæmningen færdig, men uheldigvis ødelagde en stormflod dæmningen. Den blev simpelthen slugt. Man måtte starte forfra. En ny dæmning stod først klar i 1929. De danske myndigheder hjalp de tyske badegæster. Man løste problemet ved at plombere jernbanevognene, når togene passerede grænsen. Så gik det via Tønder direkte til Højer Sluse. Her pillede man plomberne af. Turen gik videre til Sild med båd.
Nordspidsen af Sild
Ved forhandlingerne om grænsen i 1920 ville lektor H.V. Clausen gerne have haft nordspidsen af Sild med til Danmark. Det var sikkert af militære overvejelser, at han gerne ville have haft Lister Dyb med til Danmark. Nordspidsen af Sild har ikke blot en særegen national historie, men den har også en flot natur. Stedet hedder Albuen. For at komme derud skal man dog betale bompenge.
På vej mod øens hovedstad Vesterland, passerer man Die Uwe – Düne. Nej den er ikke opkaldt efter mig, men Uwe Jens Lornsen, der startede oprøret mod Danmark. Det sjove er, at man på Sild kun er interesseret i de turister, der kan betale. For egentlig kunne man jo lave en rigtig dæmning, men det er man ikke interesseret i.
Beboelse fra gammel tid
Ved Morsum Klev har man gjort spændene fund. Her er forsteninger fra silurtiden, der ligger 400 – 500 millioner år tilbage, forstenede svampe og koralstænger. Øen er 38,5 km lang. På sit smalleste sted er den kun 350 meter bred. Omkring en tredjedel af øen består af klitter. For cirka 8.000 år siden blev øen udskilt fra fastlandet.
Første gang vi hørte om øen var i 1200`tallet, men mange gravhøje minder om bosættelser fra gammel tid.
Før (Föhr)
For at komme til denne ø, skal man sejle fra Dagebøl. I sommertiden holder lange køer af turister for at komme derover.
Ligesom de andre øer i Vadehavet, blev Før også et eftertragtet kursted, også for de danske konger. I 1825 blev øerne hårdt medtaget af en stormflod. Frederik den Sjette følte, at det var hans pligt at tage ud og opmuntre befolkningen. I Højer står en sten med inskription. Stenen fortæller, at det var herfra, at kongen tog ud til de stormflodhærgende øer. Inskriptionen er på tysk. Og på Før, står der også en sten til minde om denne rejse. Men teksten er til gengæld forfattet på dansk:
Christian den Ottendes sommeridyl
Under Christian den Ottende lå her et mondænt badested Das Wilhelminebad. Han havde sommerresidens her i årene fra 1842 til 1847. Et skib lå altid parat både i Dagebøl og Wyk, så regeringspapirer hurtigt kunne fragtes frem og tilbage. Allerede i 1785 blev øen omtalt til at være et godt rekreationssted.
H.C. Andersen i Vadehavet
Her besøgte H.C. Andersen også kongen. I en af sine dagbøger beklager H.C. Andersen de store rejseudgifter, dette medførte. Men kongen havde inviteret, så kunne man ikke sige nej. I øsende regn og stærk storm kørte han med diligencen til Assens, sejlede til Årøsund, videre med vogn gennem Haderslev og Aabenraa til Flensborg, hvor han overnattede. Det blev nu ikke til meget søvn, for allerede klokken to om natten måtte han videre med diligence for rettidigt at nå frem til Dagebøl.
Efter elleve timers kørsel nåede man Dageböl
En tur til Øland
Han tilbragte 14 dage på øen. En udflugt til halligen Öland, blev det også til. En halv mil fra kysten kastede dampskibet anker. Det sidste stykke blev tilbragt på matrosernes skuldre. Det var et frygteligt syn, der mødte digteren. Rester af rådne kister stak frem under grønsværen, og menneske-knogler lå overalt. En stormflod havde sat sine spor.
Man beroligede digteren ved at fortælle, at disse knogler ville blive begravet igen, længere inde mod land. De fleste af dem, havde været søfolk. Det fik så H.C. Andersen til at skrive i sin dagbog:
Minsandten om ikke kongen forærede ham 100 Rigsdaler ved afskeden. Det kunne så dække hans rejseudgifter, og digteren blev glad.
Den store hvalfangst
Kirkegårdene vidner om, at der på øren har boet mange kommandører, der tog på hvalfangst oppe under Grønland. I 1760 deltog der af øens 4.500 mennesker hele 1.500 i hvalfangst.
Efter Petridag , den 22. februar, når Bijkebålet havde sendt sin flamme-hilsen ud over havet, drog mændene mod nord. Om disse kaptajner, fortæller gravstene udførligt. Den lykkelige Mathias nåede at fange ikke færre end 373 hvaler. Hvalfangertiden i det 17. og 18. århundrede var storhedstiden for Før.
Den gamle ringvold
Ved Borgsum findes den gamle ringvold Limbæks-borgen, som er cirka 11 meter høj. Borgen menes at være rejst i det 14. århundrede af ridderen Claus Limbæk, som i 1374 blev fordrevet af Valdemar Atterdag. Men man har sine tvivl om rigtigheden. Udgravninger har vist, at borgen er betydelig ældre. Måske har vikingerne været på spil.
Udvandringen
Efter 1864 udvandrede mange fra øen og bosatte sig i New York. Man siger på egnen, at der har været flere fra Før i New York, end i Flensborg.
En omstridt æresborger
Ud over højtysk og plattysk taler ca. 2.000 på Før fering, som er øens frisiske dialekt. På øen har det været ballade med et gadenavn, Friedrich Christiansen Strasse. Manden var æresborger på øen, men titlen blev trukket tilbage i 1960’erne. Friedrich Christiansen var tysk general og pilot under både 1. og 2. verdenskrig. Han blev idømt 12 års fængsel for at have udslettet en hollandsk landsby og sendt de mandlige medlemmer til døden i en KZ– lejr.
Amrum
Amrum ligger længere ude end Før. Man kan faktisk gå fra Utersum på Før ad en ebbevej til Norddorf på Amrum. Men man skal ikke selv tage af sted. Man kan også komme til øen fra Dagebøl og fra Schlüttsiel eller fra Wyk på Før.
Der er her fundet stenaldergrave, der minder meget om de grave, der er fundet i Nordjylland. Her er Kæmpehøje, der vrimler med kaniner. Disse kaniner omtales i Valdemar Sejrs Jordebog fra 1231.
Hører til Nørrejylland
Omkring 1800 sejlede mange fra Amrum til fjerne egne, blandt andet til Østen. Det kunne være farlige rejser, og mange vendte ikke hjem. Ofte drev ukendte strandvaskere ind mod kysten. De har deres egne hjørne af kirkegården. Efter 25 års kamp mod holstenerne besad Erik af Pommern endnu i 1435 nogle enkelte stumper af Vestslesvig blandt andet Amrum.
I Traps første udgave af Danmark skal man ikke slå op på Slesvig, for at finde Amrum. Nej den hørte under Ribe Ret og Ribe Amt. Derfor fandt man først Amrum i bindet om Nørrejylland.
