Emil Noldes liv – vest på (b)

Dette er en nyredigering af en ældre artikel fra 2010. Emil Nolde havde altid været imponeret af Tønder. Han studerede former og farver i naturen. I begyndelsen tog familien afstand fra Ada. At gengive korrekt er ikke kunst, mente han. Til Utenwarf med en populær have. Han var bedre til at male end til at jage. Skønhed kunne ikke erstattes. Han fik inspiration af Halligerne. Emil Nolde mente, at folk i grænselandet var forvirret. Afvandingen i Tøndermarsken var politisk. Der var masser af røveriforretninger. Han blev uenig med Tønder Kommune og tog til Seebüll. Museum i København ville kun meget modvillig modtage hans kunst. Han følte sig udenfor. Hvordan var det egentlig med jøderne. Han blev først rigtig anerkendt i en meget sen alder.

 

Emil imponeret af Tønder

Vi har i en tidligere artikel beskrevet Emil’ s barndom i Nolde. Dengang hed han Emil Hansen. Vi har hørt om hans mange rejser. Men hvordan havde han det her vest på?

Hans mor spurgte ham ofte, hvor mange ansatte han i grunden fik? Helt uret havde nok ikke. Andre store malere havde mange medhjælpere. Men det var nok mere skoleelever, der hjalp Emil Nolde.

Når Emil fremviste sine værker vidste hun ikke altid meningen med dem. Emil var meget imponeret over de store markeder, der var i Tønder. Disse tiltrak bønder fra et stort område. Og også bondesønner, der på den måde lærte at handle.

Emil kunne godt lide det liv, der udspillede sig. Der var okser, stude og heste, der blev solgt. Men også de specielle svinemarkeder vakte interesse.

 

Studerede former og farver i naturen

Når det var jagtvejr tog han ofte geværet og gik ud i marsken. Han kunne gå der dag efter dag. Men det var ikke altid, der var selve jagten, der interesserede ham. Han kunne sætte sig på en høj og tænke på former, farver og linjer. Han studerede himlen, dyrene og naturen.

Han havde altid sin hund med. Og sammen kunne de i timer sidde bare og studere naturen her vest på.

I den lille landsby var rygterne gået forud. Kunstmaleren skulle have et forhold til en skuespiller. Herude mente man at kunstnere, skuespillere, akrobater og lignende var samme folkefærd. De havde et sorgløst liv og levede lemfældigt lige som sigøjnere.

I området var der dog endnu ikke født nogen kunstnere.

 

Afstand til Ada

Da han skulle præsentere sin kærlighed, som han havde mødt i København opstod der problemer. Svigerinden turde ikke at møde skuespilleren. Og bror Hans, der i sin soldatertid var meget tysk, bebrejdede Emil, at han havde fundet en dansk kvinde. Hende ville han sandelig ikke møde.

Hun fik fremvist den flotte natur. Hun så de steder, hvor han fangede de største fisk. Hun så sandbankerne og stalden med de 70 okser, køer, kalve og heste.

Også naboerne kom og hilste på den nye kærlighed.

 

At gengive korrekt er ikke kunst

Bror Hans var kommet tilbage. Nu ville han godt hilse på Ada. De blev ret gode venner. Adas far var præst.

Det var et stort savn for Emil, da hans elskede mor døde. De havde haft mange dybe samtaler.

Emil mente ikke, at det var kunst at gengive naturen fotografisk korrekt. Han var heller ikke meget for, at gengive en simpel voksfigur. Sol, vind og skyer skulle forme værket, mente han.

Midt under sit arbejde, blev han dødssyg. Han havde drukket forurenet vand. Hurtigt kom Ada hjem fra England. Forgiftningen varede i flere uger.

Han malede i flere uger, nu konstant dag og nat. Målet var ”Den sidste nadver” Et pinsemotiv fik han også malet. Hans familie kunne ikke rigtig forstå dem.

Emil kunne godt lide sine ophold på Als. Her malede han også flittigt. Men han længtes tilbage til det flade land.

 

Til Utenwarf

I sommer 1912 kørte han med sin svoger, Lorenz over Lægan, Møllehus og Aventoft. De kørte længere vest på. Mod Lyst og Rudbøl. Her ville Emil gerne bo: man fandt også et lille hus.

Men Peter Nissen gjorde som om han ikke ville sælge det lille hus. Men svogeren havde gennemskuet ham. Et lille forfalden hus var blevet købt.

Ofte gik turen mod Tønder og Møgeltønder. Emil var begejstret for naturen omkring Vidåen og Rudbøl Sø. Men dengang i 1912 vidste han ikke, at Utenwarf var omgivet af vand hele vinteren, ja selv om sommeren kunne der ske oversvømmelser.

 

Bedre ril at male – end at jage

Omkring 1916 satte han Utenwarf i stand. Der blev hamret og malet. I skuret blev der etableret et atelier. Og i stalden blev der lavet soveværelse.

Hver dag tog Emil ud for at stange ål og fiske. Der var masser af fisk. Det kneb så mere med de andre levnedsmidler.

Han havde købt et nyt gevær, men kunne ikke ramme. Det viste sig at geværet skød skævt. Men han indrømmede selv, at han var bedre til at male end at jage.

Da han i 1917 fyldte halvtreds forsøgte han sig med et selvportræt. Han erkendte, at det var han ikke så god til. Vinteren dengang blev forfærdelig. Ja de nærmest sultede.

De tog til Berlin. Og da de kom tilbage, kunne familien nærmest ikke genkende dem, så afmagret så de ud. Men pludselig fik de igen mælk, smør, kød og brød.

På Utenwarf fik de foræret en ko af svogeren som Ada malkede. Og ude på marsken åd parrets 12 unge okser sig tykke og fede. Haven kom op at stå. Nu gik det endelig fremad for parret.

 

Nu går kunstneren i seng

Naboen havde to smukke døtre, Misse og Lisbeth. Især den sidste var med hendes blå øjne og blonde hår en skønhed. Han brugte hende som motiv til nogle af sine malerier. Ada lavede alt det grove arbejde, mens Emil kunne koncentrere sig om sit malerarbejde.

Hesten Fritz gik gennem høj vand. Den var bestemt ikke vandskræk den led af.

Når Emil slukkede lyset i sit atelier, syntes han, at kunne høre råbet:

• Nu går kunstmaleren i seng.

Det var ofte omkring midnat, når ålefiskerne drev forbi ude på Vidåen.

De store bønder i omegnen havde ikke så meget til overs for Emil Noldes arbejde, men de var ifølge ham selv meget hjælpsomme. De regnede nu heller ikke det at fiske for noget. Til gengæld lovpriste de jagten.

 

Skønhed kunne ikke erstattes

Ofte tog parret med deres hund ud på vandet blot for at nyde naturen. Skønheden kunne ikke erstattes af noget som helst andet, mente Emil Nolde.

Når de vilde gæs fløj over det landsted smed Emil pensel og farver og skyndte sig ud for at kigge efter dem. Det var sjældent, at han fik ram på dem med sit gevær.

Kæmpe ål blev der fanget. De blev ofte røget. I det store vandlandskab stak store gårde op på værfter. Men nogle gange steg vandet så meget, at beboerne måtte søge tilflugt på høloftet. Så måtte man bare vente på, at vandet igen faldt. Mange dyr druknede. Utallige små og store stormfloder ramte egnen. De helt store katastrofer fra 1362 og 1634 havde kostet mange tusinder livet.

Ikke langt fra Utenwarf er der fundet skeletter af drukne mennesker. I Gudskog er der fundet træ og pæle, der vidner om menneskernes kamp mod vandet.

I den lille landsby Lyst boede Nikolaj Nielsen som hjalp til på Utenwarf. Her boede også fiskeren Adolph og snedkeren Kloisen, der byggede Uttenwarfs lille mølle.

 

Et blomsterparadis

I 1919 var Utenwarfs have blevet et sandt blomsterrige. Fordommen om, at der ikke kunne gro blomster i marsken blev manet til jorden. Et lille stykke paradis sagde man. Helt fra Møgeltønder kom man gående langs diget og beundrede blomsterne.

Den lille familie havde igen genoptaget forbindelsen til Adas familie.

Og egentlig ville man gerne have taget en tur til Grønland og Island, men i stedet blev det en tur til Hallig Hooge. Det fascinerede denne vekselvirkning mellem ebbe og flod, de mange priler og dannelsen af nyt land. Men også historien om det land, der forsvandt blandt andet Rungholt gjorde indtryk på maleren.

 

Inspiration fra Halligerne

Emil tog også selv til Hallig Hooge. Med sig havde han farve og lærred. Han blev selv overrasket over inspirationen. Mange kendte malerier blev til her.

Han mente selv, at farve er energi og energi er liv. Med farver kan man bestemme stemningen, mente han. Sorg, jubel, glæde, drama og drøm kan man danne med farver, udtalte han.

 

Forvirret i grænselandet

Emil Nolde mente, at dem, der er født i et grænseland, er meget mere præget af for eller imod. Spørgsmålet var, hvad er tysk? Hvad er dansk? Delingen af Slesvig ramte ham hårdt. Grænsen blev trukket lige ude foran deres hus. Hus og land lå pludselig i Danmark, erkendte han:

 

• Jeg er født i Slesvig Holsten, Jeg elsker mit land og kigger uden foragt både nord og syd på. Danmark har leveret min livsledsager – Tyskland med sin indre skønhed med musik og kunst.

 

Dansk, tysk, plattysk og sønderjysk

På fødestedet Nolde var der i 1612 først tre gårde. Derefter blev der fem gårde. På en af disse gårde fandtes en slægtsbog. Nu var det ikke de store begivenheder, der blev nedskrevet. Det var mere tørre tal.

Alle indskrifter var på tysk. Indtil 1885, da blev slægtsbogen videreført på dansk. Omgangstonen i Burkal og Nolde området var dog dansk.

 

Politisk afvanding

Da afvandingen af marsken begyndte frygtede Emil, at egnens skønhed ville forsvinde. Stilheden blev afløst af larm og aktivitet. Emil havde selv regnet og tegnet sin afvandingsplan. Han overrakte den til den ledende ingeniør (Se artiklen: Emil Nolde og Tøndermarsken).

Pludselig fandt Emil Nolde ud af, at hele afvandingsplanen var politisk. Derved forsvandt hans egen plan. Han var skuffet over ikke at kunne gøre noget nyttigt for den egn, han elskede.

Den 30. august 1923 opstod et mærkeligt vejrfænomen. Barometeret faldt temmelig hurtigt. Der var en trykkende stemning. En mærkelig spænding opstod. Pludselig opstod et kæmpe stormvejr. En stormflod var uundgåelig.

19 digearbejder længere nordpå var blevet overrasket af stormfloden. Ikke længe efter nedbrændte den store frisergård, Nienhof lige i nærheden.

 

Røveriforretninger

Inflationen kom. Og for Emil Nolde var det en frygtelig tid. Han så, hvordan folk gik til grunde og hvor andre udnyttede situationen til pludselig rigdom på bekostning af andre. Selv i det stille og ellers fredelige Møgeltønder opstod der ligefrem røverforretninger, fortalte Nolde.

En af de klogeste bønder med to af de flotteste gårde i området havde opnået pludselig rigdom, men også lige så pludselig fattigdom. Ham fandt man pludselig druknet, fortalte Emil Nolde.

Folk var blevet forvirret og først efter nogen tid blev maleren igen produktiv. Han mente, at medierne boykottede ham. Og heller ikke en ny bog om ”Neue Kunst” der udkom i 1921 havde noget med af den nu 54 – årige Emil Nolde.

 

Uenig med Tønder

I 1926 tog man den beslutning at forlade Utenwarf. Familien var stærk utilfreds med den måde, afvandingen foregik på. Mange naboer havde også protesteret over for Tønder Kommune. Men de blev alle afvist.

Mange beboere var anvist på vand fra Vidåen. Men det forhold havde Tønder Kommune ikke tænkt på ifølge Emil Nolde.

 

Seebüll – det nye hjem

Ægteparret tog den beslutning, at man ville syd på. Mange rejser blev foretaget langs vestkysten ned til Hamborg. Men de fandt ikke det rette sted at bosætte sig. Pludselig en dag fandt de et tomt værft.

Seebüll-Hof blev en realitet. I foråret 1927 foregik flytningen fra Utenwarf til Seebüll på tre både og to overfarter. Allerede samme år var et nyt attelier blevet bygget.

 

Museum modtog kun modvilligt hans kunst

Nolde er i dag den vigtigste repræsentant for tysk ekspressionisme. Det er nok de færreste, der ved, at han forblev at være dansk statsborger fra 1920 til sin død i 1956. Han var i klemme mellem dansk og tysk.

I lille Emils barndomshjem blev der talt sønderjysk. I skolen blev der undervist i højtysk og mange i omegnen talte også plattysk.

Da Ada døde i 1946 testamenterede han en række vigtige værker til Statens Museum for Kunst i København. På den måde håbede han på at fremme forståelsen mellem Skandinavien og Tyskland. Det var en nation, der ikke hørte til de mest populære. Det var kun yderst modvilligt, at museet modtog disse billeder.

