Guldhornene – Hvor stor betydning har de? (6)

En af Tønders historiske knudepunkter. Mest omtalte oldtidsfund i Danmark. En national katastrofe. Mere kongelig respekt for Danefæ – ville være ønskeligt. De to Guldhorn vejer 7 kg. Var det vores modersmåls fødselsattest. Upræcise tegninger. Bøgerne blev dominerende. Det gik ud over oldtidsfund. Tyven kunne gå gennem 7 døre. Helt forkert ”lødighed”. 34 år i tugthus. Oehlenschläger erkendte, at Guldhornene var af fremmed herkomst. Også H.C. Andersen skrev om dem. Mange afhandlinger. Et nationalt symbol. Guldhornene blev brugt kommercielt. To øreringe til Ringe Museum. Sikke noget at skrive i et serøst blad. Genstand for poetiske digte. Tænk, hvor mange historier disse Guldhorn i Tønder kan fortælle

 

Et af Tønders historiske knudepunkter

Nu har Museum Sønderjylland i Tønder fået udstillet flotte kopier af Guldhornene. De må vel også få betegnelse et af Tønders historiske knudepunkter. Byen har/ eller får efterhånden et par stykker.

• Zeppelin-oplevelsescenter – hvis der kan skaffes penge nok!
• Tønder Havn – Her er et underjordisk center opgivet
• Wegener – Museum – skal indrettes på Hestholm

 

Mest omtalte oldtidsfund i Danmark

Der mange teorier, myter og vandrehistorier om disse Guldhorn. Og dette er hvis nok vores 6. artikel om dette tema. I 1854 skrev historiker og arkæolog Johannes Brøndsted om guldhornenes fundsteder, beskrivelse, tyveriet, runeindskrift, hornenes datering og herkomst samt en tække tolkninger og en fyldig litteraturliste.

En af de nyeste er Henning Haugaards bog. I 1639 og 1734 blev disse Guldhorn fundet. Tilsammen udgør de det mest betydningsfulde og mest omtalte oldtidsfund i Danmark – ja måske i hele Norden.

 

En national katastrofe

De to store horn fra Jernalderen er fra omkring år 400 e.Kr. Som oldtidsfund rangerer de højere end Solvognen. Men som bekendt gik de tabt ved et tyveri og omsmeltet i 1802. Det var en national katastrofe.

 

Mere kongelig respekt for Danefæ – ville være ønskeligt

Nye udgivelser og nye tolkninger har set dagens lys Efterhånden har vi også mange forskellige historier om hvorfor og hvornår disse guldhorn skulle skjules. Guldhornenes billedverden er også blevet tolket. Og hvem var ham der Lægast fra runeindskriften?

Vi kender alle historien om Kirsten Svendsdatter, der fandt et sammenklemt horn af metal. Hun mente, at det var af messing og tog det med sig. Nogle dage senere blev det klart, at hornet var af oldgammelt guld og dermed danefæ. Som sådan tilhørte hornet kongen. Han fik det. Christian den Fjerde videregav hornet til sin søn, den udvalgte prins, som lod det lukke i bunden og benyttede det som drikkehorn. Man kunne da godt have ønsket mere kongelig respekt for et stykke danefæ.

 

De to Guldhorn vejede 7 kg

Knap 100 år senere var et så husmand Jerck Lassen, der fandt det næste guldhorn. Det særlige ved dette horn var, at det bar en indgraveret runeskrift med 32 tegn, tydet som:

• Jeg Lægast, Holtijaz gjorde hornet.

Lassen afleverede hornet til greven på Schackenborg. Greven kunne den gang havde beholdt hornet, men foretrak at give det til kongen, som udstillede hornene i sit raritetsskab. Det kongelige Kunstkammer i København.

Tilsammen vejede guldhornene knap 7 kg. De har hver for sig været over en halv meter lange og md diametre omkring mundingen på ca. 10 cm.

 

Var det vores modersmåls fødselsattest

Hornene er usædvanlige både i henseende til teknisk og kunstnerisk kvalitet og ikke mindst på grund af deres høje metalværdi. De har sikkert været gemene brugsgenstande men antagelig har haft funktioner ved ceremonier og processioner.

Og noget særligt gør sig gældende ved Guldhornene. Det ene horn bærer en de allertidligste indskrifter på oldnordisk eller ”dansk tunge” og hornet rummer således – poetisk udtrykt – vores modersmåls fødselsattest.

Guldhornene er et dansk-nationalt symbol, selv om der ikke eksisterede et dansk rige i det 5. århundrede – det var det århundrede, hvor guldhornene blev fremstillet.

