Myter omkring Frøslev – og Fårhuslejren

Ingen frygtindgydende rædsel. Cirkus Frøslev. Tyskerne var bygherre – på den danske stats regning. Planlægningen. De første fanger. Designet til 1.500 – der kom op til 5.460. Daglige møder. Hausordnung. Truslerne blev ikke ført ud i livet. En stor organisation. Ingen smitte. Stødpudestat. Den danske forvaltning sørgede for de indsatte. 1,500 blev grundet aftalebrud sendt syd på. De indsatte havde hørt om kapitulationen. Spillet lykkedes. Fårhuslejren. Det tyske vagtmandskab afmarcherede.  Snart var man oppe på 3.200 indsatte. Vagtmandskabet var urutineret og omgik skydevåben lemfældigt. Der blev udarbejdet en foreløbig instruks.  Ledelsen strammede grebet.  Vagtmandskabet manglede rutine og uddannelse. En blandet flok. Straffen kom øjeblikkelig. Politi – og domsmyndigheder havde travlt. Aflønnet forskelligt for det samme arbejde.

 

Ingen frygtindgydende rædsel

Lejren blev oprettet som ”Polizeifangenlager Frøslev”. Undertegnede har set beskrivelser, der kalder dette sted for ”frygtindgydende”. En ældre officer kaldte det engang efter 5. maj 1945 for ”Sanatorieophold”.

Et sanatorieophold er vel langt fra sandheden, når man skal leve under bevogtning af tyske maskingeværer. Og så er det den daglige trussel om deportation til tyske koncentrationslejre.

Nogen særlig frygtindgydende rædsel var det vel heller ikke takket være dansk lune og sammenhold.

 

Cirkus Frøslev

Sandheden ligger nu midt imellem. Der kommer nok aldrig mere i historien en tilsvarende lejr. I daglig tale kaldte man det også for ”Cirkus Frøslev”. Det blev vel også i praksis cirkusagtigt men med danske tilskuere og tyske artister i mangen.

 

Tyskerne var bygherre – på den danske stats regning

Måske skal vi lige kort ridse historien op om tilblivelsen af denne lejr. Den opstod som følge af den danske regerings ønske om at bringe størst mulige antal af de i Tyskland internerede danskere tilbage og hindre yderligere overførsel til rædslerne syd for grænsen.

På grund af tysk løftebrud kom lejren aldrig til at svare til sin oprindelige hensigt. Men måske sparede lejren alligevel en del menneskeliv.

Men det er måske mindre kendt, at det var Det Tyske Rige, der var bygherre – på den danske stats regning. Tyskerne accepterede heller ikke dansk kontrol med lejrens opbygning. Det betød at firmaet Nicolaysen og Nielsen, der havde fået arbejdet overdraget kunne aflevere et dårligt stykke arbejde.

Det betød at det var de internerede, der under meget vanskelige vilkår skulle udbedre skaderne.

 

Planlægningen

Selve planlægningen og placeringen af de enkelte barakker skal efter sigende være foregået på den måde, at den tyske lejrkommandant i Horserød, Sturmbannführer Hillgärtner, som var en brutal og hoven og ikke særlig tiltalende SS – officer, fik en plan over lejr-terrænet og en lille pose modelklodser med hjem.

Under en af sine talrige ”Kammeratskabsaftener”, som de tyske sviregilder blev kaldt, har han formentlig leget med de forskellige barakker. Han var strålende henrykt over dette 8 – 10 millioner kroners legetøj. Han var strålende henrykt og fablede i sine mere elskelige øjeblikke om den vidunderlige lejr, som han var mester for.

 

De første fanger

En kendsgerning var det imidlertid, at en skønne dag da lejren var der, skete der en overførsel af de 750 fanger i Horserød. Det var den 13. august om aftenen hvor de første store danske busser, der havde hentet de første fangere i Flensborg Havn, rullede ind på Frøslev Polde.