80 pct. dansk
Ved valget i 1867 stemte 80 pct. af amringerne dansk. Men så tog udvandringen fat. Man ville ikke i tysk uniform.
Et sprog er ved at uddø
Fyrtårnet, der blev taget i brug i 1875 er med sine 64 meter det højeste på den tyske nordsøkyst. På øen tales en speciel dialekt, Öqmrang. Men dette sprog er i stor fare for at uddø.
Pellworm
Denne ø er i virkeligheden den højeste del af det gamle Nordstrand. Nordstrand er i dag forbundet med en bred dæmning med kysten ved Husum og Pellworm. Langt tilbage eksisterede der en stor ø, der hed Strand.
Men ved de grote Mandrank in Vresland (den store mandedrukning) blev 30 sogne opslugt af havet i 1362. En af de kendte byer, der blev opslugt var Rungholt. Man mener faktisk at have fundet kirken i Rungholdt på havets bund. I 1634 blev Pellworm skilt fra Nordstrand under en stor stormflod.
Sørøveren og kirken
Her ligger ruiner af en kirke, der er bygget på samme tid som Ribe domkirke. Mange år efter fik den et imponerende firkantet tårn, som styrtede ned i 1611. Sagnet siger, at en frygtelig sørøver var skyld i sammenstyrtningen, fordi han med sine vilde kammerater havde hevet bjælker ud af tårnet, for at bruge dem til at fyre op med.
Tårnet er flere gange blevet stivet af. I en beretning fra 1838 berettes om, at tårnet var faldefærdigt, og det var beboerne ulykkelig over. Grunden var, at regeringen bevilligede 100 rigsdaler årligt til det, så man kunne bruge det som sømærke.
Halliger
Vi skal heller ikke glemme de 9 halliger. De er som regel rester af fastlandet, og det var den store stormflod i 1362, der var skyld i, at de nu er blevet ”øer”. Først skal vi nævne Hooge(170 indbyggere), hvor Frederik den Sjette måtte overnatte i tre døgn. Ja, man siger, at kejser Wilhelm den Anden også har overnattet her.
Så har vi Süderkoog(2 – 3 indbyggere). Ikke så få skibe har mødt deres skæbne på en stor sandbanke her, Süderkoog-sand. På det eneste hus sidder en galionsfigur fra et spansk skib, som strandede i 1700 – tallet og blev slået til vrag. Man kan komme herud med en båd fra Husum.
Norderog (ubeboet) er blevet købt af en forening til fuglelivets beskyttelse.
I 1634 omkom der på halligen, Südfall 46 mennesker. I 1711 havde halligen en kro, og nu bor der kun to mennesker her fra marts til december. I 1881 flyttede den sidste familie fra øen.
Petroleumslamper i vinduerne
Nordstrandiscschmoor (25 indbyggere) er forbundet med fastlandet med en stendæmning.
Ud til Oland er der en dæmning med skinner fra Dagebøl. Nogle gange transporteres tipvogne med et lokomotiv, andre gange med et sejl. Der bor 42 indbyggere på halligen. Ifølge Kong Valdemars jordebog havde Valdemar Sejr et jagthus herude.
Op til fyrre gange på et år kan Gröde blive oversvømmet. Men de 20 beboere føler sig godt beskyttet på deres værfter.
I 1805 var der på Habel (ubeboet) 18 køer og 100 får. Hvis staten ikke var gået ind for at beskytte denne hallig, var den for længst sunket i havet
Langenæs (200 indbyggere) er forbundet med Oland og dermed igen med en dæmning til Dagebøl. Øen har været en fare for skibsfarten, indtil den fik et fyr. Tidligere måtte beboerne have petroleumslamper i vinduerne under storm, så de kunne advare de sejlende. I 1954 fik man elektrisk lys. Men har egen kirke, to skoler, et bibliotek og et posthus.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 6. 12. 2021
Dato: oktober 27, 2008
Dengang i Højer
Hvor gammel er Højer egentlig? Kirken omtales i 1200, byen i 1231. Nord for byen boede mennesker for 5.000 år siden. Højer Herred blev formindsket ved ”vandflod”. Ballade om kirkens tilhørsforhold.
Det var vel midt i 1960’erne at vi fandt cirka 50 glasplader indeholdende motiver fra Højer – dengang. Fundet blev gjort oppe på loftet, helt op under taget hos tante Annelise og Onkel Kedde i Nørregade, sidstnævnte også kendt som Kedde Smaj Jeg havde besøgt mine kusiner Christel og Elke.
18.000 glasplader
Hvordan de glasplader var havnet der, var der ingen, der vidste. Glaspladerne stammer sikkert fra Laurids Mathiesen. Han havde urmager – og guldsmedeforretning i Mellemgade. I Lokalhistorisk Arkiv har man en bestillingsliste omfattende 18.000 billeder. En stor del af disse glasplader opbevares på Institut for Sønderjysk Lokalhistorie i Aabenraa.
Det var altid hyggeligt at komme ind hos Mathiesen og blive tæjn a. Man blev anbragt i en høj stol, hvorefter Mathiesen gik bag om et højbenet apparat, stak hovedet ind under det sorte klæde og indstillede linsen. Så kom han frem igen:
Han forsøgte at få de helt rette udtryk frem. Hvis nu man syntes, at det hele var lidt komisk, og begyndte at grine, kunne Mathiesen finde på at sige:
Ja så havde man også muligheden for at blive foreviget foran et bagtæppe med et skovparti.
Hvor gammel er Højer?
Dengang spekulerede jeg på, hvor gammel Højer egentlig er. Det er der faktisk ingen der ved. Man har fundet en jættestue, der er 5.000 år gammel nord for Højer. Den blev af praktiske grunde anbragt foran Kiers Gård. Og netop her har man fundet rester af en trælleborg fra vikingetiden. Kirken i Højer nævnes allerede omkring år 1200.
Noget tyder på, at Højer er en meget gammel by. Besejlingsforholdene var også gode for fladprammede både.
Højer i 1231
På skrift omtales Højer første gang i 1231 som Høthærsherred, oversat Højer Herred. Navnet Høthær er tvivlsom. På oldnordisk findes et tilsvarende ord, som betyder jord. Bondebyen lå på en bakke, der hævede sig over det flade land.
Højer Birk
I Ribe Oldemor fra 1340 opføres under Højer Herred: Hjerpsted, Ballum, Højer, Emmerlev, Skast samt det nu forsvundne Vester Anflod. Højer var en selvstændig Birk. Måske var Birken udskilt af Højer Herred.. Allerede i 1498 nævnes Jens Boesen som herredsfoged og birkesfoged.
Birkeretten bestod af birkefogeden og 8 rådmænd som var udnævnt af amtmanden efter forslag fra Højer flække. Tingskriveren var protokolfører. Birkeretten holdt sit særlige tinglokale
i Højer, faktisk der, hvor Ohlsens Hotel senere lå. Ved kirkegårdsmuren på Torvet lå en skamme-pæl med halsjern.