 

Upræcise tegninger

Hornene blev tegnet, men dog ikke særlig præcist. I dag aner vi ikke engang, hvordan de helt nøje har set ud. Om de var krumme som flitsbuer eller krumtvredne som oksehorn deler den dag i dag arkæologerne i to lejre. Der tales for den ene og for det andet – lige lidt hjælper det.

Hornene er simpelthen for dårligt dokumenterede, som det hedder i det moderne museale fagsprog. Væk er originalerne for evigt.

 

Bøgerne blev dominerende

Hornene var udstillet i Kunstkammeret. Bygningen husede dengang også Det kongelige Bibliotek, som i 1802 havde indtaget den dominerende plads i alle tre etager. Gradvist var rariteterne skubbet væk til fordel for bøgerne, som hobede sig op overalt. Natten mellem 4. og 5. maj 1802 stjal guldsmed Niels Heydenreich begge horn.

 

Tyven kunne gå gennem syv døre

Han kunne læse de første to døre om med sin egen stuenøgle, En anden nøgle havde han købt og forlænget. Han kom gennem syv døre. De to var ikke engang aflåste. Allerede samme nat begyndte han at omsmelte hornene hjemme i sit køkken.

Næste morgen blev tyveriet opdaget. Men det tog en dags tid, inden politiet ankom. Politiet afhørte herefter adskillige mennesker og placerede spioner i det kriminelle miljø. Men intet hjalp.

 

Helt forkert ”lødighed”

Men i april 1803 henvendte en københavnsk guldsmed sig til politiet. Han havde købt nogle ”ostindiske guldmønter, som, jan havde konstateret var ”helt forkert lødighed” og derfor måtte være falske.

Sporet førte direkte til Heydenreich.. Han tilstod forfalskningen, tyveriet og omsmeltningen af guldhornene. Han havde blandet guldet med bl.a. sølv og andre materialer, fremstillet mønterne og forsynet dem med falske garantistempler. Han havde fremstillet og solgt forskellige smykker, skospænder m.v.

Historikeren E.G. Werlauff var ansat på Det Kongelige Bibliotek udgav en bog om tyveriet. Heri kunne man konstatere at pladsforholdene var mangelfuld og sikkerhedsforholdene var ringe.

 

34 år i Tugthus

Gerningsmanden blev dømt fra ære, liv og gods, men blev benådet med ophold i tugthus på livstid. Han var tidligere straffet. Men 8 år efter var han blevet prøveløsladt. Han opnåede derefter borgerbrev med ret til at arbejde som guldsmed. Men atter engang blev han indsat for tyveriet af guldhornene.

Men det lykkedes ham at flygte sammen med to andre. Men blev pågrebet. Efter 34 år i tugthuset blev Heydenreich overført til forbedringshuset. Han blev løsladt tre år senere i 1840 og døde på et almindeligt hospital i 1844 -83 år gammel.

 

Oehlenschläger erkendte, at Guldhornene var af fremmed oprindelse

Det er almindelig enighed om at guldhornene er ca. 1.600 år gammel. I 1802 skrev Oehlenschläger skrev, at Kirsten snublede og dernæst med snehvid hånd og undrende ånd, at sorten muld, hævede det røde guld.

Oehlenschläger måtte tilslutte sig samtidens forskere og erkende at og Guldhornene måtte være af fremmed oprindelse. Det må have været et knæfald for ham. Han skrev i heltedigtet fra 1828 Hrolf Krake om et horn, der blev fundet af en ung mø i en eng i Slesvig:

• Hornet var hidbragt til Dannerkysten af fjerne Folkefærd

Også H.C. Andersen skrev om dem

Ja også H.C. Andersen har skam skrevet om Guldhornene. Det gjorde han i 1850 i sangen ”I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme”. Tredje vers afsluttes med:

• Du danske friske strand

Plovjernet guldhorn finder,

Gud giv dig fremtid, som han gav dig minder

Dig elsker jeg! – Danmark mit fædreland

Sangen skal ses i lyset af Den Første Slesvigske Krig. Og det med plovjernet var noget som Oehlenschläger havde påstået, nemlig at Jerck havde været ved at plove, da han fandt guldhornet.

Men sandelig om ikke den lokale A. Egebjerg Jensen i Vores hjemstavns nationalsang ”For en fremmed barsk og fattig skriver:

• Her plovjernet guldhorn finder

Men som skrevet – han gik ikke med en plov.

 

Mægtige afhandlinger

Historikeren Worsaae skrev mægtige afhandlinger om Guldhornenes billedverden som han gav en nordisk-mytologisk tolkning af. Kongen belønnede hans indsats med en høj orden. Og i Worsaaes våben dom storkorsridder indgik både Dannebrog og Guldhornene.