Denne afvisning skyldtes sikkert, at Emil Nolde havde meldt sig ind i den nordslesvigske forgrening af nazistpartiet NSDAP – N.

Han var fuld af beundring over for den stærke nationale rejsning. Men nazisterne var nu ikke rigtig vilde med ham. Han blev smidt ud, fordi hans billede var ”forfærdelige” og ikke i overensstemmelse med den nazistiske kunstforståelse.

I den nazistiske ideologis øjne var hans billeder forfærdelige, dekante, ubrugelige, primitive, farvestærke, spontane og grumme. Men det var dog topnazister, der godt kunne lide hans billeder.

 

Følte sig udenfor

Det var nu langt fra den første afvisning, han oplevede. På hans københavnerrejser møder han store kunstnere som J.F. Willumsen, Joakin Skovgaard, Viggo Johansen og Wilhelm Hammershøj at kende.

 

De umalede billeder

Egentlig kunne Goebbels godt lide Noldes kunst. Men nazisternes chefideolog, Albert Rosenberg afskyede dem. Efter sigende blev over tusinde værker beslaglagt eller destrueret. Og historien om maleforbud samt begrebet umalede billeder er en historie som Nolde med held har videregivet. Det skulle efterlade et billede af, at han var blevet offer for nazismen.

Og den historie har vi alle troet på, selv Siegfred Lenz i hans bog ”Deutschstunde”, der handlede om en maler bag diget. Vi så også den skønne fil, der blev lavet over bogen.

 

Nolde og Jøderne

Egentlig var Nolde en forkæmper for tyskheden. Ved afstemningen i 1920 ville han ikke stemme imod sin kones fædreland. Efter grænsedragningen tog han bevidst imod det danske statsborgerskab, men blev medlem af det tyske mindretal.

Han støttede ikke jødeudryddelsen. Efter hans mening var det bedste at udvise alle jøder af Det Tredje Rige. Der var mange sammen fald mellem nazismens ideologi og Noldes.

I hans bog ”Jahre der Kämpfe” skrev han om jøderne:

 

• Gennem deres ulykkelige besættelse i de ariske folks byer og gennem deres stærke indblanding i det ariske folks magtapparat og kultur er det gradvist opstået en uholdbar tilstand.

 

I 1938 skrev Nolde til Goebbels:

 

• Jeg opfatter nedrakningen som speciel hård, fordi jeg fra nationalsocialismens begyndelse var den eneste tyske kunstner, der gik i åben kamp mod den fremmede dominans af tysk kunst mod den urene kunsthandel.

 

Og Nolde lagde ikke skjul på, hvad han mente med ”den urene kunsthandel”. Det var jødiske gallerister og profitmagere.

 

Anerkendt i sen alder

Emil Nolde var religiøs. Men på et tidspunkt havde han svært ved at finde sig selv. Eventyrlige væsner, groteske skikkelser, lys og mørke fik krop og skulle ud. Barndomshjemmets religiøse fortællinger blandede sig med selvskabte mytologier.

I en sen alder blev han anerkendt. Som 80 – årig blev han gift med den 26 – årige Jolanthe Edelmann.

I 1957 efter hans død åbnede Nolde Stiftung Seebüll tillægget til hans testamente. Her skrev han:

 

• I taknemmelighed over for hjemstavnen, som har ladet os opleve en solrig barndom, og i taknemmelighed over for de lande, Danmark og Tyskland, som skænker os beskyttelse og fremgang i svære og gode tider, grundlægger vi en selvstændig stiftelse til fremme af offentlighedens kærlighed til kunsten og til almennytte.

Og dette museum/galleri/spisested er et besøg værd. Overraskelsen er at se den spændvidde i Noldes kunst. Det er som, man kunne se om han var i god eller dårlig humør. Han har været utrolig flittig med sin kunst.

 

Kilde:

• Se Litteratur Tønder
• Se Litteratur Højer
• Den Store Danske
• Wikepedia
• Emil Nolde: En kunstners kampår
• Emil Nolde: Das eigene leben
• Emil Nolde: Welt und Heimat
• Emil Nolde: Reisen, Achtung und Befriedung

 

Hvis du vil vide mere: Læs på www.dengang.dk (1.446 artikler):

 

• Emil Nolde og Tøndermarsken
• Vadehavets maler – Emil Nolde
• Nolde og Nazismen