Nørrebro – Børn

Foredrag afholdt under 48 – timers Festival, lørdag den 25.04.2015. Dette er historien om børn på Nørrebro i 1950erne. Natpotten var endnu ikke forsvundet. Mange måtte stadig ned i gården for at gå på toilet. Og stadig havde man uønskede husdyr. Læger, tandlæger og skolelærer blev betragtet som fjender. Mange på Nørrebro havde ikke varmt vand. Så måtte man finde på alternative ting. Vi skal kigge på hvilket legetøj, som man havde dengang. Hvilke bøger og seriehefter havde man dengang, og hvordan legede man. Der var stadig store gadekampe med masser af blodtude. Og så gik det hele til sidst i moralsk forfald. Piger med sløjfer i håret begyndte at gå i spidse sko og begyndte at ryge. Og så kom Rock’n Roll.

At bo på Nørrebro

• Tankevækkende er det i grunden, at tænke sig at Skt. Joseph Hospitalet i Griffenfeldtsgade var nomineret til 3.000 fødsler årligt og 5 jordemødre. Velkommen til foredraget ”Nørrebro – Børn”

Ak ja pigerne skulle gå med sløjfe i håret og nederdel. De skulle bevare deres god rygte og opføre sig ærbart, så de kunne blive godt gift.

Men ak, hvert år søgte ca. 9.000 piger om abort. Men det var nu ikke så let. Lægen sagde:

• De skal se, når barnet først er født, Kan De ikke forstå, at de ønsker at komme af med det.

Den velstillede Hellerup – frue og hendes datter kunne få en diskret udskrabning. Men arbejderkonen eller den ugifte pige var henvist til adresser, der gik på omgang. Faktisk fik kun 40 pct. bevilliget abort.

Dem, der var så heldige med at få foretaget indgrebet på et sygehus, var henvist til lokaler adskilt fra de pæne. De blev mødt med en ældre sygeplejerske, der sagde disse formanende ord:

• Så betænker De Dem måske, at komme rendende igen om nogle måneder. Efter den søde kløe, kommer den sure svie.

Nu var det sådan, at også arbejderbefolkningen på Nørrebro tilstræbte borgerlige idealer. Ægtemanden var skafferen, der gennem sit arbejde skulle forsørge familien.

Hustruen skulle gå derhjemme, passe og opdrage børn, passe husholdningen, rengøring og vask, og sørge for at hjemmet fremstod som præsentabelt.

Men efterhånden kom kvinderne også ud på arbejdsmarkedet, men trods dette forventede mændene stadig, at maden stod på bordet, når han kom hjem fra arbejde.

De gamle dyder

Jo drenge blev opdraget til stabile forsørgere, mens pigerne skal være propre og hjemmegående husmødre. Det indlæres allerede fra barnsben, hvor det oftest er pigerne, der bliver pålagt de huslige pligter i hjemmet.

De gamle dyder som orden, autoritet og høflighed indskærpes ved enhver lejlighed, og det er stadig pligten frem for lysten, der skal drive værket hos den opvoksende generation.

Piger opdrages til at være søde og drenge til at være raske. Drengene vover og er vilde, mens pigerne sørger for orden og omsorg.

Nogle af knægtene var så vilde, at når de kom på koloni i de jyske, ja så kunne de ikke alle opføre sig lige godt. Man hørte, at de smadrede vinduer på drivhuse. Eller når man var på udflugt i de nordsjællandske, så smed man træer m.m. ned på banen.

Så var det godt nok lidt uheldigt, at man opgav sin adresse som Nørrebrogade 193, som er adressen på Stefanskirken.

Ikke varmt vand

Der var ikke bad og varmt vand ret mange steder på Nørrebro. Der var kun få, som havde toilet oppe i ejendommen. Nogle skulle dele toilet med naboen ude på gangen. Mens andre stadig i 1950erne på Nørrebro måtte ned til retiraderne. Her skulle de så slås med rotterne. Det var en god ide, at larme med træskoene, inden man gik derind.

Jo, dengang i 1950 var kun 48 pct. af lejlighederne forsynet med lys, gas og W.C. Kun 33 pct. havde bad, centralvarme og varmt vand.

Men i de fleste Nørrebro – hjem hang det smukke billede af den brølende hjort ved den hyggelige skovsø.