Her så fangerne så for første gang deres nye hjem for de næste ni måneder. Den aften forekom det hele lidt trøstesløst. Det var nok ikke mange, der tænkte på at den enestående natur omkring lejren er fredet i klasse A.

Men dette tog tyskerne nu ikke så meget hensyn til.  Lyngen og bakkerne skulle fjernes for at ende i en sandflade som tyskerne af sikkerhedsmæssige grunde skønnede at det var påkrævet.

 

Designet til 1.500 – der kom op til 5.460 fanger

Egentlig var lejren designet til at kunne rumme 1.500 fanger. Men dette holdt slet ikke. Således var der i april 1945 – 5.460 fanger.

Lejrens første danske lejrchef var kaptajn ved Generalstaben, R. Ploug. På tysk hed det ”Lagerältester”. Men allerede den 15. september var han med første Tysklandstransport – syd på. Han afgik her ved døden af difteri i november 1944.

I sin korte ”regeringstid” var han udsat for hård kritik af sine egne.  Hans utvivlsomme dygtighed og utrættelige arbejdsevne var anerkendt. Men han manglede den smidighed, der var nødvendig for at være leder under disse forhold.

 

Daglige møder

Efterhånden som lejren voksede, blev ledelsen udbygget. Hver barak blev nu styret af en barakformand (Barackenätester). Denne skulle godkendes af tyskerne.

Alle disse samledes daglig til møder for at diskutere vigtige ting. Her modtog de gennem lejrlederen fra tysk side udstedte forordninger, der var talrige og ofte i åben modstrid med sidst udgivende ordre.

 

”Hausordnung”

De tyske ordensbestemmelser ”Hausordnung” var meget kategoriske og omfattende. Næsten alt var forbudt og alt blev overtrådt, idet det tyske bevogtningsmandskab var ude af stand til og for en stor dels vedkommende heller ikke ønskede bestemmelserne overholdt.

Straffes skulle i henhold til bestemmelserne enhver, der:

• Løj over for bevogtningsmandskabet
• Hvis man fremsatte ironiske eller nedsættende bemærkninger om dette
• Undlod at hilse
• Meldte sig syg uden grund
• Værgede sig ved arbejde
• Skriftligt fremsatte nedsættende bemærkninger om førende personligheder eller forholdsregler taget af det tyske rige
• Førte politiske diskussioner, drev tyskfjendtlig propaganda, holdt foredrag (Gudstjeneste), dannede grupper, samlede eller udspredte sande eller usande rygter om lejren.
• Forsøgte udsmugling
• Var andre behjælpelig til flugt eller forberedelse hertil
• Beskadigede inventar m.m.
• Forbrød sig mod husordningen eller ikke adlød bevogtningens eller barakformandens ordrer m.m.

Hertil knyttede sig et utal af stadig skiftende bestemmelser, udgivet mundtligt af de enkelte lagerfører og pligten til at melde alle forekommende uregelmæssigheder. Det sidste forekom selvfølgelig ikke.

 

Truslerne blev ikke ført ud i livet

Straffen bestod i første række i trusler om deportation, mørkearrest på vand og brød eventuelt uden madras eller tæpper, inddragning af brev -, pakke-, og besøgstilladelse, fratagelse af kakkelovn, senge eller enkelte måltider, tildeling af ekstraarbejde m.v. Kun i enkelte tilfælde førtes truslerne ud i livet.

Anvendelse af vold forekom kun undtagelsesvis i selve lejren. De hørte fængslerne og forhørene til.

 

En stor organisation

Lejrkontoret formidlede alle de talløse henvendelser om flygtninge, besøg, klager og ansøgninger af enhver art. Særlige translatører var knyttet hertil. Pakkekontoret varetog forretningerne med ind – og udgående pakker. Så var det depotet ”Udlevering af Inventar, sengetøj og arbejdstøj. En særlig arbejdsledelse foretog inddeling og udtagelse til arbejde.