 

Et nationalt symbol

For de dansksindede i Nordslesvig/Sønderjylland blev Guldhornene et nationalt symbol. De fastholdt deres historiske ret til at betragte landsdelen som gammel dansk folkegrund. Men tyske old-forskere har prøvet at tolke indskriften på det korte Guldhorn som urtysk (vestgermansk) i stedet for urnordisk (nordgermansk)

Sprogforeningens Almanak har også brugt Guldhornene. Deres forside blev nytegnet i 1950 og her bibeholdt man Guldhornene. Men ak i en endnu nyere forside i 1980 forsvandt Guldhornene.

Dansk Kvindesamfund fik omkring 1900 egen fane med Kirsten Svensdatter, der løfter det lange guldhorn. Fanen blev også båret i det berømte kvindetog, der i 1915 til Christiansborg for at takke for valgretten.

Masser af malerier har gennem tiden foreviget fundene af Guldhornene. Og også på et julemærke er Guldhornene foreviget. Det er Mor Danmark, der får overrakt et Guldhorn af Sønderjylland i skikkelse af en ung pige.

Ved den store fest den 11. juli 1920, hvor kongen mødtes med sønderjyderne. blev der overrakt to gaver til majestæten. De var nøje udvalgte for at kunne være symboler på nære forbindelse mellem de hjemvendte sønderjyder og det danske folk. Gaverne bestod af et dannebrog – det danske flag, der vajede i Sønderjylland i 1864 – og en kopi af de to Guldhorn fra Gallehus. Valget af disse to symboler viser, hvor nært de nationale forestillinger kan have været sammen med de religiøse.

I 1922 fik Tønder Statsskole deres egen fane. De to horn var simpelthen broderet på fanen.

I 1920’erne opførtes et guldhornspil i Tønder. En helt ny udgave blev vist i Møgeltønder i 1970’erne.

H.P. Hanssen fik overrakt to forgyldte sølvhorn som påskønnelse for sin livslange indsats for den sag i Sønderjylland. Guldhornskopier er blevet fremstillet som hædersgaver til fremtrædende personer med tilknytning til grænselandet.

 

Guldhornene blev brugt kommercielt

Eksempler på anvendelse af Guldhornene spænder lige fra dessertchokolade over medlemsemblemer for de sønderjyske sygeplejersker til firmamærker for minerals fabrikker og flyttefirmaer. Guldhornene er blevet udnyttet på mangfoldig vis ikke blot ideologisk med i høj grad også kommercielt. Dette svarer i grunden helt til brugen af andre nationale symboler.

 

To øreringe til Ringe Museum

I 1961 modtog Ringe Museum to øreringe af guld. De skulle være fremstillet af guldhornstyven i 1802. Giveren var oldebarn af en nabo til Heydenreich. Dette var også dokumenteret skriftligt.

Skulle disse to øreringe ikke til Museum Sønderjylland i Tønder?

 

Sikke noget at skrive i et seriøst blad

I 1989 hævdede Sønderjysk Månedsskrift at tabet af begge horn og omsmeltningen af dem burde gøre os taknemmelig. Det skabte nemlig nu pludselig en almen bevidsthed om hornenes særlige nationalhistoriske værdi.

Sikke noget at skrive i så seriøst et blad!

 

Genstand for poetiske digte

Allerede i 1600- og 1700-årene var guldhornene genstand for flere poetiske digte.

Det bør ikke skjules, at en del af Guldhorns-gåderne er selvskabte, da hornenes rige udsmykning og særlige skæbne har fristet til overfortolkninger

 

Kopierne tilhørte Simon Spies

De Guldhorn, der nu findes i Tønder har tilhørt rejsekongen Simon Spies. Efter en udstilling på Haderslev Museum sagde Simon Spies engang:

• Nu må vi håbe både for jer og for mig, at hornene bliver stjålne!

 

Tænk – hvor mange historier disse Guldhorn i Tønder kan fortælle

Man kan da kun begræde tabet og ærgre os over, hvor let det var at stjæle. Intet andet land i verden har ejet sådan en attraktion. Hvad kunne disse horn kunne have fortalt os i dag. Hvorfor er man så ligeglade med vores kulturarv – og tænk nu står en kopi på Museum Sønderjylland – i Tønder. Tænk hvor mange historier, der er at fortælle.

 

Kilde:

• Henning Haugaard: Historierne om Guldhornene
• Johannes Brøndsted Guldhornene
• dengang.dk – diverse artikler
• Sønderjysk Månedsskrift
• Danmarks Oldtid

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.093 artikler
• Under Tønder finder du 346 artikler
• Under København finder du 202 artikler

 

• Gallehus – den femte fortælling
• Guldhornene fra Gallehus (1)
• Guldhornenes ældste historie (2)
• Guldhornene – en tredje historie (3)
• En ridder fra Gallehus (4)
• Tyven, der stjal Guldhornene