Pladsmangel

Som regel vaskede man sig i køkkenet. Oven over kakkelovnen stod kedelen og snurrede. Ofte foregik det ugentlige bad i en zinkballe i køkkenet. Man skulle nok ikke være den sidste, for det var det samme vand, der blev brugt til alle børn. Man kunne jo ikke vide, om en af poderne havde tisse i det.

Det var ikke megen plads til far, mor og fem børn i en to – værelses i Humlebækgade og endda med indlagt toilet.

I soveværelset var der en dobbeltseng. Der sov far, mor og to børn. Et barn lå på sofaen i stuen, en på en feltseng i køkkenet. Og så var der en, der var anbragt ude på gangen. Men hver gang et familiemedlem så skulle på toilet om natten, måtte vedkommende flyttes, ellers kunne døren til toilettet ikke lukkes.

Det var ikke unormalt på Nørrebro, at fire børn skulle dele seng på Nørrebro. Mens den ene kradsede sig, gnubbede den anden sig, og den tredje vendte sig. Så kunne det være at den yngste tissede i sengen. Det var ikke så sært, at Nørrebros børn mødte trætte op i skole næste dag.

Gennem de tynde vægge kunne man høre barnegråd og skænderier. Der var ikke meget plads til privatliv. Og masser af drukkenbolte gav deres besyv med.

I 1960 var Blågårds – kvarteret beboet af 18.000 mennesker. Og af den boede 11.000 i usunde boliger. Dette var årsagen til den såkaldte Bulldozer – sanering. Den foregik uden planlægning og penge. Og befolkningen blev nærmest tvangsforflyttet.

En kold vinter

Når vinteren var ekstra kold, var der is i vinduet. Så samledes man om kakkelovnen. Børnenes dyner hang ved kakkelovnen, inden de skulle i seng.

Hygiejne

Børn af lav social status lugtede af kål, afkogt fedt, kartofler og mangelfuld rengøring. Mange steder på Nørrebro kunne man ikke engang åbne vinduerne, så stødte man allerede på naboejendommen.

Var man nu så uheldig at bo på fjerde sal med retirader nede i gården, ja så kunne man ikke rigtig afskaffe natpotten. Det var jo også lige sin sag, at gå ned af bagtrappen, der var uden lys, og så ned til rotterne og den forfærdelige stank.

Potte – tømmer

Men se disse natpotter skulle jo tømmes engang imellem. Og det var ofte den ældste der blev udnævnt som nattepotte – tømmer, og dette hverv gav ikke høj status i gården.

Se pottens indhold skulle jo tømmes nede i retiraderne. Men nogle sprang over, hvor gærdet var lavest. Og så tømte de indholdet i vaskekummen. Men det var ikke en særlig god ide. Fordi midt om sommeren kunne indholdet finde på, at dukke op hos naboen.

De uønskede husdyr

Mange lejligheder var rene lopperedder. Det var fugtigt. Pludselig følte børnene det krible og krable overalt. Gulve og paneller blev vasket i salmiakspiritus og møblerne skoldet. Det kunne holde utøjet i skak i nogen tid, indtil de igen kravlede gennem gulve, vægge og lofter.

I skolerne fik man jævnlig besøg af Lusemor. Det var en sygeplejerske, der tog børnene under kraftig behandling, når det viste sig det mindste tegn på husdyr.

Når man om lørdagen havde været igennem badet i zinkballen, så gik man i gang med den store tættekam. At have lus var den største skam, der kunne overgå børnene. Så måtte man ellers i gang med olie, der fik en kraftig stænk af petroleum. Et dejligt universalmiddel, der fik hovedbunden til at boble.

Med sæbe og træuld

Det var også uheldigt, hvis skolelægen opdagede, at man havde fnat. De små kløende mider var ret irriterende. I 1950erne måtte man så en tur på hospitalet. Så blev man smurt i en fed substans, der skulle side i lang tid. Så blev man sunket ned i et kæmpe badekar med varmt vand.

Efter endt opblødning, blev man skuret med sæbe og træuld. Det gik ikke stille for sig, børnene skreg. Og derhjemme måtte man udskifte sengetøjet og alt andet tøj skulle vaskes.

Fra Nørrebro til landet

I Ryesgade lavede man i 1954 gadefester for at skaffe penge til feriekolonier for Ryesgade – børnene. De var dømt til at lege i de skumle gårde eller over i Fælledparken, hvor der i 1950erne huserede sprittere og lokkere.

Mange børn fra Nørrebro blev sendt fra Hovedbanegården med en adresseseddel om halsen på feriekoloni hos en bonde i Jylland i fire uger. Det var en helt anden oplevelse.

Mad

Ofte blev børnene sendt til bageren for at skulle købe for 25 øre gammelt brød.

Se allerede i 1945 sang Holger Fællessanger: Der kommer en båd med bananer. Men den kom egentlig først i 1952.

Menuen i 1950erne var præget af grød, mælk og sulemad. Som mellemmad fik man et stykke franskbrød med sukker.

I biograferne proklamerede Ib Schønberg, at Sunde Børn er nemme børn. Og Helge Kjærulf Schmidt var Vitalus Sørensen i Solgryn – reklamer.

Henkogte frugter var hjemmelavede og stod på rad og række med sirlige etiketter på den øverste hylde i spisekammeret.

Frysevarer var endnu ikke så almindelige. Men skulle man lave noget hurtig, kunne man da få noget på konserves. Men i begyndelsen af 1950erne lavede man mad på den gammeldags måde.

I Alt for Damerne i 1953 kunne man se, hvad familiens ældste forventede at spise om søndagen. Men det var nok ikke specielt beregnet for den fattige arbejderfamilie på Nørrebro:

• Oksekødssuppe med urter og hjemmelavede boller og mørbradschnitzel
• Fyldt hvidkål og pandekager, eller vandgrød med æblemos og klipfiskebudding med smeltet smør.

På Nørrebro kunne man strække søndagsmiddagen til:

• Forloren hare med brunede kartofler og rismelsgratin,

Københavns første selvbetjeningsbutik blev anlagt i 1949. Der var stillet indkøbsvogne frem, men journalisterne dengang mente, at husmødrene var for generte til at køre rundt med dem.

Læge

Egentlig kunne man godt forstå at poderne var bange for lægerne. Når man havde blærebetændelse og blev indlagt, ja så kunne man jo lige så godt tage polypperne med det samme.

Tandlæger var sadister

To gange om året skulle man til skoletandlæge, og poderne frygtede denne forfærdelige oplevelse. Mange havde derfor valgt at tage moder med. Hele klassen mødte op på en gang. Eleverne vidste udmærket, hvilke tandlæger, der var de rene sadister.

Dengang tog man det ikke så højtideligt med bedøvelse og det kneb også gevaldigt med pædagogikken. Plomberinger, rodbehandling eller tandudtrækning foregik uden bedøvelse. Ofte kunne man observere forpinte elever der spyttede blod ved håndvasken.

Skole

I skolerne blev man inddelt efter nummer. Den klogeste og nummer 1 blev placeret lige foran tavlen. Den ordblinde og mælkedrengen blev placeret som henholdsvis nummer 33 og 34 allerbagerst. Ordblindhed blev dengang endnu betragtet som dumhed.

For mælkedrengen kunne det være svært at holde sig vågen en hel skoledag.

Alt skulle læres udenad

Når man mødte op i skolegården og klokken ringede, skulle man stille sig op i to lige rækker. Så måtte man ikke tale til sidemanden. Og man skulle gå rolig op til klaseværelset. Uden ballade skulle tøjet hænges på knagen.

Derefter skulle man stille sig bag pulten indtil læreren kom. Og dengang kom læreren aldrig for sent.

Så skulle man både lære tysk, engelsk og svensk. Kongerækken skulle man lære udenad lige fra Gorm den Gamle.

Jo og så lærte man skam at svømme.

Skoletiden i poesi

Leif fra Lundtoftegade gik i Havremarkens Skole. Han har forfattet nogle digte om hans skoletid:

• Vores klasselærer Hr. Lomborg var en tyran

Han har sikkert ikke haft det godt som barn

Han tilløb tog

Når han med spanskrøret slog

Så han troede, at det ville svirpe

Han stoppe op og slog

Men da der var faldet ro

Over den aldrende herre

Om det første slag kunne værke

Men de to andre kunne man ikke mærke

 

• Vores regnelærer, Frk. Jensen var lidt for original

Men hun kunne svinge hendes lineal

Hvis vi ikke havde regnet vores stykker hjemme

Så kan det nok være, vi kom i klemme

Frem med fingrene, og af linealen vi fik

Den somme tider i stykker gik

Og så fik hun brug for den næste

Men hun havde et lager af linealer, det er klart

For hun ødelagde dem i en gevaldig fart

 

Lussinger og spanskrør blev flittig brugt

Søren og Mette kom i skole i 1954. Ja, da udkom den første bog i serien. Fysisk straf blev afskaffet i de københavnske skoler i 1951. Men det glemte man lige at fortælle dem. For de fortsatte deres afstraffelser. Lussinger og spanskrør blev fortsat flittigt brugt.