De ældste gårde
En af de ældste gårde er Højergård på Torvet. Det er en tidligere fri-gård fra 1437. ja så skal jeg også lige nævne Poppenbøl. Ikke fordi, at min mor har tjent her, men fordi gården stammer helt tilbage fra 1443. Af en opgørelse fra 1581 viser at der i Højer var 49 selvbjergede med 88 folk, 7 fæstegårde med 12 folk og 104 Kådnere. Det lyder ikke af meget, men efter datidens
forhold, udgjorde det dog en anseelig størrelse. I 1757 hærgedes byen af to påsatte brande, der satte byen tilbage i udviklingen.
Formindsket ved ”vandflod”
Det hedder sig, at Højer Herred blev formindsket ved vandflod, og dels ved at enklaven Ballum blev kongelig. Men helt let var det nu ikke. For enkelte ejendomme i Skast, Emmerlev og Sønder Sejerslev tilhørte Schackenborg, som jo var en “Kongerigsk enklave”
Trøjborg havde også besiddelser i Skast, Emmerlev og Sdr. Sejerslev.
Og for at gøre det endnu mere forvirret, så tilhørte Frederikskog og Rudbøl Kog, Møgeltønder Birk. Først i 1853 blev disse indlemmet i Højer Herred. Herredsfogeden i Højer Herred var allerede i 1400 – tallet også birkefoged.. Fra omkring 1713 havde Tønder og Højer fælles herredsfoged. Fra 1867 blev herredsretten ophævet.
Fra gammel tid var der en kommunal herredsrepræsentation. Højer havde 3 og Tønder 2 herredsfuldmægtige. De blev foreslået af herredsfogeden og udnævnt af amtmanden.
Tingsteder
Højer Herreds tingsted synes fra gammel tid, at have ligget i Emmerlev. Her nævnes Galgeagre fra 1683 og Tinghøj fra før 1770. Fra omkring 1770 blev tinget for Højer Sønder Herred holdt i Højer, mens tinget for Nørre Herred blev holdt i kroen ved Emmerlev Kirke. Senest var der tinghus på Højkro. Dette blev nævnt omkring 1854.
Kirken i Højer
Højer Herred tilhørte fra gammel tid Ribe Stift, og var en del af ærkedegnens provsti. Efter delingen i 1544 kom herredet under Hertug Hans. Men det skete først efter en del strid. Endnu i 1564 visiterede Ribe – bispen, Poul Madsen i Højer Kirke. Nogle få år senere forbød Hertug Hans præsten i Højer, at svare:
Kirken kom under hertugens overhøjhed og blev kort efter lagt under Slesvig Stift. Ærkedegnen beholdt sin ret til at høre kirkeregnskabet sammen med de fyrstelige amtsskrivere, dog kun til 1668. Da blev opgaven overtaget af provsten i Tønder.
I 1860 – 1.041 indbyggere
Omkring 1770 var der i Højer by – 160 huse og 765 indbyggere. Det var 21 gårdbesiddere under Tønder Amt, 118 Kådnere og 28 inderste.
I 1799 blev der gravet en kanal gennem vaderne til den daværende ladeplads syd for Højer. Efter dige-byggeriet 1861 indrettedes en anden anlægsplads på Vidåens nordside inden for diget, og en anden uden for diget. Sejlløbet blev gentagende gange uddybet.
I 186o boede der i Højer 1041 indbyggere. Efter 1864 fik tyskheden bedre betingelser i byen. I 1867 var der kun 71 danske stemmer mod 186 tyske. Også i 1920 var der tysk flertal.
Mange stiftelser har jordbesiddelser
Interessant er det, at så mange forskellige stiftelser fra Tønder havde så meget jord u i æ kou.
Digerne
Tænk hvis vi ikke havde digerne ved Højer, så ville det være katastrofalt for Tønder. Halvdelen af arealet i det gamle Tønder Amt ligger under 10 meter. Kom der en ordentlig stormflod ville disse egne sikkert ligge under vand. Det oprindelige Højer dige fra rigsgrænsen ved Siltoft til Højer blev opført 1859 – 1861. Længden var 6,6 kilometer. Inden i er der klæg af en god kvalitet. Hele 6 veje fører frem til dette dige, deriblandt 3 såkaldte katastrofeveje.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 7.12. 2021
Dato: juli 24, 2008
Helt tilbage fra oldtiden har der været trafik i Vadehavet. Her sejlede vikingerne på vej til deres mange togter. Her var der kvægtransport til Holland og England.
Vadehavet er gennem hele historien op til vores tid blevet brugt som ”transportvej” Ved kysten indenfor Lister Dyb har man fundet spor af havnesteder fra den ældre bronzealder. Der er fundet ret omfangsrig kystbebyggelse ved Ballum, Hjerpsted og Emmerlev.
Aktiviteter gennem historien
I Bronzealderen, hvor marsken ikke var dannet, i det mindste ikke i ret stort omfang, har der været havnepladser ved Daler og Møgeltønder. Allerede i Oldtiden har der været livlig skibstrafik i egnen omkring Højer og Tønder.
Angiveligt tog Angel-sachserne på deres togt til England i ca. 450 ud fra Tønder og Wendingstedt. Forskere mener at sidstnævnte sted blev ødelagt samme år som handelsstedet Rungholt ved Nordstrand i 1362.
Saltproduktion ved vadehavet
Saltproduktionen i Vadehavet har også bevirket stor trafik på Vadehavet. Saxo omtaler denne produktion i 1151. I Valdemar Sers Jordebog fra 1231 omtaltes det, at udvindingsstederne
i Frisland tilhørte de tre fjerdedele kongen, og den ene fjerdedel hertugdømmet. Denne saltproduktion er af meget ældre dato. Og måske er denne produktion årsagen til navnet Tønder (Se nærmere i artiklen ”De Første mennesker i Tønder).
De frisiske øer var landfaste
De frisiske øer menes at være landfaste og kun adskilt af Vidåens udmunding. Første gang at Sild benævnes som ø er i 1141.
Friserne brugte Vadehavet. Og de anlagde også byer langs floderne og ved kysterne. Og Tønder havde allerede omkring år 1000 en livlig samhandel med London ifølge historikeren Pontoppidan. Der er dog ikke se skriftlige beviser på disse påstande
Studeeksport
I Tønder var der en stor eksport af kvæg. Det var i begyndelsen kun borgerne og de adelige, der måtte udføre studene. Det var forbudt for bønderne. Men de rige bønder på Tønder – egnen trodsede dette forbud. Der foreligger dog ikke noget skriftlig materiale om, at dette i 1500 – tallet er foregået af søvejen. Dette sker først omkring år 1600.
Både fra Ballum og Højer udgik der flere gange om året studeskibe i hele flåder til Holland. Fra kystegnene mellem Møgeltønder og Ballum skal 94 skibe have været i fart med stude. Det var svenskerkrigene der ødelagde kvægeventyret for Tønders vedkommende.