Spiseledelsen varetog køkkenarbejde og inddeling til spisning. Til ledelsen af nybygninger, reparation, planering, opmåling m.m. fandtes en teknisk ledelse med stor tegnestue.

Der fandtes biblioteksledelse, barber – og frisørsalon, skomagerværksted, skrædderværksted samt et utal af specialhold (Sonderkommando) af ethvert håndværk og fag.

 

Ingen smitte

En uhyre vigtig rolle spillede lejrens sundhedsstyrelse med hospitalsledelse, tandlæge, røntgenklinik og operationsstue for mindre operationer.

Skønt der med de fra Tyskland hjemkommende efterhånden tilførtes lejren sygdomme som tyfus, plettyfus, dysenteri, difteri, skarlagensfeber, lungetuberkulose m.m. lykkedes det for lejrens læger at holde epidemierne fra lejren.

Som øverste rets-myndighed fungerede klageretten sammensat af et medlem valgt i hver barak. Rettens medlemmer havde et svært og utaknemmeligt arbejde.

 

Stødpudestat

Tyskerne selv var klar over, at efterhånden som tiden gik, gled initiativet indenfor selve ledelsen af fangerne mere og mere over på danske hænder. Til tider for de op som brølende løver og forsøgte ”Bessermarchen”. Men efter et par dages ofte kun få timers forløb opgav de ævred og lod danskerne køre videre.

Lejrledelsen betragtede som deres fornemste opgave at være stødpudestat mellem på den ene side ”Tårnet” dvs. det tyske vagtmandskab og de indsatte på den anden side.

 

Den danske forvaltning sørgede for de indsatte

Det danske fængselsvæsen sørgede for gennem ”den danske forvaltning” at sørge for de indsattes maver og andre fornødenheder i det omfang som tyskerne tillod. Gråsten Svineslagteri og andre danske leverandører havde deres andel.

Så blev der også sørget for julepakker, boggaver m.m. Lokalforeninger over hele landet bragte glæde og hjælp.

 

1.500 mand blev sendt syd på

Tysklandstransporten var den store, knugende skygge, der i måneder hvilede over lejren. Om morgenen kl. 4 om morgenen lød det ofte:

• Aufstehen, Anzien, Antreten!

Men danskerne havde for længst fået opsnappet, hvornår der var Tysklandstransport. Men det var ikke sjovt for de ca. 1.500 mand og 1 kvinde, der blev sendt syd på. De fleste var selvfølgelig sammenbidte. Efterhånden blev alle forsynet med cigaretter. Det var det bedste købemiddel i Tyskland.

Sammenholdet var der. Her var alle aldersgrupper repræsenteret lige fra 15 – 78 år. Det danske flag gik til tops kl. 12.

 

Man havde hørt om kapitulationen

Frøslevlejren blev ingen rædsel med døde i hundredtal med sult, sygdom og elendighed. Den blev Verdens mest mærkelige fangelejr.

Gennem et af lejrens hemmelige radioer fik man information om kapitulationen. Man lod informationen sive ud i barakkerne samme aften og nat. Men man var ikke klar over den tyske reaktion.

 

Spillet lykkedes

Den 5. maj kl. 8 gik politimester Brix og kaptajn Digmann til den tyske kommandant, Hauptsturmfûhrer Schriwer og stillede krav om øjeblikkelig tilbagetrækning af alle tyske poster i den indre lejr og frigivelse af alle kammerater i eneceller. I modsat fald ville man ikke garantere for ro og orden i lejren. Svar blev krævet senest kl. 10.00.

Schriwer var meget pikeret over dette ”Ultimatum”. Man måtte forklare tyskeren at nu var man ligesindet. Nu var det ikke noget mere der hed kommandant og indsat. Og så fortalte man ham, at ikke blot de 2.400 indsatte men også en stor del af hans egen mandskab var rede til at støtte kravet.

Såfremt der ikke skete fuld overgivelse af lejren, ville hele den tyske styrke blive interneret. Spillet lykkedes.

 

Fårhuslejren

Hvad var det nu med Fårhuslejren? Det Tyske Mindretal følte i mange år, at de var blevet ekstremt dårlig behandlet. Den litteratur der er skrevet om denne lejr, siger også det samme. Og os, der har haft familie, der har siddet her, har hørt frygtelige historier. I mange år forlangte Det Tyske Mindretal en undskyldning og økonomisk kompensation. Man talte også om den specielle ”Fårhus-mentalitet.

 

Det tyske vagtmandskab afmarcherede

De første dage var kaotiske. Over 2.000 mennesker blev løsladt den 5. maj over hals og hoved. I lejren forblev 400 – 500 tidligere fanger. De havde meldt sig til grænsebevogtning.

Ca. 40 ”nye” beboere blev anbragt i en særlig barak anklaget for stikkervirksomhed. I begyndelsen vidste man ikke, hvad den tyske bevogtningsstyrke ville. Men om søndagen afmarcherede de. Nu kunne man trække vejret lidt lettere.

 

Snart var man oppe på 3.200 indsatte

Samme dag bankede modstandsbevægelsens folk på døren med de første. De kommende dage gik det slag i slag. De nye beboere blev straks sat i arbejde med rengøring og sammendragning. Herved fik de indsigt i noget, som de ikke burde have set.

En taktisk dumhed begik man ved at lade de for ”Stikkeri” blive i lejren. Derved fik de andre kendskab til større og mindre ”Fiduser.

Allerede den 17. maj var man oppe på en belægning på 2.000. De steg i de følgende måneder. I den følgende måned var her 3.200 heraf 180 kvinder.

Den hurtige vækst havde end ikke tilladt en ordentlig registrering af de internerede. Hertil kom en masse nysgerrig, der ville se de nye beboere.

 

Vagtmandskabet var urutineret

Vagtmandskabet fra frivillige. De havde de bedste hensigter men var urutinerede. Efterhånden voksede denne tjans med trættende ensformighed. Rigtige retningslinjer var endnu ikke udformet. Lejrens styrelse skulle tilrettelægges og opbygges. Den fornødne sikkerhed og ro skulle først skabes. Men myndigheder var også overbelastet.

 

Foreløbig Instruks

Man forsøgte at fjerne de mest himmelråbende tyske uretfærdigheder. Både skyldige og uskyldige gik rundt i lejren. Og fra dansk side blev fangerne ikke mødt med blødsødenhed. Man forsøgte at være korrekt og retfærdig. I den udstedte:

• Foreløbige Instruks for Behandling af de internerede”

Blev der givet bl.a. nedanførte forholdsordre:

• De internerede behandles køligt men korrekt
• Det er forbudt at anvende vold
• Ved ankomsten til lejren fastslås den interneredes identitet, kartotekskort udskrives. Han visiteres, og der fratages ham evt. våben, pas, pengebeløb udover 10 kr. samt papirer, herunder medlemskort, emblemer, fremmed valuta, afregninger, lommebøger eller lignende, der muligt kan anvendes som bevismateriale for eller imod ham. Effekterne registreres og arkiveres. Den internerede afgiver selv kvittering
• Al forbindelse med omverdenen er strengt forbudt. Alle forsendelser til og fra de internerede skal nøje undersøges og censureres
• Indtil videre vil kun forretningsbesøg af livsvigtig betydning blive tilladt. Der skal tales dansk under besøget
• De internerede er pligtige til at udføre det arbejde, der pålægges dem. Kun lægeattest udstedt af lejrlægen fritages for arbejdspligt. Personer over 55 år er fritaget for arbejdspligt uden for barakken.
• Hver søndag afholdes dansk gudstjeneste for de internerede, der måtte ønske at overvære den.

 

Et nyt system

I den indre lejr blev der opbygget et system med tillidsmænd, barakformænd, lejrlæge, postkontor m.m.

For forplejningen sørgede Fængselsvæsnet under viceinspektørens ledelse på basis af det gældende kostreglement.

Bevogtningen og lejrens øvrige tilsyn var overladt til et vagtkomagni bestående af modstandsbevægelsens folk. Det blev senere overtaget af Brigaden for til sidst at overgå til hæren. Til varetagelse af den indre tjeneste i lejren oprettedes følgende dispositionsenheder under Kommandoskabet:

• Administrationskontor (besvarelser af forespørgsler, Motorkøretøjer, Indkvartering, Inventar og lignende).
• Lejrkontor (Fangekartotek, Ejendele, Regnskabsafdeling)
• Besøgskontrol
• Pakke – og Brevkontrol
• Lejrledelse med Vagtchefer m.v. (Direkte tilsyn med fangerne)
• Arbejdsledelse (Direkte tilsyn med fangerne)
• Driftskontor (Nybygninger, Reparationer m.v., Vaskeri, Maler – , snedker og smedeværksted, samt aflusningsbarak.

 

Ledelsen strammede grebet

Der var ikke ret meget tid til udarbejdelse af de ønskelige instruktioner. Lejren blev oversvømmet af forespørgsler om alt muligt fra de internereredes familier. Alle besøg var naturligvis ”livsvigtige” og måtte gå forud for alt andet.

Gamle indsatte besøgte også lejren. Det tog også meget tid.

Efterhånden strammede ledelsen grebet. Der blev udstedt specielle legitimationskort og adgangstegn. Uvedkommende fik ingen adgang.  Også over for presse og politi blev bestemmelserne strammet. Trods megen modstand mod dette, gjorde ledelsen gældende at dette var nødvendigt. Det blev heller ikke lettere at styre det hele.

 

Vagtmandskabet manglede rutine og uddannelse

Vagttjeneste kræver nu engang uddannelse og rutine. Den var ikke til stede overalt.  Mange gjorde en fremragende indsats. Andre gjorde det af idealistiske motiver. Nogle af de yngste forstod slet ikke alvoren. De var mere indstillet på ”spænding” – et liv med pegefingeren bag aftrækkeren. Derved kom der nogle uheldige episoder.

Efterhånden som der kom styr på organiseringen var der flere, der tabte interessen for arbejdet. Da en af vagter ikke ville arbejde der mere spurgte kommandanten, hvorfor han ville rejse:

• I har efterhånden fået så meget orden på det hele at det ikke mere er sjovt at være her. Jeg går sgu hen og bliver straffet en dag – og det skal man da ikke udsætte sig selv for – vel !

 

Letsindig omgang med skydevåben

Et forhold der voldte mange kvaler, var den letsindige omgang med skydevåben. I en lejr, hvor der var et stort antal internerede i arbejdstiden 8 – 12 og 14 – 17 og hvor man gik forholdsvis frit omkring, fandt ledelsen særlig i begyndelsen ikke sjældent skarpladte våben henlagt på værelserne eller i uaflåste, henstillede vogne. Ejermændene reagerede kun sjældent når de blev taget i forvaring.

Det kunne jo sagtens være en af de internerede, der havde taget sådan et våben. Det er muligt at nogle i enkelte tilfælde har gjort det.

 

En blandet flok

På den anden side af pigtråden var forholdene alt andet end idylliske. Sammensætningen var broget som i vor tid, men modsætningerne var store. Her var allerede krigsforbrydere, værnemagtsfolk, mistænkte for spionage, Gestapo – og SS-folk, tysk politi, mindretalsmedlemmer, sigtet for større eller mindre, ja ganske små forbrydelser imod det land de havde statsborgerskab til. Her var stikkere, forrædere, frikorpsfolk, Schalburg – og Hipo-medlemmer, feltmadrasser, værnemagere, danske og tyske mellem hinanden.

Ja tænk engang – tyskertøser, de havde haft et kærlighedsforhold til en tysk soldat blev også indsat.

Blandt de indsatte var der stor mistro. De vidste ikke, hvor længe de skulle være her. Der var mistro til naboen og dennes motiver. Stikkeriet florerede livligt.

 

Straffen kom øjeblikkelig

Der var selvfølgelig også overtrædelser af lejrens bestemmelser. Der var forsøg på brevsmugling, tobaksrygning i arbejdstiden, besiddelser af aviser samt flugtforsøg. I konstaterede tilfælde faldt straffen omgående. Taksten var normalt et vist antal dages mørkearrest på vand og brød.

 

Politi – og domsmyndigheder havde travlt

Politi – og domsmyndigheder arbejde ihærdigt for at få de internerede i grundlovsforhør. Til dette formål blev tre interimistiske retslokaler og 16 forhørslokaler. Dertil kom lokaler til kriminalpolitiet, der arbejdede i snævert samarbejde med Feltpolitidetachementet og englænderne. Disse havde anbragt allierede krigsfanger i særligt isolerede barakker.

Efterhånden som de internerede blev fremstillet i grundlovsforhør overgik de som varetægtsarrestanter i Fængselsvæsenets tilsyn. Barak efter barak blev indhegnet med pigtråd og blev overladt til Fængselsvæsnets personale.

 

Aflønnet forskelligt for samme arbejde

Man så det mærkelige fænomen i lejren at folk med omtrent samme beskæftigelse blev aflønnet forskelligt:

• Brigadefolk 2,50 pr. dag
• Modstandsfolk 15,00 pr. dag
• Reserve-fængselsbetjente 22,00 pr. dag

Endnu mere grelt var det, da hæren overtog bevogtningen. Her fik en menig kun 1,50 kr. pr. dag.

Den 3. august overtog Fængselsvæsnet lejren som helhed. Modstandsgrupperne og Hærens folk havde overtaget arbejdet på et tidspunkt, hvor myndighederne ikke var i stand til det.

 

Kilde:

• Sprogforeningens Almanak
• dengang.dk – diverse artikler
• Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.820 artikler
• Under Besættelsestiden (Før/Under/Efter) finder du 372 artikler
• Under Padborg/Kruså/Kollund finder du 63 artikler
• Under Sønderjylland finder du 212 artikler
• Under Grænsen er overskredet finder du 6 artikler
• Grænsen – dengang (b)
• Dramaet ved Viadukten
• Dramaet ved Viadukten – endnu mere (2)
• Myten om de hvide busser
• I Kollund Østerskov lå to villaer
• Sandheden om Karantænestationerne
• Holocaustfornægteren fra Kollund
• Militære efterretninger fra grænselandet
• Kæmp for alt, hvad du har kært – Chr. Fries
• Besættelsestiden – i den sidste tid i Bov Kommune
• To skæbner i Kiskelund
• Frøslevlejren i den sidste tid
• Frøslevlejren
• Faarhuslejren
• Straffelejren
• Harreslev – dengang
• Rønshoved, Hokkerup, Gardeby
• Dansk agent skyld i gendarmers død
• Sandheden om de hvide busser
• Bov Kommune under besættelsen
• En sønderjyde krydser sine spor
• De mystiske mord ved grænsen 1-2
• Forord (1) til ”Grænsen er overskredet
• Asmus Jensen – et mord efter 1945 (opdateret 2021)
• Var det et hævnmotiv
• Grænsen er overskredet – anmeldelse og omtale
• Asmus Jensen – opdateret 2020
• Mord i Padborg 1-4
• De slagne ved grænsen
• Gendarmerne ved grænsen 9. april 1940
• Under krigen ved Viadukten