Man gik på kursus for at lære at slå med løse fingre, for med samlede fingre kunne man let smadre trommehinderne.

På Havremarkens Skole have eleverne besluttet sig, at alle vikarer skulle drives til vanvid. Det var en slags hævn over den måde, de almindelige lærer behandlede dem på. Jo man hørte da om at flere vikarer måtte på psykiatrisk afdeling til åndelige genopretning.

Jul

Ugen inden jul blev der pyntet op. Der blev lavet stjerner af lim og pap. Efterfølgende kom der også glimmer op. Guirlander blev fremstillet og med disse hang man kulørte strimler ned.

Det var ikke alle, der havde råd til flæskesteg, så blev det til haresteg eller en and fra søen.

Sparsomt var det med juleudsmykning på Nørrebrogade. Et lillespejl, en pakke vat, en smule englehår og en lille tøjnisse, forvandlede et almindelig købmandsvindue til et juleeventyr. Nogle steder kørte et elektrisk tøj gennem et julelandskab.

Nytår på Blågårds Plads

Børnene så frem til nytårsaften på Blågårds Plads. De brugte juletræer fra området blev smidt ned i den såkaldte grøften. Og så blev det ellers tændt ild på dem. Og lige så snart dette skete, kunne man høre sirenerne fra Fælledvej. Politi og brandvæsen var på vej.

Traditionen tro, blev der også rettet en stråle mod publikum.

Leg i gården

Man havde forskellige bolde, som man lagede med i gårdene. Men hvis den røg over til nabogården var den sikkert fortabt, hvis man ikke stod i fredelig alliance med dem.

I gården blev der også leget smugler, tolder, røver og soldater. Endnu i 1950erne legede man også tysker og sabotør. De fleste ville helst være det sidste.

Et andet populært spil hed Dæk. Det minder nok mest om baseball. Man leget også med nipsenåle, som der blev spillet om. Kugler af både træ og glas var her også. Og så selvfølgelig hønseringe.

Man kunne tegne med kridtstreger, lave hinkepotter, bruge snor, pinde og meget mere. Vandhanen kunne bruges til at stille sin tørst og misbruges ved at fylde sin vandpistol eller balloner og så kaste efter pigerne.

Der var masser af rotter i baggårdene. Særlig når det havde regnet dukkede de op. De mest modige af knægtene fik dem dræbt, og solgte dem for 10 øre stykket på Fælledvejens Brandstation.

En gang imellem kom der en ismand i gården. Men det var sjældent, at der var råd til sådan en – selv om prisen kun var fra 16 øre til en krone.

Husk at sige De til viceværten

Knægtene elskede at planke den. Der var masser af gårde, plankeværk og cykelskure. Her var masser af tørrestativer, skraldespande cykelskure m.m. De var beklædt med tjærepap. Det var nok ikke en god ide at planke den, når det var ny tjæret.

Det gjaldt også om ikke at blive taget af emsige viceværter, som for øvrigt altid skulle tiltales med De. Og så skulle man passe på ikke at havne i fjendeland.

Man kunne også stjæle æbler fra grønthandleren i Stefansgade lige ved Søllerødgade. Eller så var æblerov i villakvarterene. Det var sidevejene til Borups Allé.

Kollektiv børnehave

Man kunne godt kalde baggårdene for en kollektiv børnehaver. Disse børnehave var i den grad en mangelvare på Nørrebro. Men dengang passede man skiftevis på børnene.

På grund af de manglende børnehaver på Nørrebro var det en kvindegruppe, der arrangerede børneparkering i Nørrebroparken. Det var på hverdage mellem 11 og 16 for børn mellem 3 og 7 år. Det kostede 30 øre pr. time pr. barn. I tilfælde af regnvejr havde man anskaffet en udrangeret sporvogn, hvor børnene så blev anbragt.