Kysten har ændret sig
Kystens udseende afveg meget fra det nuværende udseende. En stor bue gik ind mellem det højere land omkring Møgeltønder mod nord og Vidding Herred mod syd. Dette herred var dengang en ø, adskilt fra fastlandet ved en gren af vadehavet, hvis sidste rester er Gudskog – søen. Denne bugt til Tønder blev inddiget i 1553 – 55, ved diget fra Lægan til Humdrup, mens den øvrige del af Vadehavsbugten blev inddiget i 1562 – 66.
Tønders udehavne
Egnene omkring Lister Dyb spillede også en stor rolle for skibsfarten i Vadehavet. Tønders rolle som søfartsby udspillede sig ganske vist i slutningen af 1600 – tallet. Men den vedblev faktisk til at være en ikke ubetydelig søfartsby med dens udehavne ved Vidåens udmunding Rudbøl og Højer.
Lister Dyb havde en dybde på ca. 35 meter. Den gik over i Højer Dyb, som på det dybeste sted var ca. 20 meter.
Kirkespir som sømærke
I 1628 blev tårnet på Møgeltønder Kirke ødelagt ved en storm, hvorved den tabte spiret. I en præsteberetning for Ribe Stift hedder det sig:
De hollandske kaptajner havde tilbudt at betale en tredjedel af udgifterne ved dets genopførelse på betingelse af, at tårnet blev opført i sin gamle højde. Det var vigtigt at bevare dette tårn som sømærke.
Tidligere havde både Løgumkloster Kirkes og Tønder Kirkes tårne fungeret som sømærker. Men også Hvidding Kirkes to spir var indtil kort før 1500 gode sømærker.
Gamle søkort
Man kunne være særdeles sø-kyndig og stedkendt for at kunne besejle Vadehavet. Og uden søkort gik det slet ikke. En af de bedste kort, der blev grundlaget for mange andre var et, udarbejdet af Johannes Meyer i 1643. Han kortlagde hele strækningen fra Tønder til Varde på tre måneder. Men på grund af datidens mangel på tekniske hjælpemidler vil det næppe kunne anvendes i dag.
Men allerede i 1640 havde officer Johannes Wittemack, der var digegreve i Bredstedt ”tegnet et kort over det frisiske landskab” Dette overdrog han til Christian den Fjerde. Nordgrænsen gik lige nord for Lister Dyb.
Brug lods, når du skal til Tønder
Men den ældste beskrivelse over Lister Dyb finder man hos hollandske Waghenaer fra 1585. Og han giver et godt råd:
Eller sagt på dansk. Hvis du vil mod Tønder, så tag en lods. Der var tale om, at der var lodser ved Føhr i 1644, men det første egentlige lodseri blev først oprettet i Danmark i 1686.
Mange pirathavne
Nu fandtes der nok flere havne, end der egentlig var på et søkort. Der fandtes en del pirathavne ved Marsken i det 16. århundrede. Man handlede direkte med bønderne uden at betale diverse afgifter, som man skulle i de obligatoriske havne. En udtalelse fra dengang:
Kæmpe flåde i Sydvestjylland
Hvor mange både var der dengang? Ja man ved, hvad der i 1648 – 1649 havde passeret List Strømtold. Tog man de både der var hjemmehørende i Tønder, Højer, Rudbøl, Møgeltønder, Sejerslev, Emmerlev og Hjerpsted, ja så udgjorde flåden 60 skibe på i alt 1561 læster. En anseelig størrelse.
De største skibe var St. Anna af Højer på 116 læster og Den Hvide Due af Møgeltønder på 114 læster.
Planer måtte opgives
I første halvdel af det 17. århundrede havde både gottorpske Hertug Frederik den Tredje og den danske Kong Christian den Fjerde tænkt på at anlægge en større havn ved Vidåens munding og ved Ballum. Ingen af forslagene blev dog til noget.
I 1652 kun småskibe til Tønder
Tønders udehavn var i en længere periode ved Rudbøl samt ved Højer. Kun både samt småskibe hvis mast kunne lægges ned, kunne passere igennem sluserne op til Tønder. 1652 hedder det hos Dancwerth om havneforholdene ved Tønder:
Havnen ved Højer gror til
Skibene gik gerne til slusen i dæmningen nord for Rudbøl Kog (Nordslusen) eller til Højer. På det sidste sted var skibenes anlægsplads der, hvor Sejersbækken strømmede ud gennem Højer – Rudbøl diget. Stedet lå lige ved banegården, hvor en mindesten blev rejst til erindring om, at det var her Kong Frederik den Sjette gik i land her i 1825, efter et besøg på de stormflodshærgede Halliger.
Havnen ved Højer groede mere og mere til. Skibe der indtil 1640 kunne gå hertil, måtte blive ved kysten. Emmerlev og Ballum måtte på et tidspunkt fungere som nødhavn for Højer.
Flyvesand ved Emmerlev
Kyststrækningen har hele tiden ændret sig. Ved Højer lå kysten i 1805 1,5 km længere mod øst.
Stormfloderne ændrede hele tiden besejlingsforholdene langs Vadehavet. Opskylning af sand var betydelig. Således også ved den store stormflod i 1825. Mange ”gode jorde” mellem Emmerlev og Højer blev dækket af så tykt lag sand og grus, at man frygtede for begyndende ”flyvesandsdannelse”.
Dige-byggeri ved Ballum
Da man byggede diget fra Ballum til Astrup under verdenskrigen ved hjælp af krigsfangere ændrede besejlingsforholdene sig. Bredeås udmunding blev flyttet tre kilometer sydligere. Der blev nu færgeoverfart fra Ballum Sluse til det nordlige Rømø. Fra Ballum var der livlig sejlads. I 1851 – 52 var der dampskibsforbindelse til England. Hvis skibene var for dybtgående ankrede de først op ved Havneby på Rømø og lodsede en del for derefter at tage til Ballum.
Da man anlagde diget over Bredeå-lavningen i 1915 – 1917 kom mange af materialerne af søvejen. Skibene, der bragte disse materialer var ofte tremastede jernskonnerter, som lagde til ved Rømø Dybs stejle kanter, hvorefter man lagde skinner ud til dem og lossede pr. tipvogn.
Færgeforbindelse fra Højer
I 1822 anlagdes en lille havn i Keitum, hvorfra der gik færgeforbindelse til Højer. Men denne forbindelse måtte forlægges til Munkemarch. Man havde store problemer med at holde en rende fri, således at den lille damper, der besørgede overfarten kunne komme ind.
I årene 1850 – 59 forsøgte man flere gange at etablere en dampskibsrute fra Husum til Højer. Selv om damperne ikke havde en dybdegang på mere end 2 fod, blev de hele tiden siddende fast i slikken.
Kanalen sander til
Der var også problemer med Højer Kanal, der var anlagt i 1799. I 1855 – 61 kunne både med en dybde på 6 – 7 fod komme ind med ordinær flod. Men senere sandede kanalen til, så fartøjer med en dybde på mere end 4 fod havde problemer.
Ny havn ved Højer
I 1844 havde man nye planer klar til en ny havn ved Højer. Opsamlingsbassinet skulle ligge i Sejerbæk lavningen øst for Højer og ladepladsen ved kanalen til Vidåen.
En middelmådig havn ved Højer
En unormal lav vandstand kunne forhindre ind – og udsejling i længere tid. I august 1851 måtte ”kreaturudførselsdamperen ”Jylland” blive liggende i Højer i 8 dage med kreaturerne ombord.
Den danske Lods 1850 var en slags haneguide, der inddelte havnene i forskellige klasser. Ingen af havnene ved vestkysten kom ind på klasse 1. Men Rømø Havn betegnes som sommerhavn af anden klasse, hvilket betød, at de havde en dybde på 18 fod. Højer blev betegnet som vinterhavn af 5. klasse.
Uddybning af skibskanal
Et forslag fra Otto Kier i 1857 gik ud på at man ved den påtænkte ind-digning af Ny Frederikskog ikke byggede sluser ved Højer, men derimod byggede en åben skibskanal til Tønder. Den skulle flankeres af dæmninger på begge sider for at beskytte de lavtliggende marskegne mod flodvandet. Kier håbede at både Tønder og Højer blev Flensborgs vestkysthavne.
Sejlads til Norge, Sverige og England opgives
Fra 1855 – 61 foretog man en uddybning af havnen, så skibe med en dybde på 6 – 7 fod kunne anløbe Højer.
Masser af planer gik forbi Højer. Men tyskerne havde ikke opgivet tanken om en tysk nordsøhavn i Sønderjylland. Besejlingsforholdene ved Højer var meget dårlige. Man kunne ikke få skibe med 8 fods dybde til at anlægge Højer, så sejladsen mod England, Norge og Sverige måtte efterhånden ophøre. Der kostede både mere tid og forhøjede fragter, når man skulle lodse
”udenfor Barren”.
I en klage til Rigsdagen i Berlin, klagede 66 kaptajner fra Sild over forholdene både på Sild og ved Højer.
Emmerlev var ikke optimal
Det eneste sted, der kunne losses og lades var ved Emmerlev, selv om forholdene ikke var gunstige. Badestedet på Sild blomstrede op, og det gav anledning til større persontrafik. Ved ugunstigt vejr var det umuligt at landsætte passagerer og gods. Lodsningen og lastningen måtte foretages med vogn.
Da Tønder – Højer banen var en realitet ville man forlænge den til Emmerlev. Her ville man anlægge en havn og lave en rende ud til Højer Dyb. Men denne plan måtte opgives.
Man havde også planer om, at lave en dæmning ud til Højer Dyb. Den skulle have været på 5 kilometer. Også den plan blev opgivet.
Kalkudvinding
En ikke uvæsentlig produktion af kalk foregik langs Vadehavet. Det var muslingeskaller der blev samlet og forarbejdet. Der fandtes bl.a. kalkværker i Tønder og i 1860 blev der grundlagt et kalkbrænderi i Højer. Ved stormfloden i 1894 tilsandede mundingen, så den blev helt ufarbar ved lav flod. Derfor måtte færgen Sild – Højer flere gange omdirigeres til Emmerlev.
Dæmningerne havde store konsekvenser
Landindvindingsarbejderne har i betydelig grad ændret for betingelserne for sejladsen i Vadehavet. Hindenburgdæmningen har umuliggjort kystfarten i væsentlige dele af Vadehavet. Og det samme kan man sige om Rømødæmningen. Sidste år inden Hindenburgdæmningen omsatte Højer Havn 10.354 tons. Året efter var der kun 565 ton. Nedgangen skyldtes blandt andet at færgefarten til Munkmarsch blev indstillet.
I 1934 befordrede jernbanen Tønder – Højer en del gods, mens en del blev befordret med lastbil.
Kilde:
Redigeret 8.- 12. – 2021
Dato: juni 18, 2008
Tøndermarsken var et sandt amfibie landskab. En slags Waterworld, hvor man ikke kunne undvære en båd.
Emil Nolde fortæller i sin bog Welt und Heimat:
Bager og købmand Max Pörksen kørte i 1927 med hestevogn fra Fiskehusene over de tilfrosne Gudskog sumpe og søer over isdækkede enge og marker helt til Nibøl.
Masser af vand
Under de månedlange vinteroversvømmelser var marken næsten utilgængelig for almindelige trafikmidler. Vejene var i sommermånederne i en elendig stand. Det var bundløse klægveje. Ofte måtte man ride, da vogne ikke kunne komme frem, eller tage båden.
Foruden de større søer, Gudskog Sø, Rudbøl Sø og Aventoft Sø, var der mange mindre søer i marsken, som foruden Vidåen var gennemskåret af bredere og smallere kanaler og grøfter.
Både var nødvendige
Mange marskboer havde to – tre både. De fleste steder lå fartøjerne lige ved huse eller gårde. Men også i de mange kanaler, der førte op til bygningerne.
Kombinationen af kvæghold og korndyrkning på geesten kan føres tilbage til århundrederne før Kristi fødsel. På øerne blev landbruget i sejlskibenes storhedstid drevet af kvinderne, mens mændene var på langfart.
De gamle købstæder, Ribe, Varde og Tønder havde formelt retten til at drive søfart og opkræve told, men efterhånden udvikledes søfarten fra øerne, dels gennem tildeling af privilegier og dels gennem deltagelse i hvalfangsten ved Grønland på tyske og hollandske skibe.
Masser af ål
Efterårets ålefiskeri foregik i fællesskab. Udbyttet blev solgt samlet. På Tønder Marked blev der solgt både ål og gedder.
Der var masser af ål i vandløbene. Under en meget hård vinter lige inden afvandingen var alt i marsken tilfrosset. Det resulterede i at en masse ål blev kvalt. Efter tøbruddet lå der over en lang strækning ved Geelsbøl Dige ål i cirka en meter tykt lag som var over 10 – 15 meter bredt.
Fiskeriet i marsken havde dog sin storhedstid fra slutningen af 1200 – tallet til omkring 1600.
Græsarealer blev lejet
Mange marksboer måtte leje græsningsarealer på andres jorde. Græsningsretten blev lejet på såkaldt Legatland, d.v.s. arealer, der ejedes af stiftelser
i Møgeltønder eller Tønder. Disse blev administreret af koginspektører. Man lejede efter begrebet en Ku´s Grejs. Udlejningen foregik ved en årlig auktion
Stormflod
Stormflod er et begreb man ofte forbinder med marsken. Den opstår ved en kombination af solens og månens tiltrækningskraft på vandet. Dette kan udløse en højdeforskel på op til fem meter. På Halligerne kaldes en stormflod for Landunter.
Den værste stormflod i historien fandt sted den 16. januar 1362. Der grote Mandrænke (Frisisk: Den store Mandedrukning). Stormfloden tog over 30 kirkesogne og kostede ifølge overleveringen 100.000 mennesker livet. Dette tal er nok temmelig overdrevet. Et stort landområde ud for den nordfrisiske kyst blev revet i stykker og opdelt i mindre øer og halliger. Af de udslettede byer er Rungholt, den mest kendte. Resterne af Rungholt blev fundet under vaderne ud for Husum i 1923.
Også stormfloden 1. november 1436 Allehelgensfloden var alvorlig. Efter stormfloden sendte Slesvig Domkapitel en ansøgning til den pavelige koncil i Basel om hjælp fordi det salte hav har taget 60 kirkesogne. Ribe domkapitels protokol, den såkaldte Ribe Oldemor, beretter om, at sognet Anflod ved Møgeltønder helt forsvandt i bølgerne.
Misthusum
Den forladte landsby Misthusum fortæller også om det barske liv i marsken. Landsbyen blev hårdt ramt af stormfloder i flere omgange, og i 1700 – tallet begyndte folk at flytte ind på geesten. I 1814 flyttede den sidste familie.
Ulykker i marsken
I tidens løb er mange omkommet på søer og vandløb. Kirkebøger giver en lang række beviser om bådulykker, uden at de nærmere omstændigheder er omtalt.
I Tonderschen Zeitung den 14. februar 1906 findes en mere udførlig beretning om en ulykke.
En møllebygger fra Fiskehusene druknede, da hans båd blev fyldt med vand under sejlads.
Kvinderne i marsken var altid bekymret, når deres mænd ikke var kommet hjem fra marked inden mørkets frembrud. Måske var de gået på værtshus for at drikke punch. Så måtte der sættes lys i vinduerne, så de nogenlunde kunne finde vej.
Nogle af de mange ulykker skete da også efter rigelig indtagelse af spiritus.
En fisker, der efter en munter aften på en af kroerne i Rudbøl sejlede hjem mod Fiskehusene i blæsevejr, fandt man næste dag druknet, liggende oven på sejlet i den vandfyldte båd. En anden fisker, en gammel mand fra Aventoft, havde drukket for mange punche, inden han begav sig ud på søen, hvor bølgerne fyldte hans båd.
Under en bådtur til Tønder efter varer druknede en marsk – købmand, som havde indtaget for meget spiritus, inden han sejlede hjemad. Under jernbanebroen ved Tønder faldt han udenbords og druknede.
Carsten Holt, Tønder sejlede i 1922 på Vidåen med sin fiskebåd, sammen med sin kone og deres seks måneder gamle datter. Han havde sat sejl, og vejret var stille og roligt. Pludselig kom der en meget kraftig hvirvelvind. Den knækkede bådens mast, og fartøjet krængede så meget, at de tre blev kastet i vandet. Det lykkedes for Carsten Holt at redde sin hustru og barn ind til å-bredden.
Når Højer Sluse lukkes
Når der var vedvarende vestenblæst med deraf følgende høj vandstand uden for havdigerne, blev Højer Sluse lukket i længere tid. Vandgangen gennem Vidåen blev dermed standset. Det resulterede i mange oversvømmelser, selv om sommeren.
Vidåen – Danmarks mest vandrige
Vi andre har ofte badet i Vidåen og på forlandet. Men det er ikke noget man skal gøre uden lokalkendskab. For marskens vandløb kan være uforudsigelig. Også de såkaldte dyb, der går ud i Vadehavet kan være dybe, ja helt op til 50 meter.
Vidåen er Danmarks mest vandrige å. Den afvander omkring en tredjedel af Sønderjylland. – et areal på 1.080 km2 i Danmark og 250 km2 i Tyskland.
Tøndermarsken – et naturområde
Tøndermarsken er blevet et fredet naturområde. Det er et værdifuldt område for millioner af vandfugle. Området bliver brugt til yngle, fældnings- og overvintringslokalitet. Her er mere end 500 arter af planter og dyr, hvoraf flere ikke forekommer andre steder i verden..
Men der er også mange grunde til at bevare dette enestående område. Næringsindholdet i Vidåen og Rudbøl Sø er meget stor. Derfor er der en stor fare for tilgroning. I området er der også konstateret mink. De er en konkurrent til odderen og er til fare for ynglefuglene. Også bådsejlads kan forstyrre idyllen. Jo Tøndermarsken er andet end sort sol.
De mange ”Ballum´ er”
Vi er her på redaktionen blevet spurgt om, hvorfor der er så mange byer, der hedder Ballum. Disse lokaliteter ligger langs geest – randen syd for Ballum Sluse. Navnet Ballum er afledt af forhøjning.
Mod øst ligger Forballum, Så har vi Østerende – Ballum og Husum – Ballum. Vejen sydover fører os til Vesterende – Ballum. Så følger Bådsbøl – Ballum, hvorfra der tidligere har været færgeoverfart til Havneby på Rømø. Så følger Buntje – Ballum, Nørrehus – Ballum og endelig Rejsby – Ballum.
Emmerlev Klev
Når vi nu er ved de kanter, skal vi nævne Hjerpsted. En ældgammel by med gravhøje. Den ligger på en bakkeø, der ender ved Emmerlev Klev. Her ende bakkeøen i en stejl klint.
Det var også her vi gik til dans og svingede de “skjønne” piger, for mange år siden.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 17. – 03. – 2022
Dato: juni 18, 2008
Helt frem til begyndelsen af 1900 – tallet var der travlhed ved slusen. En masse gods blev importeret og eksporteret. Fra ålefiskerne var der meget aktivitet. En helt speciel stemning var det at side inde i en varm stue, når blæst og regn slog mod ruderne i Ny Frederikskog.
Fra Højer blev der i 1856 udført op til 1.000 laster indenlandske produkter (1 last = 2.500 – 3.000 kg.). fra Højer til Tønder blev der viderebefordret:
Kæmpe aktivitet 1871 – 1875
En væsentlig del af disse produkter blev transporteret af bådmændene fra Rudbøl. I tidsrummet 1871 – 1875 udgjorde de ind – og udførte varer:
Op til 21 skibe på en gang
Op til 21 skibe er ifølge vidner fra den gang på en gang afsejlet fra Højer. Der kom skibe fra England, Danmark, Norge, Sverige, Tyskland og Holland. De engelske skibe bragte stenkul og modtog korn. Fra Norge kom der træ, og fra Bremen kom der tobak.
Varetransporten fortsatte
Da skibsfarten på Højer døde ud, ophørte også bådfarten med gods til Tønder. Varetransporten inden for marskområdet foregik dog helt frem til 1930’erne. Særlig sten, der blev produceret
af teglværkerne i marsken eller på gestkanten blev ud-sejlet til byggepladserne eller til en trælasthandel i Tønder og videresolgt.
Møllebyggeri
Ved Højer fandtes der før afvandingen to møller. Desuden var der en ved Nørremølle og hele 12 stk. på Schackenborgs besiddelser. Disse pumpede om sommeren vand ind til kreaturerne i fennerne og kunne om vinteren pumpe vandet ud derfra. Sådanne møller samt almindelige kornmøller blev bygget og repareret af to møllebyggere, som sejlede til de steder, hvor de arbejdede.
Træet til byggerierne blev købt i Aabenraa, og kom til Fiskehusene på vogn. Herfra blev det sejlet videre.
Speciel stemning i Ny Frederikskog
Arbejdet med at passe ruserne ved Højer krævede sin mand. Derfor havde fiskerne et hus, hvor de overnattede og lavede mad. Kosten bestod ofte af ålepotte. En kraftig ret kogt på store ål. Det var især fiskerne fra Rudbøl, der benyttede dette hus.
Fiskerne fra Højer delte retten til at sætte ruser med kollegaerne fra Rudbøl. De deltes også om siderne. Ruserne og radgarn, som fiskerne brugte knyttede de selv på vinteraftener og dage med dårligt vejr. Det gjorde min bedstefar (Opa) også ude i Ny Frederikskog. Bryggerset var ofte fuldt af opsat garn. Mens han gjorde det fik piben ikke for lidt.
Trængte han til en pause, ja så tændte han ofte sin B&O transistorradio, der havde skibsbølge. Så lyttede han til Blåvands Radio eller Nordteich Radio.
Ja og så er min bedstefar blevet genkendt af læsere af denne hjemmeside. En af dem har serveret kaffe for ham, da hun var en lille pige. Min bedstefar arbejdede sammen med hendes far ved slusen.
Det var en hel særegen stemning, når blæsten og regnen larmede ude fra forlandet i Ny Frederikskog.
Kilde:
www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
Redigeret 8. – 12 – 2021
Dato: februar 10, 2008
En læser har gjort os opmærksom på mystiske ting på den lille ø, Jordsand, der ikke eksisterer mere. Læs den dramatiske beretning om øen, der engang var landfast. Militære aktioner er foregået i nærheden af og omkring øen. Der var også planer om, at indrette en jernbanestation på øen.
Vi kunne godt engang imellem se Jordsand, dengang fra Højer Sluse. Øen eksisterer ikke mere. Den forsvandt i 1999, kom lidt til overfladen igen, men ingen har set øen siden 2001.
Øen var ikke let at se med det blotte øje. Den lå cirka 6 – 7 kilometer fra den gamle sluse i nordvestlig retning. På det højeste sted var den vel cirka 2 meter, og den var vel dengang ikke mere end 15o meter lang. Det skulle være vindstille, ellers have vi ikke en chance. Min bedstefar (Opa) fortalte om et rigt fugleliv og mange sæler på øen. Han havde ofte været derover.
Brev fra en læser
Øen var et paradis, nej ikke som Atlantis. Det var et fugleparadis, men det var også en mystisk ø. Det siges, at der ligger 800 hollandske søfolk begravet på den sunkne ø. (Søslaget ud for Højer) (Svenske tropper i Tønder).
Og flere mystiske ting er sket. Det får ikke svar på i denne artikel, men i en kommende artikel. Jeg fik et brev fra Gerd Uwe Christiansen fra Tønder. Han skriver blandt andet:
Vi glæder os meget til at kunne præsentere læserne for denne spændende historie. Men vi har også i vores spændene efterforskning fundet ud af noget.
Danmarks eneste hallig
Jordsand var Danmarks eneste hallig. I mange århundrede har øen modstået havets angreb. Men den blev mindsket mere og mere. Det vides at marsklandet i det frisiske vadehav har været forholdsvis tæt bebygget i år 1000, og at de første dige-anlæg stammer tilbage fra det 13. århundrede.
En kongelig jagthytte
Første gang vi støder på Jordsand i litteraturen er i 1231. Det var i Kong Valdemar den Andens Jordebog, Her er øen nævnt i en ø-liste over kongegods som Hjortsand Hus.
Man mener, at det er tale om en jagthytte. Hjortsand skulle således betyde Hjortesand, og dermed henvise til, at øen havde huset jagtbart vildt. Så sent som i 1905 har man observeret hjortevildt på Jordsand.
En stor hytte
I det 13 århundrede var Jordsands areal 2.000 ha ifølge den tyske forfatter Breckwoldt. Sandsynligvis var den engang landfast med Jylland. Måske har den også været landfast med Sild. Vidåen kunne have haft sit udspring mellem Amrum og Sild.
De første ejere
I Tønder Amts jordebøger er der flere oplysninger om bebyggelse og ejerforhold på Jordsand. Den første ejer, der kan findes er Laurenz Freese, der besad øen fra 1537 til 1591. I 1537 betalte han 24 mark og i 1543 22 mark og 1 tønde smør til slottet i Tønder. Det var omkring det dobbelte af, hvad den næststørste skatteyder i Hjerpsted sogn måtte yde.
I 1607 nævnes yderligere to ejere, Matz og Jens Michelsen, der årligt tilsammen svarede en tønde smør til slottet. Fra jordebogen kan citeres (læg mærke til sproget):
Noget tydede dog på, at øen efterhånden kun var beboet om sommeren.
Masser af søkort
I 1649 kan man på Johannes Meyers kort se arealet på øen til cirka 600 ha. Måske har Meyer også set “Landcarte von dem alten Nordfrieslande. Anno 1620″ Det kunne også være, at han havde set et hollandsk søkort fra 1585. Nogle år senere udarbejdede den danske officer og digegreve Johannes Wittenmarck sit søkort Frisa Minor over farvandet mellem Lister Dyb og Ejderen.
Kartografen, Niels Hegelund foretog i 1689 opmålinger i Lister Dyb, og udarbejdede et af de første nøjagtige søkort i danmarkshistorien. Det spændene ved det kort er en ankerplads Kongens Havn mellem Sild og Jordsand. Flere kort fulgte, men de var meget unøjagtige og nogle var direkte forkerte.
Store tab på øen
Arkivmateriale vidner om, at beboerne til stadighed søgte om nedsættelse af skatter og afgifter, på grund af ødelæggelser fra stormene. Således behandler Kgl. Rådherre Müller, den 5. marts 1731 en sag. Han henstiller til, at amtmand von Holstein i Tønder, eftergiver en restance på 85 rigsdaler 13 skilling og 3 pfennig.
I 1782 ejer Hans Pilgaard begge lodder på Jordsand. Men han føler sin ejendom truet. Gennem kammerherre von Bielke anmoder han amtmanden om at besigtige øen. Men amtmanden afslår. Han vil ikke i den farlige årstid besigtige øen. I øvrigt gør amtmanden opmærksom på, at han selv skal klare det økonomiske, eventuelt kan der søges tilskud fra staten.
Først i 1805 kommer Videnskabernes Selskabs kort (1 -120.000), og i 1807 blev der foretaget opmålinger af søløjtnanterne Holst og Tuxen. Her opgives øens areal på 40 ha.
En tragisk hændelse
I 1834 ejes Jordsand af M. Mathiesen, Hjerpsted Stampemølle. Øen blev brugt til kreatur – og fåregræsning om sommeren samt til høslæt.
Mathiesens søn, Hans samt to søskende og en tjenestekarl blev under turen hjem fra Jordsand, hvor de drev nogle kreaturer pludselig overrasket af pludselig højvande og storm. Alle fire druknede i renderne. Og kun den 22 – årige Hans blev fundet, og begravet på Hjerpsted Kirkegård.
Øen skrumper
I 1841 viser et andet kort, øens areal på 35 ha.
Og i 1873 er der foretaget en matrikulering af øen, arealet blev da beregnet til 18,4 ha. Kigger man på Geodætisk Instituts målebordsblad fra 1936, ja så er vi helt nede på 7, 2 ha. I 1973 var vi nede på 2,3 ha.
Mange ejere
Den 14. april 1897 ansøgte de daværende ejere, at det hus, der blev ødelagt af en storm, blev genrejst på statens bekostning. Dette blev dog afvist. Og øen blev i 1899 solgt til hotelejer Søren Panku fra List for 1.350 Mark. I 1900 købte apoteker Wasmuth fra Hamburg øen for 3.000 Mark.
I 1923 blev øen ejet af Jens Winther Jensen fra Bådsbøl. Det v ar det sidste år, hvor øen blev brugt til græsning. En sommerstorm var årsag til adskillige druknede får og heste. I 1907 blev fuglelivet fredet på øen. Og i 1939 blev øen og det omkringliggende Vadehav på 10.000 ha vildreservat.
Har vi fundet den rigtige Ehmsen?
I 1943 købte gårdejer Medert Ehmsen, Rejsby øen. Den havde han helt til sin død i 1973. Derefter var det enken, Herle, som var ejer af øen. Måske er det enke Ehmsen, der bliver talt om i begyndelsen af denne artikel. I øvrigt fandt Ehmsen en cisternebrønd på øen i 1969. På Meyers kort fra 1649 er der indtegnet et hus, omtrent det sted, hvor brønden blev fundet.
Mon denne Ehmsen er i familie med den Ehmsen, der boede på Lærkevej i min ungdom og lejede mapper med ugeblade samt udlejede vaskemaskiner?
Forsøg på kystsikring
I 1976 forsøgte man at gøre noget ved kystsikringen Men forgæves. Det var netop også i 1976 en kæmpe stormflod overdækkede Jordsand. Dengang var vandstanden på over 4 meter herude. Øen lå på Jordsand Flak, der havde en længde på 8 kilometer. Det er et sandområde og resterne af et fastlandsområde.
Masser af stormflod
De ældste beretninger om stormfolder stammer tilbage fra 1200 – tallet. Men det er vel først efter september-stormen i 1362 vi har nogenlunde sikre beretninger om ødelæggelserne.
Her forsvandt 30 sogne, og det gik værst ud over halligerne i Tyskland. Under november-stormen i 1436 gik det hårdest ud over kysten længere nord på. Silds sydlige del blev oversvømmet, og områderne omkring Højer blev delvis ødelagt. Samme område blev hærget i december 1615, hvor vandet nåede helt ind til Tønder.
Stormen den 11. og 12. oktober 1634 blev en af de største. Her druknede over 8.000 mennesker, og store marskområder forsvandt i havet. Bland de landsbyer, der blev udslettet var Misthusum nord for Ballum.
Dengang var Jordsand beboet, men der er ingen beretninger om skaderne på øen dengang. Men julenat 1717 ramte stormfloden Jordsand. Øens daværende ejere, Tyge Nielsen og Nis Hansen søgte ifølge Højer Herreds tingbog:
Senere i 1743 anmoder Tyge Nielsen om en ny taksering af
Under stormfloden i februar 1825 druknede 75 mennesker på de tyske halliger. Natten mellem den 7. og 8. december 1895 ramte en ny stormflod Vadehavet og et stråtækt muret beboelseshus på Jordsand samt det værft, huset var bygget på, forsvandt i havet. Under den samme storm blev øens trigonometriske station skyllet ud mod stranden.
Den 30. – 31. august 1923 overskyllede en stormflod Jordsand, og en del får druknede.
Den 16. februar 1962 raserede en storm, store dele af den frisiske kyst. Fundamentet til Vildtbiologisk Stations observationshytte blev undergravet af vandet, og næsten 10 meter af sydkystens klitter forsvandt. Hytten blev senere samme vinter flyttet til et mere sikkert sted på øen.
Det berømte søslag
Under træfningen med den hollandske/svenske flåde i 1644 omkom en masse hollændere. Historiske kilder påpeger, at de blev begravet på Jordsand. Men også en del af dem blev begravet
på Sild. Nogle kilder påpeger så igen, at der var en del svenskere imellem.
Ifølge en tysk kilde fra 1652, Caspar Danckwerth, blev adskillige hundrede svenske soldater begravet på Jordsand. På et af Meyers kort fra 1644 er stedet markeret.
Udskibning til England
Og så kommer vi antagelig til begyndelsen af denne artikel.
I 1689 under tronstridighederne i England henvendte Vilhelm den tredje sig til Danmark om hjælp. Den 15. august 1689 blev der underskrevet en traktat, hvor Christian den femte overlader den engelske konge 1.000 mand kavaleri og 6.000 mand infanteri, der skulle sejles til enten England, Skotland eller Irland.
Efter den engelske konges ønske skulle der være seks skibe. Fire på 300 mand og 40 kanoner, og to på 250 mand og 30 kanoner.
Problemet for Danmark var at finde et egnet udskibningssted. Schoutbynacht C.E. v. Stöcken blev udpeget til at lede operationen, og kartografen Niels Hegelund blev som tidligere nævnt sendt til Vadehavet for at finde en egnet ankerplads.
Vandretur over Jordsand Flak
Det blev bestemt, at tropperne skulle gå over Jordsand Flak til Jordsand, og derfra i mindre både sejlede ud til den opankrede transportflåde. I en rapport dateret Lister Dyb den 20. oktober 1689 meddeler v. Stöcken:
Proviant kørt over af lokale bønder
Soldaternes proviant blev kørt til Jordsand af lokale bønder, og det beskrives, at mens bønderne opholdt sig på øen, satte det i med tåge og storm. Således at de i tre dage var prisgivet naturens luner. I en rapport fra hovedkvarteret hedder det sig:
Det sidste er oversat til nudansk. Men man kan undre sig at udskibningen fandt sted på denne årstid.
Havne – og jernbaneplaner
Da jernbanerne skulle anlægges i Sønderjylland, var Jordsand også med i tankerne. Øens beliggenhed var kun et par kilometer fra Højer Dyb, der kunne befares af dybtgående skibe. Men efter krigen i 1864 faldt planerne til jorden, da en vestkysthavn i Esbjerg blev anlagt.
Men i 1880’erne kom tanken igen, med en havn i nærheden af Højer Dyb. Den 4. november 1889 kunne man i den dansksprogede med tysksindede avis Folkebladet læse følgende:
Den storslåede plan blev ikke til noget.
Kilde bl.a.: Palle Uhd Jepsen:
Jordsand – fuglenes ø i Vadhavet (Bygd 1976)
Nogle
af de omtalte emner behandles i følgende artikler: