Søgeresultater på "En berømt mand fra Øster Højst "
Dato: maj 22, 2019
Man talte da dansk i Tønder i 1600 – tallet
”Du kan jo tale tysk”, sagde boghandler Nissen til undertegnede. Dengang i 1600-tallet var talesproget sønderjysk. Drengene måtte ikke vække forargelse. Første danske dokument fra en blytækker fra Møgeltønder. Så var det et delvis dansk lånedokument og en fuldmagt fra en matros. Ja og en anmodning fra Tønder Vandmølle. En admiral ønskede bådsmænd fra Tønder, olg så sad en slagtersvend i algerisk fangenskab. Man ønskede Petrus Jacobi som kapellan. Han ville dog blive et år mere i København. Tøndringerne kunne dog ikke vente på ham. Præsten fra Højst havde mange bekendtskaber. Og så kom ”En Ny og Skøn Formularbog”. Den tyske skole fra dengang er der endnu. Hvor lærte tøndringerne dansk? Der var mange private skolemestre i Tønder dengang. Vi skal høre om begrebet ”Bondeskoler” Og mange danske breve endte nok i kakkelovnen.
Du kan jo tale tysk
Der er mange, der går op i, hvad man talte i Tønder dengang. Og den problematik er vi stødt på mange gange i vores historieskrivning. Derhjemme tale vi sønderjysk. Men vi kunne da også tale tysk. Min far kunne også tale en speciel form for ”Tynne-snak”. Det var en blanding af frisisk, plat, sønderjysk, dansk og tysk.
Og så var det, at jeg oppe i Andersen & Nissens Boghandel nægtede at tiltale alle dem fra Det Tyske Mindretal på tysk. Det var lige før, at det var fyringsgrund. Det kunne Nissen slet ikke tolerere, for som han sagde:
Det daglige talesprog var sønderjysk
Der har altid været en kamp om Tønder var tysk ved oprettelsen eller om den var dansk. Ja og så har diverse by – historikere kæmpet om, de oprindelige stednavne på marker og grundstykker var henholdsvis dansk eller tysk.
Det daglige talesprog i Tønder i 1500 og 1600 – tallet var sønderjysk. Mange voksne kunne også tale nedertysk. Nu var kendskab til dette en nødvendighed for sådan var administrations- og retssproget. Dette var også handelens sprog. Ja studenterne og købmændene, der skulle på dannelsesrejse syd på, skulle kunne beherske nedertysk.
Drengene måtte ikke vække forargelse
Byen havde en latinskole. Da de fik en Borgerskole, måtte den nødvendigvis blive tysksproget, selv om børnene var dansktalende. Det var ønskeligt, at børnene lærte tysk.
Den første borgerskole, som vi hører om, var dog dansksproget. I 1614 gav Byrådet Johan Kettelsen tilladelse til at undervise indtil 10 drenge i skrivning og regning på dansk under den forudsætning at drengene ikke vakte forargelse i kirken eller andetsteds. Men dette forsøg mislykkedes.
I 1616 åbnede en tysk skole, hvor der blev undervist i tysk, læsning og skrivning samt regning. Denne skole viste sig at være livskraftig.
En blytækker fra Møgeltønder
Overraskende er det, at man kan finde dokumenter på dansk i Tønder Byarkiv. Det tidligste af de fundne danske tekster i byarkivet er skrevet af en blytækker ved navn Andres Karstensen. Men når man læser det, er det lidt snyd.
For beskeden er skrevet ude i Møgeltønder, der hørte til de kongerigske enklaver, så det tæller ikke rigtig i denne sammenhæng.
I byarkivet er de allerfleste dokumenter på henholdsvis nedertysk og højtysk.
Et lånedokument
Men den ældste danske tekst skrevet af en borger i Tønder og bevaret i Tønder Byarkiv er et lånedokument fra byens hospital. Man kunne låne penge på en såkaldt hospitalsobligation.
Dokumentet er fra 27.03.1632. Selve obligationen er på nedertysk med byskriver Jürgen Thimsens hånd. I indledningen står, at obligationen er udstedt af borger og ”indvåner” i byen Tønder ”Peter Andersen”. Lånetagerens underskrift med tilhørende tekst er på dansk:
Vidnerne, hvoraf den ene er byskriveren , skrev:
De bruger her samme sprog som obligationen er skrevet på. Der er ikke fundet andre tekster med Peder Andersens hånd til belysning af hans sprogkundskaber.
Byskriveren har sikkert accepteret, at hans skriftsprog var dansk. Peder Andersen kunne have været en af Johan Ketelsens elever.
Matroser, der ville have rejseomkostninger betalt
I 1683 skulle nogle matroser have godgjort deres rejseomkostninger. En af dem gav sin kammerat fuldmagt til at hente pengene og skrev på dansk:
En anmodning fra Tønder Vandmølle
Og så er der et brev fra den 15.9.1687. Desværre er det uvist, hvem der har skrevet det. Brevets tekst og underskrift er med samme hånd, men underskriften er utydelig. Det er en besked til en person i Tved, at han skal tilsige Peder Pedersen, Abild, Lars Hansen i Nørhus og Fedder Mickelsen i Bønderby at skaffe vogn og heste, som skal køre til Sønderborg færge og afhente tømmer til Tønder Vandmølle.
Det samme skal man gøre fra en bol i Lille Emmerske og et i Store Emmerske. Personen må have været en autoritet med tilknytning til Tønder Vandmølle. Han har været vant til at skrive breve på tysk, for han har skrevet bynavnet på tysk i dateringen. (Tundern).
Inde i teksten, hvor han nævner Tønder Vandmølle har han skrevet navnet på dansk: Tunder.
Ud over disse tekster er der fundet forskellige ting, der peger på, at folk i Tønder har kunnet læse dansk.
En dom afsagt i Viborg
Allerede 6. maj 1609, altså nogle år før Johan Ketelsen var skolemester, lod adelsmanden Benedikt Rantzau skrive (på nedertysk i et brev, der ellers er på højtysk) om en dom, der var afsagt i Viborg, at han gerne havde set den afsagt på tysk, men at den ikke behøver at oversættes for borgmester og råd i Tønder forstår jo begge sprog.
Admiralen ville have flere bådsmænd fra Tønder
Der findes fra den 9.,13. og 15 april 1676 tre breve på dansk til borgmester og råd i Tønder fra admiral Jens Rodsteen, der det følgende år deltog slaget i Køge Bugt den 1. juli 1677. Men nu opholdt han sig i Ribe og nu forlangte han nogle bådsmænd. De skulle så stille hos ham i Ribe.
En slagtersvend i algerisk fangenskab
Fra årene 1685 – 1696 findes en korrespondance med Odense, hvor odenseanerne skrev dansk til Tønder, og de svarede på tysk. En borgersøn og slagtersvend fra Tønder, Jacob Rasmussen eller Asmusssen, som havde været om bord på et hollandsk skib, var blevet taget til fange af sørøvere i Algier. Man talte om at løskøbe ham. Her havde han familie.
Vedlagt var et brev fra Odense den 26. juni 1686, hvor der også findes en erklæring på dansk fra Jacob Rasmussens svoger, Jacob Brochman, der nævner, at hans kone for 12 dage siden havde været i Tønder.
I Odense var de klar over sprogforholdene i Tønder på den tid.
Man ønskede Petrus Jacobi som kapellan
Det mest overraskende fund er nok et brev fra ”Petrus Jacobi von Alslef skrevet i København den 23. marts 1634. Som skik var blandt lærde mænd har han oversat sit navn til latin. Derhjemme havde han heddet Peter Jacobsen fra Alslev.
Tøndringerne ville åbenbart gerne have ham til kapellan i byen, for han skriver på højtysk, at han er glad for at være kvalificeret til kapellantjenesten. Han opholder sig i København for det danske sprogs skyld. Han havde opholdt sig så meget blandt tyske, at kun lidt var blevet tilbage af hans danske.
Han ville blive et år mere i København
Han var endnu ikke tilfreds med sit danske, så han ville blive endnu et år i København. Før han havde nået sit mål med hensyn til dansk kundskaber, har han ikke i sinde at komme hjem. Men til den tid ville han gerne være til tjeneste.
Tydeligvis forventede han at borgmester og råd i Tønder havde en positiv holdning til dansk og at han ville gøre et godt indtryk på dem ved at gøre sig umage på dansk. Det havde nok været den tidlige morgengudstjeneste, han skulle forrette. Den var altid på dansk, dog med salmesang på tysk.
Tøndringerne kunne ikke vente på ham
Når han var fra en af de to landsbyer ved navn Alslev, der ligger i nærheden af Tønder, må hans førstesprog, som man jo ikke så nemt glemmer være sønderjysk. Det han så mener med dansk er rigsmålet som dansk.
Tøndringerne kunne nu ikke vente på, at Petrus gik der og øvede sig, så de ansatte Lorenz Wieding fra Flensborg. Det kunne tyde på, at han havde familieforbindelse til Hvidding sogn lidt syd for Ribe eller evt. Vidding herred syd for Tønder. Sognenavnet er dog nok mere sandsynligt et tilnavn.
Præsten fra Højst havde mange bekendtskaber
Præst i Højst dengang, Johannes Prætorius, der var fra nabosognet Bedsted. Han havde venner i Tønder. Det var købmanden Berend Ubbing og præsten Johannes Mauritius, der stod faddere til hans søn og efterfølger i embedet. Det kan tænkes, at det var ham, der havde anbefalet Petrus til embedet i Tønder.
Han havde også en anden god ven, en kammerat fra studietiden i Rostock i 1588, måske allerede fra barndommen. Det var Niels Heldvad, der først var præst i sit fødesogn Hellevad og senere fra 1615 til sin død den 25. august 1634 var kongelig kaledariograf og boende i København.
Det er sandsynligt, at Johannes Prætorius har formidlet kontakt mellem Petrus Jacobi og Niels Heldvad, og at det var hos ham, Petrus Jacobi opholdt sig i København.
En Ny og Skøn Formularbog
Heldvad udsendte i 1624 en formularbog. ”En Ny og Skøn Formularbog”. Hans formål var at opdyrke det danske skriftsprog. Han gjorde det helt bevidst ved at indføre latinske og tyske fremmedord.
Heldvad giver udtryk for sin beundring for det tyske sprog og tradition.
Som vi tidligere har skrevet, så var Niels Heldvad en velset gæst ved Christian den Fjerdes hof. Kongen var heller ikke uden interesse for sprog.
Jacob Scholmeister skulle anmeldes
I retsprotokollen står der den 10. januar 1609 på nedertysk med byskriver Jürgen Thimsens hånd, at det bliver befalet byfogeden at melde Jacob Scholmeister, at han har forsømt at henvise skoledrengene fra sit hus til den rigtige skole. Og fra denne dag må han overhovedet ingen drenge holde i sit hus. Hvis han gør det, bliver han sat fra sin tjeneste.
Huset står der endnu
Han har haft privatelever i sit eget hus. Det måtte han ikke. Åbenbart har man haft lokaler til den tyske skole et eller andet sted i byen før den bygning ved kirken. Den står der endnu. I stueetagen til venstre var det tysk skole og til højre var der latinskole. På første sal var der bolig til den tyske skolemester. Huset stod færdig i 1612.
Oversigt over lærere fra dengang
Vi ved at denne tyske skolemester hed Jacob Albrecht. Han er død i 1652.Af retsprotokollen ved vi, at har søgt og fået bevilliget huslejetilskud. Han har forklaret, at han er meget dårlig gående, så han heller ikke kan klare trappen op til første sal.
I Byarkivet nævnes også andre lærere i byens tjeneste. Således havde en Arend Höyer dårlige regnekundskaber og det udgjorde et problem. Så var det også en hans Attsen eller Otzen. Og i 1618 tog kæmner Hans Thomsen til Pellworm for at antage Johannes Gudeknecht, hvis han ellers egnede sig. Men det vides ikke, om det var tilfældet.
Det ser ud til, at der i årene en kort overgang, 1614 – 16 har været to offentlige skoler i Tønder en dansk og en tysk.
Hvor lærte tøndringerne dansk?
Johan Ketelsen havde en ualmindelig flot håndskrift. Han fik arbejde som humleskriver. Efter en tid var sproget i den offentlige skole så nedertysk. Men hvor lærte tøndringerne så at læse og skrive dansk. Det var jo også meget forskellig fra sønderjysk. Rejste de alle udenbys som Petrus Jacobi?
Mange private skolemestre i Tønder
I skattelisterne nævnes nogle skolemestre, der må have undervist privat. I årene 1662 – 81 levede der således en Jens Schulmeister i Tønder. I 1666 boede han i Sydøstkvarteret. Men i andre dokumenter kan man se, at han boede ”Hinter der Sueder Stellen (sønder for staldene). Og det er den nuværende Skibbrogade.
Der nævnes også en hans Schulmeister i Sydvestkvarteret. Fra 1666 til 1669 nævnes en Marten Schulmeister i Slotsgade. I 1674 har vi også en Detleff Schulmeister. Og endelig er det en Siomon Schulemeister i Østergade. I Uldgade skulle der også have en.
Det ser ud til, at der i anden halvdel af 1600-tallet har været ganske mange private skolemestre i Tønder. Man ved også, ar ofte dengang var undervisning hos kapellaner, klokkere og organister. Der har været en stærk efterspørgsel på bassale læsekundskaber.
Bondeskoler
I første halvdel af 1600-tallet var der i de fleste sogne såkaldte ”bondeskoler”. Det var private skoler oprettet og finansieret af bønderne uden indblanding fra kirke og øvrighed. Kirken forlangte, at den kristelige elementærundervisning havde en central stilling. Men bønderne betragtede katekismus – undervisningen som præsternes og degnens sag og modsatte sig kirkens krav.
Både på land og by i hertugdømmerne og kongerige var holdningen formodentlig i vid udstrækning været, at skoleskikke var noget myndighederne ikke skulle blande sig i. Det blev senere ganske anderledes.
Mange breve er endt i kakkelovnen
Måske er det derfor vi ikke får så meget at vide om de private skoler i Tønder. Dansk skriftsprog har formodentlig været mere brugt i Tønder end antaget. Men i hvilken omfang datidens tøndringer kunne læse og skrive dansk, får vi nok aldrig nogle præcise oplysninger om.
I Tønder Byarkiv er der et righoldigt udvalg. Men vi må altid huske, at det jo ikke var alt, hvad der blev skrevet i byen, der havnede der. Det indeholdt kun det, der kom forvaltningen ved.
Hvad der har ligget i private hjem af breve, regnskaber mv. er i tidens løb havnet i kakkelovne. Og vi kan ikke vide, hvilket sprog, det er skrevet på.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 244 artikler om Det Gamle Tønder og Omegn bl.a.
Dato: juli 16, 2018
Slogs Herred mellem dansk og tysk
Vi kigger på det dansk-tysk forhold i herredet lige øst for Tønder. Det var jo den skæve firkant, der var med i dette. Og så var det også det med Tiedje-linjen. Hvorfor adskilte tyskheden sig? Det kan skyldes de nordslesvigske præstegårde og frihedsbrevene. Der var mange plattyske tingsvidner i Slogs Herred. Politikken kom også i menigmands tilværelse. Det tyske sprog ville finde stor interesse og nytte. Man samlede ind til bogsamlinger på 20.000 bind. Steenholdt blev sognefoged for Ravsted Sogn. Men han trak sig, da han blev upopulær. Ravsted blev kaldt for ”Klein Berlin”. De stillede med en protestdelegation hos amtmanden. Det var dyrt at blive sognefoged. Ja så forlangte den ene at få opsigelse på dansk. Pludselig kom der nye præster i halvdelen af sognene. Der var stadig dansk flertal i 1867, men så kneb det. Dog var der knebent flertal i 1920. Og så var det i den grad stor standsfirskel i herredet.
Det dansk – tyske forhold
Ja vi befinder os lige øst for Tønder – i Slogs herred. Vi har jo heldigvis læsere fra hele Danmark, som skal vide, hvor vi er.
Undertegnede har skrevet en bog ”Grænsen er overskredet”. Her har hovedhistorien skabt stor interesse, men også ”Den Gamle Redaktørs anskuelser” på det dansk – tyske forhold i Sønderjylland. Så dette fortsætter vi med i denne artikel.
Den skæve firkant
For at finde magtforholdene mellem det dansk – tyske tegner det sig med ret stor skarphed et blandet område, der går under navnet ”Den skæve firkant”. Det drejer sig om et område, der mod syd følger landegrænsen fra Højer til hen imod Gråsten og imod nord når på højde med Nørre Løgum og Øster Løgum Sogne.
Købstænderne Tønder og Aabenraa samt Løgumkloster flække ligger inde for denne firkant, som det under indtryk af ”Hitler – Tyskland” i 1930erne almindeligvis blev kaldt ”Den truende firkant”.
Danskheden i Slogs Herred
Den sydligste og centrale del af dette område udgøres af Slogs Herred omfattende af seks sogne, Hostrup, Øster Højst, Ravsted, Bylderup, Burkal og Tinglev. Indtil 1850 var det også den vestlige del af Bjolderup og Uge Sogne.
Ved afstemningen i 1920 faldt der i den nuværende Slogs Herred 2.176 danske stemmer og 1.932 tyske stemmer. Det var i procenttal henholdsvis 53 pct. og 47 pct. I årene før verdenskrigen var her tysk flertal.
Tiedje- Linjen
Derfor var det måske ikke så meget at sige til, at den tyske regerings daværende sagkyndige i spørgsmål vedrørende den dansk-tyske grænse, Johannes Tiedje forslog herredets nordgrænse som fremtidig grænsekel. Det var den såkaldte Tiedje-linje,
Sammenlagt med det store tyske flertal i Tønder og Højer kunne der faktisk påvises et knebent tysk flertal på 6.735 stemmer mod 5.658 danske stemmer i de 76 distrikter, som Tiedje- bæltet omfattede.
Hvorfor adskilte tyskheden sig?
Man har adskillige gange søgt at finde en historisk forklaring på, hvorfor hjemmetyskerne sindelagsmæssigt har adskilt sig fra Nordslesvigs øvrige befolkning. Nogle mener, at det skyldes den gottorpske statspatriotisme, idet den skæve firkant tilhører det gamle gottorpske område.
Der findes dog også eksempler på, at befolkningen i 1700 – tallet nærede større sympati for fyrstehuset i Slesvig. Den hjemmetyske historiker Ludvig Andresen har i en afhandling om hjemmetyskheden fremdraget mange eksempler herpå.
Men egentlig er der ingen, der er fremkommet med det endelige bevis på, at denne gottorpske statspatriotisme havde holdt sig uafbrudt til den nationale vækkelse i 1830erne og 1840erne.
Vi skal lige huske, at ved magtskiftetraktatens underskrivelse i 1773 gav huset Gottorp tilmed definitivt afkald på alle dets rettigheder i hertugdømmerne. Omkring det påfølgende århundrede prægedes Slesvig derfor lige så vel som enhver anden del af monarkiet af undersåtternes loyalitetsfølelse for den enevældige konge i København.
De Nordslesvigske præstegårde
Troels Fink mener, at gottorpstyret har givet forudsætningen for hjemmetyskheden. Men større påvirkning vil han tillægge den påvirkning, der er kommet fra de nordslesvigske præstegårde, hvor der til trods for dansk kirkesprog er leveret tysk kulturliv.
Det gamle fæstevæsen
Men kigger vi på Slogs Herred, skal vi også kigge på det gamle fæstevæsen. Befolkningen skulle derigennem være blevet knyttet særligt nær til øvrigheden. Men man fristes også til at spørge om den privilegiebreve som grev Adolf den 8 sendte ud til en række frigårde i strøget mellem Flensborg, Aabenraa og Tønder.
De gamle frihedsbreve
Fra tidsrummet 1429 – 1450 kender vi ikke færre end 40 frihedsbreve. For Slogs Herred kan vi nævne:
Greven har med denne privilegietildeling bevidst søgt at knytte egnens storbønder til sig. Efter hans mange kampe mod Erik af Pommern har det måske været hans mål at knytte Sønderjylland til Holsten.
Efterhånden har tyskheden fået sin betydning for tyskheden. I hvert fald har den grebet om sig blandt storbønderne i Slogs Herred. Også økonomisk var den i rivende udvikling.
Mange plattyske tingsvidner
For Slogs Herreds vedkommende findes der i tiden 1470 – 1550 17 danske tingsvidner jævnsides med 34 plattyske. Måske var det plattyske ikke så tilgængelig for alle?
Den lutherske reformation har også haft sin betydning. Grænsen mellem dansk og tysk kirkesprog var stort set der, hvor 1920 – grænsen blev trukket. Efterhånden som det folkelige skolevæsen kom i gang, var det også her sproggrænsen blev trukket.
Præsterne og deres indflydelse
I tiden 1581 til 1721 var Slogs Herred en del af det gottorpske hertugdømme. Men det er nok overvurderet i forbindelse med fortyskningsfaktor. Pietismen, Herrnhutismen og studehandlen har nok betydet mere i den forbindelse.
Med hensyn til præster og deres indflydelse, ja så var der stor forskel på dem. Vi har allerede omtalt et par stykker omkring Bylderup Sogn. Skal vi lige kigge på nogle af dem:
Først ind i det nye århundrede begyndte et nyt liv at røre sig i præstegårdene. Det var efterdønningerne efter Claus Harms forkyndelse, der fik en lignende virkning for hertugdømmerne som Grundtvig forårsagede i kongeriget.
Politikken kom også i menigmands tilværelse
Men den nye tid bragte også politikken ind i menigmands tilværelse. Til den slesvigske stænderforsamling i 1836 lod man sig i Slogs Herred repræsentere af gårdmand Theis Hansen Steenholdt fra Ravsted og storbonden Peter Todsen på Mejerholm ved Tønder. Gårdmand Martin Adolph i Nolde var suppleant. Men det er nok for tidligt ved dette valg at tale om en national tilkendegivelse.
”Det tyske sprog ville finde stor interesse og nytte”
Men det fik vi vel ved spørgsmålet om de to stænder-deputeredes stilling til Niels Lorenzen Lillholts andragende om at måtte få det danske sprog indført som rets- og forvaltningssprog i de egne, hvor der i forvejen var kirke- og skolesprog.
Steenholdt udtalte under forhandlingerne herom i 1838, at han i taknemlighed ville påskønne det, når det danske sprog blev indført ved retten, selv om han ikke synes, at det var nødvendigt. Han havde aldrig hørt klager over anvendelse af det tyske sprog og synes heller ikke, det var forkert. Han gjorde sig til talsmand for øget undervisning i det tyske sprog i Nordslesvig:
Han sluttede sig til ”Hertugen af Augustenborg”
Men med dette blev en gnist sluppet løs. Da det kongelige reskript om brugen af dansk øvrighedssprog blev udsendt den 14. maj 1840 var situationen en helt anden.
Steenholdt havde i mellemtiden sluttet sig til Hertugen af Augustenborg. I Stænderforsamlingen sagde han:
Steenholdt kom dog aldrig selv trods alle mulige anstrengelser til at beherske det tyske sprog.
Sit elskede Slesvig – det lykkeligste plet på jorden
En ung teolog fra Øster Højst var trådt ind på scenen, Nis Hansen, Bondesøn, som han yndede at kalde sig, var en hjemstavnens mand. Han ville gøre:
Bogsamlinger på 20.000 bind
Og der savnedes var oplysning. Det lykkedes ham i 1839, at få en kreds af københavnske sønderjyder samlet omkring dannelsen af:
I løbet af de følgende fire år var denne forening i stand til at forsyne omtrent 60 bogsamlinger med ikke færre end 20.000 bind. I Slogs Herred fik Øster Højst, Ravsted og Rørkær bogsamlinger.
Endnu så sent som i 1840 søgte han at få sine landsmænd Todsen og Steenholdt med til sine ideer.
Men i stedet valgte de to at få offentliggjort brevene i Tondernsche Intelligenzblatt den 5. august 1840. Processen var fuldbyrdet. Slogs Herred var delt i to nationale lejre.
Steenholdt bliver sognefoged for Ravsted Sogn
Bortset fra rivninger under stænderdebatterne og lidt avisskriveri i ny og næ var egnen præget af dybt indgroet bondekonservatisme. En mand som herredsfoged Eerend Feddersen var en embedsmand fra den tid. Under kriseårene i 1820erne havde han været herredet en god mand.
Den 21. april 1840 blev Thies Steenholdt udnævnt som sognefoged for Ravsted Sogn. Det hed at kun få personer i sognet var kvalificeret til en sådan stilling. Endvidere hed det sig, at han ”nød agtelse og anseelse i hele sognet”.
Steenholdt trækker sig – bliver upopulær
Om han nu gjorde dette er et spørgsmål. Han lod sig lede af ”Hertugen af Augustenborg”. Og det var bestemt ikke den moderate fløj inden for Slesvigholstenismen. Hans ildhu endte da også med at skaffe ham modstandere i hans eget sogn.
David Bargum med hvem han havde kæmpet om sognefogedposten repræsenterede således den mere moderate fløj inden for hjemmetyskheden. Spændingen mellem de to fløje blev akut under treårskrigen.
Nytårsaften 1848 indlod Thies Steenholdt sig på en jagt efter en ung mand, der var flygtet nordpå for at undgå indkaldelse til den Slesvig – Holstenske oprørsarme. I anledningen af helligdagene havde han dristet sig hjem til sine forældre i Havsted.
Nogle dårlige elementer havde da med sognefogedens billigelse foranstaltet optøjer i den ellers stille landsby. Gårdmand David Bargum forholdt sig trods sit hjemmetyske sindelag passiv.
Thies Steenholdt havde åbenbart blevet upopulær under denne aktion. Nogle dage senere den 3. januar 1849 anmodede han om at blive fritaget for hvervet som sognefoged i Ravsted Sogn.
Ravsted kaldt for ”Klein Berlin”
Ravsted har jo ellers i tidens løb gjort sig kendt for sine hjemmetyske sympatier, ja det er endda blevet kaldt for ”Klein Berlin”. Hvad årsagen kan være vides ikke. Op til treårskrigen er sognet blevet rost for deres flid og iver i skolegerningen.
I løbet af 1840erne blev skoleundervisningen forbedret i sognets skoler. Det siges udtrykkelig i 1839, at det var pastor Bargums fortjeneste, at sognets skolevæsen var så god. Han virkede som sognets præst fra 1801 til 1847. Han har således i en menneskealder sat sit præg på sognet.
Pastor Meyer holdt hånden over degnen
Lærer og degn Christian Christensen var dansksindet. Det var ham, der bestyrede den før omtalte bogsamling i sognet. Han har ikke præget børnene i tysk retning. Hans indflydelse over for de velståede tysksindede bønder var kun ringe. Under oprøret blev han udsat for forfølgelser på grund af sin troskab mod konge og fædreland. Når det ikke gik ham værre skyldtes det pastor Meyer, der holdt hånden over ham.
Treårskrigen gav ikke i Slogs Herred anledning til nationale uoverensstemmelser i lighed med, hvad vi kender fra det tilgrænsende Aabenraa Amt. Det var her storbønderne, der bestemte. Man så store økonomiske fordele ved at tilslutte sig Holsten og Hamburg.
Det var dyrt at blive sognefoged
Det var ikke alle, der bare kunne blive sognefoged. Man skulle erlægge en temmelig høj sum, 54 mark. Man skulle søge hos Tønder amts nye amtmand, grev Arthur Rewentlow, en loyal helstatsmand, der dog i løbet af få år ragede sig uklar med mange af de nye nationalliberale embedsmænd.
Efter treårskrigen skete der en stor udskiftning af illoyale embedsmænd, ja man kan vel kalde det udrensning. Og det var svært at finde frem til de rette.
Sognefoged i Burkal protesterede
Man kan så stille spørgsmålet, om man gik rigtig frem. Sognefoged F.P. Höeck i Burkal følte sig i hvert fald forurettet. Han skrev til Amtshuset i 1850:
Han slutter meget betegnede med, at anmode om at få tilbagebetalt de 25 rigsdaler, som han årligt i seks år har betalt sin forgænger for at få jobbet. Dette blev dog afvist.
Sognefoged Peter Simonsen fra Holm i Højst Sogn havde opfordret militærpligtige til at søge til oprørsstyrkerne i Rendsburg.
Men pastor Høxbroe sagde, at det var løse rygter, og at han var en god dansk mand. Peter Simonsen fik lov til at beholde sit job.
Området, hvor det ”blakkede” standpunkt stod i fuldt flor
Man sagde om Slogs Herred, at det allerede dengang var et område, hvor det ”blakkede” standpunkt stod i fuldt flor, mens de nationale tanker først meget sent formåede at slå rod.
H.V. Clausen omtaler således en mand fra Havsted, der indtil 1848 var dansk, under opgøret var han Slesvig – Holstensk. I tiden mellem krigene var han igen dansk og efter 1864 endte han sine dage som preusser.
Næsten tvunget til at blive sognefoged
I Bylderup Sogn var Chr. Hansen fra Nymølle blevet afsat, hvad han tog myndighederne ilde op. Og det var i den grad vanskeligt at finde en afløser. Sluttelig faldt valget på Matthias Hansen Matthiesen i Bylderup, skønt han kun var 24 år gammel. I 1867 anmodede han om sin afsked. Som grund afgav han, at han nærmest var blevet presset til det. En åben dansk erkendelse turde han ikke at fremkomme med.
De tysksindede forsøgte da på en hver måde, at hindre den nye sognefoged i at udføre sit job.
Nye præster i halvdelen af sognene
I halvdelen ag Slogs Herreds seks sogne indsattes det efter treårskrigen nye danske præster. I Burkal, Bylderup og Øster Højst var det henholdsvis Joh. Kok, Holten Lützhöft og Sabinus Høxbroe.
I Hostrup fortsatte derimod Chr. Hoeck i embedet, skønt han med årene slet ikke forstod at dølge sine Slesvig – Holstenske sympatier. I Ravsted og Tinglev forblev to mænd af den gamle skole, nemlig Meyer og Beyer. De har vel nærmest søgt at holde de gamle helstats-synspunkter i hævd. De tilhørte således en slægt, der havde forstået, at broderkrigen havde skabt et ulægeligt brud imellem mennesker af samme rod i en fælles hjemstavn, at nationalismens århundrede nu var indledt.
I et indlæg i Dannevirke, hvor forståelsen for helstats – princippet var ringe, stempledes Beyer sammen med flere andre præster som tysksindet.
Pastor Kok fik mindst anerkendelse
Den mest navnkyndige af herredets præster blev Johs. Kock. Det er dog betegnende nok som forfatter og ikke som præst, at han har gjort sig kendt. Ikke uden fanatisme gik han ind for tidens nationalliberale opfattelse af det slesvigske spørgsmål.
Sit tyske slægtsnavn lod han fra begyndelsen af 1860erne stave på dansk. I kirkebogen gennemførte han en ”danisering” af sine sognebørns slægtsnavne. Således blev Roth til Rød. Selvfølgelig faldt det den pågældende familie for brystet.
Pastor Kok var nok den af de danske præster, hvis virke fandt mindst anerkendelse på selve egnen. Ved forjagelsen i 1864 stod en mand som pastor Lützhøft helt anderledes stærkt i befolkningen.
Som vi har skrevet i en tidligere artikel så blev pastor Lützhøft fordrevet fra Bylderup.
Stor standsforskel i herredet
De toneangivende større bønder – op under 1864 var det brødrene Mommsen på Store Tønde og Vrågård – var tysksindede. De danske småkårsfolk gik derfor i reglen stille med, hvad de tænkte og følte.
Den sociale deling inden for landbostanden var meget udpræget i det gamle Slogs Herred. Og det kunne mærkes. Da anlægget af en skolesti fra Skovhus til Lyderholm var på tale i 1850, fordi en indsidders børn havde store vanskeligheder med at komme i skole, erklærede bylaget kategorisk, at man ikke godvilligt agtede at udlægge en skolesti ”for en Hyerling”, der havde været noget helt andet, dersom det havde drejet sig om ejeren af Skovhus!
Da overklassen som nævnt gennemgående var tysksindet kan det ikke undre, at man i tyske kredse mente at være i majoritet, når det regnedes efter kvalitet og ikke kvantitet!
Tyskheden blomstrede efter 1864 i herredet
Den stærke hjemmetyskhed i Slogs Herred ved Genforeningen i 1920 skyldtes i ikke ringe grad fremmeherredømmet, der satte ind efter 1864. Det lykkedes faktisk tyskheden at gøre folkelige erobringer blandt ”de blakkede”. Men det kan også noteres, at det ikke lykkedes tyskheden at fastholde disse elementer i tiden, der fulgte efter 1920.
Tyskernes administration i 1864 synes i Slogs herred i det store og hele at været gået roligt for sig. Herredsfoged Cohen, der i tiden mellem krigene gennemførte de danske myndigheders foranstaltninger til punkt og prikke fortsatte uanfægtet efter krigen som et lydigt redskab for de nye magthavere.
De danske præster blev hurtig fordrevet. Kun i Ravsted og det danske Rørkær synes befolkningen at have protesteret.
En delegation fra Ravsted mødte op hos amtmanden
Den 29. marts mødte en delegation fra Ravsted op hos den konstituerede amtmand i Tønder. Den krævede omgående indførelse af tysk skolesprog eller i det mindste ligeberettigelse af tysk og dansk. Læreren i Ravsted var født alsinger. Han kunne begge sprog og var dansksindet, men hans kollega i Foverup gjaldt for at høre til i den modsatte lejr. Læreren i Korup var ude af stand til at undervise i tysk. Han var fra enklaverne.
Deportationen krævede omgående fjernelse af sognefoged, Jacob Jørgensen, der blev betegnet som fanatisk dansk. Forsamlingen havde også forslag med til, hvem der skulle have de andre embedsmandsstillinger.
Ravsted – tyskerne ønskede ”Die Landesfarben”.
Sognefogeden forlangte sin opsigelse på dansk
Der var en række optøjer. Roen i sognet blev forstyrret af en række skandaløse optog. Da sognefogeden fik sin opsigelse var den affattet på tysk. Det ville han sandelig ikke finde sig i. Han forlangte den på dansk og det fik han sandelig også.
I Rørkær kunne man heller ikke have sognefoged Peter Lund siddende. Man sagde at danskheden brugte ham til deres propaganda. Men det var nu protest fra de solvigske gårde mod hans afsættelse.
Klart dansk flertal i 1867
Slogs Herred var ved afståelsen i 1864 et godt dansk land. Ved valget til den nordtyske rigsdag i 1867 var det et klart dansk flertal i herredet, alene med undtagelse af Ravsted. Men takket være en komplet mange på danske personligheder, lykkedes det for tyskheden at vinde fremgang.
De jævne danske småkårsfolk i Slogs Herred følte sig trykket af de nationalt ugunstige forhold. Hvad der så skete i Slogs Herred før eller siden, ja det kan du så rigelig læse her på siden. Vi bringer en artikelfortegnelse.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk kan du bl.a. læse156 artikler fra Sønderjylland og 233 artikler fra Tønder, 139 artikler fra Aabenraa, 68 artikler fra Højer og 55 artikler fra Højer herunder:
Artikler fra Slogs Herred:
Artikler: ”Da Sønderjylland blev dansk (tema)
Dato: januar 11, 2018
Ladegården og åen
Foredrag den 10. januar 2018 i Stefanskirken. I samarbejde med Nørrebro Lokalhistoriske Forening og Kirken. Vi skal kigge på Ladegårdsåen og den gård, der navngiver åens navn. Vi ligger på alle de ting, som gården er brugt til. Og vi kigger på beboerne. Og her var der også mange forskelligartede personer. Heriblandt var det den gale præst og et spøgelse. Og de afsindige og tossede skulle næsten klare sig selv. Og når så der var udgang, så måtte lemmerne afhentes på diverse værtshuse på Nørrebro. Der skete også sørgelige ting i åen. Så mange, at der ligefrem opstod myter. Og så er det jo lige det ømme punkt. Hvordan begrænser man dette emne? For vi vil jo også lige forklare lidt om Fattigloven og en masse mere. Fattigloven hørte også hjemme på Ladegården. Dette er et langt indlæg. Nu er du advaret.
Ladegårdsåen er igen blevet populær
Ladegårdsåen er blevet populær igen. I øjeblikket hygger åen sig i rør under Aaboulevarden. Men der er mange, der gerne vil se åen igen. Der har været mange forslag til, hvordan dette kan gøres. Og det sidste forslag går ud på, at vi da bare lige river Bispeengbuen ned. Og hvordan man så lige leder trafikken ind til byen, kan man så overlade til andre at finde ud af. Men se, det er slet ikke det, som vi skal høre om i aften.
Det er hvis nok 10. gang, at undertegnede står her sammen med mine medarrangører. I aften skal vi zoome ind på historien bag Ladegården og åen.
Selve åen løber fra Damhussøen under Aaboulevarden og ud i Peblinge Sø. Den løber fra Damhussøens nordøstlige ende forbi Flintholm og Grøndal Station. Ved Fuglebakken Station drejer den af og møder Lygteåen. Denne kommer fra Utterslev mose og Emdrup Sø.
Bombastisk og ekstrem
Bispeengbuen er grim og grå. Den er bombastisk og ekstrem. Og så er den bygget i en skala, man ikke se mere. I tredje sals højde raser hver dag mellem 37.000 – 46.000 biler ind og ud af København. Her er ingen cykler og motionsløbere. Her er ingen cafeer eller legepladser. Her er ikke grønt og hyggeligt.
Neden under er det en guldgrube for filmfolk, fint til gangsterfilm. Og her er hvis gratis parkering. Ingen ved, hvem der skal have pengene. Hovedstadens rød-grønne vil helst sløjfe denne Bispeengbue. Man vil have trafikken ned i jorden og oven over skal åen risle som dengang. Ud med biler og beton, ind med cykler, bænke, vand, luft og lys. Er det virkelig så let?
Da Bispeengbuen blev indviet i 1972, hang vrede københavnere over altankasserne og viftede med sorte protestflag. Der var underskriftsindsamlinger og bombetrussel. Men den grimme grå trafikskulptur var første skridt i en generalplan, der lagde et gitter af motorveje ned over hovedstaden. Det hele skulle samles i en storslået hovedvej langs søerne med 12 spor.
Vandet skal vel vendes rigtig
Overborgmester Urban Hansen ville bygge Danmarks svar på Chicago – en pulserende metropol med højhuse og flyvende motorveje. Men nu er det så spørgsmålet, om man skal renovere buen til 125 millioner kroner, så den kan holde 55 år længere. Eller skal man lave en 800 meter tunnel? Då er det jo netop, at vi kan få Ladegårdsåen at se.
Og så skal denne kæmpe betonklods rives ned. Og det er bestemt ikke billigt. Vi kan få skybrudssikring og skabe et bedre byliv. Nyere undersøgelser viser, at det måske ikke er så dyrt. Men hvad nu med de 37.000-46.000 biler dagligt, der skal ledes gennem Frederiksbergs og Nørrebros gader. Kan man bare gøre det så let?
For nogle år siden talte man om, at 30 pct. af det vand, der kommer fra Esrom Sø, forsvinder i kloakken, fordi det er forurenet. Men var det ikke også noget med, at få at redde vandet i Grøndalsåen, så vendte man vandet i Ladegårdsåen? Det var en sommer, hvor vi pludselig kunne se bunden af søerne. Der kom ikke vand nok. Men det er jo fordi man ledede det mod Rødovre. Se alt dette er jo noget ingeniører og trafikplanlæggere må gruble over. Her koncentrerer vi os om det historiske.
Det startede i 1200-1300-tallet
Den første Ladegårdså ser vi allerede i 1200-1300 tallet. Da graver man den ud som en bæk, der kom fra lavningen omkring den nuværende Bispeeng. Der blev bygget en dæmning ved den nuværende Büllovsvej. Bækken blev ledet gennem en gravet rende indtil Büllovsvej. Herved skabtes Peblingesøen. For at skaffe mere vand førtes flere åløb til Ladegårdsåen.
Ja egentlig er Lygteåen meget gammel. Den blev udgravet under Kong Hans (1455-1513). Formålet var at lede vand til vådområderne foran København. Dette kunne så passende også bruges som forsvarsværk.
I mange år havde åen stor betydning for Københavns drikkevandsforsyning. Ja den havde også betydning for Københavns fæstningsgrave.
Forurenet allerede i 1600-tallet
Men allerede i 1600-tallet taltes der om forurening af åen. Kongen påbød bønderne at rense den. Det samme gentog sig i 1620. En masse heste og kreaturlig forstoppede flere gange åens løb.
De tre broer
Omkring 1820 dannedes en ny overgang ud for Blågårdsgade. Det var den såkaldte Blågårdsbro. Her kunne byggematadorerne så gå fra Nørrebros slum over til det pæne kvarter på Frederiksberg.
I 1853 fik rådmand Bülow tilladelse til for egen regning at anlægge en bro for enden af Bülowsvej. For enden af Parcelvejen blev Parcelbroen (Griffenfeldsgade) anlagt. I 1892 var denne så faldefærdig, at den blev revet ned. Den blev erstattet af en jorddæmning. Dermed var Ladegårdsåens skæbne beseglet.
Bangert anlagde en bro ved Brohusgade. Og han forlangte selvfølgelig bropenge. Han var jo ikke forretningsmand for ingenting.
Forurenet fra kirkegården
I 1833 stod kister under vand på Assistens Kirkegård. Vandet blev ledet ned i Ladegårdsåen, som dengang blev brugt til drikkevand. I 1879 kunne man i ”Blade fra Kirkegården” læse at nogle beboere ned ved Ladegårdsåen var blevet fundet døde i et hus. De havde antagelig drukket af vandet
Idyllisk i 1890
I 1890 var Ladegårdsåen et idyllisk åløb. Gangbroerne over vandspejlet var dog ikke særlig solide. På begge sider var der smukke indhegnede lysthaver og nyopførte rødstensvillaer. Hist og her var der kedelige lejekasserne, ja og så var der jo selve Ladegården.
En tur til ”Havet”
Ladegårdsåen var en tumleplads for børn fra både Frederiksberg og Nørrebro. Her sejlede man med træskibe og lavede tømmerflåder.
Der blev solgt postkort med teksten ”Badeliv i Ladegårdsåen”. Jo, det var Nørrebros Bellevue. Nu var vandet nok ikke helt rent. Af og til kom der en død hund eller kat drivende i åen. Men så længe der ikke var betjente eller Åfar i nærheden, var her et rigt badeliv.
Men her var masser af småfisk, frøer haletusser og salamandere. Men der var også igler, der sugede sig fast på børnenes bare ben. Her var også engang store geder, særlig ved Revolveren, der var en slags mergelgrav. Her lå senere Snedkermestrenes Træ- og Finerskrædderi. Dengang var åen en langsom glidende strøm.
Ofte gik turen til ”Havet”. Ja sådan kaldte Nørrebro-ungerne åen. De voksne tog kaffe med, og satte sig på bænkene, der var opsat på stierne langs åen. Her kunne de voksne så sidde og hygge sig, mens ungerne badede.
Også tumleplads om vinteren
Om vinteren løb man på skøjter på åen eller sprang på isflager. Og så blev poderne stillet til tørring foran kakkelovnen. De blev tøet op under alskens pinsler mens det snurrede i hænder og fødder.
Næste dag tog man så fat igen.
Hvis man ikke havde en kælk kunne man bare bruge et sildekasselåg, ja skoletasken kunne også bruges.
Frederiksberg var fjendeland for Rabarberdrengene
Drenges skræk var ”Åfar”. Han var den kommunale ”bussemand” og ”bukseryster” Jo det var fare på færre, når han var i nærheden. For helt officielt måtte man ikke bade i åen.
Og nu var åen også grænsen mellem Frederiksberg og Nørrebro. Dette betød mange grænsekampe mellem knægtene.
Og ja, alt på Frederiksberg blev betragtet som fjendeland. På bredden af Ladegårdsåen beskød Nørrebro-knægtene ruderne på Mariedal.
Jo her gik Rabarberdrengene ofte over. For over på den anden side boede de blegfisede villa-drenge. Gang på gang blev villavejene ryddet, når Rabarberdrengene gik i aktion. De blegfisede søgte tilflugt i villahaverne. Men heller ikke her kunne man føle sig sikker.
Et par voksne truede med spadserestok. Men de blev også drevet på flugt. Og da en betjent blandede sig en gang, blev denne overfaldet. Næsten alt hans tøj, ting og sager blev smidt i åen. Det var et kosteligt syn, at se en betjent med bar røv flygte ned langs villavejene.
De lokale slag ved Bekkers Mark
Men de fleste lokale bandekampe blev afgjort ved Bekkers Mark. Det var et større græsareal begrænset af Ladegårdsåen, Jagtvejen og Nordre Fasanvej. Indgangen til Bekkers Mark var for enden af Stefansgade, når man havde passeret bommene.
Jo slagtemester Bekker havde her i perioder heste og køer gående til græsning. Han havde en forretning på hjørnet af Stefansgade og Nørrebrogade. Han var en rigtig menneskekender. De fattige fik kødet til en meget billig pris. Og dem som Bekker anså som rige fik lov til at betale overpris for kødet.
Men det var her på Bekkers Mark, at Rabarberdrengene og drengene fra Nordvestvejen mødtes. Ja så var der også Rakkerne. De hørte til i Baldergade-kvarteret. Den fjerde gruppe var Krügerne. De kom ude fra Ndr. fasanvej. De arbejdede på Krügers Tobaksfabrik. Der var knipler, køller og slagsange. Ja Krügerne havde fire meter staver med.
Der blev ikke berettet om dødsfald men om mange brodne pander og blod. Senere blev kamppladsen flyttet ud på Nordre Fælled. Og en ting kunne man dog blive enige om. Ja det var når politiet dukkede op, så kæmpede de alle mod disse.
Marie druknede sin afkom
Der er historier om unge piger, der druknede deres afkom i åen. De var kommet til storbyen og mødt en sød fyr, troede de. Men da han hørte, at Marie var gravid flygtede han. Og Marie så aldrig mere ”Prinsen på den hvide hest”. Lovgivningen dengang var bestemt ikke til Maries fordel.
Marie kunne risikere livsvarig fængsel
Loven fra 1866 kunne idømme kvinder, der fik provokeret abort op til 8 års straffearbejde i de såkaldte forbedringshuse.
Fra 1879 risikerede kvinder, der fødte i dølgsmål at få livsvarig fængsel. Hvis ens forældre ikke kunne eller ville hjælpe, når man fødte uden for ægteskab, ja så måtte man gå til Sognerådet, der så ofte anbragte Marie og barnet på fattiggården. Og så kom pigen i forhør:
Mange gårdmænd betragtede det som deres ret at forlyste sig med tjenestepigerne. På landsplan blev 10 pct. af alle børn omkring århundredeskiftet født uden for ægteskabet. Det var de såkaldte ”Horeunger”.
I ”Den Danske Familieret af 1882” hedder det sig, at uægte børn, som en gift eller ugift mand har avlet af en mand eller en kvinde, der begge er gift med andre, har avlet en ”frille”
Horeunger avlet af en mand og en kvinde, der begge er gift med andre, samt bigami-børn, blodslams-børn og voldtægtsbørn, alle juridisk skal sidestilles med horeunger.
Uægte børn blev ikke anset for at være i familie med faderen. Moderen havde automatisk forældremyndigheden og forsørgerpligten. Horeunger var helt og aldeles familieløse. Det skete ikke sjældent, at optegnelsen i skudsmålsbogen pludselig ophørte. Grunden var horeunger.
Marie havde det sandelig ikke let, da hun sad her ved Ladegårdsåen.
Kvinders adelsmærke var kyskhed
Dengang blev mandens krop opfattet som bærer af kultur, ånd og orden. Kvindens krop var en del af naturen, drevet af det stærke, ukendte og mystiske.
En gravid kvinde skulle så vidt mulig holde sig inden døre. Hun skulle ikke deltage i selskabelighed. Kvindens adelsmærke var kyskhed. Hun skulle være jomfru og gerne udvidende om samlejet ind til ægteskabet.
Prævention var usikker og dyr. Men i 1880 kunne man købe kondomer af fiskeblærer og gummipessarer. Lægerne var dog ikke indstillet på at fortælle om disse muligheder.
Og hos Irma på Nørrebro, hvor det hele begyndte måtte kontordamerne ikke snakke sammen. Blev de afhentet af en mand, blev de afskediget dagen efter. Det var heller ikke bedre hos Privatbanken. Her stod der i deres regulativ i paragraf 3:
Men dette fik telefondamer efter seks ugers strejke sat en stopper for.
Et lig flød i Ladegårdsåen
En søndag morgen i 1913 sad en ung mand og fiskede i Ladegårdsåen. Han gjorde en uhyggelig opdagelse. Han så et lig flyde i åen. En betjent blev tilkaldt. Ved fælles hjælp fik de bjerget liget.
Det var Lundorf Larsen, der havde begået bankrøveri på Østerbrogade. Han havde søgt tilflugt hos en kammerat. Her troede han, at han kunne finde et gemmested. Men i stedet kontaktede denne politiet.
De var lige i hælene på ham. Lørdag aften var han vadet ud i åen og skudt sig en kugle for panden lige over øjet.
Da to damer druknede
Der findes mange vandrehistorier om åen og alle dem, der er druknet i åen.
Ud for Åboulevarden 16 er anbragt en høj spids sten, som minder om en blanding af en milepæl og et mindesmærke. Den var tidligere anbragt i selve Ladegårdsåen ud for Ladegården, hvor dens top ragede en eller halvanden alen op over vandet.
Der var ingen inskription på stenen. I folkemunde hed det, at den var anbragt til minde om et brudepar, der i længst forsvundne tider var kørt i karet til deres fremtidige hjem. Men vognen var i den bælgmørke aften væltet ud i åen, hvor det unge par var druknet. Og det skulle have været to letlevende damer, der havde siddet så urolig og vippet fra side så kareten var skvattet ud i åen.
Men bladet ”Nyeste Skilderier af København” har hvis nok sandheden. Den 1. december 1812 kunne bladet meddele at natten mellem den 26. og 27. november var en karet, der kom kørende fra ”Lystgaarden Rolighed” væltet ned i Ladegårdsåen ikke langt fra Skt.Hans Hospital som Ladegården hed på dette tidspunkt.
I denne karet var der 5 damer og en halvvoksen knægt. Denne sammen med tre af damerne blev reddet mens to druknede. Og disse var Fru Marie Henriques født Beck (gift med købmand Falk Wilhelm Henriques) og Fru lise Magnus, født Henriques (gift med Glanslærredsfabrikant Moses Magnus).
Piletræer langs åen
Af denne ulykke kunne ske, lå dels i, at Ladegårdsvejen henlå fuldstændig uoplyst, dels i at åen ikke var indhegnet, så det var umuligt at skimte den i den mørke nat. Det var denne hændelse, der var årsag til, at der blev plantet piletræer langs åens bredder.
Da åen i 1897 på dette sted blev overbygget, blev stenen anbragt på selve midterpartiet af Åboulevarden. Samtidig blev der foretaget en simpel indskrift 26.-27. nov. 1812 indhugget i stenen. Ved reguleringen af Åboulevarden blev stenen midlertidig bortfjernet og indskriften slebet ud. Men siden blev stenen opsat på den nuværende plads.
En hestesporvogn
I mange år kørte her på Ladegårdsvejen en lille sporvogn trukket af en hest. Den kørte hele Ladegårdsvejen igennem, drejede op ad Bülowsvej for via Rolighedsvej at ende på Falkoneralleen.
På mange snedige måder blev åen også brugt til at smugle sprit ind til lemmerne. Og man må sige, at det var ret så kreativt
Parcelbroen er åben
Imellem 1892 og 1967 blev åen overdækket og lagt i rør. I dag sørger åen stadig for, at der er vand i søerne
Da det hele så var blevet fyldt op skulle man finde et navn. Der blev foreslået Frederiksberg Boulevard og Gyldenløvs Boulevard. Ja og Åboulevard blev kun vedtaget med en stemmes overtal.
Og mange år efter, når toget var forsinket brugte man udtrykket:
Avlsgården i Nyby og Ibstrup
Men se denne å, Ladegårdsåen er opkaldt efter selve Ladegården. Men allerede i 1548 bebudede kongen, at han ville ”lade holde Avlsgaard i Nyby”. Men hvor denne ladegård har ligget er de kloge uenige om.
I løbet af det syttende århundrede kom også Ibstrup Ladegård. Den blev senere til Jægersborg.
Men under Christian den Fjerde blev den gamle ladegård afløst af et storstilet nyt anlæg. Kongens interesse for byggeri og anlægsvirksomhed satte smukke minder rundt om i vort land, ikke mindst i hovedstaden og dens nærhed.
En smuk have ved Rosenborg
Da han begyndte at bygge Rosenborg, knyttedes der til dette et kongeligt lysthus. Oprindelig var det tænkt som en urte- og nyttehave. Haven blev stadig større og smukkere. Og nu blev der også ledt vand ind til slottet. Men omkring 1620 hørte man ikke mere om stedet.
Kongen overtog den sidste rest af den såkaldte Kalvehave mod at Hovedstaden får Ryvangen ved grænsen til Gentofte. Tillige købte kongen Skt. Jørgens Mark af Vartov Hospital får en årlig afgift på 80 daler. De blev dog noget uregelmæssig betalt.
Sankt Jørgens Sø var udtørret
Omkring år 1600 var Sankt Jørgens Sø næsten helt udtørret, fordi den ikke holdtes tilstrækkelig inddæmmet. Vandet fik lov til at flyde i engdraget. Kongen forlangte, at søen blev fyldt af hensyn til forsvaret. Men borgerne forsøgte at krybe udenom.
Den gamle bondeby Solbjerg fortsatte endnu i et par generationer, men så blev den nedlagt og Ladegårdsarealet blev fordoblet.
En engageret konge
Kongen var meget egageret. I efteråret 1620 blev der hugget tømmer til en stor stald- og ladebygning. Den var 100 bindinger lang og 30 alen bred og 15 alen høj.
Fra december til april var arbejdsfolk og daglejere beskæftiget med at opfylde og planere grunden i Kalvehaven. Det mægtige bygningsværk kunne rejses i foråret 1621. Allerede om sommeren 1621 stod det næsten helt færdigt. Der var mur mellem stolperne og ruder. Samtidig var der lagt vold og grav uden om den indre ladegårdsgrund ligesom ved Ibstrup og Rosenborg.
Næste sommer (1622) rejstes taget på det grundmurede hus. Det var indrettet til ”Vaaninger” med gemakker og kamre. Samme efterår blev fire store kampsten tilhugget til en muret portbygning, som tømmermændene satte spir på.
Plads til 500 stykker kvæg
I dette og følgende år blev der muret flere tusind alen tavlemur, skorstenene og gavle i bygningen på den nye ladegård. Til ”det store hus”, hvor der var lagt stenbro og mindre, lige til et tømmerhugget duehus.
Arbejdet skred rask frem. Skifertækkerne havde travlt med at afdække husene. Vinteren igennem var glarmestre i færd med at forfærdige vindue af glas, bly og tin til bygningerne på den nye ladegård.
Christian den Fjerde hørte til den type, der ville have tingene gjort færdig med det samme. Han satte fart i tingene. Kongen havde bestemt, at der skulle opstaldes 250 okser på Ladegården. Men senere blev antallet af køer og okser udvidet til fulde 500.
Svinehuset var på 32 bindinger med en vældig ”svinehave” indhegnet med et plankeværk på mange hundrede fag. Samtidig blev en svanehave indhegnet. Erindringen om denne ”have” er bevaret i navnet Svanemosegård.
18 broer ude på området
I den fugtige engbund, hvor Ladegården blev bygget blev som skik var i datiden anlagt med fiskedamme. Og det var ikke kun for fiskeriets skyld. Det var også af hensyn til dræning og tørlægning. Ladegårdsåen blev ledt gennem voldgraven og rundt om den egentlige Ladegårds-grund.
Udenfor på terrænet var der mindst 18 broer over de mange grøfter og vandløb. For vandtilførselen til den ny ladegård sørgede en ”vandkunst” med kobberindretning. Det var nærmest tale om et slags trykvandsanlæg. Vandet førtes ind til staldene i rørledninger ind mellem krybbyerne, der fyldtes med foder fra den ovenover liggende loft, hvor kornet blev tærsket. Her oppe i laden kunne man køre med hest og vogn, uanset om kvæget var opstillet nedenunder.
En meget imponeret fyrstesøn
Egentlig var det planer for, at ladegården skulle have ligget ud for Øster Port. Ved Sankt Jørgens Søs nordvestligste hjørne ved slusen blev der bygget et ”Svertehus”, som nærmest var et farveri. Dette havde også forbindelse til Ladegården. Mellem Blegdamshuset i det nordvestligste hjørne af Sankt Jørgens Sø og Ladegården blev der i 1622 bygget et Fangehus. Også dette havde forbindelse til Ladegården.
I marts 1623 var det enorme anlæg færdig. En tysk fyrstesøn var på gennemrejse og besøgte Københavns seværdigheder. Til dem hørte den nye Ladegård. Han var meget imponeret.
Den gamle Nyby Ladegård var efterhånden blevet ribbet for sine bygninger og anlæg. Det meste var bindingsværk. Det meste var godt gammelt kram. Det kunne tages ned og bruges igen.
To af husene på i alt 62 bindinger blev forsynet med otte nye kviste. I marts 1624 var Nyby Ladegård væk.
Den første foged skulle gå i kirke
I juni 1623 var den første foged, Rasmus Jensen startet, Hans løn var årlig 26 Daler kurant. Dertil kom månedlig 3 daler i kostpenge. Men han havde også rigelig at se til.
I hans instrukser blev det påpeget, at han skulle være en flittig kirkegænger. Han skulle ligeledes sørge for, at tage vare på lys og ild. De ansatte skulle passe deres sengetid og de skulle lystre fogeden.
Man kunne ikke have unyttige folk gående
Det skulle ikke være flere ansatte end højst nødvendig. Man kunne jo ikke have unyttige mennesker gående. Der var to vognsvende, der tillige skulle skiftes til at passe svinene. Så var der to ”Mælkedrajer” en dansk og en tysk. Det holstenske mejeri stod i ”høj anseelse” Fremdeles skulle der være en malkepige for hver atten køer og en røgter for hver hundrede okser.
Desuden var der brændevins-piger. Man brændte nemlig også brændevin på Ladegården. Ja så var der hønse-piger, svinedreng, buddreng m.m. Man var også nødt til at tage daglejere. De skulle hjælpe til ude på marken.
Det meste gik til Københavns Slot
Kornet skulle rengøres og behandles omhyggeligt, så det kunne bruges til malt og anvendes i kongens store bryghus i København. Det korn der blev til overs, skulle bruges som føde til svin og småkræ. Ellers gik det meste til Københavns Slot.
Resterne skulle sælges på Torvet. Fogeden fik besked på, at samle pengene sammen og hver onsdag og lørdag skulle der afregnes med Hans Hagedorn, som var en af kongens ”Edelknaben”. Denne havde en slags overopsyn med Ladegården og for dette hverv oppebar han ”Skjorte- og Støvlepenge”.
Bønderne på nabogrunden skulle sørge for, at grøfterne og led skulle holdes rene. De skulle sørge for såning, pløjning og høst på rette tider og efter den bedste metode. Man skulle være påpasselig med dyrene og sørge for den nødvendige rengøring.
Salg måtte ikke ske fra Ladegården. Selvdødes skind skulle straks føres til regnskab.
Kvinderne måtte spinde-til gavn for kongen
Portene skulle åbnes ved ind- og udkørsel af nøje afregnet gods. Ingen måtte opholde sig alene i stalden. De dyr ”der ikke var så let at opdrage”, skulle for en sikkerheds skyld brandmærkes med Ladegård-mærket.
Det var strengt forbudt for kvinderne at tage sig af det kostbare kvæg, men de måtte gerne malke. Og det skulle ske tre gange dagligt. Og resten af de lyse timer skulle de spinde – til gavn for Kongen.
Jorderne var nu ikke af bedste kvalitet. En masse kanaler gennemskar markerne.
Jo fogeden havde sandelig nok at se til. Bønderne opførte sig ikke altid som kongen ønskede det.
En voldsom orkan
I begyndelsen af 1630erne tager kongen fat på en ladegård uden for Vesterport. Men hvorfor nu det?
Jo en voldsom orkan havde raseret i 1628. Og den havde i den grad ødelagt den moderne ladegård. Hvor omfattende ravagen har været, vides ikke. Men historien fortæller os ikke så meget om katastrofen.
En ny Ladegård måtte opføres
Den ny lade blev ikke nær så stor som den gamle. I begyndelsen af 1630erne opførte man en ny ladegård i stedet for den orkanramte ladegård. Laden blev ”kun” på 77 bindinger. I 1654 beskrives Ladegården som uberørt af krige. Ja lad os dukke ned i Johannes Wolfs ”Encomion Regni Daniæ”:
En overgang indrettede man også hønseovne, som en slags rugemaskine.
Fisketyve endte på Bremerholm
I 1639 var der en del fisk i dammene. Dette fristede fire mænd og en dreng. De fyldte deres bukser med fangsten. I første omgang skræmte man dem væk. Sagen endte dog med, at tre af dem blev indsat på Bremerholm.
Fæstningsanlæg
Tre store fæstningsanlæg blev bygget i 1600-tallet. Den vestligste af disse var Ladegården. Den havde en vandgrav på den ene side. Fra skansen løb en lille vold med en enkelt bastion langs indersiden af Sankt Jørgens Sø.
Fæstningsgraven havde afløb til Sankt Jørgenssø gennem et gammelt åforløb, som oprindelig hed Vodroffå, men som i folkemunde blev kaldt Rosenåen, som følge af der ildelugtende vand. Dette åløb afgrænsede det bebyggede område mod syd og en primitiv bro tillod færdsel fra bygningerne ud til markerne.
Christian den Fjerde anlagde en landevej til området. Kongen betragtede denne vej som sin egen ejendom. Vejen fik selvfølgelig navnet Kongevejen. Nogle haveejere i forbindelse med vejen fik allernådigst tilladelse til at benytte vejen, hvis dette kunne ”skee uden Skade”, som det hed i 1645.
Ingen guldgrube at være forpagter
Gården gav ikke det overskud, som kongen havde ønsket. I 1647 forpagtede Peder Svendske gården. Det kostede 2.200 rigsdaler. Men der hørte også en del forpligtelser med denne forpagtning. Svendske var også forpagter af ”Friederichsborg Slots Ladegaard. Ved tronskiftet i 1649 søgte han om forlængelse. Der blev bevilliget to års forlængelse med væsentlige stramninger.
Forpagteren skulle således aftage 100 læs brænde fra kongens skove og masken til køerne fra Kongens Bryghus. Det var bestemt ikke en guldgrube at drive disse ladegårde.
Svenskerne ødelagde Ladegården
I 1651 blev dele af Ladegården indrettet som Pesthus. Det blev kortvarig indrettet som sygehus for sindssyge og epidemiramte. Men svenskekrigen bevirkede, at lemmerne blev fordelt på andre institutioner. Og takket være svenskerne led bygningerne stor skade.
Tyve hollandske familier var blevet inviteret til at bosætte sig. De fik hurtig opbygget en lille by. Der havde fået lov til at bruge en del af Ladegårdens jorder
De bøhmiske klædemagere
I 1653 havde Frederik den tredje tilladt 50 bøhmiske klædemagere med familie at bosætte sig på Ladegården. Derfra skulle de fremstille og sælge klæder både i alenmål og stykvis. De var af religiøse grunde blevet fordrevet fra deres hjemland. Nu fik de vidtgående privilegier for en snes år frem i tiden.
Men de kom aldrig rigtig i gang. Måske var det et mord på Ladegården, der var skyld i dette.
Svenskerne kom igen
Og så kom svenskerne atter engang på besøg. De belejrede København i 1658-59. De skød Ladegården i grus.
Christoffer Gabel købte i 1662 Teglgårdsvangen og lagde den sammen med sin erhvervede jord fra Ladegården. Byens teglgård blev nedlagt og flyttet herud. Men egentlig var det ruiner, som Gabel overtog.
”Den Gule Hest”
I 1670 blev der givet tilladelse til et krohold lige øst for landevejen. Et skel blev dannet for Ladegårdens marker i vest. Her opførte murermester Jens Matzen en kro med både tilladelse til at brygge og bage, således at tilrejsende til ”Nødtøftighed for Penge kunne overnatte og overleve”.
Al slags fremmed drik måtte såmænd også gerne ”diviteres” med, når blot der ”erlagdes” told deraf. Hvor længe der blev drevet kro herfra fortaber sig i det uvisse. Men ejendommens navn ”Den Gule Hest” tydede på en hvis standard.
Regning uden vært
Gabel erhvervede sig også Peblingesøen. Han opdæmmede søen og omdannede den til en eng. Han regnede med at bruge den til græsning. Atter engang var en sø blevet tørlagt. Men Gabel havde gjort regning uden vært. I 1674 fratog kongen ham området, og der kom igen vand i søen.
I 1682 lå der tre fiskedamme på Ladegårdens jorde mellem Vestre og Nordre Forstad. I 1694 druknede en ung knægt i en af disse.
Selve skansen var forholdsvis uberørt efter svenskekrigen. I de kommende år dannede denne bastion base for en gård, der blev bygget her.
Et yndet traktørsted
Christoffer Gabels søn, Valdemar Christoffer overtog gården. Men han kom i pengenød. Derfor overtog Kronen igen gården.
I 1683 boede der en kongelig musikant, Johan Alter i et forhenværende kongelig gemak. Også general-konsumpionsforvalter justitsråd Edvard Kruse havde værelse her.
Han fik i 1690 kongelig bevilling til at nyde og bruge Ladegården med tilliggende jord, Enghave og Fiskevand, fri for pålæg undtagen kopskatten i ti år med den betingelse, at han skulle holde bygningerne ved lige på egen bekostning. Stedet blev et yndet traktørsted.
Landetaten brugte gården som kvæsthus
I 1697 brændte det meste af Ny Hollænderbyen. Disse bønder var fortsat bagud med at levere varer. Så det hele gik tilbage til kongen.
Men åbenbart var der sket et eller andet. For efter et par år overgik Ladegården atter til institution. Landetaten brugte gården som kvæsthus. Under pesten i 1710-11 blev gården brugt som pesthus. Krigshospitalskassen havde af kronen fået skænket gården. I en periode fungerede Ladegården som krigshospital. De almindelige syge soldater blev flyttet til Nyhavn, da stedet var pesthospital.
Pesthus og lazaret
Også på den nærliggende Vodroffgård blev der indrettet et pesthospital. Begge steder havde en barber som chef. Det var ikke så mærkelig. De fungerede som datidens kirurgere.
Halvdelen af gården blev indrettet som lazaret. Man brugte stråsække som madrasser og senge. Sækkene havde den fordel, at de kunne kastes i vand og siden tørres og røges for at hindre smitte. Der blev opsat ovne i rummene, så de syge ikke skulle ”lide kuldens kvaler”
I 1727 blev stedet tilbudt til leje. Man kunne i annoncen se, at stedet da var 200 alen langt og 22 ½ alen bredt. Her blev også anlagt en mølle. Inden denne tilladelse blev givet skulle man dog lige sikre sig, at vandstanden i Peblingesøen ikke blev berørt.
Krigshospital og Pesthus
I 1728 var Ladegården blevet istandsat. Samtidig med krigshospital, blev det brugt som fattighus. Det fungerede også som straffeanstalt for militæretaten. Og så blev Ladegården også brugt som husvilde bolig for nogle af dem, der mistede deres hjem under Københavns brand.
Den 27. juli 1733 ansøgte direktørerne fra Krigshospitalskassen om tilladelse til at oprette et spinderi af blår, hør samt et væveri på Ladegården. Man foreslog endvidere hærarkivar Simon Schmidt som ansvarlig for fabrikkens drift. Kort efter fulgte planer om at samle almisselemmer på Ladegården.
En kapital på 1.200 Rdl., som kongen havde betalt til Pesthuset for fattige Garders og Grenaderers Enker overførtes til Krigshospitalskassen.
Gården ombygget i 1748
I 1748 blev gården radikalt ombygget. Og fra 1734 blev der også her indrettet en kirke. Denne blev betjent af magister Sehmand, der var sognepræst for garnisonen. Han tog sig af sakramentet, mens studenten Nicolai Isenfeldt tog sig af selve gudstjenesten. Ja sidstnævnte tog sig også af undervisningen af børnene. Vi skal senere høre om den gale præst på Ladegården.
Efterhånden startede en produktion på Ladegården. Nu var der beskæftigelse til alle lemmer. Produktionsafdelingen med væve- og spindestuer befandt sig i den venstre del af bygningskomplekset, mens sygestuer, magasiner og stalde havde til huse i den øverste del.
Arbejdsstuerne skulle opvarmes fra Mortensdag til Påske, hvortil der var seks favne bøgebrænde til rådighed. Som belysning anvendtes tranlamper, mens der på sovesalene kun måttebruges fast lygte. Der skulle hver dag pålægges to kvinder at rengøre spinde- og sovesalene, hvilket omfattede gulvvask, fejning og rygning med enebær.
Hospital og Tugthus
Fra 1765 fungerede Ladegården dels som hospital for frivillige og dels som tugthus for betlere, der opbragtes af byens fattigfogeder. Ligeledes samme år stiftedes Frederiks Plejehus, der skulle erstatte Krigshospitalet på Ladegården.
Nu måtte ”Afsindige” og ”Tossede” dele med fattiglemmerne på Ladegården.
Købmand og fransk katolik Claudi Rosset var købmand i København. Han så, hvordan alle lemmerne havde det på Ladegården. Han donerede hvert år 1.000 rigsdaler til stedet. Og senere blev hele hans efterladte formue på 31.396 rigsdaler ved Fundats af 26. december 1766 overdraget til stedet.
Et spøgelse på Ladegården
En mand, der senere døde af kolera i 1853, var i sine unge dage fuldmægtig på Sankt Hans Hospital på Ladegården. En af de første nætter, da han sov på sit værelse på Ladegården var en måneklat nat. Han vågnede ved, at en mandsperson sad ved skrivepulten med ryggen vendt mod sig. Han rejste sig helt op og gjorde en bevægelse fremad. Forfærdet skjulte fuldmægtigen sig under dynerne. Næste morgen var det hele som en drøm for ham.
Han nævnede det ikke for nogen. Næste nat lod han lyset brænde, da han gik i seng. Han kunne dog ikke falde i søvn. Men han ville ikke holde øjnene åbne. Alligevel så han ved midnatstid den samme person sidde på stolen.
Han rejste sig nu fast besluttet på at opklare sagen. Men spøgelset så på ham med et grufuldt blik og gik hen mod ham mod sengen. Fuldmægtigen måtte i hast gemme sig under dynen, hvor han svedte angstens sved.
Næste morgen meddelte direktionen ham, at han ikke skulle være på det værelse mere. Man mente, at det var en afdød kontorist, som af og til kom på besøg.
I mange år stod dette værelse efterfølgende tomt på Ladegården.
Sankt Hans Hospital
I 1768 solgte man Ladegården til Københavns Kommune, hvorefter lemmerne fra Pesthuset ved Kalvebod Strand blev overført hertil. Den ny institution på Ladegården fungerede nu nærmest som sindssygehospital. Man fik da også lov til at bære navnet ”Sankt Hans Hospital”.
Kommunen havde erhvervet en betydelig del af det areal, der havde tilhørt Christian den Fjerdes ladegård. Området lå vest for Sankt Jørgens Sø.
20 Dårekister
Der blev indrettet en bygning med 20 dårekister opført af solide planker. Standardudstyret var en briks og et lokum. Men som noget nyt, kunne dårekisterne opvarmes. I 1770 led 88 af Ladegårdens beboere af sindslidelser. 14 af dem var så hårdt angrebne, at de blev anbragt i disse dårekister. Ødelagde disse lemmer deres sengetøj, fik de ikke nyt. De måtte nøjes med halm. Det samme gjaldt for deres tøj. Adskillige sindssyge gik nærmest rundt kun iført pjalter.
Afsindige og tossede
Under et tag samlede man nu patienter fra det gamle Sankt Hans Hospital. ”Afsindige” og ”Tossede” gik side om side med Almisselemmer med ”ulægelige” og ”gyselige” sygdomme. Kort tid efter kom en tredje kategori, “De veneriske patienter” Disse ville man ikke have på almindelige hospitaler. Man var da også lidt betænkelige ved at have dem her. Tænk hvis deres smitte via Ladegårdsåen endte i Søerne!
Nu var det dog ikke længere væk, end at en medicus i godt vejr kunne aflægge hospitalet et besøg. Ellers var der på et tidspunkt kun tre opsynsmænd til 500 indespærrede stakler. Ja fra 1769 til 1816 lå Sankt Hans Hospital på Ladegården. På daværende tid var det landets eneste sindssygehospital. Her stuvede myndighederne gale og vanvittige mennesker af vejen under vanvittige og uhyrlige forhold.
Da lemmerne blev overflyttet fra Christians Plejehus
Inde fra Christians Plejehus i Store Kongensgade, berettede ”sygetrøster” Peter Strange om udflytningen ud til Ladegården:
De Somatiske sygdomme
I 1787 var der indlagt 361. Der var flest om sommeren, for da havde bønderne tid til at komme med dem. Indtil da havde bønderne bundet dem derhjemme og spæret dem inde.
Sankt Hans Hospital havde også patienter med ”de somatiske sygdomme”. Det var sygdomme som lægerne stod magtesløse over for, kræft, vanførehed m.m. Og med patienter med ”venerisk syge” kom de prostituerede og deres klientel.
Man forsøgte at adskille de forskellige grupper fra hinanden. En lille håndfuld patienter var så heldig, at nyde resterne af Claudi Rossets legat. Det betød nye klæder og rent sengetøj med jævne mellemrum. Disse patienter havde deres helt egen afdeling.
De ”honerte” værelser
De værst medtagende var placeret i et hus i haven. Endelig kunne hospitalet også tilbyde eneværelser til velhavende patienter. Disse værelser omtales igen og igen som de ”honerte kamre”. Hele hospitalet var nomineret til 360 patienter. Men den holdt slet ikke. Efterhånden blev store dele af lofterne også inddraget.
Da pastor Cruse gjorde toilette
Og se til dette sted kom der i 1768 en ny præst. Hans navn var Niels Christian Berg Cruse. Han var nu ikke en ørn til sine studier. Og på Borchs kollegium gjorde han en latterlig figur.
Han fik et job som lærer på Opfostringshuset. Mens han var lærer her, blev han angrebet af forrådnelsesfeber. Han oplevede kort tid efter at blive slået bevidstløs af en emsig kirurg.
Den berømte biskop Münster var med lidt god vilje fætter til vores hovedperson. Münster boede som barn i overlægeboligen ved Frederiks Hospital og havde ikke langt til Opfostringshuset i Store Kongensgade. Om sit møde med Cruse skriver han i sine erindringer:
”Jeg er manden til Sankt Hans Hospital”
Og Münster fortsatte:
Præsteembedet på Ladegården blev ledigt i foråret 1788. Økonomisk var præsteembedet ringe betalt. Der kom 200 rigsdaler fra hospitalets kasse og andre 50 rigsdaler fra Claudi Rossets legat.
Men mon Cruse egentlig vidste, hvad han fik ind til?
En nybygget kirkesal
Ladegårdens kirke lå i midterfløjen med lukkede gårde. En nybygget kirkesal på 260 kvm stod klar til Cruse. Men koret vendte ikke mod øst som i andre kirker. På Ladegården vendte den mod sydvest.
Klager over pastoren
I juledagene havde Cruse klaget over inspektørens ”despotiske opførsel”, da Cruuse havde bedt en karl om at kløve brænde. Inspektøren troede, at Cruse havde stjålet det.
Og så var det galt med mælken. Det var normalt noget der tilkom spisemesteren. Men pastor Cruse havde egen malkeko og overskuddet kunne han jo passende sælge til patienterne. Men spisemester Larsen klagede til Magistraten over, at madamme Cruse snød, når hun lavede fløde.
I september 1792 fandt gangkonen en af de kvindelige patienter død i sengen. Hun blev straks båret hen i ligstuen. Pastor Cruse var første mand på pletten. Han følte på kvinden og udbrød:
Men kirurgen vidste nu bedre, og skulle ikke lade sig belære af en pastor. Nu viste det sig da også, at pastoren havde ladet sig beskænke aftenen før. Og dette skete hyppigere og hyppigere.
I omgangen med patienterne viste pastor Cruse sig heller ikke fra den bedste side. I maj 1793 klagede således en af de veneriske patienter, Sidse Pedersdatter. Pastoren ville ikke tage hende til alters, fordi hun var:
Cruse afviste dog klageren og henholdt sig til anordningerne. Han kunne ikke som præst acceptere kvindens tilstedeværelse i kirken, da det var ham magtpålæggende:
Ja Pastor Cruse måtte skriftlig forklare sin handling. Han skrev, at han personlig intet havde imod Sidse, men han følte sig dog chikaneret af hende. Derfor bad han Magistraten pålægge hende:
I overensstemmelse med samvittigheden
I marts 1797 var det galt igen. Under en inspektion trådte Peter Christian Løwe frem på gangen og beklagede sig over præstens opførelse. Løwe havde nogle dage før blevet alvorlig syg og havde tilkaldt præsten, der også var mødt frem. Men han nægtede den syge sakramentet.
I stedet havde pastor Cruse skældt den syge mand ud i andre patienters påhør. Cruse blev forelagt klagen og nægtede heller ikke handlingsforløbet, men fremførte sit forsvar, at han havde behandlet Løwe:
Direktionen gav på stedet pastor Cruse en advarsel.
Notater i Kirkebogen
Fra oktober 1794 begyndte pastor Cruse at gøre mere udførlige notater i sin kirkebog om de patienter, han begravede på hospitalets kirkegård. Indtil da havde han indskrænket sig til kun at opgive navn og alder. Og det kan i dag være ret fornøjelig læsning.
I oktober 1794 døde således den 70-årige Andreas Bech:
En måned senere døde den 44-årige student Laurentius Andreas Horn. Cruse skrev i kirkebogen:
Lugten af kræftpatienternes sår har døgnet rundt blandet sig med skrigene af de sindssyge i dårekisterne. Det krævede en bred ryg at leve på Christian den Fjerdes ladegård i de 50 år bygningerne husede Sankt Hans Hospital.
Rekordantal stort antal brudepar
Og i 1795 begyndte pastor Cruse, at vie et rekordstort antal brudepar i kirkesalen på Ladegården. Det var egentlig ikke nogen, der havde noget at gøre her. I de følgende fire år ekspederede han ikke færre end 256 vielser.
Men nu havde dette også sin forklaring. De københavnske ægtepar undgik den såkaldte kopulationsafgift. Men Cruse var nu også havnet i dårlig selskab. Ingen af de andre præster ville have noget med disse vielser at gøre. Pastor Cruses lille kirke var åbenbart blevet et fristed for sparsommelige og besværlige københavnere.
Men efterhånden var det kommet Biskop Balle for øre. Og ikke alle vielser var lige efter bogen.
Pastor Cruse blev knækket
Men sagen knækkede pastor Cruse. Han begyndte at drikke endnu mere. Efter ti år på Ladegården var han en knækket mand. Han kunne ikke længere stå for presset. Det slog klik for ham.
Han blev indlagt på Frederiks Hospital. Her var han i to måneder. Men allerede efter 24 timer var den gal igen. Han blev indlagt på en af de ledige værelser på det ”honerte kammer”.
Madam Cruse fandt en skibspræst
Madam Cruse fandt en skibspræst der kunne tage pastor Cruses job. Fattigvæsnet Havde korresponderet med pastorens nærmeste slægtninge for at høre, om de var interesseret i at understøtte præstens hustru og fem børn-helt eller delvist. Tiggergangen resulterede i 72 rigsdaler om året. Dertil kom en tredjedel af Pastor Cruses årsløn som engangsbeløb.
Familien måtte forlade boligen på Ladegården. Men i 1801 måtte madam Cruse atter engang skrive til Fattigvæsnet om hendes mands tilstand. Hun måtte holde ham indespærret på et værelse. Hun fortalte også, at de ikke kunne komme til at leje noget, så længe, at de havde en afsindig boende.
De logerede sig inde hos en bagermester i Farvergade. Men endelig i 1803 blev Cruse indlagt på Sankt Hans Hospital på Ladegården, der hvor han engang var præst.
På prædikestolen i Frederiksberg Kirke
I 1807 kom englænderne. Ladegårdens mure var et perfekt skjold mod kanonild. Under fjendens eskorte blev størsteparten af lemmerne lukket inde i Frederiksberg Kirke. De veneriske syge måtte dog ikke komme herind. De måtte tage til takke med de kongelige stalde. Englænderne trakterede med kød og brød.
Blandt dem, der blev lukket ind i Frederiksberg Kirke var også Cruse. I et ubevogtet øjeblik besteg han prædikestolen og begyndte at prædike løs.
Efter opholdet i kirken blev de 500 overført til staldene ved Frederiksborg Slot i Hillerød.
Skaderne på Ladegården blev i oktober 1807 opgjort til 30.000 rigsdaler. Kirurgen havde mistet instrumenter for 6.000 rigsdaler.
Pastor Cruses død
I foråret 1808 begyndte overflytningen til det nye Sankt Hans Hospital ved Roskilde. Overflytningen kom til at vare i otte år. Først i 1816 var Ladegården tømt. Almindelig Hospital måtte også tage en del patienter.
Egentlig havde Christian de Syvende en løsning på problemet. Der skulle bygges et nyt sindssygehospital på Ladegårdens Mark, omtrent der hvor Sankt Markus Kirke ligger i dag.
I december 1808 døde pastor Cruse kun 51 år gammel. Nogle dage efter blev han begravet på hospitalets lille kirkegård. Han kom til hvile blandt en masse andre ulykkelige mennesker. Mange af disse havde han prædiket for i 11 år.
Borgerne skulle moralsk og åndelig oprustes
Byens indbyggere blev fattigere og det samme skete for byens ernæringsdrivende. Efter englændernes bombning fulgte i 1813 statsbankrottet og tabet af Norge. Hovedstadens fattigvæsen var underlagt staten.
Men København fungerede som en slags prøveklud, når det gjaldt at forbedre vilkårene for de fattige og arbejdsløse. Mange af de initiativer, man startede i København, blev efterhånden også gennemført ude i provinsen. Allerede omkring 1600-tallet havde man prøvet med tvangsarbejde. Og så var det Opfostringshuset, Tugt-, Raps- og Forbedringshuset.
Borgerne skulle moralsk og åndelig oprustes. Et universalmiddel for dette arbejde. Det gavnede staten og det lærte de fattige at bestille noget.
Negre-klæder
I 1816 blev der oprettet en industri-indretning til beskæftigelse af arbejdsføre på Ladegården. Her blev der også produceret lærred til Hæren og ”Negre-klæder til Negrene i Vestindien. Det startede med at være en succes.
I 1821 nedsatte man en kommission, hvis formål var at undersøge om der var behov for en arbejderanstalt. Året efter blev Arbejderanstalten Ladegården indviet.
Hvordan var det lige med Fattigloven?
Måske skal vi lige stoppe op her, og forklare lidt om Fattiglovgivningen dengang!
Dengang skulle man have opholdt sig tre år inden for hovedstadens område, så havde man opnået forsørgelsesret. Det betød, at man kunne stille krav på ”nødtørftig underholdning”, dvs. føde, husly, klæder og varme, således at man kunne opretholde ”Liv og Helse”.
Det var Fattigvæsnet, der skulle sørge for, at de arbejdsføre fik anvist lønnet arbejde. Viste man sig arbejdsuvildig, måtte der anvendes fornøden tvang. Man skulle også hjælpe med læge og medicin. Endvidere skulle der drages omsorg for, at fattiglemmers børn fik fornøden skoleundervisning.
Fattigvæsnet havde hånds- og halsret
Men Fattigvæsnet havde hånds- og halsret over en. Man var underkastet væsnets disciplin og moralske regler. Var man indskrevet som fattiglem, så indebar det også, at ens ejendele tilfaldt væsnet efter ens død. Man havde så også stillet den fornødne frijord til rådighed på Assistens Kirkegård.
Al henvendelse om hjælp skal rettes til lokale fattigforstandere. Fattigvæsnet rådede også over Almindeligt Hospital i Amaliegade samt en række arbejdshuse og arbejdsanstalter som Ladegården.
Fattigvæsnet skulle også tage sig af datidens husvilde. Ja og de skulle også tage sig af Offentlige fruentimmere, hvis disse kom i udføre. Så blev de også en overgang placeret på Ladegården.
Hvad er et offentligt fruentimmer?
Politiet var begyndt at registrere offentlige fruentimmere. I 1874 gennemførtes nemlig en ”Lov om Foranstaltninger til at modarbejde den veneriske Smittes udbredelse.
Men hvad er et offentligt fruentimmer?
Med loven forsøgte myndighederne at dæmme op for de voksende kønssygdomme og regulere prostitution, så den ikke stødte an mod den offentlige orden og moral. Og ofte blev disse fruentimmere anbragt på Ladegården.
Christiane Adolfine Larsen
En af disse var Christiane Adolfine Larsen. I 1892 blev hun indlagt på Kommunehospitalet, hvor hun tidligere var blevet behandlet for syfilis. Christiane blev anset for at være sindssyg. Hun opholdt sig derfor meget af tiden på Ladegården.
Den 43-årige tilstod ved indlæggelsen:
Christiane burde have været indlagt på Vestre Hospital der ved åbningen i 1886 havde 60 af hospitalets 200 senge forbeholdt udøvere af hemmelig prostitution. Men som sindssyg hørte hun under Kommunehospitalet. Men som regel endte Offentlige Fruentimmere deres dage på Ladegården.
Produktion på Ladegården
Et moderne landbrug blev indrettet på Ladegården. Til avlens fremme fik man tilført latrin fra byen. Der blev satset på kartofler og hør. Hertil kom uldvæveri, et farveri, en række værksteder for almindeligt håndværk samt et lysstøberi.
Man fik god hjælp fra den militære klædefabrik i Usserød, der stillede 6 klædevævere til rådighed.
Man mente også, at have fundet den rette mand som inspektør, nemlig klæde-fabrikør Branner. En anden vigtig ansat var kogekonen, madam Schultz. Hendes løn var fastsat til 2 rigsdaler sølv ugentlig, en portion daglig middagsmad samt 1 pund brød daglig. Hun fik desuden anvist et frit værelse samt lys og brændsel.
De fleste fattiglemmer herude var ufaglærte. Man var enige om, at lønnen ikke måtte sættes højere end, hvad der kostede at bestride ”et almindelig fattiglems tarvelige fornødenheder” Man satte for mandelige et beløb af, lydende på 21 sk. Og det kom man frem til på følgende måde:
Man satte beløbet hos kvinderne 2 sk. lavere. Man regnede ikke med, at kvinderne spiste så meget.
Der skulle arbejdes fra klokken fem om morgenen til otte om aftenen med i alt tre timers pause. Man regnede med et overskud. I 1824 var der 246 lemmer herude.
Pjaltehæren fra Ladegården
Fattigvæsnet havde overtaget gadefejningen og den kostebevæbnede pjaltehær blev et nyt element i gadebilledet. I inspektørens instruks stod der:
Men samtidigt blev det påpeget:
Ladegårdens rygte var afskrækkende
For mange blev Ladegården en station på vejen mod fængsel og rettersted. Omvendt fandt en dødsdømt drabsmand som Ole Kollerød, at Ladegården var ”Paradisets Have”.
I 1826 sagde man, at mængden af arbejdere på Ladegården var:
Man mente, at lønnen skulle være lavere. Og så overvejede man nu at nedlægge rebslageriet, lysstøberiet og linnedfabrikken. Rygtet blev endnu dårligere:
Arbejdssky og arbejdsuvillige
I 1828 var underskuddet på 31.899 rbd. Forklaringen var sikkert, at det ikke var den allerbedste arbejdskraft. Der har sikkert været mange ”sjovere” til stede. Ja sådan benævnede man ugifte og arbejdsløse. Man kunne ikke tilvejebringe en produktion, der kunne hvile i sig selv.
Mange fattiglemmer var arbejdssky og arbejdsuvillige. Man havde ikke nok tvangsmidler til at fremtvinge disciplin under arbejdet. Indlagte lemmere udeblev uden tilladelse fra arbejdet og forlod anstalten. Alt for mange drev omkring og tiggede. Mange foretrak i stedet et kortere eller længere fængselsophold.
Tvangsarbejderanstalt
I 1833 gik den hidtidige ledelse af. Det hele blev overtaget af Fattigvæsnet. Året efter blev institutionen udvidet med en tvangsarbejderanstalt. Her blev tiggere og fattige, der forbrød sig mod Fattigvæsnets regler anbragt. Værkstederne blev udbygget for at få produktionen til at stige. Samtidig forsøgte man at få økonomien forbedret. Men kvaliteten af det, som man producerede var uhyre ringe. Dog var gulvtæpperne af en rimelig kvalitet.
Ladegården producerede for marinen og kommunale institutioner.
I en opgørelse fra 1834 kan vi se, at lederen hedder Carl Schleisner. Den nærmeste medarbejder hed Frederik Christopher Bülow, der senere overtog ledelsen. Han beklædte herefter stillingen til 1857. Han var også kendt som en stor byggespekulant.
Tumult og ballade
Gennem tiden har der her været masser at tumult og ballade. Således også den 13. august 1839. Forholdene havde været sådan, at kønnene ikke var adskilt. Det blev de nu med et højt plankeværk. Og det ville beboerne ikke finde sig i. Så de stak det hele i brand. Og det lokale brandværn var ikke meget bevendt. De lå underdrejet grundet sprit.
Det godt at kongen befalede, at flere delinger militær skulle stille, ellers var det hele brændt ned.
Tvangsarbejder-afdelingen var anvendt til tiggere og ”uordentlige fattige” Der var en afdeling for fabriksarbejdere og en indslusnings-afdelingen. Desuden var der en slags eliteafdeling, men den skulle man gøre sig fortjent til at komme ind i. To af betingelserne var, at man var fattig og ordentlig.
I 1850 havde det været ikke mindre end 2.000 igennem Ladegården. Og i 1870 var man oppe på 4.000.
Borgerskabet var glade for at slippe af med disse mærkelige individer. Men om søndagen kunne man ikke undgå at lægge mærke til dem. De havde ret til udgang. Og så gik det ellers rundt ind til byen og rundt på Nørrebros værtshuse. Der var ofte råb og slagsmål i gaderne, når disse mødte op. Og mange lemmer havde trods forbud taget et par flasker brændevin med hjem.
4.000 lemmer om året
I 1864 gennemskar jernbanen Ladegårdens jorder. Det var en kærkommen afveksling for lemmerne at se togene passere. Ved samme lejlighed forsvandt den stinkende Rosenå.
I 1870 opførtes Fattiggården. Fem år senere opførtes en opdragelsesanstalt for drenge. Og senere blev der indrettet en smittebærende afdeling. I dette år havde hele 4.000 lemmer besøgt Ladegården.
Ladegårdslemmer var ikke en særlig velset patientgruppe. Andre patienter på Kommunehospitalet ville ikke dele stue med dem. De blev betragtet som ”uordentlige” fattige. Ja de blev anset for at ligge samfundet til last og på alle områder at udnytte systemet. I 1870 kunne man på Ladegården selv behandle:
En ny madplan
I 1896 blev bygningerne på Ladegården atter engang sat i stand. For fremtiden skulle man aflevere sit eget tøj. Nu fik man arbejdsuniform. Og så blev kostplanen ændret:
Jeg ved nu nok, hvornår jeg ville spise med – velbekomme.
Endnu i 1904 var der 572 lemmer herude. Da Arbejderanstalten i Sundholm på Amager blev indviet i 1908 flyttede Ladegårdens lemmer derud.
Men Ladegården fik lov til at stå helt frem til 1930, hvor man nedrev bygningerne. På dens grund blev der i stedet opført boligejendomme og Radiohuset.
Kilde:
Hvis du vil vide mere, læs her på www.dengang.dk:
Hvis du vil vide mere: Om tiden før Ladegården: Se her på www.dengang.dk:
Dato: maj 29, 2017
De skæve eksistenser på Nørrebro
Denne artikel har været genstand for diverse foredrag af forskellig længde. Vi skal her høre om Lersø-bøllerne, Fælledbisserne, Prinserne samt Kræmmerne og Klunserne. I denne artikel bevæger vi os også over i Nordvest. Vi er både i Lersøen, Nørre Fælled, Blågårds Plads, Blytækkervej og andre steder. Vi skal høre om drabelige skæbner, yndlingsdrikke og meget mere. Disse mennesker, som vi her berører havde en hel speciel levevis. Ja her møder vi også Danmarks Bonnie og Clyde. Og så skal vi på en hel speciel skovtur, hvor der foregik ting og sager. Vi kunne også have valgt skæve eksistenser på Ladegården, men disse har vi beskrevet andre steder. Mange af disse mennesker, som vi her beskriver endte deres tilværelse på Ladegården eller Sundholm.
Lygteåen var grænsen
Det er sikkert ikke så mange, der kan forestille sig det, der skete ude i Lersøen dengang. Vi har kun navnene tilbage. Men her lå den næsten udtørrede sø, Lersøen. Jo, den var en del af Københavns vandforsyning. Vandet løb via Lygteåen til Ladegårdsåen.
Nu var denne å også en anden vigtig grænse. For lige hertil løb Københavns Politis myndighed. Var man over åen, var man i Brønshøj Sognekommune og nogenlunde i sikkerhed for politiet. Måske var det derfor at så mange eftersøgte lige kom herud. Men det var nu kun til 1901, så breste Københavns Kommune sig.
Masser af pilekrat
Lersøen strakte sig over et ganske stort område. Fra Bispebjerg Hospital over til Haraldsgade og fra Nørrebrogade ud forbi Lyngbyvejen. Her var masser af pilekrat. Det blev høstet til byens mange kurvemagere. Og det var inde i dette vildnæs at Lersøbøllerne holdt til.
Ordet bølle stammer i virkeligheden fra bølleplanten af slægten Vaccinium. Dem voksede der mange af I Lersøen. Udtrykket ”bølle” har siden levet i folkemunde som navnet på en rå og ubehøvlet person.
Det var ikke ”Guds bedste børn”
Herude i sivene skulle man nok være stedkendt for ikke at fare vild. Man kaldte stierne for Harald Blåøjes Gang og Peter Knæs Gang.
Men allerede på Christian den Fjerde’ s tid strejfede folk rundt på Nørrebros fælleder. Det var folk, der var jaget af politiet. Og de var bestemt ikke Gud’ s bedste børn.
Her kom ”de pæne” ikke
Herude på Lersøen, der kom de pæne mennesker ikke. Her regerede Lersø – bøllerne. De blev kaldt Spiritus, Musen, Gloøje, Charles 5 – øre, Skæve Martin, Osen, Knokkeldrengen, Musen, Kno – Anders, Lange Hermand, Delle Frederik og Valdemar Skrupskider.
Fanemarchen afspillet med ræven
Jo sidstnævnte kunne med bagdelen afspille Fanemarchen. Og dette var meget populært hos Nørrebro – børnene. Jo de var meget hensynsfulde over for børn. De kunne trygt lege herude.
Ja Sorte – Petra var nærmest at betragte som fælles eje. Af andre piger var der også Anna 66, Guldåsen og lignende.
Karl Baj og Skæg Johannes blev til noget
Nye beboere kom til, blandt andet Musen og Karl Baj. Jo så var der også Delle Frederik. Karl Baj brugte en opvarmet firetommer søm for at sætte sit skæg. En gang imellem brugte han også fedt. Hans gode ven var Skæg Johannes.
Ja, Karl Baj blev storentreprenør og Skæg Johannes fik en meget stor jernhandel.
Huslejen var gratis
De byggede deres små huler af pilekrat og overdækkede dem med voksdug. Deres indbo hentede de fra den nærliggende losseplads ”Mamrelunden” Den lå på bakken lige neden for det nuværende Bispebjerg Hospital.
Huslejen var gratis. Her var nogenlunde tørt og lunt. Man kunne altid varme sig på spritten. Favoritten var et sæt bestående af en flaske brændevin, der blev rundet af med en skibsøl eller en pot skummet mælk. Det var sundt og nærende.
Fast føde brugte man sjældent penge på
Fast føde brugte man helst ikke penge på. I kvarteret var der altid en bager, der havde gammelt brød. Og var man vaks ved havelågen kunne man altid rapse sig en høne eller et stykke flæsk.
Hos bagermester Pitzner på hjørnet af Gormsgade kunne man for to øre få rigtig dejlige flødekager. Så gjorde det ikke noget, at de var 3 – 4 dage gammel
Bølle – Jørgensen uddelte øretæver
Politiet vidste godt, hvad der foregik herude. Men der var ikke daglig patruljering herude. Men når der var farlige forbrydere, der gemte sig herude, så gik den vilde jagt med hunde, og så blev der ellers uddelt øretæver. En ordentlig betjent havde ret og pligt til at sætte sig i respekt.
Ikke alle betjente var lige populære herude. Særlig ham, de kaldte for Bølle Jørgensen var ikke velkommen. Han havde et langt skæg og var en stor knokkel. Han gad ikke at slæbe bøllerne med på stationen. Han slæbte dem ind i næste port og gav dem en ordentlig øretæve.
Ikke alle var lige kriminelle
Nu var de ikke alle lige kriminelle herude. En masse militærnægtere havde også fundet vejen herud. Og beboerne i Utterslev mærkede ikke noget til ”bøllerne”. De var fredet.
Engang brød ”bøllerne” ind på politivagten på Tranevej for at befri en kammerat. De låste den vagthavende inde i detentionslokalerne. Men alle blev efter kort tid anholdt.
Renovationsvæsnet spolerede tilværelsen
Men det var nu ikke politiet, der spolerede tilværelsen for dem. Det var renovationsvæsenet. De brugte nogle kolossale udgravninger fra det nedlagte Aldersro Teglværk. I 100 meter brede og 20 meter dybe kratere, hvorfra man tidligere hentede ler, anbragte vognmændene fra natrenovationen deres dyrebare last på så sindig en måde, at det tykke langsomt blev skilt fra det tynde.
Kratersøen blev hældt på tønder og solgt til gartnerne i Utterslev, Brønshøj og Vanløse. Det faste stof blev skåret i blokke for siden hen at blive sendt med tog ud til bønderne i hele landet.
10 øre for en rottehale
Det vrimlede med rotter, men det var en indtægtsgilde, Lersøbøllerne budgetterede med. 10 øre betale politiet for en rottehale. Og det var en god pris. Man kunne få en flaske brændevin for mindre end en krone.
Disse rotter tog ophold hos vognmand Klenz. De var meget glade for hans høloft.
Frie fugle
Lersøbøllerne var frie fugle. De ville ikke underordne sig samfundets regler. De levede af smårapserier, betleri og lidt kræmmerhandel. Og så tjente pigerne ved at trække på Københavns gader.
De havde deres egen uniform. De gik med bowlerhatte og havde imponerende snoede cykeloverskæg. De havde altid hvide halstørklæder, der var bundet med en stor knude i halsen. Ja og så gik de i træsko.
En del af deres indbo hentede de fra Lossepladsen ”Mamrelunden”. Den lå på bakken neden for det nuværende Bispebjerg Hospital.
Ferdinand var en ordentlig kleppert
Kongeparret herude var absolut Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus.
Ferdinand Eriksen var en sværlemmet kleppert. Han havde ikke den store fidus til manuelt arbejde, ja han havde modvilje til dette. Han kom fra det nu forsvundne Brøndstræde – kvarter ved Vognmagergade. Jo han var flere gange kommen på kant med loven. Jorden brændte for alvor under ham. Det var klart at han søgte ud til ligesindede.
Der hvor Frederik kom fra holdt man sig ikke tilbage for vold og trusler. Under tiggeriet udviklede det sig ofte til vold. I ”Fagsproget” hed det ”drikke” eller ”smække” modstanderen en skalle.
De tykke panserbasser
Og politiet havde nok at gøre her. Var ofret bare beruset, så lod man ham ført ligge og sunde sig. Det tog jo tid, at få fat i en hestedroske og få kørt ”liget” til nærmeste politistation.
Det var ikke den høje slanke betjent man så, nej det var den tykke panserbasse. Man sagde om ham, at han var udvalgt efter vægt. De kendte hver eneste beboere, disse betjente og deres formåen inden for skrivekunsten var begrænset. Så ofte blev forseelsen takseret til en dragt klø inde i næste port.
Frederik startede sin karriere son 13 – årig
Frederik Ferdinand Eriksen begyndte tidligt, allerede i 1888 som 13 – årig. Sammen med et par jævnaldrende knægte hjemsøgte han de frederiksbergske villaer.
Dette indbragte ham 25 slag ris. Dette gjorde dog ikke det store indtryk på ham. To måneder efter fik han en ny dom på 6 dages fængsel. Og sådan gik det slag i slag. I 1892 fik han 8 måneders forbedringshus og året efter 18 måneder.
Det var den 4. november 1893 og det var i Christianshavns Arresthus. Den følgende nat undveg han. Han var sluppet ud af sine celle og ud i gården. Ved hjælp af et rendestens – bræt og noget tovværk lykkedes det ham at komme over den høje mur. Men ak, glæden var kort. Allerede dagen efter bliver han anholdt.
I 1901 flygtede Frederik til Lersøen
Han tilstod nu yderligere indbrud og fik en 8 måneders tillægsstraf. I 1896 blev han igen anholdt og fik tildelt tre års forbedringshus. Det følgende år modtog han sin 12. straf, nemlig 8 måneders fængsel for vold mod politiet.
Men nu havde han her i forsommeren 1901 fået nok og mødte op i Lersøen.
Karen Spidsmus
Karen Spidsmus hed egentlig Samuelsen. Det var hendes markante profil, der gav hende det berømte navn. Hun kom inde fra Rabarberlandet. Hun havde nogle smådomme for overtrædelse af politivedtægten. Sådan opfattede hun det nu ikke selv. Hun betragtede det som aldeles utidig indblanding i hendes privatliv. Hun var blandt andet stukket af fra en forvaringsanstalt.
Hun var opvokset i Rabarberlandet og var datter af ”Den glade Sandmand”. Og man skulle ikke kommentere hendes profil, så fik man en på ”snotten”. Man sagde om hende, at hun trak. Men det gjorde de fleste andre piger herude også.
I bad i Lygteåen
De havde nu en ret stor hygiejnisk standard herude. De badede kollektivt i Lygteåen. Deres tøj hang så til tørre inde ved bredden. Og for 5 øre kunne de endda også købe et stykke sæbe.
Stamværtshuset
De havde også deres stamværtshus på Nørrebro. Bag ved Stefans Kirken lå Brønshøjgade. Her lå et værtshus, der hed Lampekælderen. Den lå i en dyb kælder, og her holdt de snapseting en gang imellem.
Lersø – slaget i flere versioner
Man kan vel sige at bølleuvæsnet i Lersøen kulminerede i 1901. Her blev det berømte Lersø – slag udkæmpet. Det var natten mellem den 29. og 30. september. Banden havde delt sig i forskellige grupper og begået indbrud på Nørrebro. Hen på morgenstunden drog de så af sted belæsset med udnyttet for at fejre det i hytterne.
To københavnske betjente stødte på dem og anholdte den sidste i karavanen. Det gik ikke fredeligt for sig. De andre kom kammeraten til hjælp og betjenten blev ilde tilredt.
Men historien findes også i andre udgaver.
Sprit – apparatet
Der var masser af brandfare herude. Der måtte ikke tændes ild. En dag havde bøllerne tændt deres spritapparat. Nu ville de have hestefrikadeller.
En patrulje kunne lugte, at der blev lavet mad. Ikke alle betjente var lige fleksible. Den ene betjent havde sparket til spritapparatet for at få det slukket. Det var betjent Ørsted. Han fulgtes med en, der hed Kjærumgaard. Det endte med, at bøllerne røg på betjentene.
Ørsted blev mishandlet og døde senere af dette. Kjærumgaard løb sin vej. Og det gik ned af Rådmandsgade. Og her skar han sig selv i frakken. Det skulle se ud, som om, at bøllerne havde overfaldt ham med knive. Han blev øjeblikkelig afskediget efter retssagen for at have svigtet sin kollega.
Politiken den 1. november 1901
Det såkaldte Lersø – slag fik stor omtale i datidens medier. Således skrev Politiken den 1. november 1901:
Mathilde og Valdemar Hansen
Politi og myndigheder satte nu for alvor ind mod Lersø – bøllerne. De fleste blev hurtig fanget. Men det lykkedes for Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus at gemme sig i Århus i et halvt år.
De lejede en lille kvistlejlighed under navnene Mathilde og Valdemar Hansen, broder og søster. Men så var det en kone i ejendommen, der synes, at det var mistænkeligt, at de havde fået nye klæder trods det, at de ikke bestilte noget som helst. De havde også åbenbart altid penge. Så var det, at konen underrettede politiet.
Sand i øjnene
En betjent gik op i lejligheden og fandt Karen alene hjemme. På opfordring fulgte hun ret modvilligt med. Det passede hende ikke, at hun skulle gå. Hun ville køres.
På vej til stationen blev de indhentet af Ferdinand. Pludselig kastede han en håndfuld sand i øjnene på betjenten, der blev ganske blindet. Og da han atter kunne se, var de borte.
Dagen efter blev de anholdt på Fredericia Banegård, da de var på vej til København.
I retten
I retten opgave de deres fingerede navne og nægtede at have begået noget ulovligt. Da forhøret var forbi, lå der en lille håndfuld sand på gulvet, hvor Karen havde stået. Hun blev kaldt tilbage, men skønt det viste sig, at hun havde noget sand i lommen, nægtede hun indigneret at kende noget til det. Hun nægtede at ville bruge det, ligesom Ferdinand havde gjort det.
De blev nu indsat i det gamle umoderne arresthus. Fotografier af dem blev nu oversendt til Københavns Politi. Men før svaret forelå, var fuglene fløjet.
Den eventyrlige flugt
Flugten var ganske eventyrlig. Om natten ved tretiden kom en bagermester ind på politistationen og meddelte, at der på arrestmuren ud til Rosengade hang et lagen og flagrede, hvad han mente så højst mystisk ud. Ved nærmere undersøgelse viste det sig, at et tagvindue på arrestbygningen stod åbent.
Da man havde fået vækket arrestforvareren, der havde soveværelse i bygningen og foretaget en grundig undersøgelse, blev det konstateret, at både Ferdinand og Karen var borte. De må være flygtet i det blotte linned, da arrestforvareren hver aften tog deres tøj fra dem netop for at hindre deres flugt.
To betjente på cykel
Hele politistyrken blev nu alarmeret og sendt i alle retninger, men forgæves. Først ved 16 – tiden om eftermiddagen ringede en vognmand fra Århus ude for landsbyen Lisbjerg nord for byen, at der lige havde været to mistænkelige personer inde hos købmanden der.
De to eneste disponible betjente sprang straks på deres cykler og kørte alt hvad de kunne. Ved deres ankomst havde beboerne hjulpet af vognmanden og hans søn fået fat i Karen. Da Ferdinand havde set var han kommet for at befri hende. Men han var blevet omringet.
Ferdinand bundet på arme og ben
For at frelse sig selv var han løbet ind i en svinestald. Men her havde man lukket døren for ham. Da der var jernstænger for vinduerne, var han fanget som en rotte i en fælde.
Da betjentene nu havde fået forstærkning, trænge de ind i stalden. Ferdinand var aldeles rasende og ustyrlig. De måtte til sidst binde ham på arme og ben.
Da de kom tilbage til Århus blev de modtaget af politimester og by foged Jespersen. Karen blev straks sat ned i arresten igen. Men for brud på arrestreglementet blev Ferdinand af By fogeden idømt 20 slag rotting. Denne straf blev eksekveret med det samme i forhørslokalet på rådhuset af arrestforvareren i overværelse af hele politistyrken.
Ferdinand modtog slagene på sin nøgne ryg uden at foretrække en mine.
Med fuldskæg i dameklæder
I de mennesketomme gader vandrede de så lykkelig arm i arm ud ad de mennesketomme gader. Han i skjorte og hun i særk.
Som en af betjentene sagde, må de sandelig have set fantastiske ud. Uden for byen skjulte de sig i en kornmark. Ved middagstid begav de sig hen til en tennisplads, hvor de brød et skur op. Her fandt de diverse beklædningsgenstande.
Men nu var det kun dameklæder. Ferdinand så fantastisk ud med hans store overskæg. Han havde hele tiden et tørklæde op for det meste af ansigtet. Måske var det derfor, at de vakte mistanke.
Det undrede politiet, at de havde penge på sig. Men Karen sagde med et smil, at det havde hun tjent i Risskov. Senere måtte hun erkende, at hun under hele arrestopholdet havde gemt penge på sin krop.
Myndighederne til grin
Man havde nu fået svar fra København og de to måtte bekende, hvem de egentlig var. Og mens de havde været i Århus havde de begået 18 indbrud.
Myndighederne blev gjort til grin. I revyer og teaterstykker blev Lersøbøllerne hyldet som en anden Olsen Bande. Talrige skillingsviser blev det til.
Ferdinand træt af USA
Ferdinand Eriksen fik 4 års tugthus for sin medvirken i Lersø – slaget. I maj 1905 blev han benådet for resten af straffen mod at forlade landet og ikke vende tilbage i 10 år.
Han blev så hjulpet til Amerika, og sendt derover på politiets regning. Men forholdene passede ham ikke helt. Så allerede i juli vendte han tilbage. Og det skulle selvfølgelig fejres. Han drak sig fuld, lavede gadeuorden og blev anholdt. Han opgav at hedde Carl Christian Larsen. Han afsonede en bøde på 25 kr.
Genkendt af arrestforvareren
Arrestvagtmesteren i Vestre Fængsel genkendte ham imidlertid, og så måtte han atter ”over vandet” for at afsone de eftergivne 17 måneder.
I januar 1907 blev han løsladt. Et halvt år efter blev han på ny anholdt i færd med at begå et indbrud. Dette og andre tyverier, han måtte tilstå kostede ham 5 års tugthus. Han appellerede til Højesteret, der blot stadfæstede straffen.
I 1912 kom han ud og klarede sig derefter fri af Politi og Domstole. Han døde på Kommunehospitalet i 1919.
Karen Spidsmus slap med 30 dage på vand og brød. Hun levede herefter som en anstændig dame på Vesterbro, til hun var godt oppe i firserne. I de senere år var hun dog blevet apatisk og nærmest igen en original.
Bebyggelsen kom tættere på
Efterhånden kom bebyggelsen tættere på. De resterende bøller på Lersøen trak ind til Nørre Fælled og skiftede navn til Fælledbisserne.
Men politiet fik efterhånden også mere styr på det. Således anskaffede politiinspektør Mellerup nogle politihunde. Og det gav resultater. For disse hunde var ikke bange for Lersø’ s beboere. Der blev uddelt adskillige bidesår.
Dette gentog sig gang på gang.
Man sagde også, at det var Opdagechef Bertel Madsen, der fik optrevlet hele banden. Men det er nu ikke helt korrekt.
Udtryk som bisse og bølle”
Udtrykket ”bisse” stammer egentlig fra kvæg, der går frit på græs. Da Fælledbisserne utilpassede, frie sjæle, der aldrig kunne holde sig i ro, fik de øgenavnet bisser, der som bøller stadig lever i folkemunde for ”rå og ubehøvlede personer”.
5 øre for at trække op i kjolen
Fælledbissernes ”dronning” var Maja Robinson. Hun havde efter rygterne været fin lægefrue i Australien. Som ung havde hun været en billedskøn kvinde. Hun gik rundt med et billede af sig selv, ind til det var blevet slidt.
Deroppe hvor Aldersro Bryggeri lå, var der engang en tobaksfabrik der hed A/S Lichtinger. Ja det var omkring det nuværende Jagtvej 169. Her havde en række kvindelige medarbejdere flere gange forsøgt at bringe Maja Robinson på ret køl. De samlede ind til hende. Og klædte hende ind fra yderst til inderst. Men det hjalp ikke.
Engang imellem forsvandt hun helt, så kom hun pludselig tilbage. Der var altid ballade omkring hende. For alle ville gerne være førstebajs hos hende. Men det var som regel ”Proppen”, der vandt.
Man sagde om hende, at hun hver måned fik tilsendt penge fra hendes forhenværende mand. Når hun så blev anholdt og sat i brummen kunne hun finde på, at klæde sig af over for de rødmende betjente. Senere ude på fælleden fik hun om sommeren 5 øre for at trække op i kjolen af rødmende karle.
En ung kunstner ved navn Robert Storm Petersen
En ung kunstner ved navn Robert Storm Petersen kom meget hos Fælledbisserne. Han brugte dem til sine berømte motiver med vagabonder.
Men ak tidens udvikling ramte også Nørre Fælled. I 1909 opgav militæret endelig sine rettigheder på Fælleden. Den blev forvandlet til folkepark, bebyggelse og idrætsanlæg. Flokken delte sig. Halvdelen søgte ind på Blågårds Plads. Den anden halvdel søgte ud i Nordvest kvarteret, hvor de blev klunsere. Nogle blev faktisk holdne mænd som produkthandlere, hvor deres tidligere ”bølle” – kollegaer klunsede for sig i byens skraldespande.
Om sommeren drog mange af dem på landevejen som landevejsriddere og skærslippere.
På Sundholm og Østerbro
Nogle få af dem kom fri fra miljøet og fandt deres plads i samfundet. Men de fleste af Lersøbøllerne og fælledbisserne endte deres dage som forhutlede drankere på Sundholm.
Ib Spang Olsen fortæller i sine erindringer fra kvarteret omkring Bryggervangen og Vognmandsmarken minder om både Fælledbisser og Maja Robinson, der i hans barndom var gæster i Likørstræde ved Kristineberg.
De ”pæne” damer gik i en stor bue uden om Maja
De ”rigtige” damer gik en stor bue forbi Maja, når de så hende. Om vinteren boede Maja og Julius i et skur bag Persons Stenhuggeri. I ledvogterhuset ved ”Holger Danskes Briller” blev Maja og Julius vasket. Men Maja havde det nu ikke let. I Aftenbladet den 14. september 1917 var overskriften:
De stjal mad
I 1918 var de ikke så mange tilbage. De var vel kun 5 – 6 stykker. Her så man blandt andet ”Stegt Sild”, ”Den hvide neger” og ”Krølle Charles”. De var ret fredelige, men stjal lidt mad i ny og næ.
Nu skete der også ting og sager på Nørre Fælled, Øster Fælled m.m. I 1909 opgav militæret sine sidste rettigheder på Fælleden. Den forvandlede sig til folkepark, bebyggelser og idrætsanlæg.
Mange ude på fælleden lå i en evig brændevinsrus. De var såmænd fredelige, hvis man gav en lille skærv til brændevinen. Men det var politiet ikke ude på Fælleden. Det var endda ridende politi, som med deres sabler slog dem på flugt, såvel kvinder som mænd.
Maja populær hos børnene
Når Maja så, at der kom børn, havde hun altid en slikpose parat til dem.
Hvad der blev af Maja vides ikke. Men endnu i 1940’erne så man Julius i Fælledparken.
Fælled-bisserne blev til Prinserne. De delte sig i to dele. Nogle søgte ind på Blågårds Plads, andre ud i Nordvest. Og ude i Nordvest blandede de sig med klunserne og kræmmerne. Om sommeren drog mange af dem på landevejen som landevejsriddere og skærslippere.
I Nordvest så man dem i små flokke af en halv snes mænd på Drejervej og Rebslagervej. Jo de videreførte de stolte traditioner fra Lersøbøllerne og Fælledbisserne.
Hygge på den kommunale bænk
Man fandt stadig Prinserne i hyggelig samvær i det nuværende Nørrebroparken og i Fælledparken. Men de fleste foretrak de kommunale bænke på Blågårds Plads sammen med legende børn.
Politiet og vægterne havde kæmpet en forgæves kamp for at få dem fjernet. Men hidtil forgæves. De pyntede bestemt ikke på samfundet, og borgerskabet mente, at de ikke pyntede. Man var enige om, hvad der skulle på på gravstenen:
De tiggede åbenlys penge til kogesprit af de forbipasserende. Folk kendte dem og gav dem penge for at slippe hurtig af med dem. De kunne virke voldsomme, men de var nu uskadelige. Ingen børn var bange for dem. De tjente penge som babysittere.
De sov som regel uden tilladelse i en eller anden uhumsk kælder, lige på det bare cementgulv. Sengetøj betragtede de som luksus. De frøs ikke sagde de, for her var det den indre varme, der bestemte.
Spisekammer fungerede som lokum
På et tidspunkt var der mange nedrivningsejendomme på Indre Nørrebro. Her opholdt de sig, og drak sig fra sans og samling, indtil de drattede om. Ja her kunne et gammelt spisekammer sagtens fungere som lokum. Stanken var dog ubeskrivelig.
Når de så havde udvalgt sig en bestemt ejendom, så blev de der. Når entreprenøren var begyndt nedrivningen, så flyttede de bare fra værelse til værelse, fra etage til etage. Først når en bulldozer havde jævnet de sidste murbrokker var prinserne igen hjemløse.
De forsøgte at overbevise myndighederne om, at de ikke var subsistensløse og dermed retsløse. Jo de kendte godt reglerne.
En rædsel at komme på drankerhjem
De havde panisk rædsel at komme på Drankerhjem. Først var det Ladegården siden var det Sundholm. De bevarede deres bopæl længst muligt. Ofte var de tilmeldt hos forældre eller søskende. De sidste forbindelser til samfundet måtte ikke kappes.
Familierne havde for længst opgivet dem. De så helst, at de drog ud på landevejen og holdt sig borte for bestandigt. Egentlig var der to slags prinser. Det var de Konstante Spritdrankere fra byen og så var det Kvartalsdrankerne, der ofte tilsluttede sig.
Familietragedier
Det var svært omkring 1918. De fattige havde det usædvanligt hårdt. Forbruget af spiritus var enormt. Mange arbejdere havde vænnet sig til større eller mindre kvantum hver dag. Det varede adskillige år før drikkeriet havde fundet et naturligt leje. Andre fandt aldrig dette leje.
Under den tilsyneladende rolige overflade udspillede der sig mange familietragedier på Nørrebro, når husfaderen opsøgte prinseflokken og tog på landevejen.
Indianerfrokost
Meget populært i de kredse var Indianerfrokost. På stegepanden varmede prinserne røget makrel, wienerbrød og rugbrød, fedt, tomater og affaldspålæg. Ja så fik de en spritdram til. Og imens skrålede de:
De er så fromme
De går med salmebog
I deres lomme
Med korte skørter
Og skæve ben
Og ræven går som slibesten
De flydende oplevelser
Under Første Verdenskrig satte værtshusholderne altid flaskerne på bordet, når man fik kaffepunch og rødvinstoddy. Som regel blev der en sjat tilbage i flasken. Disse sjatter blev så hældt på en flaske. Dette blev så til en bitter, som Prinserne kaldte ”Hanerumpe”. Og grunden til dette, var de mange farver.
Man blandede portvin og sprit. Men en finere og langt billigere drik var en såkaldt ”Primuslikør”. Det er kogesprit og sodavand eller saftevand. Nogle blandede også skummetmælk i sprit. Ja man talte også om Karbidsnaps.
Uha – skyhøje priser
Det var gode tider omkring 1908, da en hel flaske Aalborg Taffel kun kostede 55 øre. Og her var der også inkluderet en brændevinsafgift til Staten på hele 6 øre. Fra 1912 til 1917 steg prisen for en hel flaske fra 72 øre til 99 øre. Men så pludselig den 26. marts 1917 steg prisen til 2,40 kr. Det var en katastrofe for Prinserne og deres lidelsesfæller.
Selv Nørrebro Handelsforening protesterede. Det var sikkert ikke for at hjælpe Prinserne. Men man tænkte på afsætningen i butikkerne. Og det blev endnu værre. For den 1. januar 1918 steg brændevinsafgiften til staten pludselig til 7,69 kr. Det betød, at en hel flaske Aalborg Taffel komme til at koste den skyhøje pris på 11,00 kr.
Kogespritten blev grøn
Omkring 1939 var der mangel på spiritus, brændevin og likør. Men det var også mangel på kogesprit. Og så var det i en periode grøn. Det var ikke godt for prinserne.
Myndighederne havde også tilsat bismag til kogespritten. Men prinserne fandt ud af en løsning. Og det gjorde de ved hjælp af eksperimenter med fasblus m.m. Alt dette foregik på førstesalen i Rådmandsgade 69.
Forsøgene gik så godt, at man også afsatte flaskerne i restauranterne. Man fik 25 kr. for dem. Og så havde man tilsat kommen m.m.
Anholdt for hjemmebrænderi
Det blev selvfølgelig opdaget. Men disse prinser er nu ikke tabt bag en vogn. Anholdelsen foregik på denne måde:
Mange af Prinserne tjente også til kogespritten ved at være gårdsangere. Men det forbød politiet også. Man havde ligefrem betjente, der gik rundt på Nørrebro og konfiskerede gårdsangernes musikinstrumenter.
En hyldest til flasken
Nu havde Prinserne ofte lavet om på teksterne til populære melodier. Således blev denne sunget på melodien Sov Dukkelise:
Du er min ven og min trøst
Lad andre kun prise champagne med skum
Du slukker dog altid min tørst
Du lille flaske-du er så rar
Du følger altid troligt med far
Selv om de værste skæve, jeg har
Altid i lommen jeg dog har.
Her goldt klunserne til?
Samtidig med Prinserne holdt Klunsere og Kræmmere til på Nørrebro og i Nordvest. Nogle af Prinserne hoppede også over i disse fag. Der var vel halvanden hundrede på Nørrebro og i Nordvest. Det svarer til cirka halvdelen i hele København:
Ja vi har sikkert glemt en del. Så var der også klunserne fra Østerbro, som handlede inde på Nørrebro.
Under krigen var der meget gode priser på klunservarer. Og der var der nok op til et par tusinde i København.
Hvad er en klunser?
En klunser er en mand, der roder i skraldbøtter og på lossepladser efter kasserede ting og sager, for så at sælge det til en god produkthandler. Derefter drikke han omgående pengene op.
Det må være et af verdens ældste erhverv. Man kan da sige om manden, at han er moderne. Han går ind for genbrug. Men gennem hele historien har denne erhvervsdrivende været uvenner med omstrejfende hunde.
Mange var ødelagt af spiritus. De evnede ikke at overholde samfundets regler med hensyn til at overholde herbergernes regler om ankomsttid, ædru tilstand, renlighed og betaling for logi. De sov under halvtage og parkerede lastbiler, i kældre og i trappegange.
Han havde også sit redskab, ligesom slagteren. I klunkevisen fra 1857 hører vi, at Christen bruger syvtallet. Det er en slags takket hakke med et solidt træskaft.
For nogle hundrede år siden var der i København et ubeskriveligt ælte overalt. Det stank og man kunne dårligt få luft. Rendestenene var fyldt med skidt og møg, som borgerne uden videre havde kastet ud på gaden. Der lå det så og rådnede sammen med kadavere af selvdøde dyr.
De ærlige og de uærlige
Det var dengang, at samfundet var opdelt i de ærlige og de uærlige. Det havde noget at gøre med ens erhverv. En ærlig mand kunne aldrig drømme om at røre en uærlig mand. De uærlige blev nødt til at gifte sig med hinanden. Først et godt stykke ind i 1800-tallet forsvandt denne opdeling. Til de uærlige hørte alle dem, der kom i berøring med forbrydere. Det var bødelen, skarpretteren, vægteren og bysvenden. Men også dem, der havde ”et svinsk og uappetitlig arbejde” hørte til denne gruppe for eksempel skorstensfejeren og hesteslagteren.
Hertil kom alle dem, der havde med transport af latrinspande og skarnet at gøre. Det var rakkeren, natmanden og siden skraldemanden. Ja selvfølgelig var det også klunseren, der rodede rundt i skarnbunkerne.
Rakkeren var dengang forsynet med en skralde af træ, så beboerne blev advaret, når han var i anmarch. Men tilbage til klunseren. Han var foruden sit syvtal forsynet med et kraftigt forklæde af presenningsstof eller bare en gammel sæk, som han hængte om livet. Desuden havde han et par gamle handsker på, der skulle beskytte ham mod glasskår.
Blandt de fattigste
Han var sammen med vagabonden blandt de fattigste i vores samfund. Han ejede kun de klude, som han havde på. Ikke engang klunsecyklen ejede han selv. Den lejede han hos produkthandleren. På denne cykel kunne han også sove. Ved hjælp af presenninger og sække kunne han godt indrette sig. Og så var det bare at finde sig et halvtag.
Klunseren færdes altid rundt i en større eller mindre brandert. Viceværter betragtede klunseren som tilhørende et besværligt folkefærd. Han arbejdede hele døgnet, hvis ikke lige han skulle sove rusen ud. På sin hue havde han en elektrisk lampe, der var forbundet til et batteri i frakkelommen.
I det game Rabarberkvarter, Rantzausgade med sidegader og Griffenfeldsgade-kvarteret vrimlede det med uappetitlige gnavere, mus og rotter. Var man først blevet bidt af sådan en, så var det med at søge nærmeste hospital og få en modgift.
En klunser var ikke sart
En klunser var ikke sart. Men det er hårrejsende historier om, hvad han har fundet på Nørrebro. De fleste klunsere arbejdede helst om dagen af hensyn til rotteplagen. De startede tidligt, så de kunne nå at skrabe et par kroner sammen til spiritus. Det som han tjente i går, var for længst brugt.
Legemet kræver et vist kvantum alkohol, før det havde det nogenlunde tåleligt. Klunseren var en slave af sit last. Om aftenen finder man ham over i en skur i et hjørne af klunserpladsen for at hygge sig med kammaraterne. Straks går det bud efter drikkevarerne. Så var livet igen dejligt.
Yndlingsdrikke
En yndet drik var ”Døden fra Lybæk”. Man tager en tom flaske. Så hælder man en halv flaske hvidtøl i den, og så en rød sodavand. Resten er så sprit. Det var en drik, der fik klunserne til ”at gå på røven”
En anden drik var Nikodolsaft. Ja nogle af klunserne kaldte den også for en Jukohama. Man skulle bruge tre sodavand og en halv flaske sprit. Spritten kostede dengang 85 øre og den indeholdt 93 pct. alkohol. Det kunne en hver husmor se på etiketten, når hun pudsede vinduer. Det kunne blive til tre blandinger, eller som klunserne sagde-tre forbrændinger.
Sodavand hældes op i en bajerflaske. Resten fyldes op med sprit. Så bliver blandingen destilleret på klunser-maner. Flasken bliver rystet og vendt op og ned et par gange. Så forsvinder noget af spritdampen af med kulsyren. Man kan med tommelfingeren mærke, når trykket er, som det skal være. Det er vigtigt, at ikke al kulsyre forsvinder.
Amerikaner-Karl kunne drikke den ren, lige fra flasken.
Nogle gange krævede det godt nok store overvejelser, hvad man skulle investere i. En bajer kostede 83 øre, mens en flaske sprit kostede 85 øre.
Koldbrand
I det lange løb ødelægger man maven ved dette konstante drikkeri. Men det går også ud over blodomløbet i benene. Og så kan der opstå koldbrand. Mange klunsere døde af dette.
Men ellers var det også en blanding af brændevin, cognac og rom, der blev indtaget, der havde sin virkning. Man vågnede om morgenen med mandolinfeber. Den eneste måde at dæmpe dette på, var indtagelsen af en ny forsyning af sprit. Og så var ringen ligesom sluttet.
Klunseskuret var de asociale klunseres eneste bindeled til samfundet. Adressen var omhyggelig noteret på folkeregistret. Det var også her politiet henvendte sig, hvis man skulle have fat i en bestemt klunser.
Her kunne klunserne selv lave mad med primus. Og hver gang kom vittigheden med at det var synd, at anvende primussen at anvende spritten på den måde.
Mange klunsere sov i et cykelskur. Men mange sov også i det fri kun overdækket med en presenning på den trehjulede cykel.
En del af klunserne havde også dækadresser på herberget ude på Bellahøj. Man skulle betale den store formue på halvanden krone pr. dag. Men det kunne blive for meget, når 12 møgbeskidte mandfolk lå der og fes en hel nat for lukkede vinduer.
Middagsmaden blev indtaget på en café under højbanen eller folkekøkkenet i Møllegade. Ja særlig populær var en politiassistent, der hed Lotinga. Han hjalp klunserne.
Guldgrube under krigen
Ordet klunser er afledt af ordet kluns. Dermed menes gammel ragelse eller gamle klude. Besættelsestiden var en guldgrube for klunserne. Myndighederne havde bestemt, at alle pulterkamre skulle tømmes af hensyn til brandfaren ved eventuel bombning.
Engang imellem forsøgte klunserne at komme ud af deres elendighed. De fik arbejde, men snart kom breve både fra skattemyndighederne og pantefogederne. Så fik de kniven på struben. Der skulle betales børnepenge og manglende skat. Og ofte fandt klunserne så ud af, at det bedst kunne betale sig at klunse.
Ude på Blytækkervej i Nordvest holdt 50 klunsere til bag det skærmende plankeværk. Vejen var ofte fyldt op med trehjulede cykler. Inde på pladsen blev varerne grovsorteret af klunserne selv. Rundt om så man stabler af gamle aviser, bildæk, spande og urtepotter. Jo og pladsmanden sørgede for en pinlig orden i alle stakkene.
Den årlige skovtur
Jo de kunne også komme i flot tøj. Det gjorde de, når de skulle på den årlige skovtur, eller når de tog afsked med en god kammerat. Det skete ved fælles hjælp. Jo de var gode til at hjælpe hinanden. De ville ikke ligne beskidte møgdyr ved sådan en lejlighed. Man lånte beklædningsgenstande hos hinanden.
Og så var der ellers gang i 17 kedler på en gang. Og hver gang en var blevet barberet og vasket, så ud af klappen med ham, så var det i gang med den næste. Og selvfølgelig kom Jyde Ole for sent-møgbeskidt. Han havde ikke en trevl rent tøj at tage på. Men det klarede man også. Og snart var 33 klunsere parat renvaskede og i nydeligt tøj, ja endda rent undertøj også.
Turen gik nord på. De skulle have rigtig snaps sponseret af købmanden, hvor de normalt handlede. Men man måtte ikke drikke på vej derop. Og man skulle selv sørge for madpakken. Men der var flere, der havde sponseret 50 kr. Deriblandt var produkthandler Alvi på Blytækkervej og jernhandleren på Brofogedvej.
Tilfældigt var produkthandlerens sortér-damer også på udflugt samtidig. Egon havde sin harmonika med. Og så blev der ellers danset på græsplænen. Det endte da også med at Kusse-Johannes væltede ind i rosenbedet med en lang bønnestage. Og Gamle Valde havde fundet en, der kunne være bygget ude på B&W. Sikke et syn. Gamle Walde lå nederst. Han blev nærmest mast.
Stakkels Kusse-Johannes
Denne Kusse-Johannes havde fået et vide, at han af helbredsgrunde ikke måtte drikke spiritus. Men det var han ligeglad med. Han skulle spise tre hjertepiller om dagen. Men han spiste tre i timen og skyllede ned med tre flasker portvin. Han blev senere fundet på Drejervej-død som en sild.
Skovturen endte på Bakken. Nogle blev derude og andre tog hjem til Blytækkervej. Straks gik turen over til købmanden, hvor der blev købt portvin og kogesprit.
Tatoveringer klarede man selv
Mange klunsere gik rundt med tatoveringer. Og det var ikke noget, som man fik lavet i fremmede havne eller i Nyhavn. Det var nogle af kammeraterne på Nørrebro, der sørgede for dette.
Man binder syv nåle på et træskaft, sådan bag ved hinanden. Så kradser man tegningen og med nålene. Ja og så blev nålene dyppet i tusch. Det var mange, der efterhånden var sande mestre i dette. Ofte blev de lavet i beruset tilstand, så gjorde det ikke så ondt.
Vi har jo her i artiklen mødt masser af klunsere. Men det var jo også lige:
Når finanserne slap op
Det kunne jo være, at man helt var udgået for finanser. Så kiggede man dybest nede i lommerne og samlede 1 og 2 ører i en stor bunke. Var det stadig ikke nok, smed man undertøjet, strikketrøjer og ”den slags unødvendig kluns”. Det solgte man så til produkthandleren. Det blev så nok til en flaske portvin og en flaske sprit.
Jo klunserne kom skam også til frelsermøde. De kom for at få lidt sang og en kop kaffe samt varme. Her kunne man godt komme i møgbeskidt tøj med en brandert på, uden at nogen så og gloede af en af den grund. Frelsens Hær kendte godt klunserne og vidste, hvordan de var. Jo kræmmerne sang da også:
Kom ligeså skidefuld som I er
Halleluja
Jer kan I få torsk og sild
I kan få hva’ i fan i vil.
Når I blot vil høre Frelserhæren til
Kom ligeså skidefuld som I er
Halleluja
Du får kaffe-du får te
Du få søsters røv at se
Når du blot vil høre Frelserhæren til
Da Amerikaner karl døde
Det var en stor sorg, da Amerikaner Karl døde. Han drak sig ihjel i sprit. Tre flasker sprit havde han købt henne hos købmanden nytårsaften. Han havde drukket det rent.
De fandt ham over i kælderen i Tikøbgade 4. Han havde fået lov til at sidde lidt og varme sig på en røgkanal af varmemesteren. De sagde, at han sad med begge hænder i bukselommen, da de fandt ham. Han var død i en brandert. Hvis han vidste, at han skulle dø på den måde med tre flasker kogesprit uden om sig, ville han have frydet sig. Han var en hård hund.
Det var blevet samlet sammen til en krans med bånd på:
Hele 15 var med til begravelsen. Og mange af klunserne undrede sig over præstens valg af den ene salme:
Og kære læsere, vi kunne sagtens have fundet mange flere skæve eksistenser. Og dem kan du finde i blandt andet artiklerne om Ladegården.
Melodi: Santa Lucia:
For jeg er en Spildemand
Vandre fra dør til dør
Og alle vegne spør
Ha Fruen skidt i Da’
Så vil jeg gerne Ha’
Det, der siden sidst er faldet fra
Til spildemanden
Melodi: Internationale:
Rejs dig, du Staunings Drankerhelt
Vi pimper, til vi mister Skjorten
Til vor Næse bliver’ en bær
Myldrer frem fra det fjerne
Tag en Samfundsmedhjælper med
For en Kasse øl af Stjernens
Vil nu vil skylle ned
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Se her på www.dengang.dk:
Dato: februar 7, 2017
Besættelsestiden – det har vi måske glemt
Det er ting, vi gerne vil springe over, ignorere eller bare glemme. Der blev indført tvangslove, der skadede arbejderne. ”Churchill var en farlig mand” ja sådan kun man læse i Politiken. Hitler var glad for et dansk initiativ med industri i østrummet. Der kom en F.L. Schmidt cementfabrik i Kunda. De brugte KZ – fangere. Grønlandske fangere skulle tvangsflyttes. Det blev indført censur på 300 blade. Soya stak Eskelund et par flade. Danmark sendte masser af tyske politiske flygtninge retur. Røde enker fik ingen hjælp Vi blev allieret med Italien og Tyskland. Arbejdsløse kunne tage til Tyskland for dagpenge fik de ikke. Det danske bidrag til tysk rustning var 250.000 mand. Våben fra Sverige og England til modstandsbevægelsen landede hos militæret. Den danske general skridtede Frikorps Danmark af. De frivillige blev straffet med tilbagevirkende kraft. Og så var der et ustraffet angreb mod det danske folkestyre.
Tvangslove, der gik ud over arbejderne
Der er mange paradokser, når vi kigger på Besættelsestidens historie. Det er ting vi glemt, gerne vil springe over, ignorere eller bar har glemt.
Allerede den 8. maj 1940 blev der indført tvangslove, som gik ud over arbejderklassen. Det skete i form af ophævelse af pristalsreguleringen, totalt lønstop, forbud mod strejker, tvungen voldgift, tvangsarbejde til underbetaling, arbejdsdeling og en lønskat.
Det kunne have gået helt galt
Og allerede fra starten indledtes der et tæt samarbejde, og det var så tæt, at hvis det havde udviklet sig så kunne Danmark været blevet slettet af Europa – kortet. Her tænkes på:
Det startede sådan set, da cementkongen Gunnar Larsen fra F.L. Schmidt blev trafikminister.
Forbavselse og beundring
Så var det jo også lige Scavenius, der i sin tiltrædelsestale, som den samlede regering havde godkendt sagde:
Churchill er en farlig mand
Samme dag, som Scavenius blev udenrigsminister nedlagde han sin post som bestyrelsesformand på Politiken. Det var ham, der forlangte, at bladets chefredaktion skrev en lederartikel den 28. april 1940 som med overskriften ”Churchill er en farlig mand” hyldede tyskerne og rejste voldsom kritik af England og dets ledere under Anden Verdenskrig. I løbet af få dage mistede Politiken 15.000 abonnenter.
Danmark vil samarbejde økonomisk
Ni dage efter at Scavenius kom til magten blev ministeriets øverste chef direktør Otto Mohr og Danmarks gesandt i Tyskland, kammerherre Herluf Zahle sendt til det tyske udenrigsministerium med en erklæring. Den fortalte, at Danmark ville drøfte fremtidig økonomisk samarbejde på det økonomiske område. Erklæringen kom helt bag på tyskerne.
Ingen Told – eller Møntunion
12 dage efter, den 30. juli stod tyskerne klar med et fuldt færdigt forslag til told – og møntunion mellem Danmark og Tyskland. Forslagets paragraffer afslørede, at Danmark var færdig som nation. Landet ville simpelthen blive et tysk protektorat, hvor al udenrigspolitik, handelspolitik og erhvervspolitik blev overtaget af tyskerne. Kronen skulle erstattes af den tyske Mark. Aftalen sluttede med, at der skulle nedsættes en særlig kommission med tysk flertal, der skulle afgøre tvivlsspørgsmål.
Men det blev for meget. Den 23. august 1940 blev det et nej. Og det var ham, der havde støbt kuglerne til forslaget, trafikminister Gunnar Larsen, der måtte overbringe tyskerne danskernes nej. For nu ikke at ødelægge den gode stemning, blev det dog nedsat en dansk – tysk udvalg, der skulle undersøge mulighederne for et økonomisk samarbejde med tyskerne.
Hitler var glad for det danske initiativ
Efter tyskernes overfald mod Sovjetunionen den 22. juni 1941 øjnede erhvervsledere og storlandbruget nye muligheder. En af de ivrigste var Gunnar Larsen. Han så mulighederne få at få fingrene i en tidligere dansk cementfabrik i Kunda i Estland. Den 8. juli 1940 var han tiltrådt som trafikminister. Men egentlig styrede han stadig F.L. Schmidt – koncernen selv om han sad i regeringen.
Hitler var glad for det danske initiativ. Og fra dansk side talte man, om et Sibirisk Kompagni, der skulle have koncessioner på skovbrug, landbrug og minedrift i de baltiske områder. Danske topledere bed på maddingen. De nedsatte et arbejdsudvalg uden om regeringen. Der var tætte forbindelser til Udenrigsministeriet og Trafikministeriet.
Det var ikke meningen, at der skulle spilles med åbne kort. Man var bange for at pressen fik kendskab til initiativet.
I et helt år havde den danske befolkning ikke fået noget som helst at vide, om forbindelsen mellem danske koncernchefer og Hitler for at genopbygge de tyskerobrede områder i Østeuropa og Sovjetunionen.
Cementfabrik i Kunda og Ukraine
F.L. Schmidt – koncernen fik sin cementfabrik og gratis arbejdskraft. Tusinder af slavearbejdere, hovedsageligt jøder og sigøjnere, der boede i tyfusbefængte barakker skovlede penge ind til koncernen. Længe benægtede F.L. Schmidt fakta. I1999 blev der oprettet en fond, der skulle sikre de overlevende.
I efteråret 1942 kom det private udvalg under udenrigsministeriet. Under rejser til Berlin som trafikminister Gunnar Larsen foretog sammen med udvalgsformand Thorkild Juncker, blev der truffet aftale om eksport af insulin til F.L. Schmidts datterselskab Novotrade og om etablering af cementfabrikker i Ukraine.
Direktør Thorkild Juncker var formand og leder af ØK og Aarhus Oliefabrik. Han var kendt for nazistiske sympatier.
Grønlandske fangere skulle tvangsforflyttes
Den aftale, som man fik i stand, betød, at der ikke skulle betales med penge, men med varebytning. Danskerne skaffede lastbiler og skibe til de nyerobrede områder. De skulle også fremskaffe arbejdskraft. Således lovede man fra dansk side, at grønlandske fangere skulle tvangsforflyttes fra Grønland til Estland og sættes ind i Pernnauerbugten.
Forslaget var grotesk. Grønland var jo nærmest den 9. april 1941 blevet foræret bort til USA af den danske gesandt i Washington, Henrik Kauffmann.
Jødiske agenturer
Forhandlingerne mellem Thorkild Juncker, Gunnar Larsen og tyskerne blev ledet af den specielle Jøde – udrydder, Alfred Rosenberg. Juncker foreslog, at man skulle arbejde på ”Jødiske Agenturer”.
Da krigslykken for alvor vendte i starten af 1943 svandt udvalgets aktiviteter ind. Den 29. august 1943 lukkede butikken. Efter besættelsestiden blev ingen straffet for disse aktiviteter.
Geværbørster på ”en utilbørlig måde”
De to eneste, der blev straffet og dømt efter 1945 var Gunnar Larsen og Niels Erik Valdemar. De havde begge været direktører for Hans Olsens Børstefabrik. De leverede geværbørster til tyskerne ”på utilbørlig Maade”
Gunnar Larsen blev også anklaget for at have ydet økonomisk støtte til ”det med besættelsesmagten samarbejdende dagblad ”Fædrelandet”.
Men Gunnar Larsen blev dog straks frikendt og rejste i eksil i Irland.
Censur på 300 dagblade
Lederen af Udenrigsministeriets pressebureau, Karl Eskelund blev bedt om, at lede censuren af de godt 300 dagblade, der dengang udkom i Danmark. Dertil kom alle bogudgivelser, opførelse af skuespil på alle landets teatre, revytekster, radioens udsendelser og meget mere.
Han skulle sammen med sin stab af ansatte i det statslige bureau holde øje med, at der ikke kom oplysninger ud, der kunne genere Værnemagten i Danmark.
Dette er en klar overtrædelse af Grundlovens paragraf om Ytringsfrihed. Og der blev endda konstrueret en provisorisk presselov og et cirkulære med straffebestemmelser, der indeholdt fængsel, bøder og beslaglæggelser. Ja man kunne få helt op til tre års fængsel.
Man måtte ikke fortæller, at der var miner i Østersøen, og man måtte ikke bringe vittigheder om tyskerne. Berlingske Aftenavis fik i 1943 en bøde på hele 1.000 kr, fordi de talte om kødrationering. Villige chefredaktører havde bøjet sig for besættelsesmagtens krav om censur.
Ingen tjenestemandssag
Lige efter besættelsestiden blev der rejst krav om, at Eskelund skulle stilles for en tjenestemandsdomstol. Auditøren for denne domstol afviste imidlertid at rejse sag.
Soya gav Eskelund et par flade
Det går også en historie, om at forfatteren Soya i sommeren 1945 havde mødt Eskelund på et værtshus i København. Han havde stukket Eskelund et par flade, fordi han mente, at Eskelund var skyld i, at han måtte 60 dage i fængsel i 1942 for manuskriptet til bogen ”En gæst”.
Kort tid efter denne batalje blev Eskelund sendt til New Zealand som generalkonsul.
Tyskland indtager den centrale magt
Den 8. marts 1941 gik statsminister Thorvald Stauning på talerstolen i Studenterforeningen i København. Det var ikke for at tale om studenterpolitik, men for at skitsere Danmarks fremtidsmuligheder efter 11 måneders besættelse:
Stauning: Danmark skal tilpasse sig
Danmark kunne se frem til mere samhandel med Tyskland. Danmark skulle levere landbrugs – og fødevarer – smør, svin, fedt og heste – til Tyskland for at få brændsel – kul og koks til gengæld.
Opgaven for statsministeren var at sikre det politiske systems beståen, bevarelsen af dansk sprog, kongehus, myndigheder med jurisdiktion, flag og forvaltning. Så måtte Danmark tilpasse sig Tyskland på det handelspolitiske og valutariske områder.
Statsminister Thorvald Stauning var villig til at styrke nazi – Tysklands økonomiske formåen. Han mente at Danmark skulle tilpasse sig:
Befolkningen skulle ikke blande sig i den politiske situation
Statsministeren mente heller ikke, at befolkningen skulle blande sig i den politiske situation:
Danskere til de tyske kulminer
Regeringen havde også efterkommet tyskernes krav om arbejdskraft til de tyske kulminer, ellers ville danskerne ikke kunne få kul. Socialdemokraterne havde et fast greb om fagbevægelsen, der sørgede for at der kommer masser af danske arbejdere til Tyskland. Landbrugseksport og dansk arbejdskraft var to vigtige bidrag til landets tilpasning til ”Det nye Europa”.
Danmark sendte tyske flygtninge retur
Det tyske kommunistparti (KPD) og det tyske socialdemokrati (SPD) blev forbudt i 1933. Mange af deres medlemmer flygtede til Danmark. De politiske flygtninge fik efterhånden følgeskab af mange landsmænd med jødisk baggrund, efterhånden som jødeforfølgelsen tog til. Mange der forsøgte at krydse grænsen blev sendt tilbage til Nazi – Tyskland.
Fra 1938 ønskede tyskerne en mere effektiv afspærring af den 67,6 kilometer lange grænse i Sønderjylland mellem Danmark og Tyskland. Den 24. januar 1938 besluttede regeringen på anmodning af udenrigsminister Peter Munch at indføre visumtvang. Denne visumtvang fik straks konsekvenser. Fra 1. juli til 1. oktober forsøgte 527 tyske flygtninge at passere grænsen illegalt. De 346 blev sendt tilbage i armene på nazistiske myndigheder i Tyskland.
Bevogtningen blev fra dansk side yderligere skærpet. Nu fik grænsegendarmerne ordre til straks at føre flygtningene over grænsen til de nazistiske myndigheder.
Danskere, der skjulte flygtninge blev truet med fængsel
Den 1. marts 1940 blev loven yderligere skærpet. Danskere som havde kendskab til udlændinges illegale indrejse eller ophold kunne straffes med fængsel indtil 6 måneder.
Stauning: Pressen har et ansvar, når de omtaler fremmede magter
Vi har tidligere i denne artikel talt om ytringsfrihed. Men allerede i 1934 havde statsminister Stauning foreholdt pressen, at de havde et ansvar, når de omtalte fremmede magter. I dele af den konservative presse fandtes mange tyskvenlige synspunkter, mens regeringsaviserne Socialdemokraten og Politiken og det kommunistiske Arbejderbladet fortalt om undertrykkelsen i Tyskland.
Tyske flygtninge udgjorde en fare for de tyske tropper i Danmark?
Den 29. maj 1940 stillede Gestapo krav om at dansk politi skulle anholde og internere en række navngivne tyske flygtninge. De var eftersøgte af tyske domstole for højforræderi. De kunne udgøre en fare af den offentlige sikkerhed for de tyske troppe i Danmark, blev der sagt.
De danske løfter om at de tyske flygtninge ikke skulle frygte frihedsberøvelse, som myndighederne havde lovet dem, der var sluppet ind, kunne ikke mere opretholdes. Det var måske ikke overraskende, at tyskerne ville have deres politiske fjender anholdt. Men de danske myndigheder advarede dem ikke.
Flygtninge nu betragtet som kriminelle
De danske myndigheder efterkom tyskernes ordre og med et slag blev flygtningene betragtet som kriminelle. De blev anbragt i Horserødlejren den 23. august 1940. Senere blev de udleveret til tyskerne. De blev idømt fængsel til op mod 15 år og mange af dem endte i KZ – lejre.
Grundloven overtrådt flere gange
Dansk politi anholdt fem gange så mange kommunister, som tyskerne havde præget. Ja egentlig har vi allerede omtalt denne sag flere gange i vores artikler her på siden. Der foregik en intensiv jagt på kommunister og modstandsfolk indtil 29. august 1943. Og man kan nok engang konstatere, at Grundloven blev overtrådt på en række punkter:
Højforræderi
Efter besættelsen i 1945 udarbejdede modstandsorganisationen Frit Danmark en hvidbog om besættelsestiden. Den samlede redaktion på 49 mand og en kvinde var enige om:
Men der blev ikke rejst nogen sag. Ingen embedsmænd, der havde deltaget fik knæk i deres karriere. Ja mange fik top – jobs.
Ofrene for politikernes og myndighedernes grundlovsbrud omfattede cirka 600 personer. Af dem, der blev internerede til Stutthof døde 21 personer.
De Røde Enker fik ingen hjælp
”De Røde enker” organiserede hjælp til dem, der endte i KZ – lejrene. Der var ingen hjælp at hente hos Dansk Røde Kors. Og hos Udenrigsministeriet fortalte embedsmænd, at de ikke kendte noget til en transport med politiske fangere.
Man oprettede Stutthof-Komiteen, der de næste 20 måneder holdt 84 møder.
LO – ledelsen advarede
Den daværende LO – formand, Ejler Jensen havde sendt et brev til alle fagforeninger, hvori han advarede mod ”denne selvbestaltede Komité”, som kunne skade det arbejde fagbevægelsens ledelse havde gjort for at hjælpe fangerne.
Da ”De Røde Enker” forespurgte LO – ledelsen, hvad man egentlig havde gjort, fik man ikke noget svar. Senere påstod LO – formanden, at han havde sendt 150 kr. ned til Stutthof svarende til en krone pr. fange.
De Røde Enker henvendte sig til Svensk Røde Kors. De sendte straks adskillige pakker til de danske fanger. Men nu los dig ikke vælte omkuld af træge myndigheder og hjælpeorganisationer.
Vi blev allieret med fascistiske og nazistiske lande
I 1941 var man klar til at Danmark skulle blive allieret med de fascistiske og nazistiske lande, Tyskland, Italien, Japan og Spanien. Forhandlingerne blev holdt i det skjulte. Det var et klart flertal mod tilslutning. Man havde dog ikke givet tyskerne et svar.
Scavenius trak tæppet væk under regeringen ved pludselig at meddele, at hvis det ikke blev skrevet under på pagten, ville han gå af som udenrigsminister. Søndag den 23. november havde Renthe – Fink tiltvunget sig et møde med statsminister Stauning.
Renthe – Fink fortalte, at han var blevet ringet op af udenrigsminister von Ribbentrop. Hvis ikke man tilsluttede sig antikominternpagten omgående, ville Tyskland trække sit tilsagn fra 9. april 1940 tilbage. Det betød, at Danmark ville være i krig med Hitler, og at regering, Folketing og Landsting blev afløst af et nazistisk styre, parallelt med det, der var etableret i Norge allerede i april 1940, da tyske tropper med stor besvær havde nedkæmpet norsk modstand og besat hele landet. Pagten blev derefter tiltrådt.
”Hvis vi angribes af England, skal vi så gå i krig”
Statsminister Stauning bildte mødedeltagerne ind, at den tyske gesandt havde sat sin stilling ind på, at der blev opnået en ordning. Stauning sagde endvidere, at et nej kunne ”indebære politiske Konsekvenser, det gælder Udenrigsministeren og maaske flere Medlemmer”. Her sigtede statsministeren sikkert til Scavenius og Gunnar Larsen.
H.P. Hansen fra Socialdemokratiet stillede et meget vigtigt spørgsmål, som han aldrig fik noget svar på:
– Tiltræder vi og angribes derefter af England, er vi saa forpligtet til at gaa i Krig?
Uro i de københavnske gader – Aviserne tav
I de københavnske gader fandt der voldsomme protestdemonstrationer sted. Tusinder deltog. Politiet slog ned med hård hånd. Knipler kom i anvendelse og mange blev slået ned af ophidsede betjente. Omkring hundrede demonstranter blev anholdt. Men i aviserne stod der intet om den folkelige modstand.
En tilfreds Scavenius
Nøjagtig et år efter, nemlig den 10. november 1942 blev denne pagt nævnt ved Scavenius regeringserklæring, da han blev statsminister:
Det var også protest mod lønninger, priser, sociale nedskæringer m.m.
Folkestrejken eller Augustoprøret 1943 var vel ikke kun en protest mod tyskerne og regeringens samarbejdspolitik med tyskerne. Det var vel også arbejdernes protest over for lønninger, priser, arbejdsløshed, sociale nedskæringer og rationeringer.
I sommeren 1944 var aktionerne endnu større.
Solgt til fordel for koks og kul
Vi har lige kort berørt de danske Tysklandsarbejdere. Den danske imødekommenhed fik tyskerne til hele tiden at stille nye krav med hensyn til antallet. Måske var villigheden fra de danske arbejdere positiv i begyndelsen. Men efterhånden blev der berettet om særdeles hårdt arbejde, lav løn, og elendige bolig – og arbejdsforhold.
De tyske fagforeninger var nazisternes forlængede arm. De danske fagforeningsmedlemmer var helt uden indflydelse. De blev solgt til fordel for leverancer af koks og kul.
Taget både af Gestapo og dansk politi
Og de danske arbejdere fik ”kærligheden” at føle i det tyske. Således blev en 17 – årig dansker sat i spjældet for at have sunget en ”kommunistisk” sang. Desværre stod Gestapo i døren. Det blev takseret til 8 måneder.
Året efter blev han så anholdt af politiet i Århus for at være kommunist, skønt han aldrig havde været medlem. Det var dommen fra Tyskland, der havde fået politiet i Århus til at se røde spøgelser. Først 3 ½ måned senere blev han løsladt, uden undskyldning eller erstatning.
Justitsministeriets øverster embedsmænd afleverede lister til tyskerne med tysklandsarbejdere, der var kommunister.
Tag til Tyskland – ellers får du intet
De Samvirkende Fagforbund tog initiativ til at udsende et fortroligt cirkulære til alle fagforeninger, hvori der blev fastslået, at der skulle lukkes for al understøttelse til de arbejdsløse. Først for ugifte, siden for alle de omkring 200.000, der var helt uden arbejde i 1942 – 43. Det fik tallet på tysklandsarbejdere til at stige voldsomt til 138.000 ved starten af 1943. Det vil sige, at 7.000 arbejdede i den tyske krigsindustri i Norge.
Den hårde linje i arbejdsløshedskasserne medførte, at mange blev tvunget økonomisk til at rejse til Tyskland, hvis de ville sikre deres familiers oplevelse.
Myndighederne lukkede for tyske ”prærievogne”
De danske myndigheder lukkede også øjnene for tyske ”prærievogne” der drog rundt i de københavnske gader for at samle tilfældige mennesker op på gaden og sende dem afsted til tyske fabrikker for at arbejde. Det hed sig, at det var subsistensløse og dagdrivere, der blev udsat for denne hårde metode.
Tysklandsarbejdere var nok ”lidt nazister”
Man har glemt at fortælle, at ca. 49 tysklandsarbejdere døde i tyske fængsler. Efter befrielsen blev dette sorte kapitel gemt af vejen. Begrundelsen var at de fleste tysklandsarbejdere nok var ”lidt nazister”.
Dette glemte man lige at fortælle
Så havde man også lige glemt at fortælle tysklandsarbejderne, at hvis de i stedet tog et højskoleophold, så kunne de slippe for at tage til Tyskland.
Det danske bidrag til den tyske oprustning: 250.000 danskere
Det danske bidrag til Tysklands oprustning under Anden Verdenskrig løber vel op i en kvart million danske arbejders indsats. Det har sikkert været mange familier herhjemme, der har levet i angst og bævet i takt med de allieredes bombardement af de tyske byer.
Vær positiv – ellers ingen penge!
På en konference på Odens Universitet i 1995 blev det røbet, at forskning i besættelsens historie kunne forvente de bevilligende myndigheders positive behandling. Men forudsætningen var at historikerne ”skulle sætte fokus – og et positivt sådan – på samarbejdspolitikken og politikernes indsats for at redde landet gennem besættelsen” (se kildeangivelse).
Våben havnede hos det danske militær
Og den berømte stikkertale af Vilhelm Buhl den 2. september 1942 har vi også været inde på i flere artikler vores hjemmeside. Han forlangte, at danskerne ufortrødent skulle anmelde sabotører til dansk politi. Dette skuffede mange modstandsfolk også efter besættelsestiden, da pludselig igen så ham som statsminister.
Mange modstandsfolk var frustreret over manglende sprængstoffer og våben. Det viste sig at den danske hærs officerer støttet af regeringen havde tilranet sig mange af de våben som englændere og svenskere sendte til Danmark. Politikerne var bange for, at især kommunisterne ville hævne sig, når tyskerne var ude af landet.
Først blev Kryssing fyret på ”gråt papir”
Og så er det spørgsmålet om regeringens støtte til Frikorps Danmark. Syv dage efter at tyskerne havde overfaldet Sovjetunionen lå der en anmodning fra den danske oberstløjtnant Christian Peter Kryssing på regeringens bord om orlov og tilladelse til at lede et ”Frikorps mod Bolsjevismen” som det hed i Kryssings ansøgning.
Det bragte regeringen i en slem kattepine. Fra hærledelsen lå der et forslag om at afvise orlogsordningen. Den 2. juli 194, hvor beslutningen skulle træffes, var udenrigsminister Scavenius forhindret i at deltage i regeringsmødet. Regeringen vovede det ene øje, og afskedigede Kryssing på gråt papir.
Det blev tilladt befalingsmænd og menige til at melde sig
Dagen efter dukkede Scavenius op igen. Han satte hårdt ind for at få ændret beslutningen. Det lykkedes. Regeringen vendte som på en tallerken, blandt andet fordi Scavenius oplyste, at han havde truffet aftale med Renthe – Fink om, at alle officerer, der ønskede at optræde i tysk uniform i SS – underafdeling, Frikorps Danmark, skulle have ret til at træde uden for nummer og dermed få orlov.
For samarbejdspolitikerne var det en beslutning med konsekvenser. Næste skridt blev nemlig, at det blev tilladt alle befalingsmænd og menige at melde sig til frikorpset ”i Kamp mod Bolsjevismen”.
Der måtte ikke lægges hindringer i vejen
Derfor blev der sendt et brev til alle ledere i den danske hær og flåde om, at der ikke måtte lægges hindringer i vejen for dem, der ønskede at træde uden for nummer for at indtræde i Frikorps Danmark. Dermed kan man tolke det som regeringen gav grønt lys for officiel hvervning. Med regeringsbeslutningen blev det lovliggjort, som hidtil havde været forbudt.
I september samme år stillede Kryssing krav om, at frikorpset blev motoriseret. Kort efter blev kravet honoreret med en regeringsbeslutning om at stille tusinde lastbiler til den tyske front inde i Sovjet.
Renthe – Finks vigtige notat
Beslutningen er referat i ”Den Parlamentariske Kommissions Beretning bind 13 (1-6 side 139). Her er også refereret et afslørende notat fra den tyske rigsbefuldmægtigede i Danmark, Renthe – Fink. Han skriver om sagen:
Den danske general skridtede fronten af
Statsradiofonien lagde mikrofon til en hvervetale den 9. juli 1941 af Kryssing. Det gik dog hurtigt op for regeringen, at de var gået for vidt. Vreden i befolkningen voksede. De Frikorpset i efteråret 1942 kom på orlov brød helvede løs.
Ved afskedsparaden var den danske chef for hæren, general Ebbe Gørtz skridtet fronten af sammen med tyske generaler. Det var en handling som tyskerne, betragtede som en stor succes.
Straffet med tilbagevirkende kraft
Under resten af besættelsen udviklede Frikorpset sig til et terrorkorps i Danmark. De skiftede navn under vejs. De 6.000 danskere, der havde meldt sig under nazisternes faner, blev af befolkningen betragtet som landsforrædere. De blev straffet med tilbagevirkende kraft efter besættelsen.
Der blev aldrig foretaget en tilbundsgående undersøgelse, hvilke krigsforbrydelser korpset begik under deres felttog i det daværende Sovjet.
Ustraffet angreb mod Folkestyret
Hele foråret og sommeren 1940 arbejdede en gruppe mænd på højtryk i noget, de kaldte for ”Danmarkskredsen”. Her arbejde notoriske nazister som Einar Vaaben sammen med A.P. Møller og over hundrede erhvervsfolk og nationalister. Senere kaldte de sig ”Højgaard – gruppen”
I et meget følelsesladet brev til kongen den 14. november 1940 anbefalede ni mand fra gruppen, at der blev dannet ”en upartipolitisk Regering, som kunne opnaa Fordele fra Tyskland, der ikke ville kunne opnaas med et Ministerium som det nusiddende”
I et brev dagen efterstillede gruppen forslag om at gøre Prins Axel til statsminister, fordi lød der i brevet – ”det ville virke ”stærkt forvirrende” på de danske nazister”. Brevet var blandt andet underskrevet af A.P. Møller.
Kongen gav straks henvendelserne videre til statsminister Stauning, der åbenbart arkiverede dem lodret. Ja man kan sige, at det var et angreb på folkestyret.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder bl.a. 191 artikler fra Besættelsestiden herunder:
Dato: februar 5, 2017
Frederik Eriksen, Karen Spidsmus og alle de andre
Det er nu fjerde gang, at vi besøger Lersø – bøllerne. Og så fortæller vi om Danmarks svar på Bonnie og Clyde – Frederik Eriksen og Karen Spidsmus. Efter Lersø – slaget flygtede de til Århus. Her holdt de skjult i et halvt år. De blev anholdt og flygtede. Men det var ikke politiet, der bekæmpede Lersø – bøllerne. De fortsatte ude på Nørre Fælled. Og da de heller ikke kunne være her mere. Så spredte de sig til Blågårds plads og Nordvest. De blev til ”prinserne” og ”klunsere og kræmmere”. Ja nogle endte ude på Sundholm. Vi beskriver også Lersø – slaget, sådan som Politiken oplevede det. Der findes hele tre versioner af denne historie. Og så var det jo også lige ”Fælleddronningen” Maja Robinson.
Lygteåen var grænsen
Det er sikkert ikke så mange, der kan forestille sig det, der skete ude i Lersøen dengang. Vi har kun navnene tilbage. Men her lå den næsten udtørrede sø, Lersøen. Jo, den var en del af Københavns vandforsyning. Vandet løb via Lygteåen til Ladegårdsåen.
Nu var denne å også en anden vigtig grænse. For lige hertil løb Københavns Politis myndighed. Var man over åen, var man i Brønshøj Sognekommune og nogenlunde i sikkerhed for politiet. Måske var det derfor at så mange eftersøgte lige kom herud.
Masser af pilekrat
Lersøen strakte sig over et ganske stort område. Fra Bispebjerg Hospital over til Haraldsgade og fra Nørrebrogade ud forbi Lyngbyvejen. Her var masser af pilekrat. Det blev høstet til byens mange kurvemagere. Og det var inde i dette vildnæs at Lersøbøllerne holdt til.
Ordet bølle stammer i virkeligheden fra bølleplanten af slægten Vaccinium. Dem voksede der mange af I Lersøen. Udtrykket ”bølle” har siden levet i folkemunde som navnet på en rå og ubehøvlet person.
Det var ikke ”Guds bedste børn”
Herude i sivene skulle man nok være stedkendt for ikke at fare vild. Man kaldte stierne for Harald Blåøjes Gang og Peter Knæs Gang.
Men allerede på Christian den Fjerde’ s tid strejfede folk rundt på Nørrebros fælleder. Det var folk, der var jaget af politiet. Og de var bestemt ikke Gud’ s bedste børn.
Her kom ”de pæne” ikke
Herude på Lersøen, der kom de pæne mennesker ikke. Her regerede Lersø – bøllerne. De blev kaldt Spiritus, Musen, Gloøje, Charles 5 – øre, Skæve Martin, Osen, Knokkeldrengen, Musen, Kno – Anders, Lange Hermand, Delle Frederik og Valdemar Skrupskider.
Fanemarchen afspillet med ræven
Jo sidstnævnte kunne med bagdelen afspille Fanemarchen. Og dette var meget populært hos Nørrebro – børnene. Jo de var meget hensynsfulde over for børn. De kunne trygt lege herude.
Ja Sorte – Petra var nærmest at betragte som fælles eje. Af andre piger var der også Anna 66, Guldåsen og lignende.
Karl Baj og Skæg Johannes blev til noget
Nye beboere kom til, blandt andet Musen og Karl Baj. Jo så var der også Delle Frederik. Karl Baj brugte en opvarmet firetommer søm for at sætte sit skæg. En gang imellem brugte han også fedt. Hans gode ven var Skæg Johannes.
Ja, Karl Baj blev storentreprenør og Skæg Johannes fik en meget stor jernhandel.
Huslejen var gratis
De byggede deres små huler af pilekrat og overdækkede dem med voksdug. Deres indbo hentede de fra den nærliggende losseplads ”Mamrelunden” Den lå på bakken lige neden for det nuværende Bispebjerg Hospital.
Huslejen var gratis. Her var nogenlunde tørt og lunt. Man kunne altid varme sig på spritten. Favoritten var et sæt bestående af en flaske brændevin, der blev rundet af med en skibsøl eller en pot skummet mælk. Det var sundt og nærende.
Fast føde brugte man sjældent penge på
Fast føde brugte man helst ikke penge på. I kvarteret var der altid en bager, der havde gammelt brød. Og var man vaks ved havelågen kunne man altid rapse sig en høne eller et stykke flæsk.
Hos bagermester Pitzner på hjørnet af Gormsgade kunne man for to øre få rigtig dejlige flødekager. Så gjorde det ikke noget, at de var 3 – 4 dage gammel
Bølle – Jørgensen uddelte øretæver
Politiet vidste godt, hvad der foregik herude. Men der var ikke daglig patruljering herude. Men når der var farlige forbrydere, der gemte sig herude, så gik den vilde jagt med hunde, og så blev der ellers uddelt øretæver. En ordentlig betjent havde ret og pligt til at sætte sig i respekt.
Ikke alle betjente var lige populære herude. Særlig ham, de kaldte for Bølle Jørgensen var ikke velkommen. Han havde et langt skæg og var en stor knokkel. Han gad ikke at slæbe bøllerne med på stationen. Han slæbte dem ind i næste port og gav dem en ordentlig øretæve.
Ikke alle var lige kriminelle
Nu var de ikke alle lige kriminelle herude. En masse militærnægtere havde også fundet vejen herud. Og beboerne i Utterslev mærkede ikke noget til ”bøllerne”. De var fredet.
Engang brød ”bøllerne” ind på politivagten på Tranevej for at befri en kammerat. De låste den vagthavende inde i detentionslokalerne. Men alle blev efter kort tid anholdt.
Renovationsvæsnet spolerede tilværelsen
Men det var nu ikke politiet, der spolerede tilværelsen for dem. Det var renovationsvæsenet. De brugte nogle kolossale udgravninger fra det nedlagte Aldersro Teglværk. I 100 meter brede og 20 meter dybe kratere, hvorfra man tidligere hentede ler, anbragte vognmændene fra natrenovationen deres dyrebare last på så sindig en måde, at det tykke langsomt blev skilt fra det tynde.
Kratersøen blev hældt på tønder og solgt til gartnerne i Utterslev, Brønshøj og Vanløse. Det faste stof blev skåret i blokke for siden hen at blive sendt med tog ud til bønderne i hele landet.
10 øre for en rottehale
Det vrimlede med rotter, men det var en indtægtsgilde, Lersøbøllerne budgetterede med. 10 øre betale politiet for en rottehale. Og det var en god pris. Man kunne få en flaske brændevin for mindre end en krone.
Disse rotter tog ophold hos vognmand Klenz. De var meget glade for hans høloft.
Frie fugle
Lersøbøllerne var frie fugle. De ville ikke underordne sig samfundets regler. De levede af smårapserier, betleri og lidt kræmmerhandel. Og så tjente pigerne ved at trække på Københavns gader.
De havde deres egen uniform. De gik med bowlerhatte og havde imponerende snoede cykeloverskæg. De havde altid hvide halstørklæder, der var bundet med en stor knude i halsen. Ja og så gik de i træsko.
Ferdinand var en ordentlig kleppert
Kongeparret herude var absolut Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus.
Ferdinand Eriksen var en sværlemmet kleppert. Han havde ikke den store fidus til manuelt arbejde, ja han havde modvilje til dette. Han kom fra det nu forsvundne Brøndstræde – kvarter ved Vognmagergade. Jo han var flere gange kommen på kant med loven. Jorden brændte for alvor under ham. Det var klart at han søgte ud til ligesindede.
Der hvor Frederik kom fra holdt man sig ikke tilbage for vold og trusler. Under tiggeriet udviklede det sig ofte til vold. I ”Fagsproget” hed det ”drikke” eller ”smække” modstanderen en skalle.
De tykke panserbasser
Og politiet havde nok at gøre her. Var ofret bare beruset, så lod man ham ført ligge og sunde sig. Det tog jo tid, at få fat i en hestedroske og få kørt ”liget” til nærmeste politistation.
Det var ikke den høje slanke betjent man så, nej det var den tykke panserbasse. Man sagde om ham, at han var udvalgt efter vægt. De kendte hver eneste beboere, disse betjente og deres formåen inden for skrivekunsten var begrænset. Så ofte blev forseelsen takseret til en dragt klø inde i næste port.
Frederik startede sin karriere son 13 – årig
Frederik Ferdinand Eriksen begyndte tidligt, allerede i 1888 som 13 – årig. Sammen med et par jævnaldrende knægte hjemsøgte han de frederiksbergske villaer.
Dette indbragte ham 25 slag ris. Dette gjorde dog ikke det store indtryk på ham. To måneder efter fik han en ny dom på 6 dages fængsel. Og sådan gik det slag i slag. I 1892 fik han 8 måneders forbedringshus og året efter 18 måneder.
Det var den 4. november 1893 og det var i Christianshavns Arresthus. Den følgende nat undveg han. Han var sluppet ud af sine celle og ud i gården. Ved hjælp af et rendestens – bræt og noget tovværk lykkedes det ham at komme over den høje mur. Men ak, glæden var kort. Allerede dagen efter bliver han anholdt.
I 1901 flygtede Frederik til Lersøen
Han tilstod nu yderligere indbrud og fik en 8 måneders tillægsstraf. I 1896 blev han igen anholdt og fik tildelt tre års forbedringshus. Det følgende år modtog han sin 12. straf, nemlig 8 måneders fængsel for vold mod politiet.
Men nu havde han her i forsommeren 1901 fået nok og mødte op i Lersøen.
Karen Spidsmus
Karen Spidsmus hed egentlig Samuelsen. Det var hendes markante profil, der gav hende det berømte navn. Hun kom inde fra Rabarberlandet. Hun havde nogle smådomme for overtrædelse af politivedtægten. Sådan opfattede hun det nu ikke selv. Hun betragtede det som aldeles utidig indblanding i hendes privatliv. Hun var blandt andet stukket af fra en forvaringsanstalt.
Hun var opvokset i Rabarberlandet og var datter af ”Den glade Sandmand”. Og man skulle ikke kommentere hendes profil, så fik man en på ”snotten”. Man sagde om hende, at hun trak. Men det gjorde de fleste andre piger herude også.
I bad i Lygteåen
De havde nu en ret stor hygiejnisk standard herude. De badede kollektivt i Lygteåen. Deres tøj hang så til tørre inde ved bredden. Og for 5 øre kunne de endda også købe et stykke sæbe.
Stamværtshuset
De havde også deres stamværtshus på Nørrebro. Bag ved Stefans Kirken lå Brønshøjgade. Her lå et værtshus, der hed Lampekælderen. Den lå i en dyb kælder, og her holdt de snapseting en gang imellem.
Lersø – slaget i flere versioner
Man kan vel sige at bølleuvæsnet i Lersøen kulminerede i 1901. Her blev det berømte Lersø – slag udkæmpet. Det var natten mellem den 29. og 30. september. Banden havde delt sig i forskellige grupper og begået indbrud på Nørrebro. Hen på morgenstunden drog de så af sted belæsset med udnyttet for at fejre det i hytterne.
To københavnske betjente stødte på dem og anholdte den sidste i karavanen. Det gik ikke fredeligt for sig. De andre kom kammeraten til hjælp og betjenten blev ilde tilredt.
Men historien findes også i andre udgaver.
Sprit – apparatet
Der var masser af brandfare herude. Der måtte ikke tændes ild. En dag havde bøllerne tændt deres spritapparat. Nu ville de have hestefrikadeller.
En patrulje kunne lugte, at der blev lavet mad. Ikke alle betjente var lige fleksible. Den ene betjent havde sparket til spritapparatet for at få det slukket. Det var betjent Ørsted. Han fulgtes med en, der hed Kjærumgaard. Det endte med, at bøllerne røg på betjentene.
Ørsted blev mishandlet og døde senere af dette. Kjærumgaard løb sin vej. Og det gik ned af Rådmandsgade. Og her skar han sig selv i frakken. Det skulle se ud, som om, at bøllerne havde overfaldt ham med knive. Han blev øjeblikkelig afskediget efter retssagen for at have svigtet sin kollega.
Politiken den 1. november 1901
Det såkaldte Lersø – slag fik stor omtale i datidens medier. Således skrev Politiken den 1. november 1901:
Mathilde og Valdenar Hansen
Politi og myndigheder satte nu for alvor ind mod Lersø – bøllerne. De fleste blev hurtig fanget. Men det lykkedes for Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus at gemme sig i Århus i et halvt år.
De lejede en lille kvistlejlighed under navnene Mathilde og Valdemar Hansen, broder og søster. Men så var det en kone i ejendommen, der synes, at det var mistænkeligt, at de havde fået nye klæder trods det, at de ikke bestilte noget som helst. De havde også åbenbart altid penge. Så var det, at konen underrettede politiet.
Sand i øjnene
En betjent gik op i lejligheden og fandt Karen alene hjemme. På opfordring fulgte hun ret modvilligt med. Det passede hende ikke, at hun skulle gå. Hun ville køres.
På vej til stationen blev de indhentet af Ferdinand. Pludselig kastede han en håndfuld sand i øjnene på betjenten, der blev ganske blindet. Og da han atter kunne se, var de borte.
Dagen efter blev de anholdt på Fredericia Banegård, da de var på vej til København.
I retten
I retten opgave de deres fingerede navne og nægtede at have begået noget ulovligt. Da forhøret var forbi, lå der en lille håndfuld sand på gulvet, hvor Karen havde stået. Hun blev kaldt tilbage, men skønt det viste sig, at hun havde noget sand i lommen, nægtede hun indigneret at kende noget til det. Hun nægtede at ville bruge det, ligesom Ferdinand havde gjort det.
De blev nu indsat i det gamle umoderne arresthus. Fotografier af dem blev nu oversendt til Københavns Politi. Men før svaret forelå, var fuglene fløjet.
Den eventyrlige flugt
Flugten var ganske eventyrlig. Om natten ved tretiden kom en bagermester ind på politistationen og meddelte, at der på arrestmuren ud til Rosengade hang et lagen og flagrede, hvad han mente så højst mystisk ud. Ved nærmere undersøgelse viste det sig, at et tagvindue på arrestbygningen stod åbent.
Da man havde fået vækket arrestforvareren, der havde soveværelse i bygningen og foretaget en grundig undersøgelse, blev det konstateret, at både Ferdinand og Karen var borte. De må være flygtet i det blotte linned, da arrestforvareren hver aften tog deres tøj fra dem netop for at hindre deres flugt.
To betjente på cykel
Hele politistyrken blev nu alarmeret og sendt i alle retninger, men forgæves. Først ved 16 – tiden om eftermiddagen ringede en vognmand fra Århus ude for landsbyen Lisbjerg nord for byen, at der lige havde været to mistænkelige personer inde hos købmanden der.
De to eneste disponible betjente sprang straks på deres cykler og kørte alt hvad de kunne. Ved deres ankomst havde beboerne hjulpet af vognmanden og hans søn fået fat i Karen. Da Ferdinand havde set var han kommet for at befri hende. Men han var blevet omringet.
Ferdinand bundet på arme og ben
For at frelse sig selv var han løbet ind i en svinestald. Men her havde man lukket døren for ham. Da der var jernstænger for vinduerne, var han fanget som en rotte i en fælde.
Da betjentene nu havde fået forstærkning, trænge de ind i stalden. Ferdinand var aldeles rasende og ustyrlig. De måtte til sidst binde ham på arme og ben.
Da de kom tilbage til Århus blev de modtaget af politimester og by foged Jespersen. Karen blev straks sat ned i arresten igen. Men for brud på arrestreglementet blev Ferdinand af By fogeden idømt 20 slag rotting. Denne straf blev eksekveret med det samme i forhørslokalet på rådhuset af arrestforvareren i overværelse af hele politistyrken.
Ferdinand modtog slagene på sin nøgne ryg uden at foretrække en mine.
Hvordan lykkedes det at flygte?
Men hvordan var flugten egentlig lykkedes? Ferdinand havde om natten brækket briksen i cellen løs. Han havde stillet den på højkant op mod væggen til gangen. En gasarm, der førte ind i cellen gennem et ret stort hul, havde han bøjet ud og havde tvunget sig igennem hullet og ud på gangen. Han var gået ned i stueetagen, hvor Karen havde sin celle lige over for arrestforvarerens soveværelse.
Stående på et bord, som han havde taget ud i gangen, havde han benyttet samme fremgangsmåde med gasarmen, og ved at trække armen ind gennem hullet, havde han kunnet få fat i hendes hænder og havde trukket hende ud gennem hullet.
Med bordet og en lille stige, der stod i gangen var de gået op på loftetagen. Her anbragte de stigen oven på bordet under tagvinduet og kom så ud på taget. Ferdinand trak stigen op til sig og gjorde den fast ned ad taget. De kravlede så ned ad den til tagrenden og lod sig derfra falde ned på den ret brede gårdmur, som de balancerede hen ad, og ved hjælp af et lagen, som Karen havde taget med, firede de sig nu ned i gaden.
Med fuldskæg i dameklæder
I de mennesketomme gader vandrede de så lykkelig arm i arm ud ad de mennesketomme gader. Han i skjorte og hun i særk.
Som en af betjentene sagde, må de sandelig have set fantastiske ud. Uden for byen skjulte de sig i en kornmark. Ved middagstid begav de sig hen til en tennisplads, hvor de brød et skur op. Her fandt de diverse beklædningsgenstande.
Men nu var det kun dameklæder. Ferdinand så fantastisk ud med hans store overskæg. Han havde hele tiden et tørklæde op for det meste af ansigtet. Måske var det derfor, at de vakte mistanke.
Det undrede politiet, at de havde penge på sig. Men Karen sagde med et smil, at det havde hun tjent i Risskov. Senere måtte hun erkende, at hun under hele arrestopholdet havde gemt penge på sin krop.
Myndighederne til grin
Man havde nu fået svar fra København og de to måtte bekende, hvem de egentlig var. Og mens de havde været i Århus havde de begået 18 indbrud.
Myndighederne blev gjort til grin. I revyer og teaterstykker blev Lersøbøllerne hyldet som en anden Olsen Bande. Talrige skillingsviser blev det til.
Ferdinand træt af USA
Ferdinand Eriksen fik 4 års tugthus for sin medvirken i Lersø – slaget. I maj 1905 blev han benådet for resten af straffen mod at forlade landet og ikke vende tilbage i 10 år.
Han blev så hjulpet til Amerika, og sendt derover på politiets regning. Men forholdene passede ham ikke helt. Så allerede i juli vendte han tilbage. Og det skulle selvfølgelig fejres. Han drak sig fuld, lavede gadeuorden og blev anholdt. Han opgav at hedde Carl Christian Larsen. Han afsonede en bøde på 25 kr.
Genkendt af arrestforvareren
Arrestvagtmesteren i Vestre Fængsel genkendte ham imidlertid, og så måtte han atter ”over vandet” for at afsone de eftergivne 17 måneder.
I januar 1907 blev han løsladt. Et halvt år efter blev han på ny anholdt i færd med at begå et indbrud. Dette og andre tyverier, han måtte tilstå kostede ham 5 års tugthus. Han appellerede til Højesteret, der blot stadfæstede straffen.
I 1912 kom han ud og klarede sig derefter fri af Politi og Domstole. Han døde på Kommunehospitalet i 1919.
Karen Spidsmus slap med 30 dage på vand og brød. Hun levede herefter som en anstændig dame på Vesterbro, til hun var godt oppe i firserne. I de senere år var hun dog blevet apatisk og nærmest igen en original.
Bebyggelsen kom tættere på
Efterhånden kom bebyggelsen tættere på. De resterende bøller på Lersøen trak ind til Nørre Fælled og skiftede navn til Fælledbisserne.
Men politiet fik efterhånden også mere styr på det. Således anskaffede politiinspektør Mellerup nogle politihunde. Og det gav resultater. For disse hunde var ikke bange for Lersø’ s beboere. Der blev uddelt adskillige bidesår.
Dette gentog sig gang på gang.
Man sagde også, at det var Opdagechef Bertel Madsen, der fik optrevlet hele banden. Men det er nu ikke helt korrekt.
Udtryk som bisse og bølle”
Udtrykket ”bisse” stammer egentlig fra kvæg, der går frit på græs. Da Fælledbisserne utilpassede, frie sjæle, der aldrig kunne holde sig i ro, fik de øgenavnet bisser, der som bøller stadig lever i folkemunde for ”rå og ubehøvlede personer”.
5 øre for at trække op i kjolen
Fælledbissernes ”dronning” var Maja Robinson. Hun havde efter rygterne været fin lægefrue i Australien. Som ung havde hun været en billedskøn kvinde. Hun gik rundt med et billede af sig selv, ind til det var blevet slidt.
Deroppe hvor Aldersro Bryggeri lå, var der engang en tobaksfabrik der hed A/S Lichtinger. Ja det var omkring det nuværende Jagtvej 169. Her havde en række kvindelige medarbejdere flere gange forsøgt at bringe Maja Robinson på ret køl. De samlede ind til hende. Og klædte hende ind fra yderst til inderst. Men det hjalp ikke.
Engang imellem forsvandt hun helt, så kom hun pludselig tilbage. Der var altid ballade omkring hende. For alle ville gerne være førstebajs hos hende. Men det var som regel ”Proppen”, der vandt.
Man sagde om hende, at hun hver måned fik tilsendt penge fra hendes forhenværende mand. Når hun så blev anholdt og sat i brummen kunne hun finde på, at klæde sig af over for de rødmende betjente. Senere ude på fælleden fik hun om sommeren 5 øre for at trække op i kjolen af rødmende karle.
En ung kunstner ved navn Robert Storm Petersen
En ung kunstner ved navn Robert Storm Petersen kom meget hos Fælledbisserne. Han brugte dem til sine berømte motiver med vagabonder.
Men ak tidens udvikling ramte også Nørre Fælled. I 1909 opgav militæret endelig sine rettigheder på Fælleden. Den blev forvandlet til folkepark, bebyggelse og idrætsanlæg. Flokken delte sig. Halvdelen søgte ind på Blågårds Plads. Den anden halvdel søgte ud i Nordvest kvarteret, hvor de blev klunsere. Nogle blev faktisk holdne mænd som produkthandlere, hvor deres tidligere ”bølle” – kollegaer klunsede for sig i byens skraldespande.
Om sommeren drog mange af dem på landevejen som landevejsriddere og skærslippere.
På Sundholm og Østerbro
Nogle få af dem kom fri fra miljøet og fandt deres plads i samfundet. Men de fleste af Lersøbøllerne og fælledbisserne endte deres dage som forhutlede drankere på Sundholm.
Ib Spang Olsen fortæller i sine erindringer fra kvarteret omkring Bryggervangen og Vognmandsmarken minder om både Fælledbisser og Maja Robinson, der i hans barndom var gæster i Likørstræde ved Kristineberg.
De ”pæne” damer gik i en stor bue uden om Maja
De ”rigtige” damer gik en stor bue forbi Maja, når de så hende. Om vinteren boede Maja og Julius i et skur bag Persons Stenhuggeri. I ledvogterhuset ved ”Holger Danskes Briller” blev Maja og Julius vasket. Men Maja havde det nu ikke let. I Aftenbladet den 14. september 1917 var overskriften:
De stjal mad
I 1918 var de ikke så mange tilbage. De var vel kun 5 – 6 stykker. Her så man blandt andet ”Stegt Sild”, ”Den hvide neger” og ”Krølle Charles”. De var ret fredelige, men stjal lidt mad i ny og næ.
Brændevinsrus
Mange ude på fælleden lå i en evig brændevinsrus. De var såmænd fredelige, hvis man gav en lille skærv til brændevinen. Men det var politiet ikke ude på Fælleden. Det var endda ridende politi, som med deres sabler slog dem på flugt, såvel kvinder som mænd.
Maja populær hos børnene
Når Maja så, at der kom børn, havde hun altid en slikpose parat til dem.
Hvad der blev af Maja vides ikke. Men endnu i 1940’erne så man Julius i Fælledparken.
Men historien slutter ikke her. Den fortsætter, men det kan du læse i artiklerne Prinserne på Nørrebro og Klunsere og Kræmmere på Nørrebro.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Se her på www.dengang.dk:
Dato: oktober 31, 2016
Den Gale Præst på Ladegården
Vi har desværre måttet fjerne dette indlæg, da vi utilsigtet har brudt rettighedsloven. Artiklen var skrevet 2016. Vi fandt den på Nettet uden forfatter. For at gardere os skrev vi bl.a. “Se Litteratur Nørrebro” i håb om, at der var i en af disse talrige bøger, at artiklen fandtes. Men nu har forfatteren til den originale tekst klaget. Vi beklager og nu rettet fejlen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Om Ladegården: Læs på www.dengang.dk
Om Præster (kirker og åndsliv): Læs på www.dengang.dk
Nørrebro:
København:
Østerbro:
Tønder:
Højer:
Aabenraa:
Padborg/Kruså/Bov:
Sønderjylland:
Dato: juli 28, 2016
Farvel til de Sønderjyske Gråbrødreklostre
Efter at klostret i Husum blev oprettet gik også de tre andre Gråbrødreklostre over til den gamle retning. Amtmanden ville gerne have, at klostret i Tønder blev tysk, men det blev det aldrig. Husum var først med evangeliet og den nye forkyndelse. Og så gik det ellers hurtigt i Sønderjylland. Det var mest den jævne befolkning, der tilsluttede sig. De gamle klostre blev forvandlet til hospitaler de to af stederne. Niels Tybo bad Frederik den Første om at udskyde udsmidningen af munkene. Men det var ikke noget at gøre. Egentlig vides der ikke, hvornår det hele af klostret i Tønder forsvandt.
Artikel – oversigt bagerst i artiklen:
Vi har for interesserede lavet en omfattende artikeloversigt omfattende: Præster, Kirker, Åndsliv og Klostre bagerst i denne artikel
Ud af Slesvig og Haderslev
I 1520erne da den lutherske reformbevægelse gik sin sejrsgang i landsdelen faldt tiggerordnernes klostre på stribe. De lå inde i byerne, hvor reformationen først sejrede. Disse klostre blev regnet for den romerske katolicismes stærkeste støtter.
I Haderslev lod Hertug Christian (den senere Christian den Tredje) den 6. januar 1527 Sortebrødrene drive ud af deres kloster. I Slesvig blev de fordrevet 1529 på foranledning af den lutherske prædikant Reinhold Westerholt.
Krønike om Gråbrødrenes fordrivelse
Der findes et skrift om Gråbrødrenes fordrivelse fra deres klostre i Sønderjylland. Den kaldes Krønike om gråbrødrenes fordrivelse fra deres klostre i Danmark. Det var nu ikke en krønike men et forberedende udkast til indlæg ved en retssag for pavens domstol.
Denne blev suppleret med nogle optegnelser af en ukendt gråbroder om de sydslesvigske og holstenske gråbrødreklostre i den ditmarsksiske krønikeskriver Johann Russe.
Fire gråbrødreklostre
På reformationstiden fandtes der i Sønderjylland fire gråbrødreklostre:
Sidstnævnte tilhørte lige fra sin grundlæggelse den retning inden for Franciskanerordenen, som kaldtes observanterne. Man ville oprette den gamle klostertugt og ordenens oprindelige ejendomsløshed.
Over til den nye retning
De øvrige gråbrødreklostre i Sønderjylland gik snart efter oprettelsen af klostret i Husum over til denne retning. Denne reform kunne dog ikke redde klostrene fra at gå under i reformationstidens klosterstorme.
De sønderjyske gråbrødreklostre havde gennem tiden fået et tysk præg. Ved Observansens indførelse blev der optaget en del danske munke i klostrene, så klostrene i Flensborg og Tønder blev fortrinsvis danske. Men i Husum var der ikke danske munke. Kun tyske og frisiske.
Amtmanden ville fortyske klostret i Tønder
Men der blev dog gjort forsøg på at fortyske gråbrødreklosteret i Tønder. Således skrev amtmanden i Tønder, Claus Ahlefeldt til Hertug Frederik (den senere Kong Frederik den Første):
Dette blev dog aldrig gennemført. Klostrets sidste guardianer, Hans Olesen og Niels Tybo var danske.
Hørte med til Ribe
Alle de sønderjyske gråbrødreklostre hørte siden deres grundlæggelse til ordensprovinsen Dacia, der omfatter klostrene i Danmark, Norge og Sverige. Denne provins var delt i 8 underafdelinger, kustodier.
De sønderjyske gråbrødreklostre hørte sammen med klostrene i Ribe og Kolding til kustodiet Ribe. I tiden hen til reformationen skete der en ændring i denne opdeling, idet hertug Frederik 1516 fik klostrene i Slesvig og Husum lagt sammen med klostret i Kiel og det nyoprettede kloster i Lunden, som ditmarskerne 1513 havde oprettet til minde om sejren ved Hemmingstedt 1500 til et nyt kustodi, kustodiet Kiel.
Dette forsøgte hertug Frederik at få udvidet med klostret i Flensborg. Men det lykkedes ikke. Det lykkedes for kong Christian den Anden. Han reddede klosteret for danskheden. Men han fik ikke klostrene i Slesvig og Husum ført tilbage til provinsen Dacia.
Husum var først med Evangeliet
Husum var den første by i Sønderjylland, hvor Evangeliet forkyndtes på luthersk vis. Her begyndte den lutherske bevægelse 1522 med Herman Tast’ s virksomhed. Det varede dog 5 år inden reformationen trængte igennem i denne by.
Det skete i 1527, da Herman Tast og hans medarbejdere blev præster ved byens sognekirke, Mariekirken. I november samme år ophørte den katolske messe i kirken. Året efter slog gråbrødreklostrets skæbnetime. Den skildres i få ord af den ukendte gråbroder hos Johan Russe:
Ifølge traditionen sneg brødrene sig bort fra byen med undtagelse af en eller to, som var født i Husum.
Klosterbygningen blev til hospital
Kong Frederik den Første skænkede 3. december 1528 Husum By klosterbygningen til et hospital. I 1570`erne blev denne stiftelse forenet med St. Jørgens fattigboliger og flyttet til en nyopført bygning andetsteds i byen, hvorefter hertug Adolf lod det tidligere gråbrødrekloster nedrive. På dets plads blev Husum Slot opført i årene 1577 – 1582.
Den lutherske forkyndelse til Slesvig
Til Slesvig kom den lutherske forkyndelse i 1525 med den bortløbne munk Frederik, der på grund af sit voldsomme temperament og med sin grove mund kaldtes Den Gale Frederik.
Han afløstes i 1527 af Marquard Schuldorp fra Kiel, som blev kaldet af kongen efter rådets og borgernes anmodning. I de to år Schuldorp virkede som den første lutherske sognepræst ved domkirken i Slesvig blev klostrene ladt i fred.
Klostret brugt til hospital
Heri skete en forandring, da han døde i 1529. Han efterfulgtes af den tidligere augustinermunk Reinhold Westerholt. Han var ivrig og diskussionslysten. Han kom straks i klammeri med både gråbrødre og sortebrødrene. Han fik sortebrødrene fordrevet. Han fik også gråbrødrene fejet ud, som det siges i en optegnelse i en rådsbog. Den ukendte gråbroder hos Johann Russe skildrer begivenhederne således:
Koret brugt til bødelens bolig
Gråbrødreklostret blev foræret af kongen til Slesvig By og anvendt til hospital. De første beboere var fra det ophævede helligåndshus. I den nederste del af kirken blev indrettet en Rådhuskælder samt et fængsel. Og koret blev indrettet som bolig for bøddelen!
Den øverste etage blev byens rådhus indtil 1794. Bygningen blev revet ned og erstattet af et nyt rådhus. Her samlede de slesvigske stænder fra 1836 til 1846.
Den jævne befolkning tilsluttede sig
Herman Tast begyndte at prædike Flensborg i sommeren 1526. Dermed startede den lutherske bevægelse her i byen. Samme år lod borgmester og råd 12 katolske præster jage ud af byen. I løbet af et års tid var samtlige kirker reformeret. I St. Johannes Kirke blev en tidligere katolsk præst almindelig sognepræst.
Det var især den jævne befolkning der tilsluttede sig den ny retning. De fornemste borgere var stadig katolsk sindede.
Kongen ombestemte sig
Gråbrødrene i Flensborg blev fordrevet efter tilskyndelse udefra. Den 8. januar 1528 blev Gråbrødreklosteret i Flensborg skænket til den ivrige lutherske rigshofmester Mogens Gøye. Byens magistrat fik ordre til at lave en inventarliste.
Af denne liste fremgik der, at der ikke var så meget af værdi i klostret. Således var der også kun 9 senge. Ja klosteret skyldte endda 131 mark og 6 skilling Lybsk, som aldrig blev betalt.
Mogens Gøye var kun i kort tid ejer af klosteret. Noget tyder på at denne fik klosteret i Randers og så fik Flensborg By klosteret til hospital.
Frederik den Første til Tønder
I 1526 samme år som i Flensborg begyndte de lutherske prædikanter også i Tønder. Det var den tidligere katolske præst Hieronymus og Johannes Decker. Sidstnævnte har været katolsk vikar.
Rådet kalder den tredje luthersk prædikant. Hermann Skomager blev dog i 1531 præst i Nibøl. Midt i september 1530 var Frederik den Første i Tønder. Han lod der afholde en luthersk prædiken gråbrødreklostrets kirke, som var indviet til Jomfru Maria.
En bøn fra Niels Tybo
Da han efter prædiken spadserede i koret, kom klosterets guardian, Niels Tybo hen til ham og bad ham om at munkene måtte få lov til at blive der på stedet for at tjene Gud, således som de hidtil havde gjort. Kongen svarede, at han ville give meddelelse om det, før han rejste.
Nogle få munke blev derfor endnu nogle dage i klostret og afventede kongens beslutning. Før kongens ankomst til byen var klostret med undtagelse af koret, sovesalen og et lille rum til at spise i blevet beslaglagt af amtmanden, Jesper Rantzau, bror til hertugdømmernes landadmiral Melchior Rantzau. Lige som denne var han en af kongens mest betroede rådgivere.
Munkene jaget ud af Tønder
Han havde taget klostret til brug til slottets forråd af levnedsmidler. Da kongen atter skulle rejse, henvendte guardianen sig atter til ham. Kongen svarede, at han overhovedet ikke kunne tillade det, fordi amtmanden i så fald ikke ville have plads nok til at opbevare sine sager. Klostermuren var også alt for tæt ved slottet og skulle nedbrydes.
Guardiaen svarede, at munkene ingenlunde ville være amtmanden til besvær. Men de kunne ville blive der for at tjene Gud. Kongen svarede, at der var plads nok et andet sted.
Efter kongens bortrejse jog amtmanden munkene bort og beslaglagde alt, hvad der tilhørte klostret, undtagen munkenes klæder og et par heste, som han gav dem til at føre de svage og gamle bort på.
Hvornår forsvandt de sidste rester?
Klostret blev revet ned kort efter munkenes fordrivelse. Materialerne blev anvendt til udbedringer på slottet. Det vides dog ikke helt nøjagtigt, hvornår klosterbygningerne forsvandt.
De var vist nok borte den 2. februar 1543, da Christian den Tredje skænkede en grund, som havde tilhørt klosteret til Jacob von der Wettringe.
I hvert fald var klostret væk den 4. november 1563, da Lytke Naamensen afgav erklæring om, at både klostret og St. Laurentii kirke havde ligget inden for bygrænsen. Af klostret er senere fundet bygningsrester og rester af kirkegården.
Nogle af gråbrødreklostrets bygninger synes at have stået endnu længere tid efter klostrets nedlæggelse. Hertug Hans den Ældre skænkede 27. november 1559 Claus Jæger på livstid en fri bolig i vor stad Lille Tønder i klostret, hvori han nu bor.
Endnu omkring 1580 nævnes klosterboder, som imidlertid brændte med Uldgade og Slotsgade 1586.
Niels Tybo’ s skæbne
Hvad blev gråbrødrenes skæbne. Ja enkelte af dem blev i deres hjemby, hvor de var født. Niels Tybo fra Tønder kom på gråbrødreklostret i Ribe.
Klostret i Ribe blev ophævet i 1537. Niels Tybo fik i 1545 lov til at komme tilbage til Flensborg. Men han måtte lade ordensdragten ligge. I 1557 lod han bygge en latinskole på klostergrunden for penge, som han havde arvet af sine forældre.
Det var hans mening at lave en katolsk skole, men det lod sig ikke gøre efter reformationen. Han døde den 31. december 1574 og blev begravet på klostrets kirkegård.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Præster, Kirker, Åndsliv og Klostre, se her på www.dengang.dk
Tønder:
Højer:
Padborg/Kruså/Bov:
Aabenraa:
Sønderjylland:
Nørrebro:
Østerbro:
København:
Dato: marts 7, 2015
Anekdoter fra Det Gamle Nørrebro – igen (7)
Foredrag, Stefanskirken 4. marts 2015. Vi skal høre om præster, spøgelser, fattige, arbejdere, mælkedrenge, det røde flag, varulve, influenzaramte heste, lysytsteder, værtshuse, de rige, svinerigets ti bud, de ugudelige socialister, den store badedag, et søuhyre, social kontrol, investering i lykkeposer, danseskole i Jagtvej 69, Ruth Evensens snak med Helligånden, Den første spiritusprøve i Verden, Våde kjoler på broerne, hunderomatik, chokolade, eksplosioner i Allersgade og meget mere.
Præsten skal lære
Så er vi atter engang forsamlet her i den dejlige kirke. Og som I sikkert alle ved, så har Stefanskirken fået en ny præst, Thomas. Han er jyde. Og det kan være en stor fordel, når man skal begå sig her blandt københavnere.
Vi har tænkt os, at Thomas skal lære noget om Nørrebros historie. Men det ville være for kedelig over for alle de andre historie – kyndige, der er dukket op, at begynde fra A og slutte med Z. Derfor dukker vi ned i nogle af anekdoterne, og måske vil den ene og anden sige. Den har vi hørt. Men en god historie, kan sagtens fortælles flere gange. Og lokalhistorie har sjælden en begrænsning.
Hvad skal vi høre om?
Vi skal høre om Thomas kollegaer – præster, spøgelser, fattige, arbejdere, mælkedrenge, panserbasser, varulve, influenzaramte heste, lyststeder, værtshuse, de rige, Svineriets ti bud, Den store Badedag, social kontrol, Investering i lykkeposer, Danseskole i Jagtvej 69 og Ruth Evensen. Vi skal høre om den første spiritusprøve i Verden, de mange faldefærdige broer, og da den kollektive trafik kom til Nørrebro, da der lød eksplosioner på Allersgade og meget mere.
De hørte nu ikke det hele
Ja efter foredragets afholdelse må undertegnede erkende, at tilhørende ikke fik hørt det hele. Det skyldtes, at undertegnede grundet den gode stemning, improviserede plus tog noget fra nogle andre artikler, som vi skyndsomst ligger på nettet. Det drejer sig om artiklerne:
– Prinserne på Nørrebro
– Derude på Lersøen
– Det var på Nørrebro, det foregik
Straks vil jeg takke mine to medarrangører. Det var et kanon – arrangement. Og tænk, at vi atter engang kunne fylde en hel kirke. Hvad ville der være sket, hvis også avisen gad at skrive om det. Og aldrig har menighedsråds – formanden lavet så meget kaffe. Og jeg tror faktisk, at Thomas sad og grinede konstant i to timer.
Men først og fremmest tak til publikum – I var det bedste publikum, man kunne forstille sig.
Lokalhistorien har det godt
Lokalhistorien har det særdeles godt på Nørrebro. Vi har en særdeles aktiv Lokalhistorisk Forening, og der findes mindst to FB – grupper, der berører området. Dertil kommer forskellige byvandrings – firmaer.
Selv har undertegnede den glæde, at være redaktør af to hjemmesider, der berører Nørrebro og to FB – grupper. Og den ene dengang.dk har læsere fra hele landet, med 900 artikler, heraf ca. 220 fra Nørrebro.
Hvad er vigtigst
Mange af tilhørerne har været med, de sidste seks gange, og de er jo ikke kommet for at høre det samme igen og igen. Kan man nu huske, hvad man har sagt tidligere. Og skal Thomas ikke høre det væsentlige?
Det bliver ikke noget om Røde Rose eller Solvognen eller historien om, Dronning Dagmars hof ligger begravet på Assistens Kirkegården. Tænk her hviler tidligere hofdamer, kammertjenere, kokke og kosakkere. Tænk engang, vi måtte ikke kalde Områdeløft Mimersgade for Områdeløft Mimersgade.
En hyldest til de kreative
Se, Thomas egentlig er foredraget en hyldest til alle dem, der med deres kreativitet beriger Nørrebro. Dem er det så uhyggelig mange af. Kreativiteten stortrives her i bydelen. Det har medierne endnu ikke fundet ud af. Personlig har jeg mødt et hav af kreative og mangfoldige mennesker. En del af disse, sidder her i dag. Selv om mange af disse ikke bliver nævnt i dette foredrag, håber jeg ikke, at deres indsats bliver glemt.
Tænk for eksempel på sådan noget som Kulturelle Markedsdage, som Metro – byggeriet ødelagde. Det var i den grad berigende for Nørrebro. Ministre og borgemestre besøgte vores arrangement. Vi hørte gospel – musik fra G – force, gudstjeneste en tidlig søndag morgen. Der var cirkus m.m. Og det var umuligt at holde foredrag der i et telt, grundet støj.
Slutningen kommer først
Se det var jo egentlig det, som man skulle have sagt til sidst. Men egentlig ved man jo aldrig til disse arrangementer, var man vil sige trods det, at man har et manuskript.
Journalister har kig på Nørrebro
Se Thomas mens du nu boede i Jylland, har du ikke kunnet undgå at høre om Nørrebro. Du skal vide, at journalister har en specielt Nørrebro – knap, der i hvert fald ind til for et par år siden havde direkte forbindelse til Breaking – news helikopteren. Det skyldes nemlig, at journalister arbejder med følgende Nyhedskriterier:
– Aktualitet
– Væsentlighed
– Identifikation
– Sensation
– Og ikke mindst Konflikt.
Man skal mindst bruge to kilder til en historie. Men dette glemmer man ofte, når det er tale om Nørrebro, og rask væk udnævner man Tingbjerg og Nordvest til Nørrebro. Og så får man ganske let et fortegnet billede af Nørrebro.
Hvor er de skudsikre veste?
Det kan bedst illustreres med en historie, som jeg har hørt af en af dine kollegaer, Susanne. Hun er præst i Anna Kirke. De har en venskabskirke i Varnæs, syd for Aabenraa.
Konfirmanderne besøger hinandens kirker. Men da konfirmanderne fra Varnæs ankom til Hovedbanegården for at skulle videre mod Nørrebro, spurgte nogle af eleverne deres klasselærer:
– Paul, hvor er det vi skal hente de skudsikre veste.
Husk nu kaffen
Se, Thomas – mange af de gæster der er her i aften har været med alle de forrige seks gange. De vil helst høre nye historier, så vi må jo se om vi også kan få opfyldt deres ønsker. Og som det også er vigtigt at fastholde. Der er ca. ti minutters pause, med gratis kaffe.
I begyndelsen var ingenting?
I begyndelsen var ingenting? Ja sådan var det nu ikke. I København var det ikke alle der kunne tilpasse sig. Thomas, forstil dig Oliver Twist, men bare meget værre. Dem, der ikke kunne tilpasse sig forholdene, blev smidt ud af byen, og så kunne de bare passe sig selv. Det var datidens socialpolitik. Mange etablerede sig på det nuværende Nørrebro. Her opstod en slags barakby, hvor der udførtes mange former for kriminalitet.
I ny og næ blev bønder overfaldet. Her var prostitution og masser af ulovlige brænderier. Og bønder på vej ind til byen med deres varer, blev her overfaldet.
Senere hørte vi om den mægtige landsby, Serridslev. Dens jorder fyldte det meste af Nørrebro og Østerbro. Det er en hel Atlantis – myte omkring dette sted, for hvordan forsvandt denne landsby. Var det svenskerne? Her lå også en stor hærskare og belejrede København. Men kongen havde ingen penge til disse soldater. Hvad gør man så? Jo, man opretter da bare en møntfabrik og producerer mønter. Ja det gjorde man i Serridslev.
Det første Nørrebro
Det ældste samlede Nørrebro kender vi vel fra omkring 1645. Her var opstået en mængde stræder og boder, der blev lejet ud til småfolk. I 1645 talte forstaden 137 familier.
Ja det var før, at Nørrebrogade blev kaldt for alfare vej.
I 1658 blev det hele brændt af. Svenskerne var på vej og oppe fra voldene ville man gerne have en bedre udsigt.
Det første lovlige værtshus
I 1662 fik Gabel skødet på Sankt Jørgens Sø. Han købte også teglværksgrunden. Men ak, han havde tømt søen. Det betød en svækkelse af Københavns forsvar, så man tog skødet fra arvingerne, og fik fyldt vand i søen igen.
Store Ravnsborg blev aldrig færdig som forsvarsværk, men Meldorf fik her lov til at etablere et værtshus i 1661. Mon ikke det er Nørrebros første lovlige værtshus?
Man klarede tvistighederne selv
Noget kunne tyde på, at på Nørrebro klarede man paragrafferne selv. Således skulle der foregå dueller med kårde ude ved fuglestangen ved Tagens Hus. Men også på Indre Nørrebro klarede man lige tvistigheder. Således udsendte politimester Ernst denne forordning i 1720:
– For Nørreport og Gamle Ravnsborg på Fælleden er en Lergrøft, som skjuler de derudi værende Personer for de Passerende og hvorudi for nogen Tid er fornummet at de, som havde Tvistigheder indbyrdes og vil overse Love og Forordninger imod Dueller, sammensteds samle sig for at afgøre deres Trætte med Kaarden i Haanden.
To år senere var der atter ballade på Nørrebro. Den Stærke mand optrådte. Han kunne løfte en kanon på 2.000 – 2.500 pund i den ene hånd og drikke et glas vin med den anden hånd. Men uha, han optrådte i kirketiden og havde lovet sit herte væk til så ”mangt et pigehjerte” Men han havde også efterladt en masse ubetalte veksler, og inden man opdagede det, var Den Stærke mand forsvundet.
Et par år efter brød Hyltebroen sammen ude på Ydre Nørrebro. Men italieneren Mark Antonni Perri fik den repareret for 350 rigsdaler. Det skete i 1711.
Hestevæddeløb
Tænk, at ude på Fælleden var der hestevæddeløb fra 1772. Struensee var her også. Han havde sikkert ikke tænkt over, at han snart skulle ende sine dage her under bødelen Gottschalk Mühlhausens økse.
Landelig idyl
Endnu i 1850erne var det landelig idyl på Ydre Nørrebro. Bebyggelsen mellem Lygten og Jagtvejen bestod af to lyststeder, Ventegoodt og Petersdal. Der var også to gæstgiverier, Hvide Svane og Nye Kro. Så var der også lige to møller, Skære Mølle og Ølunds Mølle. Ja og Nørrebrogade hed herude indtil 1874 Lygtevejen. Man kan slet ikke forstille sig, at der langs vejen var dybe grøfter langs siderne.
Dødens testamente
Når vi nu befinder os i Kirkens Hus, skal vi da også nævne Dødens Testamente et dansested på hjørnet af Jødevejen. Fra Møllegade til Fælledvej lå kun seks huse. Heriblandt var traktørstedet med det eksotiske navn Jylland. Her mødtes i sandhed byens spidser.
Dødens Bolig
Men ellers var der over på den anden side, byens største kirkegård på 30 tønder land, der tiltrak opmærksomhed. Den svenske digter Nicander udtrykte det således:
– Urner og kors omslynges af rosenranker, vellugt og fuglesang. Det gør Dødens Bolig til et lidet Paradis.
Jo kirkegården trak tidlig en masse publikum. Men herude trivedes også en masse uhensigtsmæssige begivenheder. Det var nærmest et lyststed, og graverne solgte sprit.
Og her blev de kendte lagt til hvile. På et tidspunkt overvejede man at opsætte tribuner, og forlange entre.
Kierkegaards begravelse
Kierkegaard gik ofte langs søerne spejdede efter sin elskede, der rejste til De vestindiske øer med hendes mand. Han døde kun 42 år gammel – den 11. november 1855 på Frederiks Hospital. Han var den næstsidste af en søskendefolk på syv. Han viste uvilje over for folkekirken og dens præster.
Onkelen fra Pedersborg præstegård var dog mødt op til begravelsen, og ude på Assistenten var det sort af mennesker.
Pludselig kom en meget høj sortklædt bleg yngre mand frem af mængden. Han tog hatten af og råbte ud til mængden:
– Må jeg få ordet?
Det viste sig at være slægtningen, læge Henrik Lund:
– Den mand, som i Dag er blevet begravet med fuld musik, som om han tilhørte kirken i levende live. Han var kirkens ivrigste modstander. Kun ved et bedrag har kirken nu tilegnet sig ham, og nu raner de ham til sig efter døden. Dette skal vides her ved hans grav.
Præster og andet godtfolk
Vi nærmer os det kirkelige, og det behøver bestemt ikke at være kedelig. Det har altid været meget aktive kirker og præster på Nørrebro. Og den tendens ser ud til at fortsætte.
Jo, Thomas, det var dengang, at præster kunne bestille noget. I løbet af en søndag skulle Stefans Kirken klare 40 dåb, 7 vielser, 16 begravelser og 2 gudstjenester.
Grunden til dette var at i det daglige kunne de rige betale for en kirkehandling. Om søndagen var kirkehandlinger gratis. Og det benyttede arbejderne sig ad. Samtidig mente arbejderne at kirkerne og præsterne var med i kapitalisternes spil.
Socialismen er ugudelig
En af dine forgængere, Thomas, var pastor Frimodt. Han betragtede socialismen som ugudelig. Han var med til at starte denne kirke og Skt. Jacobs Kirken på Østerbro.
Frimodt blev af arbejderne betragtet som borgerskabets og overklassens lakaj. Hans flammetaler fyldte Skt. Johannes Kirken hver søndag. Et sammaritterkorps stod parat med bårer hver søndag for at hente dem, der var besvimet.
Det er hørt
Under kampene på Fælleden blev arbejderne trængt ind i Skt. Johannes Kirken. Det var netop, da præsten forkyndte:
– På Moses stol sidder de skriftkloge og farisærerne
Da lød der også pludselig en kommentar nede fra de indtrængende arbejdere:
– Det er hørt
Jesus fastede i 40 dage
Angelika, der er født på Nørrebro i 1893, skriver i hendes erindringer:
– I Guder, hvor var vi fattige. Vi havde intet spiseligt, så mor gik ind i Stefans Kirken, og spurgte pastor Dahl, om han dog ikke kunne hjælpe dem. Men denne Herrens tjener, satte alle ti fingre sammen og sagde mens han så op mod Jesus:
– ”Jesus fastede fyrretyvedage i ørkenen”
Så kunne Angelikas søskende få det at vide, men det hjalp jo ikke på sulten. Se Pernille og Thomas, sådan regerede en af jeres forgængere.
Renvaskede ”Nørrebro – børn”
Da Samuels Kirken blev anmeldt i Politikken, skrev man om altertavlen:
– Den forestiller børnene som Jesus tager sig af. Det er små renvaskede Nørrebro – børn i pænt søndagsskoletøj, der flokkes om mesteren, så enhver i Sjællandsgade kan forstå, hvad det maleri, skal fortælle
Ved samme lejlighed beskrev journalisten Biskop Ostenfelds tøj, men det var tydeligt, at han ikke kunne lide klædningen:
– Han var iført en pragtfuld oldkirkelig guldmarskåbe, der ikke klædte ham.
En autoritær præst
Samuels Kirken havde på det tidspunkt en præst, der var virkelig autoritær. Han mente, at de af sognets beboere, der havde en bil, skulle køre de ældre i skoven. Han skrev også:
– Er de plankeværkslæser. Har De betalt licens? Kirkebladet kan ikke leveres gratis. Derfor er der en giroblanket med dette blad. Hånden på hjertet. De læser kirkebladet. Er de plankeværks – læser? Skynd Dem, at betale licens!
Murermesteren måtte ikke vies
Så var det også pastor Ifersen, der ikke ville vie en fraskilt murer til en kvinde, han have forhold til, inden hans første ægteskab var ophørt. Sagen blev ført helt til tops. Men landsretten frikendte pastoren. Men sagen havde taget så hårdt på ham, at han fik bevilget orlov og blev forflyttet.
En unik epoke i Dansk folkekirkeliv
Så var det også pastor Erik Bork ligeledes fra Helligkors Kirken. Han repræsenterede en unik epoke i dansk folkekirkeliv. Man vidste aldrig, hvor man havde ham. Han gennemførte mere eller mindre gennemtænkte provokationer. Han begravede blandt andet en silikonedukke på Assistens Kirkegård.
Svineriets Top – 10
Thomas du har haft en forgænger her i kirken, der hed Anne Braad. Hende mødte jeg ofte sammen med hendes hund på et bestemt værtshus. Ja, det var her, hvor Henning og jeg engang blev smidt ud, grundet manglende musikalske evner.
Men nu er det Anne det drejer sig om. Hun brugte efter aftale en kronik, jeg skrev efter min kones død, om sorg. Hun udarbejde også Svineriets Ti Bud. Ja de flittige besøgende til dette arrangement har hørt dem før. Men jeg synes, de er så gode, så vi skal have dem en gang til:
1. Du skal holde din sti ren
2. Du må ikke misbruge Vej og Park
3. Du må kun pisse i din egen rede
4. Du må selv tage skraldet
5. Du må gerne male byen rød
6. Men du må ikke skrifte på væggen
7. Du skal feje for egen dør
8. Også naboens
9. Du må ikke tabe modet
10. Du skal finde melodien
Djævlen i Cirkus og Tivoli
Dengang for en del år siden var der også en meget aktiv Indre Mission på Nørrebro. Mens kammeraterne tumlede på Fælleden måtte disse børn i Søndagsskole, hvor de fik at vide, at djævlen befandt sig i kortspil, cirkus og tivoli.
Skal man tro på alt?
Nu skal man jo ikke tro på alt. Således fortalte Ruth Evensen fra Faderhuset at hun fik beskeder direkte fra Helligånden. Gud sørgede hele tiden for, at der var penge i kassen. Jo, og det var såmænd også Gud, der pålagde hende, at hun skulle overtage menigheden i Ungdomshuset.
Min bekendt, sognepræst Niels Underberg fortalte mig engang, at han har modtaget mindst 70 psykisk lemlæstede fra Faderhuset.
En udskældt præst
Det er nogle billeder, der har dannet sig i ens nethinde. En flok demonstranter sidder foran Brorsonskirken. Umotiveret begynder en betjent at banke på en ung kvinde. Hun rejser sig for at flygte, hvorefter hun igen bliver overdænget af slag fra politiknipler. Derefter knækker hun sammen.
Hun protesterer imod politiets fremfærd mod de irakiske flygtninge, der her havde søgt tilflugt. 120 – 150 betjente, der stormede kirken. Disse flygtninge havde søgt tilflugt hos din meget udskældte kollega, Per Ramsdal.
Hvem var mest chokeret?
Denne historie kan vel også presses ind under en form for kirkehistorie. En meget nyttig organisation var dengang Martha – hjemmet. Herfra foregik en masse sociale ting. En af opgaverne for nonerne på hjemmet var at opsøge familier til afdøde, og give en skilling til begravelseshjælp.
Og det kom da også et bud, at Aksel, en stolt arbejder oppe på tredjesal et sted i Rabarberlandet var afgået ved døden. En nonne tog af sted, og rigtig nok. Der stod en grædende hustru, og under et lagen i sengen lå Aksel.
Nonnen kom med trøstende ord og Guds velsignelse. Hustruen fik en skilling til begravelseshjælpen, og nonnen begav sig af sted. Men nede i gården kom nonnen i tanke om, at hun havde glemt hendes paraply. Hun skyndte sig op på tredje sal og bankede på. Hvem der nu blev mest chokeret, ja det er spørgsmålet. For det var liget, der åbnede for nonnen.
I døden er ikke alle ens
Når stolte arbejdsledere skulle begraves på Assistens Kirkegård var det ikke uden problemer. Ikke alle præster ville acceptere det røde flag som arbejdernes sidste farvel. For Socialdemokrater, arbejdere og fagforeninger var dette naturligt. At typograferne i Hillerød så havde valgt et sort flag, ja det er helt anden historie. Den fik dog heller ikke adgang til kirken, for på flaget stod
– Knæk Sablen, bryd Kronen, Styrt Kirken.
Arbejderne fandt ud af, at selv i døden var der klasseforskel.
Ofte måtte politiassistent Rantzau styre begivenhederne, når der var optræk til ballade på kirkegården eller i kirken. Men det var nu ikke så let. Han var en person på 300 pund. Så begivenhederne blev styret af politiassistenten siddende på en stol midt på Assistens Kirkegård.
Nede ved søerne
Nede ved søerne boede et ungt fruentimmer, hvis skønhed var berømt. Men det var hendes mangel på moral også. Hun blev kaldt Donna del Largo. I folkemunde blev dette omdøbt til Donna del Lad`gård. Ak ja, her endte hun også sit syndefulde liv.
Det var også hernede, at stakkels Knud Mikkelsen boede i Stenhuggerhuset. Han holdt øje med, om der blev smidt affald ud i søerne, og han havde nøglerne til stierne langs søerne. Men han blev offer for bygge – boomet. Talrige gange sendte Magistraten ham en anmodning om, at han skulle flytte, men gamle Knud sagde, at han ikke kunne læse. Så måtte Magistraten gå rettens vej.
Stenhuggerhuset lå ved siden af Druknehuset. Dette hus tilhørte Selskabet for Druknede og Skindødes Redning.
Mange kreative arrangementer
Inden vi fik Dronning Louises Bro og Fredensbro, var der mere eller mindre kreative arrangementer over søerne. Snedkermester Mau ville gerne etablere færgefart, og muremester Petersen ville da gerne bygge en bro, men så ville han også forlange 2 øre pr. passager.
I Socialdemokraten kunne man læse at en af broerne, den såkaldte træbro var det rene selvmord. Mange af plankerne var pilrådne. Og det gav våde tæer og kjoler for de fine fruentimmere.
Nørrebro – omgivet af broer
Nørrebro var omgivet af broer. Den første bro over Ladegårdsåen blev bygget i 1820. Det var en privatbro, som kunne bringe byggematador Büllow fra Nørrebros slum til det pæne Frederiksberg.
Bangert var en anden byggematador. Han lavede en bro ved Brohusgade og selvfølgelig forlangte han bropenge. Han var jo ikke byggematador for ingenting.
Den tredje bro Parcelbroen var i 1892 så forfalden, at den blev revet ned. Den blev erstattet af en jorddæmning. Ladegårdsåens skæbne var dermed beseglet. Men tilbage til søerne.
Syre – og elektriske både
Ja det var også dengang, da købmand E.M. Olsen fik lov til at sejle med petroleumsbåde. Men beboerne klagede. De blev et modstykke til sporvognenes såkaldte syrevogne.
Disse både blev afløst af de såkaldte elektriske både. Tænk, at man kunne opleve Husarrenes Musikkorps i en af bådene oplyst i dagens anledning. Man kunne så følge med i en af de andre både. Pris kun 50 øre. Ja man kunne endda spise om bord. I 1916 transporterede bådene hele 350.000 passagerer, og det kun for tre måneder – ganske imponerende.
Foder til duerne
På Dronning Louises Bro holdt der trækvogne, hvorfra man kun købe en pakke sild for 5 øre. Ja med disse kunne man så fodre duerne.
Utrolig er det også at vide, at fattige i Rabarberkvarteret gik ud i søen og fangede ænder til julemaden. Efter sigende smagte de dog ikke så godt. Det var nærmest som mudder.
Masser af forlystelser ved søerne
På hjørnet af Doseringen lå traktørstedet Søfryd. I de lukkede lysthuse var der flerfarvede ruder ud mod søen. Her sad i sommertiden en pianist og en violinist ved et åbent vindue i stueetagen og underholdt gæsterne i haverne.
Musik flere steder
Man kunne også gå til koncerter i Café Le Rheine i Søpavillonen. Ja så var det også omme i Ravnsborggade i det berømte Nørrebros Teater. Her var Frederik Jensen hovedattraktionen sammen med musikdirigent Olfert Jespersen.
Det var også festligt med regimentsmusik dengang. Mange sommeraftner kunne det høres rundt omkring på Nørrebro, ja selv på legepladsen på Kapelvej, var der musik.
Da byggespekulanterne kom
Da først portene var revet ned, blev det bygget på livet løs. Den eneste betingelse var
– At det skulle kunne betale sig
Byggespekulanter kastede sig først over Blågårdens jorder. Kvaliteten var elendig. Overskuddet skulle helst være så stor som mulig. Byggevedtægterne, ja de kom først da hele var færdig bygget. Tømrergade, Smedegade og Murergade i 1853/1854 var de første gader.
Her var ingen fortove, lys eller kloak. Efter et regnskyl og en tur i byen kunne det efter en tur i byen være en sand prøvelse at finde frem til sin egen gadedør. Det må også have været en speciel deprimeret oplevelse, at stå på Parcelbroen og kigge mod syd. Her var Frederiksberg badet i et sandt lyshav, mens Blågårds – kvarteret henlå i den dybeste mørke og slam.
Det har været en dejlig duft heromkring. Bedre blev det heller ikke i 1836, da Heegaard havde anlagt en fabrik, der forarbejdede dyretarme til musikinstrumenter.
I Stengade lå værtshuset Kommoden. Ja det kaldte man hele ejendommen. Man sagde nemlig, at folk var stuvet så meget sammen så det lignede kommodeskuffer. Jo, det var dengang Stengade hed Nørrebrostræde. Her var endnu rester af bindingsværkshuse, staldbygninger, frugthaver og hønsehunde.
Grundloven gjaldt ikke for arbejderne
Vi havde fået en ny grundlov, og den havde arbejderne tænkt på, at udnytte. De ville forsamle sig og sprede socialismen. Men uha, det var farligt for demokratiet. Og sådan skulle man ikke bruge demokratiet. Ja vi kender alle historien om Slaget på Fælleden.
Straks lavede man en tabsliste. 74 husarer og 23 betjente var blevet såret. Men hvor mange arbejdere, der havde lidt skade, ja det havde man lige glemt at tælle med.
Politimester Crone havde svoret at udrydde alle socialister. Han fik god hjælp af justitsminister Krieger.
I kø hos bageren
Om morgenen kunne man hos bagerne se folk stå i kø med deres kurv. Nørrebro – borgerne købte 8 stk. 2 øres brød for 5 ører og for 2 øre brødkrummer.
Om eftermiddagen udkæmpede ungerne i de forskellige gader adskillige slag. Værst var kampene mellem Krügersgade og Raberberne.
I Helligkors – skolen var børnene efter datidens pædagogik placeres således, at de klogeste sad nærmest tavlen. Og de ”dummeste” og de ”ordblinde” sad som nummer 36 aller bagerst. Og hvis man så ikke kunne kongerækken udenad eller opstandelsen, ja så vankede det med spanskrøret.
Nu var det så en trøst, at man kunne gå i cirkus nede ved Ladegårdsåen. En verdensberømt bryder havde udnævnt sig selv som cirkusdirektør. Jo, det var dengang Parcelbroen nærmest fungerede som et offentligt toilet – mest for kvinder.
De stakkels poder i skolerne udnævnte skoletandlægerne til sadister. Efter behandlingen stod de ved diverse håndvaske og spyttede blod.
Støvsugeren kunne lejes
For dem, der havde råd kunne blev støvsugeren lejet hos rullekonen for 25 øre i timen. Man kunne også få besøg af vaskekonen, hvis man ikke selv kunne klare det. Hun kostede en dagløn på 5 kroner plus kost.
Tøjet dengang var meget snavset. Man gik med det hele ugen, også undertøjet. Tøjet blev vasket i Kallemann Sæbe. Sæbeluden blev bagefter hældt i spande. Når den så havde stået et par dage lignede det gele. Det kunne man så bruge til at vaske gulv i. Jo genbrugstanken var allerede født dengang.
Investering i lykkeposer
Børnene fik ofte 5 øre med til søndagsskolen. Men de vil hellere ned til søerne og investere i lykkeposer. Når de så havde udeblevet fra søndagsskolen to – tre gange, mødte læreren op derhjemme. Det var ikke så heldig.
Dengang var Pastor Rosendahl i Stefans Kirken særdeles populær. Han oprettede Ungdomsklubben U 17. Denne pastor blev senere biskop i Roskilde.
Dengang var margarinen farveløs. Hvad gjorde man så? Ja, så kunne man købe en ampul med gul væske, som man så skulle blande ind i margarinen. Ja så lignede det jo pludselig smør.
Renselsesbad i skolen
Det var ikke mange, der havde bad på Nørrebro. Så hver 14. dag var det renselsesbad i Hillerødgades Skole. Særlig fødderne var usædvanlig sorte. Men ofte gik turen også til Havet. Ja, sådan hed det, når man tog ned til Ladegårdsåen for at bade.
Den store Badedag
For at forbedre hygiejnen blev der oprettet en del badeanstalter rundt omkring i København. Og det gjorde også på Nørrebro. Og Sjællandsgades Bad eksistere stadig. Den blev oprettet med en kvindeafdeling i stueetagen og en mandeafdeling på førstesalen.
Kvindeafdelingen bestod af seks brusebade og 6 karbade. Mandeafdelingen havde 16 brusebade og 4 karbade. Man diskuterede meget de forskellige badeformer. Tilhængere af de ældste badeform, karbadet opfattede de hurtigere og billigere brusebade som nødtørftige renselsesbade. Modstanderne påpegede, at brugen af karbade var uhygiejnisk og uøkonomisk.
Kvinderne foretrak karbadet, mens mændene var mere til brusebad. Og det var om lørdagen, der virkelig var Store Badedag.
Kvinde protesterer
I 1923 blev renlighed diskuteret i BT, der konstaterede, at mænd var mere renlig ind kvinderne. Det følte en kvinde sig meget stødt over:
– Du skriver, at mændene er mere renlig end kvinderne. Men det tror da pokker. Der er langt flere baderum til mænd end kvinder. Og efter hvad min mand og bror siger, må de højst vente en halv time.
Kvinderne måtte vente to timer på et karbad. Så længe kunne en arbejdende kvinde med små børn ikke vente.
Masser af sygdommer og epidemier
De dårlige hygiejniske forhold på Nørrebro gav grobund for masser af epidemier og sygdomme. Ofte måtte de stakkels børn en tur på Kommunehospitalet for at blive afloppet og afluset.
Hundrede af lopper, tusinder af myriader af væggetøj kunne godt give urolige nætter. Mens den ene kradsede sig, gnubbede den anden sig, og den tredje ventede sig. Jo så kunne det godt være at den fjerde havde tisset i sengen. Det var ikke unormalt dengang, at fire børn delte en seng, hvis de var så heldig at have en seng.
Nørrebro var Københavns kloak: Ud gennem Nørrebro blev hovedstadens smuds ført. Og læsset af i Utterslev.
Dødeligheden var stor. Omkring 1900 kostede tuberkulosen mange ofre på Nørrebro.
Lægerne gav masser af gode råd.
Under koleraepidemien forsøgte man sig med en speciel dampseng, og så skulle patienterne pakke sig ind i dyner og tæpper, samtidig med, at de skulle indtage skoldhed hyldete. Hver halve time skulle de indtage 20 dråber ammoniakopløsning. Resultatet udeblev da heller ikke. Man var sikker på forgiftning, men det hjalp ikke mod kolera.
Lægerne ordinerede stadig åreladning, grødomslag og spansk flue. Kirkegårdsgraverne på Assistens Kirkegård havde usædvanlig travlt.
Endelig fandt man ud af, at det kunne da godt være, at man skulle gøre noget ved boligforholdene. Og et nyt Epidemihospital blev bygget. Pastor Frimodt i Skt. Johannes Kirke var dog lidt betænkelig ved, at det skulle bygges så tæt på hans menighed. Men hans protester hjalp ikke synderligt.
Ad Ladegaard til
De fattige blev truet med Ladegården. Som tendensen er den dag så mente man også dengang, at fattigdom er selvforskyldt. Hvis man var kommet længst ned på den sociale rangstie, ja så havde Fattigvæsnet overtaget ens liv. Hvis man ville gifte sig, ja så skulle man spørge myndighederne om liv.
Hvis borgere var havnet her, ja så var tankegangen hos befolkningen lige som i dag. Det var selvforskyldt. Og disse lemmer ville man ikke engang optage på almindelige hospitaler.
Man oprettede såkaldte Opforstringshuse, Tugt -, Raps – og Forbedringshuse. Borgere skulle moralsk og åndelig oprustes. Et universalmiddel var arbejde og arbejdertvang. Det var næsten som nu.
Her på Ladegården blev også de afsindige og de tossede anbragt. De blev anbragt i dårekister. Standardudstyret var en briks og et lokum.
De offentlige fruentimmere
Det var også her man anbragte de offentlige fruentimmere. Fra 1879 kunne man risikere livsfarlig fængsel, hvis man fødte i dølgsmål. På Ladegården skulle de svare på følgende spørgsmål:
– Hvordan var samlejet foregået?
– Hvem var man sammen med?
På Fødselsstiftelsen dengang døde halvdelen af de fødende kvinder fordi læger og sygeplejerske ikke vaskede hænder.
Et skrækkeligt ry
Ladegården havde et skrækkeligt ry. Således blev det i 1826 berettet, at
– Her opholdt sig afkræftede, løsagtige fruentimmere, afskedigede, halvfede matroser og soldater, frigivne forbrydere fra slaveriet og tugthuse.
I 1865 opholdt der sig 916 lemmer på Ladegården.
Var man lidt småkriminel og det ikke var tegn på, at det ville forbedre sig, ja så kunne Københavns Politi finde på, at eksportere en til det forjættede land. Det var billigere for det danske samfund. Nu var det bare ikke altid, at amerikanerne var så tilfredse med denne ordning.
Social kontrol
Dengang var det ligesom i dag social kontrol. Fik man udbetalt børnebidrag fra Magistratens 3. afdeling, ja så kom den tilsynsførende på uanmeldt besøg. Han skulle kontrollere om børnene var i god stand og ordentlig klædt på.
En helbredelsesanstalt for afvigere
Glemt er, at der meget tidligt på Nørrebro opstod en Helbredelsesanstalt for Afvigere fra det Civiliserede Samfund.
I sidste halvdel af 1800 – tallet blev såvel åndsvage, blinde, døve, lovbrydere, ordblinde og Løsagtige Personer at betragte som afvigere,
Johan Keller delte personerne ind i
a. Idioter, hvor man kunne bruge dressur
b. Sinker og halvidioter, som kan frelses for samfundet.
Man gik ind for sterilisation og kastration. Disse mennesker skulle nødig formere sig. Ja på et tidspunkt talte man om, at indgrebet også skulle foretages på farlige forbrydere, epileptikere, alkoholister, skizofrene, paranoide og personer med maniodepressive psykoser. Jo der foregik meget i De Kellerske anstalter, som havde fem adresser på Nørrebro.
Ja senere blev De Hvide Snit brugt flittigt i psykiatrien. Ja, Danmark havde verdensrekorden i brug af dette, og tankevækkende er også at 70 pct. af dem, det blev foretaget på, var kvinder. Først i 1983 ophørte man med dette.
Der var også rige
Jo, der boede skam også rige i herskabslejlighederne på Nørrebrogade. De fattige og arbejderne mente helt bestemt, at de rige fruentimmere havde beholdt pelsen på, når de gik på lokum.
Ja på hjørnet af Skt. Hansgade/Guldbergsgade boede der absolut fine folk, endda en general. Jo de var fine. Og det sagde man også om dem, der gik på den nye Nørre Alle’s Skole. Her måtte man nemlig ikke gå i træsko.
Niels Mangepenge
Jo så var det også slagtemesteren med de syv svende. Han gik under navnet, Niels Mangepenge. Når lørdagen var slut lige efter midnat mødte han op hos urtekræmmeren og købte en flaske Linjeakvavit og et par dåse hummer. For som han sagde:
– Det gør sig på en dag med list hummer og et par stykke tatar.
Man lagde i den grad mærke til, når Niels Mangepenge og husholdersken spændte for om søndagen. Det var så et parmarkante mennesker, der så tog ud af Strandvejen.
Husholdersken var i stor vippehat, højhalset bluseliv med pufærmer, runskåret nederdel, høje champagnefarvede knapstøvler og halvhandsker.
Slagtermesteren var i jaket med stribede bukser, ja endda meget stribede, og brune sko. Et rødt slips fuldente den festlige påklædning. Den skulle måske symbolisere det blodige erhverv.
Jorcks Have
Når vi nu snakker om de rige på Nørrebro, så skal vi da lige vende blikket på området over for den gamle Lygtekro. Her lå Jorcks Have bag en stor gitterport. Her førte en lang stribe af høje træer op til Jorcks residens. Det var en stor rigmandsvilla med en bred fornem trappe foran.
Alle de pragtfulde frugttræer lokkede i den grad de fattige Nørrebro – unger ind i haven. Men når de så blev taget på fersk gerning blev det i den grad givet prygl.
Det største handelscenter i Danmark
I vores tidligere foredrag har vi været inde på det, at Nørrebro dengang tilbage i historien var Danmarks største handelscenter. Det var dengang, at Nørrebro Handelsforening var landets største handelsforening med 750 medlemmer – ganske imponerende. Men det er foreningen sandelig ikke mere.
Først var det bulldozersaneringen, senere diverse uroligheder m.m. der satte omsætningen tilbage. Ja og på det sidste er politikkere og detailhandler uenige om, hvad den yderligere tilbagegang i handelen skyldes.
Men dengang må det have været et mareridt at være i butikslære. Man begyndte klokken 7 om morgenen. Det blev lukket kl. 20 ugens fire første dage, fredag var det åben til klokken 22, og om lørdagen lukkede man klokken 23. Så troede man, at man kunne gå hjem, men ak nej. Det skulle lige først ryddes op.
Så skulle man også lige huske, at man to aftener om ugen skulle deltage i aftenundervisning på Handelshøjskolen på Nørrevold.
Da radioen kom
Radioen kom frem i slutningen af 1920’erne. Det var rift om den ene hovedtelefon. En rigtig antenne skulle have en luftantenne. Til sidst lignede det mange steder på Nørrebro et rent tørrestativ ind imellem blokkene. Og disse antenner skabte mange skænderier.
Den kollektive trafik
Vognmandslauget havde advaret mod sporvogne. De var bange for, at deres erhverv var ved at uddø. Så galt gik det dog ikke. Og de skulle stadig levere både heste til sporvognene og til omnibusserne.
I 1864 eksisterede der to omnibusser, der gik til Nørrebro. Men endelig den 14. maj 1867 stiftedes Nørrebroes Sporvejsselskab på Store Ravnsborg med isenkræmmer og fabriksejer Anker Heegaard som den store initiativtager. Den 6. december startede kørslen, men allerede dagen efter måtte den indstilles grundet snestorm.
Det stakkels personale måtte møde en time før start, og de skulle blive efter lukketid for at aflevere hestene. Når der var forsinkelser, skulle man betale bøde – 4 mark for hver 2 minutters forsinkelse. Sådan har DSB – ansatte det ikke i dag.
Politibetjente og vovser kunne køre gratis.
På hovedstrækningen på Nørrebrogade kørte man med 2- etagers vogne. Kvinderne måtte af sømlighedsgrunde ikke bruge de stejle jerntrapper, der førte op til 1. sal.
Hurra – endelig en jernbanestation
Endelig fik man en jernbanestation. Det vil sige, at man egentlig fik to. Her var ikke nogen brolægning. Man måtte tage de lange støvler på, når man skulle med toget. Man kunne risikere, at sænke ned til knæene.
De Første Dampsporvogne
Da den første dampsporvogn skulle afprøves blev der smidt med kartofler, gamle tøfler og en enkelt død kat. Sporvognen blev fremstillet af Smith og Mygind på Nørrebrogade.
Kvinder – pas på farten
Efterhånden var man gået over til den elektriske sporvogn. Og dette førte til en advarsel til kvinderne. Se bare her, hvad medierne skrev i 1902:
– Vore Damer, der har været vant til Gratie og Elegance at stige af hestevognene, tager sig stadig ikke i Agt for at Faren og Farten er stærkere.
– Nu er sidst den unge og udmærkede Sangerinde Ellen Beck, der er sprunget forkert og har paadraget sig alvorlige Skrammer.
– Vi advarer vore kække Damer mod at springe af Sporvognen.
Slangerup – banen
Den 19. juli 1906 blev Slangerup – banen indviet. Afgangen blev dog forsinket, for stationsforstanderens hund havde søgt ly under en af jernbanevognene. Ubekræftede forlydender kunne dog fortælle, at den forlystede sig med en anden hund. Så man kunne først starte afgangen, da de to hunde var færdige.
Idyllen ophørte
Herude på den anden side af Lygteåen startede Frederikssundsvejen. Det var en almindelig skærve – landevej med grønne grøfter langs siderne. Det var bare åbne marker med meget spredt byggeri.
Åen lå under en bjælkebro. Her lå Lersøen. Her var masser af grønne grøfter, store grønne arealer med masser af græs, vilde planter, blomster brændenælder i overflod og vandhuller. Men så holdt idyllen også op Nu skulle man holde sig for næsen. For nogen havde fundet ud af, at her skulle hele byens lort opbevares.
Chokoladevogne
Nu havde man nemlig allerede fået en station lige i nærheden, nemlig Lersø Latrinsation. Man havde endda en stationsforstander, der både havde have og gratis gødning forstås. Indholdet blev transporteret i de såkaldte chokoladevogne.
Jo det var dengang, da chokoladefabrikken Cloetta lå i Hørsholmgade. Og straks opstod der en vittighed. En tysker skulle således se, Københavns lyksaligheder. Og tyskeren blev slæbt til Lersøen. Og følgende samtale opstod:
– Was ist den dass?
– Chokoladewagen
– Ach so – von Cloetta
– Nein von Closetta.
Nørrebros hunde var i den grad glad for, at disse chokoladevogne ikke altid var lige tætte. Og på Nørrebro station hændte det da også en gang imellem især på varme sommerdage, at sådan en chokoladevogn eksploderede. Og det var ikke just chokoladeduft, der blev spredt på Nørrebro.
Bommen er nede
Den kollektive trafik udviklede sig efterhånden, og det gjorde den almindelige trafik såmænd også. Og det var som nu, ikke altid planlagt godt nok. Således gik bommene ned 79 gange i døgnet på Nørrebrogade. I hele 212 minutter blev trafikken på Nørrebrogade holdt tilbage. Det skyldes, at man havde anlagt en godsbane meget uheldig.
Mudderet bredte sig
Det var ikke kun i Blågårdskvarteret, at et hestelæs kunne forvinde i mudderet. Skulle man passere Nørrebros Runddel i 1878 kunne man godt risikere, at sidde fast i mudderet. Mange gange var gummistøvler ikke engang nok.
Glemt er også, at der lige over for Ølunds Mølle lige ved Runddelen lå en stor vognmandsforretning. Specialet var Bryllupskørsel i Glaskaret. Man må da i sandhed sige, at allerede dengang, mødtes kontrasterne på Nørrebro.
En varulv er løs på Nørrebro
I en enhver by og bydel opstår der vandrehistorier. De er ofte forbundet med spøgelser, varulve og den store kirkegård trækker også historier til sig. Kan man så få bekræftet sådanne historier hos en gejstlig, ja så er lykken gjort.
En bagermester, der var i bagerlære i 1830 på Nørrebro, fortalte, at der i den tilstødende gård, der indeholdt et garveri, tjente en garverkarl, som blev antaget for at være varulv. En stor hund kom en nat efter bagerlærlingen. Denne tog en knippel og slog dyret. Han ramte den i hovedet. Jo det er ganske vist, for næste dag kom garverisvenden med sit hoved indbundet.
Bagermesteren fortalte, at det var mødrene, der var skyld i, at deres børn blev varulve. Det skyldtes opdragelsen, så ved I det!
Studenterne og Spøgelset
Midt i 1850erne boede en norsk student over for Assistens kirkegård. En høstaften havde han besøg af en dansk kammerat. Det blev røget en del den aften. Hen på aftenen åbnede med en af vinduerne for at lufte ud.
Over i måneskinnet på Assistens Kirkegården så de nu en hvidklædt skikkelse rejse sig fra sin grav, hvorpå den afførte sig sine klæder, stykke for stykke, for så at gå i retningen af byen.
Danskeren slog en latter op. Det skulle der, da laves sjov ud af. Nu går jeg over, og tager et klædningsstykke, så får vi se, hvad der sker. Danskeren kom tilbage med en blegrød silkestrømpe og lagde den på køkkenbordet.
Da klokken slog 12, kom skikkelsen tilbage fra byen. Da den opdagede, at der manglede noget fulgte den sporet. I huset var de to studenter blevet bange. De gemte sig under dynen på sengen. Pludselig gik skikkelsen gennem døren hen til køkkenbordet efter silkestrømpen. Pludselig vente den sig om og stirrede på danskeren og løftede hånden.
Lige så pludselig som skikkelsen kom, var den igen forsvundet. Men på sengen lå den danske student. Han kunne ikke røre sig. Han var blevet lam i venstre side og forblev krøbling resten af sit liv.
Moralen af denne historie er: Lad være med at drille et spøgelse.
Vi kender alle historien om Gertrud Bodenhof
Vi kender alle historien om Gertrud Bodenhof, der rejste sig fra kisten, da røvere ville bestjæle hende. Først da slog de hende ihjel. Forskellen på denne historie og de andre er, at den ene af de to gravrøvere erkendte sin synd over for den senere biskop af Sjælland, biskop Münster, så det er ganske vist.
Et søuhyre i Sortedamssøen
I kender alle Loch Ness uhyret. Har vi sådan en i Sortedamssøen? Således har flere set et tre meter langt slangeagtigt væsen i cirka lårtykkelse.
Er det tale om en mutation af de karper, som Christian den Fjerde satte ud i den modsatte ende af Sankt Jørgens Sø.
Det er ikke det eneste mystiske. På et bestemt sted i søen er der observeret vand, der fosser op. Måske kommer det fra en underjordisk kilde. Måske er uhyrets bolig en underjordisk sø. Og den har jo masser af foder lige ude for hoveddøren
– 150 knopsvaner, 5.000 gråænder, der overvintrer.
– Der er brasen, skaller, suder, aborrer, ål, karusser og en enkelt gedde.
Ja, hvis uhyret i søen, også har smag for rustne cykler, er det rig mulighed for dette.
En sandfærdig historie
To unge mennesker have opholdt sig temmelig længe foran kirkegårdsmuren på Jagtvejen. To betjente havde observeret dette.
Den ene betjent bevægede sig ind på kirkegården. Han iførte sig hvide handsker og bandt et hvidt lommetørklæde om det ene håndled. Derefter kravlede han op på et gravgelænder.
Umiddelbart ud for det unge par, stak han nu den hvide arm ude over muren og sagde nu men hul stemme:
– Kan vi så få ro til at sove vores sidste søvn?
Det fortælles, at det unge par, brølende af rædsel spænede væk i panik til stor morskab for betjentene og et postbud, der overvejede morskaben.
Se dengang, havde politiet humor.
Håndspålæggelse
Man troede på det mystiske, således samlede Hr Huth i 1889 cirka 2.000 tilskuere på Fælleden i 1889, da han fortalte om håndspålæggelse og varmebehandling.
Panserbasse Rantzau
De fleste beboere på Nørrebro troede helt bestemt, at Rantzausgade var opkaldt efter overbetjent Rantzau. Dengang skulle en panserbasse veje ca. 200 pund, men Rantzau var nåede helt op i XXl.
Denne Rantzau fik sit eget toilet på den ny politistation på Fælledvej. De andre betjente måtte stå i kø omkring et pissoir. Jo denne Rantzau var en særdeles afholdt. Jo, han var blevet dekoreret med Ridderkorset efter sin indsats mod arbejderne på Fælleden. Efter at have opnået en alder af 72 år, havde han tilbragt 50 år i politiets tjeneste.
Politiet havde travlt
Politiet havde travlt. Også ude i Lersøen, hvor de skæve eksistenser hørte til. Ofte var her kamp om Maja Robinsons gunst. Man sagde om hende, at hun havde været gift med en læge. Hver gang, hun fik hustrubidrag var der fest i ude i Lersøen. Når Maja engang imellem blev anholdt smed hun tøjet for at provokere panserbasserne.
Jo disse Lersø – bøller kunne være svære at styre. Ind imellem gik de over gevind og tog på plyndringstogt. De kaldte sig Knokledrengen, Musen, Kno – Anders, Spiritus, Glo – øje, Lange – Hermann. Ja, Karen Spidsmus og Ferdinand Eriksen blev datidens Bonney og Clyde.
Flere originaler
Ja inde på Indre Nørrebro gik flere originaler rundt og fuldede sig. Det var Jomfru Tidsfordriv, Frederik T – tal, Laurids Ni – finger, Frederik, Karoline og alle de andre. Efter en ordentlig druktur plejede de at samles nede ved Sortedams Dosseringen.
Ja hvis ikke de på vej derned var faldet om af druk, og taget sig en lur. Det kunne jo også være at politiassistent Rantzau og hans kollegaer samlede dem op. Så gik turen til Fælledvejens Politistation. Så var man da sikret et bad og morgenkaffe. Det var da ikke at foragte.
Rabarberlandet var en udfordring
Rabarberlandet var også en udfordring. Her var decideret et hadforhold mellem panserbasserne og beboerne. Og i Husumgade blev betjentene Gemsøe og Elmar brutal nedskudt. Og i Jægersborggade udtænkte Dagmar Overbye nye kreative tanker med hensyn til hvordan hun skulle aflive sine plejebørn, så hun kunne tjene en ekstra skilling.
Ladegårdsåen havde ikke altid klart vand
I den forbindelse bliver Ladegårdsåen ofte fremstillet som en flot å med krystalklart vand. Underligt, for her har det ofte flydt med døde heste, får og køer. Og ofte har disse stoppet for vandtilførslen. Når man så betænker, at man har brugt åen som drikkevand. Uha. Og her har ulykkelige kvinder født i dølgsmål og druknet deres barn i åen. Ja i 1913 skød bankrøveren Lindolf Larsen sig selv i hovedet midt i åen. 14 dage inden havde han begået et stort bankrøveri på Østerbrogade.
Den første spiritusprøve
Det var sandelig også på Fælledvej at verdens første spiritusprøve fandt sted. Se i 1920 var der i København efterhånden 18.000 biler. Bare ni år siden var der 100.000. Og selve spiritusprøven var meget avanceret. Se bare her:
A. Man skulle føre to fingre sammen, og kunne sige Bispens gebis uden at hvisle på S’erne
B. Hvis den undersøgte ikke kunne stå med samlede ben og lukkede øjne, var kørerkortet, var kørerkortet i fare.
Men nu var det også lige andre ting, man skulle tage i betragtning:
1. Hvordan var undersøgtes udseende?
2. Hvordan var den undersøgtes væsen?
3. Er undersøgte orienteret om tid og sted
4. Hvordan er undersøgtes hukommelse?
5. Hvordan fungerer undersøgtes taleegenskaber?
6. Hvorledes er undersøgtes gang?
7. Hvordan er håndbevægelsens bevægelighed – hvordan er håndskriften?
8. Hvordan er pulsen?
9. Lugter undersøgte af spiritus?
10. Er det tegn på sygdom?
Hvordan så det ud omkring Fælledvej?
Hvordan så det ud omkring Fælledvej – dengang?
Ja på hjørnet af Guldbergsgade var det et vandtrug og vandpost. Her sad en mand med hvidt forklæde, en flot kasket og et halvmåneformet metalskilt om halsen. Så vidste man, at han var fra kommunen. Der var stil over de kommunalt ansatte dengang. I dag optræder de jo kun med orange vest.
Denne embedsmand skulle hjælpe diverse kuske til at få deres heste til at slukke tørsten. Hertil kom så at vandvognen på varme sommerdage kørte op og ned ad gaderne og vandede brostenene.
På torvet ud mod Elmegade sad fiskekonerne med deres trækvogne og tilbød fisk.
Men det var også biograf og værtshusene Tingvalla og Bollero. Her lå også Odeon, som brændte, selv om brandstationen lå lige over for.
På Nørrebro finder man sig ikke i noget
Thomas, du skal vide, at Nørrebro – borgere ikke finder sig i noget som helst. Måske er det derfor, at de ofte har følt sig ladt i stikken af politikerne på Rådhuset eller Christiansborg. Det er nu heller ikke alle, der er lige velkommen på Nørrebro. Det har Pia Kjærsgaard og Anders Fogh Rasmussen oplevet. Og hold da op sikke mange bodygards jeg måtte igennem, da jeg ville snakke synnejysk med Bertel Haarder under Kulturelle Markedsdage. Dengang var han hvis nok integrationsminister.
Knipler i grøn sæbe
I 1934 angreb 200 kommunister politiet. Deres plan var at frariste politiet deres knipler. Men politiet havde smurt deres knipler ind i grøn sæbe. Så planen blev mislykket.
Og i 1951 havde vi de berømte hypnosemord i en bank på Nørrebrogade. Der udkommer stadig bøger omkring dette bankrøveri.
Folkets Park og Hus
Erfaringerne fra Sofiegården startede slumstormebevægelsen. I løbet af 1971 skabtes Folkets Park på en tomt i Stengade. Senere fulgte Folkets Hus.
Forkælede venstreorienterede
I 1980 blev borgere på Nørrebro kaldt for
– Forkælede venstreorienterede
– Venstreorienterede ballademagere
Den såkaldte Bulldozersanering var i gang. Og den skred aldeles planløst frem. Ind imellem manglede politikerne penge og efterlod Nørrebro i en sand krigsskueplads. Bulldozer kørte hæmningsløst mod barakker, hvor der sad folk.
Sandheden var at Nørrebro – borgerne i den grad var trætte af politikerne og politiets hårdhændede metoder. Også erhvervsdrivende kæmpede side om side med de såkaldte forkælede venstreorienterede.
Borgerrepræsentationen roste politiet
Børn blev slået med knipler. En lille pige blev banket i maven. Flere hundrede Nørrebro – borgere endte på Rigshospitalet. Flækkede øjenbryn og hjernerystelser vidnede om Nørrebro – borgernes kontakt med politiets knipler. Lørdag dem 3. maj 1980 blev Nørrebro erklæret i undtagelsestilstand og politiet anholdte tilfældige for angreb mod embedsmand i funktion. Nu skulle der statueres et eksempel.
Og i Borgerrepræsentationen roste man politiets indsats.
Vi kan godt huske Kampen om Byggeren. Men vi har glemt, at 1.000 Nørrebro – borgere forsvarede en børneinstitution i Todesgade.
Men kampene i 1980 udartede sig i den grad. Dette glemte Nørrebro – borgerne aldrig. Det udviklede sig til et hadforhold til politiet.
Trætte af forbrugerræs
De unge havde kaldt til stormøde i lånte lokaler i foreningen Tinglutti. De var trætte af forbrugerræs, konkurrence og hierarki. Og så holdt man et godt øje til Rutana i Nansensgade. Ja senere gik det ud over en gummivarefabrik. Og for første gang brugte Politiet gas for at få bugt med de forkælede venstreorienterede. 98 unge blev ved den lejlighed anholdt ved hjælp af tåregas og gummiknipler.
Overborgmester Weidekamp kunne ikke i sin vildeste fantasi forestille sig, at man skulle bygge noget specielt for de ungdommen.
Bevaringsværdigt
Men Jagtvej 69 blev købt af kommunen for 750.000 kr. Egentlig var det meningen, at det skulle rives ned. Man tænkte ikke over, at her havde Rosa Luxembourg været på besøg. Man tænkte heller ikke på, at her havde 300 detailhandlere overværet et foredrag om Dansk Vestindien. Man ville bygge et Irma på stedet. Hurtig fik Nørrebro Handelsforening sagt, at det var bevaringsværdigt, for Irma var ikke sådan at slås med.
De unge fik overladt huset. Overborgmester Weidekamp troede nu, at han havde fået fred for de forkælede venstreorienterede. Men ak nej. Første gange den veltilfredse overborgmester besøgte Ungdomshuset fik han buksevand.
Den 13. januar 1933 havde en anden berømthed besøgt huset. Han fik ikke buksevand. Det var selveste Stauning, der besøgte stedet. Det var i forbindelse med Socialdemokratiets 12. kreds, der fejrede 40 års jubilæumsfest.
Jo her i Jagtvej 69 var der boksestævner, juletræsfest og så meget andet. Her havde Hr. Gundemann i 1930erne og 1940erne sandelig danseskole. Undervisningen foregik om aftenen. Og søndag formiddag var der dansant med særlig entré. Det kostede 2 kr. Men det var altid fuldt hus.
Hr. Gundemann sad på en stol i højre side og råbte 1, 2, 3. Det var så sandelig med klaver. Når man så havde lært at danse kunne man kaste sig ind i de rigtige fester i huset.
Man købte sig en billet i forvejen hos en af foreningsmedlemmerne for 75 øre. Det gav så adgang til en teaterforestilling. Bagefter var der så rigtig bal. Et baltegn kostede 1 – 2 kr. Musikken bestod som regel af en seks mands orkester. Ja de spillede tidens pop melodier som Stakkels Gigolo, Ti små snavsede Fingre og Det var på Capri.
En kreativ farvehandler
Jo, der har altid været kreative mennesker på Nørrebro. En af dem var en kreativ farvehandler, der senere blev bankmand og alt mulig. På et tidspunkt ejede han også pirat – radio stationen ude i Øresund – Radio Merkur. Han ville simpelthen købe Nørrebrogade, men det ville politikerne dog ikke gå med til. Hans navn var Brask – Thomsen.
Han ville ikke begraves på Nørrebro. Han var bange for at drukne. Så han blev begravet på Bispebjerg, men begravelsen foregik fra Stefanskirken.
Knappen havde nogle gange sin berettigelse
Vi talte i begyndelsen om Nørrebro – knappen. Nogle gange havde den sin berettigelse. Således også den 16. marts 1992. Da skete noget frygtelig i de lokaler, hvor vi ofte mødtes, når vi skulle i gang med De Kulturelle Markedsdage. Det var i Søllerødgade, hvor en 29 – årig familiefar blev dræbt af en brevbombe. Sagen blev aldrig opklaret.
En trist aften
Natten mellem den 18. og 19. maj 1993 genlød Nørrebro af 113 skud. 92 betjente blev skadet og 11 tilskuere blev ramt af skud. Episoden førte desværre til alvorlige konsekvenser for mange – selvmord og deciderede mord.
Dengang sagde politiet, at 18. maj aldrig måtte forekomme igen. Men næsten på 20 – års dagen var det ved at ske igen. Også dengang var detailhandlerne på Nørrebro gidsler for aktivisternes foragt for samfundet og især kapitalisterne.
Men den 18. maj 1993 traf politiledelsen forkerte beslutninger. Men ingen i politiledelsen blev nogensinde draget til ansvar for dette.
Som sagt blev 113 skud affyret. Og det uhyggelige er, at cirka halvdelen af befolkningen synes, at det var i orden at skyde mod såkaldte antidemokrater. Den enkelte betjent blev ladt i stikken, og først frikendt efter 7 års forløb.
Fri etableringsret?
I 1995 oprettede MC’ Donalds en ny filial på Nørrebrogade. Resultatet blev 19 sårede betjente. Senere fløj en stor kampesten gennem vinduerne på MC´ Donalds. Den var millimeter fra at ramme en familie. Gerningsmændene strøg ind i Ungdomshuset. Det krænkede Nørrebro – borgenes retssikkerhed, at politiet ikke ville optage rapport.
Hvorfor skulle Janne dø?
Den 6. oktober 1996 døde en yndig mørkhåret enlig mor. Hun var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Janne, der arbejde i Den lille sorte blev kun 29 år. Hun var til Vikingfest i Titangade. Men en panserværnsraket blev affyret over hovedet på 29 kampklædte betjente.
Hvor var politiet?
Den 7. – 8. maj 1999 følte et ægtepar sig livstruet i en butik på Nørrebrogade, men politiet nægtede at komme. Butikkerne var udsat for et sandt plyndringstogt. Ingen er nogensinde blevet dømt for dette, og butikkerne måtte selv punge ud efter at have mistet varer for millioner af kroner.
En tidlig morgenstund
Den 1. marts 2007 måtte undertegnede tidlig op. Det årlige Bogudsalg startede, og det skulle blive en dag, man aldrig glemte. Det holdt en underlig bil foran Ungdomshuset. Pludselig genlød Nørrebro som en krigsfilm. Fra butikkens køkkenvindue oplevede vi det nu som amerikansk actionfilm med Tom Cruise og Angelie Jolie i hovedrollen. Fra to helikoptere blev militærfolk firet ned på Ungdomshusets tag.
Bydelen genlød nu af ambulancer. Og fra gaden råbte unge autonome, at vi ikke skulle ekspedere pansersvin. Vi svarede igen, at så skulle de hellere ikke bruge vores lokum. Hele Danmarks verdenspresse havde efterhånden forsamlet sig i butikken. Rundt omkring lukkede butikkerne en efter en. Også hos os var personalet efterhånden sendt hjem. Vi var så et par stykker, der holdt ud. Men da de blå lys rykkede nærmere, bad jeg kunderne blive færdige et kvarter for lukketid. Vi kunne ikke mere garantere for personalets sikkerhed. Kunderne blev meget sure.
Et kamerahold fulgte alle mine bevægelser. Meningen var, at det skulle vises i aftenshowet om aftenen. Men det blev aflyst. I stedet var det breaking news med direkte reportager af, at Kvickly og Irma blev plyndret.
Hærværk og ødelæggelser fulgte
Der fulgte en masse episoder med ødelæggelser, hærværk, plyndringer. Butikker lukkede i stribevis. Man turde ikke mere, og Forsikringsselskaberne sagde Nej.
Overborgmester Ritt Bjerregaard truede med sagsanlæg på noget, jag havde skrevet på Handelsforeningens hjemmeside, men vi havde bekendte i radioavisen, så vi kunne afvise anklager. Politibetjente holdt sig heller ikke tilbage. Handelsforeningen modtog vanvittige e – mails. Og pludselig roste selv Enhedslisten, Nørrebro Handelsforening.
Det kostede samfundet et tre cifret millionbeløb for at rydde op efter Ungdomshuset. Politikerne ville ikke påtage sig et ansvar. Det måtte borgerne og detailhandelen på Nørrebro påtage sig.
Den 1. september 2007 ringede borgerne på Nørrebro atter efter hjælp. Politiet svarede bare Hold jer inden døre.
Thomas, som du kan høre bliver det aldrig kedeligt på Nørrebro.
Fik tilbudt Ungdomshuset for 1 kr.
De unge blev noget overrasket, da de på Handelsforeningens hjemmeside kunne læse, at foreningen havde fået tilbudt Ungdomshuset for 1 kr. men egentlig burde de ikke være overrasket. For de blev spurgt, om de ville underlægge sig en husorden, som Nørrebro Handelsforening udarbejdede.
– Aldrig i Livet, svarede de unge. Så den handel blev aldrig til noget.
En af de ældste gader på Ydre Nørrebro
En af de ældste gader på Ydre Nørrebro er Allersgade. Den er opkaldt efter brændevinsbrænder Jens Aller. Som så mange gode indvandrere var han fra Sønderjylland. Det var fra dengang, det var sundere at drikke øl og brændevin end drikkevand.
Vi springer lidt i familiehistorien. Vi lander hos Christian Allers enke, der med syv børn flytter til en villa i Odinsgade. Det var her Carl Aller voksede op. Allerede ved sin konfirmation vidste han, at han skulle være litograf og bogtrykker.
Vinduerne i kvistkammeret var sort, som følge af alle de eksplosioner, som Carl havde frembragt. Og det faldt naboens datter Louise Bierring også for.
På bryllupsnatten blev Carl ramt af en grimt mavetilfælde. Og diagnosen kunne rumme alt fra lungesygdom til tuberkulose. Jo i kvistværelset havde Carl indåndet mange kemikalier.
Denne gode Carl sagde nej til at blive seddelpresser på Nationalbanken og startede i stedet Carl Allers Etablissement. Det første blad man fremstillede var Nordisk Mønster Tidende – det senere Femina.
Man etablerede en virksomhed i Blågårdsgade, og her skabtes Nordens største bladsucces – illustreret Familieblad. Det første abonnement blev solgt til Madamme Svendsen, som var værtshusholder i forhuset til Blågårdsgade 22.
Ja selv Christian den Niende blev abonnent. Inden det går får meget overvågning og afluring i den slutter vi her. Tak for jeres opmærksomhed.
– Og kære læsere, jer der befandt jer i den fyldte Stefans Kirke, læs også lige de andre tre artikler, som er nævnt i begyndelsen. Jeg vekslede lidt mellem de fire artikler, og det andet, jeg lukkede ud, får I senere.
På www.dengang.dk er der ca. 212 artikler fra Det Gamle Nørrebro – God fornøjelse.
Dato: september 27, 2013
Man taler ofte nedladende om Udkants – Danmark. Vi skal besøge en af områderne. Men kigger man på historien, så var området til tider forgang inden for åndslivet og nye måder at tænke på. Også på det sociale
område kunne der bydes på nytænkning. Et besøg på Fattighuset bliver det også til. Vi skal besøge så eksotiske steder som Døstrup, Mjolden og Skast. Men vi laver også afstikkere til Højer, Emmerlev, Ballum, Tønder, Trøjborg og Randerup. Vi skal møde Knud Knudsen, Brorson, Christen Kold, Pastorerne Schmidt, Wedel og Koch og mange andre.
Tre eksotiske steder
Vi skal i denne artikel ude vest på, til sådanne eksotiske steder som Døstrup og Skast og Mjolden Ja de to steder ligger nu ikke så langt fra hinanden. Vi er nord for Ballum og syd for Skærbæk ude vest på.
Således er Døstrup den sidste stationsby før Skærbæk.
Sognet føder selv de fattige
Frederik den Fjerde havde i 1708 udsendt en forordning om, at de fattige skulle forsørges af det offentlige. Og pastor Nissensius Wedel gik i gang med krum hals. En efterfølger til ham skrev:
Men ordningen varede ikke så længe. De forskellige sogne i herredet kunne ikke enes. Omkring 1720 steg fattigdommen og antallet af tiggere steg i uhyggelig grad. Fra Mikkelsdag 1726 trådte en ny ordning i kraft i Døstrup Sogn. Denne ordning gik ud på, at de fattige blev opskrevne. Man sagde, at der tillagdes dem Almisser efter deres Trang. Det bestemtes simpelthen, hvem der skulle yde det fornødne til hver sin trængende.
Det sociale arbejde – dengang
Øverst på denne liste var en enke med flere børn, der af ni bønder skulle modtage 16 skp. mel, 3 1/2 skp. malt og 3/4 skp. malt. og 3/4 skp. gryn.
Desuden blev der af De Fattiges Bøsse givet rede penge. Man sørgede også for, at de husvilde fik husly. I 1728 blev der bygget et par fag til skolen. Den var blevet opført allerede i 1693. Her blev der plads til fire enlige enker eller piger. Selvfølgelign sørgede man også for brændsel til dem, der trængte.
Drukkenskab forværrede situationen
Fattigdommen blev større ude på landet. Det blev svært at få arbejde hos bønderne. Her fik man hjælp af børnene. Nogle af bønderne måtte også opgive og gå fra deres gårde. Selv om det var strafbart voksede antallet af tiggere. Drukkenskab forværrede situationen. Hele familier måtte nøjes med et enkelt værelse.
Omkring 1820 var der ca. 60 personer, der i Døstrup Sogn fik fattighjælp. Det vil sige, at hver 14. indbygger var trængende.
Hjælpen bestod hovedsagelig af naturalier som rug til brød og malt til øl. Ud over penge til husleje, blev der ydet så lidt kontant hjælp som muligt. Erfaringen viste, at dette blev omsat i brændevin.
Det var den energiske sognepræst Gabriel Koch, der var formand for Fattigforstanderskabet. Han foreslog oprettelse af et fattighus for Døstrup Sogn. Forslaget gik ud på, at ejendommen skulle være så stort, at man kunne holde 3 – 4 køer. Huset skulle være på 13 fag foruden stald, og der skulle optages indtil 30 beboere. Formålet med dette skulle være, at give de fattige husly, varme klæder, vask og tarvelig men tilstrækkelig føde.
Man skulle selvfølgelig også arbejde. Og et passende arbejde kunne være at karte, spinde, kniple, sy, strikke, flette kurve og stråmåtter m.m.
Nyt fattighus blev opført
Forslaget blev vedtaget og i 1826 blev der bygget et 13 fags hus med stald på en mark øst for Døstrup under Vinum Ejerlav. Arealet var købt ag godsejer Holst på Trøjborg for 533 rdb. 32 m. sølv. Byggeomkostningerne beløb sig til 829 rbd. Og anskaffelse af det nødvendige inventar løb op i 107 rbd.
Den 4. oktober 1826 blev anstalten taget i brug. Det første år blev der optaget 30 personer, deraf 17 børn under 11 år. Det må have været trange forhold. Bygningen indeholdt også køkken og opholdsstue til opsynsmanden. I årene 1834 og 1835 har der været hele 56 personer i huset.
Strenge forordninger
Huset blev administreret af Fattigkommissionen og en bestyrer. Fire medhjælpere stod for den daglige drift. Der blev ansat en opsynsmand, hvis kone skulle stå for madlavningen. Denne stilling har ikke været særlig eftertragtet. Den første, der blev ansat, var en underofficer, der på grund af drukkenskab var afskediget fra hæren. Indtil 1882 har der været fem forskellige opsynsmænd. Efter dette årstal blev fattighuset bortforpagtet, idet der var sket en forbedring i de økonomiske forhold.
For at opretholde nogenlunde orden, var der meget strenge regler, som alumnerne skulle overholde. De måtte således ikke forlade huset uden opsynsmandens tilladelse. Overtrædelser af reglementet blev straffet på forskellige måder. Det kunne ske ved tab af et måltid mad og udgangsforbud én eller flere søndage.
Bortgang i flere dage, eller opsætsighed mod opsynsmanden kunne straffes med indsættelse i et kammer, der var indrettet som arrest. Indsættelsen kumme vare op til 14 dage.
Madplanen
Morgen og aften var der varmt øl eller mælk med brød i. Hver anden dag, et halvt stykke tørt kage, og hver anden dag, et halvt stykke brød med svinefedt på til davren. Når der var rigeligt med smør, blev
der også givet et halvt stykke brød med smør hver anden dag.
Den ugentlige tildeling skete ved at bestyreren eller en af medhjælperne:
-Til en Gang Grød til 32 Personer, Boghvedegrød, 3 Kander, Byggryn 3 Kander, til Vælling, det halve.
Der førtes nøjagtigt regnskab over forbruget for hver uge. Kødet og flæsket blev for det meste opbevaret i præstegården for en uge ad gangen. Brødet blev naturligvis bagt i huset i et dertil indrettet ovn-hus.
60 par strømper – det første år
Tanken med oprettelsen af fattighuset var, at det skulle være et fattig – og arbejdshus, så almisselemmerne ved et passende arbejde kunne tjene noget til støtte for økonomien. Mændene, der alle var ældre
folk med ringe arbejdsevne, blev beskæftiget i haven og ved lidt tørvegravning. Der var der også indrettet en rebslagerbane, hvor de snoede reb. Kvinderne, der for det meste var yngre – i 30 – 40 års alderen, måtte kniple, spinde og strikke. Der blev strikket strømper til eget forbrug. Det første år blev der produceret hele 60 par.
Børnene måtte hjælpe til. De lærte at kniple og strikke.
Indberetning
Pastor Koch afgav en indberetning til Ribe Stift og Kancelliet i København:
Om sommeren blev børnene fra deres 10. år bortlejet til omegnens bønder. Børnene blev under kommissionens formynderskab indtil 1 1/2 år efter deres konfirmation.
Lønnen var lille. Omkring 1830 fik mænd fra 5 til 10 rdl. for et år. Børn fik fra 7 – 10 mark og dertil et par træsko. Omkring 1850 steg lønnen. En dreng i 11 års alderen fik da 18 mark i sommerløn, og en konfirmeret
pige 12 rdl. for et år.
Værdier blev inddraget af Fattigvæsnet
Når en af sognets beboere kom i trang, men ejede et hus eller andet af værdi, overtog Fattigkassen huset. Bohavet blev registreret, så vedkommende ikke selv kunne disponere over det. Ville en af fattighusets beboere eller mand have kone og børn ud af huset for at klare sig selv, forlangtes der garanti for, at der ikke efter kort tids forløb blev behov for, at de vendte tilbage.
Besøg af Stiftamtmanden
Åbenbart fungerede tiltagene. I den gamle protokol skriver provst Koch den 28. 6. 1828:
Nu mens vi er herude, så vil vi da også kigge på andre tiltag. Det er ikke hver dag, man kom til Døstrup og omegn. Det var det heller ikke, da vi boede i Tønder. Det var faktisk kun, når vi skulle nord på med toget, så holdt vi på Døstrup Station.
Et forsamlingshus
Selvfølgelig var det også et forsamlingshus i byen. Det startede med et møde på Døstrup Skole den 28. februar 1894. Da blev Døstrup Sogns Foredragsforening oprettet. Man købte en grund af smed Olsen og opførte et hus ved siden af smedjen. Ja, det blev indviet i 1894 med dans for både unge og ældre.
Forsamlingshuset blev flittig brugt, en masse foreninger var opstået i landsbyen og de lejede sig ind i huset.
Sognefogeden skulle være til stede
Omkring århundredeskiftet var der i området Gymnastikforening, Ungdomsforening, Skytteforening, Husflidsforening, Afholdsforening og Missionsforening.
I 1902 blev det dog pålagt Gymnastikforeningen, at de skulle betale 25 øre for hvert vindue, de havde glemt at lukke. Og så skulle de betale hele 10 kr. hver gang de havde glemt at slukke lamperne, når de forlod huset.
I 1927 blev der forbudt to unge mænd fra Stenild i at deltage i Ungdomsforeningens baller. Efter en del tumulter blev det besluttet, at sognefogeden skulle være til stede ved disse baller.
I 1903 var der blevet bygget en ny skole, og den var i brug helt til 1961, hvor byen igen fik en ny.
Sparekassen ville ikke modtage checken
Og sandelig i 1935 fik byen et nyt forsamlingshuse, der var mere tidssvarende. Dette hus blev beslaglagt af tyskerne den 17. marts 1945. Her blev i første omgang indkvarteret russiske krigsfangere, senere fulgte tyske flygtninge.
Det var nu ikke de bedste forhold, disse flygtninge blev tilbudt. De måtte ligge på halm i den store sal. Nogle retirader blev bygget øst for forsamlingshuset. Huset led en del skader under dette. Stiftsamtet betalte 3.050,25 i erstatning. Da tyskerne forlod huset betalte tyskerne 900,- kr. på en check. Men Sparekassen nægtede at indfri beløbet.
I 1952 blev gaden gennem Døstrup renoveret med asfalt og fortov. En parkeringsplads ved forsamlingshuset blev anlagt. Nu var det slut med hestekøretøjer. Med frivillig arbejdskraft lykkedes det at renovere huset.
Døstrup – en Center – by
Lige syd for kirken ligger to markante gårde, gamle slægtsgårde fra henholdsvis 1858 og 1717. Men ellers var husene i byen opført i billigt materiale, som bevirkede, at de ofte var utætte. Dette bevirkede, at de var usunde at bo i. I nogle genrationer var børnedødeligheden også stor, og især ældre mennesker led af gigt.
Døstrup var en center-by. Herfra foregik der masser af handel og håndværk. Man havde de nødvendige håndværkere og butikker, samt sparekasse og posthus. Det var også den 8. september 1847, at Christian den Ottende på sin vej hjem fra ferie ønskede at besøge provst Koch og Døstrup Kirke. Dette besøg har vi tidligere berettet om.
Ligesom andre steder i Sønderjylland skete der også i Døstrup Sogn ved Lovrup en opdyrkning af hede-areal. Døstrup Sogn blev også ramt af den omfattende epidemi, der prægede landsdelen i midten af 1600 – tallet. Man mener, at en tredjedel af sognets befolkning døde. Det var fremmede tropper, der havde slæbt epidemien til landsdelen.
Mjolden gamle præstegård
Lidt længere vest på, kommer vi forbi Mjolden gamle præstegård. I den nuværende skikkelse stammer den tilbage fra 1830. Den blev genopført efter en påsat brand. En retarderet tjenestepige var skyld i ildspåsættelsen. Den gamle præstegård havde en historie, der gik yderligere mange år tilbage. Kigger man på præstetavlen, ja så stammer den fra reformationen og stopper i 1979. Mange præstefamilier
har boet her. Netop i 1979 blev Mjolden Pastorat blev slået sammen Døstrup Pastorat.
Gården er som mange andre ude i marsken, bygget på et værft. For dem, der ikke ved, hvad det er, kan oplyses, at det er en lille bakke, for at forhindre oversvømmelser, dels fra bagvandet fra Brede Å og dels fra havet.
Pigen blev helbredt
I 1279 omtales byen som Mieolden. Samme år gav ridderen Jens Pave, der tjente Ribe – bispen jord på Mjolden Mark til Løgum Kloster. Det siges om denne ridder, at han var en meget from mand. Han fik sig en
bryggerkone fra Tiset. Hun havde en blind datter. Og Jens Pave og bryggerkonen bedte til Erik Plovpenning, der blev dyrket som helgen om pigens helbredelse. Pigen fik sit syn tilbage.
Nye tanker i præstegården
Mange vil sikkert kalde stedet for udkants – Danmark. Men her på præstegården er der udsprunget mange tanker og ideer. Vi kan nævne pietismen, som med Hans Adolf Brorson havde sit tyngdepunkt i sognene Mjolden, Randerup, Løgumkloster og Ribe.
Det var nu ikke den berømte præst, der selv boede på præstegården men hans bror, Broder Brorson. Salmedigteren var selv præst i nærheden, nemlig i Randerup. Men han kom meget her på præstegården.
Brødrene Brorson
De tre Brorson – brødre fik alle en karriere i kongeriget. Nicolai Brorson havde først embede i Bedsted. I 1735 flyttede han til Frederiksborg, hvor han blev slotspræst. Efter nogle år blev han hofpræst hos den sidste hertug i Nordborg. Siden blev han sognepræst i Havnbjerg.
Hans Adolph Brorson blev i 1737 provst og senere biskop i Ribe. Broder Brorson blev efter ti år i Mjolden i 1737 biskop i Ålborg.
De falske profeter
Egentlig var det præstesønnen Enewald Ewald, der var blandt pionererne. I sit fødesagn i Højst afholdt han fra 1718 gudelige forsamlinger i hjemmene med bibellæsning og salmesang. Dette blev efterlignet i nabosognene i Løgumkloster, Ravsted, Bedsted og særlig Burkal. I Døstrup var det præstesønnen, Søren Ewald, der gik i gang.
I 1722 vente han hjem fra Halle. Om søndagen samledes ungdommen rundt om i landsbyerne til læsning og overhøring fra katekismen. Man brugte lærerbøger og salmebøger fra Halle. Det tyske sprog var ingen
problem.
Fornyelserne gik ikke stille af sig. Den unge Søren Vedel fra Døstrup kunne således berette over for sin lærer fra Halle, at nabopræsterne blæste storm fra prædikestolene. De advarede mod de falske profeter fra Halle.
I 1840’erne skete der igen noget åndeligt i Mjolden Kirke og Præstegård. Christen Kold var kommet til egnen. Han var ansat som huslærer hos en rig bonde i Forballum. Vi har i tidligere artikler berettet om dette. Det varen folkelig vækkelse og en hel ny pædagogik, der havde Christen Kolds bevågenhed. Hans tanker dannede grundlag for højskole og friskolevirksomheden.
Kold interesseret i kirkelig vækkelse
Det var også Kold’ s interesse i den kirkelige vækkelse, der førte ham til Mjolden Præstegård. Her var Daniel Hass præst. Men der kom ikke rigtig gang i vækkelsen, mente præsten og sammen med Christen Kold tog de på en fælles missionær – udsendelse som blev virkeliggjort i 1842.
De fleste gårde i Mjolden er opført i 1800 -tallet. De er bygget i traditionel vestslesvigsk stil og oprindelig var de alle med stråtag. I henhold til reglementet fra 1803, skulle der oprettes et fattighus i hver sogn. Vi har tidligere besøgt den i Døstrup. I Mjolden lå den på Præstegårdsvej 17.
I 1839 købte sognet gården, Nørregård fra 1740 og ombyggede den til Fattiggård. Her modtog man også folk, der var uarbejdsdygtige på grund af sygdomme, samt åndssvage og sindssyge. Fattiggården eksisterede
helt til 1930. Præstegårdsvej 45 har tidligere fungeret som skole. Det var sognets degn, de ri 1757 overtager ejendommen og flytter skolen hertil.
Rester af fæstningsanlægget
I Mjolden Skov kan der endnu ses rester, af det fæstningsanlæg, som tyskerne opførte tværs over Sønderjylland. Fra anlægget førte en stibane til Døstrup Station. Efter Genforeningen forsøgte man at sprænge
fæstningsanlægget i luften, men ruinerne er blevet tilbage.
Udvandring
Mellem 1868 og 1885 udvandrede 70.000 mennesker fra Sønderjylland. Fra Mjolden skønnes at hver fjerde udvandrede.´Det var især til USA og andre oversøiske lande. Man ville bryde den sociale arv og have foden under egen jord. Også den tre årige preussiske værnepligt spillede en rolle.
En bispe – borg
Endnu længere vest på, ja vi kan ikke komme længere lå Ribe – bispens borg Brink. Denne har vi også tidligere berettet om. Hvem skulle tro, at der her i slutningen af 1300 – tallet havde ligget en ret stor borg. Helt nøjagtig lå den i Ballum Østerende. Borgen forsvandt helt i 1562.
En præst kom til Skast
Vi slutter vores lille rundtur ude mod vest i Skast. Denne by omtales første gang i 1292. Ja egentlig fandtes der også en by, der hed Ndr. Skast. Men den forsvandt i 1300 – tallet. I tidsskriftet Museum fra 1890 finder vi en beretning om Pastor C.N. Smiths indtog i byen. Han beskriver forholdene fra 1850 – 1857. Den unge præst tog fra Flensborg via Tønder til Højer, hvor man mødte apoteker Nagel, som var danskhedens absolutte bannerfører på disse kanter.
Præstegården havde for længe siden trængt til en ombygning. Indgangen var gennem køkkenet, fra den ene side gik man ind i dagligstuen, fra den anden gik man ind i stalden til kvæget. Det var normalt dengang i marsken, at beboelseslejlighed, lade og stald var i samme længe.
Sdr. Skast Kirke ligger synligt hævet over landskabet. Fra vest kan man dog næsten ikke se den. Kirken er sandsynligvis bygget omkring 1250. Sagnet fortæller, at det var ejerinden af en herregård, der lå på Borrevoldshøjen i en mose, der havde betalt for opførelsen af kirken. En anden herregård Bobensmark (Bavnsmark) skal også have ligget i sognet.
En vugge i snedriver
En vintermorgen vågnede præstefamilien ved, at der var snedriver omkring barnets vugge. Sneen var hverken kommet ind gennem vinduet eller panelet, men gennem væggen ved fospanellet. Året efter byggede den lille menighed et smukt stuehus, dog ydede præsten et ikke ringe bidrag til dette.
Præsten beklager sig over, at skulle spise vælling fem dage om ugen. Han kunne også risikere at skulle spise pandekager eller æbleskiver fem gange om ugen. Åbenbart var det den tidligere præstefrue Fru Prahl, der stod for husholdingen i begyndelsen. Hendes mand, de havde været præst i Skast fra 1826, havde i 1850 tiltrådt en ny stilling i Hatsted ved Husum.
Barnedåb – Barnet ventes snarest
I marsken blev der ikke svaret tiende. Præsterne var henvist til at ernære sig af deres avl og at leve under den strengeste økonomi. Straks efter sin ankomst, blev Pastor Schmidt pålagt at vikariere i nabokaldet Hjerpsted. Her var præsten blevet beskikket af den ulovlige regering. Derfor blev han også afskediget af den danske regering. Han blev sendt til Keitum på Sild.
En dag stod pastoren så i Hjerpsted for at tage mod Skast, da degnen på sin højtidelige måde sagde, at han skulle tøve en liden stund. Hvorfor, svarede pastor Schmidt. Jo, for der var et barn, at døbe, svarede degnen. Pastoren ville straks begive sig til dette, men degnen kunne så melde, at barnet skam ikke var født endnu. Men jordemoderen havde meddelt, at dette straks ville ske.
Tilløb til barnedåb i kirken
Skikken var dengang, at børnene blev døbt straks efter fødslen. Og det skete da også i dette tilfælde. Blot en halv time efter denne verdensborgers ankomst blev han døbt. Det var kun uægte børn, der blev døbt i kirken. Da pastor Schmidt lod sin førstefødte døbe i kirken, var der et stort tilløb.
Grunden til hjemmedåb var, at præsterne i Tønder Provsti ikke fik offer, hverken for dåben eller dens kundgørelse. Denne skik eller snarere uskik var et arv fra fortiden.
Gudsfrygt og fromhed
Skast Sogn var let at overskue fra præstegården. Ved folketællingen 1855 var den kun på 415. Der fandtes 70 mere eller mindre formuende gårdmænd. Sognets 50 husmænd var derimod mere eller mindre fattige. Men de var alle flittige kirkegængere. Der var tillige megen gudsfrygt og fromhed, som overalt ved vestkysten.
Født uden for ægteskab
Herrnhuterne havde en del indflydelse. Hvert år kom en kolportør fra Christiansfeld. Præsten hørte aldrig en ed i Skast, ikke engang det lille sgu. Derimod kunne man undertiden høre det ældgamle hedenske Ravne (Odins navne) om jeg gør eller Raune Taie mæ. Sædeligheden var ifølge pastoren ret høj i Skast. Således blev der i pastorens embedstid kun født et eneste uægte barn. Moderen var enke og fattiglem.
Faderen var en udensogns landstryger.
Ligeledes var ædrueligheden stor. Pastoren havde ikke set nogen beruset ved gilderne, skønt der var overflod af drikkevarer.
Ærlighed og redelighed
Pastoren fremhævede beboernes ærlighed og redelighed. Når de har givet hinanden håndsalg på en handel, ligegyldig om lille eller stor, står de ved deres ord, selv om det fortryder dem eller volder dem Tab.
At nogen skulle gå fra sit ord eller bryde sit løfte, er utænkeligt, og den mand, som gjorde det, ville ikke kunne færdes iblandt dem, men ville være moralsk død. De låner hinanden store pengesummer uden at fordre pant eller bevis.
Ifølge pastoren fandtes der ikke bedragere og kæltringer på Slesvigs vestkyst. Ærligheden mand i mand i mellem var mønsterværdig. Det var ikke indenlandske tyve, der drev deres spil, men organiserede tyvebander fra Holsten eller måske rettere fra Hamborg. De gjorde røveriske overfald i det ubeskyttede land.
Svært at forstå dialekten
Pastor Schmidt havde i begyndelsen svært ved at forstå den vestslesvigske mundart. Ja han havde svært ved at forstå, hvad befolkningen fortalte ham. Tyskheden havde efterladt sig spor i befolkningen, også
så langt mod nord som tre mil fra Tønder. En mand var køn af Gesicht og stor af Gestalt. En mand havde ikke et embede men et Amt.
Skolegangens slette tilstand
Skolelæreren i Skast var blevet undervist på Det Tyske Gymnasium i Tønder. Han var en gammel skikkelig og god dansk mand født i Øster Løgum. Men han havde aldrig lært at bruge kønnet rigtig i det danske sprog og havde ikke spor kendskab til dansk litteratur. Skolegangens slette tilstand var pastorens eneste klagepunkt i Skast. Drengene gik hver dag hele dagen i skole fra deres 10. eller 11. år, så fik de tjeneste som hyrder hos bønderne. Så gik de ikke i skole fra Mortensdag til Pedersdag (Per’ s Dag – Per’ s Daw – Per’ s Awten) den 22. februar.
Døtre sat til skrinet
Husmændenes døtre blev så tidlig som muligt sat til skrinet. De lærte at kniple de kendte Tønder kniplinger hos nogle ældre kniplerske. Otteårige begyndte allerede at tjene penge ved dette. Og det gik også ud over skolegangen. Gårdmands – døtre lærte ikke at kniple. de passede også deres skolegang. Præstens formaninger om at passe skolen, hjalp ikke, tvært imod, det skabte en misstemning.
I Sønderjylland blev drengene først konfirmeret, når de var 16 år gamle, pigerne når de var 15 år.
Danskhed i Skast
At Skast trods sine tyske præster dog var dansk, skyldtes at en betydelig del af sognet, der i blandt den store Skastgård, hørte under Schackenborg, Lø Herred, og derfor havde dansk øvrighed og retsprog. Desuden havde sognet livlig forbindelse med den nærliggende ivrig dansksindede Ballum Sogn.
Brød med Ribe Bispestol
I Højer var bønderne ivrige tyskere, mens mange småfolk var dansksindede. Men havde Højer ikke kappet forbindelsen til Ribe Bispestol, så havde Højer måske været lige så dansksindet som Møgeltønder.
Og så var det Hjerpsted, hvis danskhed ikke var værdsat på vestkysten grundet at nogle af bønderne var tysksindet. Dette sogn lå kun en halv mil fra Skast. Men Hjerpsted lå lige op til Vesterhavet. Dets beboere kom kun til Skast for at grave tørv i mosen. De havde også løsrevet sig fra Ribe Bispestol. I mange år havde de også kun haft tyske præster.
Den danske præst i Skast var en lystig fyr
Kort efter pastor Schmidts ankomst til Skast stiftede han bekendtskab med egnens flittige bønder. På kongens fødselsdag samledes man på Højkro. Stemningen var jublende. Ved bordet udbragtes en stor skål for kongen, hærens, flådens, Danmarks og Dannebrogs ære.
Pastor Schmidt dansede en engelsk dans og en sagte vals. Det var bælgmørkt og regnvejr samt vejene var meget dårlige. Derfor blev alle til den lyse morgen. Det betød, at et tysk blad gav pastor Schmidt følgende skudsmål:
En solid kost hos friserne
De mange husmænd, som også kaldtes Kådnere fandt en god indtjening i at grave tørv i den store mose ved Skast. Men også for bønderne var det en vigtig indtægtskilde. Om vinteren tog mange af husmændene til
marsken for at tærske korn hos friserne. Næsten al halmen blev brugt som brændsel. Friserne havde masser af det udmærkede hø til deres kvæg. Hos friserne fik Kådnere en solid kost. Morgen, middag og aften
var der bønner og flæsk, altid det samme. De fik alt det te, som de ville have.
De stakkels husmænd var vant til melspise. de tog rigelig for sig af retterne, men i begyndelsen kunne de ikke tåle den solide kost.
Det var småt med avlsbruget i Skast, men driften var dog solid og god. Bønderne såede aldrig et større areal, end de kunne magte. Det meste af jorden var dog udlagt til græs. Der var fenner, som lå til græsning i 40 – 50 år.
To store gårde i Skast
Til sognets to største gårde, Skastgård og Aasgård indkøbtes årlig 3 – 400 td. sæd til hver gård. Men på hver gård var der foruden køer og kvier 80 stude på fede-stald om vinteren. De fuldt-fedede sendtes til Hamborg og straks erstattet med nye magre. De store bønder var meget formuende. De blev også ved med at opkøbe nyt jord i marsken. Der var to førere i Skast. Den ene var Claus Beyer til Aasgård, den anden var Thøger Hansen Nikolajsen til Skastgård.
Beyer besad sin fædrene gård nedarvet gennem århundrede, mens Thøger Hansen var en ny mand i sognet. Han tilhørte den ansete slægt, Nikolajsen i Ballum. Så det var intet i vejen for, at han ægtede egnens rigeste arving. På den måde blev han ejermand af Skastgård.
Egen eksport/import
Skastgård er en firefløjet gård, der ligger midt i byen. Særdeles store avlsbygninger liger øst for selve gårdene. Den var oprindelig opført i 1606. En regnskabsbog fortæller, at i 1658 havde man en særdeles stor handel med stude. I 1710 solgte Peder Beyer på Skastgård egenhændig varer så langt som til Holland. Det var hovedsagelig stude, som han eksporterede. Og det var varer som krydderier og tobak, som han importerede. Disse varer solgte han rundt omkring på landet.
I gården var en stue med runde vinduer og et hvælvet loft, som hvilede på piller. Sagnet gik, at den var blevet brugt til gudstjeneste. På en sten var der følgende inskription:
Thøger Hansen Nikolajsen var en begavet mand. Han havde kundskab og indsigt i meget, som man ikke kunne vente sig i hans stilling. Han og Claus Beyer styrede som kirkeværger sognets kommunale anliggender. Man kan sige, at de dannede sognets offentlige mening.
Den statslige Åsgård er opført lidt syd for byen. Stuehuset er et 13 – fags hus fra 1856. Men gården er omtalt allerede i 1498. Gården blev fredet i 1991.
Jeg sender titlen retur
I Vestslesvig var det et slags Demokratisk Aristokrati. Det var storbønderne, der bestemte. Det fortælles, at den kendte Knudsen på Trøjborg, der startede som en lille studepranger, men af god familie i bondearistokratiet havde tilgiftet sig til en stor gård i Forballum, af kammerherre Neergårds dødsbo, havde købt overnævnte herregård med gods, og var blevet udnævnt til kammerråd. Men bønderne gjorde nar
af denne titel.
Da han efter nogen tid mødtes med mange af dem til kvægmarked i Tønder og de siden forsamledes ved bordet på Humlekærren, sagde en bonde til ham:
Men Knud svarede:
Han var klog nok til ikke at skille sig fra standsfæller.
Konegilde
Pastor Schmidt mødte en ejendommelighed i Skast. Således blev der efter en kones nedkomst afholdt det såkaldte konegilde. Konerne mødtes om eftermiddagen til kaffe. Ingen mand var til stede, bortset fra barnefaderen. Hans pligt var det nu at skænke i for konerne af de forskellige gode drikkevarer, han havde anskaffet. Konernes pligt var at nippe til alle slags.
Skinke med sødsuppe
Ved bryllupper var det den skik, at de velhavende gav to sølvskeer og en børste. Den anden dag var bordene besat med skinke i kogt tilstand. Det blev spist sammen med sødsuppe. Det var en velsmagende sammensætning.
Kilde:
Hvis du vil læse mere:
Under Sønderjylland:
Under Tønder: (295 artikler)
Under Højer: (69 artikler)
Redigeret 16.-08 – 2022