Men mange steder var det forbudt at lege i gården, og så var poderne henvist til gaderne og den voksende trafik.

Andre lege

På Peblingesøen kunne man løbe på skøjter, men man skulle lige huske på, at skøjteforeningen havde eneret på skøjteløb lige på denne sø, så havde man ikke lige råd til at være medlem, så var det Hans Tavsens Parken. Her blev et markstykke altid overrislet til stor glæde for omegnens ungdom.

Det samme var tilfældet i Nørrebro – Parken.

Teater i Nørrebroparken

Ellers var det også en yndet beskæftigelse allerede dengang, at skrive nummerplader op på biler.

Der var masser af aktiviteter i Nørrebroparken. Her var såkaldte trædebiler og en rigtig bane, hvor man kunne køre. Her var også masser af gøgl, luftgynger og teater. Her spillede Carl Ottesen, Robin Hood. Hvis man ikke kan huske ham mere, så var det ham, der spillede den sure sergent i Soldaterkammeraterne.

Fare i soppebassinet

I Nørrebroparken var der også et soppebassin. Her var det så, at den 8 – årige Conni den 29. juni 1953 var ved at blive kvalt, da soppebassinet skulle tømmes. Hun blev suget fast til afløbsrøret i 20 minutter. Ikke engang tre voksne mænd kunne trække hende fri.

Tribini og den stærke mand

Her i parken optrådte selveste Tribini. Han plejede altid at indlede sin forestilling med:

• Mine herskaber, grevskaber, klædeskaber, rullemænd, nullermænd og tullemænd.

Så var det den stærke mand, Abdullah. Et folkevognsrugbrød kunne køre over brystet på ham.

Ja og så var det radiobiler. Så gjaldt det om at køre ind i pigerne. Drengene troede at det var et godt scoretrick.

De upopulære parkbetjente

Parkbetjente var aldeles upopulære i Nørrebroparken. For når man endelig havde fået pigen hen bænken og skulle til at kysse hende, ja så dukkede parkbetjenten frem.

Meget populære var klatrestativerne i parken. Men pædagogerne mente, at de var for farlige, så til podernes store fortrydelse blev de fjernet.

Ved Nørrebro Station, som dengang var linje 7 `s endestation lå en masse cigaretskodder. Det var jo ikke filter på cigaretterne dengang. Så de vakse knægte tog tobakken ud af stumpen. Så blev der ellers rullet cigaretter af lokumspapir. Det var godt nok ulækkert.

Og så blev der ellers røget cigaretter i den store tønde i Nørrebroparken. Dengang i begyndelsen af 1950erne kostede en pakke cigaretter 1,05 kr.

Aktiviteter i søen

I Ladegårdsåen var der endnu åben nogle få steder. Her kunne man soppe og fange salamander.

Ud til Peblingesøen havde kommunen indrettet et indhegnet soppebassin ved kanten af søen ud for Korsgade. Det herligt at plaske i de ferske vand.

Og også ved Søerne lå der et båd – og vandcykeludlejning. Her kunne man engang imellem overtale ens far til en tur på søerne.

Legetøj

Mange af Nørrebro – børnene måtte nøjes med at drømme om det legetøj, som de så i legetøjsbutikkerne. Det var ikke særlig billigt.

Figurer med cowboys, soldater, bondegårdsdyr, dyr fra zoo og indianere kostede hele 2,25 kr. stykket.

Masser af salmemærker

Man kunne så i stedet lege med klistermærker med soldater som man klistrede på pap. Med Tricolore Sæbe fulgte samlemærker med indianernes mærkelige sprog. I Ota havregryn fulgte klippeark med det vilde vestens helte og skurke.

Richs samlemærker og albums var meget efterspurgte. Hver gang man købte en pakke Richs til at blande i, fulgte samlekort med. Det var billeder af dyr, blomster og andre ting.

Åh jah senere fulgte ugeblade med samlemærker med Knud Lundberg og andre fodboldspillere fra 1. og 2. division.

Lego og farveblyanter

Så var der masser af farveblyanter og malebøger. Knægtene havde borge med soldater og kanoner. Og de sidstnævnte kunne lades med tændstikker, der kunne skyde fjenden ned.

Man kunne købe karton med huse, møller og kirker, og bygge en hel landsby.

Det var de meget populære Mekano – sæt. Byggeklodser af træ, blev hvis nok også fremstillet af Lego, inden plastikklodserne kom. Men dem var der hvis ikke mange på Nørrebro, der havde råd til.

Jo det var da også Teknos Ingeniørsæt og modellervoks fra Filia.

Hulla Hop og sysæt

En speciel dille ramte Nørrebro i 1958. Det var Hulla – Hop ringe. Man skulle bruge specielle hoftesving for at få ringen til at rotere.

Ja så var det yoyo som man selv kunne fremstille. Og kridtpiber med sæbe og vand kunne frembringe de flotteste sæbebobler.

De traditionelle spil var Skak, Mølle og Dam, klassiske kortspil, Sorteper, Tips – spillet, 6 – dags løbet og Matador.

Særlig populær var Det lille Postkontor.

Pædagoger så deres snit til at fortælle forældrene, at legetøj af træ var at foretrække frem for plastik. De samme kun også fortælle, at drenge gerne måtte lege med sysæt og dukker. Men det gav nu ikke ligefrem status i de kredse, hvis det blev opdaget.

Slik

Man kunne købe såkaldt affaldsslik til billige priser. Og så var det de berømte lykkeposer. Kandis var også populært. Det skulle købes på apoteket.

Men mest populær var den kiosk, der lå i forbindelse med Nørrebroparken, men den havde så kun åben om sommeren.

Familiens husalter

Radioen var familiens husalter. Far skulle høre radioavisen, og aftensmaden skulle tilrettelægges efter dette. Børnene blev først lagt i seng, når de havde hørt Inge Aaasted og musen Hanibald. Et andet børnehit var Peters nye Automobil.

Radioen var efterhånden også kommet med grammofon. Børnene blev tvangsindlagt til at høre Bror Kalles Kapel eller Vildandens sang med Lullu Ziegler.

Men så kunne poderne spille med på deres xylofon eller mundharpe.

Helt så opløftende var radioen hverken for poderne eller de voksne. Her er programmet en almindelige søndag morgen:

7.50: Landbrugets Brevkasse

8.05: Ti minutters oplysning om kvægets vinterfoder

8.15: Morgengymnastik for kvinder

8.25: Morgengymnastik ved kaptajn Jespersen

8.35: Havearkitekt C.Th. Sørensen om vore parker

10.00: Pastor Batholdy prædiker i Haslev Kirke

I 1953 var der 30.000 licensbetalende radiomodtagere. Og Gunnar Nu Hansen stod for alt det dramatiske. Og Sven Petersen fik folk til at klistre sig fast til radioen med Kvit eller Dobbelt.

TV

TV blev i begyndelsen det store hit blandt de unge. De hang så sammen med forældrene foran skærmen hver aften. I 1953 var der 3.000 seere. Og de kiggede på 17 tommer TV.

I 1960 var fjernsynets julegave til seerne, Faranelli med Paul Bundgaard i hovedrollen. Med 96 millioner kroner blev fjernsynets budget for 1959/60 sprængt. Men allerede i 1958 havde monopolet købt 90.000 kvadratmeter i fremtidens tv – by. Gøngemosen så dagens lys.

Tænk engang 15 danske tv – fabrikker arbejdede på højtryk. Men man sendte kun 12 timer om ugen, for som Tv – chefen, Jens Frederik Lawaetz sagde:

• Vi vil hellere forbedre Kvaliteten end Kvantiteten

Cowboy på Nørrebro

I 1956 kunne man høre Preben Uglebjerg synge Davy Crocket. Han var dog allerede kommet til Nørrebro i 1955. Det var stort for poderne at få en pelshue med hale, en skindbluse af ægte plastik, og så hans flintbøsse til knaldhætter, endda med krudthorn.

Og Hopalong Cassedy havde en seksløber, der kunne affyre 100 skud. Man kunne selvfølgelig melde sig i en klub med helten. Alle ens helte kunne man følge i biograferne. De mest populære dengang var Odeon på Fælledvej, Nørrebro Bio på Nørrebrogade samt Regina på H.C. Ørstedsvej.

Revolverbælte i ægte paplæder

Allerede dengang kunne man købe på postordre hos nogle af de såkaldte hemmelige foreninger. Og det var gummistøvler med sherifstjener på siden. Og et revolverbælte i ægte paplæder og med påsatte forniklede nitter.

Det var som regel om søndagen, at ungerne vandrede til biograferne. Den stod selvfølgelig på cowboyfilm. Men også film med sørøvere, soldater og andre helte fandt i de unges smag. Det var mellem klokken 14 og 16. Og prisen for en biografbillet var 45 – 50 øre. Billigst var Regina. Men så kunne man også risikere, at skulle sidde to på et sæde.

Ismand

Når det rigtigt gik for sig skulle man rejse sig op, klappe og pifte på sine helte. Kyssede ens helt en bedårende kvinde, skulle man rejse sig og sige ”Buuuuuh” Lidt mere avanceret var det at råbe ”Ismand” eller ”Blodsuger”.

Og så var det ellers vild jubel blandt det unge publikum, når det amerikanske kavaleri dukkede op på bakkedraget for at hjælpe de hvide.

Men ellers ville alle unge være Zoro. Han brugte sjældent skydevåben. Hans våben var en lang pisk eller en kårde. Så kunne han snitte et Z i panden hos sin modstander.

Tørresnore forsvandt

Dagen efter sådan en film var alle knægte på Blågårds Plads Zoroer. Det var ikke mange tørresnore tilbage i området. De var forvandlet til piske. Legetøjsbutikken Alhambra i Blågårdsgade havde udsolgt af halvmasker.

Nu stod alle Zoroer opmarcheret på Blågårds Plads afventende et kys fra heltinden.

Vi skal da også lige have med at Prins Valiant i skikkelse af en pagehåret Robert Vagner dukkede op på Nørrebro i 1955.

Andeledes Biografoplevelse

I påsken og på andre helligdage måtte der ikke spilles musik offentlig, og det måtte heller ikke vises almindelig spillefilm. Så blev der arrangeret foredrag med tilhørende dokumentarfilm. Det var ofte såkaldte kulturfilm med opdagelsesrejsende som Hakon Mielche, Jens Bjerre og Jørgen Bistch.

Far og mor gik skam også i biografen. De så De Røde heste. Ja hele 2,4 millioner så filmen, dengang. Men Mosekongen også af Morten Korch indeholdt det hele – lige fra forbyttede børn til den danske muld.

Nøgne bryster

Og det skete også i Colosseum på Jagtvej. Og så kunne både voksne og børn se film fra sydhavsøerne, endda i farver. Og man så endda noget så avanceret som indfødte piger med nøgne bryster. Der var stammeritualer og farefulde kanotuer gennem brændingen.

Bøger og seriehefter

Efterhånden kom der flere og flere hemmelige klubber som for eksempel

• Politikens Kvik Klub
• Ping Klubben

Man læste Paw, Robin Hood, De Tre Musketer. Men også Palle alene i verden var populær på Nørrebro. Dengang var det heller ikke så mange, der lagde mærke til, at man sagde Neger i Lille Sorte Sambo.

Så var det også seriebøgerne, Jan, Sussy og Puk. Med disse seriebøger fulgte også en masse indoktrinering. Jagten på de venstreorienterede var gået ind. De mistænkte var altid de grimme, ubegavede og uuddannede.

Pædagoger advarer mod seriehefter

Pædagogerne benyttede lejligheden til advare mod seriehefter som

• Skipper Skræk var Danmarks første serieblad fra 1938
• Kaptajn Mickey
• Illustrerede Klassikkere, der udkom i hele 129 udgaver.
• Kong Kylie startede allerede i 1948

Der var også masser af tegneserier i ugebladene, blandt andet Rasmus Klump og Knold og Tot.

Men også de unge fik deres egne blade som Tempo og Vi Unge. Det var slut med Familiejournalen og Hjemmet. Teenagekulturen fik mange steder kernefamilien til at krakelere.

Gode barnepiger

På Blågårds Plads huserede Prinserne. De havde taget deres kultur med fra Lersøen og Fælleden. De sad på deres plads på bænkene og fik deres kogesprit eller hvad der ellers var råd til.

Børnene var ikke bange for dem, tværtimod. Prinserne blev ofte brugt som barnepiger, når mor skulle en tur i byen. Så vankede der endnu et bidrag så kogespritten kunne krydres med noget ekstra kolorit.

Og i de få børnehaver der fandtes begyndte pædagogerne meget tidligt at undervise de små poder i pottetræning.

Gadekampe

Fra gammel tid har der hersket nogle gevaldige gadekampe på Nørrebro. Værst var kamphandlingerne på Fælleden. Hvis politiet dukkede op, ja så blev fjenderne pludselig venner, og så gik man samlet mod dem.

Blandt de mest blodige var Ryerne, som var knægtene fra Ryesgade. Rakkerne var dem fra arbejderboligerne på hjørnet af Jagtvej/Tagensvej. Og så var det jo også Rabarberne fra Rabarberlandet. Og sidstnævnte tog på krigstogt over og tærskede de blege i det Frederikbergske villakvarter.

Afstraffelsesmetoder

I 1950erne var afstraffelsesmetoderne:

• Buksevand
• Binding til tørrestativ
• En almindelig røvfuld

Man brugte nogle farlige våben som

• Kosteskafter
• Naturgrene
• Læderremme
• Halstørklæder bundet op med store knuder.

Onde tunger påstod, at sidstnævnte var forsynet med søm, så de kunne gøre endnu mere skade.

Blodtud

Efter sådan et slag var der mange, der kom hjem med en blodtud. Gadekampe hørte til dagens orden. Når kampråbet havde lydt, skete der en mærkbar ændring i gadebilledet. Normalt var der faste regler i en kamps begyndelse.

En kurér blev sendt ind i fjendens område med meldingen, Vi erklærer krig. Så gjaldt det ellers for poden at spæne hjem til sine venner så godt han kunne.

Det gjaldt i fredstid at forhandle sig til alliancer med nærliggende gårde og gader.

Rapserier

Forretningerne havde store problemer med børns rapserier. Det gjaldt om, hvem der kunne rapse mest og hurtigst. Det gav høj status hjemme i gården.

Moral og etik

Pigerne med sløjfer i håret blev opdraget til at være rene dydsmønstre. De skulle for alt i verden undgå at blive gravide. Det vigtigste for en pige var at blive godt gift, og så derefter få børn.

De skulle bevare deres gode rygte og forblive ærbare. De skulle være sober og passe på deres rygte.

De begyndte at ryge

Men ak og ve. De begyndte at ryge og gå i spidse sko.

Og de vilde drenge begyndte at køre knallert. De begyndte at bore og geare dem, så de kunne køre hurtigere.

Og tænk de unge mennesker kunne finde på, at smøre Brülcreme i håret. Fattiglemmerne på Nørrebro brugte margarine.

Man måtte sandelig ikke læne sig op af et tapet, og ens hovedpudebetræk lignede nærmest en olieklud efter mødet med sådan en gang hår.

I den henseende var det en fordel, at den karseklippede look efter de amerikanske soldater efterhånden vandt indpas.

I det hele taget så danskerne op til amerikanerne. Herfra fik vi tyggegummi, coca cola, Brylcreme, læderjakker, forvaskede cowboybukser, anderumper, jitterbug og Elvis Presley.

Moralbegreber i opløsning

Men moralbegreberne var i den grad i opløsning. Der var også et stigende antal skilsmisser.

Rock’n Roll skyllede over landet. Med den nye musik fulgte bølleagtige optøjer. Motorcykeloptøjer og politisammenstød – uha – uha.

Allerede i 1956 var der sammenstød efter at Ib Glindemand og Ib ”Rock” Jensen havde givet koncert i KB – Hallen. Og da så Rock arround the Clock – filmen havde præmiere, ja så gav det de obligatoriske sammenstød.

Så var det måske bedre, at lytte til Raquel Rastenni med Her kommer mutter med kost og spand eller Gitte, der som 8 – årig sang Giftes med Farmand. Eller hvad med Katy Bødger med Fiskerpigens Sang.

Hvert årti sin historie

Kære tilhørere, så er vi i 60’erne og sådan kunne vi blive ved. Hvert årti kan fortælles sin historie og det gør den så. Og det kan du blandt andet læse på www.dengang.dk. På Nørrebro har man bestemt aldrig kedet sig. Her er der altid sket ting og sager.

Tak for jeres tålmodighed.

Kilde: Diverse artikler på www.dengang.dk

          Se Litteratur Nørrebro