Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder

Musik i Tønder 5

September 27, 2013

Vi var altid til Julejazz på Tønderhus – dengang. Syncopators var provinsens bedste jazzorkester. Og Tønder Jazzklub var landets største. det var også her man arrangerede landets første jazzfestival. Bølgerne gik højt, da Louis Armstrong indtog Tønder Kino. Ikke alle kunne dog lide “Nechemusik”. I hvert fald ikke brandmændene i Jejsing. Valdemar Rasmussen var dengang
med i det hele. Da Harlem Hot Group fra Tønder indspillede en plade var der 18 forudbestillinger.

 

Spillet med Valdemar Rasmussen

Ja, egentlig troede jeg, at serien om Musik i Tønder var slut. Men så var det, at jeg for at par år siden optrådte med Michael Klinke og Steen Andersen med “Ord og Toner fra Tønder til Nørrebro”, og så var det en på Nørrebro, der sagde, at han havde optrådt med Valdemar Rasmussen i Tynne. Det var ham med Mojn – te Tynne….. Jeg tænkte, vi havde jo slet ikke beskrevet jazz – musikken. Når vi kom hjem og besøgte far og mor i julen, skulle vi altid til Jazzbal på Tønderhus.

 

Et lysthus i Vidågade

Og det var også nede i et lysthus i Vidågade, at Valdemar Rasmussen hver søndag mødtes for at spille jazz. Rolf Øsi Toft spille klarinet, Ole Toft, kornet, Otto Heder, trompet, Carl C. Christiansen, sopransax, Per Nygaard på spejdertromme, og Valdemar Rasmussen på flygelhorn. Det må have været omkring 1954. Og nogle af disse knægte kendte hinanden fra Spejder – orkesteret.

 

En trompet hos Hübschmann

Godt nok tilhørte  instrumenterne Spejderorkesteret, og det kunne sikkert også høres. Men Otte Heders trompet lød nu som en rigtig negertrompet med pumpeventil. Carl havde købt sin sopransax hos skærsliber og musiker Hübschmann fra Nørregade. Denne havde dog sagt:

  • Nun sollst du nicht nur jazz darauf spielen.

 

Indførte Leif Slot jazzen?

Dengang havde det sikkert lydt syret, det der kom ud af lysthuset. Inden da havde pianisten Leif Slot indført jazzen til Tønder. Han var flyttet fra byen til Aabenraa, men hver søndag spadserede han en tur på Alléen lige over på den anden side af  Vidåen. Der kunne man sagtens høre, hvad der foregik i lysthuset i Vidågade.

 

Ekstra undervisning hos Størner

Valdemar Rasmussen og to andre fra gruppen tog ekstra trompetundervisning hos postbud Ernst Størner. Der sad tre trompetister så, omgivet af opvaskebaljer og aviser spredt ud over gulvtæppet. Det skulle tage det værste fra de utætte spytventiller. Danmarks Radio var dengang rundt omkring  i Danmark. Og de optog blandt andet den tyske “schlager” ,” Winke Winke” udsat for 25 harmonikaer og tre trompeter under ledelse af førnævnte Størner. Denne, postbud Størner var også leder af FDF – orkesteret.

Valdemar Rasmussen købte sin første trompet hos Størner for 325 kroner. Det var en rigtig negertrompet. Jo den tjekkiske trompet hed endda Toneking. Nu var de ikke alle lige begejstret i Tynne:

  • Hold da op mæ det Nechelarm
  • I ka da go ue i æ skau mæ den nechemusik

Det skete da også, at det lille orkester vovede sig ud af lysthuset og spillede for gymnasiasterne på Statsskolen.

 

På  Jernbanehotellet i Skærbæk

Den første rigtige optræden skete på Jernbanehotellet i Skærbæk. Her skulle de afvekslende spille med et jazzorkester fra Varde med det smarte navn The Whiskers. Varde – orkesteret tog første sæt, og de var betydelig bedre end orkesteret fra Tynne.

Der var blot gået to numre med Tønder – orkesteret, da publikum begyndte at råbe, Varde, Varde, Varde. Man havde ingen problemer med at finde det sidste tog hjem til trygge Tønder. Så vidt Valdemar Rasmussen husker så hver scenen omvendt tre måneder senere, da var det The Whiskers, der blev pebet ud, og så blev der råbt Tynne, Tynne, Tynne.

 

Kan brandmænd lide jazz?

På et afbud fra et danseorkester blev orkesteret engageret til forsamlingshuset i Jejsing. Men det var nu ikke lige taget højde for, at det var brandværnet i Jejsing, der holdt deres årlige generalforsamling. Man skulle så afslutte med fest og dans. Ved starten var der over 200 brandmænd med damer i stiveste puds med store forventninger til datidens populære toner. Efter
at orkesteret havde jazzet sig igennem de første fire numre, sivede folk ud, sådan cirka 30 – 40 stykker ad gangen. Og selv en gentagelse af det mest hotte nummer, St. Louis Blues forværrede blot situationen. I et desperat forsøg på at vende udviklingen spillede orkesteret, ” En lille pige i flade sko”. Men pludselig stod en brandkaptajn og den kendte købmand Carl Andresen på scenen:

  • Nå Hva ska I så ha for det?
  • Uden tøven svarede Øsi:
  • 150 kr.
  • Det fik så brandkaptajnen til truende at råbe:
  • No ska då it ve’ fræk

Det var ingen forsinkelser på strækningen Tinglev – Tønder den aften, for det kan godt være at jazzmusikkerne fra Tønder kom hurtig hjem.

 

Original New Orleans Jazz

Orkesteret ændrede sig, således at det efterhånden blev en original New Orleans besætning. Ole Toft købte sig en rigtig trækbasun. Lysthuset, som for øvrigt blev ejet af Nygaard blev udskiftet med Nygaards lager. Og her indspillede gruppen, deres første jazzplade. Det var med følgende besætning:

Rolf Øsi Toft, clarinet. Ole Toft, basun. Henry Outzen, banjo. Horsti Petersen, guitar. Alfred “Mugge” Hansen, trommer. Valdemar Rasmussen, trompet.

 

Den første pladeindspilning

Under navnet Harlem Hot Group blev der indspillet 4 titler. Det lød næsten som rigtig negermusik. Bandet blev hvis også kaldt Voldes Bande. Den avancerede optageteknik bestod af en
stålbåndoptager samt en mikrofon udlånt af Radio Rasmussen. Den autentiske lyd var der. Trods dette var der ikke en vanvittig efterspørgsel. Pladen blev kun fremstillet i et oplag på det antal, der var forudbestilt – 18 stykker.

 

Ikke meget jazz hos Radio Rasmussen

Dengang i Tønder, var der kun i begrænset omfang mulighed for at høre jazzens forbilleder. Det var kun i de mest avancerede hjem, hvor der var pladespiller. Og jazzplader var ikke det,
som Radio Rasmussen havde mest af.

 

Satchmo i Tønder Kino

Det var i Tønder Kino, man kunne se og høre, hvad der foregik på den anden side af Jejsing Bjerg. Her sad man efter skoletid og så Gøg og Gokke, Tarzan, Cheeta og Jane. De kæmpede mod de onde mennesker i junglen. Men så åbenbarede det hele sig i Tønder, da Tønder Kino viste The Glenn Miller Story. Her kunne man opleve selveste Louis Satchmo Armstrong and his All Stars. Valdemar Rasmussen fortæller, at han kun havde råd til en kino billet, men at han syv gange sad klinet til døren, udenfor biografen og lyttede til Basin Street Blues. Det var ved udgangsportene ud mod Allègade.

 

Jazzfestival- stor tilløbsstykke

I november 1955 arrangerede Leif og Bent Slot, Danmarks første jazzfestival i Tønder. Det var længe før, at Carsten kom over gaden fra Brødrene Tygesen til Andersen og Nissens Boghandel, hvor jeg var i lære og underholdt med sine planer om Tønder Musikfestival, Den første jazzfestival med over 12 bands, de fleste fra Sønderjylland, blev lidt af et tilløbsstykke. Fra Danmarks Radio var Børge Roger Henrichsen til stede for at optage. Ved den lejlighed opstod for første gang orkesteret Syncopators. Det var et orkester, der eksisterede i mange år med skiftende besætning og med Ole Toft i forgrunden.

 

Pæne folks børn gik også til jazz

Men nu var det slut med Harlem Hot Group. Der opstod en periode med masser af jazzkonkurrencer og jazzklubber overalt i landet. Og selvfølgelig blev Tønder Jazzklub med Hansi Larsen som formand, landets største. I formålsparagraffen blev det nævnt, at man ville udbrede kendskabet til jazzmusikken. Og i Tønder gik også pæne folks børn til jazz. Ja man var helt oppe på at have 1.000 medlemmer.

 

Provinsens bedste jazz – orkester

Syncopators blev vældig populære. På Sild blev de nærmest modtaget som feterede stjerner. det nye ved orkesteret var, at det besætningen kun var fra Tønder. Fra Sønderborg kom Ole Føgh, piano, Jørgen Ley på trommer og Claus Ottosen på clarinet. Fra Tønder bestod besætningen af Valdemar, Ole og Henry. Med den besætning tog man til København for at deltage i Ekstrabladets og Tonos jazz – amatør-konkurrence  i Odd – Fellow Palæet. Konferencier var programsekretær Otto Leisner. Og sandelig, Syncopators blev kåret som provinsens
bedste jazzorkester.

Som tidligere nævnt i en af artiklerne mener jeg, at Papa Bue nogle gange boede i et nu nedrevet hus på hjørnet af Nordre Landevej og Lærkevej. Men der var nu også  andre jazz – bands i  Tønder. Mange af dem holdt ikke så længe, Red Onion Jazzbabies, Pappa Cau Cau’s Jazzband.

 

Store orkester i Tønder

Det var ikke kun Papa Bue, der gæstede Tønder dengang. Det var også Dutch Swing College Band og Chris Barber.

 

Ballade da Neander Jazzband spillede

Der var også ballade, da jeg mange år senere engagerede Neander jazz Band, som skulle spille midt på gågaden i Aabenraa. Det var dengang, jeg sad i Initiativ udvalget under Aabenraa Handelsstandsforening. Heller ikke dengang var alle gearet til dejlig jazzmusik. Et par år efter fik jeg halsen skåret over på Chris’ s mor fra Neander Jazzband også på gågaden i Aabenraa. Hun overlevede jo. Det var tiden dengang.  Og de herlige gutter har jo ofte medvirket til Tønder Festivallen. Her oplevede jeg dem engang til en gospel – gudstjeneste. Det glemmer man aldrig. Men lige så godt, var en tætpakket koncert på Postkroen i Aabenraa med Neander Jazzband.

 

Kilde:

  • www.dengang.dk
  • Litteratur Tønder

 

Hvis du vil vide mere:

  • www.dengang.dk indeholder 1.780 artikler. Under Tønder er der 283 artikler. Hvis du vil vide mere om Musik i Tønder – så læs:
  • Musik i (fra) Tønder 1-4
  • Tommyguns er genopstået
  • Michel Falch i Tønder
  • Ord og Toner fra Tønder til Nørrebro

Redigeret 14-09-2021

 

 

 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder