Søgeresultater på "Tønder"
Dato: december 23, 2023
Guldhornene – Hvor stor betydning har de? (6)
En af Tønders historiske knudepunkter. Mest omtalte oldtidsfund i Danmark. En national katastrofe. Mere kongelig respekt for Danefæ – ville være ønskeligt. De to Guldhorn vejer 7 kg. Var det vores modersmåls fødselsattest. Upræcise tegninger. Bøgerne blev dominerende. Det gik ud over oldtidsfund. Tyven kunne gå gennem 7 døre. Helt forkert ”lødighed”. 34 år i tugthus. Oehlenschläger erkendte, at Guldhornene var af fremmed herkomst. Også H.C. Andersen skrev om dem. Mange afhandlinger. Et nationalt symbol. Guldhornene blev brugt kommercielt. To øreringe til Ringe Museum. Sikke noget at skrive i et serøst blad. Genstand for poetiske digte. Tænk, hvor mange historier disse Guldhorn i Tønder kan fortælle
Et af Tønders historiske knudepunkter
Nu har Museum Sønderjylland i Tønder fået udstillet flotte kopier af Guldhornene. De må vel også få betegnelse et af Tønders historiske knudepunkter. Byen har/ eller får efterhånden et par stykker.
Mest omtalte oldtidsfund i Danmark
Der mange teorier, myter og vandrehistorier om disse Guldhorn. Og dette er hvis nok vores 6. artikel om dette tema. I 1854 skrev historiker og arkæolog Johannes Brøndsted om guldhornenes fundsteder, beskrivelse, tyveriet, runeindskrift, hornenes datering og herkomst samt en tække tolkninger og en fyldig litteraturliste.
En af de nyeste er Henning Haugaards bog. I 1639 og 1734 blev disse Guldhorn fundet. Tilsammen udgør de det mest betydningsfulde og mest omtalte oldtidsfund i Danmark – ja måske i hele Norden.
En national katastrofe
De to store horn fra Jernalderen er fra omkring år 400 e.Kr. Som oldtidsfund rangerer de højere end Solvognen. Men som bekendt gik de tabt ved et tyveri og omsmeltet i 1802. Det var en national katastrofe.
Mere kongelig respekt for Danefæ – ville være ønskeligt
Nye udgivelser og nye tolkninger har set dagens lys Efterhånden har vi også mange forskellige historier om hvorfor og hvornår disse guldhorn skulle skjules. Guldhornenes billedverden er også blevet tolket. Og hvem var ham der Lægast fra runeindskriften?
Vi kender alle historien om Kirsten Svendsdatter, der fandt et sammenklemt horn af metal. Hun mente, at det var af messing og tog det med sig. Nogle dage senere blev det klart, at hornet var af oldgammelt guld og dermed danefæ. Som sådan tilhørte hornet kongen. Han fik det. Christian den Fjerde videregav hornet til sin søn, den udvalgte prins, som lod det lukke i bunden og benyttede det som drikkehorn. Man kunne da godt have ønsket mere kongelig respekt for et stykke danefæ.
De to Guldhorn vejede 7 kg
Knap 100 år senere var et så husmand Jerck Lassen, der fandt det næste guldhorn. Det særlige ved dette horn var, at det bar en indgraveret runeskrift med 32 tegn, tydet som:
Lassen afleverede hornet til greven på Schackenborg. Greven kunne den gang havde beholdt hornet, men foretrak at give det til kongen, som udstillede hornene i sit raritetsskab. Det kongelige Kunstkammer i København.
Tilsammen vejede guldhornene knap 7 kg. De har hver for sig været over en halv meter lange og md diametre omkring mundingen på ca. 10 cm.
Var det vores modersmåls fødselsattest
Hornene er usædvanlige både i henseende til teknisk og kunstnerisk kvalitet og ikke mindst på grund af deres høje metalværdi. De har sikkert været gemene brugsgenstande men antagelig har haft funktioner ved ceremonier og processioner.
Og noget særligt gør sig gældende ved Guldhornene. Det ene horn bærer en de allertidligste indskrifter på oldnordisk eller ”dansk tunge” og hornet rummer således – poetisk udtrykt – vores modersmåls fødselsattest.
Guldhornene er et dansk-nationalt symbol, selv om der ikke eksisterede et dansk rige i det 5. århundrede – det var det århundrede, hvor guldhornene blev fremstillet.
Upræcise tegninger
Hornene blev tegnet, men dog ikke særlig præcist. I dag aner vi ikke engang, hvordan de helt nøje har set ud. Om de var krumme som flitsbuer eller krumtvredne som oksehorn deler den dag i dag arkæologerne i to lejre. Der tales for den ene og for det andet – lige lidt hjælper det.
Hornene er simpelthen for dårligt dokumenterede, som det hedder i det moderne museale fagsprog. Væk er originalerne for evigt.
Bøgerne blev dominerende
Hornene var udstillet i Kunstkammeret. Bygningen husede dengang også Det kongelige Bibliotek, som i 1802 havde indtaget den dominerende plads i alle tre etager. Gradvist var rariteterne skubbet væk til fordel for bøgerne, som hobede sig op overalt. Natten mellem 4. og 5. maj 1802 stjal guldsmed Niels Heydenreich begge horn.
Tyven kunne gå gennem syv døre
Han kunne læse de første to døre om med sin egen stuenøgle, En anden nøgle havde han købt og forlænget. Han kom gennem syv døre. De to var ikke engang aflåste. Allerede samme nat begyndte han at omsmelte hornene hjemme i sit køkken.
Næste morgen blev tyveriet opdaget. Men det tog en dags tid, inden politiet ankom. Politiet afhørte herefter adskillige mennesker og placerede spioner i det kriminelle miljø. Men intet hjalp.
Helt forkert ”lødighed”
Men i april 1803 henvendte en københavnsk guldsmed sig til politiet. Han havde købt nogle ”ostindiske guldmønter, som, jan havde konstateret var ”helt forkert lødighed” og derfor måtte være falske.
Sporet førte direkte til Heydenreich.. Han tilstod forfalskningen, tyveriet og omsmeltningen af guldhornene. Han havde blandet guldet med bl.a. sølv og andre materialer, fremstillet mønterne og forsynet dem med falske garantistempler. Han havde fremstillet og solgt forskellige smykker, skospænder m.v.
Historikeren E.G. Werlauff var ansat på Det Kongelige Bibliotek udgav en bog om tyveriet. Heri kunne man konstatere at pladsforholdene var mangelfuld og sikkerhedsforholdene var ringe.
34 år i Tugthus
Gerningsmanden blev dømt fra ære, liv og gods, men blev benådet med ophold i tugthus på livstid. Han var tidligere straffet. Men 8 år efter var han blevet prøveløsladt. Han opnåede derefter borgerbrev med ret til at arbejde som guldsmed. Men atter engang blev han indsat for tyveriet af guldhornene.
Men det lykkedes ham at flygte sammen med to andre. Men blev pågrebet. Efter 34 år i tugthuset blev Heydenreich overført til forbedringshuset. Han blev løsladt tre år senere i 1840 og døde på et almindeligt hospital i 1844 -83 år gammel.
Oehlenschläger erkendte, at Guldhornene var af fremmed oprindelse
Det er almindelig enighed om at guldhornene er ca. 1.600 år gammel. I 1802 skrev Oehlenschläger skrev, at Kirsten snublede og dernæst med snehvid hånd og undrende ånd, at sorten muld, hævede det røde guld.
Oehlenschläger måtte tilslutte sig samtidens forskere og erkende at og Guldhornene måtte være af fremmed oprindelse. Det må have været et knæfald for ham. Han skrev i heltedigtet fra 1828 Hrolf Krake om et horn, der blev fundet af en ung mø i en eng i Slesvig:
Også H.C. Andersen skrev om dem
Ja også H.C. Andersen har skam skrevet om Guldhornene. Det gjorde han i 1850 i sangen ”I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme”. Tredje vers afsluttes med:
Plovjernet guldhorn finder,
Gud giv dig fremtid, som han gav dig minder
Dig elsker jeg! – Danmark mit fædreland
Sangen skal ses i lyset af Den Første Slesvigske Krig. Og det med plovjernet var noget som Oehlenschläger havde påstået, nemlig at Jerck havde været ved at plove, da han fandt guldhornet.
Men sandelig om ikke den lokale A. Egebjerg Jensen i Vores hjemstavns nationalsang ”For en fremmed barsk og fattig skriver:
Men som skrevet – han gik ikke med en plov.
Mægtige afhandlinger
Historikeren Worsaae skrev mægtige afhandlinger om Guldhornenes billedverden som han gav en nordisk-mytologisk tolkning af. Kongen belønnede hans indsats med en høj orden. Og i Worsaaes våben dom storkorsridder indgik både Dannebrog og Guldhornene.
Et nationalt symbol
For de dansksindede i Nordslesvig/Sønderjylland blev Guldhornene et nationalt symbol. De fastholdt deres historiske ret til at betragte landsdelen som gammel dansk folkegrund. Men tyske old-forskere har prøvet at tolke indskriften på det korte Guldhorn som urtysk (vestgermansk) i stedet for urnordisk (nordgermansk)
Sprogforeningens Almanak har også brugt Guldhornene. Deres forside blev nytegnet i 1950 og her bibeholdt man Guldhornene. Men ak i en endnu nyere forside i 1980 forsvandt Guldhornene.
Dansk Kvindesamfund fik omkring 1900 egen fane med Kirsten Svensdatter, der løfter det lange guldhorn. Fanen blev også båret i det berømte kvindetog, der i 1915 til Christiansborg for at takke for valgretten.
Masser af malerier har gennem tiden foreviget fundene af Guldhornene. Og også på et julemærke er Guldhornene foreviget. Det er Mor Danmark, der får overrakt et Guldhorn af Sønderjylland i skikkelse af en ung pige.
Ved den store fest den 11. juli 1920, hvor kongen mødtes med sønderjyderne. blev der overrakt to gaver til majestæten. De var nøje udvalgte for at kunne være symboler på nære forbindelse mellem de hjemvendte sønderjyder og det danske folk. Gaverne bestod af et dannebrog – det danske flag, der vajede i Sønderjylland i 1864 – og en kopi af de to Guldhorn fra Gallehus. Valget af disse to symboler viser, hvor nært de nationale forestillinger kan have været sammen med de religiøse.
I 1922 fik Tønder Statsskole deres egen fane. De to horn var simpelthen broderet på fanen.
I 1920’erne opførtes et guldhornspil i Tønder. En helt ny udgave blev vist i Møgeltønder i 1970’erne.
H.P. Hanssen fik overrakt to forgyldte sølvhorn som påskønnelse for sin livslange indsats for den sag i Sønderjylland. Guldhornskopier er blevet fremstillet som hædersgaver til fremtrædende personer med tilknytning til grænselandet.
Guldhornene blev brugt kommercielt
Eksempler på anvendelse af Guldhornene spænder lige fra dessertchokolade over medlemsemblemer for de sønderjyske sygeplejersker til firmamærker for minerals fabrikker og flyttefirmaer. Guldhornene er blevet udnyttet på mangfoldig vis ikke blot ideologisk med i høj grad også kommercielt. Dette svarer i grunden helt til brugen af andre nationale symboler.
To øreringe til Ringe Museum
I 1961 modtog Ringe Museum to øreringe af guld. De skulle være fremstillet af guldhornstyven i 1802. Giveren var oldebarn af en nabo til Heydenreich. Dette var også dokumenteret skriftligt.
Skulle disse to øreringe ikke til Museum Sønderjylland i Tønder?
Sikke noget at skrive i et seriøst blad
I 1989 hævdede Sønderjysk Månedsskrift at tabet af begge horn og omsmeltningen af dem burde gøre os taknemmelig. Det skabte nemlig nu pludselig en almen bevidsthed om hornenes særlige nationalhistoriske værdi.
Sikke noget at skrive i så seriøst et blad!
Genstand for poetiske digte
Allerede i 1600- og 1700-årene var guldhornene genstand for flere poetiske digte.
Det bør ikke skjules, at en del af Guldhorns-gåderne er selvskabte, da hornenes rige udsmykning og særlige skæbne har fristet til overfortolkninger
Kopierne tilhørte Simon Spies
De Guldhorn, der nu findes i Tønder har tilhørt rejsekongen Simon Spies. Efter en udstilling på Haderslev Museum sagde Simon Spies engang:
Tænk – hvor mange historier disse Guldhorn i Tønder kan fortælle
Man kan da kun begræde tabet og ærgre os over, hvor let det var at stjæle. Intet andet land i verden har ejet sådan en attraktion. Hvad kunne disse horn kunne have fortalt os i dag. Hvorfor er man så ligeglade med vores kulturarv – og tænk nu står en kopi på Museum Sønderjylland – i Tønder. Tænk hvor mange historier, der er at fortælle.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: december 21, 2023
Sønderjyske Årbøger 2023 – forsøg på en anmeldelse
Man venter med spænding på den hvert år. Og så ligger den pludselig postkassen. Vi får 7 artikler og 14 anmeldelser. Og så en hel masse info om arkiverne og museerne i Sønderjylland. Og så får man jo også med jævne mellemrum månedsskriftet. Det kan være svært at anmelde sådan en årbog. For artiklerne er vidt forskellige. Og det er de også denne gang. Er du interesseret i Sønderjyllands historie var det måske et julegaveønske med et medlemskab af Historisk Samfund for Sønderjylland. Ønsker du at sætte dig yderligere ind i de temaer, der beskrives i årbogen, har vi lavet en liste til dig med 65 artikler du kan finde på vores side.
Det kan være svært at anmelde en årbog, fordi noget altid vil interessere en mere end noget andet- Hvert år sidder man og længes efter den. Hvornår mon den kommer?
I år er der 7 artikler og 14 anmeldelser. Dertil kommer interessante beretninger fra museer og arkiver.
Ja selv det at læse anmeldelser er interessante. Det er godt nok længe siden, at nogle af bøgerne er udkommet. Nogle af dem står her på hylden. Endnu engang vil jeg opfordre dem, der endnu ikke er medlem af Historisk Samfund for Sønderjylland at melde sig ind. Foruden denne årbog på 287 sider, kommer der også alle månedsskrifter i løbet af året. De er mindst lige så interessante som Årsskriftet.
Hvis du vil fordybe dig yderligere i de emner, der er omtalt i årbogen, har vi til sidst lavet en fortegnelse over artikler, du kan finde her på siden. Sønderjysk Årbog 2023 er endnu engang en stor oplevelse.
I år har vi fornøjelsen af følgende artikler:
Hornblæserne – de små raske 16 års drenge
Den lille hornblæser – et glemt mindesmærke på Rådhuspladsen rejst i 1899. Det er også den bog som N.P. Holst udgav i 1849. Men er den baseret på virkeligheden, ja det prøver artiklen at finde ud af.
Vi besøger Christians Plejehus i Egernførde. Det var et udklækningssted for fattige børn af underofficerer og spillemænd. De blev uddannet til militærmusikkere. Efter deres konfirmation kom de ud til forskellige musikkorps i hæren. Mange af disse drenge deltog i de Slesvigske krige. De var altid med i forreste linie som hornblæsere. Og mange endte som agtede musikere eller dirigenter.
Plejehuset blev i 1785 flyttet fra København til Egernførde og var oprettet af Frederik den Femte som Invalidehotel i 1764.
Plejehuset kunne rumme 380 individer. Det var 200 veteraner, 60 soldaterenker, 80 drenge og 40 piger.
De unge knægtes fremtid var forudbestemt de næste 8 år. Det var at modtage musikundervisning og indtræde i et musikkorps. Disse børn blev også kaldt ”Skillingsbørn”, idet faderen modtog ”den daglige skilling”.
Christians Plejehus nåede at eksistere i 78 år. De sidste drenge afgik i 1854, hvorefter Plejehuset blev nedlagt. Kvaliteten var ikke mere god nok. I artiklen hører vi en masse anekdoter om hornblæsere.
Komponisten Carl Nielsen var en af dem. I bogen ”Min Fynske Barndom fortæller han at holstenerne var glimrende musikere. Hans fire år i militærmusikken havde betydet meget for ham. H.C. Lumbye var en anden kendt musiker og komponist.
Knægtene begyndte også et dannelsesforløb. Mange af dem fik dansk indfødsret.
Det følger jo med Søfarten – Sygdom og Helbred i Kaptajn-kone Dorothea Nissens Kina-Dagbøger 1863 – 1867.
Hun var kaptajns – og bondedatter fra Løjt. Det var ikke fordi, hun havde eventyrlyst. Men det var den eneste måde, hun kunne se hendes mand på. Og det var kaptajn Jep Nissen.
Hver femte dag skrev hun i dagbogen. Skibet, rejsen og helbredet var i centrum. Flere har brugt disse dagbøger som historisk kilde i Aabenraa Søfartens historie.
Jep Nielsen overtog hendes fødegård i Højgade – en af Løjts mange kaptajns – gårde. Hendes lillesøster -Helene blev gift i Bangkok med kaptajn Jep Jessen. Disse kaptajner tilhørte sammen medstyrmændene den absolutte elite på Løjt Land.
Foruden kinesiske pirater var sygdom i forskellige afskygninger en fast bestanddel af hverdagen ombord på Mathilde. Maveonde og ondt i hovedet var mest udbredt.
Mod diarre kunne man tage ”Engelsk Salt”, som var en slags afføringsmiddel. Var man virkelig hårdt ramt kunne kaptajnen udskrive ”opium”.
Man kunne også gå på en rabarberkur. Der fortælles også i artiklen om dengang, da Frederik den Syvende var indlogeret hos Hans Bruhn, som dengang var den rigeste i Aabenraa. Det var under den første slesvigske krig.
Kongen havde fået maveonde og dr. Lund havde udskrevet en recept på 5 Rigsbank-skilling rabarber til ham. Og følgerne af denne kur, bevirkede at tjenestefolkene fik ekstra betaling.
Holger Andersen og Antiksamlingen op Haderslev Katedralskole
Kort før sin død i 1961 testamenterede politikeren og diplomaten Holger Andersen en samling på 15 antikke genstande til Haderslev katedralskole. Han var også Grænseforeningens formand fra 1941 – 1961.
I artiklen får vi også en beskrivelse af skoleforholdene i Haderslev og Holger Andersens virke. Hans første tur i Athen var i 1930. Igen i 1935 var han i Athen. Han skrev bl.a. en artikel ”Olympia – træk af dets historie og indtryk fra et besøg. Det var i Haderslev samfundets Årsskrift.
Tønder – 700 Års Byjubilæum
Det var den 5. august 1943. Tønders 700-års jubilæum skulle fejres. Vi har allerede på vores side beskrevet frokosten på Tønderhus, hvor Paludan-Müller erklærede at besættelsen havde ødelagt naboskabet de næste 200 år.
Men ellers forløb jubilæet nogenlunde roligt. Men hvordan lykkedes dette. Ja det er det, artiklen handler om.
Nu var ikke alle tysksindede nazister. Dansk lovgivning satte også grænser for brugen af Hagekorsflag. Men det blev nu ikke helt overholdt. Forholdet mellem det dansker og tysker i Tønder kølnedes i besættelsestiden. Uenighederne blev større og sat på spidsen.
Det Tyske Mindretal i Tønder stod stærkt – stærkere end i nogen anden købstad. Tønder var også det sted, hvor der først blev oprettet en nazistisk ortsgruppe.
Regeringen havde opfordret til at man ikke provokerede tyskerne unødvendigt. Man arrangerede både en dansk og en tysk gudstjeneste. At holde en samlet kunne ikke lade sig gøre. Mange tysksindede betragtede den danske præst Hans Magle som en ”uforsonlig fjende”.
Den lokale nazistgruppe fik lov til at lave en udstilling på Alexandrineskolen.
Danskerne og tyskerne fejrede hver for sig. Det officielle Tønder deltog i begge gudstjenester. Men nogle af disse forlod kirken, da de så, at der var hængt Hagekorsflag op. Nogle af de dansksindede byrådsmedlemmer og andre forlod kirken i protest. Den tyske gudstjeneste sluttede med:
Den var en hædring af de i tysk tjeneste faldende nordslesvigere.
Om aftenen i Schutzenhof var der fanemarcher. Nazist-partiets ”Ortsgruppenleiter”, Christian Jessen skulle tale. Til sidst var der også en ”Führergruss. Det var her de tyske borgere samledes for sig selv. Hovedtalen blev holdt af professor Otto Scheel. Han havde været medlem af nazistpartiet siden 1933.
Til julefrokosten var der inviteret 100 mand. Den varede i tre timer. Og her var det så Paludan – Müller pludselig dukkede op. Antagelig var han slet ikke inviteret. Om det var fordi han skulle køre helt fra Gråsten eller fordi han flere gange havde overtrådt retningslinjer fra København, vides ikke. Han holdt en ikke særlig diplomatisk tale. Det lykkedes for borgmesteren sådan nogenlunde at holde trådene sammen. Aviserne forsøgte også at holde det nede og Nordschlesvigsche Zeitung omtalte slet ikke talen.
Grunden til, at der ikke skete flere alvorlige hændelser, var nok at de to nationaliteter fejrede jubilæet hver for sig.
Peter-Gruppen og Besættelsesmagtens terroraktioner i Sønderjylland 1943-45
De fleste af Peter – gruppens aktioner foregik i København og de andre storbyer. Men Sønderjylland slap ikke. Gruppen fik navn efter lederens højre hånd – Peter Schäfer. Lederen var Otto Schwerd. Gruppen bestod af både danskere og tyskere samt yderligere et par nationaliteter.
Gruppen stod for 267 forbrydelser – alt fra sabotager og bombeangreb til clearingmord. På tysk hed det ”Gegenterror, Det var en klar overtrædelse af folkeretten.
Med den danske regerings tilbagetrækning skærpedes den tyske politik. På Wener Bests initiativ blev sabotagebekæmpelsen i Danmark. Det blev besluttet at oprette en tysk politiledelse i Danmark.
Fra november 1943 steg modstands-aktiviteten i Danmark. Heinrich Himmler beordrede endnu hårdere gengældelsesaktioner. Pancke blev indkaldt og Himmler beskyldte ham for fejhed.
Drabet på Kaj Munk var en af disse clearingmord.
I løbet af 1944 steg antallet af sabotageaktioner, likvidering af stikkere, nazister og medlemmer af værnemagten. Samtidig steg aktionerne fra tyskernes side. I første halvdel af 1944 begik Peter-gruppen 10 clearingmord. I anden halvdel var dette antal steget til 50 clearingmord.
Der blev også oprettet et specielt Sonderkommando Dänemark, der havde til opgave at bekæmpe modstandsbevægelsen.
To virksomheder i Aabenraa – Maskinfabrikken Hamag og Aabenraa Motorfabrik blev udsat for sabotage fra Modstandsbevægelsen. Det har vi tidligere skrevet om. En ung sabotør røbede under totur modstandsfolkenes skjulested. Nordschleswigsche Zeitung skrev en kritisk artikel om politiets rolle under aktionen. Det fik Gestapo til at undersøge sagen.
Modsvaret kom fra Peter-gruppen. De sprang politistationen i luften. Flere betjente blev alvorlig såret.
Den 29, september 1944 sprang Peter-gruppen forsamlingshuset i Vedsted i luften Det var modstandsmanden og kommunisten Hans Andersen fra Haderslev, der var blevet overmandet af tyskerne med knipler og geværkolber. Bagefter blev han henrettet for øjnene af de mange gæster i forsamlingshuset. Bovensieben – SD – chefen mente at forsamlingshuset var tilholdssted for modstandsgrupperne i Sønderjylland. Og det ville Peter – Gruppen hævne.
Allerede i 1943 var journalisten Chr. Hansen Damm offer for det første forsøg på clearings-drab I Danmark. Han var bl.a. journalist hos Flensborg Avis. Han overlevede dog med svære skader. Måske var det som hævn for en sabotageaktion mod Deutsche Jugendschaft Nordschleswig, der var grund til aktionen mod Damm.
Federal Union of European Nationalities – belyst fra det danske og tyske mindretal i perioden 1969 – 1978
Sydslesvigsk Forening (SSF) og Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN) blev medlem af FUEN i 1951. Gennem København – Bonn erklæringen fra 1955 var de to mindretals-forening sikret rettigheder.
Begge mindretal kæmpede for en revision af den dansk – tyske statsgrænse.
Efter Anden Verdenskrig havde begge mindretal af forskellige årsager opgivet dette mål. Det tyske mindretals nazificering havde gjord forholdet til Danmark anspændt. Og det danske mindretal oplevede en opblomstring lige efter krigen. Briterne tilbød en grænserevision.
En avisfejde mellem Jep Schmidt og Karl Otto meyer gennem lederspalter i Der Nordschleswiger og Flensborg Avis udspandt sig i perioden 1969 – 1974.
Karl Otto Meyer mente at FUEN skulle have sørget for mere tilskud fra den vesttyske regering. En ny konflikt opstod, da Jep Schmidt opstillede som præsidentkandidat for FUEN. Men det danske mindretal ønskede ikke ham som præsident. Det blev han dog senere.
Personlige konflikter og mere eller mindre bevidste forsinkelser i kommunikationen opstod. Og så havde FUEN også økonomiske problemer.
I Landflygtighed – sønderjyden Søren Outzens flugt fra tysk militærtjeneste under Første Verdenskrig
Den 4. september 1916 slap Søren Outzen fra Ellum over den daværende grænse mellem Danmark og Tyskland. Det skete ved Klaaby syd for Ribe. Det førte til flere års landflygtighed:
Han vendte først hjem til Sønderjylland i foråret 1919. Her blev han dog arresteret – beskyldt for Fahnenflucht. Men han flygtede.
Søren Outzen blev i 1916 ramt af tyfus. Først var han indlagt på et lazaret i Vilnius senere overflyttet til lazaret til Kaunas. I august 196 rejste han på 14 dages rekreationsorlov. Han havde fået nok af at være frontsoldat.
2.500 deserterede dengang. Det svarer til 8 pct. af nordslesvigerne. Fra Tønder kredsen, hvor Søren Outzen kom fra var det 198, der deserterede.
En spændende artikel krydret med hovedpersonens egne erindringer.
Kilde:
De Slesvigske Krige
Søfarten i Aabenraa
Tønder Byjubilæum
Første Verdenskrig
Det tyske og det danske mindretal
Besættelsestiden
Dato: december 18, 2023
Aabenraa – latrinære begivenheder
Denne artikel kan forekomme uhumsk. Men den lugter ikke. Inden vi her når Aabenraa skal vi læse om den latrinære Danmarkshistorie. Det giver en bedre forståelse. Hvorfor hedder det ”das” og ”lokum”. Direkte ned i voldgraven. Man lagde bare nye brosten. Man kunne ikke blive ved at grave nye huller. Natmændene. Skyldende vandkloset blev opfundet. Og det gjorde vandlåsen også. I begyndelsen var det kun wc for de velhavende. Lokum og das blev udfaset – men ikke lige hurtig alle steder. Sidste tømning af latrinspande i 2008. Ikke mere ”ålesuppe”. 48 bagdele om et sæde. Hvordan kom man af med det? Stednavne vidner om det Latrinære. Latrinære forordninger allerede fra 1269. ”Det hemmelige hus” over Kastelsgraven. Toiletpapir var en lettelse. Afføring kan fortælle forskere meget. Svært at komme af med renovation. I Aabenraa var der møddinger på gaden. Renovationsbygning på farversmølle. God forretning for Aabenraa kommune at sælge ”Gødning”. Renovationsarbejdere i Aabenraa tjente godt. I 1902 kom det første wc til byen. Klager over forurening. En strejke i 1920. I 1940 var der 1.583 wc’er i Aabenraa. Optøning af frosne latrinspande første til brand i renovationsbygning. Badeanstalt blev lukket. Det førtes direkte ud i fjorden. Først i 1960 fremlægges en samlet plan over ordentlig kloakering. Ny rensningsanlæg i 1967.
Artikel kan forekomme uhumsk
Denne artikel kan måske forekomme uhumsk. Og i begyndelsen vil du sikkert bemærke, at det ikke har meget med Aabenraa at gøre. Men vi går lidt tilbage for lige at få historien med. Og heldigvis lugter denne artikel ikke.
De ældste lokummer i Danmark var placeret over dybe huller som blev muret op eller træbeklædt indvendig. Hullerne blev jævnlig tømt men også dækkede man dem til og startede et andet sted.
Hvorfor hedder det ”das” og ”lokum”
Vi skal først lige have forklaringen hvorfor det hedder ”das”. Det kommer fra det tyske ”das Haus”. Og hvorfor hedder det så lokum. Ja se det kommer fra det latinske ”locus”. Det betyder ”sted”. Og det var selvfølgelig det sted, hvor folk beskyttet for vejr og vind kunne komme af med afføring og urin. Og det var dengang uden kloakering.
Ofte var det en træplade med et lille hul i. Ja dengang blev man nødt til at besørge med en tønde eller kasse neden under. Når den var fyldt op, ja så flyttede man bare et andet sted hen.
Direkte ned i voldgraven
På slotte og herregårde førtes ens efterladenskaber direkte ned i voldgraven. Sådan har det sikkert også været på Brundlund Slot. I samme voldgrav kunne man så fremelske karper. Og karper er som bekendt altædende.
På gårdene ude på landet blev nødtørften forrettet i stalden. Når så dyrenes afføring blev møget ud fulgte den menneskelige med dyrenes. Og mange landmænd tjente penge på det ved at sælge det som gødning.
Både på landet og i byerne gravede man brønde i samme område, hvor man både havde das og møddinger. Så skete der ofte, at der opstod en krydsforurening. Dette førte så til spredning af kolera, tyfus og meget andet.
Man lagde bare nye brosten
Meget lort havnede direkte i rendestenen, hvis der var sådan en. Og brostenene forsvandt i afføring efter nogle år. Så lagde man bare et nyt lag brosten oven over.
Man kunne ikke bare grave nye huller
Efterhånden kunne man ikke bare oprette nye lokummer, når kassen eller tønden var fuld. Nu blev man nødt til at ømme disse. Mange steder var dasset placeret i baggårde. I store ejendomme var det i den bagerste del af huset.
Og så blev det forbudt selv at tømme disse kasser eller tønder. Christian den Anden indførte en lov i 1522, der bestemte dette. Det skulle være de såkaldte natmænd. I Helsingør blev en man, der i 1568 faktisk blev smidt ud af byen, fordi han selv tømte tønden.
Natmændene
Natmændene udførte et job, som borgerskabet ikke ville se eller tænke på. Disse natmænd blev også socialt udstødte. Det var ofte tatarer eller jøder, der fik disse jobs.
Skyldende vandkloset blev opfundet
Det var en englænder, der opfandt det skyldende vandkloset. Men han opfandt ikke vandlåsen. Der lugtede derfor stadigt. Derfor skal vi helt op til 1700 – tallet før det vandskyllende toilet – wc/waterclosetet blev populært.
Omkring 1900 tog vandskyllende toiletter over. Der kom også kloakering.
Vandlåsen blev opfundet
Og det var heldigt at skotten Alexander Cummings ”opfandt” vandlåsen. Det tog han selvfølgelig patent på. Det var omkring 1800. at de første WC’ er nåede til Danmark. Det var dog på det tidspunkt ikke installeret kloakering, så afføringen løb ud i rendestenen. Derfor blev WC’ er forbudt.
Man fandt ud af, at der var noget, der hed bakterier.
I begyndelsen var det kun WC for de velhavende
Nakskov var den by i Danmark, der var først med kloakering. Der var kloaknet, men det var ikke tilsluttet WC. I begyndelsen var det kun de rige, der fik installeret rigtig WC og til kloaknettet. Det var i velhaverkvarteret omkring Stockholmsgade, man var først. Og her kom der marmor.
Lokummer og Das blev udfaset – men ikke lige hurtig alle steder
I løbet af 1900-tallet blev det lovpligtig at installere et WC, hvis ens ejendom lå op ad et kloaknet. Det fik man ikke lige med det samme ude på landet. Her fortsatte man med at sætte sig ud i stalden eller på et udendørs lokum.
Dasser/lokummer og latriner blev efterhånden udfaset. Dog ikke lige hurtigt alle steder.
I byejendomme kunne det være svært at finde plads til de nye toiletter. Det blev ofte tjenestepigens værelse, der blev brugt til dette. Det vil sige det værelse, der lå ud til bagtrappen.
Sidste tømning af latrinspande i 2008
Først i 2008 blev den sidste organiserede tømning af gammeldags das foretaget i kolonihaver og fiskerhuse i København. Det blev foretaget af Renholdningsselskabet af 1898. Spandene blev kørt til Amager. Derfor kalder man denne ø endnu for Lorteøen. Ja man byggede ligefrem en ”Latrinjernbane”.
Men nu var det ikke lige med det samme at alt lort blev sendt til Amager. Meget af tøndernes indhold blev smidt i vandet. Det ildelugtende vand dannede en brun bræmme helt ned til Køge.
Borgerne fik ikke mere ålesuppe
Efterhånden anlagde man et rigtigt vandværk i Kløvermarken efter at det første vandværk blev anlagt i 1854. Nu kunne man begynde at rense vandet. Nu fik borgerne ikke mere ålesuppe. Det hed ålesuppe, for nogle gange sneg der sig fisk og ål med i rørene.
Mange steder fik man installeret et såkaldt bak-ud-toilet. Det hed det, fordi toiletterne var så små, at man var nødt til at bakke ind og ud.
48 bagdele deltes om et sæde
I gårdene fik man de såkaldte retirader. Disse blev hjemsted for masser af rotter men også et arnested for smitte. Nogle steder skulle man stå i kø. Der var ofte 48 bagdele, der skulle deles om et sæde.
I byerne kunne der være lidt barsk at skulle gå ned fra femte sat i bælgmørke af bagtrappen, hvis man om natten skulle besørge. Og når det så var frostvejr, var det måske endnu hårdere.
Hvordan kom man af med det på 5. sal
Så var det godt at man kunne gøre det på natpotten. Her var det ofte den ældste knægt som skulle sørge for at indholdet blev tømt. Og det skete også hustruen gemte potten inde bag forklædet. Men det var skam ikke altid der var tid eller tålmodighed til dette. Så var det tros alt lettere lige at åbne vinduet og smide indholdet ud på gaden eller ned i baggården.
Gamle Fru Hansen oppe på sjette sal pakkede det store ind i avispapir og så ellers også ud af vinduet. Da vaskekummen kom, kunne man så smide det i denne også det store. Men det var nu ikke altid faldstammen kunne klare dette. Om sommeren opstod der en ulidelig stank.
Stednavne vidner om det latrinære
Mange stednavne minder om de latrinære begivenheder dengang. Vi har for eksempel gaden ”Skidenstræde”. Her ville beboerne ikke bo, så de fik stedet omdøbt til det lidt mere velklingende navn ”Krystalgade”.
Ja så er det også ordet ”Mag” (Magstræde). Det minder os om det ”at have sin mag”. Det betyder at have afføring eller forrette sin nødtørft.
Hysken (Hyskenstræde) betyder ”lille hus” (efter tysk: Häuschen).
Forordninger allerede fra 1269
Meget tidligt kom der forordninger om, hvor man måtte placere et latrin eller hvad man ellers kaldte det. Den ældste skriftlige kilde om dette finder vi i Ribe Stadsret 1269 § 57:
Det har også tidligt været fokus på lugten. Dette ses i en kilde fra Bogense fra 1514:
Det hemmelige hus direkte over Kastelsgraven
Se dette rettede man sig ikke efter på Kastellet. Her anbragtes ”et hemmeligt hus” direkte over voldgraven, så de mange soldater kunne komme af med deres afføring. Og det skete et par hundrede år efter forordningen fra Bogense. Og så klagede man over en forfærdelig lugt på Kastellet.
Toiletpapiret var en lettelse
Man brugte mos, hø, græs, pinde, klude og sne til at tørre sig med. Der fældes hver dag 27.000 træer til at lave toiletpapir af. Dette svarer til 15 pct. Af Verdens afskovning. Hver person brugte i 2005 i gennemsnit 3,8 kg toiletpapir. Ja man siger at en gennemsnitsdansker bruger 51 ruller om året.
Kineserne var de først, der brugte papir i stedet for blade. Det nævnes i år 589. Det første toiletpapir, som vi cirka kender det i dag dukkede op i 1800- tallet. Men det er amerikaneren Joseph Gayetty, der står som opfinder af det kommercielle toiletpapir. Det var i 1857.
Men først i 1928 kom det på ruller, som vi kender det i dag.
Afføring kan fortælle forskere meget
Afføringen fra fortiden fortæller ikke kun nogen om, hvad vores forfædre spiste. Det giver også en viden om, hvordan de handlede og rejste. Et fund af ekskrementer er aldrig et glansbillede – man kunne komme ganske tæt på.
Efter denne lange indledning nærmer vi os endelig til Aabenraa. Ja her sad mange også ved møddingen og forrettede deres nødtørft. Men som vi allerede har skrevet, så fandt Louis Pasteur ud af bakterierne i 1857.
Svært at komme af med renovation
Byernes vækst gjorde det også mere vanskelig at komme af med renovationen efterhånden som byerne voksede. Nu forsvandt kreaturer og andre dyr også fra gadebilledet sammen med de store købmandsgårde, der blev erstattet af detailforretninger i løbet af de første årtier af det tyvende århundrede.
I Aabenraa var der møddinger på gaden
Byerne blev et oplevelsesrum, hvor spadserende og flanøren kunne kurtisere eller se på de varer, som blev falbudt i de nye butiksvinduer. Den slags fornøjelser var slet ikke forenelige med åbne rendestene og beskidte gader. Også i Aabenraa lå der møddinger på gaderne.
I Sønderjylland var Sønderborg først ude med kloakering i årene 1870-73, men først fra 1890erne kom der alvor gang i gravearbejdet og ellers
Renovationsbygning på Farversmølle
I Aabenraa afventede man tydeligvis udviklingen i de øvrige byer. Oprindelig blev natrenovation kørt på åbne spande ud af byen. Indholdet blev spredt på byens jorder. Men den 24. februar 1910 påbød en ny ”Ortsstatut”, at de åbne vogne skulle erstattes af dagrenovation med lukkede spande, først af træ siden af zink. Jo bødkerne i Aabenraa tjente godt dengang på at levere lukkede lokumsspande i træ.
Samtidig blev der opført en renovationsbygning i træ ved Farversmølle, Her blev spandene tømt i en aflang cementbeholder, hvor det flydende blev drænet væk til ajlebeholder. De resterende fækalier blandet med tørvestrøelse for at opsuge fugten.
God forretning for Aabenraa at sælge ”gødning”
Efter godt 14 dage blev denne masse kørt ud på en mark i nærheden af bygningen, hvor ”gødningen” lå til afhentning hos køberne. Og dette var bestemt ikke en dårlig forretning for kommunen. I 1925/26 gav salg af gødning m.m. 2.195 kr. Dette dækkede rigeligt udgifterne til hesteholdet. Hovedindtægten stammede dog fra gebyrerne for tømning af spandene, som dette år gav 33.422 kr. Dette gjorde renovationsanstalten til en særdeles lukrativ forretning med et samlet overskud på 9.717 kr.
To gange om ugen kørte renovationsvognen gennem byen fra marts til oktober mellem 7 og 19. I de øvrige måneder var det mellem 8 og 17. I nødstilfælde kunne der også køres om søndagen. Men i givet fald skulle det ske inden kl. 9 om morgenen. Samtidig blev det forbudt byens borgere at udlede deres spildevand i rendestenen.
Renovationsarbejdere i Aabenraa tjente godt
Byens renovationsvæsen blev i 1919 klaret af vognmand Clausen samt seks renovationsarbejdere. Disse renovationsarbejdere tjente ganske godt. Det lå væsentlig over, hvad en lærer på en af de sønderjyske landsbyskoler kunne tjene.
På dette tidspunkt var man for længst begyndt at tænke i andre baner. Allerede i 1888 begyndte man at diskutere en ”kanalisering” af Aabenraa, som af uafklarede årsager ikke blev til noget.
I 1901 kom det første wc til Aabenraa
Fra 1901 er der bevaret en tegning af Aabenraas første ”træk og slip” Det var hos købmand Hans Danielsen. Storegade 35. Og så kunne borgerne i Aabenraa bidrage med frivillige bidrag til kloakering af Aabenraa. Den største bidragsyder var senator Gustav Raben med et beløb på 450 mark. Herfra var der et godt stykke ned til den næststørste bidragsyder købmand F.A. Jensen, Storegade 36, som donerede 150 mark.
Det var dog først i 1916, at der generelt blev givet tilladelse til at installere vandklosetter i byen. I 1921 var der 1.221 renovationsspande men kun 76 wc’ er i byen. Det havde sine gode grunde. Aabenraa havde på dette tidspunkt et helt utilstrækkeligt kloaksystem.
Klager over forurening
Frem til Første Verdenskrig kørte der flere sager vedrørende manglende vedligeholdelse og tilstoppede slamkister og kloakker, bl.a. på Tondering Lederwarenfabrik, Nygade 12. I 1919 var problemerne med kloakvandet så slemt, at redaktør Jens Frost klagede til kommunen over at der ikke længere var laks i Tøgesbach (efter al sandsynlighed Tyvkærbæk).
Det var forbudt ifølge den preussiske fiskerilov at udlede spildevand i fiskefarvand. Forureningen havde fuldstændig ødelagt laksebestanden og givet redaktør Jens Frost et betydeligt tab i forhold til fiskeriet i efteråret 1918. Også her var den store synder ifølge klageren P. Tondering Lederwarenfabrik.
En strejke i 1920
Den 3. – 12. juni 1920 deltog renovationsarbejderne i den store generalstrejke i Nordslesvig. I Aabenraa medvirkede en del borgere i den såkaldte ”samfundshjælp”, der bl.a. bestod af kørsel med latrinspande. Hos mange arbejdere var fortørnelsen stor over dette skruebrækkeri.
I 1940 var der 1.583 wc’er i Aabenraa
I løbet af mellemkrigsårene blev wc’ er stadig mere almindelige. I 1940 var der 1.583, som hovedsagelig var installeret i nybyggeri i de nyere kvarterer omkring Bybakken. Sideløbende med wc’ernes indtog forsvandt de gamle dasser. Men i 1940 var der stadig 797 tilbage i Aabenraa.
Brand grundet frosne latrinspande
I 1946 gik byrådet ind med et tilskud på 100 kr. til det første wc, som blev installeret i en ejendom og 50 kr. til de efterfølgende. På dette tidspunkt blev latrinspande stadig kørt ud til renovationsbygningen. I 1947 brændte bygningen, da man havde fyret ekstra godt op for at tø de frosne spande op. Kommunen opførte i stedet en ny på Sønderskovvej. Ved samme lejlighed fik man en lokal landmand til at afhente gødningen.
Tilskudsordningen blev ikke den store succes. Først i løbet af 1960’erne forsvandt ”lokumsspandene”. I 1969 var der 51 renovationsspande tilbage. Først den 1.oktober 1974 forsvandt byens sidste das.
Det førtes direkte ud i fjorden
Tilsvarende gik det sindigt med kloakeringen og etableringen af et rensningsanlæg. En vedtægt for anbringelse af klosetter fra 1921 påbød, at wc’erne enten var forbundet med hovedkloakken eller førtes direkte ud i fjorden eller åen gennem en lukket ledning.
Konsekvenserne udeblev ikke. I 1947 konstaterede embedslægen, at afløbet til fjorden burde flyttes eller føres længere ud i fjorden. Det følgende år blev byens badeanstalt lukket som følge af sundhedsfare.
Først i 1960 fremlægges en samlet plan om kloakering
Først i 1960 kunne stadsingeniør S.E. Gundestrup fremlægge en samlet plan for en kloakering af byen og opførelsen af et rensningsanlæg. Oprindelig skulle rensningsanlægget have været placeret ved Brundlund Slot, men denne vakte modstand hos Det særlige Byggetilsyn, I stedet blev detailprojektet godkendt af byrådet i 1863 med en placering af rensningsanlægget ved Stegholt.
Ny rensningsanlæg i 1967
Kloakeringsarbejdet strakte sig over 12 år. Men allerede i 1967 kunne formanden for Teknisk Udvalg, Dycke Hoff indvie det nye rensningsanlæg. Det bestod af et mekanisk bundfældningsanlæg, hvorefter spildevandet blev ført 800 meter ud i fjorden. Åh ja i mine 15 år i Aabenraa har jeg ofte badet ved Sønderstrand.
Det gik temmelig lang tid
Oprindeligt havde man planer om et biologisk rensningsanlæg, men disse planer blev skrinlagt. Nok fik Aabenraa sit første kendte ”træk og slip” i 1901. Men det var først med den økonomiske vækst i 1960’erne, at der for alvor blev skabt et samlet kloaknet og rensning af spildevandet i byen.
Og så tror jeg vi nåede hele vejen rundt.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: december 7, 2023
De tre koge – syd for Højer
Vi badede der som unge. En fiskekutter og en motorbåd. Tøndermarsken opstået gennem tusinder af år. Der blev udstedet oktrojer(privilegier). Jorden blev overtaget frit og frank. Hvem var interessenterne? Selvbestemmelse. Hvad står der i forordningerne? Inddigningen afsluttet i 1861. Slusen stod færdig i 1860. En parallelvej og tre tværveje blev anlagt. En bro over Vidåen. Jorden tildelt ved lodtrækning. Højer Bønderkommune tabte retssag. Møgeltønder Kog fik ejendomsret. De største lodsejere – de fik tildelt ekstra jord. Selvstyre, skattefrihed og retten til forlandet er historie. Men hvem skal egentlig vedligeholde Højer Sluse? Nybygger-stemning i Ny Frederikskog.
Fakta:
Vi badede der – som unge
Efterhånden har vi skrevet en del om disse områder. Men der er stadig ting at berette om disse unikke områder. Det var jo dengang, vi kunne bygge tømmerflåde og sejle og bade i prilerne. Det må man hvis ikke mere. Vi havde fået at vide, hvornår vi senest skulle være ude af området og bag diget.
Det var i det område, hvor man nu har anlagt en saltvands-sø.
En fiskekutter og en motorbåd
Det var dengang, der endnu var Forsøgsstation. Nu er dette igen blevet til Hohenwarde. Og nede ved fabrikken ved broen lå Opa’ s fiskekutter. Han havde så senere kun en motorbåd, som jeg fik lov til at styre på kanalen.
Som jeg har omtalt i efterhånden mange artikler efterhånden, sad vi ofte på stormfulde aftner ude i Ny Frederikskog og lyttede til Blåvand Radio, Lyby Radio og Norddeich Radio. Det var kystradiostationer.
Det var dengang vi også så Sort Sol, men dengang var det skue som vi observerede endnu ikke navngivet.
Tøndermarsken opstået gennem tusinder af år
Tøndermarsken udgør samlet et område på 10.000 -12.000 ha. Den er opstået gennem mindst tusinder års stadige ændringer og tilvækst ved kysten langs Vadehavet. Udviklingen med dannelse af nyt forland fortsætter. Det første havdige på det det nuværende danske område blev bygget i 1556. Som vi tidligere har omtalt i artikler, var det hertug Hans, der var bygherre. Det vil sige, han pålagde beboerne i marsken at gennemføre arbejdet.
Hertugen afgav rettigheder
Jordejerne i de enkelte koge blev pålagt den fremtidige vedligeholdelse af havdiget og afvandingsanlæggene. Det var landsherren, der ejede alle rettigheder til stranden. Men fra slutningen af 1500-tallet begyndte hertugen at afgive rettighederne til benyttelse og ind-digning af forlandet.
Der blev udstedt oktrojer (privilegier
Der blev udstedt oktrojer (privilegier). Det handlede om rettigheder og forpligtelser. I det nuværende danske områder findes en oktroj for Ny Frederikskog fra 1690 og en oktroj for Rudbølkog fra 1712.
Fra 1956 afgav Frederikskogerne ejendomsretten til forlandet. Den fremskudte dig fra 1982 ejes af Sønderjyllands Amt.
Jorden blev overtaget frit og frank
Gammel Frederikskog blev ind-diget i 1692. Oktrojen blev underskrevet 15. oktober 1690 af Hertug Christian Albrecht på Gottorp. Jordene blev overladt som ejendom til interessenterne, deres arvinger og efterfølgere. Jordene kunne pantsættes, bortgives, testamenteres eller sælges uden myndighedernes tilladelse.
Jordene blev overtaget frit og frank uden nogen afgifter og pålæg de første 17 år. De første 17 år kunne kvæg, korn og andet sælges uden told og licenser. Hvad der var behov for i denne kog, måtte frit indføres. Man måtte opstille vind – og hestemøller uden for, på og inden for digerne og udnytte dem til fri malen, brygning og bagning.
De kunne have herberg, bygge gårde og stalde samt drive andet håndværk, købmandskab og erhverv uden afgifter og vederlag. Jordarealerne skulle interessenterne selv fordele ved lodtrækning, så enhver fik sin del på en rimelig måde.
Hvem var interessenterne?
Interessenterne var hovedsagelig købmænd og embedsmænd fra Tønder, samt en del mindre jordbrugere i Horsbüll herred. Den største ejer var kniplingshandler Peter Struck i Tønder med 313 demat jord. Provst Kenckel fik 105 demat.
På hans grund blev der anlagt et stort værft og opført gården Kenckelhof. Gården var beboet til omkring 1740 og blev derefter nedbrudt.
Den næststørste ejer var Peter Thomsen var Peter Thomsen fra Rudbølgård med 130 demat. Hans søn Thomas Thomsen byggede værftet og gården, der senere blev kaldt ”Inspektørværftet” Her boede slægten og handelsmanden Peter Jacobsen i mange år. Fra 1816 til 1848 boede kogs-inspektør Hans Heinrich Brodersen på gården.
Den fjerdestørste ejer var herrefoged Fedder Lundten i Højer med 86 demat. I alt var der 43 jordejere med tilsammen 1.202 demat græsningsjord. De ny ejere fik bevilliget udstrakt selvstyre. I kogen gjaldt Ejdersteds landsret. Det betød bl.a. at kogs-bestyrelsen havde politi – og retsmyndighed.
Selvbestemmelse
Bestyrelsen skulle sørge for diger, veje, vandløb, skolevæsen og andre fælles anliggender. Oktrojen blev bekræftet mange gange, senest i 1854. Den 24. marts 1859 godkendte ministeriet en plan for en dige-linje, dige-profil og slusebyggeri, der var udarbejdet af kaptajn von Carstensen. Amtmand Reventlow for Tønder Amt, der også var overdigegreve, sendte den 5. april 1859 forordningen til kogs-interessenternes efterretning og videre foranstaltning.
Hvad stod der i forordningen?
Af forordningen fremgår:
Inddigningen afsluttet i 1861
På dette grundlag begyndte man i 1859 inddigningen, som blev afsluttet i 1861. Det nye havdige gik i en snorlige linie fra Siltoft ved den gamle Viddingherreds nordvestlige hjørne til Højer Klev. Bygherren var Kogs-bestyrelsen med koginspektør Refslund i spidsen og digegreve Nissen fra Tønder som tilsynsførende.
I sommeren 1859 byggede man ”Kaidiget” (lav beskyttelsesdige) på forlandet med en fuld længde på ca. 7.000 meter. Arbejdet beskæftigede ca. 300 mand i to måneder. Dette dige led imidlertid skade under stormfloder i august 1859, marts 1860 og pinsen 1860. Diget måtte derfor istandsættes flere gange.
Slusen stod færdig i 1860
Stenslusen blev bygget af bygmester J.F. Weise fra Husum. Bygningen blev påbegyndt i september 1859. Den 25. maj 1860 blev der afholdt slusefest. I december 1860 stod slusen færdig. Prisen var 130.000 rth. (rigsthaler).
Havdiget blev bygget sommeren 1860 med færdiggørelse og enkelte reparationer i foråret 1861. Der deltog 18 entreprenører. Diget blev fremstillet som håndarbejde med brug af hestekøretøjer, trillebørere og af materiale opgravet uden for diget. I alt blev der beskæftiget ca. 3.000 arbejdere i løbet af anlægsperioden 1860 – 1861.
Arbejderne boede i området og måtte ikke forlade kogen uden polititilladelse. Havdiget kostede 221.836 rth.
En parallelvej og tre tvær -veje blev anlagt
Kogs-bestyrelsen besluttede at anlægge en vej parallelt med havdiget ca. 628 meter øst for diget og derefter for hver 120 roder. Der blev anlagt tre tværveje. Langs vejene og mit imellem vejene blev der gravet afvandingskanaler, der forsynedes med sieler ved udløb i Vidåen. Siele er betegnelsen for en mindre vandings-sluse. Disse anlæg blev udført af kogen og udgør endnu det eksisterende vej-og afvandingssystem.
En bro over Vidåen
Over Vidåen blev der i 1861 bygget en kørerbro med en broklap, som kunne åbnes for skibsfart. Broen kostede 4.798 rth.
Alle anlæg var færdige og regnskabet afsluttet den 12. oktober 1861. Inddigningen med sluse kostede 455.125 rigsdaler. Heraf modtog kogen 69.000 rigsdaler som tilskud. Restbeløbet på 386.125 rigsdaler blev betalt af jordejerne i Ny frederikskog efter arealets størrelse, idet vaj og vandløb var fritaget. Udgifterne blev fordelt således (i rigsdaler):
Frederikskogenes andel blev betalt dels af opsparet kapital og dels af nye lån. Disse lån blev tilbagebetalt i løbet af de 17 skattefri år.
Jorden fordelt ved lodtrækning
I maj 1861 blev jordene fordelt mellem alle, der havde rettigheder i den nye Frederikskog. Først udlagde man de arealer, som regeringen og de øvrige koge havde krav på. Dernæst fordelte man resten af jordene ved lodtrækning mellem samtlige jordejere i det gamle Frederikskog.
Arealet syd for Højer indtil Vidåen og Sejersbæk tilhørte på forhånd Landes Herrenschaft, dvs. regeringen. Desuden fik regeringen et areal ved Højer-Rudbøldiget nord for den gamle Højer sluse i alt 175 demat.
Højer Bønderkommune tabte retssag
I de følgende år opstod der én retsstrid om disse arealer, idet Højer Bønderkommune gjorde krav på arealet. Kommunen havde hidtil haft brugsretten til området. Det var rent faktisk matrikuleret 1844 efter det danske system, som en del af bønderkommunens jord. Bønderkommunen tabte retssagen ved overretten i Flensborg. Dermed mistede de rettighederne til jorden. Senere blev der afgivet tre demat til den ny slusemesterbolig og 1 ½ demat til havneplads for Højer flække.
Det gamle havdige mellem Højer og Rudbøl tilhørte henholdsvis Møgeltønderkog og Treherredskog. De havde vedligeholdelseses-pligten og oprindelig også retten til forlandet.
Møgeltønder Kog fik ejendomsret
Fra 1853 foreligger en overenskomst om udlejning af forlandet foran Højer bønsserkommune og foran treherreds dige. Møgeltønderkog havde ingen overenskomst, og den fik tildelt forlandet foran sin del af det gamle dige ved Sejersbæk til Vidåen. Der var 33 demat, som staten gjorde krav på, men retten for Møgeltønder – Ballum Birk Tilkendte Møgeltønderkog ejendomsretten.
Treherreds kog ejede oprindelig forlandet foran deres del af Højerdiget. I 1789 indgik man en overenskomst med Frederikskog om Lille Vade. Det er arealet mellem Højerdiget og Generalstrømmen, gående fra Rudbølkog-diget til Højer Sluse (det gamle afløb fra Højerkog). Lille Vade skulle tilfalde Frederikskogen.
Til diget hørte cirka 90 meter spadeland, som en del af diget. Treherredskog fik tildelt 21 demat mellem Højerdige og Vidåen. Rudbølkog og Vidding herreds kog gjorde også krav på en andel af det ny inddigede areal. De fik alene tillagt en del af deres spadeland som afgiftspligtigt areal.
Lodtrækning i Tønder
Resten blev fordelt ved lodtrækning mellem samtlige jordejere i Gammel frederikskog. Lodtrækningen fandt sted den 25. maj 1861 i Tønder efter annoncering og indbydelse. 73 jordejere eller stedfortrædere var mødt frem. Efter drøftelser om samtlige punkter i protokollen, der var skrevet på både dansk og tysk, blev protokollen underskrevet af alle. Så fulgte lodtrækningen. De største jordejere trak først.
Den største lodsejer
De nye ejere overtog straks deres nye arealer. Den største lodsejer var C.R.P. Angel på Bjerremark. Og så er vi ved historien om Hohenwarte som du kan læse i en speciel artikel.
Den næststørste lodsejer var Tønder Vajsenhus-
Efter inddigningen i 1861 påbegyndte man forlandsarbejdet. Det var som aktiv indvinding af nyt land. Og dels for at beskytte diget. I 1956 blev der indgået en overenskomst mellem Frederikskogenes kogs-bestyrelse og Statens Jordlovsudvalg. I overenskomsten fastslås at Frederikskogene i henhold til Oktrojen fra 1690 er ejere af forlandet på 334 ha. Men nu blev den danske stat delvis ejere af forlandet.
Det fremskudte dige 1979 – 81
Lov om det fremskudte dige for Tønder Marsk blev vedtaget den 8. juni 1977. Det fremskudte dige og Vidåslusen blev bygget 1979 – 1981 af Sønderjyllands Amt. Diget er bygget 1.400 meter vest for det gamle havdige fra 1861. Det går fra Emmerlev Klev i nord til landegrænsen og fortsætter på tysk side til Sild – dæmningen. Ved inddigningen opstod Margrethe-kog med et areal på ca. 1.200 ha.
En beskyttelses-lov
I henhold til overenskomsten fra 1956 blev en tredjedel af det oprindelige forland overdraget fra Frederikskogerne til Staten. På landbrugsarealerne blev anlagt markveje, gravet afvandingskanaler og bygget pumpestationer. De 244 ha, som tilhørte Frederikskogene blev fredet ved fredningsnævnets kendelse af 1. marts 1984 og overfrednings-nævnets kendelse af 12. november 1985.
Arealerne skal henligge i vedvarende græs og må ikke beplantes eller bebygges. Frederikskogerne modtog en erstatning for fredningen.
De største lodsejere fik tillagt jord
Folketinget vedtog den 12. marts 1988 en lov om beskyttelse af de ydre koge i Tøndermarsken. Loven omfatter bl.a. hele Gammel Frederikskog og størstedelen af Ny Frederikskog. Loven bestemmer at størstedelen af arealerne skal bevares eller tilbageføres til vedvarende græs og høj vandstand i kanaler og skelgrøfter om sommeren.
Loven gav mulighed for at der gennemføres en jordfordeling i området. Frederikskogernes arealer i Magrethe-kog blev inddraget i denne jordfordeling, der blev afsluttet i 1992. Frederikskogerne afgav et samlet areal på 94 ha i Magrethe-kog til staten og modtog 57 ha spredtliggende arealer i Gammel og Ny Frederikskog, samt i Rudbølkog.
Lodsejerne i Frederikskogene har altid været klar over, at de var medejere af Frederikskogs forland. Straks efter inddigningen i 1981 fremsatte nogle større lodsejere krav om at få udmatrikuleret deres andel af jorden i Magrethe-kog. Tidspunktet for udstykningen blev dog forskudt pga. fredningen i 1984, lov om Tøndermarskens naturbevarelse i 1988 og jordfordelingen i 1992.
Kogs-bestyrelsen besluttede på sit møde den 13. september 1994, at grundejere med mere end 15 ha i Frederikskogene kan få tillagt jord. De mindre grundejere skulle have udbetalt deres andel af jordværdien.
Tildeling af jord eller udbetaling af jordværdien skete til den, som var bidragspligtig og tinglyst grundejer i gamle og ny Frederikskogs ejerlav den 1. november 1994.
Selvstyre, skattefrihed og retten til forland er nu historie
Privilegierne gælder ikke længere ude i kogene. Skattefrihed, selvstyre og retten til forland er nu historie. Det offentlige – Sønderjyllands Amt – har overtaget rettigheder og forpligtelser ved det nye havdige.
Hvem skal egentlig vedligeholde Højer Sluse?
Utroligt at det så ikke gælder den gamle Højer Sluse, som forfalder mere og mere. Det gamle dige og slusen skulle egentlig udgøre det for en ekstra sikkerhed, sagde man dengang, da det nye havdige blev indviet. Men jeg gad godt nok at vide, om den ekstra sikkerhed reelt er til stede.
Det står ellers også i vedtægter m.m., at Kogs – bestyrelsen var og er pligtig til pleje og vedligeholdelse af andre diger. Gælder det så også for den gamle sluse eller det Sønderjyllands Amt?
Fællesopgaverne bestyres og repræsenteres ved kogs-inspektøren.
Nybygger-stemning i Ny Frederikskog
Det var så herude i Ny Frederikskog at jeg som ganske spæd blev slæbt ud hver weekend, hvor min far og onkel Jacob byggede et hus for Oma og Opa. Det var i begyndelsen af 1950erne. De havde før boet i Klostergade i Højer. Det var ægte nybygger – stemning, men jeg kan ikke huske det mere.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: december 4, 2023
Højer – Flække, Landsogn og Herred
Symboler på Højer. Ejendomme skifter ejerskab. Købstadsrettigheder. Tønder protesterede. Købmænd og håndværkere fik indflydelse. Masser af skibsfart Besejlingsforholdene blev dårlige- Tønder-Højer banen stoppede. Befolkningstilvækst. Danskere og tyskere fandt sammen i sorg. Højer er en blanding af nyt og gammelt. Var det forkert at udnævne Højer som flække? Hvorfor heder det egentlig Højer? Kongen modtaget på tysk. En topografi fra 1853. Højer – berømt for sit gode kød. Højer Landsogn. Da digerne ødelagde Tønder Havn. Rudbøl som forstad og kanal.
Symbolerne på Højer
Møllen og Tæppefabrikken kan tages som symboler på gammelt og nyt i Højer. Og vel også Den Gamle Sluse er et symbol på Højer, selv om man ikke har været særlig påpasselig med at vedligeholde den.
Det gamle Højer består af smalle og lidt uregelmæssige gader og mange smukke gårde og huse.
Ejendomme skiftede ejerskab
Fra Middelalderen indtil 1879 har byen været delt mellem forskellige jurisdiktioner. I Valdemars Jordebog nævnes byen som Krongods. Men allerede i Middelalderen henlagdes nogle gårde under det adelige Kærgaard i Emmerlev Sogn.
I første halvdel af det 15. århundrede blev disse ejendomme først overladt som pant og senere solgt til ridder Martin Gyrsting, der igen 1436 afhændede dem til Ribe domkapitel. Efter reformationen blev ejendommene (3 gårde og 17 huse) atter krongods, men ved et mageskifte 1663 med feltherre Hans Schack kom de ind under Møgeltønder, det senere Schackenborg. Ejendommene var kongerigske enklaver og var tingpligtige under Møgeltønder birk.
Det øvrige og langt overvejende del af Højer (1613: 19 gårde og 52 huse) var krongods indtil 1313, da de sønderjyske hertuger fik disse ejendomme overladt som pant, noget senere som eje.
Købstadsrettigheder
Så langt man overhovedet kan spores tilbage har Højer haft birkerettigheder, rettigheder som flækken beholdt indtil nyordningen af administrationen efter 1864. Tildelingen af birkerettigheder betød dog ikke, at Højer fik købstadrettigheder.
Tønder protesterede
Den var langt op i tiden et landsbysamfund med ganske vist forholdsvis mange kådnere og inderster, der hovedsagelig ernærede sig ved handel og håndværk. Da næringslivet i det 17. århundrede tog et ret betydelig opsving, medførte dette lange stridigheder med Tønder, som, forsvarede sine købstadsrettigheder, ikke ville anerkende Højers ret til at drive by-næring.
Et forbud mod, at Højerborgerne drev handel og håndværk, ville imidlertid gøre hovedparten af dem brødløse. Den gottorpske regering indrømmede i 1706 under Tønders protest Højer retten til at drive handel og håndværk mod en årlig afgift på 40 Rigsdaler. I 1736 blev dette privilegium stadfæstet af den danske konge. I 1743 kaldtes Højer for første gang for en flække. Privilegierne blev udvidet i 1822 og i 1825 fik man også ret til at holde markeder.
Købmænd og håndværkere fik indflydelse
Under denne udvikling skiftede byens næringsliv karakter. Det skete også en ændring i den politiske struktur. Oprindelig havde bønderne, der i overvejende grad var selvejere, været næsten enerådende med hensyn til byens styre. Nu fik byens købmænd og håndværkere også indflydelse.
Masser af skibsfart
Som følge af inddigningerne blev Højer efterhånden lade – og losseplads for Tønder. Navnlig i det 17. århundrede var der fra Højer en betydelig handel og skibsfart på Holland. Fra landingspladsen ved den Kier’ ske gård afsejlede årligt ca. 35 skibe med gennemsnitligt 50 – 60 okser ombord til Holland. Også betydelige mængder af korn blev udskiftet dertil. På hjemturen medbragtes kolonialvarer og bl.a. senere de eftertragtede vægfliser.
I det 18. århundrede aftog denne handel. Men så tog østersfiskeriet i Vadehavet et opsving. Højer blev centrum for dette fiskeri, der varede til omkring 1900.
Besejlingsforholdene blev dårligere
Som følge af tilsanding blev besejlingsforholdene på Højer forringet. Det blev i 1799 at nødvendigt at grave en kanal et stykke ud i Vadehavet. Kanalen fik dog på grund af krigen mod England ikke straks den betydning, man havde regnet med.
Også på anden måde søgte man at hjælpe skibsfarten. I 1820 anlagde man således en ny losseplads på det sted, hvor Sejersbækken løber ud i Vidåen. Det var her, at Frederik den Sjette 1825 landede efter sit besøg på halligerne i anledning af stormflodskatastrofen.
I midten af det 19. århundreder er der en ikke en ubetydelig sejlads på byen. Efter en ny uddybning af kanalen og anlæg af en mole uden for slusen kunne der fra 1870erne indsættes tørre dampskibe i den stadig voksende badetrafik på Sild.
Tønder – Højer – Banen stoppede
Anlægget af Tønder-Højer banen i 1892 kom på en vis måde til at skade byens erhvervsliv. Nu var det ikke mere nødvendigt for de tusinder af badegæster at overnatte i Højer.
Allerede længe inden bygningen af Hindenburg-dæmningen mellem fastlandet og Sild i 1927 havde betydningen af trafikken på Sild i det væsentlige udspillet sin rolle for Højers vedkommende. Havnen er nu uden betydning. Nogle år efter anlæggelsen af dæmningen standsede persontrafikken på Tønder – Højer banen og nogle år efter stoppede også godstrafikken.
Befolkningstilvækst
I 1925 boede der 1.136 mennesker i Højer, men den voksende tæppefabrik trak flere folk til byen. Hurtigt nåede man op på 1.500. Den befolkningstilvækst fik også betydning i nationalpolitisk henseende. Den overvejende del af befolkningen tog parti for Slesvig-holstenismen fra 1840.Højer var i lang tid et af tyskhedens faste støttepunkter i Nordslesvig.
Danskere og tyskere fandt sammen i sorgen
Indtil 1946 var byrådets flertal tysk. Ved Folketingsvalget i 1950 var der kun en tysk andel på 34,3 pct. Vi har tidligere beskrevet den triste drukneulykke i 1952. Men episoden viste at danske og tyske fandt sammen i den knugende sorg og byens kulturelle foreninger fandt sammen om fællesarrangementer af forskellig art.
Blanding af nyt og gammelt
Vi har allerede nævnt at Højer er en ejendommelig blanding af gammelt og nyt. I den indre bys snævre og krogede gader møder man gamle særprægede, tæt sammenbyggede småborgerhuse, enkelte efter byens størrelse pæne forretningsejendomme. Indimellem er det mindre stråtækte landbrugsejendomme og dengang med ikke altid lige appetitlig duftende mødding ud til gaden. Gamle gårde ses endnu i bybilledet.
Langs byens udfaldsveje er nye kvarterer vokset op, især mod nord ud mod Ballumvej. Byens ældste bygning er kirken. Den er opført i senromantisk stil omkring 1100. Men forskellige tilbygninger, ombygninger m.m. efterlader ikke meget tilbage af den helt gamle kirke.
Var det forkert at udnævnte Højer til flække?
Nogle historikere kalder det forkert at udnævne Højer som flække, idet byen omkring 1850 kun havde handels- og håndværkerrettigheder ved et særligt privilegium. I den tyske tid var Højer købstad efter den lille købstadslov (kleine Städteordnung).
Hvorfor hedder det Højer?
Et højdedrag (Høvver) har måske givet byen navn i modsætning til nabosognet Daler. I 1340 kaldes byen ”Hæthar”. Korttegner Meyer kalder byen for ”Høwer” og andre igen Høyer, hvilket er det officielle tyske navn. I folkesproget hedder byen ”Høwwer” I svunden tid deltes Højer i Syd Højer og Nord Højer.
Kongen modtaget på tysk
Første gang Christian den Tiende besøgte Højer, blev han modtaget med en tale på tysk. Og egentlig burde Højer have været til Tyskland påstår nogle, men grundet den forestående afvanding forblev byen i Danmark. Man kan så diskutere om den formulering er rigtig. H.V. Clausen som tegnede grænsen i 1891, havde tegnet grænsen syd for Højer.
Vi har også tidligere nævnt at tiden efter 1920 var urolige i Højer. Der var masser af skærmydsler mellem dansk og tysk. Engang i 1930erne var der 20 storkepar i byen, men de har for længst forladt byen.
En topografi fra 1853
Højer har haft en stor fortid. Schrøder skriver bl.a. i sin ”Topographie” fra 1853 ved skibsfarten, Han skriver:
Inden Verdenskrigen havde Højer en tid lang dampskibsforbindelse med Rømø. Det var den bekendte damper ”Rømø”, der gjorde turen for at hente gæster til Pastor Jacobsens bade sted Lakolk.
Højer – berømt for sit gode kød
Højer var en driftig by med et godt opland. Den var ikke fattig på kroer, hvor mange gode købmandsforretninger. Højer er lige som Tønder kendt for sit gode kød. Inden krigen blev der i Højer fremstillet ”Høyer Rauchfleisch” som fandt stor afsætning i forskellige egne i Tyskland.
Højer Landsogn
Højer Landsogn omfatter Gamle Frederikskog, Ny Frederikskog og Rudbølkog. Disse koge skærmes af diger, frisernes stolthed:
Da digerne ødelagde Tønders Havn
I 1553 opførtes under Christian den Tredje bl.a. diget fra Højer over Rudbøl, Lægan til Grelsbøl i Kjær Herred. Som bekendt har Tønder et skib i deres byvåben, men med diget var det slut med den direkte forbindelse til havet. Lægan blev derefter anløbsplads.
1564 – 66 rejstes dæmninger over Vidåens tre arme mellem Fegetasch og Rudbøk. Og så videre. I 1861 blev den nye Frederikskog inddiget. Viddåen blev inddæmmet for fjerde gang og Tønders nærmeste han blev derved Slusen ved Højer.
Rudbøl som fristad og kanal
I 1629 skulle ifølge Trap den tidligere borgmester Cornelius Claasen fra Medebleck i Holland af Hertug Friedrich den Tredje fået koncession på at inddige hele bugten op til Højer på engang samtidig med at bygge en kanal fra Rudbøl til Flensborg. Den 27. oktober 1629 fik den nye stad Rudbøl:
Der skulle være religionsfrihed lige som Frederiksstad.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: december 1, 2023
Hvad læses der mest – i november 2023
14 nye artikler i november. Nu har vi 2.084 artikler. Sådan bliver man smidt ud af en gruppe på Facebook. Det kan være svært at finde de rigtige fotos. Artikler kopieres i stigende grad uden kildeangivelse. Nye årbøger. Endelig får vi et nyt internet. Disse byer læser mest dengang.dk på Facebook. Igen masser af henvendelser. Hver dag bringer vi nye nostalgiske minder på Facebook. Husk at bruge de nye links, vi nævner. Og så bruges dengang.dk til slægtsbog i USA.
Dengang.dk bruges til slægtsbog i USA
Hver måned får mange spændende henvendelser. En af dem var fra Polly fra USA. Hendes forfædre kom fra Aabenraa. Hun bruger artiklerne fra Aabenraa til at lave en slægtsbog. Og til det brug, bruger hun Google Translate. Polly rener med at vil besøge Aabenraa om et par år og så vil hun forsøge at lære dansk.
Københavns Lokalarkiver reddet i første omgang
Der er mange, der har kæmpet for at bevare lokalarkiverne i København. Politikkerne havde skåret så meget ned på tilskuddene, at huslejen ikke mere kunne betales. Man talte endda om, at medlemmer af lokalforeninger skulle betale dobbelt – kontingent for at betale noget af huslejen. Og det mest groteske, at det meste af huslejen går til – Københavns Kommune. Hvad man så finder på i 2025 – ja det bliver spændende.
Sådan bliver man smidt ud af en gruppe
Når vi deler vores artikler med andre grupper, så er det fordi man forventer, at de har en interesse i de artikler, man skriver. Men det er ikke altid administratorer har den opfattelse. Således kunne jeg ikke forstå, at det for meget at jeg delte en artikel hver anden dag.
Det viste sig så, at jeg var blevet blokeret. Påstanden var at jeg lagde to artikler på om dagen. Men sandheden er unægtelig en anden.
Hvorfor skal man så blokeres? Hvorfor sender man ikke bare en mail med at en artikel hver anden dag er for meget.
Resultatet bliver jo nu, at jeg overhovedet ikke lægger nogle artikler ind i denne gruppe mere. Man bør ikke lyve om grunden til, at man ikke er interesseret i artikler fra dengang.dk.
Blokeringen varede cirka halvanden uge. Men hvad skulle det gøre godt for?
Det kan være svært at finde de rigtige fotos
Vi skal nok blive bedre til at forklare, hvorfor vi netop har valgt at bringe de fotos, som vi bringer til de forskellige fotos. Det kan være svært at bringe fotos fra 1700-tallet. Så skal man lige have et par fotos med malerier fra den tid. Eller hvis man nu beskriver noget fra 1920 og så bringer et foto fra 1930’erne. Det er ikke altid lige let, selv om vi nok har flere end tusinder af fotos liggende.
Og så er det lige med nogle af de fotos som man har liggende, er der måske copyright på. Et eksempel er med møbelsnedkeren Wegner fra Tønder. Når vi bringer en artikel med denne. nøjes vi med at bringe by – billeder i stedet. Det kan være svært at afgøre hvilke af de fotos, man har, hvor der copyright.
Vi har desværre et par gange bragt de forkerte fotos. Det koster over 4.000 kr. pr. gang.
Artikler kopieres uden kildeangivelse
Vi var inde på det sidste gang. Vi har fundet flere, der har brugt artikler fra dengang.dk og så lige fjernet de steder der henviser til vores hjemmeside. Jo vi har talt om det kan betale sig at føre en sag.
Nye Årbøger
De første Årbøger er dukket op. Flere følger. Og et hæfte kommer først til februar. I år bliver dengang.dk repræsenteret i fire af disse årbøger, enten noget vi har skrevet specielt til årbogen eller hvor artikler er citeret i Årbøgerne.
Endelig får vi nyt internet
Vi har flere gange beklaget os over vores internet. Fra vores udbyder har vi flere gange haft en tekniker på besøg uden at det er blevet bedre. Og vi har endda skulle betale for besøgene. Vi får ikke det, som vi betaler for.
Men nu ser det ud til at også ejendommen her har fået nok. Vi får antagelig nyt fibernet fra en anden udbyder. Men vi skal nok vente 5-6 måneder.
Nye artikler
I november måned er der kommet 14 nye artikler:
Vi har nu 2.084 artikler
Når du ser et + og et tal betyder det, at vi et antal artikler om samme emne fordelt under andre kategorier.
Facebook – Statistik
Disse Byer – ser mest dengang.dk på Facebook:
Igen masser af henvendelser
Vi har igen fået masser af henvendelser. Og velkommen til alle nye. Håber, at I får glæde af vores artikler. Modsat så mange andre grupper får du her historier med. En gang om måneden laver vi en lille opsummering.
Du kan sagtens gå ind og læse vores artikler direkte på Nettet. Og her kan du med fordel bruge vores søgefunktion oppe i højre hjørne. Der mange, der finder dengang.dk via Google og Wikipedia. Der er efterhånden ret så mange henvisninger.
Jeg er flere gange blevet opfordret til
Nu handler det hele om en hobby, hvor også penge og tid spiller en rolle.
Nej, vi hjælper ikke med slægtsforskning. Det er temmelig tidskrævende. Og tiden her bliver prioriteret. Den prioriterer vi i at skrive nye historier.
Igen bliver det spurgt om vores fotoer. Hvor er vi? Hvornår er fotoerne taget? Osv. Vi har efterhånden et ret stort lager. Men igen prioriteres tiden. Og den vil jeg ikke bruge til at undersøge hvert eneste foto. Her er andre grupper meget bedre til at analysere fotos.
Minder
Vi er begyndt at dele gamle minder – ældre artikler fra ”dagen i dag” op til for 8 år siden. Det er for at skabe en større bredde af vores historier. Om vi fortsætter med, det afhænger af, om vores læsere læser disse artikler.
Vi er blevet spurgt om, hvorfor man ikke kan dele disse artikler. Ja det kan man nu sagtens ved at kopiere linket.
Vi har desværre ofte i den forbindelse gengivet et forkert link, men det er vores læsere nu meget flinke til at gøre os opmærksom på.
Grunden til at vi bruger et andet link er, at vi har skiftet server, for at gøre hjemmesiden hurtigere.
Dato: november 19, 2023
Da Fanø, Rømø og Langli forsvandt
De tre øer var forsvundet i 1.500 år. Denne artikel er også inddelt i ”En superstorm i 1634” – ”Da tsunami ramte Vadehavet” – ”Fremtidens Havstigninger” – Hvorfor får man ikke gjort noget ved den gamle Højer Sluse. Øerne er meget vigtige for hele Vadehavs-regionen. Sand og sedimenter flytter hele tiden rundt. Fravalg af aflejringer. To teorier. Negative konsekvenser. Effekten af stormfloder. Den anden store manddrukning, Digerne er blevet bedre, Meterhøje bølger ved Rømø, Store havstigninger ved Esbjerg. Forventede havstigninger ved Esbjerg – laveste og højeste scenarie. Antallet af 100 – års hændelser vil stige. Isen fra Grønland og Antarktis.
Hvorfor gør man ikke noget ved den gamle Højer Sluse?
Vi skal være klar over at klimaændringer kan betyde store ændringer af kysterne. Især i områder som Vadehavet ved Vesterhavet, hvor der er meget energi i bølgerne kan ændringerne være hurtige.
Derfor kan det undre undertegnede, at man er så ligeglade med vedligeholdelsen af det gamle dige og den gamle sluse ved Højer. Her troede man, at meningen var at dette skulle være en ekstra sikkerhed.
Øerne forsvundet i 1.500 år
Ifølge videnskab.dk var Fanø, Rømø og Langli ikke til at få øje på. Øerne var stort set forsvundet i 1.500 år. Det fortæller en af forskerne bag et stort projekt. For 3.500 – 2.000 år siden var hele Vadehavet udsat for en voldsom erosion.
Øerne dukkede op igen til havets overfalde for ca. 2.000 år siden. Og det var omkring Jesu fødsel. Ifølge geologisk forskning har øerne eksisteret i omkring 8.000 år. Man har ingen sikker dokumentation for beboelse før engang i middelalderen. Første tegn på beboelse på Fanø kan læses i Kong Valdemars Jordebog fra ca. 1231 – ca. 1.200 år efter at øen var genopstået.
Øerne er vigtige for hele Vadehavs-regionen
Forskerne har koncentreret sig om disse tre øer og ikke dem syd for grænsen. Således fortæller forskerne at de f.eks. ikke har nok data fra Mandø eller Sylt. Og Jordsand er slet ikke nævnt i undersøgelsen.
Øerne er meget vigtige og af afgørende betydning for hele Vadehavsområdet. Vadehavets eksistens er fuldstændig afhængig af øernes tilstedeværelse. Interessant er det at øerne ikke forsvandt på grund af havspejlsstigninger. Det gjorde de fordi tilførslen af sand til øerne pludselig stoppede eller blev kraftig reduceret.
Sand og sedimenter flytter konstant rundt
Sand og andre sedimenter flytter sig konstant rundt i kystlandskabet på naturlig vis. Det sker, fordi det bliver ført rundt med havstrømme, storme og bølger. Denne viden kan have stor betydning for, om landområder nær kysten vil forblive eller forsvinde i fremtiden.
Vi taler meget om havspejlsstigninger i fremtiden. Nu ved vi så at tilførslen af sedimenter spiler en stor rolle langs Vesterhavet. En høj bølgeenergi kan flytte sedimenter rundt.
Men hvordan ved vi nu det? Forskerne har gravet dybt ned i jordlag og sand på Vadehavsøerne. De har fået adgang til sandkorn som gemmer på fortællinger om fortidens Danmark. De har boret sig ned gennem lag af jord og sand, som er blevet aflejret de seneste 10.000 år.
Fravalg af aflejringer
Disse sandkorn fra de mange boreprøver kan f.eks. afsløre danmarkshistoriens værste storm i 1634 og en tsunami, der ramte Vadehavet for 8.200 år siden.
Metoden bygger på, at man kan se hvor lang tid, der er gået siden et sandkorn blev udsat for sollys. Man kan se, hvor gammelt et sandkorn er. Men man kan se, hvor længe det har været begravet og været væk fra sollyset. Et sandkorts energiindhold kan afsløre, hvor længe sandkornet har været begravet. Samtidig kender man alderen på aflejringerne.
I perioden for 3.500-2.000 år siden er det pludselig et fravalg af aflejringer på de tre øer. Og dermed konkluderer forskerne at øerne næsten må have været dækket af havet. Samtidig kan man se, at der er kommet masser af aflejringer ved Blåvandshuk. Man kan sige at stedet ”stjal” sedimenter fra øerne. Området blev netop bygget i perioden, hvor øerne begyndte at forsvinde.
Sedimenter fra nord
Der findes en strøm af sedimenter som bevæger sig langs Jyllands vestkyst. Den kommer fra Nymindegab og en stor del af sedimenterne ender i dag med at blive aflejret ved Blåvandshuk og Horns Rev. I dag standser de sedimenter her, som var med til at vedligeholde Vadehavsøerne.
Øerne bliver på den måde langsomt nedbrudt. Og efterhånden som vandspejlet stiger, sker det hurtigere. Men hvordan blev øerne så alligevel opbygget, når Blåvandshuk ”stjal” sedimenterne fra nord?
To teorier
Det har man så ikke fundet ud af endnu, men har nogle teorier. Den ene teori går på, at øerne får nye sedimenter med en strøm, som kommer fra vest – fra den dybereliggende havbund – på tværs af kysten.
En anden teori lyder, at man under store storme, som rammer vestkysten får mobiliseret nogle af sedimenterne ved den indre del af Horns Rev. Det som også har gavnet øerne er, at havstigningerne aftog for omkring 2.000 år siden.
Negative konsekvenser
Forskerne gør opmærksom på, at når mennesker bygger nye havne, høfder og anden kystbeskyttelse, kan det ende med at spærre ben for sedimentstrømme og få negative konsekvenser for andre kystområder.
En superstorm i 1634
Den 10. oktober 1634 blev vestkysten ramt af en såkaldt superstorm. Stormen ramte den tyske del af vadehavet hårdest. Kystlinjen blev slået i stykker og i alt mistede 8.000 – 15.000 livet. Storme som den i 1634 vil kunne forårsage enorme skader på mennesker, veje og bygninger. De ændringer, der skete med kysten en enkelt nat ville normalt tage hundreder af år eller måske årtusinder af år.
Effekten af storme kan stadig ses
Men se den storm kan man også konstatere i vores sedimenter (de geologiske lag under jordens overflade). Og effekten af de mange storme er bevaret.
Den anden store mandedrukning
Stormen 1634 kaldtes også ”Den anden Store Manddrukning”. Den første Manddrukning blev forårsaget af en kraftig storm i 1362. På øen Nordstrand ud for Husum skyllede havet gennem 44 diger.
Metoden ”optisk stimuleret luminescens er blevet brugt før til blandt andet at kortlægge klimaforandringer. Men metoden er aldrig før blevet brugt til at dokumentere gamle storme.
Digerne er blevet bedre
Digerne havde holdt vandet i arve i mere end 100 år. Men natten mellem den 10. og 11. oktober 1634 kunne de gamle forhindringer ikke mere holde stand,
Nutidens diger er bedre end dem i 1634. de har en fladere hældning mod havet. Det betyder, at bølgerne i dag glider af digerne på den mest hensigtsmæssige måde. Derfor slider bølgerne ikke så hårdt på digerne.
Da en tsunami ramte Vadehavet
Danmark bliver ikke ramt af tsunamier, siger man. Men for 8.200 år siden blev Danmark ramt. Et stykke havbund på størrelsen med Island væltede ned fra kontinentalsoklen vest for Norge. Dette resulterede i gigantiske bølger på op til 20 meter høje bølger, der skyllede ind over Island, Grønland, Norge, Færøerne, England og Shetlandsøerne.
Meterhøje bølger ved Rømø
Tsunamien trak også dybt ind i Nordsøen og ramte den jyske vestkyst ved Rømø med meterhøje bølger. Effekten har været katastrofal for de stenalderfolk, der boede tæt ved kysten. Boreprøver på Rømø afslører, at tsunamien også ramte her blot i mindre målestok.
Men risikoen for tsunamier her til lands er dog lille.
Fremtidens Havstigninger
Men hvad så med fremtidige havstigninger? Hvordan vil det påvirke Vadehavsøerne og den sønderjyske vestkyst? Forskere fra Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse (GEUS) har stået i spidsen for, hvordan det vil gå i fire havnebyer, hvis ikke klimakrisen bliver håndteret. Vi har så valgt det sted, som er nærmest – nemlig Esbjerg.
Store havstigninger ved Esbjerg
Beregningerne viser at hvis verdenssamfundet fortsætter med store udledninger af drivhusgasser og vi rammer en global temperaturstigning på fem grader. Det er større stigninger end først antaget. En temperaturstigning på 1,4 grader vil betyde stigninger på mellem 29 og 55 cm på tværs af fire danske havnebyer, viser beregningerne.
Forventede havstigninger ved Esbjerg – Laveste og højeste scenarie
2050: 17 – 24 cm
2100: 37 – 75 cm
2150: 55 – 123 cm
Antallet af 100-års hændelser vil stige
Det har også en betydning at de sydlige landområder sænker sig. Studier viser, at det har været havstigninger på ca. 25 cm de sidste 10 år. Og efterhånden som havniveauet omkring Danmark stiger forventes hændelser som stormfloder at ske langt oftere. Det vil sige at 100 års hændelser bliver meget mere almindelige hændelser i fremtiden.
Isen fra Grønland og Antarktis
En anden ting er den grønlandske iskappe. Hvor hurtigt smelter denne? I dag rummer Grønland ”kun” 6,65 til 7 meters havstigninger, hvis isen fuldstændig forsvinder.
Den antarktiske halvø og Vestantarktis udgør nærmest en ukendt stigning. Og på Grønland har man oplevet temperaturstigninger på op mod 15 grader over normalen. Og så udvider det varmere vand havene. Varmere vand fylder mere end det kolde vand. Det er svært helt at stille færdige og brugbare prognoser.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: november 11, 2023
Grøngård – et forsvundet Jagtslot
Denne artikel er skrevet til Historisk Årbog 2023, udgivet af Rens og Omegns Lokalhistoriske Forening. Området omkring Tønder var dengang i slutningen af 1500 – tallet omgivet af masser af skov. Og i disse var der masser af vildt. Hertug Hans den ældre var en ivrig jæger. Derfor byggede han det pragtfulde lille jagtslot Grøngård. Og det er takket være førstelærer V. Leick og skoleelever fra Lydersholm, at vi i dag kan se noget af fundamentet til ” det næsten glemte slot”. Men ak, herligheden varede kun i ca. ti år. Sønnen var ikke jagtinteresseret, så slottet forfaldt efterhånden.
Masser af skov
Står man på Jejsing Bakke og ser ned mod grænsen, ser man et fladt og træfattigt landskab. Tænk, at her var for fire hundrede år siden et vandrigt skovskær med en masse krat, og store egeskove.
Graver man i dag i diverse moser og enge, dukker der af og til stammer frem fra den tid. Tværs gennem dette landskab gik i den senere middelalder den gamle landevej fra Tønder over Sæd – Burkal øst på mod Flensborg.
Ikke langt fra denne vej, vest for den nuværende Grøngård, lå dengang gården Tuetmose og mod øst på en flad forhøjning, gården Haleklamp. Begge disse gårde samt Lydersholm som dengang var en stor gård, tilbyttede Hertug Frederik sig i 1503 fra klosteret i Løgum.
Hans den ældre – en ivrig jæger
Med så meget skov, har det sikkert været masser af vildt. Man har fundet masser af gevirer af rådyr, hjorte – og vildsvinetænder. Da man gravede Vindtvedkanalen har man endda fundet kæbe og horn fra en urokse.
Hertug Frederiks søn, Hans den Ældre var en ivrig jæger. Han nød at gå på jagt her omkring Lydersholm. Ifølge en gammel beretning fra 1557, skulle amtmanden sørge for, at egnens beboere holdt deres hunde bundne i den bedste jagttid.
Avlsgården Grøngård blev bygget
Jo her kom hertugen ofte. Et gammelt sagn fortæller, at da hertugen på et sted mellem Tuetmose og Halkeklamp nedlagde en prægtig hjort, så bestemte han sig til at indrette sig en bolig på dette sted, hvor han i jagttiden kunne tage ophold.
Hertugen gav ordre til at en stor del af egnens skov skulle ryddes. Det gjorde han, fordi Gudskogen skulle inddiges. I årene 1562 – 66 bortkørtes 18.000 læs træ. Tuetmose og Haleklam blev nedlagt i 1567 og i stedet blev avlsgården Grøngård med ca. 1.000 tdr. land bygget.
På gårdens indhus som var pyntet med gevirerne af to hjorte, blev der indrettet to beskedne værelser til hertugen. I den ene stue stod der kun seks bænkekister og i den anden, som lå ovenover, fandtes der seks senge.
Et jagtslot skulle bygges
Men disse boligforhold har sikkert været lidt for trange. Derfor gav han i 1568 ordre til, at der skulle bygges et jagtslot ikke lang fra avlsgården. Amtmanden i Tønder fik besked på at sende en skibsladning byg til Holland, hvorfor der så skulle købes kalk, cement, glas, teglsten fliser m.m.
Det blev et dejligt lille jagtslot, som blev bygget efter udkast af den hertugelige bygmester Hercules von Oberburg. Slottet blev kaldt Lusthus Thom Gronehagen.
Hercules von Oberberg – kongelig bygmester
Egentlig brugte hertug Hans den Ældre en anden bygmester. Denne havde gennem to år stået for opførelsen af Hansborgs vestfløj, men i august 1559 blev von Oberberg ansat. Han sørgede for, at Hansborg blev færdiggjort. I 1557 var han blevet udnævnt som kongelig bygmester. Von Oberberg arbejdede med befæstningen af København, Koldinghus, Nyborg Slot og Kronborg. Også ombygningen af Sønderborg Slot har han stået for.
Han var gift og havde i hvert fald to børn, og bosatte sig i Haderslev. Von Oberberg fik overdraget grundet, Slotsgade 22. frem til sin død i 1602 havde han en kirkestol i Vor Frue Kirke. Latinskolen og Hospitalskirken i Haderslev stod han også for.
Hver sommer i Tønder
I årene 1574 – 1580 opholdt Hercules von Oberberg sig hver sommer i Tønder. Her arbejdede han på slottet. Hertugen opfattede Tønderhus som den mest sikre, at sine slotte. Det var også her i kælderen, at han gemte sin formue. En masse byggemateriale blev brugt til ombygningen af slottet. Der blev blandt andet hentet 1 million teglsten i Flensborg.
Muligvis har von Oberberg også stået for opbyggelsen af Trøjborg Slot, som Peter Rantzau påbegyndte i 1579. Der findes dog ingen skriftlig kilde, der kan bekræfte dette. Men det vides, at Peter Ranzau og hertug Hans den Ældre var gode venner.
En travl bygmester
Von Oberberg havde ganske givet travlt. Han kan knyttes til ombygninger/nybygninger af slotte og ejendomme i Ahrensburg, Tønning, Gottorp, Gråsten og Brundlund Slot og meget mere. Stormklokketårnet på Ribe Domkirke har han også repareret.
Desværre er der ikke meget tilbage, af de pragtfulde konstruktioner, som von Oberberg præsterede. Af Tønderhus står kun portnerboligen tilbage. Tønning og Østerholm i Haderslev er revet ned. Af Koldinghus er det meste brændt ned. Og både Gottorp, Brundlund og Sønderborg Slot er bygget så meget om, at der ikke er meget tilbage af von Oberbergs konstruktioner. Hospitalskirken og hans private bolig i Slotsgade 22 i Haderslev er nok det i dag som vidner mest om den kongelige bygmesters konstruktioner.
Skolebørn fra Lydersholm
Ja, det var skolebørn fra Lydersholm, der foretog de første udgravninger. Det vil sige, at det er ikke er så meget at se. Men stedet bliver dog besøgt af cirka 1.000 mennesker hvert år. Måske kunne dette tal forøges, for historien bag ved, er sjov og underholdende. Måske er det også en del, der ikke ved, at der her ca. 8 kilometer øst for Tønder har ligget et jagtslot.
Udgravningerne viser, at nordøst for det nuværende Grøngårds have har herligheden ligget. Landevejen nordfra til Lydersholm går direkte gennem slotsgrunden.
Et lille og flot slot
Egentlig ved man ikke, hvordan slottet har set ud. Men på et kort fra 1615 over den vestlige del af Tønder Amt, findes en tegning, der viser hovedbygningen med to hjørnetårne og i midten en stor bro. Måske er det fundamentet til det vestlige hjørnetårn, man nu har gravet ud.
Man ved dog en del om slottets indre udstyr, og om værelserne vides en del, for det er så heldigt, at der findes en inventarliste udarbejdet af amtmanden, Johan van der Wisch, som blev nedskrevet ved hertugens død i 1580
Slottets værelser har været ualmindelig veludstyret med møbler, vægprydelser og andre nødvendige redskaber, som var nødvendig for en husholdning.
Hertugen havde selv haft sine værelser i hovedbygningen, og den østlige tårnstue var hans soveværelse. I de forskellige stuer fandtes egetræsborde, stueborde, stole, dragkister, slagbænke, klapsenge, panelskabe og meget andet.
De med grønt eller rødt klæde behængte vægge var prydret med gevirer, horn og ca. 32 malerier, marmorbilleder i trærammer, mange messinglysestager, stålspejle og det hertugelige våbenskjold. På stole og bænke har der ligget mønstrede puder.
Når hertugen havde gæster og sammen med disse holdt muntre jagtgilder, har det ikke manglet på udstyr. Bordene var pyntet med smukke lærredsduge. Maden blev serveret på smukke tinfade og tallerkner. Øl og vin blev skænket af blå kander, glaskander og småtønder i marmelstene. Bægre i fine blå glas eller i vinkrus med sølvhank.
Skulle gæsterne gå til ro, fandtes der mange senge med læserpuder, sengetøj, uldtæpper og pelse. Havde man ikke nok, blev der hentet mere på slottet i Tønder.
Jo slottet var bestemt også til repræsentativ brug med 30 senge, mønstrede puder, natlamper m.m. Hertugen kunne med jagtslottet og de herfra afholdte jagter vise sin status som fyrste overfor både slægtninge og andre adelige.
En bygning på tre etager
Slottet havde et mål på 16 meter gange 18 meter. Jo, det var en næsten kvadratisk bygning på tre etager. Det var opført i røde teglsten med dekoration i gotlandsk sandsten. Det var et søjlebåret galleri i hovedfacaden. Slottets stejle pyramidetag var måske tækket med flade teglplader. De fire hjørnetårnes tagspidser med skifer og kronet af småspir af bly. Midt for nordfacaden skød et trappehus sig frem.
Nederste etage var opdelt i fem rum med et større anlagt gennemgående midterrum med en vinkeltrappe delvis udbygget i nordmuren. På begge sider af centralrummet lå to mindre rum.
Det var et moderne slot, og forbilledet var de nederlandske renæssanceslotte, men også inspireret af samtidig fransk og italiensk byggeri.
Et vandslot i en kunstig anlagt sø med bro, har det været.
Herligheden varede i 10 år
Men ak og ve. Hele herligheden varede kun ti år. Da Hertug Hans den Ældre døde i 1580, blev slottet overtaget af broderen, Hertug Adolf af Gottorp. Nu blev avlsgården drevet af en forpagter. Slottet fik nu kun sjældent besøg af hertugen eller amtmanden.
I 1613 blev Grøngård benævnt som Grønhoff.
Slottet forfaldt
Fra 1634 stod bygningen tom og forfaldt efterhånden, samtidig med, at omegnens bønder stjal sten og træværk fra slottet. Et smukt slot forfaldt efterhånden.
Prøver på slottets arkitektoniske udsmykning og fornemme udstyr kan ses på Tønder Museum.
Amtsskriveren i Tønder fik 1648 tilladelse til at anvende halvdelen af slottets sten og træværk til sin nybygning på Møllevej i Tønder.
Resten af slottet blev i 1656 købt til nedrivning af Herredsfogeden på Hajstrupgård. Og så var slottets saga ude.
Udgravningsarbejde
Siden har der været ro og stilhed over slottets grund. Bønderne har pløjet over slottets fundamenter i mange år. Men efter flere år blev fundamentet gravet frem af skolebørn. Det var hvis nok i 1946 ført an af førstelærer V. Leick. Ruinen blev undersøgt i 1953 – 54 og 1960 af Nationalmuseet. I 1976 – 81 blev området frilagt af Fredningsstyrelsen i samarbejde med Tønder Kommune.
Under udgravningsarbejdet blev der fundet sandsten fra søjlerne og bygningsudsmykningen samt skiferplader fra taget. Disse genstande er siden af Nationalmuseet overdraget til Museum Sønderjylland – Arkæologi Haderslev. Det gælder også de mange fund fra udgravningerne, som blandt andet omfatter meget køkken – og bordtøj. Potter og fade af lertøj er mest af lokal produktion.
Men en masse er også blevet importeret. Det gælder blandt andet de flotte romerglas og vinkrukkerne, som også er blevet fundet.
Avlsgården renoveret
På arealet græsser får. Større urter og siv vokser på det centrale ruinområde og slører de lave mureforløb. Voldgraven er tilvokset i siv. Gangbroen til ruinen, som er nødvendig for at komme til ruinen har været i meget dårlig stand.
Selve avlsgården Grøngård har haft status som en mindre herregård. Den nuværende bygning er fra midt i 1800 – tallet. Men ved gården ligger en stor lade fra 1700 – tallet, der følger egnens byggeskik med sine lave mure og høje stejle stråtag. Ind mod gårdspladsen er der to tværporte med høje halvrunde portbuer.
Gården er gennem flere år blevet totalrestaureret.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om de omtalte Slotte og Herregårde samt Hertug Hans: Læs her:
–
Dato: november 5, 2023
En tur på Nørrebrogade i 1870
Hvordan så det ud på Nørrebro dengang. Ja vi tager turen med en hestesporvogn og gør holdt på specielle steder. Markant og præsentable bygninger. Med Nørrebros Sporveje. Over nogle broer. Tre Hjorter. En smal dæmning. Et kig på Søerne. Drikkevand fra Søerne. Vandet smagte modbydeligt. Husk at fjerne ålen. Drikkevand fra Skt. Jørgens Sø indtil 1959. Masser af fisk. Bestandig Borgerlig Forening. Albert Schumann dannede eget cirkus. Vittighedsbladet Punch gjorde grin med borgmester. Fløystrups store have. Brædder til indgangsdøren. Lille Ravnsborg. Var præsten ”varm” på Madamme Pätges? Hun skulle skjule sin jødiske herkomst. Begravet på Mosaisk Begravelsesplads. Svagt bebygget. En statelig mølle. Nørrebros Runddel. Nørrebros Remise. Lygten Kro var allerede faldefærdig dengang. Dengang hed det Utterslev Mark.
Markante og præsentable bygninger
Ja fra Runddelen hed det nu Lygtevejen dengang. Og vi skal da også en kort tur ud i Nordvest. Jo allerede i begyndelsen af 1800-tallet var der en del ejendomme langs den inderste del af Nørrebrogade.
De markante ejendomme ved søerne er allerede opført i 1850erne. Det er en præsentabel indgang til Nørrebro.
Allerede i 1862 opførte Håndværkerforeningen en stiftelse for håndværkere på Nørrebrogade 9. Man kaldte stedet for Alderstrøst. Og der var langt flere huse langs Nørrebrogade. Jo og så var det kirkegården, der også fyldte en del.
Med Nørrebros Sporveje
Turen dengang skete altid fra Nørreport med en af Nørrebros Sporvejs toetagers hestesporvogne. Taksten var 5 eller 10 øre efter vejlængden. Man havde nogle meget enkelte røde mærker, noget større end et frimærke og uden anden tekst end ”Nørrebro Spovej – 5 øre samt et løbenummer. De blev rullet frem fra konduktørens metalrulle i tilsyneladende uendelige længder.
En familie på fire medlemmer fik således på en 10 – øres rute i alt 8 billetter i et sammenhængende bånd.
Over nogle broer
Hvor nu Nørreport Station ligger, strakte Nørrevold sig til begge sider langs boulevarden fra det sted, hvor fæstningsporten havde stået indtil 1856 lige ud for Frederiksborggade. Over det derved fremkomne voldgab var anbragt en jernbro tværs over gaden som forbindelsesled mellem voldstykkerne. Disse begyndte man at fjerne i 1872.
Broen hvilede på et par høje jernstativer. Det blev senere genbrugt i Ørstedsparken over resterne af den gamle stadsgrav.
Tre hjorter
Uden for volden passerede man først to broer over stadsgraven. Så kom man ud i en buet, ret kort – men bred allé, der med sine store skyggefulde træer førte ud til Peblingesøen. Tæt inden for søerne lå ved nordsiden af Alléen et par lave bygninger, hvoraf det ene rummede traktørstedet ”Tre Hjorter” (altid med r til sidst)
En smal dæmning
Mellem Peblinge- og Sortedamssøen strakte sig over Dosseringen den lange dæmning, der senere blev erstattet med Dronning Louises Bro. Dæmningens indre ende lå dog lidt nordligere end den nuværende bro. Den lå ud for den senere Café de la Reine.
Den var ret smal, så den godt og vel kunne rumme sporvejens dobbeltspor. Omkring 1870 havde man forhøjet dæmningens gennemsejlingsåbning for at gøre det muligt at etablere en dampbådsrute på søerne. Men denne rute bestod kun et eller to år. Men dette betød, at der på midten var en svag stigning.
Vi afviger nu lige for et øjeblik fra 1870. For di skal lige kaste et øjeblik på Søerne
Et kig på søerne
På turen over dæmningen var der rig udsigt over Søerne. Og skal vi nu gå lidt frem til nutiden så er der ca. 6 km løbekilometer om Søerne. Så kan jeg bedre forstå, at man var træt efter sådan en tur hver søndag. Jeg har længe undret mig over, hvorfor det hedder dossering (med 2 s’er). Det betyder skråning. Ordet blev også brugt om den vej, der ligger på eller ved en skråning eller en dæmning.
Sankt Jørgens Sø er faktisk 4-5 meter dyb. Vandspejlet ligger højere end en del af omgivelserne. Og stien på søens vestside (mod Frederiksberg) kaldes Svineryggen. Stiens vestside er faktisk kommunegrænsen.
Drikkevand fra Søerne
Drikkevandet dengang blev ikke hentet fra vandet i voldgravene men fra nedgravede rør – udhulede træstammer sammenføjet med blymuffer – fra Søerne ført under voldsystemet direkte ind i byen. Her spredtes de i et vidt forgrenet ledningsnet, hvor der var opsat pumper og vandposter. Her hentede københavnerne vand hjem i en spand indtil det første vandværk blev taget i brug omkring 1850. Systemet kaldtes ”pumpevand” i kontrast til ”springvand”.
Vandet smagte modbydeligt
Udover at være en del af byens forsvarsværk indgik Peblinge og Sortedams Søen også i byens vandforsyning. I årene 1705 – 27 foretog man oprensninger af de to søer. De blev gravet dybere og kanterne blev rettet til, så de fik den nuværende form. Men vandets lange rejse i utætte træ-rør var et problem. En tid blev det klaget i det fornemme kvarter omkring Amalienborg, hvor vandet smagte modbydeligt. Der blev opdaget, at vandledningen var utæt, lige hvor den krydsede en kloakledning med blandt andet afløbet fra Frederiks Hospitals lighus!
Husk at fjerne ålen
Vandet fra Søerne indeholdt mange planteresterne og smådyr, Ved blæsevejr blev bundmudderet hvirvlet op, så vandet blev uklart og københavnerne omtalt som ”lunken ålesuppe”. Men slap en fingertyk ål gennem rørene op i pumpens mekanik, måtte ”vandkiggeren” tilkaldes. Han skilte pumpen ad og fjernede ålen, inden den gik i forrådnelse og gjorde vandet helt udrikkeligt. Vandet i København var så ringe, at man planlagde at hente vand i tønder fra Roskilde, efter at jernbanen havde åbnet i 1847. Det blev dog ikke til noget. Frisk godt vand fandtes i København kun i brønden i Gothersgade ved volden. Tilstrømningen her var stor, og køen lang.
Drikkevand fra Skt. Jørgens Sø indtil 1959
I midten af 1800-tallet blev Peblinge og Sortedams Søer opgivet som vandreservoirer pga. dårlig vandkvalitet. I stedet tog man Sankt Jørgens Sø i brug, der i den forbindelse blev gravet ud til den form, den har i dag. Sankt Jørgens Sø havde en central rolle i Københavns vandforsyning frem til Anden Verdenskrig og fungerede som reservereservoir 1959.
Nu blev der også udledt spildevand til Søerne. Det betød også at de blev voldsomt næringsbelastende. Sigtbarheden faldt til 0,5 meter.
Masser af fisk
Men vidste du, at der i 2002 og 2003 blev udsat hhv. 50.000 og 70.000 geddeyngel. Og fiskebestanden i dag består af både aborre, hork, suder, skalle, brasen, karusse, gedde og ål. Og i Sankt Jørgens Sø findes faktisk også en bestand af flodkrebs. Og så er Søerne også en vigtig raste – og overvintringsplads for vandfugle.
Bestandig Borgerlig Forening
Vi er nu tilbage i 1870, hvor vi hjørnet af Ravnsborggade når til en stor have med gamle træer. Det er adskilt fra gaden ved et stort jernstakit. I baggrunden af haven lå en lang gul toetagers bygning. Det var Store Ravnsborg, der tilhørte ”Bestandig Borgerlige Forening, som havde sommerlokale her. En tam ravn hoppede om inden for gitteret – formodentlig var det for at minde de forbipasserende om stedets navn.
I 1669 blev ejendommen benævnt som Raufnsborg. Området var et yndet udflugtssted. Her vrimlede det med ”Pyntede mandfolk og Fruentimmere, som ved keglespil, musik og dans nød livet i fryd og gammen.
Hovedbygningen på Ravnsborg var i 1835 0ver taget af ”Den bestandige Borgerlige Forening” af gartner Mohr, der havde overtaget den omkring år 1800. Og denne forening måtte kun bestå af 100 mand. Og en af disse var Anker Heegaard, der blev rost for sine danse-kundskaber.
I 1880 solgte foreningen Ravnsborg med ret god fortjeneste.
Albert Schumann dannede sit eget cirkus
Selve Ravnsborggade blev navngivet i 1858. Det var her, at Albert Schumanns cirkus optrådte i 1885. Albert havde ikke været tilfreds med de forhold hans far havde tilbudt ham, så han startede bare sit eget cirkus.
På den modsatte side udgik Blågårdsgade, allerede da tæt bebygget. Dog lå der midtvejs et vidstrakt jernstøberi – Anker Heegaards Jernstøberi. Det er der, hvor vi i dag har Blågårds Plads.
Vittighedsbladet ”Punch” gjorde grin med borgmester
Lige over for lå et par lave bygninger med endegavlen midt ud i gaden. Fjernelse af disse blev mødt med mange vanskeligheder. Datidens førende vittighedsblad ”Punch”. Man havde flere gange spurgt om hvornår ”skuret” skulle rives ned. Men hver gang svarede borgmesteren afvisende. ”Skuret” blev først revet ned i 1879.
Fløystrups store have
Fælledvejen var ligeledes ret godt bebygget. Men vest for denne lå inde i kvarteret gartner Fløystrups store have, der strakte sig helt over til Jødekirkegården i Møllegade. Haven er i dag bebygget med Elme-, Birke-, og Egegade.
Hvor nu Elmegade udmunder i Nørrebrogade, lå to omtrent ens udseende bræddehuse på en etage med Mansardkvist. I det ene boede en farver ved navn Thoerkildsen, mens naboen skiltede med navnet Thorkildsen.
Brædder til indgangsdøren
Lige over for disse langs Nørrebrogades sydside lå en række lave huse, adskilte fra fortovet eller gangstien med en grøft, over hvilken gangbrædder førte over til indgangsdøren.
Lille Ravnsborg
Gangstiens yderside ud mod kørebanen var beplantet med træer. Man nåede så ud til Parcelvejen, som Griffenfeldtsgade dengang hed. Umiddelbart før man nåede Assistens Kirkegård, havde man på hjørnet af Kapelvejen ”Lille Ravnsborg” med beværtningshave, keglebane og lysthuse. Her gør vi lige et stop.
Dette sted var rigelig besøgt af ligfølger, der efter jordefærden tømte mange mindebægere her. Ja det var jo også her, at Johanne Louise Heiberg dansede på billardbordene.
Var præsten varm på Madamme Pätges
Vi har skrevet en del om hende. Men egentlig har vi ikke skrevet så meget om Johannes mor, Henriette Pätges. Hun ligger begravet på Mosaisk Nordre Begravelsesplads. Hun blev født ind i en jødisk familie i Frankfurt i 1780. Som ung flyttede hun til København, hvor hun mødte tyskeren Christian Heinrich Pätges, der var vinhandler. De to slog sig ned i byen, hvor de giftede sig og stiftede familie. Eftersom Christian var kristen, blev det besluttet, at Henriette skulle konvertere i forbindelse med ægteskabet. Det løb dog ud i sandet, angiveligt fordi præsten, der underviste hende, blev betaget af hende.
Hun skulle skjule hendes jødiske baggrund
I 1807 mistede familien alt under bombardementet af København. De drev beværtningen Lille Ravnsborg og Johanne Louise Pätges blev født her i 1812 og døbt i Sankt Petri Kirke.
Alle Henriettes ni børn blev døbt, og hun skulle selv skjule sin jødiske baggrund, dels fordi antisemitisme dengang var meget udbredt. Christian var blevet drikfældig. Det var Henriette, der skulle sørge for at der var mad på bordet. Det gjorde hun bl.a. ved at drive forskellige værtshuse, hvor hun blev kendt som mutter Pätges.
Begravet på Mosaisk Begravelsesplads
Engang under et raserianfald kom Christian til at afsløre Henriettes jødiske baggrund, hvilket kom som et stort chok for hendes berømte datter. Johanne forsøgte at hjælpe Henriette til at konvertere, men præsten afviste det. Mutter Pätges døde kort tid efter og blev modvilligt begravet på Mosaisk Begravelsesplads.
Svagt bebygget
Kirkegårdsmuren gik her fra Kappelvej helt op til Runddelen. På den anden side var det her i 1870 kun svagt bebygget. Der var nogle enkelte villabygninger.
En statelig mølle
Ved Runddelen lå Ølands Mølle. Det er omtrent, der hvor apoteket ligger. Det var en ret så statelig hollandsk mølle, der var placeret oven over en grundmuret bygning. Nu befandt os på Lygtevejen. Dette navn blev i 1873 ændret til Nørrebrogade.
Nørrebros Runddel
Men Nørrebros Runddels historie går tilbage til 1750, hvor pladsen blev anlagt i forbindelse med Jagtvejen. Oprindelig blev pladsen navngivet Nørrebros Roundel, hvilket er fransk for en figur eller ting, der er rund. Men den franske udtale var aldrig noget der fængede på Nørrebro. Den mere folkelige udtale runddel har gjort at stavemåden er blevet ændret.
Fra 1924 lå her en rundkørsel. Men i 1960 blev dette ændret til et almindeligt lyskryds.
Nørrebros Remise
Sporvejens endestation lå ved remisen ved Baldersgade.
I starten blev der opført en kontorbygning og en vognremise med 4 spor. Senere blev remisen udvidet med endnu en bygning i Baldersgade 8 med tre spor. I 1897 blev bygningerne solgt til boligbyggeri og nedrevet.
Lygten Kro allerede faldefærdig dengang
Der fulgte en ret tæt, men lav og tarvelig forstadsbebyggelse, der i en mere eller mindre ”spredt fægtning” fortsatte ud til den allerede dengang faldefærdige kro ”Lygten”, Det var dengang en lang og skummelt udseende et – tages bygning. Mange mente, at den havde navn efter den sidste svagt lysende enlige gadelygte, som stod der.
Siden 1700-tallet havde kroen betjent de vejfarende til og fra hovedstaden. Kroen blev revet ned i 1904. På stedet opførtes den nuværende stationsbygning i 1920erne.
Dengang hed det Utterslev Mark
Umiddelbart uden for kroen løb Lersø-åen som også kaldtes for Lygteåen langs et hegn af lavstammede piletræer hen til Ladegårdsåen og forenede sig med denne. Nu forsatte Lygtevejen over i Frederikssundsvej. Bebyggelsen herude gik under navnet Utterslev Mark.
Det var lidt utrygt at passere her særlig i mørke. Der var en dyb grøft langs gangstien og en undertiden urolig befolkning. Vejen fra Frederiksborgvejens udmunding var kun bebygget på nordsiden. På sydsiden havde man udsigt til en stor mark med en lang, lav bygning. Den tjente som natrenovations-oplag. Det var før man tænkte på at indføre W.C. – systemet, om visse vinde sendte den ubehagelige dufte ud over kvarteret.
Længere ude lå Bellahøj i sin park opkaldt efter Bella Henriques., der var gift med grosserer Moses Levin Mariboe. Han døde i 1830. Før man nåede så langt, var al bebyggelse langs vejen ophørt. Der var fri udsigt til begge sider lige til Brønshøj.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: november 3, 2023
Tyske reaktioner og Flensborgs farvel
Det handler om grænsedragningen. I Sydslesvig syntes man at Versailles-freden var dybt uretfærdig. Og maget tidligt sagde de ledende dansksindede farvel til Flensborg. Vi var ved at miste Tønder og Højer. I Slesvig Holsten valgte man en slags kampagnechef. Wilsons 14 – punkter vakte opsigt. En dygtig agitator i Tønder. Freden var en belastning for den tyske regering. Man havde reddet den danske regering. Man ville opretholde tyskheden nord for grænsen. De ”Nordslesvigske Brødre” burde fastholdes. Flensborg, Tønder og Højer var tyske, fastslog man syd for grænsen. Statsmidler skulle tilsløres. Man håbede Danmark ville give indrømmelser. Kejsersocialistisk chauvinisme, sagde man i Danmark. Man påstod at dansk – tyske forhandlinger var i gang. Det tyske sindelag var fremherskende i det nordslesvigske Socialdemokrati. Et kapitel blev slettet af forlaget i A.D. Jørgensens biografi. Johan Ottesen foreslog grænsen nord for Tønder. De dansksindede var gået over til socialismen. Stemmetallene var et dårligt varsel. H.V. Clausen afskrev tidligt Flensborg men han ville have Tønder med til Danmark. Fortyskningen i skolen gik ud over danskheden. Redaktør Jessen mente ikke, at man skulle kigge på stemmesedlerne. H.P. Hanssen: ”Flensborgske borgere havde svigtet den danske sag”. Redaktør Jessen blev hvis bange. H.V. Clausen: Lad os blive fri for flensborgerne. I 1920 var danskerne chokeret over, hvor få danske stemmer, der egentlig var i Flensborg.
Var vi også ved at miste Tønder og Højer?
Vi har stadig ikke fået alt at vide om grænsedragningen i 1920. Flensborg blev tidlig afskrevet, men ikke alle opdagede det. Men at Tønder og Højer også var så tæt ved at ryge, er måske overraskende. Det kunne være interessant at finde ud af, hvad Scavenius i 1939/1940 ville tale med tyskerne om med hensyn til Tønder.
Tyskerne var ikke glade for Versailles – freden
Man kan sige, at denne artikel igen handler om grænsedragningen 1920. De tyske Centralmyndigheder havde modtaget mange klager fra Preussens nordligste provins i 1919. Man brugte bl.a. de gamle argumenter om en Slesvig Holsten i sammenhold.
Tyskerne var bestemt ikke begejstret ikke begejstret for Versailles – freden. Den var også hård over for tyskerne – ingen tvivl om det.
Slesvig Holsten valgte en slags kampagnechef
De preussiske myndigheder strammede tøjlerne. Den 27. april 1919 udnævnte den preussiske ministerpræsident Hirch journalisten dr. Adolf Köster til preussisk gesandt i Hamborg og til statskommissær for provinsen Slesvig – Holsten.
Han skulle bl.a. bistå ”den truende” befolkning med råd og dåd. Man skulle bl.a. imødegå den danske agitation. Köster udtrykte det således:
Han afviste ikke selvstændighedstanken helt.
Wilsons 14 – punkter vakte opstandelse
Da Wilsons 14 punkter blev offentliggjort, vakte det vild opstandelse. Også Stauning reagerede på den tyske opstandelse. Han skrev til præsident Ebert og advarede mod en nej-politik. Stauning mente at fred var en nødvendighed. Et nej ville betyde at de allierede ville tvinge de neutrale til at gå med i blokade. Og så sagde Stauning:
En dygtig agitator i Tønder
Köster så som sin opgave at få de tyske nordslesvigere til at opgive ”stemmestrejkeparolen”. Han havde fået oprettet et lille blad i Tønder ”Der Freie Arbeiter” med en lokal socialdemokrat som leder (Wienecke).
Her er kilderne ikke korrekt. Han stammede fra Tyskland og var/blev kommunist. Det var ham, der stod for Revolutionen i Tønder. Og det gjorde han særdeles effektiv. Han blev uden retshandling udvist til Tyskland. Under Anden Verdenskrig endte han i KZ – lejr. Og til sidst endte han som murer i Østtyskland.
Men Wienecke krævede tilførsel af levnedsmidler og var begyndt at tænke på et tillidsmandskorps til afstemningstiden. I den følgende dage blev han opmærksom på de mange tyskere, der søgte at redde deres formuer ved at flytte dem til Nordslesvig.
En belastning for den tyske regering
Undertegnelsen af fredskontrakten den 28. juni betød en stor belastning for den tyske regering. Kansleren og udenrigsministeren trak sig tilbage. Særlig i Slesvig – Holsten udløste traktaten en kæde af protester.
Man havde reddet de rent tyske dele
Den 3. juli 1919 sammenkaldte Köster til protestmøde i Rendsborg. Her opstod den holdning at traktaten kunne ændres ved en dansk – tysk overenskomst. Der var dog en lille ros til den danske regering, der havde sagt nej til afstemning i 3. zone. Så havde man da i hvert fald reddet de rent tyske dele af Slesvig. Der var dog protester på den måde, at afstemningen skulle finde sted på.
Man advarede den danske regering
Man dannede en tysknational slesvig-holstensk forening. Denne vedtog at skrive et brev til den danske regering. Man fortalte også at man havde dannet et forsvars – og angrebsforening. Og så mindede man også den danske regering om, hvad der skete fra 1851 – 1864.
Man ville opretholde tyskheden nord for grænsen
Man dannede også Schleswig-Holsteiner Bund. Formålet var at yde støtte til tyskheden nord for den kommende grænse. Denne forening begyndte snart at arbejde for det aktuelle formål:
De nordslesvigske brødre skulle fastholdes
Ved demonstrationen den 28. september talte overborgmester Todsen på Slesvigs vegne og borgmester Timm Rendsborg på Holstens vegne. Der blev vedtaget en resolution.
Flensborg, Tønder og Højer er tyske byer, fastslog man
Man fastslog at Flensborg, Tønder og Højer var tyske byer. Kun kommunevis afstemning kunne give basis for en retfærdig grænsedragning. Man mente også at besættelse af afstemningsområdet ville begrænse afstemningsfriheden. Den påtvungne villeikke skabe ret men uret, sagde man.
Statsmidler stillet til rådighed
Nationalforsamlingen vedtog en bevilling til det politiske arbejde i 1. og 2. zone. Pengene kunne dog ikke udbetales direkte, Ifølge fredstraktaten måtte der fra rigets og landenes side ikke øves indflydelse på befolkningen i afstemningsområderne. Men både Preussen og riget havde bestemt sig til at stille statsmidler til rådighed.
Man bestemte dog at tilsløre, hvor pengene kom fra.
Det lykkedes for Köster at overbevise de tyske nordslesvigere om, at der ikke skulle være stemmestrejke i 1. zone.
Man håbede at Danmark ville give indrømmelser
Man troede at danskerne ville give indrømmelser. Bl.a. henvendte de tyske socialdemokrater sig flere gange til de danske socialdemokrater. Scavenius havde svaret glat afvisende på spørgsmål om, hvorvidt der kunne finde direkte forhandlinger sted mellem Danmark og Tyskland.
Kejsersocialistiske Chauvinisme
De danske socialdemokrater henviste til Prøjsernes besættelse af Nordslesvig og undertrykkelsen af de dansksindede. I bladet ”Hovedstaden” kaldtes Kösters holdning som ”Kejsersocialistiske Chauvinisme”
Og Scavenius ønskede i grunden stadig en løsning på de slesvigske spørgsmål uden ententen.
Man påstod at dansk – tyske forhandlinger var i gang
I august 1919 kunne man bladet ”Der freie Arbeiter” i Tønder læse følgende:
Det var dog grebet ud af luften. Men udtalelser af denne art kunne for regeringsmodstandere i Danmark bruges til påstande om, at der var dansk – tyske forhandlinger i gang.
Det tyske sindelag var fremherskende i det nordslesvigske Socialdemokrati
Det kunne ikke undgås, at det tyske sindelag, der var fremherskende i det socialdemokratiske partiapparat i Nordslesvig, farvede den holdning partiet indtog. Dog mærkede man i Sønderborg en stærkere orientering mod nord end andetsteds.
Det sønderjyske spørgsmål indgik i en forbitret kamp mod regeringen Zahle. I denne kamp blev Den Nordslesvigske Vælgerforening også inddraget.
Et kapitel blev slettet i A.D. Jørgensens biografi
I 1867 blev Flensborg regnet med til Nordslesvig. Og det var dansk flertal. Flensborg var dog ikke med i den nordslesvigske afstemningszone.
A.D. Jørgensens erindringer blev trykt i Sønderjyske Årbøger i 1953. Sønnen afgående højesteretspræsident Troels G. Jørgensen meddelte, at forlaget havde slettet et afsnit. A. D. Jørgensen en alliance med Tyskland i håb om ad den vej at genvinde Sønderjylland. Ja selv H.P. Hanssen havde den holdning. Men han tog afstand fra den måde tyskerne opførte sig på.
Tyskvenligheden nåede nye højder i 1888, da kejser Wilhelm den Anden besøgte København.
Johan Ottesen foreslog grænsedragning nord for Tønder
I 1890 foretog Johan Ottesen en grænsedragning i ”Tilskueren”. Her tegnede han den nord for Flensborg og nord om Tønder. Begge byer henregnede han til Mellem-Slesvig. Han anså de to byer for farlige, fordi de ved at betragte som udfaldsporte for det tyske sprog.
Det danske arbejde i Flensborg skal kun opretholdes for at værne området nord for byen, ikke fordi man kan knytte noget håb til byen selv. Flensborg havde været en meget dansk by tidligere.
Men der var sket mange forandringer. Historikeren Johan Ottesen kunne fortælle at i Flensborg i 1890 var der ved valget 2.543 socialister, 2.449 tyske stemmer og kun 590 danske stemmer.
De dansksindede var gået over til socialismen
Det var den stærke socialistiske bevægelse i 1880erne der rev arbejderne bort fra den nationale oppositions stade. Broderparten af alle de socialistiske stemmer er gamle danske stemmer, sagde historikeren. Han var allerede den gang klar over, at Flensborg var tabt for danskheden.
Stemmetallene var et dårligt varsel
Også Mackeprang tog senere i sin bog om Nordslesvig stemmetallene som varsel. De danske stemmetab fra 1884 til 1886 tolkede han således, at den nordlige bydels arbejdere havde opgivet den nationale kamp, der foregik dem udsigtsløs og et nyt stemmetab på et par hundrede stemmer ved valget i 1887.
H.V. Clausen afskrev tidligt Flensborg
H.V. Clausen afskrev også Flensborg. Det skete bl.a. i hans ”berømte” rejsehåndbog ”Sønderjylland, der i første udgave udkom i 1890. Han sonderer i sit forord både mellem Nordslesvig og Flensborgegnen. Han mener, at der var dansk flertal til 1884:
– Det tyske stemmetal er steget som følge af et voldsomt valgtryk, det danske er sunket, ved det arbejderbefolkningen er blevet socialistisk. Det er ikke til at undres over at fattigfolk ved en stemmeafgivning giver deres sociale krav fortrinet for det nationale, men at denne overgang til socialismen har slået danskheden i Flensborg, bør ikke nægtes.
H.V. Clausen ville have Tønder med til Danmark
Om Tønder siger Clausen, at sproget i byen er overvejende dansk, sindelaget endnu mere overvejende tysk. Valgresultat i 1890 sagde 19 danske stemmer mod 421 tyske og 32 socialistiske.
I 1892 tegnede han grænsen nord for Flensborg men dog syd for Tønder. Det skete i nogle kortskitser til ”Landmandsbogen”.
Fortyskningen i skolen gik ud over danskheden
Og H.P. Hanssen skrev i 1887, at en afstemningslinje nærmer sig stærkt den bugtede skolesprogsgrænse, der fra nordsiden af Flensborg Fjord går nord om Løgumkloster og nord om Tønder og Højer. H.P. Hanssen mente at fortyskningen i skolen havde en dårlig indvirkning på danskheden.
Redaktør Jessen mente ikke, man skulle kigge på stemmetallene
En modsat vurdering følger fra Jens Jessen, Flensborg Avis fra 1887. Han mente, at en folkeafstemning ville give andre resultater end valgresultaterne:
H.P. Hanssen: ”Flensborgske borgere havde svigtet den danske sag”
H.P. Hanssen havde i 1888 lovet at skrive om det tyske rige til et værk om ”Lande og Folk”, beregnet på folkeskolens geografilærere. Det blev vistnok skrevet i 1891. I den artikel eller afhandling lader han lidt flot sproggrænsen gå fra Flensborg fjord mod vest, så den falder sammen med naturgrænsen:
– Grænsen er ikke ugunstig for det nationale forsvar, idet Flensborg fjord i øst og store mose- og engdrag i vest hæmmer den daglige samfærdsel mellem syd og nord og der med det farligste af alt – det plattyske sprogs langsomme fremtrængen sydfra
– Det er et svagt punkt på denne grænselinje, nemlig Flensborg by. Den er at ligne ved en åben port, hvorigennem det plattyske sprog trænger op i Nordslesvig. Byen har indtil den nyeste tid været overvejende dansksindet, men i de sidste tiår har mange flensborgske borgere svigtet den danske sag, og da byen helt overvejende plattysktalende, øver den nu en meget farlig indflydelse på de omkringliggende egne.
Tre år senere er H-P. Hanssen endnu mere konsekvent. Han erkender nu at Flensborg er tabt for danskheden.
Redaktør Jessen var blevet bange
De var heller ikke enige om betydningen af at holde skansen. Så meget kan enhver da se, udbrød redaktør Jessen i en artikel af 28. juni 1893, at tabes firkanten Flensborg – Aabenraa – Løgumkloster – Tønder, så svinder håbet for Als og Sundeved. Skulle vores krav på Nordslesvig så indskrænke sig til Haderslev amt alene?
H.V. Clausen: Lad os blive fri for flensborgerne!
Mens Johan Ottosen stadig fandt det strategisk rigtig at ægge vægt på arbejdet i Flensborg, fandt H.V. Clausen og H.P. Hanssen det bedre at samle kræfterne, hvor de mente, at nationaliteten kunne styrkes.
Den 18. februar 1892 skrev H.V. Clausen således til H.P. Hanssen:
Chokeret over de få danske stemmer i Flensborg
Ja sådan kan historien stadig overraske. Tidligt havde de ledende dansksindede afskrevet Flensborg og man var heller ikke interesseret i at få redaktør Jessen med ind i varmen i Nordslesvig.
Og så var der stadig mange danskere, der nærmest var chokeret over, hvor få danske stemmer, der var i Flensborg
Kilde:
Hvis du vil vide mere: